Original subtitles

(fløjtespil)

Hej, Sara! Kom frit frem.

Jeg er så tørstig, så jeg kunne sluge hele fjorden.

Det er godt med dig.

Lidt mindre kan vel også gøre det.

— Har du nogen breve i dag? — Ja ja, der er flere til kromanden.

— Og så er der et til dig. — Til mig?

Fra din kæreste Peter Gevær, som springer soldat.

Han skriver, at han har det godt. Han håber, at du også har det godt.

Uha, der er mange smukke piger i København, men han elsker jo kun dig.

Og så slutter han med ... Hvad fanden er det, der står?

Åh! "Varme kys og ..."

Ja tak. Jeg foretrækker at læse det selv.

Jeg ville jo bare hjælpe dig.

Pyha! Det er en køn hjælp.

Du læser vel brevene, inden du deler dem ud.

Nej nej. Jeg søger kuns at holde mig lidt orienteret.

Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Du kender nok enken Dora oppe på Uglegården.

Ja.

Hvad er der med hende?

Man siger, at hun ikke kommer godt ud af det med de tre brødre.

— Hendes afdøde mands tre sønner. — Nå, siger man det?

— Det er også tre skrappe fyre. — Hun må smide de labaner på porten.

Det kan hun vel ikke ... sådan uden videre.

Jo, gu kan hun da så. Kom her, Sara.

De blev jo vilde og aldeles rasende, da deres far giftede sig med hende.

Så han måtte udbetale dem deres mødrende arv.

Da så Dora blev enke, fik de igen en sum penge udbetalt.

Så deres andel i Uglegården er til at overse.

Så må man beundre hende, at hun lader dem blive.

Faren forkælede og ødelagde dem. Fejl kunne han ikke se hos dem.

Det siges altså også, at hun var lidt lun på kromanden her.

Ja, men det var før, hun giftede sig.

— Jo, men så siger man ... — Nu skal du vist videre, post.

Ja, nu skal jeg vist videre.

Goddag, kromand.

Goddag, post.

Jeg har tre breve til dig: To reklamer —

— og et brev fra din tante i Løgstør.

Hvad skriver hun?

Det ved jeg sgutte ved det, at kuverten er lukket.

Nå, jeg må se at komme videre.

Jeg skal op på Uglegården nu. Der er kanske nogen, jeg skal hilse?

Næh tak. Det tror jeg ikke.

Nå, det tror han ikke.

Der skal I sgu bare se. Der har vi posten.

(brødrene griner)

Ja, kom herhen, bessefar.

— Har du nogen kærestebreve til mig? — Nej, der er kuns et brev i dag.

Og det er til dig, bette Thomas.

Det er fra en sagfører, så mon ikke det er dårlige nyheder?

Der tager du fejl, gamle fugleskræmsel.

(griner længe)

— Så var det lige tre bajere. — Og lidt vaks!

Nu er den vel kold?

— Men det er du ikke, vel, skat? — Kan du nære dig!

— Savner du kæresten, så sig til. — Vi kommer gerne og trøster dig.

Alle tre.

Nå ... nu er hele familien sgu samlet.

(bil dytter)

Halløj, det ordner jeg.

— Goddag, Dora. — Goddag, Anders.

— Vil du give mig for 30 kr? — Det skal du få.

— Går der mon ild i de gamle huse? — Det ser sgu sådan ud.

Hvordan går det, Dora? Kan du klare dem?

Åh ja. En smule respekt har de da for mig ... endnu.

Du ved, at hvis du trænger til hjælp, kan du trygt henvende dig til mig.

Det ved jeg.

Så fik jeg altså ret alligevel.

Nu skal I sgu bare høre, gutter.

— Han skriver kort og godt ... — Vent lidt.

Til sagen, makker.

Sagfører Johansen skriver, at en af hans venner har foretaget boreprøver.

— Nå. Hvad fik han så ud af det? — Vi kan roligt købe Mosegården.

Er der rågrus i så store mængder, at det kan betale sig?

Netop. Det viser sig, at der er store forekomster.

På sine steder går gruset hele 14 meter ned.

Det lyder dæleme godt. Gården og jorden er jo også noget værd.

Det kan blive en mægtig forretning.

Med alle de nye veje, der bygges, kommer vi til at skovle penge ind.

Det lyder jo mægtigt, —

— men hvem siger, at det gamle fjols på Mosegården vil sælge?

Christian Thorup sidder jo bare der i sin rullestol, mens alt forfalder.

Ja, og gælden vokser.

Han aner ikke, at der er grus på hans jord, —

— så vi skulle nok kunne få det hele for en slik.

— Tror du, hun hørte noget? — Det tror jeg ikke.

Skal vi ikke låse papirerne ned?

Du har sikkert ret. Hvis nogen får det her at vide, er alt ødelagt.

— Pænt af Dem at lade mig køre med. — Det er så lidt.

En herlig tur. Jeg troede, man var gået bort fra at bruge heste.

Ja, det er de også de fleste steder. Bare ikke hos mig.

Jeg kan ikke forliges med alt det moderne skidt og ragelse.

Sådan en kanalje som dig skal ikke sidde og sige De til mig.

Jeg hedder Lars. Lars Mathisen, hvis det hele skal med.

Jeg hedder Henrik Thorup. Det bliver rart at være på en gård igen.

Du er kanske i familie med gamle Christian Thorup oppe på Mosegården?

— Ja, det er min onkel. — Javel.

Jeg har ikke været her, siden jeg var ti.

Jeg har sejlet i udenrigsfart i flere år.

Er du kommet tilbage for at give et nap med?

Netop.

Han skrev og spurgte, om jeg kunne tænke mig at besøge ham.

For mig lød det, som om det ikke stod godt til deroppe.

Det kan vi vist roligt sige.

Det lyder ikke særlig opmuntrende. Fortæl mig lidt om det.

Din onkel væltede jo med traktoren for et par år siden og blev invalid.

— Han sidder nu i rullestol. — Det anede jeg ikke.

Hjælp kan ikke skaffes, og det kan Mosegården heller ikke give til.

— Økonomien er det ikke for godt med. — Er min onkel helt alene?

Nej, han har jo den gamle bavian, en original, der hedder Hans.

— Men det bliver det ikke bedre af. — Jaså?

Ja, og Hans havde en datter, der tog ind til byen, —

— hvor hun traf en bandit, der svigtede hende.

Hun døde i barselssengen, og Hans måtte tage sig af den bette knægt.

En lille, blegnæbbet spirrevip. Men kvik, så sandelig da.

Min onkel havde en husbestyrerinde. Mon hun er der endnu?

Nå, Katrine? Jo jo, hun er der skam endnu.

Så er det altså her, du skal af.

Nu skal du se der. Op ad dér.

Du skal op ad den vej, der snor sig til højre og til venstre.

Oppe for enden af bakken ligger Mosegården.

Det kan du sagtens finde.

— Jeg har jo da også været her før. — Du skal have posen med.

Jeg siger tak for sludderen. Og turen.

Vi ses nok en anden gang. Farvel.

Kom så.

Kuk—kuk!

Kuk—kuk!

— Er det dig, der hedder Henrik? — Ja, det er mig.

Det tænkte jeg nok. Nu skal jeg vise dig vej. Grib!

Der blev du bange, hvad?

— Thor, nu er han der! — Allerede?

Du milde! Så må jeg have fart på.

— Skynd dig ud og tage imod, Hans. — Ja ja.

— Skal jeg hjælpe dig? — Ja, tak for det.

(gøen)

Du skal ikke være bange. Den bider ikke.

Den hedder Fjumse.

Katrine!

— Henrik! — Hej, Katrine.

— Næ, er det virkelig dig? — Ja ja, lys og levendes.

Velkommen skulle jeg da sige.

Tak skal du have, Katrine. Du er ikke blevet en dag ældre.

Nej nej. Hun holder sig sågu godt, —

— når man tager hendes fremskredne alder i betragtning.

Så så. Der er aldeles ikke noget at grine ad.

— Jeg må hellere gå ind til onkel nu. — Ja, for du kender da vejen.

Jamen, ih, du store! Jeg må se at komme i gang med frokosten.

Skynd dig, Katrine. Han så mig sågu noget udhungret ud.

Da jeg fik dit brev, afmønstrede jeg med det samme.

Det gør mig ondt, at du skal slås med så mange problemer.

— Jeg burde ikke have skrevet. — Det var godt, du gjorde det.

Jeg burde ikke belemre dig med mine bekymringer, —

— men jeg følte mig så ensom.

Jeg ville blive lykkelig, hvis du bestemte dig for at blive, —

— men der skal ikke skjules noget for dig.

Hvad mener du?

Du skal gøre dig helt klart, hvor galt fat det er med Mosegården.

Det har du jo skrevet om.

Jeg har samlet lidt penge sammen, og jeg har en plan.

En god en, tror jeg.

Nu skal du høre.

Bare han dog ville blive her.

Hvad nytter det? Han er jo ikke landmand.

Jamen han kunne lære det. Han har kræfterne, og jeg har hjernen.

Den er god med dig. Vi sidder i gæld til op over begge ører.

Jeg tør næsten ikke vise mig nede hos købmanden.

Det eneste lyspunkt hos den bandit er hans datter Birthe.

Hun er god nok, —

— men hvis faren ekspederer, kommer han med uforskammetheder:

"Det skal vel skrives som sædvanlig?" Så alle kan høre det.

Jeg kunne krybe i et musehul.

— Et musehul? — Det er jo bare noget, man siger.

Du kan nok forstå, Katrine vil have svært ved at komme ned i et musehul.

(Hans og Mikkel griner)

Det er synd for dig. Jeg får lyst til at rive ørerne af den købmand.

Sådan en skvadderrøv!

Men Mikkel, dog! Hvem lærer dig sådan nogle udtryk?!

Det gør bedstefar da.

Jeg kan ikke fordrage den købmand.

Han er en modbydelig karl.

Et øjeblik, så skal jeg være der. Birthe?

— Birthe! — Ja, far. Nu kommer jeg.

— Butikken er fuld af kunder. — Jeg har jo også huset at passe.

Den smule kan da ordne sig selv.

Se nu at komme i sving!

— Hvad skulle det være? — Det kan jeg ikke svare dig på.

Men jeg har en seddel fra Sofie.

Så skal vi nok få det bragt i orden, til du kommer igen.

Værsgo. Farvel og tak.

Hvad kan jeg hjælpe med, Marie?

Et halvt pund kaffe, men den skal være friskmalet.

Jamen det skal du få.

— Værsgo. — Tak.

— Værsgo. — Tak. Så passer det.

— Farvel. — Farvel og tak.

— Hvad skal du have? — Vær lidt venlig over for kunderne.

Jensen! Jensen! Se at komme op på lageret og få ryddet op.

Det ligner en hel svinesti! Vågn op. Det er ikke noget hvilehjem.

— Det er rigtigt, Jespersen. — Goddag.

Har du tid, Birthe? Jeg vil snakke med din far.

Selvfølgelig har hun det. Ikke sandt, Birthe?

Vil Birthe tage med mig til byfest i Skovstrup på lørdag?

— Med glæde. — På lørdag er ikke så godt.

Så er det en aftale. Og vi siger tak.

Det er mig, der takker. Jeg var bange for, hun ikke kunne.

— Nå, så på gensyn. — Ja tak, eller jeg mener, farvel.

Du skulle nok stille dig an, hvad?

Hvad er meningen?

Viggo og hans brødre er ikke noget for mig.

De tre fyre er store kunder her. Hvis du kunne få fat i en af dem, —

— ville du blive kone på den rigeste gård i sognet.

Du kan ikke tillade dig at være kræsen.

— Far, hør nu her! — Nej. Den sag er afgjort.

Ti stille.

(Mikkel græder)

Henrik! Henrik!

— Hvad er der los? — Jeg kan ikke finde Fjumse.

Kan du ikke? Så hop indenfor og se dig omkring.

Fjumse! Lille Fjumse. Gudskelov, at der ikke er sket dig noget.

Hvad skulle der ske med den lille, forkælede rad?

Dem oppe på Uglegården siger, at de vil skyde den, hvis den kommer igen.

— Har den da gjort noget galt? — Den jager med deres fjerkræ.

Den mener ikke noget ondt med det. Det er bare for sjov.

Det må den selvfølgelig ikke, men mon dog de ville skyde den?

Man kan godt høre, du ikke kender brødrene på Uglegården.

Hør, er du bevæbnet?

Det er bare et pusterør. Bedstefar har selv lavet det til mig.

Kom, nu skal jeg vise dig noget.

Se lige der.

— Kan du se den hvide høne derude? — Ja.

(puster)

— Det har du prøvet før, hvad? — Ja.

— Avra! Er det din harmonika? — Ja.

— Kan du spille på den? — Ja, vil du høre?

Til søs, forstår du, kalder vi den et havklaver.

(hunden hyler)

(hunden knurrer)

Bravo, Henrik! Der er kommet liv på Mosegården, siden du kom til.

— Ja. Kan du også spille en hopsasa? — Sagtens.

Men så skal du og Katrine tage jer en svingom.

— Nej ... — Jo jo.

— Nej, jeg vil da ikke. — Jo, du vil da så. Kom, kom.

(spiller polka)

(spiller tango)

Bravo, Katrine. Hans, den klarede du sandelig flot.

Ja, men jeg har også alle tider været en strålende danser.

I mine unge dage var jeg altid ballets dronning.

— Tænk, var du virkelig? — Ja. Jeg husker engang ...

— Bedstefar? — Hvad er der, lille Mikkel?

Se! Der kommer en jeep. Den kører herop.

Ja, minsandten. Det er dæleme brødrene fra Uglegården.

Hans, bed dem forsvinde herfra. Sig, at vi ikke har noget at tale om.

Ja ja. Med glæde.

Du ved jo ikke, hvad de vil.

Jo. De er ude efter Mosegården. De har været her før.

— Hvordan mener du? — De vil købe stedet her.

Jaså?

Men gården er jo din, og de kan ikke tvinge dig til at sælge.

Nej, det kan de vel ikke.

Man kan vente sig alt fra den kant. De hører ikke til Guds gode børn.

Skulle jeg ikke gå ud og høfligt bede dem om at skrubbe ad helvede til?

Jo, akkurat.

Hej, gamle! Sig til Thorup, at vi skal snakke lidt med ham.

Gu vil jeg ikke—nikke—nej. Hanekyllinger!

Bare op i vognen og forsvind herfra hurtigst muligt.

— Hov hov, du. Gør, som vi siger. — Hvorfor dog det?

Ellers kunne vi blive uvenner.

Det kan der sgu ikke ske meget ved. For det er vi jo i forvejen.

(Hans og Mikkel griner)

Få så gang i bentøjet og få fat i Thorup, dit mosefund.

Han vil sgu ikke snakke med jer, og det forstår jeg godt.

Vi kan nemlig ikke fordrage jer.

Jeg skal nok få ram på dig.

Lad os køre. Vi gider ikke stå og skændes med den gamle original.

Farvel.

Hvad fanden er meningen, din lille slambert?

Henrik!

Se så at komme ud herfra.

Vorherre bevares!

Det var sgu ham matrosen.

— Se nu her. — Pyt med det, lille Mikkel.

Bedstefar skal nok skære dig et nyt. Sådan nogle modbydelige krabater.

Ja ... Dem skal vi sikkert nok få meget glæde af.

— Mener I stadig, det er et let køb? — Hvem siger, det skal være let?

Mosegården bliver vores.

— Hvordan? Og hvad med ham sømanden? — Spring op og fald ned på ham.

Næ, gutter, vores gode ven købmand Jespersen skal hjælpe os.

Skal vi slå os sammen med ham om købet?

Thorup skylder ham 25.000 for varer, foderstoffer og uindlyste lån, —

— og de penge kan han ikke skaffe.

Javel. Ja, det er en fin klemme at have på ham.

Så skal vi også dele udbyttet med købmanden.

Ja, men det er så fin en forretning, at der bliver rigeligt til os alle.

Dora!

— Goddag, Anders. — Er du alene?

Ja, Viggo havde taget vognen, så jeg måtte med bussen.

— Vil du ikke sidde ned? — Tak.

Jeg trængte sådan til at se nogle glade mennesker og høre lidt støj.

— Hvad vil du have? — En appelsinvand.

Tjener!

Må vi få en appelsinvand og en gin og tonic?

— Det vil jeg også hellere have. — To gin og tonic i stedet for.

— Det er længe siden. — Ja, årene går.

Det kan man ikke se på dig. Du ligner dig selv.

Hvem skulle jeg ellers ligne?

Du har ikke altid haft det let med dine stedsønner.

Næ ...

De tilgiver aldrig, at deres far giftede sig med mig.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få det til at glide.

Betyder Uglegården så meget for dem?

Næ, det er pudsigt. Hvis de kunne, så tror jeg, at de solgte den.

Underligt, at du ejer gården i dag.

Ja ... Den burde jo have været din.

Hvorfor solgte din far den til min mand i sin tid?

Det var hårde tider for landbruget, og far kunne ikke klare sig.

Så måtte han sælge.

— Det var synd. — Ja.

Jeg tror heller ikke, at han kom over det.

Senere tog jeg til udlandet og lærte i hotelbranchen.

Jeg sparede en del penge, og da jeg kom hjem, købte jeg kroen.

— Og nu sidder vi her. — Ja, nu sidder vi her.

Nej, lad hellere mig! Det her duer du knageme ikke til alligevel.

Jeg kan ikke holde dig ud.

Hvor vover du at påstå, at du er stærkere end mig?

Det siges, at du overhovedet ingen kræfter har, —

— og der skal et mandfolk til til at få den til at ringe.

Katrine, fortæl den elendige brevpresser, —

— at jeg er stærkere end ham, og let kan få den klokke til at ringe!

Hold den.

Slip!

Ja, sådan skal det gøres.

Værsgo, post. Nu er det dig, der skal til.

Tag fat. Ja, kom så.

— Ja, højere. — Ja ja.

Meget højere! Kom nu.

Nu skal den have en ordentlig en.

Hvordan er det, du ser ud, mand? Sæt den hat ordentligt.

— Du står der og skaber dig. — Pas du dig selv!

Det var vel nok dejligt. Bare pletter.

Nu er vi faktisk parat til at tage hjem.

Åh nej, Katrine! Lad os blive lidt endnu.

Er du tosset, dreng? Det er jo sengetid.

Og du har prøvet det hele og vundet det halve tivoli.

Det var jo bare en forespørgsel.

— Går du med hjem? — Jeg tror, jeg bliver lidt endnu.

Så farvel så længe.

— Kom så. — Farvel.

Morer du dig godt, skat?

Har du set den idiot, der står derhenne?

Henne ved skydeteltet.

Kedelig karl.

Bolværksmatros!

Jeg ved godt, hvem han er. Jeg har hilst på ham.

Og jeg synes, han er flink.

Nå, det synes du?

Kom så, skat. Vi skal sgu ud og danse.

Jeg skal ikke danse med dig.

— Det bliver vi to om at bestemme. — Lad mig være!

Opfør dig ordentligt, og lad Birthe være i fred.

Pas dine egne sager og lad være med at blande dig.

Jeg har lovet købmanden at passe på hende.

Virkelig?

— Flyt dig. — Hør så, hvad voksne siger til dig.

— Flyt dig så. — Opfør dig ordentligt!

Og forsvind herfra!

Jeg er ligeglad.

Der er piger nok.

Rigeligt, endda.

— Du skal have tak for hjælpen. — Det manglede sgu da bare.

Hvem ser jeg dog der? Henrik!

Henrik, kom herover!

— Må jeg præsentere ...? — Vi har hilst på hinanden.

Det kunne jeg ikke vide.

— Sæt dig ned, Henrik. — Ja, værsgo.

Birthe havde en kontrovers med sin kavaler, så jeg måtte fjerne ham.

Men mon ikke jeg kan overlade hende i din varetægt?

— Hvad siger Birthe? — Jo tak.

Nå, jamen så vil jeg da gå igen.

Må jeg for god ordens skyld gøre opmærksom på, —

— at hun også skal følges hjem og afleveres pænt uden falbelader?

Ja, det er da klart.

— Skal vi se lidt på løjerne? — Ja, lad os det.

Kom.

De er gode, hvad?

Ja.

Jeg var også blevet helt sulten.

Gad vide, hvad der blev af ham Viggo?

— Savner du ham? — Nej, bestemt ikke.

Man ved aldrig, hvad han kan finde på, når han har drukket.

Det vil jeg godt tro.

Det var ikke med min gode vilje, at jeg tog med ham herind.

Hvor er klokken blevet mange. Tiden farer af sted, når man har det rart.

Og vi har haft det rart, synes du?

Ja, ikke?

Jo.

Jeg ville gerne køre dig hjem, men jeg er på cykel.

Jeg kan sidde foran, hvis du ikke har noget imod det.

Det er helt i orden. Kom.

Hej, Birthe. Nu skal vi hjem.

Stik bare af. Birthe kører med mig.

På det gamle jernstativ?

Netop. Jeg vil i hvert fald ikke køre med dig.

Javel, ja.

Du er brændt varm på ham, hvad?

Nye koste fejer bedst.

— Hvordan skal det forstås? — Hvordan tror du?

Hvor ser du dum ud med den ballon.

Hvad fanden er meningen? Hit med nøglen. Jeg fejler ingenting.

Sikkert ikke. Men jeg beholder nøglen. Så kan du hente den i morgen.

det sker så tit tilfældigt

et sted på alfarvej

at to kan mødes ih hvor heldigt

at det blev dig og mig

lille søde frøken Måneskin

kalder jeg dig i mit stille sind

du fortryller mig simpelthen

hvad beskriver dig bedre end

lille søde frøken Måneskin?

du er smuttet lige så stille ind

i mit hjerte fra første søde nu

lille smilende du

de lyse lette lune

sommernætters skælmske kogleri

alt det er du for mig og

det er jeg så vildt forelsket i

lille søde frøken Måneskin

blot vi sidder sammen kind mod kind

har jeg månen og stjernehimlen her

bare du er mig nær

du ser på aftenhimlen

de lys som blinker der

jeg tror der mangler et i vrimlen

du sidder nemlig her

lille søde frøken Måneskin

kalder jeg dig i mit stille sind

du fortryller mig simpelthen

hvad beskriver dig bedre end

lille søde frøken Måneskin?

du er smuttet lige så stille ind

i mit hjerte fra første søde nu

lille smilende du

de lyse lette lune

sommernætters skælmske kogleri

alt det er du for mig og

det er jeg så vildt forelsket i

lille søde frøken Måneskin

blot vi sidder sammen kind mod kind

har jeg månen og stjernehimlen her

bare du er mig nær

Tak for i aften. Og for turen. Det var pænt af dig, jeg måtte køre med.

— Her er din ballon. — Tak. Hov!

Godnat.

— I går sgu til den. — Nogle af os må jo bestille noget.

— Klap i og hør, hvad jeg vil sige. — Spyt bare ud. Ingen hører os.

Jeg har talt med købmand Jespersen.

Han aflægger snart et besøg på Mosegården.

For at fortælle gamle Christian Thorup, han skal betale sin gæld?

Ellers overtager købmanden gården.

— Hvis altså Thorup ikke kan betale. — Jamen det kan han ikke.

— Thorup er en stædig, gammel rad. — Ja, det er købmand Jespersen også.

Bøh!

Av! Hvad fanden er meningen med at snige sig ind på livet af —

— vildfarne personer på den afskyelige måde?

Hvor kommer du fra, og hvad vil du her?

Jeg har været nede på engen med vores gamle hest.

— Den trængte til lidt frisk luft. — Nå, har du det?

Lad det nu ikke blive en vane.

Og vov aldrig at genere en person i udførelsen af embedelige pligter!

Hvor er du smuk i din vrede, din skævbenede brevsprække!

Har du nogle breve, så kom hit med dem!

Ja, hov hov. Se, her har jeg to af disse nymodens hulkort.

Føj for den lede! Dem afskyr vi. Jo flere huller, jo dyrere er de sgu.

Ja, og det siges jo, at penge ikke er jeres stærke side.

Hvis du tror, vi hænger med rumpen i vandskorpen, må du tro om igen.

Det siges, at du og Katrine ikke har fået løn det sidste år.

Nå, men nu siges det også, at vi er holdne folk, —

— for Henrik har åbnet en konto på adskillige tusinder af kroner.

— Er det sandt? — Ja ja.

Og nu vil han fra morgen til aften lave kyllinger. På maskine!

På maskine?

På maskine?

Ja ja, alt skal laves om. Der skal rives op og rives ned —

— og bygges op igen. Og der skal udvides og indvies ...

— Det kan ikke passe. Jeg mener ... — Det er ligegyldigt, hvad du mener.

Jeg skal dagen lang putte æg ind i den ene ende af maskinen.

Og i den anden ende tager Henrik imod de levende høner og haner.

— Og haner? — Ja, nu kan du rende rundt med det.

Og haner?

(Katrine snøfter)

(højlydt tale fra stuen)

Jamen, Katrine, da. Hvad er der i vejen?

Købmanden er inde hos Thorup.

Jeg tror, at han vil have os alle sammen smidt ud af gården.

— Det er søren jenseme for galt. — Hør selv, hvor han råber op.

Mikkel, kan du være en god dreng og gå i stalden og spule og feje?

Og sig til Henrik, at han skal komme herover.

— Vil du det? — Ja.

Du ved, at din gæld til mig er blevet større og større.

Jeg har været tålmodig. Renter er der også løbet på.

Men nu må det være slut!

Jeg vil have mine penge. Alle sammen.

Det ved du jo godt, jeg ikke kan klare lige nu.

Ja, det ved jeg godt, du ikke kan.

Det var måske forkert af mig at tage det på den måde.

— Men jeg har et forslag til dig. — Et forslag?

Du er jo ret svagelig. Og helt ung er du jo heller ikke længere.

I din situation er der forskellige goder, du kan nyde godt af.

Kom til sagen, købmand Jespersen.

Her i byen har vi et meget fint alderdomshjem.

Og der er plads, det ved jeg.

Der kunne du jo hygge dig og blive passet på bedste måde.

Så overtager jeg hele din gæld. Ikke alene den til mig, men alt.

Sammen med gården og jorden. Så er du ude af dine bekymringer.

Nå ... hvad siger du til det?

Min far levede her hele sit liv, og hans far før ham.

Og jeg vil ikke herfra, før jeg bæres ud.

— Kan du forstå det? — Nej, det kan jeg ikke.

Jeg har ingen godhed for stædige beslutninger.

Du hører fra min sagfører. Nu skal din gæld til mig sgu ud af verden.

Og hvor stor er så den gæld?

— Hvad? — Jeg kunne ikke undgå at høre jer.

— Hvor meget? — Det ved jeg ikke så nøje.

25.000 cirka, men det jager ikke. Det haster ikke så galt.

— Det havde jeg absolut indtryk af. — Det er mellem Jespersen og mig.

Det vil jeg også mene.

Vær venlig at finde de korrekte tal.

Send mig papirerne, så skal jeg skrive en check på beløbet.

— Hvis De vil have det på den måde. — Det vil jeg.

Nu kan han sgu bide spids på den.

— Der gik han da vist. — Ja.

— Hvad er der i vejen? — Kyllingefarmen.

— Hvad er det, du siger? — Kyllingefarmen røg sig vist en tur.

Nu kniber det nok med penge til det foretagende.

(valsemusik)

(skruer op)

Sara! Sara!

I dag er der dæleme post til dig.

Det kan man vist roligt sige ... uden at overdrive.

Kortet her er fra din dragon Peter Gevær.

Han skriver, at militæret er på skovtur.

— Fodtur. — Fodtur, ja.

Men generalerne har givet ham fri, og han agter sig hjem til dig.

Var der nogen, som sagde noget?

Din store klaptorsk. Han sidder jo der.

Det gør han jo også.

Goddag, post. Det er nogen gode breve, hvad?

Kom og sæt dig ned, så kommer jeg med en citronvand.

Hvorfor generer du Sara og mig med den slags skriverier, —

— når du er ankommet?

Jeg fik fri en dag før beregnet.

Ja ja ... men lad det nu ikke blive en vane.

Skål!

Du ligner dig selv. Og alting er ved det gamle?

Og på lørdag er der dansebal her på kroen. Vidste du det?

Nej, men nu ved jeg det. Og så skal vi have os en svingom.

Vi to? Jeg danser så sjældent med soldater.

(slukker)

Jeg låner lige telefonen.

Det er Jespersen. Kan du ikke få nogen til at lave min telefon?

Der er noget i vejen med den. Ja! Og giv mig så lige Uglegården.

Et øjeblik. Værsgo.

(telefon ringer)

Hallo? Ja, goddag, købmand Jespersen.

Thomas? Nej, desværre. De arbejder alle tre i marken.

Ja. Klokken otte i aften hjemme hos Dem?

Alle tre?

Ja ... ja, det skal jeg. Farvel.

Davs, smukke.

Den er varm i dag, hvad?

Der har lige været telefon til dig. Købmand Jespersen.

Hvad sagde han?

I skulle alle tre komme hjem til ham i aften klokken otte.

— Sagde han ellers noget? — Næ ...

— Thomas? — Ja, hvad er der så?

I har noget for. Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til det.

— Fortæl mig, hvad det er. — Kære Dora.

Var vi ikke enige om, at du passer dit, og vi passer vores?

Uden indblanding fra den anden part.

— Husk det. — Det skal jeg huske.

(hund gør)

Der er den sgu igen.

— Hvad er det, du gør?! — Det er Mosegårdens satans hund.

Thomas! (skud)

Hvor kunne du gøre det? Det var jo Mikkels hund.

Jeg har advaret ham flere gange.

Fjumse! Du er da ikke død?

(hund piber)

Jamen du er slet ikke død, Fjumse.

— Er det slemt? — Den er ramt i begge forpoter.

Det lille skind. Kom.

Jeg kører dig til dyrlægen. Han kan nok hjælpe os.

Hvad sagde jeg?

I troede, I kunne snuppe skindet, før bjørnen var skudt.

Tak for sidst, skat. Sikke en aften.

Ja, lad det bare være. Vi klarer os selv.

— Vi vil ikke forstyrres. Forstået? — Ja, far.

Hvem kunne ane, at sømanden havde så mange penge?

Så er vores plan intet værd.

Det er jo dig, købmand, der har dummet dig!

— Hvad skulle jeg have gjort? — Slaget er da ikke tabt endnu.

Nå, ikke? Har du et forslag?

Selv om gælden til dig er betalt, sidder han lige håbløst i det.

Gården er prioriteret, besætningen er solgt, —

— og jorden er ikke meget bevendt.

Du har ret. Om få år vil det være en øde gård.

Han er sgu pisket til at sælge. Hvis han da ikke vil smides ud.

Hvad med nevøen og hans planer om en kyllingefarm?

Jeg tror, at en stor del af de penge, —

— han skulle bruge til farmen, nu ligger i Jespersens pengeskab.

Ja, mon ikke?

Bare han ikke snuser op, at der findes grus på Thorups jord.

(klonk)

Hvad var det?

Du tror da ikke, at Birthe lytter til vores snak?

— Hun kan finde på lidt af hvert. — Hvad skal det sige?

Hun fulgtes med mig ind til byfesten, —

— men det var Thorups nevø, der fulgte hende hjem.

Det er løgn!

Spørg hende selv.

Jeg sidder pludselig og tænker på, —

— at vi slet ikke behøver dig mere i den handel om Mosegården.

Nej, du har jo fået dine penge, så mon ikke vi skulle holde dig udenfor?

I så fald må jeg advare Thorup med det samme.

Selvfølgelig skal Jespersen være med, men lad os nu se tiden an.

Det vil ikke vare længe, før de er til at snakke med oppe på Mosegården.

Tro mig, vi skal nok nå vores mål.

(harmonikaspil)

Henrik?

Henrik?

Godaften, Birthe. Det var sandelig en overraskelse.

Må jeg byde dig indenfor til vores lille koncert?

Mange tak. Men jeg vil hellere tale med dig alene. Under fire øjne.

Godt. Så kommer jeg ud til dig.

Vi går en lille tur, Mikkel. Så kan du øve dig så længe.

(spiller prøvende)

Det lyder helt fantastisk. Det var pænt af dig at fortælle det.

Jeg skammer mig over, at min far er med til det.

Tænk, at de ville narre gården fra min onkel.

— Den havde de regnet godt ud. — Ja, men ikke godt nok.

Her har folk i årevis slidt og slæbt for det daglige brød —

— uden at ane, hvilke rigdomme der måske gemmer sig under markerne.

Henrik, er det ikke pragtfuldt?

Jo, hvis der virkelig er noget om det. Men det håber vi, der er.

Jeg må have nogle fagfolk til at se på det.

Vi lader det blive mellem os to, ikke, Birthe?

Jeg siger ikke noget til min onkel endnu.

Det ville være synd at skuffe ham.

Jeg sidder og får lyst til en svingom i aften.

— Kan jeg tillade mig at komme alene? — Ja, gu kan du da det.

Men du skal ikke sidde alene hele aftenen.

En bette steg kan man altid finde sig.

— Du snakker kanske af erfaring? — Nej, det tror jeg ikke, han gør.

Han har da mere end rigeligt med dig, bette Sara.

Det ser jo festligt ud.

Peter, der er noget, jeg vil spørge dig om.

Vil du hjælpe Sara med serveringen i aften?

— Min ekstrahjælp er blevet syg. — Jo, det kan jeg da mageligt.

Så regner jeg med det. Tak skal du have.

(bil dytter)

Goddag, Anders. Må jeg få det sædvanlige?

Petersen, fyld op her.

— Jeg vil tale med dig om noget. — Kom, vi går ind i privaten.

Tillykke, Anders. Rigtig hjerteligt tillykke.

Nu har jeg aldrig! Tænk, at du virkelig husker min fødselsdag.

Ja ... Jeg har da også en bette gave til dig.

— Værsgo. — Tak.

— Tak skal du have, Dora. — Dit navn er graveret i dem.

Sikke et held! Så kan jeg hverken forære dem væk eller sælge dem.

Sæt dig ned, Dora.

Her er de papirer, som du lovede at hjælpe mig med.

Thomas er såmænd dygtig nok, —

— men han skal ikke blandes ind i det.

Det er sikkert klogt at holde ham udenfor.

Jeg har også noget, jeg vil tale med dig om, Dora.

Noget, jeg vil foreslå dig.

Nå?

Det er ikke noget, du skal tage stilling til i dag.

Men jeg håber, at du vil komme til samme resultat som jeg.

— Det lyder helt højtideligt. — Ja, men det er det sandelig også.

(skriger)

Er det bare dig, Karl? Du gjorde mig helt bange.

Du er vel nok kilden, hva'?

Nej, Karl, hold op.

Så så. Ikke snerpet. Kom her. Vi sætter os her.

(hun skriger)

Lad mig gå. Hører du? Jeg vil ikke!

(Karl griner)

Gu vil du så!

Hvis du ikke slipper mig, så skriger jeg.

Gør du bare det. Der er nemlig ingen, der kan høre dig.

Slip mig! Slip mig! Hold op!

Lad mig gå! Jeg vil ikke!

— Hold op! — Karl!

Så, Gerda. Rolig.

— Hvad pokker bilder du dig ind? — Hun kom selv og var villig.

Det passer ikke. Du lyver.

Jeg skulle hente kartofler, og så overfaldt han mig.

Overfaldt? Den er sgu god.

Hvorfor tør kællinger aldrig stå ved, at I alle er mere end villige?

Kom, Gerda.

Det var satans.

alle som rigtig kan li' dig

i denne kreds

vi har et godt råd at gi' dig

hver gang vi ses

smil til din ven

og syng dig glad igen

syng eller tral nyn med i alle fald

syng hvad du vil for sange må der til

smil til din bedste ven og syng dig glad igen

har du lidt kærlighedskvaler

der piner slemt?

ved du hvad vi anbefaler?

uh det er så nemt

smil til din ven

og syng dig glad igen

syng eller tral nyn med i alle fald

syng hvad du vil for sange må der til

smil til din bedste ven og syng dig glad igen

Jeg synes, hun lader vente på sig.

Kunne hun finde på ikke at komme?

Klokken er ikke så mange. Måske har hun svært ved at slippe hjemmefra.

Tænk, at Birthe finder sig i købmandens modbydeligheder.

Han er den grimmeste grimme, jeg har set for mit åsyn.

Skål, din bredmåsede starut!

Det er en herlig aften! Hvad tror du, den gemmer til os?

Det er ikke godt at vide, —

— men forventningens glæde er altid den største.

Bare de satans brødre fra Uglegården ikke kommer masende.

— De er kuns ude på ballade. — Ja, føj for den lede!

Hvis det sker, så går jeg.

Det er nemlig dem, jeg kan takke for, at jeg i dag har ...

... kunstige tænder.

Nej, er det virkelig sandt?

Så. Der kommer de sgu.

Hvad er meningen?

— Klap i, tinsoldat. — Og find et bord til os.

I kan rende og hoppe.

— Der blev et bord ledigt. — De kommer igen.

Ja, og hvad så? Kom.

Så er det her, det foregår!

Ni bajere, men hurtigt. Vi er tørstige.

I har travlt, hvad? Skal I være fulde til en bestemt tid?

— Føj for den værste af alle ulykker. — Hvad er der?

Der sidder minsæl og salighed landposten.

Ja, og han har vist fået en tår over tørsten.

hønsefødder og gulerødder Mathisen er en svane

Nu skal vi have os nogle store sjusser.

— Sara? — Ja ja, jeg står jo her.

Du har fået nok. Du plejer da ellers kun at drikke gul sodavand.

— Det er nok det, der er i vejen. — Gå hellere hjem i seng.

Ja ja. Hørte du, hvad Sara sagde? Nu skal du hjem i seng.

Nu skal jeg hjælpe dig.

(posten griner højt) Du skal jo op.

Kom så. Du skal hjem og sove.

Kom så. Så. Gå så hjem i seng med dig, post.

(Karl griner)

— Var det nødvendigt? — Hold mund, dit grødhoved.

Hvad?

— Grødhoved. — Jeg skal give dig grødhoved.

— Har du set der? — De djævle sidder ved vores bord.

Sikken en frækhed.

Det er vores bord.

Hvis I ikke letter jer af god vilje, så skal vi hjælpe jer.

(Karl griner)

Hold fast.

(pigerne hviner)

Kan alle deltage?

Det er ikke noget for dig. Sæt dig ned igen.

— Ja, jeg er sgu ligeglad. — Undskyld, hr.

Tak for sidst.

Grib!

Peter, skynd dig. Hent kromanden.

— Hold fast! — Slip, for satan!

Et øjeblik! Ro!

Ro i lokalet.

Indtag Deres pladser, eller jeg sender bud efter politiet.

Behøves ikke.

Er til stede.

(udbredt latter)

Så du det? Betjent Mikkelsen kan sgu ordne dem.

— Ja. Han er lille. — Men vågen.

Kom. Lad os gå.

— Her er dødtrist. — Vorherre bevares!

Godaften, Hans.

Undskyld, jeg kommer så sent.

Jeg havde en diskussion med far. Og jeg tror, han gav sig til sidst.

— Hvad sagde du? — At jeg ved alt om hans rævestreger.

Det lammede ham.

Hurra! Det må fejres.

Jeg giver en skive.

— Sara? — Ja?

Tre ævlemost.

Fire.

— Hvad hulen var det? — To bulldozere og en lastbil.

— Nu svinger de væk fra vejen. — De er på vej op til Mosegården.

Ja, gu er de det. Hvad tror I, de skal der?

De har selv fundet ud af fidusen. Nu skal de i gang med grusen.

Det var mærkeligt, om ham sømanden har fundet ud af det af sig selv.

— Det kunne tyde på hjælp udefra. — Ja, mon ikke.

— Den kan kun komme fra Jespersen. — Det er da helt klart.

Han troede, vi ville gå uden om ham. Han gik lige til Thorup.

— Det dumme svin! — Vi må have fat i ham med det samme.

Far, vi får besøg. De er lige kommet. De holder udenfor.

Du er jo helt ophidset. Hvem taler du om?

— Brødrene fra Uglegården. — Bare rolig.

— Du kender dem da. — Ja ja, dem skal jeg nok ordne.

(det banker på døren) Kom ind.

Nej, brødrene fra Uglegården! Det var en behagelig overraskelse.

Kom indenfor og sæt jer ned. Hvad skylder man æren?

Du kan gætte tre gange.

Vi har set maskiner til udgravning af grus køre mod Mosegården.

Vi tror, du ved noget om den sag.

Ja, det har jeg vidst længe. Jeg kan glæde jer med, —

— at Henriks undersøgelser viser, —

— at der er langt mere grus end først antaget.

Så du har sladret og ødelagt vores planer?

Hvad er det for nogle planer? Jeg synes, I siger "vores planer"?

Jeg forstår det ikke rigtigt.

Det er glimrende for gamle Thorup, at han nu bliver en holden mand.

Du er mægtig at høre på. Du er vel gået i kompagni med dem.

På en måde, ja.

Mosegårdens fremgang vil sætte sit præg også på forretningen her.

— Og så bliver det jo i familien. — Hvad skal det sige?

Nå, det ved I ikke?

Min øjesten Birthe bliver sikkert om føje tid frue på Mosegården.

Javel, ja. Du har altså solgt hende til den idiot af en sømand?

Der tager du fejl.

Min tilkommende svigersøn er en helt igennem fin fyr.

Ingen kan vel fortænke mig i, at jeg er lykkelig over, —

— at hun ikke valgte en af jer.

Du er skrap at høre på, din elendige købmand.

Fyre som jer misforstår helt en sag —

— og bliver frække, fordi man er lidt venlig af sig.

Men nu må I gå, for jeg har mange nyttige gøremål.

Du skal ikke regne med os som kunder mere.

Tænk ikke på det. Nu får jeg jo en ny og givet langt bedre kunde.

Jeg skulle alligevel have givet dig et par på hovedet.

Sikkert. Men nu slap du selv for smæk, for jeg måtte jo slå igen.

Farvel.

Det klarede du søreme godt! Jeg er stolt af dig, far.

— Man fik helt ondt af dem. — Det skal du bestemt ikke have.

(let banken på døren) Hvad er der los? Kom ind!

— Hvad vil du? — Fruen vil gerne snakke med jer.

Nå, vil fruen det?

Sig, at hvis fruen vil snakke med os, så kan hun komme herind.

Har du tabt mælet, søster? Det er dig, der bliver talt til!

Gud ved, hvad hun vil snakke med os om.

— Der har vi jo vores kære stedmor. — Hun ser sgu meget godt ud, hva'?

Hvor er I dog søde, alle tre. Men jeg er ærlig talt træt af jeres opførsel.

— Hun kan ikke holde os ud mere! — Tror I, hun vil flytte?

Hurra, hurra! Så blev vi da endelig alene.

Hvad var det, der var så vigtigt?

Jeg har solgt Uglegården.

— Er du klar over, hvad du siger? — Naturligvis.

— Det er løgn! — Nej, det er sandt. Gården er solgt.

Da jeres far døde, ville I have mig ud.

I forlangte jeres arv udbetalt i håb om, jeg ikke kunne skaffe de penge.

Det var ellers en stor sum. Gud ved, hvor du fik dem fra.

Det angår ikke dig.

Hvad med os?

Jeg tror, I kan klare jer selv. I har tit sagt, at stedet keder jer.

— Javel, ja. Du vil altså af med os? — Det var sådan set tanken, ja.

Hvad så med dig?

— Mig? Jeg bliver her. — Nå, det gør du?

Du er en rigtig slange! Far skulle aldrig have giftet sig med dig!

— Slip mig dog. — Slip hende.

— Hvad fanden? — Det er bare kromanden.

Der tager I fejl.

Jeg er den nye ejer. Stedet er min slægtsgård, som jeg har købt tilbage.

I er sgu dygtige. Så skal du giftes med Dora?

— Netop. — Hør ham. Den er skrap, hvad?

Bravo, smukke. Du er sgu dygtig.

— Skal vi ikke give ham et lag tæsk? — Nej, vi gider ikke.

Vi ryster støvet af vore fødder. Kom!

(hund piber)

Så! Du kan vel vente, til maden er færdig.

Her lugter godt.

— Vi får flæskesteg og æblekage. — Hvorfor skal det være så fint?

Fordi det er en glædens dag, og her kommer en gæst til middag.

— Hvem er det? — Det er en hemmelighed.

En hemmelighed, som alle ved!

Hør, hvad var det?

— Værsgo, onkel. — Så tidligt på dagen?

En morgenbitter er lige så god som medicin. Skål!

Det er en stor dag. I morges klokken syv startede vi udgravningen af grus.

Jeg har svært ved at fatte, at det virkelig er sandt.

Dine økonomiske bekymringer er forbi. Du bliver en holden mand.

Du bragte heldet med dig, da du kom til Mosegården.

Jeg er glad for at kunne hjælpe dig.

Hvad siger du til, at jeg laver kyllingefarmen?

Du tager sandelig munden fuld. Men gør, som du vil.

Det bliver jo dit det hele engang.

Der er en lille ting til, som jeg skulle have talt med dig om før.

Ser du ... jeg mener ... Tror du ikke, at ...?

Jo, det tror jeg. Mennesket har ikke godt af at være ene.

Man skal tage imod kærligheden, når den byder sig.

Gift du dig bare. Pigen er jo sød og dygtig.

Desuden har jeg inviteret hende til middag.

Hun står forresten derhenne og kigger ind.

Dav.

Dav, Birthe.

Thorup! Thorup! Det er mig. Se, hvad jeg har favnen fuld af!

Det pureste, ædleste, mest friskopgravede grus af egen avl.

Så så. Tag det nu roligt.

Jeg kører dig derned, så du selv kan se det.

Det vil jeg også gerne, men sæt dig ned og træk vejret.

Fra i dag bliver der nye tider her på gården.

Vi lader de unge komme til.

Ja, jeg gider heller ikke mere.

Men vi kan altid give dem et godt råd, så der kan blive fart i sagerne.

Thorup, jeg kan se det hele for mig.

Hej, post!

Av!

Danske tekster: Malene Hollnagel Scandinavian Text Service 2014