All language subtitles for Darling.2017.NORDiC.1080p.da

(bifald)

Hej, Kristian.

Dem, der skal dø, hilser jeg.

Spar mig for alt mulig lort om,
at jeg ser godt ud.

Bare rolig. Du ser ud ad helvede til.
(hoster)

Kristian. Godt at se dig.

– Hvad siger lægerne?
– Spørger du til mit helbred?

Eller om jobbet
som balletmester bliver ledigt?

Jeg har nok at se til med Giselle.

De unge håbefulde, der vil
være balletmester, sværmer allerede.

Jeg tror ikke...
jeg dør lige i dag.

Vi er jo på om en halv time.
Så...

Du har jo altid
fået ham til at se godt ud.

Du var aldrig nogen stor danser.
Men du kan noget som koreograf.

Jeg faldt over en dvd.
Den ting, I lavede i War Memorial.

Det var sgu smukt arbejde.
Jeg fik tårer i øjnene.

Velkommen. Vi er pærestolte over at
kunne præsentere to store stjerner.

En af egen avl. De er hundedyre,
men vi satser på, de er pengene værd.

Darling Melander og Frans Tipling.
Værsgo at skyde løs.

– Hvordan er det at være tilbage?
– Det er utrolig overvældende.

Det er her, det hele startede for
mig. Så det føles som at komme hjem.

Jeg vil give en stor tak til Den
Kongelige Ballet for at invitere os.

Jeg er meget, meget ydmyg
og glæder mig som et lille barn.

Godmorgen.

Giselle.

Første akt er lys.

Det er klart for enhver,
at hun er landsbyens skønhed.

Så kommer prins Albrecht
forklædt som bondeknøs.

Han narrer hende,
forfører hende og forlader hende.

I denne version dræber hun sig selv
med et sværd.

Anden akt er mørk. Prinsen plages af
skyldfølelse og angribes af wilierne.

Men Giselle vågner af døden, tilgiver
ham, redder ham og finder fred.

Handlingen er underlig.
Men det er følelserne ikke.

Det at elske nogen.
At falde sammen, at fortryde noget.

At være plaget af skyldfølelse.
At være menneske.

Er der nogen klokker, der ringer?
Okay. Så danser vi.

– Hej.
– Hej.

Man siger, det er dig, man skal
snakke med, hvis man har ondt.

Hvor ondt har du?

Fentanyl, Vioxx...

(lynlås)

Ulækkert.

– Jeg elsker det.
– Røget fedt og nitrit.

– Hvor er du svensk.
– Skindet er lavet af griserøv.

Skat...

...du smager af griserøv.

Jeg elsker dig.

Godt. Blødere arme der. Fint.

Se på hende. Sådan, ja.

Hurtige battuer. Og plié.

Så er det Dee.
Blødere arme, Dee. Sådan, ja.

Fint. Endnu lettere.

Som luft.

Tak, tak.

Der skete noget fint her til slut.

En større fornemmelse af sorg. Af
den kærlighed, som kunne have været.

Giver det mening? Vi tager
fra Albrechts variation igen.

Og Dee?
Du holder dig svævende hele tiden.

Ja.

Og så benet i attitude.
Bedre, ja.

Mærk længslen.

Fint. Endnu blødere arme, Dee.

Sådan, ja.

(stønner)

Er du okay?

(stønner)

Dee?

– Jeg tror, vi skal have en taxa.
– Ring efter en taxa.

Vent, vent.

Er der en, der åbner døren?

Kan du ikke sætte dig ned?

Det tog lidt tid. Beklager.

(læge sukker)

Sig noget.

Du må have gået med smerter
et pænt stykke tid.

– Jeg er jo danser, så...
– Nogle smerter skal tages alvorligt.

Sig det nu bare.

Brusken på lårbenshovedet er ødelagt.

Du har udviklet cyster
i knoglen under brusken.

Og hvad kan I gøre ved det?

Knoglecyster er tegn på,
at skaderne er permanente.

Man kan operere. Det er
en ordentlig omgang og lindrer lidt.

Du kender mig ikke.
Du ved ikke, hvor stædig jeg er.

Folk får da hele tiden nye knæ
og nye hofter.

Jeg er klar over,
at det er en voldsom besked at få.

Drik. Drik.

– Jeg har ikke lyst.
– Kom nu.

Hej.

– Hej.
– Hej.

Vi laver den Giselle.

Jeg er ikke færdig.

Jeg kender min krop,
og det her kan sagtens arbejdes væk.

Du har aldrig
sagt noget om smerterne.

Hvorfor har du ikke sagt noget før?

Dee?

Jeg har altid ondt alle vegne.
Det er ikke noget nyt.

Ikke så ondt.

Jeg har haft ondt i yderstillingerne
og i...

...battement og split.
Og ellers trak det.

Og så har jeg haft
en smuttende fornemmelse.

En smuttende fornemmelse?
Du har for fanden cyster i benene.

Jeg har det allerede bedre nu.

Det gør ikke ondt
på samme måde som i går.

Vi skal bare have
ti dages udsættelse, okay?

Se, jeg kan sagtens
støtte på det, og...

Og jeg går jo.

Se, jeg støtter. 14 dage.

Jeg beder Kristian om lidt tid.

(høj stønnen)

(telefon ringer)

Hallo.

Der bliver ingen udsættelse.
Det kan vi simpelthen ikke.

– Polly er inde, du er ude.
– Du behøver ikke sige mere.

Man diskuterer ikke med
smadret brusk og knoglecyster.

Jeg sagde,
du ikke behøver sige mere.

Det er fint. Det er rigeligt.

Jeg troede, jeg havde 8–9 år tilbage,
inden jeg skulle på pension.

Og så spille hekse og mødre.
Dem er der jo altid brug for.

(undertrykt hoste)
Undskyld.

For hvad?

At jeg ikke er bedre til
at have ondt af dig.

Det er gensidigt.

Vores nye Giselle.

Okay, øh...

Beatrice har hængt en liste op med,
hvem I er dublanter for nu.

Jeg...

I må tage fri resten af dagen.

Man kan intet gøre.

Jeg er klar over, at du meget gerne
vil danse på højeste niveau.

Med eller uden kirurgi
mener jeg ikke, det er muligt.

Nogle vil tilbyde at operere, –

– men chancen for,
at det vil hjælpe, er minimal.

Og der er stor risiko for
en forværring.

Et så desperat skridt
vil kunne skade dig.

Dee?

Dee?
(stønner)

(gisper)

Jeg vil gerne op.

Jeg vil gerne op.

Vil du hellere tilbage til New York?

Jeg kan springe fra.

– Skal vi tage tilbage?
– Og hvad, Frans?

Lad være.
Lad være med at ynke mig.

Du har en forestilling og et job.

Du skal ikke sidde her og hænge
og have ondt af mig. Slut.

Og jeg slår dig ihjel,
hvis du skrider fra mig.

Jo...

Hvad længes du efter?

– Nævn noget, du længes efter.
– Kærlighed.

Hvor vil du helst danse?

– New York.
– Okay. På hvilken scene?

The Met.

Der! Mærkede du, hvad der skete
i dine øjne, da du sagde New York?

Det er den længsel.

Forlæng armene. Fint.

Følg hånden med blikket.
Forlæng.

Helt strakt vrist i battuerne.
Sådan. Fint.

Forlæng godt i arabesquen.

Armene i arabesquen. Næste.

Forlæng der.
Tag fra begyndelsen af soloen igen.

Og...

Dynamisk glissade. Bedre. Bedre!

Hurtige battuer. Fint.

Led med foden.

Og tak. Ti minutters pause.

Hej.

– Hvordan har du det?
– Fint, tak.

Hej.

Hun er ikke dårlig.

Der er noget rent over hende,
noget ophøjet. Og meget smuk.

– Men?
– Lidt mekanisk.

Jeg føler ikke så meget.

Det er min Giselle, vi taler om.
Og vi føler ikke noget.

Vi kunne kigge på hende sammen.

Okay.

Fint, Polly. Tak for nu.

Kan vi prøve piqué manegen igen?
Bare knap så kontrolleret.

Med lidt mere vildskab. Jeg synes,
du holder lidt for meget igen.

Og højere passé.
Og husk at bruge din ryg lidt mere.

Ja?

Ja. Kan vi prøve igen?
Men lav en større manege nu.

(kaster op)

(fjern lyd fra video)

Frans, klokken er hvad?

Det holder ikke. Alle vores tanker
om Giselle holder ikke.

Du ville kunne lave en sexet Giselle
med lidt kant, men... skide Polly.

Hun hopper.
Hun svæver ikke. Hun er ikke dig.

Jeg har ikke tid nok til
at få hende til at rykke så meget.

Jeg kan sørge for,
hun kommer hen, hvor hun skal være.

Jeg kan lave en bootcamp med hende.

Tror du ikke, jeg kan?

– Jo, selvfølgelig kan du det.
– Hun kan virkelig blive fin.

Okay. Jeg tager de første prøver.
Så får du hende bagefter.

Okay.

Okay. Aftale. Nu sover vi.

En halv sovepille?

(Frans sukker)

Sådan der.

Sådan der.

Giv dig tid til at tage det ind.

Det hele er uvirkeligt og tåget.
Du kan ikke engang genkende din mor.

Og... Du husker kærligheden.
Frem, frem, frem, frem.

Og du husker blomsten.

Mindre, mindre. Glem trinene.

Åh! Elsker!

Elsker ikke.

Mærker sorgen. Du skal væk fra det,
kan ikke være i det.

Du skal væk! Væk, væk, væk.

Og dér ser du sværdet!

Tak.

Du må forholde dig til sværdet. Det
er ikke bare en rekvisit på scenen.

Hvad gør sværdet ved dig? Du må
fylde hvert eneste øjeblik med liv.

Det skal komme indefra.
Jeg skal kunne mærke det.

Du er nødt til at turde det øjeblik,
hvor der ikke sker noget, –

– men hvor alting sker.
Giselle, hun...

Hun veksler jo mellem...

Mellem vanvid og erkendelse.
Og smil og katastrofe.

Og du skal være der.

Og længslen.
Længslen efter det, der...

Det, der har været og, ja...

Er du okay?

Hvorfor spørger du om det?

Det må bare være lidt svært for dig.

Skal vi sige, at hvis du har lyst
til at føle noget, så danser du det?

Kig mig ind i øjnene.
Nu stirrer vi ned i mørket.

Din verden er brudt sammen.

Prinsen har brugt dig. Det var bare
for sjov. Og du er ingenting.

Du er intet.

Vi tager den fra, hvor du vender dig.

(stønner)

(lyd fra video)

Jeg har lyst til dig.

Nej, det går ikke.

Av, ikke så meget vægt.

Sådan.

– Funker det?
– Ja.

– Hvad sker der? Hvad sker der?
– Vent lidt.

– Jeg kan ikke...
– Kys mig. Kys mig.

– Vi venter lidt.
– Nej.

Vi tager en pause.

Hele hendes verden brister her.
Og det skal vi kunne mærke.

Så vi tager fra,
at hun vender sig. Ja?

Vender sig langsomt...

Langsomt.

Og alt virker... uvirkeligt og...

...tåget.

Hun kan ikke engang
genkende sin egen mor.

Og så husker hun kærligheden.

Og blomsten.

Svajer hele tiden mellem følelserne.

Hvad sker der?

Hvad?

Jeg bliver aldrig
lige så god som dig.

Du er ikke mig.
Du skal heller ikke være mig.

Prøv igen.

– Fra du vender dig.
– Jeg er ved at være ret træt.

Er du ved at være ret træt?
Er du ved at være ret træt, hva'?

Ved du hvad? Jeg har bare lyst til
at tage dine ben og save dem af –

– og så danse videre med dem selv.

Du er træt...

Kristian kunne virkelig
piske et kompagni frem.

Det kunne han.
Alle var så bange for ham.

Jeg var tit ude at tude på toilettet
og så tilbage igen.

Men han...
Han formede mig.

Han åbnede dansene for mig.
Han foldede mig ud.

Nu... Ja, nu...

Nu er det slut.
Nu er jeg ikke nogen mere.

Jeg ved godt,
det ikke er det samme.

Men du betyder
virkelig meget for mig nu.

At få lov til at arbejde med dig...
Det er fantastisk.

Der sker bare så meget.

Du er fantastisk.

Sådan der.
Det er sådan, du skal have det.

Det er så godt. Husk den følelse.
Tag den med til prøven i morgen.

Kan man få noget mere ryg?

Bliver det ikke
lidt for løst ved skulderen?

Er de bondepiger eller ludere?

– Du har næseblod.
– Det har han nu og indtil premieren.

Tak.

(hvisker)

Det er et spøgelse.
En ånd, som søger sin form, –

– som længes tilbage til livet,
længes efter at mærke hjertet slå, –

– som har en angst.
Du må ikke gøre det for smu...

Du har næseblod igen.

Jeg har måske noget.

– Værsgo.
– Tak.

– Jeg ved, hvordan du har det.
– Nej, det ved du ikke.

Nøgen, åndssvag, bange.

Forvirret, dum, patetisk.

– Vi er ret glade.
– Hvem er vi?

Os dansere.
Vi synes, du er modig.

Du tør satse.

Jeg kan godt lide,
den ikke bliver for dydig.

Jeg tror, det kan blive rigtig godt.

Klar til noter?

– Tak for nu.
– Tak.

– Hvad?
– Hvad?

Du ser så...

Jeg spørger bare,
om du er klar til noter.

– Det er jeg.
– Ja.

Hvorfor snakker du så om,
hvordan jeg ser ud?

– Hvad er det, vi diskuterer?
– Jeg tror ikke, vi diskuterer noget.

Eller gør vi?

Jeg må ned i kostumen.
Vi tager dine noter senere.

– Det gik da fint.
– Det var bare første gennemspilning.

Jeg synes,
vi har flyttet godt på dig.

Jeg har lidt noter.
Jeres pas de deux er stadig for bleg.

Det er her, vi skal se
hendes styrke og handlekraft.

Vi skal se hende redde ham, ikke?

Det er svært at se en ung danser,
der kunne komme det sidste stykke, –

– og så sige:
Fint, så er den i skabet.

Jeg tror, du kan komme endnu længere.
Jeg tror, du kan blive fantastisk.

Så jeg kan ikke lade dig være,
før du siger, jeg skal stoppe.

– Hvad er det for nogle noter?
– Skal vi gå ned i den lille sal?

Ned, ned, ned, ned.
Femte, femte, femte, femte. Kom!

Ned! Femte, femte, femte,
femte, femte.

Ned, ned, ned.

Mere épaulement.

Ned. Femte, femte, femte, femte!

Og... stræk, stræk, stræk.
Forlæng, forlæng, forlæng.

Ikke posér. Og...

Ned i hoften.
Op! Og turnér. Stræk vrist.

Og op!

Ned med de arme.

Og spot, spot, spot, spot!

Skarpere hoved, skarpere hoved!
Hvad er det, du laver med dine arme?

Hvad er det, vi har aftalt?

Netop. Det klæder dig meget bedre.
Quatre og passé, quatre og passé.

Quatre og passé, quatre og passé.

– Hvad sker der?
– Jeg har ondt i mit knæ.

Vi må runde det her af.
Du har ikke styr på dine arme.

– Du flagrer rundt som en sommerfugl.
– Det er sådan, Frans vil have det.

Du må ikke være skrøbelig her.
Du skal følge energien i musikken.

Kraftfuld arabesque
og styrke i quatrene. Ikke?

Ikke, Polly?

(Polly stønner)

Jeg ved ikke, om det dur...
med både dig og Frans.

I er tit uenige.

Det er en proces. Vi hiver og slider.

Vi... finder frem til det rigtige.
Sådan får vi det til at fungere.

– Jeg ved ikke, hvad jeg laver.
– Men jeg ved, hvad du laver.

Jeg ved, hvor du er henne. Du roder
rundt i teknik, følelser og nerver.

Pludselig har du ikke styr på
nogen af delene. Men det får du.

For det hjælper jeg dig med.

Man har lov til at græde.
Du skal bruge det nu.

Det tabte, sorgen. Alt det,
du ikke kan nå at få. Brug det! Ikke?

Ja?

Vi går ind samme sted som før.

(musik)

Vi stopper. Frans sagde,
Giselle ikke er ude efter hævn.

Hun viser sin skrøbelighed
og sin sorg.

Jeg skal nok cleare med ham. Han vil
juble over, hvor meget mere du kan.

– Det er det sidste stykke, Polly.
– Det er nok for i dag.

Jeg har virkelig ondt i mit knæ.
Det er hævet. Det skal hvile.

Du er danser.
Du har en premiere lige om lidt.

Da jeg stod op, tog det mig
et kvarter at sætte hælene i gulvet.

Jeg har danset en hel akt
på en brækket fodrodsknogle.

Du vil give op
på grund af et hævet knæ?

Jeg forstår godt, du er træt. Men det
hjælper ikke at pibe over det.

– Hvad er det?
– Jeg ved godt, hvad jeg laver.

Hvis du lige tager det ud...
Sådan der.

(Polly stønner)

Så.

Hokuspokus.

Tag tre af de hvide to gange dagligt.
En lyseblå inden fuld gennemspilning.

De små er til, hvis maven
laver knuder over de andre piller.

Man kan godt få lidt forstoppelse.

Værsgo.

Og generelt lavere musik i
pas de deux'en. De tør ligesom ikke.

– Hej.
– Hej. Jeg taler med dem om det.

Hej. Meget fint.

– Kom med det.
– Polly har ikke styr på sine arme.

Hun glemmer dem,
og så flagrer de for sig selv.

Men indimellem sker der
noget interessant med hende.

De store optrin i første akt
sidder stort set.

Men Albrecht
må blive ramt voldsommere, –

– når Giselle bliver vanvittig.
Ellers føler vi ikke for ham.

– Hej.
– Høstballet mangler et klimaks.

Alex er god, Pepe er bedre.
Det er ærgerligt.

Og Polly er ikke stærk nok
i dødsdansen. Hun ser sølle ud.

– Tak.
– Ja...

– Han er i fin form, Frans.
– Selvfølgelig.

Jeg kommer lige nede fra salen af.
Han er forbi granatchokket.

Han klør på. Det er fint.

– Hvad med balletskolen?
– Hvad er der med den?

Jeg kan altid bruge en kompetent
lærer. Du kan få de klasser, du vil.

Små, store, det er op til dig.

Hej.

– Hvor er vi henne?
– Jeg tror...

Det er lidt skrøbeligt.
Det er nu, jeg skal samle det hele.

Er der noget, vi skal dele?

Hvis det er om Polly,
må du åbne lidt op.

Nej... Hun er næsten der,
hvor hun skal være.

– Hun var god i dag.
– God...

Der var engang,
hvor vi ikke var tilfredse med god.

Engang, hvor vi bed tænderne sammen –

– og åd os selv
og de sidste fem procent.

(Frans sukker)

Jeg tager Polly
det sidste stykke selv.

Du har været til stor hjælp. Tak.

Okay.

Jamen jeg sidder lige her,
hvis du får problemer igen.

Hvad laver du?
Polly skal ned på scenen nu.

– Giv os en halv time.
– Jeg øver på høstballet.

Polly skal på scenen nu.

Din Giselle virker rundtosset,
når hun skal redde sin prins.

Tak for noterne, Dee,
men jeg tager som sagt Polly herfra.

– Hun fungerer ikke godt i anden akt.
– Nu stopper I!

Vi skaber en forestilling,
for fanden.

Dee, tak. Hej hej.
Gå hjem. Hold dig væk fra Polly.

Jeg holder mig fra Polly.

Jeg synes,
far lyder vred og skuffet.

Det er heller ikke hendes job
at fylde mig med alt muligt.

Hun gav mig de her piller
og sprøjtede kortison i mit knæ.

Scenen. Nu.

Du, kom her.

Du skal lave længere ryg og længere
hals. Det gælder alle dine positurer.

Din hals forsvinder. Du dræber
elegancen. Du ligner en krøbling.

Kom. Lang hals.
Épaulement.

Op.

Hallo! Højere.

Højere. Kom.

Før eller siden
skal det jo gøre lidt ondt.

Er du okay?

Måske bliver der pludselig
en stilling ledig som balletmester.

– Du synes måske, jeg skal søge?
– Det var ikke dig, jeg tænkte på.

– Frans har ikke nosserne til det.
– Frans vokser.

Jeg følger med oppe i salen.
De gror sgu, de der nosser.

Hvis du ikke har lagt mærke til det?

– Spændende.
– Kom op på mit kontor en af dagene.

Og hvad?

Vi kunne jo snakke om gamle dage.

Det lyder lovende.

Hvis du ikke har
bedre ting at foretage dig...

Hej.

Hvad er det, du gør med Polly?

– Hvad siger du?
– Hvad er det, du gør med Polly?

Polly, Polly, Polly.
Kan vi ikke snakke om noget andet?

Så spørger jeg igen:
Hvad er det, du gør med Polly?

Hey...

Gør jeg noget?

– Om du gør noget?
– Dansere har ondt, Frans.

Eller også er de bare ikke
ambitiøse nok.

Et ømt knæ...
Bu–fucking–hu.

Skal du nu fortælle om dengang, du
dansede en akt på et brækket fodled?

– Vi er blevet omsorgsfulde, hva'?
– Jeg må ikke miste en til ballerina.

Du vil have det ypperste.
Det må bare endelig ikke koste noget.

Hør nu godt efter.

– Nu falder det på plads for mig.
– Det er godt.

Jeg kan se min forestilling.
Jeg tror på det, jeg gør.

Tak for det,
du har udrettet med Polly.

Men fra nu af
holder du dig fra hende.

Bak ud.

(dør smækker)

Bak ud...

– Forstyrrer jeg?
– Næ.

Jamen sid ned.

Jeg har bare så meget tid.

Ja, du er heldig.

Så meget tid, at jeg overvejer
at skrive mine erindringer.

En ballerinas erindringer.

Eller dengang du gav mig
mit kælenavn. Det er en sød historie.

Du er ikke nogen Diana,
du er en Darling.

Jeg var lidt mere din darling
end de andres.

Ja.

Jeg gjorde ikke noget,
du ikke selv ville.

Jeg var så forbandet forelsket i dig.

Jeg tog også det hele til mig.

Alt, hvad du sagde om kærligheden
og dansen og livet.

Vi danser ikke. Vi elsker.

Så gik jeg i stykker, da jeg fandt ud
af, du sagde det til andre end mig.

Du fik lidt skrammer.
Man bliver ikke god uden skrammer.

Skal jeg ligefrem sige tak?

Det er fantastisk at se dig
gå fra skud til blomst.

Jeg har altid elsket løs.
Det fik dig ud i verden.

De store partier, al din medvind.

Læreren må først,
når ballerinaen er 18.

Indtil da er det jo ikke tilladt.

Jeg gjorde ingenting, du ikke
selv ville. Det er hundrede år siden.

Ja, det er længe siden.

Der er ikke nogen,
der rører ved mig mere.

Du trækker dig tilbage.

Du siger, du har tænkt over det,
og at du ikke kan mere.

Livet er vel andet end ballet. Du har
lov til at nyde din sidste tid.

Og Frans laver en smuk Giselle.
Du lægger et godt ord ind for ham.

Og ingen skylder nogen noget.

Du trækker dig.

– Godmorgen. Undskyld, jeg...
– Det er fint.

(hikker)

(skramlen)

Hvad er det, du laver?

Hej, skat. Shh.

Undskyld.

(griner)

Hvor har du været?

(griner)

(højt brag)

Undskyld, undskyld.

Skal vi have noget roomservice?
Roomservice!

– Stop.
– Lad lige være!

(Darling griner)

Hvad med dig?
Hvad har du lavet i dag?

Ryd scenen.

(banker på dør)

Hej.
Flot, Polly. Virkelig.

Jeg må ikke blande mig mere,
men det behøver jeg heller ikke.

– Du var så fin.
– Tak.

Du skal vide, hvor glad jeg er
for det, du har gjort for mig.

– Tak.
– Du har virkelig gjort en forskel.

Ja...
Du har virkelig også knoklet for det.

Det vil gå så fint i morgen.

Alle virker også ret glade.
Frans og de andre dansere.

– Alle roser mig.
– Du er også god.

Du er god nok til
at være Giselle her i København.

Du skal bare danse og nyde det, ikke?

De, der sidder i salen,
kan alligevel ikke se forskel.

De vil klappe og synes,
du er dygtig lige meget hvad.

Enten har man det,
eller også har man det ikke.

Du har det ikke.
Du er ikke mig, så...

Pøj, pøj.

(græder)

Hej.

Jeg bad dig om at holde dig væk.
Bakke ud.

Det er min Giselle.

Men du ødelagde Polly
dagen før premieren.

Ødelagde hende?
Er hun lavet af porcelæn?

Ærlighed. At sige tingene, som de er.
Er det noget, du har glemt?

Du glemmer mange ting for tiden.
Hvem du skylder din karriere.

– Frans, du går ikke fra mig.
– Jeg er ked af det med din hofte.

– Træk ikke os andre ned i skidtet.
– Gå ikke fra mig.

Du fik dine jobs på grund af mig.
Fordi jeg var med i pakken.

Fuck dig!

Frans. Frans.

Det er mig, der er ødelagt, Frans.

Det er mig, der er ødelagt.
Det er mig, der er gået i stykker.

Hvad havde du regnet med?
At der blev flaget på halv stang?

– Skulle vi lukke teatret?
– Du må ikke gå.

Jeg kan ikke finde ud af
at være alene. Du må ikke gå.

– Du holder dig væk fra teatret.
– Du må ikke gå.

Hvis jeg ser dig der,
smider jeg dig ud.

Du har allerede haft fingre i hende!
Så bliver det ikke mere klassisk!

(skriger)

(Darling græder)

(Frans græder)

Kom her.

Kom her, kom her.

Det er okay.
Vi klarer det. Vi klarer det.

Vi klarer det.

Jeg har sørget for os.
Jeg har skaffet dig jobbet.

– Hvad?
– Det er dit.

– Hvad fanden snakker du om?
– Det bliver helt fantastisk.

Vi to kan lave noget stort
med vores eget kompagni.

– Jeg har clearet det med Kristian.
– Hvad snakker du om?

Han trækker sig.
Bare ræk ud, så er jobbet dit.

– Du har clearet det med Kristian?
– Det er dit.

Hvad fanden mener du?!

Jeg prøver bare at hjælpe dig, Frans.
Jeg prøver at hjælpe dig.

Jeg prøver at hjælpe dig.

Du må ikke gå, Frans.
Jeg elsker dig.

Det er sgu ikke din hofte,
der fejler noget.

– Slip mig!
– Jeg elsker dig. Du må ikke...

(hyperventilerer)

(jamrer)

Okay!

Jeg ved,
I alle vil gøre jeres bedste.

Stol på det, og lad det ske.

Jeg har ikke mere at sige.
Pøj, pøj.

Pøj, pøj.

(bifald)

Tillykke. Endnu en gang.
Flot Giselle.

En stjerne er født.

Og derudover...
så kan I rende mig i røven.

Dig og Frans, rende mig.

Jeg vil skide på mit eftermæle.
Frans kan søge, hvis jeg trækker mig.

Jeg vil skide på, om han får jobbet.
Jeg vil skide på, hvem I knepper.

Hvem der holder af hinanden,
og hvem der elsker hinanden.

Skynd jer. Hop og spring. Rend efter
lyset, for snart bliver det mørkt.

Og i morgen er I glemt.
Alle sammen.

Dem, der skal dø, hilser jeg.

Det er noget af det smukkeste,
du nogensinde har lavet.

– Du så det?
– Ja.

Jeg har bare lyst til
at gå og gå og gå.

Hey! Jeg slår dig ihjel,
hvis du forlader mig.

Danske tekster: Malene Hollnagel
Scandinavian Text Service 2017