All language subtitles for Quisling.The.Final.Days.2024.da.25.000

INSPIRERET AF PRÆSTEN
PEDER OLSENS DAGBOGSNOTATER

DER ER NOGET UFATTELIGT
VED ETHVERT MENNESKE - PEDER OLSEN

Ministerpræsident Quisling taler.

Norske kvinder og mænd.

For få dage siden gik budskabet
ud over verden, at Adolf Hitler -

- det tyske riges fører og rigskansler -

- havde lidt heltedøden
i sin kommandopost i Berlin -

- under den heroiske kamp han førte for
at hindre den bolsjevikiske ødelæggelse -

- af sit fædreland og af Europa.

Med Adolf Hitler er en
af de historiske skikkelser gået bort -

- som skaber epoker
i menneskehedens historie.

Men hvis Europa ikke går under,
så vil fremtiden sikkert erkende -

- at den europæiske kulturcivilisations
redning skyldtes Adolf Hitler.

Som gennem nationalsocialismen gjorde
Tyskland til så mægtigt et bolværk -

- at det kunne bryde
den røde stormflods kraft.

Hans livs store tragedie var, at det trods
alle anstrengelser ikke lykkedes ham -

- at skabe fred
mellem England og Tyskland.

Et samarbejde, som ville have sikret
verdensfred og neutraliseret bolsjevismen.

Jeg agter ikke at svigte vores sag.

Og heller ikke at overlade landet
til lovløshed og bolsjevisme.

Tak.

Hørte du det? Talen?

Det lød, som om vi har kapituleret.
- På ingen måde.

Berlin opgiver os ikke uden videre.

Jeg prøver at forhandle med Nygaardsvold
i London om en overgangsregering.

Og hvis det ikke går?

Jeg vil ikke høre tale om
nederlag eller kapitulation!

Du kan, hvad du vil.
Du er Kapitan Quisling.

Det vil lykkes dig.

Hurra!

Vi har 30.000 mand under vores kommando,
de har 4000. Vi kan stadig kæmpe.

Vidkun!

Jeg var hos tandlægen. Han blev
knap nok færdig, før han kørte mig herhen.

Han skal til Østbanen. Han flygter ud
af landet uden så meget som en kuffert.

Herregud!
Du sagde, de ikke ville kapitulere.

Nu ingen panik.
- Hvad laver de her?

Det kan være klogt at pakke en kuffert.
Bare det nødvendigste. I tilfælde af ...

Pakke? Men hvad med London
og forhandlingerne?

Tag den med ro, Maria.
Vil du ikke nok?

Bed køkkenet lave noget mad.
Det her kommer til at tage lidt tid.

Og den saganat som sænker

Sænker drømmen på vor jord

Herregud. Nu er helvede løs.

Vi burde være rejst, mens vi kunne.
- Hvad mener du?

De render rundt
som hovedløse høns. Råber.

Der var en flok
fulde, tyske marinegaster.

De skød vildt omkring sig
med automatvåben.

Jeg var nær ikke
nået helskindet frem.

Milorg har ingen talt med.
- Er vi blevet lokket i en fælde?

Det virker, som der er en intern
magtkamp mellem Milorg og politiet.

Den nye rigspolitichef er rabiat.
- Kapitulationen gælder fra midnat.

Vi hørte det lige i radioen.

I så fald
er der vel ikke mere for os at gøre.

Sikke noget vrøvl.
Jeg rejser derned selv.

Det kan jeg ikke anbefale.

Det er farligt derude.

De skyder. Du kan ikke gå nogen steder
uden garanti om frit lejde -

- og det tror jeg ikke,
politiet vil give dig.

Der må da være nogle civiliserede
mennesker tilbage i dette land!

Ja, goddag.
Vidkun Quisling, ministerpræsident.

Ja. Tak,
fordi De tager Dem tid, Arntzen.

Nej, vi tager kontakt for at opklare
den misforståelse, som er knyttet til ...

Netop.

Ja.

Absolut.

Men hør her.
Vi er i dialog med militære myndigheder.

Det her kan udvikle sig til ...

Nej.

Jeg forstår det. At De ikke kender Foss,
må stå for Deres egen regning.

Han stod vitterlig i min stue
og tilbød internering i Holmenkollen.

Han ville garantere ...

Javel.

Ja.

At De kalder mig kriminel,
anser jeg som et meget ...

Jeg har lagt meget arbejde
for det her land. Jeg har ingen ...

Nej, men alligevel ...

Ja.

Ja.

Hallo?

Han gav os en frist
til klokken seks i morgen tidlig.

Og hvis vi nægter?

Så henter de os med magt.

De ...

... henter os med magt.

Jeg hørte dig, Vidkun,
i telefonen med politichefen.

Det er slut.

Nej, jeg skal ned på politistationen
og afgive forklaring.

Jeg må gå. De venter.
- Stands.

Må jeg få Deres navn, tak?

Hvor er politimester Arntzen?
- Deres personalia.

Jeg kræver at tale med Arntzen.
- Deres hat, om jeg må bede.

Stilling?

Hvad er Deres stilling?
- Jeg skal lige kigge i Deres lommer.

Vent lidt. Jeg kan ...
Jeg er ikke under arrestation.

Jeg har lavet en aftale
med politichefen om -

- at jeg skal op i en bolig
oppe i Holmenkollen.

Deres vielsesring.

Hvad?
- Vi skal have Deres vielsesring.

Nej. Er det nødvendigt?
- Ja. Den skal jeg have.

Jeg vil godt minde om, at jeg
har været Norges statschef i fem år.

Jeg forventer at blive behandlet
med respekt og ikke som en forbryder.

QUISLINGS SIDSTE DAGE

Denne vej.

Hr. Olsen,
biskoppen er klar til Dem nu.

Ja ... Beklager.

Tak skal De have.

Peder Olsen. Det er længe siden.
- Det er længe siden. Goddag.

Jeg må næsten takke Dem. Uden Deres
indsats kunne krigen være blevet mørkere.

Lad os lægge krigen bag os. Jeg er mere
optaget af freden. Vil De ikke sidde ned?

Olsen, det siges,
at De er menneskekender.

Javel. Det ved jeg ikke.

Vidkun Quisling.

Ja?

Han sidder, som De måske ved, fængslet
i Møllergata 19 og venter på sin retssag.

Det bliver jo
et meget nødvendigt opgør.

Kunne De tænke Dem
at være hans sjælesørger?

Jeg? For Quisling?
- Ja.

Er det ikke Traaen,
som er fængselspræst der?

Han har gjort en hæderlig indsats,
men de er ikke længere på bølgelængde.

Quisling er, måske ikke helt uventet,
en noget kompliceret karakter.

Hvordan det?
- Nej, hvad skal man sige ...

Under krigen
truede han med at henrette mig.

Nu vil han have mig som sjælesørger.

Men kan han bare kræve det?
- Jeg takkede pænt nej.

Alligevel mener jeg, det er afgørende,
at vi som kirke bidrager.

På hvilken måde tænker De?

Vi er en vingeskudt nation.

Folk skriger på dødsstraf.
Mere ondt blod, mere had.

I værste fald
gør vi manden til martyr.

Kunne han hjælpes til erkendelse, ville
det være en begyndelse på forsoning -

- også for os andre, uanset retssagens
udfald. Et skridt i den rigtige retning.

Jeg ved ikke,
om jeg er den rette til sådan en opgave.

Jeg er sygehuspræst.
Jeg har ingen erfaring med kriminelle.

Forsoning er
hverken enkelt eller behageligt.

Den, der tager let på det,
er ikke oprigtig.

At De tvivler,
taler kun til Deres fordel.

Her har De passérsedler
og andet papirarbejde.

Og De forstår sikkert, at det er vigtigt
at holde det her for Dem selv.

Hvad med min kone?
Kan jeg tale med hende? Eller?

Som sagt, Olsen,
det her holder vi for os selv.

Nej, det var dumt.
Du må ikke grine sådan.

Det er sådan en, du trækker ... Sådan.
- Du klarer det med det samme.

Her er der kun støj.
Jeg tror, vi skal over på ...

Er der ikke sådan en ...?

Quisling benægtede at have været
i utilbørlig kontakt med tyskerne.

Han nævnte, at han havde været
i København 5. til 6. april ...

Det er fra forhørsretten.
- De slipper ham ikke ud før retssagen?

... om sin tilbagekaldelse af den
norske regerings mobiliseringsordre.

Og svarede, at han havde ment
at handle til det norske folks bedste.

Bedste ...
Han må jo være ravende gal.

"Det har været et martyrium,"
råbte Quisling.

"Jeg har været i den forfærdelige
situation, at jeg har måttet ..."

Hvad?
- Jeg orker ikke mere af ham.

Hvad er et martyrium?
- Har I lyst til at gå ud og lege?

Først henretter han nordmænd for at redde
sit eget skind, og nu er han martyr?

Han prøver bare at forsvare sig.
- Han virker stolt af det, han har gjort.

Han er jo gal. Et udyr.

Heidi, vi er alle mennesker,
vi er alle Guds børn.

Kan du ikke pakke præstesnakken væk?
- Præstesnakken?

Det må da være i orden at være vred.
- Ja, men det hjælper ikke så meget.

Den mand er værre end tyskerne.
Han vidste, hvad han gjorde.

Han var en af os.

Børnene og jeg flygtede fra bomberne,
mens han bød fjenden velkommen.

Han ofrede vores frihed
for sin egen magt.

Jeg vil have ham ned på knæ.

I knæstilling med armene over hovedet.
Han skal bede om tilgivelse.

Hvis ikke, kan de bare skyde ham.

Jeg henter kaffen.

Jeg kan ikke helt tro på det.

Jeg har gået så længe
med en knugende fornemmelse.

I frygt for,
at der skal ske noget hvert øjeblik.

Jeg tror ligesom,
at hvis jeg slipper det ...

... kommer luftalarmen eller Gestapo.

En sygeplejer, som skal fortælle mig ...
- Men, du.

Alt det der
er vi færdige med nu, ikke også?

Jo.
- Det er forbi.

Jeg ved det. Jeg ved det jo.

Du har lov til at være glad.
Du fortjener det.

Far?

Dem der får vi
i hvert fald aldrig fred fra.

Kom med mig.
- Tak.

Så går du ud ad døren,
over pladsen og ind i fængslet.

Du skal derop.
- Ja. Tak.

Celledøren skal stå åben.

Hænger han sig,
får vi jo ikke skudt svinet.

Undskyld?

Goddag, mit navn er Peder Olsen.
Jeg er sygehus... Nej, jeg er præst.

Jeg bad om Berggrav.

Ja, han var desværre indisponeret.

Indisponeret? Javel.

Jeg har Det Nye Testamente med.
- Tak. Jeg fik et af den forrige.

Så ellers tak.
- Ja, det gjorde De.

Men det kan vel aldrig blive
for meget af det gode.

Det var en spøg. Undskyld.
- De kommer herind og har humor?

Jeg vil ikke være uhøflig mod Dem,
hr. Olsen.

Men jeg har altså ikke
brug for en sjælesørger.

Men De ville tale med Berggrav?
- Netop, og det er ikke Dem.

Nej, jeg er her
som repræsentant for kirken.

Der er mange i Deres situation,
som gerne vil tale med nogen.

Så jeg kan måske hjælpe Dem med
at sortere i tankerne og finde fred.

Finde fred ...
- Ja, hvis De vil det.

Ellers tak. Ved De hvorfor?
Jeg er en uskyldig mand.

Jeg har ikke noget uafklaret
hverken med kirken, Gud eller nationen.

Hvis De vil hilse Berggrav fra mig
og sige -

- at jeg havde anliggender at diskutere
med ham angående min sag, ikke min sjæl -

- ville jeg sætte stor pris på det.

Undskyld, men kender De
historien om tolderen og farisæeren?

Lukas 18, vers 9-14.
Ethvert barn kender den.

Men budskabet er vel gyldigt?

Det handler om at være ydmyg
og se sine fejl.

Farisæeren, den rettroende,
han ser ned på tolderen -

- for han er jo bare en pengeopkræver,
en almindelig mand med et elendigt job.

"Gud, jeg takker dig,
fordi jeg ikke er som andre mennesker -

- røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere,
eller som tolderen dér."

Ja, netop. Farisæeren praler af,
hvor prægtig han er.

Mens tolderen ...
- Slår sig på sit bryst og siger:

"Herre, vær mig synder nådig."

Hvad mente tolderen med det?

Spørger De mig om det?
- Ja.

Jeg troede, det var Dem,
som var præsten her.

Pointen er vel ikke kun, at tolderen
beder Gud om tilgivelse for sine synder.

Han tager heller ikke
tilgivelsen for givet.

Han gør det sværeste. Han tager det,
han har gjort, ind. Han angrer.

Han erkender overfor Gud.

Og derfor bliver han tilgivet.

Derfor er det jo tolderen,
som står nærmest Gud af de to.

Og spørgsmålet må så være:
Hvem af os to mener De -

- er farisæer, og hvem er tolder?

Hvad mener De?
- At De kommer her med en bestilling.

En opgave fra den agtværdige Berggrav,
som ikke nedlader sig til at komme selv -

- for at afkræve mig
samvittighed og anger. Er det det?

For at De og den kirke, De repræsenterer,
skal kunne vaske sin samvittighed ren.

Hvis ikke det er hovmod
en farisæer værdig, så ved jeg ikke.

Men jeg har intet at angre.
Jeg kommer ikke til at bekende noget.

For Dem eller Deres søndagsskoleteologi,
om De så slæber mig gennem Golgata!

Alle har vel noget at stå til ansvar for.
- Javel!

Og hvad har så De, pastor,
at bekende?

Nu er det vel ikke mig,
vi er her for at tale om.

Nu må De have mig undskyldt.
Jeg har et arbejde at passe.

Farisæerne var for øvrigt
meget skriftlærde.

Det er historiebøgerne, som har givet dem
et dårligt og ufortjent rygte.

De var idealister
akkurat som Dem, Olsen.

Ja, det gik jo virkelig godt.

Peder!

Undskyld, jeg forstyrrer i arbejdstiden.
- Det passer fint.

Jeg skulle lige til
at spise formiddagsmad.

Må jeg se dit kort?

Rolig nu.
- De skal løftes!

Det koger lidt under låget.

Hvordan er der herinde,
nu hvor alt er vendt på hovedet?

Når fangevogterne
er blevet fanger, mener du?

Der er mindre papirarbejde.

Det er rart at slippe for at have SS
inde i cellen, når jeg arbejder.

Det er Quisling, ikke?

Selvfølgelig. Han spurgte dig først.

Jeg kunne ikke.

Efter fire år med sjælesorg
for de dødsdømte herinde.

Jeg har jo kontakt med familierne til dem,
der blev henrettet af tyskerne her.

For mig blev det helt ...
Det føltes ikke rigtigt.

Så jeg anbefalede dig.
- Ja. Skal jeg takke dig for det?

Jeg anbefalede dig,
fordi du er den bedste.

Jeg har jo ingen erfaring
med kriminelle eller dødsdømte.

Jeg forsøgte mig
med tolderen og farisæeren.

Jeg tror, jeg fornærmede ham.

Han er præstesøn
i fjerde generation, ikke?

Så han var helt ... Blev meget ...

Jeg kan huske, at du engang sagde til mig,
at sjælesorg bare er en samtale.

Det skal helst gå begge veje.
- Det tror jeg ikke, Quisling er enig i.

Hør, hvad han har at sige.
Hold snakken kørende.

Hvis det ikke går, truer du ham
med benskrue eller knippel.

Hver eneste mand
kan gå fra denne kamp ...

... med ren samvittighed.

Det er virkelig fint arbejde.

At hun kunne det
inde i det mørke kammer.

Det var fint,
at du gav dem strikketøj.

Det hjalp sikkert på nerverne.

Jeg ved ikke.

Vi spurgte jo ikke.
Tog os ikke tid til at lære dem at kende.

Vi gav dem i hvert fald et skjulested.
Vi strakte os, så langt vi kunne.

De her arbejdslejre i Tyskland,
som de skriver om ...

Der tales om flere tusind døde.

Vi ved jo ikke, at de havnede der.
Det var to gamle mennesker.

Hvad skulle de bruge dem til
i en arbejdslejr?

De har vel været i internering,
tror du ikke?

Tror du virkelig,
de tog hensyn til alder?

Røde Kors får folk hjem hele tiden.

Jeg tror bare,
det tager lidt tid at få overblik.

Hvor får du al den optimisme fra?
- Du ...

Heidi.

Jeg har en god ven deroppe.

Tvivler du aldrig?

Jeg vælger at tro.

Det er vi jo nødt til.

Hr. Quisling?

Det var ikke min mening at forstyrre.

Ja, så er det os igen.

Jeg troede, jeg var tydelig nok sidst.

Ja, vi kom vist lidt skævt fra start,
og det beklager jeg.

Min kone har bagt serinakager. Jeg tænkte,
at kosten her kan blive lidt ensidig.

Maden her er helt fin.
Sild og kartofler, det er god bondekost.

Og ellers?
Behandler de Dem godt?

Ja, helt fint.
- Ja.

De ser lidt bleg ud.

Forsyn Dem bare.

Sig mig,
prøver De at blive venner med mig?

Efter stemningen derude at dømme
er der ikke overskud på den front.

Humor igen.
- Ja.

Har De fået lov at møde Deres kone?

Ikke siden arrestationen.
- Det må være hårdt.

Jeg kan bære det.
Det er hende, jeg er bekymret for.

Hvis ikke jeg kunne tale med min kone,
Heidi, ville jeg blive helt gal.

Hvad mener De? Jeg er ved mine fulde fem.
- Ja, jeg siger heller ikke andet.

Psykiaterne, som i fuld alvor mener,
at alle NS-folk, alle sammen -

- har varigt svækkede mentale evner,
i hvert fald svækkede.

Disse såkaldte efterforskere -

- som vil have mig til at indrømme,
at jeg er en slags lykkejæger.

En rygradsløs Peer Gynt-skikkelse,
som kun har været ude efter egen vinding.

Men det har De ikke?
- Jeg har kæmpet for mit land.

I fem lange år.

Dag og nat.

Ser man det. De tror mig ikke.

Jo, jeg tror,
De mener det, De siger. Absolut.

Men ... De fik vel også
nogle fordele af okkupationen?

Netop. De tror, jeg har kæmpet
min kamp for sølvtøj -

- titler, salutter, tant og fjas!

Den usikre mands rustning.

Kunne ikke være mere ligeglad.
Spørg min kone.

Jeg har handlet
ud fra min overbevisning.

Jeg skammer mig ikke.

Må jeg sætte mig?

De mødte Hitler, gjorde De ikke?

Hvad mener De?

Hvordan var han? Som person?

En mand med lidenskab.

Man kan sige, hvad man vil om resultatet,
men det var en mand, som troede på noget.

Det kan man ikke sige om alle.
- Er det noget, De beundrer?

Tro? Selvfølgelig.

Men jeg personlig sætter visdom højere.
- Visdom?

Man kan ikke basere,
som Hitler gjorde, sin politik på tro.

Man skal jo vide.
Bruge tid på at finde kilder.

Vide.

I hele mit liv
har jeg arbejdet med et værk.

Universismen.

Den egentlige sandhed.

Jeg har givet mig selv den opgave
at tænde et lys for menneskeheden.

At finde den sande livsanskuelse.

I tilknytning
med både videnskab og erfaring.

Jeg kan ikke forvente, at De ...

... en simpel fængselspræst,
skal kunne forstå det.

Det er sikkert interessant
med den her universisme.

Men det, vi virkelig bør stræbe efter,
er Kristi ord og gerning.

Kærligheden.

Universismen er det samme,
bare meget større. Den omhandler ...

Hr. Quisling,
større end kærligheden?

Hvad er større end kærligheden?

Pastor, kunne De
tage forbi min kone, Maria?

Bare se, at hun har det godt.

Selvfølgelig.

Tak.

Hvis De kunne tage noget mere
skrivepapir med. Jeg er ved at løbe tør.

Næste gang De kommer.

Så ses vi.

Værsgo.
- Tak skal De have.

Alt i orden?

Har De fået ham til at sige undskyld?
- Hvad?

Har De fået ham til at sige undskyld?
Angrer han?

Det er alt, jeg fik lov at tage med.
Det er hele mit liv nu.

Det må være en omvæltning.

Havde det ikke været for fru Prydz'
lejlighed, havde jeg stået på gaden.

Hvordan har han det?

Efter forholdene har han det godt.

Undskyld, vil De have?
- Nej tak. Jeg drikker ikke.

Vil De sige noget til ham? Jeg kan jo
overbringe en hilsen, hvis De ønsker det.

Sig, at jeg har det godt.
At jeg er stærk.

Stærk og optimistisk.

Jeg er ikke interesseret i politik.

Så drik med mig.

Hvordan mødtes De?

Hvad har De hørt?
- Nej, jeg spørger bare.

Vi mødtes i Ukraine. Mit hjemland.

Han var meget berømt.
"Kapitan Quisling."

Han reddede tusindvis af liv under
den store hungersnød. Vidste De det?

Nej.

Se.

Se her.

Ukraine.

Rusland.

Tusindvis. Også jøder.

Arbejdede han for Nansen?
- Nansen ...

Nansen fik ikke skidt under neglene.

Men Vidkun ...

Jeg så ham første gang
gennem vinduet på kontoret.

Jeg mærkede det straks.

Han var i stand til hvad som helst.

Han skulle blive min skæbne.

Jeg forlod alt for ham. Min mor ...

Dav.

Jeg var ved at blive bekymret for dig.
- Ja?

Er du sulten?
- Ja.

Jeg har gemt lidt til dig.
- Tak.

Har du drukket alkohol?
- Kun et halvt glas.

Der var en lille fejring på sygehuset.

Med diakonisserne?
- Nej, en fredsskål med en af lægerne.

En fredsskål?
- Ja. Det er jo ikke verdens undergang.

Jeg var på sygehuset.

Får jeg ikke at vide, hvor jeg skal hen?

Jeg må da få at vide, hvor vi skal hen?

De kan ikke være norske.
- Lige så norske som De og jeg.

Det er mord.
På forsvarsløse mennesker, hr. Quisling.

Det her er noget af det,
anklagen mod Dem bygger på.

Hvor mange har vi fundet her?
- Seks, indtil videre.

Og derovre?
- Otte, tror vi. Det er svært at sige.

Riisnæs?

Fører?

Arvid?

Hallo?

Vil De være rar at slukke lyset?

Tak.

Kan De ikke sove?
- Nej, det er ...

... lyset som ...

Skal jeg sige Dem,
hvorfor De ikke kan sove?

Det spøger her.

Dem, De dræbte på Trandum.

Hør.

Kan De høre det?

Det er min bror.

De kommer.

Vidkun ...

Vidkun ...

Retssagen begynder snart.

De vil have Dem overført
til Akershus fængsel.

Javel.

Et øjeblik.

Henrik Bergh, hr. Quislings forsvarer.
Hvorfor sagde ingen, at han flyttes?

Sikkerheden. Tættere på retslokalet.
Jeg kan ikke godtage det her.

Min klient er ved dårligt helbred.
Der er vist både koldt og fugtigt derinde.

Det går fint.
- Kan jeg få et øjeblik med min klient?

Kan jeg få et øjeblik med min klient?
- Værgo.

Det er jo kun i nogle uger.

Psykiaterne har konkluderet,
at De er fuldt tilregnelig.

Selvfølgelig.

Men der er ikke foretaget
nogen grundig retslig observation.

Konklusionen var givet på forhånd.
Jeg mener, vi bør anke spørgsmålet.

Hvorfor det?
- Det bør da gå rigtigt for sig.

De forstår, at De risikerer dødsstraf?

Det vil være gunstigt at argumentere for,
at De enkelte gange kan have tabt hovedet.

Det gjorde jeg ikke.
Jeg tabte ikke hovedet.

Jeg forstår. Men afstanden -

- mellem Deres virkelighedsforståelse
og rettens er et problem.

Ja, så galskab er et bedre forsvar
end sandheden?

Jeg har lavet mine vurderinger
ud fra min faglige kompetence.

Min kundskab
og mine strategiske vurderinger.

Det må da være muligt
at få retten til at forstå det?

Det er Deres arbejde! For fanden!

Desuden så føler jeg mig
i fremragende form. Helt strålende!

Aldrig følt mig stærkere!

Ikke nogen berøring.

Nej ...

Du ser godt ut.

Du må få Bergh til at lade mig vidne.

Hvorfor lader han mig ikke komme til?
- Det var mit valg.

Jeg ville ikke udsætte dig for det.

Ingen berøring! Det sagde jeg jo.

Hun hører jo ikke efter.
- Du sagde det.

Deres kammerat er her.

Er det Dem?

Er det Dem, der skal barbere mig?
- Nej, det er det ikke.

Jeg ville bare ønske Dem
held og lykke i dag.

For det er jo en stor dag.

Jeg ligner en lazaron.
- På ingen måde. Det er en flot habit.

Sig mig, tror De også, jeg er gal?

Nej, De virker faktisk i bemærkelsesværdig
god form, hr. Quisling.

Situationen taget i betragtning.

Goddag. Fint. Passér.

Retten er sat.

Vidkun Abraham Quisling.

Anklageskriftet
er udfærdiget af konstitueret -

- statsadvokat Annæus Schjødt
efter ordre fra rigsadvokaten.

Det lyder:
"Major Vidkun Abraham Quisling -

- født 18. juli 1887, sættes herved
under tiltale ved Eidsivating landsret -

- for forbrydelser
mod følgende bestemmelser:

1. Søger at bringe norske eller forbundne
tropper eller krigsmænd i fjendtlig vold.

2. Søger at bringe fæstningsværker eller
anden forsvarspost i fjendtlig vold -

- eller ødelægger
eller ubrugeliggør dem.

3. Forleder norske eller forbundne
krigsmænd til at gå over til fjenden -

- eller ophidser dem til mytteri
eller anden troløshed.

Vil tiltalte rejse sig?

Erkender De Dem skyldig til straf i et,
flere eller alle tiltalepunkterne?

Jeg erkender mig ikke skyldig.

Ikke i noget punkt.

Det eneste, jeg har villet -

- var at beskytte mit folk
mod bolsjevismen.

Ja, De var jo i Rusland.

Mit elskede Rusland blev ændret,
forvandlet til helvede på jord.

Folk sultede.

Mødre ...

... spiste deres egne børn.

Det var et svigt,
svigt mod sit eget folk.

Herhjemme sad såkaldte ansvarlige
politikere og applauderede i regeringen.

Det spredte sig som en kræftsvulst.

Jeg så mit kald til at få det standset.

De så det som et kald?
- Ja.

De som præst må forstå,
hvad jeg mener.

Ja, det er vel ikke helt det samme.

Hvorfor ikke?

Det var en opgave givet af Gud.

De tænker, at De er kaldet af Gud?

Anklagemyndigheden har dokumenter,
som viser -

- at tiltalte er skyldig i landsforræderi
allerede før 9. april 1940.

Han konspirerede med Hitler -

- hans udenrigspolitiske rådgiver
Rosenberg -

- og Tysklands storadmiral Raeder.

Der var planer om at styrte regeringen
og løfter om, at kongen ville godtage det.

Statskuppet 9. april var nøje planlagt
og drevet af kynisk opportunisme.

Som lovgiver i okkupationsårene
er han ansvarlig for undertrykkelse -

- censur, diktatur og førerprincip.

Han må også holdes ansvarlig for
mordet på politifuldmægtig Eilifsen -

- som blev dømt til døden
af tiltaltes udfærdigede lov.

Det samme må siges om de 14 patrioter,
der blev henrettet som repressalier -

- for likvideringen
af statspolitichef Martinsen i 44.

Quislings ansvar
for de norske jøders skæbne -

- lader også til at være større
end først antaget.

Og til sidst vil jeg bede retten
mærke sig tiltalens punkter om tyveri -

- underslæb, hæleri og utroskab.

Tiltalte mener selv, det drejer sig om
en statschefs retmæssige dispositioner.

Til det vil vi svare, at Vidkun Quisling
aldrig har været statschef i Norge -

- efter norsk lov og ret.

Er De villig til at forklare Dem?

I fem år sloges jeg
for norske interesser -

- for det norske folk,
norske værdier, norsk neutralitet -

- tvunget mellem tyskernes
grusomme holdning og Terbovens svin.

Nygaardsvold, på den anden side,
opfordrede gode nordmænd til terror.

Trandum var forfærdeligt,
men ingen havde behøvet at dø -

- hvis folk bare havde samarbejdet!

Men De skrev jo under
på dødsdommene?

De kunne jo have benådet folk.

Det er krigens præmis, krigens uhyre.

Man måtte give tyskerne noget.
Redde ti og skåne ...

... ofre én.

Så det var en slags studehandel?

Kald det, hvad De vil.

Det er ingen hemmelighed, at jeg mente,
at England truede norsk neutralitet.

Med det resultat,
at Tyskland kunne invadere Norge -

- med efterfølgende blodbad
på norsk jord.

Jeg ville undgå, at der skete det samme
i Norge som i Polen.

Jeg er Norges redningsmand.

Man vil måske ikke se det,
men i fremtiden vil man måske se det.

Men hvordan kunne tyskerne
redde os uden okkupation?

Der var planlagt en fredsoperation
med Hitlers velsignelse.

Han ville redde Norges neutralitet.

For at redde Norge ville De have, at
Tyskland skulle okkupere os før England?

Nej, ikke på den måde.
Det overlod jeg til skæbnen.

Så det er skæbnens tildragelse,
at jeg blev manden, der reddede Norge.

Denne sag er ikke kun min sag.

Det er hele den norske befolknings sag.
Det vil fremtiden vise.

Ingen kan tage troen på min sag fra mig.

Jeg ved, at jeg har reddet
både Norge og Norden!

Vi kommer ingen vegne, hvis De hele tiden
gentager, at De er en redningsmand.

Hr. fuldmægtig,
må vi bede om en kort pause?

For at være ærlig synes jeg,
det er svært at forstå ham.

Ingen kender min mand.

Nej?

De har tavshedspligt, pastor?

Ja.

Vi er ikke gift.
- Hvad?

Ikke på papiret. Vidkun var gift
med en anden, da han mødte mig.

Lad være med at se sådan på mig.
Jeg vidste jo ingenting.

Hvad skete der?
- Hun nægtede at lade sig skille.

Og så ville ingen gifte os.

Vi prøvede mange steder,
i Rusland, legationen i Paris.

I Norge var hun ...

... allerede præsenteret for familien.

Det var frygteligt.

I endte sammen alligevel.

Vidkun mente,
vi kunne bo sammen, alle tre.

Vi kunne opdrage hende
som vores plejedatter.

Javel.
Hende, som han var gift med?

Hun var kun et barn.
17 år, alt for ung til ham.

De godtog det? Det var fint for Dem?

Jeg var forelsket.

Men det gik ikke.
Han sendte hende til Paris.

Hvad sagde hans familie til det?

Han forklarede dem,
at det var en formalitet.

Han måtte redde hende.
- Men han svigtede hende jo.

Rusland var helvede på den tid.
Han fik hende ud.

Netop. Så han svigtede sin kone
og kaldte det en redningsaktion.

Det er jo netop det,
han gør nu med Norge.

De kendte hr. Quisling i skoletiden?
- Ja.

Vi var nære venner på gymnasiet.

Hvad var Deres indtryk af ham?
- Udmærket.

Jeg har det bedste indtryk af ham
og hans personlighed.

Hans trofaste venskab.

Han var flittig i skolen.
Havde en udpræget receptiv evne.

Havde interesser, som drenge
på den alder ikke plejer at have.

Han var særlig dygtig til matematik.

Og han var rar.

Hjalp os gerne med lektierne.

Vi så op til ham, alle sammen.

En god ven, altså.
- Det vil jeg sige.

Jeg taler på vegne af alle os
skolekammerater fra den tid.

Men der er én ting, et karaktertræk -

- jeg synes, jeg vil fremhæve.

Og som måske han have interesse
for psykologen.

At Vidkun i grunden var utrolig genert.

I en grad, så han nok led.

Han gik meget alene og havde
tydelige mindreværdskomplekser.

Selv om han besad
stor viden, stor lærdom.

Men overfor os privat var han naturlig.

Men overfor fremmede
var han meget lukket, trak sig tilbage.

Ensom, vil jeg sige.

Jeg vendte det til min fordel.
- Til Deres fordel?

Jeg besluttede mig for at blive bedst.

Gik ikke til fest.
Gik ikke ud med pigerne.

Så jeg gik ud med de bedste karakterer
i skolens historie.

Så De valgte venner fra
for at kunne slå dem?

Jeg havde naturligvis venner,
men andre interesser optog mig mere.

At være bedst?

Ler De ad mig?
- Nej.

Jeg kan godt se, hvad De prøver på.

Prøver at sætte mig på plads.

Gøre mig storhedsvanvittig.

Alle mine ofre har jeg ydet
for andre og ikke mig selv.

De som præst må jo også forstå, når jeg
taler om at have noget at kæmpe for.

At gøre det gode.

Ja, måske. Der er jo mange,
som mener, at De ikke har gjort det gode.

Selvfølgelig.

Det er sejrherren,
som skriver historien.

Det bliver lidelserne ikke mindre af.
Norge var neutralt og blev angrebet.

Et frit folk, tvunget ind i diktatur.
Har De ikke et ansvar for det?

Jeg tog ansvar! Jeg sørgede for,
at der ikke blev et blodbad på norsk jord.

Stalin stod ved grænsen. Da tyskerne kom,
havde vi ikke noget valg.

Men at begå statskup? Styrte kongen ...
- De rejste jo!

Alle sammen! Svigtede deres folk!
Som skræmte høns!

Nogen måtte da tage ansvar!

Senere mødte jeg ham igen,
lige inden krigsudbruddet.

Da spiste vi middag sammen.
Det var hyggeligt.

Men så begyndte vi at diskutere Norges
stilling, og nu var alt vendt på hovedet.

Da begyndte jeg
at tvivle på hans forstand.

Nu havde han voldsomme fantasier -

- om væbnede, kommunistiske
styrker rundtomkring i landet.

Bolsjevikker, som var rede
til revolution på et givet signal.

Han mente, at en række regeringsmedlemmer
modtog penge fra Rusland -

- til at finansiere revolutionen i Norge.

Skal jeg være ærlig, så tænkte jeg,
at han var blevet rablende sindssyg.

Han havde i hvert fald ændret sig meget.

Tak.

Jeg fulgte mit indre kompas.

Om man vil dømme mig for handlinger,
som jeg ikke havde ... overblik over.

Gøre mig til syndebuk
for hele denne elendige krig.

Men mine intentioner var gode.

Forstår De?

Ja.

Burde det ikke være med i beregningen,
når man skal gøre det store regnskab op?

At jeg mente,
at jeg gjorde det rigtige.

Hvad andet kunne jeg gøre?

Hvad ville De have gjort?

Det kan jeg ikke vide.

Det er slemt ...

... at få sig selv til at tro,
at jeg skulle gå efter jøderne!

Jeg, som har ydet
så stort et humanitært arbejde.

Og jeg vil påstå, at jeg er den,
som har hjulpet flest jøder her i landet.

Undskyld, vil De gentage det sidste?

De hørte mig: Jeg er den person,
som har hjulpet flest jøder her i landet.

Alligevel har De i tale og i tekst hævdet,
at jødedommen er skyld i så at sige alt.

At den jødiske trold skulle bekæmpes.
- Javel.

Hvad var Deres rolle i deportationen
af de norske jøder?

Jeg vidste ingenting.
- De vidste ingenting?

De var ansvarlig for politiet og vidste
ikke, hvilke opgaver politiet havde fået?

Der var tale om, at de skulle sendes
til Polen. Mere vidste jeg ikke.

Noget må De jo have vidst.

De har sagt, at De besøgte de lejre,
jøder blev sendt til, i Polen i 1942.

Ja, de fremstod som almindelige
arbejdslejre, arbejdspladser.

Der var ikke noget at bemærke.
Intet, jeg så der, gjorde indtryk.

Nej. "Der var intet der,
som gjorde indtryk."

Gad vidst, hvad den mand så?

Hallo.

Hvor er børnene?

Er der noget galt?

Jeg pressede dine bukser.

Ja?
- Jeg fandt passérsedlen.

Til fængslet.

Heidi,
jeg ville sige det, men ...

Tavshedspligten ...
- Spar mig for det der.

Du kunne have sagt, hvem det var.
Jeg mener, Quisling!

Det var af hensyn
til din og børnenes sikkerhed.

Kære ven, Peder ...
- Berggrav mente, det var bedst.

Selvfølgelig mente Berggrav det.

Selvfølgelig synes biskoppen ikke, du bør
sige noget til den lille kone derhjemme!

Vi to taler jo sammen.

Jeg har en pligt som præst.
- Hvad med din pligt overfor mig?

Jeg tog hen i deres gamle lejlighed.
- Heidi ...

Hvad skulle jeg gøre?
Røde Kors ved ingenting.

Andet end at de blev sendt
af sted med transportskibet.

Jeg fandt dem i en skuffe.
- Du har rodet i deres ting?

Nej, jeg prøver bare at forstå,
hvad der er sket.

Der er tale om organiserede drab.

At folk bliver gasset
og smidt i massegrave.

Vi kan ikke tro på alle rygter ...
- Hvorfor ikke?

Alt det, vi troede ikke kunne ske,
er jo sket.

Det var Quisling, som lod det ske.
- Det ved du ikke.

Forsvarer du ham?
- Nej, men han er ikke dømt endnu.

Verden er ikke så sort-hvid,
som du gerne vil gøre den til ...

Hvis hr. og fru Abrahamsen
ikke kommer tilbage?

Det her orker jeg ikke at høre på.

Du må da have tænkt på det?
At Gud måske straffede os ...

Nu holder du op!

Jeg har brug for at tale om det.
- Du må slippe det. Vi må komme videre.

Hvis de her to ikke kommer tilbage ...

Hvis vi har sendt dem i døden ...
- De kommer tilbage!

Det er arbejdslejre,
almindelige arbejdspladser. Intet andet.

Deres fulde navn og stilling, tak.

Leo Eitinger.
Født 12. december 1912.

Uddannet læge
og fik licentia practicandi i 1940.

Vidnet er Deres, Schjødt.

De praktiserede stadig som læge,
da De blev anholdt 16. maj 1942?

De blev anholdt, fordi De var jødisk?
- Det ved jeg ikke. Jeg blev ikke afhørt.

Hvor blev De ført hen?
- Først til Molde.

Så Falstad og Bretvedt.

Og i februar 1943 til Tyskland
med fragtskibet Gotenland.

Og derfra til Auschwitz.

Var der folk af begge køn
og i alle aldre?

Den ældste var en mand på 80 år,
og den yngste et barn på et og et halvt.

Hvad skete der,
da De kom til Auschwitz?

En del unge piger blev trukket ud.

Alle kvinder ellers, børn og gamle -

- blev ført bort på lastbiler.

Først senere fandt vi ud af,
hvad der var sket.

Og hvad var der sket
med kvinderne og børnene?

Alle kvinder og børn
blev ført ind i gaskamre -

- hvor de blev dræbt
med blåsyregas og derefter kremeret.

Hvornår var det?
- I 1943.

Hvordan foregik det?

Til at begynde med
var gaskamrene primitivt indrettet.

En almindelig barak dækket med blik,
så den var gastæt.

Folk, som kom,
måtte klæde sig af udenfor.

Så blev de gennet ind,
og dørene låst.

Fra et vindue på taget
blev gasbomberne kastet ind.

Siden blev gaskamrene udbygget
til et stort underjordisk anlæg.

Med et afklædningsrum
indrettet som et bad.

Folk fik indtryk af, at de skulle bade,
siden de skulle klæde sig af.

De gik ind uden at ane,
hvad der skulle ske med dem.

Det skete ofte,
at mens en del var inde og blev gasset -

- skulle de andre klæde sig af
og vente nøgne udenfor -

- mens de hørte, hvad der foregik.

Hvor mange blev
på den måde ført til gaskamrene?

Jeg er ikke helt sikker, men alle,
som ikke var arbejdsføre, blev dræbt.

For mænd var den arbejdsføre alder
mellem 20 og 45.

Blev folk slået og mishandlet i lejren?
- Ja.

Så vidt at de blev slået ihjel?
- Ja.

Så De selv noget sådant?

Ja, jeg så folk,
som var blevet slået ihjel.

Ved De, om andre jødefanger i andre lejre
blev behandlet på samme måde?

Ja. Det ved jeg med sikkerhed.

Var der mange selvmord dernede?
- Ja.

Den almindeligste måde var at gå udenfor
rækken, mens man marcherede til arbejdet.

Så blev vedkommende skudt
med det samme.

Ved De, hvor mange norske jøder
som blev sendt til Tyskland?

Jeg tror,
det var omkring 950 eller 1000.

Tallene er ikke helt nøjagtige.

Hvor mange er kommet hjem igen?
- Tolv.

Sagde De tolv?
- Ja.

Resten må vi så antage er døde?

Ja.
- Tak skal De have.

Må jeg afslutningsvis
få lov at nævne en ting?

Jeg læste for nylig i avisen ...

... at Quisling havde udtalt,
at han ikke kendte til jødeforfølgelserne.

At han gerne ville hjælpe dem.

Men efter at Donau var sejlet,
holdt Quisling en tale i Trondheim.

Der forsvarede han det, som var sket.

Hvordan kan han så påstå
ikke at have vidst noget?

Kan De huske
at have holdt denne tale?

Ja, jeg holdt en tale i Trondheim.

Antagelig et foredrag.

Jeg holdt en række foredrag på den tid.

Når man går i skoven
og navigerer efter solen ...

Så bliver det mørkt,
og du ved ikke, hvor du er -

- hvor du skal hen, eller hvad klokken er.

Jeg spekulerer på,
om jeg er ved at blive gal.

Du har jo altid haft
et mere interessant sjæleliv end mit.

Det, der er sket i de lejre,
den ondskab ...

Det værste er,
at jeg næsten begyndte at synes om ham.

Når han taler om noget, der optager ham,
virker han optaget af at gøre godt.

Præcis som dig.
- Nej.

Han gør rigtigt til forkert
og sandt til usandt.

Værre end det, han får rigtigt og forkert
til at ophøre som objektive størrelser.

Han trækker dig ind i sin logik, så du
tænker, at han har ret, og du tager fejl.

Er det så vigtigt?
- Der er forskel på rigtigt og forkert.

Han kalder sig kristen,
men ejer ikke ydmyghed.

Det er nazisten i ham,
førertanken.

Den stærke mand, som aldrig tvivler.
Det er der ikke nogen kristendom i.

Nej, du kan jo kun vise ham vejen.

Du kan ikke tvinge ham til at følge den.

Men hvad hvis jeg ikke kender vejen?
- Er du bange for at miste troen?

Det er menneskeligt at tvivle, Peder.

Det er menneskeligt at fare vild.

Vi er fejlbarlige.
Det må vi jo bare acceptere.

Sover du?

De er døde.

Ikke også?

Rosa og Elias Abrahamsen.

De er alle døde.

Godeftermiddag.
Eller er det eftermiddag?

Hvordan kan De ...

Hvordan kan du sige,
at du ikke vidste det?

Det er det, du gør:
Skriver historien om -

- for at få den til at passe ind
i dit forskruede verdensbillede.

Det spiller ingen rolle, hvem der ofres
på vejen, og hvem der må dø.

Hvis det er deportationerne ...
- Ja, selvfølgelig! Du vidste det.

Du talte glødende om jødespørgsmålet,
kort tid efter at Donau forlod Oslo.

Du forsvarede det, der var sket.
- Det er mere komplekst.

Meget mere kompliceret. Jeg havde ikke
den information, du har fået senere.

Du var ministerpræsident!
- Jeg var i en presset politisk situation!

Det var mord på uskyldige mennesker!
Ingen situation kan forsvare det!

Der er andre regler i krig!

Folk dør i krig!

Bolsjevismen og bolsjevikkerne
var da langt værre.

Jeg har beviser.
Jeg har set det med egne øjne!

I otte år stod jeg i lig til knæene!

Jeg så mødre,
som spiste deres egne børn!

Så skal du belære mig om,
hvad lidelse er?

Jeg har set det med det blotte øje!

Hvor langt mente du, det var i orden
at strække det for den gode sag?

Hvor mange liv er din "livsopgave" værd?
Jeg tror, det er steget dig til hovedet.

Du havde opnået position. Du havde
Hitlers øre, du var konge på Gimle.

Det var dejligt endelig at have en stemme,
endelig at blive hørt.

Vidkun Quisling, hjælpearbejderen -

- som endte i skyggen af dr. Nansen,
politikeren som ikke fik masserne med sig.

Da muligheden bød sig for dig og dit
lille parti, gik du i seng med fjenden.

Fordi der var en større fjende!

Havde det ikke været
for den indsats, jeg ...

Du siger det, og måske tror du det,
men du ved det ikke.

Hvordan kunne du tro,
du vidste, hvad Norge havde brug for?

Du aner jo intet om andre mennesker,
for du har valgt dem fra.

Præcis som du vælger sandheden fra.
- Historien vil vise, at jeg havde ret.

Historien vil vise, at jeg gjorde
det rigtige for Norge og nordmændene.

Jeg vidste, hvad Norge havde brug for.

Ja, så kan folk stå der og sige,
hvad de vil, men jeg vil stå ved det.

Stærkest er den mand,
som står helt, helt alene.

Nå, så det er det, De vil?
Stå alene? Værsgo!

Vi to er færdige med hinanden.

Hvordan går det?

Tror du ...

... at man kan tage så meget fejl
af sin livsopgave?

Ja, det tror jeg.

Hvordan går det så?

Frygter du, at du har taget fejl?

Hvis alt, hvad jeg har gjort ...
Hvis jeg skulle mene, det var forkert -

- så kan jeg ikke leve med mig selv.

Der findes tilgivelse for alt.

Jeg ved ikke ...

Jeg ...

Kunne De blive lidt endnu?

Det er rart ikke at være alene lige nu.

Det er ikke let for os andre
at forstå Vidkun Quisling.

Et svimlende dyb adskiller ham
og hans virkelighedsopfattelse fra andres.

Men det er rettens pligt
at sætte sig ind i hans personlighed.

For den subjektive skyld skal også
være bevist, hvis han skal dømmes.

Det hænder, at man ikke forstår,
at man ikke engang indbilder sig -

- at kunne forstå
et andet menneskes tankeliv og følelser.

I denne sag står man overfor
en sådan gåde.

Man har forsøgt at løse gåden Quisling
med den noget forenklede forklaring -

- at det drejer sig om selvhævdelse,
magtsyge eller pengegriskhed.

Fastholder man det
som nøglen til Quislings sind -

- så forstår man ufattelig lidt af manden.

Jeg rejser derfor spørgsmålet:
Hvordan kan det forklares -

- at han, som med ære deltog i Nansens
humanitære arbejde i Ukraine og Armenien -

- og blev betragtet som et intellektuelt
og moralsk førsteklasses menneske -

- nu sidder her under den uendeligt
alvorlige anklage, som er rejst i sagen?

Som hans forsvarer er det min pligt -

- at få tiltaltes personlighed
så godt belyst som muligt.

Retten skal være klar over -

- at det i hvert fald her er en gåde.

Hvordan er formen?
- De har givet mig den her blyant.

Men ingen spidser, ingen kniv.

Hvordan kan jeg forsvare mig, når jeg ikke
kan skrive mine argumenter ned?

Hvad vil du da sige?
- Mine bevæggrunde.

Min baggrund fra Fyresdal,
min opvækst, hvad der har formet mig.

Min fædrelandskærlighed.

Mine år på krigsskolen.
Min politiske virksomhed ...

Måske mindre om bevæggrunde og mere om,
hvad du kunne have gjort anderledes?

Skulle jeg ikke forsvare mig?

Du bliver dømt,
uanset hvor meget du forsvarer dig.

Retten skal bruge noget forsonende ...
- Noget forsonende?

Ja, ydmyghed.
- Ydmyghed.

Jeg kan ikke stå i retten og vakle.
Jeg må fremstå klar og tydelig.

Ingen bryder sig om at indrømme fejl,
men hvis det kan redde ens liv?

Ydmyghed ...
- Du var ydmyg overfor mig.

Ydmyghed ...

Du har ordet i din magt.
Du finder ud af det.

På gensyn.

På gensyn.

Tak.

Tusind tak.

Du er stille i dag.

Din forsvarer Bergh synes,
jeg skal bede dig om at være ydmyg.

Han synes, du skal sige undskyld.

Hvad mener du?
- Jeg?

Du skal ikke bøje dig for dem.

Du skal ikke lade
de barbarer knække dig.

Ingen er stærkere end dig.

Jeg vidste det,
allerede første gang jeg så dig.

Der er en mand,
som aldrig vil lade sig knække.

Det tænkte jeg.

Du er Kapitan Quisling.
Du er min Kapitan Quisling.

De kommer til at forstå.

Tror du ikke?

Du får dem jo til at forstå.

Jeg, som trofast har tjent mit land,
anklages for landsforræderi -

-mens de, som egentlig er ansvarlige
for denne elendighed ...

... forsvarssabotørerne, dem,
som drev os ud i denne krig, de går fri.

De kan glæde sig og sige: "Ha!"

"Så fik vi ham til sidst."

Jeg har villet det gode.
Min tjeneste -

- har udelukkende været
for det norske folk -

- og for at fremme
det Guds rige på jorden -

- Jesus Kristus kom for at grundlægge.

Jeg er mig ikke bevidst om at have
gjort noget for at skade det norske folk.

Jeg er mig derimod bevidst om
at have forhindret -

- det norske folk og Norden i
at blive en krigsskueplads.

Det, jeg netop her er anklaget for.

Forhindret, at der blev borgerkrig.

Forsøgte at bøde på invasionen
og okkupationsmagtens -

- store styrke og ulyksaligheder
overfor det norske folk.

Har De børn?

Heller ikke jeg.

Der afsiges dom med endelig dom.

Vidkun Abraham Lauritz Quisling
dømmes til døden -

- for brud på den militære straffelov
paragraf 80 punkt 1, 2 og 3.

Jævnfør paragraf 9 punkt 1 og
straffelovens paragraf 12 sidste afsnit.

Den militære straffelov
paragraf 80 lyder ...

De forstår dommen?

Ja.

Med landsrettens dom
er skyldspørgsmålet endeligt afklaret.

De kan indbringe sagen for Højesteret,
hvis De mener, straffen er for streng -

- at sagsbehandlingen er ulovlig,
eller at loven er urimeligt anvendt.

Dette kan De erklære straks,
eller De kan bede om betænkningstid.

Jeg ønsker at få prøvet min dom
ved Højesteret.

Dermed er sagen afsluttet.

Retten er hævet.

Fru Quisling ...
- Jeg vil ikke forstyrres.

Jeg går ud fra,
at De har hørt om dommen.

Ja, men jeg accepterer den
naturligvis ikke.

Jeg er en, der kæmper, hr. Olsen.

Det er man jo nødt til,
kæmpe til sidste patron.

Jeg har prøvet at få vores venner i tale,
men de er alle i fængsel. Så jeg skriver.

Se, jeg skriver til Gerhardsen.

Jeg skriver til general Ruge.

Stalin.

Til Stalin?
- Ja.

Han er min landsmand. Jeg ved,
at han værdsatte vores arbejde i Ukraine.

Hvad tænker De, at han kan gøre?
- Jeg beder om barmhjertighed.

Nogen må da kunne vise barmhjertighed,
selv efter en krig.

De kan ikke skyde ham.

Jeg kan ikke miste ham.
Jeg var ingenting, før jeg mødte ham.

En fattig sekretær
fra et land uden fremtid.

Usynlig.

Men i hans øjne blev jeg nogen.
Jeg blev Maria Pacek.

Efterkommer af vikinger.
Jeg blev ministerpræsidentfrue.

Hvad skal jeg gøre uden ham? Uden ham
er jeg ingenting. Forstår De? En løgn ...

Der er mange, der støtter dig.

Jeg får flere breve.

Og jeg har skrevet
til statsminister Gerhardsen.

Bedt for dig.

Og general Ruge.

Og kongen.
- Skrev du til kongen?

Vi har jo mødt ham flere gange,
da du var forsvarsminister.

Længe siden, det var i 32.

Jeg har endda danset med ham.

Han kunne lide dig.

Tror du?

Der må være noget mere,
jeg kan gøre.

Der må være noget mere.

Hvad er det, du vil have,
at jeg skal slippe?

Samvittigheden?

Gud? Er det det?

Er det det, du gør?
- Jeg kan ikke tænke sådan.

Hvis jeg gør det,
ved jeg ikke, hvor jeg ender.

Her, måske.

Her, hvor jeg er.

Men min opgave er at give håb.

Hvis jeg mister håbet, så ...

Jeg har en mand,
som er dømt til døden.

Han er fuldstændig fortabt.

Hvis jeg kan trænge gennem det,
finde en lille stribe af lys eller håb ...

Så finder du din tro?

Jeg vil bare hjælpe ham
til at finde fred.

Det er fint, Peder.

Men hvordan kan du hjælpe nogen,
hvis du ikke har fred med dig selv?

Du skriver så smukke breve.

"Vi to er ét. Var og bliver."

"Og lad aldrig den tanke forlade dig."

"Hvis jeg sover eller våger
på den anden side -

- er min udødelige del
også altid hos dig."

"Min evige og udødelige elskede."

Jeg ville ...

Jeg ville ønske -

- at du kunne sige det.

Det, du skriver. Disse ord.

At du kunne se på mig
og sige dem.

Så jeg kunne mærke,
at du mente det.

Vil du ikke nok?

Bare den ene gang.

Kan du ikke bare sige det?

Sig, at du elsker mig.
- Det gør jeg jo.

Vil du ikke nok?

Maria ...

Jeg ...

Maria, det bliver bare dumt.
- Dumt?

Hvad er det, der holder dig tilbage?

Jeg mener det, der står skrevet.
Jeg har jo skrevet det til dig.

Synes du egentlig,
at jeg skal hjælpe ham?

For jeg ved ikke,
om jeg magter det alene, Heidi.

Jeg har brug for dig.

Tak skal De have.

Ja, selvfølgelig.

Benådningen er afslået.

Jeg må af sted og fortælle ham det.

Tolderen og farisæeren.

Det var det, den landede på.

Har du hørt noget?

Det blev et afslag, desværre.

Hverken kongen, statsministeren
eller andre har villet benåde dig.

Så der er truffet en beslutning.

Hvor lang tid?

Det skal ske i nat.

I nat ...

Jeg bliver her hos dig,
så længe du vil.

Det her er vel også meningen.

Maria, du må ...

Du må love
at passe på Maria for mig.

Ja.

Hun satte stor pris
på samtalerne med dig.

Skal vi læse noget sammen, eller ...?

Jeg ved ikke ...

Vil du modtage nadveren?

Nej, ikke det.

Mange synes, det er fint
at få tilgivelse for deres synder.

De forstår jo ikke. Jeg er uskyldig.

Jeg har ingenting at bekende.

Men alle har noget at bekende.

Kan du huske, at vi talte
om tolderen og farisæeren?

Du kaldte det
søndagsskoleteologi.

Og jeg følte mig lidt dum.

Der er en grund til, at det er
børnelærdom. Det er en enkel sandhed.

Den, som står nærmest Gud,
er den -

- som kan stå ved sine fejl.

Sine svagheder.

Sin menneskelighed.

Jeg har ingenting at angre.

Ingenting.
- Men det sagde du jo til mig.

Du spekulerede over,
om du havde taget fejl af din livsopgave.

Ja.

Ja ...

Jeg blev blændet
af min fædrelandskærlighed til Norge.

Jeg skulle have viet mig til større ting.

Det er måske ikke nu, man skal tænke
på det, som kunne have været.

Var jeg gået ind
i det politiske arbejde -

- kunne jeg have afværget krigen.
Jeg så den komme.

Du behøver ikke
at forsvare det overfor mig.

Det står skrevet:
"Den, der hader mig, hader også min Far."

"Havde jeg ikke gjort store undere
blandt dem, som ingen anden har gjort -

- havde de ikke været skyldige,
men nu hvor de har set mine undere -

- hader de både mig og min Far.
Således opfyldes Skriftens ord."

"De hadede mig uden grund."

"De hadede mig uden grund."
- Vidkun.

Gud hader ikke.
Gud er kærlighed.

Jødefolket forkastede Jesus Kristus -

- for røveren Barabbas.
Det er det samme valg, folk har i dag.

Mange vil hellere have en Barabbas
end en sand Messias.

Jeg kan ikke sidde og se på det.

Jeg må kæmpe imod.
Til sidste ende.

Farligst bliver jeg efter min død.
- Men du er ingen Messias, Vidkun.

Du er et menneske.
En synder som alle os andre.

De skal gå nu.
- Nej, jeg går ikke.

Ikke før du har fundet fred med Gud.
Det er min stædige trang.

De skal gå.
Jeg vil være alene.

Nej, jeg bliver.
- De skal gå! Hører De?

De skal gå nu!
- Vær venlig at høre på mig.

De skal gå!
- Det er mig, der er farisæeren.

Hvad sagde du?

Du spurgte, hvem af os der er tolderen,
og hvem der er farisæeren.

Du havde ret.

Jeg har været en hykler.
Jeg er heller ikke gået ind i mig selv.

Der var et ældre jødisk par,
som skjulte sig i et kammer hos os.

Rosa og Elias Abrahamsen.

Vi havde sat
en kasse med æbler derinde.

Og en nat havde vores datter, Liv -

- sneget sig ind for at tage et,
og der fik hun øje på dem.

Hun blev selvfølgelig skræmt fra vid
og sans. Hun troede, det var trolde.

Jeg fik beroliget hende og sagde,
at hun havde drømt alt sammen.

Men jeg kunne ikke udholde at tænke på,
at hun ville fortælle om troldene -

- til en klasseveninde på skolen ...

Jeg turde ikke have dem der mere.
Jeg fik dem indlagt på Lovisenberg -

- som smittefarlige.

Jeg tænkte, at vi måske
kunne narre politiet på den måde.

Så blev de taget der.

Ført væk,
mens de bad for deres liv.

Heidi så det hele fra køkkenvinduet.

De døde i Auschwitz.

Du gjorde det, du var nødt til.

Nej, jeg tog et valg.
Jeg kunne have reddet dem, men ...

Jeg lod hensynet til mig og mine gå
foran to gamle, som havde brug for hjælp.

Du gjorde det, ethvert menneske
ville have gjort i samme situation.

Det er det, jeg har sagt til mig selv,
at jeg handlede i den bedste mening.

Ikke desto mindre kostede mit valg
de to mennesker livet.

Hvorfor fortæller du mig det?

Fordi jeg har gjort det, som du gør nu:
Jeg forsvarede mig, løj for mig selv.

Fordi jeg var bange,
fordi jeg for vild.

Fordi jeg mistede troen på,
at Gud ville tage imod mig ...

Jeg stolede ikke på ham.
Jeg var ved at miste ham.

Vidkun.

Tør du stole på Gud?

Stoler du på mig?

Så skal du bede Gud
om syndernes forladelse.

Så må du sige det, som tolderen sagde.

"Herre, vær mig synder nådig."

Sig det nu til Gud.

Det er ikke farligt.

Gud forlader dig ikke.

Jeg forlader dig ikke.

Herre, vær mig synder nådig.

Gud, vær mig synder nådig.

Vær mig synder ...

Dette er Jesu legeme.

Og dette er Jesu blod.

Dette er Jesu legeme.

Og dette er Jesu blod.

Korsfæstede og opstandne Jesus Kristus
har givet os sit hellige legeme og blod -

- som han gav til soning
for alle vore synder.

Han styrke os og holde os oppe
i en sand tro på det evige liv.

Fred være med dig.

Undskyld.

Deres kone var forbi
med det her nede i politivagten.

Javel.

Hun beder mig hilse. Min kone.

Ja ...

Tak.

Ægte kaffe.

Den er krudtstærk.

Var det humor?

Hvad? Nej, undskyld ...

Krudtstærk?

Krudtstærk ...

Ja ja.

Jeg skal jo sove
under alle omstændigheder i nat.

Jeg har fået besked på
at gøre Dem klar.

Må jeg gøre det?

Så er tiden inde.

Timen er kommet.

Se.

Menneskesønnen overgives
i syndernes hænder.

Soldaterne førte ham bort -

-ind i borgen
og tilkaldte hele vagtstyrken.

De klædte ham i en purpurkappe.

De flettede den tornekrone,
de satte på ham.

Så førte de mig ud
for at lade mig korsfæste.

De førte mig til stedet Golgata.

Det var den tredje time,
de korsfæstede mig.

Og ved den niende time
råber Jesus højt til Gud:

"Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig?"

Fader.

Tilgiv dem.

For de ved ikke, hvad de gør.

Hr. Quisling.

Så er det tid.

Farvel.

Jeg vil se døden i øjnene.

Jeg vil se døden i øjnene!

Det er reglementet.

Peder.

Jeg er uskyldig!

I skyder en uskyldig mand!

Vidkun Quisling blev anholdt 9. maj
og henrettet natten til 24. oktober 1945.

Marie Quisling levede tilbagetrukket
som "Fru Bang" til sin død i januar 1980.

Peder Olsen blev med tiden anset som
førende i psykiatrien og som sjælesørger.

Peder Olsen døde i 1977. Filmen bygger
på hans og Heidi Olsens dagbogsnotater.

Oversættelse: Claus D. Jarløv
Medietekst Danmark