Original subtitles

En gang blev jeg vækket midt om natten.

Han havde rettet et gevær mod mit hoved.

Han sagde, at han havde myrdet en kvinde natten før.

Han havde stukket hende ihjel.

Jeg tvivlede slet ikke på, at det var sandt.

Jeg troede på det.

Bernadette Hyde var i 14 år gift med en mand, der skræmte hende.

Jeg var lige ved at sige det til nogen. Jeg ville så gerne sige det.

Men jeg vidste, hvad der så ville ske. Han ville slå os ihjel.

HVAD NU, HVIS DIN NÆRMESTE...

...VAR DJÆVLEN I FORKLÆDNING?

VILLE DU SE TEGNENE?

Størstedelen af verden er et godt sted at være. Et skønt sted.

99 procent af alle mennesker er sjove, respektfulde, kærlige.

Så er der 1 procent som du, der er ond.

- Jeg er ikke ond. - Jo.

I maj 2011 blev Brian Sugrim anholdt for en otte år gammel forbrydelse-

-han troede, han var sluppet af sted med.

En dag vågner man op og indser, at man lever midt i et mareridt.

Man fatter ikke, hvordan det er endt sådan.

Og man ved ikke, hvordan man slipper ud af det.

Folk forstår ikke-

-hvordan man kan blive sammen med en, der er sådan, men...

...jeg elskede ham jo.

Og jeg troede virkelig, at han elskede mig.

Brian virkede engang som en kærlig mand og far.

Men der havde været visse...

...tegn.

Jeg var 16 år, og det var sommer.

Jeg skulle hente min fætter, og så skulle vi ud at bade.

Så kom Brian bare gående ud fra skoven bag min fætters hus.

Hans forældre boede et par huse væk fra min fætter.

- Hvad hedder du? - Bernadette.

Et kønt navn til en køn pige.

Jeg blev nysgerrig med det samme.

Det var en lykkelig tid.

Det var vores første date. Før noget af alt det skete.

Bare to teenagere, der var ved at forelske sig.

Jeg havde aldrig fået opmærksomhed fra fyrene før.

Så det var faktisk første gang, at nogen virkede interesseret i mig.

Jeg kommer fra en familie med seks børn.

Mine forældre og søskende elskede mig da, men jeg havde aldrig oplevet-

-at det kun var mig, der fik opmærksomhed. Det gav han mig.

Han fortalte mig, hvor smuk jeg var, og det var begyndelsen på det hele.

Bernadette og Brian blev straks uadskillelige.

Jeg var ligeglad med alt andet. Jeg ville bare-

-være i nærheden af ham. Og han virkede, som om kun jeg betød noget.

Han skrev kærestebreve til mig konstant.

Jeg vidste bare, at vi skulle være sammen for altid-

-og han gav klart udtryk for, at han også havde det sådan.

Vi var så unge... og så ubekymrede.

En dag gik vi en tur.

- Vi bliver nødt til at tale sammen. - Ja...?

Han sagde, at der var noget frygteligt, han måtte fortælle mig.

"Jeg har slået en ihjel."

Sådan må du ikke sige. Det er ikke sjovt.

Jeg forstod vist ikke, hvad han sagde. Han havde slået en ihjel.

Men han fortalte hverken detaljer eller kendsgerninger.

Ikke noget med hvem, hvad, hvor eller hvorfor.

- Jeg elsker dig og vil være ærlig. - Du kunne aldrig gøre nogen fortræd.

Vil du ikke nok tilgive mig?

Han sagde, at han var et dårligt menneske-

-og spurgte, om jeg kunne elske og tilgive ham.

Jeg var ikke blevet forelsket i dig, hvis du var et dårligt menneske.

- Jeg håber, at du har ret. - Det ved jeg, at jeg har.

Hvordan skal jeg sige det? Jeg...

Jeg forstod ikke, hvad han sagde eller troede ikke på, det var muligt-

-at det menneske, jeg elskede, og som elskede mig-

-kunne være i stand til den slags.

Bernadette overbeviste sig selv om, at Brian ikke mente det.

Men politiet mistænkte ham i en mordsag.

Der var en efterforskning af en, der var død-

-men jeg troede ikke på, at han var morderen.

Politiet lod ham gennemgå en løgnedetektorprøve-

-men efterforskningen var aldrig resulteret i noget.

Sagen blev henlagt.

Politiet sigtede aldrig Brian for mord.

Jeg så ham ikke som et dårligt menneske. Han var skøn og kærlig-

-og holdt af mig, og jeg elskede ham.

Det endte med, at Brian friede til mig og forærede mig en ring.

Han arbejdede, mens jeg gik i skole. Vi var lykkelige.

Det gik godt for os. To børn og en hund.

Han var en skøn far. Han elskede den rolle.

Han var så lykkelig i den tid.

Jeg har aldrig set ham mere lykkelig.

Men så forandrede han sig.

Efter Bernadette og Brian blev gift, stillede han høje krav til hende.

Jeg skulle være begavet, komme med de rigtige svar-

-tale korrekt og bruge de rigtige ord.

Man kan gøre tingene rigtigt og forkert.

- Hvorfor er det så vigtigt? - Min kone skal ikke lyde dum.

Fint...

Jeg skulle tænke over mit ordvalg-

-og hvordan jeg udtrykte mig.

Når Bernadette ikke levede op til Brians krav...

...blev han vred.

Vi ses på lørdag. Hej.

Hvordan svarede du?

Jeg fik et opkald, som jeg åbenbart svarede forkert. Han gik helt amok.

"Jeg har lyst til at smadre dit hoved ind i væggen og se blodet løbe."

"Så vred er jeg på dig."

Så råbte han:

"Det rager mig, om naboerne hører os. De kan bare tilkalde politiet."

"Du skal aldrig nogensinde være så respektløs igen."

Næste gang er jeg ikke nær så sød.

Brians temperament begynder oftere og oftere at koge over.

Bernadette ved aldrig, hvad der kan antænde hans raseri.

Du gør bare, som jeg siger. Basta!

Det kunne være småting som, at gulvet var beskidt.

Eller et fingeraftryk på tv'et.

Hvis han så det, kom der en ordentlig svada.

Hans moralprækener kunne vare to eller tre timer.

Lange foredrag...

...hvor han bankede alt det ind i hovedet på mig, som jeg gjorde galt.

- Undskyld, men... - Hør nu efter, hvad jeg siger.

Jeg var nødt til at lade ham rable løs.

Jo mere jeg kunne pacificere ham-

-desto bedre havde vi det.

Det skete nærmest hver anden aften.

Brian skulle snart give Bernadette en sidste advarsel.

"Stå så op, din dumme kælling!"

Hold op, Brian.

"Jeg slår dig ihjel her og nu."

Når jeg ser det i bagklogskabens lys-

-er det lettere, at se alting klart og undre sig over-

-hvorfor jeg ikke kom væk fra det.

Hvorfor jeg ikke så advarselslamperne.

Men da jeg var i det, kunne jeg ikke se andet-

-end at jeg elskede ham mere end noget andet.

Bernadette lever i konstant frygt for Brian Sugrims udbrud.

Man vidste aldrig, hvornår det skete eller hvorfor-

-men jeg kendte hans kropssprog og hans stemmeleje-

-så jeg vidste, når der ville komme et udbrud.

Du var ude med dine veninder i en time, og du siger ikke, hvor I er.

Undskyld.

Man bliver et tomt menneske...

...som udholder en dag ad gangen.

Mit liv var et mareridt.

Jeg var et tomt hylster-

-der gjorde alt for at overleve og beskytte mine børn.

Jeg lærte at fortrænge mine følelser og ikke græde eller føle-

-eller føle smerte eller bekymre mig om andet end bare mine to børn.

Det var alt. Alt andet lukkede jeg ude.

Hver dag måtte jeg gå rundt på listesko.

Jeg var så bange, at jeg ikke kunne spise noget.

- Skal vi ikke tage i parken i dag? - Jo.

Jeg kunne se på ham, når han var i det humør.

Så blev det ikke en god dag. Eller en god aften.

Brian begynder snart at udtrykke sin vrede mere voldeligt.

Jeg frygtede mandage og hadede dem.

Brian var besat af kampsport og boksning.

Han ville have, at vi kunne forsvare os.

Han lærte os alt muligt. Ikke kun boksning.

Vi lærte at bruge en kniv og undgå at blive stukket ned.

Og vi lærte at håndtere en pistol.

Først syntes jeg, at det var fint, at børnene morede sig-

-og lærte det, da de var yngre.

Men så blev det tvang.

Jeg havde ikke noget valg. Børnene havde ikke noget valg.

Det var bare noget, vi skulle hver mandag aften.

Og det varede omkring tre timer.

Enten var han tilfreds med ens præstation-

-eller også var han ikke.

Og som regel var han ikke tilfreds med min præstation.

Han var ligeglad med, at han slog, så jeg fik blå mærker.

Man skulle bare gøre, som han sagde og finde sig i det.

Han fik børnene til at slås mod hinanden.

Og man måtte ikke tage hensyn.

De fik faktisk at vide, at hvis de tog hensyn til hinanden-

-så ville han slå dem i stedet.

Snart begrænser Brians voldelige adfærd sig ikke kun til boksetimerne.

Han havde købt mobiltelefoner til os-

-og det var min første, så jeg var ikke vant til dem.

Han prøvede at ringe, men mobilen lå i min taske-

-så jeg hørte den ikke.

Da han så kom hjem...

Hvor mange gange skal jeg ringe til dig, hvad?

Undskyld...

Han skubbede mig op ad væggen og råbte op om min mobiltelefon.

Så begyndte han at ævle løs om, at jeg ødelagde alt-

-og at jeg bare skulle opføre mig, som han sagde.

"Nu lever du snart op til mine krav, ellers slår jeg dig ihjel."

"Jeg kan nemt komme af med dig. Få det til at ligne et uheld."

Undskyld...

Rolig nu... Undskyld.

Så fortalte han, hvor højt han elskede mig, og at det nok skulle gå.

Det skal nok gå. Du skal bare lave om på nogle småting.

"Det er din skyld, men vi kan godt komme videre. Kan du tilgive mig?"

Sådan var det hver gang.

Han blev rasende-

-og det næste øjeblik tryglede han om tilgivelse og sagde, han elskede mig.

I meget lang tid holdt jeg fast i-

-han ikke ville dræbe mig. Han elskede mig for højt.

Så gik det op for Bernadette, at hun måske tog fejl.

En gang blev jeg vækket midt om natten.

Han havde rettet et gevær mod mit hoved.

Brian? Hvad laver du?

Han stod ved sengen og rettede geværet mod mig-

-og sagde: "Stå så op, din dumme kælling."

Hold så op, Brian.

Jeg anede ikke-

-hvorfor eller hvad der foregik...

Jeg gjorde bare, som han sagde.

Han tog mig med ned i spisestuen og satte mig ved bordet.

Han viftede med geværet, og så gik han i gang med en moralpræken-

-om alt det, jeg gjorde galt.

Hvis du gjorde det, du skulle, ville vi ikke stå her lige nu!

Jeg sad ved bordet og undrede mig over-

-hvad pokker der havde fået ham til at true mig med et gevær-

-og ævle løs om det her helt ud af det blå.

Det var første gang, jeg virkelig frygtede for mit liv.

"Gud, nej... slår han mig ihjel nu?"

- Sig mig så, om det sker igen! - Nej, nej...

Fint!

Men næste dag var han en stor undskyldning igen.

"Jeg ville ikke skræmme dig sådan. Jeg elsker dig så højt. Tilgiv mig."

Jeg tilgiver dig.

Og fra da af blev det bare endnu værre.

Jeg havde en hund, som jeg var meget knyttet til-

-og som jeg havde haft længe.

Engang løb hunden ud af vores have, for det gør de jo-

-og så blev han sur. Han tog hunden med om i baghaven foran os alle-

-og... skød den i hovedet.

Blodet sprøjtede ud over mine ben.

Jeg kunne intet gøre. Hverken græde-

-eller vise nogen form for følelser.

Mine børn var små og blev tvunget til at se det.

Han sagde bare-

-at det var den slags, der skete, når man ikke hørte efter.

I 2003 vækker Brian Sugrim Bernadette midt om natten.

Han havde ikke sovet og havde været ude hele natten.

Han sagde, at der var noget vigtigt, vi skulle tale om.

"Der er noget, jeg må fortælle dig."

Det var et flashback til dengang...

- Jeg har slået en ihjel. - Du kan da ikke gøre nogen fortræd.

Jeg vidste straks, da han sagde de ord-

-hvad han ville fortælle.

Det er sket igen. Jeg har slået en ihjel.

Han sagde: "Jeg myrdede en kvinde i nat."

"Jeg myrdede en luder. Jeg stak hende ihjel."

Denne gang tror Bernadette på ham.

Det passede. Jeg var ikke i tvivl om, at det, han sagde, var sandt.

Jeg troede på det.

Nu er du nødt til at gøre nøjagtig, som jeg siger.

Jeg havde kvalme og var bange.

Hvis du gør noget som helst andet, end det jeg siger-

-ved du, hvad der sker.

Det første, han gjorde klart, var-

-at hvis jeg fortalte det, slog han mig ihjel.

Og han mente det.

Du fortæller ikke nogen om det her.

Du ved, hvad jeg er i stand til.

Så gik han ud i baghaven og brændte nogle ting af.

Han sagde, at det var hendes ting og sådan noget.

Og så begyndte han at give mig ordrer.

"Du sætter mig af på busstationen-

-og så fortæller du folk, at vi er blevet separeret."

"Så er du på vagt, og hvis du ser noget i nyhederne-

-underretter du mig."

Det gjorde jeg så.

Linda Kay Gibson blev fundet den 13. September 2003.

Hendes lig blev fundet i Millwood-kvarteret.

Hun var blevet brutalt banket og stukket ned.

Det var kvalmende. Det var rædsomt at se hendes ansigt.

Det æder en op indefra.

Politiet håber, at tiden arbejder for dem.

Der må være en borger derude, der har oplysninger.

Jeg overvejede da at kontakte politiet, mens han var væk.

Det gjorde jeg da.

Men af frygt sagde jeg ingenting.

Han var sammen med min familie. Det var der, han skjulte sig.

Hos min fætter. Han ville da slå dem ihjel for at beskytte sig selv.

Så jeg gjorde, som han bad mig om.

Jeg tror, at han blev væk i en måned.

Ingen mistænkte ham for noget. Overhovedet.

Da han følte, at det var sikkert, kom han hjem.

Han dukkede bare op.

Og så forandrede alt sig.

Frygt er det mest overvældende...

...i hele verden.

Man bliver så bange for en-

-at man bliver lammet.

Jeg havde da tænkt på at tage børnene og rejse.

Helt sikkert. Og jeg havde gjort det på stedet-

-hvis ikke jeg havde frygtet, hvad han ville gøre-

-til gengæld.

Bernadette havde god grund til at frygte sin mand, hvis hun rejste.

Engang havde jeg prøvet at fortælle ham, at jeg ville væk.

Jeg kan ikke mere, Brian.

Jeg sagde, jeg ikke var lykkelig. Jeg var ikke forelsket mere.

Vi aflagde løfter. Betyder de intet?

Efter et stykke tid sagde han:

"Jeg slog kvinden ihjel, fordi hun mindede om dig."

"Jeg kunne ikke slå dig ihjel, for du er jo mor til mine børn."

"Men de har ikke brug for dig mere."

Du bliver den næste, hvis du går din vej.

"Jeg kan slå dig ihjel og få det til at ligne en ulykke."

"Du lovede mig det her liv-

-så du gør klogest i at holde det løfte."

"Ellers slår jeg dig ihjel. Så enkelt er det."

Tænk du hellere lidt mere på børnene end på den skilsmisse.

Jeg er overbevist om, at han ville slå mig ihjel. Han planlagde det.

Brian bad endda Bernadette om at købe en pistol.

Han ville have en pistol, så jeg adlød.

Når man køber en pistol i Michigan, skal den registreres hos politiet.

Og mens jeg var der, så jeg billedet af kvinden.

"Uopklaret sag."

"Hvis du ved noget om kvinden, så ring til politiet."

Det var frygteligt.

Der står det sort på hvidt lige foran mig.

Godt. Det var det.

Hr. Betjent...

Jeg var så fristet til at sige det.

Jeg ville så gerne sige det.

Men jeg vidste jo, hvad der ville ske.

Hvorfor skulle de tro på mig? Og hvad ville han så gøre?

- Tak. - Det var så lidt.

Jeg kunne ikke. Men jeg ville gerne.

Bernadette så kun en udvej for sig selv og sine børn.

Jeg havde overvejet at skyde ham.

Og... det skammer jeg mig ikke over at indrømme.

Jeg havde tænkt, at hvis det blev for slemt, ville jeg bruge pistolen.

En morgen indså Bernadette pludselig, at hun havde chancen.

Han var i bad en morgen.

Jeg tænkte, at det eneste, jeg skulle, var-

-at tage pistolen og gå derind. Han ville ikke ane noget.

Jeg kunne skyde ham gennem badeforhænget, og så var det forbi.

Og...

...jeg kunne ikke gøre det.

Jeg vidste jo-

-at jeg så ville være morder, og mine børn-

-ville være faderløse og...

Deres mor havde myrdet deres far. Det ville være rædsomt for dem.

Jeg ville sikkert ryge i fængsel, og så havde de heller ikke mig.

Men jeg fantaserede om det. Det gjorde jeg.

Så en dag-

-kulminerede det hele endelig.

Det var en mandag.

Det var...

...træningsdag, og ingen af os...

...så frem til det.

Kom så!

Da jeg kom hjem, vidste jeg, der var noget galt, da jeg nåede indkørslen.

Slå så til!

Brian og Chris boksede i indkørslen.

Jeg kunne se Skye inde i garagen.

Mit hjerte sank helt.

Skye kiggede på mig med rædsel i øjnene.

"Mor, du må hjælpe mig. Hjælp mig."

Hun behøvede ikke at sige noget. Jeg kunne se det på hende.

Er alt i orden, Skye?

Jeg gik over til hende og spurgte, hvad der foregik.

Han sprang ind imellem os og sagde-

-at det ikke angik mig.

Bland dig udenom.

Han havde en stav, som han brugte til karate.

Rejs dig op. Rejs dig op!

Han slog hende på ryggen med den.

Og han blev ved med at slå hende.

- Bliv så færdig! - Brian!

Jeg prøvede at gå imellem og få ham til at holde op.

Han greb fat om min hals og sagde stop, ellers ville han slå mig ihjel.

Tiden sneglede sig af sted, og imellem bokserunderne-

-slog han hende igen.

Bliv så færdig! Kom så!

Jeg kunne føle rædslen i min datters øjne.

Når han vendte sig om, mimede hun: "Hjælp, mor."

Under en af runderne-

-hvor jeg skulle bokse med ham-

-holdt jeg øje med Skye ud af øjenkrogen.

Hun stak af.

Hun var stukket af og blev bare ved med at løbe.

Han fokuserede kun på, hvad jeg gjorde galt.

Jeg holdt hans fokus på mig.

Jeg lod ham ikke vende sig om.

Jeg gjorde alt for at holde hans koncentration på boksningen.

Og så hørte vi udrykningen. Det var politiet.

Da vidste han nøjagtig, hvad der var sket.

Hun gjorde det, jeg ikke kunne gøre.

Tiden var løbet ud for Bernadette.

Hun skulle nu træffe en livsforandrende beslutning.

- Da politiet ankom... - Er alt i orden her?

...da vidste jeg lige der-

-at når de kørte igen, slog han os ihjel.

Da politiet ankom-

-spurgte de, om vi vidste, hvor vores datter var.

Hun havde fået naboerne til at tilkalde politiet.

Det var første gang, at politiet var blevet kaldt ud til Bernadettes hus.

Hun er meget oprevet. Er der noget, De vil fortælle os?

Lige der vidste jeg...

...at intet ville blive godt fremover.

- Er alt i orden her? - Ja, ja.

Jeg vidste, vi havde nået bristepunktet.

Han var i stand til at fremstille sig selv-

-og vores familie som perfekt.

Vi boksede bare.

Han var en god mand, der sørgede for sin kone og sine børn.

Det var det, han ville have, de skulle se.

Men nu var politiet blevet indblandet, og så snart de kørte...

...ville han slå os ihjel.

Jeg var...

...rædselsslagen.

Betjenten kiggede på mig og sagde:

"Er der andet, De vil fortælle mig?"

"Så gør det bare nu."

- Jeg har sagt, alt er i orden. - Jeg talte ikke til Dem.

Og for første gang i mit liv-

-følte jeg, at nu havde jeg chancen.

Hvis ikke jeg fortalte det, så ville jeg dø.

Der var ingen vej tilbage. Man kunne ikke snakke sig ud af det-

-eller overbevise Brian om, at det nok skulle gå. Det var anderledes.

I må ikke køre...!

Så jeg sagde til dem-

-at der var noget andet, jeg ville fortælle.

Han slog en ihjel og fortalte mig om det.

Det var det, jeg gjorde.

Jeg fortalte dem alting, sådan som jeg havde fået det fortalt.

Jeg var bange for, at de ikke ville tro mig-

-men det skete ikke. Ikke en eneste gang.

De fandt alt, hvad jeg pegede på.

Jeg fortalte dem, hvor de kunne finde liget-

-og der fandt de det.

Jeg fortalte, at han brændte ting af, og de gravede baghaven op.

Så anholdt de ham og kørte ham væk.

Men Bernadette vidste, at mareridtet ikke var slut.

Hvis han skulle dømmes for mord, krævede det beviser...

...eller en tilståelse.

Skal jeg tilstå et mord? Jeg har ikke dræbt en luder.

- Hvorfor fortalte du hende så det? - Jeg har ikke dræbt nogen.

Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at han slap fri. Jeg frygtede-

-at juryen ikke troede på det.

Du vækkede din kone med et gevær for at tale med hende.

- Hvem gør sådan noget? - Hvad snakker du om?

- Det har hun fortalt os. - Hvad?

- Jeg siger bare, hvad hun har sagt. - Det er løgn. En lodret løgn.

Hvad nu, hvis han bliver løsladt om ti år? Hvad gør jeg så?

Bernadette måtte stå ansigt til ansigt med Brian igen... i retssalen.

Han sagde, at han havde gjort noget slemt. At han havde slået en ihjel.

Han havde slået en kvinde ihjel.

Han gjorde det klart, at han ville dræbe mig, hvis jeg sagde noget.

Jeg havde levet med den hemmelighed i otte år.

Jeg havde aldrig troet, at jeg fik chancen for at fortælle-

-hvad der skete. Jeg troede, at jeg skulle bære på det for evigt.

Og det var så...

...ufatteligt at slippe den hemmelighed ud.

Det var grusomt at gennemgå retssagen og vente på juryens afgørelse.

Er juryen nået frem til en kendelse?

Vi finder den anklagede skyldig i overlagt mord.

Da juryen kendte ham skyldig-

-og han blev idømt livstid, var det sådan en lettelse.

En byrde var fjernet fra mine skuldre.

For første gang i 15 år kunne jeg få vejret igen.

Men det findes stadig. Man får stadig mareridt-

-bryder sammen og græder.

Selv nu ligger der altid en frygt-

-i baghovedet på mig for, at han flygter.

At han finder mig og kommer efter mig.

Jeg ved, han planlægger det og vil gøre det resten af sit liv.

Det er noget, jeg altid skal forholde mig til.

Jeg bliver aldrig den samme igen.

Danske tekster: Www.btistudios.com