Original subtitles

www.DanishBits.org

Hvad laver du?

Jeg er sulten. - Sukker holder dig vågen.

Hvis det ikke sker, gider jeg ikke en masse sympatiopringninger.

Vi tager væk.

Vi lejer en hytte i Maine og glor ind i en pejs.

Det lyder muntert.

Lad være. - Hvad?

Du skal ikke lade, som om du vil have sex, bare fordi du er nervøs.

Bare et lille put. Så falder vi nemmere i søvn.

Jeg sov faktisk. - Gjorde du? Det er unaturligt.

Kom nu. Du behøver ikke gøre noget.

Hvor patetisk.

Ja. Jeg er patetisk. I ordets egentlige betydning. Patos.

Eros.

Fint, så gør det.

Forestil dig en ung gryntende tyr, som har fundet dig nøgen på stranden.

Hans store næve er solbrændt ...

... og hårene på knoerne er lyse.

Hans langfinger udforsker forsigtigt ...

Nu tager han sin enorme, dinglende ...

... svulmende pik frem.

Nej, hold nu op!

Hallo?

Hallo. Taler jeg med Joseph Castleman?

Ja. Ja.

Mit navn er Arvid Engdahl. Jeg ringer fra Nobelstiftelsen i Stockholm.

Det er vel ikke en spøg?

Nej, det forsikrer jeg Dem. De kan få mit nummer og ringe tilbage ...

Nej, det er ikke nødvendigt.

Inden De fortsætter, vil jeg lige bede min kone tage det andet rør. Er det i orden?

Naturligvis. Jeg venter.

Så er jeg her. - Er det Dem, mrs. Castleman?

Mr. Castleman, er De der stadig? - Ja.

Det er mig en stor ære at meddele Dem, mr. Castleman -

- at De er blevet tildelt årets Nobelpris i litteratur.

Tak. Mange, mange tak.

Det er os en stor glæde at tildele Dem prisen.

Deres forfatterskab spænder vidt.

Ikke alene skriver De med enestående intimitet, vid og dybe -

- De har også udfordret romanformen på en måde, som vil præge nye forfattere.

Ja, jeg burde vel få noget ud af alt det grå i mit skæg.

Sandelig så. Og tak, fordi De gør det for hele verdens skyld.

Mrs. Castleman ...? - Ja.

Deres mand kommer til at kæmpe med pressen i dag.

Jeg vil råde Dem til at styre samtalerne, for det er temmelig udmattende.

Jeg skal nok passe på ham.

Mr. Castleman, De skal sikkert ringe lidt rundt, så jeg lader Dem fejre det i fred.

Vi vender tilbage med alle detaljerne. Og nok engang: Hjertelig tillykke.

Tak. Mange tak.

Farvel. - Farvel.

Farvel.

Jeg har vundet Nobelprisen! Jeg har vundet Nobelprisen!

Hvad er der?

Joanie, jeg fjoller jo bare. - Jeg skal i bad. Det bliver en lang dag.

Kom ned. Kom!

Joan ...

Sådan ...

Så skal I altså til Stockholm ... Hvornår?

Til december. - Så er der iskoldt.

Køber Joe en pels til dig? - Nej.

Jeg vil opføre mig som andre førstedamer og nøjes med en god frakke.

Joanie, kom lige. Kom ...

Goddag, Hal. - Goddag, Joan.

Lige så smuk som altid. - Tak, Hal. Det var sødt sagt.

New York Times er her. Fortæl.

Din mand har fortrængt Bill Clinton fra forsiden af søndagstillægget.

Bliver det ligesom Avedons billeder, hvor man kan se alle porerne?

Hver eneste begavede pore, min ven.

Det føles helt uvirkeligt.

Hvordan ser jeg ud? Ingen krummer? Næsehår?

Nej, alt er godt. - Åh, Joanie ...

Det er ikke et kæmpe fupnummer, vel? - Det er virkelighed, elskede.

Træk vejret.

Joe, kom nu, vi venter!

Kom, så gør vi det.

Hej, mit lille barns barn. Jeg trænger til en lur.

Stakkels mor.

Jamen, mit lille lam ... Der er du jo. - Undskyld, jeg er sent på den.

Jeg prøvede at finde nogle hæderlige cigarer til far.

Jeg har ikke købt noget. Skulle jeg det? - Nej, han er blevet så rigeligt forkælet.

Hej, abemand. - Hej, søster.

Hej, lille fyr.

David ...

Jeg har glædet mig til at sige det ... Din far har vist mig din novelle.

Ja ...?

Den er utrolig velskrevet.

Hvad sagde han?

Vi har ikke diskuteret den endnu.

Den her vej, tak. Flot.

Du ser godt ud, Joe. - Mr. Castleman ...

Sådan. Udmærket. David, er du lige kommet?

Ja.

Tillykke, far. - Hvad er det?

Maduro-cigarer.

Hold da op! Hvor er de flotte.

Velbekomme. - Sikke en herlig gave. Tak, David.

Nå, du ryger stadig, kan jeg se. Jeg så ellers gerne, at du overlevede mig.

Har du læst min historie? - Ja, vi kan snakke senere.

Så det er noget lort? - Hvorfor gør du det der?

Fordi du undgår emnet. - Nej, jeg har bare andre ting i hovedet.

Vi snakker, når det passer bedre. - Okay.

Hjælp din mor.

Nej, Joan, lad nu mig gøre det.

Joanie ...

Kom her, Joanie ...

Champagne ... Hvor er Susannah?

Her, far. - Kom her. Tag et glas.

Jeg drikker ikke. - Lidt champagne skader ikke barnet.

Stille, alle sammen. Joe ...

Lad mig citere fra 'Meditaciones del Quijote'.

"Jeg er mig, tillagt mine omgivelser."

"Hvis ikke jeg værner om sidstnævnte, værner jeg ikke om mig selv."

I dag er jeg verdens lykkeligste mand.

Jeg er sund og rask, plus minus et par bypassoperationer.

Jeg har jer, mine vidunderlige venner, mine videbegærlige studerende.

Min søn David, min smukke datter Susannah -

- og snart et barnebarn.

Som lige nu flyder lykkelig i sin mors fostervand.

Og endelig ...

Endelig har jeg min smukke hustru Joan. Mit livs kærlighed. Kom her, Joan.

Mit livs kærlighed.

Uden hende ...

... er jeg intet.

Min største bedrift er faktisk -

- at jeg kunne overbevise hende om at gifte sig med mig.

Hal, få ham til at stoppe.

Skål for Joseph Castleman, det 20. århundredes største nulevende forfatter.

Skål for Joe!

Tak, alle sammen.

En småkage mere, mr. Castleman? - Ja tak.

Hvor kommer De fra? - Cambridge.

Har De været der? - Nej.

En småkage mere, mrs. Castleman? - Nej tak.

Vil du have en bid af min? - Nej tak.

Vil du have en pude mere? - Jeg har.

Vil du lige se på det her? - Jeg vil hellere løse krydsord.

Undskyld, mr. Castleman ...

En herre nede bagved siger, at han kender Dem. Nathaniel Bone ...

Sig at ... - Undskyld, jeg forstyrrer. Tak.

Jeg ville bare sige tillykke.

Hej, Nathaniel. Du tager næppe til Stockholm for sild alene?

Jeg ville aldrig gå glip af ceremonien. Det er en enestående bedrift.

Det handler ikke om prisen, men om at finde gejsten til den næste bog.

Helt sikkert, og den evne har du.

Må jeg også lykønske dig, Joan? Ægtefællens rolle værdsættes for lidt.

Jeg værdsætter min kone. Jeg værdsætter hende meget.

Jeg tænkte på resten af verden. Anmeldere, læsere ...

Jeg bør vel være imponeret over, at det er lykkedes dig at komme om bord her -

- men du får ikke lov til at skrive min biografi. Og lad os så være i fred.

Det har du gjort klart. Jeg ville bare sige tillykke.

Tak, fordi du kom og hilste på. - Jeg mener det oprigtigt. Tak.

David, hvordan går det med skriveriet? - Gå ned til din plads, Nathaniel.

Bare sov videre.

Mage til tåbe. - Du var ubehøvlet.

Ellers giver han jo aldrig op.

Du skal ikke have ham som fjende. Intet er mere farligt end en såret forfatter.

Han kan rende og hoppe, hvis han ikke kan tåle en afvisning.

Jeg bemærkede det bare. - Fint. Godt.

Husk at strække benene som dr. Krentz siger.

Mr. Castleman, velkommen til Stockholm. Det er en ære at tage imod Dem.

Mange tak. Lige et øjeblik ...

Denne vej.

Det var noget af en rejse.

Undskyld, at jeg trængte mig på. Jeg vil ikke være en plage.

Jeg undskylder min mands ubehøvlethed.

Det skal De ikke. Jeg ved godt, at han oversvømmes af snakkesalige folk.

Skal vi lade, som om jeg har sagt noget sjovt, så De også ser tilfreds ud?

Nej tak. Jeg har det fint med at stå her i mine egne tanker.

Joanie ... Joanie, kommer du? Min hustru.

Mrs. Castleman. Arvid Engdahl, som vækkede Dem ukristeligt tidligt.

Det var ikke spor ukristeligt. Det forlængede min mands liv med ti år.

Det er Harry Castlemans hustru.

Det er Walter Bark, som vil ledsage Dem til alle engagementer.

Mig en ære. Vi sørger for alt, hvad De har brug for.

Tak. Men jeg kræver ikke ret meget.

Når han sover.

Det er mrs. Lindelöf. Hun tager sig af prismodtagernes hustruer.

Deres mand får travlt -

- så jeg kan arrangere shopping og skønhedsbehandlinger ...

Tak. Vi må se ...

Og det er Linnea Engwall, Deres private fotograf. Fra Deres forlægger.

Mig en ære. Jeg er en stor beundrer.

Tak. Det er venligt af Dem.

Jeg følger efter Dem med kameraet, men De skal bare lade, som om jeg ikke er der.

Det er mrs. Castleman.

David. Det er min søn David.

Goddag, David. Vi er glade for, at du kunne komme.

Det er altid dejligt, når prismodtagernes børn er med.

Vi betragter jer som værende lige så charmerende som jeres fædre.

Javel. Okay.

Min søn er utrolig charmerende. Når han ikke kæmper med jetlag.

Skal vi vise Dem til Deres værelser? - Ja tak, det ville være dejligt.

Gå De først. - Tak.

Det må være fra min advokat.

Har du mine læsebriller? - Ja.

Han sender altid det samme billige sprøjt.

Værsgo.

Jeps. Den nærigpind.

Vil du have den, David? - Nej, far.

Chokolader ...

Lækkert. David?

Nej.

"Nyd, nyd! Fra Sylvia Fry." Hvem fanden er det?

En af dine romanfigurer.

Far, altså! - Han er træt, David.

Hukommelsen svigter lidt. Det sker også for dig. Tidligere, hvis du ryger.

Ja ja, far.

Hold lidt igen. Du får halsbrand.

Har du set boghylden? De har alle mine bøger!

De har sågar 'Valnødden' på skide arabisk.

Kendte du den udgave? - Den betalte for fryseren.

Pas på med den. Hvad ...?

Hvad laver du? Hvad er det med dig?

Jeg finder mit værelse. - Fint, skat. Få hvilet lidt.

Tag noget frugt med.

Han er lidt ude af den. - Jeg håber, han får et knald her.

Hold nu op med at være så grov. - Hvad ...?

Joan, er der noget galt?

Nej.

Jeg var ikke tiltrukket af hende kvinden. - Det optager mig overhovedet ikke.

Børst dine tænder. Du har dårlig ånde.

Har jeg?

Tror du, de bemærkede det? - Nej, de havde for travlt med at beundre.

Al den opmærksomhed gør mig lidt utilpas.

Gider du lige lytte til mit hjerte?

Hopper det slag over? - Nej.

Jeg er for gammel til det her. - Det er vi begge to.

Hvad så nu? Skal vi gå ud? - Nej. Nej, vi skal sove.

Joanie ... Kan vi ikke prøve at nyde det her?

TIL J. MED ÆREFRYGT, J.

Goddag, miss Archer. Kom ind.

Deres historie ...

Jeg har læst den to gange, og begge gange -

- kunne jeg lide den.

Tak.

Men der er lang vej endnu. - Jeg er helt indstillet på at ændre.

Du skal ikke ændre noget. Du skal gå dybere ned.

Du skriver med stor intelligens, men ...

Du er uengageret. - Figurerne skal være uengagerede.

Især moderen. - Men hun har ikke altid været sådan, vel?

Hun har været nogens barn, nogens elsker ...

Hun har længsler, angst, hemmelige begær.

Hun har sikkert også tarmluft. - Ja, men hun giver stuepigen skylden.

Udmærket.

Jeg skal vist passe på dig.

Jeg kan være noget af en mundfuld.

Du skal ikke smøre for tykt på.

Du er indtagende nok, som du er.

Jeg vil gerne spørge dig om noget.

Kunne der være den mindste mulighed for, at du er ledig lørdag aften?

Det er jeg.

Vil du være barnepige?

Min kone og jeg har ikke været ude, siden Fanny blev født.

Det vil jeg gerne. Jeg elsker spædbørn.

En sand forfatter skriver ikke for at blive udgivet.

Han skriver, fordi han har noget vigtigt og personligt, han er nødt til at få ud.

En forfatter er nødt til at skrive, ligesom han er nødt til at trække vejret -

- og han bliver ved -

- trods ensomheden, trods fattigdommen, trods bunkerne af afslag.

Trods forælderen eller konen, som siger: "Få dig dog et rigtigt arbejde!"

En forfatter skriver, for gør han det ikke, vil hans sjæl sulte.

"Langsomt fortabte hans tanker sig -

- mens han hørte sneen falde uhørligt gennem verdensrummet -

- uhørligt falde som det endelige ophør -

- over alle levende og døde."

James Joyce. Mere behøves ikke.

Du skulle varme en flaske. Den er kold. - Jeg gjorde det, da du bad mig om det.

Der er kaos.

Er det pigen? - Ja. Hun hedder Joan.

Goddag. Den lille er heroppe.

Carol, tager du lige mit slips? - Det ligger på sengen.

Det ved jeg godt. Vil du tage det til mig?

Bare gå op, Joan.

Sådan er mit liv, Gud bedre det.

SÆDDRÆBENDE CREME

TIL CAROL JEG ELSKER DIG HØJT, J

Så, så ...

Der sker ikke noget.

Jeg er ved at blive forelsket i din far.

Hold da op ...! - Godmorgen, mr. Castleman.

Sankta Lucia er kommet for at hædre en stor forfatter.

Sankta Lucia? - Ja, jeg fortalte det vist i går.

Det gjorde De nok. Jeg ...

Hvor er det fint. tak. - Undskyld mig.

Hvad skal du? - På toilettet.

Beklager, hvis det var ubelejligt.

Jeg er faktisk taknemmelig. Jeg havde mareridt.

Jeg var tilbage i Brooklyn og boede hos min mor.

Lad os synge igen.

Og så siger hun: "Joe, Joe, jeg har dårligt nyt."

Men så skriger min lille russiske farmor, der er bygget som en fodskammel:

"Ikke før maden! Du spolerer hans appetit!"

"Du spolerer hans appetit ..." - Undskyld, jeg afbryder løjerne.

Men jeg vil godt præsentere Dem for en anden prismodtagerfamilie.

Udmærket. Vi ses senere.

James Finch får prisen i fysik. Han er højt begavet og elskværdig.

James Finch, det er forfatteren Joseph Castleman.

En fornøjelse. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg havde læst alle dine bøger.

Og jeg ville ønske, at jeg havde forstået alle dine formler.

Jeg har læst dine bøger. De er langt mere interessante end James' kruseduller.

Min kone Constance er også forsker. Hun har en kritisk tilgang til mit arbejde.

Min kone skriver heldigvis ikke. Ellers ville jeg have permanent skriveblokering.

Goddag. Jeg hedder Joan.

Joan er mit livs kærlighed.

Det er mine børn. Ellen ...

Hun skal løse Alzheimers gåde, inden min egen demens sætter ind.

Min søn David er forfatter. Han er godt på vej til at finde sin stemme.

Sam arbejder med ledende polymer -

- Peter interesserer sig for primtalsfaktorer -

- og Chester prøver at modbevise strengteorien.

Han kan ikke helt være med, men vi bærer over med ham.

Beklager, mr. Castleman, men det er tid til Deres forelæsning. Denne vej.

Ja, jeg ...

Det var rart at møde dig, James. - I lige måde, Joseph.

En fornøjelse, Jean. - Joan. Det gør ingenting.

Davs.

Hvordan går det? - Godt.

Hvad med Dem? - Helt fint.

Må jeg tage et billede? - Naturligvis.

Vi ses.

David, næste gang jeg præsenterer dig, kunne du prøve med lidt øjenkontakt.

Fint. Og næste gang beskriver du mig ikke som den halvfærdige forfatter.

"Han er ved at finde sin stemme." Hvad skal det betyde?

Det er et faktum. Der er du jo.

Og det tager tid. Det gjorde det også for mig.

Nej, du lagde ud med en bestseller. - Jeg havde en hård opvækst.

Lev lidt, så skal du bare se. Og lad være med at ryge i bilen.

Jeg kan rulle ned. - Det er koldt. Og du skal slet ikke ryge.

Og du skal ikke proppe dig med animalsk fedt.

Hvad fanden er det med dig? - Hold op, begge to.

Er du sur, fordi vi ikke har talt om din novelle?

Jeg vil ikke tale om noget, du undgår, som var det en kæmpe lort.

har

Jeg synes, det er en lovende begyndelse. Men det er ikke det, du vil høre.

Du vil høre, at det er genialt. - Nej, overhovedet ikke.

Hold op! Hold op!

Hvor er du dog en idiot.

David, vil du have resten dagen for dig selv?

Så går han glip af min forelæsning.

Vil du det? - Ja.

Hvad vil du lave? - Stockholm er en europæisk storby.

Skal jeg sætte dig af her? Midt på gaden? Er det godt nok?

Gustav, vær rar at stoppe her. - Ja.

Du får lidt penge. Kan du finde hotellet?

Ja.

Kom ind til os, når du kommer tilbage. - Ja. Tak, mor.

Hold da op ...

Det er ikke nemt at være din søn. nogens

Du kunne godt virke lidt mere stolt. - Han kunne godt arbejde lidt hårdere.

Vi skal ikke bare rose ham. - Jeg synes, at han har talent.

Så sig det. - Det betyder ikke noget.

Det skal komme fra dig.

Han burde kunne skrive uden min billigelse.

Alle har brug for billigelse.

Ja.

De her sko bliver min død.

Kom med din fod.

Vil du ikke godt lade være med at takke mig i din tale?

Jeg vil ikke fremstå som den lidende hustru.

Det forstår du godt, ikke? - Jeg er nødt til at takke dig.

Alle takker deres kone. Ellers fremstår jeg som et narcissistisk svin.

Det er du også!

Det er hurtigt klaret. En sætning. Det bliver smertefrit.

Kom nu ... - Nej. Nej.

Er alt i orden?

Gør det, du skal.

"Lærerhustruen."

Du har belyst mrs. Castleman på en højst interessant måde.

Det handler ikke om Deres kone. Det er bare et karakterstudie.

Miss Archer, jeg har allerede sagt, at De skriver godt.

Men jeg er usikker på, om det er trængt ind.

Det her er fra min roman 'Sovende hunde'.

De fleste af jer har ikke læst den, for den solgte kun 1000 eksemplarer.

De fleste blev købt af mine slægtninge, som blev godt betalt. Af mig.

Så begynder vi. Første kapitel.

Et glas vin? - Nej tak.

De er så grønne. - Det synes du jo altid.

Lad mig præsentere dig for miss Archer, den lovende unge forfatter, jeg talte om.

Undskyld mig. Joan ...

Joan, det er Elaine Mozell. - Goddag.

Deres prosa er vidunderlig. Ren, levende og frimodig.

Tak. Men ved du hvad? Offentligheden tåler ikke frimodig prosa fra en kvinde.

Du har talent, hører jeg.

Tak. Jeg elsker at skrive. Det er mit hele liv.

Lad være.

Hvabehar? - Vil du vide, hvor dine bøger ender?

Lige der.

På alumnihylden.

Åbn den.

Sådan lyder en bog, der aldrig har været åbnet.

Du må aldrig indbilde dig, at du kan få deres opmærksomhed.

Hvis? - Mændenes.

Som skriver anmeldelserne, driver forlagene, udgiver tidsskrifterne.

Dem, der bestemmer, hvem der skal tages alvorligt og sættes på en piedestal.

En forfatter skal skrive. - En forfatter skal læses, lille skat.

Er der nogen, der har ild?

Joe?

Joe?

Joe?

Joe?

Vil du gøre mig selskab?

Nej. Jeg burde nok tage hjem.

Og gå i seng.

Sner det stadig derude?

Så lad mig sende dig af sted med det her ...

"Langsomt fortabte hans tanker sig -

- mens han hørte sneen falde uhørligt gennem verdensrummet -

- uhørligt falde som det endelige ophør -

- over alle levende og døde."

Hvor er det smukt. Har De skrevet det?

Nej.

Nu må jeg af sted.

Klokken er mange.

Godnat. Sov godt.

Jeg ved godt, hvad du vil sige.

At jeg tager livet af mig med alt det fedt.

Det gør du.

Hvad er det, vi laver?

Skal vi ikke sætte en stopper for alt det her?

Gemme os i en hytte ved en fjord. Drikke os fulde. Hyle mod nordlyset.

Hvis bare ...

Kom ind.

Mr. Castleman spiser frokost herinde.

Du skal op. Du bliver hentet om 40 minutter.

Åh nej ... Godt, jeg kommer. - Din frokost er kommet.

Her er dine reservebriller.

Og dine piller. - Tager du ikke med?

Nej, jeg vil godt lave noget alene. - Hvad vil du lave?

Det ved jeg ikke. Måske en tur rundt i byen.

I en gemen turistbus?

Joe ... Jeg bliver i meget bedre humør, hvis du lader mig.

Skulle vi ikke opleve det her sammen?

Tag en klokken tre. Jeg har sat dit ur.

Mrs. Castleman ...

Nathaniel ... - Jeg stalker Dem ikke. På æresord.

Jeg ville bare lægge noget til Dem.

Jeg fandt det i en boghandel på Smith College, da jeg researchede på Joe.

Northrop House. Det var mit kollegium.

Det ved jeg. Det var før Deres tid, men jeg tænkte, De ville synes om det.

Tak. Det var betænksomt.

De har altid været venlig mod mig i mine mislykkede forsøg på at bejle til Joe.

Må jeg give en drink? Der ligger en bar, som taget ud af 1800-tallet ...

Strindberg har nok drukket sig fuld der.

Ville det nu også være passende? - Nej, fuldstændig upassende.

Men vi er i Sverige midt om vinteren ...

Ingen af os vil vel være mutters alene med vores grublerier lige nu, vel?

Lækkert.

Jeg har faktisk en tilståelse.

Jeg er blevet tilbudt at skrive en bog om Joe.

Jeg ville sige det, så du ikke tror, at jeg gør noget bag hans ryg.

Bliver det et akademisk værk?

Ja og nej. - Hvad betyder det?

Du kan lige så godt få at vide, at jeg kender til Joes mange ...

... fejltrin.

Det tror jeg gerne.

Jeg kan forestille mig, at det er saftigt materiale for en biografist.

Det skulle man måske tro, men det er en anelse forudsigeligt.

De fleste geniale mænd lader til at have en overaktiv libido.

Og gennem tilbedende biografier skal vi finde det charmerende og tilgiveligt.

Det gør jeg ikke. Jeg synes, det er rystende.

Fremstil mig ikke som et offer. Jeg er meget mere interessant end som så.

Det ved jeg godt.

Jeg vil ikke drage fejlagtige konklusioner om jeres forhold.

Nu har vi chancen for at høre sandheden.

Hvor er du gennemskuelig. Jeg fatter ikke, at jeg lod mig lokke herind.

Du kan altid gå.

Tilbringe resten af dagen på et koldt museum med obskur nordisk kunst.

Eller også kan vi nyde de udsøgte drinks.

Godmorgen, Joseph. - Professor Chen Ling, kemi.

Dr. Karl Seigler, medicin, og sir Randall Meade, økonomi.

En fornøjelse.

Nu overlader jeg Dem til mr. Lagerfelt, som gennemgår morgendagens procedure.

Mine herrer -

- De indtager Deres pladser, som for nærværende har skilte med Deres navne.

Når De skal modtage Deres medalje, går De fra Deres stol og herhen.

Og så modtager De medaljen fra kongen.

Så skal De bukke og vise ærbødighed i tre retninger.

Sådan.

Vi begynder med Dem, mr. Castleman.

Okay.

Undskyld ... Skulle jeg bukke først?

De går frem mod kongen, og så bukker De.

Beklager. - Pyt med det. Det er derfor, vi øver.

Det er ikke raketvidenskab, Castleman.

Nej, selvfølgelig.

Og nu bukker De tre gange.

Walter, må jeg lige få et øjeblik?

Jeg skal bare have en lille pause. - Vil De have noget? Vand? Noget andet?

Bare sig til. - Jeg har det fint. Jeg vil bare ...

Vi går ud.

Jeg kommer ubevæbnet.

Al den knipsen irriterede Dem. - Du gør bare dit arbejde.

De har sagt, at hvis De vil, kan De få fri resten af dagen.

Det vil jeg.

Hvilken af dørene tror du fører til den hurtigste flugtvej?

Skal vi prøve at se?

Jeg vil tro, Joe fik dig til at holde op. - Ja, han vil holde mig sund og rask.

Her kommer mit næste spændende spørgsmål.

Hvad betyder Nobelprisen for Joseph Castleman?

Ja. Det er ikke mit. Det kommer fra forlaget.

Jeg bruger det, han sagde i flyet.

"Det handler ikke om prisen, men om at finde gejsten til den næste bog."

Perfekt. Tak.

Hvordan finder du gejsten?

Til at stå op om morgenen? - Til at skrive.

Jeg er ikke forfatter. - Jo.

I arkivet fandt jeg nogle noveller af dig, som blev udgivet i universitetsavisen.

Jeg læste 'Lærerhustruen'. Udsøgt velskrevet.

Tak.

Jeg havde et vist potentiale.

Fortryder du, at du holdt op? - Nej.

Jeg havde meget lave forventninger til, hvor langt jeg kunne nå som kvinde.

Der var da masser af succesrige kvindelige forfattere dengang.

Ja, men jeg havde ikke den rette personlighed.

Er det sandt?

Jeg er ret genert. Jeg bryder mig ikke om at blive kigget på.

Så holder jeg op med at kigge på dig.

Tilskyndede Joe dig til at blive ved med at skrive?

Ja, men som jeg sagde ...

... så valgte jeg ikke at forfølge det.

Fordi han var familiens forfatter?

Nathaniel, hvis du leder efter spor af bitterhed, så finder du ikke nogen her.

Pokkers!

Apropos bitterhed, så har jeg talt med hans eks, Carol.

Hvordan har hun det?

Godt. Hun er psykiater.

Det var da godt for hende.

Og deres datter, Fanny? - Succesrig tandlæge.

Og bare rolig, Carol tilgiver dig.

Det glæder mig.

Joe prøvede at holde kontakten. Jeg tilskyndede ham til det, men ...

Vi har det ret skidt med det kapitel i vores liv.

Hun vil gerne forsikre sig om, at du ved -

- hvor taknemmelig hun er over, at du befriede hende for ham.

Det gjorde jeg gerne.

Joan ...

Jeg håber, at du ved, at hans affærer intet havde med dig at gøre.

Det er tvangsmæssigt.

Jeg vil tro, at det er en dybtliggende frygt for utilstrækkelighed.

Den store terapeut.

Har du nogen, du betror dig til?

Nej.

Og jeg har heller ikke lyst til det.

Det er nok det, der gør dig så tiltrækkende.

Du er så hemmelighedsfuld.

Flirter du med mig?

Sandsynligvis. Hvorfor ikke?

Du ved, at jeg ikke stoler på dig.

Pokkers ...

Mine piller. - Piller?

For blodtrykket. Jeg må hellere komme tilbage til hotellet.

Hold lige det. Jeg vil gerne give dig noget.

Hvor er min pen? Her.

Lad mig se ... "Til ..."

"... Linea."

Nej, det er med to n'er.

Det er lige meget. Jeg må hellere gå.

Kan du selv finde ud? - Ja.

Pis ...

Jeg har læst noget af Joes tidlige arbejde.

Et par noveller, jeg faldt over.

Nogle ret ukendte litterære magasiner og ...

Jeg er ked af at sige det, men det var ikke ret godt.

Tidligt arbejde er sjældent læseværdigt. Det burde du da vide?

Ja, men der er ikke det mindste spor af hans modne stemme.

Din novelle 'Lærerhustruen' -

- virker meget mere som en tidlig Castleman.

Det er fuldt forståeligt.

Joe satte store aftryk som lærer.

Lad gå.

Men ifølge Carol blev han overraskende meget bedre, efter han havde truffet dig.

Det var pænt sagt af hende.

Med al respekt -

- så tror jeg, at du er dødtræt af Joe Castleman.

Træt af hans sidespring, træt af at være usynlig -

- træt af at bruge dit kolossale talent på at skabe legenden Castleman.

For familiens skyld, for familielykkens skyld, burde du ville være med på det her.

David virker som en ulykkelig ung mand.

Det tilkommer ikke dig at tale om mine børn.

Du har ret. Undskyld.

Men du burde tale med nogen.

Jeg afslører aldrig min kilde.

Jeg påtager mig skurkerollen, så du ikke føler, at du svigter Joe.

Så er sandheden kendt, og du kan skrive i dit eget navn.

Sikke en fantastisk historie, Nathaniel.

Du burde skrive fiktion.

Joan ...

Du ved, hvor jeg er.

Og du skal vide, at jeg virkelig nyder dit selskab.

Joanie? Joanie, er det dig?

Ja. - Hvor har du været? Jeg har været urolig.

Hvorfor? Den er kun halv fem. - Ja, men der er allerede mørkt.

Du må ikke sådan forsvinde.

Jeg forsvandt ikke. Jeg var ude i et par timer.

Hvad har du lavet hele dagen? - Gået rundt, været i et par butikker.

Hvordan gik prøven? - Har du røget? Jeg kan lugte det.

Jeg var på en café, hvor der var tykt af røg.

Har du også drukket? - Ja, jeg fik en vodka.

Midt på dagen? - Ja, Joe, midt på dagen.

Du kan ikke gå til receptioner og lugte af alkohol.

Du er stjernen, så det er folk da ligeglade med.

Hvad pokker går der af dig? - Jeg vil ikke belæres som et barn.

Men for fanden, Joe ...

Hold op med at smide dit tøj på gulvet. Jeg er træt af at samle op efter dig.

Hvad er det? - Jeg blev sulten og købte lidt valnødder.

Må jeg se den? - Det er bare en valnød.

Må jeg se den? Kom med den.

Kom med den. - Vær nu ikke så fjollet.

Så mens jeg, drukmåsen, var ude, forførte du den yppige Linnea?

Der skete ingenting. - Du skal ikke fornærme min intelligens!

Der skete ikke noget. Jeg stoppede det.

Bravo. - Ja, bravo.

Jeg stoppede det, fordi jeg var bange for, at du følte dig overset i en turistbus -

- så jeg tog tilbage, så du ikke skulle være alene, og så måtte jeg vente!

Jeg skulle have sagt, det blev sent, så du kunne bolle fotografen færdig.

Jeg ville ikke bolle hende! Jeg er ikke engang tiltrukket af hende.

Jeg var bare bekymret for dig. - Hvor er jeg rørt.

Jeg er for gammel til det pjat. Jeg er færdig med det. Jeg er kun din.

Ih, hvor er jeg heldig. - Ja, du er heldig.

Hallo? Susannah?

Barnet er kommet. - Hvad?

Hold da op ... - Hvad?

Barnet er kommet. Tag det andet rør.

Hvornår? - For et par timer siden.

Hold da op ...!

Har du det godt? - Jeg har det fint.

Han klynker lidt.

Blev det en dreng?

Hvad skal han hedde? - Max.

Max ... Hvem ligner han?

Jeg ved, du synes, jeg skal sige, at han ligner dig.

Hold røret hen til hans øre. - Tag den lige. Far vil tale med Max.

Er han der nu?

Hej, Maxwell.

Det din morfar Joe.

Hej, skat, det er din mormor.

Hej. Velkommen.

Han taler med os.

Du er verdens smukkeste lille dreng. Gid, jeg kunne holde dig lige nu.

Far og mor, Marks forældre er lige kommet. Jeg er nødt til at løbe.

Giv ham et stort kys fra os. - Det skal jeg nok.

Jeg elsker dig højt, min skat. - Farvel, skat.

Jeg elsker også dig, mor. Hej hej, far.

Farvel!

Åh, Joanie. Så bliver livet ikke meget bedre, hvad?

Hold da op ...

Vi udsætter hinanden for alt muligt, men vi har sgu et vidunderligt liv.

Du er en utrolig talentfuld forfatter, David, men det ved du jo.

Tak, far, det er jeg glad for.

Jeg kunne godt lide din novelle. Den er godt opbygget.

Men?

Der er altid et 'men' i det første udkast.

Kom nu ... Vil du høre det?

Ja. Fortsæt.

Jeg køber ikke helt oplægget med parret.

Den skrydende mand, den stoiske kone med den undertrykte vrede ...

Det har vi set før. Det er en kliche.

Jeg tror, du kan gøre det bedre end det.

Hold da op ...

Okay.

Det er en del af processen.

Det gør ondt. Det ved jeg. Det kan være en helvedes lidelse at skrive.

Ja, skat, det er forfærdeligt. Du har virkelig lidt.

Sengetid.

Jeg følger din mor op.

Mor dig lidt. Men bliv ikke for længe oppe.

Godnat, skat.

Ring til din søster. Hun ville blive så glad.

Cigaretten? - Beklager, vi sælger ikke cigaretter.

Tag en af mine.

Hej. Tak.

Jeg har studeret dem.

Pigen sutter på sit hår, og fyren har en underlig trækning.

Ja, de virker ret skøre.

Det er vi vel alle? Min far underviste på Yale.

Han plejede at tvinge mig til at recitere 'Iliaden' ved aftensmaden. På græsk.

Langt ude.

Det er kun begyndelsen. Det mest langt ude er, at han ikke forstod et kvæk.

Hvad drikker vi, David?

VALNØDDEN

Jeg har måske den næste Henry Miller. En drukkenbolt på vej ned.

Så lad os plukke ham nu. Også mig, skatter.

Jeg har en roman af en kvinde. Om en amerikansk familie i tre generationer.

Fantastisk skrevet. Strålende. Men måske lidt vagt.

Den fortælles fra hendes perspektiv. - Ser hun godt ud?

Har I ikke en ung, jødisk forfatter?

Alle de store forlag har en. Hvor er vores?

Mr. Bower ...?

Jeg har måske det, De søger.

VALNØDDEN af Joseph Castleman

Jeg har gået til Harlem og tilbage igen, drukket fem espressoer og røget 30 smøger.

Du bad mig være ærlig.

Så fortæl.

Jeg er ked af det, Joe, men den fænger mig ikke.

Hvad mener du?

Den bliver aldrig levende.

Emnet er for tæt på dig. Jeg må have en mere objektiv mening.

Dine figurer er stive.

Du har ikke gjort dem virkelige. - Det er noget nonsens. Vær specifik.

For at nævne en ting -

- så er dialogen opstyltet. Lad mig prøve at finde et eksempel.

Rend mig. Det her fungerer ikke. - Hvad?

Vores kærlighedsaffære, eller hvad det er.

Jeg elsker ikke din roman, men jeg elsker dig.

Hvordan kan du elske en elendig forfatter?

Hvordan kan jeg være sammen med en, der ikke respekterer mig?

Jeg respekterer dig. På alle mulige måder.

På alle mulige måder? Rend mig! Sig, du tror på mig som forfatter.

- Det er kun dit første udkast ... - Det er slut. Vores forhold er dødsdømt.

Hvad skal jeg gøre, når jeg er tilbage i ...

Undervise på et middelmådigt universitet, fordi jeg røg på en af mine elever?

Jeg er ikke bare en elev, Joe. - Nej, du er pigen med det lille ekstra.

Du bliver en stjerne på boghimlen, mens jeg retter prøver og laver aftensmad.

Jeg bliver aldrig en stjerne på boghimlen!

Ingen vil udgive mine bøger, og hvis de gjorde, ville ingen læse dem.

Jeg har ikke store ideer ligesom dig. Du har noget på hjerte, ikke jeg.

Du må ikke forlade mig.

Hvis jeg mister dig, er mit liv forbi.

Jeg går ingen steder. - Jeg vil ikke leve uden dig.

Og jeg vil ikke leve uden dig.

Livet er skideuretfærdigt!

Godt, godt, godt ... Nu falder vi ned.

Det skal nok gå.

Godt ... Godt.

Hvad gør vi?

Det ved jeg ikke.

Lad mig lige tænke ...

Du synes altså, den er håbløs? Det lort, jeg har skrevet?

Det er ikke noget lort.

Det er en fængslende historie.

Alle ideerne er der.

Det kan jeg se.

Og jeg kan ordne det.

Vil du have, at jeg ordner det?

Joe?

Hvad sagde han?

Han elskede den! - Vil de udgive den? Vil de udgive den?

Hvad laver du?

Kom her. - Vent.

Vi bliver udgivet! Vi bliver udgivet!

Hvor fanden bliver han af? - Slap af.

Slap nu bare af. - Ellers tager vi af sted uden ham.

Se selv. Der er han.

Hej, skat. Hvor er du flot.

Du kommer for sent. Vi skal af sted.

Mine briller? Og invitationerne? - Dem får vi vel ikke brug for.

Man ved aldrig. Hvordan er det, din butterfly ser ud? Kom her.

Lad mig nu ordne den.

Stå stille.

Hvad er der?

Du har røget pot. - Nej.

Jo, du har.

Du stinker langt væk. - Fald nu ned.

Se ham lige. Knægten er jo skæv.

Ja, jeg er en slem skuffelse, hvad? - Hvad er det for en fjendtlig tone?

Joe ... David, hvad sker der?

Jeg prøver at finde ud af, om jeg har tilbedt det forkerte forældrealter.

Hvad taler du om?

Hvad taler du om? Knægten ser herrens ud. Hvad gør vi?

Jeg er ikke et stedord. Jeg står lige her. - Så sig noget!

Råb ikke ad ham. - Jo!

Vi er sent på den.

Vi burde sidde i limousinen, og han er godt i gang med at spolere min aften.

Er det det? - Er det hvad?

Din aften.

For ifølge din biografist kan alt det her være et genialt fupnummer.

Hvilken biografist? - Ham på flyet med brillerne og håret.

Andy Warhol med pigment. - Nathaniel Bone er ikke min biografist.

Han var i baren. Han sagde, at jeg ikke skal måle mig med min hæderkronede far -

- for der er en teori om, at du, min moder, er geniet i familien.

Det er jo latterligt. - Hvorfor finde på noget så vildt?

Han er ude efter mig -

- fordi jeg ikke vil godkende hans makværk af en biografi. Vær nu ikke en idiot.

- fordi jeg ikke vil godkende hans makværk af en biografi. Vær nu ikke en idiot.

Jeg er ikke idiot. Hvorfor siger du det? - Rolig.

Men hvis nu han har ret, så ville jeg være en kæmpe idiot, ikke?

Du bliver paranoid af det pot.

Jeg er ikke paranoid!

Nathaniel Bone er lumsk. Han burde ikke sige de ting til dig.

Han sagde, at I fik en drink sammen.

Er det rigtigt? - Ja.

Han var i lobbyen. Jeg ville ikke afvise ham.

Han sagde, at du tilstod. - Tilstod hvad?

Han sagde, at du skriver fars bøger for ham.

Det har jeg aldrig sagt.

Gør du det?

Nej, David, det gør jeg ikke.

Jeg tror ikke på dig.

Jeg kan ikke tvinge dig til at tro på mig.

Du må selv afgøre, hvad du tror.

Det er løgn. Det skriger til himlen.

Hvorfor smækkede du altid døren i for mig, når hun var derinde? Hvad lavede hun der?

Hvad snakker du om? - Døren til dit kontor!

Du smækkede den i, når hun var derinde. - Din mor læste korrektur.

Korrektur? Det tror jeg ikke på!

Du spurgte mor, hvem Sylvia Fry var. Du kan ikke engang huske dine figurer!

Så er det godt. - Fanden tage dig!

Du slavebandt min mor ... - David ... Hold op!

Fald ned. Din far styrer mig ikke.

Det er noget værre rod ... - Kom her, David.

- Undskyld ... Nej, kom her. Så, så.

Mor ... - Det gør ikke noget, skat.

Jeg ved godt, du ikke har det nemt.

Hvil dig. Få noget mad bragt op.

Hvad siger du til det?

Vi er ikke dårlige mennesker.

Den passage, hvor du beskriver, hvordan hun lægger hans tøj sammen, er for lang.

Det er med vilje.

Det viser, hvordan hun keder sig, mens hun venter på ham. Det har en rytme.

En endeløs gentagelse af det prosaiske. - Javel. Det er godt.

Mor! - I så fald skal du forstærke det.

Mor, jeg vil godt vise dig noget. - Jeg er tilbage om lidt.

David, kom her. - Mor!

Vi går nedenunder med ham. - Mor ...! Mor!

Jeg vil godt vise dig noget! Mor!

De har skænket os en omfattende, hvileløs og blændende samling af værker.

Med hver bog, mr. Castleman, har De udfordret romanens form -

- og genopfundet fortællingens og prosaens inderste væsen.

De er en stilistisk mester -

- og dog er Deres figurer så intenst virkelige -

- deres skæbner gribende, portrætteringen af dem inderlig.

Kære mr. Castleman ...

Menneskeligheden i Deres værker bryder grænserne mellem klasse og køn.

De er en ordets mester -

- men også en mester i at beskrive menneskets vilkår -

- i al sin kompleksitet.

Mr. Castleman, jeg overbringer Dem Det Svenske Akademis varmeste lykønskninger -

- når jeg beder Dem modtage Nobelprisen i litteratur af Hans Majestæt Kongen.

Man bruner brystet i gryden -

- tilsætter to kopper vand, lidt ketchup, lidt hvidløgssalt -

- og til sidst den hemmelige ingrediens: en spiseske pulverkaffe.

Er det typisk i den amerikansk-jødiske kultur?

Nej, det illustrerer bare, hvor elendig en kok min mor var.

Undskyld, Deres Majestæt, må jeg have lov at føre mr. Castleman op til podiet?

Undskyld mig. Jeg kommer igen. - Ja, gør endelig det.

Fortæl om Dem selv, mrs. Castleman.

Har De en beskæftigelse? - Ja.

Hvilken?

Jeg er kongemager.

Min hustru ville sige det samme.

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højhed, mine damer og herrer.

Det er en ære at præsentere Nobelpristageren i litteratur -

- mr. Joseph Castleman.

Jeg er dybt taknemmelig for den ære, De har vist mig.

Men æren burde tilfalde ...

Æren burde tilfalde en anden.

Min hustru Joan.

Joan er i sandhed min bedre halvdel.

Hun har gjort det muligt for mig at finde ro -

- såvel som larm -

- til at skabe mine værker.

Uden hende ville jeg ikke stå her i aften.

Jeg ville sidde derhjemme -

- og stirre på et blankt ark -

- med munden vidt åben af bestyrtelse.

Min hustru er min fornuft ...

... min samvittighed ...

... og inspiration til hver en anstændig impuls, jeg nogensinde har haft.

Joan, du er min muse -

- min elskede -

- min sjæl.

Og jeg deler denne ære med dig.

Elskede ...

Hvad laver du? - Går.

Hvad mener du? - Men bliv du bare.

Undskyld mig. Joan?

Joan, hør på mig ...

Der skete ikke noget.

Nu skal jeg følge dem til dametoilettet. - Jeg vil godt hen på hotellet.

Hvis jeg får Deres størrelse, kan jeg sørge for en ren kjole.

Nej tak. Jeg er færdig her.

Deres pris ...

Mrs. Castleman, jeg beklager dybt.

Gustav, skru op for varmen. Og må vi bede om lidt privatliv?

Tak.

Vi kører hen på hotellet, du skifter, og så kører vi tilbage til en kort seance.

Og så er det her cirkus overstået.

Jeg forlader dig. - Hvad snakker du om?

Jeg kan ikke mere. - Sludder. Du forlader mig ikke.

Spil ikke overrasket, fortvivlet eller chokeret, for du er ingen af delene.

Du ville ikke have, at jeg takkede dig -

- men tror du, at det alt sammen var spil for galleriet?

Jeg mente hvert et ord. Giv mig dog lidt anerkendelse.

For hvad? - For at elske dig.

Vorherre bevares, Joe! - Hvad?

Hvad?

Her ... - Jeg vil ikke have den.

Det er din. - Det er din! Dit navn står på den!

Tag den, for helvede! - Jeg vil ikke have den!

Jeg vil ikke have lortet!

Hvad laver du? Hvad har du gjort?

Jeg fandt den. - Gudskelov. Tak.

Joanie, sæt dig, så jeg kan se dig. Jeg vil tale med dig.

Noget at drikke? - Nej tak.

Hør nu her, Joanie ...

Der er intet forfærdeligt, skammeligt eller umoralsk i det, vi laver.

Vi er en forfatterduo. Vi har skabt nogle vidunderlige værker sammen.

Du redigerer, Joe. Ikke andet. Det er mig, der skriver otte timer om dagen.

Er det sådan, du ser på det?

Og i alle de år har du bare opdyrket en masse bitterhed?

Hvad med alle de år jeg har masseret dig, lavet te, lavet mad, set efter børnene -

- så du kunne arbejde uforstyrret?

Tror du ikke, det har været ved at tage livet af mig, at du havde talentet?

Tror du, jeg vågner om morgenen og er bare det mindste stolt af mig selv?

Men har jeg nogensinde sagt, at jeg er færdig med vores ægteskab og forlader dig?

Nej, du har haft affærer. - Og fortrudt hver og en af dem!

Du har flæbet i mit skød og bedt om tilgivelse -

- og fået den, fordi du fik mig overbevist om, at det skyldtes mit talent.

Og når jeg var for vred eller såret til at skrive -

- gav du mig massage og sagde: "Brug det , Joanie."

Det har jeg aldrig sagt. - Jo! Heldigvis kunne jeg bruge det.

Og anmelderne elskede, at Sylvia Fry gnubbede tårepletter af sin kjole.

"Endnu et mesterværk af Castleman." Din brystkasse voksede, når du læste det.

Og jeg blev ikke rasende eller frygtede for, hvordan det påvirkede vores børn -

- men spekulerede på, hvordan jeg kunne omsætte din opførsel til ord.

Og det lykkedes. Det står lige her.

Det står her ...

Endnu et mesterværk af Castleman. Og lad mig se ...

Den her skrev jeg, efter du havde bollet ... vores tredje barnepige.

Den havde intet med barnepigen at gøre. - Jo, det er på hver eneste side.

Det her er mine fortællinger, min kultur, min familie, mine ideer.

Mine ord, min smerte, mine timer alene i arbejdsværelset -

- for at forvandle din skrækkelige opførsel til litterært guld!

Hvad fik du af fængslende ideer? Du var en privilegeret snerpe.

Det eneste hæderlige, du har skrevet alene, var om Carol.

Allerede dengang stjal du fra mit liv.

Skam dig, Joe.

Du elskede at bo i Greenwich Village med en slem jøde. Dine forældre krympede sig.

Du fik det litterære liv og

Du elskede at få det fine tøj, rejserne, privilegierne -

- uden at skulle gifte dig med en klovn fra et børsfirma.

Du fik det hele, min tøs. - Du får det igen. Jeg vil ikke have det.

Hvad laver du?

Jeg sover inde hos David, og når jeg kommer hjem, ringer jeg til en advokat.

Det her er jo latterligt. Vi har børn. Vi har et barnebarn.

Vi har gamle venner, som snart begynder at dø fra os.

Hvad vil du gøre? Bo alene og være tapper?

Vent ... Du går ikke! - Rør mig ikke!

Må jeg ikke røre dig?

Vi er nødt til at snakke om det. - Jeg kan ikke mere, Joe.

Jeg kan ikke klare ydmygelsen -

- i at holde din frakke, sortere dine piller, fjerne krummer fra dit skæg -

- og blive skubbet til side sammen med de andre koner for at snakke indkøbstur -

- mens du siger til hoben af spytslikkere -

- at din kone ikke skriver!

Din kone, som lige har fået Nobelprisen!

Hvis jeg er et ufølsomt og ubegavet nul -

- hvorfor fanden giftede du dig så med mig?

Gode gud ...

Nej, sig det. Hvorfor giftede du dig med mig?

Det ved jeg ikke.

Jeg kan ikke tænke klart mere.

Jeg vil bare ud af den her kjole. - Lad mig.

Så ...

Joanie ... - Åh gud ...!

Hvad er der? - Nej. Nej ...

Pis, pis, pis ...

Hvad fanden ...?

Åh gud ... - Hvad er der?

Læg dig ned. Læg dig ned ...

Sådan ...

Godt. Jeg ringer lige ...

Vi bor i Executive-suiten. Jeg tror, min mand er ved at få et hjerteanfald.

Send en så hurtigt som muligt. Tak.

Så, skat.

Husk at trække vejret. Helt langsomt. Godt.

Så ...

Det skal nok gå.

Åh, Joanie ... Joanie ...

De er på vej.

Elsker du mig?

Elsker du mig?

Ja, jeg elsker dig, Joe. Jeg elsker dig utrolig højt.

Hold da op ...

Du er en fantastisk løgner.

Hvordan kan jeg nogensinde vide det?

Joe? Joe?

Bliv her, Joe. Se på mig. Se på mig.

Bliv her. Hold ud, Joe.

Hold ud, Joe.

Bliv hos mig, Joe. Joe? Joe?

Mr. Castleman?

Mr. Castleman, kan De høre mig?

En mere, mrs. Castleman? - Nej tak.

Jeg ved ikke, om De kan huske mig, men jeg var med på udrejsen.

Det husker jeg godt.

Jeg kondolerer.

Tak.

Jeg ser mange par, når jeg flyver -

- og De og Deres mand ...

Jeg ville bare sige, at jeg kunne se, at De havde et vidunderligt forhold.

Hvordan?

Det var noget med Deres måde at være sammen på.

Undskyld mig.

Nathaniel Bone vil gerne tale med Dem.

Skal jeg sige, at De sover?

Nej, det er fint.

Jeg savner ord.

Jeg er som bedøvet.

Hvordan har I det? - Vi er stadig i chok.

Ja. Det er vi vist alle sammen.

Det er meget at tage ind.

Nathaniel ...

Ja.

Det vi talte om forleden ... - Ja?

Jeg vil bare sige, at det, du insinuerede, ikke er sandt -

- og hvis du sværter Joes talent på nogen måde, slæber jeg dig i retten.

Held og lykke, Nathaniel. Det bliver sikkert en udmærket bog.

Hørte du noget af det? - Ja.

Når vi kommer hjem, sætter jeg mig med dig og din søster -

- og så fortæller jeg det hele.

Okay, mor.

www.DanishBits.org

Oversættelse: Claus D. Jarløv Medietekst Danmark