All language subtitles for The.Room.Next.Door.2024.NORDIC.REPACK.1080p.WEBRip.x264.AAC5.1-[YTS.MX]

Downloaded from
YTS.MX

Official YIFY movies site:
YTS.MX

- Hej. Hvordan har du det?
- Fint. Tak.

- Hvem skal jeg skrive den til?
- Bobbi med I.

Der står i prologen, at du skrev bogen for
bedre at kunne forstå og acceptere døden.

Den føles unaturlig. Jeg kan ikke
acceptere, at noget levende skal dø.

Tak.

Ingrid, vi har været her den lovede time.

- Faktisk mere end det.
- Der står stadig folk i kø.

- Ja. Vi gør, hvad du vil.
- Vil du signere min?

Stella, jeg så dig slet ikke.

- Hvorfor kom du ikke direkte op til mig?
- Jeg turde ikke. Du trækker unge til.

- Og ikke kun kvinder.
- Stella, Anne. Anne, min ven Stella.

- Rart at møde dig.
- Jeg signerer alles bøger.

- Ja. Men køen skal lukkes nu.
- Okay.

- Jeg har ikke set dig i en evighed.
- Jeg bor i Boston nu og besøger min søn.

Og ser Martha på hospitalet.
Du ved godt, at hun har kræft, ikke?

- Det er slemt.
- Martha?

- Martha Hunt?
- Ja.

Hun er indlagt på Manhattan Memorial.
Havde du ikke hørt det?

Nej, jeg har ikke set hende i årevis.
Tænk, at Martha er syg.

- Hun ville blive glad for et besøg.
- Ja, selvfølgelig.

Det gør jeg selvfølgelig.

- Tak, fordi du kom. Tusind tak.
- Tillykke.

- Tak.
- Vi ses. Hej.

Hej.

- Hvem skal den skrives til?
- Frances.

- Er det dig?
- Det er min kæreste. Hun er fan af dig.

- Det er jeg også.
- Tak.

Kan du skrive "det sker ikke igen"?

- Selvfølgelig.
- Ja. Tak. Det sker ikke igen.

Det håber jeg ikke.

Hej. Jeg skal besøge Martha Hunt.
Jeg tror, hun ligger på 16. etage.

Okay. Øjeblik.

Ja. Stue 1614.
Elevatoren er for enden til venstre.

- Tak.
- Det var så lidt.

Martha?

Ingrid!

Sikken overraskelse.
Hvordan fandt du ud af det?

Jeg løb på Stella. Hun fortalte mig det.

Jeg er så ked af det.
Jeg vidste ikke, du var syg.

Du har dit arbejde, og jeg har mit.
Tiden løb bare fra os.

- Ja, og jeg boede i Paris.
- Ja, det læste jeg godt om dig.

Du har udgivet en bog til,
og det går rigtig godt med den.

Tak. Nå...

Hvordan går det?
Det er du sikkert træt af at fortælle om.

Det er livmoderhalskræft. Tredje stadie.

De kan ikke operere den væk, men jeg er
i behandling, så jeg dør nok ikke endnu.

Jeg er forsøgskanin for
en ny behandlingstype.

- Resultaterne er bedre end forventet.
- Godt!

Du ser ud til at være ved godt mod.

Jeg svinger mellem eufori og depression.

- Det gør mig ondt.
- Lægerne siger, at det er normalt.

Op- og nedture.

Det lyder absurd, men efter at have
accepteret, at det kunne være slut,

så føles det
næsten skuffende at overleve.

- Det må du ikke sige.
- Jeg var parat til at gå bort.

Da jeg fik diagnosen,
ville jeg først ikke have behandling.

Godt, du skiftede mening.

Bare tanken om...
Og at jeg ikke ville have vidst noget.

Jeg indså, at jeg faktisk ikke er parat
til at forlade festen.

Men jeg havde vænnet mig til ideen.

Det er vel godt at vænne sig til ideen,
men uden at give op.

Du har været gennem mange krige.

Dem lever jeg med hver dag.

Ingrid, jeg er så glad for at se dig.
Jeg havde nær ringet til dig tusind gange.

Også mig. Det er så fjollet,
at vi ikke har set hinanden.

Jeg lover at besøge dig,
til du bliver træt af mig.

Vil du det? Lover du det?
Det holder jeg dig fast på.

Din datter ved det vel.

Ja.

Da jeg besluttede ikke at få behandling,
sagde jeg det til hende,

og så sagde hun... "Det er jo dit valg."

Punktum. Som om det var noget dagligdags.

Noget, der ikke berørte hende.

Hvordan er jeres forhold?

Som det altid har været.
Vi ses knap nok.

- Hvordan har hun det?
- Hun har det godt.

Hun er agent for klassiske musikere.

Det her lyder måske forfærdeligt...

...men jeg føler ikke,
at hun er min datter.

Jeg forestiller mig tit,
at hun blev forbyttet ved fødslen.

Hvad? Hvad snakker du om?
Hun ligner dig på en prik.

Hun har dit ansigt.

Hun var aldrig interesseret i mig som mor.

- Hvorfor ikke?
- Jeg var teenager, da jeg fik hende.

Jeg vidste ikke,
hvad jeg skulle stille op med et barn.

Kan du huske, da vi arbejdede på
Paper Magazine? Vi var natteravne.

- Kan du huske New York i firserne?
- Ja.

Alt, der var vigtigt, foregik om natten.

Så arbejdede jeg som krigskorrespondent
og var konstant ude at rejse.

Det hjalp ikke på det.

Mit arbejde fyldte det hele.

Jeg var aldrig, som en mor bør være.

Men Michelle begyndte at hade mig,
længe før jeg rejste så meget væk.

Jeg kunne mærke hendes had til mig,
selv da hun var en lille pige.

Hun pointerede det tydeligt.

Hun kunne ikke udstå,
at hun ikke havde en far.

Hun så andre piger med deres fædre
og ville vide noget om sin egen far.

Først sagde jeg, at jeg ikke vidste,
hvem han var, men...

Det gjorde bare alting værre.

Jeg løj for hende.

Selvfølgelig vidste jeg, hvem han var.
Han hed Fred.

Vi var kærester et par måneder,
før han blev indkaldt.

Han blev sendt i kamp
hen mod slutningen af Vietnamkrigen.

Da han kom tilbage et år senere,
var han helt forandret.

Fred! Hvad er der sket?

Han var ødelagt.

Det er okay. Det er forbi nu, Fred.
Du er hjemme nu.

Men det er ikke forbi for mig.

Jeg har stadig krigen inde i hovedet.

Jeg kan ikke komme væk fra den.

Jeg har hallucinationer hver dag.

Og jeg var skæv hele tiden.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal med mit liv,
men jeg bliver ikke her.

Det er okay.

Gør bare, som du vil.

Tænk over, hvad der er bedst for dig.

Okay.

Tak.

Må jeg kysse dig?

Ved Michelle det her?

Hun begyndte at spørge til sin far,
så snart hun kunne tale.

Men det er ikke noget,
man kan forklare til et barn, vel?

Da hun nåede puberteten,
havde hun skabt en afgrund imellem os.

Det var afgørende for hendes ungdom.

Men da var jeg der ikke længere.

Jeg var i New York sammen med dig
og levede livet.

Jeg mødtes med Fred en aften
for at forklare ham situationen.

Jeg har taget et førstehjælpskursus,

og fordi jeg er krigsveteran, har jeg
fået job på et hospital i San Diego.

Det er da godt nyt, ikke?

Jeg har også nyt til dig.

Jeg er gravid.

- Er du gravid?
- Ja.

Men jeg flytter jo
til San Diego i næste uge.

- Hvad skal vi så gøre?
- Mine forældre støtter mig i hvert fald.

Jeg er ikke alene.

Det var nok ikke godt for en traumatiseret
person at arbejde på et hospital.

Det minder jo om krig.

- Han havde brug for terapi.
- Ja, det ville have været fornuftigere.

Men han ville gerne være til nytte,
så han kunne lette samvittigheden.

Han mente, at det at hjælpe folk,
der svæver mellem liv og død,

var hans bedste chance
for at finde noget sjælefred.

Jeg kunne kun frigøre ham fra ansvaret.

Han rejste, før Michelle blev født.
Han lærte hende aldrig at kende.

Han ringede aldrig
for at spørge til hende.

- Hvornår fortalte du hende det?
- Hun var omkring 12.

Hun ville gerne vide, hvor han boede,
og det vidste jeg ikke længere.

Hun pressede så meget på,
at jeg opsøgte hans gamle ven,

som sagde, at Fred var blevet gift
og var død for nylig.

Jeg bad om at få hans kones nummer,

og så ringede jeg til hende.
Jeg ville gerne vide, hvad der var sket.

Hun sagde, at de kom hjem efter en tur.

- Er det røg?
- Ja.

- Der er noget, der brænder.
- Det er et hus.

Lad os ringe til brandvæsnet.

- Stop bilen.
- Fred...

- Hvad laver du?
- Jeg kigger lige på det.

Nej. Det er sindssygt. Fred!

- Måske er der nogen derinde.
- Fred, stop. Stop! Det er farligt.

Lad os finde en benzinstation
og ringe til brandvæsnet.

- Kan du ikke høre skrigene?
- Nej, det kan jeg ikke.

Fred, vær nu rar. Fred! Fred!
Fred, du må ikke gå derind!

Kan du ikke høre skrigene?
Der er nogen, der råber om hjælp.

Fred!

Hallo! Hallo! Hjælp!

- Hallo, hjælp! Min mand er derinde.
- Op med stigen!

Min mand er derinde!

- Han troede, han hørte skrig.
- To slanger!

Han gik ind for at redde dem,
der er fanget derinde.

Okay, sæt dig i bilen. Hold afstand.
Er der andre derinde?

- Det ved jeg ikke!
- Op med stigen! Der er en derinde!

Ind ad det øverste vindue.

Sådan. Det ryger ud.

Okay, drenge.

Beklager. Der var intet, vi kunne gøre.

Han nåede ikke op på overetagen.
Han må være besvimet.

- Og de andre lig?
- Der var ikke andre.

Huset har stået tomt.
Din mand var den eneste derinde.

Men han... Han sagde,
at han hørte nogen skrige om hjælp.

Det kan umuligt passe.

- Der var ikke andre derinde.
- Det er sandt.

Jeg hørte heller ikke nogen skrig.

Jeg prøvede at stoppe ham, men...

- Jeg kunne ikke.
- Han var meget modig.

- Fortalte du Michelle alt det der?
- Jeg måtte give hende alle detaljer.

- Hun fik endda sin fars kones nummer.
- Ved du hvad?

- Du må i seng. Du er træt.
- Men du skal høre det her.

- Vi kan tale videre senere.
- Så en dag...

Freds kone ringede.
Hun ville gerne have en adresse.

Hun ville gerne sende mig noget.

Kort efter fik jeg tilsendt
en besked og et brev,

som konen havde fået fra Michelle,
hvor hun introducerede sig selv.

Hun sagde, at det var hende,
Freds datter,

som havde været i det brændende hus.
"Det var mig, han ville redde."

"Det var mig, han døde for..."

Det skrev Michelle til konen.

- Vanvittigt!
- Ja.

- Hej.
- Det er irriterende Martha.

Du er ikke irriterende.
Hvordan har du det?

Fint. Jeg har fået lov at komme hjem
mellem behandlingerne.

- Jeg vil vildt gerne have besøg.
- Jeg er lige midt i at flytte.

Nå, så har du rigtig travlt.

Du ved, hvordan det er at flytte. Men hvis
du føler dig ensom, kigger jeg forbi.

- Vi kan gå en tur i parken.
- Det tror jeg ikke, jeg har kræfter til.

Okay, lad mig lige gøre det her færdigt,
og så kommer jeg forbi.

Tak, søde,
men du skal ikke føle dig forpligtet.

- De er til dig.
- Hvor er du sød.

- Og her er et par bøger.
- Tak. Vil du have noget at drikke?

- En kop te ville være lækkert. Urtete.
- Okay.

- Jeg sætter dem her i en vase.
- Okay.

Alt det her er til dig.
Du må spise det hele.

Wow. Jeg skal gøre mit bedste.
Jeg elsker frugt.

- Arbejder du på noget nyt?
- Ja, det gør jeg faktisk.

Jeg researcher
maleren Dora Carrington og hendes...

...intense forhold
til forfatteren Lytton Strachey.

Det er ham her. Strachey var bøsse,

så hun giftede sig med den heteromand,
han var besat af.

Det bliver historien om de tre.

Det er ikke banebrydende,
men jeg vil se, hvor det fører hen. Se.

Desværre for hende var der en anden,
mere berømt maler...

- Leonora Carrington.
- Ja. Surrealisten Leonora Carrington.

Deres navne var meget ens.

Dora var mere kendt for den her
bizarre kærlighedshistorie med Strachey.

- Hun viede 17 år af sit liv til ham.
- Wow.

Det bliver en fiktionaliseret biografi,
så jeg finder også på noget selv.

Det har jeg aldrig kunnet
lade mig selv gøre.

Det håber jeg heller ikke.
Du er jo krigsreporter.

Det er man nødt til...
Man må skjule sine følelser.

Man må blokere for dem,
så man kan gøre sit arbejde

og blive i nuet i det helvede,
man er i.

- Måske skulle jeg skrive om dig.
- Du vil ikke nyde at skrive om sygdom.

- Du tager fejl.
- Jeg er journalist.

Jeg er afhængig af krig og adrenalin.

Er det måske ikke noget?

Det var ikke kun tragisk.
Livet gik jo videre.

Der var en artikel,
jeg proppede lidt fiktion i.

- Virkelig?
- Jeg publicerede den aldrig.

Det var under Irakkrigen.

Det var den sidste dag,
inden vi forlod Baghdad.

- Er det den rigtige vej?
- Ja. Kør til venstre i gyden.

Lad os gøre det kort.

PRESSE

Her. Stop her.

Martin, hvad laver du her i Baghdad?

- Du ser godt ud.
- Tak. Undskyld. Paco, Martin.

- Han er karmeliter ligesom mig.
- Hej. Det er Martha.

Hun er en dygtig journalist
fra New York Times.

- Det er karmeliterne, jeg fortalte om.
- Rart at møde jer.

- Vil I blive i Baghdad?
- Ja. Vi er her.

Men I er alene.
NGO'erne og Røde Kors er allerede rejst.

- Ja.
- Det er en farlig, kaotisk situation.

- I er her også.
- Men vi rejser videre lige herefter.

Vi må ikke svigte folk nu,
hvor de har mest brug for os.

Sandt, men det er stadig ekstremt farligt.

- Men det ved I jo godt.
- Vi må ikke svigte dem, señora.

Må vi tage et billede af jer,
og hvordan missionen ser ud nu?

Okay. I må fotografere missionen og mig,

men han vil ikke risikere,
at hans familie i Spanien ser ham.

Det er forståeligt.
Men et billede af dig ville være fedt.

- Her?
- Ja. Bare et lille skridt tættere på.

Ja. Fint. Så jeg kan se skudhullerne.

Jeg tror, du fik det.

Hvor længe er det siden,
vi sidst så hinanden?

- Fem år.
- Fem år.

- Kan du huske Liberia?
- Hvordan skulle jeg kunne glemme det?

Jeg har nogle billeder af dig,
som vi ikke publicerede.

Giv mig en adresse, og så sender jeg dem
til dig. Måske til ambassaden.

Nej, behold du dem.
Så kan de holde dig med selskab.

Okay.

Det var virkelig dejligt at se dig.

- Pas på dig selv.
- Farvel.

Hvor kender du karmeliteren fra?

Vi mødte hinanden i Sierra Leone.

- Vi var elskende.
- Nå?

Derefter mødtes vi flere gange.
Altid i krigszoner.

- Og I dyrkede sex?
- Selvfølgelig.

Bernardo har aldrig aflagt kyskhedsløftet.
Han var altid i de værste konfliktzoner.

Sex var hans skjold.

- Jeg tror, karmeliteren er hans kæreste.
- Gør du det?

Helt klart. Ellers kan man ikke blive
i Baghdad og ikke frygte krigen.

- Sikke en vidunderlig historie.
- Jep.

- Du vover på at skrive den.
- Selvfølgelig ikke.

Men hvordan har han det med synd?
De er jo trods alt katolikker.

Det ved jeg ikke.
Det har han aldrig snakket om.

Med alle de rædsler, man ser i en krig,
så føles skyld over sex ikke så vigtigt.

- Man vænner sig bare til det.
- Det ved jeg godt.

Jeg skrev deres kærlighedshistorie,
som jeg forestillede mig den,

men den blev på min computer.

Så du vil skrive om Dora Carringtons
vanvittige kærlighedsliv.

Og hendes forbindelse til Virginia Woolf,
som Strachey også gjorde kur til.

Sikke en gruppe.
Jeg beundrer virkelig deres frihed.

Strachey døde af mavekræft,
18 år efter han mødte Dora,

og Dora levede kun
knap to måneder efter det.

Hun skød sig selv i maven.
Hun var kun 38 år.

Symmetrien i den form for gestus
er slående for mig.

Hans mavekræft og hende,
der skyder sig selv i maven.

- Ja, det slog også mig.
- Hvad tænkte Woolf om Carringtons død?

Måske så Virginia en slags varsel,
et spejl, der reflekterede hende.

Som i at de var dømt til undergang?

- Tror du, jeg er dømt til undergang?
- Nej, selvfølgelig ikke.

Du er mere levende end nogen anden.

I denne uge begynder jeg på
en eksperimentel immunbehandling.

Det ser ud til
at have god effekt på livmoderhalskræft.

- Det var da godt nyt.
- Ja.

- Sig til, når jeg kan besøge dig.
- Det skal jeg nok.

Nu vi taler om symmetri.
Kan du huske...

...Damian Cunningham?

Hvordan skulle jeg kunne glemme ham?
Jeg arvede ham efter dig.

Vores fælles elsker.
Jeg havde det skidt med, at I var sammen.

I havde jo slået op,
og du var ude at rejse.

Jeg ville aldrig tage ham tilbage,
og jeg var ham aldrig tro.

Men han var en lidenskabelig
og entusiastisk elsker.

- Det håber jeg, han også var for dig.
- Jeg klagede ikke.

Hej.

- Hvad er der?
- Det har ikke virket.

Jeg har metastaser i leveren og knoglerne.

- Åh, Martha.
- Jeg skulle have fulgt min intuition.

Jeg skulle aldrig have udsat mig selv
for det her. Diarré, opkast, udmattelse.

Og så endte jeg her. Jeg skulle aldrig
have givet efter for falske forhåbninger.

Okay. Okay.
Hvad sagde lægen?

- Fortæl mig det.
- At jeg kunne leve i månedsvis.

Måske et år. Han vil have mig til at
fortsætte behandlingen trods udsigterne.

- Måske virker det den her gang.
- Jeg vil ikke svælge i selvmedlidenhed.

Men jeg er ikke stoiker. Beklager.
Jeg vil ikke leve med ulidelige smerter.

Man kan ikke være fattet,
når alting gør ondt.

Man kan ikke samle tankerne.
Man tænker kun på én ting.

Den forpulede kræft.

Jeg har altid levet sundt.
Det fortryder jeg nu.

Lægen siger, at jeg har et stærkt hjerte.
Hvad betyder det?

At min krop vil kæmpe videre,
mens jeg lider, indtil jeg dør?

Det ved jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Det er jeg virkelig ked af.

Jeg har fortjent en god død.

I det mindste en uden krampetrækninger
i min sidste stund.

Jeg vil gerne forlade verden
med værdighed. Ren og tør.

- Men jeg beder om for meget.
- Hvorfor er du stået op?

Jeg er så fucking træt af det her.

- Kan du hjælpe hende?
- Ja. Lad os få dig i seng igen.

Kom. Lad mig hjælpe dig.

Kom bare med det. Så er det nu.

Jeg ender med at blive junkie af det her.

- Det er jeg nok allerede.
- Det er okay. Det er det.

Her. Det her hjælper.

Er du her stadig?

Ja.

Skal jeg bede dem
komme med noget mad til dig?

- Er du sulten?
- Nej.

Ingrid.

Tror du, jeg skal tage afsked
med mine nærmeste venner?

Jeg synes, du skal gøre, som du vil.

Jeg vil bare have fred og ro.

Har du tænkt over,
hvordan du vil tilbringe din tid?

Og hvor?
Er der et sted, du gerne vil hen?

Se.

Lyserøde snefnug.

Noget godt måtte der komme ud
af klimaforandringerne.

Tja...

Jeg har levet længe nok til at se det.

- Kan du huske Joyces "De Døde"?
- Svagt.

"Sneen falder,

falder på den øde kirkegård,

falder blidt gennem universet.

Og falder blidt

som deres sidste endeligts nedstigning

over alle de levende...

...og de døde."

Det er sent, og...

...jeg må hellere komme af sted.

- Tak.
- Vi ses i morgen.

Der er stadig en halv time,
til filmen begynder.

Skal vi sætte os ind,
før alle vælter derind?

Nej, jeg vil tale med dig om noget.

Okay.

Jeg vil ikke herfra
under rædselsfulde smerter.

Jeg har fået fat i en eutanasipille.

Spørg mig ikke hvordan, men man kan
skaffe næsten alt på det mørke net.

Jeg har også en enorm mængde opioider
til de smertefulde øjeblikke.

Og se ikke sådan på mig.
Jeg beder dig ikke tale mig fra det.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
- Jeg håber, du vil sige ja.

- Ja til hvad?
- Til at hjælpe mig.

Hjælpe dig med hvad?

Jeg har set døden i øjnene flere gange,
men jeg har altid haft selskab.

Vi reportere udgjorde
en slags omrejsende familie.

Det her er endnu en krig.
Jeg er ikke bange for den.

Men som de andre gange,
jeg har set døden i øjnene...

...så har jeg ikke lyst til
at være alene, Ingrid.

Jeg beder dig om...

...at være i rummet ved siden af.

- Jeg tror, vi skal sætte os ind.
- Ja.

Men jeg vil hellere tale videre med dig.

Okay.

- Ved du, hvornår du vil gøre det?
- Ikke nøjagtigt.

Inden for en måned?

Før jeg begynder at få det værre,
og du ikke kan genkende mig.

Jeg bør have det nogenlunde i de kommende
uger, men jeg vil gerne gøre det snart.

Mine læger tror, jeg kommer tilbage
og fuldfører behandlingen.

Det er bedst, de ikke fatter mistanke.

- Hvor vil du gøre det henne?
- Ikke derhjemme.

Og jeg vil ikke tilbage til et sted,
hvor jeg har været lykkelig.

Det er altid en fejl at tage tilbage
til et sted, hvor man har været lykkelig.

- Man ødelægger de gode minder.
- Det forstår jeg godt.

Jeg tror, det er lettere at give slip,

hvis jeg ikke er omgivet af ting,
jeg kender. Private ting.

Jeg tror, det ville holde mig tilbage.

Jeg foretrækker et ukendt sted,

som er komfortabelt og sikkert
og ikke for langt væk.

Har du brug for hjælp til at finde et sted
eller finde dig til rette?

Nej nej. Den del kan jeg godt klare selv.

Jeg har brug for en,
der er der sammen med mig

i værelset inde ved siden af.

Vil du ikke hellere have en,
du er tættere knyttet til?

- Vi er tæt knyttet.
- Selvfølgelig.

Det er vi da, men der var årevis,
hvor vi ikke så hinanden.

Hvad med Stella, Maggie eller Vanessa?

- I har været venner, siden I var børn.
- Indrømmet, jeg tænkte på dem først.

Jeg spurgte dem alle tre.
De blev rædselsslagne og sagde nej.

De forstod det godt, men de kunne ikke
tage del i mit selvmord. Bestemt ikke.

- Hvad med din datter?
- Det ville være unfair over for hende.

Jeg har været en fraværende mor.
Jeg vil ikke påtvinge hende min død.

Du kunne høre hendes mening
og lade hende være en del af det.

Vi er fremmede for hinanden, Ingrid.

Det gjorde hun klart for mig,
da jeg var i tvivl om behandlingen.

"Det er jo dit valg," sagde hun.
Og det har hun ret i.

Klart.

Uanset hvad,
så vil folk have en til at kæmpe videre.

Det er sådan, vi har lært at se på kræft.

Som en kamp mellem patienten og sygdommen.

Og altså mellem det gode og det onde.

Overlever man, er man en helt.

Og hvis man taber kampen...

...så kæmpede man måske ikke hårdt nok.

Folk kan ikke lide at bruge ord som
"terminal" eller "uhelbredelig".

Det kalder de defaitisme.

Noget af det værste kommer
fra kræft-støttemiljøet.

Nogle af dem ser din kræft som en gave.
Som en mulighed for at vokse som menneske.

Det er noget pis.

Folk burde kunne se,
at det er sådan her, jeg kæmper.

Kræften får ikke ram på mig,
hvis jeg får ram på mig selv først.

Og hvorfor vente,

hvis jeg er klar til at tage herfra?

- Er du helt sikker på, at du er klar?
- Fuldstændig.

Siden den første diagnose.

- Jeg har en frygtelig angst for døden.
- Det ved jeg godt.

Jeg har læst din bog. Det var derfor,
jeg ikke spurgte dig først.

- Men du forstår mig godt, ikke?
- Jo. Jeg misunder dig din livskontrol.

Du skal kun være der i dagene op til det,
som om vi var på ferie.

Jeg vil bare gerne vide, at når det sker,
så er der nogen inde ved siden af.

- Det skræmmer mig.
- Det forstår jeg godt.

Du har ret til at gøre det,
og jeg beundrer dig,

men jeg ved ikke, om jeg kan være den,
der finder dig død.

Du er meget stærkere, end du tror, du er.

Men jeg måtte jo prøve.

Jeg kan ikke give dig et svar nu,
men jeg tænker over det.

- Lige nu er jeg for forvirret og skræmt.
- Det forstår jeg godt.

Det kommer pludseligt,

og det er foruroligende.

Jeg kommer på en.

- Jeg var ikke for meget?
- Nej, nej.

- Martha?
- Hej, Ingrid.

Jeg har bestemt mig.

Kom indenfor.

Ejeren er smykkedesigner.

Vi er venner,
så jeg betaler ikke ret meget for det.

Det virker, som om det er
blevet møbleret med skrald.

Ikke det hele. Og det kræver talent
at finde de gode ting i skraldet.

Du er ikke færdig med at pakke ud.
Vil du have en hånd med det?

Nej.

Jeg gør det senere.

Og trods det tager du med Martha.

Hun er helt alene, Damian.
Ingen af hendes venner vil hjælpe hende.

Jeg var ikke hendes førstevalg.
Det er, som om hun ikke har en datter.

I de år, jeg var sammen med hende,
fortalte hun mig aldrig om sin datter.

Det er en trist historie.
Det er en frygtelig misforståelse.

Har du fortalt hende, at vi er i kontakt?

Nej. Vi har talt om dig
på en generel måde.

- Hun har gode minder om dig.
- Virkelig?

Vi havde mest et seksuelt forhold.
Hun var altid på vej videre.

Derfor elskede vi så intenst.

Det var som at dyrke sex med en terrorist.
Det føltes altid som sidste gang.

- Hun betragter dig som en god elsker.
- Jeg vil gerne vide, hvad du synes.

Tænk, at du stadig flirter med mig.

- Jeg mener det alvorligt.
- Nej.

Marthas situation er alvorlig.

Og at du er rædselsslagen for døden.
Det har du lige udgivet en bog om.

Er du kommet ud over det
takket være bogen?

Nej.

- Hej. Hvordan går det?
- Bedre.

Meget bedre, siden du sagde ja.

- Er du hjemme?
- Ja. Jeg vander planter.

Havde du ikke en til at gøre det?

Jo, men i dag nyder jeg at gøre det selv.

Okay. Godt.
Har du bestemt dig for et sted?

Det er derfor, jeg ringer. Det er
tæt på Woodstock. To timer fra byen.

Det ser fantastisk ud.

Det er lidt dyrt,
men det er jo en særlig lejlighed.

- Ved du, hvor længe?
- Jeg har lejet det i en måned.

- Det burde give mig rigeligt med tid.
- En måned?

Ja, mine blodtal er lave,
så jeg skal tage en behandlingspause.

Og du er den eneste, som ved,
at jeg ikke tager tilbage til hospitalet.

Jeg har ikke valgt en dag. Jeg mener,

du ved ikke, hvornår det sker.

Men jeg er klar.

Jeg vil endda sige, at jeg er utålmodig.

Jeg skal forelæse nær Woodstock, på Bard,
om to uger, så vi kan ses.

Det er ikke en god ide.
Jeg skal være hos Martha hele tiden.

- Jeg ringer, hvis jeg kan.
- Du får brug for en advokat.

Ja, jeg må hellere finde en.

Det kan jeg hjælpe dig med,
men jeg må fortælle dem det hele.

Nej, så lad være.
Det her er fuldstændig hemmeligt.

- Martha ved ikke engang, at du ved det.
- Okay, men sig til, hvis jeg kan hjælpe.

- Jeg bekymrer mig for dig.
- Tak.

Ifølge kortet skal vi op ad trappen
for at komme ind i huset.

Okay.

Se.

Wow, hvor smukt.

Det er smukkere end på billederne.

- Er det en ægte Hopper?
- Så ville de vel ikke efterlade den her.

Det er en virkelig god kopi.
Det ser ægte ud.

Kan du høre dem?
Er det ikke vidunderligt?

Og vi kan slikke sol
ligesom på Hopperbilledet.

Og mærke aftenbrisen.

Er du okay?

Jeg er meget glad.

- Må jeg tage det her?
- Ja da. Det er jo dit hus.

Det her er lidt lille.
Jeg kigger nedenunder.

Okay.

Jeg tager det her. Okay?

Fint!

Det gør ikke noget,
at jeg ikke er inde ved siden af?

Jeg kan høre dig trække vejret.
Og råbe!

Okay!

Sådan.

- Lad os få pakket dine ting ud.
- Tak.

Jeg pakker selv ud senere.
Du er ikke min oppasser, Ingrid.

- Du er min gæst.
- Okay.

Så pakker jeg mine ting ud.

Martha?

- Hvad er der, søde?
- Det er utroligt. Jeg har glemt den.

- Hvad har du glemt?
- Eutanasipillen!

- Jeg tog alle de andre med.
- Vi henter den i morgen.

- Bare rolig.
- Nej, vi må af sted nu!

Jeg er nødt til at være sikker på,
at jeg ikke har mistet den.

- At det ikke er noget, jeg har drømt.
- Okay.

Det ville være ekstremt svært
at købe en ny pille.

Jeg har en ven, som kender en matematiker,
som skaffede den på det mørke net.

Det er meget lyssky
for ikke at nævne ulovligt.

Det er uhyggeligt at vide, at den slags
findes på vores computerskærme.

Jeg føler mig som en forbryder.

Jeg troede ikke, jeg ville komme tilbage
hertil. Med den vidunderlige udsigt.

Livet overrasker altid.
Okay, lad os komme i gang.

- Okay.
- Jeg begynder i køkkenet.

Bare rolig. Vi finder den.
Tænk på alle dine normale skjulesteder.

Jeg har aldrig skjult noget før.
Jeg kan huske, jeg lagde den i en kuvert.

Okay. Skal jeg ikke begynde på dit kontor?

- Er det okay?
- Hvor har jeg lagt den?

Åh gud, vi finder den aldrig.

FARVEL

- Jeg fandt en kuvert.
- Det er den!

- Hvor fandt du den?
- I din skrivebordsskuffe.

- Der sad en nøgle i, og jeg åbnede den.
- Hvordan kunne jeg glemme det?

- Og jeg lod nøglen sidde i?
- Du ville tage den med i sidste øjeblik.

Det er ikke så underligt.

Tak.

Det er en sær følelse.

- Det er, som om jeg er her efter min død.
- Det må du ikke sige.

Det er for tidligt,
at du kalder dig et spøgelse.

- Jeg rydder lidt op, inden vi går.
- Tak.

Undskyld alt det besvær.
Det er jeg virkelig ked af.

Det er okay.

Sikke et skønt sted at vende tilbage til.

- Dumme køleskab.
- Har du brug for hjælp?

Jeg kan godt.

Måske... var det et tegn,
at du glemte pillen.

Måske er du ikke helt så klar,
som du troede.

Det bad jeg dig om aldrig at sige til mig.

Det kan jeg ikke huske, at du har sagt.

Jeg tror, jeg har sagt
en masse ting til dig.

Det er problemet med min kemohjerne.

Min hukommelse svigter hele tiden,
og jeg bliver så let distraheret.

Det kan fortsætte i årevis
efter behandlingen.

Det bliver jeg da
i det mindste sparet for.

Når jeg skriver...

Når jeg skrev,

måtte jeg læse det igennem tusind gange.

Jeg kan ikke stole
på min dømmekraft længere.

Hvorfor betvivler du
så ikke denne beslutning?

Hvordan ved du,
at det ikke skyldes kemohjernen?

Jeg har lagt pillen
i den øverste skuffe i natbordet.

Hvis jeg glemmer det, hvilket jeg ikke
tror, jeg gør, så mind mig om det.

Og jeg vil helst ikke
tale om det her mere.

Det her angår også mig, gør det ikke?

Selvfølgelig.

Jeg efterlader et brev til politiet,
hvor jeg fortæller dem alt,

inklusive navnet på pillen,
og hvor jeg fik den fra.

Dit navn vil ikke optræde.

Du skal bare sige,
at du intet ved om det. Og stå fast.

Jeg vil ikke give dig flere oplysninger.
Jo mindre du ved, jo bedre.

Og det her er vigtigt.

Jeg sover med åben dør,
og den dag, du finder den lukket,

er den dag, det allerede er sket.
Det er tegnet. Den lukkede dør.

Jeg ved godt, det er svært.

Men bare forestil dig, at vi er på ferie.

Du kan skrive.
Vi kan komme og gå, som vi vil.

Jeg tror ikke,
jeg kan koncentrere mig om det.

Og hvis jeg skriver, dukker du måske
op i det, og det vil jeg ikke have.

Det kunne gøre dit liv kompliceret,
hvis politiet efterforsker det.

- Jeg gør det ikke.
- Vent, til jeg er død.

Åh gud!

Kan du ikke lade være med
at sige "vent, til jeg er død"?

Det lover jeg.

Jeg vil gerne finde
et fitnesscenter heromkring.

Jeg vil ikke tage på, mens du svinder ind.

Giv mig en chance.
Jeg skal nok indhente dig.

Se, jeg spiser.

Jeg har praktisk talt
holdt døden i mine hænder.

Jeg havde aldrig forestillet mig,
at den ville veje så lidt.

Martha?

- Godmorgen.
- Godmorgen!

Jeg laver morgenmad.

- Vil du have ristet brød?
- Nej, bare kaffe.

Tag bare. Den er klar. Der er
juice og frugt. Hvad end du vil have.

Min opførsel i går var uacceptabel.
Jeg forstår godt, det drev dig til vanvid.

Men i min nuværende tilstand
kan jeg ikke love noget.

Så for en sikkerheds skyld...

Jeg har lagt
noget beroligende i denne skuffe.

Finder du mig ubærlig,
så tag en og slap af.

Det kunne jeg godt have brugt i går.

Du er helt unik, Martha.

Jeg har lavet en indkøbsliste.
Vi har brug for nogle ting.

Er der noget,
du vil have mig til at købe?

Det tror jeg ikke.

Vil du med ind at handle?

Måske en anden dag.
Der er så rart her.

- Jeg vil gerne blive, hvis det er okay.
- Det er det selvfølgelig.

- Jeg har fundet et fitnesscenter her.
- Det var da godt. Det er en god ide.

Okay...

Jeg har min telefon med,
hvis der er noget.

Tak, søde.

- Jeg vil gerne bruge fitnesscenteret.
- Er du medlem?

- Nej, jeg er bare i byen et stykke tid.
- Du kan med en personlig træner.

- Så gør jeg det.
- Du vil kunne lide Jonah.

Tak.

Skal vi varme op med nogle steps?

- Okay.
- Kan du gøre det her i 30 sekunder?

- Okay.
- Værsgo.

Og vi kører. Fint.
Fokuser på benet.

Og hvis du kan,
så bevæg armen for hvert skridt.

Og det var det.
Du er stærk, unge dame.

- Hvad jeg er, er forpustet.
- Vi kan lave andre variationer.

Du kan prøve det her.
Frem og tilbage.

Eller du kan hoppe op på den
og så til venstre, højre og op igen.

- Okay.
- Prøv det.

Godt. Fokuser på din core.

Og træk vejret.

Ånd ind og ud.

Perfekt. En til.

Er alt okay?

Når kroppen er i god form,
tager det længere tid at dø.

Når døden kommer, vil sindet gå bort,
men kroppen kæmper videre.

Hjertet siger "nej" med hvert slag.

Så meget desto mere grund til
at passe på sig selv.

- Jeg bor hos en ven, der er døende.
- Det er jeg ked af.

Kom. Lad os sætte os ned.
Kom her.

Er der noget, jeg kan gøre?

Gid jeg kunne give dig et kram,

men vi må ikke røre kunderne mere
på grund af sagsanlæg og sådan.

Og det er et problem.

Det kan være svært at korrigere
folks holdning kun med ord.

Berøring er så vigtig.

Verden er absurd og umenneskelig.
Og det ser ikke ud til at blive bedre.

Men tak. Jeg føler mig krammet.

Jeg har længe gerne villet læse den her.
Er titlen ikke skøn? "Erotisk omstrejfen".

Vil du købe den?

Jeg har ikke tid til at læse den færdig.

Jeg kan godt lide den måde,
det er stillet op på.

Se. Martha Gellhorn.

"Udsigten fra jorden".

Hun skrev, at man kun i sandhed elsker
én krig. Derefter er det bare pligt.

- Hvilken var din?
- Balkankrigen, uden tvivl.

Det bosniske folks overlevelseskamp
mod en perfekt udstyret hær

stjal vores hjerter,
os, der overværede udryddelserne.

Der er meget få
kvindelige krigskorrespondenter.

Krig er for mænd.
Man er nødt til at blive som dem.

Det var aldrig et problem for mig.
Jeg har altid levet som en mand.

Det, Michelle savnede i sit liv,

var en moderfigur.

Og det må jeg indrømme,
at hun havde ret i.

Vær nu ikke så hård ved dig selv.

Se, hvem der kommer hertil.
Festens midtpunkt.

"Hvor slemt kan det blive?"
"Om at leve i byen med integritet."

- Skal vi tage til det?
- Jeg har hørt det.

Det vil jeg ikke gentage.
Vi har alle vore egne katastrofer.

- Har du det slemt sammen med mig?
- Nej, jeg mente ham. Hans foredrag.

Global krise, klimaforandringer. Hej.

- Jeg er vild med dit hår.
- Fedt.

Når mareridtene vælter ind over mig,
tænker jeg på de mænd, jeg har elsket.

- Det lyder som en sang.
- En god sang.

Selv om det kun var én nat,

så tænker jeg nogle gange på Damian.

Jeg mener stadig, at sex er den bedste
måde at jage tanker om døden væk.

Ligesom de spanske karmelitere.

- Krigene gjorde mig promiskuøs.
- Godt.

Er du stadig i kontakt med ham?

- Hvem?
- Damian.

Indimellem.

"Hvor slemt kan det blive?"

Tja.

Meget værre, end du tror,
Damian, min skat.

Hey.

- Er du okay?
- Jeg prøvede på at skrive.

Det kan jeg ikke.

I den her krig kan jeg intet skrive.

Hvad med at læse?

- Du elsker at læse.
- Jeg har prøvet.

Jeg har prøvet med nogle
af mine yndlingsforfattere.

Magien er der ikke mere.

Jeg taler om Faulkner.

Hemingway.

Jeg kan ikke koncentrere mig.

Mit sind flyver ud i intetheden.

Hvis du er for træt,

så kan jeg læse højt for dig.

Det er ikke kun læsning.

Al nydelse er dæmpet.

Det er svært at vide,
hvad man skal koncentrere sig om nu.

Jeg har kun ganske lidt tid,
og jeg vil ikke spilde den.

Okay.

Hvad med musik?

Jeg kan kun lytte til fuglene, der synger.

Heldigvis giver de os
en serenade hver dag.

Musik forstyrrer mig.

Det kommer mellem mig og det,
jeg laver. Selv mine tanker.

- Måske påvirker kemoen min hørelse.
- Søde skat.

Jeg er kun en rest af mig selv.

Jeg længes efter fred i krop og sind.

Og at tale, når minderne invaderer mig.

- Taler jeg for meget?
- Nej, tal løs.

Jeg elsker at lytte til dig.

TORSDAG DEN 25. APRIL

Hvad sker der?
Hvad er der i vejen?

Din dør var lukket,
så jeg troede, at du...

Undskyld.

Jeg åbnede vinduet,
og brisen må have smækket døren.

Åh gud!

Er det fair at være vred på mig,
fordi jeg er i live?

Tænk på det som en generalprøve.

Nu ved du, hvordan det vil være.
Nu ved du, hvad du vil føle.

Du skal ringe til nogle folk
og sige de ting, vi har talt om.

Du vidste ikke noget.
Vi var på ferie.

- Vil du ikke nok stoppe?
- Okay.

BREV FRA EN UKENDT KVINDE

Skal vi gå i seng?

Eller vil den unge dame se flere film?

Sagde du, at de havde "De døde"?

- Eller er det noget, jeg har drømt?
- De har den.

- Skal vi se den?
- Ja tak.

Så...

DE DØDE

Ja, aviserne havde ret.

Sneen rammer over hele Irland.

Den falder på alle dele
af landets mørke indre.

På de træløse højder.

Blidt ned over Bog of Allen

og længere vestpå, blidt dalende ned

i de mørke, forræderiske bølger
i Shannonfloden.

En efter en bliver vi alle til skygger.

Sneen falder.

Den falder på den øde kirkegård,
hvor Michael Furey er begravet.

Den falder blidt gennem universet
og falder blidt

som deres sidste endeligts nedstigning

over alle de levende og de døde.

Kan du høre dem?

Det er dag.

Og du er i live.

Det her er for meget. Det er sværere,
end jeg troede, det ville være.

- Jeg har brug for at sidde ned.
- Okay, vi sætter os her.

Lad mig hjælpe dig.

Jeg har dig. Så.

Sådan. Okay.

- Det var meget bedre.
- Godt.

Før jeg tog hertil,
skrev jeg et nyt testamente.

Det skal vi ikke tale om nu.

Jeg efterlader lejligheden
og alt i den til dig og Michelle.

Jeg fandt dine krigsdagbøger
i dit skrivebord.

Hvad skal vi gøre med dem?
Er det okay, at jeg læser dem?

Selvfølgelig.

- Må jeg fortælle din historie?
- Du kan gøre, som du vil.

Jeg vil ikke være her.

- Må jeg sige det?
- Nej.

Okay.

Lad os ikke tale om det nu, okay?

Okay, vi ses der. Hej.

Kære Ingrid. I dag er så smuk en dag,
at det forekom mig...

- Hey.
- Hej.

- Er alt okay?
- Ja. Brisen er vidunderlig.

Pas på. Her er lidt køligt.

Hvis du ikke har brug for mig,
så tager jeg ned og træner.

Gør du bare det.
Jeg vil ikke være en lyseslukker.

Det er du ikke. Du har opført dig pænt.

Har du talt med din træner om mig?

Jeg mener... Vi kom ind på emnet.
Jeg talte om at være i god form.

Og at hjertet slår for at overleve.
Det, du talte om på hospitalet.

Han så på mig, som om jeg var sindssyg,
så jeg sagde, at min ven var syg. Kun det.

Bare husk, at du ikke ved noget
om noget som helst.

Kom her. Giv mig et kys.

- Er du okay?
- Ja.

- Hej.
- Hej.

- Jeg løj. Det kan jeg ikke lide.
- Det skal du øve dig på.

Officielt kender du jo ikke
til Marthas intentioner.

- Klart.
- Jeg har fundet en advokat.

Tak. Lad os ikke tale om det nu.
Hvordan gik din forelæsning?

De kunne ikke lide,
at jeg ikke tog imod spørgsmål.

Til sidst begyndte folk at mumle,
og en kaldte mig for en kujon.

Det generer mig ikke.
Jeg har været alt for optaget af mit ry.

Hvad gør du med al den tid,
du så har nu? Gør du det, du elsker?

Jeg er mindre interesseret i ting nu,
hvor jeg er blevet ældre.

Martha sagde det samme.
Der er så få ting tilbage, hun kan nyde.

- Det forstår jeg godt.
- Men du er ikke syg.

Nej, men jeg har det på samme måde,
især efter pandemien. Ingen film og musik.

Jeg læser en del, men kun noget,
jeg skal forelæse om.

Går du på galleri? Det elskede du.
Da vi var sammen, gjorde vi det tit.

Kan du stadig godt lide det?

Selv hvis alle digtere skrev
om klimakrisen, ville det ikke nytte.

- I det mindste kerer du dig om træer.
- Ja, og om sex.

Så står det ikke så slemt til.

Som ung var en dag uden sex
ikke en rigtig dag.

- Det kan jeg godt huske.
- Jeg er ikke nostalgiker.

Men jeg savner de nætter,
hvor vi drak, tog stoffer, dyrkede sex,

og at det ikke fjernede fokus
fra vores ambitioner.

Du drak og tog stoffer.
Mere end mig i hvert fald.

Jeg ved ikke, hvor meget du drak,
men du virkede så fuld som os andre.

Du var vigtig for festen.
Indtil du kedede dig og tog til Europa.

- Skal vi tale om det?
- Fortæl mig om din forelæsning.

Jeg må indrømme,
at jeg er lidt monomanisk.

Min søn har lagt mig på is,

fordi jeg var forfærdet over,
at hans kone var gravid igen.

Han vil ikke have mig nær hende
af frygt for en spontan abort.

Hvordan kunne du sige,
han ikke skulle få et barn til?

Det er deres tredje barn.

Hvad er det næste logiske skridt?
At folk begår selvmord?

Folk skulle være klar over den tilstand,
vores fucking klode er i.

Det er måske ikke det bedste emne for dig.

Du bor sammen med en døende kvinde
i en verden, der er i dødskramper.

- Tror du virkelig, det er så slemt?
- Læs forskningen og se, hvad folk gør.

De udsender mere CO2 end nogensinde før.

Før eller siden, og jeg frygter,
det er før, så kollapser alt det her.

Intet vil fremskynde planetens endeligt
mere end neoliberalismens overlevelse

og højreekstremismens opblomstring,
og de to marcherer i takt her.

Undskyld, jeg ville ikke gøre dig trist,
men det her får mig op at køre.

Du må ikke sige,
at der ikke er noget håb.

Det er tragisk, og det er måske
ubehageligt af mig at sige det,

men jeg har helt mistet troen på,
at folk vil gøre det rette.

Hver dag forventer jeg
at finde Martha død,

men jeg nyder alligevel
hvert minut med hende.

Jeg lærer en masse af hende,
og det burde du også,

for der er mange måder
at håndtere livet i en tragedie på.

Selvfølgelig gør det ondt,
men jeg kan klare det.

Jeg prøver på at leve med den glæde,
hun har, og med samme påskønnelse.

- Jeg har ikke brug for en tale som din.
- Det har jeg altid beundret dig for.

Hvad?

Du kan lide
uden at give folk skyldfølelse.

- Tror du, det varer meget længere?
- Nej, det kan ske når som helst.

Du må være forberedt. Jeg kender
politiet. De vil stille spørgsmål.

De vil bore i jeres forhold.
Du skal have et mentalt manus.

- Det har jeg også.
- Godt. Hold dig til historien.

Og når det sker, så ring til politiet,
før du ringer til mig.

- Jeg bør ringe til hendes datter før dig.
- Pas på, hvad du siger til hende.

Jeg måtte fortælle advokaten
om situationen.

Hvorfor skal vi gøre det her,
som om vi var kriminelle?

Bør døende ikke have ret
til at ende livet med værdighed?

Det får de,
når vores sundhedssystem kollapser.

Martha?

INGRID - POLITIET

Kære Ingrid. I dag er så smuk en dag,

at det forekom mig,
at jeg burde tage afsked.

Det trøstede mig, at du ikke
var nedenunder, selv om det var ideen.

Men du ved, at jeg altid improviserer,
og jeg er næsten glad for,

at mens jeg sover ind på liggestolen,

så er du ude at opleve
noget andet end min død.

Ingen kan beskylde dig for
at have medvirket.

Du har givet mig så meget selskab,
som et menneske kan give et andet.

Ring til min datter og sig,
at jeg er ked af det.

Og tak, søde skat.

Martha.

Jeg vil gøre, hvad end du vil have.

Vi spiste middag og så
Buster Keaton-filmen. Det har jeg fortalt.

Og du bemærkede ikke noget usædvanligt?

- Husk godt efter.
- Det var en sjov aften.

Var der ingen tegn? Sagde hun ikke noget?

Vi sagde godnat. Jeg gik ovenpå.
Jeg blev oppe og læste en bog,

Martha havde anbefalet,
som hedder "Erotisk omstrejfen".

Den handler om Elizabeth Taylor
og Richard Burton. Kender du den?

- Martha og jeg syntes, den var sjov.
- Prøv at svare på mine spørgsmål.

Hvad gjorde du næste morgen?

Jeg spiste frokost med en ven.

Da jeg kom tilbage, kaldte jeg på hende,
og da hun ikke svarede,

gik jeg ind til hende,
men hun var ikke derinde.

Så gik jeg ud i baghaven,
og der så jeg hende.

Først troede jeg, at hun sov, men så blev
jeg nervøs og tilkaldte en ambulance.

De kom hurtigt, men redderne så hende
og sagde, der intet var at gøre.

Ingen køber sådan en pille,
hvis de ikke vil begå selvmord eller drab.

- Kendte du intet til det?
- Til hvad?

At hun havde en ulovlig pille.

Nej. Hun fik smertemedicin,
plastre og piller,

men hun satte mig ikke ind i det.

Det er sært, når nu I var venner,
at hun ikke sagde noget til dig.

Man kan ikke købe den pille på et apotek.
Den er svær at få fat i.

Da hun lejede huset, vidste hun,
at hun ville gøre det, ikke?

Muligvis, men hun fortalte mig ikke noget.

Hun var udmattet af behandlingen
og havde brug for en pause fra kemoen.

- Hun var ikke den opgivende type.
- Hun klagede sig ikke?

Hun sagde ikke noget, der fik dig til
at fornemme... at det var slut?

- Det var et stort ansvar for dig.
- Hun klagede sig nogle gange.

Hvad klagede hun sig over?
Hvad sagde hun?

At hun havde koncentrationsbesvær.

Hun kunne ikke læse eller skrive,
for eksempel.

Hendes liv handlede kun om overlevelse.

Det er svært at tro på,
at hun ikke sagde noget til dig.

Det var tydeligt, at hun var meget syg,
men hun ville på ferie inden behandlingen.

Det har jeg fortalt dig.

Vi har talt med nogle af
Marthas nære venner.

Generelt siger de det samme som dig.

Men en af dem, Stella Byrne, sagde,
at efter Martha havde fået kemo,

så foreslog hun, at hun skulle
tage med ud i et hus på landet,

og at Martha ville begå selvmord der.

Hun bad hende om, og jeg citerer:

"At være inde ved siden af."

Og hendes ven afviste det.

Jeg var ikke inde ved siden af.
Jeg sov nedenunder.

Fru Byrne var ikke overrasket over,
at hun havde begået selvmord.

Et andet ord for det, Martha gjorde,
er eutanasi.

Kald det, hvad du vil,
men din ven begik en forbrydelse.

Som politimand, menneske og kristen

er jeg imod enhver form for forbrydelse.

Og selvfølgelig enhver bistand til det.

Damian, vil du komme ned på stationen?
Det her varer en evighed.

Hvordan forklarer du, at Martha var
så åben over for fru Byrne,

men intet sagde til dig?

Jeg siger ikke mere.
Er jeg anholdt, så fortæl mig hvorfor.

- Ellers venter jeg på min advokat.
- Hvor fremsynet af dig.

Hvorfor tro, du skulle bruge en advokat?

Spørg din ven. Han overværede afhøringen.

Jeg tror, du lyver.

Og at du ikke ville sige nej til
at hjælpe en ven med at begå selvmord.

Lad hende gå.

- Hey.
- Hej.

- Hvordan har du det?
- Jeg er okay.

- Det er min advokat, Sarah.
- Tak, fordi du ville komme.

Selvfølgelig.
Er der mere, jeg skal vide om afhøringen?

- Han behandlede mig som en morder.
- Du var sammen med mig.

Han insisterer på, at jeg er indblandet.

Han talte med Marthas ven, Stella Byrne,

som sagde, at Martha havde bedt
hende om hjælp, og at hun sagde nej.

Alt blev vel optaget.

- Og betjenten bevidnede det hele.
- Kom ind.

Jeg går ind alene.
Jeg er hendes advokat.

Bare rolig. Det her er meget enkelt.

- Tak, fordi du kom.
- Det var så lidt.

Kors, et røvhul.
Sådan er jeg aldrig blevet behandlet før.

Han er en religiøs fanatiker,
men han generer dig ikke igen. Jeg klager.

Mange tak.

Du skal stå til rådighed i 48 timer,
indtil ligsynet er klaret.

- Jeg sagde, de skulle ringe til mig.
- Har du min kontaktinformation?

Ja, det fik jeg af Damian.
Ring, hvis der er noget.

- Jeg tager på kontoret. Kondolerer.
- Tak.

- Tak, Sarah.
- Hej.

- Tænk, at Stella fortalte ham det.
- Han pressede hende nok.

Og de har Marthas computer og mobil.

- Ved du, om de talte sammen?
- Nej, hun fortalte mig ingenting.

- Hvad vil du nu?
- Jeg må tilbage og pakke Marthas ting.

Undskyld. Hallo?

Det er mig.

- Det er Michelle.
- Marthas datter?

Ja, selvfølgelig må du komme over.
Jeg er på vej derhen. Jeg sender adressen.

Okay, så ses vi snart. Hej.

Jeg skal tilbage til byen. Sig til,
når du er tilbage, og så hjælper jeg dig.

Tak for alting.

Fortæl mig, hvordan det gik med Michelle.

Det skal jeg nok.

- Tak. Jeg ringer til dig.
- Okay. Pas på dig selv.

- Hej, det er mig, der er Michelle.
- Ingrid. Hej.

- Lad os gå indenfor, okay?
- Ja.

Kom indenfor.

- Vil du se din mors værelse?
- Ja tak.

Det er lige dernede.

Jeg har lavet kaffe. Vil du have en kop?
Der er også te.

- Nej, kaffe er fint. Tak.
- Værsgo.

- Har hun fortalt dig om mig?
- Selvfølgelig.

Hun sagde, du var ked af,
at du aldrig mødte din far.

- Så hun fortalte dig om min far?
- Ja.

Kunne hun ikke have hjulpet ham,
da han kom tilbage fra krigen?

Hun gjorde, hvad hun kunne.
Din far var meget skadet.

Han ville flytte væk
og leve et nyt liv.

Hans plan inkluderede aldrig
dig eller Martha.

Din mor accepterede,
at det var slut.

Hun så, at han led så meget, at hun
gav ham et kys, så han kunne få fred.

Det kys blev til noget mere,

og det er du resultatet af.

- Det fortalte min mor mig aldrig om.
- Det er svært at forklare et barn.

Hun kunne have fortalt mig det senere.

Da var I så langt fra hinanden.

Hun var teenager og havde et liv at leve.

Og din far flyttede til San Diego
og gjorde intet for at lære dig at kende.

Ingrid...

Mener du, at jeg tog fejl af Martha?

Du var ikke fair,

men ingen kan bebrejde dig
for ønsket om at kende din far.

Det er en trist historie,
som smertede jer begge.

Vær nu ikke hård ved dig selv.
Martha var ikke en perfekt mor.

Nej, det var hun ikke.

- Må jeg sove her i nat?
- Ja da. Det er jo din mors hus.

Kære Martha, jeg tænkte,
at du nok gerne vil vide det.

Jeg er taget tilbage til huset i skoven
for at pakke dine ting.

Din datter kom for at tale med mig.
Jeg ryster stadig.

Hun ligner dig så meget.

Hun spurgte, om hun måtte sove i din seng.
Jeg sagde selvfølgelig ja.

Jeg tror, din død
har knyttet hende tættere til dig.

Jeg havde ikke troet, jeg ville arve
hende, selv om det bare var for en dag.

Huset er fyldt med dig.

Da jeg kom ind
efter at have talt med politiet,

var det første, jeg så,
døren til dit værelse,

og den stod åben.

Jeg sagde til mig selv: "Hun er i live."

Jeg gik herud for at lytte til fuglene.

Din mor stod op
på samme måde ved daggry,

og så lå hun lige der.

Se. Det sner.

Sneen falder.

Den falder på den pool,
vi aldrig brugte.

Den falder på skoven,

hvor vi gik tur,
og du lagde dig udmattet ned.

Den falder på din datter og på mig.

Den falder på de levende og de døde.

Tekster af: Jesper Buhl