All language subtitles for allmypunysorrows-1080p-woat.da

Downloaded from RARBG

Findes der en mere indlysende
sandhed, end at vi alle skal dø?

Men hvor mange af os kan alligevel
dybest inde forestille os døden?

Forstå den? Subs/Sync: PTNK.

En levetid.

Leve... tid.

Hvor lang tid skal den vare?

Selv at fuldføre et afsnit
virker som en sisyfosopgave.

Jeg ville skrive
"tålmodighed er en dyd" til Nora,

men autokorrekturen ændrede det
til "tålmodighed er en fryd".

Det er et godt udtryk.

Da jeg havde opfundet det,

overvejede jeg at lave T-shirts
med døden på.

- Ville du selv tegne den?
- Nej. Hvorfor?

Du overvurderer dine tegneevner.

Jeg havde tænkt håndskrift.
Jeg skriver pænt.

- Det er fjollet at prale af.
- Det er fakta.

Jeg søgte på udtrykket,
og det findes allerede.

- Hvordan går skriveriet?
- Elendigt.

Har jeg toppet, så det går
ned ad bakke fra nu af?

Jeg tror måske, jeg har ADD.

Selv at fuldføre et afsnit
føles som en sisyfosopgave.

Min sidste bog blev solgt
i 896 eksemplarer.

Du har ikke mistet
din sans for melodrama.

Er alt i orden, Elf?

Ja.

Jeg har det fint.
Vær ikke bekymret.

- Jeg er ikke bekymret.
- Jeg må løbe.

Farvel.

I en lille mennonit-landsby
i Sibirien i 1917

blev hans forældre dræbt
under revolutionen,

mens min bedstefar overlevede
ved at gemme sig i en bunke møg.

Jeg har brug for dig.

Hvad er der? Er du okay?

Jeg har brug for dig til
at underskrive skilsmissepapirerne.

Fuck dig.

Lidelse går i arv
gennem generationerne

ligesom smidighed,
ynde eller farveblindhed.

Mor?

- Arbejder du igen?
- Jeg har lige lagt mig.

Det er en del af processen.

- Ja?
- Far har skrevet.

Du skal underskrive
skilsmissepapirerne,

og det skulle du have gjort
for flere uger siden.

Det skader mig at blive
indblandet i jeres skilsmisse.

Hvis vi ikke var blevet gift,
så ville du ikke være blevet født.

Så den angst, du oplever,
må være bedre end ikke at eksistere.

- I dag.
- Hvis side er du på?

Min.

- Tak.
- I lige måde.

- Hvad tænker du på?
- Ikke noget.

Der er noget, der går dig på.

Hvem takker efter sex?

- Hvorfor lagde du dit tøj sammen?
- Hvad?

Jeg kan ikke forestille mig
at lægge mit tøj sammen inden sex.

Du var på badeværelset.

Jeg bruger for mange penge på
at få renset mit tøj, så...

- Hvorfor forsvarer jeg mig selv?
- Det skal du ikke.

Det var dumt at nævne det.
Undskyld.

- Hej, mor.
- Yoli...

Din søster...

Hun prøvede at begå selvmord.

Er det for sent at sige til de
ældste, det var en fejl at sælge?

At vi gerne vil flytte ind igen?

Eller at de pressede dig til
at sælge.

Pastor Hiebert
havde brug for plads.

Han kunne ikke bygge til sit hus.

Vi skulle ikke være taget tilbage.
Det er deres hjem nu.

- Men du har selv bygget det.
- Det er længe siden.

Hej. Jeg hedder dr. Johns
og er psykiater på hospitalet.

Jeg har hørt dig spille.
Det var smukt.

Elfrieda, jeg vil gerne hjælpe dig.

Jeg er her for at lytte.

Du var her for næsten ti år siden.

Og du har fået ordineret valproat
og cariprazine. Har du taget dem?

Jeg har brug for, du engagerer dig.

Vil du ikke være sød at se på mig?

Jeg kommer tilbage senere.

- Kom nu. Har du set min telefon?
- Nej.

- Klarer du dig, mens jeg er væk?
- Ja. Rachel sover her i nat.

- Ingen kærester, mens jeg er væk.
- Jeg har kun en, og han har et navn.

- Ja, det har han.
- Hvad hedder han?

Skal vi gøre det lige nu?

- Anders. Han hedder Anders.
- Hvornår kommer du hjem?

- Det ved jeg ikke.
- Så lover jeg ikke noget.

- Du er 16 år.
- Jeg har sex med ham, hvis jeg vil.

- Uanset om det foregår her eller ej.
- Har du sex med ham?

Det rager ikke dig, og du bør
ikke give gode råd om parforhold.

- Selvfølgelig ikke.
- Nu er du passivt aggressiv.

Nej, det er jeg ikke. Men jeg må gå,
for ellers når jeg ikke flyet.

Hils Elf fra mig,
og sig, at jeg elsker hende.

Det skal jeg nok.
Jeg ringer fra lufthavnen.

- Jeg elsker dig.
- Jeg elsker også dig.

Kan vi holde ind ved Brightside 304,
inden vi kører til hospitalet?

- Selvfølgelig.
- Tak.

EAST VILLAGE MENNONITKIRKE

Vi har hørt, at Elfrieda har udtrykt
ønske om at forlade menigheden

og studere musik på universitetet.

Hun er kun 15 år.
Det vil give hende fikse idéer.

- Det er vel det, universitetet skal?
- Nu skal du ikke være for kvik.

- Glem det, Farley.
- Elfrieda har voldt problemer før.

Men hvis hun rejser,
kan hun blive fortabt for evigt.

Vil du bede din datter holde op?

Vær sød at holde op, Elf.

Vi må holde op med
at mødes sådan her.

Det ville være dejligt.

- Jeg hørte en god replik i aftes.
- Jaså? Hvordan lød den?

Det er temmelig forbløffende,
hvor uintelligent mrs. Von R er.

- Hvem sagde det om dig?
- En sygeplejerske.

Jeg må gå ud fra, at hun mente,

jeg må være dum, fordi jeg ikke
er taknemlig for at blive reddet.

- Hvad med lægen?
- Du ved, hvordan de er, Yoli.

De sidestiller intelligens
med lysten til at leve.

- Eller anstændighed.
- Eller anstændighed.

- Mor viste mig dit afskedsbrev.
- Lad være.

Hvis ingen skulle læse det,
skulle du ikke have skrevet det.

- Tak, fordi du nævnte mig i det.
- Det var så lidt.

Kan vi tale om min placering?
Jeg stod langt nede på listen,

og det føles,
som om jeg var en tilføjelse.

Jeg ville bare ikke have,
at det skulle stige dig til hovedet.

Jeg ønskede... ønsker

at dø. Det var ikke en fejl.

Nej, intet af det her virker
som et råb om hjælp.

Nogle ønsker, at du lever, så du
må have fjender, der elsker dig.

- Jeg hader dig.
- Jeg hader også dig.

- Undskyld.
- Du skal ikke undskylde.

Undskyldninger er ikke
civilisationens fundament.

Hvad er civilisationens fundament?

- Biblioteker.
- Ja.

- Har du læst nogen gode bøger?
- Nej.

Må jeg få lov til at være alene?

Ja.

Men

jeg kommer igen i morgen.

Nogle gange må vi være tapre, YOli.
Sådan er det.

Hvor tapre helt præcis?

Lige så tapre
som Aleksandr Solsjenitsyn.

Lige så tapre
som Aleksandr Solsjenitsyn.

Da jeg fandt hende,
var der blod overalt.

Jeg troede, hun var død.

Jeg så ikke brevet,
før jeg tog tilbage for at gøre rent.

Du så, hvad hun skrev.

"Vær sød at lade mig dø.
Ingen genoplivning."

- Ville du have gjort noget andet?
- Nej. Selvfølgelig ikke.

I vildelse spurgte hun, om jeg ville
lave en "Thomas Aquinas" på hende.

Senere tænkte jeg, at hun måtte have
ment, om jeg ville tilgive hende.

- Og vil du det?
- Det er ikke en synd.

- Hun bebrejder mig.
- Nej, hun gør ej, mor.

Jeg bebrejder mig selv.
Vil du høre sandheden?

Jeg tjekkede hende.
Jeg skulle ikke have været der.

Hun sagde, at hun ikke ville
forstyrres. At hun øvede sig.

Og jeg handlede imod det ønske.

Nu kan vi kun vente, men på hvad?

Vi skal hjælpe hinanden.

- Sid ned. Jeg laver morgenmad.
- Ellers tak, moster Tina.

Du skal spise noget.
Det er det, vi gør.

- Hun havde planlagt det nøje.
- Ikke helt.

- Hun lever stadig.
- I modsætning til din far.

- Eller min Lenny.
- De var eksperter.

- Ingen varsler eller tegn.
- De narrede os alle sammen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vores familie var engang stor nok
til at lave to baseballhold.

Din mor og jeg har begravet
14 brødre og søstre.

Schlope Schein.

Schlope Schein.

Jeg burde have set tegnene.
Hun er min kone.

Jeg bebrejder mig selv, at jeg tog på
arbejde i stedet for at blive hjemme.

Hun er virkelig dygtig.

- Ved Claudio det?
- Ikke endnu. Han har lagt beskeder.

Du bør fortælle ham, at hun
måske ikke kan tage på turné.

Så han kan aflyse
eller finde en anden.

Jeg er bekymret for, at hun ikke har
noget at leve for uden turnéen.

Vi ved jo allerede,
at det ikke var nok.

Hvad læser du?

Min roman.

En ny historie til radioen?

Nej, den rigtige bog. Ved du, at mor
skrev "vulva" i Scrabble forleden?

- Er den færdig?
- Modspilleren blev meget forlegen.

- Er den færdig?
- Jeg vil ikke snakke om det.

Den ser færdig ud.
Vil du læse lidt højt for mig?

- Kom nu. Læs en side højt for mig.
- Nej.

- Et afsnit? En sætning?
- Nej.

- Et ord?
- Jeg læser det første bogstav højt.

- Ja.
- Okay.

"L."

Det er genialt.

Jeg tror, det er det bedste,
du har skrevet.

Mange tak.
Det betyder meget for mig.

Hvad handler din bog om?

Jeg henter en kop kaffe.

Kontinenter glider fra hinanden med
samme fart, som fingernegle vokser.

Eller er det omvendt?

Det har jeg glemt.

- Hvad har du i posen?
- Min roman.

Elf siger, at det første bogstav er
godt, men at du tier om alt andet.

Jeg havde bare ikke lyst til
at tale med hende om det.

- Hvor mange ord?
- Jeg har ikke talt dem.

Er den trist? Jeg har ikke læst
en af dine bøger uden at ville græde.

Du bærer på et stort vemod,
og det er jeg ked af.

Jeg ville fortælle min mor, at jeg
altid vågnede glad op som barn.

At ingen var mere ubekymret
end mig som seksårig.

Det er ikke din skyld.

Jeg er ikke ligesom hende.
Eller som far.

Nej, det er jeg heller ikke.

Pis.

Det lader til, at bilen er død.

Jamen dog.
Der dukker metaforer op overalt.

- Mor.
- Undskyld.

Gudskelov vores liv ellers går godt.
Hvordan skulle vi ellers klare det?

Vi er ikke så langt hjemmefra.
Skal vi gå?

Ja, jeg har brug for motion. Jeg
har ikke haft afføring i tre dage.

Hvor har du været?

En revisor-agtig fyr siger,
du har sendt ham for at besøge mig.

- Finbar er advokat. Ja, det har jeg.
- Hvem er han?

- Hvorfor tog du ikke telefonen?
- Jeg mistede den.

- Hvordan skete det?
- Det ved jeg ikke. Er I kærester?

Nej, vi er venner.
Vil du give ham telefonen?

- Han virker uhyggelig.
- Giv ham telefonen.

Tillykke med opgraderingen
til psykiatrisk afdeling.

Fortæl mig noget, Elf.
Hvad som helst.

- Ses du stadig med violinisten?
- Nej. På en måde.

- Hvad med advokaten? Alex?
- Finbar.

Finbar. Er I kærester?

Jeg ved ikke, hvad det er,
eller hvordan jeg skal definere det.

Afslutningen på 16 års monogami
med Dan har udløst en slags

sær, instinktiv reaktion.

Jeg er ikke stolt af
de seneste måneder.

Jeg er muligvis en billig tøs nu.

- Bruger du prævention?
- Ville det gøre nogen forskel?

Hvis jeg blev gravid, ville det så
give dig noget at se frem til?

- Hvad laver vi her?
- Snakker.

Du ved godt, hvad jeg mener.

Har du et ønske om
at vende tilbage til verden?

Tænker du overhovedet
på grundene til at leve?

Hvordan gik Nics besøg i aftes?
Det må være forfærdeligt for ham.

Har du været i bad, spist, taget
din medicin, talt med psykiateren?

Du skal ikke forhøre mig.

Forleden gik jeg ned ad en gyde,
hvor der var en gammel mand,

som prøvede at fjerne
noget grafitti fra en mur.

Han stod på en meget lav skammel,

og hans kone holdt ham,
så han ikke faldt.

De var så gamle og bekymrede for
hinanden, at jeg var ved at græde.

Er der en skjult betydning?
Noget, du håber, jeg vil uddrage?

- At man ikke må give op?
- Ja.

Nej. Faktisk kunne læren være,

at man ikke skal sætte livet
på spil for at holde en mur ren.

Vil du tage mig med til Schweiz?

Ja, vi kan købe Swatch-ure.

- Forbinder du det med Schweiz?
- Ja, og at jodle.

Og perfekt organiserede skabe.
Alt er på plads.

De har klinikker,
hvor det er lovligt at dø.

Hvor man ikke behøver dø alene.

Hvorfor står de her?

Jeg drak kaffe med en ung mor.
Hun har det svært

og bad mig om at beholde dem,
så hun ikke skød sig i hovedet.

Hvordan kunne hun
skyde sig to gange?

Den anden var til hendes datter,
så hun ikke skulle være alene.

Nej, Elf. Jeg vil ikke
tage dig med til Schweiz.

- Jeg beder dig gøre det for mig.
- Nej.

- Jeg er uhelbredeligt syg.
- Nej, du er ej.

Beder du mig om at tage til Schweiz,
så du kan blive dræbt? Er du tosset?

Er du klar over,
hvor meget jeg ville savne dig?

Du er ikke en billig tøs.

Har jeg ikke lært dig noget?

Du er Elfs psykiater, ikke?

- Hvem?
- Elfrieda von Riesen, min søster.

Jeg har set dig på hospitalet.
Har du talt med hende?

Jeg har prøvet.
Hun vil ikke tage medicinen.

Du må have set den slags før.
Psykiatriske patienter har særheder.

Hvis hun ikke vil tale med mig,
kan jeg intet gøre.

- Giver du bare op?
- Slet ikke.

Men hun skal tage det første skridt.

Hun tigger om hjælp, men vil gerne
bevare en smule kontrol over sit liv.

- Er der noget galt med det?
- Nej.

Men det er langt mere komplekst,
end du har lært i psykologi.

Hun lider tydeligvis.

Hvornår bruger du din uddannelse,
så hun kan få det bedre?

Hvem kan så hjælpe hende?

Du er ikke den første pårørende,
der lader det gå ud over mig.

Undskyld.

Undskyld.

Goddag, Frieda. Menigheden har hørt,
at du er indlagt og lider meget.

Du skal vide, at når du overgiver dig
til Gud, vil du ikke lide længere.

Skal vi bede sammen
for din sjæls frelse?

Hvad? Jeg håber, hun sagde,
han kunne rende og skide.

Hvor var sygeplejerskerne?
Lukker de fremmede ind?

- Hvad tænker de på?
- Jeg ville slå ham ihjel.

Hun skulle have kvalt ham
med sit undertøj.

Selvmordstruede patienter
må ikke have undertøj på.

- Hvad er dage beregnet til?
- Hvad skal det betyde?

- Hvad snakkede hun om?
- Hun reciterede et digt.

Philip Larkins "Dage".

De kommer og vækker os
igen og igen.

- De er til at være glade i.
- Hvor kan vi leve ud over i dagene?

- Det kan jeg godt lide.
- Der er et vers mere.

Søgen efter svaret
på spørgsmålet

får præsten og lægen
i deres lange gevandter

til at løbe hen over markerne.

Han gik ret hurtigt,
efter hun tog tøjet af.

Det er fandeme fantastisk.

Strippede Elf
til et digt af Larkin? Genialt.

Måske er det et tegn.

Et vendepunkt. At hun går nok
op i det til at gøre nogen pissesur.

- Til at stå ud af sengen.
- Måske.

- Fortryder du, at du fik et barn?
- Hvad? Hvorfor siger du det?

Det ved jeg ikke.
Jeg tænkte bare over det.

Er jeg så dårlig en mor, at du tror,
din fødsel var en negativ hændelse?

Nej, ikke rigtigt.
Nu må du ikke opfatte det forkert.

Du virker ulykkelig.

Synes du, jeg virker ulykkelig?

Ikke mere end os andre.

Sammenlignet med mig
virker du og mor bare så ukuelige.

Som om I har en særlig evne
til at klare ærterne.

Til at holde hovedet oven vande.

Da din far døde,
havde han 76 dollars på sig.

- Kan du huske, hvad din mor gjorde?
- Nej.

Hun brugte dem på thaimad.
Hvad var alternativet?

At beholde pengene og håbe,
at de ville afsløre en slags svar?

- Maden var ikke ret god.
- Måske var det den bedste takeaway.

Men du syntes stadig,
den smagte elendigt.

- Hvad er det?
- Den kom med posten til Elf.

Den forklarer meget grundigt
alle måder at begå selvmord på.

- Bestilte hun den fra hospitalet?
- Nej, inden selvmordsforsøget.

- Den var i restordre.
- Smid den ud.

Det ville krænke hendes privatliv.

Så gem den i et skab,
indtil hun ikke er selvmordstruet.

Hvad nu, hvis vi gjorde
noget ekstremt med Elf?

Lod hende lande med faldskærm
i Nordkorea eller Mogadishu,

hvor hun skulle overleve
på egen hånd.

Det ville måske give
en ny opfattelse af livet.

Hendes binyre ville chokstarte
et nyt livssyn, og hun ville indse,

at hun ikke ønsker at dø.

- Mener du det alvorligt?
- Der er nogle udfordringer.

En barnesoldat kunne dræbe hende,
og hun springer ikke i faldskærm.

Skal vi så bare vente?

Og håbe på, at pragmatisme,
psykiatri og medicin redder hende?

- Har hun ikke fået det bedre?
- Baseret på hvad?

- Hun spurgte til Claudio og turnéen.
- Spurgte hun til turnéen?

- Uopfordret?
- Ja.

BREMSER STYRETØJ GEARKASSE
AUTOVÆRKSTED

Hej.

Y-V-R. Dine initialer er de samme
som koden for Vancouver Lufthavn.

Jeg tænkte nok, det var dig.
Jeg kender ingen andre Yoli'er.

Dejligt at se dig igen.
Hvordan går det med min mors bil?

Det er en helt anden historie.

I det øjeblik indså jeg, at jeg er
blevet til en masse andre jeg'er.

En snart fraskilt kvinde, der forlod
sin mand af øjensynlig gode grunde.

En stærkt ukritisk elsker.

En mor, der frygter,
hun vil gøre sit barn ulykkeligt.

Da vi sad i hans bil,
var vi utrolig gamle.

Da jeg så dig,
tænkte jeg på os som unge.

Hvor anderledes jeg var som 21-årig.

Fuld af optimisme og forventning
og nu...

Jeg forstår. Jeg skød over målet
ved at læse på universitetet.

For slet ikke at tale om
at ville skrive.

Jeg dimitterede aldrig.

- Fortryder du noget?
- Ikke hvad det angår.

- Vidste du, jeg havde et øgenavn?
- Nej, det husker jeg ikke.

Det var mig, der fandt på det.

- Triste Jason.
- Er det rigtigt? Hvorfor?

Jeg startede på universitetet, fordi
jeg havde en kæreste i high school,

og jeg var meget forelsket,
og så slog hun op,

og jeg gik forvirret rundt
og kunne ikke koncentrere mig,

og så blev jeg Triste Jason.

Jeg var virkelig
en sørgmodig studerende.

Ud over allitterationen
er det også skæbnens ironi,

for historien gentager sig.

- Jeg er ved at blive skilt.
- Er du okay?

Ja. I det mindste har vi ikke børn.
Det ville være forfærdeligt.

Ja... Ja.

- Har du været i Rotterdam?
- Ja.

- Det var sjovt. Hvad med dig?
- Nej.

- Jeg er underlig. Undskyld.
- Det er sådan, jeg husker dig.

Det var hyggeligt at tale med dig.

Jeg forestillede mig, at vi var
unge, liderlige og meget lykkelige.

Han undrede sig over Rotterdam,
så jeg fortalte ham om min bog.

En havnefoged ender på et skib,
som han burde være steget af,

men det er uvejr, så han
sidder fast på skibet til Rotterdam

og går glip af et møde.
Alt går galt for ham.

Ville han ikke kunne skrive en sms
og forklare, at han var fanget?

Det kan han ikke.

- Jeg har problemer med strukturen.
- Din struktur er fantastisk.

- Det sagde han bare ikke.
- Det var præcis det, han sagde.

Kastede du op på ham?

Det er din også.

Åh gud.

Jeg synes bare, at din bog
bør foregå i et højt tempo.

Sømmet i bund,
så den ikke bliver kedelig.

Det er hårdt at skrive.
Man vil bare have det overstået,

ligesom når man skal
rense septiktanke.

Helt klart.

Han sammenlignede at skrive
med at rense septiktanke.

Jo mere jeg tænkte over det,
jo bedre blev sammenligningen.

Det er det nemmeste ordspil,
og du kalder dig selv forfatter?

Hvor er jeg dum.

Da jeg ville tjekke, om mine fingre
stank af motorolie eller sex,

følte jeg mig så skamfuld.

- Skam er helt unødvendigt.
- Måske eller måske ikke.

Skam får os til at undskylde
og bede om tilgivelse.

Det får nogle til at skrive bøger
i et forsøg på at gøre bod.

Skam smadrer parforhold, hvilket er
livsblodet i bøger, film og skuespil.

Hvis vi udrydder skam,
kan vi sige farvel til kunst.

Men jeg længes efter
et liv uden skam.

Du ser meget nedslået ud.

Hvordan skal jeg da se ud, Elf?

- Det var bare en observation.
- Det lød ikke sådan.

Okay.

Yoli, du er nødt til
at få styr på dit liv.

- Især for mors skyld.
- Tager du pis på mig?

Åh gud, se dig lige.

- Jeg orker ikke det her lige nu.
- Har du indset, at jeg er langt ude?

At mit liv er pinligt. At få et barn
som 18-årig, de middelmådige romaner.

Det hele er noget lort
og endnu værre en kliché.

Jeg mistede også min far, og det
har jeg svært ved at komme over.

Jeg kæmper også med
at finde en mening med livet,

og den eneste intelligente
løsning er selvmord,

men det skaber en ubehagelig byrde,
som om man er Virginia Woolf.

Du har en fantastisk partner,
der elsker dig,

og en karriere,
som giver dig masser af penge,

og som du kunne opgive
for at bo i Paris i det arrondis...

- Arron...
- Du skal ikke rette på mig.

- Dit hus er altid rent.
- Jeg har en rengøringsdame.

- Du forstår ikke fortvivlelse.
- Jeg har brug for din hjælp.

- Du er her for at være min søster.
- Jeg har hjulpet dig hele tiden.

Jeg skulle være perfekt,
så du kunne klumre i det.

En af os måtte vise medfølelse
med far i hans tungsind.

- Hvorfor?
- Ingen andre ville.

- Det betyder, at vi valgte livet.
- Du forstår ikke en skid!

Jo, jeg gør. Vær som os andre.
Bliv fed, spil dårligt klaver.

Du vil opnå det, du ønsker.

Døden. Så hvorfor kan du ikke
være tålmodig ligesom os andre?

Har mor ikke lidt nok?
Du elsker den syge tanke...

Hold kæft!

Kan vi ikke bare snakke?

Om hvad?

Hvad som helst.

Jo, men du vil have mig til
at følge et skjult manuskript,

og når jeg afviger,
fordi jeg ikke kender det,

så må jeg ikke sige noget.

Jeg må ikke tale om fortiden,
fordi den er smertefuld.

Fordi der var sjov og liv, og det
vil måske få dig til at ændre mening.

Jeg må ikke tale om fremtiden,
fordi du ikke kan se den.

Så taler jeg bare om dette øjeblik.

Jeg åndede ind. Jeg pustede ud.

Jeg rejser mig op.
Jeg går herhen.

Der går et sekund

og et til og et til.

Har du tænkt over Schweiz?

- Ved Nic det?
- Han ville ikke tage mig med.

- Det er nødt til at være dig.
- Har du fortalt mor det?

Hør her, Yoli.
Mor og Nic må ikke vide det.

Nic tror,
medicin vil helbrede mig,

og jeg ved ikke, hvad mor tror på.

Gud eller odds.

Men hun vil aldrig give op.

Det er nødt til at være dig.

- Skal vi bare snige os til Zurich?
- Hvorfor ikke?

Nic ville straks opdage, du var væk.
Han ville regne det ud.

Han ville hade mig,
og mor ville få et hjerteanfald.

- Det er latterligt og usandsynligt.
- Hvis du elsker mig, så gør du det.

Jeg elsker dig så...

- De er til dig.
- Okay.

Du kan give mig dem. Tak.

Jeg har et klaver inden i mig.

Hvilken slags?

Et gammelt Heintzman.

Men det er helt udhulet
og lavet af glas.

Jeg kan mærke det
trykke mod mine ribben.

Nogle gange kan jeg mærke
den hårde kant mod min hud,

og jeg er rædselsslagen for,
at der vil gå hul, så jeg forbløder.

Når jeg hører glas smadres,
tænker jeg: "Nu sker det."

Når jeg vågner om morgenen,
føler jeg et ulideligt håb.

Solen er stået op, og jeg tænker,
at måske bliver i dag anderledes.

Men dagen formørkes altid.

Det ændrer sig aldrig,
og jeg er sikker på,

at fremtiden vil være en uendelig
gentagelse af den samme skuffelse.

Uanset hvor meget jeg prøver,
kan jeg ikke se ud over det.

Tag mig med til Schweiz.

Jeg vil ikke dø alene.

Jeg vil slet ikke have, du dør.

AKTIV DØDSHJÆLP

AT VÆLGE EN VÆRDIG DØD

Nej.

Du lovede at sende
skilsmissepapirerne.

Hvad er problemet?

Man er ung og forelsket
og forlader sig på ironi.

Lad os få ens tatoveringer
og udrydde hykleriet med vittigheder.

Til døden os skiller.

- Hej, mor.
- Din moster besvimede i dag.

Er hun okay?

Hun brækkede armen
og er indlagt på hjerteafdelingen.

- På grund af hendes arm?
- Nej, hun har smerter i brystet.

- Det var derfor, hun besvimede.
- Okay.

Hvad laver du?

- Hvabehar?
- Du er for tæt på min bil.

Hvis du skrammer den,
bliver der en fandens ballade.

Sagde du, at der bliver
en fandens ballade?

Kan du ikke se,
at min bil ikke rører din bil?

- Hvad fanden fejler du?
- Hvad jeg fejler? Fuck dig!

Jeg skal se, om min søster vil leve,
og min mosters hjerte kan fikses,

og parkeringspladserne her
er skidesmalle.

Er I sammen?
Er den narrøv far til barnet?

Har han nogensinde holdt
lige så meget af et menneske

som af sin forpulede bil?

Hans største tragedie er, at hans bil
kunne få en skramme. Hvad laver du?

- Jeg har din nummerplade.
- Du skal fandeme ikke gå.

Vil du have mit policenummer
og min selvangivelse for ti år?

- Du er sindssyg.
- Fuck dig, din dumme nar!

Fuck dig!

Fuck!

Fuck!

- Er alt i orden?
- Parkeringen drillede bare lidt.

De tog sig godt af min moster.

Sygeplejersken sagde,
det var en rutineoperation.

Hun så os i øjnene
og grinede ad vores vittigheder.

Hvis man skal på hospitalet, så
få ondt i hjertet og ikke hovedet.

- Yolanda von Riesen.
- Goddag, mrs. Funk.

- Jeg troede, du var flyttet.
- Ja, men jeg er tilbage.

- Min moster ligger på hospitalet.
- Tina Loewen?

- Hun lider af hjertekarsygdom.
- Min bror får en ny hjerteklap.

Lægerne siger,
han er på benene igen om en uge.

- Kan du huske vores søn Gerhardt?
- Vi gik i samme klasse.

Han bor i London nu.
Han holder foredrag i hele verden.

Hvem ville have troet det?

Ikke mig.

Gerhardt så Elfrieda spille i London.
Han havde aldrig hørt mage.

Vi støttede i øvrigt
hendes klaverspil.

- Hvad har du lavet?
- Lært at være en god taber.

Yoli. Jeg ledte efter dig.
Jeg talte med Elfs læge.

Elfrieda? Vi talte lige om hende.
Er hun også indlagt?

Hun skar sine håndled op,
fordi hun ville dø.

- Hvordan har Gerhardt det?
- Lad os komme videre.

Det var dejligt at se dig.
Hils Gerhardt fra mig.

- Hej.
- Hej.

Hvordan har moster Tina det?

Udmærket en brækket arm
og hjerteoperation taget i betragtning.

Hvad med mor?

Hun udviser stoisk ro som sædvanlig.

Kan du huske de breve, du sendte,

da jeg slog op med ham i Montreal
og boede alene?

- Nej, det tror jeg ikke.
- Det var et citat af Paul Valéry.

Hver dag kom der et brev,
hvor der stod et enkelt ord.

Ånded rag.

Drømme.

Stilhed.

Usynlig sindsro.

Du vil sejre.

Det tog mig flere måneder at finde
ud af det, men da jeg gjorde det...

Jeg tror aldrig,
at jeg skrev og takkede dig.

- Det er jeg sikker på, du gjorde.
- Sikkert ikke. Det ville ligne mig.

Jeg har undersøgt Schweiz.

Tak.

Men jeg tror, det er på tide,
jeg slår Schweiz ud af hovedet.

Har du hørt om portugiseren
Fernando Pessoa?

- Spiller han for Blue Jays?
- Han er digter. Det er hans bog.

- Han er død. Han begik selvmord.
- Hvem har ikke gjort det?

Hør engang.

"I skumringens
tilforladelige fortrolighed,

hvor jeg venter på stjernerne

ved vinduet på fjerde sal
med udsigt til uendeligheden,

bevæger mine drømme sig
til rytmen af lange rejser

til endnu ukendte lande

"eller til lande,
der er hypotetiske eller umulige."

Jeg kom lige i tanke om, at din
søsters smil ligner hendes fars.

Jeg tænker aldrig på det,
og så ser jeg hende, og...

- Du godeste.
- Mor...

Det skal nok gå, mor.
Det skal nok gå.

Hallo? Hej.

Okay. Ja, vi kommer.

Farvel.

Det var Nic. Han sagde,
at de udskriver Elf på fredag.

Nej.

Nej, det må de ikke gøre.

Det er gået godt med lægen,
og for første gang i lang tid

har jeg tænkt meget
på min musik,

så jeg har ringet til Claudio
og bekræftet turnéen.

Det er det rette at gøre for mig.

Det føles endelig,
som om jeg er på fode igen.

- Dr. Johns.
- Ja.

Hun er ikke klar. Hun lader,
som om hun er normal,

og du tænker sikkert:
"Så udskriver vi hende."

- Jeg beder dig om ikke at gøre det.
- Hun er på rette vej.

Patienten skal føle,
at hun kan træffe beslutninger.

Hun kunne træffe den beslutning
at begå selvmord.

Og den beslutning ønsker ingen,
at hun træffer.

I sidste uge var hun dybt deprimeret
og i denne uge...

Har hun bare fået det bedre?
Af hvilken grund?

Hun vil tage sin medicin, så jeg må
lade tvivlen komme hende til gode.

Mange patienter i værre tilstand
er blomstret op,

da de vendte tilbage
til deres liv.

Søgen efter svaret på spørgsmålet
får præsten og lægen

i deres lange gevandter
til at løbe hen over markerne.

Jeg har stærke koffeinabstinenser,
og gipsen klør helt sindssygt.

- Skal du opereres kl. 6 i morgen?
- Ja.

- Er du nervøs?
- Nej.

Hvis din mor kunne overleve
hjertekirurgi, så kan jeg også.

Nå, jeg må hellere gå.

Nu skal du få lov at sove.

Vi er familien Loewen.
Det må du aldrig glemme, Yoli.

- Vi er løver.
- Ja.

Min mosters operation
var overstået og gik godt.

Lægen var tilfreds.

Så begyndte hendes organer
at svigte et efter et.

Det er næsten for meget, mor.

Næsten.

EAST VILLAGE MENNONITKIRKE

Tina vakte opsigt. Hun elskede
store hatte med brede skygger.

Der blev fløjtet efter hende
på gaden.

Hun elskede køreture,
at snakke langt ud på natten,

store kram og gode handler.

Hun var en stærkt hengiven
hustru, mor, moster

og storesøster for mig.

Da der gik ild i mit brudeslør,
fordi jeg stod for tæt på et lys,

løb hun hjem efter sit eget slør
og satte det uanfægtet på mit hoved.

Men hendes force var kaffe.

Dagen inden hun døde, bad hun mig
komme med noget stærk kaffe.

Da den endelig kom... Jamen dog.

Kunne hun ikke drikke den.

Tina, vi vil ikke kun
savne al din hjælp,

men dit positive sind,
som spredte kærlighed og velvilje.

Du var den sidste løve.

Hvil i fred.

Livet lærer os altid noget.

Selvom nogen leger
med din hovedpersons aske,

skal du ikke holde op med
at fortælle historien.

Jeg stod i kø uden for Notre
Dame-kirken inden begravelsen.

Der var over 3000 deltagere.

Manden foran mig spurgte,
hvor jeg kom fra,

og han kunne ikke fatte,
jeg var rejst så langt.

Han var din helt.

Trods hans mange fejl,
så var han min helt.

Vi faldt i snak og havde
en dejlig samtale om Trudeau.

Hans særheder,
hans evner, hans liv.

Og så skete der
noget besynderligt.

Manden inviterede mig
til en fest i sit hus.

Det var et meget fint hus i
et meget fint kvarter med champagne.

Forestil jer mig
i en vildfremmeds hus.

Drak du et glas champagne?

Nej... nej.

- Hallo?
- Har du talt med hende?

- Nej, men Nic er der.
- Gid de ville tage telefonen.

- Jeg er som en omklamrende kæreste.
- Jeg er den anmassende mor.

Når jeg kommer, siger hendes blik:
"Jeg ved godt, at du ser til mig."

Men det er umuligt at lade være.

Igen. Okay.

Lige et øjeblik.

Ved min mor det?

Okay. Jeg ringer til hende.

Hallo?

Har du gæster, mor?

Nej, hvorfor?

Hvad er der sket, Yoli?

Fortæl mig det.

Fortæl mig det, Yoli.

Elf bad mig tage på biblioteket
for hende.

Jeg sagde, vi skulle spise frokost
først. Frokosten var helt normal.

Så tog jeg på biblioteket,
og hun sagde, hun ville tage en lur.

- Biblioteker og civilisationen.
- Hvad?

Hun mente, at biblioteker var
civilisationens fundament.

Hun sagde, at når man låner en bog,
afgiver man et løfte...

Om at aflevere den tilbage.

Man lover at komme igen.

MARTYN BEDEMANDSFORRETNING

Bedemanden sagde, at

på grund af skaderne fra toget
burde vi måske kun se en hånd.

Jeg er nødt til at se Elfs ansigt.

Der lå hun.

Hullet i hendes hoved var syet
kluntet sammen, og jeg tænkte:

"Hvilket fjols har syet
min søsters ansigt sammen?"

Efter at have stirret på hende
i håbet om, at hun ville blinke,

åbne øjnene og grine
ad det absurde syn,

skiftede jeg mening og følte
stor taknemlighed over for den,

der havde forsøgt at genskabe
min søsters skønhed en sidste gang.

Elf, jeg har endelig læst
din elskede D.H. Lawrence.

Jeg husker din vantro over,
at jeg ikke havde læst den.

Du er så snobbet nogle gange.

Du havde ret om første afsnit
af "Lady Chatterleys elsker".

"Vor epoke er tragisk. Derfor
nægter vi at tage den tragisk."

Syndfloden er sket.
Vi står mellem ruinerne.

Vi er begyndt at bygge nye, små
boliger og nære nye, små håb.

Det er temmelig anstrengende,

for der fører ingen jævn vej
ind i fremtiden.

"Leve skal vi, hvor mange himle
der så er faldet ned."

Eller hvor meget lort,
vi står i til halsen.

Kan du huske, da din far
ville åbne et bibliotek i byen?

De ældste sagde nej,
men helt ulig ham blev han ved.

Han nægtede at give op og sagde,
at det var vigtigt for menigheden.

De sagde, at hvis han
kunne skaffe 400 underskrifter,

så ville de overveje det.

- Hallo?
- Er Elfrieda von Riesen der?

- Hvordan staves efternavnet?
- R-I-E-S-E-N.

Mrs. Riesen blev udskrevet
for flere uger siden.

Han gik ud hver eneste aften.

Han var tosset.

Er der ikke sket en fejl?
Hun var meget syg.

- Hvordan ved I, hun var klar?
- Hvem er det?

EAST VILLAGE BIBLIOTEK

Han var så stolt.

Han var så stolt.

Alene tanken om det
er ved at få mig til at græde.

Det her sted er en rotterede.

Man kan ikke købe meget hus
i Toronto for din livsforsikring.

Hvad med den månedlige gage,
så du kan skrive din roman færdig?

Gage? Tænk, at du faktisk
skrev det ord i dit testamente.

Det er meget Virginia Woolf-agtigt.

"En kvinde må have penge
og sit eget værelse,

hvis hun skal skrive litteratur."

Du fik mor til
at flytte til Toronto.

Vi må samle os. Vi har mistet
halvdelen af vores mænd,

forsyningerne svinder ind,
og vinteren er på vej.

Der var ingen diskussion.

Disse tre damer vil bo i dette
gamle, usle hus takket være dig.

- Hvordan har du det?
- Okay.

- Nogle dage er bedre end andre.
- Det må være meget hårdt.

- Især fordi hun døde for egen hånd.
- Sig ikke "døde for egen hånd".

- Hvad skal jeg sige?
- Hun begik selvmord.

Hvis nogen myrdes, siger du så,
at de døde for en andens hånd?

Det er ikke
"Greven af Monte Cristo".

- Det virker bare så egoistisk.
- Hvordan kan det være egoistisk?

Hvis du ikke selv har lidt,
kan du ikke dømme det.

Må jeg få en kop mere?

Jeg vurderer folks karakter ud fra
deres evne til at begå selvmord.

- Den skulle være god.
- Tak. Hvad fanden snakker du om?

Vladimir Putin? Niks.
Jeremy Irons? Ja.

Donald Trump? Helt udelukket.

Hvad med mig? Har jeg modet
til at begå selvmord?

SIDSTE UDVEJ

Jeg blev chokeret over de gode
bedømmelser af "Sidste udvej".

Nogle gav gode anmeldelser,

selvom den blev fundet
ved deres kæres lig.

Jeg må spørge dig om noget.

Hvorfor bliver du ved med
at ringe til hospitalet?

Det gør jeg ikke.

- Hvad er der?
- Jeg har fulgt din færden.

Jeg har set telefonregningerne,
opkaldene, de tomme vinflasker.

Alle de år, hvor du har læst krimier,
giver endelig pote.

Plager du hospitalet,
fordi de udskrev hende?

Det er en interessant teori.

Jeg ved ikke, hvad jeg gør.

Du er nødt til at holde op.

De klokkede i det.

Undskyld.

Vi kan kæmpe meget hårdt, men
vi kan også indrømme nederlaget,

holde op med at kæmpe
og kalde en spade for en spade.

Hvad gør man så,
når en spade ikke er en spade?

Der findes ting i livet,
der ikke er spader,

og sådan kan vi bare
lade dem forblive.

Jeg er forfatter. Det er meget svært
at lade de spader være uafklarede.

Det er jeg klar over.

Problemet er, at smerten ved
at give slip på sorgen er...

Det gør lige så ondt eller endda
endnu mere ondt end selve sorgen.

Det er meningen,
at vi skal komme videre.

Det er børnemishandling at se på,
du underskriver skilsmissepapirerne.

Nogen skal bevidne min fiasko,
og er afkommet så ikke bedst egnet?

Den teori vil jeg tage op
med min psykolog resten af livet.

Det lyder godt,
hvis din far betaler.

Er du okay?

Bogen nærmede sig slutningen.
Romanen var en biografi

med nok vildspor til at benægte
alt og nærmede sig 130.000 ord.

Jeg ville fortælle
min mor antallet af ord.

Resultatet af mine bestræbelser
ville endnu engang skuffe hende.

Der var intet Rotterdam-plot.
Ikke engang som en slags metafor.

Jeg var i en tilstand, hvor ordene
flød, og jeg bidrog til samfundet.

Hvor jeg gjorde en forskel.
Hvor jeg havde gjort mit bedste.

Jeg spørger mig selv,

om stregerne allerede var
trukket, uden vi vidste det?

Elfs yndlingsdigt var "Om venskab"
af Samuel Coleridge.

"Jeg havde også en søster.
En eneste søster.

Hun elskede mig højt,
og jeg forgudede hende.

Jeg udøste alle mine sølle sorger
over for hende."

Troede du virkelig, at jeg ville få
det skrevet på min ryg?

Jeg var bekymret et øjeblik, så ja.
Det ville ikke være helt ulig dig.

Forestil dig at skulle forklare det
for en fyr, du skal i seng med.

- Det ville ødelægge stemningen.
- Jeg ville aldrig få sex igen.

- Hold nu op. Du er en steg.
- Det er rigtigt.

Jeg har nogle ulemper,
som ikke fremgår tydeligt.

Kan du huske dengang,
vi så solformørkelsen?

Det var meget koldt.

Vi havde svejsehjelme på, ikke?

- Hvor fik du fat i dem?
- Det har jeg glemt.

Det var en fyr, jeg kendte.

- Det var fantastisk, ikke?
- Jo.

- Den totale formørkelse.
- Kalder man det det?

Ja. Kan du ikke huske,
hvad far sagde?

Den totale formørkelse kom
over os tidligt på eftermiddagen.

Den næste kommer først
om 1500 år eller sådan noget.

- Så går jeg nok glip af den.
- Det gør jeg nok også.

Hvem ved?

Hvem ved?

Hvad handler din bog om?

Os.

Den handler om os. O