Original subtitles

Jeg vil have mig frabedt, at du udgiver dig for min søn.

- De tænker at købe en ejendom her? - Kan De gå lidt i forvejen?

- Du skal være hans bydreng? - Hold din kæft, Therese.

Goddag, Frida.

- Din far? Hvornår har du set ham? - Det må jeg ikke sige.

- Har du hørt fra Philip? - Sognerådsformanden er død.

- Thøger skal være den nye formand. - Blev det ikke ham?

- Hvem blev det så? - Prøv at gætte.

Nu er hr. og fru Weyse gået til stranden.

- Så kan vi endelig komme til. - Er det torsk i aften? Puha.

- Den er da sød. Giv den et kys. - Ad!

- Hold op! - Lad være med at lege med min mad.

- Sikke da et humør. - Dav, Tulle.

Den store dug får I i morgen. Bare de ikke er fjollede over for gæsterne.

Du har vel også været ung. Der er kaffe på kanden.

- Hvordan går det? - Thøger er på havet.

Han kom ind i morges og tog af sted igen.

Nu har han vel også fået mere tid. Da han ikke blev sognerådsformand.

Nej, det blev han ikke. Fordi han havde solgt fisk til tyskerne.

Alle solgte til dem. Også de skinhellige i sognerådet.

Jeg ved da heller ikke, om Valter har været den rene engel. Goddag, Edith.

- Hvad var det med Valter? - Jeg ønsker såmænd bare tillykke.

Den måde, han fik de andre med sig, var sandelig flot.

- Var du med til mødet? - Nej, selvfølgelig ikke.

Så ved du nok heller ikke, hvad der skete, vel?

Lad dem, der aldrig har haft med tyskerne at gøre, kaste første sten.

- Hvad har du der? - Ikke noget.

Skulle du lige se det igen?

- Hvor snart skal vi besøge far igen? - Det ved jeg ikke, Frida.

Når der er mere arbejde nede på gården.

Så, nu lægger vi det lige herned igen. Så. Ja?

- Nå, I er her. - Ja.

Vi var på vej ned, men vi har holdt en lang morgen.

Der var lige noget, jeg ville snakke med dig om. Under fire øjne.

- Frida, gå ned, så kommer mor. - Ja, ja, mor.

Fru Weyses brevkasse... Hun viser fru Frigh og jeg brevene.

I går var der et fra... en kvinde, der aldrig så sin familie i Sverige.

Og så spurgte fru Frigh, om vi så Fridas svenske far.

Jeg sagde, at vi så ham, og at han var sød.

Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke havde kontakt.

- De spurgte, hvad han hed og lavede. - Og det fandt du lige på?

Jeg sagde, han hed Göran og var læge i Landskrona.

Da I fandt på ham, boede han i Göteborg!

- Det har de andre nok glemt. - Jeg er så dødtræt af det her.

Så hadefuld snakken er om tyskerne, må vi holde Uwe for os selv.

- Hvor langt kom du? - Til midten af første akt.

Du lovede at læse hele stykket.

Jeg ved det godt, men jeg er så træt om aftenen.

Alle de læserbreve. Jeg er ved at segne under det ansvar.

- Så må du sige nej. - Det kan jeg ikke nu.

Det er nogle triste skæbner. Og de venter, at jeg skal sige noget klogt.

Gid Fanden havde den brevkasse!

Jeg skal debutere som iscenesætter og har brug for at diskutere det.

- Kan du ikke bruge frøken Hansen? - Hun kan kun stille spørgsmål.

- "Hvorfor gør min rolle det?" - Det er din opgave at svare, ikke?

- Jeg var på vej ud for at finde Dem. - Der er måske et spørgsmål mere?

- Nej. Jeg ved ikke med det stykke. - Hvad ved De ikke?

- Det er en meget mærkelig karakter. - Ja. Hvorfor tror De, De blev valgt?

Hun er død og ikke død, og forholdet til billedhuggeren er underligt.

Det var måske bedre, hvis De valgte en anden.

Det kan slet ikke komme på tale. Vi skal nok finde det, frøken Hansen.

Nu kommer De ind til mig efter frokost, og så tager vi fat.

Det kommer til at gå fint. Med Deres talent og min iscenesættelse...

De får Deres livs succes.

Hvorfor læser De ikke stykket igen? Jeg er sikker på, det giver mening.

Af sted, af sted, ikke?

Og så ses vi efter frokost.

Jeg troede, du ville af med hende. Det var da sødt at opmuntre hende.

Det besynderlige pigebarn har Konradsen fundet på for at prøve mig.

- Han venter på, at jeg skal give op. - Det tror jeg altså ikke, Edward.

Men den fornøjelse får han ikke.

Så har jeg fortalt det til Amanda. Hun blev ikke lykkelig.

Over det med Fridas svenske far. Det er vigtigt, du husker det.

Han hedder Göran og bor i Landskrona.

- Ham tandlægen. - Ikke tandlæge. Læge.

- Læge? Hvorfor ikke overlæge? - Så ville han lyde for gammel.

Jeg ville hellere have, han var en gammel overlæge fra Landskrona.

Det er mit sprogkursus.

Hvis jeg skal bygge i Amerika, må jeg kunne sproget.

- Jeg låner Amandas grammofon. - Skulle vi ikke bade?

Bade? Nej. Seerup kommer med sin hustru i eftermiddag.

Så skulle jeg gerne kunne sige noget på amerikansk.

- Vi er færdige hos Dem. - Tak.

Du er begyndt at tale til gæsterne, uden at de spørger.

Åh, fru Frigh. Vi talte netop om grev Ditmar og hr. Dupont.

Ved De, hvorfor grev Ditmar er her alene i år?

- Bare der ikke er kurrer på tråden. - Det vedkommer ikke os.

Åh, grev Ditmar, hvor er det dejligt, De er tilbage.

- Ja. - Hvad med hr. Dupont?

- Kommer han ikke? - Nu er Martha jo tilbage.

- Ja, det er hun jo. - Bor han ikke hos Dem?

Jo, det har han gjort i en periode, hvor han manglede andetsteds.

Så vidt jeg forstod, er han flyttet til København.

- Det forhold er slut. - Så meget desto bedre.

Det er nu trist. De har været så gode for hinanden.

Ja?

Jeg tænkte, jeg ville finde Dem med den bog.

Det, der oprulles nede i Nürnberg, er så horribelt...

At De burde holde en pause fra det. Her har jeg den rigtige kur.

Selma Lagerlöf.

"Niels Holgersens forunderlige rejse".

Det er en bog for børn og poetiske sjæle.

Niels forvandles til en lilleput og rejser gennem Sverige på en gås.

- Jeg læste den højt for mine elever. - Tak.

Jeg tænkte, det var godt at forundres frem for at forfærdes.

Otilia, Edith siger, fru Andersen har fået killinger.

- Det var da en biologisk sensation. - Vi skal se dem.

- Hvad er det, du har der? - Ikke noget. Kom bare.

Ja, ja. Jeg kommer jo.

Vent lige, Frida. Vi kan ikke bare gå ind. Vi skal banke på.

Døren er åben. Nå, jeg tænkte nok, det var jer.

- Har Edith fortalt om killingerne? - Ja.

- Må vi se dem? - Ja. De er i stalden.

Jeg lader døren stå åben. Jeg venter en samtale fra England.

Jeg skal høre, om Morten er fremme. Fie og børnene har sådan glædet sig.

- Kom nu. - Ja.

Killingerne glæder sig til at se dig.

Ja, de er lige herinde.

Åh, hvor er de søde.

- Er det der moren? - Ja, det er det.

- Hvor er faren? - Jeg ved ikke helt, hvem det er.

- Må jeg holde en? - Ja, det går nok.

Nå, der var du jo. Ja. Skal du op her?

Ja, værsgo. Ja.

- Savner killingerne deres far? - Nej, det tror jeg ikke.

Savner du din far? Jeg er sikker på, han er sød.

- Vil du se et billede af ham? - Har du et billede?

- Vil du se? - Det vil jeg da gerne.

Andersens Badehotel. Fru Frigh? Øjeblik. Jeg skal se, om hun er her.

Mor, vi har set kattekillinger.

- Har I fået frokost? - Nej.

Skal vi gå ud og se, om Martha har noget til os?

Fru Berggren, har De lige tid? Det er nok bedst, De lukker døren.

Frida har lige vist mig et fotografi og sagt, at det var hendes far.

Kan det passe, det er et billede af den tyske løjtnant, der var heroppe?

Ja, det kan det godt.

Jeg vidste ikke, hun havde taget det. Vi så på det i morges.

Jeg kan se, De er chokeret.

- Uwe Kiessling er far til Frida. - Javel.

Det kan sikkert være svært at forstå.

Uwe Kiessling er et andet menneske end den løjtnant, De mødte dengang.

Han er ikke nazist. Han har aldrig været det.

Han var i gang med at læse geologi, da han blev indkaldt.

Han blev såret og var en af dem, der var med i attentatet på Adolf Hitler.

- Var han det? - Han var nødt til at flygte.

Og gemme sig i bjergene. Nu er han interneret i flygtningelejren.

Men han er ved at lære dansk, og vi håber -

- at han kan komme herop og bo sammen med os.

Det er kun mine forældre, grev Ditmar og hr. Dupont, der ved det her.

Jeg skal nok fortælle alle det, men indtil da håber jeg -

- De vil holde det for Dem selv. Kan jeg bede Dem om det?

Ja.

Hvad med fotografiet?

Undskyld ventetiden. Fru Frigh tager telefonen ovenpå.

- Alice Frigh. - Hvordan står det til på hotellet?

Bent, hvad har jeg sagt?

At vi skulle ringe sammen dagligt og aftale, hvornår du kommer.

- Du må klare det med din hustru. - Alice, det er småborgerligt.

Den eneste undskyldning er, du er fra Rungsted.

- Du er selv fra Gentofte. - Fra Vanløse.

- Det har du aldrig fortalt. - Det er ikke noget, man praler med.

Er vi ikke frie mennesker, der kan nyde hinanden?

Jeg har været sammen med en del, men ingen som dig.

Skal det være slut på grund af den formalitet, at jeg er gift?

Det er ikke en formalitet.

Det er ingenting, i forhold til hvad jeg har hørt om hr. Madsens datter.

- Jeg hørte en samtale i kontoret. - Om hvad?

- Har De et øjeblik? - Ja.

Jeg har lige hørt noget rystende om Amanda, og hvem der er Fridas far.

- Svenskeren? - Nej. Det er langt værre.

- Husker De løjtnanten herude? - Ja. Ham glemmer jeg aldrig.

Det kan De ikke mene. Hvor har De hørt det?

En fra fabrikken ventede i telefonen -

- og hørte Amanda fortælle det til Otilia.

- Det er ikke til at tro. - Nej, vel?

Hvordan kan Amanda finde på det? En tysker. En nazist.

Amanda sagde, han ikke var nazist.

Han blev såret og var med i forsøget på at slå Hitler ihjel.

- Hvorfor historien med svenskeren? - Ville De have fortalt det?

Jeg syntes, jeg hørte Dem, fru Frigh. De kunne ikke dy Dem?

- Det er så spændende med de breve. - Nå, brevene.

- Det var måske ikke det? - Jo, jo.

Nå, allerede frokost? Jeg må se, om Georg har hørt klokken.

- Han er i gang med et sprogkursus. - Nå.

Mon ikke vi skulle holde den historie om Amanda helt for os selv?

Jo, De har ret. Den, der hørte det i telefonen, er det en, De stoler på?

Nej, jeg bør nok lige tage en forsigtig snak med ham.

Kom ind, kom ind. Og De har rollehæftet med. Dejligt, dejligt.

Jeg er ked af at skuffe dig på den måde, Edward.

Jeg har lyst til at ringe til Konradsen og sige, det ikke bliver.

Der er ingen grund til at blande ham ind i det. Du skal nok finde det.

Vi finder det sammen. Den rolle er som skræddersyet til dig.

Jeg mener det.

Nå, lad mig nu høre. Fortæl. Hvad er dit problem?

Billedhuggeren og hans model mødes, år efter at han lavede skulpturen.

Og går op på bjerget, hvor de styrter i døden.

Ja. Det syntes Ibsen jo åbenbart var en rigtig god idé.

Men du siger, de ikke havde et erotisk forhold. Er det rigtigt?

Ja. Hvis de havde haft det, så havde Ibsen vel skrevet det.

Det kan jeg ikke forstå, når hun er parat til at gøre det sammen med ham.

Hun siger, at billedhuggeren: "ubekymret tog et ungt menneskeliv -

- og sled sjælen ud af det for at skabe et kunstværk."

- Jeg tror, hun er blevet misbrugt. - Så siger vi det.

- Er det rigtigt? - Ja. Hvis det er til nogen hjælp.

Så kan jeg finde det i mig. Jeg kan tænke på, hvordan du misbrugte mig.

- Hvad for en scene skal vi øve? - Hvad sagde du?

Det, du sagde før.

- At jeg misbrugte dig. - På elevskolen.

Du var min lærer, og det benyttede du dig af.

Jeg bebrejder dig ikke. Nu kan jeg bruge det.

Er det en historie, som du går og fortæller alle?

- Er det vigtigt, Edward? - Ved gud er det vigtigt.

Hvis du går og spreder den der løgnehistorie om, at jeg...

Jeg kan godt fortælle dig, at det, der skete -

- for mange år siden og aldrig kommer til at gentage sig, var noget -

- som vi var lige gode om.

Du kom rendende der med dine yndigheder og...

Og hvad, Edward?

Du er ikke klar over, hvilken virkning du har på mænd.

Eller det er du fuldstændig klar over.

Hvis nogen her er blevet misbrugt, så er det da mig.

Nu bliver jeg forvirret. Hvordan finder jeg så mig selv i rollen?

Hvad med bare at spille den? Skulle vi prøve det? Hvad?

How do you do? Det betyder goddag på amerikansk.

- Jeg er klar til Seerups hustru. - Hun kommer ikke i dag.

Der lå en besked fra hr. Seerup. Fruens flyvemaskine var forsinket.

Så kan vi måske holde lidt ferie sammen?

Og tage ned at bade. Det gjorde vi engang.

Vi kunne også springe badet over og lægge os lidt.

Therese! Er det ikke gået op for dig, hvor vigtigt det er?

Jo. Du skal lave store forretninger med hr. Seerup i Amerika.

Det gik godt, da du investerede derovre.

Det var aktier. Byggeri er noget andet. Vi har brug for det.

Projektet ude i Valby, det er heller ikke gået igennem.

Jeg vil være klar til, at hr. Seerup kommer med sin hustru.

Hun er også med i forretningen, og jeg vil kunne tale med hende.

Lektion 2. Gentag efter mig: Er det her vejen til posthuset?

Undskyld. Jeg ville bare lige ringe i fred. Jeg er færdig.

Jeg kan ikke finde på flere at ringe til. Ingen ved, hvor Philip er.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at se ham igen.

Jeg har såret det menneske, jeg holder allermest af.

På grund af Vilhelm. Jeg lod det gå ud over Philip.

Hvordan?

Ditmar, hvorfor tager vi ikke til Firenze?

- Det kan man nu. - Hvorfor?

Ville det ikke være dejligt at komme på andre tanker?

- Hvad mener du? - Hr. Dupont tænker på Vilhelm.

Det må være vanskeligt, når man ikke har børn, at forstå -

- hvad det vil sige at miste sin eneste søn.

Det kan jeg sagtens forstå. Det er over et år siden, Vilhelm døde.

Det var aldrig sket, hvis han og Mitzi var blevet.

Var det ikke hendes ønske, at Vilhelm skulle i Hitlerjugend?

Den forklaring letter Deres samvittighed -

- men Mitzi blev fordrevet, fordi min søn lod sig forføre af Dem.

Det var aldrig sket, hvis jeg var blevet i mit ægteskab.

Vilhelm havde været her hos os i dag.

Jeg satte mig selv først. Det har kostet min søn.

Tåbeligt. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.

Der er ingen undskyldning. Jeg drømte, han var taget herud.

Alice? Jeg sad lige og tænkte på dig, og så kommer du.

Jeg bliver kun ganske kort.

Det, du overhørte i telefonen om Amanda, det skal ikke videre.

Det er lidt af en historie. Hr. Madsens datter og en tysk officer.

Jeg siger det ikke til nogen. Jeg er glad for, du cyklede herop -

- når du bare kunne have ringet. Sødt af dig. Vil du ikke sidde?

- Nej tak. - Bare et øjeblik.

- Hvorfor piner vi os selv? - Jeg har ikke hemmelige forhold.

Det er noget rod. Det ødelægger mig. Jeg må have rene linjer.

Derfor er du kommet? For at bede mig om at holde på en hemmelighed?

Deres samtale fra Newcastle, værsgo.

- Ja, hallo? - Hallo?

- Molly, kan du høre mig? - Ja, nu går det meget bedre.

- Jeg hører dig så fint. Dav, Fie. - Dav, Molly.

- Hvordan går det? - Vi har det godt.

Peter glæder sig til at begynde i skole. Han lader, som om han læser.

Så kan du nok regne ud, at Signe også gerne vil i skole. Men det må vente.

- Er Morten kommet godt frem? - Han er her ikke.

- Skulle han ikke være kommet? - Han fortsætter i flygtningelejren.

- Har du ikke talt med ham? - Jo.

Det troede jeg, han ville sige nej til.

Han sagde ja.

- De kunne ikke finde en anden. - Hvad siger børnene?

De er kede af det. Jeg har fortalt, deres far har noget at gøre færdigt.

Og hvad med dig, Fie?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Molly.

Jeg savner ham så forfærdeligt, men Morten er Morten.

Der kommer aldrig noget ud af at presse ham.

Kom bare ind, hr. talsmand. Hvordan går det?

- Jeg forstår ikke... - Hr. Søegaard lærer Dem dansk.

En lille smule.

- Er der stadig uro i barak syv? - Ja, desværre.

- Stadig de samme? - Fru Klopp og fru Hüber, ja.

- Hvad er problemet? - Trængsel og tyndslidte nerver.

Det er udsigtsløst ikke at kunne komme hjem.

- Det er jeg klar over. - Er det muligt at flytte en af dem?

- Det går ud over alle i barakken. - Jeg skal se på det.

Og De har spurgt til arbejdet på gården?

Det er desværre slut for øjeblikket. Høet er i hus.

- Jeg ved ikke, om der kommer mere. - Det håber jeg.

Ja, jeg forstår, De sætter pris på...

... den friske luft derude?

Det gør vi alle sammen.

Jeg troede ellers, De skulle hjem, da englænderne var væk?

Man har bedt mig om at blive. Barak fire.

Jeg giver besked om, at fru Hüber og hendes datter flyttes til barak fire.

Min far var i skyttegravene i den forrige krig.

Han sagde altid, at krigens rædsler bliver boende i en i lang tid.

- Hvad mener De? - De har svært ved at vende hjem.

Til Deres familie.

Og jeg længes bare efter at være sammen med min.

Det var vist det hele, hr. talsmand.

Farvel, hr. Enevoldsen.

Det kunne du have sagt dig selv. Det var sidste gang, du kørte op til ham.

Sidste gang.

- Ja? - Må jeg forstyrre et øjeblik?

Jeg har tænkt på det, du sagde. At vi var lige gode om det dengang.

Du har nok ret. Jeg drømte om dig og håbede, det var mig, du fik øje på.

Så er der ikke mere at tale om.

Jeg får dårlig samvittighed over for din kone.

At vi var sammen her i sengen i hemmelighed.

Jeg har lyst til at tale med hende.

- Det er der ikke nogen grund til. - Jeg føler mig så ussel.

- Vi var ikke gift på det tidspunkt. - Men I havde et barn sammen.

- Det var en hemmelighed. - Hemmelighed, hemmelighed...

Det er over 15 år siden. Det er der ingen grund til at ruske op i.

Forstår du ikke det, Kitty?

Ja, vi øver. Prøver noget nyt.

Den gamle billedhugger er ikke fysisk anlagt, så jeg tænkte -

- det ville være godt med noget nyt og originalt.

Vi var vist også færdige. Tak, frøken Hansen.

Nå, min ven. Hvordan går det?

Du ser lidt træt ud. Er det stadig alle de der breve?

- Nej, nej. Det er noget andet. - Nå. Hvad så?

Ikke noget.

Du er som en åben bog. Der er noget, der plager dig.

Edward, hvis jeg siger det, så må du love, du ikke siger det til nogen.

Jamen selvfølgelig. Jeg er din mand. Lad mig så høre.

Det er det mest tåbelige, jeg nogensinde har hørt.

Du tror da ikke på alt det sludder? Jeg går ned og tager en cognac.

- Nå, står I der? - Ja, såmænd.

- Det var min hustru og jeg. - En lille uenighed. Det sker jo.

- Det er den rene galskab. - Jamen dog.

- Kan I huske den tyske løjtnant? - Ja. Ham, der ville tage hotellet.

Helene og fru Frigh påstår at have hørt, at han skulle være...

Han skulle være far...

... til lille Frida.

Hvor har de hørt det?

Nogen har påstået, Amanda skulle have fortalt det.

Det kan ikke lade sig gøre.

Lille Frida er tre, og løjtnanten blev sendt til østfronten i 41, så...

- Er Frida kun tre år? - Jeg troede, hun var ældre.

Ja, hun blev da fire år i maj. Hun er jo født i tyrens tegn.

- Så kan det jo godt lade sig gøre. - Åh, gud. Helene myrder mig.

Dette her må absolut ikke komme videre.

- Hvem talte du med på gangen? - Det var ikke nogen.

- Jeg hørte, du skvadrede. - Det var hr. Aurland og hr. Weyse.

- Og hvad snakkede I om? - Ikke noget.

- Noget må I have snakket om. - Det kan jeg ikke fortælle.

Så I talte altså om mig? Hvorfor skal det være en hemmelighed?

Hvis jeg fortæller dig det, vil jeg ikke høre ét bebrejdende ord.

For der er meget godt at sige om ham. Han var med i attentatet mod Føreren.

- Hvem taler du om? - Den tyske løjtnant.

- Hvad for en løjtnant? - Ham, der var her.

Det er jo lille Fridas far.

- Fru Fjeldsø rejser. - Hvorfor gør hun det?

- Fridas far er ikke svensker. - Hvad er han så?

- Hvad er han så, Edith? - Han er tysker.

- Tysker? - Ja. Det er løjtnant Kiessling.

- Kommer du der, Frida? - Martha, jeg er sulten.

- Det varer ikke så længe. - Det var dejligt, ikke, Frida?

Er der sket noget?

De skulle vide, det ikke kommer fra mig.

- Jeg ved bare ikke hvordan. - Væggene har ører.

Da du fortalte det, lå telefonrøret på bordet.

- Det så jeg ikke. - Heller ikke jeg.

- Hvor er Frida? - Nede i køkkenet.

Måske var det bedst, jeg gik en lille tur med hende.

Jeg skulle have fortalt det til dem alle sammen for længe siden.

Nu er det, som om... jeg skammer mig over Uwe, og det gør jeg ikke.

Det har du heller ikke nogen grund til.

- Fru Fjeldsø, vil hun rejse? - Lad hende, hvis hun er forstokket.

- Ditmar, gå du bare ned. - Jeg bliver her og spiser med dig.

- Hvordan kom det videre? - Det var desværre mig.

Jeg nævnte det for Edward.

Jeg troede, man kunne være fortrolig med sin ægtefælle.

Jeg burde jo vide bedre efter de breve, jeg får.

- De sidder bare derinde. - Alle lader bare som ingenting.

Hvad skulle de sige? Lad os få torsken ind.

- Tak. - Tak.

Det er hr. Madsen.

Ja, nu hvor alle har fået mad, så vil jeg bare sige...

... at det er mig, der er torsken.

Det var mig, der ikke syntes, Amanda skulle fortælle det til nogen.

Min datter skulle ikke udsættes for den foragt, som de piger, der...

... gik med tyskerne, blev ramt af.

Hvis nogen foragter hende, er det, fordi I ikke ved, hvem Kiessling er.

Kan I huske Stefan Berger? Den tyske soldat, der blev dømt til døden.

Løjtnant Kiessling satte sig eget liv ind for at redde den mand.

Så spørger jeg bare: Hvor mange ville være parat til det?

Velbekomme.

Man kan vel sige, Amanda så mennesket i stedet for uniformen.

- For den havde hun pillet af ham. - Det er ikke sjovt, Edward.

Det må have været svært for Amanda at bære den hemmelighed i mange år.

- Velbekomme. - Tak.

Tak.

Hvis nogen ønsker at rejse, skal jeg gøre Deres regning klar -

- og arrangere transport for dem, der ikke er i egen vogn.

Men De kan først komme af sted i morgen, for det sidste tog er kørt.

- Der bliver ikke tale om at rejse. - Bestemt ikke.

- Heller ikke jeg. - Nej. Selvfølgelig ikke.

Rejse? Nej. Nej, nej.

Jeg ved ikke, om I hørte, hvad jeg sagde.

Jo, lidt.

Det samme gælder her.

Hvis nogen ønsker at stoppe nu, så får I jeres løn måneden ud.

- Det er der ingen af os, der vil. - Overhovedet ikke.

Tak.

Jeg skal bare hente mit strikketøj, nu vi ikke kan spille bridge.

Ingen andre rejser. Hverken gæsterne eller pigerne. Du er den eneste.

Ja. Det må de afklare med deres egen samvittighed.

Olga, du har kendt Amanda, siden hun var lille. Betyder det ikke noget?

Vi udsættes alle for fristelser, men det kendetegner anstændige folk -

- at vi undlader at give efter.

Amanda burde vide, man ikke indlader sig med folk, der har besat os.

For dig er kærlighed ingen undskyldning.

Det er begrænset, hvilken kærlighed der er tilladt i din verden.

Kærlighed kan ikke planlægges.

Det burde du være den første til at vide. Har du glemt det, Olga?

Jeg ved ikke, hvad du hentyder til.

Bertel, fars unge kontorist. Ham, du elskede, da du var ung -

- men lod dig overtale til at opgive, fordi der ikke var en fremtid i ham.

Hvorfor skal andre fordømmes, fordi du lod dig nøje?

Du har altid yndet at nedgøre mit ægteskab.

- Fordi du ikke har haft et? - Det har jeg faktisk.

Jeg var gift med doktor Plough. Det var kærlighed.

Jeg går ned til de andre.

- Hvad er det for en sang? - En om solen, der går ned.

- En af de smukkeste, jeg kender. - Syng den.

Der står et slot i vesterled

tækket med gyldne skjolde

did går hver aften solen ned

bag rosenskyernes volde.

Det slot blev ej med hænder gjort

mageløst står det smykket...

Jeg føler mig dum over det, vi har fortalt.

Det tror jeg, alle forstår, fru Madsen. Sov godt.

- Tak. - Tak.

- Skulle vi ikke gå op til Amanda? - Ditmar er deroppe.

Nå, så lader vi hende være.

- Det var da en hyggelig aften, hvad? - Hvad havde du regnet med?

- Jeg fik ikke slukket i radiostuen. - Det kan pigerne gøre.

Jeg skal også rydde op derinde. Alle brevene ligger og flyder.

Fru Weyse? Det var så fint, det, De sagde dernede.

At det har været hårdt for Amanda. Det er ikke godt med hemmeligheder.

Der er derfor noget, jeg er nødt til at fortælle Dem.

Nå, der er du. Jeg troede, du havde sat dig for at arbejde igen.

Frøken Hansen havde noget vigtigt at tale om. Du ved nok, hvad det er.

- Hvad? - Det, du har løjet om.

At I ikke havde noget forhold. Det kunne du ikke drømme om.

Og så skal jeg høre, at du har ligget lige her! Bag min ryg!

Helene, jeg ved ikke, hvorfor hun kommer rendende til dig.

Altså det er jo komplet ligegyldigt.

Det er over 15 år siden. Det betyder jo ikke noget.

Er det derfor, du har sendt bud efter hende?

For at genoptage din lumre forbindelse.

- Jeg har fået hende påduttet. - Jeg orker ikke at høre om det der.

Du har ret. Det er en ligegyldig bagatel. Kom, så lægger vi os.

Du har da ikke tænkt dig, at jeg skal ligge ved siden af dig?

- Hvor skulle du ellers sove? - Her. Du kan finde et andet sted.

- Du kunne ikke lade være. - Jeg er bare træt af løgne, Edward.

- Nu er du jo ikke gift. - Nej.

Så ville du vide, at sandheden ville ødelægge ethvert ægteskab.

Ja, det ved du bedre end mig. Du har været gift fire gange?

Jeg synes, du skal rejse hjem. Så kan du passende følges med fru Fjeldsø.

- Jeg skal ikke spille rollen? - Jo. Vi mødes til prøverne.

Du er perfekt til at spille Irene. Fordi hun er syg i hovedet.

Det er jeg sikker på, du kan finde i dig selv.

Kunne du det? Altså med en tysker, mener jeg.

Blive forelsket i en, hvis de var her.

Ja. Hvis... det var en, jeg har lyst til at være sammen med.

Så ville du bare være ligeglad med, hvad alle andre tænkte?

Hvis jeg var forelsket, ville jeg være ligeglad med, hvad andre mener.

Det ved jeg ikke, om jeg turde.

- Nå, godnat. - Godnat.

Edward?

Edward! De er ved at rydde morgenmaden væk.

- Er frøken Hansen rejst? - Rejst?

Hvorfor skulle hun det? Du skældte hende ud?

Selvfølgelig. Nej, jeg tror ikke, hun er rejst.

Døren til hendes værelse er åben, men jeg så hende ikke til morgenmaden.

- Har du set vejret? - Ja, der er havgus.

- Og frøken Hansen er forsvundet? - Mon ikke hun er nede for at bade.

Nej, det er jo fuldstændig ligesom i stykket.

De går i døden, fordi de farer vild i tågen. Jeg må ud at finde hende!

- Edward? - Ja. Hvad?

Da ikke i nattøj.

Frøken Hansen?! Frøken Hansen?!

Hallo?

Hallo?

Undskyld. Jeg bor på hotellet. Jeg kan ikke finde tilbage.

- Men er det ikke hr. Dupont? - Jo.

De kan ikke huske mig? Kitty. Kitty Hansen.

Frøken Hansen. De var hr. Weyses elev.

- Ja. - De er kommet et godt stykke væk.

- Er jeg? - Frøken Hansen!

- Frøken Hansen?! - Der er en, der leder efter Dem.

Det lyder som hr. Weyse. Nogle gange tænker jeg, om han har en skrue løs.

Vil De have en kop kaffe?

Det er én stor grød.

Gad vide om vognmand Larsen kan finde herud og hente fru Fjeldsø.

Der er telefon. Hr. Ødegaard Andersen. Jeg blev lidt forvirret.

Han er jo grosserer Madsens sagfører.

Vi bruger ham også på fabrikken. Men ved De hvad?

Sig, at jeg er på ferie. Han må tale med prokurist Berthelsen.

- Han vil besvare hans spørgsmål. - Det skal jeg sige til ham.

Jeg lejede det for mange år siden. Her boede tyske vagter under krigen.

- Men jeg har luftet ud. - Og De tegner stadig?

Jeg har ikke gjort det i mange år.

Nå, tak for kaffe. Jeg tror godt, jeg kan finde tilbage nu.

- Jeg skal nå mit tog. - Trist, at De skal rejse.

Teateret har betalt mit ophold, men hr. Weyse synes, vi er færdige.

- Så bliv da og hold ferie. - Tager De ikke med tilbage?

Kom nu. Der er kun de sædvanlige. Ja, og så grev Ditmar.

- Ditmar? Bor han på hotellet? - Ja.

Jeg ville være glad, hvis De ville undlade at fortælle, De har set mig.

- Kunne det være vores hemmelighed? - Vores hemmelighed.

- Er det et problem? - Nej, nej.

- Har De tid? - Ja, fru Fjeldsø.

Så vil jeg sige til Dem, at den vej, De har valgt, er en meget svær vej.

- Det skulle jeg vide, før De rejste? - Der misforstår De mig.

Jeg er klar over, at den vej tager man kun, når man ikke kan andet.

Fordi det kræver stort mod.

Og det var et mod, jeg ikke havde, da jeg var i Deres alder.

Derfor ønsker jeg sådan, at det vil gå Dem... godt.

Dem og ham... som De elsker.

Og jeres lille datter.

Tak.

Pigerne meddeler vognmanden, at jeg ikke får brug for ham -

- men at jeg naturligvis betaler, fordi han er kørt forgæves herud.

- Mor, skal vi ikke snart gå? - Jo.

Vi skal over til fru Andersen og se killinger.

- Så må De endelig hilse. - Det skal jeg gøre.

- Mor, kom nu. - Ja. Jeg kommer nu, søde Frida.

- Fortalte du Valter om Amanda? - Ja.

Hvad sagde han? Sagde han slet ikke noget?

Jo. At det nok var bedst ikke at tale for højt om -

- at hotellets værtinde har et barn med en tysker.

- Det var den dug, der manglede. - Tak. Der er kaffe på kanden.

Nej tak. Thøger er på vej ind med båden.

Jeg skal hjem og lave frokost.

- Hvad var der med hende? - Kan hun have hørt os?

Vi ved ikke, hvor lang tid hun har stået derude.

Ej, jeg tror altså ikke, hun hørte det.

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst