All language subtitles for When Missing Turns to Murder - S01E07 (2019) WEB.dan

Hvert 90. sekund meldes en person savnet.

Mange vender hjem til deres familier,
men for andre går noget grueligt galt.

En 17-årig pige er forsvundet.

Det var sært,
hun ikke var på overvågningen.

Sagen defineres af en mur af stilhed.

Man talte ikke om det.

Hvis de udtaler sig,
sætter de sig selv i fare.

Hvad sker der i efterforskningen?

Jo længere tid efterforskningen tog,

jo mindre var chancen for,
hun blev fundet i live.

Hvad sker der med familien?

Der var måske spændinger.

Måske var hun stukket af.

Hun havde brug for en udvej.
Og det var: "Jeg drikker blegemiddel."

Shafilea Ahmeds fortælling
er næsten identisk med min

i forhold til opvækst.

Det var mig for 39 år siden.

I fotoene af hende har hun et skønt smil.

Hun ligner en smuk, ung pige
med en lys fremtid i vente.

Hun havde en tæt vennegruppe.

Hun var populær blandt klassekammerater.
Hun var klog.

Hun ville gerne være advokat.
Hun ville være en sagfører.

Shafilea var meget ambitiøs. Hun talte om,
hun gerne ville på universitet.

Og det er meget ambitiøse mål

og desværre også noget,
som forfærdede hendes forældre.

Hendes forældre kom fra Pakistan,
fra Gujrat-regionen.

De fik fem børn, fire piger og en dreng.
Shafilea var den ældste.

Hendes far kom faktisk
til England før hendes mor,

og han giftede sig med en hvid kvinde her,

og de fik en søn.

Og han indgik senere i et arrangeret
ægteskab med sin kusine, Farzana

Han giftede sig igen i Pakistan
og slog sig ned her med Farzana.

Vi ved ikke, hvor meget
han fortalte om sit tidligere liv.

Han tog ud og drak.
Han tog på klubber og diskoteker.

Men han holdt det hemmeligt.

Det var så langt fra det liv,
han havde opbygget med Farzana,

og som han forsøgte at påtvinge sine børn.

Faren insisterede på,

at hans datter skulle leve sit liv
på hans måde.

Og hvis hun ikke accepterede det,
ville der være konsekvenser.

Shafilea havde en vestlig livsstil.
Hun gik på en lokal skole.

Hun havde venner, der ikke var muslimer.

Der virkede til at være en konflikt.

Hendes mors holdning til
hvordan familien skulle opføre sig

lignede den måde, en familie
ville være på landet i Pakistan.

Hun ville tage følelsen af Pakistan

og den kultur med til Warrington.

Der er et fokus på,
hvad andre tænker om familien.

Der lægges stor vægt på familiens ære.

Og folk i lokalsamfundet ringer og siger:
"Se, hvordan din datter går klædt,

hvad hun gør, hvem hun hænger ud med."

Noget, der kan bringe skam,
er sådan noget som integration.

Og jeg mener at tale med
hvide personer, "de andre."

Det sagde min mor til mig.

At få klippet hår, have makeup på,
gå ud med venner,

at have en mobil, have et socialt netværk.

Alle de ting kan blive set
som skamfuld opførsel.

Hvis du ikke opfører dig,
som de forventer,

så ender du med at føle:
"Jeg må være en dårlig muslim.

En dårlig sikh, endda en dårlig datter."

Det er et socialt fænomen,

som folk knytter til religion,
men det er en kulturel ting.

Om folk ser det som noget positivt
eller negativt. Det må de beslutte.

Hun blev født i England,

og når du når en bestemt alder,

får du at vide,
at du opfører dig for vestligt,

at du skal være forsigtig med,
hvem du går ud med, hvad du går i.

Det forventes, du opfører dig
på en bestemt måde, fordi som 11-årig

forstår du, at det er skamfuldt.

Han kunne lide makeup, mode.

Alle de ting,
unge teenagepiger er interesserede i.

Og hun udtrykte det.
Hun tog tøj på, hun nød at have på.

Hun var interesseret i at tale med drenge,
selvom hun ikke fik lov.

Shafilea havde forhold med drenge.
Du går i skole med dem,

og du lærer folk at kende,
og hun skrev med dem.

Men de skulle holdes skjult.

Det måtte ikke være på mobilen,
hvis forældrene tjekkede.

Den del af hendes liv
var meget godt skjult.

Det var ubehageligt
at være i selskab med familien,

for de var påpasselige med alt, de sagde,
eller de samtaler, de havde,

eller hvad andre i familien gjorde.

Hun sagde fra en meget tidlig alder:

"Ja, jeg bliver misbrugt
af min mor og far.

Min mor kalder mig prostitueret,
en luder."

Socialforvaltningen lagde mærke til hende,
fordi hun løb hjemmefra.

Så under det her respektable ydre

var der tegn på, der var noget galt.

Shahin kender to af Shafileas søstre,
fordi de kom i samme moske som små.

Der var fysiske tæsk.

Der foregik en masse
følelsesmæssig misbrug.

Shafilea blev isoleret

og måtte ikke sidde med sine søskende,

hvor hun blev låst inde
på sit værelse eller udenfor.

Når Shafilea var i haven,

forsøgte de at give hende mad,
uden hendes mor så det.

Shafileas søskende vidste,
spændingerne blev øget.

De vidste, hendes forældre blev
mere og mere vrede over opførslen.

De insisterede på
at hente hende fra college,

tjekke hendes tøj,
hvad der var i hendes taske.

Hun skulle ikke bruge makeup.
Hun måtte tørre det af.

Så hendes søskende så det her hver dag.

Et offer fore æresmisbrug

tror ikke, at de bliver misbrugt,

for de er opdraget til at tro,
det er normalt.

Man tror, man er den skyldige,
at man gør det her mod sin familie.

Og din familie vil give dig den følelse.

Hendes forældre holdt hende hjemme,
til mærkerne forsvandt.

Men hun kom af og til i skole med dem.

Hun rapporterede det modigt,
for Shafilea blev lært,

som jeg blev, at holde tæt.

At hvis man talte uden for familie,
var man respektløs.

Og hver gang hun talte uden for familien,

steg risikoen for misbrug mod hende.

Hver dag måtte hun tage hjem til dem,
der gjorde hendes liv til et helvede.

Shafilea ville slippe væk hjemmefra.

Livet for hende var et helvede.

Derfor ville hun væk.

De redte sengen,
så det lignede, Shafilea lå der,

men de hjalp hende med at få ting
ud af vinduet og kravle ud.

Men hun fik skyldfølelse,
og derfor tog hun tilbage.

Magten ved det her koncept, ære,
holdt hende undertrykt.

Vores offer fratages alle rettigheder,

frihed eller afhængighed,
i troen om, det er normalt.

Og hvis den adfærd forstærkes,

fordi du får at vide,
det er en del af din religion,

dine traditioner og din kultur,

så tror du endnu mere på det.

De forsvarer det, der er normalt for dem,
fordi de aldrig har hørt en modfortælling.

Og hvis nogen siger:
"Gifter du dig med en fremmed?"

"Må du ikke gå ud med hvide
eller dine venner?"

Så svarer de: "Du forstår det ikke,

for du er ikke fra den baggrund
eller kultur."

Ja, du skal lære dem det rigtige,
men ikke fjerne deres frihed

og deres glæde og putte dem i et bur.

Det gør mig virkelig vred.

Da hun bliver 16 år gammel,

kom der et tidspunkt, hvor hun sagde:
"De tager mig til udlandet

og tvinger mig til at gifte mig."

Så hun meldte andre ting.

Hendes liv er kortlagt for hende.

Det er æreløst at være ambitiøs.

Hvem tror du, at du er?

Du tænker over din rang.
Du skal giftes væk.

Familien besluttede til sidst,

at de ville håndtere hende ved
at tage hende med til Pakistan.

16-årige Shafilea Ahmed

har haft svært ved at tilpasse sig
sine forældres forventninger.

Det lader til, de vil få hende på ret køl

ved at tage ekstreme metoder i brug.

De arrangerede en familieferie
til Pakistan,

fordi de skulle til et bryllup derovre.

Forældrene kunne kun
få hende med om bord på flyet

ved at give hende sovepiller.

Og vi tror, Iftikhar fik ordineret
sovepiller mod søvnløshed.

Og så knuste han dem i frugtjuice
og gav det til Shafilea.

Shafilea var meget ulykkelig i Pakistan.
Hun ville slippe væk.

Hendes mor og far havde hendes pas.
Hun frygtede, de ville gifte hende væk.

Hensigten var altid,
at Shafilea skulle blive i Pakistan.

Ikke at tage hende med tilbage.

Hun bliver straffet,
og hun får en lærestreg.

Så hun har ingen udvej overhovedet.

Du kan ikke løbe ud
af hoveddøren i landsbyen,

for alle vil se dig,

og du sendes tilbage til dit hus.
Der er ingen udvej.

Hendes forældre og familie er der.
De tænker alle det samme.

"Dit slemme menneske.
Hvor vover du gøre det mod familien?"

De talte om et ægteskab med
en af hendes fætre.

På grund af Shafileas opførsel

blev muligheden for at gifte hende væk
mindre og mindre sandsynlig.

For i det lokalsamfund, de boede i,

blev hun set som en oprørsk datter.

Du føler, du vil begå selvmord.

Og der er større tendens
blandt sydasiatiske kvinder i England

mellem 16 og 24 år

til at begå selvskade
eller have selvmord-tendenser,

som er tre-fire gange mere
end gennemsnittet.

Hun havde brug for en udvej.
Og det var: "Jeg drikker blegemiddel."

"Forhåbentlig slutter det hele."

Det skyldes den isolation.
"Hvor skal jeg vende mig mod?"

Der er ingen udvej.

Hun var så desperat,
at hun drak blegemiddel,

fordi hun ikke ville giftes væk til en,
hendes forældre valgte.

Hun fik store skader.

Hun måtte på hospitalet.

Hun fik alvorlige forbrændinger i halsen.

Hun kan ikke giftes væk i Pakistan,
for nu er hun ikke meget værd.

Efter Shafilea drak blegemidlet,

efterlod hendes far hende der
og tog tilbage.

Han bad om en tilbagebetaling
for hendes billet. Han fik 250 pund.

Og han blev her et par måneder,
mens Shafilea var i Pakistan.

Hendes skader er så alvorlige,
at de ikke kan behandles godt nok

i det pakistanske sundhedsvæsen.

Så familien i Pakistan
kontakter Iftikhar og siger:

"Du skal tage hende med hjem."

Hendes hals var helt brændt
af blegemidlet.

Hun var skind og ben.

Det var først,
da Shafilea fik det værre og værre,

at de måtte købe en returbillet.

Hun er på hospitalet i flere uger.

Personalet havde selvfølgelig spørgsmål:

"Hvordan fik du drukket
blegemiddel i Pakistan?"

Og historien var, det var et uheld,
og at hun troede, det var mundskyl.

Det sagde hendes forældre til alle,

og de sørgede for,
det var den officielle forklaring.

Hendes forældre sidder rundt om
hendes seng dag og nat.

Sundhedspersonalet tænkte,
de var hengivne forældre.

Hendes forældre ville sidde der
og holde vagt.

Et, at hun ikke siger,
hvad der skete i Pakistan,

og det gør hun ikke.

For det andet, hun skal med dem.
Og hun tager af sted med dem.

Folk så ikke forældrene
som gerningspersonerne her,

og den unge pige sendes tilbage
til sit familiehjem.

Hvor der er mindst sikkert.

Hun ville i skole igen,
og hendes forældre ville stoppe det.

Der kom opkald fra skolen.

Hendes venner kom
og bankede på for Shafilea.

Hun måtte ikke have kontakt med dem.
Hun måtte ikke have en mobil.

Hvis folk kom, fik de hurtigt at vide,
de skulle gå væk.

Og derfra var hun bare isoleret.

Hendes forældre mente,
at det ikke blev undertrykt,

og at hun vendte tilbage til det,
de så som dårlige gamle vaner.

Så kom spændingerne igen.
Hun skulle tage traditionelt tøj på.

Så skænderierne startede igen.
Misbruget startede igen.

Indtil hun i 2003 pludselig forsvinder.

Shafilea var løbet hjemmefra før.

Så de fortalte alle,
hun havde gjort det igen.

Hendes bedste ven, Melissa,
lægger mærke til, hun er savnet.

Skolen lægger mærke til det.

Der var rygter på skolen.

Folk begyndte at tale om,

at hendes forældre havde gjort noget,
og hun var væk for altid.

Et par gange
var Shafileas søstre taget i skole

og fortalt hendes venner,
at hendes forældre havde dræbt hende.

De havde sagt det på skolen,
men lo så og sagde:

"Vi laver sjov. Vi ved ikke, hvor hun er."

Skolen meldte til sidst,
at hun ikke kom i skole.

At en lærer rejste mistanke

siger meget om, at læreren

er mere bekymret
for Shafileas velbefindende.

Og det førte til,
at politiet blev involveret

i det, der til at starte med
omhandlede en savnet person.

Politiet havde afhørt forældrene,

hendes lærere, hendes venner
for at finde ud af, hvad der skete.

De blev mere opmærksomme på,
efter de talte med venner og skolen,

at der havde været problemer
mellem Shafilea og hendes forældre.

De begyndte at gennemse
overvågningskameraer.

Og tidligt sagde politiet,

at det var sært,
hun ikke blev opfanget noget sted.

Det var, som om hun var forsvundet
uden et spor.

Da jeg først blev interesseret
i historien,

bankede jeg på familiens dør
og introducerede mig selv

og spurgte ind til Shafilea.

"Er I bekymrede for hende.
Hvad foregår der?"

De sagde: "Hvad er pointen?
Politiet kan ikke finde hende.

Politiet sagde, hun er løbet væk før,

hun har gjort det igen,
og hun kommer hjem."

De trak bare på skuldrene.

Shafileas far blev spurgt…

Det her er en streng muslim mand,

som angiveligt havde opdraget
sin datter sådan.

Da han blev spurgt:

"Hvorfor meldte du ikke
din datter savnet?"

Hans svar fik straks
alarmklokkerne til at ringe.

"Jeg tænkte bare,
at hun var hjemme hos sin kæreste."

Hvis din datter løber rundt med en fyr,

ses det som en meget skamfuld ting.

Alarmklokkerne ringede.

Du kigger ikke på en dreng
og dater slet ikke.

Familien sagde,
hun måske tog væk med sin kæreste,

men de havde intet navn.

Ingen af hendes venner vidste,
hun planlagde det.

Denne gang sagde hun slet intet.

Der var bare ingen beviser på,
at hun var løbet væk hjemmefra.

Det er den historie,

lokalsamfundet faktisk troede på.

Shafilea er bare løbet væk hjemmefra
og er respektløs.

De virkede ikke bekymrede for,
at Shafilea var savnet,

men hvordan folk fremstillede dem.

Jeg følte til dels, at de følte,
at fordi jeg var asiat,

ville jeg forstå deres bekymringer
omkring stereotyper.

Om den måde, de blev fremstillet på.

Og måske derfor lukkede de mig indenfor.

Følelsen var, at hr. og fru Ahmed

var ofre for Shafileas opførsel.

Alle følte bare mere sympati
for hr. og fru Ahmed i lokalsamfundet.

Så de så det som en slags invasion,

at politiet stillede alle de spørgsmål,

og at der var stor medieinteresse.

Shafileas forældres forklaringer

overbeviser ikke Cheshire Politi.

Følelsen blandt efterforskerne var,

at de ikke udstrålede den bekymring,

som forældre normalt ville
under de omstændigheder.

De tjekkede Shafileas konti og så,
hun ikke havde hævet penge.

Så politiet mistænkte familien
mere og mere.

Ahmed-familien er utilfredse med,
hvordan de fremstilles offentligt.

Faren var meget vred over,
hvordan pressen skrev

og mindre vred over,
at hans datter var savnet.

Og fordi de var så trodsige
over for pressen og i interviews,

var jeg altid fascineret af,
hvad deres rolle i hendes forsvinden var.

Og jeg forsøgte at holde et åbent sind.

Shafileas forældre går i offensiven
og ansætter en advokat.

Familien henvendte sig til mig,
og de var bekymrede for,

som jeg forstod det,
at deres historie blev forvrænget.

De mente, at det blev stemplet,

selv på det tidlige stadie,
som et æresdrab.

De mente, det var racemotiveret.

Der var måske spændinger
og ulykke derhjemme, og måske løb hun væk.

Deres hændelsesforløb var så kortfattet,
fair og transparent som muligt,

og det gjorde vi.

Shafileas forældre har deres egen agenda,

og politiet intensiverer efterforskningen.

Når politiet efterforsker æresmisbrug,

er det usandsynligt,
familien giver dem beviser.

Så de må tænke på andre taktikker,
skjulte taktikker.

Politiet fik tilladelse til

at sætte en skjult mikrofon
ind i familiens hjem.

De satte mikrofoner flere steder
og i Iftikhars taxi.

På nogle af optagelser siger Iftikhar,

at selvom han dræbte 40 personer,

kunne politiet ikke retsforfølge ham
uden beviser.

Og selvom det måske lyder inkriminerende,

er det i sig selv ikke beviser.

Og de hørte nogle interessante samtaler,

men der var aldrig
en eksplicit tilståelse.

Det var ikke nok til
at tiltale forældrene.

Shafileas efterforskning tog lang tid

med hensyn til at få beviser
og identificere mistænkte.

Jo længere tid
savnet person-efterforskningen tog,

jo mindre chance, tænkte de,
var der for, hun blev fundet i live.

Idet ugerne gik, begyndte dækningen
om Shafileas forsvinden at ændre sig.

Det gik fra en savnet person,

til at en pige muligvis var blevet dræbt.

Og der kom opskrifter
om et såkaldt æresdrab.

Og så ændrede familien sig,

for de bliver mere og mere defensive.

De var så vrede over,

at de blev knyttet til Shafileas død.

Det var jeg imod dengang.

Jeg insisterede meget på,
som en jødisk person,

at de ikke blev besudlet med det

uden en ordentlig efterforskning
og hårde beviser.

Jeg ville ikke tro på det,

fordi det engelske folk ikke skulle tro,

at asiater generelt opfører sig sådan.

Det er fra et etnisk synspunkt.

Jeg var desperat for
at fremhæve deres side af historien,

for jeg håbede, de talte sandt,

for jeg vidste, hvad konsekvenserne var.

At personer med racistiske tendenser
ville bruge det til

at generalisere og sige:"Hvad sagde vi?"

Politiet holdt pressekonferencer
uden at invitere familien.

Det var en bevidst taktik

ikke at tale med familien
for at få information.

Ved en lejlighed
braser familien pludselig ind.

Iftikhar og Farzana marcherede derind.

Alle kameraerne var på dem,

og de anklagede Cheshire Politi
for at være racister.

Det var et stort chok at høre det.

Det var en usædvanlig taktik

Politiet forsvandt hurtigt derfra.

De bruger det til
at give politiet en ulempe.

Jeg kan ikke lide nogen racisme.

Og det her var potentielt en måde,
hvorpå folk kunne udtrykke det.

Og deres advokat udsendte
en meget offensiv besked,

hvor han beskyldte politiet
for islamofobi.

Han beskyldte dem for racestereotyper.

Han sagde, forældrene var vrede over,
hvordan mistanken var faldet på dem.

Jeg så det fejlagtigt på en måde,

som en kampagne,
samtidig med at jeg forsvarede dem.

Det var mit hjerte nær på den måde.

De forsøgte at skjule sig
bag kultur og race,

og det hører vi ofte i sager.

Og fagfolk bliver meget bekymrede over
at blive kaldt racister.

Og så bliver de mere varsomme med
ikke at træde over kulturelle tæer.

Nu var der åben krig mellem
politiet og familien.

Uden at navngive dem offentligt
følte politiet, hun var blevet myrdet.

Det er nu det, folk troede,
der skete med Shafilea Ahmed.

FEBRUAR 2004

Det er 2004.

Den 16-årige skolepige Shafilea Ahmed
forsvandt for fem måneder siden,

og efterforskningen
har ikke givet noget resultat.

Endelig sker en opdagelse,
som åbner sagen på vid gab.

Fem måneder efter Shafileas forsvinden

støder nogle arbejdere på et opskyllet lig
oppe i Cumbria ved floden.

Der var oversvømmelser.

Det havde ligget der længe,
så liget var forrådnet.

Liget blev undersøgt
og skulle identificeres.

Og det var retsmedicinsk,
DNA-sammenligninger, og det var Shafilea.

Omstændighederne ved fundet indikerede,
at hun var blevet myrdet.

Nu var det ikke en savnet person,
men en mordefterforskning.

Et lig smides ikke over
en mur ved en flod,

hvis omstændighederne omkring, hvordan
personen døde ikke er mistænkelige.

Oversvømningen havde løsrevet
dele af liget,

så det hele var ikke samlet et sted.

Meget smerteligt for alle involverede.

Kriminalteknisk kunne liget ikke
fortælle os noget om drabsmetoden.

Der var ikke nogen tydelige knoglebrud.

Ingen tydelige skader på kraniet.

Så antagelsen var,

at den mest sandsynlige dødsårsag

var enten strangulering eller kvælning.

Da Shafileas lig blev fundet,
ændrede det alt.

Liget blev fundet
i en forfærdelig tilstand.

Og hun må have lidt en forfærdelig død.

Det gjorde mig oprørt,
at en i lokalsamfundet

var død, og at de døde så grusomt.

Så de anholdt forældrene
for mistanke om mord og afhørte dem.

Men der var ikke nok beviser til
at tiltale dem.

Så de blev løsladt mod kaution

i afventning af fortsat efterforskning.

Anklagemyndigheden og et tilsynsråd

mente, at der ville komme
beviser frem i fremtiden,

hvis en fra familien
ville bryde med de andre

og fortælle sandheden om, hvad der skete.

Familien lukkede ned.

Deres omgangskreds lukkede ned.

Der rejses en mur af tavshed,

fordi de vil samarbejde og konspirere.

Intimidering af vidner i de sager
skete ofte.

Familier finder sammen, og de beslutter,

hvordan de vil håndtere den person,
som ærekrænkede familien.

I dette tilfælde mord for Shafilea Ahmed.

Men bagefter vil de konspirere igen:

"Hvordan holder vi fagfolkene væk?"

Og de får alle at vide,
hvordan de bærer sig ad.

Så politiet kæmper mod den tavshed.

Shafileas brødre og søstre

fortæller politiet det samme
som Farzana og Iftikhar, forældrene.

De siger alle, Shafilea løb hjemmefra,
så vidt de ved,

at de ikke så noget hænde Shafilea,

og det er det, de fortæller politiet.

Der manglede samarbejdsvillighed
fra familie og venner.

Ingen så eller hørte noget.

Så at opbygge en sag på det
er meget svært at gøre.

Jeg hørte først om,
at Shafileas lig var blevet fundet

i nyhederne, som de fleste.

Og det, jeg var vred over, var,

hvorfor omgangskredsen ikke sagde,
det var forkert.

Dem, der mistænkte,
at hr. og fru Ahmed var indblandet,

sagde det ikke højt.

Det eneste, der ændrede sig, var,
at man bare ikke talte om det længere.

Hvor er den religiøse leder?
Jeg hørte og så dem ikke.

Ingen stod frem,
og derfor var det vigtigt for os

at komme frem og udtale os.

Det handlede ikke om familien,
og at de så sig som ofre

for politiet eller hele processen.

Man skal huske på, hvem det handler om,
nemlig Shafilea.

Shafileas begravelse finder sted
i august, 2004.

Der kommer mange familiemedlemmer,
venner og folk i lokalsamfundet.

De vidste, det kunne være forældrene.

Det sagde de ikke,
og jeg hørte det ikke højt nok.

Der var intet ramaskrig
i det muslimske lokalsamfund.

Nu kan du slå fast,
at det ikke er en del af religion

og af ens traditionelle kultur.

Det er misbrug.

Faktisk forstærkede
deres tavshed kun budskabet om,

at hvis du opfører dig som Shafilea,
burde du vide bedre.

Heldigvis fortsatte
Cheshire Politi efterforskningen,

og i årenes løb fortsatte vi med

at fremhæve Shafileas ansigt offentligt.
Det var vigtigt.

Med tiden bliver sandheden
om Shafileas misbrug

en for stor byrde for en af hendes søstre.

Hun begyndte at åbne op over for mig,

hvordan Shafilea blev lukket udenfor.

Hun fortalte mig om,
hvordan Shafilea ofte blev tæsket,

at hun ikke måtte gøre noget.

Og så fik det op for mig,
hvordan livet var derhjemme.

Hun havde et lignende liv i forhold til,
hvordan alt blev kontrolleret.

Hun blev overvåget,
hvis hun tog uden for huset.

Hendes mobil blev taget sent om aftenen.

Jeg forstod,
at pigen havde brug for hjælp.

Hun må væk.

Og det var altid den underliggende tone
i alle samtalerne, vi havde.

Hun skulle forstå,
at hun ikke kan leve på den måde.

Vi havde ikke det her venskab,

hvor I har mange gode minder om,
hvad I lavede sammen.

Vores venskab var baseret på,
hun åbent fortalte om sit liv derhjemme.

Og hun vendte sig mod mig,
når tingene blev meget slemme.

De søskende, der ser forældrene
straffe deres søster…

Det er meget svært for dem,

for hvis de siger noget,
står de selv for skud.

Hun frygtede for sit liv.

Vi var altid bange for,
at der ville ske hende noget.

eller hvis de fandt ud af,
at hun talte med mig,

så var det os begge,
der kunne ske noget med.

Det troede vi.

I de næste par år faldt der lidt ro på.

Der er ikke nye beviser.

Der blev foretaget en undersøgelse
fem år efter Shafileas død, i 2008.

Og retsmedicineren konkluderede,
hun var blevet myrdet

under de mest grusomme omstændigheder.

Og han pegede fingren på familien.

Og det forbløffende er,
at i stedet for at holde lav profil

udfordrer Iftikhar det
og hiver retsmedicineren i retten.

Han ville have en kendelse
mod retsmedicinerens konklusion.

POLITI

Iftikhar og Farzana troede på,
de slap af sted med at myrde deres datter.

Politiefterforskningen kom ingen vegne.

Sagen blev dækket mindre og mindre.

Men så skete der noget sært i 2010.

Der er gået syv år,
siden Shafilea forsvandt.

Kan en bizar række af hændelser
resultere i et gennembrud i sagen?

Der var et bevæbnet røveri i deres hjem.

Nogle var brudt ind
og fastbandt forældrene

og røvede dem for smykker
og mange kontanter.

Der dukkede tre mænd op ved huset,

og de havde angiveligt en pistol på sig.

Jeg blev forbløffet, da de sagde:
"Vi tror, det var hendes søsters venner."

Shafileas lillesøster. Så jeg spurgte dem:

"Så jeres egen datter røvede jer?"

Forældrene til den
dræbte teenager Shafilea Ahmed

har anklaget deres anden datter
for at røve dem.

De mente, hun havde arrangeret
røveriet i deres hjem.

De fortalte mig om,

at hun omgik dårlige personer,
hvilket var sært,

for det sagde de også om Shafilea.

Hun blev anholdt.

Det var i den afhøring, hun bad om
at tale med politiet om en anden sag.

I årevis havde hendes familie sagt,

hun skulle klappe i.

De truede hende.
Og til sidst blev det hele for meget,

når du kun er 16 år gammel.

Og hun indikerede,
at hun ville tale med dem om,

hvad der var sket
med hendes søster, Shafilea.

Hun var den første i familien,
der brød med de andre.

Der var en indre kamp.

Den kamp førte i sidste ende til,
at hun sagde, hvad hun havde set.

Da kom alt frem i lyset.

Hun sagde foruroligende ting om,

hvad der skete i deres hjem,
den aften Shafilea blev dræbt.

Hun afgav en meget
detaljeret forklaring omkring,

hvordan hendes forældre
dræbte hendes søster.

Det havde de ventet på i årevis.

Politiet havde beviserne til
at tiltale forældrene for mord.

MAJ 2012

Det var ikke åbenlyst
helt op til dagen for retssagen,

om hun rent faktisk ville sige noget.

Men det gjorde hun.

Hun var et hovedvidne.

Hun satte sig i vidneskranken
og vidnede om Shafileas liv.

Hun blev afskærmet fra sine forældre.

Juryen kunne se hende.

De var totalt grebet af, hvad hun sagde.

Hun redegjorde for,
hvordan hendes mor hentede Shafilea

fra et deltidsjob i et callcenter.

Shafilea have
en T-shirt med korte ærmer på,

så armene kunne ses,
og hendes mor blev vred.

Moren skældte hende ud og sagde:
"Hvor vover du at have det tøj på?"

Skænderiet fortsatte derhjemme.

Iftikhar, faren, blandede sig.

Pludselig besluttede Farzana,
at hun havde fået nok.

Og hun sagde noget i retning af:
"Lad os afslutte det nu."

Hun beskrev,
hvordan Shafilea blev holdt nede

på en sofa af sine forældre.

En plastikpose blev stoppet i hendes mund.

De lagde deres hænder
over hendes mund og næse,

så hun blev kvalt.

Og børnene, som alle var til stede,

så deres forældre dræbe deres søster.

Hun beskrev detaljeret,
hvordan Shafilea sparkede med benene,

og idet hun mistede kontrollen,

urinerede hun på sofaen.

Og detaljerne omkring,
hvordan hun så sin søster dø,

var så overbevisende, at det var tydeligt,

at hun talte sandt om, hvad hun så.

Det var tydeligt ud fra beviserne,

at Shafileas død påvirkede
hendes brødre og søstre enormt,

og det var skræmmende for dem.

De måtte leve med denne forfærdelige
skyld om, hvad de havde set.

De fik et budskab, fordi de så det mord.

Et, fortæl ikke nogen, hvad I så.

To, hvis I gør, vil det her ske for jer.

Hun blev tilbudt beskyttelse
fra sin familie.

Retssagen fik stor omtale nationalt.

Og politiet blev kontaktet

af en ung kvinde ved navn Shahin Munir.
Hun mente, hun havde oplysninger,

der kunne være nyttige for politiet
i efterforskningen af sagen.

Og da var retssagen godt i gang.

Politiet mødtes med Shahin.

Og Shahin sagde,
at hun var så imponeret over

søsterens mod til at vidne,

at hun følte, hun ville fortælle politiet,
hvad hun vidste.

For mange år siden var der en ting,

Shafileas anden søster
ikke kunne sige højt.

Jeg foreslog hende:
"Så skriv det i et brev."

Jeg havde på fornemmelsen,
det ville handle om Shafilea.

Jeg vidste, det var stort for hende.

Jeg vidste, det krævede meget for,

at hun ville stole så meget på mig.

Hun skrev til mig:
"Okay, jeg har skrevet det ned."

Hun skulle ind til byen med sin mor,

så jeg ankom først.

Og idet de gik forbi mig,
slap hun brevene bag sig.

Uden hendes mor så det, samlede jeg
dem op og gik, så hurtigt jeg kunne.

Jeg så først på dem,
da jeg var på mit værelse.

Og jeg sad på hug på sengen,
og jeg begyndte at åbne brevene.

Hun havde fortalt Shahin Munir,

at hun var til stede,

da hendes forældre dræbte hendes søster.

Det beskriver bare den aften,
hvor hun blev myrdet.

De satte Shafilea på den her stol,
hvor de altid placerede hende,

og familien stod i en cirkel.

Og da begyndte de bare at mishandle hende

og tæske hende.

En holdt hende,
mens den anden misbrugte hende fysisk.

De havde en plastikpose,

og jeg tror, de puttede den i hendes mund

og holdt hende nede på sofaen,

og Shafilea kæmpede imod og stoppede så.

Så skulle børnene gå ovenpå på værelset.

Hendes far skaffede sig af med liget,
og hendes mor kom ind på værelset

og lagde sig i seng med dem,
som om alt var normalt.

Og derfra forstod børnene:
"I skal aldrig tale om det her."

Hun bad om at få brevene tilbage,
som jeg forventede.

Hun var nok bange for,
nogen ville finde ud af det.

Og jeg kan huske,
at jeg lavede fotokopier.

Ikke for at forråde hende på nogen måde,

men for at have dem,
så jeg kunne forstå hende.

Hun vidste ikke, jeg kopierede dem.

Og da vi mødtes,
fik hun de oprindelige tilbage.

Og uden at tænke rev hun dem i stykker.

Det stod klart, efter politiet
havde talt med Shahin Munir,

at hun var et afgørende vidne
for anklagemyndigheden.

Og hun vidnede.

Jeg forstod altid begrebet
om ære i en familie.

Jeg forstod altid begrebet om skam
i et lokalsamfund.

Men jeg troede ikke,
at man ville tage det så langt,

at man ville dræbe en af sine egne.

Dommeren indkaldt pigen som vidne.

Hun var ikke enig i, at hun havde set

sine forældre myrde hendes søster.

Hun sagde, at historien,
hun havde skrevet og vist til Shahin,

havde været kreativ skrivning,
og at hun bare havde skrevet historier.

Og de var ikke sande.
De beskrev ikke et mord.

De andre søskende,
som forsvarede deres forældre,

det overasker mig ikke.

For de har tilpasset
deres loyalitet til forældrene.

Måske frygter de for deres liv.

De skal måske leve i det lokalsamfund,
og det her forventes der af dem.

Så den beslutning var svær.

Hun var i en umulig situation,

fordi den fortælling,
hun havde givet til Shahin,

passede så godt med det,
hendes søster havde fortalt,

at det var umuligt, at hun ved et tilfælde

havde fundet på en historie.

Det var ikke plausibelt.

De blev dømt.

25 år uden prøveløsladelse.

Jeg må sige,

at jeg og mange andre blev glade.

Det bringer ikke Shafilea tilbage.

Det har taget ni år,

før Shafilea søster
fandt styrken til at stå frem.

Den unge piges mod var det, der i sidste
ende forseglede forældrenes skæbne.

Så du lever også med det faktum,
at du har dømt dine forældre.

Og nu skal hun leve et beskyttet liv,

som jeg mener er nødvendigt
i resten af hendes liv.

Der står ingen steder i islam,
sikhism eller hinduisme,

at det er acceptabelt
at myrde sit eget barn.

SHAFILEAS SØSTER, SOM VIDNEDE MOD SINE
FORÆLDRE, LEVER I BESKYTTET VARETÆGT.

MINDST ET ÆRESDRAB SKER
HVER MÅNED I STORBRITANNIEN.

Tekster af: Niels M. R. Jensen