Original subtitles

Jeg vidste faktisk ikke, om jeg kunne tale om det.

Det er første gang i 12 år, at Danyall White taler om sin bror.

Jeg glemmer aldrig, da jeg så-

-optagelserne fra en helikopter. Det var breaking news.

Han førte politiet om i haven.

Det var min brors have.

Jeg undrede mig over, hvad de lavede i hans have.

Politiet er der stadig.

Jeg var som lammet.

Efter nogle minutter, hvor jeg var i chok...

Dagens tophistorie: Der ledes stadig efter ofrene.

...gik jeg rundt og bad gud om at vække mig.

Det måtte jo være et mareridt. Det kunne ikke være sandt.

Men jeg fik ikke lov til at vågne.

Tænk, hvis en af dine nærmeste...

...var djævelen i forklædning?

Ville du opfange signalerne?

Jeg ville opdages, for jeg kunne ikke holde op.

Den 10. September 2003 bliver Richard Paul White anholdt i Colorado.

Jeg havde brug for hjælp. Jeg sagde: "Vil I ikke nok hjælpe mig?"

Jeg ville hjælpe dem, så ingen skulle lide mere.

Her er min bror og jeg og resterne af en snemand.

Jeg var ked af det, men han grinede, fordi snemandens hoved var smeltet.

Når folk omtaler min bror som værende ond eller kalder ham et uhyre-

-bliver jeg vred. Jeg bliver virkelig vred.

Jeg tror skam på, at ondskab findes.

Ellers kan man ikke tro på det gode.

Når nogen gør noget frygteligt, holder man ikke op med at elske dem.

Jeg elsker min bror. Det har aldrig ændret sig, og gør det heller ikke.

Det vil altid være kendsgerningen. Jeg elsker ham.

Jeg griner ad dette billede, men det gør mig også trist.

Han havde hele livet foran sig.

Jeg tænker på, hvor anderledes det kunne have været.

Der er 18 måneder mellem os.

Vores tidlige barndom var meget turbulent.

Vi var hinandens venner.

Vi har andre søskende, men min bror og jeg har altid været tæt knyttet.

Hun kan ikke lide mig. Jeg har aldrig snakket med hende.

Men hun er bare rigtig led.

Vi har været igennem så meget sammen-

-at jeg sommetider føler, at han er min anden halvdel.

Vi var stort set altid sammen.

Får du brug for hjælp, siger du bare til.

Danyall mente ikke, at Richard kunne gøre nogen noget ondt.

Men der havde været faresignaler.

Da jeg var yngre, vågnede jeg nogle gange om natten.

Så sad han bare og så på mig, mens jeg sov.

Dengang sagde jeg bare, at han skulle gå i seng igen.

"Jeg sidder og ser på, at du sover."

Jeg vidste ikke, om det var normalt.

Men når jeg ser tilbage på det nu, virker det ikke normalt.

Jeg stod bare op og forlod værelset.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

Så blev han bare siddende.

Jeg ved ikke, hvad der foregik i hovedet på ham.

Det gav mig bare myrekryb.

Min bror var religiøs på sin egen måde.

Men jeg tror, at det var de negative ting i Bibelen-

-som han fokuserede på.

...blandet med frygt, hadefuld over for...

"Øje for øje." Det tog han meget bogstaveligt.

Og jeg tror, at det var...

...det var nærmest en besættelse. Nej. Det var en besættelse for ham.

Han havde en plade med AC/DC. Den elskede han.

Nogen sagde, at det var djævelens musik, og så smadrede han den.

Fordi han troede, at djævelen var kommet til ham gennem musikken.

Der var nogle situationer, hvor han virkelig gjorde mig bange.

Sådan har han bare altid været. Jeg kan ikke forklare det bedre.

Jeg er så vant til det.

Danyall så, at broren efterhånden udviklede voldelige træk.

Jeg havde en parakit, som hed Ginger.

Vi var på vej i skole om morgenen.

Så sagde han: "Se her."

Og så brækkede han halsen på den og smed den på jorden til katten.

Jeg græd og spurgte ham, hvorfor han havde gjort det.

Den havde ikke gjort dig noget.

Han sagde: "Det var, så du skulle klare prøven dårligt."

Han kunne skifte til at opføre sig skånselsløst på et splitsekund.

Han skænkede det ikke en tanke.

Jeg vidste, at han var anderledes, men ikke at det var dårligt.

Sådan var han bare. Anderledes.

Men vokser man op med det, antager man, at det er normalt.

Over tid knyttede Danyall og Richard sig endnu tættere til hinanden.

Min bror var mere som en far for mig.

"Har du lavet lektier? Er du færdig med dit og dat?"

"Er du klar til kampen i næste uge?" Han var benhård.

Han har ikke lært mig at fiske.

Men vi plejede at fiske sammen. Vi hyggede os altid med det.

Vi kørte til Rio Grande, som lå 5 km fra vores hjem.

Så fiskede vi der og drak øl, selv om vi ikke var gamle nok. Den slags.

Vi havde det sjovt med at hænge ud sammen som teenagere og gøre ting-

-som vores forældre ikke skulle vide noget om.

Men Richards voldelige adfærd tog til i styrke.

Jeg var rædselsslagen. Simpelthen.

Luk op!

"Hvad gør jeg? Hvordan kommer jeg væk?"

Jeg har aldrig spurgt ham, hvorfor han gjorde det.

Jeg forstår ikke, hvad han har gjort eller hvorfor.

Men jeg forstår nogle af de hændelser, der har formet ham.

Danyall vidste aldrig, hvornår Richards humør ville skifte.

Da hun var 19, modtog hun et skræmmende opkald om ham.

En af mine søskende ringede til mig og sagde-

-at han havde kontaktet hende.

Alt vel?

"Du må hellere sætte dig ned."

Jeg bad hende fortælle mig, hvad der var sket.

Han havde fortalt, at han var hiv-smittet.

Det er løgn.

Jeg var panisk og skrækslagen.

Jeg troede, at han skulle dø.

Dengang havde jeg kun hørt de frygtelige historier om folk med hiv-

-og hvilken smertefuld og langsom død de lider.

Så jeg gik i panik. Jeg ville ikke have, at han skulle lide på den måde.

Så...

I et helt år lod Richard Danyall tro, at han skulle dø.

Så kom den rystende tilståelse...

- Hvordan går det med medicinen? - Hvilken medicin?

Får du ikke stadig hiv-medicin?

Nå, det.

Jeg har ikke hiv.

Han ville bare gøre alle bange.

- Er du ikke smittet? - Nej.

Han gjorde det, fordi han fandt det morsomt.

Sådan fungerede hans hjerne. Tror jeg. Jeg ved det ikke.

Det var ikke første gang, Richard havde løjet for sin søster.

Han gjorde altid sådan noget. Evig og altid.

Han fortalte om en ven, der var død.

Jeg betalte-

-så han kunne rejse til den anden ende af Colorado til begravelsen.

Omkring to år senere mødte jeg ham vennen.

Sådan var han bare.

Danyall lærte ikke at tro på sin brors historier.

Han fandt på historier om forbrydelser, han havde begået.

Røverier det ene og det andet sted.

Hvis der havde været et røveri nogle af de steder, havde det været på tv.

Alt, hvad han sagde, var bare langt ude.

Man kunne ikke vide, hvad der var sandt og falsk.

Jo mere Danyalls bror drak, desto mere dystre blev hans historier.

Min bror fortalte, især når han var fuld-

-historier om at slå folk ihjel.

Venter du på den her?

Når jeg kom hjem fra arbejde, spillede vi kort.

Da var han allerede godt fuld, og så betroede han sig til mig.

Jeg har før slået ihjel.

Det var en kvinde.

Han sparede ikke på detaljerne.

Hvilket våben han brugte. Om det var med hænderne eller et bælte-

-han havde kvalt nogen.

Noget tyndt, der hurtigt lukker for lufttilførslen.

Jeg troede ikke på ham.

Helt ærligt, RP.

Han kunne godt lide rigtige gyserfilm-

-så jeg troede, at han fik det derfra.

Jeg holdt hende nede og viklede bæltet om hende.

Jeg strammede til, så hun blev blå og gispede efter vejret.

Jeg troede, at han bare ville have opmærksomhed.

Så jeg lod ham bare snakke. "Er det virkelig sandt?" Jeg grinede bare.

Jeg mener det. Nu er det nok.

Det var trist at høre ham snakke om den slags.

Men han havde før talt om døde, der slet ikke var døde.

Han havde løjet om, at han selv var døende.

Jeg tænkte bare, at hans historier havde udviklet sig.

Jeg var heller ikke den eneste, han fortalte det til.

Han sagde det til flere andre.

Mine naboer, hans kæreste.

Han sagde det til en af pigerne på mit arbejde, som han knap nok kendte.

Jeg har ikke tal på det, men ingen har ringet til politiet.

De fleste vidste, at han altid fandt på historier.

Sådan var han. Og ingen troede på ham.

Men Richards kæreste var i vildrede.

Han fortalte sin kæreste et eller andet-

-om at have dræbt nogle mennesker, som han havde begravet i haven.

Hun kom over og spurgte mig om det.

Jeg må spørge dig om noget.

- Ja? - Richard fortæller jo historier.

De er meget uhyggelige.

Hun ville høre, om jeg troede, at det var sandt.

- Jeg sagde nej. Helt udelukket. - Sådan er han.

Han vil bare have opmærksomhed og finder på det.

Hvem i hede hule går rundt og dræber folk og fortæller om det bagefter?

Det er for dumt. Han finder på det.

Jeg lover dig, at der ikke er noget galt.

Hun var beroliget nok til at fortsætte forholdet.

Næste gang Danyall så Richards kæreste-

-blev hun skræmt fra vid og sans.

- Hvad er der galt? - Hun kom løbende ind.

Hun tog mig med ud på badeværelset og smækkede døren bag sig.

Så låste hun døren.

Så kunne jeg høre min bror.

Han råbte og skreg.

"Kom ud derfra!" Hvad var var det nu?

- Lad nu være. - Luk op!

Luk så døren op, D. Kom så, fart på!

Vi sad på badeværelset i flere timer.

Til sidst åbnede jeg døren.

Der stod han og sigtede på os med en pistol.

Kom så. Luk op!

- Hold nu op. - Luk op!

Kom så. Luk op lige nu!

Luk hende ud.

Danyall White var fanget på badeværelset med sin brors kæreste.

Jeg kunne høre min bror skrige: "Kom så herud!"

Nej. Ikke før du er faldet til ro.

Vi sad på badeværelset i flere timer.

Hold op. Du gør os bange.

Til sidst lukkede jeg op. Han stod og sigtede på os med en pistol.

Danyall havde aldrig set sin bror så langt ude før.

Hun vil afslutte forholdet. Så lad os det.

Jeg var simpelthen rædselsslagen.

Det mener du ikke.

Jeg ville ikke gøre ham vred og råbe ad ham.

Hvad er det, du gør?

Det er mig.

Men jeg ville ud af det badeværelse med den hulkende pige bag mig.

Jeg bad til gud om at give mig de rigtige ord.

"Hvad gør jeg? Hvordan kommer jeg væk herfra?"

- Du mener det jo ikke. - Hvorfor tror du aldrig på mig?

Til sidst vendte han pistolen mod sig selv.

Nej, det må du ikke.

Han ville dø. Der var ikke mere at leve for.

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanker om.

Jeg sagde: "Hvis du skyder dig selv, og mine børn kommer hjem-

-og ser dig, glemmer de det aldrig."

Hvad vil de ikke tænke?

Da jeg nævnte mine børn, ændrede han opførsel.

Han ville aldrig gøre mine børn ondt. Det ved jeg.

Så lagde han pistolen fra sig.

Derefter blev vores forhold aldrig igen som før. Aldrig.

Danyall forsøgte at undgå sin bror derefter.

Den 8. September 2003 ringede hendes telefon.

Det var ham.

- Hallo? - Er det Danyall?

Hvad er klokken?

Han fortalte...

...at han havde brug for at tale med mig.

Du bliver nødt til at hjælpe mig.

- Hvad er der sket? - Jeg har gjort noget.

Du må tro på mig. Det var et uheld.

Hvad har du gjort?

Der var sket noget slemt.

Han havde slået en ihjel ved et uheld.

Han og den dræbte havde siddet og røget pot og drukket sammen.

Min bror havde fået en ny pistol.

Han rensede den og viste vennen, hvordan man gjorde.

Hvorefter den var gået af og havde dræbt ham.

Åh, nej.

Hjælp mig. Jeg må væk.

På det tidspunkt troede jeg på ham.

- Hvad skal jeg gøre? - Hent mig.

Jeg har brug for forsyninger.

Han bad mig komme med nogle ting, der var i huset.

Ting til udendørs brug.

Hans vandrestøvler og hans jakke. Han sagde:

"Kør mig et sted hen, hvor jeg kan købe mad."

"Jeg skal have proviant til et par dage."

"Fint. Lad os få det klaret." Han ville op i bjergene.

Jeg var lettet. Så kunne andre tage sig af ham.

Jeg ved, at det lyder frygteligt-

-men jeg var mentalt nedbrudt.

Følelsesmæssigt drænet.

Jeg kunne ikke håndtere det. Det kunne jeg ikke.

Jeg vil ikke i fængsel. Du er min søster. Hjælp mig.

Jeg pakker en taske. Bliv, hvor du er. Det skal nok gå.

Jeg har altid passet på min bror. Han har altid passet på mig.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker også dig.

Jeg hentede ham, og vi købte forsyninger.

Jeg kørte ham til bjergene.

Og vi aftalte, at jeg skulle komme med mad næste dag.

Det er vist det hele.

- Kommer du i morgen? - Ja, jeg kommer med mere mad.

Fint. Har du sagt noget til nogen?

Nej, ingen ved, jeg er her.

Godt.

Klarer du dig?

Ja.

Da jeg vendte mig om for at gå hen til bilen, hørte jeg...

Jeg hørte ham spænde hanen.

Det ved jeg. Det ved jeg.

Jeg tror på det helt og holdent.

Min eneste tanke var, at jeg måtte væk derfra med det samme.

Jeg var virkelig skrækslagen.

Jeg tænkte, at han jo havde fortalt mig-

-om denne mulige ulykke eller skudepisode.

Det kunne han have fortrudt.

Han ville jo ikke have, at nogen skulle angive ham.

Så jeg måtte få ham til at tro på-

-at jeg var 100 procent på hans side, helt uden forbehold.

Og så måtte jeg ellers bare væk derfra.

Jeg vidste, hvad jeg var nødt til at gøre.

Luk døren op!

Hvad vil børnene tænke, hvis de finder dig død?

Jeg må hjem til børnene. De undrer sig nok over, hvor jeg er.

Han skulle vide, at jeg måtte hjem til børnene, men at jeg kom igen.

"Jeg kommer med mad. Jeg må hjem, inden børnene får fri."

"Fint, D. Elsker dig." Og så gik jeg.

Da Danyall kom hjem-

-var brorens forbrydelse allerede i aviserne.

Aviserne skrev om det.

Politiet mente, at der var tale om selvmord.

Jeg troede stadig, at det var et uheld.

Min bror havde jo sagt, at det var et uheld.

Jeg kunne ikke leve med-

-at de pårørende skulle tro, at det var selvmord-

-og at de kunne have gjort noget for at hjælpe ham.

De ville tænke: "Hvorfor snakkede vi ikke med ham?"

"Hvorfor sagde han ikke noget? Kunne vi have hjulpet?"

Det ville plage dem. Og det kunne jeg ikke udsætte dem for.

Jeg kunne ikke lade dem tro-

-at deres barn havde begået selvmord.

Danyall traf et valg, der ændrede alt.

Jeg var bange for, at jeg ville fortryde det.

Så jeg måtte ringe med det samme, mens jeg havde modet.

Så det gjorde jeg.

- Aurora politi. - Hallo?

Jeg ringer vedrørende det selvmord i avisen.

Jeg ringede til politiet i Aurora.

Jeg fortalte dem, at jeg havde læst en artikel i avisen-

-om denne person, der formodentlig havde begået selvmord.

"Jeg tror ikke, at det var selvmord."

"Jeg har oplysninger om, at det var et vådeskud."

Min bror sagde, at det var ham, der gjorde det.

Han sagde, at det var et uheld.

Jeg vidste ikke, om det var et uheld eller ej.

Jeg måtte bare tro på, at det var et uheld-

-så jeg ikke følte, at jeg svigtede ham på nogen måde.

Havde han dræbt en anden, eller havde nogen dræbt ham...

...havde jeg følt meget mere skyld, end jeg gør i forvejen.

Richard Paul White blev anholdt.

AUTENTISKE OPTAGELSER

Tak.

- Du har ret til ikke at udtale dig. - Forstår du det?

Ja.

- Dine udtalelser kan bruges mod dig. - Forstået.

Han tilstod drabet på sin ven.

Kan du fortælle os, hvad der skete?

Det var et uheld. Vi rensede vores pistoler.

Vi sad bare og lavede sjov. Så gik min pistol af.

Det ene øjeblik sidder vi og griner.

Det næste er han blevet skudt i hovedet.

Men så kom en rystende tilståelse...

Jeg er morder. Jeg har slået tre andre ihjel.

- Hvem? - Ludere. Dem er folk ligeglade med.

Deres liv er nået lavpunktet-

-og hvad gør jeg så? Jeg slår dem ihjel.

Han hævdede at have begravet to af ofrene i sin have.

De ligger der, siger jeg dig. Jeg har selv gravet gravene.

Det var de historier, han havde fortalt familie og venner.

Jeg har slået ihjel før.

Ingen troede på ham. Det var bare det rene vrøvl.

Han fortæller nogle uhyggelige historier.

Da jeg hørte om det, tænkte jeg, at nu skulle de høre på det.

Jeg troede, at han fandt på det hele.

Jeg tænkte, at politiet var nogle idioter.

De leder efter noget, som ikke er der.

De tror, at jeg lyver. Nu kan de grave ligene op.

Så får de at se.

Richard Paul White er mistænkt for seriemord.

Politiet leder efter hans påståede ofre.

Alle, som kendte min bror, sagde, at han opdigtede historier.

Jeg tænkte, at han måske var lystløgner.

Hvis man slår nogen ihjel, fortæller man det så til alle, man møder?

Sikkert ikke. Men det gjorde han.

Så jeg troede ikke på noget af det.

Jeg troede simpelthen ikke på det.

Ikke før jeg så det i nyhederne.

Så vidste jeg det.

Politiet har fundet to lig.

White siger, at han har smidt to lig i floden.

Politiet har en efterforskning i gang et tredje sted.

Jeg stod der bare.

Og så gjorde jeg noget, jeg aldrig har oplevet før. Jeg faldt på knæ.

Jeg kunne ikke bevæge mig.

Efter et par minutter, hvor jeg bare sad der og var i chok-

-gik det op for mig, at telefonen ringede.

Jeg greb telefonen og sagde: "Hvad?" Det var politiet.

Han sagde: "Du skal høre det fra os først."

Jeg sagde: "Jeg ved det allerede."

Jeg råbte ad ham. "Jeg har lige set det på tv. I har fundet et lig."

Men han sagde: "Nej, vi har allerede fundet to lig."

Så lagde jeg bare røret på.

Åh gud...

Jeg fattede ikke, hvad jeg så.

Jeg kunne ikke tro det. Det lyder måske dumt-

-men i flere måneder bad jeg gud om at vække mig.

Det måtte jo være et mareridt. Det var ikke sandt.

Det kunne simpelthen ikke være sandt.

Men jeg fik ikke lov at vågne.

Så...

Politiet fandt to lig i haven og et tredje ude i vildmarken.

Han hævder, at der er yderligere tre lig. De er ikke blevet fundet.

Der er tre andre mord, vi skal tale om.

Nej!

Joel Humphrey var efterforsker på sagen for Denver politi.

Kvinderne havde det til fælles, at de var prostituerede.

Lad os se. Pige nummer et. Mørk hud.

Hans fremgangsmåde var den samme.

Han tog dem med hjem.

Inde i huset overmandede han dem.

Enten slog han dem ud eller truede med en pistol.

Jeg sagde: "Sagde din mor ikke, at du ikke må køre med fremmede?"

Han tvang dem igen og igen til oral-, anal- og vaginalsex.

Han hvilede sig og fik dem til at bede om tilgivelse-

-for at være promiskuøse.

Vi bad sammen, inden jeg slog hende ihjel.

Vi må bede sammen. Når to mennesker mødes i guds navn, så lytter han.

Så fortsatte han sine seksuelle overgreb.

Det fortsatte sommetider i over et døgns tid.

Når jeg sov, var vi forbundet med håndjern, så hun ikke gik sin vej.

Det er sandsynligt, at han har begået flere mord.

Vi fandt en række kvinder, som var blevet misbrugt af ham.

De var enten flygtet eller havde fået lov til at gå.

Jeg blev reddet på grund af min stærke tro på gud.

Den hjalp mig igennem det.

Jeg føler med de efterladte. Det gør mig ondt.

Jeg har ikke mere at sige.

Jeg er overbevist om, at han var blevet ved med at dræbe.

Han er ond.

Mange mennesker var meget vrede på mig-

-fordi jeg angav ham.

Nogle i familien var rasende og ville ikke tale med mig og gør det ikke.

Den efterfølgende reaktion var meget sværere.

Ikke sådan, som folk tror.

Det er ikke, fordi han blev anholdt. Det var selvfølgelig svært.

Men det sværeste var at påføre de pårørende så megen smerte.

Mange af kvindernes familier havde ikke meldt dem savnet.

Nu var kvinderne definitivt væk.

Det var utrolig svært for mig, at andre mennesker skulle lide sådan.

Det var barskt. Det er det stadig. Jeg føler for dem.

Richard indgik et forlig og undgik dødsstraf...

Richard Paul White forlader retten-

-kort efter at have erklæret sig skyldig.

Han blev idømt dobbelt livstid.

Som følge af forliget skal White sidde i fængsel resten af sit liv.

Der bliver ingen retssag.

Jeg var et vrag. Jeg begyndte at drikke tæt.

Jeg ville bare glemme det hele og ikke tænke på det.

Jeg måtte bare væk fra virkeligheden for en stund.

Ofte følte jeg, at jeg kun lige overlevede. Jeg fulgte bare med.

Jeg pakkede alt og flyttede langt væk.

Jeg måtte starte forfra et sted, hvor ingen vidste noget om det.

Som årene går, bliver det indimellem lettere.

Andre gange er det det ikke. Jeg kan ikke...

Jeg kan ikke holde det ud. Men sommetider kan jeg godt.

Det, der har plaget Danyall allermest...

...er noget, hendes bror sagde efter anholdelsen.

"Jeg fortalte dig det kun, fordi jeg vidste, at du ville standse mig."

Jeg har før slået nogen ihjel.

Min bror bad om hjælp, han ville have, at nogen standsede ham.

Han sagde det til alle og enhver, for at få nogen til at standse ham.

Det var der bare ingen, der gjorde.

Hvorfor mon? Hvad kunne jeg have gjort?

Hvorfor vidste jeg det ikke?

Det er det: Hvorfor vidste jeg det ikke?

Jeg tænker stadig på-

-om jeg kunne have gjort noget, hvis jeg havde troet på ham.

Ville en person have overlevet? To måske?

Jeg ved det ikke.

Den skyld må jeg leve med altid.

Marianne H. Larsen www.btistudios.com

\h