Original subtitles

Du sagde, vi kan takke litteraturen for alt, vi er og har været.

Hvis bøgerne forsvinder, forsvinder historien, og også mennesket.

Du har nok ret. Bøgerne indeholder ikke bare vores drømme og minder.

De giver os indsigt i vores egen bevidsthed.

Nogle ser læsning som en slags flugt fra virkeligheden-

-til bogens fiktive verden.

Bøger er mere end det. De gør os mere menneskelige.

Henry Wessells fra James Cummins. Vi er på bogmessen i New York.

Her skifter man mellem ren kedsomhed og fantastiske opdagelser.

Jeg har en ph.d. i spansk lyrisk digtning fra det 15. årh.

Efter 15 år på universitetet blev jeg antikvarisk boghandler.

Så jeg har haft en del fantastiske bøger mellem hænderne.

Vi havde også JP Morgans kopi, som han købte i 1897.

Han købte også en førsteudgave af den allerførste bog, der blev trykt:

Gutenbergs bibel. For 2.750 pund. SECRET

Trykt på fløjl. Den er nu 40 millioner dollar værd.

Lige før messen modtog vi et Hemingway-arkiv-

-som indeholdt en Castro-dukke, hvilket var lidt overraskende.

Det har været ret godt. Lidt mindre at tage med hjem.

Jeg handler med store bøger, så det er skønt at sælge nogle af dem.

Jeg lægger den på hylden igen.

En tredjedel af det, jeg sælger, er "esoterica", altså kultmateriale.

Dæmonlære, heksekunst, fetichisme, subkultur og modkultur.

Jo mere pinligt berørt noget gør andre, desto mere tiltaler det mig.

New York er verdens bedste bogmesse, mest på grund af dens placering.

Lige midt i Upper East Side i en skøn historisk bygning.

En bygning, som er lidt "overmoden".

Bygningen har været her siden borgerkrigen-

-men i starten af 1900-tallet var denne hal fuld af tennisbaner.

Jeg spillede tennis her som ung.

Jeg tog med i år. Når de spørger, om jeg vil se nærmere på noget-

-siger jeg nej. "Jeg har ikke råd til en bog til 85.000 dollar."

En person viste mig alligevel en bog. Hun spurgte, om jeg ville se den.

Så hun viste mig den.

Jeg turde knap nok røre den. Jeg vil ikke ende i en O. Henry-novelle.

"Nu skal jeg betale dig tilbage resten af livet."

Folks nonchalante holdning overraskede mig.

En fyr stillede en drik på en bog. Hjemme hos mig havde han været død!

Der er samlere, og så er der folk, der undrer sig over, hvad de laver.

En samler er en syg, besat og manisk person-

-der ville sælge sin bedstemor for at købe noget, man kan lide.

Det er en ren fantasioplevelse, og til forskel fra at gå på biblioteket-

-er alt til salg!

Antikvariske boghandleres opgave er at indprente nybegyndere-

-hvor fantastisk bogen er som samlerobjekt.

Gode boghandlere kan vedligeholde deres kundeforhold i op til 30 år.

Med andre ord har de, der handler med sjældne bøger-

-evnen til at værdsætte disse bøger.

Jeg var sammen med en ven, som er en vidunderlig spansk forfatter.

Han græd næsten, da jeg viste ham en fjerdeudgave af "Don Quijote"-

-trykt i Bruxelles i 1611, mens Cervantes stadig levede.

Men det var ikke der, han græd. Han græd, da han så prisen: 120.000.

Han græd, da han så en førsteudgave af Ian Flemings "Casino Royale"-

-for 130 000 dollar. Det kan få hvem som helst til at græde.

Uret i udstillingshallen er gået i stå på et umuligt tidspunkt.

Den tid findes ikke. Ligesom på et kasino-

-skal folk ikke tænke på, hvad klokken er.

Det kan føles som at være på vej for at befolke en fjern galakse.

Med en lidt underlig genetisk selektion.

"Folk har sat formuer over styr, rejst halvdelen af Jorden rundt-

-løjet, snydt og stjålet, alt sammen for en bog." A.S.W. Rosenbach

At samle bøger var en forfinet ting. Det var den engelske adels hobby.

Den typiske bogsamler var en ældre mand i tweedjakke.

-Og en pibe. -Ja. Og et glas sherry.

Og de gik tilsyneladende altid i tweed.

Når folk tænker på antikvariske boghandlere, går de ud fra-

-film, tv og pop-litteratur.

-Jeg var bare ... -Spillearkaden ligger overfor.

Her sælger vi kun små, firkantede objekter kaldet bøger.

-Er du her? Det gik hurtigt. - De har en formue derinde.

-Du er en grib! -Det er alle i vores branche.

- Undskyld rodet. -Er du forfatter?

-Boghandler. -Javel.

Har I en "Ben-Hur" fra 1863 med en dobbeltsætning på side 116?

Den er til miss Hanff.

Det ville være sjovt at spørge folk-

-hvordan de forestiller sig en antikvarisk boghandler.

De vil ikke forestille sig en model. Snarere en ældre person.

Alle har deres egen mening, men den er normalt romantiseret.

Og på en antik bogmesse ser man folk, der passer ind i den skabelon.

Den vigtigste boghandler i det 20. århundrede-

-var utvivlsomt A.S.W. Rosenbach.

Han herskede suverænt indtil 1950'erne.

Det er fra den klassiske Rosenbach-biografi-

-af Edwin Wolf II og John Fleming.

"Abraham Simon Wolf Rosenbach havde fyldige, lyserøde kinder-

-et glimt i øjet, og han gik som en pingvin ville gå-

-hvis en pingvin kunne gå som Rosy."

"Han puffede konstant på en pibe, drak en flaske whisky om dagen-

-og var verdens førende antikvariske boghandler."

"Det indrømmede han endda selv."

"'Lægen', som han blev kaldt af venner og ansatte-

-købte i årtier de vigtigste bøger-

-som blev bortauktioneret i England og USA."

Leona Rostenberg og Madeleine Stern startede i branchen 1945-

-og de havde en utroligt lang karriere på over 60 år.

Det var usædvanligt med kvinder i branchen.

Det fleste antikvariske boghandlere var mænd.

De blev kendt for at have solgt fantastiske bøger til biblioteker-

-og for deres rejser til Europa, hvor de fandt bøger-

-som ingen troede eksisterede.

De opdagede, at Louisa May Alcott også skrev kulørt litteratur.

Ofte bøger fyldt med sex og vold.

De fandt pseudonymerne og bøgerne-

-og formåede at samle brikkerne om forfatterens liv.

Ingenting endnu. Ross Tuckman og Mike Welosky sagde nej.

-Jimmy Robinson kunne ikke. -Fint.

-Har du hørt noget fra Dan? -Nej. Jeg tænker lidt.

Jeg har et filmhold her.

Hjemme hos dig? Hvorfor det?

En ven laver en dokumenter om boghandlere, og det er jeg jo.

Jeg kender masser af bedre boghandlere. De ser også bedre ud.

Hvordan endte du i bogbranchen?

Jeg duer vel ikke til noget andet.

Jeg overvejede min fremtid, og der var en boghandel i Queens-

-hvor jeg ofte kom. Jeg købte disse bøger der.

Fire bind af Lewis og Clarks dagbøger, Coues-udgaven.

De kostede 75 dollar. Mere en jeg nogensinde havde brugt på en bog.

Jeg sparede sammen og købte dem. Han havde brug for en på deltid-

-og pludselig var jeg i bogbranchen.

Det er et fotoalbum fra 1907, "The Search for Mammoth".

En ekspedition fandt en frossen mammut, som de gravede op.

Men det, som gør albummet så specielt-

-et, at de indsatte nogle prøver på ægte mammuthår bagerst i bogen.

Det er ægte mammuthår, som måske er 15.000 år gammelt.

-Jeg er her næsten hver dag. -Hvor mange hold spiller du på?

Mandag, tirsdag, onsdag ... Syv.

Og så er jeg udskifter på et ottende, men kun lejlighedsvis.

- Er du vild med softball? -Ja.

-Hvor længe har du boet her? -18-19 år. 1998.

19 år. Hold da op... skræmmende.

Det tog tre måneder at flytte.

Jeg stod op, tog herind og byggede reoler hele dagen.

Jeg gik hjem, pakkede bøger indtil midnat, sov lidt, og stod op igen-

-cyklede hertil og byggede flere bogreoler. Og så videre...

Når jeg køber en ny bog, må jeg flytte om. Der er ikke mere plads.

Denne bog om Roms katakomber er så tung-

-at den har stået der, siden jeg stillede den der for 15 år siden.

Jeg tog den med til en messe. Aldrig mere. Så der står den-

-indtil nogen kommer og beder om en bog om Roms katakomber.

Dette er en monografi over fiskefossiler fra det 18. årh.

Det er en stor bog med fantastiske plader af fiskefossiler.

I naturlig størrelse. Så de stor fisk-

-har meget store plader. Sådan her.

De kan blive endnu større.

Playboy, gå hjem.

Strand blev grundlagt af min bedstefar i 1927-

-i et berømt område i New York, Book Row.

Der var 48 boghandlere. I dag er kun Strand tilbage.

Min far fik arbejde der, da han var 13.

Han ville helst være på gulvet. Hans skrivebord stod midt i butikken.

Jeg mødte nogle skønne, excentriske og charmerende mennesker-

-hos boghandlerne på Fourth Avenue.

Jeg kan huske, det var en flok lidt støvede, jødiske mænd-

-som blev irriterede, hvis man ville købe en bog.

De var ikke forretningsmænd.

De ville bare læse hele dagen. I varmt vejr sad de udenfor.

De var dækket af støv, og fingrene var gule af nikotin.

De havde briller, for de havde læst i mørke siden barndommen.

Hvis de høfligt blev spurgt, hvad en bog kostede, kiggede de ikke op.

Jeg troede, jeg ville ende sådan.

Man kunne finde hvad som helst. De vidste ikke, hvad de havde.

Hvis man var heldig, fik man en pris. Omkring 40 cent, så det var godt.

Sådan var det ikke i Strand.

Ofte fandt jeg bøger der og spurgte nogen om dem-

og han sagde: "Hvor fandt du den?" "Bag den dør."

"Der må du ikke være! De er ikke prismærket endnu."

Så en stor del af oplevelsen for mig er at snuse rundt i butikken.

Det gør jeg stadig, selvom man ikke må.

Jeg er ked af, at jeg ikke fotograferede gaden.

Den har virkelig ændret sig.

Der var trafik i begge retning på 59th Street, også med sporvogn.

Den blev grundlagt af vores far i 1925.

En af Fourth Avenues boghandlere.

Da han åbnede, havde han ikke bøger nok-

-så han satte dem sidelæns.

Vi var der om lørdagen og spidsede blyanter og kiggede på børnebøgerne.

Jeg ville arbejde der en sommer, da jeg gik på college.

Men jeg kunne ikke skrive på maskine, så jeg måtte finde et andet job.

Det var det samme sommeren efter. "Kan du skrive på maskine nu?"

Så han forsøgte ikke at få os til at arbejde der.

Folk spørger, hvordan han fik alle sine døtre til at arbejde der.

"Jeg er heldig."

Men han fortalte os aldrig, at det var hans mål.

Vi troede, at det var vores egen beslutning.

Min mor begyndte at arbejde i branchen, da jeg var ti.

Hun var fantastisk. Hun skabte galleriet ovenpå.

Hun sagde, at min far ikke skulle tvinge os til at arbejde der.

Hun var smart.

På øverste etage ligger autografafdelingen.

Jeg startede den for at have mit eget. Jeg har mange søstre.

Jeg elsker baseball. Her har vi en baseball signeret af Bill Clinton.

Zack har samlet 11.012 baseballs fra forskellige Major League-kampe.

Han er også din verdensmester i "Arkanoid".

Det kan være autografer på penge fra kolonitiden-

-og autografer på forskellige sprog, som er umulige at fortolke.

Det er en konstant jagt.

-Hvorfor har jeres butik overlevet? -Vi ejer ejendommen.

Vores far købte bygningen, og vi har fået mange tilbud.

Mæglerne ringer fem-ti gange om ugen, men vi sælger ikke.

Det er ikke udelukket, men ikke for de penge, de tilbyder.

Så skulle vi lukke, og vi nyder at være her.

Så vi betaler for glæden ved at arbejde her.

Hvis jeg havde en time mellem forskellige forpligtelser-

-fandt jeg en boghandler. Og dengang var alle boghandlere selvstændige.

Medarbejderne var rigtige boghandlere.

De besluttede selv, hvad de ville sælge.

Ikke som hos Barnes & Noble. Nutidens unge siger til mig:

"Min Barnes & Noble er lukket." Men de tvang de alle andre til at lukke!

Det var en gammeldags butik. Bøger overalt og en kat, Linda.

Det var Skyline Books på West 18th Street 13.

Mine specialer var beatnik-kultur, fotografering, kunst.

Vi var vist kendt som en butik for samlere.

Jeg var bagud med lejen, så jeg måtte lukke.

Forretningen gik dårligt. Folk købte bøger online.

Det var en hård tid. Vi holdt mange udsalg til sidst.

75% rabat. Selv 90% rabat på et tidspunkt.

Det var sjovt, så længe det varede.

I 1950'erne var der 368 boghandlere i New York City.

I dag er der 79.

Nedgangen i boghandlere har haft stor effekt.

Det var en vej ind i branchen.

Jeg voksede op i 70'erne og lærte alt hos antikvariske boghandlere.

Der fik man en fornemmelse af materialet.

Jeg boede nærmest i boghandlere og antikvariater.

Jeg tog fra New England til New Jersey-

og stoppede ved alle antikvariske boghandlere undervejs.

Bilture var en vigtig måde at skaffe materialer på.

Vi fyldte en stationcar med bøger og sendte læssevis af bøger hjem.

Sådan gjorde man før.

Folk har ikke tålmodighed til at botanisere.

De fleste vil have en specifik bog. Det kræver en vis interesse-

-for at man skal ønske at finde en bog, som man ikke ledte efter.

Man skal se et stort udvalg for at kunne prissætte bøger.

En erfaren boghandler kan se, om det er en ordinær bog-

-som skal have en almindelig pris, eller om det kræver lidt fantasi.

Jeg har en ret god fantasi.

Mit første job i branchen var hos Strand som teenager-

-og at se Fred Bass gennemgå tusindvis af indkomne bøger.

Han sorterede dem så hurtigt. "Den er god", sagde jeg. "Nej".

Han var så hurtig.

Jeg troede, at jeg forstod mig på bøger-

-men han så noget i dem, som jeg ikke opfattede.

I det sidste år har vi oplevet en eksplosiv stigning-

-i antallet af fysiske antikvariater-

-som sælger materiale fra efterkrigstiden.

Men de kan ikke erstatte de antikvariater, der eksisterede før.

Dette bliver vores forretning. Lige nu er det en skoforretning.

Vi fik nøglerne i går og åbner til marts.

Vi er en del af et boom i lokale, selvstændige boghandlere-

-som virkelig fungerer lokalt og tager sig af-

-beboernes interesser og behov, hvilket kæderne ikke gjorde.

Et øjeblik. Adam Weinberger-antikvariatet.

Der er dårlig forbindelse. Teaterstykker fra 1800-tallet?

Mine lagre er ved at være fulde, og det er dyrt at leje på Manhattan-

-så jeg valgte at samle alt i en lejlighed i stedet.

Kansas.

Adam Weinberger-antikvariatet. Hvilke bøger drejer det sig om?

Siderne er af pergament, så tænk på, hvor mange køer der er brugt til den.

Det er svært at vide, om nogen vil sælge.

Engang gik jeg hjem til nogen med et par tomme arkivkasser-

-som er gode at have bøger i, men damen, som åbnede døren-

-kiggede på kasserne og sagde: "Dem får du ikke brug for i dag."

Jeg forstår hende. Her kommer jeg og vil hærge-

-en årtier gammel samling.

- Købte han dem alle hos Gotham? -Ja.

Jeg elsker også katte. Derfor holder jeg så meget af Gore.

Usigneret beatnik-materiale, bøger som mangler omslag...

Der er ti eksemplarer af alt det på nettet. Især af Kerouac.

Her boede min onkel Jack Allentuck og hans kone Marsha Allentuck.

De var akademikere. Jeg tager mig af alt det, jeg arvede fra dem.

Resterne af deres, så at sige.

Det lød interessant. Kvinden underviser i kunsthistorie.

Hun var ekspert i Blake og romantikken-

-og jeg følte straks, at der var potentiale.

Jeg kigger normalt lidt... Her kan være nogle guldkorn.

Det er lige spændende hver gang. Man er et sted-

-hvor nogen har lagt deres sjæl i samlingen. Ikke bare rent fysisk-

-men intellektuelt, og man kan se, hvad som fangede deres interesse.

Mere har ændret sig i de sidste 15 år end i de foregående 150 år.

I flere generationer var der såkaldte bogspejdere-

-der eksisterede i udkanten af bøgernes verden-

-og sammenførte bøger og boghandlere.

De besøgte kirkebasarer, dødsboer, biblioteksudsalg og så videre.

Og det var et symbiotisk forhold.

I dag er bogspejderne en uddøende art.

Martin Stone var en legende.

En karismatisk musiker, der næsten blev medlem af Rolling Stones.

Han rejste rundt med sit band, og i fritiden besøgte han boghandlere.

Fantastisk bogspejder. Udsøgt smag. Forstod forbindelsen mellem bøger.

Han var som et levende leksikon.

Jeg har lige fundet en bog, der tiltaler mig enormt meget.

Han bar altid rundt på en masse plasticposer.

Han var allerede færdig, når vi andre startede.

Han viste os sine køb og fortalte om dem. Jeg lærte en masse.

Martin vidste ikke bare alt. Han kunne også formidle sin viden.

Hans forståelse af bøger-

-strakte sig fra tilbudskassen helt op til de dyre, aflåste skabe.

Branchen ændrede sig dramatisk, da computerne kom til.

Bøger, der havde kostet 50, 75, 100 og 125 dollar-

-kostede pludselig 20-30 dollar, og der var masser af dem.

Det næsten sværere at finde en billig bog end en dyr en-

-for den skulle man selv finde.

I de sidste ti år er alt det møg, som har samlet støv et eller andet sted-

-dukket op på internettet. Udbuddet er steget enormt.

Det gælder bøger, legetøj. Hvad som helst.

Internettet ødelagde alt. Det er godt for samlere-

-som kan finde bøger, de har ledt efter i årtier.

Men at overleve som antikvariat er næsten umuligt.

At være samler handler om jagten, ikke genstanden.

Man leder efter en bog i 20 år, finder den, får orgasme-

-og lægger den væk.

Internet har ødelagt jagten. Giv mig dit kreditkort og 45 minutter-

-så kan jeg skaffe en næsten komplet Edith Wharton-samling.

Men hvorfor skulle jeg det?

Internettet vil altid være et tveægget sværd.

I dag skal man have den bedste, den billigste eller den eneste udgave.

Internettet ændrede begrebet "sjælden".

De, der beskæftiger sig med meget specielle ting-

-fik bekræftelse af internettet. "Jeg har ting, du ikke kan få fat på."

Men hvis man arbejdede med moderne førsteudgaver, var det ødelæggende.

De måtte tilpasse sig eller dø.

Branchen i dag er blevet koldere. En æra er forbi.

Internettet demokratiserer selvfølgelig udbud og efterspørgsel.

Men det har også dræbt meget af det mørke, dystre og morsomme.

Et problem er, at det trykte ord forsvinder.

Hvis man siger "Kindle", er der nok mange i branchen, der ryster.

Mange spekulerer på, hvor vi ender. Hvis man ikke skal trykke bøger-

-men får dem på sin elektroniske enhed, hvad skal vi så sælge?

Det er en berettiget bekymring.

Et utroligt eksempel på dette fik vi ved Oscars-uddelingen i 2006-

-da Larry McMurtry vandt en Oscar for bedste manuskript efter en bog-

-for "Brokeback Mountain".

Til sidst vil jeg takke alle boghandlere i verden.

"Brokeback Mountain" var jo en bog først.

Fra de små boghandlere til verdens største boghandel-

-har I alle bidraget til bogens overlevelse.

En skøn kulturform, som vi ikke må miste.

Folk vil altid have det, som er unikt.

Interessen i moderne førsteudgaver falder til fordel for samlerobjekter-

-og sære, trykte materialer, som tidligere ikke havde samlerværdi-

-men som er interessant.

Teknologien har gjort arkiver mere interessante for institutionerne.

Vi solgte et par arkiver til en stiftelse i Tulsa, Oklahoma.

Woodie Guthries og Bob Dylans arkiv.

e kan tage alt det audiovisuelle materiale-

-og forvandle det til en guldmine-

-for fans og akademikere. Det kunne man ikke for ti år siden.

Jeg ryddede op på mit kontor og havde alt materialet fra mine bøger-

-alle artiklerne fra The New Yorker og alle mine noter-

-og jeg begyndte at tænke på, at jeg måske ikke skulle smide det væk.

Jeg har kendt Glenn længe, og jeg vidste, at han havde solgt-

-andres arkiver.

Han kiggede på mit materiale, og vi talte om, hvor det skulle hen-

-og fandt, at det passede bedst på et akademisk bibliotek.

Det var en mærkelig følelse at blive nogens lektier.

Det positive er, at det hele nu er virkelig godt organiseret.

Ironien ved at være på Columbia University-

-og jeg skal derhen til sommer og at bruge arkivet til et bogprojekt.

Men når så meget af arbejdet i dag udføres på en computer-

-tænker jeg på, hvordan vi kan lære noget om forfatterens proces.

Computeren efterlader ingen spor af redigering.

Forskellen mellem et arkiv og en samling er-

-at arkivet indeholder alt. Også de mere uventede dele.

Vi har samlinger fra Malcolm X, Lorraine Hansberry-

-og James Baldwin.

Baldwin voksede op i Harlem og lærte at læse i Schomburg Center-

-så han hører virkelig her.

Hans arkiv indeholder både notater, afsluttede romaner-

-og en masse forskellige udkast.

Der er notater, han har lavet på barer og på forskellige hoteller.

Man kan følge Baldwins udvikling som forfatter.

Alt fra tidlige digte til de værker, vi kender og elsker i dag.

Kuratoren, en post jeg besad i mange år, er en vigtig person-

-som både skaffer materiale til institutionen-

-og sørger for at sende det videre.

Man skal også prøve at se på samlingen som helhed.

Hvad betyder den? Hvordan finder man sammenhængen i materialet?

Det kommer fra en kærlighed til materialet.

Det havde jeg, både som forfatter og som bogsamler.

Så jeg havde købt bøger tidligere, og jeg kendte sælgere-

-som har hjulpet til med at opbygge samlingerne.

En anden interessant ting er, hvordan samlere former samlingerne-

-som ender i de forskellige arkiver.

Vi har fortalt om sorte menneskers liv -

-kreativitet og kulturelle betydning i næsten et århundrede.

Men jeg ved ikke, om vi fuldt ud har forstået betydningen af alt det.

MIN SJÆL ER BLEVET SÅ DYB SOM FLODERNE

Jeg troede ikke at jeg skulle være boghandler. Det anede jeg ikke.

Efter gymnasiet fik jeg job hos JN Bartfield på 57th Street.

Jeg var specialist i fint indbundne sæt.

Jeg arbejdede der i 13 år, før jeg besluttede at holde op.

Jeg begyndte at gå til dødsbo klokken fem-seks om morgenen.

I begyndelsen boede jeg i mine forældres kælder i Bronx.

Jeg tog til et dødsbo i Connecticut, og jeg var forrest i køen.

Jeg kom ind i rummet, og på bogreolen så jeg-

-et fantastisk sæt af Balzacs værker, omkring 40 bind.

Hele sættet kostede 200 dollar.

Jeg løb derhen og råbte: "De er mine!"

"Rør dem ikke! De er mine!" Sikke et fund!

Det glemmer jeg aldrig. Sådan begyndte det hele.

Vi handler med luksusvarer. Bøger er stadig undervurderede.

Folk forstår ikke, hvor meget arbejde der ligger i indbindingen.

Læderindbindinger skal vedligeholdes. Det kan folk ikke finde ud af.

Hvis de er i god stand, er det nok at give dem olie hvert 5. til 10. år.

Det første, folk spørger om, er: "Hvad gør en bog sjælden?"

Det betyder, at de er svære at finde og er eftertragtede.

Der er tre slags mennesker, som køber bøger.

Private samlere, forhandlere, der fylder deres lager-

-og institutioner.

Problemet i dag er, at der er stadig færre private samlere.

Vi talte om duften af gamle bøger-

-og om den magi, som de smukke udgaver udstråler.

Det var interessant, hvordan de satte priserne.

Vi har specifikke interesser, så hvis vi finder noget, køber vi det.

Hvis det ikke er for dyrt.

Jeg glemte pengene derhjemme, og det er godt det samme-

-for jeg blev fristet.

Mine forældre var interesserede i antikviteter-

-og jeg fik fem cent hver gang, jeg opførte mig pænt i en butik.

Til sidst havde jeg penge nok til at købe en bog.

Jeg ville egentlig ikke samle på sjældne bøger-

-men jeg kunne godt lide Frank Baums historier.

Da jeg var 12 år gammel-

-havde Columbia universitet en udstilling om Frank Baums værker.

De ledte efter nogle ting, de ikke havde kunnet skaffe.

Mine forældre så artiklen, og jeg blev den yngste udlåner-

-til Columbia universitet nogensinde.

Dengang blev børnebøger ikke betragtet-

-som noget særligt. Der var bøger som "Alice i Eventyrland"-

-men den, som solgte sin førsteudgave af "Troldmanden fra Oz" til mig-

-vidste ikke, at det var en førsteudgave.

Den kostede fem dollars.

Jeg elsker at arbejde med bøger. Det føltes aldrig som arbejde.

I 1967 ledte Maurice Sendak efter tidlige bøger om mekanik-

-af Lothar Meggendorfer.

Jeg havde nogle stykker, og vi blev til sidst venner.

I slutningen af 1969 havde jeg lige startet et selskab-

-og ville have Maurice Sendak til at illustrere katalogomslaget.

Og det indvilgede han i. Og Maurices geni-

-når han lavede karikaturer, var-

-at han tegnede både mig og min kompagnon som bamser.

Jeg var bjørnen klædt i vest.

Og det var begyndelsen på et meget tættere venskab.

Dette er vores galleri på Broadway. I dag bruges det til opbevaring.

Her er originaler af Maurice Sendak og vores andre samlerobjekter.

Nemlig kinesisk propaganda med Formand Mao.

Maurice kom engang forbi, og han kaldte det-

-en Mao og Mo-udstilling. Mao på den ene side, Sendak på den anden.

Mo er hans øgenavn.

"En bog er så meget mere end bare læsningen af den." Maurice Sendak.

Jeg købte den dyreste amerikanske bog nogensinde for en kunde i 1989.

Poes første bog, "Tamerlane".

Den kaldes den sorte tulipan inden for amerikansk litteratur.

Der findes kun en håndfuld af den.

Nogen havde købt den i en marskandiserbutik for 15 dollar.

Jeg gav 200.000 dollar for den.

Den er en god bordskåner. Nogen havde stillet et glas på den-

-og efterlod en cirkel på omslaget.

Jeg får nok et bredere udvalg ind end de fleste i branchen.

For eksempel har jeg håndteret bøger indbundet med menneskehud.

Jeg har haft to sådanne bøger. Begge var engelske udgaver-

-af Hans Holbeins "Dødedans".

En var indbundet af George Sutcliffe, den store engelske bogbinder-

-og på omslaget var der et kranium lavet af knogler og tænder.

Det var et magtfuldt filosofisk objekt, og nogle mennesker-

-ville ikke komme i nærheden af den, mens andre ville røre ved den.

Disse ædelstensindbindinger er de smukkeste i verdenshistorien.

Man tog bogen med til Sangorski & Sutcliffe-

-som indkapslede den i 24 karat guld og prydede den med ædelsten.

Bogen blev åbnet mellem guldet.

Ikke mange ved, at der også er bølger af mode i vores branche.

Men der var en tid, hvor et perfekt omslag var meget in.

I 80'erne og begyndelsen af 90'erne.

I starten var de bare for at beskytte bogen mod støv.

Det blev smidt væk, når man købte bogen.

Lad os tage "Den store Gatsby" af F. Scott Fitzgerald.

En førsteudgave i flot stand koster 5.000 dollar.

En førsteudgave med et slidt omslag koster 15.000 dollar.

En førsteudgave med et omslag i god stand koster 150.000 dollar.

Og det skyldes nok-

-at omslaget betragtes som kunst.

Gudskelov for samlere, der beholdt omslagene-

-og gjort os opmærksomme på deres informationsværdi.

I den første bog står der noget helt andet end den tiende bog-

-og visse biografiske oplysninger findes nogle gange kun der.

Vi forsøger at indbinde en bog i Mylar.

Vi benytter 5 mm-varianten.

Og med lidt held... passer den perfekt på bogen.

Jeg har hørt folk sige, at hvis en bog er signeret til en bestemt-

-og den person er kendt, stiger værdien af bogen.

Hvis den er underskrevet til en ukendt person, er bogen mindre værd.

Men det forstår jeg slet ikke.

Bøger, som er signeret af forfatteren-

-til en vigtig person blev pludselig ekstremt vigtig.

Tidligere ledte folk efter førsteudgaver med pæne omslag-

-men nu blev det vigtigere med vigtige signaturer.

Jeg kan lide alle interessante bøger-

-men jeg blev interesseret i bøger med en speciel historie.

De bedste bøger ser ud til at være blevet kørt over af en bus.

Men det skal være den rigtige bus.

At nogle bøger er sjældne, skyldes ikke, at alle vil have de bøger.

De, der værdsætter sjældne bøger-

-er lige så sjældne som bøgerne i sig selv.

Vi begynder buddene på Enigma-maskinen på 45.000.

50.000. 55.000.

Sjældne bøger falder ind under kategorien-

-objekter af antikvarisk interesse. De passer ikke ind i kunstkategorien-

-eller i møbelkategorien, og det er ikke de samme kunder-

-som køber samlerobjekter.

Ting, der engang blev betragtet som flygtige-

-er nu centrale for branchen, og for samlingerne-

-fordi de fortæller en anden historie.

Alt falder ind under overskriften "beviser".

Jeg interesserede mig tidligt for-

-den brede definition af historiske beviser.

På det tidspunkt hævdede mange traditionelle historikere-

-at det visuelle materiale ikke udgjorde beviser.

En god boghandler er en anden slags opdager og historiefortæller.

De ser råmaterialet og yder vigtige kontekstuelle bidrag.

Derfor gemmer de deres beskrivelser-

-for at ikke miste al den historie, som de har forsket sig frem til.

Jeg er mistænksom over for folk, som behandler salg af sjældne bøger-

-som var vi en slags vogtere af en hellig flamme.

Det er for let, for overfladisk. Men det er vigtigt.

Jeg vil slå et slag for det trykte materiale i en digital verden.

Fysiske objekter indeholder ofte beviser, som er en fast bestanddel.

Såsom ejerskab, noter-

-hvordan bogen er behandlet, type af indbinding, papirkvalitet.

Man kan finde ting i bogens fysiske udgave-

-som fortæller deres egen historie.

En af mine ældste venner og kunder er Michael Zinman.

Han har en af de bedste samlinger af tidligt trykt materiale fra USA.

Jeg spurgte mig selv, hvad der var tilbage af tidlige trykte udgaver.

Det kunne jeg kun finde ud af ved at købe, lede og spørge.

Jeg tøvede aldrig med at købe andet eller tredje eksemplar af samme bog.

Eller et fjerde eksemplar. Jeg blev bare ved at købe. Og undervejs-

-begyndte jeg at sammenligne udgaverne. Og så lærer man noget.

Man finder mange variationer, og man kan drage konklusioner ud fra det-

-som man aldrig havde kunnet, hvis man kun havde ét perfekt eksemplar.

Det var vores "kritiske masse"-teori. Ved at samle os materiale-

-og se hvilke mønstre, vi kunne finde-

-kunne vi bygge bedre teser-

-end hvis vi startede med en idé om, hvad vi ville finde og bevise det.

Vi er i Hackettstown i New Jersey, hvor de fremstiller M&M's.

Men desværre må I ikke besøge fabrikken.

Vi har vores lagerlokaler her.

Cirka 300.000 bøger i tre forskellige bygninger.

Alt fra værdifulde bøger til bøger til 20 dollar.

Hver hylde kan fortælle en historie.

Jeg ved, hvor hver eneste bog kommer fra og historien bag den.

Vi har lidt plads tilbage deroppe.

-Så køber han et pakhus til. -Nej.

- Er der nogen, der har flere bøger? -Tom Congalton er vist tæt på.

-Men dette er nok. -Det sker, at bøger forsvinder.

Hver afdeling har ti hylder, og her er otte eller ni afdelinger.

Der er en masse lyrik. Ni afdelinger gange tusind eller endnu mere.

Lyrikbøger er tynde. Så vi har 10.000 lyrikbøger her.

Han tror, at lyrik er på vej tilbage. Jeg er ikke sikker.

Alt dette er Whistler.

Bogbind. Her har vi en usædvanlig titel.

"Amish Love". Så...

Men ingen billeder. Jo, der er nogle billeder.

Sikke et billede!

Han samler på alt. En frimurertrone.

Stammasker fra guderne ved hvor.

Mågerne er også interessante.

Det er en ren skattejagt. Især lige her. Man ved aldrig, hvad man finder.

Nogle siger, at man ikke bør samle selv og konkurrere med kunderne.

Jeg prøver at undgå det, men jeg elsker at samle.

Og jeg har ingen problemer at sælge bøgerne. Der har vi flysamlingen.

Amelia Earhart.

-Et stykke af Hindenburg-luftskibet. -Hvor er det?

For enden af denne gang.

Jeg har en stor samling tegnebøger.

Deroppe. Og hatte. Du milde!

"Når han kreperer, ringer jeg til Sotheby's."

Hørt på New Yorks bogmesse.

Jeg har 550. 600, her i rummet.

Sjældne bøger er blevet handlet i århundreder.

De første auktioner i moderne tid var bogauktioner i 1600-tallet.

Nu er det helt anderledes.

Først kom telefonbuddene og så internetbuddene.

Jeg besøger mange auktioner, og nogle gange er der kun tre personer.

Jeg er en af dem, og auktionarius er en anden.

Resten er personale.

19.000. 20.000.

Til Frank Siebert-auktionen i 1999-

-var strategien, at når man kunne se ud over rummet-

-og se den, der bød mod en-

-anderledes, end hvis den anden part bød over telefonen.

Jeg har 300.000 til højre.

Hvis man er der, får man en bedre fornemmelse af rytmen.

Man har auktionarius' opmærksomhed og kan sætte fart i det-

-eller sætte farten ned. Man kan psyke modstanderne.

Sidste chance. Jeg har 360.000 til højre.

360.000, nummer 833. Mange tak.

Jeg er fascineret af auktionernes historie-

-og af, hvad som driver deltagerne.

Hvis man læser en begyndervejledning til auktioner-

-hvor der står de grundlæggende regler-

-vil der altid stå, at man skal have en beløbsgrænse og holde sig til den.

Det lyder rimeligt, indtil man er der.

Jeg har selv oplevet det. Hvis jeg virkelig vil have noget-

-så min grænse er min banksaldo.

Hvor meget er jeg villig til at sulte, fordi jeg er flad?

Ejerskab, besiddelse og konkurrence får folk til at gøre uventede ting-

-hvilket er skønt at se fra podiet.

Kan du fortælle os, hvordan du endte i branchen?

Svaret består af ét eneste ord: nepotisme.

Jeg er tredjegenerations antikvarisk boghandler.

Min bedstefar kom til London i 1888 og fik job hos Pickering & Chatto.

Hans brødre havde boghandlere i Cork og Dublin.

Joyce nævner en af dem i "Dubliners".

"Næsten hver dag, når han var færdig med at undervise-

-gik han langs kajen til antikvariatet."

"Hickey's på Bachelor's Walk, Webb's eller Massey's på Anston's Quay-

-eller til O'Clohissey's inde i gyden."

For at give en idé om, hvad der var tilgængeligt i 1920erne-

-kan man tage det originale manuskript til "Alice i Eventyrland".

Alice Liddell, senere fru Hargreaves, bogens hovedperson-

-solgte manuskriptet hos Sotheby's i 1928, og min bedstefar var der.

Rosenbach købte det for 15.400 pund.

I 1958-

- startede min far den egentlige bogafdeling hos Christie's.

Og i 1964 blev jeg afdelingens tredje medarbejder.

I 1978 solgte jeg min første Gutenberg- bibel for 2,2 mio. dollar.

Det blev betragtet som et enormt beløb. Og i 1980-

-blev da Vincis "Codex Leicester" solgt til Armand Hammer-

-for, hvad der nu svarer til fem millioner dollar.

Det var noget af en skuffelse. Det blev kaldt en samling tegninger-

-og ikke et videnskabeligt manuskript.

Da det blev solgt igen i 1994, var interessen for videnskab steget.

"Codex Hammer" af Leonardo da Vinci.

Vi starter på 5.500... Vi starter på 5,5 millioner dollar. God start.

Jeg kludrede i det, og folk grinede.

Vi har 14 millioner. 15 millioner over telefonen.

Reservationsprisen var 15 millioner. Så var det anden række-

-mod telefonen. Kun to budgivere.

Vi har 23,5 millioner her i rummet. 24 millioner over telefonen.

25 millioner.

Bill Gates kom ikke og kiggede på manusset. Han købte det uset.

28 millioner dollars over telefonen. Sidste chance. 28 millioner. Tak.

Det er stadig i dag den højeste auktionspris-

-for en bog eller et manuskript.

Der er en stor forskel på bogauktioner og kunstauktioner.

En tydelig forskel er, at bøger ikke er unikke.

Et maleri er helt unikt. Der findes da meget sjældne bøger-

-men med undtagelse af illuminerede manuskripter og middelalderudgaver-

-som var unikke, er der altid flere eksemplarer.

Og det påvirker prisen.

Antikvariater har så dybe rødder i historien-

-at det er uden sidestykke. Det har en helt anden vægt.

Bøger er ikke trofæer, som andre kunstgenstande kan være.

Et bud mere. 400 millioner!

At samle på kunst handler sådan set om at kunne sige: "Den er ikke din."

"Ved at eje dette billede nægter jeg dig retten til at eje det."

"Jeg er bedre end dig, fordi du ikke kan få det. Det er mit."

Folk, der samler sjældne bøger, har dybt personlige bånd-

-til det materiale, de samler på.

Bøgerne står på et bibliotek, så man skal næsten inviteres-

-ind i samlerens sind.

Årsagen til, at der er flere kunstsamlere end bogsamlere-

-er, at man kan fremvise sin rigdom.

Det er kedeligt, og jeg har aldrig mødt en arrogant bogspekulant.

En person, der ejer huse i hele verden-

-fordi han købte James Bond- romaner på lige det rigtige tidspunkt.

Da jeg kom til New York , blev det kaldt kunstverdenen.

Nu kaldes det kunstmarkedet.

Jeg begyndte i avisbranchen.

Jeg arbejdede på AB Bookman's Weekly.

Bladet, som alle i branchen læste.

Jeg var ansvarshavende redaktør og skribent, og jeg blev fyret først-

-da bladet blev lukket.

Ejeren havde fejlvurderet vigtigheden af internettet.

Han afviste et partnerskab med en ny aktør på markedet.

Jeff Bezos og Amazon.

I sommer blev jeg færdig med min bog.

Den hedder "En samtale, som er større end universet".

Den handler om en udstilling på The Grolier Club.

Den er baseret på de bøger, jeg har læst og tænkt på i de sidste 25 år.

For mig er Mary Shelley udgangspunktet for science fiction.

En af de metaforer, jeg leger med under mine "samtaler"-

-er en tur i skoven. Det er det, jeg elsker mest.

Jeg har ikke noget mål, når jeg går, men leder hele tiden-

-efter spiselige svampe.

Science fiction kan virke som en skov for den uindviede-

-men der er stier, og man kan lære at genkende træerne.

Det får mig også til at tænke på science fiction-

-som en konstant innovativ litterær genre.

Denne bog hedder "The Smell of Telescopes."

Det står her næsten udelukkende på grund af titlen.

Da kunstneren tænkte på fremtiden i 1986...

Selvfølgelig er der telefonbokse! Og robotøjne-

-og bærbare synthesizere.

Science fiction forudsiger ikke fremtiden. Den fortolker nutiden.

"Generer det dig ikke, at du ikke har råd til at købe de bøger, du vil?"

Edith Wharton, "House of Mirth"

Hvis man har samlergenet, samler man på ting. Min far og jeg har det gen.

Englænderne har ikke et ord for et sådan rum.

På tyske hedder det "Wunderkammer".

Et forundringsskab.

Mit bibliotek er unikt på flere måder.

Det er det eneste bibliotek i verden-

-som er tilegnet menneskets forestillingsevne.

Det er også unikt, idet rummet er bygget til at passe til emnet.

Emnet er forestillingsevne, og rummet er en hyldest til Escher-

-hvis forestillingsevne var god.

Og det er et af verdens største private biblioteker.

Og bøgerne er sorterede efter bogryggens højde.

Man kan oprette sine egne forbindelser i biblioteket.

Jeg siger ikke: "Her står bøger om søkrige."

Bibliotekets trin ind i den virtuelle verden bliver nok ret smertefri.

Så snart 3D-scanningen bliver god nok, scanner vi bøger og objekter-

-så enhver kan genskabe dem med en 3D-printer.

Forudsat at jeg lever så længe.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg samler. Jeg er vist et ekstremt eksempel.

Jeg har titusindvis af bøger. Jeg købte en masse defekte bøger.

Bøger, der var mangelfulde, men det er en flydende definition.

Hvad der var mangelfuldt dengang, er det ikke i dag, og jeg tjente godt-

-på den erkendelse.

Bøger er tunge. Og 30.000 bøger er ret mange.

Carter Burden havde lige så mange bøger som mig-

-og han brugte 1,5 mio. på at forstærke sin lejlighed-

-for at kunne have sine bøger der.

Individets forhold til bogen er som et kærlighedsforhold.

Det er svært at forklare andre, men tilfredsstillende for en selv.

Min kone sagde: "Jeg ved, at jeg ikke er det vigtigste i dit liv."

"Hvilken plads har jeg?" Jeg tænkte lidt og regnede.

"Sjettepladsen". Det var ikke det rigtige svar-

-men man ligger, som man har redt.

Jeg beskrev mig selv som jæger-samler, fordi jeg ville have-

-at folk skal sige: "Se alle de bøger!"

Alle disse kvinder var vigtige, og deres historier var vigtige-

-men de blev ignoreret.

Jeg har altid læst, men da jeg gik på University of Pennsylvania-

-fik jeg job hos Library Company i Philadelphia.

Og samtidig startede kvindebevægelsen.

Jeg var for doven til at gøre noget politisk-

-men jeg bemærkede, at kvinderne manglede i bogsamlingen.

Det var som om kvinderne bare sad ved siden af og strikkede.

Det var en enorm afgrund. Jeg troede, at det var en lille kløft-

-men det var en afgrund, jeg hoppede ned i.

Jeg måtte fortælle sælgere og bibliotekarer, hvad jeg ledte efter.

De fleste af sælgerne var mænd. "Vis mig jeres kvinder," sagde jeg.

"Vi har ingen", sagde de, så jeg kom med en bunke. "Nu ved vi det."

Og de var ikke så dyre. Undtagen "fange hos indianerne"-historierne.

Min anden mand var også samler, og vi rejste rundt og fandt bøger.

Hun var en af "de første, der indså vigtigheden af at samle på kvinder.

Ikke mænd, der skriver om kvinder, selvom de lader en mand slippe ind.

Men hovedsageligt kvinder, der skriver om kvinder.

Der er næsten 25.000 genstande. Men det inkluderer også kunst-

-fotografier og en masse tingeltangel.

Hvis man vil udstille en samling-

-så bliver det kedeligt, hvis man kun har en masse bøger.

Ting som Annie Oakleys handsker er nødvendige.

Caroline har øje for det bizarre, men historisk vigtige.

Og hun har et netværk af mennesker, der kan hjælpe hende-

-med at virkeliggøre sit livsværk-

-hvilket er den største samling af kvindelige amerikanske forfattere-

-og historiske personer.

Jeg føler et ansvar for at skabe samlingen.

Det er rigtig sjovt, men nu føler jeg, at det også er vigtigt-

-og det ønsker jeg, at andre også opdager.

Jeg har ingen børn-

-så jeg kan bruge mine penge på, hvad jeg vil. Hurra!

I 2017 indførte vi en præmie på 1.000 dollar-

-for den bedste bogsamling skabt af en ung kvinde.

Vi ville opmuntre unge til at samle, og vi ønskede, at kvinder-

-der samlede bøger, skulle begynde at se sig selv som samlere.

Mange mennesker tror, at man skal have en masse dyre førsteudgaver.

Men de bedste samlinger bygges af folk, som ser noget, andre ikke ser.

Ikke af folk, som køber de mest kendte bøger.

De fleste mennesker ender oftest som bogsamlere ved en tilfældighed.

I mit tilfælde var det en jobansøgning i Las Vegas.

Jeg skulle læse videre og blive akademiker-

-men så søgte jeg dette interessante job. Og efter et par uger der-

-følte jeg, at jeg ville lave det resten af livet.

Vurdering af bøger er en kunstform.

-Hvordan går det? -Fint. Og du?

Så jeg tilkaldte Rebecca.

At være med i "Pawn Stars" medførte både gode og dårlige ting.

Men det var en øvelse i at bygge broer.

Hver aften så op til syv millioner seere-

-det grundlæggende ved at samle sjældne bøger.

Hvis alt går godt, kan den indbringe 14.000.

-Nu gjorde du det mere indviklet. - Det er mit job.

Det er lidt sjovt, at en pantelåner i Las Vegas-

-bruges til at få folk til at begynde at samle på sjældne bøger.

Men det er, som det er.

Må jeg holde det op?

Men det bedste er, når forældre skriver til mig-

-om, at deres datter har set mig og vil være boghandler.

Da jeg begyndte at arbejde på fuld tid i branchen i 2004-

-var 85 % af boghandlerne mænd. Alle sagde, at det ville ændre sig.

Masser af kvinder var på vej ind. Alt ville ændre sig.

Men 15 år senere er der stadig 85% mænd.

Ja, der er kendte kvinder, der ejer deres forretninger-

-men hvis man betragter dem som undtagelser-

-så overser man, at kvinder faktisk har været i branchen hele tiden.

De har arbejdet i kulissen.

Og de var respekterede for deres viden. Mabel Zahn og Kit Currie-

-var betydningsfulde personligheder, men glemmes ofte i annalerne-

-fordi deres navn ikke stod på brevhovedet.

Folk kom ind og spurgte den eneste mand i butikken.

-Portneren. -Eller en kunde.

Jeg var den sidste udvej.

Det sker ikke så ofte nu.

Grolier-klubben har længe været kendt som en herreklub.

Kvinder blev først optaget i anden halvdel af det 20. århundrede.

Vi er medlemmer nu, men i lang tid var kvinder ikke velkomne der.

Da Grolier tillod kvindelige medlemmer-

-var Rostenberg og Stern allerede veletablerede. Alle kendte dem.

De spurgte høfligt, hvad de skulle gøre for at blive medlemmer.

Sekretæren svarede: "I skal bevise, at I er dedikerede."

Hallo! Det er jo Rostenberg og Stern!

Og de tænkte: "Nå, det er stadig sådan?

Så de nægtede. I dag findes deres arkiver i Grolier-klubben-

-så de accepterede til sidst-

-at de for længst havde bevist deres lidenskab for bøger.

Det havde længe været en servicebranche-

-som var leverandør til rige, hvide mænds samlinger.

Vi kan ikke bruge moder etiske standard med tilbagevirkende kraft-

-og betragte dem som en flok kvindehadere.

Men branchen forbliver ikke relevant, medmindre den vokser og udvikler sig-

-og tager hensyn til andre perspektiver.

Ellers afspejler det ikke nutidens læsere, tænkere og samlere.

Jeg er ofte den eneste sorte person, men det ændrer sig.

Men vi er nødt til at tænke på mangfoldigheden af materialet-

-for det er det, som lokker folk til branchen.

Jeg begyndte at samle, fordi jeg skrev om det, jeg samlede på.

Jeg husker stadig de første vigtige bøger.

Mange fra den gamle garde er ikke interesserede i forandring.

De rører ikke i gryden. Ligesom i landet som helhed.

Folk siger én ting og gør noget andet.

Ældre boghandlere er så fatalistiske. "Det er jo dem, som køber bøgerne."

Hvordan skabes mangfoldighed? Det er det spørgsmål, vi kæmper med nu.

Det er svært at få disse mennesker til at være enige om noget.

Man må prøve en ad gangen igen og igen og skubbe grænserne.

Hvis vi rammer en blindgyde, prøver vi noget andet.

For vi ved, at det kræver forandring, hvis branchen skal overleve.

Jeg er interesseret i, hvordan kulturen udvikles og forandres.

Jeg er interesseret i udeladelser-

-og i nuets historie.

Jeg tror, at der er nogle skjulte forbindelser-

-som ikke var en del af vores barndoms nyhedsudsendelser.

Jeg er interesseret i konfliktmateriale-

-ikke bare fra Afghanistan.

Jeg er fascineret af de flygtige papirspor fra disse konflikter.

Papir lagrer mental energi. Jeg ved med det samme, når jeg finder noget.

"Dette ændrer straks min opfattelse."

Det er den slags, jeg leder efter. Bogsamlere køber ikke objekter-

-men historier.

Hvad er min generation og kommende generationer interesserede i?

De er interesserede i politisk økonomi-

-i spørgsmål om kapitalisme og socialisme, i kønsspørgsmål.

De er interesserede i avantgardisterne og historien-

-som forbinder surrealismen med punk og hiphop.

De er interesserede i narkokultur, seksualitet og identitetsbegrebet.

For nogle år siden samarbejdede jeg med Michael Holman.

Han skabte udtrykket hiphop i en artikel i East Village Eye i 1982.

Da hiphop kom i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne-

-handlede det om en halv snes kunstnere.

I 1984 udgav Def Jam plader, som solgte i millioner af eksemplarer.

MTV sluttede sig til, og de tidlige 90'ere var hiphoppens gyldne tid.

De havde verdens øjne på sig-

-men det var først og fremmest en skaberkultur-

-hvor folk deltog entusiastisk.

De tænkte ikke på, hvad der ville ske. De gjorde det for sig selv.

Det ønskede kulturen. Og det er det, folk samler i dag.

Disse drømme i papirform, fra før internettet.

Folk troede ikke, at hiphop ville vare ved, eller at vi vil bevare det.

Nemlig. "Hvad betyder det?"

Først så jeg det ikke som at samle. Men det var et kaninhul.

Jeg kunne ikke stoppe igen.

For mange, der er i slutningen af 20erne, er det meget nostalgisk.

Jeg kan huske, at jeg blev forelsket i hiphop.

Jeg ventede på min onkel og min kusine hjemme hos min bedstemor.

Jeg hørte, da de kom, fordi jeg hørte min onkels Lexus SC400.

En cremefarvet bil fra 1995.

"Jeeps, Lex Coups, Bimaz & Benz" af Lost Boyz blev spillet meget højt.

Min kusine var iført en DKNY-dragt på, som Lil 'Kim sang om.

"D-K-N-Y, oh my, I'm jiggy." Og min onkel havde-

-en Versace-skjorte og solbriller på, ligesom Biggie Smalls.

De kom ind, og jeg tænkte: "Jeg ved ikke hvad det er, men jeg er med."

Jeg skrev for et online-magasin om hiphop-historie-

-og de bad mig blive ansvarshavende redaktør. Jeg sagde ja.

Men måske burde jeg havde kendt nogen, der skrev om hiphop.

Den eneste, jeg kendte, var Dream Hampton.

Jeg begyndte at google, men jeg kunne ikke finde noget online.

Blade som XXL, Vibe og The Source blev udgivet i 90'erne-

-og intet af det var digitaliseret. Så jeg begyndte at samle på dem.

Jeg ville læse Kevin Powells Tupac-artikel-

-og Greg Tate i The Village Voice.

Så jeg var nødt til at købe bladene.

Jeg vil altid gøre det for at bevare tingene.

Hvad kan vi skabe, for at den generation-

-som blev født, da Biggie Smalls døde-

-kan forstå, hvorfor han var så vigtig? Hvorfor han var konge i NY.

Det her er Phase 2.

Han lavede layout og grafisk design i de sidste numre af IGT.

"Bøger er vores kulturelle dna, som afslører hvem vi er, og hvad vi ved."

Susan Orlean, "The Library Book"

Flere læste nok, før tv'et kom til. Der var ingen anden underholdning.

Det havde højere status. Folk lod, som om de læste.

Da jeg var ung, var forfattere vigtigere.

En bog er det nærmeste man kommer et menneske, så forfattere er guder.

Bøgernes storhedstid varede 550 år.

Men interessen for bøger er faldet.

De seneste ti år har vi set begyndelsen til enden for bøger-

-som en central kulturgenstand.

Det skyldes mest mobiltelefonerne og dårlig koncentrationsevne.

Men læsning som aktivitet er mindsket.

Jeg har talt med folk i branchen, og folk læser ikke bøger længere.

Det vil på dramatisk vis betyde et faldende bogsalg.

Man køber ikke en førsteudgave af "Moby Dick" for at læse Melville.

Man køber objektet. Og det bekymrer mig ved fremtiden.

Bøgerne som objekt vil ikke være lige så tiltalende.

Den naturlige følge bliver så... Hvis bøger ikke længere bliver trykt-

-og kun findes elektronisk, og vi lever i en science fiction-verden-

-som i "Blade Runner"-

-tror jeg, at flere vil blive interesserede i bøger igen-

-fordi de er blevet kulturgenstande. Hvis bøger ophørte med at eksistere-

-ville en ny flok mennesker begynde at samle på dem.

I dag, hvor bogen forvandles fra en beholder af viden-

-til en kulturgenstand, betragter man den med nye øjne.

I det 21. årh. betragter man det anderledes end i det 20. årh.

Jeg er ikke overbevist om, at bogen har mistet sin magi.

Vi sælger stadig bøger. Bogens død er kraftigt overdrevet.

Jeg kører tit med metro, og dem, som læser bøger, er i 20erne.

Det er det bedste, man vil se i metroen.

Og min redaktør sagde-

-at de fleste Kindle-brugere er i 40erne.

Jeg ved ikke, hvorfor vi får skylden for boghandlernes død.

Vi læser og køber bøger.

Man taler om, at bogen er ved at uddø, hvilket jo ikke passer.

Prøv at læse en syv år gammel computerfil. Held og lykke med det.

Men man kan stadig åbne en 500 år gammel bog og læse den.

Bøgerne overlever. De brænder ikke ret godt.

Ikke engang uskolede smider bøger ud. Der er noget magisk over dem.

Jeg har aldrig kunnet smide en bog ud.

Jeg har set bøger i skraldespande, og det er som at se et menneskehoved.

Der er noget fascinerende ved, at man vælger at brænde bøger.

Det fungerer godt, og har været brugt siden det skrevne ords begyndelse-

-som en måde at få folk til at føle skræk og frygt.

Men det er også meget symbolsk.

Man kan udslette et helt folks kulturelle hukommelse.

Nazisterne var helt klart de ivrigste bogbrændere.

Mao Zedong, en tidligere bibliotekar, var bogbrænder.

Det rammer os så hårdt, fordi vi på bøgerne projicerer-

-en slags underbevidst forhåbning om-

-at de vil føre vores fortælling videre.

Vores viden, vores drømme og vores visioner.

Produkterne af vores tanker.

Bøger overlever af forskellige grunde.

Nogle var begravet i ørkener eller moser og blev beskyttet på den måde.

De blev ikke udsat for forurening.

De var beskyttet mod skadedyr.

De har en utrolig lang levetid. De er overlevere.

Det største problem er, at boghandlerne begynder at blive gamle.

Næsten alle i boderne på messerne har hvidt hår.

Det beklager dybt den situation-

-og jeg tror, at det her er de sidste generationer af boghandlere.

Det bliver en smal niche for et fåtal.

Når jeg taler med ældre boghandlere, er de altid pessimistiske-

-mens jeg er optimistisk. "Hvad vil du gøre?", siger de.

"Jeg er fuld af idéer!"

Amerikanske antikvariater varer ofte kun en generation.

Nogle overlever anden generation. I England er vi mere konservative.

Mit firma har eksisteret siden 1850erne.

Bernerd Quaritch i London ligeså.

De fleste i branchen så ikke fremad. Det, som skete, skete.

Vi fortsætter som sædvanlig og er ikke bekymrede for fremtiden.

Men vi har en ny generation her-

-og Ben gør det nødvendige. Uanset om han fortsætter eller ej.

En grund til, at jeg begyndte i branchen, var hans entusiasme.

Hvis han var økonomisk uafhængig, havde han været en stor samler.

Han er ikke ligefrem skabt til at være lykkelig.

Han er ret krakilsk. Men han elsker sine gamle bøger.

Det gør ham glad, og når en ny samling kommer ind, er det juleaften.

Så han er nok glad for, at firmaet kan fortsætte.

Min far siger: "Min datter arbejder her. Mine bøger skal ikke sælges."

Det er alles mareridt. Man har en masse bøger, og så dør man.

Hvad sker der så med dem?

Mine børn vil ikke overtage firmaet, så bøgerne bliver nok solgt-

-eller også køber mine kolleger dem.

Forhåbentlig ender mine små guldklumper et godt sted.

Tænk, hvis bøgerne kunne fortælle, hvad de har hørt.

De må gerne sælge mine bøger. Når jeg er død, betyder det ikke noget.

En håndfuld af mine ejendele hører hjemme på forskellige institutioner.

Men de fleste af tingene bør være i privateje, så de skal sælges-

-så andre kan tage sig af dem, som jeg gjorde.

Hensigten er, at University of Pennsylvania får alt.

De har allerede skønlitteraturen. Jeg vil holde sammen på samlingen.

Der er ingen idé i at sprede den for alle vinde.

Det ville være kontraintuitivt og dumt.

Jeg er ikke særligt interesseret i penge.

Jeg kan sælge en bog med tab, hvis den går til nogen, som...

Jeg vil ikke sige "fortjener den", men en, som virkelig vil have den.

At give bogen det rette hjem kan sammenlignes med lægens arbejde-

-for at helbrede sin patient. Det er dennes pligt.

Jeg fortryder intet, jeg har ejet eller solgt.

Jeg fortryder kun de bøger, jeg ikke købte.

Den tredje messe på fem uger. Jeg har været hjemme i ti dage-

-og på onsdag er det tid igen.

Problemet er at parkere varevognen.

Det er alt det her, og så det her. Vi kan begynde med trækasserne.

Den snestorm ødelagde alt!

Det er min 45. messe. Første gang var de stadig på Plaza Hotel.

Vi var måske 85 udstillere dengang.

Det var lidt mere som Det Vilde Vesten dengang.

-Jeg har været i gang i 40 år. -Og han er ikke engang 40.

Vi skal skåle i champagne senere. Jeg håber, I kommer.

Men stil kameraerne og brug begge hænder. Ikke spilde.

Wishy, min cateringmentor, sagde altid-

-at åbningen af champagneflasken skal lyde som en kvindes suk.

"Biblioteket overlever. Det er universet."

Jorge Luis Borges, "Biblioteket i Babel"

Nogle af os tænker hele tiden på det, og jeg ved, hvad nogle af jer tænker-

-men hvis I kunne starte forfra... Vi er jo boghandlere.

Vi handler med kultur, og vi brænder for det.

Det kan være frustrerende. Er I taknemmelige for at være endt her?

-Hvad skulle man ellers lave? -Jeg elsker det.

I 1999 blev jeg fritstillet fra AB Bookman's Weekly.

Det var som at gå fra at skrive om sport til selv at spille baseball.

Jeg ville gøre det igen.

Jeg ville ikke være blevet boghandler.

Det, Adam kan lide, er jagten.

Jeg elsker at finde dem, men forretningssiden...

Udbuddet er begrænset, og efterspørgslen er begrænset.

Man skal næsten være psykolog for at kunne sælge bøgerne.

-Det er ikke som at sælge... -Man er som en guldgraver.

Man skal finde guldkornene. Det er så svært.

Og desuden slider det på kroppen.

Rent fysisk. Hvis man kigger på boghandlerne på bogmessen...

De er ikke... Delene er ligesom fejlplacerede.

En boghandler bliver i gennemsnit 18 cm kortere, når de er fyldt 40.

-Jeg havde aldrig de centimeter. -Du var 1,87, da du var 20, Dave.

I tavsheden mellem forfatter og læser skabes minderne.

Gennem andre lærer vi om substans og værdi.

Stof, kød, blæk, hud, papir, støv-

-er blot materialer, i hvilke idéer bor.

På en overfyldt hylde mellem ørkensol og arktisk nat-

-vågner fjerne tankehave, blandes og stilner så.

Sindene mødes der, hvor den læsende hånd griber tomrummet-

-og sagte stryger langs tomme marginer.

Fortabt, glemt, tommelfinger revnet.

Arrede af tålmodige årtier og århundreders drømme.

Jeg ved ikke, hvem der nu skal holde mig-

-men bogen læser også sine læsere.

Til min tante Vail.

Danske tekster: BTI Studios

Jeg låner ikke bøger ud. Folk returnerer dem aldrig.

Jeg lånte en bog ud til David Bowie.

"Køb den i stedet," sagde jeg. Og han returnerede den aldrig.