All language subtitles for Death.on.the.Nile.2022.1080p.BDRip.X264.AC3

Downloaded from RARBG

YSER-BROEN, BELGIEN
31. OKTOBER 1914

Mon capitaine!

Ordrer fra hovedkvarteret.

Ordren...

...er at indtage broen.

Vi kan forvente mange faldne.

Ingen når frem til den bro i live.

Fat mod, mænd. Vi sætter livet på spil, -

- men vi kan tilbageerobre vort land.

I århundreder har poeterne
drømt om at dø for kærligheden.

Jeg formoder,
at vi er de heldige udvalgte.

Vi skal vente i tre timer,
til vinden slår om i øst, -

- og så affyre alle gasgranater, vi har.

Der er en anden mulighed, kaptajn.

Og hvad er det, Poirot?

Vi kan angribe lige nu.
- Nu?

Ja. I løbet af de næste syv minutter.

Måske otte.

Hver morgen letter stormsvalerne, -

- lige inden vinden slår om i øst.

Kan De se?

Denne morgen er de lettet tidligt.

Lige nu er forholdene ideelle -

- til at skjule vores fremmarch.

Skjult af gassen kan vi krydse
de 200 meters ingenmandsland uset.

Før fjenden ved af det, angriber vi.

Tager De fejl, vil vinden blæse gassen
tilbage mod vores hær.

Vi gasser os selv, mens de dræber os.
Er det det, De vil?

Jeg tager ikke fejl.

De angriber!

Jeg kan ikke se dem!

Retræte!

De havde ret.

De er for intelligent til
at være landmand, Poirot.

Non! Capitaine!

Jeg bad dig om ikke at komme.

Jeg er også sygeplejerske.

Jeg hørte om en såret soldat,
som reddede hele sit kompagni.

Jeg reddede ikke min kaptajn.

Og du indvilligede i at gifte dig med mig,
før alt det her skete.

Katherine, du må hellere gå.

Ved du, hvordan kærlighed fungerer?

Når man elsker nogen, elsker man dem...

...trods deres sorte humør,
eller at de ændrer sig.

Deres værste træk
er højst irritationsmomenter.

Deres skønhedsfejl er som fregner.

Og det viser sig...

...at jeg elsker dig.

Hvad med det her?

Kom her.

Ganske enkelt.

Du anlægger overskæg.

DØDEN PÅ NILEN

Poirot, hvor har De været?
Arundell-mysteriet? Har De en sag?

Nej, jeg har en fornemmelse af sult.

Monsieur Blondin!
- Poirot, De løste gåden i Egypten.

En stor succes, men jeg må tilbage dertil.
- Og i aften bliver...

Merci, monsieur.
- En af alle desserter på menuen.

Hvad end herren ønsker, så spørg blot.

Alle undrer sig over,
at der ikke er noget musik.

Der er ingen musik,
fordi betalingen ikke er faldet.

Alle får betaling, når aftenen er slut.
- Det har jeg prøvet før.

Og mænd, som driver
klasseetablissementer som dette, -

- forlægger tit portemonnæen.

De har sikkert allerede glemt mit navn.
Rosalie Otterbourne.

Jeg er ikke blot Salome Otterbournes
impresario, men også hendes niece.

Jeg vil sørge for,
at hun bliver velhavende.

Og vi bliver betalt på forskud.

Så hvis De vil have musik, -

- så skal jeg se en stak grønne lapper,
eller hvilken farve jeres penge nu har.

Nu vil De huske mit navn.

Mine damer og herrer!
Salome Otterbourne!

Frøken Ridgeway!

Linnet!

Frøken Ridgeway! Frøken Ridgeway!
- Smil!

Frøken Ridgeway!
- Smil!

Gør plads for frøken Ridgeway!

Frøken Linnet Ridgeway, hvilken ære.

Merci. Vi har... Der er syv.
- Ja. Syv af de fineste desserter.

Jeg vil ikke have syv. Kun seks.
Det går ikke med et ulige antal.

Nu har vi et lige antal. Det er godt.
Hvilken skal jeg fjerne? Jeg ved det ikke.

Nej, ikke min lille ven.
Mange tak.

Den er min lille...

Linnet.

Det er uretfærdigt at se sådan der ud
og også være dig.

Jeg bad Louise om at vælge mig
en særlig kjole for din skyld, Jacks.

Forlovet?

Ja, ikke?
- Men med hvem?

Han er stor, firkantet, drenget
og vidunderligt enfoldig.

Det er det. Og så hedder han
ovenikøbet Simon. Simon Doyle.

Vi vil giftes hurtigt.
Derfor ville jeg tale med dig.

Du er vel ikke...?
- Hvad? Nej. Nej.

Men vi er tit i kanen sammen. Hele tiden.
- Jackie!

Beklager, men det passer.

Jeg dør, hvis jeg ikke kan blive
fru Doyle. Det er ægte kærlighed.

Hvis du har brug for penge,
kan vi kalde det en bryllupsgave.

Nej. Ikke penge. Et arbejde.
Du har købt et gods.

Nogen skal ordne det og drive det for dig.
Det kunne du lade Simon gøre.

Han er uden arbejde, men han
har fødderne solidt plantet i mulden.

Gør han det ikke godt,
kan du sende ham bort.

Men han er
for spektakulær til at kunne fejle.

Søde skat.
Du er jo helt forgabt. Pas på.

Det er for sent.
- Jackie, min skat.

Der er han.

Det var uartigt af mig.

Godaften.

Jeg tillod mig at...

Simon, skat. Mød guldfuglen, -

- den guddommelige Linnet Ridgeway.

En fornøjelse at møde
min nye godsforvalter.

Mener De virkelig det?

Selvfølgelig gør hun det.
Gå ud at danse med hende.

Tak hende ordentligt.

Giv et stort bifald
til Salome Otterbourne.

NILEN

SEKS UGER SENERE

EGYPTEN

Monsieur?

Monsieur, alors! Monsieur!

De skænder et af verdens vidundere.

Og De ødelægger en sublim jaffakage.

Monsieur!

Smukke drage!

Hvad? Poirot!

Bouc!
- Hvad laver du her?

Hvad synes du om min drage?

Jeg kommer ned. Bliv der.
- Forsigtig.

Af alle pyramider i verden
kom du til min.

Verden er lille.

Mon ami, Bouc!
Hvorfor flyver du med drage på pyramiden?

Fordi ingen andre har gjort det før.
Tusinder af år, og jeg er den første!

Du er den første.

Det er godt at se dig, Poirot.

Er du på ferie eller en sag?

Jeg skjuler mig for sager.

Jamen så skjul dig sammen med os.

I Aswan. Vi er på lyntur.

Du rejser stadig konstant.
- Desværre ikke.

Min onkel fyrede mig fra toget,
da han opdagede, at jeg intet lavede.

Jeg prøvede at arbejde. På et kontor.

Arbejdet kunne jeg klare,
men jeg kunne ikke begribe morgenerne.

Men jeg klarer mig nu som en holdt mand.
Kom. Kom.

Lad mig præsentere dig for Euphemia.
- Men hvem er Euphemia?

Det finder du ud af.
- En ny ung dame i Boucs liv?

Bag enhver drageflyvende mand
står en kvinde.

Her er hun. Den eneste kvinde,
jeg nogensinde har elsket. Mor.

Mor, du skal møde Hercule Poirot.

Hvorfor?
- Han er den største nulevende detektiv.

Han overdriver.

Nej, det er faktisk ganske korrekt.
- De gør en latterlig figur.

Det er ikke første gang, nogen siger det.
- Og De blokerer udsigten.

Vær nu rar, mor.
Poirot her er min ven, og han er berømt.

Og han kommer til middagen i aften.
- Gør han det?

Jeg kan ikke trænge mig på.
- Jo da. Du vil højne min status.

Det er ikke kun mor og jeg på ferie.
Vi fejrer et bryllup.

Er det mig?
- Måske.

Vær nu rar.

Pardon.

HOTEL DEN FØRSTE KATARAKT
ASWAN

"Så bør situationen være under kontrol,
og vi kan vende tilbage til det normale."

Fik du det hele? Godt.

Vær venlig at sende telegrammet
hurtigst muligt.

Og ikke en sjæl må se det.

Nej. Jeg gør det!

Det er slemt nok, at vi skal bo på
det her skrækkelige burgøjserhotel, -

- men jeg vil ikke være med til
at undertrykke arbejderklassen.

Medmindre det er mig.
Så har hun det fint med det.

Jeg er kølig, kyndig og klarer den.

Værdighed.

Marie van Schuyler.
Og jeg har ikke brug for en suite.

Det er bare mig
og min sygeplejerske, Bowers.

Jeg er fru Doyles gudmor.

Vi har reserveret.
- Bliver dette område ryddet til festen?

Hvem som helst skal jo ikke komme
og stjæle champagnen.

Er den meget dyr?

Merci.

Mine damer og herrer,
vi lukker dette område.

Er alt i orden, madame?
- Alt er perfekt.

Udgiften til den her fest kunne brødføde
en landsby i et år. Det er obskønt.

Ja, er det ikke vidunderligt?

Donerede du din formue til socialisterne?
- Kommunisterne.

"Penge er den fremmedgjorte essens
af menneskets arbejde og liv."

Penge er den eneste ven,
en kvinde kan stole på.

Se!
- Mine damer og herrer. Og mor.

Det er mig en ære
at præsentere vore værter.

Byd det nygifte par velkommen.
Hr. og fru Simon Doyle.

Der er de.

Magnifique, madame!

Fantastisk, Linny!
- Smukt!

Åh, kærlighed.

Den er ikke ufarlig.

Jeg var vidne til et lille drama for nogle
uger siden. Det var så blot første akt.

Du er en engel, Linny!

Heldige satan. Tænk at finde
den eneste arving uden polypper.

De løb straks bort for at gifte sig.
- Hul i konventionerne.

Tænk at gifte sig af kærlighed, men
alligevel få penge med. Sikket lykketræf.

Hurra for det.

Ser jeg godt ud?
- Du ligner en hel million.

To millioner.
- Min bryllupsgave fra Simon.

Betalt af hendes lomme, så næppe.
Hendes gave til sig selv via mig.

Jeg troede, Bouc løj, da han påstod,
at han kendte Hercule Poirot.

Enchantée, monsieur.
- Tillykke og mange tak.

Merci.
De damer. Gudmor. Fætter Andrew!

Simon. Fætter Andrew, min formueforvalter
både udenlands og derhjemme.

Han er nærmest familie.

Jeg tvang ham med,
så han endelig ville tage ferie.

Jeg er her kun for champagnen.

Og for dette...

Hvor sødt.

Bedårende.

Venner, jeg ved, I mener,
dette er et mysterium.

Mysteriet om "Hvorfor helvede
giftede Linnet Ridgeway sig med ham?".

Og jeg aner ikke hvorfor.
Jeg er hverken klog eller romantisk.

Jeg er ikke veltalende.
Jeg har ikke penge eller status.

Men jeg elsker dig.

Og nu...

Jeg vil ikke sige det, af frygt for
at tyvene kommer og tager dig.

Skål for brudeparret.
- For brudeparret.

Hurra for dem!

Salome Otterbourne sang den aften,
vi mødte hinanden, -

- så jeg tryglede din gamle ven Rosalie
om at trygle hende om at komme med.

Jeg er glad for at være med.
- Jeg har ikke smagt kaviar i ti år.

Sikken dekadent kasten om sig med penge.

Kom, Linny. Lad os danse.

Den sorgfulde.
Der er én til hver en bryllupsfest.

Den gode doktor Windlesham
friede først til frøken Ridgeway.

Han og aviserne mente,
handlen var i hus.

Men så kom den svulmende hingst,
og nu er hun fru Doyle.

Var jeg i hans sted, ville jeg kun
være her for at skyde gommen.

Vore andre gæster er Linnets gudmor,
som afskyr Linnets rigdom, -

- og gudmorens sygeplejerske, Bowers,
som higer efter den -

- ligesom Linnets egen stuepige,
den stakkels Louise.

Og der er fætter Andrew.
Han er en glat ål.

Kun Linnet stoler på ham.

Mor og jeg er de eneste,
som er ved forstanden.

Den eneste her, som kan lide Linnet,
er hendes skolekammerat Rosalie.

Hun er Salome Otterbournes niece.
Hun har arrangeret koncerten her.

Monsieur Poirot, dans med mig.
- Held og lykke.

Det ser godt ud, Simon.
- Lad os danse. Kom.

Hun har fulgt efter os igen.

Undskyld.

Tragisk. Tredje akt.
- Der er to sorgfulde til ethvert bryllup.

Hvordan går det med Linnet?

Nej nej. Mange tak.
Tak. Ja, det er flot.

Prøv et stykke.

Meget flot.
Se alle de kasser derinde.

Han er her.
- Hvem?

Poirot.
- Så lad os tale med ham.

Undskyld. Undskyld.

Er slangen din ven?
- Min bedste ven.

Monsieur Poirot. Beklager den dramatiske
afslutning på aftenen i går.

Vil De ikke slutte Dem til os i aften?
- De er alt for venlig mod en fremmed.

Pas på! Pas på!

Tak.
- Madame.

Jeg går. Jeg går.

Er alt vel?

Hr. og fru Doyle, det er jeg ked af.
- Vi vil gerne bede om Deres hjælp.

Det drejer sig om Jackie de Bellefort.
Hun har forfulgt os på bryllupsrejsen.

Hun og jeg var engang forlovede.

Har hun truet jer specifikt?

Nej, hun siger ikke noget.
Hun dukker bare op og stirrer.

Pardonnez-moi, non. Der er ingen sag her.
Hun har intet forbryderisk gjort.

Det er uanstændigt, det, hun gør.
Og melodramatisk.

Og hun gør sig selv til grin.

Jeg kunne godt lide Jackie,
da jeg var sammen med hende.

Men så mødte jeg Linnet,
og Jackie blev som luft for mig.

Fra det første "godaften" vidste jeg,
at jeg skulle være ved hendes side.

Heldigvis følte hun det samme.

Jeg kunne have skreget af glæde.
- Men i stedet hævede De forlovelsen.

Skal han tilbringe livet med en,
han ikke elsker, for at skåne hende?

Det er kærlighed. Det er ikke
et retfærdigt spil. Der er ingen regler.

Måske har hun endnu ikke
begået en forbrydelse.

Men jeg kender Jackie. Det kommer.

Hun tager altid hævn.

Overvej det nu.

Mademoiselle.
- Kender jeg Dem?

Tillader De,
at jeg veksler et ord med Dem?

Naturligvis. Så kommer det.

Linnet har betalt en detektiv
for at jage mig bort.

Jeg afslog høfligt at gøre det.

Fruen er vant til at få,
hvad hun vil have.

Hendes far var halvvejs forbryderkonge.
- De har kendt madame Doyle en rum tid?

Vi mødtes, da vi spillede skolekomedie.

"Antonius og Kleopatra".

Jeg spillede Kleopatra, men en uge før
premieren gav læreren rollen til Linnet.

Jeg måtte spille ternen Charmian.

De nygifte føler, at De presser dem.

Først gjorde jeg det for at være nær ham.
Senere vovede jeg at lade dem se mig.

Jeg så hendes smil falme
og rynkerne træde frem i hendes pande.

Mademoiselle de Bellefort,
De må give slip.

Sket er sket. Bitterhed nytter ikke.

Han er gift. Han elsker sin kone.

Simon elsker mig.

Simon elsker mig. Det er jeg sikker på.

Selv hvis hendes forblændelse
har fået ham til at glemme det.

En så voldsom kærlighed forsvinder ikke.

Jeg elsker ham.

Jeg elsker ham som en gal
hvert eneste sekund.

Jeg kan ikke bare slukke for det.

Der er en grund til,
at kærligheden sidder i hjertet.

Stopper det, så dør vi.

Og jeg vil ikke dø alene.
Det kan De være vis på.

Det er en kaliber .22.

Det er praktisk talt et stykke legetøj.

Måske kan man ordne et knust hjerte...

...med en enkelt kugle.

Fanden tage hende. Hvad bør vi gøre?
Skal vi prøve politiet?

Må jeg komme med et ydmygt råd?

Fru Doyle har sikkert et smukt hjem.
Tag derhen.

Byg jeres rede. Påbegynd jeres liv sammen.

Det kunne vi gøre, Simon.

Vi kunne tage hjem og smække porten i.

Vi kunne være lykkelige.

Og bare give op?
Hvad med vores bryllupsrejse?

Betragt det som kærlighedens pris.

Og det er da et røverkøb.

Bonne nuit.
- Merci.

Denne vej. Ingen svinkeærinder.

Hvad er du ude på, Simon?
Jeg troede, vi skulle på sightseeing.

Jeg ved godt, at jeg inviterede jer på
ti dages tur fra Aswan til Philae, -

- men omstændighederne gav inspiration.

Så som Moses, ikke langt herfra, -

- har vi taget
en overraskende vending ved vandet.

Jeg kunne ikke afvise Nilens Dronning.

"I mig findes udødelige længsler."

Bravo!

Den er smuk!
- Mor, hvorfor har vi ikke sådan en?

Du har for mange penge
og for lidt fornuft.

Men god smag i både.

Kan du se? Jeg sagde jo,
at det nok skulle gå.

Jackie kan ikke følge efter os mere.

Kom.
Alle om bord!

Må vi komme om bord?

Hvor er det smukt!
- Du ser så glad ud. Du har fortjent det.

Vi har Karnak for os selv,
indtil vi når frem til Abu Simbel.

Tænk ikke på jeres ting.
Søde Louise tager tilbage -

- og pakker alle jeres ting
og møder os i Shellal.

Med glæde, frøken.
- Tak.

Vi har et velstemt klaver, en kok,
vi har stjålet fra Hotel Shepheard, -

- og nok champagne til at fylde Nilen.

Champagne!
- Den er ikke engang halv elleve.

Så er vi bagefter.

Der er et dæk mere ovenpå, ikke?

Halløj, Egypten.

Al bagagen fra hotellet
skal om bord på Karnak.

Monsieur Doyle. Jeg skal have
hans kufferter. De tre der. Oui.

Jeg vil slå til som Joe DiMaggio.

Udueligt.
- Fem point.

Bowers, min skat.
- Jeg vinder ganske stort.

Godt skuldret.
- Den ligger på linjen.

Hvad er det der?
- Er det ikke en lappedykker? Meget smuk.

De flyttede min puck.
- De brød reglerne. Om igen.

De snyder og svindler.
Linnet. Der er snydere om bord.

Bowers og van Schuyler snyder
ligesom de to der.

Katherine, mon amour.

Monsieur Poirot, jeg håber, De tilgiver,
at jeg kaprede Deres ferie.

De måtte jo være med til morskaben.

Det er en ære.
Og det passer godt i mit kram.

Selv om det normalt ikke
behager mig at rejse over vand.

Jeg kan fortælle...
Jeg bør faktisk ikke fortælle Dem det.

Men jeg tror, De måske har budt mig med
for andet end morskab.

Jeg ville ønske, vi var taget hjem.

Jeg føler mig ikke sikker her.

Ikke mig, ikke Simon,
heller ikke selv om Jackie ikke er her.

Men De er blandt venner.
- Når du har penge, er ingen din ven.

Jeg mindes gammel jalousi og skænderier.

Jeg må tage en pille for at sove.

Jeg føler mig ikke tryg
blandt nogen af dem.

Jeg håber, De vil passe på os.

Tak.

Nu?
- Og nu.

Din temperatur er helt normal.

Jeg koger nærmest.
- Ja. Du er i Egypten.

Det er malaria.
- Du har ikke malaria.

Jeg har feber.
Termometeret er i stykker.

Din temperatur er normal.
- Nej, det er i stykker.

Jeg koger.
- Din temperatur er normal.

Jeg ved godt, det er taktløst at tale om
forretninger med bruden på bryllupsrejsen.

Slemme advokat. Du lovede det.
- Det er bare et par underskrifter.

Udmærket.
Mit ægteskab har vel gjort en forskel.

Vi vil gerne have besked
i god tid næste gang.

Det er ganske ligetil.
Koncessionen i Ceylon.

De åbenlyse ændringer i testamentet.
Lejekontrakten på huset i London.

Det er ganske ligetil.
- Beklager, fætter. Du kender mig.

Jeg har aldrig set en kontrakt,
jeg ikke havde rettelser til.

Papa oplærte mig for godt.
- Jeg er helt anderledes.

Jeg har aldrig læst en kontrakt. Kan det
ikke klares med et håndtryk, er jeg ude.

Skriv nu bare under, Linny. Jo før
du gør det, jo før kan vi gå i seng.

Du var den pige, der lærte mig, -

- at en kvinde kan drive forretning
lige så godt som eller bedre end en mand.

Du skal ikke sige, at det har ændret sig
på grund af en enkelt ægtemand.

Gør du dig klar til festen, Simon.
Jeg lover, at jeg snart er færdig.

Jeg er uhøflig. Det haster ikke.

Vi udskyder det til i morgen.

Kom herned, Poirot.

Virkelig morsomt.

Vidunderligt, som altid.
- Tak.

Madame, jeg er rørt. Deres bluesmusik
har danseglæde på overfladen.

Men det er også fyldt med tragedie.
- Det er let at skrive tragedier.

Jeg forestiller mig bare en,
jeg gerne vil straffe.

Og så forestiller jeg mig,
at vedkommende er forelsket.

De har fattet interesse
for Salome Otterbourne.

Jeg troede, at Poirot var immun
over for kærlighedens feber.

Jeg har lidt af den engang.

Det gav mig fortrydelse nok
til et helt liv.

Der er mange gode detektiver.
Eller mange middelmådige detektiver.

Men for at være det, jeg er,
kræver det et fokuseret sind.

De små grå skal forkæles.
De skal have al ilt i mit blod -

- og alle minutter på mit ur.

Jeg overlader
den stormfulde kærlighed til dig.

Men hvad med niecen?

En besnærende dame, ikke?
- Er hun det?

En kølig, metodisk hjerne
af den bedste slags. Og hun synger godt.

Det havde jeg ikke bemærket.
Hun gik i skole med Linnet.

Prøver du at holde noget
hemmeligt for mig? Mig?

Rosalie Otterbourne
er en umådeligt smuk kvinde, -

- og Bouc har ikke talt med hende.

Hun rev benene væk under mig.
Jeg har længe villet fortælle dig om det.

Linnet præsenterede os for hinanden.
Jeg har ikke set på en anden kvinde siden.

Bortset fra som guvernante for vores børn.
Hun er den klogeste, mest chokerende, -

- mest levende kvinde, jeg har mødt.

Hun er klasser over mig
og elsker mig alligevel.

Det er det eneste negative,
jeg kan sige om hende.

Mon ami, Bouc, amoureux...
Du må råbe det ud.

Ikke hvis mor kan høre det.
- Madame Bouc støtter ikke forholdet?

Hun hader alle,
jeg har med hjem, -

- medmindre det kun er for en enkelt nat.
Og det hjælper ikke, at hun er amerikaner.

Mor bryder sig ikke om folk, der er født
uden for Mayfair. Hun er vred på Linnet.

Og hendes mening tæller?
- Penge er vigtige.

Og mine kommer hver måned
fra Euphemia Bouc.

Jeg har prøvet at tjene nok til, at jeg
ikke skal have hendes velsignelse, -

- men jeg er elendig til det.

Hele mit liv har jeg ikke ønsket at være
andet end underholdende for nogen.

Men for Rosalie vil jeg gerne
være et godt menneske.

Kom. Skibet er klar til at stævne ud.
De vender tilbage klokken 5.

Og husk, at der kommer
nye gæster om bord ved Abu Simbel. Godnat.

Vi er der næsten.

Mine damer og herrer,
vi nærmer os Abu Simbel.

Vi tager alle af sted. Nøl nu ikke.
Også dig, Louise. Du skal med os.

Jeg skal presse tøj.
- Vi er i oldtidens Egypten.

Det var din ide til en bryllupsrejse,
da du var forlovet.

Kaffe, fru Doyle?
- Tak, Claire.

Hvad er det?
- Sandstormen er langt borte.

Ingen grund til bekymring.

Jeg kan ikke finde
min tube med karminrødt.

Jeg kan ikke forventes at indfange
horisonten uden rød farve.

Læg penslerne. Det er Abu Simbel-templet.
Ramses den Store venter os.

Ramses 2. Gift med Nefertari, den første
og favoritten blandt hans otte koner.

På murene på hans dronnings mastaba
skrev han et digt til hende.

Må jeg se?
- Ja.

"Min kærlighed er som ingen anden.

Hun stjal mit hjerte
blot ved at passere forbi.

Det er for hendes skyld,
at solen skinner."

Han er dybt forelsket.

Han myrdede halvdelen af Nubien.
Enorme sten, -

- som blev stillet op for at behage
en despotisk, opblæst konges ego.

Jeg kan virkelig godt lide deres hatte.
- Fascinerende historie.

Det er slemt nok at være gift et helt liv.
At dele en evighed er umenneskeligt.

Hvorfor skal du være så kynisk, mor?

Folk bygger kærlighedsmonumenter
af sange eller sten, -

- som om det at sværme for
et par mørke øjne redder dem fra smerten.

Om noget vil det fordoble den.
- Derovre? Tak.

Fortsæt. Tror du,
at du og den smukke pige er undtagelsen?

Ikke al kærlighed ender i fortvivlelse.
- Nej. De heldige dør i barselssengen.

Jeg skal beskytte dig. Tror du ikke,
jeg ved, hvad du er ude efter?

Du vil have min velsignelse til
at gifte dig med den pige.

Den får du ikke.

Rosalie!

Er alt vel?
- Ja.

Vi skal ikke skjule det mere.

Vi klarer os selv.
- Ja.

En ny passager kommer om bord.

Jeg har for meget sand i mine sko.
- Sådan. Hvad siger du så?

Billiger du deres forhold?

Den første mand, hun kom hjem med,
var en velhavende advokat.

Et dydsmønster, der var på vej til
at blive senator i Missouri.

Så en baron, som ejede flere øer
og havde manerer som en konge.

Nu er det så den pengeløse Bouc,
som drikker for meget og griner for højt.

Og altid af det forkerte.

Ham kan jeg bedst lide.

Har De en mand, madame?
- Jeg har haft en masse.

Der var mas med dem alle.

Er De gift, hr. Poirot?
- Den lykke har jeg aldrig kendt.

Hvilken kender De så?

Jeg har mine sager.
Jeg har mine bøger.

Og jeg har udset mig et hus,
hvor jeg håber...

...jeg på et tidspunkt
kan trække mig tilbage...

...og dyrke haven.

Jeg vil gerne fremavle en ny...

...afart af græskar.

De er fremragende grønsager,
men de mangler lidt smag.

Jeg foretrækker mere smagsrige grønsager.

Madame.

Hvad laver De i virkeligheden herude?

Madame.

Du ved vel godt, at vi knap har
holdt i hånd siden Cairo?

Jeg har ikke været mig selv.

Hvem vil du så være?

Kleopatra selvfølgelig.

Kom med mig. Kom.
Hersker over to riger.

Hvad ville Kleopatra sige?

"Åh, Charmian.

Hvor tror du mon, han er nu?

Står han...

...eller sidder han ned?

Går han mon?

Eller er han til hest?

Åh, du lykkelige hest,
der bærer vægten af Antonius!

Nu taler han.
Eller hvisker."

Åh gud.

"Hvor er min slange fra den gamle Nil?"

Pas på! Bouc!

Indenfor! Hurtigt!

Ind, Bouc!
- Indenfor!

Der var en arbejdsplatform der.
Men jeg så ingen deroppe.

Tror du, nogen gjorde det med vilje?

Lad os få dig i sikkerhed, min due.

Verden er lille.

Kaptajnen sværger, at Jackie ankom,
da vi tog til templet. Det var ikke hende.

Hun ville myrde os.
Hun skal af skibet nu.

Hun havde en forudbetalt billet.
Der er intet, vi kan gøre.

Jeg er ligeglad. Hun gør altid det her!
Sig, hvad det koster at få hende væk!

Jeg køber hele båden, hvis det er det,
der skal til. Jeg køber hele landet!

Madame.
- Tak. Tak.

Louise. Har du set mit tørklæde?
Jeg havde det tidligere på dagen.

Nej, frøken Marie.
Men jeg skal nok lede efter det.

Spiser du ikke sammen med os?

Frøken Linnet foretrækker,
at jeg ikke gør det.

Jeg elsker Linnet, men når
revolutionen kommer, ryger hun først.

Med bind for øjnene, den sidste cigaret
i munden, stående op ad muren. Bang!

De er en køn detektiv.
Min regnskabsbog. De har taget min bog.

Jeg har begået en fejl. Pardonnez-moi.

Jeg forvekslede den med...

...min "Edwin Droods mysterium".

Jeg kan se på Deres håndskrift,
at De er så præcis som Dickens.

Monsieur Poirot.

De behøver ikke passe på os længere.

Jackie har måske ingen fornuft,
men det har vi.

Vi tager hjem. Vi tager en bil
til Khartoum i morgen tidlig.

Så på æsel og tog
og et skib til Wode Hall.

Og så de hjemlige omgivelser.
Til helvede med Jackie de Bellefort.

Du godeste.
- Men et sidste glas. Hvorfor ikke?

Jeg drikker normalt ikke l'alcool.

Men i denne anledning...
- Min due.

Monsieur.

For hjemrejsen.
- For hjemrejsen. Tak.

Du er ikke skabt til skibe.
- Eller champagne.

Vidste du, at de døde faraoers koner
blev begravet levende med dem?

De må have skreget derindefra.

Men én var sikkert villig
og kunne ikke bære adskillelsen.

De er ked af at se mig.

Om De kan lide det eller ej,
så er jeg i hans tanker.

Simon er bange for mig.
- Mademoiselle, De har stadig et valg.

De kan ødelægge hans liv
eller selv påbegynde et nyt.

Måske ikke det,
De havde forestillet Dem, -

- men måske bliver det, som Gud ville det.

Kærlighed er for vigtig til
at blive overladt til Gud.

Da jeg mødte Simon,
vidste jeg én ting med sikkerhed.

Jeg dør, hvis vi skilles fra hinanden.

Sådan en følelse har jeg også haft.

Jeg elskede hende så højt.

Jeg troede, at jeg ville dø,
hvis jeg mistede hende.

Jeg mistede hende.
- Til en anden mand?

En mortergranat.

Hun besøgte mig på hospitalet.
Jeg skulle hjemsendes måneden efter, -

- men jeg tryglede hende om at komme
til jul, så vi kunne være sammen.

Hun kom, men toget blev...

Efter Katherine...

...blev jeg til...

...hvad end jeg er nu.

Jeg skulle have været landmand.

Tilgiv mig. Champagnen...

Den løsner op for minderne og tungebåndet.

Besætningen er klar til afgang.

Det er efter midnat.
Besætningen har forladt skibet.

Jeg vil have en cocktail til.

Jeg er færdig med i dag.
Det er tid til at gå i seng, min skat.

Jeg tager en pille, så vær ikke bange
for at komme til at vække mig.

Skal du ikke med hende, Simon?
- Vi har allerede elsket i dag.

To gange.
- Tre gange.

Sov godt, la reine Linnet.

Jackie, jeg ønsker dig det bedste.

Jeg er ikke ked af, hvad vi gjorde, men
jeg er ked af, hvad det gjorde ved dig.

Jeg ville ønske, vi kunne forblive venner.

Du var den eneste,
der var ligeglad med pengene.

Godnat, Jacks.

Det er sidste gang, du ser os.

I kan ikke forsvinde.
- Lad os sige godnat, Jackie.

Nej, bliv lidt.
Hun arbejder sig op til at lave en scene.

Jeg føler mig så fri -

- og så dum for ikke
at have ændret mit liv før.

Så let slipper du ikke af med mig, Simon.
Vi var bundet til hinanden.

Hjerte og krop. Jeg gav dig alt.

Et par måneders morskab?

Var det overhovedet så morsomt?
Når jeg ser dig, forbitres de gode minder.

Som en fest,
efter man har kastet op.

Simon, vær nu ikke grusom.
- Jeg har mistet min sympati.

Troede du, dit nummer
ville drive mig tilbage til dig?

Du er et fjols, hvis du troede,
at jeg kunne komme til at elske dig igen.

Det har jeg vist aldrig gjort.
- Simon, så er det nok.

Det mener du ikke.

Det gør du ikke.

Sig, at du ikke mener det!

Simon? Simon.

Undskyld.
- Nej, nej, nej.

Rosalie, før hende hen til Bowers.
- Simon.

Simon.
- Nej, nej, nej.

Jeg får fat i lægen.
Rosalie!

Bowers! Sygeplejerske Bowers!

Simon.
- Bowers?

Nej nej. Det skal nok gå.
- Undskyld. Undskyld.

Dr. Windlesham!

Hvad foregår der?
- Simon. I salonen. Det ser slemt ud.

Rosalie, bliv der. Jeg finder Bowers.
- Ja.

Bowers? Bowers!
- Bouc?

Hvad foregår der?
- Hvad er der galt?

Det er Jackie. Tag tasken med.

Hvad er der sket? Hvad er der sket?
- Jeg ved det ikke.

Jackie.

Kom herind med det samme.

Går det?
- Ja. Af sted!

Hun skød mig! Nej, jeg kan ikke.
Jeg kan ikke bevæge benet.

Bouc, hjælp mig med at flytte ham.
- Ja.

Sammen med mig.
- Op med ham!

Du får noget mod smerten.
- Skal det ikke gøre mere ondt, doktor?

Så kan De få hævn.
- Knoglen er knust.

Vi har brug for et hospital.

Det var dumt af mig
at hidse Jacks sådan op.

Det var klogt sagt.
Måske fortjente du den kugle.

Lad hende ikke være alene.
Hun gjorde ikke...

Hun kunne gøre skade på sig selv.
- Det gør hun ikke.

Jeg har givet hende noget beroligende.
Jeg bliver hos hende.

Godt. Kom. Lad os få ham i seng.

Forsigtig.
- Vi er der næsten.

Sådan.

Forsigtig. Forsigtig.

Godt.
- Sådan. Det her hjælper dig med at sove.

Åh gud.

Åh gud.
- Dødstidspunkt?

For seks timer siden. Højst otte.

Et sted mellem midnat og klokken to i nat.

Der er ingen tegn på kamp.
Hun døde i søvne.

Det er da altid noget.
Hun fik en pistol for tindingen.

Der er brændemærker der.

Åh gud.

Én kugle.
En lille kaliber.

Nok en .22'er.

Nærmest et stykke legetøj.
- Nærmest et stykke legetøj.

Godt. Jeg håbede, at De havde dagvagten.
Er der en, der er syg?

Der er en, der er død. Linnet Doyle.
- Linnet? Stop. Hvad mener De? Hvordan?

Jacqueline de Bellefort
har gjort alvor af sin trussel.

Umuligt. Jeg var hos hende hele natten.
Hun sov lige her.

Hun var helt væk.
- Kan hun have gået blot et øjeblik?

Forlod De hende, eller sov De?
- Nej, ikke et sekund.

Jeg frygtede,
at hun ville gøre skade på sig selv, -

- så jeg gav hende nok morfin
til at fælde en elefant.

Slap De hende af syne på noget tidspunkt?

Nej.
- Jackie kan ikke have myrdet Linnet.

Eller have skubbet stenen. Hvad gjorde De,
efter De bragte hende til Bowers?

Vi gik herhen for at låse pistolen inde,
men vi kunne ikke finde den.

Jeg ville vække Dem.
- Jeg sagde nej.

De ville ikke have min hjælp.
- Hun var Linnets ven.

Han er en blodhund.
Han må snuse rundt.

Simon var hos lægen,
og Jackie var hos sygeplejersken.

Jeg tænkte, det var jalousi
og ikke krævede en detektiv.

Men så er der den mystiske sag
om den forsvundne pistol.

Nogen finder den,
inden De vender tilbage, -

- og bruger den tilsyneladende
til at myrde Linnet Doyle -

- og skille to elskende
fra hinanden for evigt.

Bouc, bed kaptajnen trække vod rundt
om skibet. Simon Doyle skal vide besked.

Linnet. Nej!

Nej!

Åh gud. Det var Jackie!

Gud forbande hende! Jeg kunne myrde hende!

Jacqueline de Bellefort var ikke morderen.

Hun skød mig!

Hun har et solidt alibi for hele natten
fra det øjeblik, hun skød Dem.

Nej.

Åh gud.

Linnet. De må hjælpe mig.

De må finde ud af,
hvem der myrdede min kone.

Nærede De mistanke til nogen af dem?

Alle elskede Linnet.
- Men Deres kone følte sig ikke tryg.

Der var da småting.

Jeg var ikke begejstret for,
at hendes triste eks var om bord.

Og hun sagde noget om Salome.

Noget, der var sket for længe siden.

Hun nævnte ikke præcis hvad.
- Hvad med jeres stuepige, Louise Bourget?

Der var en uenighed, ikke?
- Louise havde glemt noget på hotellet.

Ligegyldige ting. Neglelak.
Nej. Hun har været hos Linnet i årevis.

Hun havde ansvar for Linnets halskæde.
- Se, om den er der.

Den ligger ved sengen.
- Tak, Bouc.

Den er her ikke.

Så De halskæden,
da De kom herind denne morgen?

Jeg så frøken Linnet.

Død.
Jeg tabte bakken og løb ud.

Hvad mente hun, da hun sagde,
at Egyptensrejsen var Deres ide?

Til Deres egen bryllupsrejse.

Måske ønsker hun, at dette afsløres
under fire øjne. Vil De følge...?

Han skal høre det, så han ikke tror,
det er hemmelighedskræmmeri.

Hemmelighedskræmmeri?
- Oui. Hun brød min forlovelse.

Frøken Linnet holdt en fest sidste år.
En mand talte med mig.

Senere fandt han mig.
Da han friede til mig, sagde jeg op.

Frøken Linnet mente,
han ikke havde reelle intentioner.

Jeg var jo bare en stuepige.
Hun lod ham efterforske.

Han var i gæld.

Hun tilbød at betale den,
hvis han gik fra mig, -

- for at afprøve hans kærlighed.

Han gik fra mig.

Hun sagde, at det var for min egen skyld.

Havde jeg fået den samme sum som medgift,
kunne det have givet mig et nyt liv.

Hvad gjorde De i går nat,
efter De forlod frøken Linnet?

Jeg gik ned i min kahyt under dækket.
- Gik De andre steder hen?

Så eller hørte De noget andet?
- Tilgiv mig.

Var jeg gået udenfor for at ryge,
havde jeg måske set morderen.

Men gjorde De, eller gjorde De ikke det?
- Jo. Jeg røg en cigaret i kahytten.

I stirrer på mig. Jeg får det...

De ved, at vi var fortrolige. Jeg var
barnlig sommetider, men ikke andet.

Sig, at jeg aldrig ville gøre hende noget.
- Selvfølgelig ikke. Rolig nu.

Ingen her beskylder dig for noget.
Du har altid taget dig godt af Linnet.

Og jeg skal nok tage mig af dig.

Det må være nok, ikke?
Vi kan vel godt lade staklen gå?

Blev hun myrdet for sin halskæde?
- Folk er blevet forgivet for mindre.

Træk vod i floden.

Forsigtig.

Altså...

Her er mine få private ejendele.
Jeg regner med, at I er forsigtige.

Så mange penge, og alligevel ender hun
i fryseren sammen med skinkerne.

Mere værdighed kan vi ikke give de døde
under disse omstændigheder.

Doktor, før De går...

De deltog i bryllupsfejringen
trods Deres åbenlyse forelskelse.

Havde De intet imod at se hende
med en anden?

Visse kan man ikke sige nej til.
Hun bad mig om det.

Må jeg spørge om Deres pas?

De kalder Dem dr. Windlesham,
men det er ikke Deres egentlige titel.

Nej.
- Lord Windlesham.

Født til titlen. Den er ikke fortjent.

Hvad jeg gør som Lord Windlesham,
tilhører en vindtør tradition.

Det, jeg gør som læge, er skabt af mig.
- Og dr. Windlesham er vidt berejst.

Indien. Afrika.
- Meget af verden mangler moderne medicin.

De fleste adelige nyder deres stand mere.
- Det drillede Linnet mig med.

Hun sagde, at jeg ikke skulle forvente,
at hun holdt bryllupsrejse i en lerhytte.

De nærede varme følelser for hende.
Hvad med hendes mand?

Jeg kender ham ikke så godt,
men jeg er ikke begejstret.

Det er passende. Hr. Doyle vil gerne
kaste mistanken på Dem.

På mig? Jeg var ved hans side hele natten.

Ja. De gav ham en stærk dosis opiat.
Han sov. De kunne være gået uset.

Bad han om at blive bedøvet?
- Han havde smerter.

Mindre potente midler havde rakt.
De skabte en mulighed for Dem selv.

Nej.
- Hun var uvenlig, ikke?

Hun viftede Dem om næsen med sin mand.

Det smertede Dem, og som med et opiat
kunne De dulme smerten med en kugle.

Lorder kræver jo deres ret.
- Hvad vil De have mig til at sige?

Hvad vil De have mig til at sige?
At jeg godt ved, at jeg er latterlig?

Jeg er ikke en tåbe.

Jeg vidste godt,
at hun lod sig nøje med mig.

Det havde jeg intet imod.

Da hun giftede sig med Simon, -

- overvejede jeg at tage mit liv.

De troede, forlovelsen var for familiens,
avisernes og aristokratiets skyld.

Det skammelige ved det er...

...at jeg elskede hende.

Lille Linny og fætter Andrew.

Jeg har kendt hende, siden vi var børn.

Nærede nogen modvilje mod familien?
- En del.

Hendes far blev rig på at gøre rige folk
fattige. Den praksis fortsatte Linny.

Hørte De balladen i går nat?
- Jeg sov klokken 23.

Og kontrakterne der, er de vigtige?
- Ja, det er de. Var de.

Nu Linny er væk,
må boet gøres op igen.

Må jeg se dem?
- Tilgiv mig, men de er fortrolige.

Jeg insisterer. Af respekt for den afdøde.

Jeg ved, hvad de indeholder.
- Det tvivler jeg på.

De forlænger Deres forvalterskab over
hendes formue trods ægteskabet.

Hvem har fortalt Dem det?
- Jeg er Hercule Poirot.

Jeg har øjne i hovedet. Og en hjerne,
der ikke har høje tanker om Dem.

Tror De, jeg myrdede hende?
- Myrdede De hende?

Jeg tjener intet på hendes død. Det kan De
se i testamentet, jeg reviderede.

En gudmor får en arv,
og manden får resten.

Mit navn står intetsteds.

Måske var intentionen ikke at arve noget,
men at skjule noget.

De forvaltede hendes enorme formue.

Det gør intet, så længe der ikke er
foregået noget lusk.

Ingen spekulation begået af den loyale
fætter Andrew på et marked i frit fald.

Det kan man ikke bevise
om bord på en båd.

De forsøgte at narre Dem til
lille Linnys signatur, -

- men uden held.

De vidste, at det var et spørgsmål om tid,
før hun ville få øje på tyveriet, -

- medmindre hendes øjne
blev lukket for evigt.

I min position, hr. Poirot, -

- skal jeg ofte transportere genstande
såsom milliondyre malerier.

Der skal sikkerhed til.

Så hvis jeg ville dræbe hende, -

- ville jeg have brugt den her.

En kaliber .45.
- Ja.

Værsgo at gå.

En kaliber .45. Hvorfor så risikere
at hente Jackies pistol?

Det ville han ikke gøre.

Frøken Bowers, må jeg besvære Dem?

Vil han tale med mig?
Jeg er ved at have lagt et hjørne.

Måske ved De noget.

Det ville komme som et chok.
- Hun skal gøre det alene.

Det bryder jeg mig ikke om.

De skal serveres til min begravelse.

Da de vågede
over mademoiselle de Bellefort, -

- kom hun da med trusler mod Linnet Doyle?

Nej, kun mod sig selv.

Hun ville springe i vandet
og aldrig komme op igen.

Derfor fik hun morfin.

Hvor heldigt, at vi havde Dem her.
Hvor længe har De været sygeplejerske?

Snart ti år.

Kun for fru van Schuyler,
så det føles som 20.

Jeg fik stillingen sent i livet.
- Efter De mistede Deres formue.

Formue?

Dyre vaner kræver penge, -

- og her har De nydt trøflerne og krabben.

Og så er der Deres kjole. Chanel.
Kufferterne, Vuitton. Og sko fra Perugia.

Alt sammen chikt for ti år siden,
slidt og lappet.

Hvor mange år er det siden,
De sidst spiste kaviar?

Mange mistede deres formue i krakket.

Mange på grund af papa Ridgeway
og hans skruppelløse metoder.

Måske forklarer det Deres reaktion,
da Linnet lejede huset i London.

Engang hed det Bowers-huset.

Vi havde over tusind ansatte.
Med god løn.

Vi fordelte vor velstand, da vi havde den.

Mange af dem var som familiemedlemmer.

Nogle af dem fandt aldrig arbejde igen.

Ja, jeg savner kaviar.

Men jeg savner dem mere.

Og sådan havde De det,
og mademoiselle de Bellefort sov jo, -

- så de kunne frit gå rundt på skibet,
finde pistolen og skyde Linnet Doyle.

Mens hun sov. En gæst. Hun kan ikke
undvære sin Bowers i blot et øjeblik.

Vil De ikke drikke te med os?
- Han beskylder mig for at skyde Linnet.

Nej, nej, nej.
Jeg antyder bare en mulighed.

Jeg bryder mig ikke om dette forhør.

Hvem er De, siden De vover at betvivle os?
- Jeg er arbejderen.

Den faglærte.
Helten i Deres egne økonomiske fabler.

Jeg bryder mig ikke om det.
Og heller ikke om Dem.

De skal finde min guddatters morder.

Jeg har aldrig selv fået børn.

Jeg havde Linnet.

De er naturligvis klar over,
at De er Linnet Doyles arving.

Beskylder De nu mig for mord?
- Nej, han beskylder alle for mord.

Indrømmet, jeg har den tilbøjelighed.

Skulle jeg myrde
min egen guddatter for penge?

Jeg har allerede givet en formue bort.
Jeg er dæleme ligeglad med penge.

Jeg ser ingen grund til
at fortsætte samtalen. Kom, Bowers.

Stewarderne holder alting pænt her.
Har I bemærket det?

Førsteklasses personale.
- Han er ikke vel forvaret.

Sengene redes hver dag, og lagnerne
er skarpt foldet som på et hospital.

I modsætning til den dag,
vi stævnede ud, -

- hvor der var lagt sengetæppe på.

Da jeg så mademoiselle de Bellefort sove
i frøken Bowers' værelse på tredjedagen, -

- var sengen redt som på førstedagen.

Der var endnu ikke sovet i den.

Bouc. Hvor fandt De frøken Bowers,
da De søgte hendes hjælp?

På fru van Schuylers værelse.

Jeg spørger mig selv...

Her er en kvinde, som brænder for
at bekæmpe klassesamfundet, -

- men hun har tyende?

Nej.

Tyende er hun ikke.

Ej heller sygeplejerske.
Hun er Deres ledsagerske.

Lad os sige hvorfor.
Kærlighed.

Bare rolig.

Og det ved jeg.
- Det skal nok gå.

Folk dræber for kærlighedens skyld.

De har fundet noget!

Hvad?
- De har fundet noget!

Monsieur Poirot.

Udmærket, unge mand.
Vask De Dem blot.

Det er dit tørklæde.

Jeg har ledt efter det,
siden vi var i templet.

Ja, vi kunne ikke finde det.

Det har været på eventyr.

Deres tørklæde med skudhuller i.

Det blev brugt til
at dæmpe lyden af et skud.

Og et blodigt lommetørklæde
og Jacqueline de Belleforts kaliber .22.

Der er affyret to skud.
- Vi vender straks tilbage til Aswan.

Det kan jeg lide. Den fulde kraft
af hans kraftfulde opmærksomhed.

Det skarpe sind kun rettet mod mig.
- Deres skønne flirt vil ikke ændre noget.

En kvinde viser Dem lidt opmærksomhed,
og De tror, det er for at skjule skyld.

Hvem end hun var,
må hun have såret Dem dybt.

Masken skjuler hele Deres ansigt, ikke?

De kendte Linnet Doyle,
før De kom hertil.

Hun har krydset min vej.
- De brød Dem ikke om hende?

Jeg var altid høflig.

Monsieur Doyle fortalte om en hændelse
med offeret for længe siden.

En mulig grund til fjendskab.

Ved svømmepølen i Kennebunkport.

Sommeren 24, før jeg blev til noget.

Jeg spillede på hotellet
og ville svømme sammen med Rosie.

En lille pige klagede til sin papa
over at skulle svømme med en farvet.

Vi blev bedt om at gå, og da jeg
nægtede, blev vi tvunget til det.

Jeg troede ikke, hun ville mindes det.
Det gør jeg.

Det var i 25.

Hun mindes det også.

Mademoiselle.

Hun udskammede Dem foran Deres myndling.
- Monsieur Poirot.

Hvis jeg skød enhver, der havde generet
mig, fordi jeg ikke kendte min plads, -

- så ville verden være fyldt
med døde hvide damer.

Linnet var et barn dengang.

Opdraget af en slem far.

Men hun blev min ven på kostskolen.

Og det gjorde de andre piger
til mine venner.

Sandt at sige...

...så var Linnet lige så let
at hade som at elske.

Jeg har nok gjort begge dele.

Det er et meget ærligt svar.

Tak, fordi I afsatte tid til mig,
de damer. Ét sidste spørgsmål.

Deres hat. Turbanen.

Hver gang jeg har set Dem,
så bærer De en sådan, -

- men det er ikke på mode mere, vel?

Ikke når jeg bærer en.

Vil De være sød at tage den af?

Det er i orden, Rosie.
Han ved det jo allerede.

En kaliber .22 som den,
der dræbte Linnet Doyle.

Jeg har brugt den, hvis De vil vide det.
To gange i selvforsvar, én gang i vrede.

Men den ene gang var ikke i går.
Sig til, hvis jeg lyver.

Hr. Poirot. Monsieur.

Det er et skidt tidspunkt.

Det er Dem, der er detektiven,
men det var mig, der fandt denne.

Den lå lige der
i skuffen i mit toiletbord.

De ved, at jeg ikke tog den.
- Morderen gemte den her en stund.

Medmindre...
- Medmindre hvad?

Medmindre De tog halskæden
for at aflede mistanken fra Dem.

Beviser kan let smides over bord.

Den, der gemte halskæden her,
ville have, den skulle findes.

Hvorfor skulle mor myrde Linnet?

Bouc, du sagde, at din mor var vred
på Linnet over, at hun førte jer sammen.

Havde jeg en kugle i lommen til
at råde bod på min søns dårlige smag, -

- ville jeg ikke bruge den
på fru Doyle.

Mor, det der hjælper ikke.
- Måske. Men jeg har set Deres malerier.

De er en tålmodig kvinde,
som med tiden opnår, hvad De vil.

Som planlagde min tilstedeværelse her, -

- men afledte min mistanke.

Det er en privat affære.
- Det er en afsluttet affære, madame.

Så er det nok.
- Bestemt.

Jeg vil nu præsentere mine konklusioner
på min anden, hemmeligere sag.

En hemmelig sag? Hvad?
Hvad mente han med det?

Mor?

Monsieur.
- Mademoiselle.

De damer. Tak, fordi I kom. Bouc.

Jeg har selv en tilståelse.

Da vi mødte hinanden i Giza, sagde jeg,
at jeg var på ferie, -

- men faktisk var og er jeg på en sag.

Hvilken sag?
- Dig.

På foranledning af din fortvivlede mor,
som telegraferede til mig.

Min mor? Fortvivlet?

Jeg skulle følge efter Otterbournerne
for at vurdere den impresariodame, -

- som havde stjålet dit hjerte.

Gjorde du det mod mig?
- Jeg har gjort værre ting som din mor.

For at observere dem måtte jeg lytte
til meget af den bluesede musik, -

- som jeg, indrømmet, ikke havde troet,
jeg ville nyde så meget, som jeg gjorde, -

- når madame Otterbourne sang.
Det var usædvanligt, men rart.

Derfor var du i Giza.
Sådan stødte vi "tilfældigt" på hinanden.

Undskyld.
- Du skulle se, hvem hun er.

Fortæl ham det, hr. detektiv.
- Jeg fortæller dig det, Bouc.

Efter at have observeret Rosalie
Otterbourne og hendes regnskaber...

Ja, tilgiv mig, madame.
- Hvad?

...kan jeg fortælle,
at hun spiller hasard, men ofte vinder.

Hun drikker kun lidt, giver drikkepenge
og betaler sine ansatte og sin skat.

Hun er flittig og åbenhjertig.

En nærmest virtuos forretningskvinde,
men desværre en amatør ved klaveret.

Hendes adoptivmor drikker en del
flere gange om ugen.

Hun ryger cigaretter af forskellig art.

Og mindst to af hendes ægteskaber
sluttede ikke på helt legal vis.

Men hun har en storslået personlighed.

Jeg ved endnu ikke,
hvem der myrdede Linnet Doyle.

Men jeg ved dette:

Rosalie Otterbourne er evigt forelsket
i Deres søn og ham moralsk overlegen.

Hun er ikke blot passende. Hun er et fund.

Det var ikke nok, at vi er lykkelige.

Jeg stolede ikke på hende, og trods
detektiven er det stadig tilfældet.

Jeg elsker hende. Det må tælle for noget.
- Hvorfor det?

Korintherbrevet er helt forfejlet.
Kærlighed er ikke tålmodig eller mild.

Den er misundelig, storskrydende
og ligeglad med sine ofre.

Den er vred og holder nøje
regnskab med fortrædeligheder.

Og du godeste gud, hvor den slår fejl.
Så vist som ansigter ældes, slår den fejl.

Han vil gerne have Deres velsignelse,
men han behøver den ikke.

Og jeg behøver ikke leve op
til Deres krav. Eller Deres.

Jeg har kunnet observere Dem.

Skal jeg bedømme Deres karakter?

Han har tvangstanker
og er forfængelig og selvgod.

Der er en grund til hans ensomhed.

Et foragteligt, trættende, bombastisk,
egoistisk lille misfoster.

Hvor vover De?

Væk.
- Mademoiselle, med forlov.

Frøken Otterbourne,
jeg skylder Dem en forklaring.

Tillad mig at undskylde.

Har De mødt en anden mand, som siger
sit navn så ofte som Hercule Poirot?

Det er bekræftet.

Det er Louise Bourget.

Intet tyder på, at hun druknede.
De smed liget i efter dåden.

Hun må have siddet fast i skovlhjulet.

Hun blev myrdet om bord
i den sidste time.

Penge. Sølet til i blod.

Louise Bourget antydede, -

- at hun måske havde set
morderen flygte.

Havde hun det, kan hun have
tilbudt at tie for en sum penge.

Afpresning.

Men morderen foretrak,
at tavsheden var endegyldig.

Halsen er skåret over.
Klingen var...

...kort. Og meget skarp. Som en...

Som en skalpel.

Dem! De dræbte dem!

Det var hans skalpel!
Han myrdede Louise.

Og hun så ham forlade Linnys kahyt.
Og siden har De løjet.

Det er Dem,
Linnet aldrig skulle have stolet på.

Jeg sagde, at Deres selskab
svindlede hende for millioner.

Morder!

Jeg slår dig ihjel!

Udvis lidt respekt!

Hvor mange skal dø, før De gør noget?
En overskåret hals, mens De plager mig.

Han gør sit bedste.
- Han må gøre det bedre.

Ellers ender vi alle
i en egyptisk fængselscelle.

Hvis De ikke afslører morderen,
så gør jeg det.

Nej.

Han elskede Linnet for højt.

Der har vi motivet.
- Ti stille, og lad Poirot arbejde.

Vi er i havn i morgen.

Det er sikrest, hvis vi alle låser os inde
i vores kahytter.

Hun var forlovet en stund.

Jeg må skrive og lade ham vide,
at hun er... borte.

De gik fra hinanden,
men han vil gerne vide det.

Det er pænt af Dem.

Det er så rædselsfuldt alt sammen.

Hvem kan dog gøre noget sådant?

De må da have en teori, monsieur Poirot.

Ikke sandt?
- Jeg har en sidste afhøring.

Fuld kraft!

Da jeg har ladet mine følelser farve
mine tanker i din sag, -

- må jeg bede Dem være vidne til
denne afhøring.

Hvor længe har du kendt Linnet Doyle?

Er jeg nu under mistanke?
- Hvor længe har du kendt Linnet Doyle?

Jeg kender dine kneb.

Jeg har set denne metode
fra den anden side af bordet.

Længe.

Vi var ikke nært knyttede. Blot bekendte.

Mine forældre så hendes
som ligeværdige, -

- så vi gik til de samme fester
og endte med at kysse hinandens venner.

Du kan ikke tage mig i noget,
for jeg har intet gjort. Så spørg løs.

Hvor er din frakke?

Hvorfor vækkede du ikke Linnet,
da Simon blev skudt?

Poirot.

Lad være.
- Hendes mand blev skudt.

Du føler så meget med
Louise Bourgets eksforlovede, -

- at du vil underrette ham, men du har
ikke samme medfølelse for Linnet.

Jeg troede, hun sov. Hun sagde,
at hun havde taget en sovepille.

Pladder!
Og jeg var så glad for at se dig, Bouc.

Men du lyver for mig.

Lige op i mit åbne ansigt!

Og nu gør du dig selv til mit bytte.

Hvad er der sket? Myrdede han Linnet?
- Gjorde du det sammen med Rosalie?

Nej, hun er ærlig. Og for stolt til
at leve af stjålne midler. Du var alene.

Nej.
- Du gik tilbage for at finde pistolen.

Så gik du hen til Doylernes kahyt
for at fortælle Linnet om Simon.

Hun sov. Du så halskæden.
Du blev overvældet af fristelse.

Men hun vågnede, og du skød hende.
- Nej, det passer ikke!

Louise Bourget så dig
og pressede penge af dig.

Men du gav hende kniven.
- Nej, jeg myrdede ikke...

To mord for at sikre dig en formue, så
du ikke skulle have lov til at gifte dig.

Jeg har ikke dræbt nogen. Jeg fandt
ingen pistol. Det var ikke det, der skete.

Nej, du myrdede ikke nogen.

Linnets mord var planlagt. Det krævede
tidsberegning og et stjålet tørklæde.

Du myrdede hende ikke, men du
gik derind og fandt hende død.

Du vidste, at hun var blevet myrdet,
før alle andre.

Men i stedet for at tilkalde hjælp, -

- så tog du halskæden.

Efter jeg fortalte dig om gennemsøgningen,
ville du returnere den.

Men du stødte på Louise Bourget,
som pressede penge af en.

Du så hende få skåret halsen over.

Du så hende blive myrdet.
- Ved du, hvem der myrdede Louise?

Du kunne ikke sige det
uden at indrømme dit tyveri.

Så du skjulte halskæden hos din mor.
Mens du forholdt dig tavs.

Men du havde fået
Louises blod på din frakke.

Hvis...

Hvis jeg indrømmer det...

Du vil blive straffet for tyveri.
Du kommer i fængsel.

Jeg mister Rosalie.
- Hun elsker dig.

Jeg kan ikke...

Du kan ikke lade en morder gå fri
for at beskytte dig selv.

Jeg ville gerne fortælle dig det.

Jeg tænkte kun på...

Jeg tænkte kun på,
hvor lykkelige vi ville blive.

Vi kunne stikke af og blive gift.

Ingen forpligtelser. Vi ville være frie.

Så dumt!
Det var så dumt. Jeg ved det godt.

Hvem så du hende med?

Du var en frygtelig ven, Poirot.

Hvorfor skulle du lære mig at være god?
- Hvem?

Du vil aldrig kunne forstå, -

- hvad folk vil gøre for kærlighed.

Kom så!

Nej. Mon ami, Bouc.

Bouc?

Jeg hørte pistolskud.

Jeg hørte et skud.
- Hvad foregår der?

Har du fanget ham? Poirot, har du fanget,
hvem det end var?

Hvad er der?
Er nogen blevet såret?

Jeg har aldrig set nogen så lykkelig,
som han var...

...mens han var sammen med Dem.

Han fortalte mig, at han håbede,
at De en dag også ville blive lykkelig.

At De ville blive træt af bare at være
en koldsindig detektiv.

Og være et menneske i stedet.

Jeg vil ikke have, at De er lykkelig.

De skal finde den skyldige.

Det var din pistol, han blev skudt med.
- Det var hans pistol!

Jeg var her!
- Jeg tror ikke på dig!

Du var der. Sig det til hende.
- Det passer. Han var herinde.

Nej. Min pistol var i min kuffert.

Hvorfor efterlod du din pistol?

Fordi...

...vi kommer i havn ved solopgang.

Hvis det lokale politi så en mørk mand
med en pistol, -

- så ville de skyde mig,
før jeg så en galge.

De har svigtet...

...i enhver henseende.

Hans ven.

Jeg har svigtet.

Linnet Doyle.

Louise Bourget. Bouc.

Men jeg svigter ham ikke nu.

Morderen er her.

Og morderen bliver her.

Frøken Otterbourne har ret.
Jeg elsker at tale.

At have et publikum.
Jeg er forfængelig.

Jeg elsker, når folk siger:
"Se, hvor klog Hercule Poirot er."

Men alt, jeg ønsker nu
og ville give alt for, -

- er én samtale... med Bouc.

Jeg ville sige: "En som Linnet Doyle
er omgivet af så megen had og jalousi.

Det er som en sværm af fluer,
der summer rundt." Og så ville han grine.

"Så brug dine snedige kneb,"
ville han sige.

"Stil dine spørgsmål,
til det rigtige falder."

"Hvem ville gerne myrde hende?"
"Hvem havde mulighed for det?"

Jeg ville stille spørgsmålene og se,
at Bouc viste mig det for sent.

En forelsket person vil gøre alt.

Kærligheden får os til at handle overilet.
En sten falder. Overilet.

Louise bliver myrdet. Vildt.
Bouc bliver skudt.

Jeg troede, at madame Doyles morders
identitet var åbenlys.

Fætter Andrew Katchadourian.

Det, han gjorde ved Abu Simbel-templet,
hvor han desperat vandrede bort.

Hvor han så en mulighed for at skjule
sine synder under en klippesten.

Han skubber til en.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på.

Jeg tænkte mig ikke om.

Jeg så dem nedenunder.

Og gudskelov ramte jeg ved siden af.

Og I må alle vide...

Jeg myrdede hende ikke.
Det ville jeg aldrig gøre.

Jeg elskede hende.

Jeg myrdede hende ikke.
- Nej, det gjorde han ikke.

Mordet på Linnet var ikke
en vild gerning. Det var planlagt.

Detaljerne, tidspunkterne, kuglerne,
alibierne. Men planlagt af hvem?

Atter vender jeg mig mod Bouc.

Hvorfor malede De ham i en grøn frakke?
Han bar en rød en på pyramiden.

Jeg kunne ikke finde min røde maling.
- Den blev stjålet.

Af Linnet Doyles morder.

Af hendes mand, Simon Doyle.

Mig? Vanvittigt!

Hvordan? Han blev jo skudt.
- Ja, det ved vi med sikkerhed.

Vi ved ikke med sikkerhed hvornår, -

- eller hvad han gjorde efter det øjeblik,
vi troede han blev skudt.

Madame Doyle sagde, hendes mand var vred
på Louise over noget neglelak. Hvorfor?

Fordi madame Doyle brugte blodrød
neglelak, som han havde et formål med.

Nu måtte han bruge
madame Boucs maling i stedet.

Han havde ikke regnet med,
at en detektiv kom med.

For en sikkerheds skyld slår han mig ud.
Et glas champagne fik sendt mig i seng.

Jeg var bedøvet under hans optræden.
Frøken Otterbourne, De så skuddet.

De så Simon falde om med et blodigt
lommetørklæde mod såret. De gik.

De havde travlt med Jackie
og med at finde lægen. Morderen var alene.

Mere havde han ikke brug for.
Han samler pistolen op.

Han løber hen til sin kones kahyt.

Simon...

Og han skyder hende i tindingen.

Der var brændemærker
ved Linnet Doyles sår.

Tørklædet blev nemlig ikke brugt på hende.

Her blev det brugt til
at dæmpe lyden af et andet skud her.

Han vender tilbage for at hente tørklædet,
som han havde gemt.

Han tog atter pistolen
og skød sig selv i benet.

Herefter erstattede han
en af kuglerne i pistolen, -

- så vi ville tro, at der var affyret
ikke tre, men to skud.

Så vikler han lommetørklædet,
tørklædet og pistolen ind -

- og kaster det hele i Nilens vande.

Så gør han sig klar til dr. Windlesham.

Hun skød mig!
Jeg kan ikke bevæge benet!

Med alibiet undgår du mistanken
og kaster mistanke på flere andre -

- ved at sammensætte en gæsteliste -

- med folk,
som havde et horn i siden på Deres kone.

Selv underholdningen.
Det hele ligner en ny mands betænksomhed.

Skylden kastes i alle retninger
væk fra dig.

Du er gal.

Skulle jeg skyde mig selv
og dræbe Louise og Bouc?

Han har ret.
Han kunne ikke have dræbt dem.

Han dræbte dem ikke.

De to følgende mord blev begået
af hans medskyldige i det første -

- og af den, som er hjernen bag
hele dette geniale komplot.

Jacqueline de Bellefort.

Engang hans elsker. Stadig hans elsker.

Hun førte dem sammen. Forfulgte dem.
Fandt dem her om bord.

Hun skød Simon med løst krudt.

Alt sammen for at skabe
to uangribelige alibier.

Den sørgende mand arver formuen
og gifter sig senere med den kvinde, -

- han hele tiden har elsket.

Louise Bourgets svar på,
om hun havde set noget, var sært.

"Var jeg gået udenfor,
havde jeg måske set morderen."

Ikke ja, ikke nej, men en trussel
til morderen, som var til stede.

Simon Doyle.

Som så forsikrede hende, at han
ville tage sig af hende. Og det skete.

Så snart han kunne, sendte Simon
en besked til Jacqueline. En advarsel.

Han fortalte hende,
hvor hun kunne finde et våben.

Og da så Bouc...

Da Bouc så, hvem der havde
myrdet Louise, råbte Simon...

Kom så!

...til sin medskyldige, -

- som skød Bouc i halsen, -

- før han kunne afsløre
Jacqueline de Bellefort.

Har du dræbt min søn?
- Det skal du dø for.

Rosie.
- Jeg sværger.

Jeg sværger.

I kan da ikke alle tro ham.

Han har ingen beviser.

Sandt. Jeg har kun en nedsænket pistol
uden fingeraftryk.

Men der fulgte en gave med den.
Lommetørklædet.

Nilens varme vand ville give blodet
en afdæmpet brun farve.

I det samme mystiske vand
blegner karminrødt og bliver...

...lyserødt.

Hvor er Hercule Poirot klog.

Var det hans eller din plan?

Han havde brug for ting.

Jeg havde brug for ham.
- Du var ligeglad med penge.

Men du kunne intet nægte ham. Ikke engang
en plan, da han ikke kunne lægge sin egen.

Hvad skal vi gøre, Simon?
- Kom.

De anholder os.
- Vi flygter nu.

Kom.

Det skal nok gå, Simon.
Giv mig den.

Hør på mig. Vi kan godt klare den.

Vi skal af sted nu,
og vi må være stærke.

Vi kan godt være stærke.
Vi kan godt være stærke.

Jeg er ked af, at De er blevet velhavende.
- Det kan jeg ordne.

Måske beholder vi lidt.
- Kom.

Anholder de mig nu?
- Nej.

Ikke så længe De ordner hendes affærer
hæderligt og betaler, hvad De skylder.

Vender De tilbage til London, doktor?
- Der er intet for mig der længere.

Vestafrika.
Måske kan jeg gøre nytte der.

Gid jeg aldrig havde set Dem arbejde.

Måske...

LONDON
ET HALVT ÅR SENERE

På gensyn, Syd.
- Mange tak for i aften.

Sig, at orkesteret kan øve én sang mere.

Pas lige på.

Vi har lukket, makker.

Oversættelse: Jesper Buhl
Scandinavian Text Service