Original subtitles

Jeg føler mig inspireret.

Hver gang jeg spiller en tone, tænker jeg: 'Hvor kom det fra?'

'Det der var ikke planlagt.'

For et par uger siden spillede jeg på en klub downtown.

Jeg har aldrig før fået så mange henvendelser om at undervise.

Jeg tænkte: 'Hvad sker der?'

Lige pludselig vil alle gerne lære noget.

Det her duer ikke.

Åh, altså, min læbe er sprukken. Satans også.

Pis!

Det duer ikke.

Jeg kan ikke.

Må jeg lige prøve noget?

- Jeg tror, det er okay. - Med bladet?

Ja. Det kan holde et nummer mere, men så skal det nok skiftes.

Når man spiller så længe... 20 minutter er lang tid for et blad.

Altså, når man spiller konstant uden pauser.

Normalt, når jeg spiller solo, stopper jeg måske i 30 sekunder.

Her er det uafbrudt, så det er ikke...

Lige dér.

Nå, men jeg må leve med det.

Og dér. Det er okay. Jeg kan godt leve med det.

Det kan jeg også.

- Hvad søger du efter? - Hvad jeg søger efter?

I en vis forstand søger jeg...

Jeg søger efter et hjem.

Jeg søger et center.

Den her lyder meget diatonisk, og hvis du ikke har basnoderne...

Det kan jeg godt se. Jeg har brug for noget, der bevæger sig lidt. Måske.

- Det gør den her. - Ja.

Jeg ved ikke, om jeg faktisk søger efter noget -

- men jeg håber måske på at opdage noget.

- Men musikken udvikler sig hele tiden? - Ja, helt sikkert.

Den udvikler sig eller... Nogle gange er det måske...

Det er en slags...

labyrint eller cirkel, der starter udefra og går indad.

For mig er udvikling noget, der går uden for det lineære.

Det her føles også som noget andet. På den her måde.

Mit navn er Mark Turner.

Jeg spiller saxofon, og jeg bor i Brooklyn, New York.

Tryk på hornet. Flyt jer, så vi kan komme igennem.

Jeg ved ikke helt, hvad der kommer til at ske.

Vi skal indspille en række af Jakobs numre.

Jeg ville ikke kalde det folkemusik, men det er enkle rytmer og melodier.

Jeg ved bare, at alt, hvad jeg har lavet med Jakob før, har været...

Jeg synes, han har et særligt talent for at få...

alle til at føle sig godt tilpas.

Det er svært at beskrive, for der er ikke...

så fandens meget i det.

Men det giver jo plads til, at man kan improvisere.

Det er Thomas Morgan, Craig Taborn, Lee Konitz og Jakob, så det...

Det er nogle af mine yndlingsmennesker i hele verden.

- Godmorgen. - Jeg skal spille med Jakob Bro.

- Det er derinde, studie A. - Tak.

Hej, Bill.

Hej, hvordan går det? Godt at se dig.

Jeg kan virkelig godt lide den her.

Jeg tænkte, det ville være rart at have en ekstra.

Den er virkelig smuk.

- Hej, min ven. Du ser godt ud. - I lige måde.

Flot jakke.

Hej.

- Hej med dig, Bill. - Hej, Lee.

Hvor har du fundet den flotte sweater?

Jeg kan ikke huske, hvor den er fra. Det er længe siden.

Den var blevet rigtig mølædt. Den har hængt i skabet med huller i.

Men så tog jeg den med hen til en skrædder, og han har lappet hullerne.

- I alle de forskellige farver. - Ja.

Hej, Thomas.

Godt at se dig.

- Hvad hedder du? - Craig.

- Craig Taborn? - Ja.

- Vi har vist ikke mødt hinanden før. - Det tror jeg heller ikke.

Hey.

- Hej, Bill. Godt at se dig. - I lige måde.

Alle tiders.

- Hvordan går det? - Fint.

Hvordan skal vi være her?

Jeg tror bare, vi får lov at spille. - Cool.

Kan I høre mig derinde?

- Er det for højt eller...? - Det er perfekt.

Så kører vi.

- Skal vi bare gå videre? - Ja, videre.

Jeg hedder Bill Frisell. Jeg er født i Baltimore, Maryland, i 1951.

Jeg voksede op i Denver, Colorado. Dér tilbragte jeg min barndom.

Jeg er musiker. Guitarist.

Det er alt, hvad jeg har lavet. Hele mit liv har været i musikkens verden, så...

Hver dag, når jeg tager mit instrument, føles det, som om jeg starter forfra.

Uanset hvor...

Jeg har spillet i over 50 år, men det er stadig...

Allerinderst inde føles det stadig, som det gjorde til at begynde med.

Jeg er nødt til... Det, der...

Det verden, der ligger foran mig, er lige så stor som i begyndelsen.

Det kan være svært at forlige sig med det.

Du kan skrive den færdig.

Godt.

Det er godt.

- Hvad vil du kalde den? - 'Godt'.

Musik er et sted, hvor alle...

Hvor gammel eller ung, man er, hvilken hudfarve man har, alt det der...

Alt det forsvinder, når man spiller.

Lee Konitz er en af de yngste musikere, jeg har spillet med.

Jakob er en af de ældste, jeg har spillet med.

Jakob har en visdom over sig, som jeg mærkede med det samme.

Og med Lee kan man sige, at der er...

Han holder barnet i sig meget levende.

Så det har intet med alder at gøre. Der er bare musikken.

Hej, jeg hedder Lee Konitz -

- og jeg er 89 år gammel.

Nej, det passer ikke! Jeg er ikke 89.

Jeg er 87 år gammel.

Jeg er en improvisator, så jeg finder bare på ting.

Okay, to minutters meditation.

Kom ind.

De er klar.

Det begyndte at give mening for mig her i aften.

Lige pludselig blev det levende på en måde.

Ham der var jo helt ustyrlig.

Boom! Jeg troede, han prøvede at ramme mig i hovedet.

Ja. Men han ramte forbi hele tiden.

Jeg ved, du kan spille. Kan du også skrive?

Se lige der.

- Tak for koncerten. - Selv tak.

Håber, du vil nyde albummet.

Vi ses.

Er det et barn, der ligger dér?

Ligger der et barn i den barnevogn? Helt alene?

- Er det ikke lidt mærkeligt? - Nej.

- Faderen er inde at købe cd'er. - Kors!

- Han sover. Det er helt normalt her. - Aha.

Heldige barn. Du er et heldigt barn!

- Han snorker endda. - Gør han? Det må jeg høre.

Hold da kæft. Han snorker helt fredeligt.

Hav et godt liv. Et langt liv.

Mit navn er Thomas Morgan.

Jeg kommer fra Californien, og jeg er musiker.

Jeg spiller kontrabas.

Når jeg er på farten, øver jeg ikke -

- for jeg har ikke nogen bas med.

Men jeg øver faktisk heller ikke, når jeg er hjemme i New York.

Sommetider, når jeg har øvet, har jeg følt...

at jeg begyndte at udvikle nogle vaner, som jeg ikke brød mig om.

Nogle ting bliver automatiske.

Mine fingre gør bare det, jeg har øvet på.

Så det prøver jeg at undgå.

Når jeg ser dig spille -

- får jeg det indtryk, at du er helt opslugt af at spille.

Ligesom det der udtryk med 'at man går helt ind i musikken'.

Hvad føler du, når du spiller?

Når jeg spiller...

Skal jeg sige det igen?

Hvis det går for tæt på...

Det er bare interessant at høre, hvordan du oplever processen -

- i en kontekst som den her.

Hvordan er det at spille i en gruppe, der inspirerer dig?

Det er inspirerende for publikum at se ind i processen.

Men det udløser også en...

Jeg vil gerne vide, hvordan det opleves indefra.

- Forstår du? - Ja.

Jeg ved ikke, om du kan finde ord til at beskrive det?

Jeg er ikke sikker.

Vi kan også springe det over og gå videre til et andet emne.

Jeg synes, at det at spille musik er så mange forskellige ting.

Det er som en meditation -

- som man kan gå helt ind i.

Men på samme tid -

- kan man være meget fokuseret på noget specifikt.

Det kan også fungere som problemløsning. Man kan...

Sommetider føler man, at der er en eller anden ubalance, og så...

Så prøver man at se, hvad man kan ændre -

- for at genoprette balancen i musikken.

Og det resulterer forhåbentlig i...

i en situation, hvor...

hvor man ikke prøver at gøre noget som helst.

Det sker bare af sig selv.

- Hvad? - Magi.

Ja, okay.

Hej, Paul. Hvordan går det?

Hold da op. Hvordan er du kommet?

Med limousine.

Jakob Bro, mand!

Vi har kendt hinanden længe.

Det er godt at se dig igen. Jeg har savnet dig.

Okay, så den er langsom.

- Ja, det er vist kun ballader i dag. - Godt, jeg tog viskere med.

- Du kan bruge det, du vil. - Jeg ved det.

- Den her... - Hej, Lee.

- Hvordan kom du herhen? - Jeg gik.

- Jeg hedder Jakob. - Nej, jeg tog en taxa.

- Jeg kører sgu da ikke i metro. - Hvad så med bussen?

Jeg kører sgu da heller ikke i bus. For folk snakker i mobil, og det hader jeg.

- Snakker de i mobil på bussen? - Ja.

- Jeg skal nok betale for taxaen. - Pænt af dig. Jeg har en kvittering.

- Du betalte ikke min taxa. - Jeg skal nok betale din billet.

Når du når min alder, får du gratis taxa.

- Mange tak. Jeg håber, jeg når det. - Du ser godt ud.

Af en gammel stodder at være!

Ved du, hvor meget jeg gav for den her saxofon? 150 dollars.

Ja. Jeg købte den i '45 eller deromkring. Min allerførste saxofon.

- Den der? Helt ærligt... - Jeg sværger.

- Hvor meget gav du for den? - Omkring 150 dollars.

Det var mange penge for mine forældre dengang.

- Og så har du den stadig. Vildt! - Jeg tror, den overlever mig.

Wow, det er lækkert.

- Jeg ville ikke ændre noget. - Det er super. Jeg kan godt lide den.

- Det kan jeg ikke. - Kan du ikke?

Jeg har en idé. Bare sig, hvis jeg skal skride ad helvede til...

- Skrid ad helvede til. - Jeg vil gerne prøve langsommere.

- Jeg syntes, vi steg i tempo. - Jeg kunne godt lide den.

Men lad os bare gøre det igen. I langsommere tempo.

Vi kan godt tage en til.

Hej, gutter.

- Hvordan har du det? - Rigtig godt.

- Hej med dig. - Goddag.

- Hvor må jeg stille det her? - Hvor som helst. Skal du bruge den her?

Nej.

I dag er det præcis ti år siden, Paul døde. Er det ikke underligt?

Er det rigtigt? Præcis i dag?

Der kan man bare se.

Når vi spiller, kanaliserer vi...

de mennesker, som inspirerer os til at være os selv.

Så for mig er Paul altid til stede.

Når jeg tager saxofonen frem, prøver jeg at påkalde ånderne i musikken -

- og føle mig fri indeni.

Jeg vil ikke bare spille...

oven på det, de andre spiller.

Jeg vil spille i det rum, der opstår.

Det er noget andet, man lærer, når man spiller med de store.

Man spiller ikke kun med dem. Man spiller i den tid, de har levet i.

Når man spillede med Hank Jones, kunne man mærke Lester Young.

Man kunne mærke Coleman Hawkins. Og Milt Jackson.

Og Ella Fitzgerald.

Ray Brown, Art Blakey og Miles Davis.

Når man spiller inden for det miljø...

så spiller man -

- inde i det fantastiske retrospektive rum, der opstår.

Det har jeg virkelig lært meget af, og det er med til at holde en ung -

- og inspirere en for altid.

Har I noget suppe? Noget frisk suppe?

- Linse. - Linse?

En lille linsesuppe, tak.

TIL STANKO

Første gang, jeg spillede med ham, sagde han til mig...

Da jeg landede i Polen, sad han i en limousine.

Jeg satte mig om på bagsædet, og der sad han i det smukkeste tøj -

- et jakkesæt lavet af hesteskind.

Jeg var lidt nervøs for koncerten. Jeg spurgte ham, hvordan han fandt mig.

Han sagde, at Manfred havde anbefalet mig.

Jeg var meget taknemlig. Og så tilføjede Tomasz:

'Det handler altid om anbefalinger. Hvad skulle jeg ellers gøre?'

'Holde prøver?' Og så grinede han.

Som om prøver var noget af det mest sindssyge, han kunne forestille sig.

Men det var virkelig et eventyr for mig også.

Hver gang, han blæste i trompeten, også bare til lydprøver...

Der var simpelthen så meget sjæl i hans klang.

Kan vi lige stoppe?

Kan guitaren komme ind lidt senere -

- så vi kan høre det sidste af trommerne? Det var oprindelig længere.

Ja, helt sikkert.

Oprindelig var der et startsted. Lad den være lige så lang som i begyndelsen.

En pause fortæller...

hvor man vil hen.

Og også, hvor man kommer fra. Og...

Og en pause er en meget subjektiv ting -

- som man ikke kan forklare.

Man spiller en pause.

'To Stańko', andet take. Vi kører.

Tomasz.

Jeg tror, Tomasz ville have kunnet lide den. Det håber jeg.

Det er en smuk hyldest.

Dem, man har spillet med, bliver en del af en selv.

Man bærer deres lyd med sig.

Du har nået et niveau af sammenspil -

- som nærmer sig kammermusik.

Og det er...

Sammenspillet med Jorge og Arve, det er vidunderligt.

Det har... nærmest en...

en åndelig følelse over sig, et åndeligt flow, og...

musikken bruger...

Nej, jeg taber tråden.

Jeg kan ikke beskrive det. Der er for mange følelser.

Jeg har også arbejdet med Tomasz i mange år.

Og det var altid en kæmpe oplevelse -

- når vi var i studiet.

Og... der er så mange minder.

Jeg hedder Manfred Eicher, og jeg er producer.

Og det har jeg arbejdet med i...

over 50 år.

Når jeg spiller...

prøver jeg at opfange elementerne omkring mig.

For eksempel rummet.

Og for eksempel publikum.

Og også naturen.

Og jeg prøver at åbne...

mit hjerte og mine følelser over for det.

Når jeg taler om naturen -

- så vil de fleste mennesker helt generelt -

- nok se skoven for sig.

Og sommetider måske en jungle.

Men det er ikke det, jeg mener. For mig er naturen langt mere abstrakt.

Jeg ser den i et større perspektiv.

I form af en universel bevidsthed.

Er det en time nonstop?

Ja, 50 minutter til en time.

Måske kan jeg...

Ja, tag et ur med på scenen.

Men det...

er okay med en pause.

- 'Pause'? - Pause.

Vi holder begge to pause. Stille!

Jeg tager sort på heroppe og så grønt fra taljen og ned.

- Midori betyder grøn. - Ah, ja. Det glæder jeg mig til.

Måske er arrangøren her, hvis du bliver sulten eller noget.

- Hvis du har brug for noget at spise. - Nej tak.

- Ikke før koncerten? - Jeg spiser ikke før en koncert.

Så kan jeg ikke bevæge mig.

Jeg har mistet det meste af min familie.

Min mor er den eneste, der er tilbage. Men jeg tror på...

Jeg tror på et liv efter døden.

Så jeg tror ikke, døden er enden på livet.

Den betyder bare, at vi ikke kan se menneskene i denne verden.

Men deres sjæl er altid sammen med mig.

Fordi vi ikke bliver adskilt, er døden ikke et farvel.

Mit navn er Midori Takada.

Jeg arbejder som freelancer.

Jeg bor i Tokyo.

- Godt. Videre til næste spørgsmål. - Freelancer!

Jeg sagde freelancer.

Fordi jeg var bekymret for skattevæsenet.

Spørg Deborah, om mit navn kan komme over Joey Barons. Han er her ikke mere.

Det bliver ændret. Mark er der heller ikke, så det bliver ændret.

Eller også sætter de... Det skal nok blive ordnet.

Jeg kan heller ikke se dit navn. Nå jo, Bro. Men Mark Turner står der ikke.

- De ligger på disken. - De skal nok ordne det.

Det værste ved at blive ældre, du ved... Man siger jo:

'Man er ikke ældre, end man føler sig.'

De har gjort det, de gør det, eller de vil gøre det.

- C'est la vie. - Ja.

Lige nu har jeg det bare godt. Alt er godt!

Mit navn er Andrew Cyrille. Det meste af tiden spiller jeg trommer.

Men jeg underviser også. Og skriver.

Og jeg bor i Montclair, New Jersey.

Jeg er musiker, fordi jeg elsker musik.

Og de mennesker, jeg er sammen med og spiller med -

- vi elsker alle sammen musik. Det er derfor, vi spiller. Musik forener folk.

Musik repræsenterer alt det, der er i livet. Det er en hyldest til livet.

Forstår du...

Hvorfor har mennesker... Hvorfor har vi brug for musik?

Jeg kender ikke en eneste kultur, der ikke har en form for musik.

Det er en måde, vi kan kommunikere på uden at bruge ord.

For lyd...

Lyd er baseret på vibrationer. Og det er jo det, vi er skabt af.

Så når vi har de her lyde, som bevæger sig gennem luften -

- bliver opfanget af vores trommehinder og påvirker vores kroppe...

Det er det, musikken handler om.

Stof og energi.

- Mr. Cyrille? - Ja. Det er længe siden.

- Hej, du! - Spiller du på Smalls?

Ja, sammen med min guitarist her.

Han er en badass på guitar. Det er Andrew Cyrille.

Hyggeligt at møde dig. Lad os spille en dag.

Ja, hvorfor ikke? Pas på dig selv. Vi ses.

Jeg elsker dig!

Jeg troede, jeg havde min sopransax, men jeg må have efterladt den i Tyskland.

Jeg har tre altsaxer her, men ikke noget altmundstykke.

Jeg ved det ikke. Jeg har ikke...

Jeg har ikke en bladholder, der er stor nok til den her.

Det er underligt.

- Okay, vi har lidt af et... - Ja?

Adresseproblem lige nu.

Jeg skal til en berømt musikforretning.

Men jeg kan ikke beskrive, præcis hvor den ligger.

- Okay, hvad hedder den? - Jeg kender ikke navnet.

Det er en meget berømt musikforretning, men jeg kender ikke navnet.

Musikforretning? Ved du, hvilket område det er?

Det kan jeg ikke fortælle dig. Jeg kender ikke navnene.

Det her er røvirriterende.

Jeg vil ikke sidde her hele dagen og gætte på, hvor vi skal hen.

Så lad os betale og komme ud herfra.

- Er det Rogue Music? - Nej.

- Er det Juilliard Store? - Nej.

- Det er i nærheden. - Nej. Det er downtown.

Hvis vi kører derind, kommer du måske i tanke om navnet?

Nej, jeg skal fandeme bare ud. Hvor meget skal du have?

- 5,30. - 5,30.

Okay, du må hilse hende.

Hvis du kommer til byen, så... Ja, det er godt.

Det er virkelig rart at høre fra dig.

Varme hilsner til jer begge to og jeres lille ny.

Ja, det er godt. Pas på dig selv. Hej, hej.

Det er en fyr, jeg har indspillet nogle ting med.

Han ringede fra København.

Hans navn er Jakob Bro. Jeg har været i studiet med ham.

Hans efternavn staves B-R-O.

Okay. Her er der noget.

Okay?

Lee syntes, det hele var lidt underligt.

Han kunne godt lide det, men han var også sådan: 'Hvad er det her?'

Paul var vild med det. Han støttede mig meget.

Lee ringede til mig en måneds tid efter indspilningen og sagde:

'Jeg kan godt lide musikken men jeg forstår den ikke rigtig.'

Han ringede igen en måned efter: 'Nu ved jeg det.'

'Da jeg sad i køkkenet lige før, landede der en sort due uden for vinduet.'

'Jeg havde sat albummet på, og duen blev bare siddende.'

'Da musikken stoppede, fløj den væk igen.'

'Så det må være musik for sorte duer.' Og så grinede han og lagde på.

Hold da kæft...

- Tak. Det var virkelig godt. - Tak.

- Vil du tage en mere? - Eller ti mere!

- Fantastisk. Det lød helt utroligt. - Var det okay med den her i?

Den sidste version var den bedste, Lee.

Du spillede røven ud af bukserne.

- Jeg har ikke hørt det med dæmper før. - Det tager kanten af overtonerne.

Efter lidt tid kan det ellers være hårdt for ørene.

Så det er et skønt liv.

Jeg har mere eller mindre kunnet gøre, hvad jeg havde lyst til.

Jeg er meget taknemlig for mine venner og...

muligheden for at spille og høre, at folk kan lide det.

Jeg har endnu ikke regnet ud, hvordan man tjener mange penge -

- men det lærer jeg måske, når jeg når de 100.

Kender du det berømte citat af Eubie Blake?

Eubie Blake var en sort pianist, som blev 100. Han sagde:

'Hvis jeg havde vidst, jeg ville leve så længe, havde jeg passet på mig selv.'

Tekster: Kirsten Mollerup Oneliner