All language subtitles for The.Big.Hit.Danish-WWW.MY-SUBS.CO

- Tak.
- Læg mobilen i en boks.

- Nogen kommer og henter dig.
- Okay. Tak.

- Er det cellerne?
- Nej, kontorerne.

Bakken skal være synlig.

- Første gang i fængsel?
- Ja.

Det skal nok gå.

Hej.

BYGGER
PÅ VIRKELIGE HÆNDELSER

Tak.

Hej.

Hej.

Fortineau? Kommer du?

- Tag huen af.
- Jeg har bihulebetændelse.

Held og lykke.

Jeg sagde, jeg ikke kunne.
Jeg har ikke lovet noget.

- Hej.
- Hold op.

Hej.

Jeg er teatervikaren.

- Hvor er jeres kolleger?
- I deres celler.

- Kommer de?
- Nej. Ham før dig med sine fabler...

- Vi vil lave sketches.
- Stand-up.

Hej, alle sammen.

Dovenlars.

Går det godt?

- Er du høj? Så du øjnene?
- Jeg keder mig så meget.

Étienne. Skuespiller.

- Er du på tv?
- Sommetider.

- Vi har ikke set dig.
- Kendisser kommer ikke her.

Vi skal lave stand-up.

Jeg beskæftiger mig med teater.

- Komisk teater?
- Også det.

- Så er du altså sjov.
- Sommetider.

- Men nu er du snarere anspændt.
- Nej.

- Er der penge i teater?
- Nej. Se hans sko.

Og tasken, er den fra et loppemarked?

- Er I færdige?
- Bliv ikke fornærmet. Vi joker altid.

Dig, som vil lave stand-up,
værsgo.

- Kom.
- Du var så kæphøj.

- Jeg har ikke lyst.
- Kom nu, underhold os.

Nej.

- Hvem er sjov?
- Du.

- Nej, det er jeg ikke.
- Ingen tilbage lige pludseligt.

Haren og skildpadden.
Til tiden man må gå.

At løbe hjælper ej. Det skal
skildpadden og haren opdage.

- Jeg vil vædde med...
- Sæt dig.

- Lad ham være.
- Han finder jo på.

- Jeg vil vædde med...
- Stop. Sæt dig.

Sæt dig!

- Han tør i det mindste.
- Men resultatet...

- Ja. Hvad hedder du?
- Jordan.

- Hvad lærte du?
- Intet. Som han ævlede af mig.

- Hvilken fabel var det?
- Det var...

- Æslet...
- Nej. Løven og musen.

Kan du ikke recitere den? Nej?

- Okay. Så er det din tur.
- Patrick.

- Nu starter det.
- Haren og skildpadden.

- Har du aldrig arbejdet med fanger?
- Jo.

- Hvor?
- Vaulx-en-Velin.

- Der er intet fængsel der.
- Det var unge på afveje.

Det er ikke det samme.
Vi håber på en fin forestilling.

- Fem sessioner er for lidt.
- Det ved jeg.

Men I skal blive klar.
Der kommer mæcener, en stiftelse...

Jeg regner med dig.
Prøv at få de andre med.

Det eneste, de er interesseret i,
er stand-up.

Du skal motivere dem. Fabler er godt.
De har en morale.

Med mig gik det godt.
Du er aldrig tilfreds.

Jo, når jeg spiller.
Hvad skete der med Tjekhov?

Det var fem år siden.
Jeg har ændret mig.

Du kan stoppe,
men bed mig ikke om mere.

Hej med jer. Har I det godt?

Velkommen. Hvordan står det til?

Alt vel, Agathe?

Det var en løve, som var fanget
i et net. Det var alt.

- Var det alt?
- Nej.

Jo mere viklet ind han bliver,
des mere ophidset bliver han.

Og så ser han en mus gå forbi.

- Det er en rotte.
- Det er en mus.

En rotte, siger jeg.

"Kan du hjælpe med mig at komme ud
herfra? Jeg er helt viklet ind."

Musen svarer: "Nej, det går ikke."

- "Du er en løve. Du er hidsig."
- Hidsig!

Musen er lidt...

Den kigger og begynder
at gnave i nettet, sådan her.

Løven kommer ud
og er enormt taknemmelig. "Tak."

Han tager musen i hånden,
moser den og æder den.

Du finder på. Han æder den ikke.

- Du blander fablerne sammen.
- Sikke noget vrøvl.

Jeg har læst den. Sådan ender den.

"Du har ofte brug for den,
som mindre er."

Jeg har lært, at de store
æder de små. Sådan er det i naturen.

Det passer.

Hej.

Godt. En gang til,
endnu mere krigerisk.

Tænk på jeres konkurrenter.

Hej.

Er fablerne her?

- Hvad hedder du?
- Traoré Moussa.

- Er du alene?
- Ja.

- Kan du en fabel?
- Mælkesælgeren og kruset.

Et krus med mælk hun holdt på
hovedet, på en pude bæres det let.

Hun ville en tur til byen
med fremgang tage.

- Jeg har været her i en halv time.
- Og jeg i syv år.

- Jeg kom for at arbejde.
- Så må idioten hente os før.

- Det eneste, vi gør, er at vente.
- På besøg, gåture, familien.

Vi venter altid på næste dag.

- På at komme ud herfra.
- Er der en fabel om det?

- Mørkere stemme.
- Jeg kan ikke.

Du har rette farve.

Det handler om vejrtrækning. Du
trækker vejret med mellemgulvet her.

Læg hånden på maven.
Jeg slipper den ud.

Nu lyder du som en gnu.

Din tur. Slap af.

Lav koen.

Kom så. Slip maven ud.

Slap af i maven og ånd ud.

- Hvor irriterende.
- Øv dig i cellen.

Vejrtrækningen er vigtig. Når man
spiller, arbejder mellemgulvet.

TO UGER

Mine damer og herrer,
haren og skildpadden.

Det tjener intet til at haste, det
kan haren og skildpadden vidne om.

Hvad har du i ryggen?

Fru skildpadde siger: "Lad os..."

"Lad os vædde om..."

...at du ikke kan nå derhen
så hurtigt som jeg.

"Du må tosset være",
blev svaret fra det hurtige dyr.

Hr. Hare...

Med masser af tid til at æde græs,
at sove og at lytte glad til vinden-

-lader han skildpadden gå i sin takt.

Ikke dårligt for typer,
som er ligeglade. Du gjorde det godt.

Jeg får næsten lyst
til at hverve dem.

Jeg laver naturligvis sjov.

- Ja?
- Det er mig, far.

Kom du i tanker om,
at jeg eksisterede?

- Stop, jeg ringer jo. Hvad laver du?
- Spiser.

- Og ellers?
- Lidt af hvert. For brødføden.

- Og du?
- Godt.

- Jeg arbejder weekend på restaurant.
- Hvor fint.

- Hvornår besøger du din gamle far?
- Nu er der travlt.

Jeg skal se mor i "Partage de midi".
Tag med.

- Claudel er ingen favorit.
- Kom nu, hun ville blive så glad.

Hvad med tirsdag?

Far, tager du med?

Jeg må vende tilbage.

Vi tales ved, men jeg regner med dig.
Du kommer da?

Okay.

- Kys.
- Ses på tirsdag.

Skøn beliggenhed ved floden.

Man må bare rive alle gamle huse ned.
Det der har udspillet sin rolle.

Og fjernet kirsebærhaven.

De forstår jo ingenting.

Er der noget bemærkelsesværdigt,
er det vores kirsebærhave.

Det eneste bemærkelsesværdigt
ved den er størrelsen.

Den giver...

...kun kirsebær hvert andet år.
Hvad kommer så?

- Ikke engang der udnytter man dem.
- Hvad gør du her?

- Sig til, hvis du vil have hjælp.
- Nej tak.

Her? Jeg har ingen ledige datoer.

- Mandage spiller du ikke.
- Der hviler jeg mig.

Hvil dig en anden dag.
Det her er unikt.

Fanger, som spiller
"Mens vi venter på Godot".

De er ikke skuespillere,
og du er ikke instruktør.

- Giv mig et halvt år.
- Det er aldrig nok.

Læs den igen. Den er til dem.
De ved, hvad ventetid er.

De har det tragiske,
det komiske, alt.

- Undtagen erfaring.
- Hvad sagde du forleden?

At de var "forfriskende". Noget,
som ingen af dine skuespillere er.

Du sagde også, at vi ikke
kan gøre det, de gør. Du sagde det.

Ikke med de ord, men du sagde det.

- Har du talt med Ariane?
- Hun er med.

- Dommeren også. Det afhænger af dig.
- Ja, måske, vi må se.

- Du kommer og forstyrrer.
- Giv mig en mandag.

- Sig ikke nej.
- Du gør mig fortræd.

Vi tales ved.

- I morgen.
- Nej, ikke i morgen.

Okay, i princippet er jeg med. Bliv
ikke så ophidset. Du ligner dig selv.

- Skal du spille i den?
- Ja, hvorfor?

Praktisk med lommer til snydesedler.

Farvel.

- Ses på mandag.
- Agathe!

- Hvor mange vil De tage ud?
- Kun fem. Først om et halvt år.

- Repetitioner i et halvt år?
- Tre gange om ugen.

- Antal timer?
- 338.

For fem fanger?
Hvordan forklarer jeg det?

De bliver ambassadører. Fablerne
var gode, men nu sigter vi højere.

Det vil blive enormt.

- Og Stéphane?
- Han låner sit teater ud.

Men orlov får man ikke så let.
Dommeren beslutter det.

- Hun er ikke vild med teater.
- Jeg taler med hende.

Overlad det til mig.

Hvad vil du sætte op?

Samuel Beckett. 1900-tallets største
dramatiker. Han døde for 30 år siden.

"Godot" er en absurd klassiker.

Spillet overalt, oversat til alle
sprog. Arabisk, kinesisk, alt.

- Skræmmende øjne.
- Han er et geni. Det ses.

- Han fik Nobelprisen.
- Var det ikke...

Einstein.
Fik han ikke Nobelprisen?

- Også ham.
- Glem det.

- Respekt.
- Det er ikke Guldbolden.

- Jeg læser.
- Du sagde "absurd".

- Altså nonsens?
- Det handler om det absurde i livet.

Når du vågner, tænker du aldrig
over livets mening herinde?

Så ryger jeg en joint.

Starter man dagen med det,
tager man livet af sig selv.

Livet er derude. Det her er en
stor elendig meningsløs parentes.

Livet kan også være absurd ude.

Jeg foretrækker, det skal være absurd
derude end ikke-absurd herinde.

- I forstår det jo.
- Jeg ryger ikke.

Godt. Nu gør vi det.

- Vi tager af sted.
- Det kan vi ikke.

- Hvorfor ikke?
- Vi venter på Godot.

Er du sikker på, at det er her?

Hvad?
At vi skal vente.

Han sagde foran træet.
Kan du se et andet?

Det er en pil. Men hvor er bladene?

Sådan fortsætter Vladimir
og Estragon.

- Kan vi skifte navne?
- Nej. Jeg vil høre jer.

Der er noget, jeg ikke fatter.
Ham Godot... Kommer han til sidst?

Nej. Han kan ikke komme.

- Hvorfor ikke?
- Det er et mysterium.

- Forgæves.
- Hvorfor ringer han ikke?

- Mobiler fandtes ikke.
- Sære typer.

Det skal jo være absurd.

- De håber, at han vil give dem job.
- Håb er at vente.

Derfor bliver jeg i Frankrig.

Når du kommer ud,
sætter de dig på et fly hjem.

Håb er absurd.

- Hvad laver de i mellemtiden?
- Som I.

- Pozzo kommer med sin tjener i sele.
- Var han høj, da han skrev den?

I ville have en fabel om folk,
som venter.

- Fabler er med dyr.
- Vi er alle dyr.

Vilde dyr. Derfor sidder vi i bur.

- Hvad er moralen?
- Der er ingen.

Ingen handling,
ingen begyndelse, ingen slutning.

- Det er jo absurd.
- Det er en komedie.

Karaktererne er klovne.

- Kan vi stemme om det?
- Nej.

Kan du ikke lide det,
kan du gå.

- Jeg blæser på det her.
- Nej, lyt nu.

- Ellers får du det aldrig at vide.
- Hvad tjener vi på det?

- Intet. Det er absurd.
- Stop. Og du kan gå.

- Vil vi kunne få nedsat straf?
- Det afhænger ikke af mig.

I vil føle stolthed.

Hvis nogen vil ud, så sig det nu.
Vi er her i et halvt år. Er alle med?

Jordan?

- Nej?
- Jo...

Ja?

Hør her. I skal optræde
på et rigtigt teater.

Med dekor, lyssætning,
scenetøj og publikum.

Venner, familie, slægtninge.

Men først må i arbejde hårdt.
Lær replikkerne, vær koncentrerede.

Og mist ikke modet. Er I med mig?

Syv søsyge sømænd tilses
af syv underskønne sygeplejersker...

- Ind i midten og lav et træ.
- Et kirsebærtræ?

Armene er grene.
Hvorfor bevæger du dig?

- Det blæser.
- Det er solrigt, fuglene kvidrer.

Fire friske fisk i en fiskerbåd...
Hvad står der?

Mættende muffins. Mættende muffins.

Panier, piano, panier, piano.

En gren stoler jeg ikke på.

- Man kan prøve.
- Prøv.

Dig.

Syv søsyge sømænd... Fandens.

- Syv søsyge...
- Ikke så hurtigt.

Étienne!

Sover jeg nu? Hvad vil jeg tro
om denne dag i morgen?

EN MÅNED

- Har du det svært?
- Har jeg det svært?

Læs ikke. Spil for publikum.

Du kan dine replikker. Start forfra.

- Har du det svært?
- Har jeg det svært?

- Det var da godt?
- Ja, men stop ikke.

Vær stille og lyt. Fortsæt.

Det er kun dig, der lider. Jeg tæller
ikke. Tænk, hvis du var i mit sted.

- Så skulle man høre.
- Du griner ikke. Du er vred.

Tænk på dit liv. En ven besøger
dig her og klager. "Jeg har ondt."

Du sidder inde, og han klager.
Hvad siger du? "Så skulle man høre."

- Ja.
- Ægtheden findes i dit liv.

Ægtheden findes i jeres liv.
Forstår du det, Jordan?

- Jeg får aldrig besøg.
- Lektionen er slut.

- Det er ikke tid endnu.
- Kl. 18 skal de være i cellerne.

Okay. Godt så.

Lær replikkerne.
Jeg mener det, Nabil.

Jeg vil takke dig
for rollen som Vladimir.

- Hvad lavede du i Ouagadougou?
- Jeg solgte bøger.

- I en boghandel?
- Nej, foran et hotel.

- Som en narkosælger.
- Jeg solgte historier.

Det er ikke derfor, du er her.

En afghaner og jeg
begyndte at snakke.

- Så er det nu, Traoré.
- Farvel.

Held og lykke.

Undskyld mig.

- Må jeg tale med dig?
- Ja.

Jeg så dit stykke med fablerne
og syntes, at det var fantastisk.

- Tak.
- Jeg mener det.

Jeg hørte, at du opsætter
"Mens vi venter på Godot" af Beckett.

- Kender du det?
- Selvfølgelig.

Jeg har styr på alt.
En rolle til mig?

- Alle er besat.
- En audition?

"Vi spilder ikke tid. Vi laver noget
nu, hvor vi har muligheden."

"Det er ikke hver dag,
nogen behøver os."

- Har du læst den?
- I et hug.

Du skulle være kommet tidligere.

Bare rolig. Intet er hugget i sten.

Du har jo mit cellenummer.

Jeg hedder Kamel. Kamel Beckett.

Vi skal stoppe kl. 18,
men 17.30 banker det på.

- Jeg har arbejdet i tre kvarter.
- Det er fængselsrytmen.

- Vagterne skal respektere tiden.
- De har meget at nå.

- Besøg, gåture, idræt...
- Så begynder jeg kl. 15.

- Jeg har ikke råd.
- Hvad skal jeg så gøre?

Har du valgt rette stykke?
Du tager munden for fuld.

Efter fablerne skal jeg gå i krig med
eventyr? "Den bestøvlede kat"?

Jeg vil ikke have,
at de bliver en fiasko.

- Jeg vil opmuntre dem. En time mere.
- Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Tak.

- Hej. Alt vel?
- Ja. Og du?

- Fint. Hvad med Jordan?
- Ved det ikke.

- Hvor er han?
- Aner det ikke.

Er du klar? Så går vi i gang.

En beruset englænder går på bordel.

Bordelmutteren spørger:
Blondine, brunette eller rødhåret?

Du går ud i kulisserne.
Du følger efter, men kommer tilbage.

Undskyld,
kan du sætte dig, hvis du er færdig?

Hit med teksten. Slut med det.

Tal højere.
I skal spille i en stor sal.

Fortsæt.

- Ville du sige mig noget?
- Jeg har intet at sige dig.

- Er du vred? Undskyld.
- Hold en pause.

"Er du vred?" Pause.
"Undskyld." Pause.

Tag jer god tid.
Herinde har i jo tid. Værsgo.

Er du vred? Nu spiller jeg.

Det var godt. Det lød virkelig ægte.
Fortsæt.

Undskyld, Didi. Giv mig din hånd.

- "Kys mig"? Er de bøsser?
- Nej da.

- Jeg ville tro, at de er det.
- Fortsæt.

- Ikke en eneste dame.
- Heller ikke her.

Der er nøgenbilleder overalt. Har du
ikke et nøgenbillede af fruen?

- Stop så. Fortsæt.
- Jeg spiller ikke bøsse.

Hvad handler stykket om? To mænd,
som håber på bedre tider.

Kan I ikke genkende jer selv?
Bøsser eller ej, betyder det noget?

"Jeg ved ikke, hvem Godot er,
eller om han overhovedet findes."

Becketts ord.

Så jeg arbejder med de her typer
og tror, at jeg ved mere end han.

Jeg har jo spillet stykket-

-men med dem får det en ny betydning.

- Hvor mange gange skal I spille det?
- En.

- Det er som rehabilitering.
- Nej, det er teater.

- Du taler om iscenesættelse.
- Det er det også.

Det er en slags rehabilitering
for dig også.

- Det var ondt.
- Jeg laver sjov. Det var ikke sjovt.

- Hvad sidder de inde for?
- Det snakker vi ikke om.

- Fik du ikke det at vide inden?
- Jeg vil ikke vide det.

Får i politieskorte, når I skal ud?

- To vagter.
- Er det alt?

- Man frygter ikke, at de stikker af?
- De bliver snart løsladt.

Det gør dem godt.
Man viser dem tillid.

De har det som sild i en celle,
og du agerer som dæmper.

Det er en per celle.

Er man en dæmper, fordi man vil
tilføre kultur, er jeg gerne det.

- Fald ned.
- Det er ambitiøst og nødvendigt.

Jeg siger undskyld.

- Hvordan spiller de?
- Falsk.

Men de er ægte. Man kan spille godt,
men tage fejl angående alt.

Det modsatte af sandt behøver ikke
være falsk. Det kan være rigtigt.

Man kan være god og ægte.

Jeg foretrækker,
når det er ægte, men falsk.

Det kommer de til at være.
Gode og ægte på samme tid.

- Du skal se. Brød?
- Ja. Hvornår bliver det?

- I juni.
- Midt under eksamenerne.

- Ikke om aftenen vel?
- Der læser jeg.

Vil du med til Écrins nationalpark?

Vi kan vel vandre rundt om søerne?

- Hvornår?
- En weekend.

- Jeg arbejder weekender.
- Vi laver intet sammen længere.

Jeg må betale mine studier.
Du kunne være taget med-

-og se mor i teatret.

- Læser du ikke om aftenen?
- Glem det.

TO MÅNEDER

Fire "Kva".

Kvakvakvakva...

Alt vel, de damer?

- Dumme svin!
- Lærer du at læse?

- Bøsse.
- Klovn.

Glem dem.

Kvakvakva med hvidt skæg...

...uden for tidens rum...

- Fra højden af sin guddommelige...
- Fra højden af... Fandens.

- Jeg forstår ikke ordene.
- Selvfølgelig ikke.

Kom så.

Jordan, kom tilbage!

Som fra højden af sin guddommelige...

...ligegyldighed
sin guddommelige dødsstivhed...

Jeg ved ikke engang,
hvad det betyder!

Det er jo absurd teater.
Start nu forfra.

- Hvor er Jordan?
- Hans mor er syg.

- Du skulle heller ikke komme.
- Jo.

- Det er dit job.
- Har han det bedre indespærret?

Bliver hans mor rask af det?
For helvede.

Tak.

Hej. Undskyld forsinkelsen.
Hvordan går det?

- Hvad vil du?
- Jeg kom for at arbejde.

- Med hvad?
- Jeg vil spille Estragon i stykket.

Husker du ikke? "Kamel Beckett".

Jeg forstår ikke.

Det var,
hvad vi blev enige om med Nabil.

- Hvad mener du?
- Jeg prøver bare at hjælpe.

- Hvor ligger det?
- Længst væk.

Nabil!

- Hvad er det her?
- Jeg foretrækker at arbejde.

- Hvorfor?
- Fordi.

- For to dage siden kunne du lide det.
- Drop det. Kamel tager over.

Jeg blæser på Kamel. Du har øvet dig
på rollen i to måneder. Nabil!

Foretrækker du at skrælle løg?

- Arbejd på din rolle, Nabil.
- Ti stille.

Højere.

Artikuler. Kom så.

- Artikuler. Fortsæt.
- Hvad er din rolle...

Træk vejret. Ved du ikke, hvordan man
gør? Vis, hvordan man gør, Moussa.

Træk vejret gennem maven. Sådan her.

Sådan der. Fra begyndelsen, tak.

- Undskyld?
- Der står "urolig". Kan du ikke læse?

Pas du på.
Du taler ikke sådan med mig.

Jeg taler, som jeg vil. Jeg er
instruktør. Du gør, som jeg siger.

Fra begyndelsen.

"Og hvad med os?"

- Kom så.
- Og hvad med os?

- Undskyld?
- Og hvad med os?

Hvad er vores rolle i det hele?

Vores rolle er supplikantens. Har
herren nogle krav at gøre gældende?

Har vi ingen rettigheder længere?

- Tag det fra begyndelsen.
- Os...

- Fra begyndelsen.
- Hvad med os?

- Undskyld?
- Højere, Kamel.

Og hvad med os?

- Hvorfor er du med?
- Jeg elsker Beckett.

- Sandheden.
- Har du spurgt de andre?

De var her fra begyndelsen.

Så det er en gyldig årsag?

- Vil du få orlov?
- Jeg er så arbejdsom.

Hør her.
Vi er en trup, og jeg er chefen.

- Er vi enige?
- Jeg må altså være med?

Kan du spille abe?

Bange for at virke latterlig?

Så intet betyder noget.
Skal jeg erstatte dig?

Jeg kan vel være stum,
som en mimer.

Din monolog er kernen i stykket.

Lucky har holdt kæft længe.
Når han åbner den, kommer alt ud.

- Et rod.
- Det er for langt.

- De andre har flere replikker.
- Og? Det går ikke ind.

- Arbejd mere og ryg mindre.
- Hold dog op.

- Hvad skal du? Jeg kom for din skyld.
- Slip mig!

- Undskyld.
- Hvad sker der?

Vi repeterer. Jeg kom til at slå mig.

- Kom.
- Vi har ti minutter tilbage.

Tak.

Sæt dig.

Kom så. Ro. Tag den og ro.

For at falde ned. Kom nu.

Kom så, ro. Hurtigere.

Ro så. Hurtigere.

Fortsæt. Og sig dine replikker.

Den fastslåede eksistens af en
personlig Gud, kvakvakvakva...

Artikuler. Som fra højden af sin...

. Guddommelige dødsstivhed...

Kom så!

Som i virkeligheden
elsker os alle...

Som i virkeligheden
elsker os alle...

Som i virkeligheden... elsker os alle
med et par undtagelser.

Hvorfor ved man ikke, men han lider
med alle, som er omringet af lidelse.

Flot, Jordan.

Din satans dovenlars.

Tag det roligt med scenetøjet.

Det her er rigtigt gammeldags.

Se her.

- Se.
- Har du mad?

- Sikken galning.
- Du burde have taget græs med.

Vi taler ikke mere om det.

Jeg har fundet rollefiguren.

Til Lucky. Piben passer Pozzo.

I er helt utrolige.

Mine venner, jeg er oprigtigt glad
for, at jeg mødte jer.

Jo. Oprigtigt glad.

Nærmere!

Stands!

Vejen er lang, forstår I,
når man rejser i...

...Seks timer. Nemlig, seks timer.
Uden at støde på en levende sjæl.

Vidunderligt, Patrick.
Er de ikke gode?

Ikke mere.

Sæt tasken, tag frakken op.

Op. Pisken mellem tænderne.

Frakken. På med frakken.

Glem ikke, at det er ham,
der ejer alle marker rundt omkring.

Vær imponerede. Vis mig, Moussa.

Godt. Og du.

Er du imponeret nu? Nej, du flirter.

Vær imponeret. Tænk på dommeren.

- Dommeren er ikke imponeret.
- Jeg kan lide dommeren.

Han kan lide dommeren.
Imponeres du ikke af Bojko?

Rengøringskonen?

- På fransk.
- Hvem snakker du med, dit svin?

- Jeg?
- Sådan, nu er det nok.

Fald ned. Nu er det nok.

- Ingen imponerer dig.
- Jo.

Min mor. Hun imponerer mig.

Griner du en gang til, er du død.

Fald ned. Kamel, nu spiller vi.
Fortsæt.

Kom så. Hvor vi var.

Jeg ved ikke, hvad jeg sagde,
men ikke et ord af det var sandt.

Ligner jeg en mand,
som man får til at lide?

- Nå?
- Du spiller rigtig godt, skat.

Han sagde, at jeg var suveræn.
Det sagde han.

Jeg elsker dig.

- Intet at gøre.
- Man er den, man er.

Jeg har et reb om halsen,
og Pozzo trækker mig...

- Som en hund?
- Nej.

Rollefiguren har et reb om halsen.

"Vil du have den?"
Jeg giver ham guleroden.

Og så hører I
Pozzos skrækkelige brøl.

De stopper halvvejs.
Tag guleroden op.

Han kommer den i lommen.
Vladimir venter.

Kom.

Har du knaldet Martine?

Pozzo kommer med Lucky. Værsgo.

Lucky går ind først. Kom.

- Lucky og Pozzo.
- Hvorfor er jeg indianer?

Jeg havde ikke andre.

- Kom så, Pozzo.
- Hurtigere!

- Hvad er det for en stemme?
- Han er cowboy.

- Og?
- Sådan lyder han.

Stands!

- Hvad laver I?
- Vi repeterer.

Spis. Tænk!

Det her er ikke teater.
Det er et fængsel med kriminelle.

Ser du aldrig nyhederne?

Jeg måtte forhandle
for at kunne tilføre lidt kultur her.

Ingen anden tror på det.

Du sætter mig i en umulig situation.
Fængselschefen er efter mig nu!

- Jeg har skuespillere at instruere.
- "Skuespillere."

Ved du, hvorfor Jouary stoppede?
Det skal jeg fortælle.

Fordi Ramdan tvang ham.
Man siger ikke nej til bossen.

Kamel spiller rar, men er involveret
i organiseret kriminalitet.

Jeg tør vædde med, at besøgsrummet
er hans idé. Jeg vidste det.

- Byt ham ud.
- Han kan hele stykket.

Sådan nogle som ham gør intet gratis.
Med ham får du kun problemer.

Han er en rigtig god skuespiller.

- Og hvis han ikke får orlov?
- Snak med dommeren.

- Du ved jo ingenting.
- Kom nu. For forestillingens skyld.

Du giver dig aldrig.

Nu er du advaret. Næste gang
du får problemer, kom til mig.

Jeg har problemer.
Jeg skal repetere dagligt.

- Var det alt?
- Nej.

- I festsalen.
- Fint.

Frakken.

Stands!

- Hjælp!
- Nej. Det er Kamels tur.

- Jeg ved det ikke.
- Nej. Start forfra.

Koncentrer jer.

- Hjælp!
- Det er Moussa.

Senere. Nej, nej, ikke sådan.

"Nej" to gange.

Stéphane her. Hvordan går det?
Du har ikke hørt fra dig.

Jeg nægter at sætte en dårlig
forestilling op. Det er for pinligt.

Ring. Vi tales ved snart.

FIRE MÅNEDER

I kan ikke jeres replikker.

I hakker, springer replikker over...
Og du har glemt alt, Jordan.

- Man forstår ikke suffløren.
- Det bør ikke være nødvendigt.

- Det skal bare flyde. Bang, bang.
- Hvad er der med dig?

Jeg har trænet jer i måneder.
Jeg kan ikke spille for jer.

- Øv jer. I har ikke andet at lave.
- Fordi vi er fanger?

- Du er aggressiv.
- Jeg?

Jeg har altid set jer
som skuespillere!

- Hvad skal du?
- Jeg skrider.

Vent.

Étienne!

I er fem, som må tage del
af projektet. Ud af 500.

Forstår I, hvor heldige I er?

Tænk på energien, som hr. Carboni har
brugt, og på hvordan vi har kæmpet.

I får endda betaling.
Det var Étienne, der krævede det.

- Tilbage til jeres celler.
- Frue...

- Vagterne bliver tilfredse.
- Vi vil fortsætte.

Hvor langt er I kommet?

- Vi er her.
- Vis mig det.

Vis det.

- Vis nåde!
- Hvad er der?

- Sov du?
- Det tror jeg.

- Det er Pozzo igen.
- Vi prøver at sove.

- Han vil vide, hvad der er sket.
- Lad ham være. Han sover.

Hej, Étienne.
Jeg vil vide, hvad vi gør.

Stopper du, eller vil du fortsætte?

Jordan sagde, at hans liv er ved
at ændre sig takket være dig.

Vær sød at ringe. For jeg ved det
ikke længere. Hav en god aften.

Men bag dette slør
af blødhed og ro...

...galopperer natten!

Og kaster sig over os. Sådan her!

Når vi mindst venter det!

Det er sådan, det foregår
på den her forbandede jord.

Din mor kan rende mig!

Så længe vi er advarede...
ved vi, hvad der venter.

- Vi behøver ikke bekymre os!
- Vi må bare vente.

- Kom så, Godot.
- Mine herrer...

Hvad syntes i?

Var jeg god?

Nogenlunde?

Du er god!

- Du er god.
- Det er du.

- Intet særligt?
- Rådden!

- Rigtig god.
- Hold kæft, Killian!

Jeg har et stort behov
for opmuntring.

Jeg genkender dig, din trans!

- Har I ikke bemærket det?
- Måske lidt.

- I røvhuller!
- Kom så, Godot!

Løft.

- Han gør det med vilje.
- Hjælp til.

Op med dig!

Løft ham nu op.

- Op.
- Han er måske død.

- Er han død?
- Kom nu.

- Pas på.
- Kan du lide en ung pik?

Skide bøsse!

Hr. Carboni.

Jordan har lært
en monolog på tre sider.

Det rene Everest.
Tre berøringer på umulige sider.

Efter flere måneder er han endelig
klar. Han er skam umoden, impulsiv-

- men han vil udvikle sig til
en rigtig skuespiller. I skal se.

Vi er ikke en skuespillerskole. Jeg
foretrækker andre slags fremskridt.

- At han kan lægge bånd på sig.
- Der hjælper teatret.

Jeg vil gerne tro Dem, men...

Når jeg taler om Everest...
Alle vi bestiger det, inklusive jeg.

Snart når vi toppen.

Og Patrick Le Garrec, hvor langt
er han kommet i bestigningen?

SEKS MÅNEDER

Jeg bliver helt høj.

Vinden har smag. Det vidste jeg ikke.

Er I bange? Det plejer jeg at være.
Men publikum vil grine.

Frygten slipper, og et rus slår ind.
Giv den gas.

Ingen panik, hvis I glemmer
en replik. Forbliv koncentrerede.

- Og så det vigtigste:
- Mellemgulvet.

Mellemgulvet.

Godt. Jeg har nok sagt alt.

Jo, en sidste ting.

Jeg syntes virkelig godt om
at arbejde med jer. I er fine fyre.

Så jeg siger merde.

- Hvorfor siger du "lort"?
- På teatret bringer det held.

Røvhul, svin, din mor er en luder!

- Tilfreds?
- Jeg foretrækker merde.

Rend mig, dit røvhul.

Merde!

Merde!

- Røvhul!
- Så er det nok.

Nina? Jeg kan ikke se dig. Det
starter nu. Du kommer måske ikke?

- Ring.
- En skuespiller mangler.

Kamel?

Étienne, hvad sker der?

- Er han der?
- Er noget galt?

Er du skadet?

- Hvad laver han?
- Det er nu, Kamel.

Ingen må være her!

- Vi spiller nu.
- Jeg nægter!

- Min bror kommer!
- Skrid!

Jeg tager mig af det.
Gå til kulisserne.

Jeg tager mig af det. Gå nu.

Den kælling tog ham ikke med.
For helvede.

Jeg har ikke set ham i fire år.

Jeg ville have,
at han skulle se mig spille.

Undskyld.

- Hvor gammel er han?
- Syv.

Her er han, lille Nono.

På billedet er han kun fire.
Se, hvor fin han er.

- Han er rigtig sød.
- Jeg ville have, han skulle se mig.

Det er for din egen skyld,
du spiller. Ikke for nogen anden.

- Du kan ikke bare glemme det.
- Jeg blæser på det. Spil du.

Vil du blive her, mens jeg spiller
din rolle? Skal din søn høre det?

Kamel...

Velkommen til vores teater.

Skuespilleren, som skulle spille
Estragon, har det ikke godt-

- så instruktøren hopper ind
og læser hans replikker.

Giv dem et varmt velkommen.
Glem ikke at slukke mobilerne.

Hav en god aften. Tid til teater.

Bekymr dig ikke. Det sidder der.
Knæk og bræk, så ses vi.

Vent. Jeg gør det.

Skoen.

- Skoen.
- Intet at gøre.

Jeg begynder at tro det. Jeg modstod
længe tanken og sagde til mig selv:

"Vladimir, vær fornuftig.
Du har stadig ikke forsøgt alt."

Og jeg kæmpede videre.

- Så du er tilbage igen.
- Tror du?

Højere. Jeg kan ikke høre noget.

- Du var væk for altid, troede jeg.
- Også jeg.

Hvordan skal vi fejre
vores genforening?

- Kom, så skal jeg kysse dig.
- Om lidt.

Kom nu, Kamel.

- Hvor har du tilbragt natten?
- I en grøft!

Det er fint.

- Hvad laver du?
- Tager skoene af. Gør du aldrig det?

- Har du det svært?
- Svært?

Han spørger, om jeg har det svært.

Det er altid dig, der lider.
Jeg tæller aldrig.

Jeg ville gerne se dig i mit sted.
Så skulle man høre.

- Har du haft det svært?
- Om jeg har haft det svært?

Vidunderligt sted.
Smilende omgivelser.

- Étienne.
- Du skal ind den anden vej.

Jeg kan ikke mine replikker længere.

Jeg råber,
men så ved jeg ikke mere.

Dine replikker er derude.
De venter på dig. Skynd dig.

Det ændrer sig ikke. Intet at gøre.

Vil du have den?

Hurtigere!

Stands!

Rolig.

Pas på, han er led...

...mod fremmede.

- Det er ham.
- Hvem? Godot?

- Jeg hedder Pozzo.
- Nej!

Han sagde "Godot"!

- Er De Godot?
- Pozzo!

Siger det navn jer ingenting?

Pozzo... Vent, lad mig se...

- "Påzå"?
- Pozzo.

Er du blevet skør?

Pozzo.

Tænk, dit fjols.

Stands. Fremad.

Vent.

Tænk!

Hvad på den anden side vedrører...

Hvad laver du? Gå tilbage.

- Lucky!
- Tilbage på scenen.

- Kom.
- Gå tilbage.

- Lucky!
- Gå tilbage.

Det er det eneste, vi kan gøre.

Vi hjælper ham.

Tænk, dit fjols.

- Tænk!
- Hjælp mig!

Vi skal hjælpe dig.

Op med dig, Lucky!

Tænk. "I betragtning
af den helt nylig..."

I betragtning...

I betragtning af... den nylig
fastslåede eksistens...

...af en personlig Gud
kvakvakva uden for tidens rum...

...Som fra højden af en ligegyldighed
elsker alle med et par undtagelser.

Miranda den Guddommelige lider også
med dem. Hvorfor ved man ikke.

Derom råder ingen tvivl,
snart antændes tagbjælkerne...

...helt op til lyse skyer,
som kan være så blå og så stille...

...Som er grænseløst velkommen...

Men med tanke på
de ufuldbyrdede undersøgelser...

...af Antropopopometrikakakademiet
fremlagt af Testu og Conard!

Følgende er fastslået...

Vi hænger os i morgen,
hvis Godot ikke kommer.

- Kommer han...
- Er vi reddede.

- Tag bukserne på.
- Hvad?

- Tag bukserne på.
- Skal jeg tage dem af?

Tag bukserne på.

Det er sandt.

Skal vi gå?

Bravo!

På tre. En, to, tre.

En, to, tre.

- Bravo.
- Suverænt.

- Føltes bedre end et røveri.
- Så er du på rette vej.

- Bravo.
- Det er os, der takker.

Nej, hvor var vi gode. Tak, Étienne.

Så i galningen klædt ud
som Darth Vader? Du er jo skør.

- Jeg er Godot.
- Nej. Sådan skrev Beckett ikke.

Beckett er død, og vi lever.

Bravo. Det var stort teater.

Tak, Stéphane.

- Hvordan går det?
- Tak.

Bravo. Fantastisk.

- Tak.
- Det er mig, der takker.

Vi råber hurra for Étienne.

Hip hip hurra!

I kan vel se, at det er legetøjsdyr.
Der er intet deri.

Det er vel ikke farligt.

Er du interesseret i strømper?
Hvornår får vi gaverne tilbage?

Du kan vel svare.

Jeg ved det ikke. Hallo.

- Hvad er det for en smag?
- Nu går vi.

- Må jeg beholde fruens buket?
- Nej.

Ikke i orden.

Undskyld mig...

Næste.

Jeg sagde jo, at det var vigtigt.
Hvorfor kom du ikke?

- Jeg læste.
- Du kunne have anstrengt dig.

- Jeg tager jo en magistereksamen.
- Men du kunne se din mor.

Hendes livs rolle,
og du var der ikke.

Jeg blæser på Claudel.
Jeg kæmper med mine...

- Du gjorde det for din egen skyld.
- Og hvad så?

Har jeg ikke ret til at eksistere?
Ingen opsøger mig.

Det er ikke så sært. Du har travlt
med at være vred og bitter.

- Du lyder som din mor.
- Hun har ret.

- Du er ligeglad med andre.
- Er jeg ligeglad med andre?

Du spurgte ikke engang,
om eksamenerne gik godt.

"Vi bevidner fangernes katarsis.
De spiller alle med en ægthed..."

Lyt. "Publikum er henført.
Det, vi ser, er stort teater."

Hvad gør vi nu?

Vi har en lille gave... Lad mig være.

- Rolig.
- Til dig.

Hvor sødt. Hvad kan det være?

- Vi har også 44.
- De her passer.

Jeg er tilfreds. Tak, Godot-folkens.

Hr. Carboni? Man kalder på Dem.

Kom ind.

Étienne.

- Hvad gør du her?
- Hvad skal du til efteråret?

- Hvorfor?
- Er du ledig der?

Lorenzi ville sætte stykket op
næste år.

Jeg sagde, det var umuligt,
så han vil gøre det til september.

- Men...
- Dommeren har sagt ja.

- Machado vil også have det.
- I Annecy?

- Der kommer mere. Grenoble står i kø.
- I skal turnere.

Bravo, min ven.

NI MÅNEDER

Ikke dårligt. Måske lidt effemineret.

Han savler. Og fråder!

Tilbagestående måske.

Han laver bobler.

Hvor ulækkert. Jordan!

Han laver bobler.

Lad ham være!

Kan I ikke se,
at han prøver at hvile sig?

For helvede.

- "Lad ham være!"
- Alex!

Kom. Du skal ikke være på scenen!

Lad ham være. Han vil hvile sig.

Så spil.

- Han hviler sig jo.
- Fortsæt.

Ingen var med på noderne. Ingen.

Jordan var væk. Alex hørte jeg ikke.

Patrick, du må holde op
med at kigge mod Martine.

Og grineanfald, det går bare ikke.
Rigtige proffer tager tråden op igen.

- Vi er ikke proffer.
- I får betaling.

- Folk grinte.
- Af fanger, som spillede klovne.

Det her er teater,
ikke rehabilitering!

- De skal glemme, hvem I er!
- Tror du, at vi gør det?

Vi må ikke engang købe smøger.

- Jeg går, når jeg vil.
- Gør det.

Ingen går. Respekter os.
De gennemsøger alt.

De tager alt.
Sidst tog de min kones buket.

Vi spiller spillet, men nægter
at blive behandlede som møg.

- Dommeren kom ikke engang.
- Heldigt nok med jeres skuespil.

I Annecy må I lægge jer i selen.

Ellers ter vi os som idioter.
Ikke mindst jeg.

Jeg kan ikke bede chefen
undlade visiteringerne.

- Man behøver ikke ydmyge dem.
- Jeg skal prøve at tale med ham.

Er det ikke dig, der bestemmer?

Vagterne har sine vaner,
eget fagforbund...

Nægter de at åbne cellerne, er det
forbi. Det er intet let job, de har.

Hvad er dit formål så?

At lave om på ting.
Det er vel det, vi er i gang med nu?

Hvordan bliver man fængselsdirektør?
Er det en barndomsdrøm?

Jeg arbejdede som advokat, men fik
nok af rutinerne, alle sager...

Alle skilsmisser...
Min egen blandt andet.

Så du fandt noget endnu mere depri.

Jeg kunne have
arbejdet med skatteret.

Jeg trives bedre med det her.

Bliver du overrasket?

Jeg syntes, at de var gode i aften.

- Hvordan syntes du, at de spillede?
- Godt.

- Det syntes jeg ikke.
- Aldrig tilfreds.

Sagde Stéphane det?

Han sagde også,
at du er en god skuespiller.

- I spillede vist "Godot" sammen.
- Det var længe siden.

Som nybagt skuespiller
ville han være teaterdirektør.

Jeg ville bare være skuespiller.

Jeg har ikke stået på en scene
i tre år.

Nu må vi gå. Vi kan ikke nå mere.
Det er tid til at forberede sig.

Kom så, Patrick.
Også I, gutter.

- Hvad skylder jeg?
- Der er betalt.

Tak. Farvel.

Det er bare chokolade. Smag.

- Den har ikke gjort dig noget.
- Jeg arbejder. Det er ikke teater.

Du elsker legetøjsbamser.
Det gør mange.

- Hvad nu?
- Kropsvisitering.

Morder!

- Sådan der.
- Du var ikke sød ved hans legetøj.

Hvor lagde jeg min luftsprøjte?

Har jeg mistet den?

Ved du hvad? Jeg gør det samme.

Hvad laver Godot? Hallo!

Javel. Han laver ikke noget.

Sov jeg, mens de andre led?

Sover jeg nu? Hvad kommer jeg
til at tro om denne dag i morgen?

At jeg med min ven Estragon
ventede på Godot, til natten kom.

De stikker ikke af.

- Du kender dem ikke.
- Tværtimod. Her er de skuespillere.

Vil du se, hvad de er dømt for?

- Narkosalg, mord, væbnet røveri...
- Jeg er ligeglad.

Jeg tager lortejobbet,
og de får bifald.

To blev overfaldet i går igen.

"Straks tilbage."

Kan du ikke fortsætte lidt? Tak.

Den her vej.

Alex. Vi smutter.

Er du skør?

- Hvem skal så spille stykket?
- Ingen.

- Folk vil se os.
- Sgu da ej.

De bliver ikke røvet.

- Hvad med Étienne?
- Sidder han inde, måske?

- Gør det ikke mod Étienne.
- Vi skal spille.

- Étienne ville sige, at vi skal gå.
- Din mytoman.

Kamel! Jordan vil forsvinde.

- Er du lige så kæphøj nu?
- Hvor fejt. En rigtig kælling.

- Glem det.
- Han vil smutte.

- Hvad er der?
- Det er vores sidste chance.

Vil du ikke være fri?

Vil du ikke spille?

Stam ikke.

Kom, vi skrider.
Vil du ikke være fri?

- Slip mig.
- Stop.

- Slip.
- Spiller du ikke, er du død.

- Jeg tager ikke tilbage.
- Hold kæft.

- Giv mig klippemaskinen.
- Stop. Hvorfor gør du det her?

- Skrid.
- Væk med hånden.

Nu bliver du flot.

Hold op!

- Bliver han ikke fin?
- Dumme svin.

Skal jeg lade det være? Gå, nu.

- Væk.
- Flot midterskilning.

I kan rende mig.

Skrid. Og så skrider han.

Hvor skal du hen?

Er i vanvittige? Vi spiller om 20...

Det var Jordan, som tog os med...

Gør jer klar!

Hvad er det her?
Har I intet i skallen?

- Rolig.
- Nej!

Godt, at jeg var med.

Vi spiller om 20.
Også dig... Det er ikke sandt.

- Hvor er Alex?
- Må jeg komme op?

Vanvittigt!

Vi skal ikke spilde tid. Vi gør noget
nu, hvor vi har muligheden.

Det er ikke alle dage, nogen har brug
for os. Ingen har brug for os nu.

Andre ville håndtere sagen
lige så godt, hvis ikke bedre.

Råbet på hjælp, som vi lige hørte,
henvender sig til hele menneskeheden.

På dette sted er vi menneskeheden.
Om vi kan lide det eller ej.

Min elskede søn!

Vil du op på scenen med os?

Hvem er flottest på scenen?

Vil du hilse publikum med os?

- En, to, tre.
- Bravo!

- Hallo der. Drikker I?
- Vi fejrer sidste forestilling.

Jeg skal skrive en rapport.
Giv mig flasken, nu må det være nok.

Okay, chef. Den her får du ikke.

Puccino, kom med os!

Puccino, kom med os!

Snart bliver det visitering,
kendisser.

- Hvad sagde du?
- Visitering.

- Det sker ikke.
- Du er den første.

Nej...

Vi gør det nu. Vil du se min krop?

- Det er nok.
- Hvad er der?

Vi går.

Visiter vores baller!

Stéphane her. Du svarer jo aldrig.

Odeon ringede lige. Kan du tro det?

Ring hurtigt. Ciao.

Alle dine skuespillere
sidder i isolering.

- Om en måned er de ude.
- De får ikke orlov.

De klædte sig af.
De myrdede ikke nogen.

Vi snakker om Odeon. Nationalteatret.

Jeg forstår,
men der er intet, jeg kan gøre.

Snak med dommeren.

- Hun giver dem ikke orlov.
- Jeg vil snakke med hende.

- Hun tager ikke engang imod dig.
- Sådan en chance forspilder man ikke.

Det er mest en chance for dig.

De ved ikke engang, hvad Odeon er.

Det bliver deres livs åbenbaring.

Étienne, det er dødt.
Hvordan skal jeg sige det?

Giv dem det her.
Og behold en selv. Et fint minde.

Du var blevet en elendig advokat.
Hør godt efter.

Regn ikke med mig længere. Ciao.

Étienne...

Er der noget galt?

Jeg repeterer. Jeg er skuespiller.

Jeg forstår dem.
De bliver behandlede som kendisser...

Så bliver de visiterede.
Svært at håndtere.

- Skønt med en slutning så.
- Synd, at De ikke så dem på scenen.

Fru direktør...
De plæderer rigtig fint.

De ved også,
at nogle ting ikke tolereres.

Jeg følger personligt med
til Paris.

Nej. Jeg gav mit samtykke indtil nu,
men det må være nok.

Vi skal ikke gøre dem til helte.
Tænk på ofrene.

Og synes De virkelig ikke, at vi har
mere presserende sager, som venter?

Har De aldrig tænkt på
at drive et kulturcenter?

Jeg prøver.

Vi sidder ikke sammen.

- Jeg kan intet høre.
- Ti stille!

- Du skræmte mig.
- Jeg troede, det var ham.

Godot!

- Det var vinden.
- Råb, troede jeg.

- Hvorfor skulle han råbe?
- På sin hest.

Man glemmer alt andet
end ordene i stykket.

Kun ordene tæller.
Og publikums blik.

Jeg har laset tøj på,
men jeg føler mig fin.

Det føles, som om jeg flyver.

Som en engel.

Jeg føler mig let
trods mine 110 kg.

At se disse mennesker-

- som har forudfattede meninger om
mig, klappe af mig og mine venner...

Det er den eneste gang,
jeg ikke bare laver ballade.

For ellers... Så snart jeg tager
et skridt, træder jeg på en mine.

Voila. Det er det, der er "Godot".

Han repeterer om og om igen. Og vi
må repetere det, han repeterer.

Det er...

Det er en skøn energi.
Det er vi ikke vant til.

Jeg er rigtig stolt.

Så kom forherligelsen,
da jeg måtte dele det med min søn.

Vi er alle stolte. Også du vel?

- Selvfølgelig.
- Det gør du ret i.

ET ÅR

Er I klar? Her er det.

Nej, hvor fint.

Exceptionelt.

Helt utroligt.

Vanvittigt.

- Det er som Champions League.
- Finalen.

- Er alt det der guld?
- Overtrukket.

- Se lige krystalkronerne.
- Det må være overtrukket.

Spil, som I gjorde på Croix-Rousse
og i Annecy. Intet problem.

Nyd den sidste forestilling.

Så giv alt, I har. Overrask os.

Det kan ingen tage fra jer,
ikke engang ved visiteringen.

- Kommer dommeren?
- Glem hende.

Det, der tæller i aften...

Jeg ville sige, at vi kører kl. 11.

Kan du ikke se, at de er stressede?
Ud med dig!

Det er kun dig, der er stresset.

Kom så, krigere!

- Ja?
- Jeg ville sige, at dommeren er her.

- Hvor er hun?
- Under balkonen. Kig mod mig.

Ja, nu kan jeg se hende.

Jeg går hen og siger det til dem.

Merde.

Skuespillere, på scenen.

Moussa?

Forestillingen
begynder om ti minutter.

Kamel!

Alex.

- Hvor er alle?
- De gik vel ned?

De tog nok den anden trappe.

- Har du set mine skuespillere?
- I kulisserne, tror jeg.

Olivier, kan du kalde på dem?

Skuespillere, på scenen.
Ti minutter tilbage.

Det er ikke sandt.

Bojko!

Bojko. Hvor er de andre?

Har du kigget i den blå sal?

Skuespillere, på scenen.

- Alt vel?
- Ja. Vi ses senere.

...Om fem minutter.

- Har du set skuespillerne?
- De gik den vej.

Det er så fint. De ville følge
din far til verdens ende.

Han har nok flossede nerver.
Da han spillede, var han ulidelig.

Se der. Justitsministeren.

Han svarer ikke.

Jeg går og kigger.

Godaften.

Undskyld mig.

Jeg er instruktøren.

Noget uventet er sket.

Jeg har ingen skuespillere.

De var lige i omklædningsrummet,
men nu er de væk. Forsvundet.

Jeg har også svært ved at tro det.
Jeg joker ikke. Hvad kan jeg gøre...

...end at vente? Men de vender ikke
tilbage, så jeg vil ikke foreslå det.

Det ville være som at vente på Godot.

Nogle har læst stykket, hører jeg.

Det bedste ville være at grine,
men lige nu er det et mareridt.

Jeg vil bare forsvinde.
Jeg undskylder.

Vent lidt, inden i går.

Tak.
Jeg ved ikke, om i forstår det...

...men den her situation er unik.

Det er, som om Beckett selv
havde skrevet det.

Om at skrive teater, sagde han: "Det
er en befriende afledningsmanøvre."

Nu befinder vi os midt i det.

Ikke, Samuel?

Nå? Hvad sker der så?

Intet. Der sker ingenting.
Typisk for Beckett.

Hvor er det her teater smukt.
Som jeg har drømt om at spille her.

For i bund og grund
er jeg skuespiller. I Lyon.

I kan jo høre. En uopnåelig drøm.

Og alligevel står jeg her.

Uheldigt nok for at bede jer gå hjem.

Egentlig gik intet, som det skulle
i hele den her historie.

Har I nogensinde besøgt et fængsel?

Ikke?

Man står i kø, viser id, nogen bag
en mørk rude åbner endelig døren-

- man får en bakke,
lægger mobilen i en boks...

Man går gennem sikkerhedskontrollen,
som i lufthavne.

Det er virkelig som en rejse.
Gennem en lang korridor...

Man hører fangernes råb:
"Svin. Røvhul!"

"Knald din mormor!"

Længst væk ligger cellerne.

Tre-fire fyre ventede på
at spille teater. Eller noget.

Jeg vidste det heller ikke.

Jeg tænkte,
at "Godot" ville tale til dem.

Det eneste, de gør hele dagen,
er at vente.

På maden, gåturen,
posten, besøget, natten...

Søvnen.

Og frem for alt på at komme ud.

I aften fik de nok.

Beckett talte ikke til dem
med det samme.

Undtagen til en af dem. Moussa.
Han forstod det straks.

Han kom til fods fra Ouagadougou.

Marokko, Gibraltar, Spanien.
Da han sagde:

"I aften sover vi hos ham med mæt
mave", vidste han, hvad han talte om.

Kamel ville forbedre sig
for sin søns skyld.

Jordan kunne knap nok læse.
Men sjov var han.

Patrick... Han spillede
for at imponere sin kone.

Alex, barnet på to meter og 100 kg.

Fartkongen. Uden kørekort.

I havde elsket dem.

Lidt efter lidt gik de i krig med det
her monument, som er "Godot".

Det var ingen nem sag for dem.

Det var noget helt nyt. Noget,
som vi skuespillere har mistet.

De taler til os fra et sted...
et helt andet sted.

Især nu i aften.

De har ikke vores frygt. De blæser
på Beckett. De ville møde Godot.

På premiereaftenen
dukkede han faktisk op.

Til sidst. Som et fantasibillede.

Han lignede en morder fra Sibirien.

Det var min assistent Bojko.

Det var ikke tænkt sådan,
men jeg kunne ikke nægte dem det.

Beckett havde gjort det samme.
Samuel?

Mine cowboys og indianere måtte være
Estragon, Vladimir, Pozzo, Lucky.

Så små. Vi repeterede i besøgsrummet.

I skulle have set vagtens opsyn.

Seks mænd, som leger med små figurer.
Det havde hun aldrig set.

Jeg blev næsten fyret.

Jeg kørte på.
Med fangerne, vagterne, dommeren.

Og direktøren.
Jeg beklager, frue.

Uden dig havde intet været muligt.

Det er sandt, at jeg er besværlig-

- men for at få styr
på sådan noget her-

- må man være
den mest besværlige af de besværlige.

Tak.

I det her øjeblik er det os,
som er menneskeheden.

Om vi kan lide det eller ej.
Tag chancen, før det er for sent.

Lad os repræsentere det afkom,
som vi er en del af.

Men det er ikke spørgsmålet.

Det første, vi må spørge om,
er det her: Hvad gør vi her?

Vi er så heldige at vide det.

I denne umådelige forvirring
står en eneste ting klar:

Vi venter på, at Godot skal komme.

Snart opløses alt, og vi bliver
ensomme igen, omgivet af ensomheder.

Samuel Becketts ord.

Knæk og bræk, gutter. Jeg kommer
til at savne jer. Tak og farvel.

Bravo!

- Godaften. Er du instruktøren?
- Ja.

Gå først.

Du var utrolig.

Undskyld.
Jeg kunne ikke forhindre det.

Du skal tilbage.

Gå. De venter.

- Ja?
- Det er Kamel.

Undskyld, men det blev for meget.

Jeg ville takke dig for alt,
du har gjort for os.

Vi glemmer det aldrig. Jeg håber,
at vi ikke satte dig i knibe.

Bare rolig. Lyt til det her.

Hvad er det? Er det for dig?

Nej, det er for jer.

28. April 1986 stak fanger fra Kumla
af inden sidste forestilling.

Instruktøren fortalte om eventyret
på scenen. Det blev en triumf.

Hans enmandsforestilling
"Moments of reality" spilles endnu.

Da Beckett hørte om flugten,
sagde han:

"Det var det bedste,
der kunne ske mit stykke."