All language subtitles for The.Sound.Of.Scars.2022.WEBRip.x264-ION10

Jeg har altid følt mig lidt anderledes.
Indesluttet, og ikke på den gode måde.

Denne sorg, som jeg har under overfladen,

kan tære på mig, når jeg mindst
venter det, selv når der sker gode ting.

Life of Agony
kommer fra Brooklyn, New York.

I fjor blev deres anmelderroste
debutalbum "River Runs Red" udgivet.

Det var et vigtigt album.
"River Runs Red" sagde folk noget

via budskaberne om selvmord.

Der var en intens, rå følelse
i musikken og pladens tilblivelse.

Vi behøvede pladen på det tidspunkt,
og det mærkede folk vist.

Alt lod til at gå
i den rigtige retning for bandet.

De kunne blive et succesfuldt rockband,
som blev spillet i radioen.

Bandet var klar til succes på det niveau,
men det var jeg slet ikke.

Jeg vidste ikke, at budskabet var,
"Skyd dig gennem hovedet som Cobain."

De var nået hele vejen rundt
og blevet et aktivt radioband.

"Soul Searching Sun" slog igennem,
og bandet etablerede sig i en ny verden.

Keith stoppede.

Der findes ingen Keith. Keith var en løgn.
Keith var en social konstruktion.

Keith var en plan,
så jeg kunne slippe ud af mishandlingen

derhjemme på det tidspunkt. Så
Keith var i det store hele blot en løgn.

Alle ind på midten!

En sidste skide gang i New York, 1992!

Kom så. River Runs Red, for helvede!

PINSEL

-Ekstrem fysisk eller mental lidelse
-Voldsom kamp

Ja, du skal med mor!
Hvem er det? Kameramanden?

Hvem er det?
Hvad laver han? Filmer han?

Jeg har været i hormonbehandling i 11 år.

Det er både en biologisk
og en medicinsk overgang.

For seks-syv år siden var jeg bestemt
meget mere ustabil, end jeg er nu.

Toni, min hund,

har lært mig
at elske mig selv betingelsesløst.

Det er så forvirrende.

Ja, jeg hedder vel Mina Caputo.

Jeg blev født som Keith Caputo
af mine forældre og læger.

Men i realiteten var
jeg altid Mina Caputo.

Overgangen
begyndte for længe siden.

Jeg er hendes fætter.
Vi voksede op sammen,

så jeg har set en langsom overgang.
Meget var anderledes ved Mina.

Hun hadede idéen om Keith.

Optag!

Keith Caputo var meget vred,

lukket og indadvendt som person.

-Hvad er der, Keith?
-Fucking narrøv!

Hvor er det sygt. Jeg elsker det!
Spejlet. Det bliver fantastisk.

-Jeg har en bedre metode.
-Så huset er virkelig hjemsøgt?

Ja, vi har læst om det.
Det er det mest hjemsøgte hus i Jersey.

-Det føles ikke godt.
-Jeg tænkte: "Jeg vil ikke derind!"

Det her er for vildt!
Det risler mig koldt ned ad ryggen.

Åh gud,
har I anbragt de skide dukker der?

Eller var det Leigh, den skid?

Jeg havde en prinsesse Leia-dukke.
Jeg elskede hendes frikadellefrisure.

Jeg elskede alt, som var feminint.
Som lille så jeg bedstemor sminke sig.

Jeg holdt øje med hende konstant.
Hun gav mig læbestift og øjenskygge på.

Hun sagde: "Sig intet til bedstefar!"
Og jeg sagde: "Jeg holder mund!"

Allerede dengang kæmpede jeg med,
hvordan jeg havde det som menneske.

Ja, jeg kiggede mig i spejlet
og så en lille drengs krop.

Men jeg mærkede klart min feminine side.

Jeg ved inderst inde, at jeg er en kvinde,
men født uden kropsdelene.

Det er så forvirrende.
Folk kan slet ikke forestille sig det.

VERDENSTURNÉ

Vi er opgejlede før koncerterne.

Det er der,
man slipper al den indestængte energi løs.

Kom så. Kom så!

Det er en stor passion for mig
at optræde foran folk, som elsker os.

Jeg glæder mig til
at gå bersærk på scenen.

Det er ikke mit ego. Jeg hører hjemme der,
og det vil jeg altid gøre.

Om jeg så skal lide,
spise mindre eller leve anderledes,

så vil jeg altid spille musik.

Jeg mødte først Joey. Folk elsker Joe.
Folk kalder ham Skinny Joey Z.

Life of Agony er blevet så stor en del
af vores liv, individuelt og kollektivt,

at vi ikke kan forestille os et liv uden.

Klar! Jeg er fandeme klar til
at gøre det igen, igen og igen!

Vi har været sammen i 30 år.
Vi er knyttet sammen som en familie.

Mina, Alan og jeg. Vi er uadskillelige.

Mina, eller Keith, som han hed dengang,
var stille og holdt sig for sig selv.

Man kunne ikke se,
om han havde det godt eller ej.

Vi tænkte ikke en uge frem i tiden,
og da slet ikke 30 år.

-Hvad er klokken der?
-Næsten 23:30. Jeg er i England.

Du ser træt ud.
Dine øjne ligner små streger.

-Hvor skal I hen i morgen?
-Vi er i Birmingham, England.

Jaså. Hav en god koncert.
Jeg elsker dig så højt.

-Jeg elsker jer.
-Jeg savner dig.

Tjek det her. Det er den 31. oktober 1989.

Life of Agony er lige startet.
Michelle og jeg var små teenagere.

Dit lille hoved stikker op.

Hvad skal du være til halloween, Mishy?
Hvem skal du være?

-Mig selv.
-Skal du være dig selv?

-Hun skal være dig.
-Mig? Det bliver svært.

-Joey Z!
-Skal du være Joey Z?

Når jeg er hjemme, er jeg beskytteren.
Sådan er det bare.

De mærker, når jeg er væk.

Du går glip af min tale til elevrådet.

-Det er jeg ked af, skat.
-Og halloween.

Det er det sværeste ved at være væk.

Jeg kan ikke forestille mig
den samme situation med dem,

som jeg oplevede som barn.
Det er en helt anderledes følelse.

Min far kæmpede med alkohol.

Han behøvede den hver dag,
på grund af arbejdet, familien,

eller hvad det end var.

Han havde altid
en undskyldning for at drikke.

Men alkoholen havde en negativ effekt
på min far. Han blev meget vred.

Alle var voldelige. Min bedstefar
udsatte min bedstemor og Keith for vold.

Det var overalt. Jeg blev også voldelig,
så ingen ville være i nærheden af mig.

Jeg havde
psykiske og emotionelle problemer.

Jeg blev svinet til
og fysisk mishandlet af min farfar.

De skubbede mig fra sig
og gav mig skyldfølelse.

De "tog sig jo af" mig.

Min bedstefar tævede mig gul og blå,

og Joeys fulde far ville begynde
at banke ham uden en grund.

Det var kaotisk.

Husker du scenen i Raging Bull?

"Kom med den.
Den er brændt som et stykke kul!"

"Vil du have din forbandede bøf?"
Hun stikker ham bøffen.

De Niro vælter bordet omkuld.
Sådan var det sgu hver anden aften.

Maden lå i hele køkkenet.

Min bedstemor
blev sparket og slået i hjørnet.

Og jeg, en lille skide 12-årig,

sprang foran min bedstemor
for at beskytte hende.

Jeg tog imod hans slag.
Det var mit liv! Det var det.

Og så undrer folk sig over,
at jeg er ligeglad med andre!

Begge mine forældre arbejdede i skolen,
og min far havde et bijob.

Min far arbejdede altid.
De havde bare så travlt.

Min søster og jeg var nøglebørn.

-Hvorfor havde du kniven?
-Jeg elskede Rambo.

Det ved jeg, men tænk,
at du måtte eje den kniv. Skrækkeligt.

Alan, der dimitterede. Han var så stolt.

Jeg voksede op i dette rum.

Til tider kom mine venner her sent.
Der var en separat indgang.

Når mine forældre havde lagt sig,
opholdt vi os her og lyttede til musik.

Her hængte vi ud.
Ingen holdt øje med os.

Vi elskede ekstrem musik.

Aggressionen, som kogte indeni
på grund af det, der skete derhjemme,

fik vi ud via musikken.

Vi var kvarterets rødder.

Det er jeg ikke stolt af.
Vi baldrede ruder og smadrede folks ting.

Sådan var vi bare.

Jeg vil fandeme se loftet brase ned!

Ser du loftet? Vi splittede stedet ad.

Vi var slemme.

Det, som folk gjorde mod os,
gjorde vi nærmest mod andre.

Vi har været bedste venner hele livet.
Jeg har altid elsket Mina.

Vi gjorde alt sammen.
Jeg føler næsten, at jeg har såret

mine brødre, dog ikke forsætligt,
fordi de ikke fik

lige så meget opmærksomhed som Mina.

Vi hang ud, vi sloges.
Der var meget vold.

Jeg gik med en hammer,
en skruetrækker eller en slagterkniv.

Kom ikke for tæt på!

Hvis jeg skulle følge nogen hjem,
havde jeg en slagterkniv i lommen.

Hele mit liv var præget af vold.

Hardcore og metal reddede os.

Det var et sted, hvor vi kunne

få afløb for alle vores dæmoner,
og det er det på en måde stadig.

Gå en tur ned ad 62nd Street,
hvor heavy metal hører hjemme!

L'Amour lå i et industriområde i byen.

Velkommen til L'Amour!

Man blev røvet,
når man prøvede at komme ind.

L'Amour er helt fyldt og politiet
sikrer sig, at alle opfører sig pænt.

Kommer der moshing?

Det er, når man hopper ned
fra scenen og håber folk griber en.

Vi voksede op med L'Amour.
Publikum var adskilt.

Der var skinheads,
nazi-skinheads, metalheads...

Var man anderledes,
gik folk efter en.

Var man et hardcorested,
risikerede man at få bank.

Mina, jeg og Alan
skulle se Slayer på L'Amour.

Og jeg husker,
at stemningen derinde var brutal.

Man hjalp folk op, hvis de ikke
var idioter. Så trampede man på dem.

-Det var tilladt at gøre folk fortræd.
-Man blev slået og slog igen.

Jeg så en,
som slog folk ned bagfra med en knippel.

Jeg dansede ikke. Jeg tævede folk.

Så brutalt var det. Blod, knækkede tænder,
brækkede knogler, smadrede ansigter.

Det var vi en del af.

Min første koncert
var Biohazard på L'Amour.

Jeg havde aldrig set noget lignende.
Kroppe fløj hid og did.

Det var højlydt, beskidt og fedt!

Det var en øjenåbner.
Det gjorde mig hooked på livemusik.

Alan og Joey kom til vores øverum.
De ville være vores roadies.

Joey kom iført en Biohazard-trøje.
Bagpå havde han skrevet "Skinny Joey Z".

-Jeg tænkte: "Han er sgu rå!"
-Vi var roadies for Biohazard.

Vi var fans,
så vi stagedivede under showet.

Så klatrede vi op og skiftede
deres guitarer. Sådan var miljøet.

Mina var mindreårig.

Så vi puttede hende i en trommekasse,
rullede hende ind bag scenen

og stillede kassen blandt de andre kasser.

Da vi var klar til at gå på scenen
og gå grassat,

så åbnede vi kassen,
og Mina sprang ud og fór omkring.

Det var, hvad det gik ud på i New York.
Vi var sammen

og lukkede aggressionerne ud.

Men bagefter krammede man nogen,
man lige havde smadret tænderne på!

Nogle af de første tegneserier,
jeg tegnede, var ret voldsomme.

Det var mest hævnhistorier,
som endte med en blodig massakre.

Det hjalp mig med at åbne mig.

Unge stimlede sammen omkring mig
for at se, hvilke uhyrer jeg tegnede.

Sådan fik jeg mange venner
uden at ytre et ord.

Det er vores skole. Den brænder!
South Shore High School.

Demented Retribution var et band,
jeg sang i.

Han klippede sin diller af.

Det gjorde mig mindre isoleret.
For sådan er jeg vist indrettet.

Den dag i dag tegner jeg
otte-ni timer i træk, alene i dette rum.

Jeg færdes i mine tanker
og ender nogle dystre steder.

Mine forældre forstod vist ikke,
hvad jeg gennemgik emotionelt.

De tænkte ikke så meget over det.
Jeg var jo ikke voldelig mod nogen.

Jeg har vist altid været deprimeret.
Det kommer og går. Jeg kæmper med det.

Jeg ved ikke,
hvorfor begge børnene er deprimerede.

Vi er ikke deprimerede. Til tider føler
vi os nede, men ikke generelt.

-Vi har haft det godt.
-Ja.

Man fødes vel med det.
Jeg tror ikke, det skyldes deres opvækst.

Det her brugte vi
til "River Runs Red"-coveret.

Billederne opstår i mit hoved,
og så tegner jeg dem.

Det hænger sammen med temaet.
Overskårne håndled og selvmord.

For mig er selvmordstanker normale,

for jeg har også den slags tanker.

Tænker alle ikke på den måde?
Er det ikke normalt?

Jeg tegnede dette logo,
som skal forestille

brikkerne til Life of Agony-puslespillet,
altså fire personer.

Det der er nok Mina! Ja.

Far var der aldrig, men lærte mig meget.
Han lærte mig, hvad jeg ikke bør gøre.

Der findes heroin, coke og ecstasy.
Der findes stoffer overalt.

Hvis jeg var vokset op hos far,
så havde jeg nok allerede været død.

Vi havde to huse. Mit hus,

og ved siden af
lå mine bedsteforældres hus.

Der opfostrede de Mina.

-Vi var altid sammen.
-Ja.

Han er en god dreng.

Jeg boede der, fordi min far
var en junkie, og min mor var død.

Min moster Marilyn, Minas mor,
døde af en overdosis heroin.

Hun tog heroin med Minas far, Tony.

Min mor fandt
min onkel Tony og moster Marilyn,

som havde fået en overdosis,
mens Keith græd i sin kravlegård.

Min mor ventede mig på det tidspunkt.
Marilyn døde, og Tony overlevede.

Det var frygteligt.

Hendes mor døde
for at redde hendes liv.

Var Marilyn ikke gået bort,
så havde det været Mina.

Da Keith, eller Mina, kom til os,

Som 17 måneder gammel kunne han
kun sige "un". Det husker jeg godt.

Han havde ikke lært at tale. Han blev
vist ikke engang madet eller passet.

Hun vidste ikke, at hendes mor døde
af en overdosis. At faren var en junkie.

Vi prøvede bare at give hende et godt liv
med mine to drenge.

Jeg har skrevet mange sange her.
Jeg finder fred og ro her.

Jeg går ud på gangbroen,
betragter havet i timevis og læser.

Jeg kommer her og har sex med elskere.

Jeg ryger joints,
og vi drak maltøl i sin tid!

Her kom man om sommeren.
Det gør mig ret sentimental.

Det her er den eneste del af min mors liv,

som jeg nogensinde
har set og faktisk rørt ved.

Jeg har ikke rørt hendes hår i lang tid.

Ja... Stakkels mor.
Hun fik ikke mulighed for at leve.

Stakkel!

En del af hende lever i mig.

Derfor er jeg den, jeg er.

Der findes sikkert mange grunde til,
at jeg er, som jeg er.

Jeg tror ikke, der kun er én grund til,
at der findes folk som mig,

som flytter grænser
med bevidsthedens omskiftelighed

og livets kønsløshed.

Som lille troede jeg, min mormor
var min mor. Senere sagde jeg:

"Mor, hvorfor bor du hos morfar?"

"Hvorfor kommer far kun på besøg,
når jeg er syg?"

"Og hvorfor kommer han kun
for at få penge?"

De udskød at fortælle mig sandheden.

De troede, at de beskyttede mig,
men de gjorde mig mere forvirret.

Det er nok derfor,
jeg har svært ved at stole på folk,

fordi jeg stolede ikke
på min egen familie.

Faktisk havde jeg ingen tryg familie.

Jeg bebrejder min bror for det hele.

Han var narkomanen. Det sorte får.

Husker I det sorte får? Det var min bror.

Folk kan forholde sig til det.
Sangene og sangteksterne

har så rå følelser i sig. Jeg tror,
at hele deres liv og deres erfaringer,

blodet, sveden, tårerne, smerten,
kærligheden, skønheden. Alt er der.

Folk kan forholde sig
til pladernes indhold.

Samme her. Jeg var fan,
inden jeg kom med i bandet.

Vi ville bare spille fed musik.

Det lykkedes Alan at fortælle
om vores livshistorier i sangteksterne.

Hans genialitet var det,
som knyttede os til vores fans

og gjorde Life of Agony
til et kultband.

Vi var nært knyttede
og delte vores følelser med hinanden.

Det, som Joey og Mina gennemlevede,

påvirkede mig personligt,
fordi vi var nært knyttede.

Det kom til udtryk i mine tekster.

"Nok af den her verden
Nok af blod i disse øjne

Så dødtræt af det her liv

Det er på tide
at jeg indser dette indre had

Nok blod i mine øjne
Kald det hvad du vil

Kald det selvmord

Blæs på hvad du føler
Jeg mærker bare mit sind

Bider tænderne sammen mens jeg sover
Så dødtræt af det her liv"

Jeg tænker altid på Minas stemme,

når jeg skriver sange
og tænker på melodier.

Hun giver mine tekster liv på en måde,
som jeg ikke kan.

Jeg ville end ikke prøve.

Hun har en ufattelig evne

til at tage mine tekster
og gøre dem til sine egne.

Når hun synger dem,
er de hendes.

Jeg husker den dag, jeg spurgte Mina,
om hun ville synge med mig.

Jeg var indelukket

Folk måtte ikke kigge på mig.
Jeg ville ikke kigge på nogen.

Mina sagde nej, men jeg sagde: "Jeg
har tit hørt dig synge foran pianoet."

"Kom med og prøv."

Hun gik med til det
og fulgte med mig derover.

Det var starten på Life of Agony.

Jeg ville ikke være i et rockband.
Jeg ville efterligne Nina Simone.

Mine tog en dåse med insektmiddel op
og sang i den.

Jeg spillede i et lille garageband,

og Joey og Mina
var med i et andet band.

Sådan!

Allan jammede i nærheden
og kom så med i vores band.

Så havde vi endelig en bassist.
Life of Agony var en realitet.

Alan fandt på navnet.
Han sagde, han havde drømt om det.

Vi hedder Life of Agony,
og vi skal nok få gang i jer, skiderikker!

Navnet "Life of Agony" var nok
det mørkeste, jeg kunne finde på.

Vi begyndte som et hardcoreband,
men der passede vi aldrig ind.

Folk så skævt til os.

Folk forstod os ikke.

Vi var influeret af hardcore,
men vi var anderledes.

I starten fik vi meget kritik
fra mange andre bands.

Men publikum kunne faktisk lide os.

Vi spillede mest
på L'Amour om søndagen.

Der gik omkring to år,
før vi kunne fylde stedet selv.

Det var måske, fordi vi var anderledes,
men mange kom og så os.

Jeg tror, at den type vrede, angst

og voldelige hjem
tændte en masse ting.

Det tændte både bandene
og alle, der kom til den slags musik.

Vi blev større og større.

Landskendte kunstnere
brugte os som opvarmningsband.

Da blev Roadrunner interesserede.

Det tog tid at overbevise Monte Conner om
at skrive kontrakt med os.

Han havde betænkeligheder
og brød sig ikke om vores sound.

Keiths stemme skilte sig ud.

Jeg havde aldrig hørt nogen,
der lød som ham.

Jeg forstod det ikke.

Så forstod jeg, at det var det,
der gjorde bandet unikt.

Og så tog jeg dem til mig.

Vi skrev kontrakt
og indspillede "River Runs Red",

som blev udgivet den 12. oktober 1993.

Den plade gav bandet deres gennembrud
fra den ene dag til den anden.

Life of Agony havde flere melodier,

end hvad man accepterede i genren.

Så de skabte noget nyt
i den snæversynede hardcore-genre.

Life of Agony skriver meget
om personlige værdier og følelser.

Det er som en offentlig dagbog.

Bandets stil bygger på den hardcore,
som findes i deres hjemby,

men sangeren Keith Caputo
kan rykke genrens grænser.

Folk siger, at albummet
bygger løst på idéen om selvmord.

-Det er svært at tale om det.
-Og modigt.

Vi gjorde det uden at få hjælp.
Vi klarede det på egen hånd.

Vores første turné var i Europa.

Hvad så? Hamburg, for helvede!

Jeg havde et telekort
og skulle ringe fra en telefonboks.

Det sneede et sted i Tyskland eller Polen.

Jeg håbede bare, at jeg kunne nå igennem.

Jeg husker,
at jeg frøs og rystede af kulde.

Det var næsten umuligt
at komme igennem til personen.

Det var skræmmende.

Det var uhyggeligt,
overvældende og vanvittigt.

Det fik sit eget liv.

Pas på med dine ønsker.

Jeg havde ingen kontrol.

Det er stressende.
Det er skam også givende,

men til tider er det også et mareridt.

I løbet af 90erne, allerede i begyndelsen,
følte hun sig malplaceret.

Hun følte sig ikke
som "den sande forsanger".

Jeg blev oprørt nogle aftener,
når jeg ikke så publikum reagere.

De kiggede måske på sangeren.
"Hvad er der galt med sangeren?"

"Sangeren står med ryggen til os."

Jeg følte mig konstant
tvunget til at gøre det bedre.

Da bandet fik succes,
var jeg ikke forberedt på det.

Jeg var omgivet af alfahanner.

Jeg vidste, at hun tog til natklubber
udklædt som kvinde.

Men jeg vidste ikke, hvor langt hun gik.

Jeg mødtes med transseksuelle,
inden jeg sprang ud.

Sådan lærte jeg endnu mere om mig selv

gennem disse transkvinder,
der festede og arbejdede som eskorter.

Jeg solgte stoffer til folk i klubberne
og opførte mig vanvittigt.

Alle pigerne kendte mig,
men de vidste ikke, jeg var trans.

Dengang
kendte vi ikke ordet "transkønnet".

Selv om jeg udlevede
min maskulinitet som dreng,

så var det åbenlyst,

at jeg var en meget feminin fyr
i folks øjne.

-Det her er en dildo.
-Det er min bror, Zamp.

Jeg tog med hende til en klub som livvagt.
Der var freaks overalt.

Jeg gjorde det klart,
at hende skulle man ikke genere,

for så ville jeg gå amok.

Jeg mærkede en anden personlighed i mig,
og ingen måtte se den.

Det var helligt for mig.

Jeg ville ikke slippe hende ud
og var meget overbeskyttende.

Det her var vores første store festival.

Jeg ved ikke, hvad der fik mig til
at springe ud blandt publikum.

De prøvede at hugge mine sko.
Det var i starten af turnéen.

Jeg tænkte: "Jeg overlever ikke
uden mine sko. Jeg må væk herfra!"

Da jeg var yngre, så jeg VHS-bånd

med mine yndlingsbands,
der spillede til store festivaler.

Og så spillede vi i Dynamo i 1994
foran 92.000 mennesker!

Og de gik fuldstændig agurk.
Tårerne løb ned ad mine kinder.

Jeg har aldrig mærket noget lignende.
Jeg ville aldrig forlade scenen.

Nu vidste jeg, at vi hørte til der.

Det var vores skæbne.

Det skræmte mig meget.
Det var kaotisk.

Jeg håbede bare,
at ingen kom til skade.

Så døde en fyr under en koncert,
og jeg ville stoppe.

På en måde
var alle mine rædsler blevet virkelighed.

Nu til en ung mand,
som døde under en koncert i Brooklyn.

Den sidste aften i live var den 18-årige
i L'Amour for at se Life of Agony.

Det blev hans billet til døden.

Chris blev skubbet af dørmænd
og slog hovedet. Han døde dagen efter.

Her er artiklen om Chris Mitchell,
som døde til vores koncert i L'Amour.

Den her dørmand blev anklaget for

at have smidt ham ned fra scenen.

Men det viste sig,
at det aldrig fandt sted.

Det førte til en retssag,
og vi blev kaldt ind

for at vidne foran en jury.

Dørmanden skubbede ham åbenbart ikke.

Bandet var ved
at forlade scenen efter showet,

og publikum var på vej ud.

Han var beruset og stagedivede,
men ingen greb ham.

Så det er åbenbart, hvad der skete.

Efter det afgjorde vi, at vi ikke
ville have, at folk kom til skade.

Ingen måtte dø til vores shows.

Vi glemmer det aldrig. Vi tænker på det,
når publikum bliver for vilde.

Folk fester vildt, men hvis nogen falder
til en koncert, bliver de hjulpet op.

Mina påpeger det fra scenen.

En fyr smadrede fandeme kraniet i sin tid,
så ingen stagediving, okay?

Så tag dog en skide hjelm med!

"Ugly"-albummet er nok det,
jeg bryder mig mindst om.

Jeg husker nemlig alt det,
der skete med bandet og i mit liv.

Det var nok den værste tid for mig.

Det var svært at turnere for mig dengang,

fordi jeg var ædru.

Al, du drikker vel ikke øl?

Nej, du holder dig fra alkohol.
Ingen stoffer, ingen alkohol, 1994.

Jeg har aldrig prøvet stoffer.

Men alle
var konstant høje under turnéerne.

Jeg følte mig meget isoleret og fanget.

Til tider følte jeg mig
som det femte hjul.

Jeg gik på college, og min bror
var omkring 22 år. Det var 1995.

Jeg har mange lignende breve.
Det her er bare et af dem.

"Jeg føler mig fortabt.

Jeg føler mig malplaceret og aner ikke,
hvor jeg er på vej hen.

Jeg er blevet indadvendt,
og det har gjort alting værre.

Problemerne i bandet har gjort mig
trist, suicidal og bedrøvet."

Jeg havde det skidt med mig selv
og ville ikke leve mere.

Jeg ønskede, at de ville finde
mig dinglende i et hotelværelse.

Den slags dystre tanker gjorde jeg mig.

Sådan fantaserede jeg,
når jeg var længst nede.

Det var noget, jeg tænkte over. "Hvorfor?"

Hvad foregik der i knolden på mig,
siden jeg overvejede det?

Jeg kendte ham ikke dengang.
Så da vi mødtes,

var det fortid for ham.

Hun var den eneste, jeg helt og holdent
kunne være mig selv med.

Jeg følte ikke, at jeg havde
en livsledsager, før jeg mødte Crissy.

Vi har begge ting at kæmpe med.
Sådan er det.

Vi må holde styr på hinanden.
Vi må forholde os rolige.

Min datter bringer os meget glæde,
vi ikke havde før. Det gør det nemmere.

Vi var så lykkelige,
da hun blev en del af vores liv.

Hun besidder en naturlig glæde.

Hun er glad.
Det er vist et selvportræt!

Jeg havde kendt dem alle længe.

Joey var rigtig venlig. Mina og jeg...

Vi blev omgående venner.

Jeg kendte Alan mindst af dem alle.

Jeg kendte ham ikke dengang.
Mina var min ven.

Hun kom hjem til mig og sagde,
at hun ville forlade Life of Agony.

Jeg råbte og skreg ad hende.
"Er du gået fra forstanden?"

De havde lige udgivet deres tredje album.
Jeg sagde: "Gør det ikke."

Jeg tog en masse stoffer.
Kokain og OxyContin.

Jeg nærmede mig døden og tænkte:
"Nu springer jeg aldrig ud.

Jeg vil aldrig kunne leve livet fuldt ud."

Jo ældre jeg bliver, jo mere overvejer
jeg, hvad jeg vil gøre med mit liv.

Hvor jeg er på vej hen.

Hun var simpelthen ulykkelig,

og hun kunne ikke blive ved sådan.

Jeg købte en pistol og skød

op i loftet i lejligheden
og skød på billardkugler i ét væk.

Jeg stak løbet i munden og trykkede af.

Det gik ikke godt. Hverken
pladeselskabet eller bandet forstod det.

Vi spillede i Irving Plaza.

Der var udsolgt. Næste morgen ringede
hun og sagde: "Jeg kan ikke mere."

Jeg sagde: "Okay." Det var
vores korteste samtale. Jeg råbte ikke.

Man kan ikke tvinge nogen til noget.
Jeg vidste, der var noget galt.

Hun sagde hele tiden: "Jeg har
det for skidt. Jeg kan ikke mere."

Det var hårdt, da Mina forlod os, lige
efter "Soul Searching Sun" blev udgivet.

Det var bare den værst mulige timing.

Alt så ud til at blive
storslået og unikt for os,

men på én dag forsvandt det.

Vi havde en fantastisk plade.
"Weeds" blev spillet i radioen.

Alt gik i den rigtige retning for bandet.

De havde formået at få en ny sound.
Alt tydede på, at vi muligvis

kunne have set dem blive et stort band.

Det var svært at leve med.

Jeg husker, at jeg tudbrølede i dagevis.

Jeg fik en svær depression.

Jeg knuselsker min kusine,
og jeg prøvede at være forstående.

Men jeg var også vred.

Når Joe bliver overvældet,
som da Life of Agony

blev taget fra ham,
så stirrer han ind i væggen.

Han afreagerer ikke på nogen.
Han bliver bare tavs et stykke tid.

Men han har lært at håndtere
den slags i årenes løb.

Jeg kender ingen, som er bedre til
at komme på benene igen end Joey.

Han kan lukke af for det negative
og bare fokusere på det positive.

Vi er overlevere. Man giver aldrig op.

Der var et magasin, hvor vi var
på forsiden med vores nye album,

og i det magasin søgte vi en sanger.

På det tidspunkt

gjorde vi alt for at holde
Life of Agony kørende.

Vi gjorde det sgu godt,
da vi fik Whitfield Crane som sanger.

Jeg var med i bandet Life of Agony i 1998.
Det var en vigtig oplevelse for mig.

Det var en udfordring hver eneste dag.

De tog en sanger fra Ugly Kid Joe,
som var kendt for to popsange.

De havde loyale fans,
og der stod jeg, midt på scenen.

Folk stod med armene over kors.
Jeg skulle vise mit værd. Det gjorde jeg!

Den næste sang hedder "River Runs Red".

Efter det følte jeg,
at jeg kunne klare alt!

Vi kom på benene, spillede til Ozzfest
og turnerede med Megadeth.

Vi spillede til store festivaler.
Det var næsten, som om intet var sket.

Det fungerede på overfladen.
Men følelsen af at gøre det uden Mina

var ikke den samme.
Jeg savnede hende.

Whitfield er formidabel,
men det passede ikke til Life of Agony.

Life of Agony er Minas følelser,
der kommer frem, når hun synger.

Vi måtte finde os selv.

Jeg havde mistet mine venner og mit band.

Jeg flyttede hjem til de gamle.
Jeg var knust.

For mig begyndte det,
da Mina forlod LoA.

Det føltes ikke som LoA mere.
Det var en langsom nedtur,

som pinte mig voldsomt.

Det påvirkede vores venskab,
og det var noget møg.

For det tvang os til at gøre ting
hver for sig

for at kunne finde sammen igen.

Hele situationen
var bare noget lort for mig.

Vi var ikke nært knyttet i noget tid.
Der gik et par år,

hvor vi stort set ikke
havde nogen kontakt.

Se her. En sangtekst, jeg har skrevet.

"Jeg er følelsesløs
Hvad gør jeg her? Det er ikke sjovt

På egen hånd
Alle omkring mig består af glas

Jeg kan ikke elske
Jeg ved ikke hvad det betyder

Min pik er mit dødbringende våben
Den er mit selvmord"

Jeg husker, da jeg levede som fyr.
Man skulle gifte sig

og have
hus, hund, barn og hele dynen.

Det var ikke noget for mig.

At leve feminint og give udtryk for det

er den eneste måde at leve på for mig.

Mange, jeg har mødt,
vil være sammen med en som mig.

De vil mærke denne krop,

men de vil gøre det i det skjulte.

De kan ikke præsentere mig for familien.
Det skal være hemmeligt.

Det bliver man træt af efter nogle år.
"Så har jeg prøvet det."

"Hjælp mig med at vokse et godt sted

Mor, jeg vil tilbage til din livmoder"
Det er narkotanker.

Østrogen og østradiol

fordeler blod
til alle de ønskværdige steder i kroppen.

Det er et stærkt middel.

Nogle gange har kanylen
kun været halvvejs inde,

fordi jeg tænkte på,
hvordan min mor og far led.

Jeg kendte ikke rigtigt min far.

Jeg så ham falde ned ad trappen.

Jeg ringede efter ambulancen
og tog kanylerne ud af hans hånd.

Hans hånd lignede en halv grapefrugt,
fordi han fandeme havde koldbrand.

Jeg ville ikke tale med ham.

En dag kom han over og sagde:
"Når jeg dør, vil jeg kremeres."

Og en uge senere

blev han fundet på et hotel.

Jeg skulle identificere liget.

Jeg lagde mig ved siden af hans lig.
Jeg så dem rette ham ud.

Det var den mest empiriske
og stærke oplevelse,

jeg nogensinde har haft.

Det var min far!

Jeg vidste, at han havde fundet fred,
for han led frygteligt.

Det gav mening,
da jeg lå ved siden af ham.

Væskerne begyndte
at flyde ud af hans næse og mund.

Han må have været på sine knæ.

Hele ansigtet var smadret,
for han havde ligget der i timevis.

Der var intet ansigt tilbage.

Da jeg lagde mig ved hans side,
mærkede jeg hans sjæl forlade kroppen.

Nu ville jeg ikke dø mere.

Alan kom til begravelsen,
og vi fik en snak.

Vi tre knyttede straks bånd,
da vi var i det samme lokale igen.

Vi savnede hinanden meget.
Det var emotionelt.

Det var nok i det øjeblik,
at Life of Agony blev et band igen.

Der var en følelse af, at det betød
meget for os at have hinanden.

Vi ville udrette store ting sammen igen.

De fleste sange på "The Broken Valley"
handlede om min fars død.

Det gennemsyrede albummet.

Da Mina mistede
min onkel Tony på den måde,

var det smertefuldt for mange.

Det fik mig til at tænke på min egen far.

Jeg var nødt til
at rette op på en masse ting.

Gå tilbage til sikkerhedskontrollen,
hvis du har tabt noget.

Der var meget hidsighed,
da jeg voksede op.

Jeg frygtede at se dørhåndtaget dreje.

Det var trist og uhyggeligt,
når han kom hjem om aftenen.

For det meste var han fuld.

Det gjorde ham vred og voldelig.

Vi har alle vores grænser.
Når det blinker rødt, er der noget andet.

Han husker ikke meget af det, der skete.

Men jeg kan se ærligheden i hans blik.

Han er ked af det.
Han føler, at han mistede os.

-Hej.
-Hej, far!

-Jeg vil ikke bare vade ind.
-Kom bare ind.

-Er du sikker?
-Ja.

Jeg blev født i 1945, i Brooklyn.

Min far drak. Han var bager og knoklede.
Han sad i baren dagen lang.

Han satte mig på en barstol,

kaldte på bartenderen,
og bartenderen gav mig et snapsglas

med lidt whisky i.
Ja, det gjorde man dengang! Det passer.

Så jeg sad og nippede til whisky.

-Hvor gammel var du?
-Han måtte løfte mig op på stolen!

Jeg var gammel nok til at krydse
Court Street uden at blive kørt ned.

Når min far drak,
blev han til tider i dårligt humør.

Der gik noget galt i hans liv,
som fik ham til at blive sådan.

Der var mange bander i Brooklyn
på den tid.

Gik man ind i deres territorium,
risikerede man at få tæv.

Engang konfronterede de mig.
De pressede mig mod væggen.

Jeg blev rasende og smadrede dem alle,
én ad gangen.

Jeg kunne ikke fatte,
at jeg havde så meget raseri

inden i mig,
som kunne slippe ud på den måde.

Det var miljøet, kvartererne
og tidens ånd, som pressede en.

Han har vist dårlig samvittighed.

Han kunne ikke styre sin vrede.

Vreden føltes aldrig god.
Aldrig, aldrig nogensinde.

Dengang var den noget,
som ikke kunne styres.

Og jeg prøvede ihærdigt at forstå...

...virkeligheden.

Jeg kunne ikke gribe fat i den,
ryste den og... "Vågn op!"

Det magtede jeg ikke. Det er mistede år.
Jeg får dem aldrig tilbage.

De er borte. Det gør ondt.

Han mistede besindelsen,
og der opstod et familieslagsmål.

Mange af os var indblandet.

Min bedstefar ramte min far

med en cykel, i hovedet,
så han fik kraniebrud.

Min far faldt og slog ansigtet.
Blodet strømmede. Der kom ambulancer.

Jeg så det hele. Det var den sidste dag,
min far fik lov at bo der.

Jeg ville ikke forlade jer. Det er
det sværeste, jeg nogensinde har gjort.

Han følte, at han havde mistet os.
At miste sine børn...

Undskyld.

-Jeg er intet barn mere. Jeg er 74 år.
-Det ved jeg.

Til nytår bliver jeg 75.

Så jeg må mande mig op og klare det.

Jeg sagde, at alt er okay nu.
Det mener jeg. Jeg elsker ham.

Jeg vil sige det, mens du lever.

Jeg vil ikke sige det,
når du ligger i kisten.

-Det ved jeg.
-Jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort.

Den amerikanske drøm
om en familie og et hjem mistede jeg.

Jeg husker den første gang,
min far mødte mine børn.

Han brød sammen og tudbrølede hysterisk.
Jeg græd. Alle græd.

Børnene var forvirrede. De var små.

Men de var henrykte over
at møde deres bedstefar!

Min far var overvældet

af glæde og lykke over
at møde sine børnebørn.

Det var et meget glædeligt øjeblik.
Det var faktisk vidunderligt.

De er min kærlighed her i livet.

Jeg ville gøre alt for dem.
Hvis jeg kan, så gør jeg det.

At have det her
gør drømmen levende igen.

Jeg vil have, at de får det liv,
som jeg aldrig fik.

Det vil jeg hjælpe dem med.

Man glemmer aldrig, men samtidig

tror jeg,
at man må finde sin indre harmoni

og give slip på nogle ting.

Han er helbredt nu.
Han er fantastisk. Han er kunstner.

Han har fundet sin passion. Det, hans
forældre i Brooklyn forbød ham at gøre.

De rev hans kunstværker i stykker.
Det former en som menneske.

Vi forandrer tingene bevidst
for at standse den slags overgreb.

Vi vil forhindre den slags,
for det skaber kun dårlige mennesker.

Man behøver noget, som slipper
de følelser fri, såsom kunst eller musik.

-Hvornår skal du af sted igen?
-På tirsdag.

-Hvornår kommer du tilbage?
-Snart. Det lover jeg.

Hvad er det for en kærlighedsfest?
Den vil jeg deltage i!

-Er du okay?
-Ja.

Hej, mor!

Farin eller honning. Det er alt.

-Så meget.
-Kaffe?

-Så meget kaffe?
-Så meget penis!

Nej...

-Selvfølgelig siger jeg det!
-Censurér det.

Tror I, jeg har et grimt sprog?

-Alle mine bandeord kommer fra hende.
-Det passer ikke!

-Alle penisvitserne...
-Det har jeg hørt!

-Jaså?
-Alle libidovitserne...

-Hendes skyld.
-Jeg er gammel nu!

Tage dig på røven og patterne?
Hendes skyld!

Fodfetich? Hendes skyld!

-Vent! Jeg ordner altid mine tånegle...
-Hun har smukke fødder.

-Må jeg se dem?
-Nej, ikke nu.

Jeg har ikke ordnet tæerne...
Jeg nægter at vise mine fødder i dag!

-Hun gjorde mig handicappet for livet.
-Ja, jeg gnubbede dig med foden!

-Det var slut. Hun forgreb sig på mig.
-Nej!

-Det var himmelsk.
-Åh gud, det passer ikke!

-Det var en god type overgreb!
-Det gider jeg ikke høre på.

-Han snakker bare...
-Farvel, moster Ro!

Da jeg hørte, at Mina ville kaldes Mina,

sad vi i min bil, på vej til prøve
med Life of Agony.

Hun kiggede på mig og sagde:
"Jeg har skiftet navn."

Jeg hedder nu Mina Caputo."

Jeg vidste, at nu var det slut med:
"Hej, Keith."

Hun var bare Mina nu.

Klip det ud, når hun siger "han".

-Jeg sagde...
-Hun var dygtig før.

Jeg vidste, du ville blive sur på mig.

-Nej, men det er irriterende.
-Det ved jeg godt.

-Hvad ved du med dit røde stel?
-Mit røde stel?

Jeg savner min kusine.

Jeg føler, at forandringen
adskilte hende unødvendigt fra familien.

Det er hendes ansvar, ikke vores.
Vi accepterer hende.

Jeg vil ikke overvåge folk.

-Det har du lige gjort!
-Ja, jeg måtte fortælle dem det.

Jeg har allerede sagt det.

-Det gør ikke noget.
-Undskyld.

Jeg er begge dele og ingenting.
Jeg er mere forvirret end dig.

-Nej, det er du ikke.
-Jo.

I en stor del af dit liv var du en "han".

Så det er svært at overskue
for min demente hjerne.

Men jeg accepterer og elsker dig.

Det ændrer ikke mine følelser for dig.

Så hvis jeg taler forkert, er det,
fordi jeg er 68 år og har knald i låget.

-Hvis jeg kunne se dig oftere...
-Jeg er så forvirret!

Hvis jeg så dig oftere,
ville jeg sige "han" færre gange.

Jeg elsker Mina og det, hun står for.

Til den prøve braste hun ikke ind
og sagde: "Hej, jeg hedder Mina!"

-Det var Alan, som fandt ud af...
-Hvordan jeg hørte om det?

Vi skulle lige til at gå på scenen
med hende i Europa.

Det var vist
den sidste koncert på turnéen.

Og arrangøren, som skulle præsentere os,

kom over og sagde til mig:

"Skal jeg sige,
at dette er jeres allersidste koncert?"

Jeg sagde: "Hvorfor?"
Han sagde: "Har du ikke hørt det?"

Jeg sagde: "Hvad?" Så viste han mig
alle rockhjemmesiderne,

hvor der stod, at Mina var sprunget ud.

Så fortsatte turnéen i to uger.

Vi sov tæt på hinanden,
men ingen talte om det.

Da jeg var på Facebook i sin tid,
begyndte jeg at blive mere feminin.

Det førte til hadefulde reaktioner.

En dag skrev en knægt
nogle virkelige lede ting til mig.

Og da outede jeg mig selv på nettet.

"Jeg er transseksuel,
og jeg er superstolt af det.

I kan rende mig!"
Jeg var klar til at droppe karrieren.

Jeg var klar til
at droppe familien og vennerne.

Vi spillede den aften,
og jeg prøvede at få et overblik.

Jeg havde fornemmet visse ting.

Da vi forlod scenen,

ville jeg talte med hende.

Det var ikke let at fortælle sine venner,

at jeg har tænkt mig
at gå hele vejen, for helvede.

"Jeg lukker hende ud.
Jeg kan ikke det her mere.

Enten skyder jeg mig selv, eller...
For jeg kan ikke leve videre.

Ikke som de ønsker det."

Min første reaktion var,
at jeg blev såret.

Efter alt det, vi havde gennemlevet,

fik jeg det at vide sådan.
Hvorfor følte hun ikke, at hun kunne

tale med mig om det?

Folk, som ikke går det igennem,
som vi gør,

kan ikke forestille sig,
hvor slemt det føles.

Smerten, angsten.

"Jeg var bange for din reaktion."
Jeg sagde: "Hvorfor?"

"Hvornår jeg har nogensinde dømt dig?"

Jeg sagde, at jeg gerne
havde fået det at vide tidligere.

Og så var alt i orden.

Al og jeg kommer fra forskellige familier,

men han er familie for mig.

Der er folk i min familie,
som ikke har vist mig

en tøddel uvilkårlig kærlighed.

Ikke som mine venner gør nu.

Da hun sprang ud, vidste vi ikke,
om bandet kunne fortsætte.

Men i det mindste var hun lykkelig.

I de første par år var det
mere skræmmende end styrkende.

Nu føler jeg styrken,

fordi jeg har modet til
at blive hadet og foragtet.

Hvad er din forpulede historie?

Jeg frygter ikke folks åndssvage
meninger om, hvordan jeg lever mit liv.

Lad være med at glo sådan. Ellers
presser jeg mine patter i fjæset på dig!

Det bedste at gøre for folk, som bliver
chikaneret af den slags personer,

er at ignorere det.
For efterhånden som tiden går,

vil de personer forsvinde,
fordi alt på Jorden udvikler sig.

Jeg siger, at Mina ikke bør lytte.
Deres stemmer betyder intet.

Jeg var ligeglad,
men hun gloede på mig.

Jeg sagde: "Hvad er det, du vil?
Hvorfor glor du på mig hele aftenen?

Hvis du ikke kan lide mig, så fuck af!
Du skal ikke ødelægge min aften."

Nogle vil aldrig forstå det.

Vi troede ikke, bandet kunne overleve.

Vores agent sagde, at vi
var blevet tilbudt at spille i Belgien.

Jeg ringede rundt til alle og spurgte,
om de var friske.

Det var alle.
Ingen vidste, hvordan det ville gå.

Vi sagde ærligt:
"Hun er vores ven. Det er hendes valg,

og lige meget hvad gør vi det sammen."

I det øjeblik under koncerten

følte jeg, at jeg forstod sangene
bedre end nogensinde.

Det var følelsesladet,
og publikum tog den energi til sig.

Det gik fantastisk, og det gav os håb.

"Vi kan blive ved med det her!"

Mina blev mere åben.
Hun er en utrolig forsanger.

Hun ønsker at gøre det.

Sådan så jeg hende ikke før.

Fra det øjeblik er det gået
bedre og bedre for mig.

Sådan skal det blive ved.

Det er fedt at se,
både som kollega og ven.

Det, jeg gennemlevede med min bedstefar,
betyder intet nu.

Han gjorde sit bedste.

Vi tilgav og elskede hinanden,
før han skulle herfra.

Det, der ikke dræber dig, styrker dig.
Mina er stærk.

Det er skønt at se Mina glad.

Nu er hun den, hun er.
Det er storslået.

Der er sikkert mange i lignende
omstændigheder, som hun giver håb.

Og nu er de sammen igen som et råt band!
Bedre bliver det ikke.

Og det er svært at udleve
rock 'n' roll fuldt og helt.

Rocken har udspillet sin rolle.
Hvor går grænserne?

Her er der grænser, som skal rykkes.
Det har de klaret godt. De er for seje!

Det kan ikke have været let,
især i vores musikgenre.

Det sker ikke ofte,
så det var stærkt af hende.

Fra starten havde vi svært ved
at finde en trommeslager.

Vi har nok haft 10-11 stykker.

Men nu har vi fundet den perfekte.
Hun passer som fod i hose.

Veronica, det er Joey.
Velkommen til familien, for satan!

-Vi har hørt nok. Vi elsker dig.
-Du er vores eneste valg!

Mina, Joe og Alan

bliver ved med det her,
til de falder døde om.

Det gør jeg også!
Jeg står ved deres side.

Vi har udrettet så meget på ét år.

Der er så meget kærlighed til hinanden,
musikken og kreativiteten.

Alt det, vi gør. Det føles, som om
vi vil skabe myterne sammen nu.

Vi gør som The Doors.
Én for alle og alle for én.

Da vi ville lave "The Sound of Scars",

ville vi gerne tilbage til det,
der inspirerede os i begyndelsen.

Dette er os, som vi er nu.
Dette er musikken, vi vil spille.

Musikken, vi skaber,
er lidt som ayahuascaplanten.

Den lader en konfrontere sine dæmoner.

Jeg er så ked af det med din ven.

Dette band reddede mit liv.
Jeg har været ædru i 14 år.

Dette album handler ikke om at give op,
men om at kæmpe.

I har altid været der, da jeg gennemlevede
forliste forhold, venners selvmord,

at blive fyret og alt lortet,
som "River Runs Red" handler om.

Vi er her stadig,
fordi det reddede så mange liv

og stadig hjælper folk, der har det svært.

Derfor bliver vi ved.
Derfor er vi stadig knyttet til fansene.

Jeg vil fortsætte, så længe vi kan.

Mit liv er ikke trist nu.
Jeg er meget glad for mit liv.

Men vi er altid her med jer.

Alt det,
du har gjort for mig i al den tid.

Min søster!

Det handler om mere end blot venner
og et band. Det handler om liv.

Vores liv hænger sammen.
Vi forstår nok alle,

at det, vi har gjort sammen,

er vigtigere end noget af det,
vi har gjort hver for sig.

Vores sammenkomster er vigtigere,
end vi aner.

Dette handler
om vores familie, LoA-familien.

Jeg havde aldrig troet,
at denne dag ville hænde.

Jeg fatter ikke, at vi er kommet hertil.

Det er sgu ufatteligt.

Nogle gange ringer Joey til mig.
Jeg ser hans navn på mobilen,

og så går det op for mig,
at vi har talt sammen

om det her band i 30 år.

At høre min kusine Mina
synge om vores liv,

om hvad vi har været igennem...

Det har handlet om at nå andre.

Det har handlet om at hjælpe andre.

Det er givende. Det er det,
som Life of Agony handler om.

Sådan har det altid været.

Vi har fandeme kæmpestore drømme.
Og de vil alle gå i opfyldelse tidsnok.