Original subtitles

Downloaded from YTS.MX

Official YIFY movies site: YTS.MX

– Goddag. Er det Erik? – Erik Møller, ja.

– Kondolerer. – Nå, det behøver du ikke.

– Anna Møller. – Ja tak, dig kender man da godt.

Skal vi?

– Så er vi her igen. – Det er nogle år siden?

Vi har ikke talt sammen, siden jeg var 22.

Jeg har aldrig fået lov til at møde ham.

Jeg skrev 900.000, men vi skal op på en million, hvis nogle købere leder.

– En million? – Ja.

De fik lavet et helt nyt køkken, lige inden han døde.

Det kan jeg godt se.

Din far så gerne, at det blev i familien.

Det kan han godt glemme. Til en million.

– Jeg kender jo ikke din økonomi. – Den skal man ikke tale for højt om.

Bare få det sat i værk. Kom af med det.

Javel.

– Ikke? En million. – Ja ...

Man forsvinder fra hinanden i sådan et stort hus.

– Er det dokumenteret? – Der findes masser af undersøgelser.

Forskellen på at bo sammen eller ej er, at man kan se og høre hinanden.

Eller også bliver man et lille menneske af at bo småt, Erik.

En arkitekt skal bo i et stort hus.

Jeg er ikke arkitekt på den måde. Hvorfor bliver du ved med det?

Jeg er lærer, og man forsvinder fra hinanden i for store huse.

Det er da også helt pløk at bruge så mange penge på at bo.

Det er så en side af det. 450 kvadratmeter.

Det er jo for stort. Slut, punktum.

Freja ... Freja, kom lige. Vi skal lige prøve noget. Er du med?

Vi skal finde det, der er længst væk.

– Er du gal, der er langt ned. – Sæt dig ned.

– Skulle vi lukke døren? – Det aftalte vi. Det er os først.

– Så højt du kan, ikke? – Er du klar?

Nej, vent lige lidt.

– Nej, mor. Det er snyd. – Nej.

Bare lidt.

Okay.

(fløjter)

(Erik fløjter)

– Vi kan da sagtens høre dig. – Det er da en helt latterlig leg.

– Det er rigtigt nok, hvad mor siger. – Se, om I kan finde mig. Farveller.

– Hvor gik han hen? – Far! Bare fordi du har tabt.

– Far? Hvor gik du hen? – Erik?

– Er han gået med til, vi sover her? – Ja, altså bare i nat.

– Væk mig, når du kommer hjem, ikke? – Jo.

Kys.

– Jeg elsker dig. – Jeg elsker også dig.

– Hej. – Hej.

... efter flere år med terror, flykapringer, drab og kidnapninger.

Der er tale om sindelagskontrol, –

– hvor mennesker bliver udsat for forhør og efterretningskontrol.

Nu til kort nyt. Forholdet mellem LO–toppen og Socialdemokratiet –

– er nu så dårligt, at LO's formand truer med at afbryde samarbejdet.

Strandvejen. Her trådte jeg mine barnsben.

Vi har bare ikke råd til at være her. Ikke engang til at hilse på nogen.

Her er poletter.

– Hun skal til Østerbro Lilleskole. – Jeg ved da godt, hvor jeg skal af.

– Anna Møller! En autograf? – Gå nu med jer. Vi har travlt.

Jeg har en kuglepen.

Der er havnen. Kæft, en tennisbane.

Kom. Her har jeg brugt mange år. Er du sindssyg.

Kan du huske Torben? Han blev professionel. Ham spillede jeg med.

– Om på den anden side. – Dig og Torben?

Lob.

– Ej! – Ja!

Det er sejlklubben. Vi havde vores jolle heroppe. En gammel trapezjolle.

Hvis vi boede herude, så kunne du spille tennis.

– Så kunne du gå herned og sejle. – Skat, vi har ikke penge til det.

Tag mine trusser af.

Ah!

– Wow. – Ja.

Sol ... Sex ...

Så sol.

Jeg har dobbelttjekket de tal. Stil dig ikke lige oven i artiklerne.

– Undskyld. Vil du ikke lige? Tak. – Jeg har dobbelttjekket tallene.

De 570 kroner om måneden i varme er for meget.

Vi har ikke råd til at bo i det her hus. Det er også for stort.

Vi ringer da bare til nogle flere. Vi kan ringe til Ditte og Ole.

Nej, det kan vi altså ikke. Jeg ved godt, hvad du vil, Anna.

Jeg skal ikke bo i noget kollektiv. Jeg bliver træt bare ved tanken.

– Jeg er også for gammel. – Jeg har ringet til Ole.

Jeg keder mig, Erik. Der skal ske noget.

Ikke? Du snakker hele tiden.

Du er så sød, når du gør det, men det er, som om jeg har hørt det hele før.

Nå.

Jeg trænger til at høre nogle andre sige noget snart.

Ellers bliver jeg sindssyg.

Det her kæmpe, fantastiske hus skal da fyldes med fantastiske mennesker.

– Hvad for nogle mennesker? – Ole.

Ole er meget interesseret. Han har ikke haft det så godt længe.

Ole er da ikke noget fantastisk menneske.

– Du elsker da Ole. – Ja, som ven at se fodbold med.

Prøv lige at forestille dig, hvad der ville ske. Det er spændende.

– Kan man få lov at sove på det? – Kom nu, gamle mand.

– Hvad fanden, er der tjenestefolk? – Det var godt, du kunne komme.

– Det er her, du er vokset op, Erik? – Ja, det er jeg.

Så kan jeg bedre forstå, du er lidt verdensfjern.

– Ja, det er et stort hus. – Og orangeri og det hele, hvad?

– Dejligt at se dig. Du ser godt ud. – I lige måde.

– Hvad har du i poserne? – Mit tøj i den ene og så ...

– Og venstreorienteret litteratur? – Hun er ikke så dum, hvad?

Du er også skidesød. Må jeg få dit nummer?

Eller I hænger måske sammen her i firmaet?

– Det er en jobsamtale, det her. – Det kan du da godt kalde det.

– Hvordan har du det? – Jeg har det da godt, Anna. Tak.

Ah ...

Jeg har været lidt ude på en galakse. Det har jeg sgu.

– Nå. Var det Marianne? – Mm.

Ja, hun skred med en sanglærer. Det høje C, kaldte vi ham.

Der var ikke andet end skummetmælk i blyanten, så var hun videre.

Det er jeg sgu da ked af.

Det er sgu en morsom tanke at bo sammen med jer.

Og så elsker jeg jer jo, så det passer. Ikke, Frejsen?

– Men dig, Erik, i et kollektiv? – Nå. Har du nogen penge?

– Der fik jeg dig. – Jeg har glemt, hvad vi talte om.

Penge taler vi om.

– Vi vil lave noget stort sammen. – Jamen det her kan da blive stort.

– Huslejen er lidt deropad. – Det finder vi ud af.

Er du klar over, jeg har set din far besvime af hidsighed engang? Hvad?

Ovre i Bellahøjbadet. Og så greb jeg dig, Erik. Kan du huske det?

Og det gør jeg igen, fordi jeg er din ven, Erik.

Der fik jeg jobbet. Kunne du mærke det, Frejsen, hvad?

Hvad fanden griner du af?

– I må ringe til nogle andre også. – Det skal vi da også.

Hvad med Ditte og Steffen? Hun er blevet lektor.

Det er alt for lyst til mig.

– Er det Ditte Johansen, du mener? – Jamen så er der det her.

Nej! Ja ja. Det er lige mig, det her.

– Ole? Ditte Johansen, det er hende? – Ja, hun er en strid kælling.

Vi går bare ind fra start, og så markerer vi, hvor skabet skal stå.

Skal vi ikke ringe efter en anden? Du må kende nogle andre.

Vi markerer fuldstændig hårdt. Det bliver ikke noget problem.

– Vi markerer fuldstændigt. – Vi markerer fuldstændigt fra start.

Har I lavet nogle regler for huset?

Skal jeg? De er jo sådan lidt under ... Altså ...

– Ja. – De er lidt under udarbejdelse.

Ja, det kan man godt sige. De er lidt ufuldstændige stadigvæk.

– Kan I fortælle lidt om dem, måske? – Ja.

Øh, ja, de er ...

– Har I lavet dem eller ej? – Vi har ikke lavet nogen endnu.

– Der skal være nogle husregler. – Ja ja.

Vi vil gerne bidrage med det.

Lad mig lige tilføje, at huslejen nok ligger lige i den høje ende.

– På grund af husets beskaffenhed. – Det er ikke noget problem.

Det er så længe siden, jeg har set dig.

Skat, kan du ikke sige, hvad du hedder? Hvad?

– Det er Vilads. Han er seks år. – Hej, Vilads. Hej.

Han har noget med hjertet, så han tager det lidt roligt indimellem.

– Okay. Åh nej, det lyder alvorligt. – Jeg dør, når jeg bliver ni år.

– Kan du sådan vide det? – Det ved vi ikke.

Han får meget på den sætning. Pigerne er vilde med det.

– Sådan! – De gav ham kun et par år.

Men der er vist nogle ting, han skal prøve først.

Sådan skal det være.

– Hvor gammel er hun? – Hvor gammel er du, Freja?

– Jeg er 14. – 14? Synes du, hun er sød?

Jeg bliver kun ni år.

Han er hurtig. Jeg har sikkert også snart et eller andet med hjertet.

Nå, hvad gør man?

– Man stemmer vel? – Det gør man.

– Jeg er sgu ... Jeg er for. – Også mig.

– Det gør jeg også. – Også mig.

– Er du også på? – Jamen så er det jo en realitet.

– Har I ikke en bajer til Steffen? – Jo.

– Øl? – Jeg vil rigtig gerne bede om en øl.

– Det bliver sgu da hyggeligt. – Velkommen til.

Nå, så er det Mona i morgen.

Do you speak our language?

(latter)

Jeg prøver på det.

Hvad lever du af, Allon?

Øh, forskellige jobs.

Jeg spørger, fordi huslejen ligger i den høje ende her, –

– som vi alle er blevet gjort opmærksomme på.

Do you earn ... earns money?

Altså, han taler dansk, Mona. Ikke?

– Jeg forstår ikke, hvad han siger. – Jeg får det til at hænge sammen.

– Hvad siger du? – Han får det til at hænge sammen.

Steff siger, at du arbejder lidt her, og så arbejder du lidt der.

Så tænkte jeg ... Hvorfor skifter du hele tiden arbejde?

– Det er næsten altid småjobs. – Ja.

Kan du godt lide det?

Jeg kan godt forestille mig ting, jeg hellere vil lave.

– Hvad, for eksempel? – Hvad vil du gerne høre?

Jeg skal ikke trampe rundt i det hele tiden, –

– men jeg får fornemmelsen af, du ikke frivilligt skifter mellem jobs?

Det kan du simpelthen fornemme?

Ja ... Det kan jeg.

Det gør mig faktisk ret nysgerrig.

– Det gør ham nysgerrig. – Hvad er dine planer for fremtiden?

Hvad vil du gerne?

En plan ...

– Jeg vil ankomme. – Hvad?

Hvad? Du vil ankomme?

– Jeg vil ankomme. – Ja.

Ankomme? Hvad fanden er det for et svar?

– Hvorfor bliver du højrøstet? – Gider du ikke godt svare?

Jeg har stillet dig nogle spørgsmål, og dem kan du svare på.

Hvorfor vil du gerne bo hos os?

Jeg går ud fra, du er chefen her?

Nej, jeg er ikke chef her.

Det her er et kollektiv! Her deles vi om opvasken! Der er ingen chef her!

Her deles vi om opvasken! Kan du forstå det?

– Kan du forstå det? – Erik!

– Hvad for noget? – Så holder du op.

– Træk vejret. – Jeg trækker da vejret hele tiden.

Jamen så undskyld!

– Det sker altid for mig. – Hvad siger du?

– Det sker altid for ham. – At folk bliver irriteret på mig.

– Det er min udstråling. – Det er hans udstråling.

– Det var hyggeligt at møde jer. – Nej ...

– Hold nu op, for helvede. – Du skal ikke svare ham på den måde.

Jeg fortæller ham, at huslejen ligger i den høje ende.

– Det har jeg da spurgt alle om. – Står han og tuder?

Jeg kan ikke tale med en mand, der står og tuder.

Allon?

Det må du undskylde. Det var ikke sådan ment.

Nej, det er fint. I skal vælge den rigtige.

– Jeg har ikke nogen penge. – Glem de penge.

Vi finder ud af det. Jeg ... Jeg stemmer på Allon.

– Ja. – Ja.

– Han har ingen penge. – Velkommen.

– Velkommen, Allon. – Kom indenfor.

(biler dytter)

Så er man fandeme kommet på de bonede gulve.

Jeg har ikke set konstruktionen før. Er det en mejerikonstruktion?

Ligesom dig, Mona.

Så forærer du huset til de andre. Er du sikker på, du vil den vej?

– Ja, jeg er sikker. – Skidegodt! Godt, Erik!

– Dejligt! – Du laver bare syv kopier.

Så, Vilads, nu bor du sgu officielt sammen med Ole.

Prøv lige at mærke, hvor kold min røv er.

(højlydt snak)

Men øh ... Anna? Skat? Anna?

– Anna? – Hvad?

Jeg fik en rigtig god idé i dag. Hvordan man integrerer havnen.

Hun render og dimser om ham hele tiden.

– Hvad sagde du? Undskyld. – Jeg tror, jeg har knækket nødden.

– Jeg har fundet på en god idé. – En sjov idé?

Til, hvordan man får integreret havnekajen i havneanlægget.

Du har meget mere varme. Du er meget mere karismatisk.

– Værsgo. En helt uden noget. – Godmorgen.

– Hav det godt. – Hav en god dag, Ole.

– Godmorgen. – Hej, skat.

– Hav det godt, alle. God dag. – Hej.

Hej.

Læg guitaren, og kom med op.

Ikke noget med at komme sivende. Jesper, luk døren som sidste mand.

Så lad os blive lidt konkrete på din ... Hvad kaldte du den?

– Note. – Noten der, ja.

Tog din sidste fremlæggelse udgangspunkt i tipier?

Mm. (latter)

Nej, men det er måske meget sjovt. Tipier. Hvorfor tipier, Jesper?

En tipi er et flytbart rum, som kan placeres i forskellige sammenhænge –

– og rummer mulighed for variation og gensidighed med drømmenes verden.

– Præcis som hos stammerne ... – Undskyld, hvad for nogle drømme?

Alle mulige slags drømme. Drømme skal være frie. Det føler jeg er vigtigt.

Har drømmene noget med arkitektur at gøre overhovedet? Føler du det?

Dine drømme i dit projekt har absolut ingenting med arkitektur at gøre.

Det indeholder ingen visioner om, hvordan folk kan bo sammen.

Hvorfor skal jeg høre på det vrøvl?

Hvorfor skal jeg bruge 35 minutter på at høre om dine oplevelser i Peru?

Og så dine noter om noget musik, noget fløjteværk af en slags.

Det her er interessant for én person, Jesper. Kan du gætte, hvem det er?

(banker på døren) Ja?

Jeg kommer lige ind.

Jeg vil høre din begrundelse for at være så voldsom i din fremtoning.

Så voldsom i min fremtoning? Nå, ham Jesper, ja.

– Kender du ham? – Ja.

Du kender ham. Det i sig selv synes jeg må være ganske ulideligt.

– Du behøver vel ikke ydmyge ham? – Ydmygelsen stod han selv for.

Han er et fæhoved. En grønskolling og et fæhoved.

Hvad kan jeg gøre for dig?

– Må jeg låne en cigaret? – Du må få en.

Hvad hedder du?

Jeg hedder Emma. Jeg er tredjeårsstuderende.

– Og du går i min ... – Ja.

Hm.

Udmærket, Emma, tredjeårsstuderende. Hvad vil du?

– Ud over at forsvare din ven? – Snakke om mit projekt.

Fint. Jamen lad os finde en dag, hvor vi kan gøre det.

Så synes jeg, vi skal sige på tirsdag. Kantinen, til noget frokost?

Hvad med nu over en smøg?

Det er ... Det kan vi da også. Det er da også en mulighed.

Jeg har ikke så satans meget tid. Jeg skal nå en bus.

– Nå. – Spændende, ikke?

Jo. Tror du ikke godt, vi kan nå det alligevel?

Jeg har kigget meget på Le Corbusiers modulsystem –

– og hans syn på menneskelige behov.

(snorker)

Det synes du ikke er spændende?

Du har allerede læst så meget om modulsystemer og Le Plan Voisin, –

– at du slet ikke har nogen selvstændig holdning til det.

Find på noget andet. Hvor gammel er du?

Hvorfor spørger du om det?

Hvad pirrer dig?

– Det ved jeg ikke. – Det skal du finde ud af.

– Har du udsigt til Nyhavn? – Det er Nyhavn.

Det er udsigten. Hvis du læner dig helt frem, kan du se Kongens Nytorv.

Dejligt.

Ja.

Det er Københavnstrup.

– Dansede I der, da I blev studenter? – Ja. Gjorde du ikke det?

Det kan du bande på, jeg gjorde, men det er fandeme lang tid siden.

Du må gerne.

Må gerne hvad?

Give mig et kys.

Jeg kan godt se, hvem du er.

Og ham kan jeg godt lide.

– Vil du have et glas vin? – Ja.

Jeg skriver i min kronik, at slutproduktet af anarkisme er orden.

Anarkisme dikterer netop, at intet menneske hersker over et andet.

– Har vi en dagsorden? – Ja. "Hvordan har vi det"–runden.

Jeg får et sug i maven, når jeg vågner op –

– i det her helt fantastiske hus med alle jer tosser, der render rundt.

Og jeg tænker, at I reelt er min familie nu.

Anna, hvordan har vi det?

Jamen jeg er lykkelig. Jeg er lykkelig sammen med jer.

– Bravo! – Smukt.

Vi har talt lidt om, at man må kunne melde pas, hvis man ikke vil stemme.

– Vilads, hvad skal man så sige? – Bum.

Så melder man sig neutral. Eller pas. Er det det? Det skriver du ned, ikke?

– Vi har noget, vi gerne vil have på. – Det er faktisk dig, Mona.

Der har været lidt trafik ind og ud af huset.

– En masse færdsel på matriklen. – Ja, gang i butikken.

Vi kunne godt tænke os at vide, hvor mange mænd du egentlig ser?

Hvad?

Vi vil gerne lige finde ud af, hvor mange det er, du betaler for?

Er det én, eller er det hele det her rend af mænd ind og ud ad dørene?

Jeg er ikke nærig med min krop, og det ved du også godt, Ole.

Ved du det, Ole? Nå, det vidste du ikke, Steffen.

Det er mange år siden!

– Steff, hvordan har vi det hos dig? – Jamen øh ... Vi har det da ...

Nej, det er dig, ikke? Hvordan har du det?

Jamen øh ... Du kan skrive, at jeg har det godt 90 % af tiden.

– 90 %? Nå. – Det er da meget.

– Allon, hvordan har vi det hos dig? – Jeg har det godt.

– Selvom du ikke har betalt indskud? – Jeg vidste, du ville bringe det op!

Når jeg finder et arbejde, så får I alle mine penge!

Du bor i et kæmpestort hus med en dejlig have ...

Hvis du synes, jeg ikke kan bidrage med noget, så flytter jeg bare igen!

Nu sidder han og hyler igen. Skal jeg ringe til din mor nede i Uha–uha?

Erik, hvad med dig? Hvordan har du det?

Erik?

– Hvad? – Hvordan har du det, Erik?

Hvordan jeg har det? Jamen jeg har det da godt.

– Jeg har det fint. Ja ja. – Fint.

Så ...

Jo, men det er svært at få det til at rumme det hele.

Jeg skitserer, og jeg skitserer.

Jeg forsøger at holde det enkelt, men gør det mere kompliceret, –

– så det mister klarheden. Det var så klart oppe i hovedet.

– Det stod klart i en skitse. – Den, jeg viste dig i går?

Du samler alle ministeriets funktioner i én prismatisk form.

Som en levende skulptur midt i byen.

Altså, om dagen er det en bygning fyldt med bevægelse og liv, ikke?

Men om natten er det mere en stille lanterne, der ligger i havneløbet.

Det er din idé. Det skal du holde fast i.

Det kan blive virkelig imponerende og samtidig sanseligt.

– Ikke? – Jo. Du er så klog.

Jeg savner dig. Jeg savner dig, når vi ikke er sammen.

Jeg savner også dig.

Hele tiden.

(synger "Et barn er født i Betlehem")

Se nu der. Det er lidt småt, det der, ikke?

Nej, derovre, mand. Der står sgu da et rigtig fint, lille et.

Det synes jeg ikke, vi skal tage. Nej, det står så fint der.

– Ved siden af sin mor. – Hvad med det her?

– Nej ... – Hvorfor, Mona?

Jeg synes ikke, du skal save i det.

Det står så smukt her. Det kan du godt se, ikke?

Bliver du ked af det, hvad? Jeg saver ikke i noget træ, vel?

(synger "Nu er det jul igen")

Vent, stop! Vilads!

– Vilads falder! – Trækker han vejret?

– Vilads? Hvad sker der? – Ring efter en ambulance!

– Han trækker ikke vejret! – Vi skal have ham ud i bilen!

Vilads!

Kom nu!

Nej, vi er ikke familie. Du må da kunne forstå, –

– at det er vigtigt for os at vide, hvordan han har det.

– Altså, de er helt lukkede. – Lad lige mig snakke.

Godaften, hvem taler jeg med?

Du taler med Anna Møller. Stil mig videre til lægen på afdelingen.

Jeg venter.

Hun lød godt nok kort for hovedet.

Ja.

Men du kan nok forstå, at vi bor sammen med Vilads.

Vi bor i kollektiv. Den slags har du vel hørt om.

Jeg forstår ikke jeres procedure. Hvis jeg levede i en kernefamilie, –

– så havde jeg haft bedre rettigheder?

– Hvad hvis det var min fætter? – Det er Vilads.

– De kommer derude i bilen nu. – Det er lige meget.

– Hej, bror Vilads. – Pas lige på.

– Hvad sagde de? – At hjerterytmen er normal igen.

Den svinger jo lidt, ikke? Ikke, min dreng? Du svinger.

– Skal vi ikke have gaver? – Jo!

Ikke dans. Vi danser ikke mere. Vi danser ikke mere.

– Ej, tak. – Jeg tager en.

Ja, vi skal. Hvor er der skønt her. Her er bare dejligt, Ole, hvad?

(fodtrin)

(rindende vand)

– Hej. – Hej.

– Hvem er du? – Jeg bor her.

Nå. Jeg troede, I alle sammen var oppe i Oles ødegård?

Jeg havde ikke lyst. Og vi øver et stykke på min skole.

– Hvem er du? – Jeg er på besøg.

Hos hvem?

Hos Erik.

Jeg var egentlig også på vej hjem.

(telefonen ringer)

– Hallo. – Hej, det er mor.

– Hej, mor. – Forstyrrer jeg?

– Lå du og hvilede dig lidt? – Nej, jeg er lige kommet hjem.

– Gik det godt med prøverne? – Mm.

Du kan bare ringe, hvis du har lyst. I har jo huset for jer selv.

Vi har det helt fantastisk. Det er ærgerligt, du ikke kunne komme med.

Jeg har lagt penge til dig på bordet til forårsruller.

Er Erik der?

– Nej, jeg er alene hjemme. – Vi skal lægge en båd i vandet.

Jeg må løbe. Far er kommet hjem.

– Okay, skat. Hils ham. – Hej.

Hej, Freja.

Hej.

Hvad ... Skulle du ikke sove hos Sille?

Jeg har talt med mor om, at det var okay at være alene hjemme.

Ja ja, det er det da også. Det er mere ... Jeg ...

– Jeg følger lige Emma ud, ikke? – Ja. Hej.

– Ja, det var ikke meningen. – Hvad mener du?

Jeg ved godt, at du godt kan regne ud, hvad der er foregået her.

Det var ikke meningen, at ... Hun skulle ikke have været her.

– Jeg skal nok tale med mor. – Behøver du det?

– Er det ikke bedst at lade det være? – Det synes jeg ikke, det er.

Det er ... Jeg synes, det virker usundt at lyve om sådan nogle ting.

Jeg vil bare ikke have, der sker noget.

Jeg ser en anden pige. Eller jeg har set en anden pige.

Hvad siger du?

Ja, jeg har været sammen med en nogle gange.

Jeg har ikke lavet de der konkurrenceoplæg, som jeg sagde.

– Nå. – Det må du undskylde.

Det var ikke planlagt. Det var ... Det skete bare.

Er det alvorligt?

Det må det være, ellers behøver du da ikke at fortælle mig det.

Ja, det tror jeg.

Er hun smuk? Det må hun være.

Ja, det er hun. Øh, studerende.

– Så må hun da være virkelig ung. – Ja, hun er ung.

– Tredjeårs. – Hold da op.

Går du fra mig?

– Nej, jeg går ingen steder. – Godt.

Men vi bliver nødt til at finde ud af med værelserne på en måde, ikke?

Ja ja, selvfølgelig. Det er klart, det skal vi da finde ud af.

– Freja ved det godt. – Hvorfor det?

– Fordi jeg fortalte hende det. – Nå.

Fordi Emma ... Det hedder hun. Hun hedder Emma ... var herovre.

Jeg vidste ikke, Freja var her. Jeg troede, hun var ovre hos Sille.

Nå ...

– Men jeg ... – Det var, da vi var på tur.

– Herinde, faktisk. – Her?

– Du gør det ikke nemt for mig, Erik. – Nej.

Men jeg synes, vi skal finde ud af det.

Godnat.

Godnat. Jeg elsker dig.

Jeg elsker også dig.

– Freja. Er du vild med ham? – Hvem?

Johannes.

Nej.

Er det hjelmen? Han kan jo bare tage den af, hvis det er.

Jeg går ned og snakker med ham for dig.

– Vi ses. – Ses, taber.

– Freja? Freja, hvad laver du? – Ikke noget. Vi ses.

Freja, han er for gammel!

Hvad laver du?

Hvor længe har du fulgt efter mig?

Kan du ikke tale?

Jeg tror, du er for ung til at være ude midt om natten.

Undskyld.

Jamen så kom ind.

Husk lige at tage skoene af, og tør dem lige af også.

Du kan bare slukke lampen og så begynde at tage tøjet af.

(han stønner)

Hvad med portrættet af Pol Pot?

Jeg må vel bruge 15 sekunder?

Anna har fødselsdag og det har hun jo og det er i dag

Anna har fødselsdag og det har hun jo i dag

og hør nu her hvordan vi alle drikke vil

– Det vil I! – hør nu her hvordan vi drikke vil

kluk kluk kluk kluk kluk kluk kluk kluk

– Voldsomt. Hvornår skal jeg på? – Ja, det var virkelig voldsomt.

– Hvor gammel bliver du? – Tillykke.

Du holder dig godt. Du har et fantastisk bindevæv og en fast numse.

Jeg var 43, da jeg gik i overgangsalder. Du skal være glad.

Nu med det der oplæg til det portræt af Pol Pot, så tænker jeg ...

– Otte ... – Jeg er klar.

Syv, seks, –

– fem, fire, tre, –

– to, en.

TV–Avisen. Godaften.

Jeg skal lige se, hvad I har fundet frem til i dag.

Nej! Nej, hvor er den flot. Er det dig, Kirsten?

Vi ville bare lige sikre os, at du blev fejret.

Der er masser af mennesker. Tillykke.

Tillykke, tillykke.

Hej.

De andre venter. Skal vi bare ses derhjemme?

Skal vi ikke være sammen os tre lidt?

Hvordan har min mand det? Jeg har ikke set dig i ugevis.

– Du ser træt ud. – Jeg har det fint.

– Vi bor på skolen, så det er svært. – Ja, det er klart.

Men altså, jeg ... ja.

Jeg savner dig.

Det gør jeg faktisk. Det skal jeg ikke sige, men det gør jeg.

– Jo, det må du gerne sige. – Jeg kan ikke leve uden jer to.

Men det går ikke. Jeg skal også finde noget andet at bo i.

Vi har en datter sammen.

Hun er dér, ikke? Men ...

Jeg er sgu helt forvirret.

Jeg synes, du skal gøre det, du skal gøre.

Det, der føles rigtigt. Ting kommer i faser.

Du ved ikke, hvad der sker de næste par måneder.

Vi kan jo ikke bo på et gulv. På en skole, under et skrivebord.

Det har vi da gjort. Det var da ret romantisk.

– Det var trods alt en lejlighed. – Hvad kaldte din bror den?

Vi skal finde et andet sted at bo. Jeg elsker hende sgu. Det gør jeg.

Kan hun ikke ... være lidt hos os?

Jo ... det, ja ... Det ...

Ja, måske. Det ved jeg sgu ikke.

– Det gør Mads og Kirsten også. – Det ved jeg godt.

– Men hun kan jo ikke bo hos os. – Ej, men bo og bo.

Lige nu lever vi jo sammen alligevel på en måde.

Der skal også være plads til dig. Det er det, det hele handler om.

Tag hende med. Tag hende med ud, og så finder vi ud af det.

Freja. Vi går nu.

– Hvad med far? – Han kommer også, tror jeg.

– Tag mine cigaretter. – Har vi en dagsorden?

Vi starter med "Hvordan har vi det". Allon, hvordan har vi det hos dig?

Jo, jeg har et lille problem. Jeg har mistet nogle ting.

(Steffen griner)

– Hvad har du mistet? – Min brune jakke.

Ja, og den ene LP med de franske chansons.

– Og så hylsteret til min guitar. – Ja.

– Hvad er der sket med de ting? – Hvad der er sket med dem?

– Jamen du har brændt dem, Ole. – Du er et røvhul.

Når tingene flyder, har folk ikke brug for dem, og så bliver de brændt.

Så Allon har det godt, eftersom han ikke har nogen andre problemer.

– Jeg har ikke nogen problemer. – Anna!

Anna!

Der er husmøde!

Ølregnskabet er gået fuldstændig i koks.

– Der bliver ikke sat streger. – Vi har kigget på det.

Satte du ikke en streg for mig? En, ikke?

– Det var det, jeg fik. – Jeg fik også sat mine streger.

Hallo.

Der bliver drukket flere bajere, end der bliver sat streger.

Hallo.

– Hej. – Hej.

– Det er Emma. – Hej.

– Du virker skidesød. – Hej, jeg hedder Ditte.

– Hej. Emma. – Ej, hun er fin, hvad?

Steffen. Hyggeligt at møde dig.

I lige måde.

– Hold da kæft. – Allon.

– Du ligner en fransk kærlighedsfilm. – Den får du ikke lov at se.

Vi var lige i gang med et husmøde. Jeg er Ole. Jeg er floklederen.

– Det er han ikke. – Ja, kom, Ole.

– Vi var i gang med et ølregnskab. – Jeg hedder Mona.

– Jeg foreslår et øl–amnesti. – Hvad?

Hvor huskassen undtagelsesvis går ind og dækker underskuddet i ølkassen.

Så os, der ikke drikker øl, skal så betale?

Det er gået fuldstændig bananas, så ...

– Ja. – Godt, så er det vedtaget.

– Vi starter på en frisk på mandag. – Det er sådan, vi gør her.

– Så husker I at sætte de streger. – Ja, nu stopper det.

– Næste punkt, det er dig, Emma. – Ja.

Erik og dig har dannet par noget tid efterhånden, –

– og nu har Erik ytret ønske om, at du flytter ind i kollektivet.

Så, Emma ... hvad er du for en?

– Mig? – Mm.

– Jeg er ... Nej, puha, det er svært. – Ja.

Det ved jeg ikke.

– Hvor gammel er du? – Jeg er 24.

Alright.

Jeg gik på Eriks kursus for rationel arkitektur.

Det skal man så passe på med.

– Det er et meget spændende kursus. – Er du her kun for Eriks skyld?

Eller er hele tanken om at bo her i et kollektiv tiltrækkende for dig?

– Nu er det Erik, jeg er forelsket i. – Jeg skulle lige gøre mig færdig.

– Jeg har glædet mig til at møde dig. – I lige måde.

Nå. Jamen Anna, vi har været igennem ølregnskabet.

– Og det gik godt. – Nej, det gjorde det ikke.

Så er der et forslag om Emma som mulig indflytter, –

– og så vil Steffen snakke noget om sin opvaskemaskine.

– Har du noget til dagsordenen? – Nej.

Der fortsættes.

– Mulig indflytter? – Ja.

– Nå. – Anna, det har vi da snakket om.

Du foreslog det selv. Jeg har sagt, at vi skulle diskutere det i dag.

Jeg har ikke forstået det så konkret. Jeg sagde, hun kunne være der lidt.

– Men det lyder da ellers spændende. – Det er det, du har foreslået, ikke?

Jo, det er det måske. Undskyld, jeg har haft lidt travlt.

– Undskyld, Emma. – Det er fint.

Jeg synes faktisk ikke, at vi skal stemme om en mulig indflytter, –

– hvis ikke vi har samme forudsætninger for det.

Det er fint. Det er bare mig. Jeg vidste ikke, det var nu.

– Du har bare ikke opfattet det. – Sådan lyder det ikke for mig.

Det er sådan, det forholder sig, så lad os bare gå videre.

Måske har Anna slet ikke lyst til at forstå det. Det kan være svært.

– Hvad er det, du prøver at sige? – Jeg synes, det kan være svært.

– Jeg forstår ikke noget. – Jeg henter et par bajere.

– Skal vi fortsætte med det punkt? – Vi stemmer om det.

Skal vi ikke stemme om Emmas indflytning?

Nej, nu stemmer vi sgu lige om, om vi stemmer om det.

Hvor mange mener, vi skal fortsætte samtalen og så skride til afstemning?

Godt, så fortsætter vi samtalen, inden vi skrider til afstemning.

Det troede jeg, I havde gjort. Altså, jeg går bare igen.

Det er ikke dig, der gør det svært.

Det var fint at møde jer, men det er en samtale, I skal have uden mig.

Jeg følger dig lige ud.

– Hej. – Hej, Emma.

– Helt klart minuspoint, at hun går. – Pluspoint, synes jeg.

Det er fandeme værdigt. Jeg tænker sådan her om det.

Emma er en del af Erik nu, og Erik er en uadskillelig del af det her hus.

Hvis vi undertrykker det, forråder vi grundtanken om at bo i et kollektiv.

– Ej, jeg synes sgu, hun er sød. – Du kender hende også rigtig godt.

Det ville være nemmere, hvis det var en ny person, der kom med to kvinder.

Som kom ind og havde to kvinder. Det ville jo være fint.

Ja, teoretisk set, ikke? Så er det fint for mig også, men altså ...

Anna, altså. Når jeg ser dig sådan der, så gør det for ondt.

Jeg vil gerne give det en chance.

Jeg synes, det skal være muligt for alle at bo her.

Jeg kan da også godt forstå, at Erik er faldet for Emma.

Jeg er heller ikke naiv. Jeg ved godt, at ...

... at mennesker har den slags behov, så lad os se, hvad der sker.

– Jamen godt, så afgør det vel sagen? – Vi er sgu lige nødt til at stemme.

Er der nogen, der har noget imod, at Emma flytter ind med en prøvetid?

– Mona, kom nu. – Jeg ...

– Jeg stemmer bum. – Fint. En, to, tre, fire, fem.

Kollektivet er ikke parat til at tage imod Emma som andet end gæst.

Så er det dig, Steffen. Opvaskemaskinen?

Jeg har set på et eksemplar hos fru Flint, og hun venter på os –

– med henblik på, at vi kan købe hendes.

Tag noget opvask med.

– Er den ikke stor? – Den er kæmpe.

Steffen, jeg synes bare ... Jeg kan godt lide at tage opvasken.

Jamen der er bare så meget bøvl.

– Kom lige tilbage igen. – Vi skal hen til ...

– Kom lige tilbage igen. – Nu?

– Kom lige ind igen og sæt jer ned. – Vi er på vej over til fru Flint.

Kom lige ind igen og sæt jer ned.

– Kom lige ind igen og sæt jer ned. – Jeg troede, vi var færdige nu.

Hvor lang tid skal I bruge til at pakke og finde et andet sted at bo?

Hvor lang tid skal I bruge til at pakke og finde et andet sted at bo?

Det her er mit hus. Jeg har boet her, siden jeg var dreng.

I skal ikke bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv. Det er mit hus!

– Du gav huset til fællesskabet! – Kom der papirer på det?

– Det er teknisk set Eriks hus. – Hvorfor kom der ikke papir på det?

Kun halvdelen af jer har betalt jeres andel!

Jeg og Anna betaler hver eneste krone til det her!

– Så er du alligevel chefen nu. – Det kan godt være, jeg er chef.

Det skal du slet ikke blande dig i! Gør, hvad jeg siger!

Find et andet sted at bo! Det her er mit hus!

Ti stille, Ole! Ti stille, Allon! Lyt til, hvad jeg siger!

Jeg er træt af jeres lort, så I skal finde et andet sted at bo!

I skal pakke jeres ting og finde nogle andre, I kan bestemme over!

Jeg vil ikke mere! Jeg vil ikke mere! Jeg vil ikke mere!

– Jeg får det dårligt ... – Nu besvimer han.

Nej! Nej, nej, nej!

Tag lige noget vand, Mona. Erik, Erik, Erik?

Så ...

– Her er noget vand. – Vi finder ud af det, Erik.

– Jeg gider ikke det her mere. – Så må vi sgu lige ...

Sæt jer lige ned, venner.

– Det gør vi. – Jeg gider ikke det her mere.

Halløj.

Hej.

– Skal du til fest? – Næ.

– Jeg bliver kun ni år. – Nå, det var ikke så meget.

Sig mig, ved du, hvor de andre er?

Skal vi bolle?

Hvad siger du? Hvad siger du?

Ej, det tror jeg lige, vi skal vente lidt med.

Hej, Freja. Jeg er her lidt tidligt, men din far kommer med flyttelæsset.

– Nå. – Er din mor hjemme?

Ja, hun er oppe ovenpå.

Vil du følge mig derop? Jeg vil godt sige ordentligt hej.

Nå, hun er her ikke. Jeg tror, hun er gået.

– Jeg går bare ned igen. – Gør du? Nå.

– Hej. – Hej.

Undskyld, jeg ville gerne have taget ordentligt imod dig.

Tak. Freja har lige fulgt mig herop.

– Nå. Jeg er på vej ud og købe ind. – Ja.

Det er mig, der laver mad i aften. Vil du med?

– Ud og købe ind? – Ja, det vil jeg da gerne.

– Ja. – Godt.

– Nu? – Ja.

Så skal vi ned til vores slagter.

Det gælder om at charmere ham, så får man en god pris.

Han er til fals for smukke damer.

– Sådan. Tak skal du have. – Skal jeg bære det? Jeg får guldet.

Vi kender Ole helt fra gamle dage. Han var den første, jeg ringede til.

– Nå. Det har Erik slet ikke fortalt. – Nej.

Jeg har altid haft en hemmelig drøm om at bo sammen med Ole.

Det kan jeg godt forstå.

– Du har brune øjne. – Ja.

Du har blå.

Jeg har jo selv foreslået, at du skulle flytte ind.

– Ja, det var han glad for. – Ja.

Jeg forestiller mig jo, at vi kan være her alle tre.

Jeg synes jo, at Erik skal ligesom have lov til at ...

– At forfølge sine følelser, ikke? – Det er jeg meget taknemlig for.

Altså, hvis du ikke synes, det bliver ubehageligt.

– Det må du sige til. – Jeg tror, det bliver spændende.

Jeg har også glædet mig til at møde dig. Jeg har jo set dig på skærmen.

Ja ... ja ...

Du har sådan en god indlevelse, når du læser op.

Synes du det? Det var sødt sagt. Jeg har været der i mange år.

Ja, for jeg kan huske dig, fra jeg var helt lille.

Nå ...

– Det er du også god til, Anna. – Det er Anna, der har lavet det.

Det smager rigtig godt. Giv din søn noget mere sovs.

– Jeg er imod, man låser døren. – Det synes jeg også.

– Har I et skema? – Vi har en madplan, ikke?

– Hvis man skal, så skal man. – Hvor er de fjollede.

Det er sjældent, det er så lækkert her.

– Ved nogen noget om låse? – Låse?

– Det kan være, Steffen ved det. – Der er ingen, der ved noget?

Vi må slå op i Frøken Jensen.

– Nu skal du passe på. – Hvornår er du i løbetid?

(sexlyde)

– Hej. – Jeg skal hjem til Sille og spise.

– Skal du have noget at spise? – Håret er sat op til narrestreger.

Jeg tager hjem til Sille og spiser. Jeg skal bare hjem til Sille.

– Du bliver helt rød i hovedet. – Er han lige så rød i hovedet?

Nu synes jeg, I er lidt strenge. Du skal ikke høre på dem.

– Hvad tid er du hjemme? – Jeg går nu.

Hvor er det sødt.

Kom her.

Selvom Vietnamkrigen er slut, stiger spændingerne.

Forsøg på at undgå krig mellem Vietnam og Cambodja er strandet.

En ny krig er kendsgerning.

Prøv at høre. Vi er oppe på 17.48 nu.

Hvis du skal have en livegæst ind, så tænker jeg maks. 2.40.

Det er snart frokost. Vi har en deadline.

Hovedhistorien giver vi en ordentlig skalle. Cambodja.

Hvis Cambodja er der ... Det er fint nok.

Hvor mange døde børn skal der være i det indslag?

Du skal ikke vise de døde børn. Dødstal på millioner.

– Millioner? – Ja, når det her er overstået.

Så tager vi de værste billeder fra, og så siger vi tre minutter.

Sidst vi havde noget dernede, var der seerstorm.

Det var da skønt.

Jeg ville være glad for 3.30, for så er vi oppe på 27.42.

(stønner)

(er ved at græde)

– Er der noget galt? – Jeg ved ikke lige, hvad der sker.

– Du skal have noget vin. – Jeg har noget stærkere i min taske.

Den her, så.

– Vi har god tid. – Ja, det bliver fint.

– Jeg tager det selv. – Ja.

Vi har god tid.

– Det bliver fint. – Ja.

Der var engang en konge ... som lavede et forfærdeligt eksperiment.

Hvor han tog 60 nyfødte børn og gav dem mad og så videre, –

– men halvdelen af dem måtte ikke røres af nogen mennesker.

Altså ingen fysisk kontakt på nogen måde nogensinde.

Men ellers fik de lige så meget søvn og mad og vitaminer som de andre.

– Hvad skete der? – Ja?

De døde.

– Skal han ikke have en krammer? – Vi skal røres!

Op til far.

Vi er klar nu.

Ti, ni, –

– otte, syv ...

... seks ...

... fem ...

... fire ...

... tre ...

... to ...

Jeg kan ikke.

Få lige Anna ud. Vi tager Preben ind i stedet. Du ordner Preben.

Jeg kan ikke.

Kom.

Kom nu, på med skiltet.

Jeg skal ud til DR.

Du har fået beskeden? Det bliver jeg ligesom nødt til.

– Det bliver du ikke nødt til, Leif. – Du har det ikke så godt for tiden.

– Ja, men altså ... – Det har været på vej et stykke tid.

Du må ikke tage mig af. Det må du altså ikke.

– Altså, beslutningen er taget. – Det kan du ikke.

Du skal ikke bestemme over mit liv på den måde.

– Jeg bestemmer ikke noget. – Du har ikke ret til at tage mig af!

Rolig. Træk vejret dybt ned i maven, og kig dybt ind i dig selv.

– Drop det der. – Du har nogle problemer.

Jeg kan sagtens udføre det her. Jeg er professionel. Det ved du godt.

Du trænger til at lave noget helt andet.

Du skal gøre noget godt for dig selv og lave nogle almindelige ting.

– Tag til Indien, snak med Sai Baba. – Du skal ikke tale sådan til mig!

Jeg har været her i så mange år, og du skal ikke tale sådan til mig!

(stønner)

Vil du ikke give mig Vilads' tallerken?

– Ja, undskyld. – Hvor er Erik?

– På skolen. Han arbejder sent. – Vil du have kylling, Freja?

Jeg vil også gerne have lidt. Jeg plejer at have det der glas.

Tak skal du have. Hej, skat.

Hej, Anna.

Hej.

Der er lidt mad, hvis du vil have.

– Må jeg ... – Ja, værsgo.

Hvor har du været?

Hvor har du været, skat?

Hvad mener du? Jeg har været på arbejde.

Jeg har ikke set dig i flere dage.

Du har noget sand på hånden. Har du slået dig?

Hvad rager det dig?

– Hvad? – Undskyld.

Hvordan har du det?

Jeg har heller ikke set dig på skærmen.

Nå.

Jeg går på arbejde, og hun går så i skole, –

– men bortset fra det, så gør jeg ret meget det samme.

Vi står op om morgenen, og vi spiser med ved bordet, –

– og vi drikker noget vin og går i seng ...

... med Erik.

Hvad siger du?

Nej, det er ikke på den måde. Sådan har det jo ikke været længe.

Kun inde i mit lille, dumme, åndssvage, gamle hoved.

Nej.

Jeg ligger i min seng alene, men bortset fra det, så gør vi det samme.

I skal vel også snart have nogle børn?

– Nej, jeg er ikke gravid. – Nå.

Jeg ved jo, at I hele tiden ... Eller jeg kan jo høre ...

– At de hele tiden ... – Hele tiden hvad?

– Ligger og ... – Lytter du ved deres dør, skat?

Nej, jeg er nok kommet til at stå lidt for tæt på døren.

Det skal man ikke gøre. Nej, det er forkert.

Det skal man ikke gøre.

– Anna, er du ked af det? – Næ.

Jeg drømmer ret meget for tiden. Du ved, sådan halvt i søvne.

Jeg drømmer for eksempel, at ...

At han går videre op ad trappen.

Imens du sover, så du ikke bemærker det.

– Hvem? – Erik.

Måske så ved du det godt. Men du accepterer det i din søvn.

Han går videre op ad trappen, –

– beslutsom med sådan et fast greb om gelænderet.

Han åbner døren ind til mit værelse ...

Og han bevæger sig helt sikkert i mørket.

Han ved, hvordan han skal tage mig, for han kender min krop.

Og han ved, at ...

... at han skal holde mig hårdt fast på sådan en helt bestemt måde.

Og så tager det kun tre minutter, så kommer jeg.

– Tag din tallerken, Vilads. – Gå op og spis, Vilads.

Mere ville det ikke tage. Bare en gang imellem.

Spørger du Emma om det? Hvad?

Spørger du Emma, om du også må gå i seng med Erik?

Ja.

Ja, men det var bare en drøm.

Nå ja, det var bare en drøm.

– Dejlig mad. – Ja.

– Er der mere kylling ude i køkkenet? – Nej, der er det, der er.

Jeg kunne godt spise et stykke til.

– Hej. – Hej.

– Hvad nu? – Erik, kan vi ikke lige tale sammen?

Skat, jeg har altså virkelig travlt. Det må vente.

Fint, vi tager det nu.

– Sæt dig lige ned. – Hvor har jeg nu gjort af de smøger?

– Hvordan har du det? – Kom nu bare.

Anna er ved at blive sindssyg. Du må gøre et eller andet.

Jamen jeg har jo ikke tid, for helvede. Jeg har jo ikke tid.

Jeg har en konkurrence, jeg skal aflevere.

Jeg gider ikke være lærer og kan ikke tage mig af kvindeproblemer.

Kan Ditte ikke tale med hende? Det er idéen med hele kollektivet.

Man bakker hinanden op. Det er det, der er idéen med det.

Kan Ditte ikke tale med hende? Jeg er den sidste, der kan ordne det.

Erik, I har været sammen i 15 år.

Så jeg forstår godt, hun går i stykker.

Hun er helt ude af den. Hun er rigtig ulykkelig.

Hun kan slet ikke forestille sig at leve uden dig.

Det er anderledes for kvinder.

Jeg lytter til jeres problemer hele tiden. Ustandseligt.

Jeg sidder i et hul i mit eget hus og forsøger at arbejde, –

– men jeg skal forholde mig til nogle kvindeproblemer hele tiden.

Jeg kan ikke! Hvor fanden ... Jeg skal arbejde.

Hvornår skal jeg arbejde? Hvornår skal jeg sove?

Der er ingenting, jeg får fred til. Hvornår skal jeg arbejde?

– Tag det roligt. – For helvede!

– Nå, hvordan har vi det så hos ... – Steffen, nej.

– Det var da meget relevant. – Det er fint, Anna.

Det skal nok gå.

Okay. Det virker sgu, som om at tingene er løbet lidt af sporet.

Og I virker utroligt kede af det, og det er pissesørgeligt, simpelthen.

Jeg synes, vi skal holde et møde. Jeg synes, vi skal finde bogen frem.

Lad os lige få ryddet lidt ud.

Hvis I gerne vil have, at huset skal bestå, –

– så skal vi finde ud af, hvem af jer der skal blive boende, tror jeg.

Ellers er vi andre videre. Det er også fint nok.

– Det er vel sådan, ikke? – Jo.

Vi stemmer om, hvem der skal flytte? Ja, godt, så gør vi det.

Vi tager en runde, ikke? Mona?

Nej, jeg vil ikke ...

– Ditte. – Bum.

– Steffen. – Også bum.

– Bum. – Ja, bum.

Jamen altså ... Så kommer vi jo ikke videre.

Nej, det gør vi ikke. Fordi det er jer, der skal løse det her.

Vi kan sgu ikke stemme en ud, som vi holder af, for fanden.

I må løse det selv. Det er det, vi prøver at sige til dig.

Så I må finde ud af det, jer to eller tre.

– Hej, Anna. – Hej, Erik.

Ja ... så nåede vi så langt.

Ja.

Vil du gerne flytte?

Nej.

Hvad med dig, Erik? Vil du flytte?

Nej. Nej, jeg vil ikke flytte.

Jeg synes ikke, der er nogen, der skal flytte, overhovedet.

Jeg vil også gerne bo sammen med min datter her, –

– så lang tid det er muligt.

Det vil jeg også gerne.

Og hvad siger du, Freja? Hvad?

Du er måske den, som det her betyder allermest for.

– Det skal Freja da ikke afgøre. – Ti nu stille. Lad hende sige noget.

– Hvad siger du? – Det er uansvarligt.

Hvem er uansvarlig? Du lukker mig fuldstændig ude.

Du vil ikke røre ved mig. Du vil ikke røre ved min hud!

– Lad dog være at skrige sådan. – Du kan ikke finde ud af det her!

Hvem var det, der ville det her?

Sæt jer nu ned, og hold op med at råbe.

Rolig nu.

Erik, for helvede. Det løser jo ikke noget, at I råber ad hinanden.

Det var dig, der ville det her. Det er din skyld.

Jeg vil godt lige sige noget.

Jeg har aldrig set nogen være så ked af det, som mor er lige nu.

Mor, jeg tror, det her sted ødelægger dig.

Du er ikke dig selv mere. Det kan jeg se.

Det er faktisk helt forfærdeligt.

Så derfor tror jeg, du skal flytte. Så hurtigt du kan.

Jeg tror godt, du kan.

Mor, jeg tror godt, du kan klare det.

– Freja, skat. – Hun gik bare.

Freja ...

Freja?

Freja?

Vi kan bare gøre det stille og roligt.

– Gøre hvad? – Brænde hendes ting.

Mor, hold nu op! Mor! Lad nu være!

Bliv nu her!

– Jeg brænder det bare! – Mor, vi brænder det ikke!

(Anna skriger)

Så ...

Så, mor. Så ...

Det skal nok gå. Det skal nok gå. Så ...

Det skal nok gå. Så ...

Så ...

Det skal nok gå. Så ...

Jeg vil gerne sige undskyld, Freja.

Du har hjulpet mig. Det skal du vide.

Rejser du så?

Ja, men først om et par uger. Jeg skal jo lige finde noget at bo i.

Jeg elsker dig.

Kom.

– Ole! – Hvad laver du?

Har du set?

– Det er en opvaskemaskine. – Allon har købt den.

Hvor har du fået penge til den henne?

– Hvad er det? – En opvaskemaskine.

– Hvad så, Ole? – Jeg er ikke interesseret i den.

Hvorfor skal maskinerne komme og overtage?

Ej, Allon.

Du er kold som en istap og ubehøvlet.

Så kan du vaske dit lort op selv.

– Hej, skat. – Hej, Freja.

– Undskyld, vi kommer for sent. – Det må du fandeme nok sige.

Peter. Sid ned.

Hvad fanden, har du fået dame på, Freja?

Hun er sgu da skidesød, mand.

Nu stopper det altså, Ole.

Undskyld. Jeg laver sjov.

– Jeg synes så ... – Hvad synes du?

Det er en dejlig opvaskemaskine. Allon, undskyld. Jeg elsker dig.

Hold nu op. Kom her, undskyld.

Jeg elsker dig!

Læser man avisen, oplever man netop, –

– hvordan kærligheden forsvinder i verden, –

– og en ny og spændende tid begynder.

Måske er det netop derfor, at Vilads har fundet et bedre sted at være.

Vilads kunne kun leve i kærlighedens tid.

Peter venter på mig. Jeg går nu.

Nå.

Så hav det godt, min skat. Hej med dig.

Vi ses. Hej.

– Ses vi senere? – Nej, jeg tager af sted nu.

– Vi ses. – Ja. Hej.

– Hej, Emma. – Det var rigtig smukt, synes jeg.

(Erik græder)

Undskyld, undskyld.

Det er fint, Erik.

Hej.

Prøv at tage dem her på.

Hvad er det?

Peter.

Jeg elsker dig.

Her.

Så skal den sgu have ben at gå på, den galopkringle.

Skal vi ikke lige sende en lille, venlig tanke op til Vilads?

Skål.