All language subtitles for Nosferatu.2024.Retail.DKsubs.1080p.CAM.x264.DD2.0-TWA.da-full.audio.

Kom til mig. Kom til mig.

En skytsengel. En trøstende ånd.

En ånd fra enhver himmelsk sfære.

Hvad som helst.

Hør mig kalde.

Kom til mig.

Du...

Du har vækket mig fra en evighed i mørket.

Du... Du...

Du hører ikke til blandt de levende.

Du hører ikke til blandt mennesker.

Og vil du være ét med
mig for evigt og altid?

Lover du det?

Det lover jeg.

Flere år senere

Thomas.

- Thomas?
- Hvad er der, min elskede?

Hvad er der?

Ikke noget. Jeg...

- Jeg drømte, at jeg...
- Kom her.

Der er intet at frygte.

Hvedebrødsdagene gik så hurtigt.

Tag dine sko af.

Jeg ville ønske, jeg kunne
blive her, min elskede.

Hvorledes har jeg fortjent
at få en så hengiven hustru?

Ellen, jeg sagde, den ikke måtte
være i sengen. Mit tøj er dækket af pels.

Greta elsker at ligge her.
Hun vil gerne have, du bliver.

- I dag er en yderst vigtig dag for os.
- Blot et øjeblik til.

Jeg må af sted.

Farvel.

Han har allerede fået stillingen.

De sender ham væk.

Godmorgen.

Undskyld mig.

Tyskland 1838

Knock og kompagni Ejendomsmæglere

De har ladet ham vente i et kvarter.

Det må De undskylde.

- Undskyld forsinkelsen, hr. Knock.
- Forsinkelsen er gunstig, knægt.

Kom ind. Jeg forbereder stadig sagen.

Tak, fordi De tog mig i betragtning.

Da jeg fik nys om Deres formæling,
vidste jeg, det var bestemt af forsynet.

- En ny mand fordrer en ny gage.
- De er alt for gavmild.

- Tillad mig at ønske Deres kone tillykke.
- Mange tak.

Hun er i sandhed skøn.

Mageløs. Nærmest en...

sylfide.

Ja. Tak.

Jeg er ivrig efter at følge Deres bud,
så jeg kan blive ansat i dette firma.

Såmænd, såmænd. Bestemt af forsynet.

Jeg har gjort forretninger
med en fremmed greve.

En meget gammel adelsslægt.
Meget gammel og excentrisk.

Han ønsker at købe et hjem her i Wisburg.

- Jaså?
- Han står med det ene ben i graven.

Jeg viser gerne herren rundt
og anbefaler ham ejendomme.

Jeg har allerede udvalgt Grünewald-godset.

Tilgiv mig, men er det ikke en ruin?

Han bad om et gammelt hus,
og han betaler en klækkelig sum.

- Jeg mødes med ham i morgen. Kl. 9?
- Her kommer det sære.

Han er for syg til at rejse,
så du må komme til ham.

- Javel.
- Han bor i et lille land øst for Böhmen.

Det ligger isoleret i Karpaterne.

- Det bliver et stort eventyr, knægt.
- Såmænd.

Kan greven ikke underskrive
skødet, når han kommer?

Nej, det haster for meget. Han
insisterer på, at vi sender en mægler...

af kød og blod.

Og han vil belønne
Dem fyrsteligt, min dreng.

Hvis De får denne handel i hus,
så er De sikret ansættelse her.

Mange tak. Jeg vil ikke skuffe Dem.

Og hvad var grevens navn?

Orlok.

Jeg må rejse i dag, for
rejsen tager seks uger.

Men Harding har været god at
love at passe på dig så længe.

- Hvorfor har du dræbt de smukke blomster?
- Hvad?

- Ikke noget.
- Hvad mener du?

- Undskyld.
- Lad os sætte dem i vand.

De visner om nogle dage.
Smid dem ud. Smid dem ud!

Hvad er det, du ...?

Du må ikke rejse.

- Hvad er der galt?
- Hør, hvad jeg drømte.

Ellen, de vanskeligheder
har vi lagt bag os. Vær nu rar.

Ikke flere barndomsminder. Lægerne...

Nej. Det var til vores bryllup.

Men ikke inden for kirkens fire vægge.

Over os hang en tordensky, der
strakte sig om bag højderyggen.

Regnen forstærkede duften af syrener,
og da jeg nåede frem til alteret...

så var du der ikke.

Foran mig stod, helt klædt i sort...

Døden.

Men jeg var lykkelig. Så utroligt lykkelig.

Vi sagde ja og omfavnede
hinanden, og da vi vendte os om...

så var alle døde. Far og alle andre.

Stanken fra ligene var frygtelig.

Og...

Men jeg har aldrig været
lykkeligere, end jeg var i det øjeblik, -

- mens jeg holdt Døden i hånden.

Du må aldrig tale om det her. Aldrig.

Det er ubetydeligt. En dårskabsdrøm
som dine fordums vildfarelser. Alt er vel.

Det varsler ilde for os.

Når jeg vender tilbage,
bliver jeg endelig til noget.

Vi får et hus med en tjenestepige til.

- Det har vi ikke brug for.
- Jeg vil give dig alt...

Du må ikke rejse. Jeg elsker dig for højt.

Jeg beder dig. Stop. Stop.

Ikke siden skoledagene, Tom.

- Min bedstefars. Den er prima.
- Jeg burde ikke.

Det er værd at fejre dit eventyr.

Tak.

- Jeg er misundelig på dig.
- Jeg er misundelig på dig.

Du er trådt i din fars sted.

Ansvaret knuser mig, Thomas.

Vi tjener jo godt, men værftet
halter bag efter efterspørgslen.

Og mine to piger. To, Tom.

Jeg elsker dem højere end noget andet.
Sig intet om det til Ellen eller Anna, -

- men vi har en til på vej.

Tillykke. Du har altid været en buk.

Jeg kan ikke modstå hende.

- Hvornår vil I to nygifte ...?
- Når jeg ikke må gribe til tiggerstaven.

Friedrich, når jeg kan give
dig de penge, jeg lånte, tilbage.

- Ikke et ord om det.
- Og Friedrich...

Pas godt på Ellen. Hun
tiggede mig nærmest om at blive.

Og forkaste en fin mulighed?

Jeg frygter, at fordums
melankoli er tilbage.

Selvfølgelig. Hendes flotte mand
lader ægtesengen være kold.

- Mine kære, det er sengetid.
- Far, far.

- Nej!
- Lyt nu til jeres mor.

- Tiden er inde. Nu er det nok. Kom så.
- Det kan vi ikke!

Der er et uhyre i vores værelse. Far! Far!

Hun må ikke give mig til uhyret. Dolk ham!

- Undskyld, men jeg skal jage et uhyre.
- Du er selv et barn.

- Godnat.
- Kom så. Op.

- Far, bliv inde hos os.
- Indtil I er faldet i søvn.

- Jeg kan høre uhyret under sengen.
- Pjat. Der er ingen fare på færde.

- Tilgiv mig.
- Jeg har lagt vildfarelserne bag mig.

Og vi har hinanden.

Herre, det er, som De har
forlangt. Han vil stå i Deres magt, -

- og jeg skal tage mig af Dem her,
nær det, kontrakten er genstand for!

Jeg er stolt af dig. Jeg...

- Tag godt vare på dig selv.
- Har du så lidt tiltro til mig?

Jeg sender dig af sted
med min uforbeholdne tiltro.

- Skriv til mig hver dag.
- Det lover jeg.

Husk på, at dette er for vores skyld.

- Jeg elsker dig.
- Jeg elsker dig.

Farvel.

Tak.

Beklager. Nej.

Hvad skyldes denne galpen?

Væk, usle sigøjnere! I
kaster skam over min kro!

- Og du skaber problemer.
- Tilgiv mig. Jeg ønsker at overnatte.

Jeg har en audiens på slottet.
Orloks slot bag Árnyék-passet.

I Guds navn, tal aldrig om det slot.

- Vend tilbage til dit hjemland, fremmede.
- Klap i!

Må Guds hellige sind røvpule dig!

- Jeg er udmattet og beder dig.
- Af sted.

Jeg betaler dobbelt pris.

Jeg fordriver dig med hvidløg.

Tag ikke derhen. Vogt dig for hans skygge.

Skyggen hyller dig i et
mareridt. Vågen, men i en drøm.

Man kan ikke flygte. Bed for dit liv.

Bed, bed.

Velsign denne jomfruelige
ung pige. Velsign hende.

Før vor hingst hen til den urene ånd.

Vampyren!

Vampyrens grav!

Vampyren!

Find hans hale! Hans klove!

Stille! Stille!

Må Gud knuse dig.

Nej, i Guds navn!

Hallo?

Min hest!

De kommer for sent.

Midnat er allerede oprunden, -

- og mine oppassere
har trukket sig tilbage.

Tilgiv mig, greve.

Efterlad Deres ejendele der.

Tag skødet frem, og sæt Dem ned.

Vil De ikke vente til i morgen?

Jeg vil gerne, at De gør, som jeg beder om.

Ja. Naturligvis, hr.

- Herre.
- Hvadbehager?

Deres herre.

Tiltal mig, som mit blods ære foreskriver.

Ja, min herre. Tilgiv mig.

Sæt Dem.

Tak, herre.

Jeg er højst utålmodig -

- efter at lægge øjne på pagtpapirerne -

- og min korrespondance
med Deres foresatte, -

- hr. Knock.

- Det har jeg ventet længe på.
- Naturligvis, min herre.

Drik.

Min herre, jeg har nogle
spørgsmål om de uvante skikke -

- blandt bønder og omstrejfende folk her.

I går så jeg... eller jeg troede,
jeg så en gruppe sigøjnere.

De gik ud i en lille birkelund, og...

Jeg frygter, at vi her holder fast i -

- megen overtro, som må synes gammeldags -

- for en lærd, ung mand som dem.

Sigøjnerne gravede et lig op.

Sådan er deres beskidte ritual.

- Hvilket ritual er dog det?
- Tal aldrig om det igen!

Hvor jeg dog længes
efter at trække mig tilbage -

- i jeres by, hvor moderne tanker tænkes, -

- og hvor ingen kender til eller tror på -

- sådanne morbide skrøner.

Spis nu.

Er De gift, hr. Hutter?

Tag Dem i agt!

- Det er ikke noget.
- Lad mig lindre det.

Kom hen til ildstedet.

Deres ansigt afslører Deres ilde tilstand.

Vent på mig!

- Forsigtigt, børn. Hold jer fra skidtet.
- Fang mig.

Føler du nogensinde, at du ikke ...?

At du ikke er et menneske?

- Jeg...
- At du ikke er her og er i live.

Som om du var underlagt
en andens vilje som en dukke.

At nogen eller noget evnede
at give dig liv og styre dig.

Vi kan alle være ude af
balance fra tid til anden.

Det er ikke det. Noget er på spil, og det
er for dunkelt til, at det kan forklares.

- Ja. Gud.
- Nej, skønne Anna.

Se på himlen. Se på havet. Kalder
det aldrig på dig? Nøder det dig?

- Noget er tæt på.
- Hans vælde. En blid brise fra Himlen.

- Skæbnen!
- Min kære romantiker.

- Jeg er ikke gal, Anna.
- Leni.

Tilgiv mig. Alt, jeg
siger, lyder så barnligt.

Dine ord udspringer af et ærligt hjerte.

Mit hjerte er fortabt uden min Thomas.

Hallo?

Greve?

Og Deres signatur som advokat.

Hvor sjusket af mig, herre.

Mine forfædres sprog.

Selvfølgelig.

En ungpiges mærke ser jeg. Deres brud?

- Det er bare, så... ja.
- Tillader De?

Vi er nyligt gifte. Jeg vil forresten
gerne sende hende nogle breve.

Syren.

Hvadbehager, herre?

De har held i kærlighed.

Det er bestemt af forsynet,
som hr. Knock ville sige.

Deres signatur.

Jeg håber...

at De vil acceptere min undskyldning.

Jeg vover ikke at negligere Deres hverv.

Hr. Hutter.

Nu er vi naboer.

Det er mit held, herre.

Undskyld min nysgerrighed, men hvorfor
en så gammel residens som Grünewald?

- Pagten er underskrevet.
- Naturligvis.

Mange tak og tillykke med Deres nye hjem.

Det er sent. De ønsker
vel at trække Dem tilbage.

Tillad mig, herre, at
være en smule direkte.

Jeg ønsker at rejse hjem, så
snart min tjenesteydelse her er gjort.

Jeg er meget... Jeg har lidt under de
særeste drømme. Jeg frygter, jeg er syg.

Det varsler ilde at rejse,
mens man er svagelig.

De bliver her og hviler Dem.

- Jeg må protestere, herre.
- Som min rådgiver vil De adlyde mig.

Men, herre...

Greve?

De har min medaljon.

Din mand er fortabt.

Drøm om mig. Kun mig.

Kun mig.

Milde tilfælde af somnambulisme,
søvngængeri, kan skyldes blodophobning.

For meget blod. Måske...

Måske var hun tynget af sære luner før.

Hun har før haft anfald.
Problemer med nerverne.

Jaså. Hvis det fortsætter, så lad mig
det vide. Men hav ingen bekymringer.

- Naturligvis ikke.
- Hun bør sove i et korset.

Det giver korrekt kropsholdning, beroliger
livmoderen og øger blodcirkulationen.

Og bliver hun mere urolig,
kan hun bindes til sengen.

Han kommer til mig. Han kommer.

Jeg giver hende mere æter.

- Intet nyt om Thomas? Intet?
- Jeg har intet hørt.

Ikke engang nyt til værftet? Og hr. Knock?

Der er stadig intet spor af ham.
Hans firma er i en kaotisk tilstand.

Jeg har aldrig kunnet lide den mand.
Jeg henvender mig selv på hans kontor.

- Nej, fru Hutter.
- Jeg må vide noget.

De kan ikke gå ud uden følge.

Jeg er forstående over
for Deres inderlighed.

Og jeg skal ikke irettesætte Dem
for Deres manglende dømmekraft.

Jeg sender nogen derhen
dagligt, indtil hr. Knock bliver fundet.

Thomas har det godt. Det er jeg vis på.

Leni, solen går snart ned. Vi bør gå.

- Leni.
- Bare et øjeblik til.

- Friedrich, vær nu ikke så grum.
- Bliv ikke grebet af hendes fantasteri.

Hele huset står på pinde for hendes
luner. Jeg trættes af at tale om hende.

Tror du, at ingen byrder
lægges på mig? Jeg elsker hende.

- Hun er ikke skyld i sin lidelse.
- Tilgiv mig, elskede.

Dr. Sievers vil se til hende igen.
Lad os nu tale om noget andet.

- Hvordan har vores lille Friedrich det?
- Han er altid sulten som sin far.

- Friedrich, alle kan se os.
- Jeg kan ikke modstå dig, elskede.

Ellen?

Leni!

- En ny patient?
- Ja.

- Vi har ham nedenunder.
- Jeg forbød brugen af de gamle celler.

- Undskyld.
- Det her er et hospital, ikke et fængsel.

Han ligner en lille gamling, men jeg
sværger, jeg så ham skrige og jamre.

Jeg fandt ham på det lutherske julemarked.
Han dræbte tre får med de bare næver.

Og han åd dem rå. Rå!

Goddag, mein Herr. Jeg er
dr. Sievers. Hvad er der mon galt?

Der er intet galt. Intet
galt. Forsynet. Forsynet.

Jaså. Kan De sige mig Deres navn, hr...?

Jeg er ikke nogen. Jeg er hans tjener.

- Og... hvad har De der?
- Liv.

Gaver givet mig af herren.

Se. Den her er køn. Herren
kan bedst lide de kønne.

Herren?

Han er evigheden.

Øjnene skinner som et juvelbesat diadem.

Og så forrådnelse.

Kvælning.

Og opædelse.

Hvorfor dog gøre det?

Alt i orden.

Ingen vil gøre dig noget, kære ven.

Han kommer.

Hvem? Hvem kommer?

Det var ham, der hidkaldte mig.

Jeg blev udvalgt til at tjene ham, -

- for jeg ved, hvad han begærer.

Og han vil ramme jer -

- med forbandelser,
forvirring, lidelser og straffe, -

- for I har svigtet mig.

Og han vil herske -

- over jeres udtømte kadavere.

Opædelse.

Opædelse!

Harding, hjælp mig!

Disse hysterianfald kommer hver
nat. Man kan stille sit ur efter dem.

- Cigar?
- Nej tak.

Det... gør mig ondt at fortælle dette.

Hutters arbejdsgiver, hr. Knock,
blev indlagt på hospitalet i morges.

Hvad?

- Talte De med ham om Thomas?
- Han er blevet gal.

Non compos mentis.

Og mens staklen lider under
en form for religiøs mani, -

- så ytrer han det samme som fru Hutter.

- "Han kommer."
- Hvad?

Hvor dælen er du, Thomas?

Og så kommer vi til speciallægen,
en von Franz. Schweizer.

- Schweizer?
- Professor Albin Eberhart von Franz.

Han er den eneste, der muligvis
kan stille en diagnose for hende.

En eminent læge og videnskabsmand
i Zürich, da jeg uddannede mig.

- Så send besked til Zürich.
- Nej, han er her i Wisburg.

Her? Altså her? Hvorfor sagde De ikke det?

Det er godt nyt. Hvorfor
ikke komme på det før?

Altså han... Von Franz er den mest
lærde på sit felt. Hans sind er ravende...

- Jeg betaler hvad som helst.
- De misforstår, Friedrich.

Det er svært for mig at anbefale ham.

Han blev smidt ud af
universitetet og spottet ud af landet.

Det piner mig at sige det, men han blev
besat af Paracelsus' og Agrippas værker.

Jeg er skibsbygger, Sievers.

Alkymi. Mysticistisk filosofi.

Det okkulte.

Orlok!

Da han var i live, var han
en sort mager. Şolomanar.

Djævlen tog hans sjæl, så hans
lig kunne vandre på blasfemisk vis.

- Du er fortabt i hans skygge.
- Nej!

Nej. Jeg må rejse. Det lovede jeg Ellen.

Bliv her. Hans ondskab kan
ikke komme ind i dette Guds hus.

Jeg lovede firmaet det. Jeg kom
for at sælge greven et hus i Wisburg.

- Han kan ikke rejse herfra.
- Han er på vej til Wisburg.

Han må vende tilbage til den
forbandede jord, han blev begravet i.

Nej! Han søger Ellen. Det ved jeg!

Snart vil jeg ikke længere
være en skygge for dig.

Snart vil vort kød mødes i et favntag, -

- og vi vil være forenet.

Natur, lad din torden øges -

- og bære mig hastigt videre
på dine barbariske vindes vinger.

Jeg har ikke svigtet, herre!

Din gave venter mig!

Forsynet!

Videnskabens parnas søger at bevise,
at hans forskning drev ham til vanvid.

Harding, professoren er
måske en kende ukonventionel, -

- men han kender kilden til hendes lidelse.

- Professor von Franz?
- Lad mig være i fred.

- Jeg er deres tidligere elev.
- Vig fra mig! Bort, siger jeg!

Professor, jeg ønsker
ikke at trænge mig på.

Professor.

Jeg havde nær fundet nøglen
tilMysteriorum Libri Quinque.

- Beklager, professor.
- Nej. Det betyder intet.

Jeg fejlberegnede stjernerne.

Hermes vil ikke lade mig få
det sorte svovlguld denne aften.

Ja. Vi vil ikke bebyrde
Dem yderligere. Vi må gå.

Godnat, professor.

Nolite dare sanctum canibus.

Neque mittatis margaritas
vestra ante porcos.

Min kære, unge Sievers. Bedrager mine
døende øjne mig? Jeg burde have vidst det.

Kom i min favn, knægt.
Jeg er så glad for at se Dem.

Jeg fornemmede noget. Det førte
mig til Wisburg for alle de år siden.

Jeg følte, at det nærmede sig. Jeg troede,
det var en ondskab, men det var Dem.

Hvad er der så galt?

Jaså. En kær ven har en sjælden lidelse.

Måske en gæst? En ung kvinde
med anfald af somnambulisme.

De ser træt ud, unge mand.

Snaps?

Vent! De er endnu ikke rask.

- Kom, kaptajn.
- Tilbage til agterdækket.

Men Vasiljev. Og nu Redenko.

Kaptajn, det er pest. Han har pest.

- Sæt de syge i karantæne!
- Djævlen! Vores last er forbandet.

Væk! Væk! Alle mand ud!

Befri pigen nu!

- Hun var ved at flå værelset i stykker.
- Befri hende.

- Er De lægen, som Sievers talte om?
- Bedøvet?

Hun har fået et op i at. Hun må sove
om dagen. Hun vrider sig om natten.

Hun må ikke være omtåget.
Træd væk. Træd væk.

Kære ven, jeg er ham, og jeg
er kommet for at hjælpe Dem.

- Er den din?
- Greta? Hun har ingen ejer.

Javel. De må have mig undskyldt, -

- for jeg vil gerne
påbegynde konsultationen nu.

Ser De, jeg er nysgerrig.

Dr. Sievers siger, at De har fået
disse anfald, siden De var barn.

- Kan De beskrive dem for mig?
- Jeg husker dem ikke altid.

Min ånd vandrer bort.

Fortæl mig, hvad De kan, fra begyndelsen.

Nogle gange var det, er det, som en drøm.

Og jeg ved ting. Jeg kendte
altid til indholdet af mine julegaver.

Jeg vidste, hvornår min mor ville gå bort.

Far fandt mig på vores marker i skoven,
som om jeg var en lille skifting-pige.

- Javel.
- Som jeg blev ældre, blev det værre.

Jeg skræmte ham. Min berøring...

Jeg var så alene, og jeg savnede trøst.

Så var den hos mig, og
mareridtene og anfaldene...

Fortsæt.

Til sidst fandt papa
mig liggende... uden tøj.

Min krop... mit kød... Jeg...

"Synd, synd," sagde han. Han ville have
sendt mig hen til det sted. Jeg vil ikke!

Nej, nej.

Det sluttede, da jeg mødte min Thomas.

- Vores kærlighed gjorde mig normal.
- Men nu er synerne og anfaldene tilbage.

Jeg frygter for ham. Professor...

Mine drømme bliver mere og mere dystre.

Kommer ondskaben inde
fra os eller fra det hinsides?

Hun er nu i trance.

Har De åreladet hende
for at undgå ophobning?

- Naturligvis.
- Og hendes menstruation?

- Rigelig.
- For meget blod. For meget blod.

Et lys, tak.

Hendes pupil er udvidet. Den
trækker sig ikke sammen under lyset.

- Umuligt.
- Clairvoyance. Hun er ikke til stede.

Min taske. Tilgiv mig denne
demonstrations groteske kedsommelighed.

Nålen. I må forstå, -

- at pigen ikke er hos os.

- Jeg må protestere, hr. professor.
- Hun føler intet.

Hun er i kontakt med en anden verden.

Se til sårene, Sievers.

Kan du høre mig, min pige?

Hvad kan du se?

Jeg forlanger, at du siger, hvad du ser.

Evig nat. Dødens spøgelse.

Han breder sin skygge ud.

Og han... han kommer.

Hvem? Hvem kommer til dig? Hvem? Sig frem!

Giv efter for denne ældgamle talisman!

- Professor!
- Jeg gør hende intet!

Jeg forlanger, at du skal høre min stemme.

Ved Chamuel, Haniel og Zadkiels magt -

- befaler jeg dig at sige frem!

I Eligos', Orabas' og
Asmodeus' navn, tal til mig!

Jeg er hos dig hver nat.
Først i søvne, så i dine arme.

Alt vil blive hyllet i vederstyggelighed,
og I vil bade i blod. Alle vil græde.

Der vil ikke være nogen til at
begrave de døde. Du er mig lovet!

- Lovet?
- Hun mener sin mand.

Det er, som jeg frygtede.

- Nå?
- Kan De ikke se det?

- Se hvad?
- Se, at hun er forbandet.

Dette kære, unge væsen
er blevet besat af en ånd.

- Måske en dæmon.
- Nej, nu har jeg aldrig...

- Professoren overdriver en smule.
- Nej, jeg mener en dæmon.

- Det er Deres spøg.
- Men De opdagede makabre hallucinationer?

- Dette er ikke en sådan.
- Det kan De ikke have opfattet.

Hvordan skulle det ske for Ellen?

Dæmoniske ånder besætter lettere
dem, hvis dyriske instinkter dominerer.

Dæmonerne kan godt lide dem.

Jeg vil ikke bestride dette, men jeg
har observeret kvinder af nervøs natur.

- De opfinder vildfarelser.
- Ikke her.

Jeg mener, at hun altid har været
modtagelig for kosmiske kræfter.

- Måske Deres galning.
- De anerkender, der er en sammenhæng?

- Det er spørgsmålet.
- Fremragende.

- Det skyldes hendes mands forsvinden.
- Nej.

Denne ondskab... Hvad den er, -

- hvordan den er blevet hidkaldt
og sluppet løs, ved jeg ikke.

Men denne bemærkelsesværdige
pige, den har grebet fat i, er i livsfare.

Jeg må hen til mit bibliotek. Fru Harding.

Sid hos hende, observer
hende, og rapporter tilbage.

- Sievers, ikke mere æter.
- Så vil hun rable hele natten.

Så må hun rable. Der
kommer en storm af rædsel.

Jeg vil dræbe denne plage, denne djævel.

- Hjælp! Hjælp!
- Du godeste.

Jeg får dig ud herfra. Bare rolig.

- Det skal nok gå.
- Lyt.

Herren er kommet!

Blod er livet!

Han er her nu!

Herren er her!

Blodet er livet!

Han er her!

Ellen!

Thomas!

Nej. Nej, nej!

Thomas!

Thomas.

Han har ikke fundet dig.

- Jeg frygtede, jeg aldrig ville se dig.
- Min elskede.

Du havde ret. Det havde du.
Han har... Han har din medaljon.

Thomas.

- Thomas.
- Hvad helvede er der nu?

- Hartmann, døren.
- Udmærket, hr.

- Thomas.
- Mor! Far!

Er det uhyret?

Hvad dælen er der?
Klokken er over tre om natten.

- Åh gud.
- Det er et pestskib!

Fandens! Advar havnemyndighederne,
og hent dr. Sievers.

Javel.

Der er det, herre.

Der er det.

Mægleren er i live.

Jeg kvæler brudgommen, herre.

- Han er mig til nytte.
- Jeg beder Dem.

Giv mig ordrer. Giv mig opgaver. Brug mig.

Jeg skal bringe herren
Deres smukke ejendel.

Pagten foreskriver, -

- at hun villigt skal lade sig vi igen.

- Hun kan ikke stjæles.
- Ikke endnu, herre.

- Jeg beder Dem.
- Stille, hund.

Dine bønner er uforskammede.

- Du skal ikke sukke efter noget hos mig.
- Herre.

Snart gryr dagen.

Om føje tid vil morgenklokken ringe -

- modløst under vægten af min ankomst.

Og jeg vil smage dig.

- Hvordan har han det?
- Ikke bedre, end jeg har haft det.

Tilgiv mig for, hvordan
jeg har belemret dig.

Jeg er glad for, at du er blevet
dig selv igen. Det er et mirakel.

Måske tog professor Franz fejl.

Måske skulle Thomas
blot vende tilbage, så din...

Min melankoli?

- Jeg...
- Thomas har set noget frygteligt.

- Kunne jeg tale med professoren...
- Stille.

- Han har sære tanker.
- Franz talte om en dæmon.

Leni, for børnenes skyld. Det er juletid.

Hvorfor skal du være så
anstrengende på tværs?

Fordi jeg har ret.

Sievers, jeg ville se Deres
galning, ikke en død mand.

Hav tålmod, professor.
Hør, hvad der irriterer mig.

Han udviser alle tegn på en blodpest.

Sepsis, oftalmisk udflåd,
sågar rottebid der og der.

Jeg frygter, at skibet har ført
pesten med sig til Wisburg.

Det forvirrende er, at hans
krop er komplet drænet for blod.

Se dette sære mærke.

Jeg har set uhyrligt store
skadedyr i kanalerne, -

- men sig mig, hvilken
rotte har så store kæber?

Engle og dæmoner beskytter os.

Hvor er Deres galning?
Før mig straks til ham.

- Har De ikke hørt det, doktor?
- Nej.

Hr. Knock er flygtet. Han
dræbte portneren i går nat.

Denne mand skal findes. Sirrah, vis mig ud.

Sievers, hent Harding, og
mød mig i min bolig i aften.

Dette er ikke blot pest.

Slip mig. Slip mig.

Thomas.

- Jeg kan ikke få vejret.
- Det er mig.

Væk fra mig!

Du må ikke gå fra os, mor.

Jeg vil ikke lade der ske
jer noget. Ingen uhyrer.

Giv mig et kys og bed aftenbøn.

Nu driver jeg ind i søvnens favn.

Herre, skænk mig en sikker havn.

Anna?

- Du forskrækkede mig.
- Tilgiv mig.

- Er Friedrich vendt hjem?
- Nej. Nej.

Hvad er der, min skønne?

Må jeg sove hos dig i nat?

Vort venskab vederkvæger mit hjerte.

Undskyld, jeg gav dig skænd.

Tak, fordi du elsker mig.

Tag det, hvis du ønsker det.

Gud er hos os, Leni.

Jeg kan ikke tro, at vi
bliver hjemsøgt af en ånd.

Åh nej. Det er ikke blot en ånd.
Den kan manifestere sig i kødet -

- og med den mest afskyelige intention.

- Og hvad er den?
- Som alle plager: at opæde alt liv.

Dette væsen er en kraft, der er mægtigere
end ondskaben. Den er selve døden.

Jeg har ikke sovet i dagevis.
Mit hus er blevet til en dårekiste, -

- og nu er jeg atter blevet hidkaldt
til dette gudsforladte bo for dette?

Sig ikke, at De tror på dette
middelalderlige djævelskab.

Jeg tror ikke. Jeg ved det!
Jeg har set ting i verden, -

- der ville få Isaac Newton til at
kravle op i sin moders skød igen.

Vi er ikke blevet oplyste, men
blændede af videnskabens gaslys.

Jeg har brødes med Djævlen, som
Jakob brødes med englen i Penuel.

Hvis vi skal tæmme mørket,
må vi indse, at det findes.

Meine Herren, vi møder
her den udøde pestbærer.

Vampyren. Nosferatu.

Dig...

Jeg følte dig vride dig i
min krop som en slange.

Det er ikke mig.

- Det er din natur.
- Nej. Jeg elsker Thomas.

Du er hævet over kærlighed.

Jeg har sagt, at du ikke
er af menneskeslægt.

- Du er en skurk, at du siger dette.
- Jeg er en hunger. Intet andet.

Gennem århundreder lå
jeg som et afskyeligt udyr -

- i den mørkeste afgrund...

indtil du vækkede mig, fortryllerske, -

- og rev mig op af graven.

Du er min lidelse.

Jeg kerer mig ikke om dine lidelser.

Men dog vil skæbnen føre os sammen.

Din mand har skrevet under
på en pagt, der giver dig til mig -

- for blot en pose guld.

- Det er løgn.
- For guld brød han sit ægteskab.

- Du ved intet om ham.
- Overgivelsen skal komme fra dig.

- Og af egen fri vilje.
- Du er en løgner.

Du lyver for dig selv.

- Jeg var blot et uskyldigt barn.
- Troede du, jeg ikke ville vende tilbage?

Troede du, jeg ikke ville det?

Din lidenskab er bundet til mig.

Du kan ikke elske nogen.

Det kan jeg ikke.

Alligevel kan jeg ikke mættes uden dig.

Mindes du, hvordan vi engang var?

Et øjeblik. Mindes du det?

Jeg afskyr dig.

Du lyver!

Skal jeg også bevise mit fjendskab?

Jeg vil give dig tre nætter.
Dette var den første.

I nat nægtede du at give dig til mig, -

- og derfor tvinger du mig til at
slukke dine elskedes livsgnist.

Nægtede? Du nød at pine mig.

Den tredje nat vil du underkaste dig, -

- for ellers skal ham, du kalder
din mand, dø for min hånd.

Nej!

Indtil du byder mig at komme, -

- skal du se verden blive til støv.

Nej!

To nætter til.

Jeg har aldrig kendt mage. Det
har bredt sig som en steppebrand.

Vi kan ikke indlægge flere.
Infektionsraten er for høj.

Jeg har bedt borgmesteren
indføre karantæne. Byen må lukkes.

Ukristeligt. Vi må finde plads til dem.
Dommedag nærmer sig. Hav medynk.

Vi må forholde os roligt
over for denne pest.

En skygge presser mig ned.

Min krop synker ned. Synker ned.

Lugten af råddent kød.

Kvælende.

Jeg føler mig så svag.

Jeg frygter, at lille Friedrich er så
stærk og sulten, at han udmagrer mig.

Må jeg se pigerne?

Jeg må berolige dem.

Alt skal nok gå, min kære. Alt bliver godt.

Jeg kan ikke kende mig selv.

Ellen, sig mig, -

- hvad er dette ulidelige mørke? Jeg...

Hr. Harding, lyt til mig. Der er
noget. Skyggen. Et infernalsk væsen.

- Ellen.
- Dette er ikke plagede nerver.

Det er, som professor
Franz sagde, en dæmon.

Fru Hutter, tilgiv mig, men både
De og Thomas må tage hjem nu.

- Hvad?
- Det er for jeres egen skyld.

Fat medlidenhed med os.
Thomas er meget svag, og...

Jeg ved ikke, hvad... Jeg vil bede for Tom.

- De ved, jeg elsker jer begge.
- Hvad med Anna? Så De hende ikke?

- Det angår ikke Dem.
- Vi er alle i livsfare.

- Jeg kaster mig for Deres fødder!
- Fru Hutter!

Hvorfor hader De mig?

Hvor vover De at tale sådan til mig?

- De har aldrig kunnet lide mig.
- Kend Deres plads.

Jeg vil ikke lade, som
om De er hævet over os.

- Jeg nægter at udveksle bebrejdelser.
- Hør på mig!

Jeg har gjort alt for at
være venlig over for Dem.

De bandt mig.

Find værdigheden, så De kan
udvise respekt for Deres sygepasser...

Hvordan kan De være så dum og grusom?

Hartmann skaffer Dem en
drosche. Jeg betaler naturligvis.

Og for Deres mands skyld håber
jeg, at De lærer at være ærbødig.

Anna vil dø. De vil dø.

Vi kommer alle til at dø.

- Hvorfor fortalte De mig ikke om dette?
- Jeg tåbe. Selvfølgelig er det hr. Knock.

Hans besættelse af at æde
levende væsner. Det må være ham.

Han er ikke Nosferatu,
men han skal findes, -

- for han har indgået en
pagt med denne skygge.

Gennemsøg alt.

Træk tæppet af.

Solomonari.

Og deres hemmeligheders kodeks.

Jeg så et dyr stige op af havet.

Og dragen gav det sin magt, -

- så det kunne tale
store, bespottelige ord.

Dyret havde form som en panter,
fødder som en bjørn og mund som en løve.

Et dyr med syv hoveder og ti horn, -

- og på hvert horn en krone, og på
hvert hoved et gudsbespotteligt navn.

Vores søvngænger og hans kone
er i stor fare. Jeg må tale med dem.

Jeg sendte dem hjem. Hvordan
kan dette unaturlige væsen dræbes?

- Det ved jeg ikke. De sendte dem hjem?
- Nej, ikke det. Ja.

- Ved De det ikke?
- Nemlig. Jeg ved det ikke.

Jeg har aldrig før
stået over for Nosferatu.

Han ved det ikke. Deres fine
lektioner er blot gentagelser af bøger.

Måden, man afskrækker og dræber
dem på, afviger fra region til region.

Hvor effektive de er, vides ikke.
Men én ting interesserer mig mest.

- Ja?
- Det står skrevet.

Nosferatu må vende tilbage til den
jord, han blev begravet i, før hanen galer.

Den må sove i sin grav om dagen.

- Hvad hvis det ikke sker?
- Det er spørgsmålet, min kære Sievers.

Åh gud. Du almægtige.

Jeg går i stykker. Jeg
falder fra hinanden. Ud.

- Gå. Nu.
- Harding?

- Jer begge!
- Friedrich, vi ønsker ikke...

Kan I ikke se, at der er
en ægte pest i omløb?

En ægte epidemi, som slår folk ihjel.

- Fandens, Harding.
- Undskyld, Sievers.

Fru Hutter er gal. Hun
skulle have været indlagt.

Min Anna blev bidt af skadedyr. Rotter.

Ikke mere af dette. I
morgen forlader vi Wisburg.

Karantænen. I morgen lukkes byen.

Deres indbildske galskab
skal ikke dræbe min kone.

Nattens dæmon har ædt Deres kones blod.
Han vil vende tilbage efter resten af det.

Gå.

Thomas.

Ellen, min elskede.

Vi må af sted. Vi må flygte fra byen.

Du er i fare. Du vidste det.

Vi kan ikke flygte. Der er
noget, jeg skal fortælle dig.

- Noget forargeligt og lavt.
- Intet, du siger, kan ryste mig.

Der er en djævel i denne verden,
og jeg har mødt ham. Og han...

Jeg kan ikke sige det.

- Han er kommet til Wisburg efter dig.
- Det ved jeg.

Hvad?

- Jeg kender ham.
- Kender ham?

Jeg har nedkaldt denne ondskab over os.

Jeg har aldrig før fortalt dette til nogen.

Jeg søgte selskab.

Jeg søgte ømhed, og jeg kaldte på det.

- Hvad mener du?
- Først var det sødt. Sikken fryd.

- Ellen.
- Men det plagede mig. Ville dræbe mig.

Men, Thomas, -

- du gav mig modet til
at kaste skammen af mig.

- Hvad er det, du siger?
- Forstår du det ikke?

- Hjælp mig med det.
- Han er min skam. Han er min melankoli.

Han blev min elsker
dengang, og nu er han tilbage.

- Han opdagede vort ægteskab og kom.
- Umuligt.

Han jager mig i drømme. Jeg
tænker kun på ham, når jeg sover.

- Ellen...
- Rør mig ikke!

- Dine breve stoppede.
- Hvad?

Du lovede at skrive hver dag.
Tænkte du ikke på mig på slottet?

- Jo. Jeg...
- Det er løgn.

- Efter din tilståelse, hvordan...
- Han fortalte mig om dig.

Han sagde, hvor tåbelig du var.
Hvor bange du var. Som et barn.

Hvordan du faldt ham i
armene som en dånende dame.

Du solgte mig til ham for guld.
Vor kærlighed skulle være hellig!

- Ellen.
- Du lytter aldrig. Hvor er det så?

Pengene? Forfremmelsen?
Huset? Hvor er det, du har så kært?

Har du betalt din gæld til Harding? Har
du betalt med det, der plager din kone?

- Jeg rejste ud for vor fremtids skyld.
- For hvad? For disse ting?

- For dig!
- Det betyder intet!

Vi burde aldrig være blevet
gift! Vi er allerede døde.

Ellen, vær nu rar.

Ellen!

- Jeg tilkalder dr. Sievers.
- Nej!

Nej, lad være. Jeg skal
nok opføre mig pænt.

Jeg lover at opføre
mig pænt. Det lover jeg.

Du kunne aldrig tilfredsstille
mig, som han kunne.

Ja. Tag mig.

Tag mig. Tag mig.

Ja.

Kys mig. Kys mit hjerte. Mit hjerte.

Lad ham se på. Lad ham se vor kærlighed.

- Uden dig bliver jeg til en dæmon.
- Ellen! Ellen!

Ellen, det er mig. Ellen.
Ellen, jeg elsker dig.

Du er i sikkerhed hos mig. Det er mig.

- Hold dig fra mig. Jeg er uren.
- Aldrig.

Han myrder dig, hvis
jeg ikke kommer til ham.

Vi bliver flået fra hinanden,
og verden vil fortvivle.

Nej. Jeg dræber ham.
Det gør jeg. Det gør jeg.

Han vil aldrig mere gøre dig ondt. Aldrig.

Endelig.

"Eja, jomfruen tilbød dyret sin kærlighed -

- og lå i hans favn,
indtil den første hane gol.

Hendes villige offer brød forbandelsen -

- og befriede dem fra Nosferatu."

Hun er nøglen.

Vågn ej.

Far! Far!

Friedrich! Friedrich!

Friedrich, vågn op!

Jeg kan ej længere græde,
for jeg har ikke flere tårer.

- Vi må tale med ham.
- Øjeblik. Hans sorg er for stærk.

Tillader De?

- Flere vil blive taget. Hun var med barn.
- Det ved jeg.

Døden svinger sin tunge
le, hver gang vinden vender.

- Jeg må tale med Dem.
- Og jeg vil gerne tale med Dem.

Fjern den slyngel herfra!

- Dit syge sind har skabt al denne ravage.
- Stop. Det er min skyld.

Dette angår ikke dig, Thomas.
Din tilstedeværelse gør mig harm!

Friedrich, disse mareridt findes!

De findes.

Han udviser ingen tegn på blodpesten.

Nonnerne ville hele mig med bøn,
men jeg er ikke fri af hans trolddom.

Sæt Deres lid til Gud og Deres styrke.

Uhyret overlod Dem til
ulvene, men De sejrede.

Tilgiv mig. Jeg er ude af mig selv.

Tilgiv mig, alle sammen.

Min fornuft kan ikke acceptere...

- Vær stærk.
- Har Orlok sin kiste i Grünewald-godset?

- Det er vist.
- For næsen af os. I nat skal dyret dø.

- Lad mig komme med.
- Nej. Du skal i sikkerhed.

- Vi mødes hos Harding og tager derhen.
- Det er vigtigt at være beredt.

Vi skal indvi den jord, han blev
begravet i, og ødelægge hans sarkofag.

Så har han intet sted
at hvile, når hanen galer.

- Og når vi finder liget?
- Jeg spidder ham med en jernstang.

- Hvad hvis det ikke virker?
- Det skal det.

Lad mig følge Dem til dørs.

Jeg ved det godt. Det
skal være mig, professor.

Jeg er blot en øvet amatør
i det okkultes verden.

De blev født til det.
Det er en sjælden gave.

Hans dragen er så mægtig,
så frygtindgydende, -

- men min ånd kan ikke være ond som hans.

Vi må kende ondskaben
for at kunne udslette den.

Vi må opdage den i os selv, og så
må vi korsfæste vor egen ondskab.

- Ellers finder vi ikke frelsen.
- Jeg behøver den ikke.

- Jeg har blot fulgt min natur.
- Så lyt til den.

Jeg frygter, at Nosferatu ikke
kan skades af vore jernspid.

Jeg er overbevist om, at
kun du evner at frelse os.

Ellen, lad os ile.

I hedenske tider kunne De
have været en stor Isis-præstinde.

Men i denne sære og moderne verden
rummer Deres formål endnu mere værd.

De er vor frelse.

Tak.

Jeg holder Deres mand
under kontrol i nat. Tag nu hjem.

Plej ham, så han har
styrke til denne falske jagt.

Du vil stoppe alt dette.

Lov mig, at du ikke kommer
hjem, før han er udslettet.

- Lov mig det.
- Det lover jeg.

Han har ingen magt over dig, Thomas.

Jeg har den yderste tiltro til dig.

- Jeg elsker dig.
- Frygt ej.

Farvel.

- Han er her ikke.
- Harding er gået.

- Hvor kan han være taget hen?
- Han er tynget af sorg.

Vi venter på ham. Der er
endnu tid til solnedgang.

Nej. Vi må finde ham.

Han er ikke vel, Sievers.
Jeg frygter for ham.

- Harding!
- Harding!

Friedrich!

Clara.

Louise.

Mine piger.

Anna.

Din seng er så mørk.

Så lille.

Anna, min elskede.

Vores søn.

Vores lille søn.

Tilgiv mig.

Jeg sover aldrig igen.

Aldrig!

Lad dit ømme favntag
fylde mig med lyksalighed -

- væk fra den evige søvn.

Friedrich!

Åh gud.

Vi kommer for sent. Vi må
brænde deres inficerede kroppe.

- Vore flammer vil lutre dem.
- Jeg kan ikke bære mere.

- Vi må fortsætte fremad.
- Men Orlok... har han ikke rejst sig?

- Skal vi vende hjem?
- Jeg venter ikke til i morgen.

- Meget klogt, unge Thomas.
- Jeg kan mærke hans greb om mig.

Må Gud se i nåde til dem.

I Jehovas navn og ved magten
og værdigheden i disse tre navne, -

- Tetragrammaton,
Anexhexeton, Primematum, -

- fordriver jeg dig, du ulydige
ånd, Nosferatu, ned i ildsøen, -

- hvor du skal blive indtil dommedag
og ikke mindes foran Guds åsyn, -

- som skal komme at dømme
levende og døde og verden med ild.

Se, det er den tredje nat.

- Der er et kapel bag gården.
- Hurtigt, Thomas!

Jeg er rede. Jeg byder
dig at komme til mig.

Der ligger han.

Åh gud.

Gå videre, Thomas. Udfri dæmonens krop.

Nej, Thomas! Hr. Knock.

Jeg...

gav ham min sjæl.

Jeg skulle have været
Rotternes Prins. Udødelig.

- Men han kerer sig kun om sin kønne brud.
- Ellen.

- Hun er hans.
- Uhyrligt!

Slå til igen. Jeg er gudsbespottelsen selv.

Dø, dit forbandede misfoster fra Helvede!

- Sæt ild til alt.
- Han er taget hen til min kone!

Vi må brænde hele hans
bolig ned. Intet tilflugtssted.

- Der er stadig tid. Han jagter Ellen!
- Han kan ikke modstå hendes blod.

- Du er en galning.
- Du vidste, Orlok ikke ville være her.

- Din kone vil det sådan.
- Det er amoralsk!

Gud er hinsides vores moral!

Til ingen nytte! Du løber til ingen nytte!
Du kan ikke løbe fra hendes skæbne!

Hendes mørke bånd
med dyret vil udfri os alle.

For når solens rene lys
kommer med daggryet...

Frelsen!

Så er forbandelsen brudt!

Frelsen!

Gør du dette af egen fri vilje?

Ja.

Så er pagten opfyldt.

Du er atter viet.

Ja.

Som vores ånder er forenet, -

- således vil vort kød blive det.

Du er min.

Mere. Mere.

Tilgiv os.

"Eja, jomfruen tilbød dyret sin kærlighed -

- og lå i hans favn,
indtil den første hane gol.

Hendes villige offer brød forbandelsen -

- og befriede dem fra Nosferatu."

Oversættelse: Jesper Buhl
Scandinavian Text Service