All language subtitles for this-world-then-the-fireworks_dan

Ting sker ikke af nogen årsager.
De sker bare.

Som nu da Carol og jeg var små
og fyldte fire.

Mor serverede lagkage til maden.
Det var forsommer. Luften var frisk.

Carol og jeg var tvillinger,
og dengang lignede vi hinanden.

Hvad fik mor til at se ud ad vinduet?
Hun må have vidst, far var utro.

Vi løb over gaden hånd i hånd.
Det var en smuk aften.

- Hvad fanden foregår her?
- Gør det ikke, Lou!

Det var sjovt. Det var sjovere end
Charlie Chaplin eller tegneserierne.

Manden på gulvet var nærmest
ansigtsløs. Far og damen var nøgne.

Far fik den elektriske stol, kvinden
begik selvmord, mor fik ar for livet.

De var nøgne, og det var sjovt.

Det var bare så sjovt, husker jeg.
Jeg husker den aften godt.

Årene gik, og Carol og jeg
holdt vores barndomsløfte.

Vi ægtede nogen, ingen andre
ville have. Latterliggjorte udskud.

Jeg har lavet din livret, skat.

Din søn fik karakterbog i dag.
Han fik 11 i opførsel.

- Alle tiders. Jeg må løbe.
- Jeg hader, når du arbejder så sent.

Byen sover aldrig. Journalister må ud,
hvor det sner. Jeg har fat i noget stort.

- Det er farligt, ikke?
- Jeg skal nok passe på.

- Jeg elsker dig. Pas godt på din mor.
- Det skal jeg nok.

Mine arbejdsmetoder gjorde mit job
farligt. Jeg ville til tops i Chicago.

- Hej, Marty. Snup en smøg.
- Tak.

At knalde C.C. Casper, Chicagos
topstrømer, må da få dig op at køre.

Har du navne, datoer og steder,
hvor han fik narko og luderpenge?

Hvad tror du?
Jeg havde dit job før dig.

- Alt skal igennem juristerne først.
- Jeg gør dig berømt, Marty.

De opkalder gader efter dig og filmer
dit liv med Marlon Brando som dig.

Så skal det da være en musical.
Her er dine varer. Flydende morfin.

Lige fra lægen. Hvis du gør det
rigtigt, vil det holde meget længe.

- Tager du for meget, dør du.
- Ligner jeg en skoledreng?

- Vi giver hinanden, hvad vi mangler.
- Den her drager vi alle nytte af.

Undskyld. Jeg skal ind og skrifte.

Far nu ikke vild.

Hej, Joey.

Jeg skulle hilse fra C.C. Casper.

Jeg kender ingen C.C. Casper.
Hov, hov.

- Der skulle være en til. En Marty.
- Spørg ham.

- Hvor er Marty?
- På lokum.

Livet er hårdt, men undgå altid at
have skydegale strømere i hælene.

- Hvor løb han hen?
- Prøv den vej.

Tre års arbejde var spildt. Chicagos
korrupte strissere og politikere -

- var ikke helt rede til
at blive afsløret af en journalist.

Jeg måtte i sikkerhed,
og det i en vis fart!

Næste stop er Wichita i Kansas.
Skal I slå en streg, er det nu.

Jeg tog til Californien, hvor mor
og min søster Carol befandt sig.

Carols ægteskab med det rige svin
William Wharton II var gået dårligt.

Nu tog hun sig af mor.

Mor var holdt op med at flytte,
fordi hun var for træt til at fortsætte.

Taxaen beløb sig til 95 cent.
Jeg havde to dollars tilbage -

- som jeg gav chaufføren.

Jeg var ligeglad med, at jeg var flad.
Carol og jeg var sammen efter tre år.

Det længste, vi havde undværet
hinanden. Alt andet var lige meget.

Marty? Kom indenfor.

- Lad mig nu se dig.
- Se du bare, mor.

- Du kan se, så længe du vil.
- Utroligt.

- Du er kun blevet kønnere.
- Og du er ikke blevet en dag ældre.

- Hvor er Carol, min lille rødtop?
- Jeg har morgenmaden klar.

- Hvad for et værelse er hendes?
- Spis nu først. Du må være sulten.

- Jeg har lavet alle dine livretter.
- Mor.

For enden af trappen
ved siden af badeværelset.

Marty... Nu roder I jer vel ikke ud
i noget snavs igen, vel?

Snavs? Det var ikke pænt sagt.
Har vi nogensinde gjort det?

Hør nu her. Du skal finde dig et job.
Byen har tre aviser.

Med din ekspertise, din erfaring
og dit talent og udseende...

- Nu skamroser du mig igen, mor.
- Og hent din familie med det samme.

- Så er det godt, mor.
- Så kan du selv holde hus.

- Jeg er en stor dreng, mor.
- Men du skal nok gøre det, ikke?

- Du bliver ikke mere end nødvendigt.
- Det mener du jo ikke, mor.

Det lyder,
som om jeg ikke er velkommen.

Jeg så på hende med sorg i øjnene.

Sørgeligt, når ens egen mor frygter
eller foragter en. Uudholdeligt.

Og jeg har ellers holdt meget ud.

Det er bare... Jeg er blevet gammel.

Jeg kan ikke klare
så mange problemer mere.

Som om du nogensinde kunne det.

Enhver adskillelse føltes altid
for lang. Især når jeg så hende igen.

Sov hun, eller var det rævesøvn?

Mr. Martin Lakewood.

Mrs. Carol Lakewood Wharton.

- Søster.
- Bror.

Der var engang en lille dreng
og en lille pige, der...

- Monroe fylder godt i spalterne.
- Intet under, jeg ikke tjener en skid.

- Alle fyrene vil have kæmpepatter.
- Så er der morgenmad!

Fanden tage hende.
Hun får snart et lag tæsk.

- Jeg mener det.
- Undskyld. Jeg griner ikke ad dig.

Hendes trussel var reel nok,
men det morede mig nu alligevel.

Kontrasten mellem sproget
og engleansigtet.

Måske er jeg ved at miste min humor.

Hvis jeg boller flere sømænd,
begynder jeg at gøre honnør.

Hvad skete der så i Chicago? Mor
flippede ud over de udklip, du sendte.

Det lykkedes mig at opsnuse et par
lig, der kunne vise lastens ejermand.

Stik mig lige en ciga...

Men ingen ville støtte mig.

Vælgere, redaktør og myndigheder
syntes, svinene skulle beholde jobbet.

Jeg ved det. Du prøver at tænde lys.
Alle andre forbander bare mørket.

- Hvordan endte du i den suppedas?
- Godt spørgsmål.

Havde jeg selv ønsket mit fald?

Måske ville det samme ske for os
med tiden. For vi ændrede os aldrig.

Marty?

Vi var de fødte ballademagere.

Vi voksede op blandt fætre og
grandfætre, der syntes, vi var sære.

- Carol?
- Hej, fætter Lyle.

De havde ret.
Vi delte følelser og tanker.

Vi var ligeglad med, hvad folk
tænkte, og det skulle vi straffes for.

Er du klar, Tim?

- Hjælp mig, gutter!
- Slip mig.

Marty!

Nej... Marty!

Slip mig!

Slip mig... Marty!

Der var noget galt. Det værst
tænkelige. Vi elskede hinanden.

Det var mit evige omkvæd: Man kan
være forkert i en rigtig verden.

Men ikke rigtig i en forkert verden,
den verden vi åbenbart levede i.

Det ville vi ikke kunne holde ud.

Du ved jo, hvordan vi ser på det.
Det, vi var udsat for, føltes normalt.

De tider og situationer...
De skete bare. Vi blev ikke vanrøgtet.

Tag dem her.

Jeg ved, du er flad. Behold, hvad du
har brug for. Send resten til din kone.

- Her er over 300 dollars.
- Det er pebernødder for mine kunder.

Dit underholdsbidrag dækker vel
huslejen. Men mors lægeregninger ..?

- Fald ned. Det er kun 300 dollars.
- Kom nu. Spyt så ud med det.

Det er min opsparing.
Et par dollars her og der...

- Hvorfor sagde du det ikke bare?
- Jeg kender dig.

- Hvis du vidste, jeg havde brug for...
- Jeg så noget, jeg ikke brød mig om.

Jeg kunne ikke
sætte fingeren på det.

En mink. Men jeg er ikke desperat.
Du tjener jo også snart kassen, ikke?

- Jo.
- Nå, er du så tilfreds?

Ja. Men hvordan står du dig
med den lokale mafia?

De er en gang idioter hele bundtet.

Hun havde vundet terræn på en bar.
De pudsede en opkræver på hende.

En Rob Roy, tak.

- Hvor er du sød.
- Det er du ikke.

- Hvad hedder du, snut?
- Hvem spørger?

Lloyd.
Jeg driver biksen for McCloud.

Lloyd? Tag og løb hjem til mor
og få lidt varm mælk.

Du kan ikke sælge din røv her i byen
uden at give os procenter.

Næste gang, McCloud vil tale
med mig, så bed ham selv møde op.

Hvad siger du?
Han siger, han giver.

Så de to store kanoner McCloud
og Galloway opsøgte mig hjemme.

Jeg bød dem på en dejlig, stor drink.

Og tænk, de slugte dem råt.

Jeg tror simpelthen ikke,
de havde hørt om kloralhydrat.

Det tog politiet en hel uge
at finde dem.

En af dem døde.

Den anden blev tvangsindlagt.

Det kunne ikke være sket
for nogen bedre.

- Siden da har ingen rørt mig.
- Sådan skal det være, søs.

Jeg tog på arbejde dagen efter på
den første avis, jeg havde kontaktet.

Fra barnsben af havde jeg aldrig haft
svært ved at få arbejde.

Pæn, intelligent, et pænt stykke over
middel, når jeg nu selv skal sige det.

Når jeg vil,
kan jeg være ekstremt slesk.

Og som prikken over i'et
var der min strenge skolegang.

Man lærer at pukle, hvis man ellers
får tæsk. Man godtager ikke et nej.

Det var byens bedste og største avis.
Det sagde dog ikke for meget.

De ansatte var vel middelmådige
og havde klaret sig fint, før jeg kom.

Men her var jeg så,
den rendyrkede bladsmører, -

- der fik dem til at fremstå
som debile fæhoveder.

Når jeg virkelig ville, havde jeg altid
kunnet arbejde mig hurtigt opad.

Men nu slog jeg rekord. Viceredaktør
på lokalstoffet på en uge.

Redaktør på lokalstoffet
to uger efter.

Carol, der med jævne mellemrum
blev pint og voldtaget, -

- havde hverken energi, tid eller
lyst til mere almindelig stræben.

Mens jeg steg i graderne, gjorde hun
sit bedste for at tjene skillinger.

Ikke alle glædede sig over min
fremgang. Redaktionen var i oprør.

Telegramredaktøren sagde op.
Chefredaktøren slog sig på flasken.

Avisudgiverens smil var stivnet.
Han klagede over alle undtagen mig.

Kun jeg kunne stille ham tilfreds.

- De skal ind til mr. Griffith.
- Tak.

UDGIVER

Sid ned.

Jeg har fyret Samuelson.

Den administrerende redaktør?
Han virkede ellers fin nok.

- Jobbet er dit, hvis du vil have det.
- Ih du milde.

Du får 75 dollars om ugen.
Det stiger til 82,50.

- Samuelson var altid flink mod mig.
- Han var en taber.

Han kunne ikke vende skuden.
Det kan du. Begynd i dag.

Jeg siger op. Du gad ikke mere
betale Samuelson 112,50 dollars.

Du mangler et nyt fæ til at pukle løs.
Nej tak. Dumt at fyre på forhånd.

- Du er jo gal.
- Jeg finder mig ikke i mere lort.

- Du kan ikke bare gå...
- Jo, jeg kan!

Jeg har visse principper.
Og du har brudt det første minus-bud.

- Hvad fanden taler du om?
- Det uskrevne bud, alle sgu kender!

Sandelig har moralen
fra tidernes morgen været:

Du må ikke udnytte din nabo med
bukserne nede, thi det sker for alle.

I mit hus er der mange boliger med
mænd, hvis nosser er større end dine.

Forsvind... Forsvind!

Jeg ville gerne sige, jeg skred,
fordi han var et gammelt røvhul.

Men det var, fordi han følte sig
sikker på mig og mine motiver.

Når de tror, de har mig og kender
mig, er jeg nødt til at pille dem ned.

Ingen kender mig. Jeg gør,
som jeg gør. Sådan er det bare.

Men jeg skulle stadig tjene penge.
Carol havde ikke heldet med sig.

Ingen rig fangst i sigte. Men før
eller siden fik vi nok heldet med os.

Faktisk var heldet
netop på vej i min retning.

Jamen der har vi jo lille blåhætte.
Bøh!

- Slip mig.
- Nej. Kan du ikke lide mig?

- Slip mig, ellers ordner jeg dig.
- Vi har ikke engang fået en svingom.

- Måske vil de være med.
- Giv så slip.

Du er så dejlig at røre ved.
Og hvad vil du egentlig stille op?

- Det er politiet. Du er anholdt.
- Jeg følger frivilligt med.

Spær mig inde et køligt, mørkt sted
og brug håndjern... på dig selv.

Jeg burde anholde dig,
men jeg har fri og har andet for.

- Din bil? Den matcher din rødmen.
- Hold mund.

- Opfør dig pænt, ellers ryger du ind.
- Din krop matcher karossen.

Er du blond over det hele
eller kun der, hvor det kan ses?

- Vil du ikke nok gå din vej?
- Jo.

Hvis du siger det, som om du mener
det. Så ser du mig aldrig igen. Ama'r.

- Vil du ..? Kan vi ikke ..?
- Kom så ud med det.

- Vi kunne jo gå ud og få et glas.
- Aldrig i livet.

- Jeg ved, at strissere på vagt er...
- Jeg har fri.

Løgner. En kvindestrisser skal
være enlig, ellers bliver hun fyret.

Og hun bliver også fyret på stedet,
hvis hun ikke er fuldstændig pletfri.

Hun skal være dydig,
ellers er hun færdig.

Mandestrissere kan bolle,
hvem de vil, men hvad skal hun gøre?

Hvad nu, hvis hendes lyster er en lille
smule... mere ekstreme end andres?

Hvis hendes sexlyst er stor, og hun
bare brænder efter lidt handling?

Hvad så?

- Du er nødt til at tale højere.
- Vi kunne tage hjem til mig.

Fint. Jeg hader hoteller.

Nej, jeg mente,
vi kunne spise middag og snakke.

Det er lige ved stranden. Vi kunne...

Det lyder alle tiders.
Det kan vi altid gøre bagefter.

Når vi har været i seng sammen,
kan du lave mad, -

- og vi kan gå til havet,
vi kan endda tale sammen.

Lyder det ikke godt? Fint, jeg kan gå
en tur og finde masser af villige piger.

- Det ved jeg godt.
- Skal vi ikke bare glemme det?

Jamen bagefter respekterer du mig
ikke. Og det vil jeg heller ikke kunne.

- Så vil du synes, jeg er frygtelig.
- Der tager du fejl.

Jeg var faktisk ligeglad.
Eller næsten. Hun var strisser.

Min far havde skudt en strisser.
Måske skulle jeg lade det ligge.

Vent... Vent nu.

Vent så. Du går ingen steder!

- Du skal med mig hjem.
- Skal jeg det?

- Kom nu hjem med mig.
- Hvad vil du ikke tænke om mig?

Kom så, ellers gør jeg det på stedet.

Hun hed Lois Archer.
Hun var 28.

Hun havde været ansat i fem år. Tre
som sekretær. To som gadebetjent.

Det gav bedre. Hun troede, det var
spændende. Det var slet ikke hende.

Men job hang ikke på træerne,
fordi folk var så vilde med klimaet.

Sammen med sin bror i Europa ejede
hun huset. Mere fik jeg ikke at vide.

Det var også tilstrækkeligt.

Du har smuk hud, Lois.
En smuk glød.

Ikke så omfattende som min kones,
men dit areal er også mindre.

Du er sindssyg, skat.
Du og din 180 kilos kone.

Hun vejer sikkert mere nu.
Hun vokser konstant. Elefantitis.

Det er ikke fedt. Det er vækst.

Hendes hoved vejer mere end dig.

Stensikkert. Jeg kan lige se dig
gifte dig med sådan en kone.

Hvem skulle ellers gifte sig med
hende? Har hun ikke krav på et liv?

Måske skulle man hellere
have aflivet hende ved fødslen -

- som med vores første barn.

Det måtte jo gøres. Er det ikke
det bedste at gøre med en mongol?

Og ham, I har, han har velsagtens
heller ikke alle sine lemmer?

Han er jo mit barn, ikke?
Noget må der være galt med ham.

Marty? Ved du,
hvad jeg vil gøre ved dig?

Det er faktisk uvedkommende.

Det handler om,
hvad jeg vil gøre ved dig.

Bortset fra en svag fornemmelse af
at have glemt noget, var jeg glad.

Jeg havde Carol igen.
Og Lois. I hvert fald et stykke tid.

- Det er det bedste.
- Ja. Huset ligger i udkanten af byen.

Men måske kan udsigten
hive nogle penge hjem.

- Det lyder dejligt.
- Men broderen kan blive et problem.

Han lader til at være en hård negl.

Hun bliver nervøs, hver gang hun
nævner ham. Men alt er planlagt.

Huset er 30 kilo værd. Hun sender
telegram om et tilbud. Han indvilger.

Jeg nakker ham og tvinger Lois
til at sælge, og vi er 30 kilo rigere.

- Du kan lide hende, ikke?
- Jeg kan lide alle. Undtagen din eks.

William Wharton II.
Ham skylder jeg lidt smerte.

Kors, klokken er næsten 12.
Tid til at gå på arbejde.

- Sig mig, har du taget lidt på?
- Dit fæ.

Det klæder dig. Det er mors mad.

Lige det, piger elsker at høre. Sig
det til din strisser, så napper hun dig.

- Det klæder dig, stump.
- Vi ses. Hold din sti ren.

Siden jeg var ledig, besluttede jeg
mig for at se min søster i aktion.

Og det var heldigt.

Det hvide læs var privatdetektiv.
Nogen var ude efter min søster, -

- og det var let at gætte hvem.

J. KRUTZ
PRIVATDETEKTIV

Mr. Krutz?

- Goddag. Marty Grosvenor.
- Kender vi hinanden?

Har ledelsens sekretær ikke
ringet angående mit besøg?

Jeg er mr. Wharton II's repræsentant
på østkysten.

Fint. Sid endelig ned. Jeg skyggede
netop mrs. Wharton i dag.

Men har I ikke lidt travlt?

Jeg har kun haft sagen i fire dage
og har sendt to rapporter.

Kun fire dage? Ham Wharton har det
godt nok med at presse på.

- Ikke for at kritisere, men...
- De har da al ret til at kritisere.

Personligt synes jeg, han er et svin.
Sagen taler for sig selv.

De har fat i noget, mr. Grosvenor.

Jeg ved alt om den her sag, selv om
den ikke fik den store spalteplads.

Wharton var simpelthen bunden.

En led, nedslidt bums,
der levede af at være alfons.

Af en eller anden grund gifter den her
søde Carol Lakewood sig med ham.

Det er mig en gåde.
Og hun får ham på højkant.

Da han er håbløs, arbejder hun for to.

Når hun ikke pukler, -

- tager hun sig af ham,
plejer og passer ham...

Hun får noget ud af ingenting, ikke?
Og hun gør det så godt, -

- at hans snobbede, rige familie østpå
tager ham til sig igen.

Og hvad er så takken?

Han giver hende
en stor, grim omgang syfilis -

- og begærer så skilsmisse,
fordi hun har det.

Hun var for ung til at kæmpe imod.

Jeg kan se,
De er godt informeret om sagen.

Det er jo det, jeg lever af, ikke?

Men hvad med Deres chef?
Jeg er skam glad for tjansen, -

- men alt det besvær for at spare lidt
småpenge... Hvor kan han gøre det?

Ja, hvor kan De egentlig gøre det?

Skygge en uskyldig pige for det svin?

Det er jo mit arbejde, for fanden.

Var det ikke mig, var det bare
en anden. Har jeg ikke ret, mr...?

Ville en anden gøre det? Hvordan
fanden kan De være så sikker?

Har De aldrig overvejet at lade være?

Rolig. Sådan taler man ikke til mig.

De har syndet. De har brudt stykke A
i første minus-bud! Sandelig...

- Det er da ikke min skyld det hele.
- Sandelig siger Herren:

Hellere en blind, der pisser ud ad
vinduet, end tjeneren, der åbner det.

Tryk min hånd, Krutz.

Av, min arm.

Av, min arm...

Ja ..!

- Jeg er vred på dig, Marty.
- Hvorfor det?

Du ved godt, hvad der er forkert.
Du kan bare ikke lade være.

- Kom nu med det.
- Jeg er chokeret.

Det skal du nok komme dig over.

Tænk, at du bare forlader
din stilling på avisen.

Jeg ville ikke gøre dig ked af det.
Det skete bare.

I vil bare ikke blive til noget.
Nogen af jer.

I gør alt for at forhindre det.
Jeg siger bare...

Før du siger mere, så slå lige fast,
om du er kvalificeret til det.

- Hvad mener du?
- Det kan ikke siges tydeligere.

Jeg vil nødig vade i det, -

- men hvorfor skulle vi bekymre os
det mindste om din mening?

Hvorfor skulle vi lytte til dig?

Hvorfor skulle nogen det?

Jeg gav jer den bedste opvækst, jeg
kunne. Jeg kunne ikke gøre for at...

Du kunne ikke gøre for tonsvis af
ting. Vi har aldrig bebrejdet dig det.

Vi kan sidde her
og nyde en hyggelig familiemiddag, -

- men så skal du også være fair.

Vi kritiserer ikke dig.
Så tag og hold mund og glem det her.

Jeg har mistet appetitten.

Jeg tror, jeg er nødt til at lægge...

Alt i orden? Giv mig en hånd, Carol.

Giv mig lige en hånd, Carol...
Carol!

- Jeg kan ikke få vejret.
- Hvil dig lidt. Kom så med det.

Værsgo. Lige, hvad du trænger til.

Det er noget, du kan lide, ikke?

- Har du det bedre nu?
- Lidt.

Men I må bare ikke gøre mere, vel?

Blindhed er det første skridt
mod hjernedød. Vor tids død.

En død for de fæ, hvis hjerne ikke
rækker ud over udsagn som:

"Lad os bombe Moskva" og "fattige
har det bedst med at være fattige."

Jeg ville sgu ønske, jeg kunne slå
nogen ihjel, der var noget værd.

Stakkels mr. Krutz.
Gid jeg kunne have bollet ham glad.

Lidt ekstra underholdsbidrag
er vist udelukket nu.

Jeg hader at se dig gå på arbejde.
Det burde ikke være nødvendigt.

Bare rolig, søde. Jeg har det fint.

Og jeg skal jo tjene penge
for at have respekt for mig selv.

Du skal ikke slide dig selv op.

Jeg er tæt på at ordne hushandlen.

Hvad vil du gøre med Lois bagefter?

Kald mig bare synsk, men jeg
tror ikke, jeg behøver beslutte mig.

Det sker helt uden min indblanding.

Så siger vi det, skat.
Det er helt i orden med mig.

Det er hende. Vi ses.

- Hej.
- Hvad skal din søster i aften?

Hun har et stævnemøde.
Jeg kører.

På vejen var Lois mut og irritabel.

Strisserhjernen kørte i det høje gear.

Jeg kunne have ladet som ingenting,
men hvad fanden...

Hvad er der, Lois?
Hvad er det, der går dig på?

Carols levefod. Huset og de
elegante kjoler, hun fører sig frem i.

Sådan er hun. Hun ville dø,
hvis hun skulle leve uden.

Sludder. Hvorfor presser du på,
for at jeg skal sælge mit hus, -

- når du lige så godt kunne bede din
søster om penge til, at vi kan flytte.

Skulle jeg bede min søster
om penge til os?

Det er mit frieri, Lois.
Hvad bliver svaret?

Svin.

Undskyld.

- Var det bedre? Hvad?
- Nej...

Jeg kan ikke møde med blå mærker.

Får du mærker, din lystne mær?
Bolle-betjent. Hvad så med det her?

Er det bedre?

- Hårdere, Marty.
- Jeg prøver at tale med dig, Lois.

- Jeg tror, jeg tager en vogn hjem.
- Du kan lige vove!

Vil du gerne det her?

Måske skulle jeg låse dig ude
og lade ungerne finde dig i morgen.

Jeg gør, hvad du vil.
Hvad andet kan jeg gøre?

Det er så sandt, som det er sagt.

Næste morgen meldte hun sig syg.

Så jeg blev hængende.

Det var en vild dag. Sødmefuld.

En perfekt sammensætning
af sødme og vildskab.

Vi hev alle billederne ned.
Det var sande rædsler.

Barnligt marskandiserbras.

Vi fandt et par af hendes brors rifler
og smadrede det hele på stranden.

Så spiste og drak vi lidt mere
og tog endnu et bad.

Hun klædte sig ud
som en smuk påfugl.

Vi talte ikke om penge hele dagen.

Vi var bange for at ødelægge
den sødmefulde vildskab.

Marty? Du skal ikke pukle
på et eller andet blad.

Vi skal være alene... borte.

Kun os to.

Lad mig se...

Vi kunne... drive et mejeri.

- På den gode, gammeldags facon.
- Jeg napper dig om lidt, karl smart.

Jeg kunne skrive min bog færdig
og gøre os rige.

Er du ved at skrive en bog?
Fortæl lidt om den.

Det er ingenting. Bare min løsning
på landets økonomiske krise.

Min afhandling om beskatning:
"Forstoppelsens overflødighedshorn."

- "Martin Lakewoods afføringsskat."
- Sindssygt.

Jeg afskatter alle skatter og afgifter
og beskatter kun afføringen.

Hvad siger du? En fornuftig plan.
Lige noget for gutterne i Washington.

Det er muligvis det mest retfærdige
system, der nogensinde er udtænkt.

Jo mindre penge, des mindre mad,
des mindre lort og des mindre skat.

- Og hvis man slet ingen penge har?
- Hvad sker der i dag? Jeg mener det.

Kan man lade en mand dø af sult,
kan man lade ham dø af forstoppelse.

På den måde er det i det mindste
lidt op til ham selv, ikke kun til staten.

Hvis man kan nægte ham mad, kan
man vel også nægte ham afføring.

Og folk skal lære at tage ansvar.

Afføringsskatten
vil lære folk selv at tage et ansvar.

Hvad fanden er det,
der er så morsomt?

Det er bare en vittighed.
Og den er sgu tudsegammel.

Elsker du mig, Marty ..?
Elsker du mig meget højt?

Det spørgsmål havde hun stillet før.
Det har alle mænd skullet svare på.

Jeg gav hende det svar,
hun ville have.

Det er jeg bange for, jeg gør.

Elsker du mig højere end alle andre?
Højere end din søster?

- Hvorfor blander du hende ind i det?
- Gør du, skat?

Sig det nu.

Jeg har jo sagt, det er noget andet.

Det er to forskellige ting.

Som et glas mælk og en cocktail.

Begge er en nydelse,
men de er vidt forskellige.

To forskellige slags kærlighed.

De kan ikke sammenlignes, Lois.

Hvorfor siger du sådan noget vrøvl?

Vil du gerne have en på kassen?

Nogle gange er du så led ved mig.

Ævler jeg måske
om din bror i den nuttede uniform?

Men du elsker ham jo.
Sikkert højere end nogen anden.

Gu gør jeg ej. Jeg elsker kun dig!

Højere end noget andet her i verden.
Jeg vil høre det samme fra dig!

Det siger jeg ikke så let.

- Glem det.
- Kun et klemt. Det var Carols signal.

Jeg ventede på et klemt til. Lois
ventede på det, hun nu ventede på.

Den holdt bare op.

- Av! Hvorfor hev du mig i håret?
- Er det dig, Marty?

Det var Carol. Hun talte lavmælt.

Jeg kommer straks.
Lois skal nok være forstående.

Undskyld, jeg hev dig i håret. Min mor
har lige haft et mindre hjerteanfald.

Det er sikkert ikke alvorligt, men
Carol synes, jeg skal komme hjem.

Nå, så det synes Carol? Tag en vogn.

Du skal ikke køre hjem
til din lille Carol i min bil!

Jeg har set, hvordan I snuser
til hinanden. Ved du, hvad jeg tror?

Ved du, hvad jeg tror, der foregår
mellem dig og din snotdumme Carol?

Davs. En vogn til Wildwood
Road 175433, tak. Hurtigst muligt.

Så sig dog for helvede, hvad du tror.
Kom så med det!

Jeg tror, du knepper den lille mær!

Du knepper hende
morgen, middag og aften!

Åh Gud...

Hvad er det dog, jeg siger?
Undskyld!

Det er jeg virkelig ked af.

Jeg er ked af, at jeg har gjort noget,
der får dig til at sige sådan noget.

Tilgiv mig... tilgiv mig.

Tag bare min bil, ikke?

Gør bare det, skat, og kom så tilbage,
for jeg har sådan brug for dig.

Jeg skal nok skynde mig.

Jeg tog naturligvis hendes bil.
Hun insisterede.

Carol?

Du fik ham, kære. Han kommer aldrig
til at gøre dig eller nogen anden ondt.

Jeg fik ham ikke, Marty.

Han er i hvert fald død.
Du kunne da godt have ringet.

En anden en føler sig helt overflødig.

Jeg har ikke gjort det, Marty.

Det skete bare... Det skete bare.

Hvad skete der? Sig det nu til mig.

Jeg forlod snasken nede i byen.

Så kom han.

Han var ikke fra byen, så jeg tog
ham med hertil. Det var så sært.

Hvad var sært, skat?
Sig det nu bare.

Jeg begyndte at blive lidt ophidset.

- Han er godt udrustet.
- Det hænder.

Men pludselig så jeg alt, hvad der var
sket med mor, far, nabokvinden, -

- hendes mand og hans ansigtsudtryk,
da far skød ham...

Pludselig huskede jeg det hele.

Pludselig ser jeg, at fyren ryster,
som om han får stød, -

- og så begynder der at strømme blod
ud af hans øjne, ører og mund.

- Se ham. Han er ilde tilredt.
- Hatten af for det.

Verdens første luder, der forårsager
slagtilfælde og hjerneblødninger.

- Åh, Marty...
- Søde skat. Hvem var han?

Han hed Barnett Gibons.
Han solgte livsforsikringer.

- Det er da vel løgn?
- Nej. Det er ikke sjovt, Marty.

Endnu et bilvrag i rabatten.

Hold bare ud, stump.
Det skal nok gå alt sammen.

- Tror du?
- Sagde jeg ikke lige det?

Jeg kaster op.

Rolig, skat. Du har da aldrig
ladet det gå dig så meget på.

- Jeg har ikke set nogen dø sådan.
- Vi skal alle sammen dø.

Det blev alt sammen nedfældet for
en million år siden af en sjov gud.

I begyndelsen var der intet.
Så talte han, og så gik der lort i den.

Vi er ikke andet
end brikker i et spil.

Noget skulle Gud jo more sig over,
så han opfandt os.

- Jeg håber, han fik sig et billigt grin.
- Sikke noget at sige, Marty.

Er du vågen?

- Hvordan har din søster det?
- Glem hende.

Og glem tiden.
Jeg er dit vækkeur.

Send din bror et telegram om,
at du har en køber. Få ham herned.

Næste gang har du bare at kunne vise
mig telegrammet. Ellers er vi færdige.

Jeg kom hurtigt væk. Tilfreds. Hun
skulle nok give sig. Det måtte hun.

Marty... Marty?

- Er det slemt?
- Ja. Jeg kan ikke glemme ham.

Tænk ikke på ham.
Det var skæbnen.

Husk intet. Det er den bedste måde.

Det her i mit hoved,
det går væk, ikke?

- Det gør det jo altid, ikke?
- Jamen den her gang er det slemt.

Om dagen forsvinder natten, ikke?

Og om natten forsvinder dagen, ikke?
Husk på det. Det hele skal nok gå.

Det er godt. Fortæl mig en historie.

Der var engang
en lille dreng og en lille pige.

Den lille pige var hendes mor,
og den lille dreng var hendes far.

Ja, mor? Jeg håber ikke,
vi vækkede dig.

- Nej, det gør du helt sikkert ikke.
- Nej, naturligvis.

Vi var så stille som muligt. Carol kan
ikke sove, så jeg fortæller en historie.

Jeg ved, hvad I laver!

Det, I altid har lavet.
Svin... Udskud!

Intet under, de hadede jer. De vidste,
hvad I lavede. De gennemskuede jer!

De skulle have slået jer ihjel.
Kvalt jer i vuggen.

Eller ved fødslen. De skulle have
slået jer ihjel i sengen!

I er rådne. I er begge to rådne!

Hvad ved du? Hvad siger hun?

Du gør Marty ked af det, mor.

- Jeg er ikke engang begyndt.
- Forsvind.

- Tal ordentligt til mig, din djævel.
- Gå ind på dit værelse.

- Du tier stille. Jeg er din mor!
- Gå ind på dit værelse!

- Gå ind på dit værelse.
- Din djævel!

- Jeg mente det ikke. Undskyld.
- Du mente det. Jo, du gjorde.

- Ind på værelset.
- Jeg er din mor.

Er du? Var du?

- Det er tid til at sove, mor.
- Nej...

Marty? Carol?

Det er tid til at sove, mor.

Du får det bedre af det her.

Det her hjælper, mor.
Lige, hvad du har brug for.

Værsgo, mor.
Sådan, ja.

Ned med det, mor. Det var godt.

Den her hjælper på det.

Nu har jeg det bedre.
Tak.

Min lille pige...

I rene tal dør de fleste faktisk
af for megen bedøvelse.

De tager tårevædet imod de søde
dråber, og så er de pludselig døde.

De dør... en naturlig død.

Alle vidste, hendes hjerte var svagt.

Jeg sagde til hende, det var farligt,
men hun havde så stærke smerter.

- Hun sov stille ind. Det er en trøst.
- Ja, det er det, doktor.

Tak, Martin. Det er nok bedemanden.

Det er bedemanden.
Mr. Lakewood?

Min mor er ovenpå.

Jeg må videre. Jeg skriver "død
af naturlige årsager" på attesten.

- Tab hende nu ikke.
- Lad nu være, Marty.

Lad ikke, som om du er uberørt.

Du vil gerne lege den store, stærke
bisse, men du er jo en tudemarie.

- Hallo?
- Det er mig.

Jeg er vred på dig, Marty.
Du var så led ved mig forleden nat.

Hallo? Marty?

Forbindelsen er dårlig, Marty.

- Hvad er der med dig? Jeg er bange.
- Dårlig forbindelse.

Sig nu, hvad der foregår.

- Hvem er det?
- Lois.

Ja, Martin har ofte nævnt Dem.
Jeg er hans søster.

- Er der noget galt?
- Ja. Vores mor gik bort i aftes.

- Martin har taget det meget tungt.
- Det gør mig ondt.

Mor stod ham så nær.

- Sig til ham, at jeg tænker på ham.
- Det skal jeg nok.

Og at jeg gør det, han bad mig om.

Ja, jeg skal nok sige,
at De vil gøre det, han bad Dem om.

Så er det kun os to.
Har det egentlig ikke altid været det?

MORFIN

Søde Marty. Jeg ville skrive,
hvor jeg tager hen og hvorfor, -

- men så ville du bare bekymre dig,
og det er der ingen grund til.

Jeg er i knibe,
men jeg kan selv håndtere det.

Jeg vender hurtigst muligt hjem,
men jeg når ikke begravelsen.

Gå kun til den, hvis du har lyst. Hav
det ikke dårligt over det med mor.

Nogle ting sker, fordi de bare skulle
ske. Fortæl mig en historie i aften.

Jeg lytter.

Hun var en vidunderlig kvinde.
En vidunderlig kristen.

En vidunderlig kone. En vidunderlig
mor for sine to børn. Elsket af alle.

Kendt for sin gavmildhed.
Hele menigheden vil savne hende.

Jeg var med til begravelsen,
men ikke det hele.

Da de sænkede kisten i graven,
havde jeg det ikke ligefrem godt.

Jeg gik en tur i de vidunderliges by.
Det var en overfyldt by.

Naboerne lå tæt,
men ingen havde brug for plads.

De hvilede i fred
side om side og tilfredse, -

- fordi de alle sammen
var så vidunderlige.

- Marty Lakewood?
- Hvem spørger?

Politikommissær Harris. Er det
Deres mors begravelse derovre?

- Ja, det er min mor.
- Og mrs. Carol Lakewood Wharton?

- Pænt skilt. Hvad drejer det sig om?
- Mord.

Mr. J. Krutz, privatdetektiv,
hyret af mr. J.J. Wharton fra Boston.

Aldrig set ham. Hvem har han myrdet?

- Vis ham det andet billede.
- Stukket i hjernen.

- Ikke noget kønt syn.
- Hvad med det her?

- Endnu en død privatdetektiv?
- En ferm forsikringssælger.

Hvad har han med mig at gøre? Jeg
har ikke forstået præmiespørgsmålet.

Krutz og Gibons og De
har en ting til fælles. Hende.

Min lillesøster?

- Hun smårapsede i New Orleans.
- Hun er smukkere i virkeligheden.

Folk, der ser hende i virkeligheden,
de enten dør eller forsvinder.

Er det hendes fejl, folk dør
og forsvinder? Er hun måske Gud?

- Hun kom ikke til begravelsen.
- Hun var ked af det.

- Skyggede Krutz hende?
- Ikke så vidt, jeg ved.

- Vidner så jer sludre sammen i byen.
- Hun er min søster. Vi taler sammen.

- Vi elsker hinanden. Er det forkert?
- Deres søster er luder.

Det var
en af Jesu bedste venner også.

Jeg blandede mig ikke i min søsters
levevis. Det ville være ubehøvlet.

- Hvor er kællingen?
- Jeg ved det ikke.

Al den broderlige omsorg,
og så ved De ikke, hvor hun er?

Jeg ved det ikke. Jeg sværger!
Og gerne ved en stak bibler.

Jeg sværger ved din piks fregner,
hvis du kan finde den.

Råb ikke sådan. Vil De høre,
hvad Deres søster har rodet sig ud i?

Endelig sker der noget. Ja tak.

For et par nætter siden
samlede hun Gibons op på gaden.

Krutz skyggede dem.
Hun fik Gibons til at myrde ham.

- Tror I, de er løbet bort sammen?
- Muligvis.

I kan jo intet bevise. Gibons
kan have myrdet Krutz af jalousi -

- og gjort min søster til syndebuk.
I burde ikke være så hurtigt ude.

- Mener De det, De siger?
- Til punkt og prikke.

Siger De til, hvis De hører fra hende?

Naturligvis. Hun skal renses.
Men på en betingelse.

At I ikke skygger mig.
Har hun gjort noget, -

- eller er hun bange, fordi hun kender
morderen, så opdager hun jer.

Fint. De vinder. Men hvis De ikke
holder ord, falder hammeren.

- Forstået?
- Til punkt og prikke.

Hallo? Ja?

Ja, det er hos Martin Lakewood.

Kan du tage den, Marty?
Det er en eller anden læge i Mexico.

Det er om Carol, skat.

Det gør mig ondt, søde.

- Señor Lakewood?
- Gravid i femte måned?

Jeg vidste det ikke. Hun sagde knap
tre måneder. Det kunne ikke ses.

- Hun var så slank.
- En rigtig læge havde set det.

Beklager. Jeg gjorde mit bedste.

Nå, lige meget.
De har drejet forkert.

- Vent! Hvad skal jeg gøre?
- Hvad ved jeg?

Find et andet offer at fuppe.

Ellers pudser jeg politiet på Dem.

Abort er også ulovligt i Mexico.

- I er stadig et katolsk land.
- Der er gået fire dage.

Og vi har hedebølge.

- Stanken...
- Smid det i havet.

Eller ud på gaden til hundene.

- De har ringet forkert.
- Deres kød og blod?

Den kødklump på Deres bord er ikke
min søster. Jeg ved, hvor hun er.

Ring ikke til mig igen. Adios.

Hvor er det hårdt.
Din søster og mor i samme...

Hav aldrig medlidenhed med mig.
Aldrig!

Undskyld... Undskyld.

Lad os tage hjem til mig.
Du må væk herfra.

Jeg gled ind i samme mørke som min
søster. Uden hende var jeg fortabt.

Marty!

Du må ikke græde, Lois.

- Der er ikke noget at gøre.
- Åh, Marty...

Hvor må du hade mig.

Jeg har aldrig hadet nogen.

Der findes ikke tårer nok
til sådan en sorg.

- Du skal høre noget om min far.
- Hvad har han med noget at gøre?

Nu ikke flere skøre historier
om din fortid og din familie...

Det er kun en historie.
Den passer ikke. Lad os bare sige det.

Fint. Hvis du absolut skal.

Han må da have vidst, -

- at en affære med en strissers kone
ikke var risikoen værd.

Sig mig noget helt ærligt, Marty...

Du synes da ikke,
jeg er rædsom, vel?

- Ham min bror er bare et nul.
- Dem skal der jo også være plads til.

Han har altid været
så langsom og kedsommelig.

Nu er der sikkert fut i ham. Jeg sagde,
de havde tilbudt 30.000 for huset.

Ja, det skal nok
få ham ud af hullet.

- Hvad fanden foregår her?
- Gør det ikke!

Kaptajn Miles Archer.

Marineinfanterist.

Udstationeret i Hawaii.

Et bryllupsbillede.

Du er pæn på billeder, Lois.

Politiet? Betjent Archer. Jeg ringer
fra mit hjem, Wildwood Road 175433.

Der er sket en frygtelig ulykke.
Min mand er blevet skudt.

Jeg var hjemme med en bekendt. Vi
hørte en lyd. Jeg skød mod skyggen.

Jeg ventede ikke besøg af min mand.
Send venligst retsmedicineren ud.

Det skal nok gå alt sammen.

Lois' kolleger holdt hånden over os.
Det gik glat herefter.

Farrell-parret er søde mennesker.
Deres hus er i gode hænder.

- Værsgo.
- Og værsgo.

Sådan gik det. Måske kunne det
være gået anderledes, -

- men hvorfor tænke på det? Spillet
ændrer sig, når man spiller det.

Sådan har Gud skabt det. Han
lavede det. Vi tager lussingerne.

- Jeg elsker dig, Lois.
- Jeg kører.

Snart ville natten oprinde.
Græsset ville lyse i månens skær.

Den lille pige ville traske
hen over det. Jeg så hende for mig.

Hun ville være bange,
fordi hun var alene.

Og vi ville tage af sted sammen.
Vi ville alle sammen tage af sted.

Tekstning:
Kirstine C. Baloti - IFT A/S