Original subtitles

To j�vnbyrdige og stolte �tter

i sk�nne Verona, hvor vor scene er

fejdede med gammelt, arvet had

og udg�d borgeres blod i borgertr�tter.

Af disse fjenders sk�bnesvangre l�nder

udsprang to elskende, der m�tte stride

med vrede stjerner og stor modgang lide,

til sl�gters had blev slukt i deres blod.

Striden st�r mellem vore herrer og mellem os.

Det kommer ud p� et.

Der er nogen af huset Montague.

- Godmorgen. - Godmorgen, herre.

Yp kiv. Jeg d�kker din ryg.

Mig skal du ikke v�re bange for.

Kom, vi g�r videre.

Bider I tommel ad os, herre?

Jeg bider bare tommel, herre.

Bider I tommel ad os, herre?

Nej, herre, jeg bider ikke tommel ad Jer

men jeg bider tommel, herre.

S�ger I klammeri, herre?

Klammeri, herre? Nej, herre.

Hvis I g�r, s� kom bare til mig.

- Jeg tjener lige s� god herre som I. - Ikke bedre?

Jo, bedre, herre.

Det er l�gn.

- Tr�k, hvis I er m�nd! - Gregorio, husk nu dit k�mpehug.

I skeden med Jeres sv�rd, I narre. I ved jo ikke, hvad I g�r.

Fyrsten har jo forbudt kampe i Veronas gader.

Der kommer Capuletterne!

Tybalt af Capulets sl�gt.

Hvad, tr�kker du blandt disse feje slaver?

- Vend dig om og sku din d�d. - Jeg stifter fred.

Stik du dit sv�rd i skeden og lad os skille dem.

Draget sv�rd og fred?

Jeg hader freden som Helvede, alle Montaguer og dig.

- Var dig, kujon! - Capuletter!

Montaguer!

- Skynd dig s� hjem, stump. - Slyngel!

Giv mig mit slagsv�rd! Capuletter!

Til markedspladsen!

Dr�b den slyngel til Montague!

Min �dle onkel!

Hvad?

Mit sv�rd! Mit sv�rd!

Ikke ud af fl�kken. Du bliver her!

Hold mig ikke! Slip mig!

- Fyrsten kommer! - L�g Jeres v�ben!

Her kommer fyrsten!

Opr�rske unders�tter, fredens fjender.

Kast straks af blodig h�nd mordv�bnene til jorden

og h�r en harmfuld fyrstes dom:

Tre borgerfejder

vakt ved et ord af Jer, gamle Capulet...

...og Montague,

har tre gange afbrudt vore gaders fred.

Hvis I forstyrrer gadens fred p� ny,

m� I betale med Jeres liv.

For denne gang, g� hver til sit, I andre.

Men Capulet, I f�lger med mig nu.

Montague, I m�der op i eftermiddag.

Den, som har livet k�rt,

g� rolig bort!

Hvor er Romeo? Har du set ham i dag?

�h gudskelov, han ikke k�mpede med.

En time f�r den hulde sol s� ud gennem �stens gyldne vindue

drev sindets uro mig p� vandring.

Hvor morb�rlunden breder sin skygge s� jeg Jeres s�n.

Da jeg gik hen imod ham, og han s� mig,

forsvandt han i skovens hv�lving.

Mangen en morgen har man set ham der.

Der kommer han.

Jeg beder Jer, g� til side. Jeg skal nok f� hans sorg at vide.

Gid du ved dit t�lmod kunne f� et sanddru skrifte.

Kone, lad os g�.

Godmorgen, f�tter.

- Er dagen ikke �ldre? - Knap ni.

Ak!

Sorg g�r tiden lang og tung.

Var det min far, som gik s� hastigt bort?

Ja.

Hvilken sorg g�r dig da tiden lang?

Den, at jeg savner det, der g�r den kort.

- Men Romeo... - Farvel, f�tter.

Hvilken strid var dette? Svar mig ikke,

for jeg har h�rt det hele.

Det har meget med had at g�re

og endnu mere med k�rlighed.

Vent. Jeg g�r med.

Men Montague og jeg er ens forpligtet mod samme bod.

Det bliver n�ppe sv�rt for gamle m�nd som vi at holde fred.

I regnes begge to for h�dersm�nd

og skade, at I l� i strid s� l�nge. Men...

Men herre, hvad mener I om mit frieri?

Jeg svarer, som jeg har svaret f�r:

Mit barn er kun en fremmed her i verden.

Hun har knap endnu set de fjorten �r.

End b�r to somres pragt g� ud, f�r hun er rede til at st� brud.

Der findes yngre kvinder, som er m�dre.

For tidligt visner, hvad for tidligt blomstrer.

Alle mine b�rn har jorden opslugt.

Kun hun er nu min h�befulde arving.

Men bejl, k�re Paris. Vind min pige. Lad hende k�re, som hun kan og vil.

Peter!

I aften fejrer jeg en �rlig fest.

Mange venner har jeg budt til g�st. Vil I for�ge mine venners skare,

da kom, og ingen velkomst skal vi spare.

Hvor er min datter? Kald p� hende, amme.

Ved min jomfrudom som tolv�rs pige, jeg har jo kaldt!

Hvor er pigen? Julie!

Gud forbyde... Hvor er pigen?

Julie! Hvor er pigen?

- Hvem kalder p� mig? - Jeres mor.

Det er Jeres mor.

Skynd dig, pigebarn! Hvor har du v�ret?

Her er jeg, frue. Hvad vil I mig?

Dette er sagen.

- Bort, pigeb�rn. - Amme...

Lad os lidt alene, for det er privat.

Nej, kom tilbage, jeg har bet�nkt mig.

Du skal h�re sagen. Du ved, min datter har en yndig alder.

- Hendes alder ved jeg p� en prik. - Hun er knap fjorten �r.

Jeg v�dder fjorten af mine t�nder. �h, nej, jeg har kun fire.

Hun er ikke fjorten. Hvorn�r er Petri L�nkefest?

- Om godt fjorten dage. - Omtrent.

P� Petri-l�nkers-aften bliver hun fjorten.

Hun og Susanne, fred med hendes sj�l, var lige gamle.

Susanne er hos Gud. Hun var for god.

Men ved Petri L�nkefest bliver hun fjorten.

Minsandten s�. Det ved jeg.

I og Hans N�de var i Mantua. Jo, jeg kan huske, kan jeg.

Men hun kunne st� alene, kunne hun.

Hun kunne g� og pusle rundt omkring.

Og dagen f�r slog hun hul i panden.

Min mand... Gud v�re med hans sj�l, den sk�lm...

tog barnet op.

"N�," sagde han, "der faldt du nok p� n�sen".

"N�r du f�r mere forstand, s� falder du p� ryggen."

Ved min tro, det s�de kr� blev rolig og sagde "Ja".

- Nu er det nok. Ti stille. - Ja, frue.

Julie...

Gud velsigne dig!

Du er den s�deste unge, jeg har ammet.

Lever jeg den dag, du st�r brud, kan jeg ikke �nske mere.

At st� brud er netop det, jeg ville tale om.

Sig mig, min datter, hvad vil du mene om at blive gift?

- Den �re har jeg endnu ikke dr�mt om. - En �re!

Var jeg ikke din amme, sagde jeg, du diede visdom ind med m�lken.

T�nk nu over det. Her i Verona

er mangen en adelsfrue mor, som er yngre end du.

Jeg var mor til dig i samme alder, hvor du er jomfru.

- Jeg husker... - Kort sagt:

- Den �dle Paris bejler til dig. - Det er vel nok en mand!

En mand, som hele verden... Ja, som st�bt i voks.

- Han er blomsten i Veronas sommer. - Ja, han er en blomst.

Hvad siger du? Tror du, du kan elske ham?

Frue!

G�sterne er kommet, maden rettet an. Der kaldes p� Jer og fr�kenen.

Vi kommer nu.

I korthed: Hvad f�ler du ved hans bejlen?

Jeg vil se ham. Se, om jeg vil kunne synes om ham.

Men mit blik skal dog kun n�

s� langt som I tillader det at g�.

- Julie, greven venter. - Jeg kommer, frue.

G�. Du har haft sk�nne dage. Sk�nne n�tter har du end tilbage.

Kom, giv mig et ansigtsfoderal.

En maske p� en maske!

Lige fedt, hvem der spejder efter grimhed nu.

Min vildmandsmaske skal r�dme p� mine vegne.

Skal talen holdes som undskyldning? Eller g�r vi bare ind?

De omsv�b bruges ikke mere. De m� tage os, som de vil.

Hvad vi vil, er at danse, og til dans vi g�r.

Bank p�, g� ind. N�r vi er inde, hver mand rask p� dansegulvet.

Vort hjerte g�r vel med til festen nu.

- Men ikke vor forstand. - Hvad mener du?

- Jeg dr�mte i nat... - Det gjorde jeg ogs�.

Hvad da?

At mangen dr�mmer digter frit.

En rigtig natlig dr�m sp�r ofte sandt.

Dronning Mab har nok v�ret hos dig.

Dronning Mab?

Hun er...

Hun er alfernes jordemor

og kommer i skikkelse s� lille som agaten,

der sidder i oldermandens ring.

K�rer med et spand af mindste solgran hen over n�sen p� folk i s�vne.

Hjulegerne er edderkoppeben,

gr�shoppevinger danner vognens tag.

Selet�jet er af spindelv�vets allermindste tr�de,

halskoblerne af m�nestr�lerne i natteduggen.

Piskeskaftet...

...er et f�rekyllingeben, snerten et fnug.

I s�dant optog farer hun om hver nat, snart gennem elskerhjerner,

og s� dr�mmer de om elskov,

snart over damel�ber, og det bliver straks til kys.

Men tit i vrede straffer hun med vabler

en slikmund, der forr�des af sin �nde.

Hun kommer stundom med en tiendegris' hale

og kildrer pr�stens n�se, mens han sover.

S� dr�mmer han om bedre pr�stekald.

Snart r�rer hun en krigsmands hals,

s� dr�mmer han om at kn�kke halsen p� sin fjende, om brecher,

baghold, spanske sv�rd. Hun trommer for hans �re,

s� han farer op og i sin r�dsel

bander et par b�nner...

...og sover ind igen.

Hun sammenfiltrer om natten hestens manke,

og hun fletter i dovne kvinders h�r en marelok

som, n�r den vikles op, er d�rligt varsel.

Hun er den mare, som, n�r piger sover p� ryggen

plejer h�rdt at ride dem og l�rer Hendes Velbyrdighed

at b�re byrder vel.

Hun er... Hun er...

Hun er...

Tys, tys, Mercutio. Tys!

Det er kun tomme ord.

Det er kun tomme ord.

Javist, jeg taler om dr�mme,

som er den �rkesl�se hjernes fostre,

avlede af idel fantasi,

s� tyndt og let et stof som luften selv,

s� flygtig som den vind,

der nu kan smile til nordens frosne bryst,

og pludselig fort�rnet farer v�k derfra

og vender sit ansigt bort mod syd, regnv�dt og varmt.

Den vind vil bl�se os bort fra os selv.

R�r trommen!

Kom, muntre br�dre!

Vi kommer for sent, Romeo.

For tidligt, frygter jeg.

Mit sind sp�r ondt. Jeg aner, at en sk�bne, som end h�nger i stjernerne

ved denne fest, bittert vil begynde sit arge l�b

og snart tilendebringe et usselt liv, som huses i mit bryst,

ved en elendig d�d i unge �r.

Men han, som st�r ved roret p� min rejse,

han styre mine sejl.

Velkommen i min usle bolig! Velkommen!

Yndige Ana! Min yndige niece!

Velkommen!

Velkommen, de herrer!

Jeg husker, da jeg selv bar maske

og hviskede behagelige ting i smukke �ren.

Den tid er nu forbi.

Velkommen, de herrer. De damer!

Mod hende blegner alle faklers skin.

Lysende h�nger hun ved nattens kind,

som en juvel i en etiopiers �re.

En mere end jordisk pragt, for fin at r�re.

Som i en kragesv�rm en snehvid due

hin jomfru er i s�stres lag at skue.

Elskede min sj�l f�r nu? Forsv�rg det, �jne!

For f�rst i nat jeg �gte sk�nhed s�.

Jeg kender denne r�st: En Montague.

Onkel, han er en Montague, vor arvefjende.

En usling, som er kommet her i trods, til spot for vores h�jtid.

Hvor vover han at komme her i narremaske til h�n for vores fest?

Verona priser ham som en p�n og dannet, brav ung mand.

Jeg vil ikke, at der i mit hus sker ham overlast.

V�r rolig, lad som ingenting.

Moureska! Moureska!

- Det er en sk�ndsel, onkel. - Er det det?

Du er en n�svis dreng.

Vil du skabe splid blandt mine g�ster? Er du herre her?

- Jeg t�ler ham ikke. - Ikke det?

Ham skal du minsandten t�le!

Vel sagt, hjerteb�rn.

Store spradebasse.

Ti, eller...

Skam dig! Jeg skal l�re dig at tie.

Har denne h�nd vanhellig kunnet plette

s� sk�r en helgen, s� lad da mildt til bod

to l�ber, to pilgrimme, r�dmende som blod

i et kys dens synd udslette.

Hvorfor vil I g�re Jeres h�nd uret?

Den hilste s�mmeligt i fromheds �nd.

En pilgrims h�nd t�r vel en helgens r�re,

en hellig vandrers kys er h�nd i h�nd.

Men har en helgen ingen l�ber, s�vel som pilgrimmen?

Jo, pilgrim, til i tro at bede.

Du sk�nne helgen,

lad l�berne da f�lge h�ndens skik.

De beder fortvivlet:

N�gt ej troen l�n.

Sk�nt b�n er h�rt, en helgen ej sig r�rer.

R�r ej heller dig,

imens jeg plukker mine b�nners frugt.

Det var min synd,

din mund fra min tog bort.

P� mine l�ber m� den alts� v�re.

Min synd? Oh, s�de klage.

Giv mig min synd igen.

Julie! Fr�ken Julie!

Amme.

Jeres mor sp�rger efter Jer.

Skynd dig!

Hvem er hendes mor?

Min herre, hun er jo husets frue.

En god, klog og gudfrygtig dame.

Og hendes datter har jeg ammet.

Den, der f�r fat i hende, han f�r grunker.

Er hun en Capulet?

Dyrt bud har du mig bragt.

Mit liv er givet i min fjendes magt.

Hvad nu, de damer?

Bryder I op?

Det er nu blevet s� sent, at det kan kaldes tidligt.

Farvel, min sk�nne Julie.

H�r, amme, hvem er mon den herre der?

- Grev Paris. - Nej, ham bagved.

- Det ved jeg ikke. - F� hans navn at vide.

Romeo af huset Montague.

Han er Romeo, en Montague. Jeres arvefjendes eneste s�n.

Mit f�rste had, min f�rste elskovs kilde.

For tidligt set som ukendt, kendt for silde.

Hvor s�rt begynder dog min elskovs vej.

Min fjende, den forhadte, elsker jeg.

Julie! Fr�ken Julie!

Frue!

Fr�ken Julie!

En, to, tre!

Han er klog, tro du mig, han er listet hjem i seng.

Han sprang over muren. R�b, Mercutio.

Romeo! Forlibte! Sv�rmer! Galning!

Han er d�v og sl�v

og stum og dum. Staklen er d�d.

Den ler ad ar, som selv er uden s�r.

Men tys.

Der kommer lys fra vinduet.

Det er min dronning.

Det er min elskede.

�h, vidste hun bare, hun var det.

Hun taler, men hun siger ikke noget. Hvad g�r det?

�jet taler. Jeg vil svare.

Jeg er for dristig, det er ikke mig, hun taler til.

To af de fagreste af himlens stjerner

fik andet �rinde og bad hendes �jne

om at skinne for dem, indtil de kom tilbage.

Se, hvor hun st�tter kinden.

Var jeg handsken blot p� h�nden og r�rte denne kind.

- �h... - Hun taler!

Du lyse engel, tal igen.

�h, Romeo, Romeo!

Hvorfor er du Romeo?

Forn�gt din far, forkast det navn, du b�rer.

Og vil du ikke, sv�rg s�, at du er min.

- S� er jeg ikke mere en Capulet. - Skal jeg lytte eller tale?

Det er jo kun dit navn, der er min fjende.

Du er dig selv, og ingen Montague.

Hvad er da Montague?

Hverken en h�nd, en fod, en arm, et ansigt

eller nogen del af mennesket.

�h, v�lg et andet navn.

Hvad er et navn?

Den blomst, vi kalder rose, vil dufte lige s�dt, hvordan den end kaldes.

S�ledes vil Romeo, hvad han end hedder,

beholde den fuldkommenhed, han har.

Romeo, bortkast dit navn,

og for dit navn, som ikke er en del af dig, tag her mig selv.

Jeg tager dig p� dit ord.

Kald du mig din, s� vil jeg d�bes om.

Fra nu af er jeg aldrig Romeo.

Hvem er du, som skjult i natten tr�nger ind i hemmelige tanker?

Umuligt her at sige, hvem jeg er.

Mit navn er mig forhadt, for det er din fjende,

Havde jeg det skrevet, rev jeg det itu.

Mit �re har knap drukket hundrede ord af dine l�ber,

men jeg kender stemmen. Du er vist Romeo, en Montague?

Ingen af dem, hvis du afskyr dem.

Hvordan kom du herind? Hvorfor?

Den h�je mur er sv�r at overstige,

og du er d�dsens, hvis mine fr�nder finder dig.

P� elskovs vinger fl�j jeg over muren.

Stenmure holder ikke elskov ude.

Hvad elskov kan, t�r den dristigt pr�ve.

Selv din sl�gt kan ikke standse mig.

Ser de dig, vil de dr�be dig.

Mod deres blikke har jeg nattens kappe.

Og elsker du mig ikke,

s� lad dem komme. Hellere falde straks for deres had

end langsomt d� af mangel p� din elskov.

Elsker du mig da? Jeg ved, du siger ja, og jeg vil tro dig.

Men sv�rger du, s� kan du bryde eden,

for ved en elskers mened siger man, at Jupiter kun ler.

�h, k�re Romeo,

s�fremt du elsker mig, sig mig det oprigtigt.

Mener du, du vandt mig alt for let,

s� vil jeg rynke bryn og sige nej,

hvis du vil bejle til mig. Men ellers aldrig.

Ja, smukke Montague, jeg er for svag.

Du kunne m�ske tro, jeg var letsindig, men jeg forsikrer:

Jeg er mere tro end dem, der kan den kunst at spille kostbar.

Jeg havde ogs� holdt mig mere tilbage,

hvis ikke, f�r jeg s� dig, du fik h�rt min �gte k�rlighed.

S� derfor tilgiv.

Tro ikke, eftergivenhed er letsind, bragt frem i lyset af nattens m�rke.

- Jeg sv�rger ved den lykkelige m�ne. - Nej, m�nen m� du ikke sv�rge ved.

Den skifter jo hver m�ned i sit l�b.

Din elskov m� da ikke skifte s�dan.

- Hvad skal jeg sv�rge ved? - Ved ingenting.

Eller, hvis du vil,

s� sv�rg da ved dit eget k�re v�sen, det gudebillede, jeg tilbeder.

S� vil jeg tro dig.

S� sandt mit hjerte... Jeg sv�rger.

Godnat, hjertensk�r.

Vor elskov knoppes alt, og sommerens �nde

bringer den m�ske i flor, n�r vi m�des n�ste gang.

Godnat, godnat.

S� s�d en fred og ro, som jeg mig vandt, nu i dit hjerte bo.

Forlader du mig nu s� l�ngselsfuld?

Hvad mere kan du l�nges efter nu?

L�ftet, det dyrebare. Dit for mit.

Jeg gav dig mit, alt f�r du bad derom.

Men gid det dog endnu var til at give.

Du �nsker det tilbage? Hvorfor det, k�re?

Blot for at have desto mere at give.

Og dog s� �nsker jeg kun det, jeg har.

Min gavmildhed er gr�nsel�s som havet, min elskov dyb som det.

Jo mere jeg giver, des mere har jeg, for begge dele er uden m�l.

Straks, gode amme.

- V�r tro, min k�re Montague. - Fr�ken!

- Vent lidt, s� kommer jeg igen. - Fr�ken? Fr�ken Julie?

�h, sk�nne, salige nat.

Men er det nat, da er det hele m�ske kun en dr�m,

smigrende, s�d som kun en dr�m kan t�nkes.

Tre ord, min Romeo, og s� godnat for alvor.

lfald du har mig k�r i dyd og �re og �nsker �gteskab,

send da i morgen bud

om hvor og n�r, vor pagt skal sluttes

S� l�gger jeg min lykke for din fod og f�lger dig igennem verden

- Fr�ken! - Jeg kommer straks.

Men hvis du t�nker ilde, s� beder jeg dig...

- Fr�ken Julie! - Ja, jeg kommer.

Sig ikke mere, men lad mig s�rge ene.

- I morgen sender jeg et bud. - S� sandt min sj�l...

Nu tusinde godnat!

Romeo! Hvad tid i morgen m� budet komme til dig?

- Klokken ni. - Det g�r hun.

Der er tyve �r til da.

Nu har jeg glemt, hvorfor jeg kaldte.

Lad mig blive, til du husker det.

Jeg vil glemme, s� du bliver, og huske kun, hvor k�rt dit selskab er.

S� bliver jeg her, s� du for evigt glemmer,

og jeg glemmer ethvert andet hjem.

Godnat, godnat.

S� s�d er afskedssorgen,

at jeg siger godnat, til det er morgen.

Broder Lorenzo!

Hvem er det, som s� tidligt hilser mig?

Godmorgen, fader.

Min s�n, det r�ber et uroligt sind, at med s� lidt s�vn, du lod dig n�je.

At du s� tidligt f�rdes, siger mig, at sindet g�r din s�vn urolig.

Hvad skal jeg ellers tro, unge ven? At du i nat slet ikke var i seng?

Just s�, thi jeg fandt ro p� bedre m�de.

Hos Rosalinde? Gud forlade dig!

Hos Rosalinde? Fromme fader, nej.

Det navn er glemt.

Du er min gode s�n. Hvor har du da v�ret?

Jeg svarer, f�r du atter sp�rger.

Jeg var til min fjendes fest og blev der s�ret d�deligt.

Min s�n, forklar mig ligeud din sag. Skrifter du g�der, f�r du blinde r�d.

Sandheden er...

...at jeg gav mit hjerte hen til datteren af den rige Capulet,

og hun har givet mig hele sin sj�l igen.

Vi mangler kun kirkens fromme pagt.

Hvor, hvorledes, n�r vi s�s og byttede l�fte

fort�ller jeg, men lov blot

at du vil vie os alt i dag.

Sankt Franciscus!

Og Rosalinde, din tilbedte, hun er glemt?

Ungdomselskov sl�r ej rod i hjertets dyb, men kun i �jet.

- H�r p� mig. - Hvilken t�reflod

var p� din kind for Rosalinde!

Er du en anden nu? Pr�k da for alle:

"Manden er svag, thi kan vel kvinden falde."

- Du dadlede min k�rlighed. - Afguderi, ikke k�rlighed.

Jo, k�rlighed.

Du b�d mig at begrave den.

Men i en grav, som tog, og ej en ny i bytte gav.

Kom nu, unge sommerfugl.

Kom med mig.

Et hensyn f�r mig til at hj�lpe dig.

Det kunne lykkes denne pagt at vende Jeres sl�gters kiv...

...til fred. - Lad os g�. Jeg st�r p� n�le!

S� sagte, s�n. Den snubler, som vil ile.

Hvor fanden kan den Romeo holde til?

Kom han ikke hjem i nat?

- Kom han ikke hjem i nat? - Hvem?

Ikke til sin far. Jeg talte med hans tjener.

Tybalt, en sl�gtning af gamle Capulet, har sendt et brev til hans fars hus.

- En udfordring! - Romeo tager den op.

Enhver, der kan skrive, kan besvare et brev.

Han skal nok vise den, der skrev brevet, at han er karl for sin hat.

Stakkels Romeo! Han er allerede d�d.

Gennemboret af en blond m�s sorte �jne,

skudt i �ret af en elskovssang.

Den blinde bueskytte har kl�vet hans hjertes skydeskive i pletten.

- Og han skulle v�re mand for Tybalt? - Hvad er Tybalt da?

Noget mere end en kattekonge.

Godmorgen, begge to.

Det er en jammer, at vi oversv�mmes af udenlandske spyfluer.

Modekr�mmere og pardonnez-moi'er.

Signor Romeo, bon jour!

En fransk hilsen til dine franske pludderbukser.

- Du var en tyv og r�ver i nat. - Hvad stjal jeg da?

Du r�vede os dit selskab og stjal dig v�k.

Undskyld, Mercutio, jeg havde vigtigt �rinde.

I tilf�lde som mit er man ikke korrekt.

L�g dig imellem, Benvolio. Mit vid d�ner.

Dit vid er ved at blive bidsk. Det bliver en skarp sauce.

Er det da ikke bedre end det evige elskovsklynkeri?

Nu er du selskabelig. Nu er du dig selv igen.

Nu er du, hvad du er, af b�de natur og dannelse.

Fl�bende k�rlighed minder en om en idiot, der l�ber rundt

og gemmer sin narrestok i et hul.

- Hold nu op. - Skal min tale g�re holdt?

Du g�r for meget i bredden.

Nej. Jeg ville g�re kort proces og netop g� i dybden

og lade det v�re godt med det.

Hvad er der i farvandet?

En skude!

Et sejl! Et sejl!

Nej, to. En skjorte og en s�rk.

- Peter! - Javel!

Min vifte, Peter.

Ja, til at skjule hendes ansigt med, for viften er smukkere.

- Godmorgen, mine herrer. - Godaften, sk�nne dame.

- Er det da aften nu? - Mindre kan ikke g�re det.

For solviserens utugtige finger st�r lige p� tolv.

Hvad er I for en?

En, som Vorherre har skabt sig selv til plage.

Det var min tro godt sagt. "Sig selv til plage", sagde han.

Kan ingen af de gode herrer sige mig, hvor jeg finder unge Romeo?

Jeg er den yngste af det navn.

Hvis det er Jer, vil jeg gerne tale med Jer under fire �jne.

- Hun beder ham til aftensmad. - En lokkedue!

En lokkedue!

Din lumpne fyr!

En gammel gr� hare og en gammel gr� hare

Forsl�r i fasten som stegen

Men er haren forhoret har den aldrig mig moret

For s� er den ude af legen

Farvel, min gamle dejlighed.

Din gemene kn�gt! Din gemene kn�gt!

Jeg er ikke en af hans vipstjerter, en af hans t�jter!

Den lumpne karl! Den usle karl!

Hvad er det for en skidt kn�gt, som er s� fuld af nedrighed?

En herre, som elsker at h�re sig selv tale.

Han siger mere p� et minut, end han holder p� en m�ned.

Siger han mere om mig, skal jeg tage ham ved vingebenet.

Og kan jeg ikke, finder jeg dem, der kan.

Og du

st�r bare der

og ser p�, at enhver slyngel g�r med mig, hvad han vil.

Ford�mte t�lper!

M� jeg veksle et ord med Jer?

Fladpande!

Min unge fr�ken bad mig om at ops�ge Jer.

Hvad hun bad mig sige, tier jeg med,

men f�rst m� jeg sige Jer noget.

Hvis I lokker hende p� glatis...

...som man siger, s� er det en skammelig opf�rsel.

For min fr�ken er ung, s� hvis I f�rer hende bag lyset,

er det rigtig d�rlig opf�rsel mod en fr�ken og meget tarveligt.

Hils din fr�ken fra mig. Jeg forsikrer...

Bed hende finde lejlighed til at g� til skrifte i eftermiddag

hos broder Lorenzo. Der vil hun finde

b�de skriftestol og brudeskammel.

V�rsgo for din umage.

- Nej, herre. Ikke en skilling. - Snak. Du skal tage den.

Jamen s�...

Min fr�ken er den s�deste i verden.

- Da hun var en lille sladdermund... - Farvel.

En adelsmand, Paris, vil gerne g�re hoserne gr�nne.

Jeg driller af og til og siger, han er den flotteste...

- Hils din fr�ken, amme. - Ja, tusind gange.

Klokken slog ni, da ammen gik.

Hun lovede at komme f�r halv ti.

Hun fandt ham m�ske ikke?

Nej, det er umuligt. Hun er d�rlig til bens!

Elskovsbud b�r fly som tanker.

Var der ungdomsild i hendes blod

s� fl�j hun med en fjerbolds lette flugt.

Gamle folk

er ubev�gelige, d�de. Tv�re, med stive lemmer

og som bly s� sv�re.

Gud, der er hun! S�de amme, hvad nyt?

Hvorfor ser du s� bedr�vet ud?

Har du et sorgens bud, s� sig det muntert.

Send ham v�k.

- Bliv ved l�gen, Peter. - Fort�l.

- Har du talt med ham? - Jeg er tr�t, lad mig lige puste ud.

�h, mine stakkels ben!

S�de,

s�de, s�de amme

Hvad sagde min elskede?

Han siger, som en �rlig adelsmand

og en, der er beleven

og venlig og k�n

og jeg tror ogs�, han er dydig...

- Hvor er Jeres mor? - Min mor?

Hun er vel inde, hvor ellers? Hvor svarer du dog s�rt:

"Han siger som en �rlig adelsmand: Hvor er Jeres mor?"

Nej, h�r dog, hvor I overfuser mig!

Et omslag til mine ben? Bes�rg I Jeres �rinder selv.

�h, hvor I piner mig! Hvad sagde Romeo?

Har du lov at g� til skrifte i dag?

Ja.

S� skynd dig hen til broder Lorenzos celle.

Der er den herre, der g�r dig til frue.

Nu kom det hede blod nok op i kinden.

Den bliver jo ildr�d straks ved mindste nyhed.

Skynd Jer til klostret.

- Nu middagsmad. - Farvel, min amme.

S� smile himlen da til denne pagt, at ikke fremtids sorg g�r os til skamme.

Amen, amen.

Lad komme nu, hvad sorg der kan. Den vejer intet mod den fryd,

som synet af hende giver mig blot et minut.

S� voldsom gl�de f�r en voldsom ende og d�r midt i sejren,

som ild og krudt fort�res, n�r de kysses.

Honningen er vammel ved sin overdrevne s�dme.

Vi mister lysten, mens vi smager den.

S� elsk med m�de.

S� varer k�rligheden ved.

Nu kommer fr�kenen.

S� let en fod vil tr�de let p� livets h�rde stene.

- Godaften, min fromme skriftefader. - Romeo skal takke for os begge.

Hvis der i dit bryst er overm�l af gl�de som i mit,

og du bedre evner at tolke den i ord,

fors�d da med din �nde denne luft.

Kun tiggeren udregner, hvad han ejer.

Min elskovs rigdom er s� stor,

at jeg ikke kan t�lle blot det halve af den.

Kom med mig.

Vi g�r sagen kort, for jeg lader Jer ikke alene,

f�r kirkens pagt har Jer forenet.

Kom nu, Mercutio, lad os g�.

Det er s� varmt.

Capuletterne er ude.

M�des vi, undg�r vi ikke slagsm�l.

I heden kommer blodet let i kog.

Lad os nu g�.

Du er som de, der kommer ind p� en kro,

smider k�rden p� bordet og siger:

"Gud give, jeg ikke f�r brug for dig." N�r det andet glas begynder at virke,

tr�kker de den mod svenden, uden grund.

Var der flere af dig, var der snart ingen, for I ville dr�be hinanden.

Du har sk�ndtes med en mand, der hostede,

fordi han v�kkede din hund, der l� og sov i solen.

Og du pr�diker for mig om kivagtighed?

Ved mit hoved, der er Capuletterne.

Ved min h�l, mig er det lige meget.

Goddag, de herrer.

- Goddag. - Et ord med en af Jer, de herrer.

Kun et ord med en af os?

Det forsl�r ikke. Lad et ord og et slag f�lges ad.

Det er jeg indstillet p�, hvis I giver mig anledning.

Kan I ikke finde anledning uden at blive den givet?

Mercutio, du spiller sammen med Romeo.

Spiller? Vil du g�re os til musikanter?

G�r du os til spillem�nd, f�r du kun dissonanser at h�re.

Her er min violinbue.

Den danser I efter. Guds d�d! "Spille sammen"!

Vi st�r jo her p� det �bne torv.

G� afsides og pr�v at komme overens.

Eller g� hver til sit, for her glor folk.

Det fik de �jne til, s� lad dem glo.

Nej, ingen f�r mig til at r�re mig.

Fred v�re med Jer, herre. Her kommer min mand.

Romeo, mit had til dig kan ikke unde dig bedre hilsen end:

Du er en usling.

Tybalt, den grund, jeg har til venskab med dig,

formilder st�rkt det svar, der passer til den hilsen.

Jeg er ingen usling.

S� farvel. Jeg ser, at du kender mig d�rligt.

Dreng!

Det undskylder ikke den h�n, som du har vist mig.

Vend dig, og tr�k din k�rde.

Jeg har aldrig kr�nket dig, men er din ven langt mere, end du kan ane,

f�r du indser grunden til mit venskab. Og derfor, gode Capulet...

...et navn, jeg agter som mit eget...

...v�r kun rolig.

- Nej, Mercutio! - �h, feje, �rel�se ydmyghed.

- Nej, Mercutio! - Slip mig!

- Tybalt, din rottef�nger. - Hvad vil du have?

Kun et af Jeres ni liv, �h kattekonge.

Det vil jeg forulempe, og, afh�ngigt af Jeres optr�den...

...banke de andre otte. - Nej, gode Mercutio!

Tag Jeres k�rde ved �rerne og tr�k den ud af skeden.

Men hurtigt, ellers suser min om �rerne p� Jer, inden den er ude.

Kom an, min herre.

Stik dog din k�rde ind, Mercutio.

Kom s�. Kom.

Sl� deres klinger ned. Skam Jer, det er jo en sk�ndsel.

Fyrsten har jo forbudt al strid i Veronas gader.

- Lad os v�re! - Lad os v�re. G�, feje t�s.

Sk�r hans h�r af!

Skynd dig, Tybalt! Vi har ikke hele dagen.

Mors dreng tabte sin k�rde.

Nej, Tybalt.

Behersk Jer, de herrer!

Kom, Mercutio.

Bort!

Flygt, Tybalt. V�k!

Jeg er s�ret.

Jeg er s�ret.

- Jeg er s�ret. - Hvad? Er du s�ret?

Ja, en rift, en rift, det er sgu nok.

Frisk mod, gamle ven, det kan ikke v�re noget s�rligt.

Det er ikke s� dybt som en br�nd eller s� bredt som en kirked�r

men det sl�r til!

Sp�rg efter mig i morgen, og I vil finde en gravalvorlig mand.

Hvor er min page?

Hent en l�ge, l�mmel. Hent en l�ge!

Har han s�ret dig?

Hvorfor dj�velen gik du imellem os?

Jeg blev s�ret under din arm.

Jeg gjorde det i bedste mening.

Hj�lp mig ind, Benvolio, ellers segner jeg.

Gid pest m� ramme begge Jeres huse!

Han drikker for meget vin.

Mig har de lavet ormef�de af.

Jeg har, hvad jeg beh�ver.

- Jeres huse! - Han sp�ger.

Tapre Mercutio er d�d!

Den m�rke sk�bnens dag, som nu frembr�d,

den b�rer mange andre i sit sk�d.

Han er sejrsstolt, og Mercutio dr�bt.

Lad al mildhed g� ad himlen til.

Raseriets flammeblik skal lede mig!

Der er han. Denne vej!

Nu, Tybalt.

Tag det uslingenavn tilbage, som du gav mig.

Mercutios sj�l kan ikke v�re n�et langt endnu.

Han venter p�, du g�r ham selskab.

Du eller jeg f�lger ham, eller vi begge!

V�k!

Lad ham l�be!

Tag den!

K�rden, Romeo!

Usle dreng. Du fulgtes med ham her, s� f�lg ham ogs� der.

Lad k�rden d�mme!

Pas p� trinet, Romeo.

G� efter hans hoved, Romeo!

- Giv mig en k�rde. - Hurtigt!

- Kom an, Tybalt! - Pas p� hans f�dder!

Giv ham en k�rde!

En k�rde! En k�rde!

Ind p� pladsen!

En k�rde!

En k�rde! Giv mig den.

Din k�rde, Romeo!

Flygt, Romeo. V�k!

Der kommer byens borgere. St� ikke forstenet.

Bliver du grebet, d�mmer fyrsten dig til d�den, s� s�g i skjul!

�h, lykken holder mig for nar.

Lykken holder mig for nar!

Lykken holder mig for nar!

Forbandet v�re Montaguerne!

Du min bedste ven. Nydelige Tybalt! P�ne herre!

- At jeg i live skulle se dig d�d! - �h, Gud.

Har Romeo udgydt Tybalts blod?

- Ak ja, det gjorde han. - �h, amme.

�h, slangehjerte under blomsterd�kke.

N�r fik en bog med s� afskyeligt indhold s� smukt et bind?

Der findes ingen troskab og �rlighed i m�nd.

Hver og en er en trol�s, falsk, mensvoren, lumpen hykler.

Skam f� Romeo!

M� din tunge visne af de ord.

Ved ham er ingen skam. Skam g�r sig selv til skamme p� hans pande.

Taler I p�nt om Jeres f�tters morder?

Skal jeg da tale ondt om min �gtemand?

Min arme herre.

Hvem skal k�rligt v�rge dit navn, n�r jeg,

tre timer gift med dig, har sk�ndet det?

Men hvorfor har du dr�bt min f�tter?

Til fyrsten!

Fyrste! Fyrste!

Tal, Benvolio!

- Tal. - V�r retf�rdig nu!

Jeg kr�ver blod for blod af Montague!

- Benvolio, hvem begyndte striden? - Tybalt.

Romeo talte venligt, bad ham huske, hvor ringe grund, der var til strid...

...og mindede om Jeres h�je mishag. - Det er sandt.

Han er partisk og taler ikke sandt.

Min fyrste, v�r retf�rdig!

For Tybalts liv jeg kr�ver Romeos blod.

Romeo dr�bte ham.

Han dr�bte Mercutio.

Hvem skal betale mig det blod, her fl�d?

Ikke Romeo, fyrste. Han var Mercutios ven.

Han tog, hvad loven havde givet hen til d�den. Tybalts liv!

Derfor skal han fra denne stund forvises fra vort land.

Romeo skal fly af land,

og hvis han findes,

er han d�dens mand.

Forvisning!

V�r barmhjertig og sig "d�d". Forvisning! Sig det ikke.

Rejs dig. Det banker.

K�re Romeo, skjul dig.

Hvem er det? I banker s� h�rdt!

Hvorfra kommer I? Hvad vil I?

Luk mig ind, s� siger jeg Jer det.

Jeg kommer fra fr�ken Julie.

S� velkommen.

Fromme fader, hvor er min fr�kens husbond? Hvor er Romeo?

P� gulvet der, helt kvalt i t�rer.

Der er ingen verden uden for Verona.

S�dan ligger min fr�ken ogs� og jamrer og gr�der.

Rejs Jer!

Rejs Jer og v�r en mand,

For Julies skyld. St� op for hendes skyld.

- Synk ikke s�dan hen i sorgen. - Amme...

- Den vej skal vi jo alle, herre. - I n�vnte Julie.

Hvordan g�r det hende?

Regner hun mig for forh�rdet morder? Hvor er hun?

Forn�gter min viv i l�n sin mand?

Hun bare gr�der og gr�der og r�ber p� Tybalt...

...og kalder s� p� Romeo. - Som om det navn blev hendes d�d.

Fort�l mig, munk...

I hvilken sk�ndig del af dette legeme bor mit navn?

Tal kun, s� jeg kan h�rge den forhadte bolig!

- Hold din formastelige h�nd tilbage! - Slip mig!

Du forbl�ffer mig.

Er du en mand?

Dit ydre skriger ja, din gr�d er kvindegr�d.

Dit v�sens vildskab er et rovdyrs blinde raseri.

Du dr�bte Tybalt. Dr�ber du dig selv?

Hende, som har liv ved dig, n�r du g�r d�dssynd mod dig selv?

Rejs dig op, mand!

Din Julie lever. S� gl�d dig!

Tybalt ville dr�be dig, du dr�bte ham. Da var lykken med dig.

Loven, som b�d din d�d, n�jes med forvisning.

Det er en lykke.

En byrde af velsignelser p� dine skuldre.

Stig op til hendes kammer og tr�st hende.

Men bliv der ikke, til vagten kommer, s� n�r du ikke til Mantua.

Der skal du bo, indtil vi forkynder Jeres �gtepagt,

beder fyrsten om n�de,

og kalder dig tilbage med hundred tusind gange st�rre gl�de

end da du gik herfra med ynk og klage.

G� forud, amme. Hils din sk�nne fr�ken.

Lad hende f� husets folk til sengs, hvorhen vel ogs� sorgen driver dem.

Romeo kommer.

G�r du nu?

Det er jo langtfra dag.

Det var nattergalen, ikke l�rken,

der n�ede dit bange �res gange.

Den synger her hver nat i granat�bletr�et.

Tro mig, min egen, det var nattergalen.

Nej, det var l�rken,

morgenens forkynder, og ingen nattergal.

Udbr�ndt er nattens lys.

Den muntre dag st�r som p� t�spids bag bjergtindernes t�ger.

Jeg m� bort og frelse livet, eller blive her og miste det.

Det lys er ikke dagslys.

Det ved jeg.

Vent dog lidt. Det haster ikke s�dan.

S� lad dem gribe mig og dr�be mig.

Er det blot din vilje, er jeg glad.

Vi siger, at det ikke er morgenlys, og ikke l�rkens sang,

hvis dirren fylder den h�je himmelhv�lving over os.

Jeg bliver her meget hellere, end jeg g�r.

Velkommen, d�d. S�dan vil Julie det.

Jo, det er.

Det er det. Skynd dig bort.

Det er det, Romeo,

Det er l�rkens sang, s� sk�rende,

at sangen skurrer i mit �re.

Man siger, l�rken synger h�b og gl�de,

men der er h�bl�s afsked i dens sang.

Farvel, min ven, det lysner mere og mere.

Det lysner mere og mere.

Sorger m�rkner om os, flere og flere.

Min fr�ken!

Jeres mor kommer.

Jeres mor kommer til Jeres kammer. Dagen gryr. V�r forsigtig.

Skal jeg nu miste dig, min husbond og ven?

Send bud til mig hver dag, hver time, thi hvert minut rummer mange dage.

Ak, s�dan regnet bliver jeg gammel, f�r jeg ser min Romeo igen.

S� ofte det vil lykkes mig, sender jeg en elskovshilsen til dig.

Tror du, at vi skal ses igen engang?

Ja, ganske sikkert.

Al vor sorg vil tjene som morsom underholdning siden hen.

Farvel, farvel.

Et kys til, s� g�r jeg ned.

Adieu.

Adieu!

Gode Gud!

Vi skal nok f� h�vn, stol blot p� det.

Og gr�d nu ikke mere.

Jeg sender et bud til Mantua, hvor den forviste flygtning bor,

som giver ham en uvant drik,

s� han snart g�r Tybalt selskab.

Men h�r, mit barn, jeg har et gl�desbudskab.

Du har en k�rlig far.

Han har bestemt en snarlig gl�desdag, som hverken du har anet eller jeg.

I denne tid er gl�de velkommen.

Tidligt torsdag morgen

vil den tapre, unge adelsmand, grev Paris,

i Sankt Peters Kirke f�re dig til alters som sin glade brud.

Ved Sankt Peters Kirke og Sankt Peter;

Hans glade brud kan jeg ikke blive.

S� er det afgjort.

Min svigers�n.

N�, kone, har I sagt hende vor vilje?

Ja, herre. Men hun siger nej. Hun takker Jer.

Gid den t�be var viet til sin grav!

Stille.

Tag mig med.

Tag mig med, kone.

Vil hun ikke?

Takker hun os ikke? Er hun ikke stolt

og priser sig lyksalig

n�r vi til brudgom har skaffet hende en adelsmand?

T�be! Lad mig tale med hende.

Utaknemmelige skarn! Gr�s, hvor du selv vil. Mit hus er lukket for dig.

Er I blevet gal?

Skrub af, t�jte! Ulydige skarn!

Kom i kirken torsdag, eller kom mig aldrig mere for �je.

- Jeg beder dig, far! - Svar ikke igen.

- Ti stille. Det kl�r i mine fingre! - Gud velsigne hende.

- Skylden er Jeres for den snak. - Jas�, fru Visdom?

Hold mund og g�!

Jeg taler sandhed. Er det forbudt at tale?

Stille, mumlekone! Snak I med sladdertasker!

Som du sk�nder!

Det g�r mig rasende, det her.

Torsdag er n�r, l�g alts� h�nd p� hjerte.

Er du mit barn, bliver du grevens brud.

Ellers kan du h�nge dig, sulte, d� p� gaden.

Jeg vil aldrig kendes ved dig.

Mit gods skal aldrig blive dit.

- Fader! - Tro mig. Bet�nk dig.

Hvad jeg svor, det st�r!

K�re mor, st�d mig ikke fra dig!

- Uds�t brylluppet i en m�ned. - Tal ikke, for jeg svarer ikke.

G�r som du vil, for jeg er f�rdig med dig.

�h, Gud!

�h, amme.

Ser du ingen redning? Hvad siger du?

Slet ingen gl�desord? Slet ingen tr�st?

Jo, sandelig:

Romeo er forvist.

Jeg v�dder alverden p�, at han ikke vover at komme og g�re krav p� Jer.

I s� fald m� han stj�le sig dertil.

N�r sagen alts� st�r, som den nu st�r,

er det nok bedst, at I �gter greven.

Jeg mener det.

Han er en dejlig herre.

Imod ham er Romeo kun en karklud.

Ingen �rn har mere k�nne, kvikke, gr�nne �jne end Paris.

Jeg tror, at I vil tjene ved det parti,

for det overg�r det f�rste.

Allenfals er jo den f�rste d�d.

Det kunne han lige s� godt v�re som at leve her til ingen nytte.

Taler du af hjertet?

Af ganske sj�l og hjerte.

- Ellers m� det g� dem begge ilde. - Amen.

Hvad?

Ja, du har tr�stet mig forunderligt.

G�, sig til min mor, at jeg er g�et

til Lorenzos celle, da jeg har fort�rnet min far,

for der at skrifte synden og f� aflad.

Min tro, det skal jeg.

- I g�r klogt i det. - G�!

I siger, at I ikke ved, hvad fr�kenen t�nker.

Underligt. Jeg synes ikke om det.

Hun gr�der uden m�de over Tybalt,

s� jeg taler kun lidt om elskov. I sorgens hus kan Venus ikke smile.

Hvor gl�deligt at tr�ffe min hustru.

Kanske. Hvis det kan ske, at jeg er hustru.

I kommer for at skrifte her hos munken?

Er det belejligt nu, min fader, eller skal jeg komme til vesper?

Jeg har tid nu, min alvorsfulde datter.

- Tillad os at v�re ene, greve. - Fri mig fra at hindre Jeres andagt.

Tidligt torsdag v�kker jeg Jer, Julie.

Farvel da.

Modtag dette fromme kys.

Luk d�ren og kom s� og gr�d med mig.

Jeg er uden h�b og uden tr�st og hj�lp.

Jeg kender jo din sorg, Julie.

Sig ikke, at du g�r, hvis du ikke ved, hvordan det kan forhindres.

Hvis din klogskab ikke skaffer hj�lp...

Vent, min datter.

Jeg ser et glimt af h�b. Noget s� frygteligt som det, vi vil forhindre.

Hellere end at �gte grev Paris...

Byd mig hellere at springe ned fra t�rnets top.

Byd mig at ligge i en nykastet grav ved siden af den d�de.

Nuvel.

G� hjem,

og v�r glad.

Sig, at du vil giftes med Paris.

Det er onsdag i morgen.

S�rg for at ligge alene onsdag nat.

Lad ikke ammen sove p� dit kammer med dig.

Og n�r du er i seng, s� tag denne flaske,

og drik den urtesaft, den rummer.

Da farer straks en dorsk og d�sig isnen gennem dine �rer.

Pulsen standser de vante slag igennem legemets �rer.

Ingen �nde eller legemsvarme vil r�be liv.

Du ligger i den visne d�deham

i toogfyrre timer.

Og s� v�gner du

som af en dejlig s�vn.

N�r tiden n�rmer sig,

da du vil v�gne, s� har mit brev meldt Romeo vor plan.

Han kommer her, vi v�ger begge hos dig,

og den samme nat skal Romeo f�re dig til Mantua.

Giv mig det! Giv mig det! N�vn ikke frygt.

Vent.

G� hjem, v�r st�rk, og lykke til.

Stivnakke! Hvor har du f�jtet om?

Et sted, hvor jeg har l�rt at angre min ulydighed.

Tilgiv mig.

Fra nu af vil jeg altid lyde Jer.

Se s�. Det gl�der mig, det var jo smukt. Rejs dig op.

Se, det var ret.

M� k�rligheden give mig styrke.

Overbring dette brev til Romeo i Mantua.

Herre! Herre! Hun er d�d! Julie er d�d!

Fr�ken Julie, herre. Hun er d�d!

Hvor er hun, kone?

�h, en jammerdag!

D�den hviler p� hende som en frost i v�ren

p� den yndigste af markens blomster.

- Herre? - Balthasar!

Hvordan har Julie det? Har hun det godt, er intet galt.

Hvordan har min hustru det?

Hun er d�d, herre. Hun er d�d.

Hendes legeme sover hos hendes f�dre.

Jeg s�, hun lagdes ned i sl�gtens grav

Jeg trodser Jer, stjerner!

Lev, og v�r lykkelig.

Farvel, min ven.

�h, min elskede.

Min hustru.

D�den har suget til sig al din �ndes s�dme,

men m�gtede intet mod din sk�nheds magt.

Besejret blev du ikke.

Sk�nheds fane lyser purpurr�dt op i dine l�ber

og dine kinder.

Der vajer ikke d�dens blege flag.

Tybalt.

Er du der, sv�bt i blodigt lagen?

Hvor kan jeg vise dig et st�rre venskab

end, med den h�nd, som endte dit liv,

nu at forkorte hans, som var din fjende?

Tilgiv mig.

K�re Julie.

Hvorfor er du endnu s� sk�n?

Skal jeg tro, at den blodl�se d�d kan elske

og at en grufuld benrad holder dig her som elskerinde?

Jeg frygter det, nu bliver jeg hos dig.

Denne nattens sorte borg forlader jeg aldrig mere.

Her...

Her vil jeg blive, hos ormene

der g�r dig flinkt til h�nde.

Se nu, �jne, for sidste gang.

Luk jer op til sidste favntag, arme.

Og I, l�ber, I �ndedr�ttets port,

besegl her med et retm�ssigt kys min handel med den store k�ber, d�den.

Din sk�l, min elskede.

Og i et kys

d�r jeg.

- Hvem der? - En ven.

- En velkendt en. - Hvor l�nge har du v�ret her?

- En halv time. - F�lg med til hv�lvingen.

Det t�r jeg ikke, for min herre ved ikke, at jeg er her.

S� vent. Jeg g�r alene.

Jeg er angst.

Jeg frygter, at en stor ulykke truer.

S� bleg...

Ulykkestime, der voldte denne jammer.

Min tr�sterige munk.

Hvor er min husbond?

Jeg husker, hvor det var, jeg skulle v�re, og nu er jeg her.

Hvor er min Romeo?

Jeg h�rer st�j.

- Hvor er min Romeo? - Fr�ken...

F�lg med fra denne rede for d�d og pest og unaturlig s�vn.

En st�rre magt end vi kan stride mod, har krydset vor plan.

- F�lg med. Vagten kommer. - Hvor er min Romeo?

G� nu, k�re Julie.

Jeg t�r ikke at blive l�ngere.

Jeg t�r ikke at blive l�ngere!

Jeg t�r ikke at blive l�ngere!

Hvad er det?

Giften tog hans unge liv.

S� n�rig var du!

Tog du alt og undte mig ingen dr�be til at hj�lpe mig?

Jeg kysser dine l�ber.

M�ske der endnu kl�ber gift ved dem, som kunne give mig d�d og l�gedom.

Din mund er varm.

St�j?

S� haster det.

Lykkedolk!

Her skal du bo.

Rust der, og lad mig d�.

Hvor er nu disse fjender?

Capulet.

Montague.

Se nu, hvor himlens sv�be har straffet Jeres had

s� k�rligheden dr�bte dem, der var Jer gl�de.

Og jeg,

som fandt mig i Jer strid,

har mistet flere sl�gtninge.

Vi straffes alle.

Vi straffes alle!

En dyster fred g�r frem med denne dag.

Af sorg vil solen selv sit ansigt d�lge.

En st�rre sorg ingen i verden ved

end Romeos og Julies k�rlighed.

Danish