All language subtitles for Conversations.with.a.Killer.The.Jeffrey.Dahmer.Tapes.S01E01.Sympathy.for.the.Devil.1080p.N

Jeg var en ung advokat dengang.

I 20'erne.

Jeg var lige flyttet til Milwaukee.

En kvinde,
der boede alene og ikke kendte mange.

Min chef, Jerry Boyle, ringede.

Han sagde:
"Vi har en ny sag, og den er stor."

"Tag ned
til politiets administrationsbygning."

MILWAUKEE ST
CENTRUM

Jerry Boyle sagde:

"Det er en, jeg har repræsenteret før."

"En rar fyr.
Han bider ikke hovedet af dig."

Jeg tog straks af sted, som han bad om,
for at møde Jeffrey Dahmer.

Det var mit første job.

Da jeg gik ind for at møde ham,

var det et meget lille forhørslokale.

Jeff sad ved hjørnet af bordet.

Jeg var utroligt nervøs,

for jeg følte,
at jeg var ude på meget dybt vand.

Selv veteranbetjente siger,

det er én af de særeste drabssteder,
de har set.

Landet er tryllebundet
af Jeffrey Dahmers forfærdende historie.

Mord, lemlæstelse, sågar kannibalisme.

Chok og rædsel,
da politiet bærer en stor kedel ud

i den største og mest grusomme
massemordersag i Milwaukees historie.

Jeg følte mig som Clarice Starling
i Ondskabens øjne.

Han var meget høflig.

Jeg var nok lidt overrasket over,

hvor venlig Jeff var.

For at være en god forsvarsadvokat

skal du ikke være dømmende

og opbygge en tillid.

Og han kaldte mig Wendy.
Jeg kaldte ham Jeff.

Det er okay, Jeff. Vær ikke flov over det.

Gør jeg dig ubekvem?

Nej. Det skal konfronteres, så…

Det er bare underligt, ikke?

Det er ikke let at tale om.

Det er noget, jeg har holdt

begravet inde i mig selv i mange år,

og det er…

Ja.

Det er som at trække en sten på to ton
op fra en brønd.

Jeg tror ikke, der er noget,
der kan forberede nogen

på sådan et blodbad.

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

DEN 22. JULI 1991

Det var en stille aften.

OXFORD-LEJLIGHEDER

En af de sommeraftener,
hvor det var lummert.

Jeg var tv-journalist og én af de første
ved Dahmers lejlighed den aften.

Da jeg ankom
og så betjentenes ansigtsudtryk,

gik det op for mig,
at der skete noget stort der.

Jeg løb ind i en betjent, jeg kendte.

Bobby Rao var hans navn.

Jeg sagde: "Kom nu, Bobby. Sker det her?"

Han så på mig, rystede på hovedet
og sagde: "Ja, det her sker."

Roosevelt Harrell.

Vi efterforsker et drab,

der fandt sted i boligblokken
i 900-blok på North 25th Street.

Vi har tilbageholdt en person.

Der er stor sandsynlighed for,
at der måske er yderligere drab,

som vi undersøger,
og den person måske var involveret i.

Betjenten, der stod ved døren
til Oxford-lejlighederne,

var en fyr, jeg kendte.

Og vi bad ham, tryglede ham:

"Må vi tage billeder
inde i Dahmers lejlighed?"

"Hvis I tager billeder,
mister jeg mit job."

Men han sagde:
"I kan kigge ind. Men gå ikke ind."

Vi gik over til døren,

holdt fast i karmen, lænede os frem
og kiggede ind i lejligheden.

Der var mange grunde til,
at ikke var mindeværdigt.

Der var et sammenrullet tæppe.

Et køkken til venstre.

Der var et soveværelse til højre
og et badeværelse.

Men den ene ting, der skilte sig mest ud,

var en uhyggelig lavalampe, der var tændt.

Klumpen gik op og ned.

En uhyggelig stemning i lejligheden.

Da historien om Dahmer kom ud,

var jeg journalist på Milwaukee Sentinel.

Jeg var den eneste journalist der,
for det var sent.

Tina Burnside,

der var en aftenpolitijournalist, ringer.

Hun sagde:
"James, noter det her meget omhyggeligt."

Det er presset fra en redaktør,
der ser dig over skulderen og siger:

"Giv mig historien nu."

Jeg trykkede på "send"
til aftenredaktøren.

Han redigerer og sender den.

Jeg husker ham sige:

RÆDSELSHISTORIE

"Det bliver den største historie
nogensinde i byen Milwaukee."

Jeg var chefanklager i Milwaukee
for mange år siden,

før jeg blev forsvarsadvokat.

Jeg har været på begge sider.

Jeg blev ringet op
af en fyr fra vores førende tv-station.

"Jeg vil tale med dig om din klient."

Jeg sagde: "Hvem?" "Jeffrey Dahmer."

"Vi tror, han er en drabsgalning."

Jeg havde repræsenteret ham i 1988

for en sexforbrydelse.

Jeg sagde:
"Hold den tanke. Jeg ringer til hans far."

Jeg ringede til Lionel Dahmer og sagde,
hvad journalisten havde sagt til mig.

Jeg sagde, jeg ville få én
til at finde ud af, hvad der foregik.

Jeg ringede til Wendy Patrickus,

og Wendy var ledig.

Den første person, de lod mig se,
var kriminalbetjent Murphy.

På det tidspunkt blev hele afhøringen
kontrolleret af kriminalbetjentene.

FÆNGSELSADGANG
KUN GODKENDT PERSONALE

Da jeg mødte Dahmer,

sagde han kun:

"Hvorfor skyder I mig ikke nu,

for det, jeg gjorde?"

Og jeg satte mig ned med ham

og forsikrede ham om,
at det, han sagde til mig,

ikke ville få mig til at kunne lide
eller ikke lide ham mere.

Og så fik jeg tilståelsen på papir.

Jeg var betjent i drabsafdelingen.

Dennis Murphy og Pat Kennedy

var primært dem, der afhørte Dahmer.

Det var stort set hver dag deres job.

Den måde, hvorpå han kunne huske

alle detaljer i de drab…

HAN SAMLEDE EN BLAFFER OP

Det var utroligt.

Så vidt jeg husker,

var Jeff lidt fuld på det tidspunkt.

Jeg spurgte ham om,
hvorfor han fortalte politiet alt.

Hvorfor han gav dem en tilståelse.

Og han sagde: "Wendy, de fandt
en masse i min lejlighed."

"Løbet er kørt.
Så jeg vil hellere tale med dem."

Han havde besluttet sig.

Jeg sagde: "Jeff, jeg respekterer det."

Han havde allerede tilstået.

Så Dahmer havde ikke et forsvar.

Så jeg sagde til ham:
"Hvad skal jeg gøre?"

Han sagde: "Jeg vil vide,
hvorfor jeg er den, jeg er."

Så jeg sagde:

"Jeg kan få en god psykiater

til at tale med dig

og erklære dig uskyldig,
fordi du er psykisk syg."

"Sindssyg."

"Men det kræver læger,

der siger, de støtter det."

Opgaven var at få nok informationer
at give til lægerne,

så de kunne får deres svar.

Spørgsmålet var,
om han var rask eller sindssyg.

I de mange følgende måneder
tilbragte jeg meget tid med ham.

Vi talte om ofrene

og samlede så mange informationer
som muligt.

ADVOKAT WENDY PATRICKUS OPTOG
OVER 32 TIMER MED SAMTALER

TIL AT FORBEREDE DAHMERS FORSVAR.

SAMTALERNE FANDT STED
FRA JULI TIL OKTOBER 1991.

BÅNDENE HAR ALDRIG VÆRET
UDE I OFFENTLIGHEDEN. INDTIL NU.

Okay, Jeff. Fortæl mig, hvad du tænker.

Jeg spekulerede på,
hvorfor jeg var tvunget

til at begå alle de mord.

Hvad jeg søgte,

der ville fylde den tomhed, jeg følte.

At dræbe nogen
og straks skille sig af med dem

giver ingen vedvarende nydelse

eller en følelse af fuldbyrdelse.

Men jeg følte mig stadig tvunget

til at gøre det i årenes løb.

At Jeff ville identificere alle ofrene

var meget unikt

for én, der er seriemorder,
en ægte seriemorder.

Han benægtede det ikke.

Og sagde: "Ja, jeg dræbte og dræbte."

"Det var sådan, jeg dræbte.
Og det var hvorfor."

Jeg lod ikke til at have

de normale empatifølelser.

Tænkte du nogensinde: "Hvorfor har jeg
ikke følelser, som normale personer har?"

Det undrede mig.

Det startede med fantasier.

Det startede altid med fantasier, og så

så det til sidst ud til,
at fantasierne blev udlevet.

Han tog sin fantasiverden

til niveauer og steder, som mange af os
aldrig kunne forestille os.

Jeg talte med Jeffrey Dahmer efter ønske
fra forsvarsadvokat Jerry Boyle.

Jeg blev spurgt om, hvorvidt der
i mine øjne var et sindssyg-forsvar her.

Jeg havde 30 år i Milwaukee
som en retsmedicinsk psykolog,

og Dahmers sag var midt i min karriere.

Der fulgte andre, men ingen som den her.

Hvad igangsatte det hele?

Gid jeg kunne give dig
et godt og direkte svar.

Hvis der er et område at bebrejde,

er det min egen forskruede tankegang.
Jeg har ikke tænkt normalt i årevis.

JULI 1991

Jeffrey var mere tilbageholdende
med at tale om sin barndom.

Jeg så billeder af ham,
da han var yngre, med sin far, Lionel,

og det virkede meget normalt.

De kastede bolden til hinanden.

Men hans far var meget væk.

Han er forsker
og opbyggede sin uddannelse.

Men Jeff fastslog,
at der ikke var store traumer,

der fik ham til at gøre de ting.

Han blev ikke seksuelt misbrugt
eller tævet.

Den ene ting,
Jeffrey fortalte mig og Jerry Boyle

om sin barndom,
der virkelig påvirkede ham,

var forældrenes konstante kævlerier.

Hvad var problemet med din mor og far,
da du voksede op?

De kunne bare ikke enes.

Især på min mors side.

Var der vold?

Kun lussinger og slag.

-Hvem slog hvem?
-Mor slog far.

Hvis side var du på?

Jeg prøvede ikke at være på nogens side.

Jeg havde spurgt om familiens historie

på begge sider

for at se, om der var sindssyge her,
sære ting

om de familiemedlemmer,

der kunne give os indsigt i,

hvordan Dahmer blev til det, han blev.

Jeg fandt ikke noget
på Lionel Dahmers side.

Og på Joyces side

var der vist alkoholisme i hendes familie.

Men der er alkoholisme i mange familier.

Så det betød intet for mig.

Jeffrey havde en bror, der blev født,
da Jeffrey var omkring seks. David.

Al opmærksomheden blev givet
til hans lillebror.

Så han var allerede meget alene.

Da Jeff og jeg voksede op,

tror jeg ikke,
han havde en stor gruppe venner.

BARNDOMSVEN

Jeg så ikke andre derovre.

Det var stort set Jeff og mig.

Vores indkørsler var over for hinanden,

så vi kunne tage vores cykler
og suse over vejen.

Eller spille bold eller kælke.

Hans far var ret bekymret over,

at Jeffrey ikke klarede sig godt i skolen.

Han havde ikke mange venner.

Ingen kontakt med piger.

Hvor længe har du vidst,
at du er homoseksuel?

Siden jeg 13, vil jeg sige.

Jeffrey blev opmærksom på sin seksualitet,

da han kom ind i puberteten,

og det er at forvente.

Han vidste, at det var imod

hans far og mors ønske.

På omkring det tidspunkt havde han

seksuelle eksperimenter
med en dreng i kvarteret.

Hvad gjorde I?

Vi kyssede bare

og lå sammen

i træhuset.

Jeg var omkring 14 eller 15.

Og der var samtykke.

Da han blev ældre,
opbyggede Jeffrey følelsesmæssige mure

over for sine kammerater, lærere,

barndomsvenner og sågar sine forældre.

Jeg tjente som distriktsadvokat
i Milwaukee County

i årene med Dahmers mord.

Jeg var også anklager i selve sagen.

Jeg var advokaten, der retsforfulgte ham.

Da han var afgangselev i high school,
startede de seksuelle fantasier.

En af dem var at dykrke sex med en person,
der var helt underdanig over for ham.

Med vold tvinge én til underkastelse.

Hvornår tænkte du først på
at gøre de ting mod en person?

-Bare fantasien.
-Ja.

Nok omkring da jeg var 18.

Han fantaserede om en jogger,
der ofte kom forbi.

Han tænkte på,
hvordan personen så ud uden en T-shirt på.

Han ville dyrke sex med den unge mand.

Men han var rådvild.

Så han besluttede
at slå ham bevidstløs i skoven

og dyrke sex med den bevidstløse mand.

Målet var ikke at dræbe ham.

Målet var at røre,
kramme og udforske kroppen.

Det var ikke forholdet.

Det er ikke personen.

Det er den veltonede,

atletiske mandekrop, han ville have.

Han savede et bat over
til at slå manden bevidstløs.

Han gemte sig bag et træ.

Men joggeren kom ikke forbi,

så han opgav den idé.

Det var Dahmers første voldelige fantasi.

At gøre det mod den mand,
der joggede gennem hans kvarter.

JULI 1991

Fra WTMJ TV.

Milwaukees 24-timers nyhedskanal.

Det her er News Channel 4 Daybreak.

Min første mulighed
for at dele nyheden med verden

var direkte om morgenen
i et morgennyhedsprogram.

Godmorgen. Et meget grusomt fund
i Milwaukee i nattens løb.

Milwaukee-politiet finder
noget forfærdende i en boligblok.

Det, jeg fortalte,
chokerede nyhedsværterne på stationen.

Mike og Juliet,
politiet ankom midt om natten,

og de fandt en lejlighed
fuld af kropsdele.

Mænd, der tilsyneladende blev dræbt
af en anden mand, en beboer,

i noget, der ligner
et seksuelt motiveret massemord.

KROPSDELE FUNDET I LEJLIGHED

Jeg forventede et spørgsmål.

Nyhedsværter har altid et spørgsmål.

Ligene var lemlæstede,

så ved at samle informationer

bliver det svært at finde ud af,
hvem ofrene er.

De var tavse.

Jeg spurgte dem senere:
"Hvorfor gav I mig ikke et spørgsmål?"

"Vi var så rystede,
at vi ikke kunne finde på et spørgsmål."

Jeg tog til åstedet,

for som journalist vil du se det selv.

Det var som en zoo.

Det var sådan i dagevis.

Folk var chokerede. Forbløffede.
Og de kunne ikke vende sig væk.

Du kan ikke forestille dig,
hvor enormt det er.

Det var angst.

Det var en masse spænding.
Til en vis grad.

Det bekymrede mig,
om jeg handlede rigtigt.

Hvornår blev dine forældre separeret?

Da jeg var 18.

I 1978.

At fastslå, at jeg ikke var én,
der sad og dømte ham,

var meget vigtigt

for at skære igennem alt,

fordi der var så meget materiale.

At få den tillid gjorde en stor forskel.

Mor og far havde deres problemer.

Jeg kunne ikke ændre situationen,

så jeg prøvede bare

at finde lykke på min egen måde.

Det var selvsagt den forkerte måde.

JULI 1991

Dahmer var lige dimitteret
fra high school.

Hans forældre var ved at blive skilt

og Dahmer var alene
i hjemmet i Bath, Ohio.

Hans mor smed hans far ud.

Han flyttede til et motel.

Uden hans fars viden

sagde moren: "Jeg har fået nok."

Hun rejste pludseligt med hans bror.

Hans far vidste vist ikke,

at moren var taget til Wisconsin
på det tidspunkt.

Jeffrey Dahmer sagde aldrig
"svigtet af forældrene".

Men jeg tror, han kendte den følelse.

Da hun tog til Chippews Falls,
talte du ikke med hende igen?

Det er rigtigt.

Hvordan havde du det dengang?

Jeg var deprimeret.
Jeg var ensom og kedede mig.

Forvirret, vil jeg sige.

Der var ingen hjemme.

Jeg så en blaffer.

Jeg tænkte, at det ville være rart
at have én at snakke med.

Og én, jeg ville dyrke sex med.

DEN 18. JUNI 1978

TRE UGER EFTER HIGH SCHOOL-DIMISSIONEN

I 1978 blaffede Steven Hicks

til en rockkoncert.

En af de ting,
Jeffrey altid var interesseret i,

var torsoen, fysikken,

hvor velbygget,
hvor tiltrækkende personen var.

Det var drivkraften i hans tiltrækning.

Det tiltrak mig.

Fysikken.

Muskelfysikken.

Det er motivationen.

Da Steven Hicks blaffede
og ikke havde en skjorte på…

Han sagde:
"Det er utroligt. Det var min fantasi."

"Nu kan jeg udleve den."

Jeffrey tænkte:

"En god mulighed.
Jeg har en bil, et hus. Der er ingen her."

"Lad mig se,
om jeg kan få den fyr ind i huset."

Han stoppede, talte med ham og sagde:

"Jeg har øl og pot derhjemme."

"Vil du med hjem og dele det med mig?"

Steven Hicks sagde ja.

Hr. Hicks var ikke homoseksuel.

De dyrkede ikke sex.

Så du havde ikke gjort noget med ham?

Nej.

Det var min fornemmelse, at han slet ikke
var interesseret, da jeg talte med ham.

Så jeg spurgte ham ikke.

Okay.

På et tidspunkt sagde Steven Hicks
til Jeffrey:

"Jeg skal videre. Jeg kan ikke blive her."

"Folk vil undre sig over, hvor jeg er."

Jeff ville ikke lade ham gå.

Det var den første gang,

og jeg havde lyst til at kontrollere.

Jeg mistede alle følelser,

så jeg besluttede nok bare

at gøre det,
uanset om han var homoseksuel eller ej.

Det var ligegyldigt.

Dahmer tog en håndvægt fra et vægtsæt

og slog Steven Hicks på hovedet med den.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg slog ham.
men jeg ville have, at han blev længere.

Steven var bevidstløs på det tidspunkt,

og Jeffrey bruger håndvægten
til at kvæle Steven.

Jeg tænkte, hvor fantastisk det var,

at jeg faktisk gjorde det

mod et andet menneske.

Det chokerede mig,

at jeg nåede til det punkt.

Og at det var en følelse af begejstring,

kontrol,

men blandet med stor frygt.

-Hvad gjorde du med liget?
-Ikke noget.

Bare lige under…

Under huset i krybekælderen.

-Gik du ned og så på ham?
-En gang.

Men jeg så kun på ham.

Hvad tænkte du på, da du så på ham?

En sygelig nysgerrighed med hensyn til,

hvordan en død person så ud.

Nysgerrighed blandet med stor frygt.

Det var efter det,

at han nu føler angst og panik.

"Hvad gør jeg med liget?
Hvordan kommer jeg af med det?"

Jeg begyndte at sønderlemme ham
og det hele.

Der er noget med ham, jeg husker.

Jeg skar benene af
og så armene og hovedet.

Rørte du ham igen?

Det gjorde jeg nok.

Lever og hjertet.

Han holdt hovedet adskilt i en periode.

Han masturberede ved kropsdelene.

Bekymrede det dig,
hvorfor du følte den tilfredsstillelse,

da du var 18 år
og brugte ham til at masturbere?

Jeg er ikke sikker på,
at jeg ved hvorfor nu.

Det begejstrede mig at gøre det.

Men jeg gjorde det.

Hvor længe beholdt du ham i huset?

Det ved jeg ikke. Seks timer.

Han blev mest tilfredsstillet

af det, han gjorde med ligene bagefter.

Det var rigtigt, at han var seksuelt syg.

I et forsøg på at få ham erklæret sindssyg

gik en af vores eksperter dybt ind i det.

Jeg er en retsmedicinsk psykiater.

Jeg var et ekspertvidne
i Jeffrey Dahmer-sagen.

Min ekspertise er parafilier,
der på lægmandssprog er

seksuelle afvigersygdomme.

Folk har noget andet
eller afvigende i deres seksualitet.

Min diagnose for hr. Dahmer var nekrofili.

Nekrofili er en tilstand,

hvor et individ

bliver meget ophidset

af at dyrke sex med individer
efter deres død.

Så der er liget.

Der er Jeffrey.

Ved tre-tiden om natten
vælger han at skille sig af med liget

ved at tage det til en kløft,

han kendte til,
lidt længere nede ad vejen.

Han lagde liget i affaldssække

og blev stoppet af en betjent,
fordi han krydsede midterlinjen.

Han testede ham for spritkørsel.
Han klarede den.

Betjenten lyste om på bagsædet
med sin lommelygte,

og der var affaldssækken med Hicks' lig i.

Betjenten spurgte om den.
"Affald. Mine forældre går fra hinanden."

"Jeg kunne ikke sove
og ville af med affaldet."

Du har på bagsædet et lig,
du lige har dræbt,

og du taler med en betjent.
Du er en 18-årig dreng.

Dahmer vidste, hvad det gjaldt,
og var rolig nok til at sige:

"Jeg vil bare af med affaldet."
Betjenten troede på ham.

Selv om han så sækkene,
tjekkede han ikke sækkene.

Han formåede at overbevise betjenten.

Efter det vidste han,
at han kunne manipulere.

Han kunne sige noget til nogen
og slippe af sted med det.

Han vendte om og kørte tilbage til huset.

Han fandt et galvaniseret rør,
han sagde, det var omkring 60 cm,

som han pressede sækkene ned i.

Han kørte over til broen over floden

og smed
hr. Hicks' personlige ejendele væk.

Inklusive en kniv, han brugte

til at skære liget op i håndterlige dele.

Far boede i hotellet,

så jeg var stort set alene
i et par måneder

Da din far var i hotellet,
hvor mange gange talte du så med ham?

En eller to gange om ugen.

Hans far og Shari,
hans kommende stedmor,

kom tilbage til huset.

Der var ikke meget mad i køleskabet.

Der lå alkoholflasker.

Det lignede et problematisk liv
som en ung mand.

Hans far var ret bekymret,

så de flyttede ind igen.

Sagde du,
at du efter det tog til Ohio State?

I omkring tre måneder.

Jeg drak meget der,
så karaktererne var ikke ret gode.

Jeg tror, hans far fik ham ind på…
Det var Ohio State.

Han drak voldsomt og droppede ud.

Hans far og stedmor besluttede,
at han skulle optages i hæren.

De sendte mig til grundtræning.

Så til marklægetræning.

Han sagde til mig,

at han lærte

at kunne identificere organerne,

via sin træning i militæret.

Jeffrey Dahmer blev hjemsendt
på grund af druk.

Jeg drak voldsomt igen,

så jeg måtte flytte tilbage til Ohio.

Hos forældrene.

Da han kom tilbage til huset
tre år senere,

var sækkene med Steven Hicks' lig…

Sækkene var der stadig.

Jeffrey Dahmer spredte resterne
af Steve Hicks ud

over det 0,5 hektar store skovområde,

hvor familien boede.

En fin ung mand forsvandt
op i den blå luft.

Forestil dig det.
De hørte ikke om det før i juli 1991.

Deres søn forsvandt i juni 1978.

I 13 år

havde den familie ingen anelse om,
hvad der skete med deres søn,

Steven Hicks.

EMNE: SAVNET PERSON/DRAB

OFFER: STEVEN MARK HICKS

ARRESTATION: JEFFERY L. DAHMER

DRAB: STEVEN HICKS

Det plagede mig.

Hvordan viste det sig,
at du var plaget af det?

Hvad følte du?

En masse skyld.

Ubeslutsomhed om jeg skulle

tilstå det.

Og jeg fik aldrig modet til det.

Hvad tænkte du?

Jeg vidste, hvor rædsomt forkert det var.

Og jeg ville ikke have,
at det nogensinde skete igen.

I vores samtale med Jeffrey Dahmer

talte vi med ham om familiemedlemmer,

og Jeff siger:
"Hold min familie ude af det."

Han siger: "Mine forældre har ingen viden
om mine aktiviteter."

Jeg fortalte Lionel,

Jeffs far,

om drabene, og hans reaktion var chok.

Han kunne ikke fatte,
hvordan hans søn kunne gøre det mod nogen.

Hvordan reagerer hans familie
på alt det her?

Jeg kan kun sige,
at det ville være forudsigeligt,

hvordan enhver familie ville reagere.

De er også meget fortvivlede.

De har det forfærdeligt med den tragedie,
der fandt sted,

og det gælder også
for ofrene og ofrenes familier.

Og de føler selvsagt stor sorg
over deres søn.

Det er en meget fin
og vidunderlig familie.

Hans far, Lionel, er en storslået mand,

og han lider så meget som alle andre.

LIONEL DAHMERS STEMME

Jeg elsker ham.
Jeg vidste ikke, hvor syg han var.

Og jeg vil som altid

støtte ham i mine tanker og bønner.

Kriminalbetjentene lod ham ryge
og få så meget kaffe, som han ville have.

Det holdt ham rolig og på sporet

og uden det
havde vi nok ikke fået hele historien.

For han var villig
til at tale mere og mere,

så længe han fik de to ting.

Det er svært at grave de følelser
og motivationer op.

Jeg ved, det er svært.
Bliver det for svært, så sig til.

-Du indser…
-Ja, det gjorde.

At tale om og analysere det

viser mig,
hvor forskruede mine tanker var.

Da mit forhold til ham udviklede sig,

blev han mere og mere villig

til at redegøre for nuancerne i hver sag,

i hvert mord.

Der var tider,
hvor jeg følte mig som en mor for ham.

Der var tider,
hvor han var som en bror for mig.

Der var tider,
hvor jeg følte mig som hans terapeut.

Har du prøvet at udvikle et forhold?

Nej. Det kan jeg ikke sige.

Hvorfor ikke?

Det var på grund af situationen derhjemme.

Jeg kunne ikke have

et langvarigt forhold, hvor jeg boede.

Jeffs far foreslog, at han flyttede
ind hos farmor, og det gjorde han.

Efter jeg fortalte Katherine, hans farmor,

om hans aktiviteter, og hvad han gjorde,

brød hun sammen og græd.

Hun troede ikke på det.

Hun sagde, hun ikke ville involveres
i hans aktiviteter.

Og hun ville ikke vide,
hvad der forgik i kælderen.

Jeg var flyttet ud.

Heroppe i Wisconsin

for at hjælpe min farmor.

Det var:
"Hvorfor flytter du ikke ind hos farmor?"

"Et sted, der er sundt for dig.
Hun bliver ældre og behøver hjælp."

"Og start i en ny by."

Jeffrey sagde, at han elskede sin farmor.

Jeffreys farmor

blev af Jeffrey beskrevet
som en perfekt bedstemor.

South Side, Milwaukee.

Religiøs, omsorgsfuld.

En meget rar person.

Og det er det miljø,
Lionel Dahmer voksede op i.

Hun støttede og elskede Jeff.

Han var tydeligvis
ikke tæt knyttet til sin mor og far.

Farmors hus var i West Allis,
en Milwaukee-forstad.

FARMORS HUS

Jeg hjalp hende med haven
og diverse gøremål.

Da Jeffrey flyttede ind,
forlangte hun ikke meget af ham.

Jeg ved ikke,
om hun kendte til hans seksualitet.

Men Jeffrey vidste,

at hun i så fald ville være
ret fordømmende.

På det tidspunkt

var det at komme ud noget helt andet.

Det var svært for ham. Han sagde:
"Jeg kan ikke lide at være bøsse."

Jeg ydede en oprigtig indsats

for at ændre min måde at leve på,

ændre mine begær.

At komme af
med de homoseksuelle følelser, jeg havde.

Alle kyniske tanker.

Jeg begyndte at gå i kirke med farmor

med jævne mellemrum.

Og prøvede at undertrykke

de seksuelle følelser, jeg havde.

Jeg tror,
det virkelig begyndte at ændre ham.

Han læste Biblen.

De tilbragte meget tid sammen
ved middage.

Min farmor gik i kirke hver søndag.

Hvad er hendes tro?

Protestant.

Han gik i kirke.
Han bad til at finde en måde,

hvorpå han kunne bekæmpe sin trang,
de patologiske sexlyster.

Det var i den periode,

at han prøvede at skabe surrogater
for ikke at dræbe.

Jeg gik rundt i Southridge

og så en mannequin,

der fangede mit blik.

Jeg ville have mannequinen, så jeg

gik ind i butikken.

Der var ingen derinde.

Jeg blev der indtil lukketid.

-Ingen alarmer gik i gang?
-Nej, intet.

Jeg klædte mannequinen af,

tog en taxi hjem,

og opbevarede den i garagen

ved farmors hus.

Og jeg legede rundt med den efter

at have klædt den på og af.

Jeg lod, som om det var ægte.

Han brugte den
til at ligge med og masturbere,

og det var ikke så godt som en person.

Han fandt det skuffende.

En ansigtsløs mannequin
fra en butik var ikke nok for ham.

Efter en uge eller to
fandt farmor den ved et tilfælde.

Hun hang tøj,
hun havde vasket for mig, op.

-Gjorde hun?
-Ja. Hun spurgte, hvad det var.

Hvor fik jeg den fra?

Jeg gav hende en historie om,
at jeg fik den…

De havde ekstra mannequiner,
som de solgte.

Jeg tror, hun ringede til far,
så jeg ville af med den.

Jeg tog den ned i kælderen

og smadrede den
og smed den ud med affaldet.

Jeg har set omkring 20 seriemordere.

Ikke alle seksuelle, men de fleste.

Og jeg har set en række massemordere,

og jeg blev kontaktet
af distriktsadvokatkontoret

for at evaluere hr. Dahmer.

Jeg så ham i tre dage
og var senere vidne i hans retssag.

Det enestående
ved at sammenligne Jeffrey Dahmer

med andre seriemordere, jeg har talt med,
er, at han ikke gik i defensiven.

Han prøvede, så vidt jeg kunne se,
ikke at skjule noget for mig.

Jeg tror, at han prøvede
at finde en anden løsning i en periode.

Men da Dahmer prøvede at undgå alkohol

og prøvede at undgå homoseksuel sex

på grund af sine religiøse hæmninger
mod det,

havde han en for ham
hidtil uset oplevelse,

hvor en mand gav ham en seddel
på biblioteket

med et tilbud om et blowjob på toilettet.

Jeg var på West Allis-biblioteket.

Jeg sad i en stol og læste en bog.

Det var det sidste, jeg forventede.

Jeg grinede bare for mig selv. Jeg tænkte:

"Det er et rædselsfuldt, ondt

forsøg på at få mig til at snuble."

Jeg så ikke hans ansigt eller noget.

Du droppede tvangstankerne
i kirkegangen med farmor,

og de kom voldsommere tilbage, ikke?

Det var nok det, der igangsatte det.

Det fik ham til at tænke
endnu mere på homoseksuel sex,

og han indså, at han kunne få det.

Så på den måde
blev verden åbnet for ham.

Og der kom et tidspunkt,
hvor han droppede forsigtigheden.

AMBROSIA CHOKOLADEFIRMA

Jeffrey Dahmer fik et job.

Han var en blander

i Ambrosia Chokoladefirma.

Han havde nattevagter.

Det var et job,
der gjorde det muligt for ham

at gå ud i weekenderne.

Jeg havde i det mindste et job
med en rimelig løn.

Jeg kunne glæde mig til fritid.

Privatliv.

Jeg begyndte at drikke igen

og besøge boghandlerne.

Jeg fandt ud af, hvor bøssebarerne var,
og begyndte at besøge dem.

Jeg søgte levende selskab.

En at tilbringe aftenen med.

En mand, jeg havde fuld kontrol over

og kunne gøre med, hvad jeg ville.

Noget ægte

i stedet for en falsk mannequin.

Det var min fantasi.

Lidt før jeg begyndte at falde af på den…

…opgav jeg bare forsøget på at kæmpe imod.

Jeg kendte Jeffrey Dahmer

og mange af hans ofre.

Efter alt det kom ud…

VEN MED OFRE

…sagde mange i barerne: "Jeg husker ham."

Det gjorde vi alle.
Milwaukee er ikke stor.

1980'erne.

Homolivet var voksende

i Milwaukee.

Det var ikke så eksklusivt

som Chicago og New York og LA,

men for en by som Milwaukee

havde vi det godt.

Vi morede os gevaldigt.

Du kunne gå ud næsten hver aften…

TONY SEARS' VEN

…og der skete altid noget.

Du kunne være dig selv.

Du havde frihed.

Så du havde det godt med det.

Vi klædte os pænt på og tog til baren.

Barerne havde smuk musik.

Folk ville altid danse.

Bøssebarerne var ret centralt placeret.

De lå alle i en radius
på otte-ni boligblokke.

Du kunne let gå fra sted til sted.

Vi var alle ved at finde os selv.

Accepterede os selv.

Mange af de personer havde smukke sjæle.

Jeg havde boet i Milwaukee i hele mit liv

og var involveret i miljøet
fra en tidlig alder.

I den periode var også klummeskriver
og journalist

i Milwaukee-området.

Når Dahmer opererede her,

udvalgte han omhyggeligt stederne.

Demografien, kundebasen,

placeringerne.

Det var ikke oplyste gader.

Det var ikke steder,
hvor folk parkerede og følte sig sikre.

Den mangel på klarhed gjorde det let

for én som Dahmer
at være et rovdyr i de rammer,

for ingen vidste,
hvad deres rigtige navne var.

Homoseksuelle bruger ofte mørke
til at skjule deres andet liv

for et godt job, kone og børn.

De homoseksuelles formand siger,
at forhold mellem homoseksuelle mænd

ofte er hemmelige.

En langvarig tradition i bøssemiljøet

var badhuset.

ROMERSK BADHUS

I 1970'erne og 1980'erne

blev de kun brugt som sociale områder,

hvor bøsser mødtes og dyrkede sex.

Du kunne tage til badhuset og være

så nøgen, som da du blev født,
og gå frit rundt.

Ser du én, du vil have, så gør du det.

For det var anonymt.

Du behøvede ikke at kende dem.
Folk prøvede bare at dyrke sex.

HVER MANDAG

I Milwaukee hed det mest populære badhus
Club Baths.

Det var på første sal,
og der var kun adgang via gyden.

Det var desværre også et populært sted
for Jeffrey Dahmer.

Han mødte mænd i badhuse
og havde sexaktiviteter med dem.

Men Dahmer ville ikke underkaste sig.

Jeffrey ville have fuld kontrol.

Så Dahmer begyndte
at medbringe stoffer til badhusene.

Ved du, hvilket stof det var?

Halcion.

Hvorfor fik du den recept?

For søvnbesvær.

Jeg var på tredje skift.

Gav det dig en følelse af kontrol?

Jeg kunne holde dem der længere.

Jeg kunne bare ligge der med dem

uden at føle mig presset
til at gøre noget, de ville gøre.

Der var ingen…

De stillede ikke krav til mig.

Jeg kunne bare nyde dem, som jeg ville.

Tænkte du overhovedet på,
hvad de måske følte?

Ja, det tror jeg,
men på det tidspunkt var jeg ligeglad.

Jeg ville bare gøre, hvad jeg ville.

Så jeg var ligeglad.

Det løste hans problem
med ikke at ville lade folk gå

og at kunne ligge sammen
i en lang periode.

Det var et primært ønske, han havde.

De personer var ikke bevidsthed.
De kunne ikke beskytte sig selv.

Og de deltager i seksuelle gerninger
mod deres vilje.

På et tidspunkt gav han én for meget,

og fordi fyren var svær at vække,

måtte badejeren tilkalde lægehjælp.

Meldingen blev:
"Luk ikke Dahmer ind i jeres badhus."

Politiet efterforskede ikke sagerne
som voldtægter

eller sexovergreb

eller sågar ordensforstyrrelser.

De bad bare badhusoperatøren om

at sige til, hvis han kom tilbage,
og holde ham væk fra ejendommen.

Jeg tror ikke, de accepterede det faktum,
at en mand kunne blive voldtaget.

GADETØJ FORBUDT

Han var en mærket mand.
Han kunne ikke være der længere.

Tilfredsstillede det dig?

-Jeg mener en ægte tilfredsstillelse?
-Det gjorde det ikke.

Jeg havde ikke kontrol over dem. Jeg…

Jeg ville have dem fuldt ud.

Og kunne ikke få det sådan.

DEN 21. NOVEMBER 1987

NI ÅR EFTER MORDET PÅ STEVEN HICKS

Jeffrey var ude en aften,

og han mødte Steven Tuomi.

Han ville tilbringe en nat med ham,

og det var for vanskeligt
i hans farmors hus.

Så de fik et værelse på Ambassador Hotel.

Og drak en masse.

De havde en nat sammen.

Den næste morgen

endte Jeff med at vågne op

efter et blackout.

Gik du ud som et lys?

-Ja.
-Du anede ikke, du havde gjort noget?

Nej. Ikke før jeg vågnede om morgenen.

Jeg kunne ikke tro det.

Hans hænder var blodige.
Sengetøjet og fyrens ansigt var blodigt.

Chokeret.

Panisk.

Og meget ked af, at det skete,

for det var ikke min hensigt,
at sådan noget skulle ske.

Tjekkede du hans puls?

Jeg var bange. Nej.

Og der kom blod ud af munden.

Jeg havde åbenbart tævet ham
med knytnæveslag i brystkassen.

DRAB:
STEVEN TUOMI

Der er blod overalt.
Han sagde, det var et alkoholblackout.

Det overraskede ham.

Så det var ikke bevidst.
Det var ikke en fantasi.

Men hans dybeste begær kom stadig ud.

Han havde ikke planlagt det,
for han indskrev sig for én dag,

og han måtte indskrive sig for en dag mere
for at komme af med liget.

Han gik ud og fandt en bagagebutik

og bragte en stor kuffert ind i hotellet.

Han tog kufferten med op til sit værelse

og lagde hr. Tuomi i kufferten.

Han fik så en taxichauffør
til at hente ham.

Ifølge Dahmer sagde taxichaufføren:

"Du må have et lig deri.
Kufferten var tung.

Han bragte Steven Tuomis lig
tilbage til farmorens hus

og skilte sig af med liget.

Han skar dele af liget af,
lagde dem i affaldssække

og smed dem i containeren.

Tuomi voksede op i den lille by Ontonagan,
hvor de fleste kendte ham.

Han var en meget stille knægt.
Det er sådan, jeg kender ham.

Han var meget stille
og generede ingen.

Steven Tuomi flyttede til Milwaukee
engang midt i 1980'erne

og fik et job som kok.

Han blev sidst set i efteråret 1987.

Efter tilståelsen troede jeg på,
hvad Dahmer sagde,

for han havde ingen grund til
ikke at fortælle os sandheden.

Han havde ingen grund til at sige,
at han dræbte ham,

for det var et af de ofre,
vi havde få beviser om.

Det var Dahmers erklæring,
og den var meget detaljeret.

Der er ingen grund til ikke at tro på
de informationer, Dahmer gav os.

Efter hans tilståelse
mødte jeg familien i Upper Michigan.

Deres søn tog ned til Milwaukee
for at få et job i et mere urbant område.

For at finde ud af,
hvad han vil med sit liv.

De ser ham aldrig igen.

VI VIL ELSKE DIG FOR EVIGT

Jeg tror, de havde meget svært ved
at acceptere det.

Hvordan havde du det
efter episoden på Ambassador?

Jeg var forfærdet.

Men så startede det igen.

Og jeg ville ikke have,
at det nogensinde skete igen.

Hvad mente du om, at det kom frem,
selv om du var bevidstløs?

Jeg var forvirret.

Følte du, at du mistede kontrollen?

Ja, det vidste jeg. Ja.

Det var det første drab her.
Det gik fra 1978,

drabet på Steven Hicks, til november 1987,

drabet på Steven Tuomi.

Det første drab var, da han var 18 år.

Han gik så i ni år uden at dræbe.

Ambassador gjorde noget.
Det satte noget i gang.

Jeg ville have mere.

Jeg ved ikke hvad,
men det satte noget i gang.

Tuomi-mordet var et vendepunkt for ham.

Han fastslog omsider:
"Jeg taber den kamp mod mig selv."

"Jeg kan ikke kontrollere det."

Det gav mig mig en særlig nydelse.

Det dominerede mine tanker
at gøre de ting.

Faren kunne være én, der ligner din nabo.

Han så på gaden ud
som en meget normal person.

Han så ikke skræmmende ud.

Der er en seriemorder i Milwaukee.

Ingen ud over Dahmer vidste,

at en seriemorder var
på fri fod i vores by.

Politiet vidste det ikke.
Ingen i lokalsamfundet vidste det.

Efter år med at prøve at modstå trangen
gav han bare op.

Han blev en dræbermaskine,
der var helt ude af kontrol.

Tvangen var stærkere end noget andet.

Det var en ensporet drivkraft.

Mine begær var

tydeligvis dyriske.

Tekster af: Claus Christophersen