All language subtitles for Faagelfaangarens.Son.2019.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264-RAPiDCOWS.da

Far! Såmal er kommet!

Far! Far!

Tag du bare hjem. Jeg klarer resten.

Såmal er kommet.

Esmar. Det er rart, at du er her.

Er der noget galt?

Er du ikke glad for
din smukke kones gæstfrihed?

Du har en klog hustru.

Og derfor valgte hun mig.

Hun troede vel,
at hun ville få et værdigt liv.

Du skal få dine penge. I år.

Ligesom sidste år. Og alle årene før det.

Men først om en uge. Så hvad laver du her?

Jeg vil have din jord.
Forpagtningen slutter om nogle måneder.

Jeg giver dig det,
du tjener på tre år. Nu og her.

Så kan du købe noget smukt til Johanna.

Vores hus og gård er ikke til salg.

Ifølge loven kan jeg forpagte
jorden her i 39 år mere -

- så snart min søn er født.

- En søn. Tror du stadig på det?
- Denne gang bliver det en søn.

Johanna, bliver det en søn?

- Bliver det en søn, Johanna?
- Ja.

Der ser du. Så tager min søn over.

Så tager hans søn...
Og hans søn. Og hans søn!

Og hans søn! Og hans søn! Og hans søn!

Der fik han, hvad han fortjente!
Dig og mig, Johanna. Dig og mig!

Esmar, vær nu ikke så hovmmodig.

- Gud straffer de selvgode.
- Nu er det hans tur til at respektere os!

- Barnet, barnet.
- Ja. Jeg tænker på ham hele tiden.

- Hele tiden. Hele tiden.
- Esmar, Esmar...

Hvad venter du på? Hent Anna!

- Anna, kom, kom, kom!
- Ja ja.

Kom nu, Anna!

- Kom.
- Ja ja.

Hold fast!

Kom så. Ja.

- Træk vejret dybt ind.
- Jeg skal aldrig have et barn.

- Jeg skulle bare...
- Alt er gået godt.

Hun er lige så smuk som sin mor.

Jeg troede...
Det føltes som en dreng. Undskyld.

Hvordan i helvede
kan du gøre det her mod mig?

- Jeg kan gøre alt, som en dreng kan gøre.
- Det ved jeg godt.

Vi har alle de varer med i dag.
Så får vi se, om vi får solgt noget.

- Skal vi finde et godt sted i dag?
- Ja.

- Her?
- Ja.

Esmar! Vigdis!

Vil du ikke nok gøre det?
Jeg har så svært ved det.

Det ved jeg godt.

- Hvad med Johanna? Det er vel snart?
- Det er overstået.

Hun er så smuk.
Hun kommer til at gøre jer stolte.

Hvorfor kan jeg ikke få en søn?

Det kan godt være sådan.

Eller også er det Esmar,
der ikke kan give dig en søn.

- Hvad mener du?
- Nogle par passer ikke sammen.

Jeg har en bog, der er skrevet
af en berømt læge i Paris.

Til tiden. Som aftalt.

Hvis du mistror mig,
kan du tælle dem, mens jeg er her.

Hvorfor er du så forbandet stædig?
Jeg ved jo, det blev en pige.

Tag livet, som det kommer.
Mit tilbud står stadig ved magt i dag.

Men ikke i morgen. Skål.

Vi får en søn, når året er slut.

Du gør bare Johanna ulykkelig.

For helvede!

Gode Gud. Hjælp os.

Far? Er du ked af,
at det blev en pige igen?

Nej. Jeg er glad for dig og dine søstre.

Jeg kan gøre alt, som en dreng kan gøre.

Det ved jeg, du kan. Men det hjælper ikke
mod Såmal og loven.

Jeg besøgte Livia i dag.

Hun viste mig en udenlandsk bog,
hvor der stod, at naturen er sådan.

Nogle kvinder og mænd
passer bare ikke helt sammen.

Nogen kan ikke få børn sammen.

Nogen får kun døtre eller sønner.

Det er ligesom med fårene.

Står der i bogen, hvis skyld det er?

Det er forskelligt. Det er svært at vide.

Sagde hun, hvad vi kunne gøre?

Hvorfor svarer du ikke?

Der findes kun to muligheder.
Den ene er, at du får dig en anden kone.

Nej, Johanna. Du er og forbliver
min hustru, og sådan er det.

Og det andet?

Det er bedre,
at du selv snakker med Livia om det.

Godnat.

- I dag går jeg alene.
- Hvorfor det?

Jeg skal lave noget, som ikke er for børn.

- Du kan hjælpe mig med at bage.
- Jeg vil med far.

Ikke i dag. Kom.

Esmar! Esmar!

Står du og sover?
Hvor er din datter i dag?

Hun hjælper Johanna.

Franskmændene bliver svære at slå i år.

Det er det, jeg vil spørge dig om.
Vi mangler en mand til vores båd.

Har jeg sluttet en gang, er det for altid.

- Med dig i båden kan vi vinde.
- Jeg er for gammel.

Du er i dine bedste år. Stærk som en okse.

- Hører du dårligt?
- Så må du undskylde.

Esmar!

Jeg har ikke brug for noget i dag.
Vi serverer fisk i aften.

Johanna fortalte mig om en bog,
I har talt om.

Ja.

Kan jeg tale med dig?

- Ja. Kom op til mig, når du er færdig.
- Ja.

Farven. Hvidere. Hvidere?

Han spørger, om du har et hvidere skind.

Et øjeblik, så ser han efter.

Kære fru Livia,
det er jeg glad for at høre.

Sådan, det er perfekt.

Sådan skal den være. Mærk efter.

Du skal lære det,
hvis du vil giftes en dag.

Jeg vil aldrig giftes.
Jeg vil være sammen med far.

Hjælp din søster med at plukke tang.

Jeg fortæller din far, hvordan du ter dig.
Skynd dig nu.

Jeg holder af at se på dig, Johanna.

Vi har betalt.
Esmar kan komme når som helst.

Er dette et liv for øens smukkeste kvinde?

Det er det liv, jeg har valgt.

Alle siger, at han leder efter en kvinde,
som kan give ham en søn.

Det passer ikke.

Det er godt,
at du er trofast mod din mand.

- Men han er ikke trofast mod dig.
- Det ved jeg, at han er.

Jeg vil ikke have,
at min Johanna skal ende alene en dag.

Jeg er ikke "din" Johanna.
Det er ti år siden.

Giv Esmar fri, så han kan få den søn,
han fortjener og har brug for.

Og giv dig selv fri,
så vi to kan få det liv, vi fortjener.

- Det gode liv.
- Os to?

Ja. Og dine døtre.
Jeg vil tage mig af jer alle sammen.

- Hvordan lyder det?
- Forfærdeligt.

- Hvad er så forfærdeligt?
- At være i nærheden af dig.

Jeg har bedt om forladelse.
Jeg kan gøre det igen.

Jeg var for hård mod dig.
Det gik for vidt.

Vær sød at gå nu.

Er jeg ikke god nok til dig?

Er jeg ikke værdig nok?
Hvad er der galt med mig?

Det er det her, som er galt med dig.

En dag vil du trygle om at blive min.

Aldrig.

Livia?

Livia?

- Goddag.
- Goddag.

- Er Livia hjemme?
- Ja, hun er derinde.

Esmar! Bliv her.

- Undskyld.
- Velkommen.

Vi lever i en spændende tid, Esmar.

Så mange kloge mennesker kan forklare,
hvordan vi har det. Og hvorfor.

Vi er jo alle sammen mennesker.
Og vi ser ens ud under tøjet.

Verden er stor derude,
men der sker det samme som her.

Det er det, denne bog handler om.
Det står der her.

Står der skrevet noget om,
hvordan man laver en søn?

- Kan vi være sikre?
- Nej, ingenting er sikkert.

Men gør I, som jeg fortalte Johanna,
forøges jeres chancer.

Hvordan? Hvad har du fortalt Johanna?

Hvad har Johanna sagt til dig?

At du har en bog, hvor der står,
hvordan man gør.

Hvad Johanna skal gøre.

Men I skal jo være enige om det.
Hvis en anden mand...

Hvad der end må ske,
er min lykke i Guds hænder. Amen.

Godnat.

Hvorfor kommer far ikke hjem?

Han kommer snart.
Han er her, når du vågner.

- Er I vrede på hinanden?
- Nej. Hvorfor tror du det?

I holder ikke om hinanden som før.

- Gør vi ikke det?
- Nej.

- Så må vi til at oppe os.
- Ja, gør det.

Godnat.

- Hvordan har du det?
- Fint.

Esmar...

- Kom.
- Alma, nej.

Nej.

Det er på tide at gå hjem.

Det er mig, der bestemmer!

Du skal gøre, hvad jeg siger!

Du skal køre den vej, jeg fortæller dig!

For helvede!

Esmar? Esmar?

Esmar, hvad er der sket?

Undskyld, Johanna. Undskyld.

- Undskyld.
- Ja ja.

Undskyld, Johanna.

Sådan. Af sted med jer.

- Er far meget syg?
- Nej, han er bare træt.

Så må han være meget træt.

Du har det, som du har fortjent.

Hvorfor tror du, jeg drak mig fuld?
Hvorfor sagde du det ikke selv til mig?

Det er hendes forslag, ikke mit.

Hun vil bare hjælpe os.
Men vi skal beslutte os sammen.

Hvis kun en af os siger ja,
bliver det ikke til noget.

- Vil du?
- Nej.

Men har vi noget valg?
Det er vores sidste mulighed.

- Hvordan kan vi vide, hvad det bliver?
- Det ved vi. Hvis vi gør, som vi plejer.

Hvordan ser vi den mand
i øjnene resten af vores liv?

Det må ikke være nogen herfra.

Og ikke hvem som helst.

Det skal være en stærk og flot mand.

- En som mig?
- Ja, som dig.

- Det bliver ikke let.
- Nej, det bliver det ikke.

- Men klogt.
- Men klogt.

- Er I glade igen?
- Ja, vi er glade.

Skal I så ikke kramme hinanden?

Gå ned og find jeres pladser.

Nej tak. Ikke til mig.
Jeg kan ikke tåle sådan noget.

- Nej, det kan han ikke.
- Det skal jo ikke hældes ned.

Lidt sherry kan være tiltrængt
for at åbne jeres sind.

Skål for at vi finder en god mand.

Har I overvejet en bestemt type?

- Han skal være som mig.
- Og han må ikke være herfra.

Mange kommer langvejsfra
og kommer måske aldrig tilbage igen.

Vælg, hvem I vil,
så tager jeg mig af samtalen.

- Livia! Min kære Livia.
- Tak, kære Armand.

- Held og lykke.
- Tak.

- Hvad griner du af?
- Griner jeg?

- Ja, du gør sådan her.
- Nej, jeg sidder bare dårligt.

Det er hårdt. Jeg har jo intet fåreskind.

Kære færinger, Danmark tænker
på Færøerne med en faders stolthed.

Det færøske folk er stærkt og flittigt.

De står støt på stærke ben
både til lands og til vands.

Verden omkring os skælver af uro.

Og hvad har fremtiden mon at byde
disse dejlige, grønne øer?

Vær I kun rolige og trygge. Det er jer,
der skal ro bådene i dagens dyst -

- som I ror hver eneste dag.
Hver båd kræver en styrmand.

En, der kan holde kursen mod mål.

I den store båd, vi ror sammen,
er Danmark den sikre styrmand.

Danmark vil aldrig svigte jer.

Og med dette løfte vil jeg sætte
dagens store kaproning i gang.

Må den bedste båd vinde!
Hurra, hurra, hurra!

Har I set nogen, der kunne være passende?

Ja, det har vi.

- Ham der.
- Hvem af dem?

Ham der. Han er en god mand.

- Hvem?
- Din kaptajn.

Armand?

Du sagde, vi måtte vælge, hvem vi ville,
og det har vi gjort.

Ja, men...

Er han god nok til dig,
er han god nok til Johanna. Ikke, Johanna?

Jo, han er god nok.

Hvornår havde I tænkt jer,
at det skulle foregå?

Vi er her jo nu,
så hvorfor ikke bare gøre det?

- Jeg er enig med dig.
- Jeg skal jo spørge ham først.

- Måske vil han ikke.
- Det er klart.

Men hvis du tager hånd om samtalen,
som du sagde, at du ville gøre -

- kan vi måske vente inde hos dig. Nu.

Måske kan Alma passe børnene.

Mener du det alvorligt?

Men er det virkelig det, du vil?

Nej. Men... ja.
Jeg har lovet at prøve at hjælpe dem.

Esmar har engang reddet mit liv.

Og hvis det her kan redde hans...

Men det er ikke sikkert,
at det bliver en dreng, selv om jeg...

Det ved de godt.
Men det er deres sidste chance.

Jeg gør det.
Men kun, fordi jeg elsker dig.

Af hele mit hjerte.

Tag dig godt af min kaptajn.
Han kan godt lide det her.

Du er... Ja.

Du er klar til at møde kaptajnen.

"Velkommen. Det er mig en stor ære."

"Skål."

Fru Livia. Hr. Esmar.

Frue.

- Du behøver ikke hælde i dig.
- Vær stille.

Livia!

Tak.

- Nu ligger alt i Guds hænder.
- Ja.

- Tak.
- Selv tak.

- Godnat.
- Godnat.

Johanna og Esmar spurgte,
om de kunne gøre noget til gengæld.

Hvis det bliver en dreng,
kan de jo kalde ham Francois.

Tror du, en dreng kan hedde Francois,
uden at sladderen vil gå?

Du er så klog, så du ved nok bedst.

Men lov mig, at du skriver og fortæller,
hvordan det går.

Det lover jeg.
Du kommer vel snart tilbage?

Jeg kommer tilbage hurtigst muligt.
Det ved du jo godt.

- Vær nu forsigtig.
- Ja ja!

Såmal, velkommen.
Tak, fordi du kunne komme.

Nu har vi gjort vores.
Nu skal du gøre dit.

Du skal overdrage forpagtningen
til vores søn 39 år frem.

Sådan er loven.

Det bliver godt med endnu en mand i huset.

Han bliver et rigtigt mandfolk.

Johanna og jeg vil gerne takke Dem ydmygt.

Tak fra en stolt mor.
Og tak fra en stolt far.

Og et stolt Danmark.

Jeg ved, at der findes skepsis over alt,
vi laver og vores styre.

Men Danmark er en far, man kan stole på.
Skål for Danmark.

- Og for sønnen.
- Hvad? Ja, for fanden.

Skål for sønnen. Og tillykke.

- Vil kaptajnen have noget til gengæld?
- Vi kan døbe drengen Francois.

- Det betyder "franskmanden".
- Hvad vil folk sige til sådan et navn?

Der er et andet navn, der ligner.
Hvad siger I til Frans?

Frans bliver det. Fortæl din kaptajn det.

- Bliver han så glad?
- Ja, meget.

Jeg bliver her lidt,
men guvernørens vogn venter på jer.

- Det er alt for meget.
- Nej, fader Danmark tager sig af sine.

Hvad laver du?
Vil du gøre os alle ulykkelige?

Hvad foregår der?

Han har nok ondt i maven.
Jeg tager ham op lidt.

Nu skal du vugge ham, til han sover.

Huset og jorden går i arv fra far til søn.
Sådan er loven.

Vi må finde os i det. Frans reddede os.

Men han kan ikke noget.
Han har brug for, at vi lærer ham alt.

Han har brug for dig.

Frans-Francois. Han er en lille kaptajn.

Han ligner dig så meget.

Hvornår kommer du tilbage?

- Her. Kan jeg sende det med jer?
- Ja, jeg giver det videre.

- Værsgo.
- Tak.

Overbring guvernøren min hilsen.

Han er flot.

Han ligner dig. Men ikke Esmar.

Du har fået dit. Lad os være i fred.

Fik du det, du ville have af kaptajnen?
Flere så, at I roede ud til skibet.

Ja. Livia inviterede os til middag
sammen med sin ven.

Hvad vil du?
Skal du nu forgifte vores liv med sladder?

- Jeg kunne have givet dig en søn.
- Stop nu. Esmar og jeg har en søn.

Folk ved, at Såmal hader at tabe.
Hvem tror på hans snak?

Det føles, som om alle
ser på mig og Frans.

Og hvad så, hvis nogen så os ro ud?

Alle ved, at Armand og jeg har vores.
Og I er mine venner.

Hvad syntes kaptajnen om navnet Frans?

Han har ikke svaret endnu.

- Hvordan går det med Esmar?
- Det går fint. Vi...

Han kommer stadig ikke til mig om natten.

Han skal først blive ven
med sig selv igen.

Vent bare, han skal nok komme.
Pludselig en nat. Se her.

Du kan vælge en af mine
fortryllende sæber.

Vælg. Det plejer jo
at sætte gang i sagerne, ikke?

Hvad er det? Er det røg?

Nej, det dufter. Det dufter godt.

Det dufter som... noget anderledes.

Noget som...

Som det her?

Nu kommer jeg!

Jeg kom først!

- Vi har nogle dejlige børn.
- Ja.

Hvad tænker du på, når du ser på Frans?
Det gør du ofte, har jeg set.

- Jeg ville ønske, han var vores søn.
- Det er han jo.

Nej. Han er din søn.

Din og kaptajnens.

- Slår du på en pige?
- Nej, hun er efter ham hele tiden.

- Hvorfor får jeg altid skylden?
- Ingen skal slå på nogen her!

- Du bør sige undskyld.
- Skal jeg?

Op!

Johanna!

Gå hen til far og spørg,
om vi skal spise hos Livia.

Han ligner sin far mere og mere. Din søn.

Lad Frans være i fred.

Han er gammel nok til at vide,
hvem der er hans rigtige far.

- Hvad vil du, Såmal Johanneson?
- Have dig.

Mig får du aldrig.
Stop med at tale grimt om Frans.

Så kom til mig en gang om måneden.
Han kan vel også dele dig med mig.

Nej, aldrig i livet.
Slut med at sladre om os.

Hvis du er klog, så kommer du.

Tænk på,
hvor svær sandheden bliver for ham.

- Hvad ville han dig?
- Han er utålelig. Han dør alene.

- Hvad ville han?
- Skal vi leve hans liv eller vores eget?

Horeunge! Horeunge! Horeunge!

- Slip ham!
- Horeunge! Horeunge!

Hvad i alverden er der sket?

- Hvem er min far?
- Det er jeg. Hvem siger noget andet?

- De kaldte ham horeunge.
- Selvfølgelig er han din far.

Ja. Og Johanna er din mor.

- Ja.
- Og de er dine søskende.

Bryd dig ikke om, hvad andre børn siger.
Vi holder sammen her.

Vi er en familie, Frans.
Og jeg er din far. Forstår du det?

Nej, desværre.

Nej, sæt dig ned, Frans.
Spred benene. Og læn dig bagud.

- Blæste det for meget?
- Giv fuglene mad.

- Hvad er der sket?
- Kom.

- Hvad er der sket?
- Han er kommet tilbage.

- Hvem?
- Din franske kaptajn.

Hvad synes du om det?
Det er måske gode nyheder.

Hvorfor siger du det?

Jeg så, hvordan du rørte ved ham,
da han kom ud fra kahytten.

Som du rører ved mig. Det blik.

Hvad er det, du er bange for?

Godt.

Armand.

Min kaptajn.

Fru Livia. Fru Marie-Therese, min hustru.

- Mig en fornøjelse.
- Mig en fornøjelse, frue.

Hvad kan jeg gøre for jer?

Siden jeg hørte, at det blev en dreng,
som ligner mig,

har jeg tænk på, hvordan han har det.
Og hvordan han er.

Jeg vil gerne møde ham.
Kan du hjælpe mig med det?

Kan jeg byde på noget at drikke? Frue?

Tak. Det afhænger af, hvad De har.

- Alt.
- Er det sandt?

- Et glas Château d'Yquem?
- Naturligvis. Hvilken årgang?

Den årgang, som fruen selv foretrækker.

Med glæde.

- Vent. Hvad med min mand?
- Jeg ved, hvad han vil have.

Jeg er straks tilbage.

- Hvad skal du?
- Jeg må tale alene med hende.

- Hvorfor det? Om hvad?
- Marie-Therese, min kære.

Stol på mig.

Du er vred.

Hvorfor har du ikke skrevet
og fortalt mig det?

Jeg vidste ikke, hvornår jeg kunne
rejse for at møde ham.

Da lejligheden bød sig, tænkte jeg,
at vi ville nå frem før et brev.

Om jer to!

- Undskyld. Jeg ville ikke såre dig.
- Hvad tror du, din tavshed har gjort?

Du kom flere gange om året.
Og pludselig var der bare ingenting.

Jeg var en kujon.
Men jeg har tænkt på dig hver dag.

Tusind tak for det.
Og hvad vil du med drengen?

Det er vel naturligt,
at en far vil se sin søn.

Det var ikke en del af aftalen.

Jeg vidste jo ikke, om der kom noget barn.

Hvad vil Esmar og Johanna ikke sige?
Og alle naboerne?

Hvis sladderen begynder igen,
får de snart jordejeren på nakken.

Vi rejser igen om to dage.
Mødet skal selvsagt foregå diskret.

Jeg har brug for din hjælp.

Din kone venter på sin vin.

- Hvad får De at drikke?
- Bordeaux.

Armand og jeg
drikker altid Bordeaux. Skål.

- Skål.
- Skål.

Hej. Jeg hedder Frans. Hvad hedder du?

Livia!

Vær forsigtig med æggene.

- En af fuglene er næsten tam. Kom.
- Jeg skal tale med dine forældre.

- Kom med.
- Nej, det er ikke noget for børn.

Jeg tager æggene. Jeg kommer om lidt.

- Kaptajnen er her. Han vil møde Frans.
- Hvad skal det gøre godt for?

Af og til vil folk gerne have svar
på deres spørgsmål og finde ro.

For os er det uro. Forstår han ikke det?

Han hjalp os jo. Så føles det forkert
at sige nej til et enkelt ønske.

Lad ham møde Frans.

- Du vil måske gerne træffe ham igen?
- Nej, Esmar. Sæt det bare i stand.

Vi skal hilse på en mand,
som hjalp os for mange år siden.

Vi skal bare sige pænt goddag
og tale lidt med ham og hans hustru.

Så går vi hjem igen.
De er meget fine mennesker fra Frankrig.

De bukker mere, end vi gør. Sådan her.

Såmal.

Min hustru, Marie-Therese. Hr. Esmar.

En fornøjelse.

Frans.

Han er fuldstændig bedårende.

- Det var rigtig godt.
- Esmar.

Jeg vidste ikke, at du havde
forretninger med franskmanden.

Det var måske derfor, du døbte ham Frans.

Gå.

Pas dit eget.

- Far, hvorfor hedder jeg Frans?
- Noget skulle du jo hedde.

Alt gik jo godt.
Nu har vi gjort det, vi skulle.

Hvad er du urolig for?

Det ved jeg ikke. Jeg er det bare.

Det føles som stilhed før stormen.

I morgen sejler alle
bekymringerne bort med skibet.

- Lover du det?
- Ja.

Åh, min kaptajn.

- Må jeg bede om et glas vin til?
- Ja, selvfølgelig.

- Et glas til fruen?
- Hun faldt i søvn for flere timer siden.

- Virkelig?
- Ja, hun sover meget.

Min stakkels kaptajn.
Livet kan tage nogle sjove drejninger.

- Men vi er meget lykkelige.
- Mine største lykønskninger.

Hvorfor ser du så aldeles ulykkelig ud?

- Gør jeg det?
- Ja, Armand.

Jeg kunne ikke leve her, Livia.
Jeg tænkte på det. Jeg ville gerne.

Men hele mit liv... alt, jeg ejer,
familien og vennerne er i Paris.

Det bliver snart koldt her.
Skal vi gå ind til mig?

Må du ikke tale med andre kvinder?

Udmærket. Livia?

Livia?

Livia.

Livia? Livia?

- Godmorgen.
- Hvad er klokken?

Der er ingen fare.
Hun sover nok i flere timer endnu.

Livet er så kort.
Der er ikke tid til at være ulykkelig.

Jeg kan gøre dig lykkelig. Det ved du.

Bliv hos mig.

Jeg er ikke herre over min egen skæbne.

Hvis jeg ikke får en arving,
mister min familie hele sin formue -

- til fordel for min fætters familie.

- Venter hun dit barn?
- Hun kan ikke få børn.

- Er det sandt?
- Det er derfor, jeg er her.

Ja. Frans er min søn, altså min arving.

- Jeg trygler dig om at hjælpe mig.
- Du er vanvittig.

Hvis jeg kan få Frans med mig
med din hjælp -

- kan jeg blive skilt fra Marie-Therese
og komme tilbage efter dig.

Så bliver det os to til sidst, Livia.

- Armand?
- Vær ikke urolig, frue.

Han går sin morgentur.
Han kommer sikkert straks tilbage.

- Godmorgen. Te eller kaffe?
- Godmorgen. Te, tak.

Undskyld, men er der noget galt?

De elsker ham stadig, ikke sandt?

Jeg er ikke dum. Det er let at se.

Han har fortalt mig alt om Deres forhold.

Han er en flot mand.

Og De...

De er en meget smuk kvinde,
på trods af Deres alder.

Det må have været et stort tab for Dem,
da han valgte mig.

Men sådan er livet. Kærligheden er grusom.

Armand og jeg er meget lykkelige sammen.

Og jeg respekterer det, De havde sammen.

Selv det, at De fortsat har...
et venskab.

Forstår De, hvad jeg mener?

Vær ikke bange.
Jeg beder far om at skåne dig.

Livia!

Se, hvor tam han er. Se på hans øjne.
Han ser ud til at forstå, hvad vi siger.

Hører du det? Det er nok hans mor og far,
der kalder på ham.

Han vil tale med jer om sin søn.

- Frans er vores søn.
- Ja, det er sandt nok. På sin vis.

- Det er Johanna, der har født ham.
- Ja, det betvivler ingen.

Men folk siger, du ikke er hans far.
Det har Såmal sørget for.

- Hvem lytter til Såmal?
- Mange, nu hvor kaptajnen er her.

Hvis Såmal kan bevise, at kaptajnen
er Frans' far, hvilket er sandt,

så er den nye forpagtningsaftale ugyldig.

Hvordan kan han bevise det?

Han stævner dig og kaptajnen.
Så skal I sværge under ed.

Og Frans skal være der
sammen med kaptajnen og dig.

Så afgør dommeren det.

I værste fald mister I både
Frans og forpagtningsretten.

Hvad har kaptajnen at sige til os?

Frans kommer på Paris' bedste skoler,
og han bliver kaptajnens arving.

Til gengæld køber han huset og jorden
af Såmal og giver det hele til jer.

Han lover, at Frans får det godt.

Det er Frans' store mulighed
for at få et rigt og trygt liv.

- Hvad er der galt?
- Slip mig!

Hvad er der sket? Frans!

- Jeg vil tale med guvernøren.
- Ja. Han var jo på vores side.

Det her er noget helt andet.
Han er ikke dommer.

Men han kender loven.

En franskmand kan ikke have større ret
end en, der bor her.

- Hvis side er du på, Livia?
- Stil aldrig det spørgsmål igen.

Så mister du din bedste ven.

- Hvad vil du?
- Hvorfor er Frans så vred?

- Er han vred?
- Han græd, slog mig og løb væk.

Da jeg mødte ham, var han glad.
Han ville vise mig en tam fugl.

Han er blevet bidt igen.
De fugle kan ikke blive tamme.

Det ved han godt. Følger du med mig?

Undskyld. For det jeg sagde før.

Jeg ved godt, du er på vores hold.

Madame Livia. Og Esmar.
Hvad skylder jeg æren?

Jeg husker guvernørens ord så vel:
"Danmark er en fader, vi kan stole på."

Nu vil Johanna og jeg gerne bede
fader Danmark om hjælp.

Esmar, du ryster jo over hele kroppen.
Hvad drejer sagen sig om?

Vores søn, Frans.

Jeg sagde det jo.
Guvernøren kan ikke forbigå loven.

En faderskabstvist må afgøres i retten.

Som tager Frans og lejemålet fra os.

Du kan altid sværge troskabsed
og lyve alligevel.

Og bede mig og Johanna lyve.
Det hænder af og til i retten.

Og beder du os om det,
skal vi nok gøre vores bedste.

Men kan du lyve, Esmar?

Frans?

Frans! Frans!

Hvad er det, du siger?
Er vores far ikke din far?

Men du vil altid være min bror.

Jeg lover Esmar
at respektere ham fuldt ud.

Jeg ser os som to fædre til Frans.
Hverken mere eller mindre.

Han siger: "Jeg lover min fulde respekt."

"Jeg ser os som to fædre til Frans.
Hverken mere eller mindre."

Han kan selvfølgelig
besøge jer i skoleferierne.

"Han kan komme på besøg, når han vil."

Jeg skal gøre det sammen med Johanna.

Du brød ind som en tyv.
Hvorfor gør du det i dit eget hjem?

- Jeg ville bare smage.
- Så gør det, og læg det tilbage.

- Det er til fuglene.
- Nybagt brød? Er du blevet tosset?

Her er deres brød. Vil du forkæle fuglene,
ligesom Frans gør?

- Er han udenfor?
- Nej.

- Hvor er han?
- Det ved jeg ikke.

- Du sagde, at han var vred.
- Ja.

Ved du hvorfor?

Hørte han,
hvad vi voksne talte om herinde?

Han hørte det hele!

Åh, herregud.

Det skal nok gå.

Johanna.

- Johanna, Marie-Therese.
- Mig en fornøjelse.

- Hvad i alverden?
- Johanna!

Han er stukket af.
Frans er løbet hjemmefra.

Han stod udenfor vinduet
og hørte det hele.

Kom. Kom.

Det er ikke let for en mor.

Hvordan kan du være forelsket
i så forfærdeligt et menneske?

- Han er en god mand.
- Som først giver os en søn.

Og så tager han ham fra os.
Han er et udyr. Han er værre end Såmal.

Han har selv brug for en arving,
og hans kone kan ikke få børn.

- Han vidste det ikke.
- Så må han finde sig en anden kone.

- Ja. Det kunne Esmar også have gjort.
- Dig. Du lokkede os til det her.

Ja. Tak, Johanna. Tak.

Jeg ville hjælpe jer
ud af en håbløs knibe.

Men af alle skulle I vælge min kaptajn.

Og nu går du hans ærinde.
Har du tænkt dig at få ham tilbage sådan?

Stop!

Enten giver vi Frans væk.

Eller også giver vi gården og Frans væk.
Hvad gør vi så?

Jeg er træt. Gammel.

Jeg har ikke kræfter til at starte
forfra igen med to tomme hænder.

Frans kan få et liv,
som vi aldrig kan give ham.

Det er virkeligheden.

Nej. Jeg vil ikke være med til det.

Du tænker slet ikke på,
hvordan Frans har det.

Han sidder alene og trist
derude et sted og fryser.

Du blæser på ham! Skam dig!

Værsgo at lukke op.

Det er Esmars forpagtningsafgift
for alle årene. Fordoblet.

Det hele er dit. Her og nu.

Jeg har talt efter. Danmark indestår for,
at beløbet er korrekt.

Til gengæld anerkender du Esmar
som far til Frans.

Desuden afstår du fra nogensinde
at trække Esmar i retten.

Det står alt sammen der.
Esmar har skrevet sit navn der.

Når du skriver under ved siden af,
er formuen din.

Er Frans så meget værd?
Hvilke planer har I to?

Det angår ikke dig.
Og ikke os, hvad du gør med pengene.

Aftalen indgås
med tavshedspligt fra begge sider.

Dokumentet opbevares af guvernøren.
Er vi enige?

Ja, Esmar. Så har kaptajnen
købt dig en søn.

Hvad der sker fra nu af,
vil jeg helst ikke blandes ind i.

"Resten er tavshed."

- Jeg kommer tilbage med vognen i aften.
- Ja.

Tak for al Deres hjælp.

Må Gud og Danmark være med jer. Adjø.

- "Au råvuir."
- Au revoir.

Ja, for helvede. Adjø, adjø. Adjø.

Jeg så det. Jeg er ikke vred.

Jeg er glad for, at du passer på din bror.

I to kommer til at holde sammen.
Gennem hele livet.

Hvordan kan I tænke på at give Frans bort?

Vi har beskyttet dig
som et lille barn alt for længe.

Livet er ikke altid så let.

Det er på tide, at du hører,
hvordan det hele hænger sammen.

Kom og sid ned.

- Jeg må tale med dig.
- Er Frans kommet tilbage?

Jeg forklarer det. Gå nu.

I må tale sammen.

- Hvad er der?
- Mor har fortalt det hele.

Hvad har du gjort?

Det er for stort at tie om.
Og Frans ved det jo.

Det gør ingen forskel,
for det er, som det er. Hvor er Frans?

- Hvorfor kæmper du ikke for ham?
- Jeg har gjort, hvad jeg kan.

Det er påstand mod påstand i retten.
Vi kunne få ret.

En ret, der er bygget på en løgn,
er ikke en ret.

Frans er sin fars søn.

En løgn for at redde familien.
Hvem skulle klandre en for det?

Du er et barn. Du begriber intet.
Vi taler ikke mere om det her nu.

Sagen er afgjort.

Men svigter I Frans, så svigter I mig.

Hvis I giver Frans fra jer,
så forsvinder jeg også.

- Hør på din datter.
- Så det er barnet, der bestemmer nu?

Du vil vel holde sammen på familien?

Hvorfor går du bag om min ryg
og fylder barnets hoved med drømme -

- når der ikke er noget håb?

- Far, der er altid håb.
- Nej.

Aftalen er påskrevet.
Kaptajnen venter. Hvor er Frans?

- Far har solgt min bror.
- Hvor er Frans?

- Skal jeg tale med hende?
- Følg med mig. De kan vente der.

Vent her. Alt ordner sig.

Indser vi, hvad vi gør
mod Esmar og Johanna?

Vi ved, hvad vi må gøre.
Det er derfor, vi er her.

Ja, men én ting
er at træffe et valg i Paris.

At tage til Færøerne og gennemføre det
er noget helt andet.

Slet ikke. Det er to sider af samme sag.

Beslutningen og gennemførslen.

For dig, ja.
Det er din måde at tænke på, ikke min.

Jeg lever i nuet.

Kan vi leve med det her?
Vil det gøre os lykkelige, Armand?

Det handler ikke om lykke.
Vi har ikke noget valg.

Jeg bryder mig heller ikke om det.
Men jeg må have en søn som arving.

Vil du leve resten af dit liv i fattigdom?

Marie-Therese, sæt ikke dette over styr
på grund af dine følelser.

Frans! Kom op nu!

Frans, hvis du ikke kommer op nu,
så kommer jeg ned efter dig!

- Vær ikke så hård.
- Han må vide, det er mig, der bestemmer!

- Frans, kom op!
- Pas nu på!

Nej! Bliv, hvor du er!
Stå stille! Rør dig ikke, Frans.

Rør dig ikke.

- Nu går jeg ned og henter ham.
- Nej! Du går ikke ned til ham!

Han er ikke bange for mig. Jeg går derned.

- Du har aldrig sat fod på en klippe.
Jeg går derned.

For fanden i helvede.

Jeg har selv en søn.

Han var næsten så gammel,
som du er nu, da...

Min mand var købmand, og vi rejste
hele tiden mellem Sverige og andre lande.

Vi boede på vores båd.
Så havnede vi i et uvejr herudenfor.

Båden sank, og min mand og søn
forsvandt ned i dybet.

Men jeg blev reddet af nogle fiskere.
Esmar var en af dem.

Så kom jeg hertil,
og jeg fik aldrig nogen ny familie.

Men da Esmar og Johanna fik jer,
blev I næsten som mine egne børn.

Du blev næsten som min søn.
Min lille kaptajn.

- Vil du hjælpe mig?
- Ja. Jeg svigter dig aldrig.

Jeg vil skrive hele tiden
og besøge dig, så ofte jeg kan.

Men du sagde, at du ville hjælpe mig.

Ja. Med det, jeg kan.

Men når det gælder, hvem din far er,
kan intet menneske hjælpe.

Jeg håber, at du en dag vil forstå det.

- Skal vi snart tage af sted?
- Om lidt.

Jeg beder Dem.

Frue, jeg vil takke Dem,
fordi De lader os gøre det her -

- på en så rolig og ordentlig måde.

"Jeg takker for, at vi kan gøre dette
så roligt og ordentligt."

Jeg kan godt forstå,
hvor svært det må være -

- for Dem som mor.

"Det må være svært for Dem som mor."

Hun kan jo ikke få børn,
så hun kan aldrig forstå det.

Hun... takker fruen -

- fordi De ønsker
at forstå hendes følelser.

Jeg kan se på hende,
at hun ikke takker mig.

- Oversæt det venligst korrekt.
- "Fruen kan jo ikke få børn, og ..."

Hvem kan påstå,
at min kærlighed er mindre værd?

Jeg vil gøre alt for,
at Frans får et godt og trygt liv hos os.

Frans...

Du må tale med ham.

Hop op i båden!

Frans!

Frans!

Frans!

- Fortsæt!
- Armand, gør noget!

- Frans! Vend rundt!
- Det er nok nu.

Tekster: Torben Grønbæk Jensen
www.sdimedia.com