All language subtitles for 2 xfcnm

Lidt hojere.
Og over til hojre.

Sadan, perfekt.

Hun er forfaerdelig tynd,
synes De ikke? Forfaerdelig bleg.

- Klara?
- Nej, Heidi.

Hun spiser naesten ikke noget.

Vrovl. Disse mennesker er robuste.
De aldrig bliver syge.

Ja, ja, jeg tror nu, jeg vil
tage en snak med laegen.

Det er op til Dem, men...
barnet fejler ikke noget.

- Hallo! Hvor er alle sammen?
- Det er ham! Han er her!

Ah, du godeste, han er her! Tinette?
Bliv faerdig ovenpa.

Sebastian, vognen.
Tag Dem af Herr Sesemanns kufferter.

Jeg ma give kokken besked.

Det er sa godt at se Dem.

Tak. Og De har sorget for at
alt er i skonneste orden i huset.

Ja. Tak.

Hvis, hvis De vil have mig undskyldt?

- Mor.
- Herbert.

Sa godt at se dig.

Klara.

Jeg er sa glad for, at du endelig er
hjemme. Jeg har savnet dig sa meget.

Var dine rejser spaendende?

Jeg ville onske,
du kunne tage med -

- men da du ikke kan det, har jeg
noget af den med tilbage til dig.

Hvad er det, far?.

ah!

Klara, glemmer du ikke en?

Far... du skal mode Heidi.

Kom her, Heidi.

Kom her.

Det er far.

- Goddag, Herr Sesemann.
- Goddag, Heidi.

Jeg vil gerne takke dig for at
gore Klara sa lykkelig.

Bare se pa hende.

Du er den bedste medicin
vi har fundet endnu. lkke, mor?.

Bravo, bravo.
Og nu, en skal.

For godt selskab, familie og venner.
Og at vaere sammen.

- For at komme hjem.
- Hort.

- Er der noget galt, barn?
- Nej, slet ikke.

- Ma Heidi og jeg ga fra bordet, far?.
- Ga fra bordet?

Vil l hellere kede jer med at abne
gaver i stedet for at snakke med os?

Det gor ikke noget, vel?

Nej, selvfolgelig ikke.
Mor jer godt.

Tak, far.

Herbert?

Skal jeg have skaeldud for at
have vaeret vaek, mor?.

Du ved, det ikke kan undgas
og Klara har aldrig set sa godt ud.

Det er ikke Klara denne gang.
Det er Heidi, der bekymrer mig.

Hun er ikke rask.

Hvorfor har De ikke fortalt mig det,
Fraulein Rottenmeier?.

Ja, ser De, det er...

Det jeg mener, er...

Frederich?

Jeg har undersogt barnet og
der er ikke noget specielt galt -

- men hun har mistet sin appetit.

Sa alt det postyr
fordi, hun ikke spiser?

Nej, nej. Nej, der er noget andet.

Det er svaerere at saette
fingeren pa, men...

Da hun kom her,
hun havde en livsappetit.

Hendes energi fyldte rummet,
men nu er den vaek. Hun hensygner.

Det er ikke en saerlig videnskabelig
analyse. Hvad kan vi gore ved det?

Du burde sende Heidi tilbage.

- Til bjergene.
- Hvad mener du med tilbage?

Frederich, du har set Klara.
Hun har aldrig vaeret lykkeligere.

Hun har en i sit liv nu.
Hvis jeg sendte Heidi vaek...

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sta
i vejen for Klaras lykke.

- Men du ma ogsa taenke pa Heidi.
- Ja, selvfolgelig, men...

Der er ingen vej tilbage.
Heidi bliver i Frankfurt, her hos os.

Og sadan bliver det.

Stjernelys, stjerne klar,
forste stjerne jeg ser i aften.

Opfyld mig det onske,
jeg onsker mig i aften.

Jeg ved, du har travlt.
lsaer i aften, men...

...men du passer pa dem, ikke?

lsaer bedstemor.

Og bedstefar, selvfolgelig.
For han bliver sa ensom nogle gange.

Jeg haber, de har det godt.
Alle sammen.

Og, ja, lige en ting mere.

Jeg beder kun om det fordi,
det er vigtigt.

Vaer sod...

lkke at lade dem glemme mig.

3 maneder senere

- Er De sikker pa, De lukkede den?
- Absolut. Jeg laste den.

Den abnede ikke af sig selv.

- Tael alt solvtojet.
- Skal jeg informere Herr Sesemann?

- Kun, hvis der mangler noget.
- Tror De ikke...

Han skal vel ikke tro, at vi ikke
kan styre tingene selv, vel?

Det kunne have vaeret vinden. Vi
ved ikke om det var noget dystert.

- Det hele er her.
- Mystisk.

Hvilken slags tyv abner hoveddoren
uden at stjaele noget?

En tyv, der ikke er et menneske.
En, der vil have andet end solv.

Fortabte sjaele fra den anden side.

Du ved, ander.

Sjaelefangere.

Hold op!
Spogelser findes ikke.

Spogelser! Sebastian,
De holder vagt i hallen i nat.

Kunne vi ikke bare
fortaelle Herr Sesemann det?

Nej, vi klarer det selv.

- Godnat, Sebastian.
- Godnat, Fraulein Rottenmeier.

Det er Dem.

Selvfolgelig. Men det var ikke mig
for. Det var noget andet.

- De gar.
- Nej, det gor De.

Ah, all right, jeg gar.
Hvor er min kolle?

Jeg gar forrest.

Herr Sesemann!

Hvad foregar der her?

- Hvorfor star l her?
- Vi...

Vi troede, De var en ubuden gaest.
Der har vaeret en ubuden gaest, men...

Vi troede, vi kunne klare det selv,
men det kunne vi ikke, fordi...

Det er ikke en af os. Det er...
Det er et...

Et, hvad, Fraulein Rottenmeier?
Hvad vrovler De om?

Det er et spogelse.
Med blodrode ojne og hugtaender.

Det var helt forfaerdeligt.

Gudskelov for, at vi jog det vaek,
og at bornene ikke sa det.

Sa tag Dem dog sammen.
De vrovler.

Hvis der var en ubuden gaest,
sa var det ikke et spogelse -

- og jeg vil fange forbryderen
selv for at bevise det.

Og ga sa i seng.

Og ikke mere snak om spogelser,
forstaet, Fraulein Rottenmeier?.

Ja, ja, selvfolgelig.
Hvad taenkte jeg dog pa?

Godnat.

Bedstemor Sesemann, tror du,
der har vaeret spogelser her.

Hvordan vil din bedstefar
besvare det sporgsmal?

- Tror han pa spogelser?.
- Det ved jeg ikke...

Men... han tror pa vinden.

Og regnen, og det
dyrene kan fortaelle ham.

Jeg ville gerne mode ham..

Jeg tror, vi ville komme godt
ud af det med hinanden.

Ville det ikke vaere dejligt,
hvis l kunne modes?

- Ville det ikke vaere dejligt, Klara?
- Det ville det vel.

Jeg vil tale med far. Jeg er
sikker pa, han kan arrangere det.

- Virkelig?
- Ja, hvorfor ikke?

Han kan tage et tog fra Maienfeld og
Sebastian kan kore ham herhen.

- Sa nemt er det.
- Nej.

Glem det.

Bedstefar forlader aldrig bjerget.

- Tak for, at du gor det her med mig.
- lngen ulejlighed, Herbert.

Selv om guderne ved, hvad du
du har rodet os ind i denne gang.

Jeg tror, det eneste, vi opnar
er en hel nat uden sovn.

Hvad er det?

Heidi.

Heidi, hvad laver du?

Vent.

Kig pa hendes ojne.
Kan du se det?

Hun er ikke vagen.

- Hvad mener du?
- Hun gar i sovne.

Og vi vil ikke vaekke hende
for pludseligt. Det kan vaere farligt.

Et stort chok.

Sa, hvad gor vi?

Vi hjaelper hende op pa sit vaerelse,
langsomt og forsigtigt.

Og prov ikke at vaekke hende.

Herr Sesemann! Doktor!
Er alt all right? Ahh!

Ah, nej!

Frederich, gor noget.

Hent noget vand
og et taeppe.

Lad os fa hende ovenpa. Hurtigt!

Jeg har det fint, ikke?

- Jeg skal nok klare den, ikke?
- Det er jeg helt sikker pa, Heidi.

Jeg ville ikke forarsage alt det besvaer.
Jeg vidste ikke, at jeg gjorde det.

Det ved jeg, barn. Men der
er ingen grund til bekymring.

Bare hvil dig.

Fa noget sovn.

Herbert, du bliver nodt til at
sende barnet tilbage.

Hvad? Nej!
Det ma du ikke.

Hun far det vaerre dag for dag.
Se godt pa hende.

Hun kommer sig.

At sende hende vaek garanterer
ikke, at hun vil fa det bedre.

Men beholder du hende her...
vil hun fa det vaerre.

Far! Jeg har brug for hende.

Far!

Klara, sa er det nok.

Rolig nu.

Traek vejret dybt.

lnd...

Ud.

lnd...

Ud.

lnd...

Dygtig pige.

Far...

Hold op.

Med at bebrejde dig selv.

Det er en episode.
Hun vil komme over det.

Jeg foler mig hjaelpelos,
hver gang det sker.

Jeg forestiller mig det vaerste, og jeg
tror ikke, jeg kan ga igennem det igen.

lkke igen. lkke med Klara.

Hun har brug for dig, Herbert,
mere end noget andet.

Tror du ikke, jeg ved det?

Men hun har dig.
Og hun har Heidi.

Men det er dig, hun har brug for.

Opgiv hende ikke.
Traek dig ikke vaek.

Og hvordan kan du overhovedet
overveje at beholde Heidi her?

Du horte laegen.
Du ma sende hende tilbage, Herbert.

Kom ind.

Far!

- Er du sulten, prinsesse?
- Meget.

- Klara?
- Ja, far.

Der er nogle ting,
vi er nodt til at tale om.

Det handler om Heidi, ikke?

Jeg ved, hvad hun betyder for dig.

Gor du?

Ved du, hvor forfaerdeligt
det ville vaere uden hende?

Hvor ensomt og stille og...
Ah, det ville vaere forfaerdeligt.

- Jeg kan ikke klare det.
- Klara, hvis hun...

Hvis hun ikke rejser, bliver hun
meget syg. Det onsker du vel ikke?

Nej, men...

Laegen mener, hun vil
have det bedre i bjergene.

Hvorfor kan han
ikke kurere hende her?

Du onsker at gore det rette, ikke?

Klara?

Prinsesse?

Ah, prinsesse...

Godmorgen.

- Har du vaeret pa flere udflugter?.
- Nej, jeg blev her.

Det tror jeg da.

Men Fraulein Rottenmeier,
hun ma virkelig vaere vred.

Det er det hele vaerd at
se hende sa forvirret.

Men, Heidi...

De siger du er syg, fordi...

Vil du virkelig gerne tilbage til
Dorfli? Til bjergene?

Hvis det er sandt. Hvis det
virkelig betyder sa meget for dig...

Jeg har talt med far
og maske...

- Er det muligt? Virkelig?
- Ja.

- Hvis det er det, du gerne vil.
- Ah, ja! Mere end noget andet.

Sa siger jeg det til far.
Han kan arrangere det.

Jeg skal tilbage. Ah, tak.

Tak, tak, tak.

Det bliver ikke permanent.

- Hvad?
- Det er bare et besog.

l en maned. lndtil du er staerk igen.

Og sa kommer du tilbage hertil.

Men du ma love, du kommer tilbage.
Hvis du ikke gjorde...

Det lover du, ikke?

- Frl. Dete Roogen, sir.
- Vis hende ind, Sebastian.

Meget vel, sir.

- Goddag, sir.
- Godmorgen, Frl. Roogen.

Jeg vil gerne takke
Dem igen for Heidi.

Jeg vidste, hun ville passe ind.

Jeg kender familier, der vil give en
mindre formue for en som hende.

Det gor De sikkert.

Ved hendes bedstefar,
at hun kommer?

Selvfolgelig. Jeg har fortalt ham alt
om sagen. Ligesom De sagde.

Og De vil gerne folge hende?

Jeg ville ikke dromme om at lade
den lille skat rejse med andre.

- Hun er trods alt min kusine.
- Ja.

Det her er til bedstefaderen.
Vil De sorge for, at han far det?

Ja. Jeg giver ham det.

Og det her... er til Dem.
For Deres ulejlighed.

Til mig? Det havde De
virkelig ikke behovet.

Men tak alligevel.

Kom, Heidi.

God rejse, Adelheid. Det vil bestemt
ikke vaere det samme her uden dig.

l lige made.

- Jeg skal nok passe pa den.
- Du gor god brug af den.

Klara?

Vaer sod at vaere glad
pa mine vegne.

Heidi?

Bollerne.

- Til Peters bedstemor.
- Du huskede det.

- Tak.
- Selvfolgelig. Det lovede jeg jo.

Ligesom du lovede.

- Du glemmer det ikke, vel?
- Nej. Jeg skal nok komme tilbage.

Sadan, froken.

Hurtigt!

Vi er nodt til at stoppe.

- Bare et minut.
- Nej.

Lad mig give hende bollerne.

- Nej ! Heidi!
- Bedstemor.

Bedstemor?

- Heidi?
- Jeg er lige her.

Ja.

Du er virkelig her.

Jeg har boller med. De er sa blode,
at de naesten smelter pa tungen.

Her. Smag en.

Jeg har dromt om
og bedt til, at du kom tilbage.

Men jeg turde ikke habe.

Spis nu.
Tag to. Eller tre.

Spis sa mange du vil.
Klara kan sende mere.

Mange flere.

- Ser jeg sa skidt ud?
- Nej.

- Nej, jeg taenkte bare...
- Du kan ikke narre mig, barn.

Du er nodt til at spise, det er alt.
Fa dine kraefter tilbage.

Og det skal du vist ogsa.

- Ja, Det skal jeg.
- Heidi! Kom sa.

Jeg vil ikke fanges pa dette guds-
forladte bjerg efter morkets frembrud.

- Bedstefar!
- Nej, nej, vent!

- Jeg gar forst.
- Men hvorfor?.

Bare vent her.

Jeg kommer med pigen.

Du gor hvad?

Er hun her?

l en maned.

Det hele star heri.

Du tror, du kan lukke hende ind i
mit liv og sa fjerne hende igen?

Jeg vil ikke tillade det!
Hun kan ikke blive her.

- Hun er dit barnebarn.
- Nej!

Jeg har ikke et barnebarn.
lkke laengere.

Men det kan du ikke. Hvad skal
jeg sige til Herr Sesemann?

At det her ikke er et pensionat og
ham om at beholde sine satans penge.

Ah, min Gud ! Hvad laver du?
Dit fjols! Dit dumme, gamle fjols!

Han venter pa dig derinde.
Bare ga derind.

Jeg troede, jeg sagde...

Bedstefar, det er mig, Heidi.

Du har ikke glemt mig, vel?

Bedstefar?

Bedstefar!

Jeg vil ikke have dig her.

Tag tilbage til,
hvor du horer hjemme.

Det mener du ikke.

- Du kan ikke.
- Ga sa.

Ud herfra.

Vaer nu sod, bedstefar.

Heidi?

Du er tilbage nu.
Gudskelov.

Du er tilbage.

- lkke ret laenge.
- Det ved jeg.

Det ved jeg.

Det er Peter.

Peter! Peter!

Heidi!

Sa her er du igen.

Jeg mener, en dag du er her
og derefter, knips, sa du er vaek.

Og sa, knips, er du her igen.

Ja. Er det ikke maerkeligt?

Jeg kom med toget til Maienfeld
og sa matte vi vente pa et lift -

- fordi Dete ikke ville ga,
selvfolgelig.

Og vognen var sa langsom, at
jeg troede, vi aldrig ville na frem.

Men det gjorde du.

Jeg har savnet dig.

Ja...
lldflue har ogsa savnet dig.

Han er glad for, at du er tilbage.

- Jeg rejser igen.
- Hvad?

- Om en maned.
- Nej! Jeg mener... det kan du ikke.

Pa grund af Klara.
Hun har brug for mig, Peter.

Fordi hun ikke er ret staerk.

Men lad os bare lade
som om, at jeg er her for evigt. lkke?

Skal du ikke et sted hen,
eller flytter du ind?

l morgen kommer du med mig, ikke?
Op til engene.

lkke i morgen.
Jeg har noget at gore forst.

Men derefter tager
jeg med hver dag.

Mere, tak.

- Gav de dig ingen mad der?
- Det er bedre her.

Godnat, bedstefar.

Godnat.

- Bedstefar.
- Hvad?

Taeppet. Du har ikke...

Har ikke hvad?

- Nej, du gjorde ikke.
- Jeg havde ikke glemt det.

Nogen der? Hvem der?.

Det er bedstefar. Han sagde, han
ikke blev helt faerdig med arbejdet.

Ah, Heidi.

Fortael mig om Frankfurt.

Hvad lavede du der, og hvordan
er byen? Fortael mig det hele.

Der er meget larm.
Og en frygtelig masse mennesker.

Og forfaerdelig fin.

Der er en ting.
Jeg laerte at laese mens jeg var der.

- Gjorde du!
- Ja!

Lad mig vise dig det.

Jeg ville onske, du kunne se
billederne. De er sa smukke.

Laes ordene, barn.
Sa ser jeg billederne.

lnde i mit hoved.

""Landsbyen la ved
en pludrende baek -

- med udsigt til en
bred og fredelig dal.""

""Den unge hyrdedreng
ville aldrig forlade den.""

""Eller det troede han.""

""Han elskede at vaere pa engene -

- maerke den kolige vind
over sit ansigt -

- den varme, forarsjord
under sine fodder.""

""Men han var nysgerrig efter
at se den anden side af bjerget.""

""Han kunne maerke det
traekke ham vaek.""

Pragtfuldt, barn.
Bare pragtfuldt.

Jeg er sa stolt af dig.

Hvis bare Peter kunne laese.

Hvad laver du?

Jeg vil kunne lukke ojnene og se
bjergene for mig uanset, hvor jeg er.

Bedstemor siger, man tager
bjergene med sig overalt.

Hun har ikke vaeret deroppe siden...
Jeg ved ikke hvornar.

Men hun beskriver dem
som var det i gar.

Peter?

Tror du, bedstemor dor?

Hvad?

Jeg bliver sa bange sommetider.

""Dagene gar sa hurtigt,
her pa bjerget.""

""Peter og jeg lober gennem
de vilde blomster med gederne -

- og bedstefar siger, han er glad
for, at vi er ude af hans har.""

""Men jeg ved, han ikke mener det.""

""Han bliver temmelig gnaven,
hvis vi kommer for sent.""

""Jeg far det bedre dag for dag.
Men der er en ting.""

""Bedstemor er sa syg. Gid, at
laegen kunne komme og se til hende.""

""Jeg ved, han kunne gore hende rask.
Og gid, du ogsa kunne komme.""

""Jeg savner dig sa meget.""

Far!

Far!

Heidi! Heidi !

Her. Det er til dig.

Det er fra hende, ikke?
Klara.

- Sa, hvad skriver hun?
- Hun kommer den 1 5. !

Med Herr Sesemann og bedstemor.
Og laegen kommer i morgen.

Og sa? Sa tager hun dig med hjem.
lkke?

- Du rejser tilbage med hende.
- Det er jeg nodt til.

- Hvorfor?
- Fordi jeg lovede det.

Peter, vent.

- Kom tilbage!
- Lad ham vaere.

Han skal nok komme over det.

Du skulle have set
gederne i dag.

Snaps er sa selvoptaget,
at han glemte Tyrk.

Sa da Tyrk stangede ham bagfra,
faldt han pladask pa maven.

Det var sa sjovt.

Der kommer snart hjaelp, bedstemor.
Han er her snart.

Jeg har al den hjaelp,
jeg har brug for lige her.

Din bedstefar.
Arbejder han igen?

lkke i dag.

- Hvem sa?
- Det er Peter.

Bedstefar har laert ham det.

Hallo, hallo!

De er her!

- Hvem?
- Laegen og din mor.

Doktor!

Jeg er sa glad for, at du er her.
Jeg har ventet og ventet og ventet.

Hvordan har Klara og bedstemor og
Herr Kandidat og Frl. Rottenmeier og...

Rolig. De har det fint,
og jeg skulle hilse dig fra dem.

Men er du den samme skrobelige pige,
der rejste fra Frankfurt? Utroligt.

Ja. Jeg har det meget bedre nu.
Men bedstemor er meget syg.

Jeg vil forsoge at
gore noget, Heidi.

Hvorfor tager det sa lang tid?

Bare fordi han er fra byen, betyder
det ikke, han kan gore hende rask.

Jo, det ved jeg, han kan.

Doktor!

Hvad er der?
Ved du ikke, hvad der er galt?

Jo, det tror jeg, Heidi.

Sa kan du gore hende rask, ikke?

Hun har levet i lang tid, Heidi.
Hun er meget gammel.

Hun er ikke sa staerk,
som hun var engang.

Det ved jeg godt. Men det er derfor,
hun har brug for din hjaelp.

Ja, men nogle ting,
selv med al den medicin der findes -

- er ude af vores haender.

Men...

Du ma gore hende rask.

- Heidi!
- Nej, lad hende ga.

Bedstemor!

Bedstemor...

Sa sa, barn. Hvad er der nu?

Laegen...

Han... Han er...

Ja. Jeg har en god fornemmelse
for den laege.

Jeg er glad for,
at du bragte ham hertil.

Du kan ikke do, bedstemor.
Du kan ikke.

Selvfolgelig kan jeg det, barn.

Det er naturligt at do.

Det er en del af livet.

Nar det er tid, gar du videre,
det er alt.

Sa laenge der er mennesker
der husker -

- mennesker, der baerer dig
i deres hjerter -

- sa er du ikke vaek.

Sa det ma du gore for mig, Heidi.
Du skal huske mig.

Ah, der er ogsa noget andet.
Noget du ma love.

Hvad?

Du har en gave, Heidi.

Du kan pavirke de mennesker,
der er omkring dig.

Hjaelpe dem. Gore dem glade.

Men det kan ogsa
vaere en forbandelse.

For det kan bruge dig
indtil der intet er tilbage.

lntet til dig selv.

Sa lov mig, uanset hvor
svaert det er -

- at se dybt inde i dig selv
og find ud af, hvem du er.

Hold fast i det, Heidi,
uanset hvad.

Forstar du,
hvad jeg siger, barn?

Ja. Det tror jeg.

Jeg mener...

Jeg ved det ikke.

Det kommer du til, Heidi.

Tro mig, det komme du til
nar den tid kommer.

Til jord skal du blive.
Af jorden skal du igen opsta.

Vi er samlet her for at sige vores
sidste farvel til vores elskede Mary.

For at sende hende ud pa rejsen
til Guds Rige i Himlen.

Hun vil blive husket af alle som en
hengiven mor og en kaerlig bedstemor.

Og nar vi reflekterer
over Marys liv -

- taenker vi ogsa
over vores eget liv.

Og vi lofter vores
sorgende hjerter -

- mens vi glaedes over Herrens kraft
til at lette vores plagede sjaele.

- Amen.
- Amen.

Bedstefar, vent.

Det er pastoren.

Tobias!

Hvis vi far et forspring,
vender han om og lader os vaere.

Bedstefar.

Tobias!

- Bedstefar!
- All right, all right.

Hvad er der?

Ah, ingenting. Det er bare
da jeg sa dig gennem traeerne -

- huskede jeg de gamle dage da
du ikke var sadan en fremmed for os.

- Det er aeldgammel historie.
- lkke sa gammel.

Brigitte fortalte mig om Heidi.
At hun snart rejser.

Og?

Vaer ikke alene igen.
For din egen skyld, Tobias.

- Kom tilbage til os.
- Jeg behover ikke din sympati.

Hvad angar, at Heidi rejser...
sa kommer det ikke dig ved.

- Bedstefar?
- Hvad?

Han har ret.

- Hvem?
- Pastoren.

Ham? Han har ikke haft ret i 30 ar.

Men det er sandt.

Nar jeg er vaek,
vil du vaere alene igen.

Jeg har altid vaeret alene.

Det her er Maienfeld.
Sa er vi der snart.

Goddag, Frau Sesemann.
Velkommen til Maienfeld.

Ser jeg hende i dag?

Nej, nej, men i morgen
nar vi alle gar op ad bjerget.

- Jeg kan ikke vente.
- Ah, men... Er det jeres alle sammen?

Det er jeg bange for.

De forventede vel ikke, at vi kom
uforberedte herud pa bohlandet?

Nej, selvfolgelig ikke.

Men er Herr Sesemann ikke med?

Forretninger. Men han
kommer sa snart, han kan.

- Jeg har fundet en vogn.
- Ah, godt! Godt, godt.

Men jeg tror, vi skal bruge to.

Ja, lad mig praesentere jer.

Frau Sesemann,
Fraulein Rottenmeier, Klara -

- dette er den vidunderlige Brigitte,
som jeg har fortalt jer sa meget om.

Goddag.

Goddag.

Nu kan jeg se, hvorfor
du ser sa sund ud, doktor.

- Klimaet er tydeligvis godt for dig.
- Ah, ja, ja, ja.

Og jeg er sikker pa, at Klara vil have
gavn af al den sunde bjergluft.

Sa er vi her. Kan nogen
give mig en hand med bagagen?

Her?. Skal vi bo her?.
Er det kroen?

Det er desvaerre
den eneste i Dorfli.

Du godeste.
Hvad vil Herr Sesemann sige?

l ma vaere Sesemann selskabet.
Ah, ja.

Vi blev meget glade da vores
gode veninde Dete fortalte, at l kom.

Og kroens fineste vaerelser
er parate og venter pa jer.

Det er denne vej.

- Det er ganske charmerende.
- Ja, det er perfekt.

- Er det ikke charmerende?
- Det er det vel.

Pa en temmelig primitiv made.
Men vi ma vel nojes.

Goddag, Brigitte.

Skynd dig, Peter. De kommer.

Ret din frakke og husk
at vaere hoflig.

- Goddag, Brigitte.
- Dete.

Lad mig praesentere dig.

Dette er Klara.

Peter?

Det er deroppe, lige ud.
De kan ikke undga at se det.

- Kommer De ikke med os?
- Nej, nej. Jeg har, oh...

Jeg skal... jeg skulle vise jer
vej hertil.

Og l er her.
Men jeg gar ikke et skridt videre.

- Nej, sir. lkke et skridt til.
- Ah, jeg ser.

- Er De helt sikker pa at De ikke...
- Jeg er sikker. Fuldstaendig sikker.

All right, sa.

Sa er vi her.

Hallo! Hallo!

Ah, sikke et smukt landskab.
Og sa friskt.

Hallo!

Heidi, Heidi !

Ah, Heidi ! Heidi!

Heidi, vi har savnet dig.
Det er sa godt at se dig.

Til mig? Tusind tak.

Ah, Heidi.

Klara!

Jeg har savnet dig sa meget.

Der var sa forfaerdeligt
kedeligt derhjemme.

- Det hele er, som du sagde.
- Ja.

- Modte du Peter?.
- lkke rigtig.

Peter, det er Klara.

Goddag.

Han er lidt genert.

Sebastian, jeg er sa
glad for, at du er her.

Det er godt at se dig, Frl. Heidi.
Og du ser sa sund og rask ud.

Ah, undskyld mig.

Velkommen, Fraulein Rottenmeier.
Jeg er glad for, du er her.

Det er et mirakel, at vi naede herop,
det er alt jeg kan sige. Et mirakel.

Doktor, der er vel en anden vej ned
end den forfaerdelige sti, ikke?

- Vi skal vel ikke samme vej tilbage?
- Der er desvaerre kun den.

Ah, det er forfaerdeligt.
Det er helt forfaerdeligt.

Bedstefar, dette er bedstemor.

Og Klara og Sebastian.

Og det er Fraulein Rottenmeier
og laegen.

Og alle sammen...

Det er min bedstefar.

Heid har fortalt os sa meget om Dem
og Deres herlige bjerg, selvfolgelig.

Det er sa smukt, som hun beskrev det.
Og mere til.

Ren og skaer natur.
lkke noget fint her.

Men meget charmerende, ikke sandt?

Hvorfor tager du ikke frakken af,
Sebastian?

Det ville vaere en stor lettelse.
Mange tak.

Frugtbrod.

- Har du lavet det?
- Ja.

- Vil du have noget?
- Meget gerne.

Vil du ogsa have noget?
Det ser laekkert ud.

Jeg er sa sulten.

Tak.

Ah, det smager anderledes her.
Det er sa frisk.

Det burde det vaere.
Der er en kilde derovre.

Det er en vidunderlig frokost.
Tak.

Det er Heidis vaerk.

Det ma vaere meget vanskeligt.
Tanken om at lade hende ga.

Jeg gik ind pa det. Jeg vidste, hun
ikke ville komme tilbage for altid.

Ja, og jeg er sikker pa, De er klar over
den fremtid hun har i min sons hus.

Han vil give hende de fineste
uddannelser, forbindelser, muligheder.

Det er hendes livs chance.
Hun vil have alt.

- Bortset fra det her.
- Ja. Bortset fra det her.

Og hvem kan sammenligne de to ting?

Bedstefar, bedstemor?

- Vi har en fremragende ide.
- Du er nodt til at sige ja.

Hvad er det?

Der gar et stykke tid
for Herr Sesemann kommer og...

Og hvad?

Ja...

Ma Klara bo her hos os i
stedet for at tage tilbage til kroen?

- Bare indtil hendes far kommer.
- Ah, du godeste, nej! Heroppe?

Ah jo, bedstemor.

Det er latterligt. Helt absurd.
Sig det til dem, doktor.

Jeg er ikke sa sikker pa,
det er en darlig ide.

- Det kan maske gore hende godt.
- Hvad?

- Frau Sesemann, De ma gribe ind.
- Hvorfor? Det kan ikke skade.

Hvis Heidis bedstefar gar
med til det, selvfolgelig.

Ja?

Ja.

Tak.

Ah, Heidi, det er sa spaendende.
Jeg kan blive.

Ah, Heidi.

Klara!

Her.

- Men det er stadig varmt.
- Det ved jeg godt. Smag det.

- Det smager godt.
- Selvfolgelig.

Ah, Heidi.

Han er sa sod.

De er sa sode.

Hvad hedder de?

Det er Tyrk, og Snehopper.

Og det er Snegl og det er Snaps.
Og det er lldflue.

Peter forer dem op til den hoje eng.
Deroppe.

Med marker fulde af blomster
sa langt som du kan se.

Bjergets Frue er ogsa deroppe.

Gid vi kunne tage med.
Kan vi tage med, Heidi?

Jeg ved ikke hvordan.

Maske...

Bedstefar vil hjaelpe os.

Bedstefar!

Peter, vent!

Af sted med jer, dumme geder.

Af sted, Snaps, Snegl.
Ga sa!

Det er som et eventyr her.
Jeg er sa glad for, de lod mig blive.

Stakkels Fraulein Rottenmeier.
Jeg troede, hun ville eksplodere.

Sa du hende da hun gik ned ad
bjerget? Hun turde ikke abne ojnene.

Jeg glemte at fortaelle dig, at
Herr Kandidat har spurgt til dig.

Han planlaegger vores lektioner.
Og far har skaffet billetter til teatret.

Og jeg har udvalgt et
nyt taeppe til din seng.

Jeg tror, du kan lide det.

Men ellers finder
vi bare et andet.

Det bliver et vidunderligt ar, Heidi.
Vi gor det vidunderligt.

Sammen.

Hvor er min stol?
Den var lige her.

Bedstefar, se!

Hvordan kunne det ske?

Uden min stol, kan jeg ikke...
Nu kommer jeg aldrig op pa engen.

- Jeg vidste det.
- Lad nu vaere med at bekymre dig.

Du skal nok komme derop.

- Du stoppede ikke her til morgen.
- Jo. Du sov.

Der skete et uheld med pigens stol.
Den rullede ned ad skraenten.

- Det ved du ikke noget om?
- Mig?

Du sa maske noget?

- Nej.
- Sa det var bare vinden?

Jep, sandsynligvis.
Bare vinden.

Hold oje med dem, horer du?
Hjaelp dem, hvis de far brug for noget.

For ellers kommer jeg efter dig.
Forstaet?

Kom, lldflue.
Kom, Snaps.

Det er det mest storartede sted,
jeg nogensinde har set.

Det ved jeg.

Er det hende? Bjergets Frue?

Ja, men du kan se hende bedre
oppe fra toppen. Pa klipperne.

- Kan vi ga derop?
- Hvordan? Vi skal den vej.

Det bliver vi nodt til.
Vi er kommet sa langt.

Slaeden kan ikke komme laengere.

Hvad med Peter? Du sagde,
han var staerk. Han vil hjaelpe, ikke?

- Hvis du sporger.
- Tja...

Der er kun en made
at finde ud af det pa.

Peter, vil du hjaelpe os?
Klara vil se Bjergets Frue.

- Er du all right?
- Fint.

Vi er der naesten.

Se.

Det er sa utroligt.

- Jeg misunder dig.
- Hvorfor?

- Fordi du har alt det her.
- Nu har du det ogsa.

lkke som du har.
Det er ikke det samme.

- Hvorfor? Fordi du ikke kan...
- Sig det! Fordi jeg ikke kan ga?

Ja, det er en del af det. Sa laenge,
jeg er fanget, vil det aldrig blive mit.

Men hvis du provede,
hvis du virkelig arbejdede pa det -

- sa kunne du maske ga en dag.

Nej Det er umuligt.

Det er ikke, hvad laegen sagde.
Jeg vil vaedde pa, du kunne gore det.

Du ma ikke engang tale om det.
Det er for grusomt.

- Det er jeg ked af.
- Du bor du ogsa vaere.

Fordi det ikke er fair,
og det ved du.

- Det er dig, der ikke er fair.
- Lad vaere, Peter!

Hun onsker ikke at rejse.
Hun har ondt af dig.

- Det er ikke sandt.
- Er det ikke? Sporg hende.

Heidi, det han siger...
det er ikke...

Du vil da gerne hjem, ikke?

Sandheden, Heidi.

Jeg kan hore hende, Peter.

Bjergets Frue.
Jeg kan endelig hore hende.

Klara...

Jeg lovede bedstemor noget
for hun dode.

Jeg vidste ikke engang,
hvad det betod. lkke dengang.

Men det gor jeg nu. Dette er mit
hjem, Klara. Jeg horer til her.

Nej, jeg har brug for dig, Heidi.
Jeg kan ikke klare mig uden dig.

- Jo, du kan.
- Nej. Nej!

Lyt til mig. Jeg kan ikke rejse
tilbage med dig. Men du er min ven.

Vi vil altid vaere venner.

Nej, du er ikke min ven. Du lovede,
du ville komme tilbage, men du loj.

Jeg haber, du radner op her.
Jeg vil aldrig se dig igen.

- Klara, det mener du ikke.
- Jo, jeg gor. Jeg hader dig !

Logner! Logner, Logner, logner.

Du er logneren, ikke Heidi.
Og du ved det ikke engang.

Jeg skal fortaelle dig sandheden.
Din stol rullede ikke ved et uheld.

Jeg skubbede den,
og det er jeg glad for.

- Du hvad?
- Du horte mig.

Heidi!

Heidi!

Heidi!

Peter?

Heidi!

- Heidi, er du okay?
- Det tror jeg nok.

Heidi!

Tag min hand.

- Heidi!
- Peter, hjaelp!

Peter!

Hold fast. Klara!

Klara!

Heidi!

Tag min hand.

Tag den.

Jeg kan ikke.

Pas pa!

Heidi!

Nej! Heidi!

Peter, hjaelp!

Heidi!

Den skrider, Peter.

Heidi!

Heidi!

Klara!

Heidi, jeg kommer.

Heidi!

- Peter?.
- Grib fast i mine ben.

Traek!

- Jeg kan ikke.
- Det bliver du nodt til.

Hold fast, Heidi.

Du kan gore det, Heidi.
Bare hold fast.

- Hold fast, Heidi.
- Kom sa!

Du kan gore det, Heidi !

Kom sa!

Heidi!

Vi gjorde det!

Vi gjorde det!

- AEkelt, ikke?
- Ja, det er ikke Frankfurt.

Jeg sagde, der ikke ville komme noget
godt ud af det, men ville de hore?

Frederich, hvad i alverden
taenkte du pa?

- Du efterlod hende bare heroppe?
- Hun er i kyndige haender.

Hvis du mener bedstefaren, sa har
krovaerten fortalt mig, at han er tosset.

Hun er i sikre haender.

Hvordan det nar hendes
stol er smadret?

Jeg er forst glad nar
de born er hjemme igen.

Klara!

- Klara!
- Far.

Klara!

Se.

- Klara, er du all right?
- Ja, jeg har det fint.

- Jeg er Klaras far, Herbert Sesemann.
- Det havde jeg regnet ud.

- Heidi, pak dine ting. Vi rejser.
- Far, vent.

Nu. Det er en lang rejse.

- Men, far...
- Sebastian, hent deres ting nu.

Far, nej!

Jeg har noget at vise dig.
Noget, du er nodt til at se.

Klara, hvad laver du? Hold op.

- Hold op for du kommer til skade.
- Bare se, far. Se.

Se, hvad hun gor. Vi ma stoppe hende.
En eller anden ma stoppe hende.

- Klara!
- Nej, vent.

Hun kan gore det.

Kom, Klara. Vis dem du kan.

Klara...

Hvor vidunderligt.
Det er et mirakel.

Vi vil holde en dejlig fest
for dig, nar vi kommer hjem.

Jeg er sa stolt af dig.

Men vi er nodt til at ga nu.
Vi skal na et tog.

Heidi, vi skal af sted.
Sig farvel.

Vent, far.

Det er ikke rigtigt.
Hun kan ikke komme med os.

Selvfolgelig kommer hun med.
Det hele er arrangeret.

Fraulein Rottenmeier, Sebastian,
hent deres ting. Vi rejser med Heidi.

Nej, far!

Hun bliver her.

Hvor hun horer til.

Dette er hendes hjem.
l bjergene.

Ligesom mit er
med dig i Frankfurt.

Er du sikker?

Ah, Klara...

Fortael din bedstefar det.

Bedstefar!

Saet mig ned, far.

Horte du ikke, bedstefar?
Det er i orden med Klara.

Jeg kan blive.

Hvad er der galt?
Horte du det ikke?

Alt er fint nu.

Tag tilbage til Frankfurt.

- Hvad?
- Du har det bedre der.

- Hvordan kan du sige det?
- Der er ting, du ikke ved.

Om John, om Adelheid.

- Min mor og far?
- Ting om mig.

- Fortael mig om det, bedstefar.
- Ting, der vil sare dig.

Fortael mig det.

Jeg drev din far vaek.
Jeg drev ham i doden.

Og vendte ryggen til
dig som en kujon.

Sa rejs nu.
Tilbage til Frankfurt.

Nej, bedstefar!

Det elendige aeselridt
tog naesten livet af mig.

Saet mig ned, Sebastian.
Jeg er ikke en saek kul.

Jeg kan godt klare det selv.

Det er utaleligt.

Nar han rejser til Paris i naeste
maned, tager os begge to med.

Ville det ikke vaere sjovt, Heidi?

Og Sebastian skal ogsa med.
Og maske en killing.

Og far lovede, vi kunne komme
tilbage hertil naeste sommer.

Og den naeste sommer,
og den naeste.

Og den naeste.

Heidi?

Klara...

Jeg kan ikke gore det.

Bedstefar har brug for mig.

Jeg kan ikke tage med.

Det ved jeg.

Jeg vil altid vaere din ven, Heidi.

Det ved jeg.

Klara?

Jeg vil savne dig.

Heidi, bliv ved med at
vaere som du er.

Farvel, barn.

- Du glemmer ikke at skrive, vel?
- Sa ofte jeg kan.

- Jeg vil fortaelle dig alt.
- Farvel, Heidi.

Farvel.

Heidi! Jeg troede, du skulle...

- Ga i skole, Peter. Nu!
- Ja.

Bedstefar!

Bedstefar?

Bedstefar?

Bedstefar!

Bedstefar!

Bedstefar.

Hor pa mig, Bedstefar.

Jeg vil ikke bo sammen
med nogen andre.

Jeg vil bo hos dig.

Hvorfor?

Fordi jeg elsker dig, bedstefar.

Kan du ikke se det?

Fordi jeg endelig er hjemme.

Danske tekster: Johnny Pedersen
www.cueballweb.com