All language subtitles for A Forbidden Orange (2021) WEB.dan

Man siger, at en sommerfugls
vingeslag kan skabe forandring -

- men det kan mere ødelæggende
begivenheder også.

Krigen bryder ud.
Soldater mobiliseres i hele verden.

Nogle af dem voldtager en kvinde
i London.

Hendes mand skriver en bog
baseret på begivenheden.

Bogen læses af en af de vigtigste
instruktører i filmhistorien -

- og han laver en film af den.

Jeg giver mit ansigt og min sjæl
til hovedpersonen.

Filmen får premiere
og bliver en succes.

Den får ros -

- men den bliver også
nådesløst angrebet og forbudt.

FORBUDT

Hvilken sommerfugl fik indbyggerne
i en lille by i Spanien -

- som på den tid var underlagt
et ekstremt diktatorregime...

til at nyde en af de mest
nyskabende film nogensinde?

EN FORBUDT APPELSIN

Min sommerfugl
hedder Lindsay Anderson.

Havde han ikke givet mig hovedrollen i "Hvis..."
-

- havde Alex DeLarge nok fået
et andet ansigt...

og ingen havde sagt, at Malcolm
McDowell var født til rollen.

En rolle, der 50 år senere
stadig er hos mig -

- og som på nogen måder
har formet mit liv.

Jeg havde hørt,
at jeg var Stanley Kubricks første -

- og eneste valg til at spille Alex.

Det gav mig en vis selvtillid -

- og den 7. September 1970
begyndte jeg indspilningerne.

Det var et halvt års
krævende arbejde.

Jeg blev presset på mange måder,
men det var enormt tilfredsstillende.

Jeg havde ingen anelse om,
hvor stor filmen ville blive -

- men jeg vidste,
at den ville blive lagt mærke til.

Vi blev færdig med indspilningerne
den 24. Februar 1971.

Stanley brugte flere måneder
på at gøre filmen færdig.

Endelig blev premieren planlagt
til slutningen af året -

- og alt vores arbejde
skulle få sin endelige dom...

fra publikum og kritikere.

"A Clockwork Orange" havde premiere
i slutningen af 1971 i New York -

- og i januar 1972 i London.

Filmen ramte mig virkelig,
men den frustrerede mig også -

- for jeg forstod ikke al dialogen.

Mange år senere fandt jeg
selvfølgelig ud af -

- at sproget var opfundet.

"A Clockwork Orange" var omgivet
af en aura af skandaler.

Mange sagde,
at den var amoralsk og ond -

- og at den hyldede forbrydelser.

"I biograferne lærer vi
at acceptere vold."

På et tidspunkt var det
som en bandlysning -

- eller en forfølgelse.

Folk så ikke filmens værdi.

Den blev kaldt moralsk forkastelig.

Det fik Kubrick -

- til at trække filmen tilbage.

Han fjernede den fra biograferne.

Han ville ikke give næring
til noget -

- som han anså for
ikke at være tilknyttet filmen.

Efter et årstid fik Stanley
og hans familie -

- adskillige dødstrusler med posten.

Politiet rådede ham til
at trække filmen tilbage -

- og det gjorde han,
men kun i England.

Filmen var en stor succes.

Men det var nedslående at se,
at publikum og nogle kritikere -

- havde for travlt med
at angribe volden i filmen.

De havde ingen interesse i
at forstå -

- den dybere og stærke besked,
filmen forsøgte at overbringe.

Filmen gav virkelig genlyd -

- over hele verden.

Og samtidig forsvandt den.

Den havde en aura
som en forbandet film.

I nogle lande blev den kaldt sådan
pga. Publikums reaktion på den.

Men andre steder forbød man den
fremfor at bearbejde det.

FORBUDT I BRASILIEN

Et af de steder var Spanien.
"A Clockwork Orange" blev forbudt -

- og blev til "A Forbidden Orange".

Men vil vi forstå årsagen til det,
skal vi tilbage i tiden.

Siden 1939 havde Spanien været styret
af den fascistiske diktator -

- general Francisco Franco.

Han tog magten ved et kup,
og en grusom borgerkrig fulgte.

Spanien udgyder sit blod
for at forsvare civilisationen.

Efter mange års isolation
begyndte Francos regime -

- at åbne sig mod resten af verden
i 1960'erne.

Man bød turister velkommen.

Og Spanien blev snart
et populært sted at indspille -

- store internationale film.

Dengang var der ingen kontrol.

Franco sagde, at indtjeningerne
skulle blive i Spanien.

Han indførte en regel om,
at indtjening og royalties -

- fra de amerikanske film skulle
investeres i spanske produktioner.

"Spartacus", "55 dage i Peking",
"Lawrence af Arabien" -

- "Doktor Zhivago"
blev indspillet i Spanien.

Derfor kom mange Hollywood-stjerner
og instruktører til landet.

Trods denne åbenhed
holdt regeringen stadig borgerne -

- isoleret fra resten af verden.

Man ville undgå kulturelle
begivenheder -

- som kunne bringe regimets
moralske værdier i fare.

Jeg har styret denne stat i 30 år -

- og har reddet nationen
fra tidens storme.

Og jeg er her stadig,
parat til hvad som helst.

Havde nogen spurgt mig, om filmen
kunne blive vist i Spanien dengang -

- ville jeg have sagt,
at det var næsten umuligt.

Måske i Madrid eller Barcelona,
men ikke i en provinsby -

- som blev regnet for at være
en af de mest konservative byer.

VELKOMMEN TIL VALLADOLID

I 70'erne var Valladolid
en vigtig universitetsby -

- og en stor industriby.

Der var Renault-fabrikken.
FASA-Renault.

Dengang havde FASA 15.000 ansat -

- så byerne omkring Valladolid
blev affolket.

Mange flyttede til hovedstaden.

Indtil da, var Valladolid
en typisk provinsby.

Jordejerne bestemte her.

FASA satte gang i en udvikling -

- men de sociale forskelle
var stadig tydelige.

Kvartererne var helt almindelige.

Levevilkårene var rædsomme,
og i Centrum...

Familierne, der boede i Centrum -

- var overklasse,
og der var ikke mange af dem.

Det er en by, hvor overklassen
er tæt knyttet -

- til landområderne,
så den er ret konservativ.

Dengang var folk også
meget troende katolikker.

Den var ikke ekstremt katolsk.
Det ville være en overdrivelse.

Men den virkede som en katolsk by
med fastgroede traditioner.

De syv ords optog i Valladolid -

- rider gennem byen
til lyden af trommer og trompeter.

Passende for en by
med forfædre i kavaleriet.

Byen har 20 kristne broderskaber.

Der skete også en masse
omkring universitetet.

Der var meget aktivitet
både i fakulteterne og privat.

Der var mange aktiviteter.

Én ting, der ikke var så meget af -

- var kulturelle tilbud.

Vi sad meget derhjemme.

Vi gik meget i biografen.

Nogle gange tre-fire gange
om ugen.

ONKEL TOMS HYTTE

Jeg arbejdede i en bank -

- men om eftermiddagen,
hjalp jeg til i familiens biograf.

Siddepladserne i Roxy Cinema
var min legeplads.

Jeg lærte at sælge billetter
og viste folk på plads.

Jeg gemte mig bag gardinerne
for at se lidt af voksenfilmene.

Dengang var biograferne
den bedste underholdning.

Det var min verden.

Den første film blev vist kl. 17.

Der kom ikke bare 20-30 kunder,
men 400-500.

Der var altid udsolgt.

Det er dejlige minder.

Ens forældre tog én med,
og man voksede op -

- med en kærlighed til film.
Det var så vigtigt.

Kun få steder har jeg været
lykkeligere end i biografen.

Lyset blev slukket, og man ventede
spændt på, at strålen af lys -

- skulle fylde lærredet med billeder.

Det var fuldkommen magisk.

Man ventede på et
af livets vidundere.

For mig var biografen
en pause fra hverdagen.

Det var en fantasiverden,
der var forbundet til virkeligheden.

Et ønske om en anden verden.

Via filmene opdagede folk nye ting
og rejste ud -

- og dannede meninger.

Jeg mener, at filmene forandrede
kulturen i Valladolid.

Først var det universitetet -

- men filmugen gav også
det hele et skub.

Jeg elskede filmugen,
for den forandrede byen.

Pludselig var der nye ting
at se i Valladolid.

Jeg kom til Valladolid i 1964.

Jeg havde taget mine eksaminer -

- for at arbejde i
statsadministrationen.

Jeg bad om at arbejde i Valladolid -

- på grund af
den internationale filmuge.

Festivalen blev grundlagt
af Antolin de Santiago y Juárez -

- chefen for information og turisme
og en mand, der kunne organisere.

Han ville lave en festival
for religiøse film.

Festivalen var en udvidelse
af påskeugen.

Festivalen begyndte med en messe -

- som alle gæsterne deltog i.

Man talte meget om,
at nonner og præster deltog -

- og det var folk
mest interesseret i.

RELIGIØS FILMUGE

Den første festival
var for religiøse film -

- og de viste en kontroversiel film,
som folk klagede over.

Men man måtte gøre det bredere -

- for der var ikke så mange
gode, religiøse film.

Derfor kom der også film
om menneskelige problemer.

Det betød meget for festivalen -

- for nu kunne man vise
alle slags film.

Nu hed den De Religiøse og
Menneskelige Værdiers Filmfestival.

Det dækkede over mange ting.

Socialrealisme, politik -

- og film set
fra et humanistisk synspunkt.

Der var plads til alt.

Også erotik, for det ligger
meget dybt i mennesket.

Det skabte mange diskussioner.

Det var en stor forandring.

Man foreslog lidt frække film -

- svære film, kontroversielle film.

Man var ikke sikker på,
hvilken planet de kom fra.

Man kunne nok ikke se
den slags film andre steder.

Vi begyndte at få film
fra den anden side af jerntæppet.

De blev ikke vist andre steder.

Vi havde Felini-film,
Rossellini-film...

- Ingmar Bergman.
- Der var film fra Den nye bølge.

François Truffaut.

Det lykkedes os at få Buñuel.

Og vi viste "Mælkevejen"
og "Simon i ørkenen".

Det var fantastisk,
men det gav os problemer.

Først med ærkebiskoppen,
som nær kom op at slås med Antolin.

Og så med filmskolen -

- som var ledet af fader Staehlin
og fader Landaburu.

De var utilfredse med festivalen.

Der var nervøsitet.

Vi vidste,
at der ville blive ballade.

De viste "Jomfrukilden".

Der er en voldtægtsscene i den -

- og der var lidt panik,
for der var nonner til stede.

Det virkede sært at vise Bergmans
film til en religiøs filmuge.

Det var foruroligende film -

- og man vidste ikke,
hvad man skulle tænke.

Det var en kulturel opvågning,
som filmugen skabte.

De viste film,
som virkelig chokerede folk -

- men de ville se dem alligevel.

Der var udsolgt i biograferne
hver dag i filmugen.

Filmugen åbnede mine øjne
for resten af verden.

Der var en intellektuel
og kulturel nysgerrighed -

- blandt de unge mennesker.

Der var en allestedsnærværende
censur, så man ledte efter måder -

- at holde kulturens flamme
i live på.

Det var ikke let
at holde kulturens flamme i live.

Fra begyndelsen af diktatorregimet -

- ville man holde fast
i de katolske værdier.

Så man indledte et korstog -

- for at kontrollere ethvert forsøg
på at åbne borgernes sind.

På kirkernes opslagstavler
stod der om planlagte messer -

- og om begivenheders
moralske klassifikation.

Man kunne tjekke filmene -

- og man skulle kun se dem
med et ettal.

De var egnede for alle.

Censuren var et af regeringens
stærkeste redskaber -

- og den var især hård ved film.

Francos regime var hårdest
med filmcensuren.

Det var let gjort på mange områder.

De nøjedes ikke med
at klippe i filmene.

De indførte verbal censur -

- hvilket betød,
at de ændrede dialogen.

Der var den berømte sag
om filmen "Mogambo" -

- hvor man brugte censur.

Man ville tydeliggøre
de romantiske forhold.

Men de gjorde det, så det blev
til incest i stedet for utroskab -

- og det er en meget større synd.

Ud over manipulationer,
udeladelser og forandringer -

- var det sværeste at få fat på film,
der ikke blev vist andre steder.

Vi fik ikke de frække film -

- ej heller de erotiske
eller de politiske.

For eksempel Kubricks film
"Ærens vej" -

- som er en anti-krigsfilm og en af
hans bedste, nåede aldrig hertil.

Kubricks "Ærens vej"
og hans næste to film -

- kom også under hård behandling
af Francos censorer.

Spartacus blev taget af plakaten -

- og "Lolita", en af tidens
mest kontroversielle film...

blev forbudt af ministeriet
for information og turisme.

Censoren med ansvar for "Lolita" -

- sagde, at som katolik
og en pligtopfyldende borger...

måtte hun modsætte sig den bølge
af korruption og pornografi...

der oversvømmede litteraturen
og filmens verden.

"Jeg kan ikke lide 'Lolita',"
skrev hun. "Den duer ikke i Spanien."

Francos regime var frygteligt.

Det var mørkt og brutalt.
Helt uden sammenligning.

Alt det, der var moderne -

- og som man gerne ville være
en del af, blev standset.

"Dr. Strangelove"
og "Rumrejsen år 2001" -

- var blevet vist i Spanien
uden problemer.

Men alt forandrede sig, da Warner
Bros. Ville vise A Clockwork Orange.

Filmen blev forbudt
og måtte ikke vises i landet.

Men trods det, kunne man ikke
kvæle interessen for film -

- og et mærkeligt fænomen
dukkede op.

I 1973 blev der lavet en film,
der var ekstremt inspireret -

- af "A Clockwork Orange"
i Spanien.

En film, hvor Alex var en kvinde.

Politiet påstår,
at hun har begået onde gerninger.

Ja, en interessant sag.

"En dråbe blod for en kærlig død" -

- var en spansk-fransk
sensationsfilm.

Den var så inspireret
af A Clockwork Orange -

- at man gav den den sarkastiske
titel "A Clockwork Tangerine".

Vi vil forsøge at gøre dig nyttig
inden for lovens rammer.

Filmen fik premiere i USA under
titlen "A Clockwork of Terror".

Man ville udnytte populariteten
fra Kubricks film.

Det var ærlig talt sjovt at se mig
selv som morder-sygeplejerske.

Og endnu mere interessant
at rollen blev spillet af Sue Lyon.

Hovedrolleindehaveren fra en anden
berømt Kubrick-film: "Lolita".

"En dråbe blod for en kærlig død"
instrueret af Eloy de la Iglesia -

- og José Luis Garci skrev
manuskriptet.

Ingen af dem lagde skjul på
inspirationen fra A Clockwork Orange.

De gik så vidt, at de havde billeder
af Stanley Kubrick med i filmen.

Det er tid til den tredje film,
"A Clockwork Orange".

Produceret i 1971 af Warner Bros.
Og instrueret af Stanley Kubrick.

Filmen nåede ikke Stanleys film
til sokkeholderne -

- men censuren angreb den
alligevel nådesløst.

"Brutal, uhyggelig, usund.
Den er forbryderisk og amoralsk."

"Udfør de nødvendige klip."

Francos regime kasserede
enhver form for kulturelt indhold -

- som ansås for undergravende.

De spanske filmelskere
havde kun to muligheder -

- for at se de film,
regeringen nægtede dem at se.

Man kunne gå til hemmelige visninger
eller rejse til udlandet.

Tog man til Paris
var det ikke kun Eiffeltårnet -

- og Champs-Élysées, der trak,
men også biograferne.

Buñels film,
der ikke blev vist i Spanien -

- og andre instruktører.

I weekenden i Catalonia,
især i Barcelona -

- arrangerede man ture
til Perpignan...

for at se film som "Emanuelle"
eller "Sidste tango i Paris".

Det var som at gå på La Rambla.
Alle kendte hinanden.

Og folk havde travlt.

Man så en film kl. 15, og så løb man
hen til en anden biograf -

- fordi man havde billetter
til to film til.

Erotiske film og andre,
som var forbudte i Spanien.

Og når folk var i udlandet
og så andre forbudte film -

- kunne de også se
"A Clockwork Orange".

Jeg så den i Montreal i Canada -

- omkring 1973.

Jeg tænkte, at det ville svært
at få den til Spanien.

Censuren var meget streng -

- og muligheden for, at den kom,
var meget lille.

Jeg slog det ud ad hovedet.

Men så var jeg chef
for festivalen i 1975

og muligheden for at vise
"A Clockwork Orange" dukkede op.

Warner Bros. Ringede til mig
og sagde:

"Vi vil gerne vise "A Clockwork
Orange" i Valladolid -

- og Statens Filminstitut
har sagt ja."

Det, at Statens Filminstitut -

- og distributøren Warner Bros...

overvejede at give Valladolid
en chance, gav en vis status.

Alt faldt på plads i februar,
da staten offentliggjorde -

- at hele systemet med censur
var blevet midlertidigt ophævet.

Regimets ledere forstod,
at det ikke kunne blive sådan ved.

Måske så de filmen
som en måde til at vise folk -

- at de også kunne være moderne
og vise kontroversielle film.

Det var deres måde at vise på,
at regimet var ved at forandre sig.

Det var stort i Spanien -

- at "A Clockwork Orange" måske snart
ville blive vist i biograferne.

"A Clockwork Orange" blev vist
ved Valladolid Film Festival i 1975 -

- og det virkede måske
som noget af en milepæl.

Men det var ikke første gang,
en såkaldt problemfilm -

- var smuttet igennem regimets
brutale censur.

Både statens filminstitut og censur -

- havde før tilladt fremvisninger
ved filmfestivaler...

af problematiske film.

De ville studere,
hvordan publikum reagerede -

- på de tvivlsomme
og kontroversielle billeder.

De lavede et eksperiment
i Vallaolid i 1974 -

- som skabte en del røre
ved indgangen til biografen.

Filmen var "Jesus Christ Superstar".

Der blev stor opstandelse, hvilket
er sjovt, for filmen er ikke...

"Jesus Christ Superstar" -

- fik tilladelsen en fredag
til at blive vist om søndagen...

af ministerrådet
med selveste Franco i spidsen.

Det var med det i tankerne,
at vi, da de foreslog os at vise -

- "A Clockwork Orange"
bestemte os for at gøre det.

Vi tænkte, at det var som at smide
en bombe, og det var det.

Sandheden var, at Valladolid ikke
var klar til bomber.

Det her var noget,
man ikke vidste uden for Spanen -

- for al information
var kontrolleret af regimet.

Men spanierne var begyndt
at mobilisere imod diktatorregimet -

- som viste flere og flere tegn
på svaghed.

1974 var en svær tid for Valladolid.

Forandringens vinde blæste
gennem gaderne -

- og i 1975 var byen
på randen af kaos.

FASA-Renault gik i strejke
sammen med bygningsarbejdere.

Kvarterer blev ødelagt.
Der var stor social aktivitet.

Andre industrier gik også i strejke
i kamp for aftaler -

- og forbedringer af arbejdsvilkår.

Man så mange lock-ins
og forsamlinger i kirker -

- og nogle præster sagde...

at de var sendt af kirken
for at undervise arbejderne.

Men de endte med
at gå med i fagforeninger.

Protesterne begrænsede sig ikke
til arbejderbevægelsen.

Universiteterne blev også rystet
af forandringskrævende studenter.

De unge forlangte frihed
og et mere frit samfund.

Valladolid havde en befolkning
på 200.000 -

- og 30.000 af dem var studenter.

Så den politiske atmosfære
var ret aggressiv.

I 1975 læste jeg engelsk filosofi -

- ved Valladolid Universitet.

Elisa Serna kom for at give koncert -

- som senere blev forbudt.

Men koncerten blev gennemført,
for i ordren stod der -

- at militæret ikke måtte
gå ind på området.

Men sådan gik det ikke.
Politiet kom ind -

- og brugte deres stave
til at afbryde koncerten.

Vi løb mod udgangen,
men nogle var heldigere end andre -

- og flere af os fik et lag tæsk.

Min far var republikaner.
Og han sagde:

"Det er godt, min pige,
men ideer er én ting -

- og politisk aktivisme en anden."

Den koncert forandrede
Valladolid Universitet for altid.

Regeringen ville gøre et eksempel
af universitetet -

- og afsluttede det akademiske år.

UNIVERSITET LUKKER

Universitetet lukkede.

Afgørelsen blev taget af rektoren
José Ramõn del Sol.

Han kom ud
fra det medicinske fakultet.

Der havde forsamlet sig
folk på gaden.

De kastede med æg og råbte,
at han skulle træde tilbage.

Det fik den akademiske ledelse
til at holde et møde.

De satte en seddel op om -

- at på grund af balladen...

var alle akademiske aktiviteter
suspenderet på ubestemt tid.

Regimet var særdeles virksomt
i Valladolid og andre steder -

- og straffen for at tilhøre visse
politiske organisationer...

kunne være fængsel.

Den politisk-sociale brigade,
havde været på toppen -

- men var blevet lidt udvandet
i slutningen af 60'erne.

Nu genvandt den sit dårlige ry -

- med massearrestationer på
universitetet og FASA-Renault.

En gruppe studenter
blev idømt mange års fængsel.

En af studenterne -

- var efter sigende involveret
i en ulykke på politistationen.

De sagde, at han ville flygte
via stationens gårdhave -

- men Cancho sagde altid,
at de smed ham...

fra stationen ned i gårdhaven.

Forestil jer al den ballade -

- i en by med en så lille befolkning.

Og i løbet af natten annoncerede
filmfestivalen, at i april -

- ville man vise "A Clockwork Orange"
i anledning af jubilæet.

Det rystede kulturlivet.

Det var som en krigserklæring -

- at vise noget, der ikke var
godkendt, og som havde skabt ballade.

Forventningerne var skyhøje.

Desværre,
på trods af forventningerne -

- blev filmens deltagelse i
festivalen ramt at virkeligheden.

Det havde intet at gøre med censur
eller den politiske ballade.

Problemet kom fra uventet kant.

I hvert fald for dem, der aldrig
havde arbejdet med Stanley.

Femten-tyve dage før festivalen
ringede Warner Bros. Og sagde:

"Vi vil gerne se jeres kopi
af "'A Clockwork Orange' -

- for vi er ikke sikre på,
at den er i god stand."

Så filmen forlod Valladolid
og rejste til Madrid.

To dage efter
at have sendt filmen tilbage -

- ringede Warner Bros. Igen:
"Vi er kede af det -

- men Kubrick vil ikke give
tilladelse til visning af filmen."

Hvad for noget? Vi var målløse.

Der var kun lidt over en uge
til festivalen.

Kubrick mente ikke,
at Valladolid var det rette sted -

- at præsentere filmen i Spanien.

Han havde nok hørt
Valladolids internationale ry -

- for at være stærkt forbundet
med religiøse film.

Jeg tror også, han havde hørt -

- at Valladolids 35 mm
fremvisningsudstyr...

ikke var godt nok
til at garantere den fremvisning...

han ønskede for filmen.

Han var ekstrem perfektionist.

Jeg tilbragte en uge med ham,
mange timer hver dag -

- da jeg begyndte oversætterarbejdet
og dubbingen af Ondskabens hotel.

Jeg havde gjort det med
"A Clockwork Orange" -

- og jeg glædede mig til at bo
på et stort hotel ved hans hus.

En dag bad jeg ham om noget -

- jeg vidste, han ikke ville give
mig. Et interview.

Du sagde forleden,
at du elsker at gå i biografen.

Gør du stadig det jævnligt?

Jeg forsøger at se alle film.

Jeg har fremvisere derhjemme,
så det er lettere nu.

Må jeg spørge dig om,
hvilke film du foretrækker?

Gode film.

Det var ikke som at tale med
en stjerne, men sådan var han.

Han havde noget,
jeg sætter pris på hos folk.

Især dem,
der er så dygtige kunstnere -

- og som andre har interesse i.

I stedet for at tale om sine film
eller Hollywood -

- spurgte han om f.eks. Spansk
politik og den spanske borgerkrig.

Du nævnte, hvor fantastisk en film
den roman af Orwell kunne blive.

"Hyldest til Catalonien".

Er det noget,
du kunne overveje at gøre?

Af en eller anden grund
har jeg aldrig tænkt på det.

Sådan en bog passer bedre
for en spansk instruktør.

De kunne gøre det bedre.

Han var ikke stolt eller arrogant
eller særlig selvsikker.

Han var venlig.

Og der var én ting,
jeg virkelig lagde mærke til.

Noget, der var vigtigere end,
om folk er gode eller onde -

- og det var de krav, han stillede.

Han stillede krav til sig selv.

Det var ikke en dille,
som mange har sagt.

"Han var gal. Han var for meget."
Alt det er blevet sagt om Kubrick.

Han var gal, og han var for meget,
når det gjaldt kvalitet.

Det er en af de ting,
jeg beundrer mest hos kunstnere.

Du forsøger tydeligvis
at have kontrol -

- over hver en lille detalje
og over skuespillerne i dine film.

Du nævnte forleden,
at du af og til introducerer -

- noget improvisation på settet.

Lige meget hvor nøje man er,
når man skriver en scene -

- så bliver den altid anderledes,
når man indstuderer den første gang.

Så indser man, at der er ideer
og muligheder i scenen -

- som man ikke har tænkt på,
eller at gode ideer ikke er gode.

Eller at ideernes vægt
ikke er i balance -

- og noget er for åbenlyst
eller ikke tydeligt nok.

Jeg skriver ofte scenen om,
mens den indstuderes.

Jeg mener, at man bedst udnytter -

- både skuespillernes evner
og deres svagheder på den måde.

Jeg tilbragte mange måneder
i forberedelse med Stanley.

Det var der, Stanley instruerede,
før vi begyndte at filme.

For han ville lære mig at kende,
og jeg lærte også ham at kende.

Han var en stille og genert mand.
Jeg hørte ham aldrig hæve stemmen.

Og han havde ellers
god grund til det.

Han ville aldrig tale
om figuren Alex.

Vi talte om alt andet. Stederne,
kostumerne, det ene og det andet.

Men jeg var skuespiller og ville
tale om, hvem den mand er -

- hvem den dreng er.
Hvad fanden der tænder ham.

Jeg spurgte, om han kunne give mig
nogle fingerpeg, og han svarede:

"Altså, Malc. Det hyrede jeg
dig for," og gik sin vej.

Jeg tænkte: "Kors.
Han vil ikke engang tale om det."

Jeg var lidt forvirret over det.

Men på vejen hjem fra hans hus
til London, hvor jeg boede -

- tænkte jeg på, hvad han havde sagt.

Og det gik op for mig,
at han havde givet mig en gave -

- for det, han sagde, var:
"Vis mig det. Gør det."

Legende og Kubrick går hånd i hånd.

Det sagde man, og da jeg spurgte
ham om det, smilede han -

- som om han ville sige:
"Tro, hvad du vil."

Han sendte endda spioner
til de store byer -

- i de lande,
hvor hans film skulle vises.

Han ville finde ud af,
om biograferne var velegnede -

- så det værk,
han havde skabt på film...

og hjulpet oversætterne med
så længe...

var oppe på den standard,
som han krævede af sig selv.

Jeg kan huske, at jeg læste,
at til premieren i New York -

- krævede han, at lærredet havde
en bestemt størrelse.

Hvis Stanley Kubrick mente -

- at i stedet for at vise filmen
i Madrids biografer...

skulle den vises i en anden
og ikke så vigtig biograf...

så blev den vist der,
fordi han sagde det.

Og fordi han mente,
hans film passede til den biograf.

Han kunne nægte
at vise en af sine film -

- fordi farven på væggene
ikke passede...

til farverne i filmen,
og så blev den bare ikke vist.

Han havde fuld kontrol
over udnyttelsen af hans film.

Han ville have kontrol over alt.

Fra produktion til administration
til fremvisning.

Warner Bros. Var meget interesseret
i at vise filmen i Valladolid.

Det kunne være en åbning -

- til at få filmen sendt ud
på normal vis.

De ringede og sagde,
at de ville tale med Kubrick -

- og forsøge at få hans tilladelse.

Warner Bros. Sendte en
af deres chefer -

- Angel Corbi, til London.

Han skulle overtale Kubrick
til at give tilladelse -

- til visning af filmen i Valladolid.

Han kom til mig, da han kom tilbage,
og bad mig skrive et brev -

- hvor der stod, at filmen ville
blive vist på Valladolid Universitet.

Han troede, at hvis han fik at vide,
at filmen ville blive vist -

- eksklusivt på universitetet...

så ville han give sin tilladelse.

Det var vores eneste chance,
så vi måtte gøre et forsøg.

Jeg skrev og forklarede ham -

- hvad det var for en festival.

Hvad vores tilgang var,
og at den var progressiv -

- og at filmen ville blive vist
på universitetet.

Sådan fik vi Kubrick
til at give os sin tilladelse.

Men aftalen blev brudt.

Selvom festivalens direktør
forsikrede Stanley om -

- at filmen ville blive vist
eksklusivt på universitetet...

blev filmen vist i to biografer
i byen.

Coca-teatret holdt en pressevisning
og Carrion holdt en for publikum.

Festivalen brød aftalen med Stanley -

- med formålet at gribe chancen...

og give så mange som muligt
mulighed for at se filmen.

Festivalens ledelse,
altså Romero med brevet -

- og repræsentanten
fra Warner Bros. Spanien...

gjorde noget,
der er typisk her i Spanien.

Men gør alt, hvad der skal til
for at få noget til at ske -

- som ellers forekommer
at være komplet umuligt.

Jeg sagde, at filmen ville blive
vist på universitetet -

- og det var ikke helt løgn.

For det publikum,
der så den i Carrion -

- kom fra universitetet.

Universitetsmiljøet var oppe at køre
over hele situationen.

Det, at man viste en film -

- som havde været forbudt i fire år,
siden den var kommet...

fik alle studenterne
på universitetet...

til at miste kontrollen.

Det var en præmie,
et kulturelt oprør.

Man måtte se den.

Og det gjorde de.

Hundredvis af unge gik ud
for at få fat i en billet.

En adgangsbillet
til at overvære noget -

- som måtte blive en unik
og historisk begivenhed.

"A Clockwork Orange"
var sådan en attraktion -

- at folk stod i en kø så lang,
som øjet kunne se.

Køen gik hele vejen rundt
om biografen.

Jeg stod i den kø, og folk havde
endda taget soveposer med.

Der var folk, der sov der om natten.

Folk skiftedes til at stå i kø.

To timer hver, og så byttede man.

På et tidspunkt kom politiet forbi,
og måske sagde nogen noget -

- og så spredte politiet køen,
men den dannede sig igen.

Næste dag løb de ind -

- som om de havde været bundet.
Alle ville først ind.

Da billetterne skulle
sættes til salg -

- ringede de og sagde,
at der var et problem.

Der var ingen billetter tilbage
til Carrion.

"Hvad? De er slet ikke
sat til salg endnu?"

"Nej, men der er ingen billetter
til 'A Clockwork Orange'".

Vi skyndte os derhen.

Da vi så køen,
fik Carmelo og jeg et chok.

Det var noget værre rod.

Vi spurgte billetsælgeren,
hvad der var sket.

Ejeren af biografen -

- havde givet alle billetterne
til "A Clockwork Orange...

til venner, kontakter osv,
og der var ingen tilbage.

Ingen af dem, der ventede udenfor,
kunne komme ind -

- for der var ingen billetter.

"Hvad mener du?"

"Hvad skal jeg stille op
med alle dem -

- der har stået i kø i over et døgn
for at se filmen?"

"Ved det ikke.
Der er ingen billetter."

De sløjfede de billetter,
som var blevet givet væk.

Og så kom de med nogle nye,
gav dem til sælgeren og sagde:

"Brug dem her."

Den stakkels kvinde lignede én,
der havde set et spøgelse.

Han havde givet 1000 billetter -

- til folk, der ville se filmen,
men ikke havde stået i kø.

Det var en bommert,
men det blev bragt i orden.

Billetterne blev solgt hurtigt.

Det eneste problem, bortset fra
at have siddet ude hele natten -

- var at mange i køen...

ville have købt 10-12 billetter
til deres venner.

Men de fik sig en overraskelse -

- for arrangørerne solgte kun
to billetter pr. Person.

Så den ven, som var kommet
op foran, vi kun to billetter -

- til at dele med de andre.

Det var en stor skuffelse.

Vi var så gode venner,
at vi trak lod om billetterne -

- og min mand og jeg vandt dem.

Så vi gik ind for at se den,
og vi havde høje forventninger.

Man havde en disciplineret måde
at lukke folk ind i biografen på.

Mit arbejde i biografen var -

- at sørge for, at intet gik galt
under visningen.

Byen var splittet.
Der var dem, der var spændte -

- og dem, der målløse sad
og bad rosenkransen.

Der var ingen garanti for fred.

Året før var der blevet vist
en film af Carlos Saura.

"La Prima Angelica".

Jeg skulle se den i Gijón,
men de stoppede filmen -

- fordi falangisterne,
meget højreorienterede folk...

ikke kunne lide fremstillingen
af dem selv.

Politiet holdt øje med det.

Der var en lille gruppe politifolk
i biografen.

De holdt øje med, hvad der foregik.

Jeg bestemte mig for
at gå op i operatørrummet -

- for at sikre mig,
at intet gik galt.

Jeg så filmen heroppefra.

Biografen var propfuld.

Der var dødstille i biografen.

Folk var tavse og spændte på at se
den film, vi havde ventet på.

Ingen ville gå glip af noget.

Halvvejs igennem filmen
ringede politiet til mig -

- og sagde, at der var en bombe
i biografen.

Åh gud.

På den tid var bombevarsler -

- forholdsvis almindelige...

ved kulturelle
og problematiske begivenheder.

Ringede man og sagde:

"Der er en bombe dér og dér," -

- kunne man stoppe aktiviteten.

Og der var ingen risiko for den,
der ringede.

Jeg tog en chance og sagde:

"Jeg beklager, min herre."

"Men jeg vil tage ansvaret
for ikke at standse visningen."

"Vi er halvvejs igennem filmen,
og efter alt, der er sket -

- vil vi se den helt til slutningen."

Jeg var imponeret over filmen.
Den var visuelt smuk.

Hele setdesignet er fantastisk.
Det er brutalt.

Det hele er så moderne.
Farverne, tøjet...

Popikonografi var meget interessant
for os dengang.

Jeg syntes, den var fantastisk.

Intelligent, godt udført,
godt skuespil.

Malcolm McDowell med det onde ansigt
og det øje...

Min opgave som skuespiller,
da jeg læste bogen, var:

"Jeg spiller en amoralsk mand.
En voldtægtsforbryder og morder -

- og jeg skal have publikum
til at synes om ham."

"Vær ikke misundelig på onde folk,
ønsk ikke deres selskab."

Jeg skulle have publikum
til at tage Alex til sig.

Ikke heppe på ham, men være
fascineret nok til at blive hos ham.

Han er initiativrig, aggressiv,
udadvendt -

- ung, fræk, ondskabsfuld.
Ham kan vi bruge.

Der er noget afsmittende ved at se
en figur med livsglæde.

Det var årsagen til,
at jeg spillede rollen sådan.

Måden de forsøger at kurere ham på
er også vild.

Du taler om Ludovico-teknikken.

De holder hans øjne åbne -

- og tvinger ham til at se optrin
med vold og alt muligt.

Jeg blev puttet i en spændetrøje -

- og min knold sat fast til en
nakkestøtte med ledninger i.

Så satte de nogle låse
på mine øjne -

- så jeg ikke kunne lukke dem.

Den første scene, vi filmede,
var Ludovico-behandlingen.

Jeg var lidt nervøs over
at komme i gang med rollen -

- så jeg ringede til Lindsay
Anderson, og han sagde:

"Der er en scene i 'Hvis...',
hvor du skal til at have prygl -

- og du ser på præfekterne,
og så smiler du."

"Sådan skal du spille den."

Det var Stanleys geniale idé
at give mig en rigtig indsprøjtning.

Men jeg huskede det gode råd.
Smil. Bliv ved med at smile.

Hun bankede nålen ind i røven
på mig, og det sagde "sssht".

Smilet forsvandt.

Jeg huskede aldrig
at smile efter det.

Men på det tidspunkt
var figuren på plads.

Hold op! Jeg beder jer!

Jeg kan huske, at musikken

passede perfekt
til de voldelige scener.

Der kom musik fra et åbent vindue,
og straks kom løsningen til mig.

Jeg blev virkelig dårlig.
Jeg havde aldrig set vold sådan.

Der var nogle scener,
jeg ikke kunne holde ud at se på -

- fordi de var for foruroligende.

Jeg begyndte at få kvalme. Jeg vidste
ikke, hvad jeg skulle gøre.

- Det var forfærdeligt.
- Ja, selvfølgelig.

Vold er en ganske forfærdelig ting.

Hvis jeg skal være ærlig -

- var jeg forbavset over,
hvor gennemtænkt den var.

Selv med den konstante vold,
der var.

Hvis nogen slår dig,
slår du igen, ikke?

Hvorfor skulle staten -

- som bliver hårdt ramt af jer
rødder, så ikke slå igen?

Filmen forklarer hele fænomenet
med dominans -

- mellem mennesker, klasser
og staten og befolkningen.

Valg.

Drengen har ikke rigtig noget valg,
vel?

Hans egen interesse,
frygten for fysisk smerte -

- drev ham til den groteske
underkastelse.

Det var tydeligvis ikke ægte.
Han gør ikke skade mere -

- men han er ikke længere i stand
til at træffe et moralsk valg.

Det handlede om en form for vold,
som vi ofte så i gaderne.

Nu skal vi gøre onde mennesker gode.

I Valladolid havde vi venner,
der var i fængsel...

Han modsatte sig at blive arresteret.

...og en ven, der var blevet smidt
ud ad vinduet på politistationen.

Det var den slags,
der skete fra 1971 eller 1972 -

- indtil afstemningen
om forfatningen.

Slå mig bare ihjel, I kujoner.

Jeg vil ikke leve mere
i sådan en rådden verden.

Hvad er det, der er råddent ved den?

Den er rådden,
fordi der ikke er lov og orden mere.

Den er rådden, fordi...

Det var en foruroligende film,
som man måtte tage stilling til.

Det var en af de film,
der skabte mest opstandelse.

Filmen? Jeg kunne ikke lide den.

Den var meget ubehagelig,
men det var en fantastisk film.

Den er utrolig på grund af måden,
den er lavet på -

- og geniet bag den.

Jeg var vild med den.

Jeg ved ikke, om jeg skal sige det,
men jeg syntes, den var sjov.

Jeg nød den virkelig,
og slutningen er genial.

Da forevisningen var forbi,
begyndte alle at klappe -

- men der skete ikke noget upassende.

Folk var imponeret over filmen.

De beundrede Kubricks instruktion -

- og indtrykket af filmen,
men det var alt.

Dengang holdt vi filmforummer.

Når vi så en film af Woody Allen
eller Buñuel -

- talte vi om den
og reflekterede over den.

Det kunne vi gøre i flere dage,
når man mødtes med vennerne.

Den her film førte ikke
til den slags forummer.

Det virker måske absurd.

Til sidst virkede folk helt
frustrerede.

Jeg ved ikke,
hvad de havde forventet.

Én ting, vi ikke må glemme -

- er det mærke censuren giver
et kulturelt produkt.

Det skabte forventninger
og en særlig interesse -

- uanset om det var et mesterværk
eller ej.

Det er ligesom,
når man forbereder en rejse -

- og nyder planlægningen mere
end selve rejsen.

Jeg har nok set film,
som jeg bedre kan lide -

- hvad angår handling og indhold,
men jeg glemmer aldrig den film.

Det er en meget vigtig film, som
forandrede publikum og kritikere -

- og folk fra Valladolid.

Og det er historien om filmens
visning ved Valladolid-festivalen.

Festivalen blev opløftet -

- af visningen
af "A Clockwork Orange".

Ikke alle film skabte sådan et røre.

For eksempel blev Spielbergs
første film vist ved festivalen.

"A Clockwork Orange" var
festivalens store begivenhed -

- men den vandt ingen priser,
for den var ikke nomineret.

Juryen med Mel Ferrer i spidsen -

- gav det gyldne søm
til Viscontis "Vold og lidenskab" -

- og Billy Wilders "Ryd forsiden"
vandt juryens specialpris.

Festivalen var forbi.

Bedriften af få set
en så undergravende film -

- blev klaret af nogle få
heldige filmfans.

Men de skulle nu se, hvordan resten
af landet også fik set filmen.

Nogle måneder senere fik filmen
tilladelse til at blive vist -

- i nogle kunst-biografer.

Den blev vist
i Cid Campeador i Madrid.

Men vi måtte vente to år mere
på den dubbede version.

Af alle de film, jeg har oversat -

- var den her klart den sværeste.

Sproget i filmen var opfundet.

- I aften er det et mandstort brud.
- Godt. Total gyser.

Forfatteren Burgess sagde,
det skulle være et rodet sprog.

Han blandede standardengelsk
med moderne slang -

- og lidt russisk inspireret af,
hvad han havde hørt...

nogle smarte fyre
fra Sankt Petersborg sige.

Hovedet bliver kaldt "gulliver"
i romanen og i filmen.

Jeg har ondt i min gulliver, mor.

Det er taget fra den berømte roman
Gullivers rejser.

Jeg havde ondt i min gulliver,
så jeg måtte sove.

Jeg oversatte det til quijotera.

Jeg oversatte filmen.

Saura fik guidelines
fra Kubrick i London -

- og sørgede for dubbingen,
og så fik filmen premiere.

Og det blev en åben premiere -

- ikke kun for et udvalgt publikum.

"A Clockwork Orange" var et
af de største fænomener i Spanien -

- ligesom Star Wars var.

Filmen gik i et år.

På samme tid,
som filmen gik i hele Spanien -

- døde Francisco Franco
efter 40 år som diktator.

Regimet faldt fra hinanden,
og en ny demokratisk æra begyndte -

- hvor spanierne skulle finde rundt
i et nyt og lovende landskab.

Jeg mødte også nye landskaber -

- i form af nye figurer
og verdener at bosætte mig i.

Med tiden begyndte Alex at blegne,
men han forlod mig aldrig helt.

Valladolid udviklede sig også
og blev en moderne by.

Der var ikke meget tilbage
fra den tid -

- hvor det at se
"A Clockwork Orange"...

betød meget mere
end bare at se en film.

Valladolid er en ret konservativ by.

Der var en livlig kultur
allerede i 70'erne -

- med filmfestivalen
og visningen af "A Clockwork Orange".

Folk taler stadig om det.

Jeg tror, det stadig har
stor betydning for byen.

Jeg voksede op med den legende.

Det er altid svært at vide,
hvad der er sandt.

Jeg foretrækker at tro på legenden.

Det er mest de unge,
der ikke ved noget om visningen -

- for de ved ikke noget
om de klassiske film.

Det er min erfaring som lærer -

- at de fleste unge mennesker
slet ikke har set den.

Nej, jeg har ikke set den.

Jeg har aldrig hørt om den.

Jeg har hørt den titel,
men det er det eneste.

Jeg ved intet om den.

Jeg ved, at den var epokegørende,
men ikke andet.

Jeg har hørt, at den er ubehagelig,
men jeg ved ikke andet.

Man genkender ikonografien.

Man ved, at noget er fra den film,
selvom man ikke har set den.

- Det er en slagkraftig film.
- Den er blevet et ikon.

Til halloween klæder folk sig ud
som dem med hatte...

Det er en del af popkulturen.

Folk genkender billeder -

- men har ikke nødvendigvis set den.

Jeg har ikke set den.

Der var en episode
af "The Simpsons"...

En episode af "The Simpsons"
eller andre serier.

De ved ikke, hvad den handler om.

Det eneste, jeg kender til filmen,
er memes -

- jeg har set på nettet.

Jeg tror, at filmen stadig kan -

- få folk til at vågne op
og give dem kvalme.

Afhængigt af, hvor sarte de er.

Man blev fanget fra begyndelsen
og måtte bare se resten.

I begyndelsen banker de
en drukkenbolt -

- og han siger,
han ikke vil leve i en lovløs verden.

Jeg blev chokeret,
da de bankede ham i tunnellen.

Da de voldtager kvinden i huset,
mens manden ser på.

Når de slår hinanden.

Ud over de voldelige scener -

- er det også chokerende,
der hvor de holder hans øjne åbne.

Måden systemet tager den vold
og udnytter den på.

Mediernes og samfundets indflydelse
skilte sig ud for mig.

Nogle af scenerne er slemme -

- og jeg ved ikke, hvad folk må
have tænkt, da den kom.

Lige fra den første scene,
hvor fire mænd voldtager en kvinde -

- og ikke kun hende, men flere.

Det virkede meget voldsomt,
for det var ret direkte.

Og filmen blev jo vist
på en festival -

- og bliver anset for
at være en kultfilm.

Den var svær at se og meget voldsom,
men jeg kunne godt lide den.

Jeg kunne godt lide den.

- Jeg kunne lide den.
- Jeg var vild med den.

Jeg kunne lide den,
men den var lidt foruroligende.

Sådan en film ville aldrig
blive lavet nu om stunder.

Folk ville gøre modstand.

Det ville være risikabelt
at lave den nu -

- for den er meget kontroversiel
og lige på og hårdt.

Det var for meget for mig.
Sexscenerne...

Jeg tror ikke, den ville blive
modtaget på samme måde i dag.

Man kunne ikke lave den film nu -

- for ingen instruktør ville...

få nok støtte til at lave den,
og hvis de gjorde...

ville ingen producer godkende den.

Har verden forandret sig så meget?

Har de seneste 50 år
udviklet en verden -

- hvor en film som "A Clockwork
Orange" ikke kan indspilles?

Måske kunne filmen
ikke blive indspillet i dag.

Hovedsagelig fordi producerne -

- ikke ville dømme den passende.

Nogle gange gælder -

- bestemte adfærdsmønstre automatisk.

Og i den virkelige verden -

- skal vi være meget strenge.

Vi skal vide, at der er visse ting,
vi ikke må gøre.

Men det er noget andet
at forestille sig en bog -

- med en voldelig scene,
som kan gøre folk vrede.

Det er ikke grund nok til,
at værket skal gemmes væk.

Man slipper ikke
for uretfærdighed -

- ved at fjerne nogle tanker om
noget, som er galt...

fra en fantastisk film eller bog.

Jeg har selv gennemgået det,
men har haft tid til at tænke.

Jeg afskyr censur.

Censuren var meget strengere
og meget mere aggressiv -

- men meget mindre subtil...

- end den ville være i dag.
- En censur af traditioner -

- og vaner,
og hvad der er politisk korrekt.

Hvad der er kommercielt eller ej.

Når det drejer sig om kulturel
eller kunstnerisk aktivitet -

- er skaberens frihed fundamental.

Når en mand ikke kan vælge,
ophører han med at være en mand.

Jeg forstår ikke
alle tvivlsspørgsmålene, fader.

Jeg ved bare, at jeg vil være god.

Jeg kan ikke forestille mig den film
blive lavet i dag.

Medmindre en som Kubrick
var involveret i det -

- men der er kun én Stanley Kubrick.

Personligt kunne jeg
rigtig godt lide ham.

Han var en meget indtagende mand,
som var nysgerrig på alt.

Mine damer og herrer,
nu vil vi præsentere selve manden.

Han så min entré i filmen "Hvis..."
-

- og trykkede på samtaleknappen
for at sige "Spol tilbage".

Det gjorde han fire-fem gange,
fik jeg at vide.

Så så han på Christiane og sagde:
"Vi har fundet vores Alex."

Og her begyndte rejsen for mig -

- og resten er, som man siger,
historie.

Tekster: Anne-Maria Sigbrand
Iyuno-SDI Group