All language subtitles for After.Hitler.2016.Part2.WEBRip.x264-ION10

Det er maj 1945. Endelig
løfter nazisternes skygge sig.

Krig har hærget kontinentet.

Nu vil alle bare
tilbage til livet igen.

Men selv om kanonerne nu tier, er
Anden Verdenskrig ikke slut endnu.

Det tredje rige har overgivet sig,
men volden lader ikke til at stoppe.

Længe endnu vil Europa
forblive gennemblødt af blod.

Ikke så snart har man lagt våbnene,
før endnu en krig truer.

Et jerntæppe har sænket sig
over Europa.

Der skal ikke gå længe,
før nazisterne viger pladsen-

-for et andet
lige så frygtindgydende tyranni.

Efter al glæden 8. maj 1945
er Europa stadig grebet af vold.

Udrensninger koster tusinder af liv.

De allierede står
med enorme udfordringer.

Over 40 millioner er blevet fordrevet
under krigen, og nu vil de alle hjem.

Tyskland er nu besat og delt
i fire zoner, og folk sulter stadig.

Hvordan kan man genopbygge
et helt krigshærget kontinent?

I byerne fortsætter oprydningen
i månedsvis.

I 1946 tager det hele dog fart.

De pinefulde bygninger,
de gamle bunkere, rives alle ned.

Til tider med lidt hjælp
fra zoologisk have.

Gennem ruinerne
snor sig små jernbaner-

-der kører
de mange ton murbrokker væk.

Det er et surrealistisk eventyrland,
hvor barndommen generobres.

I Warszawa kører sporvognene igen.

Den tiltrækker en jublende
folkemængde, mange rørt til tårer.

En polsk journalist siger
om sit land:

"Overalt ses arbejdet under vejs."

"Hele strækninger er allerede
renset for murbrokker."

"Atmosfæren er fuld af larm,
støv og arbejde, men også af håb."

Byerne dukker frem af kaos.

Også Stalingrad vækkes
til live igen.

Indtil videre læger man
trods alt krigens sår.

Skoler åbner midt i ruinerne.

I Berlin er det kvinderne,
der er på skolebænken igen.

Da der mangler arbejdskraft,
lærer de murerfagets kunst.

Der er meget at bygge,
men intet at bygge det med.

Så de genbruger. De renser bare alle
de gamle mursten og bruger dem igen.

Der er ingen dørslag,
så de bruger tyske hjelme.

Nazisternes panserværnsraketter
fungerer fint som kasseroller.

De får flere kilometer
ud af de gamle dæk-

-i form af helt nye skosåler.

Selv de offentlige haver ved
Rigsdagen omlægges til køkkenhaver.

Også U-Bahnen kører igen, oplyst
af improviserede ovenlysvinduer.

Som månederne går, vænner folk
sig til efterkrigsverdenen.

Berlin lærer at leve
med sine ruiner.

Som en kvinde siger: "Vor blotte
bevidsthed om at have overlevet-

-giver os styrken
til at starte forfra igen."

Det vil tage over 20 år
at genopbygge alt.

Men selv i nyhedsbulletinerne
mærker man optimismen.

Forår i Berlin.
Facaderne er væk-

-men bag dem går livet videre
med stor ro og tilpasningsevne.

De vander endog stadig altankasserne.

Børnene klarer sig fint.
Ruinerne er én stor legeplads.

Her i Schöneberg forstyrrer intet
en lur i den solbeskinnede idyl.

Og man går også romantiske ture
i Tiergarten igen.

Al denne optimisme dækker dog
over mange problemer.

Der er stadig hundredtusinder
af fortabte forældreløse.

I Berlin, Rom, Napoli og Milano er
der mindst 200.000 hjemløse børn-

-og næsten en million i Polen.

I den tysk-sovjetiske zone skal
en kampagne finde deres familier.

BØRN SØGER DERES FORÆLDRE

Karl Heinz Leier fra Berlin.

Horst Stroll
fra Rastenburg i Østpreussen.

Dette barn er uden navn.

Han blev fundet 24. januar 1945
ved Pankow-Schönhausen station.

En 18 måneder gammel pige-

-fundet for et år siden
på en mark ved Wandlitzsee.

Christiana Korber fra Danzig.

Min mor tog gift,
og min far var på et krigsskib.

Vi leder efter vores mødre og fædre.
Vil I ikke hjælpe os?

De kan henvende Dem til redaktionen.

Kampagnen fortsætter
helt op i 1950erne-

-og hjælper omkring 300.000 børn
med at finde deres familier igen.

Kontinentet snegler sig ud i lyset-

-og folk er ivrige efter en ny verden
og at få mest muligt ud af livet.

En ung fransk pige skriver:

"Hvert første efter krigen
forårsagede tumult."

"Bananer, lottokuponer,
fyrværkeri..."

"Folk ilede til tivoli og cirkus."

"Enhver undskyldning
for at komme ud og samles."

Det er en tid med reformer.

Italien afskaffer sit monarki,
som snart erstattes af en republik.

Frankrig indleder et nyt regime:
Den fjerde republik.

På samme tid i Frankrig og Belgien
får kvinder endelig stemmeret.

I Frankrig og Storbritannien
bliver banker-

-offentlig transport og
energiforsyningen nationaliseret.

Hensigten er at forandre økonomien,
så den arbejder i alles interesse:

For nationen og for generel fremgang.

I Frankrig indfører man
social sikring-

-mens National Health Service leverer
gratis sundhedspleje til alle briter.

Dette omfatter også røntgen
om nødvendigt.

Ødelæggelserne er så omfattende,
at arkitekter nu vil gentænke byerne.

For at mindske presset på storbyerne
forordner en britisk lov i 1946-

-nye byer bygget baseret på radikale
nye byplanlægningskoncepter.

Frankrig følger trop.

I nærheden af Marseille opfører
Le Corbusier sin "Ville radieuse".

I mellemtiden vækkes Le Havre, som
krigen tilintetgjorde, til live igen.

Det bliver ikke normalt igen i nogen
tid, men genopbygningen er i gang.

Også det kraftigt stigende fødselstal
viser håb for fremtiden.

Dagene forude ser nu
mere lovende og mindre dystre ud.

Også i øst drømmer folk
om et nyt liv.

Der er Moskva dog den toneangivende.

De østeuropæiske stater
blev befriet af Den Røde Hær.

Så efter Stalins mening
er de under hans kontrol.

For at etablere sin magt der
uden uro-

-er hans strategi at få kommunister
ind i magtfulde positioner.

I Polen, Tjekkoslovakiet,
Bulgarien og Ungarn-

-indsætter kommunistpartierne
deres brikker.

De overtager juridiske, militære og
indenrigspolitiske nøglepositioner-

-i et mere og mere
undertryggende statsmaskineri.

Den eneste alarmerede
er tilsyneladende-

-tidligere premierminister
Winston Churchill.

I marts 1946 holder han en tale
i Fulton i Missouri-

-hvori han højt og klart fordømmer
den indtrængende sovjetiske trussel.

Fra Stettin ved Østersøen
til Trieste ved Adriaterhavet-

-har et jerntæppe
sænket sig over Europa.

Men ingen lytter.

Østeuropas regeringer er blinde
over for den røde fare.

De hjemsøges stadig
af nazisternes brutalitet.

I deres øjne er Tyskland
stadig den sande fjende.

I Ungarn, Jugoslavien,
Tjekkoslovakiet, Rumænien og Polen-

-er disse efterkrigsår en mulighed
for at gøre gamle regnskab op.

Og målet for alt dette
er deres tyske immigrantgrupper.

Hvad end de ankom for nyligt eller
for årtier siden, er de nu uønskede.

I Tjekkoslovakiet i et befriet Prag
beordres alle tysktalende indbyggere-

-til at bære tydelige svastikaer
eller hvide armbind.

De formenes adgang til teatret,
restauranter og endda parken-

-og har tilmed spærretid.

De tjekkoslovakiske myndigheder
går snart endnu videre.

Man fratager et enormt antal tyskere
statsborgerskabet og deporterer dem.

Der er så mange flygtninge, at
hele familier samles i transitlejre.

De allierede har ingen kommentarer.

Premierminister Clement Attlee
erklærer alle midler gyldige-

-der får tyskerne til at forstå deres
totale og uigenkaldelige nederlag.

Udvandringen er dog ikke altid så
fredelig, som disse billeder antyder.

Myndighederne beskylder tyskerne
for al mulig ondskab.

Da et ammunitionslager eksploderer
ved Usti i Sudeterlandet-

-peger alle straks på tyskerne.

Man starter hurtigt en menneskejagt.

Over 100 mennesker mister livet.

Tyskere, der lynches,
er ved at blive normalt.

Ikke langt fra Prag
optager en amatørfilmfotograf.

Han ser civile tvinges ud i vejsiden.

Tusinder af tyskere
henrettes som her.

En studerende indrømmer:

"Vi holdt munden lukket...
ligesom hele Tyskland gjorde."

Over to millioner tjekkoslovakker
med tysk baggrund smides ud-

-til mediernes henrykkelse.

DE REJSER!

Efter 1.000 år har vi for første
og sidste gang sparket tyskerne ud.

For sidste gang, fordi tyskerne
aldrig kommer tilbage igen.

Også polakkerne tager hævn
over deres tidligere undertrykkere.

Deres tyske minoritet
drives alle ud af landet.

Lejre som Majdanek, der for nyligt
var dedikeret til at udslette jøder-

-bruges nu
til at spærre tyskerne inde.

Tusinder af dem vil dø der.

Denne fordrivelse af tyskere
er også Sovjets værk.

De er meget grådige i deres sejr
og snupper en bid af Polen.

Som modsvar tager Polen
en bid af Tyskland-

-og udvider sig
godt 200 kilometer mod vest.

Europakortet tegnes på ny.

Fra 1945 til 1947 drives tysktalende
befolkningsgrupper ud af Østeuropa.

Det er en af europæisk histories
største flygtningestrømme.

Mindst 12 millioner
samles alle i Tyskland.

Ved skæbnens lune marcherer
de fordrevne langs de samme ruter-

-som nazisternes jødiske ofre, som
fortsat flygter fra pogromer, fulgte.

Som en britisk oberst siger:

"Vi har tendens til
at se Tyskland som en papirkurv-

-med ubegrænset plads
til verdens uønskede affald."

Men tyske minoriteter er ikke
de eneste ofre for den stadige vold.

Etnisk udrensning, gamle
mellemværender... De er overalt.

Som om krigen har udvisket
alle moralske kodekser.

I Polen tynder den nationalistiske
milits ud i den ukrainske minoritet.

Ukrainske militante svarer igen-

-ved enten at nedslagte eller
fordrive deres polske minoritet.

I Jugoslavien myrder Marskal Tito
de kroatiske ustacher-

-som samarbejdede med Hitler
i et terrorregime.

Hans regime udsletter 70.000 af dem.

Græske kommunister og royalister
udkæmper en borgerkrig.

Et brodermord, der resulterer
i over 50.000 dødsfald.

Europa virker ude af stand
til at tage ét eneste samlet skridt-

-mod en lysere fremtid,
og Østeuropa er stadig badet i blod.

I 1947 har de fordrevne
endelig fundet hjem.

De tyske krigsfanger bliver dog
stadig udnyttet i de sejrende lande.

Nogle bliver med tiden
accepteret af de lokale i vest-

-men i øst interneres de stadig
under forfærdelige forhold.

Russerne lader aldrig til at glemme.

Vejret og madmanglen
rotter sig sammen om at gøre en ende-

-på enhver, der overlever
fangevogternes ondskab.

1/3, omkring en million, forsvinder
i Gulaglejrenes trøstesløse øde.

De jøder, der overlevede,
begynder et nyt liv i vest.

Mange rejser samlet mod Palæstina,
der er under britisk herredømme.

De tager af sted på hemmelige skibe.

I 1947 transporterer en gammelt balje
omdøbt "Exodus"-

-over 4.500 flygtninge.

Den britiske flåde nægter jøderne
adgang til det forjættede land.

I stedet overføres de
til fængselsskibe.

Værre endnu sejler briterne dem
til Tyskland-

-hvor de igen interneres i lejre.

Et ramaskrig lyder verden rundt.
Da skandalen stilner af-

-stemmer FN's generalforsamling for
deling og oprettelsen af to stater.

En jødisk og den anden arabisk.

Endelig har Holocausts overlevende
en destination.

Europa fralægger sig dog
ethvert ansvar.

Problemet med de jødiske flygtninge
er en lukket sag.

For USA, Frankrig og Storbritannien
var Tyskland den største fare.

Det ændrer sig dog med den tiltagende
stalinisering af Østeuropa.

I marts 1947, et år
efter Churchills Jerntæppe-tale-

-holder Harry Truman en tale for
kongressen, der vil forandre Europa.

Sovjetisk militær ekspansion
må inddæmmes-

-ved at hjælpe dem,
der modsætter sig dens greb.

Jeg mener, at det må være USA's
politik at støtte frie folkeslag-

-som modsætter sig undertrykkelse-

-fra bevæbnede minoriteter
eller udefrakommende pres.

Selve den græske stats eksistens
er i dag truet af terroraktiviteter-

-udført af flere tusinde bevæbnede
mænd anført af kommunister.

Vi må skride
til omgående og bestemt handling.

For at borgerkrigen ikke driver
grækerne i armene på kommunisternes-

-bevilliger Washington Athen militær
støtte samt flere millioner dollar.

Truman har en anden pointe.

Den største fare, advarer han,
er ikke en sovjetisk militær trussel-

-da russerne ikke har bomben.

Nej, den sande trussel er fattigdom.

I 1947 er folk udmattede.

Økonomien er endnu ikke på fode igen.

I Italien og Frankrig
bor millioner stadig kummerligt-

-og brød rationeres stadig.

BRØD TIL DE GAMLE
VORES 60%

For at støtte Europa
og holde kommunismen i skak-

-finder Washington
på et enormt projekt: Marshallplanen.

Formålet er at bevillige Europa store
lån for at hjælpe det ud af krisen.

Råmaterialer og maskinværktøj
skal redde det gamle kontinent.

FOR EUROPÆISK GENREJSNING
LEVERET AF USA

Stalin ved udmærket, at planen kan
svække hans greb om Østeuropa.

Han forbyder alle landene
i sine kløer at tage imod tilbuddet.

For at hæmme planen
og bremse amerikansk indflydelse-

-lægger Stalin kortene på bordet.

Han beordrer kommunistpartierne
i vest til at skride til handling.

Masserne er trætte og lægger
værktøjet uden megen overbevisning-

-og med Stalins ord rungende
i ørerne sætter de nu farten op.

I både Frankrig og Italien-

-støtter kommunisterne op
om de omsiggribende strejker.

Det begynder at ligne borgerkrig.

Den franske regering frygter et kup,
og ikke uden grund.

Al kaosset og forstyrrelserne
begynder at tage fart.

Posttoget fra Paris til Tourcoing
blev afsporet af ukendte kriminelle-

-som løsnede 25 km jernbanespor.

24 personer er døde,
og over 40 sårede.

Dette grusomme angreb-

-bør få enhver anstændig franskmand
til at vige tilbage i afsky.

I forsøg på at inddæmme det-

-går Jules Moch, den socialistiske
indenrigsminister, hårdt til værks.

Han indkalder 80.000 reservister
og giver dem tilladelse til at skyde.

På få uger er roen genoprettet
på bekostning af nogle få liv-

-men det lykkes ikke kommunisterne
at forpurre Marshallplanen.

Uncle Sams millioner
genstarter økonomierne.

Landmænd høster på niveau med før
krigen, og snart endnu mere end det.

USA satser på at genoprette
den tyske økonomi.

Et stærkt Tyskland vil koste mindre
og være et bolværk mod kommunismen.

Fremgangen er tilbage.

Marshallplanen kommer lige tilpas
og redder Europa fra katastrofen.

På samme tid står døren dog helt åben
for amerikansk storkapital.

Stalin har sin egen plan
for at bremse kapitalismen.

Det essentielle er fusion
og overtagelse efter Moskvas hjerte.

Han opfordrede kommunisterne
til at indtræde i regeringerne-

-men nu skal de udrydde de andre
partier, de har samarbejdet med.

Det er etpartistatens fødsel.

I Rumænien kastes de konservative
på porten. Administration udrenses.

1.000 magistrater fjernes,
og der svindles ved valgene.

Kommunisterne har nu magten.

Den unge kong Michael
tvinges til at abdicere.

I Ungarn trodser premierminister
Ferenc Nagy kommunisterne.

I juni 1947
bliver hans søn kidnappet.

Han går af, betaler løsesummen
og trækker sig tilbage til USA.

I Bulgarien-

-tager den stalinistiske kommunist-
partileder Georgi Dimitrov magten.

Hans rival Nikola Petkov bliver
straks anholdt og dømt til døden.

Han bliver hængt i september 1947.

I Polen taler Stanislaw Mikolajczyk-

-lederen af Polens Folkeparti,
imod kommunistpartiet.

Inden oktober frygter han for sit liv
og flygter til England med sin kone.

Jeg ville ikke blot være et får,
som bliver slagtet.

Især fordi mit parti
ikke længere kunne fungere.

Stalin har fået sin vilje
i løbet af få måneder.

Nu har han
næsten hele Østeuropa under sit flag.

Churchills profeti
er gået i opfyldelse.

Jerntæppet har sænket sig
over Østeuropa.

Ét land har dog ikke overgivet sig:
Tjekkoslovakiet.

Præsident Edvard Beneš har forsøgt-

-at opretholde
et venskabeligt forhold til Sovjet.

Stalins modstand mod Marshallplanen
får en delegation til Kreml-

-for at få ham på andre tanker...

...men uden held.

Ved hjemkomsten siger
udenrigsminister Jan Masaryk:

"Jeg rejste som minister
i en selvstændig stat."

"Jeg vender hjem
som Stalins håndlanger."

Demokratiske ministre går i 1948 af
i modstand mod Stalins kvælertag.

Kommunisterne reagerer hurtigt.

De opildner folk
og bevæbner arbejdermilitser.

200.000 mennesker går på gaden.
Der kaldes til generalstrejke.

For at undgå borgerkrig-

-må Beneš acceptere
en kommunistisk flertalsregering-

-anført af Klement Gottwald,
kommunistpartiets generalsekretær.

Det er et statskup.

I dag er vi
ikke længere forældreløse.

Vi er en del af en stor slavisk
familie anført af Sovjetunionen:

En magtfaktor i denne verden,
som ingen kan besejre.

Undertrykkelsen følger snart.

I marts 1948 findes Jan Masaryk, en
af få demokrater stadig ved magten-

-død under sit ministeriums vinduer.

Var det selvmord i protest over det
kommunistiske kup?

Eller var det mord?

Selve demokratiet
er blevet snigmyrdet.

Kommunisterne styrer nu alt.

Præsident Beneš
dør få måneder senere.

Gottwald vælges
som republikkens præsident.

Også Tjekkoslovakiet
forsvinder bag Jerntæppet.

STALIN
DEN MAND, VI ELSKER HØJEST

Verden rundt bekymrer folk sig over
disse voldsomme magtovertagelser.

Men ikke det franske kommunistparti
og dets leder Maurice Thorez.

LÆNGE LEVE STALIN
FREDENS MAND

Af hele vores hjerter erklærer vi
vores store kærlighed til Stalin.

Vi forsikrer ham
om vores ufravigelige tillid.

Længe leve vores kære, store Stalin!

Længe leve kommunismen!

Pragkuppet er dog
ikke uden konsekvenser.

Da Sovjet er så grådig,
står ét nu klart:

Det er ikke længere muligt at styre
Tyskland sammen med USSR.

Vesten kombinerer sine besatte zoner
og forestiller sig-

-et uafhængigt Vesttyskland
under Washingtons beskyttelse.

I juni 1948 kasserer de den gamle
valuta og indfører D-marken.

Sovjet nægter at anerkende
den nye valuta og slår straks igen.

23. juni 1948 begynder de at afskære
alle forsyningsruter til Vestberlin.

Ingen tog og ingen biler
kan komme igennem.

Stalin vil have hele byen
for sig selv.

Uden strøm står
alle fabrikkerne stille.

Byen er nu afskåret
fra resten af verden.

Over to millioner berlinere mangler
forsyninger og risikerer sult.

Kun på én måde
kan man få forsyninger ind-

-uden de falder i hænderne på Sovjet.

USA og dets allierede
organiserer en enorm luftbro.

Hundreder af fly lander
med mad, udstyr og råmaterialer.

Hvede, kul, benzin og medicin.

Tusinder af ton kommer ind dagligt
lige for næsen af Sovjet.

For første gang
konfronterer Vesten åbenlyst Østen.

Mange observatører ser krisen som
en optakt til en tredje verdenskrig.

Flyene flyver så lavt,
at det medfører forfærdeligt styrt.

Vesten opgav Prag.
Den vil ikke slippe Berlin.

Hele Hollywood drager direkte mod
Berlin. Bob Hope optræder som klovn.

Irving Berlin kommer for at støtte op
om den frie verdens piloter.

operation Vittles,
vi er snart på vej

med kul og hvede og steg,
og alt er okay

For bare tre år siden hamrede
allierede bombefly løs på Berlin.

I dag mader de byen.

Folk står langs landingsbanerne
og råber:

"Svigt os ikke. Mister vi vores
frihed, får vi den aldrig igen."

Besætningerne kaster små faldskærme
med lækkerier ned-

-og vinder dermed
kælenavnet "Rosinbomberne".

De unge berlinere
er ude af dem selv af glæde.

De amerikanske piloter forsyner ikke
blot byen med mad, men også med håb.

Blokaden fortsætter
i 11 lange måneder.

I den tid forsyner 278.000
allierede flyvninger byen med alt-

-hvad den behøver for at overleve.

Selv små Beetler gør glade landinger.

I luften er kampen i gang,
men det tager også fart på jorden.

6. september forsøger kommunisterne
at overtage de officielle bygninger.

En demonstration på hele 300.000
samles ved Rigsdagen tre dage senere.

Byens borgmester Ernst Reuter siger
højt det, alle tænker inderst inde.

Berlins folk kalder på hele verden.

Verdens folk!

Folk i USA, i England,
i Frankrig, i Italien!

Se på denne by.

Og forstå,
at denne by og dette folk-

-må I ikke opgive.

Verdens folk!
Gør I også jeres pligt.

Demonstranter fjerner det røde flag
over Brandenburger Tor.

Der opstår voldelige konfrontationer
med det østtyske politi.

Men vestberlinerne står på deres.

Byen bliver en bastion for frihed,
på den rigtige side af Jerntæppet.

Tyskere er ikke længere
tidligere nazister-

-men mulige ofre
for stalinistisk totalitarisme.

Ordren om ingen fraternisering
fra 1945 er for længst glemt nu.

Tyskland er blevet
en af de allierede.

Fordums besættere
er nutidens befriere.

Luftbroen har forseglet venskabet
mellem sejrsherrerne og de besejrede.

Stalin begik en stor fejl.
I stedet for at komme af med USA-

-har han drevet den vestlige zone
lige ind i Uncle Sams arme.

Blokaden får Vesten til
at indgå en forsvarsalliance.

Denne gang er det ikke mod Tyskland,
men mod USSR.

4. april 1949 bliver 12 lande
medlemsstater i NATO.

En del af Vesteuropa placerer sig
dermed under USA's atomparaply.

BLOKADEN ER LØFTET!

Det er midnat.
Bommene løftes, og blokaden er ovre.

Bil efter bil ruller ned ad den gade,
der lå øde i ti måneder.

Stalin løfter blokaden
den 12. maj 1949.

Både mennesker og varer kan nu
frit bevæge sig ind og ud af byen.

På gaderne jubler de alle.
"Vi er stadig i live," råber de.

Det er en sejr for Vesten
og en stor lettelse for Berlinerne.

Få dage senere fødes et demokratisk
Vesttyskland i de tre vestlige zoner:

Forbundsrepublikken Tyskland.

Berlinere og berlinerinder...

Men uhyret i Kreml
er ikke færdig endnu.

I september 1949 udfører Sovjet
sin første atomprøvesprængning.

USSR har nu sin egen atombombe.

En måned senere, i oktober-

-fødes DDR,
Den Tyske Demokratiske Republik.

Et kommunistisk Tyskland på Sovjets
side med sit eget politiske politi-

-der genopliver ubehagelige minder.

De brune skjorter har veget pladsen
for den røde fare.

Et kontinent rejste sig efter krigen,
blodig, men ej kuet, og fuld af håb.

Fire år senere begynder en ny æra,
hvori fred og fremgang-

-må leve side om side
med frygten for et atom-ragnarok.

Det er 1949.
Det år verden deles i to.

Efterkrigsårenes våbenhvile
har varet...

...slet ikke så længe endda.

Trine Nørgaard
www.btistudios.com