Original subtitles

"Dårlige minder, og dog er I velkomne ... I er min fjerne ungdom."

SKYGGERNES HÆR

20. OKTOBER 1942

Vi kører en lille omvej, men De har vel ikke travlt?

Overhovedet ikke.

Han skal bare lige hente nogle forsyninger.

- Vi må jo klare os, som vi nu kan. - Det er klart.

Lejren er ikke så slem.

Det er den bedste i Frankrig. Den var til tyskerne.

Jeg er ikke helt med.

Under "krigen" regnede man med at tage mange fanger.

De tog jo ikke en eneste, men nu er der blevet brug for den.

- Det var vel nok heldigt. - Ja.

Man aner ikke, hvem man får ind, og hvordan de skal behandles.

Nogle kommer uden at være dømt og skal blive på ubestemt tid.

Andre, som er anklaget for frygtelige ting, løslades hurtigt -

- og genoptager deres stillinger i departementerne eller i Vichy.

Philippe Gerbier, 41 år.

Respekteret ingeniør fra Ministeriet for Offentlige Arbejder.

Kvik, selvstændig, distanceret og ironisk holdning.

Skal afrettes.

Virker, som om han har forbindelser. Skal bearbejdes.

Mistænkt for gaullistiske tanker. Skal afrettes.

Frikendt. Indflydelsesrig. Skal bearbejdes.

Jeg anbringer Dem i en fløj, der var beregnet til tyske officerer.

De viser mig en stor ære.

Skal så afgjort bearbejdes, men med forsigtighed.

- Philippe Gerbier. - Oberst Jarret du Plessis.

Jeg ved ikke, hvorfor De er her, men De skal vide, hvorfor jeg er her.

Jeg udtalte på en café, at admiral Darlan var en vendekåbe.

Pétain er også en vendekåbe, som lader sømænd hundse med soldater.

- De lider da for et ideal. - Aubert, apoteker.

- Kender De en Mahler-beholder? - Nej.

Det er en kegleformet beholder, -

- som frembringer en kemisk reaktion under pres.

Jeg er kemiker, så jeg har naturligvis en Mahler-beholder.

Jeg blev meldt til politiet. Jeg fik ikke lov at komme til orde.

Octave Bonnafous, handelsrejsende.

Jeg gik over et torv, hvor der var en progaullistisk demonstration.

De vendekåber har sågar inddraget min pension.

Kan De sige mig, hvor jeg skal slå mig ned?

I egenskab af belægningsstuekorporal -

- henviser jeg Dem til den ledige madras for enden.

Legrain, kommunist. Det er Armel. Han er lærer og katolik.

- Sover han? - Nej, han er meget syg.

- Hvad med sygeafdelingen? - Der er ikke plads.

- Spiller De domino? - Nej, desværre.

- Vi kan lære Dem det. - Jeg har slet ikke anlæg for det.

Så spiller vi lige færdig, før de slukker lyset.

Kommandanten er ikke dum.

Han burer mig inde med tre tosser og to vildfarne børn.

- Skal du ud at spadsere? - Jeg arbejder på elstationen.

- Godt arbejde? - Jeg får ikke en rød reje for det.

Men jeg kan lide det og vil gerne holde mig i gang.

Farvel, kammerat.

- Er De kommunist? - Nej. Men jeg har kammerater.

Alle lande og racer var repræsenteret.

Russere.

Polakker.

Kabylere.

Jøder af alle nationaliteter.

Sigøjnere.

Jugoslaver. Rumænere. Tjekker.

Antinazistiske tyskere. Antifascistiske italienere.

Anti-Franco spaniere.

Og en flok smuglere, som skilte sig ud.

LIVSFARE

Alt i orden?

Jeg installerede engang nogle stærkstrømsledninger i Savojen.

- Arbejder De med elektricitet? - Ja, som Dem.

Nej, De er garanteret en stor kanon.

- Derfor kan vi godt tage en fagsnak. - Naturligvis.

Naturligvis.

Den unge, katolske lærer døde en nat uden en lyd.

Om morgenen fjernede kabylerne ham.

Jeg havde aldrig hørt hans stemme.

Jeg sørger ikke. Det var det bedste for Armel.

Regningen kommer på et tidspunkt.

Monsieur Gerbier?

Jeg har en idé. Jeg indvier Dem i den i aften.

To ting forhindrer os i at flygte. Pigtråden og vagterne.

Mht.. pigtråden, så er der niveauforskel.

Og jeg kan lave et strømsvigt, så vagterne ikke kan se noget.

Hvad har forhindret dig i at gøre det tidligere?

Jeg ville ikke gøre det uden Armel. Ikke alene.

- Med Dem ville jeg føle mig tryg. - Hvorfor fortæller du mig alt det?

Jeg tror, der er brug for Dem derude.

Sluk lyset og læg dig til at sove.

Godnat.

I al hemmelighed lagde den unge kommunist og jeg en flugtplan.

Efterhånden nedbrød vi forhindringerne.

Vær venlig at følge med, Gerbier. Tag Deres ting med.

Skynd Dem lidt, Gerbier.

Hils Legrain fra mig og sig farvel.

- Elendige vendekåber. Farvel. - Men ...

Deres rejsetilladelse, tak.

Tak.

Lige et øjeblik.

Desværre. Han svarer ikke.

Godt. Udmærket. Tak. Det kan De trygt overlade til mig.

- Har De haft en god rejse? - Ganske god.

- Kun en enkelt i dag? - Ja.

Det her må vi udnytte. Jeg spørger vagten om noget.

De løber gennem de to døre. Den her og den ud til gaden.

Held og lykke.

De skulle vel ikke have en cigaret.

Hvad vil De?

Barberes.

HVAD MARSKALEN HAR SAGT HVAD MARSKALEN HAR GJORT

Sådan.

- Tak. - Jeg henter nogle byttepenge.

Tag den her.

Den er ikke så flot, men jeg har ikke andet.

Tak.

Paul Dounat, nu Vincent Henry, fik besked fra sin organisation -

- om at indfinde sig i Marseille om eftermiddagen, -

- hvor han skulle møde en kammerat ved justitspalæet.

Dounat havde været på det aftalte sted nogle minutter.

Politiet. Deres papirer.

I orden, men jeg må alligevel bede Dem tage med på stationen.

Kedelig tjans.

Du hader nok hatten, men du skal tage den på.

Kun når vi går ud.

Det var ham, der stak dig og Zefyr og telegrafisten.

Paul, der er vist ingen grund til at præsentere dig for beviser.

Vi skulle være holdt op med at bruge ham for længe siden.

Vi har så få folk, og så mange missioner.

- Bøffel, kan du ikke køre hurtigere? - Så vækker vi bare opsigt.

Jeg har også travlt.

Jeg skal tilbage til radioen.

Og skifte styr på kontaktmandens cykel.

Og der er nedkastning i nat.

- Har du de nye falske papirer? - Ja. Vil du have dem nu?

- Vi må hellere stoppe her. - Vi tager turen til fods.

- Jeg går med. - Det behøver du ikke.

Bestemt ikke.

Enig.

Jeg vender tilbage i skumringen for en sikkerheds skyld.

En forkert bevægelse, så er du død.

Da vi lejede hytten, var den anden tom.

Kom nu bare.

Værelset for enden.

- Er det forræderen, som skal ...? - Ja, det er ham.

Er De så chefen?

Claude "Masken" har tigget om at få en rigtig opgave.

Jeg kom for godt en time siden og opdagede katastrofen derinde.

De er kommet i nat eller tidligt i morges.

Jeg ringede til Felix, men I var undervejs.

Vi finder ud af det.

Alt er klar til forhøret. En lænestol, bord, stole.

- Det drejer sig ikke om en retssag. - Det drejer sig om det her.

Det går ikke. De kan høre alt inde ved siden af.

Hør.

Væggene er papirtynde.

Englænderne kunne godt have sendt os de lyddæmperne.

Lad os se, om vi ikke kan finde et bedre sted.

Hvordan kunne De?

Der er ikke noget at gøre. Kældrene er forbundet.

Og væggene på loftet er endnu tyndere.

Vi har brug for en god kniv.

- Bøffel har altid en på sig. - En kniv? Det mener du ikke.

Det vil jeg ikke være med til.

Prøv at finde noget i spisestuen eller køkkenet.

Det kan I ikke gøre. Det er mord.

- Det er det, vi er her for. Ikke? - Jo, men ikke på den måde.

- Vi må ... - Ja, det er måden.

Jeg er ikke bange, sværger jeg.

Men det er første gang, jeg gør det.

Det bliver det også for os.

Ingenting. Vi må hellere vente, til Bøffel kommer tilbage.

Nej, jeg skal kunne fortælle chefen, at opgaven er udført.

Hvordan? Vi kan ikke smadre hovedet på ham med en geværkolbe.

Knebl ham.

Vi er nødt til at strangulere ham.

- Med hænderne? - Der er et håndklæde i køkkenet.

Hold nu op. Han skal dø. Det er derfor, du er her.

De bad om en svær opgave, så lad være med at jamre.

Sæt ham op på stolen. Félix, du stiller dig bag ham.

Jeg holder hans arme. Maske, du tager benene.

Det kommer ikke til at gøre ondt.

- Skal vi komme af sted? - Jeg kommer nu.

- Jeg troede ikke, det var muligt. - Heller ikke jeg.

Hav altid cyanidpiller på Dem.

Tag dem, hvis De bliver taget.

Det gør jeg.

En rom.

- Jean-François. - Félix.

Du har ikke forandret dig. Stadig ung og flot.

Du har heller ikke forandret dig. Hvad laver du her?

Jeg solgte værkstedet i Levallois og fandt en cykelværksted her.

- Hvad går du og laver? - Ikke en pind.

Jeg har en aftale. Skal vi følges et stykke vej?

Ja. Jeg kommer lige om lidt.

- Venter du på mig i fem minutter? - Ja, men ikke hele livet.

Du er ikke ked af det. Du render rundt i din pilotjakke.

- Jeg er skide ligeglad. - Og ...?

- Hvad mener du? - Gør du ikke andet?

Krigen og mig. Er der ikke sport ...

Der er måske noget sport.

- Rigtig sport? - Ja.

Du skal tidligt op og tilbringe nætter i toge og på vejene -

- uden at stille spørgsmål.

Det lyder interessant.

Du får adressen på mit værksted. Nej, husk den udenad.

- Og ikke en lyd til nogen. - Du må være gal.

- Der er altid en kvinde. - Jeg har ikke nogen.

- Hvad med hende derinde? - Hun kommer til at vente forgæves.

- Forældre, som man fortæller alt? - Mine er døde.

Jeg har en ældre bror, som ikke ville væk fra Paris.

Jeg holder af ham, men betror ham ingenting.

TEATER- OG REVYAGENTUR

- Skal De tale med direktøren? - Nej, monsieur Roussel.

Så er det denne vej.

- Jeg kom, så hurtigt jeg kunne. - Det er en hastesag.

Hvor mange sender du til Gibraltar?

To canadiske officerer fra Dieppe, tre RAF-faldskærmsudspringere -

- og to belgiere, som tyskerne har dødsdømt.

Med mig bliver det otte. Hvor afventer de ubåden?

Lægens praksis bliver overvåget.

- Kan de ikke klare sig selv? - Nej, så dummer de sig bare.

Den canadiske officer går på café.

Han tror, han taler fransk uden accent.

Vi får først besked om, hvornår ubåden kommer, dagen før.

- Alle skal til Vielats gård. - Alle?

- Der er ingen sikkerhed. - Vi er ikke et forsikringsselskab.

Med de forhold, vi arbejder under, snarere tværtimod.

Alt afhænger af, hvem du får til at holde øje med dem.

Jeg har en fyr. Du kender ham ikke.

Jeg har haft ham på flere missioner, som han har klaret flot.

I dag er han i Paris med en ny radiosender til Mathilde.

- Hvornår kommer han tilbage? - Efter planen i morgen tidlig.

Sæt ham straks ind i tingene. I morgen skal alt være på plads.

Jeg kommer i sidste øjeblik.

- Du skal se at få hvilet. - Når du er rejst?

Nej, inden. Bagefter får du ikke tid.

Vi meddeler passagererne, at al bagage bliver kontrolleret, -

- når De forlader perronen.

Åbn kufferten.

- Sortbørsvarer? - Nej.

Hvad er det?

- En radio, som De kan se. - Fortsæt.

Denne vej, madame.

- Ingen problemer? - Nej.

To gange i træk.

Vi skal bruge mere kvarts. Frekvenserne er ændret.

Javel. Kan jeg hjælpe Dem?

Nej, endelig ikke.

- Den anden radio er i kufferten. - Fint. Vil De spise?

Nej tak. Jeg skal på visit.

Goddag, St. Luke.

Lille Jean.

Alle bøgerne er her.

Og cembaloen.

Og oboen.

- Intet er ændret. - Bortset fra temperaturen.

Der er ikke mere kul, så for ikke at fryse ihjel, har jeg købt den.

Til når jeg arbejder om natten og spiser.

Hvordan er du kommet hertil? Du har forhåbentlig et pas?

St. Luke er ikke så distræt mere. Han ved, man skal have et pas.

Ja, jeg har et pas.

- Og jeg er hundesulten. - Vi spiser med det samme. Marie?

- Ja, monsieur Luke? - Skal vi have noget godt i dag?

- Kålroer som i går. - Og bagefter?

Ost uden kuponer.

Og vi har lidt smør tilbage, men ikke noget brød.

Jeg har masser af brødkuponer. Dem kan I bare få.

Tak.

Det går ikke så godt.

- Og du var ellers en gourmet. - Det er jeg stadig, men ...

- Det sorte marked. - Marie er bange for gendarmerne.

Det er du også, St. Luke.

Jeg opmagasinerer varmen.

Jeg var ved at dø af hede her til morgen. To gange.

Man er ved at blive kvalt i togene og den overfyldte metro.

Jeg tænkte, om Mathilde, som jeg knap kendte, -

- ikke stod mig nærmere end dig, min bror, som jeg elskede -

- og altid ville elske, men kun havde minderne til fælles med.

Jeg tog toget til Marseille samme aften.

Siden kom jeg i tanker om, at jeg havde haft en forudanelse den dag.

De har efterhånden et helt hotel, Fru Vielat.

Goddag.

Bonne soirée, monsieur.

Nå?

Fiskeren venter jer fra midnat. Han kan have alle på én gang.

Pigen fører jer over markerne, så I undgår patruljerne.

- Udmærket. - Skal jeg tage tilbage?

Nej, der er en ekstra passager. Det er den øverste chef.

Han skal ikke med vores båd. Vi er for mange.

Du og han kommer med en båd fra et andet sted.

Jeg signalerer, når jeg er om bord. Tre lange blink og et kort.

Forstået.

Vi har travlt i aften. Hvor meget skylder jeg Dem?

- Det ordner vi en anden gang. - Det siger De hver gang.

De vender tilbage, så det må være et godt hotel.

Gå efter hinanden. Ikke for tæt, men tab heller ikke hinanden af syne.

Ikke en lyd og ikke et ord.

Ikke et ord under spadsereturen i måneskin.

Jeg er bevæbnet. Hvad laver De her?

- Hvad med Dem? - Jeg er Augustine, Vielats svoger.

- Gårdmandskonen? - Jeg ville se, om de kom om bord.

- Og? - Det går fint.

Patruljen passerede længere oppe.

Tyskerne kender ikke området. De stoler på tolden.

- Og tolden? - De er gode nok.

Jeg er tolden. Jeg er toldofficer i hele sektoren.

Den er mægtig.

Gå i båden.

Held og lykke, chef.

Underlig tanke, at den øverste chef var på størrelse med os andre.

I denne lille båd mødtes toppen og bunden af pyramiden.

Mærkelig matematik. Det må jeg tale med St. Luke om efter krigen.

Giv agt!

De hører kaptajnen. Vagthavende ...

- Pas på, hvor De træder. - Ryd broen.

Brug hornet to gange.

- Jeg er glad for at rejse med Dem. - I lige måde.

Jeg kan ikke sende alle de våben, De anmoder om.

Englænderne har begrænset tiltro til den franske modstandsbevægelse.

De vil beholde alle disponible fly til at bombe Tyskland.

For at forbedre Deres transmissioner sender jeg nogle telegrafister.

Jeg sender også folk til at forbedre Lysander-landingsbanerne.

Først en time før ceremonien bad Jardie mig deltage.

PRIVAT INDKØRSEL TIL FROGNAL 99A

Krigen er slut for franskmændene, når de kan se denne pragtfulde film.

BORTE MED BLÆSTEN

Kaptajnen er der ikke. Skal jeg ringe, når han kommer?

Javel, hr. general.

Samme dag hørte jeg, at Félix var blevet anholdt.

Jeg var langt fra færdig med alle mine gøremål i London.

Men når Félix var blevet anholdt, ville jeg ikke være der mere.

Jeg besluttede at tage hjem samme aften.

- Har De aldrig sprunget i faldskærm? - Nej.

Vær meget forsigtig, når fødderne rammer jorden.

Prøv ikke at blive på benene, men bøj knæene og rul. Er De med?

Ja. Sådan, da.

- Har De aldrig sprunget før? - Aldrig.

Op at stå.

De kunne jo ramme os ved et uheld.

Læg Dem bare til at sove igen. Faren er drevet over.

Så er tiden inde.

Gør klar til at springe.

Nu!

Nu!

Da Félix blev anholdt i mit fravær, kom Mathilde til Lyon fra Paris.

Hun havde organisatorisk talent, så hun blev min stedfortræder.

Chefen sagde, hun var fantastisk, og alligevel overraskede hun mig.

Hun var lige god til at udstede ordrer og modtage dem.

Hun er viljestærk, systematisk og tålmodig.

Flere timer om dagen studerede hun tegningerne over officersskolen, -

- som nu var Gestapo-hovedkvarter.

Félix sad i en celle for folk, som skulle tale for enhver pris.

Først ville hun bruge sprængstof til at sprænge hul i muren.

Så forkastede hun den redningsplan -

- og undersøgte en anden, som krævede forklædning.

Hun fandt mig en ny kommandocentral.

Man kan ikke forestille sig et sikrere og rarere skjulested.

Min vært var nu baron de Ferté-Talloire, -

- tidligere kavaleriofficer, naturligvis.

Før krigen var jeg en svoren fjende af republikken.

Sammen med mine forpagtere, tjenestefolk og staldkarle -

- har jeg etableret en deling med jagtrifler og revolvere.

Tanken var, at vi skulle lave et kavaleriangreb mod rådhuset, -

- hvis royalisterne skulle gøre oprør.

Denne velorganiserede deling eksisterer stadig -

- og vil kunne beskytte mig.

Baronen foreslog mig at bruge hans jord til udspring og landinger.

Han fik i den grad sine ønsker opfyldt.

Underligt, som tingene kan vende.

Et af flyene landede, -

- mens det andet fløj i ring langt nede -

- for at kamuflere landingen med sin regelmæssige maskinlyd.

Dernæst lettede det første fly og udførte samme manøvre.

Den nat ankom der fire mænd fra London og fire mænd rejste.

Bøffel, Masken, Jean-François og Mathilde førte tilsyn med operationen.

Er din mand klar over, hvad du laver?

Overhovedet ikke. Heller ikke min datter.

Det er hende her. Hun er 17 år.

- Det må du ikke gå rundt med. - Nej, jeg skiller mig af med det.

Før vi vender tilbage til rutineopgaverne, -

- må vi gøre noget for Félix.

Jeg ved, Félix ikke har cyanidpiller på sig.

Ikke fordi jeg tror, han siger noget, men han kan ikke holde til torturen.

Og Gestapo giver ikke en lejlighed til at begå selvmord.

Og han skal forskånes for tortur, der kan vare dage og uger.

Jeg har tænkt over det. Der er ikke så mange løsninger.

- Har du et forslag? - Vi bryder ind og får Félix ud.

Jeg kan ikke ofre en kampgruppe på en håbløs mission.

- Jeg kan ikke ofre nogen. - Vi behøver ikke nogen kampgruppe.

Med Masken, Jean-François, og Bøffel kan jeg gøre det.

Ja, mon ikke.

- Hvad er planen? - Kan du skaffe tre tyske uniformer?

- Naturligvis. - Så gør det.

Først og fremmest må vi kontakte Félix for at advare ham.

Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg finder på noget.

Félix skal være forberedt på, at vi kommer.

Jeg har forsøgt i en uge.

Stedet må være bygget af tyskere. Umuligt at trænge ind i.

Det bliver bestemt ikke let.

- Den er varm. - Tak.

- Den er varm. - Tak.

"M. Gerbier, jeg har hverken Maskens mod, -

- Bøffels styrke -

- eller Mathildes frækhed."

"Jeg vil ikke være med i forehavendet."

"Men jeg er vis på, at Mathilde og mine kammerater klarer det."

"Forsøg ikke at finde ud af, hvad der er blevet af mig."

M. DUPONT VED MANGE TING OM MODSTANDSBEVÆGELSEN

- Hvordan gjorde du? - Tja ...

- Vi får kun brug for de to. - Det ved jeg.

... under ingen omstændigheder før lægen siger til.

Det skal følges til punkt og prikke.

Under ingen omstændigheder ...

INGEN ADGANG

- I må ikke gøre det uden mig. - Det er udelukket, at du er med.

Husk, hvad du sagde forleden. Du kan ikke undvære nogen.

Især ikke når denne "nogen" er dig.

- Mathilde, det gælder også dig. - Må jeg lige forklare?

To mænd. Det ser tilforladeligt ud. Tre er for mange.

Da du havde Jean-François, bad du om tre uniformer.

Ja, men i sidste øjeblik havde jeg kun taget Masken og Bøffel med.

Jean-François ...

- Jeg stolede på ham. - Det gjorde jeg også.

Men jeg havde aldrig troet, at han kunne svigte os på den måde.

Hvad foregår der derude?

- Hvem er det? - Han blev angivet anonymt.

- Den anonymt angivne mand. - Hent ham herind.

Følg ham ind.

Dupont er naturligvis Deres eneste identitet?

Naturligvis.

- Hvilken organisation tilhører De? - Jeg ved ikke, hvad De mener.

Ved De, hvilken risiko De løber?

Bliver De skudt under et falsk navn, ved ingen, hvad der blev af Dem.

Jeg forlod mit skjulested. En forudanelse, måske.

Tre dage efter blev baronen og hans mænd anholdt og skudt.

Hvad er der galt?

Vi skal køre en Félix Lepercq -

- til oberstløjtnant Boemelburg i Gestapo-hovedkvarteret i Paris.

- Félix Lepercq? - Ja. En terrorist.

- Det haster. - Træd ud.

Øjeblik.

Træd ud.

Der er kommet en ambulance fra Gestapo i Paris -

- for at hente terroristen Félix Lepercq.

Ring til lægen og før ham ind til fangen.

Félix, kan du høre mig?

Mathilde, Bøffel og Masken er her for at hjælpe dig.

Har du mange smerter?

Det nytter ikke.

Han vil have store smerter ... lige til det sidste.

Jeg kan ikke tillade, at en døende mand bliver flyttet.

Jeg beklager.

Så skriver jeg rapport.

Jeg har nogle cyanidpiller. Vil du have en?

- Vi kunne have reddet Félix. - Det var der ingen, der kunne.

Ikke engang du .

I øvrigt er du eftersøgt. Hold lidt lav profil en tid og kom så tilbage.

Den første flyver er til dig.

Udelukket. Der dukker modstandsgrupper op alle vegne.

Vi må lave en samlet ledelse og tilbyde træning og forsyninger.

Der er ingen til at tage min plads.

Hvis du bliver taget, må nogen jo gøre det.

Politiet!

Spiser man godt her på "Germaine's" ?

Kød til alle måltider, og ingen beder om kuponer.

Alles identitet skal undersøges.

Kom så. Af sted.

Jeg gemmer den til senere.

Vi skal ryge hurtigt. De kommer efter os, og han vil ikke have ballade.

Vi kan ikke få mere ballade.

Denne gang sker det.

TRANSFINIT OG KONTINUERLIGT

Ordet "at elske" giver kun mening for mig i forhold til chefen.

Han betyder mere for mig end alt andet end livet.

Hvis Luc Jardie forsvandt, ville jeg gerne leve videre.

Jeg skal dø, og jeg er ikke bange.

Det er umuligt ikke at være bange, når man skal dø.

Jeg er for kortsynet, for meget dyr til at kunne tro det.

Hvis jeg nægter at tro det til den bitre ende, dørjeg aldrig.

Sikke en opdagelse. Det ville chefen synes om.

Jeg må udvikle den teori ...

Kompagni, gør holdt!

Venstre om!

1. geled, fremad march.

- Fjern lænkerne. - Javel, hr. kaptajn. Fjern lænkerne.

1. geled, venstre om.

I kolonne, fremad march.

2. geled, højre om. Fremad march.

Om et minut vender I ryggen mod geværerne og kigger ind i væggen.

Løb alt, hvad I kan.

Vi skyder ikke med det samme. I får en chance.

De, der når hen til muren, bliver først henrettet i næste omgang.

Man kan altid forsøge. Vi har ikke noget at tabe.

Han ved, hvad mine ben vil gøre.

Han gør sig klar til forestillingen.

Hans sikkerhed hæmmer mig mere end lænkerne.

Løb!

Jeg vil ikke løbe. Jeg løber ikke.

- Bed mændene skyde. - Skyd!

Skyd! Bliv ved!

Bliv for fanden ved med at skyde!

Glem røgsløret!

Slå alarm!

Skynd dig at komme.

Løsningen var omhyggelig timing. Mathilde planlagde det.

Det var nemt. Vi havde oplysningerne.

Hvad hvis jeg ikke var løbet?

Er der noget, der går dig på? De mænd, som blev tilbage?

Nej, jeg tænker på den officer, som var sikker på, jeg ville løbe -

- som en skræmt kanin.

Kør hurtigt.

Ikke smukt, men sikkert.

Nok til en måned. Der er vand, men jeg prøver at få fat i noget vin.

Nej, lad være med at komme, før måneden er gået.

Udmærket.

Så går jeg. Bilen må ikke blive set her.

Af sted med dig.

Rens din arm og dit lår godt. Der må ikke gå betændelse i det.

- Godt, Guillaume. - Jeg har lagt en barberkniv.

I tre uger levede jeg alene som et frygtsomt dyr.

Jeg udarbejdede en lang rapport til London -

- og tvang mig selv til at tro på, der var brug for mig.

Jeg så hverken Mathilde eller nogen af de andre igen.

PROBLEMET MED GRUNDMATEMATIKKEN

DEN ABSTRAKTE GRUPPETEORI

OM VIDENSKABENS TEORI OG LOGIK

AKSIOMATISK METODE OG FORMALISME

Min forbindelse til omverdenen er fem bøger, Jardie skrev før krigen.

De holder mig med selskab.

Om natten bliver jeg hjemsøgt af Jean-François' forsvinden.

Bøffel eller Masken?

Dig? Er det dig?

- Jeg må tale med dig. - Hvornår er du kommet tilbage?

For fire dage siden. Efter at de havde taget Mathilde.

Vi må tale om hende.

Det må vi, Philippe.

Mathilde blev anholdt den 27. De har ikke gjort hende fortræd.

Det har hun formidlet til os.

Gestapo fik hurtigt afsløret hendes rigtige identitet -

- og familiens adresse.

Mathilde havde desværre beholdt billedet af datteren.

Så kan du gætte dig til resten.

- Billedet? - Den eneste fejl, Mathilde begik.

Tyskerne vidste, hvordan de skulle knække den enestående kvinde.

Billedet. Hvorfor beholdt hun det?' Jeg sagde det jo til hende.

Hun overtalte tyskerne til at give hende billedet tilbage.

- Hvordan? - Vi modtog et nødråb fra Mathilde.

Tyskerne gav hende et valg.

At oplyse navne på folk i bevægelsen eller få sendt datteren til Polen -

- til et bordel for soldater, som kommer lige fra den russiske front.

Sådan ligger landet.

Jeg kom for, at vi sammen kunne finde en løsning.

- Mathilde kan flygte. - Nej. Og heller ikke begå selvmord.

De er tålmodige i Gestapo. Datteren kommer til at bøde for alt.

- Hun kunne forsøge at vinde tid. - Hvor meget tid?

Nej, vi har langt fra løst problemet.

Nu kommer Bøffel.

Han behøver ikke vide, at jeg er her.

Der er et lille rum ude bagved.

- Her er nogle briller. Samme slags. - Tak.

Noget nyt om Mathilde?

- Er der? - Jeg ved ikke noget.

- Hvad? - Jeg ved ikke noget.

Det hele står i brevet.

Mathilde blev løsladt i går morges.

Gerbonnel og Arnaud er blevet anholdt i aften. Ikke sandt?

Det står jo i brevet, ikke?

Vidste du det, Maske?

Jeg står ikke for rapporter.

Mathilde skal omgående likvideres.

Det mener du ikke!

Nej, jeg rører ikke Mathilde.

Jeg har samarbejdet med hende. Hun reddede mit liv.

Jeg så hende hos Gestapo i Lyon. Hun er en formidabel kvinde.

Så mange mænd, det skal være. Du kan bare sige til.

Men Mathilde?

Aldrig i livet!

Der er ikke noget at diskutere. Hun må og skal fjernes.

- Det gør du ikke! - Vi har andre til det end dig.

- Om nødvendigt gør jeg det selv. - Nej. Det kan du ikke tillade dig!

På skydebanen kunne du have løbet som en gal, -

- men det havde ikke nyttet uden Mathildes granater.

Du gør det ikke. Om hun så angiver os alle.

Hun kæmpede for mig og for dig og nu for sin datter.

- Det kan vi ikke bebrejde hende. - Nok om det. Sagen er afgjort.

Du er fej nok til det. Men så vil jeg hellere dræbe dig.

- Stop! - Bland dig udenom.

Du trillede med kugler, da jeg var legionær.

Tror du, jeg stiltiende kan lade jer gøre det?

Du må være gal. Flyt dig, ellers ryger I begge to.

Vi skal bruge en, som intet kender til våbnene i dette forladte hus.

Sid ned, min ven.

Tag en cigaret. Du har godt af det. Ikke, Gerbier?

- Hørte du det hele? - Du har ret.

Mathilde er en pragtfuld kvinde, -

- mere end du aner, men vi slår hende ihjel.

- Det kan vi ikke. - Jo. Bare vent og se, min ven.

Vi slår hende ihjel, fordi hun beder os om det.

- Har hun sagt det? - Nej, men det er indlysende.

Tænk dig om.

For at redde datteren kunne hun have givet navne og adresser.

Du kender hendes hukommelse.

I stedet forklarer Mathilde, at vi hele tiden er i bevægelse, -

- og at hun er nødt til at genetablere forbindelsen.

Kort fortalt, er hun blevet løsladt. Det er indlysende.

Prøv at sætte dig i Mathildes sted.

Tvunget til at angive dine venner og ude af stand til at begå selvmord.

Jeg ville ønske at blive dræbt.

Tror du, du er modigere eller bedre end Mathilde?

- Undskyld. - Tag en tysk bil. Masken kører.

Jeg sidder bagi.

- Hvorfor nu det? - Mathilde vil gerne se mig.

Det er ikke Deres opgave.

Det er en ordre.

Det er ikke nødvendigt, chef.

Er du sikker på det, du sagde om Mathilde?

Hvad ved jeg?

Min hypotese kan være rigtig.

Måske ville hun se datteren igen og fandt det svært at dø.

Det er det, jeg vil finde ud af.

Jeg var nødt til at give dig den sværeste opgave.

Dig i den likvideringsvogn?

Intet er helligt mere.

SØNDAG DEN 23. FEBRUAR 1943

Kør.

CLAUDE ULLMANN, KENDT SOM "MASKEN" , -

- SLUGTE SIN CYANIDPILLE DEN 8. NOVEMBER 1943.

GUILLAUME VERMERSCH, KENDT SOM "BØFFEL" , -

- BLEV HALSHUGGET I ET TYSK FÆNGSEL 16. DECEMBER 1943.

LUC JARDIE DØDE UNDER TORTUR DEN 22. JANUAR 1944 -

- EFTER AT HAVE AFSLØRET ÉT NAVN: SIT EGET.

OG DEN 13. FEBRUAR 1944 -

- UNDLOD PHILIPPE GERBIER AT LØBE.