All language subtitles for Min søsters børn vælter byen (Danemark) (1968).Danois

– 6 sød og ½ piske.
– 6?

– Ja, de har et hav af unger.
– Men alligevel.

– Godmorgen.
– Godmorgen.

(uret slår 5)

Gud, det er min fødselsdag!

Åh, for søren.
Den er kun 5.

Øv.

Store viser på 12
og lille viser på 7.

– (uret siger kuk–kuk)
– Ti stille ...!

Go'morgen, det er min fødselsdag.
Klokken er 7.

Godmorgen, min skat,
og tillykke.

Tillykke, min pige.

Så må vi hellere se
at komme op.

– Utroligt, så mørkt det er i dag.
– Synes du det?

– Det bliver nok sne.
– På denne årstid?

Det skulle ikke undre mig med de
atombomber, vi har flyvende rundt.

Jan, det er min fødselsdag.
Du skal hejse flaget.

– Nå, tillykke.
– Tak.

– Michael, det er min fødselsdag.
– Jeg er syg, jeg vil ikke i skole.

– Du har efterårs–ferie.
– Det er noget andet. Jubi ...!

– Lotte ...
– Ja, det er din fødselsdag.

Klokken er 7, det bliver sne
og drengene hejser flaget.

– Og tillykke.
– Tak.

Rikke ... op!

– Kom nu.
– Ja, jeg kommer nu.

(der høres en trompet)

(vækkes af trompeten)

– Edel, hvad er klokken?
– Kvart over 5.

Kom her.

Se nu dér ...!

En skønne dag
melder jeg dem til politiet.

Hip hurra
for Pusle i dag

det, hun ønsker
det skal hun ha'

fødselsdag, fødselsdag
hurra, hurra, hurra.

– Kom så med gaverne.
– Nu skal jeg.

Værsgo,
den er fra mig, Jan og Blop.

Hvorfor har I ikke købt
en gave hver?

Er du rigtig klog?
De har været dyre.

– Det er mus ...!
– Luk låget på!

Jeg har ikke ønsket mig
hvide mus, vel Lotte?

Øjeblik ...

Nej.

Man forærer kun det,
man selv sætter pris på.

Vi skal nok passe dem.
Hit med dem.

Hvor er I tarvelige!

Hvis jeg møder dem,
flytter jeg på hotel.

– Nå, er du dér!
– Jeg faldt i søvn. Jeg er dødtræt.

– Af hvad?
– Det er det liv, hun lever.

– Hvor er mit blødkogte æg?
– Værsgo.

Her er en gave til ... fra onkel.
Fra Sydamerika.

– Jeg skal have frimærkerne.
– Ja, ja.

– Hvor er den underlig ...
– Lad mig se.

Den er da yndig, ikke mor?

Det er nu ikke skønheden,
der trykker den.

Der er brev med, far.
Læs det lige.

"Kære Pusle. Rigtig hjertelig
tillykke med fødselsdagen."

"Tante Lisbeth og jeg nyder livet,
når jeg ikke har kongresser."

"Den lille figur, vi sender dig,
er meget gammel og interessant."

"Man siger, at hvis den, der
ejer den, tager den i sin hånd, –"

"– og samtidig ønsker sig noget
rigtig inderligt, –"

"– så bliver ens ønske opfyldt.
Tante Lisbeth & onkel Erik."

– Lad mig prøve.
– Lad være. Det er min.

Jeg skal bare prøve
om den dur.

– Hvad ønsker du, Michael?
– At Batman kommer ind ad døren.

(døren knirker)

Nu kommer han!

Godmorgen.

– Sikke noget skidt!
– Hvabehar?

Nå, det er bare noget pjat.

– En kop kaffe, fru Jensen?
– Ja tak, gerne.

– Og tillykke, lille Pusle.
– Tusind tak.

Jeg har bestilt de røde sodavand
og fødseldags–kringlen.

Mælken til chokoladen
står udenfor.

Husk, vi skal have
røde pølser til middag.

Jeg har ordnet det. Og herren
får en god bøf som sædvanlig.

Det er pænt af Dem. Jeg flyver
til London med min kollektion.

– Med din mannequin Camilla.
– Én skal vise kjolerne frem.

– Ja, det skal der vel.
– Klokken er 9. Jeg må afsted.

Herren sagde, at klokken er 9.

Jeg stillede mit efter Nørrebros
Runddel. Den er 10 minutter i 7.

10 minutter i 7 ...

– Det er fandme for dårligt.
– Kom så med resten af gaverne.

Det er min fødselsdag,
husk lige det.

Der er bestilt værelse på Plaza,
kollektionen er i lufthavnen.

Camilla møder Dem
en ½ time før i Kastrup.

(telefonen ringer)

Hos grosserer Berg.

Goddag, Camilla.

Hvad siger De ...!?
Camilla har fået fåresyge.

Det er ikke noget,
man får som voksen.

Goddag, Camilla ... Nå, så
må jeg få fat på en anden.

Ja, klokken er mange.
Jeg må skynde mig.

Nå ...!
Nå, men god bedring.

Hun har været hele raden rundt.
Ingen kunne. Hvad gør vi?

(klaver–musik)

(klappen)

Der er li', hvad der skal vær'
både hist og navnlig hér

Bakkens glade syngepi'r
har det hele, og vi si'r

der er li', hvad der skal vær'
tralala og alt det dér

Bakkesang med klang og kling
og ballet med hiv og sving

alle drengene i salen
griner li' så højt, de kan

når vi gi'r de skrappe sange
råber Kaj og Per og Dan:

der er li', hvad der skal vær'
Bakkens muntre folkefærd

jubler, når vi synger her
der er li', hvad der skal vær'

hej.

– Jeg synes ikke, det er morsomt.
– Gør du ikke?

(klappen)
(telefonen ringer)

– Åhr, hvad er der nu?
– Ja, midt i forestillingen.

Hallo? ... Ja, goddag.
Det er herren.

Ja? ...
Gud, det var dog skrækkeligt.

Har I prøvet
at få fat i en anden?

Jeg ...?! Det er 10 år siden,
jeg er gået mannequin.

Du må gøre det, Else.

Kan du ikke bruge Rikke?
... Til at gå mannequin i London.

– Det kan jeg da ikke.
– Hørt.

– Jo, du kan.
– Hun kan ikke passe modellerne.

– Du har Camillas mål.
– Hvad med børnene?

Det drejer sig om et par dage.
Jeg henter dig om 20 minutter.

– Hvad er der så i vejen?
– Camilla er syg.

– Jeg må gå mannequin.
– Du ... i din alder?

Man kan ikke se,
jeg har fået så mange børn.

– Hvornår skal du afsted?
– Om 20 minutter.

Rikke, vær sød
og tag min kuffert frem.

Hvad så med resten
af forestillingen?

Lille skat,
det må mor have til gode.

– Hvem skal passe os?
– Vi har fået tvillinger siden sidst.

– Fru Jensen ... Og Rikke.
– Du har kendt Rikke i 17 år!

Nu må I være søde
og hjælpe mor og far.

– Det er efterårs–ferie.
– Alt det, vi skulle have været til.

Vi vil gerne
have det lidt morsomt.

– I er da så store ...
– Nej ...!

– De fleste af os er så små.
– Jeg går i søvne.

– Hvad skal jeg dog gøre?
– Det skal jeg sige dig, min pige.

Du rejser med.
Så passer jeg børnene imens.

Tante Alma,
det kan jeg ikke tage imod.

– Visse–vasse.
– Det kan vi ikke tage imod.

Sengen i gæsteværelset
er så dårlig.

Tvillingerne skriger hele natten.

Husk, at de fleste af os
er så store.

– Fru Jensen kommer jo.
– Så har vi Rikke. Den klarer vi.

Så, nu hjælper jeg dig med at
pakke. Du har nøjagtig et kvarter.

– Skal vi ikke komme videre?
– Nej, vores humør er ødelagt.

Skynd dig, vi har kun 25 minutter
at nå derud i.

Åh, for pokker! Kan du ikke
lukke den kuffert ordentligt!

Skynd jer, skynd jer.

Vær nu sød ved tante Alma.
Farvel ...

Farvel ...

– Kan nogen spise mere?
– Nej tak!

– Så siger vi velbekomme.
– Velbekomme.

Rikke, du lægger tvillingerne
og Lars i seng.

– Nej, for jeg skal ...
– Det skal du ikke, nej.

Tak, fru Jensen. De skal hjem.
Det her ordner vi selv.

– Jeg kan sagtens ...
– De har haft nok at gøre i dag.

– Jamen ...
– Farvel, fru Jensen.

– Farvel.
– Farvel, fru Jensen.

Louise og Charlotte
går ind i stuen og rydder op.

Tag jeres legetøj med op
og gå så pænt i seng.

– Vi skal ikke i seng endnu!
– Jo, det skal I.

I har været usædvanligt
tidligt oppe i morges.

Jan og Michael,
I hjælper mig med at vaske op.

– Med hvad?
– Med at vaske op.

Drenge har godt
af husligt arbejde.

Det kommer jer til gode senere.
Ikke mindst jeres koner.

– Vi skal ikke giftes.
– Visse–vasse. I skal giftes.

– Får du bestilt noget?
– Hold mund.

(pifter)

– Kom så.
– Ja, jeg kommer nu.

– Var det Jørgen?
– Ja, vi skal i biffen.

– Det vil tante Alma ikke synes om.
– Se lige efter de små, ikke?

Tror du, det er
Studenternes Babysitter?

Ja, det er lige 3½ time
... plus moms.

Jeg har fået en idé. I morgen
går I ud og gør haven i stand.

– Motorklipperen er i stykker.
– Så bliver den repareret.

– Så går jeg.
– Hvor skal du hen?

– Jeg skal ... på aftenskole.
– Hedder det nu dét?

– Du er hjemme kl. 10 præcis.
– Ja, ja.

Her.

Nu lukker sig mit øje
Gud fader i det høje

bevar os for synd ...

... og for tante Alma.

– Her må gøres noget.
– Hvad for noget?

– Vi må af med hende.
– Hvordan?

– Melde hende til børneværnet.
– For hvad?

– Børne–mishandling.
– Nej, noget der går hurtigere.

– Har vi ikke noget Bladan?
– Jo, men det er låst inde.

– Det brækker vi op.
– Det er meget giftigt.

Det skal det også være.

– Er I ikke i seng endnu?
– Jo, jo ...

Hvordan er det her ser ud?

I skulle rydde op
og lægge legetøjet på plads.

Vi skulle rydde op i stuerne
og bære legetøjet op.

– Og det har vi gjort!
– Ikke næsvise.

Vi siger bare det, du sagde.
Og du sagde ...

Jeg véd udmærket godt,
hvad jeg har sagt.

Straks efter morgenmaden
gør I jeres værelse i orden.

– Hvad for vi for det?
– Får for det?

Vi plejer at få 25 øre i timen.

I får ikke noget for det.
Det er enhvers pligt –

– at gøre i stand efter sig.
Man må tage hensyn til andre.

Ellers tager de ikke hensyn til én.

Dét har jeg prøvet.
Jeg fik én på skrinet.

Den moderne, "frie" opdragelse!
Den er aldeles forkastelig.

Derfor er vore fængsler overfyldte.

Det, børn trænger til,
er en fast hånd.

Gud ... hvad var det?

– Hvad er der sket?
– Hun er blevet væk ... tante Alma.

– Sludder.
– Det er rigtig nok.

Jeg sad med min tryllefigur og
sagde: Bliv væk. Og det blev hun.

– Vrøvl.
– Nej, den kan jo ikke.

Nå, men så find hende.

Mærkeligt.
Hvor mon kællingen er blevet af?

Jeg ville ønske,
at jeg vidste det.

(rullegardinet ruller ned)

– Det er løgn!
– Gud nej ...

Jo, den er god nok.

– Hvorfor kan du trylle?
– Fordi det er min.

Kun den, der ejer den,
kan ønske noget.

Hun kan da ønske
noget for os, ikke?

Hvis jeg vil.
Skal jeg lave lidt natmad?

Nej, Blop og tvillingerne
skal også se tante Alma.

Se, Blop, dér er tante Alma.

Det er så skønt,
så skønt, så skønt.

Godmorgen, tante Alma.

Klokken er 8.
I skal ikke i skole.

Tante Alma er væk,
og fru Jensen er kommet.

– Godmorgen, fru Jensen.
– Godmorgen, lille Pusle.

– Er din tante stået op?
– Næh.

– Sover hun endnu?
– Hun har ikke været i seng.

– Har hun ikke været i seng?
– Næh, hun skred.

– Skred hun? Hvornår?
– I aftes lige pludselig.

– Er hun gået fra jer?
– Ja, det blev hun nødt til.

Tante Alma siger, hun ingen
morgenmad skal have. Hun sover.

– Sover hun?
– Somme tider flere dage i træk.

– Hun er rejst.
– Er hun rejst?

– Det bliver hun jo nødt til.
– Nåh ja.

Godmorgen.

Hvorfor har du vækket mig?
Jeg er dødtræt.

– Visse–vasse.
– Ja, for du har ryddet op.

Gjort i orden på badeværelset.
Det kommer dig til gode senere, –

– hvis du lærer om pligt ...

– Og ansvar.
– Og disciplin.

Hvad har man gjort,
at man skal omgås jer?

– Gid jeg sad på en Sydhavs–ø.
– Det ville jeg også ønske.

Dér skred hun.

– Gik hun?
– Ja.

– Hun fik ikke sin morgenmad.
– Hun er på afmagrings–kur.

– Tror I aldrig, hun kommer igen?
– Vi kan ønske hende tilbage.

Nå ja.

Kan du ikke trylle mig om
til Batman?

– Hvem?
– Véd du ikke, hvem Batman er?

Tal ordentlig til mig,
ellers kan du selv trylle.

– Kom så i gang.
– Var det Batman, han hed?

Jeps.

Gud nej!

Pas på, nu kommer Batman.

Åh, de mennesker!

Michael, hold så op med det dér.
Vil du komme ned.

– Ingen kan standse Batman.
– Du kan tro, jeg kan standse dig.

– Edel, ring til politiet.
– Batman hjælper politiet.

Edel ...!

14 48.

– Juhu, fru Jensen.
– Åh ... pjat.

– (telefonen ringer)
– Ja? Politiassistent Møller.

Mit navn er Andersen.
Vi sidder ved morgenbordet ...

Flyvende ... omkring lysekronen?

Ja, og nu må De tage affære.
Jeg købte huset for at få fred.

Den familie ved siden af
har forpestet min tilværelse.

De larmer, men når de trænger ind
og flyver rundt om lysekronen ...

Ja, det kan man ikke have.

Det er jo rarest
at leve i fred med sine naboer.

Hvis det gentager sig, så rykker
vi ud. Hvad var adressen?

Fredhvilevej 11?
Ja, men så siger vi det.

Farvel, hr. Andersen. Og ring
endelig, hvis der er noget.

– Var den helt gal?
– Ja, mon ikke.

Snup avisen. Vi skal se,
hvad vi skal lave.

– Skal du ikke have andet tøj på?
– Nej.

– Skal vi tage i Zoologisk Have?
– Der har vi været.

Jeg vil gerne se elefanterne.

– Hvorfor gider vi tage derud?
– Jeg vil se elefanterne.

Du kan få dem herhjem.
Det er praktiskere.

Nå ja.

– Jeg tror, der bliver ballade.
– Det er ikke utænkeligt.

Så er elefanterne der.

Herbert ...!
Kom og se.

Nu kan det være nok!
Edel, jeg ringer til politiet.

1448.

Det er mig ... Andersen.
De talte med mig før.

Det siger De ikke. Står der nogle
elefanter uden for Deres vindue?

Hvor kan de
være kommet fra?

Det véd jeg ikke.
Jeg forlanger dem fjernet.

Tror De ikke, at elefanterne
lister lige så stille af igen?

Det er muligt.
Nogle må savne dem.

Jeg vil ikke have dem her.
De kan vælte huset.

Hvor skal jeg gøre af dem?
Vi har ikke særlig god plads.

Det er meget svært
at anbringe elefanter.

Jeg vasker mine hænder!

Ja, gør det, hr. Andersen.
Gør det.

– Jeg går derind!
– Nej, det kan være livsfarligt.

Edel, lad mig selv afgøre,
hvad jeg foretager mig.

(telefonen ringer)

Ja, det er Petersen.
... Nå, et øjeblik.

– Er det hr. Andersen?
– Nej, Zoologisk Have.

Hallo? ... Hvad siger De?
Er de forsvundet?

Det er ellers ikke noget,
der forsvinder.

Var det elefanter? ... Jeg skal
gøre, hvad jeg kan. Farvel.

– Hvor boede ham Andersen?
– Fredhvilevej 11.

Hold så op med det sludder!

Hvis De ikke tror, vi kan trylle,
hvor kommer så elefanterne fra?

Det véd jeg ikke.
Er jeres forældre ikke hjemme?

–De er ude at rejse.
–Er der ikke et voksent menneske?

– Jo, fru Jensen ... inde i køkkenet.
– I køkkenet?

Goddag, mit navn er Andersen.

Det er angående de elefanter.
Har De ikke set dem?

Nej. Tager De ikke fejl?
Vi har et par hvide mus.

Der går elefanter ude på vejen.

Det kan være nogle, som Pusle
har fået i fødselsdagsgave i går.

De børn får alt,
hvad de peger på.

Fru Jensen, det her er alvor!

Pigen påstår,
hun har tryllet dem herud.

Hvis De tror på alt,
hvad de unger siger ...

Det gør jeg ikke! Jeg véd bare,
at elefanterne er her.

Tror De ikke, at De skulle smutte
op til en af de der psykiatere ...

En af dem, der har begreb om,
hvad der foregår i bolden på én.

Vil De insinuere,
der foregår noget herinde?

Enhver kan jo gå hen og få
sine hallusinationer, ikke?

Se bare Jensen.
Har han fået lidt for meget ...

Han ser
både hvide høns og elefanter ...

Det er ikke morsomt!

Vil De sørge for
at få fjernet de elefanter!

– Skal jeg?
– De har ansvaret.

For det første er jeg
ikke dyretæmmer, vel?

For det andet står jeg
midt i en opvask.

Dér kommer fandme politiet.

Ja, dér er de sgu.

Godt, så kan De overtage sagen.
De véd, hvor jeg bor.

Hvad kan jeg
være til tjeneste med?

– Så I hvorfra elefanterne kom?
– Dér fra hjørnet.

– Det var mig, der tryllede dem ud.
– Nå, var det dét?

Meddel Zoologisk Have,
at elefanterne kan afhentes her.

– Vi kan bare trylle dem tilbage.
– Ja, det ville forenkle problemet.

Okay.

Petersen ... stod der ikke
nogle elefanter, da vi kom her?

– Jo, det mener jeg da.
– Hvor er de så nu?

– Tilsyneladende er de væk.
– (biltelefonen ringer)

Det var fra Zoologisk Have.
Elefanterne er kommet tilbage.

– Hvad foregår her?
– Min søster kan trylle.

– Hvor er jeres forældre?
– På rejse. Vi er alene.

Her må gøres noget.
... Hvad skal vi gøre?

– Hvor skal vi hen?
– Til en psykiater.

Han véd, om der er noget mentalt,
der er galt.

– Hvad er mentalt?
– Når noget er galt inde i hovedet.

– Har du da dét?
– Nej, men det har du.

(sækkepibe–musik)

Hvor er de flotte.
Det er skotter.

(pludselig spiller de:
Tingelingelater, tinsoldater)

Attention!

Er det dig?
Få det til at holde op!

Okay.

(musikken holder op)

De har bukser på!

Petersen, kør!

– Interessant, meget interessant.
– Ja, hvad kan der ikke ske?

Nej.
Jeg vil gerne hjælpe Dem.

– Var det elefanter?
– Ja, og et orkester. De forsvandt.

– Orkestret?
– Nej, elefanterne.

– Det er da så naturligt.
– Synes De det?

– Det forstår jeg så godt.
– Tager De gas på mig?

– Aldeles ikke.
– Og de havde bukser på.

– Elefanterne?
– Nej, skotterne.

Skotterne!
Videnskaben må træde til.

Det er klart.
Vil De lige følge med herover?

Så lægger De Dem her
og slapper helt af.

Det er ikke mig, der er noget i vejen
med. Det er hende derovre.

– Hun kan trylle.
– Selvfølgelig kan hun trylle.

Så slapper vi helt af.
Bare tag det roligt.

Så skal vi se på det.

– Hvad er det her?
– Det er pegefingeren.

– Det er jeg sgu klar over.
– Pulsen.

– Min?
– (hurtig tikken)

– Så er vi fuldstændig rolig, ikke?
– Jo.

Helt rolig, ikke?
Helt rolig, ikke?

Ja, for helvede ...!

– Var De lykkelig som barn?
– Vanvittig.

Og intet blev Dem nægtet?
Fx. at komme i Zoologisk Have.

Nej. Og jeg havde bukser på.
Er der mere, De vil vide?

Nej tak. Nu vil jeg bede Dem
ligge fuldstændig stille.

Vi skal lige tage denne lille prøve
her. Den er meget vigtig.

De må ikke sige ét ord.
De skal være fuldstændig stille.

Ikke sige ét ord, vel?
Kan De høre mig?

– Kan De høre mig?
– Ja, for pokker.

De har lige sagt,
jeg ikke må sige noget.

Så skal vi se,
hvad den viser her.

Det er jo fint,
det er jo fint.

(hurtig tikken)

– Er der noget galt?
– Slet ikke.

Slet ikke.

– Hvad er der i vejen?
– Der er ikke noget i vejen.

Det er, som om apparatet
er gået i stykker.

Har De set et EEG–apparat
lave små mænd?

Sådan er der ingen,
der ser ud inde i hovedet.

– Jo, hun gør. Er det dig?
– Ja, det er mig, der har tryllet.

Jeg kan også trylle noget andet.
Hvad vil I have?

– Nogle små koner.
– Okay.

Vil De være så venlig at tage
min puls og disse ledninger?

– Hvordan går det til?
– Det ville jeg spørge Dem om.

Der er ingen, der kan trylle.

– Jo, jeg kan.
– Selvfølgelig, min lille pige.

– Der må være en forklaring ...
– Og dén finder De ud af.

De garanterer mig for, at hun
holder op med det trylleri.

De kan møde mig
på dette nummer.

Vær venlig
at tage hat og frakke af.

Værsgo og tag plads her.

Vi skal have os
en lille snak sammen.

Vær en stor pige og fortæl mig
alting om din barndom.

Alting?! ... Det kan jeg ikke huske.
Det er så længe siden.

– Er du lykkelig?
– Hvad?

– Er du lykkelig?
– Hvad er lykkelig?

Næh ... Er du glad? Må du
gøre alt, hvad du har lyst til?

– Nej, det ved gud jeg ikke gør!
– Nå ... Hvad gør du så?

Så bliver jeg gal.
Så får jeg en endefuld.

En endefuld ...?!
Det er jo forfærdeligt.

Det er der ikke noget at sige til.
Vi er 8.

Aha ... og alle tror,
at de kan trylle?

Nej, det er kun mig.

Kan du fortælle mig, hvad du
synes, at det her forestiller?

Ja, en blækklat,
der er lagt sammen.

Ja, men den ligner da
også noget andet, ikke?

– Nej.
– Jo, den gør.

En blækklat er en blækklat.
Hvad synes du, den ligner?

Jeg? ... Øh ... En hest.

Eller en bamse.
Ja, en bamse.

Tror du ikke, at der er noget galt
oppe i øverste etage?

Det vil jeg ikke håbe. Jeg tror,
vi skal tale om noget andet.

– Hvorfor tror du, du kan trylle?
– Det er noget, jeg kan.

Så siger vi det.
Hvorfor har du lyst til at trylle?

Fordi det er skægt.
Og når man nu kan, ikke?

Ja, men det går ikke.
Det må du forstå.

Nej ... Ville du ikke ønske,
at du kunne?

– Jo.
– Dér kan du bare selv se.

Alle voksne går og si'r
verden er så fjollet

vi er nogle stykker, vist
som er med på holdet

– det er mentalt, det er galt
– alt er rivende tosset

alle nerver hænger
i laser på folk

som et sæt tøj
der er flosset

det er mentalt, det er galt
folk bli'r mere nervøse

alle styrter vi rundt
for at nå, hvad vi skal

det er dét
der gør skruerne løse

alle de voksne har
li'så travlt som dig

de gi'r sig ikke tid
til en rigtig leg

det er mentalt, det er galt
man er alt for travl

pengene hober sig op i en stavl
humør og glæde bli'r kvalt

det sørme mentalt
det er galt

alle voksne har det svært
stakkels, stakkels voksne

I har alle sammen lidt knas
med tænkeboksen

– det er mentalt, det er galt
– alle svinger I herligt med arm'ne

hjerte og lunger fungerer perfekt

– der er intet i vejen med tarm'ne
– det er mentalt, det er galt

ellers fejler I slet ikke noget
der er intet med øre, næse og hals

der er bare lidt knald
her i låget

alle I voksne
skal ikke tage det tungt

vi børn véd
I har samme bløde punkt

det er mentalt, det er galt
men vi voksne må trøste os med

at vi alle er bløde
det selvsamme sted

– det er lige ved at være normalt
– ja, det er mentalt, det er galt

alle voksne har så tit
rynker midt i panden

folk de gider dårligt nok
at smile til hinanden

det er mentalt, det er galt

alle velfærdens goder
har bevirket

– at folk nu har nok i sig selv
– og bli'r mærk'lige i deres hoveder

det er mentalt, det er galt
alle folk har en masse besiddelser

vi har hus, køleskab, fjernsyn, bil
plus en hel masse lidelser

fuglen er glad og fri
i sit grønne hegn

– voksne går sure rundt
– hvad er der så i vejen?

det er mentalt, det er galt
hvorfor har pippi en lille forstand?

hvad gavner det så det yndige land
at vi har det bedre socialt?

det er sørme mentalt
det er galt.

– Mogensen her.
– Det er Møller. Hvordan går det?

– Jeg har sendt hende hjem.
– Er hun holdt op?

Nej ... ikke endnu.
Jeg kan jo ikke trylle.

– De kan ikke slippe hende løs!
– Jeg kan jo ikke sætte hende fast.

– De må da gøre noget!
– Det gør jeg også.

Sådan et tilfælde
slipper man ikke godvilligt.

– Hvad gør De?
– Holder hende under observation.

Uden at hun véd af det.

Det er vigtigt at observere patienten
i de vante omgivelser.

Efterhånden
lægger brikkerne sig til rette.

En skønne dag har man
en løsning på problemet.

– Det tager vist lang tid ...
– Nu arbejder jeg hurtigt.

Det behøver kun
at tage et par år.

Et par år?!
Tænk, kan det gøres så hurtigt.

Ja ... måske 3, Møller.
Ha' det godt.

– Hvad er nu dét?
– Høns.

– Hvad skal de her?
– Jeg tømte en postkasse.

Jeg skyder sækken ind.

– Hvad vælter ned i sækken?
– Hønsene.

Hvordan er det gået til?

– Nogle har puttet dem derind.
– Igennem sprækken?

Øjeblik ... hvor står
den postkasse?

– På hjørnet af Fredhvilevej og ...
– Tak, det anede mig.

– De skal høre fra os.
– Kan jeg få sækken med igen?

– Sæt hønsene ind i detentionen.
– Javel.

Det vil nok ikke være uvant
for stamgæsterne.

(hønsene kagler højt)

Kom så, kom så.

– Værsgo.
– Tak. Farvel.

Nylagte.

Vi skulle have beholdt de høns.
Så havde vi fået gratis æg.

– Vi kan få nogle andre høns.
– Nå ja.

– (dørklokken)
– Det må være posten.

Det er fra Rikke.

– Hvor er hun havnet?
– Hawaii.

– Hvor er hun heldig!
– Læs nu, hvad der står.

"Kære alle sammen.
Det var lidt af en misforståelse."

"Her er forfærdeligt. Det øser ned.
Det er midt i regntiden."

"Ankommer til Kastrup den 12.
kl. 14.45. Kærlig hilsen Rikke."

Det er i dag. Skal vi nu have
hende rendende her igen?

– Kan du ikke trylle ordentligt?
– Det kan jeg ikke gøre for.

– Sørg for, at solen skinner.
– Der skal se sådan ud.

– (telefonen ringer)
– Hvad er der nu?

Hallo? ... Ja, det er det.

Dav, Rikke, det er Jan.
... Ja, vi har lige fået det.

Nå, men det er da godt.

Så gør du det.
Farvel, Rikke.

Det var Rikke.
Den er i orden. Solen skinner.

(det ringer på dørklokken)

– Det er vindues–pudseren.
– Er De ikke gået forkert?

– Fruen er ude at rejse, ikke?
– Jo.

Inden da bad hun mig
give dem en omgang.

Vinduerne altså. De ser også
skrækkelige ud ... Vinduerne.

Det er mig,
der pudser vinduerne.

Ingen skal beskylde mig
for ikke at være proper.

Nej ... men det er jo ikke et arbejde
for en lille svag kvinde.

– Hvad tager De for det?
– Det er betalt.

Hvordan havde De det
med vinduer som barn?

– Jeg faldt engang ud fra 2. sal.
– Det tænkte jeg nok.

Tillader De?

Jeg starter med køkkenet.
Goddag, børn.

Har De noget pudsecreme til
vinduerne? Det lyder logisk, ikke?

– Det har jeg aldrig hørt om før.
– Så hørte De det nu.

Vent og se. De vil aldrig
komme til at bruge andet.

Ham kender jeg ... Det var ham,
jeg var oppe hos i går.

– Hvorfor sagde du ikke noget?
– Han tror ikke, jeg kender ham.

Lad os så se,
hvad der går i bifferne.

– Børnefilm?
– Nej, de er møgkedelige.

– En polsk. Den bliver rost meget.
– Så skal vi ikke se dén.

Vi skal se en god én.
En, der har fået dårlig kritik.

Så er der jo mange
at vælge imellem.

Er der ikke en pornofilm?

– Jaaaa!
– Åh, det ser vi hver dag i tv.

Her: "Jeg, et figenblad".

– Hvad hedder den?
– "Jeg, et figenblad."

– Det lyder da meget yndigt.
– (skramlen fra vinduet)

– Den er nok forbudt for børn.
– Så kan vi ikke tage Blop med.

– Hvordan kommer vi derind?
– Vi går ikke ind ad indgangen, vel?

Nåh, nej!

– Hvor er de? ... Børnene.
– De er nok gået i biografen.

Har De set:
"Jeg, et figenblad?"

Det er en pornofilm.
Jeg skal vide, hvor den går.

– Véd du, hvor den går?
– Camera.

Camera? Tak skal du ha'.
Uhhh ...

– Hvad med vinduerne?
– Jeg har ikke tid.

Ellers sker der noget.

Folk og deres sexproblemer!
Vorherre bevar mig vel.

Hvor ser de rædselsfulde ud.
De har jo ikke en tråd på.

– Bliver de ved på den måde?
– Sikkert.

At voksne mennesker
vil være det bekendt.

Det er så skønt,
så skønt, så skønt.

– Jeg vil se "Min søsters børn".
– Nej!

– Der var engang ...
– Hvor er du tarvelig!

Vov, vov, vov
sagde den lille kanin ...

Nogle børn?
Der er ingen børn i teatret.

Filmen er forbudt
for personer under 60 år.

Vi har måttet udstyre de yngre
kontrollører med sorte briller.

Ja, men jeg skal have fat i de 4
børn, der sidder inde i biografen.

Det er for dårligt.
Nu trængte jeg til at se bare damer.

– Så kan vi gå på museum.
– Bare der er en slikbutik.

Farvel.

– Det er vel "Min søsters børn"?
– Ja, åbenbart.

Ih, hvor er det altså yndigt.

– Hvad for et af dem?
– Det i midten.

– Gad vide, hvad det forestiller?
– "Maleri 80 x 100."

Gud, hvor billigt. Det køber jeg.
Det koster kun 2 kroner.

Det er nummeret.

– Dér er han igen.
– Han tjener måske lidt ekstra.

Lad os gå derind.
Dér er nogen, der er bare.

Hallo! Kan De ikke vise
disse børn rundt? Jeg må gå nu.

– Skal jeg?
– Ja.

Selvfølgelig. Kom børn,
vi begynder herinde.

Det, I ser her, det er ...

Det er
"Adam og Eva før syndefaldet".

– Hvad er syndfaldet for noget?
– Synde–faldet.

– Hvad er så synde–faldet?
– Det véd man ikke nøjagtigt.

I véd, at slangen fik Eva
til at spise et æble af træet.

Dét skulle hun aldrig
have gjort.

– Var det ikke hendes træ?
– Sikkert naboens.

Ligesom når vi
går på æblerov.

– Så bliver der en farlig ballade.
– Det blev der nemlig.

– Eva tog en bid af æblet.
– (knasende lyd)

Derefter rakte hun det til Adam.

(børnene griner)

Det kan man ikke!
Vil De holde op! Her er børn.

Årh, det er det rene porno.

Vil De så lade være!

Mænd ...!

– Véd De, hvor der er en telefon?
– Ja ... derinde.

Politi ... politi ...

Rolig dame. Har De aldrig set
en mand fødselsdagstøj før?

– Ved gud nej.
– Så var det snart på tid.

Nå, skrider vi?

– Adam og Eva?
– Hvad stiller jeg op med dem?

Det véd jeg ikke.
Få dem på plads igen.

Skal jeg bede dem gå op
i rammen igen?

– Ja, for fanden!
– Det kan jeg ikke. De er levende.

Overordentlig levende.

Udmærket. Jeg sender
en vogn efter dem. Farvel.

Petersen, tag en vogn
og kør ind efter Adam og Eva.

– Efternavn?
– Intet ... Det er de originale.

– Skal jeg tage et figenblad med?
– Gør hvad fanden De vil.

Jamen, så gør jeg det.

Toget kører hurtigt frem
vi skal langt omkring

eventyret venter os
i det næste sving

Tivoli, Tivoli
dette her er vel nok trylleri

se, hvor springvandet springer
ballongyngen svinger rundt igen

med os i den

Tivoli, Tivoli
rutsjebanen er dejligst fordi

den gi'r kildren i maven
hvem kan være gnaven

her i Tivoli

af sted, af sted
med glade smil

den kan endnu
den gamle bil

Tivoli, Tivoli
her er nok, vi kan more os i

karrusellerne drejer
vi leger, vi ejer

hele Tivoli

alle ser vi sjove ud
i det skøre spejl

hvis man ikke kendte sig
ku' man godt ta' fejl

Tivoli, Tivoli

hjertet danser
til den melodi

Lumbye svinger med buen
og Pjerrot med huen

et hurra
med hilsen fra:

Tivoli, Tivoli

vi ska' også
ha' fyrværkeri

– solen skinner, for katten
– så tryller vi natten

frem i Tivoli

at dag bli'r nat
og nat bli'r dag

det ordnes her
som ingen sag

Tivoli, Tivoli

alt kan ske
når man har fantasi

dér er Tivoli–garden
det er dejligt, vi har den

her i Tivoli

Tivoli, Tivoli
det her er vel nok trylleri

alting spiller og drejer
vi leger, vi ejer hele Tivoli.

– Møller.
– Eva ...

– Møller.
– Adam.

– Møller.
– Jeg er direktør for museet.

– Hvad vil De gøre ved dette her?
– Spørg dén herre.

– Jeg ...?!
– Et øjeblik.

Denne latterlige situation
må bringes til ophør.

Jeg råder d'herrer til at få
figurerne anbragt på billedet.

Ellers bliver sagen indberettet
til kulturministeren. Farvel.

Hvor er pigebarnet?
Hent hende.

– Hvilket pigebarn?
– Hende, der kan trylle.

– Det véd jeg ikke.
– Véd De det ikke?

– Hun gik vist.
– Gik hun?

De kan ikke lade
det livsfarlige barn gå løs.

(telefonen ringer)

Det er Petersen ... Et øjeblik.

– Der er nået galt i Tivoli.
– Nå, så er hun sikkert dér.

Det er Møller.
... Det siger De ikke?

– Jeg er sulten.
– Nå ... Værsgo.

Nej, jeg er træt af æbler.
Spis det selv.

Ja, men vi skal komme
med det samme.

Sig noget, Pjerrot.
Sig ...

Hallo, børn.

Bliv her ikke,
nu kommer politiet og henter jer.

Pusle, få fat i Tivoli–Garden.
Jan, vi overgiver os ikke.

– Stands, eller vi skyder.
– Hold op med det pjank.

– Giv agt! Fyr!
– (et stort brag)

– Gå ind og hent hende.
– Skal jeg?

– Ja, det er Deres patient.
– Selvfølgelig ...

– De er væk!
– Det kan jeg sgu godt se.

Sæt en eftersøgning i gang.
Den pige skal fanges.

5 år, brunt hår, brune øjne,
højde sådan.

– Undskyld, mit navn er Lumbye.
– Mogensen.

Er det 4 børn, De leder efter?

– Ja, det er det.
– De løb dén vej.

Mange tak.

De er lige i hælene på os.
Herind.

Dér er de.

(børnene griner)

Kan De ikke lægge mig
ind på 6. afdeling?

Jo! ... Tag mig med.

– Dér er H.C. Andersen.
– Hej, H.C.!

Hej, med dig.

Højt for træets grønne top ...

(Rådhus–klokkerne
fortsætter sangen)

– Hvad laver de dernede?
– Rejser juletræet.

Gud, gør de det?

Holdt.

– Hvad laver De her?
– Rejser juletræet.

– Hvorfor?
– Det har vi fået besked på.

Af hvem?

– Hvem var det nu?
– Ja ... det var ...

(lurblæserne spiller:
bryllups–marchen)

(spiller: brudevalsen)

(klappen i takt til musikken)

Hurra, hurra, hurra!

Jeg gi'r ordet til J.O. Krag.

Per Hækkerup og jeg
vil udtrykke vor beundring –

– for regeringen Baunsgaard.

Må jeg bede oppositionen
med mig at udbringe et leve.

Regeringen Baunsgaard,
de længe leve

Hurra, hurra!

(marchmusik)

Hurra, hurra.

(spansk musik)

Konge, konge ...

Jeg er ikke klar over,
hvorfor vi fester i dag.

Men skal vi ikke
udbringe et leve –

– for Færøerne og Grønland
og alle søfolk.

– De leve!
– Hurra, hurra, hurra!

Hurraaaa!

Nå, er det så søndag igen?

Kom så, drenge.

Urban, Urban, Urban.

Urban, Urban, Urban ...

Hvad med at give dem
en gang pandekager?

– Så er der pandekager til alle.
– Jaaaaa!

Jeg er bange for, at det bliver svært
at finde børnene her.

Ja, vi tager tilbage til stationen
og leder slagets gang.

Se, dér går en western.

(lyden skyderi og hestehove)

Det må jeg sige!
Man gør noget ud af reklamen.

(skyderi)

– (megen larm og uro)
– Stille, sæt Dem ned.

Så kommer vi tilbage
til sagerne senere.

Og De går hen og tager Dem
en lille lur ...

Med hvilken ret blander De Dem
i vores arbejde?

Det er akkord.
Det bliver dyrt.

Vi er enige om, at det, De foretog
Dem, ikke var helt normalt.

Hov ... hov, hov!
Nu skal jeg sige Dem noget.

For det første er jeg normal.For det
anden er jeg ikke ansat til at tænke.

Jeg prøver blot
på at forklare Dem noget, –

– som ikke er til at forklare.

Hvis De forstår,
hvad jeg mener?

– Hvad er nu dét?
– Den lille havfrue.

– Hun vil ikke op på stenen.
– Det er en ubekvem stilling.

– Hvor skal vi gøre af hende?
– Stil hende derovre.

– Hun står jo ikke så godt.
– Så læg hende ud i badekarret.

Et øjeblik ... Hvad ser jeg?
Det er længe siden.

– Hvem er De?
– Kære barn, jeg er Deres digter.

– Nå, nå. Hej.
– Hej.

(telefonen ringer)

Ja, det er Petersen.
... Hvabehar?

Indianerne kommer.

Hallo? ... Åh gud nej.
Vesterbrogade?

(telefonen ringer)

Hallo? ... Hofmarskallatet?

Ja, jeg vil ikke undlade
at meddele Dem ...

... at Gefion er ved at pløje
Amalienborg Slotsplads op.

Ja, Gefion. Hende, der ellers er
placeret nede ved Langelinie.

Der må foreligge
en misforståelse.

Hans Majestæt tænkte på, om
det var et led i byplanlægningen.

Det er ikke utænkeligt.
Vi skal undersøge det.

Det udvikler støj. Og tronfølgerens
tronfølger kan ikke sove.

Jeg skal tage mig af sagen.

Ja tak, hvis De vil være så god.

– Hvad var det?
– Gefion pløjer Slotspladsen op.

Petersen, send nogle folk ind
på Amalienborg. Arrestér Gefion.

Vi kan vente indianer–angreb.
Tag Deres forholdsregler.

– Hvilke?
– Ja, øh ... som på film, ikke?

Hallo ... jeg vil ikke jage med jer.
Men har I ikke fundet pigen endnu?

Nå, gudskelov.
Så kom ind med hende.

Nu er det Dem. Sørg for,
det bliver standset omgående.

Så, så, tag det nu roligt ...

Jamen, der er hun jo.
Hvad var det nu, du hed?

– Anne.
– Anne, det er jo rigtigt.

Kom, nu skal vi tale ...

(hujen, skyderi og hestehove)

– Ja ... så er indianerne der.
– Udmærket.

– (megen larm)
– Vil De være lidt stille?

Man har bedt mig læse
et af mine eventyr.

Undskyld, hr. Andersen.

Sheriff, it's gold.

– Is there a doctor?
– Ja, jeg er doktor.

Pull out this arrow.
Quickly.

(skyderi)

Take this.

Here ... a souvenir.

Petersen ... hvor er folkene?

– Ude at lede efter små piger.
– Har De noget rød jod?

– Hvad gør vi?
– Intet. Det er ikke et filmstudie.

Er der ikke en instruktør,
som får dem til at holde op?

Jeg spørger ham derovre,
hvem der er instruktør.

– Who is the instructor?
– John Ford.

– Water ...
– Værsgo.

– Han hedder John Ford.
– Så ring til ham.

Frøken, Rigstelefonen hurtigt.

(skyderi)

Frøken, jeg skal tale med en
hr. Ford i Amerika personligt.

Jeg har ikke nummeret. En kendt
person ... Den klarer De sagtens.

– (telefonen ringer)
– Det er ikke ham, hva'?

Klokken er halv 5.
Hønsene skal have mad.

Jeg skal ind til politiet.
Hvilken dør skal jeg ind ad?

Me big chief ...
All the pale face must die.

Åh, det står jo dér.
Tak, skal De have.

Vil De ikke se efter børnene?
Man kan ikke være for forsigtig.

Det dér skal De være
forsigtig med, unge mand.

De kan komme til
at ramme nogen.

(skyderi)

Undskyld, kunne De sige mig ...
Har vi ikke set hinanden før?

– Hvor kender jeg Dem fra?
– Very glad to meet you.

Når jeg én gang har set et ansigt
... Bare jeg kunne huske hvor.

– Det er fra film.
– Ja ...! Jeg elsker western.

Er han ikke pragtfuld?

Han ligner ham, jeg var forlovet
med, før jeg mødte Jensen.

– Dem kender jeg da også.
– Vi er i familie ... langt ud.

– Er De også født Jensen?
– Jeg er slet ikke født.

– Hun er lavet af et af mine ribben.
– Hvad de kan finde ud af!

Tænk på alle
de hjerte– og nyre– plantager!

– Hvor er stations–forstanderen?
– Han sidder under skrivebordet.

– (telefonen ringer)
– Til Dem.

Hello?
Mr. Ford, I presume?

This is doctor Mogensen. We have
some of your film people here.

7 or 8 indians ... in Denmark.
I bil? Nå, by car?

No, they came
in aprærievogn –

– with 4 horses in front ...

Hvad?
Oh, I beg your pardon.

Han laver ikke film.
Han laver biler. Det var Henry.

– Åh, åh ...
– Hvad er der med ham?

Han er tørstig.
Jeg kommer med noget vand.

Frøken, De gav mig Henry Ford.
Jeg bad om John Ford.

– Hvor han bor? Det véd jeg ikke.
– Han bor i Hollywood.

Han bor i Hollywood selvfølgelig.

– Véd De, hvor børnene er?
– Nej, derfor er jeg kommet.

Hvorfor ligger De
og roder på gulvet?

Det er akavet
at tale med Dem dér.

Det er farligt at stå op.

Sludder og vrøvl.
Det er kun film.

Jeg er ved at blive
lidt urolig.

De har været væk i 4 timer, de
sagde, de skulle en tur til månen ...

– (telefonen ringer)
– Hello? ... Mr. John Ford?

Doctor Mogensen, Denmark.

We have some
of your actors over here.

What the devil
are they doing there?

I need them this second.
Let me talk to one of them.

Han spørger
hvad helvede de laver herovre.

Han vil tale med én af dem.

Pist ... you there.
It is John Ford.

Hello, Johnny.
... Yes, dear.

Okay, dear.
Okay, nice.

Okay, boys, stop.

It sure was
a long take, honey.

Jeg har ikke tid til det her.

Hvad kom vi fra?
Jo ... børnene var taget til månen.

Ja! Forældrene kan
komme hjem hvert øjeblik.

Børnene skulle gerne være
hjemme og tage imod dem.

Mogensen, hvad venter De på?
Hvad hindrer Dem i at tage af sted?

Hvordan kommer jeg derop?

De kan tage et af de rumskibe,
der farer frem og tilbage til månen.

– Nå ... jamen så gør jeg det.
– Tusind tak skal De have.

Har de grædt meget?

Tak ... tak skal De have.

Er han ikke skøn, hva'?

Sheriff, when is the next flight
out to Hollywood?

Til månen?
Eller Hollywood?

– Hvornår er vi Kastrup?
– 17.30.

Peter! ... Peter!
Dét var børnene!

Jan, Michael,
Lotte og Pusle.

– Sludder og vrøvl.
– De fløj lige udenfor.

Du er sikkert træt.
Det har været et par strenge dage.

Tænk engang hvor himlen dog
er mægtig, mægtig stor

og nu er vi kommet til det sted
hvor stjernerne bor

stjerneland, stjerneland

se, på stjerne–vrimlen

der er næsten ikke plads

snart til fler' på himlen

alle himlens stjernebørn
kan sagtens, for de véd

de må være oppe længe
efter solen går ned

stjerneland, stjerneland

stjernepi'r og –drenge

leger bedst
når Jordens børn

er i deres senge

alle stjerner har et navn
dér er Store Bjørn

og jeg véd da også godt
hvordan en stjerne får børn

stjerneskud, stjerneskud

blinker i det fjerne

se, dér har en stjerne–mor

født en lille stjerne

Av, dér er Månen.
Drej.

– Så er vi her.
– Her er da meget skægt.

– Hvad er klokken?
– Det véd jeg ikke.

Den må være over 5, for Solen ...
nej, Jorden er ved at gå ned.

Se!

Den russiske
og amerikanske månesonde.

Lad os gå derover.

– Ja, det er en russer.
– Skal vi sige noget til dem?

Hallo, dernede.
... Hvad hedder det på russisk?

Kuk–kuk.

Kuk–kuk, for søren.

Sig nu noget dernede.

(russisk tale)

Kan I høre os dernede?

Sabotage! Sabotage ...!

– Gud, den fotograferer os.
– Skidt med det.

Hvem har flaget?

– Har du glemt flaget, din ånd?
– Nej, tag det roligt.

– 9, 8, 7, 6 ...
– Wait a minute.

They have got people
up there on the Moon.

Nå, her er det.

Denmark ...!

Hip hurra
for Månen i dag

Danmarks hold
har plantet sit flag

We have to inform
the President.

vi kom først over stregen
hip hurra for Danmark i dag

– What do we do now?
– We go home.

Danmark ramte Månen i plet
med vores raket

og nu kan Sovjet og USA
gå hjem og vugge sig lidt

for Danmark kom til Månen
som en flot nummer 1.

Danmark leve.
Hurra, hurra, hurra.

Og så det lange:
Hurraaaaa.

Værgo.

Hip hurra
for Danmark i dag

Vi har gjort det!

Det er lykkedes Danmark
som den første nation i verden –

– at udføre den enestående bedrift
at landsætte mennesker på Månen.

Vi har underlagt os hele universet.
Fra nu af er alt muligt.

– Er det dét?
– Ja, alt.

Er det også muligt
at få dem ned igen?

– Ned? Hvorfor skal de ned?
– Jeg skulle have fat i dem.

Min kære ven!

Afstanden til Månen er
398.417 km 762 meter og ...

... lad mig se ... 47 cm.

– Så når de ikke hjem til middag.
– Næppe.

Kan De bringe mig
i forbindelse med dem?

– Jo, vil De derop?
– Nej, næh tak.

En anden dag måske,
når jeg har bedre tid.

– Men jeg vil sige dem en besked.
– Ja, ja ...

Hvor har vi Månen?
... Dér har vi Månen.

– Kan De se noget?
– Ja ... et blad.

Et blad? Nej ... jeg har altid sagt,
at der er vegetation på Månen.

Ikke for at være lyseslukker ...

Er det ikke disse blade, der har
forvildet sig ind foran kikkerten?

Hvad gør det? Det skal vi ikke
lade os slå ud af. Friskt mod.

Nu skal De se. Ja, her har jeg
dem ganske klart og tydeligt.

Er det ikke utroligt,
at det kan lade sig gøre?

Hip hurra for Pusle i dag
det hun ønsker, det skal hun ha'

fødselsdag, fødselsdag
hurra, hurra, hurra.

Det var utroligt,
så fast hun sover.

– Skal vi ikke vække hende?
– Jo, men forsigtigt.

Vågn op.
Det er din fødselsdag.

– Godmorgen og tillykke, min skat.
– Tillykke, Pusle.

– Hvor er min tryllemand henne?
– Din hvad?

– Det er noget, hun har drømt.
– (det banker på)

Godmorgen.
Døren stod åben dernede.

Godmorgen.

Jeg har en del budskaber
til fødselsdagsbarnet.

Og en lille pakke.
Den kommer langvejsfra.

– Fra Sydamerika.
– Tak.

Den er nok fra onkel.

Pak nu op.

Næh, hvor er den yndig.

Der er brev med.
Læs det lige, far.

"Kære Pusle. Rigtig hjertelig
tillykke med fødselsdagen."

"Den lille figur, vi sender dig, er
meget gammel og interessant ..."

Dét var mærkeligt ...

Tekstning for hørehæmmede:
PS–TEXT, Pia Schlüntz