All language subtitles for Wormwood.S01E02.WEBRip.x264-RARBG.DAN

Det er en skam, at de voksne i familien
ikke kommunikerer længere.

Det gik ikke godt.

Brød du sikkerheden?

Selvfølgelig ikke.

Forfalskede du data?

De grinede af mig.

Sagde du noget morsomt?

Hvorfor grinede de af dig?

Jeg begik en frygtelig fejl.

Vil du tale med mig om det?

EN ORIGINAL HISTORIE FRA NETFLIX

Efter min fars død kom Vin Ruwet

og gennemså alle min fars ting.

Han fjernede visse ting,
men efterlod pudsigt nok

en meget iøjnefaldende,
to sider lang kopi

af invitationen til Deep Creek-mødet.

DEEP CREEK MØDE ONSDAG 18. NOV.,
TORSDAG 19. NOV.

JAGT- OG FISKETUR:
FISKESÆSON TIL 30. NOV.

DELTAGERE: 11

Min fars forskningsgruppe på Detrick

kendte en gruppe fra CIA.

De mødtes af og til

og diskuterede igangværende projekter.

Det her var et af de møder.

Det andet formål var at samle dem

til en lille cocktail,
og hælde noget i punchen.

-LSD-cocktailen.
-Ja.

Derefter indledte de en samtale
om videnskabeligt arbejde

og iagttog samtalens forløb.

Det er "eksperimentet."

Alle havde det nogenlunde,

men Frank Olson flippede lidt ud.

Frank Olson kunne ikke klare stoffet.

Ja. Det er korrekt.

Men problemet med den historie er,

at han ikke var langt ude
i løbet af weekenden.

Han vendte tilbage til familien

og var pinligt ædru
og spekulerede meget

og var meget bekymret
for hans og familiens fremtid.

-Gik i biografen.
-Gik i biografen. Så en god...

...film om Martin Luther.

Min mor sagde altid,
på en meget direkte måde:

"Vi valgte måske en dårlig film."

DAG FIRE
TIVOLIBIOGRAFEN

Afsværger du dig den...eller ej?

I bad om et enkelt svar.

Her er det.

Medmindre I kan overbevise mig
med Biblen,

og ikke med paver og råd,
som tit har modsagt hinanden...

Medmindre jeg er så overbevist om,
at jeg tager fejl,

er jeg bundet til min tro af Biblen.

Min samvittighed er fange
af Guds ord.

At gå imod sin samvittighed
er hverken rigtigt eller sikkert.

Derfor...

...hverken kan eller vil jeg
tilbagekalde mine skrifter.

Her står jeg.

Andet kan jeg ikke.

Gud nåde mig.

Amen.

Dagen efter gik min far

på arbejde og sømmede sine teser op
på døren, rent metaforisk,

og sagde: "Jeg går. Jeg siger op."

Han tog til New York tirsdag morgen.

Sent fredag aften,
tidlig lørdag morgen, er han død.

Det er en lynhurtig sekvens.

Hej, Frank.

Du bør fyre mig.

Hvabehar?

Jeg gjorde mig til grin til mødet.
Jeg ødelagde eksperimentet.

Der findes ingen rigtige svar her, Frank.
Sådan er testen ikke.

Du gjorde ikke noget forkert.

Jeg mistede kontrollen.

Jeg kan ikke mere.
Jeg har det ikke i mig.

Du skal fyre mig.

Ringer du til Robert Lashbrook?

Der er blevet gjort bestræbelser på
at begrænse efterforskningen

af CIA's formodede
indenlandske aktiviteter.

Præsident sagde til journalisterne,
at CIA skal holde sig til reglerne,

og overtrædelser af de regler
vil ikke blive tolereret.

Chef William Colby udtalte:

"Jeg tror, at familiens skeletter
bør blive i skabet."

Han hentydede åbenbart
til nogle bogstavelige skeletter.

Dagens emne er CIA's indblanding

i udviklingen af
bakteriologisk krigsførelse

med hærens biologiske laboratorium
på Fort Detrick.

CIA's tilbageholdelse
af en mængde saxitoxin,

og CIA's brug og efterforskning
af diverse kemikalier og narkotika,

samt associerede systemer
egnede til ulovlig anvendelse.

Der blev ledt efter akter eller anden
tilgængelig information om projektet.

Dette førte til information om aftalen

mellem hæren og CIA
vedrørende projektet,

og begrænsede dokumenter,
der dækker projektets aktiviteter

fra dets start i 1952
til dets ende i 1970.

24. JULI 1975

Mere eller mindre en uge
efter besøget i Det Hvide Hus...

...tager vi hen til CIA til en frokost

med William Colby.

CIA's emblem er til stede.

"I skal kende sandheden,
og sandheden skal frigøre jer."

Man går forbi det,
og så sidder man på kontoret,

der tilhører CIA's chef.

Hvor mange prøver det? Ikke mange.

Det var endnu et tidspunkt,
hvor jeg dummede mig.

Han gik bordet rundt og spurgte,
hvad alle beskæftigede sig med.

"Jeg er læser psykologi på Harvard.

Han siger:
"Jeg er meget interesseret i psykologi.

Jeg er interesseret i polygrafen.

Løgnedetektoren."

Og så siger han til mig:
"Hvad er du interesseret i?"

Så jeg begynder at forklare:
"Jo, jeg studerer collager."

Han siger: "Det er interessant."
Vi indleder en tosset diskussion

om løgnedetektoren og collage-metoden,
hvilket var ret langt ude.

Det var i sommeren 1975.
Vietnamkrigen var lige slut.

Alle vidste,
at Colby havde ledet Phoenix-programmet,

som havde myrdet cirka 20.000 personer.
Skønnene varier.

PHOENIX-PROGRAMMET SIGES
AT VILLE DRÆBE VIETCONG CIVILE

OPERATION PHOENIX: EN VIETNAM-FIASKO

Og han var virkelig ansvarlig for det.

USA'S FREDSMÆGLENDE CHEF
FORSVARER VIET-PROGRAM

AMERIKANSK ADJUDANT I SAIGON
BENÆGTER ANKLAGE FOR ANTITERROR

Vi begyndte hurtigt at tale om,
hvorvidt Vietnamkrigen

kunne være endt anderledes eller ej.

Han sagde: "Vi manglede kun flere våben
og geværer, så ville vi have vundet."

Colbys advokat,
Mitch Rogovin, træder ind

med en stak dokumenter.

Rogovin siger til os:

"Vi håber, at I ikke taler med pressen
om noget af det her.

Det skal tilfredsstille
jeres egen nysgerrighed,

gavne jer og oplyse jer,
men er ikke for offentlighedens øjne."

Den stak dokumenter
er virkelig en tynd historie.

For det første
var det usammenhængende.

Der er udtalelser fra diverse personer,
med diverse perspektiver.

De er ikke kompatible, og de kan ikke
sættes fornuftigt sammen.

VINCENT RUWET
CHEF, SO DIVISION

Man bliver vanvittig af at læse det.

"Hvad? Vent.
Hvad med det her? Hvad med det der?"

Hele pakken af dokumenter smuldrer.

Man har intet tilbage.

Og hvis vi havde vidst,
hvordan dokumenterne var,

og vi havde holdt hovedet koldt,
ville vi have sagt til Colby:

"Hør her, vi prøver
at gennemse dokumenterne,

men vi får brug for din hjælp.

Vi kommer gerne tilbage om nogle uger
og sætter os med dig,

så kan du gennemgå det med os."
Det gjorde vi ikke.

Det viser sig, at man kun får én chance.
Den chance er ikke en chance,

fordi man ikke er opmærksom nok
til at vide, at man vil få brug for det.

Man får brug for en,
som sætter sig og uddyber det for dig.

Jeg kalder den
"eksperiment-selvmordshistorien".

Det var historien fortalt af
præsidenten, justitsministeren...

DAVID KAIRYS
ADVOKAT

...Rockefeller-kommissionen,
medierne, alle.

Jeg engagerede mig ikke i det
i troen om,

at det kunne være noget
meget mere ekstremt.

Vi fortsatte med at ville have
alle de dokumenter, regeringen havde.

Det er en typisk strategi for retstvister.

Vi går til CIA.
Alice nægtede at gå med.

Hun sagde: "Colby var der,
da alt det her skete.

Jeg vil ikke høre på ham."

Vi træder ind på syvende sal,
CIA's arnested.

Alt så normalt ud,
indtil jeg så brændeskålene.

Brændeskåle?

Ja, brændeskåle.

Så vidste jeg, hvor jeg var.

Tilintetgørelsen af dokumenter
var yderst vigtig for den organisation.

Colby ville komme med en undskyldning.

Han var meget nervøs og stiv i det.

Han sagde undskyld.
Han sagde: "Her er dokumenterne."

Vi kalder dem Colby-dokumenterne.

De sagde,
der ikke fandtes mere om sagen.

HÆNDELSER FØR SELVMORDET

DEEP CREEK-SØEN
18.-19. NOVEMBER

Er der en opringning

fra Det Hvide hus til Langley...

DAVID RUDOVSKY
ADVOKAT

"Giv dem alle dokumenterne"?

Sikkert "Giv så lidt som muligt,
men et eller andet."

Der måtte være blevet skrevet dokumenter,
dengang det skete, ikke?

Rapporter, efterforskninger.

Vi fik officielle dokumenter,
hvilket beviser en tilsløring.

Jeg husker ordet, de brugte,
"bagstopper."

Prøve at forhindre enhver i
virkelig at opdage, hvad der skete.

Dokumenterne viste uden tvivl,
at der foregik noget:

"Vi må fremvise noget mere,
end det vi sagde i 1953,

men så lidt som muligt."

10. SEPTEMBER 1975
KONGRESHØRING

Fandt sted til et møde...

OBERST VINCENT RUWET

...i nærheden af Deep Creek-søen
i det vestlige Maryland.

Lad os sige, at for mig var det noget af
det mest skræmmende jeg havde oplevet,

eller troede var muligt.

Måske kompliceredes det af, at jeg ikke
vidste, hvad der var galt med mig.

Jeg mistænker,
at dr. Olson følte det samme,

selvom jeg ikke vil
sætte mig i hans sted.

Da han kom tilbage fra Deep Creek,
havde han været væk i tre dage,

og han kom meget deprimeret og tyst hjem,
og jeg sad ved bordet og sagde:

"Det er en skam, at de voksne i familien
ikke kommunikerer længere."

Det lignede ham ikke.

Og i weekenden

sagde han ikke meget,

men han var bekymret
for en alvorlig fejl.

Han havde ikke klaret sig godt
til møderne.

Folk havde grinet af ham.
Og det var meget...

Han var slet ikke sig selv.

DAG SEKS
OLSONS HJEM

Jeg forstod ikke, hvad der foregik.

Du er tidligt hjemme.

De vil have, at jeg går til en psykiater.

Hvad?

Hvad?

Hvilken psykiater?
Hvorfor skal du tale med en psykiater?

De vil have, at jeg taler med nogen
med en højere rang.

De er bange for...

De er bange for, at jeg kan være en fare
for dig og børnene.

Jeg forstår det ikke rigtigt.

Vin?

Hvad foregår der?

Jeg går med ham.

Mal, lader du os være alene?

Jeg er udenfor.

-Jeg ved bare ikke, hvad der foregår.
-Det skal nok gå, bare rolig.

Okay.

Mal kører dig hjem.

Frank og jeg tager til New York
med dr. Lashbrook.

-Han skal nok tage sig af det.
-Okay.

Farvel.

Hvornår begyndte du at mistænke,
at dokumenterne var ufuldstændige?

Hvis du mener, tidspunktet for
den første anelse, ret hurtigt.

Men det var stadig ikke,
"Der skete måske noget andet."

Sådan var det ikke endnu. Det var mere:
"Nå, må de virkelig gøre den slags?

Kan de undlade at have et komplet referat,
eller konklusioner og analyser,

og nøjes med de sporadiske,
løse udtalelser og memoer?"

Jeg leder delvist efter noget humant.

Man fremtvinger mandens tilstand.

Derefter har man ham
i sin varetægt i ni dage.

Det vigtigste var sikkerheden,

og ikke Frank Olsons
velbefindende og helbred.

De mener, at han skal have
psykiatrisk behandling,

og sender ham til en allergolog.

Det bør siges,
at dr. Abramson arbejder for CIA.

En del af hans arbejde for dem
omfattede narkotika.

LSD...

...er, efter min mening, som farligst

i hænderne på dem, som ikke er
kvalificerede til at bruge det.

Nemlig dem som selv tager det.

Når kvalificerede læger bruger det,

betragter jeg det ikke som farligere
end andre stoffer i medicinsk øjemed.

Han afgiver tre erklæringer
i Colby-dokumenterne,

som bliver gradvist mere defensive,

i egen interesse og i CIA's.

Min far føres til New York,

møder "lægen," dr. Abramson,

som viste sig ikke at være psykiater.

Han er faktisk en allergolog, som brugte
en slags version af psykiatri.

Det viste sig også, at min far havde mødt
ham nogle år forinden,

da de udviklede aerosoliseringsmetoder

af diverse biologiske agenser,
inklusiv anthrax.

Allergologer... er meget optagede af,

hvordan partikler fordeles i luften.

DAG SEKS
DR. ABRAMSONS KONTOR

Dr. Abramson?

Hvor er det dejligt at se dig, dr. Olson.
Det er så lang tid siden.

-Siden den sidste krig.
-Jeg tager over.

Sid ned.

Vil du have noget at drikke?

Ja, gerne.

Nuvel, hvordan skal jeg hjælpe dig?

Er det et problem,
hvor du tænker de forkerte tanker,

og jeg skal hjælpe dig med
at tænke de rette?

Jeg kan ikke leve op til forventningerne.

Derhjemme, på arbejdet.

Jeg kan ikke fortsætte som altid.

Er det fordi, du føler dig fanget?

Jeg... Det ved jeg ikke.
Det kan jeg ikke... huske.

Jeg gik i panik, da jeg blev chef.

Nu har Vin jobbet.

Jeg har noget andet,
vi kunne prøve.

Okay? Skal vi gøre det?

Hvad er ligheden...

mellem en avis og en radio?

Begge er kommunikationsmidler.

Hvad er ligheden
mellem et æg og et frø?

Begge vokser til noget andet.

Sig nummeret, som rimer...

på navnet på en meget høj plante.

Et nummer?

Det ved jeg ikke.

Det her er forvirrende.

-Hvabehar?
-Det er forvirrende.

Jeg kan ikke koncentrere mig.

Manglende koncentration.

Sig nummeret, som rimer på ordet

for det vi føler,
når vi tænker på vores fjender.

Det giver mindre og mindre mening.

Skal jeg gentage spørgsmålet?

Hvad er nummeret,
som rimer på det ord...

...som vi bruger,
når vi tænker på de personer...

...som er vores fjender?

Det ved jeg ikke.
Jeg kan ikke det her.

Svaret er otte.

Had.

Nej, svaret er otte.

Jeg vil gerne hjem til Thanksgiving.

Selvfølgelig.

Nuvel, for at hjælpe dig
i løbet af denne angstfulde periode...

...giver jeg dig noget. Værsgo.

Og det her...

...vil dæmpe det lidt.

Det kan alle få brug for i ny og næ.

Vi vil fremhæve, at der er mange områder
involveret i hele hændelsen,

som vi ved lidt eller intet om.

Et af de områder
er hele rejsen til New York.

Hvad formålet med den rejse var.

Hvilken slags behandling han fik,
hvis det var en behandling,

og hvad formålet med
rådgivningen hos dr. Abramson var.

Vi har frygtet,

...at...

...min far tilsyneladende
udgjorde en slags sikkerhedsrisiko,

efter han fik narkotikummet.

Og i betragtning af det,

hvilke foranstaltninger
der skulle træffes

for hans velbefindende?

Det ved vi meget lidt om.

I indgik et forlig.

Som ikke var et forlig.

Det var uafklaret,
kan man godt sige.

Det var i virkeligheden
bestikkelsespenge.

Det var ikke engang
det aftalte beløb.

Det var det værste.

Så hvor meget skulle I have fået?

Aftalen var 1,25 millioner dollar.

Det endte med at blive 750.000 dollar.

Man skal også underskrive en aftale,
hvor der står:

"Dette afvikler alle krav...

...for altid,

som kunne opstå fra enhver omstændighed
vedrørende dette dødsfald."

Da ville jeg ikke engang have pengene,

fordi jeg mente, at det hele bare var...

...en farce. Det var absurd.

DET HVIDE HUS
PRÆSIDENTENS ERKLÆRING

JEG UNDERSKRIVER BISTANDEN
TIL DR. OLSONS EFTERLADTE

Du og din kompagnon
var uenige om det.

Ja.

Min kompagnon og jeg
var enige om, at pengene

stort set var det bedste, vi kunne få.

Og han mente, at eftersom vi ikke havde
et plausibelt motiv...

...burde vi tage det.
At vi vidste nok om, hvad der skete.

Jeg mente, at en af grundene til at
fortsætte var, at motivet ville dukke op.

Der var et telefonmøde
med min kompagnon, mig og Alice.

Alice var familiens matriark.

Hun var hovedpunktet.

Hun baserede det ikke på penge.

Hun sagde bare:

"Det er slemt nok at vide, at de gav ham
stoffer, og han begik selvmord.

Jeg ved ikke, om jeg kunne holde ud
at opdage, at de slog ham ihjel."

Det diskuterede jeg ikke.

De vidste, at jeg var overbevist om,
at vi burde fortsætte.

Jeg mente, at vi kunne få
de samme penge senere.

Regeringen var så ivrig efter
at få det overstået,

at de ville være mere ivrige senere,

eller måske være 100.000 dollar mindre
ivrige, eller noget i den stil.

Ikke... ikke halvdelen.

Måske 100.000 dollar mere ivrige?

Hvis vi kom videre,
ville de måske fordoble beløbet.

Det var ikke skørt
eller irrationelt at fortsætte.

Og hvem kunne vide, at Eric ville vie
resten af sit liv til det?

Hvilken slags løsning
forestiller du dig for dig selv?

Man kan ikke forestille sig en.

Shakespeare kunne kun løse Hamlet
ved at skabe et blodbad.

Det var et blodbad.

Når dybt begravede hemmeligheder
vækkes til live...

...skaber det ravage
i det eksisterende handlingsforløb.

Man mister ligevægten,
forhold mister ligevægten.

Det skete nok
med min søster og hendes mand.

Vi fik en erstatning.

Min søster fik en del af den.

Hendes mand
ville investere den i et savværk

oppe i Adirondack-bjergene.

De lejede et lille privatfly
for at flyve nordpå i staten New York

for at investere pengene der.
Der var allerede en voldsom snestorm.

Hvorfor vidste piloten ikke det?
Hvem ved? Hvem ved?

Min søster hadede at flyve,
men hun satte sig i det lille fly

med sin mand, sit lille barn,
og min søster var gravid på det tidspunkt.

Flyet styrtede ned. Alle døde.

Tre år efter 1975,

må vi gå til en begravelse,
hvor der står tre kister,

min søster, hendes mand og deres barn.

Efter det følte jeg,
at jeg havde fået nok,

og jeg begyndte at opholde mig
i Sverige i lange perioder.

Det var det, der skete.
Det hele var bare for meget.

RICHARD BOOTHBY
PROFESSOR I FILOSOFI

Når et barn står over for en voksen,
som bærer en maske,

kan barnet faktisk nyde det, som en leg.

Men når masken fjernes,
og der afsløres endnu en maske,

er reaktionen panik.
Total desorientering.

Sådan tror jeg, Erics oplevelse var.

Det har været smertefuldt
at betragte bølgerne af katastrofer.

Hans fars mystiske død
fik ham til at lave collager.

Tragedien er,
at mysteriet omkring hans fars død

har forhindret ham i at forvandle
det psykologiske arbejde til virkelighed

med succes.

Da min far døde,

gik jeg ind i skabet
og hev hans Kodak Retina-kamera frem,

som ingen ejede mere,
så nu var det mit kamera.

Ruwet vidste,
at jeg var interesseret i foto,

så han gav mig et fotografisk
forstørrelsesglas og andet udstyr.

Han gav mig også en stiksav.

Hvis man sætter et fotografisk
forstørrelsesglas sammen med en stiksav...

...hvad kommer der så ud af det?
Collage-metoden.

Idéen om at det kunne være diagnostisk,
det var meget senere.

Meget senere, ja. Meget senere.

Jeg var kommet til Boston
for at starte på universitetet,

og jeg traskede hen til
en vis Eric Olsons lejlighed,

i håbet om at få lidt betalt

for at klippe fotografier ud af en
gigantisk bunke Time Life -bøger.

Han havde valgt vigtige fotos,
som han mente kunne fungere...

...i en scanningsbog,

hvorfra folk kunne tage fotos,
der sagde dem noget.

Scanningbogen var fantastisk.

En enorm bog, måske 90 x 60 cm,
og den kan slås op.

Man ser vidt forskellige billeder.

Her er der en ildebrand.
Her er der et ansigt.

Her er der en jungle.
Her er der et nøgenbillede.

Her er der en boksers ansigt,
forvredet af slaget.

Her er der en atomsprængning.

Der gik cirka tre år mere, før vi
lejede lejligheden på Ellery Street.

Den blev collage-huset,
vores laboratorium af en art.

Er man en traditionel psykoterapeut,

skal man bruge et stille værelse
og nogle stole.

For at gøre det her
skal man have en masse fysiske midler.

Bare det at indsamle billederne
var virkelig stort.

Eric kendte en fra Time Life -bøgerne,

som med et pennestrøg

kunne få 1.000 eksemplarer
leveret til ham.

Det er hans første collage,
han forsøgte sig frem sent om aftenen.

Den er enkel.
Den blev sat hurtigt sammen.

I midten er der et billede
af en bygning.

En krop er ved at falde.

Nedenfor bygningen er der et ur.

Da han lavede den, vidste han intet

om forbindelsen mellem billedet
og hans egen fars død.

Det ramte ham bare
som en slags åbenbaring.

"Gud. Det er min far."

Noget lignende den oplevelse er kernen
i alt arbejdet med collager.

Da jeg kom tilbage fra Sverige,

efter at have været væk i tre år...

...sagde han:
"Vi må hellere se på sagen igen."

Værelset havde selvfølgelig min barndoms
arketypiske efterklang,

hvilket altid var spørgsmålet:
"Hvad skete der på det værelse?

Hvad skete der derinde?"

En sætning som min mor gentog
uendeligt mange gange:

"Du vil aldrig få at vide,
hvad der skete på det værelse.

Du vil aldrig få at vide,
hvad der skete på det værelse."

En trussel, et påbud,
en advarsel, et forbud.

Man kan tage "Du får aldrig at vide,
hvad der skete på det værelse" ,

og man kan læse den
på utallige måder.

Den lod til at komme fra hende
på så mange måder,

at den blev min barndoms ekkokammer.

"Du får aldrig at vide,
hvad der skete på det værelse."

Du vil aldrig vide,
hvad der skete på det værelse.

"Jeg vil ikke vide, hvad der skete,

og finder du ud af det,
får jeg det også at vide."

Hun ville absolut ikke vide det.

Det var næsten en udfordring,
som jeg besvarede med:

"Jeg vil finde ud af,
hvad der skete der."

Nu sidder vi her, næsten 62 år senere,
og taler om det værelse.

Det er ufatteligt.

DAG SEKS
HOTEL STATLER

Hvad ligger der bag det hele?

Sikkerhedstjekker de mig?

Vi prøver at hjælpe dig.

Drik lidt af den whisky, Harold gav dig.

Forestillingen begynder først
om en times tid.

Jeg drikker udelukkende gin nu om dage.

No other love have I

Only my love for you

Only the dream we knew

No other love

Watching the night go by

Wishing that you could be

Watching the night with me

Into the night I cry

Hurry home, come home

To me

Set me free

Free from doubt

And free from longing

Into your arms I'll fly

Locked in your arms I'll stay

Waiting to hear you say

RODGERS OG HAMMERSTEIN PRÆSENTERER
MIG OG JULIE

Love

-De venter vist på mig udenfor.
-Hvad mener du?

-De er udenfor.
-Vi tager hjem.

Vi tager hjem, som du ville. Se.

Okay?

Skal vi gå tilbage til hotellet?

-Jeg ser det færdigt.
-Jeg vil gerne tilbage.

Skal vi gå? Kom.

Dælen.

Hallo?

Godmorgen, oberst Ruwet.
Det er vækningen.

-Tak.
-God Thanksgiving.

Frank?

Frank?

Er du derinde?

Klæd dig på. Vi har et problem.

Tekster af: Sheila N. Hasahya