All language subtitles for An.English.Haunting.2020.1080p.WEB-DL.DD2.0.H264-FGT

De må være Margot?
Mit navn er Marian Clark.

Jeg har taget mig af herregården
og Deres far de seneste dage.

Jeg beklager,
at jeg tilkaldte Dem med så kort varsel

men situationen er
blevet... svær at håndtere.

-De må være Blake.
-Goddag, miss...?

Clark. Deres morfar
talte meget om Dem

inden han...
Ja, kom med op og se.

Trækker gnavpotten stadig vejret?

Han har fået det bedre, men jeg kan
glæde Dem med, at han hviler sig nu.

Det glæder mig meget.

Lad deres bagage blive her,
vi henter den senere.

Blake!
Ingen griseri, tak.

Aubrey bor på øverste etage, så De har
næsten hele Clemonte Hall for Dem selv.

-Han ser ud, som mormor gjorde.
-Han har ligget sådan i næsten en uge.

Han var ikke meget bedre
inden den seneste episode

men han havde kræfter til
at komme omkring i huset.

Det var et problem for sygeplejersken,
men det får De jo ikke.

-Hvor er sygeplejersken nu?
-Hun er rejst.

Hun sagde, at herren skræmte hende,
at han var uhyggelig...

Hun magtede ikke
at være alene i huset med ham.

Jeg bønfaldt hende om at blive,
til jeg fandt en ny, men hun ville ikke.

-De er vores sidste udvej.
-Taler han?

-Ikke et ord i flere dage.
-Men kan han altså tale?

Jeg ved ikke, hvor meget
De ved om Deres fars tilstand.

Men hans sind er meget svækket,
og det har stået på længe.

Når han taler, er det totalt nonsens.

Han ved ikke, hvem han taler med,
hvor han er, eller hvem han selv er.

-Kan han høre os?
-Det er svært at sige.

Skider han i sengen,
må du klare det, Blake. Jeg nægter.

For pokker, mor.

Vi kontaktede Dem, fordi han har brug for
sine nære, Deres kærlighed og omsorg.

Jeg giver ham lige så meget kærlighed,
som han har givet mig. Hvad siger du så?

Tag det roligt. Jeg har større
problemer end lortelagener.

Ingen dårlig pris for
at have tag over hovedet.

Dit værelse, Blake. Det er specielt,
og jeg håber, du vil synes om det.

Det er en konge værdigt.

Hvis De kommer med mig, miss Clemonte,
så er Deres værelse nede ad gangen.

Ja, det her er glimrende.

Der er ekstra tæppe
og sengetøj i skabet.

-Hvad har du fundet der?
-Noget gammelt legetøj.

-Det dukkede pludselig op.
-De må gerne få det.

Lad det være,
det ser snavset ud.

Hvad synes du om det?
Er det uhyggeligt nok?

Nej, her er ret fredfyldt... Skønt.
Jeg vil sikkert trives her.

Her er mere plads,
end din far ville have efterladt os.

Som barn var jeg bange for at være her.

De gamle værelser, lange mørke
korridorer, støvede møbler.

Nu virker her snarere sølle.
Tomt og sjæleløst.

Et sted, som kan blive mit hjem.

-Han er forfærdelig, ikke?
-Mor...

Han har altid set skrækkelig.
Som en dukke i et rædselskabinet.

Ikke sært, at han har måttet
ligge på loftet hele tiden.

-Du burde ikke ryge her.
-Nej, det burde jeg ikke.

Ja, det er, som det er.
Gratis kost og logi.

-Indtil sjoveren kreperer.
-Du er grov. Sæt nu han hører os?

Det håber jeg ved Gud, at han gør.

Aubrey var ikke et rart menneske. Han var
en eremit, meget hemmelighedsfuld.

Med makabre interesser.
Han drev min mor til vanviddets rand.

-Han var altid rar mod mig.
-Du var så lille, du kan ikke huske det.

Jeg husker vores tid sammen tydeligt.
Der dukker minder op.

Det var usædvanligt af din morfar.

-Jeg ser mig omkring.
-Ja, gør det.

Det er vores hus nu.

Smukt.

-Du skulle jo ikke gøre sådan her?
-Jeg føler mig bare hjemme.

Det var Elgar.

Det her kan blive dit musikværelse.
Jeg skal nok holde mig væk.

-Perfekt sted til dine studier.
-Jeg fandt den i biblioteket.

Fine billeder af morfar.
Han og jeg sammen.

Det føles, som om
vi er blevet sendt væk.

For at blive glemt.
Så ingen står med et problem.

Jeg kan sygne hen her, uden at blive
afbrudt, med dig som eneste vidne.

-Jeg ringede til din far før.
-Gjorde du?

Han kommer og besøger os.
I morgen, tror jeg.

Så vi må lade, som om vi elsker
stedet her og lever som konger,

og at vi har det
meget bedre uden ham.

Vil du gøre det for mig?

Vi er her for morfars skyld.
Det ved han.

Ja, men at efterlade dig med mig
er svært for ham, ikke sandt?

Jeg kan tage mig af mig selv. Jeg har
også taget mig af dig, når jeg skulle.

Bedre end nogen anden.

Gå i seng, mor.

Nej tak. Jeg vil sidde her lidt.
Og se på ilden.

Stolen.

Hvordan kom den...

...derud?

Det er så lidt tid.

Rolig, græd ikke.

-Jeg vil ikke dø!
-Stop.

Jeg savner min mor!

-Morfar?
-Det gør ondt.

-Hvem er det?
-Hold op.

Mor?

Luk nu op, Margot,
her er koldt!

Rolig nu.

Hvorfor tog det så lang tid?
Det er hundekoldt derude.

-Så fandt du altså vej.
-Ja, til sidst.

I er virkelig langt ude på bøhlandet.
Ikke en bil eller et hus i miles omkreds!

Ja, sådan er afsides veje.
Far satte pris på af være afsondret.

Et perfekt sted for dig.

Hvor er Blake?

-Godmorgen, far.
-Ah!

-Er alt i orden her?
-Ja.

Dygtig dreng.

-Byder du på en kop te, Margot?
-Sæt vand over, Blake.

-Hvor er min violin? Kassen er tom.
-Du spillede på den i går.

Hallo?

Hvem der?

Vent!

Han er meget genert, men han kan ikke
begrave sig i bøger for evigt.

Han trives med det, lad ham være.

-Hvordan vil han skabe sig et liv herude?
-Han træffer sine egne valg, Gordon.

Du giver ham intet valg.
Han ved, hvor afhængig du er af ham.

Jeg stiller kopperne her.

Tak, Blake.

Vi er vel alene her? Der bor ikke
andre på området, mener jeg?

-Her er kun os. Hvorfor?
-Ikke for noget. Jeg spurgte bare.

Lad os tale sammen.

11.55, 21. april.

Jeg så ham i dag igen. Jeg troede,
at jeg måske havde bildt mig det ind.

Det er ikke første gang, jeg har
set ubehagelige syn i dette hus.

Nu havde jeg set drengen,
og jeg vidste, hvad der ventede.

Jeg er sikker på, at jeg har set ham
udforske området før.

Drengen ligner ikke
noget andet barn.

Ikke noget,
man ville kalde menneskeligt.

Det er måske
en slags medfødt defekt.

Hvem han og hans forældre end er,
så har han taget Clemonte Hall til sig.

Og han synes vist også om
at iagttage mig.

Det er behageligt, på en måde.

Selv når jeg ved, at jeg er alene, er
det, som om han udspionerer mig fra...

Blake. Vi må tale sammen.

Det bliver ikke lettere
at se ham køre væk.

Vi har klaret årtiers op- og nedture
blot for at havne her.

Uden at have noget at glæde sig over.

Du har mig.
Det er mere, end han har.

Kan du fatte,
at han engang friede til mig?

-Hvad svarede du?
-Det var et forkert tidspunkt.

Han friede lige efter,
at du var blevet født.

Han elsker dig højt, men hvis han
havde følt det samme for mig...

Ja, jeg ventede.
Men han friede ikke igen.

Du ved jo godt hvorfor.

Det var bedre!
Nu kom der lidt liv i huset!

Du er en god dreng, Blake.
Hvad skulle jeg stille op uden dig?

Du var blevet nødt til
at danse med Aubrey.

Kan du ikke lade være, mor?
Bare i aften?

Det er lettere
at drikke og lade dig hade mig.

Jeg hader dig ikke.
Jeg beder dig bare lade være. En aften.

Tror du ikke, jeg allerede havde
gjort det, hvis man bare kunne stoppe?

-Låst vinkælderen og hældt det hele ud?
-Hvorfor gør du ikke det?

Så måtte jeg jo finde mere!
Og det er svært herude.

Han sagde, du skulle gøre det her.

Åh, det må være udmattende
at have ret evig og altid.

-Og let at være så forudsigelig.
-Stop nu! Det der har jeg hørt nok!

-Hvornår lytter du så?
-Nu lyder du som din far!

Jeg er ikke som far!
Jeg har støttet dig.

Jeg har gjort, hvad jeg kan,
men det er bare ikke nok!

Det er måske håbløst.

Problemet med ens familie er,
at man hænger på dem.

Man kan ikke skjule sine fejltagelser
for sine nære, og ikke alle er fejlfrie.

Så en dag vil jeg se dig
træffe forkerte beslutninger.

Og så bliver det mig, der skal dømme.

Jeg dømmer ikke.
Jeg vil bare have min mor tilbage.

I dag kom dagen. Der var gået tre
måneder, siden jeg sidst så drengen.

Men når jeg stiller mad i vinduet,
bliver den spist, så han er derude.

Han er som en ånd.
Kommer kun frem, når jeg ikke er der.

Men endelig mødtes vi ude i skoven,
da jeg ville plukke brombær.

Jeg spurgte ham, hvad han hed,
og jeg sagde mit navn.

Han svarede ikke. Jeg ved ikke,
om han har lært at tale.

Han frembringer lyde, men ikke ord.

Og det overraskede ham,
at jeg talte venligt og roligt til ham.

Som om han havde ventet,
at jeg blev bange eller frastødt.

Men det blev jeg naturligvis ikke.

Trods ordløsheden
mærkede jeg, at han syntes om det.

Jeg sagde, at han var velkommen
i huset. Jeg ville vinke ham med ind

men kunne ikke lokke ham med.

Han er sikkert retarderet
og forstår mig ikke helt.

Så jeg sagde farvel og gik.

Jeg har udtænkt en plan.

Lader jeg døren stå åben
og spiller musik for at lokke ham ind

vil drengen muligvis
vove sig ind i Clemonte Hall.

Og så må han jo tale med mig,
og jeg kan lære ham at kommunikere.

Han kan blive mit næste projekt,
min næste besættelse.

Noget, der befrier mig fra disse
frygtelige studier af onde ting.

-Mor!
-Hjælp os, Blake! Hjælp os!

-Hjælp os! Hjælp os!
-Mor!

-Jeg kom så hurtigt, jeg kunne!
-Jeg har været oppe det mest af natten.

Det er jeg ked af.

-Han kunne jo ikke gå?
-Noget jagede ham op.

Kære Blake, han ved ikke,
hvad han laver.

Han er helt vildfaren i det hus,
han har boet det meste af sit liv.

Det er meget at fordøje.
Talte han meget?

-I telefonen sagde De, at han talte?
-Det var noget sludder.

-Hvordan sludder?
-Jeg forstod intet af det.

-Er du sikker?
-Ja.

Hvor længe har han gjort
sådan der med hånden?

Lige siden vi slæbte ham
tilbage til sengen.

-Det er, som om han skriver.
-Det er bare en ufrivillig spasme.

-Vent, miss Clark!
-Ja, kære ven?

De sagde, sygeplejersken rejste.

-At hun ikke holdt det ud, og var bange?
-Ja.

Har De hendes telefonnummer
eller adresse?

Nej, hun kommer ikke tilbage,
det kan jeg forsikre Dem.

Boede hun ikke på det værelse,
jeg har nu?

-Hvorfor tror De det?
-Skabet er fuldt af hendes tøj.

Og andre ejendele.

Hvorfor tage af sted uden sine ting?
Hvis det ikke skete uventet for hende.

Hun rejste ikke. Ikke på den måde.

Hvad mener De med det?

Hun hed Anne Harper.

Da jeg kom på ugentlig kontrol,
var Anne forsvundet sporløst.

Ingen hørte fra hende,
hun tog ingenting.

Der var kun hende og Aubrey her, og vi
aner ikke, hvad der kan være sket.

Det er sandheden.
Vi ved kun, at hun er væk.

Og det agtede De ikke at nævne?

Ville De være blevet her, hvis De hørte,
en beboer bare var forsvundet?

Det tænkte jeg nok. Min opgave er
sikre, at mr Clemonte bliver passet

så jeg sørgede for, at der kom nogen
og tog sig af ham.

Jeg er ked af,
at jeg måtte være uærlig.

Jeg kan kun håbe, at De er her,
når jeg kommer til næste ugekontrol.

-Sæt nu han ikke er syg?
-Selvfølgelig er han syg, Blake.

Nej, hvis det ikke er demens?

Sæt nu der foregår noget uforklarligt
i huset, som gør det der ved ham?

-Jeg har set underlige ting her.
-Men, Blake!

Noget fik sygeplejersken til
at rejse uden varsel.

Hvad var så forfærdeligt, at hun
efterlod en gammel mand på den måde?

Aner det ikke! Hun er måske bare
en upålidelig gammel ko.

Ved du, hvad han lavede?
Hvad han forskede i?

Jeg har lyttet til hans bånd,
læst hans noter.

-Lad ikke din fantasi rive dig med.
-Det gør jeg ikke.

Jeg forstår, at det er svært
og ubehageligt at se din morfar sådan.

Havde jeg vidst, hvordan han havde det,
havde jeg måske ikke taget dig med.

Plag ikke dig selv med
at lede efter logik i hans galskab.

Aubrey er her ikke længere,
og han er kun en skal.

Vent!

Mor! Se her.

-Hvad skal jeg se?
-Han tegnede det her.

Tegnede far det der?

Han er vist ikke så hjernedød,
som miss Clark vil have os til at tro.

-Det er bare kruseduller, Blake.
-Måske.

Men samme kruseduller gang
efter gang? Han bliver ved.

-Det er jo bare streger.
-Men hvordan kan han lave samme mønster?

HEKSEKUNST OG HEDENSKAB I DAG

DJÆVELENS HERREDØMME

HEKSEKUNSTENS HISTORIE

DEL ET: DET FØRSTE SKIB
OG DEN FØRSTE KONGE

DEL TO: DET ANDET SKIB
OG DEN ANDEN KONGE

DE TRE KONGER

En præcis plantegning over
Clemonte Hall, hvordan forklarer du det?

Han kender stedet ind og ud.

-Er det her kælderen?
-Det der, ja.

-Og det rum?
-Der er ikke flere rum.

Kun vinkælderen.

Ikke ifølge morfar.

-Gik du derned alene?
-Og jeg gør det ikke igen.

-Der er tallerken-store edderkopper.
-Hold nu op.

Drengen har gjort det godt.

Han lærer nye ting hver dag, og vender
hver dag tilbage til Clemonte Hall.

Jeg kalder ham Jacob,
og det synes han vist om.

Jeg fortsætter med at lære Jacob
at tale.

Han elsker det gamle bibliotek.

Han føler sig godt til rette her,
men han gemmer sig for folkene.

Først troede jeg, at han var genert
over for dem, som han var over for mig.

Men så tænkte jeg, at de to...

...de to er hans forældre,
at han faktisk er født på herregården.

Og at folkene gemte ham af vejen
som deres mørke hemmelighed.

Jeg vil ikke nævne det endnu,
hvis de skulle fjerne drengen herfra.

Hvis han er deres søn, er det klart,
de ville skjule ham for omverdenen

og især for mig.

Det er uretfærdigt at svigte barnet,
at hæmme dets liv, stemme og navn.

Åh, Gud...

Jeg er snart færdig.

Hvor var du,
da jeg havde brug for dig?

Jeg er her. Det har jeg altid været.

Blake!

Blake?

Det er menneskeknogler.

Rummet i kælderen.
Det var faktisk dernede.

Du skal se, hvad han har gjort.
Hvad der er sket her i huset.

-De myrdede drengen.
-"Dreng"? Det så ikke menneskeligt ud.

-Det var måske deres skyld.
-Stop, jeg får det dårligt!

Jeg har set ham?
Han hedder Jacob.

Han har været her i huset,
siden vi kom hertil.

Jeg tror, Aubrey bliver straffet. Jacob
er her og våger over ham, til han er død.

Vi må hellere begrave knoglerne.

Er det ikke sådan, man gør, når noget
ondskabsfuldt hjemsøger ens hus?

Man bærer det ud
og steder det til hvile?

Jeg vil bare have det ud af huset.

Du må komme i morgen tidlig.
Lov mig det, Gordon.

Blake... Han kan ikke blive her.

Der er for meget at forklare.
Bare kom. Tak.

-Skal vi rejse?
-Du skal.

-Jeg tager ingen steder uden dig.
-Jeg ved ikke, hvad der foregår her!

-Du kan ikke bare støde alle væk.
-Det handler ikke om mig!

Indse dog, at du ikke klarer det selv.

-Blake...
-Mor!

-Jeg hjælper dig.
-Jeg vil ikke have din hjælp!

Jeg har trukket dig ind i et mareridt!

Og jeg har været meget selvisk,
ikke skænket dig en tanke.

Men uden din far ville jeg ikke være
her alene, jeg magtede ikke tanken!

Så jeg trak dig
ind i dette mørke med mig...

Jeg er ked af det, Blake!

Du kan ikke blive her,
i dette gale hus.

Jeg mister forstanden...

På trods af alle de onde ting ved huset
vil jeg ikke være andre steder.

Vi begraver knoglerne.
Begraver fortiden.

Det er et godt sted.
Begynd at grave.

Kors!

Hvem er du?
Er du kommet til skade?

Hvad laver hun herude?

Hjælp hende op. Tag hende under armen.

Nej, nej, nej! Lad være! Nej!

Vi må have hende ind i varmen
og ringe efter hjælp!

Tving mig ikke tilbage dertil!
Ikke til huset!

Hjælp hende, Blake! Vi skal have hende
med, så hun kan sige, hvad hun laver her!

-Nej, tving mig ikke tilbage dertil!
-Hun kan ikke blive herude!

Kan du fortælle, hvad du hedder?
Hvor længe har du været derude?

Drik. Du trænger til det.

Jeg har set dig før, ikke?
Det var dig i drivhuset.

Du er hende. Aubreys sygeplejerske.

De sagde, at du var forsvundet.

Efterlod du far sådan?
Sikke en sygeplejerske.

-Mor...
-Hun skylder os en forklaring.

Jeg kunne ikke blive her
efter den nat.

Aubrey opførte sig meget underligt.

Han talte hele tiden med sig selv.
Jeg kunne høre ham hele natten.

Det fik mig næsten til at tro,
at der var flere i huset.

Nogen, der svarede ham.

Men det var ikke "nogen"...
Det var "noget".

Jeg mærkede gradvise forandringer,
til en start var de små.

Ting... flyttede sig.
Døre blev åbnet.

Det kunne jo have været vinden. Måske.

Men om aftenen
blev det altid værre.

Det var, som om
det blev sværere at se

Så begyndte det der i huset
at lave større numre med mig.

Hver gang jeg lagde mig ti at sove

begyndte gyngestolen at gynge.

Det var sådan, jeg forstod,
at det iagttog mig.

Og jo mere det iagttager en,
desto mere ser man af det.

Det var der hele tiden,
lige for øjnene af mig.

Først kun som et glimt af en figur.

En skikkelse, som fra et mørkt
hjørne kølede et helt værelse ned.

Men så... kunne jeg de mere.

En hånd...

En krop...

Og så ansigtet.

Det der frygtelige,
skræmmende ansigt.

Og da jeg havde set det, indså jeg,
at det ikke var første gang det var sket.

Min hjerne havde bare
skjult det for mine øjne.

Det var der. Han var der altid.

Jacob. Det er hans navn.

-Jacob. Det kaldte han sig.
-Drengen blev myrdet her.

-Så I har set ham?
-Kun nogle glimt.

Ingen glimt.
Man ser ikke kun glimt.

Han bebor huset og kan ses af alle,
som tør se efter.

Han bebor Aubrey!
På en måde er han og Jacob et.

Og nu da Aubrey er døende,
søger væsenet hvad som helst, der lever.

Intet levende væsen
kan føle sig sikker i dette hus!

Jeg hørte dem sige sådan.
Jeg hørte dem tale og planlægge.

-Han har ikke talt til os.
Han taler.

Det er måske ikke længere ham,
men han taler.

-Du er helt klart blevet skræmt.
-Jeg kan bevise det!

I behøver ikke tro mig.

Jeg kan vise jer det.

Fortæl dem, hvad du sagde til mig.

Jeg ved, at du kan tale!
Jeg har hørt det med mine egne ører!

Så tal, for helvede! Tal!

Jeg er ikke tosset.

Hvis du ikke taler,
kan du lige så godt være død!

-Hun ved, hvad hun gør.
-Hun dræber ham!

Så, nu er det nok!

Vi... må ikke... dø.

Hvad sagde du?

Vi må ikke dø.

-Ikke endnu.
-Hvorfor det?

Ikke min tid.

For ung. Kan ikke have
denne gamle krop længere.

Fortæl dem, hvad du sagde til mig.
Sig dit navn.

Jacob.

-Du hedder Aubrey!
-Aubrey er næsten borte.

Jeg holder os i live.

-Hvorfor?
-Til hun finder en ny til os.

-Vem?
-Min mor. Jeg savner hende!

"Gå ikke", sagde jeg.

Men hun sagde,
at I ville blive mistænksomme.

Hun sagde, at det tager tid.

-Hvad tager tid?
-For drenge at blive parat.

Aubrey sagde til hende,
at du er den rette.

Hun fik jer til at komme hertil.

-For at hjælpe mig.
-Hvem fik os til at komme hertil?

-Miss Clark.
-Hvem er det?

Den sygeplejerske, formidlingen sendte
for afløse dig. Hun kommer hver uge.

Jeg er ikke fra nogen formidling.
Det er kun min søster og mig.

Pak dine ting, vi kører i aften!

Ring efter en bil, som kan hente os,
Anne! Jeg åbner porten.

Vær parate til at køre,
når bilen kommer!

Blake! Blake!

De svarer ikke!

Blake!
Hun er i huset! Hun er her allerede!

Åbn døren!

Åh, Jacob!

Kom, Jacob. Tiden er inde.

Hjælp!

Mor!

Åh, Gud! Åh, nej! Blake!

Lad være! Stop!

Kom, Jacob, vi skal ind på dit værelse.
Det husker du vel?

Du var jo så glad for
at være sammen med mr Clemonte!

Din mor har forladt dig, Blake. Hun kan
ikke elske dig, som jeg elskede Jacob.

Jeg bad ikke din morfar tage min søn
ud af sin modbydelige krop!

Jacob har ingen steder at tage hen,
hvis du ikke lukker ham ind!

Lad ham blive en del af dig, Blake!
Lad Jacob blive dig!

Lad mig være! Hører du!

Du finder aldrig
en kærligere mor end mig.

Så, Jacob, min søn,
ventetiden er næsten forbi!

Neeej! Nej!

Gå ind på dit værelse, Jacob.
Og kom ikke ud, før det er fuldbyrdet!

Nej!

Nej, lad være! Lad være!

Blake!

Åh, Gud! Blake!

Jacob! Jacob!

Flygt, Blake! Løb! Nu!

Jeg lader jer ikke tage min Jacob!

Du kan tage min far,
men jeg lader dig ikke tage min søn!

Blake!

Åh, Blake! Åh, Gud!

Det er tid til at sige farvel, Blake.

Når de har fundet en køber,
kommer vi aldrig tilbage hertil.

Enig.
Jeg har været her alt for længe.

Nej, nej, neeej!

Nej, nej! Mor!

Nej!

Tekster: Torben Christensen
www.ordiovision.com