Original subtitles

Tekster: Alex Huus www.ordiovision.com

I morges afleverede den britiske ambassadør i Berlin-

- en sidste advarsel til den tyske regering-

- som erklærer, at hvis Tyskland ikke inden kl. 11.00 lover-

- øjeblikkeligt at trække sine tropper ud af Polen-

-vil der være krig mellem landene.

Jeg må meddele, at et sådant løfte ikke er blevet modtaget.

Følgelig er vores nation nu i krig mod Tyskland.

Nazityskland 1939

Joseph von Hammersmark? Jeg er officer Dietrich.

Rigskommissær Heinrich Himmler har sendt mig.

Naturligvis. Kom indenfor.

Det her er min hustru Eva.

- En fornøjelse. - Det er en ære at have Dem her.

De har vist været ude for en lille ulykke.

Ja... Jeg faldt ned ad trappen.

Vil De have noget at drikke? Eva henter det.

Nej, ellers tak. Jeg har andre forpligtelser i dag.

- Lad os gå i gang. - Ja, følg mig.

Årsagen til at vi er her!

Hvordan kom det sig, at De skrev sådan en bog, hr. von Hammersmark?

I denne bog har jeg sammenstillet recitationer og trylleformularer-

- ved hjælp af forskellige teknikker, jeg opsnappede i Tibet og Egypten.

Hvad vil De have...

...for denne unikke og forunderlige skabelse?

- Jeg skriver beløbet ned. - Som De ønsker!

De er altså klar over dens rette værdi?

Det er muligt, men i Bayern har vi en gammel talemåde:

Når en bonde vil have en ko, skal han først smage mælken.

Vidunderligt! Glimrende, hr. Hammersmark.

Jeg vil straks underrette rigskommissæren om bogens ægthed.

Vi vil omgående indsætte halvdelen af beløbet på Deres konto.

Det skal ske inden for 48 timer. Så kommer jeg og henter bogen.

Og så vil det resterende beløb blive betalt.

Har vi en aftale?

- Ja. - Udmærket!

- Farvel, fru Hammersmark. - Farvel.

Nyder du at lytte til andres samtaler? Lyv ikke for mig!

- Jeg skal måske give dig en lektie. - Ikke mere, Joseph! Nej!

Når du har ventet et øjeblik, mens lektien bundfælder sig...

...kan du lave en sandwich til mig.

- Tak, fordi De standsede. - Er Deres bil gået i stykker?

Ja, desværre. Jeg er Frederick. Frederick Voller.

Eva. Vil De køre med?

Kommer De forbi Kulmbach?

- Der er ret langt dertil. - Jeg forstår, hvis det er for langt.

Det passer faktisk fint. Jeg forsøger at komme så langt væk som muligt.

Tak!

Jeg plejer ikke at tage fremmede med, men jeg er meget træt.

- Dit selskab kan måske holde mig vågen. - Har du kørt længe?

Nogle timer. Jeg kommer fra Volcet-Teigen-distriktet.

En lang tur.

Og du vil bare langt væk? Har du ikke et bestemt mål i tankerne?

Jeg tænkte ikke klart, da jeg tog af sted.

Har det noget med de blå mærker i ansigtet at gøre?

Undskyld, jeg gik for vidt. Det kommer ikke mig ved.

Det har altid været mit problem. Jeg tænker mig ikke om, før jeg taler.

Pyt. Min mand er ikke et behageligt menneske. Mere behøver vi ikke sige.

Så siger vi ikke mere.

- Alle begår fejltagelser. - Jeg ved, hvad du mener.

Jeg har selv begået en del.

Hvad pokker laver du? Hænderne på rattet-

- ellers får du en kugle i dit smukke, lille ansigt.

Hvad ville du tage? Pengene?

Nej? Så var det pistolen?

Jeg ville bare beskytte mig selv.

Du har intet at frygte, så længe du gør, som jeg siger.

- Hvad skal jeg gøre? - Jeg skal til Kulmbach.

Og du skal køre mig dertil. Hold dig i ro, så bliver der ingen problemer.

Hvis du laver numre, har jeg seks små venner, som kan lave numre med dig.

- Forstået? - Hvad vil du med mig?

- Hvorfor tager du ikke bare bilen? - Det skulle jeg gøre.

Men havner jeg i en svær situation, kan et gidsel være til gavn.

Har du problemer med det?

Godt.

Så kører vi.

- Kællingen har taget bogen! - Rolig, hr. von Hammersmark.

- Aftalen gælder stadig. - Jeg må finde hende!

Bliv hjemme og tag det roligt. Vi ordner det her.

- Hvad skal jeg gøre? - Hold mund og gør, som jeg siger.

Vi er et ægtepar, som er på vej til min søster Edith i Kulmbach.

- Hvor længe har vi været gift? - Ti år.

Se ikke så bedrøvet ud.

Jeg gemmer våbenet, men prøv ikke på noget.

Man kan hurtigt tage pistolen frem og dekorere bilen med din hjerne.

- Oplys Deres ærinde. - Besøge mandens søster i Kulmbach.

- Navn? - Frederick og Eva Voller.

- Hvor længe bliver De i Kulmbach? - Tre dage.

Jeg taler lige med min kollega derovre.

Og så... kan De passere.

Tak!

- Hvad er problemet? - Hun så underligt på mig.

De sagde, at de var på vej til Kulmbach, men...

Du tror, at du er smart, ikke?

Det siger vi til dem, og så må vi se.

Nå, færdselsbetjent. Hvordan går det med dig?

Det er spræl i dig.

Vil du dræbe mig?

Nej. Ikke endnu.

- Hvorfor ikke? - Du minder mig om min gamle hund.

Hun pissede på tæppet, men jeg beholdt hende alligevel.

Jeg har ikke brug for din medlidenhed.

Foretrækker du, at jeg dræber dig nu? Vil du dø herude i skoven-

-mens fuglene hakker dine øjne ud?

Og så opdager en hundeejer din halvædte krop efter nogle uger?

Hvilke valgmuligheder har jeg?

Tag med mig til Kulmbach.

- Du nyder det her, ikke sandt? - Nyder?

Nej!

Jeg får bare det bedste ud af en dum situation.

Jeg foreslår, at du gør det samme.

Hvad skete der?

- Dækket er revnet. - Også i denne side.

Det kan ikke bare være en punktering. To dæk samtidigt?

Der må have været glas på vejen. For helvede!

Vi går over til huset der.

Det er det samme som før. Vi er gift.

Vi siger, at vores bil gik i stykker, og vi skal ringe efter en ven.

Kom nu. Prøv ikke på noget dumt.

Når min ven kommer, lader jeg dig gå.

- Gør du? - Det lover jeg.

- Hvordan kan jeg stole på dig? - Du lever jo stadig.

Godaften. Undskyld, at vi forstyrrer så sent-

- men vores bil er gået i stykker. Må jeg lån Deres telefon?

- Selvfølgelig. Kom med ind. - Tak!

- Jeg hedder Helmut. - Frederick og min kone Eva.

Goddag. Jeg forbereder middagen.

Jævn mad, men De må gerne spise med. Telefonen er i køkkenet.

- De kan slå to fluer med et smæk. - Det lyder dejligt.

- Lyder det ikke godt, skat? - Jo, det lyder godt.

- Vi er på vej til Kulmbach. - Skal De besøge venner?

Familie. Min mands søster bor der.

Er De faldet på vej hertil? De blå mærker i ansigtet.

Nej, bildækket eksploderede.

Jeg blev kastet fremad og ramte rattet.

Det ser mere ud som mærker efter knoer.

- Tak, Helmut! Det ser godt ud. - Gik samtalen godt?

Jeg har en ven, der bor en time herfra. Han kommer og henter os.

- I er velkomne til at vente her. - Mange tak, det var venligt.

Jeg sagde lige, at det er rart at have selskab. Man bliver let ensom her.

- Er De ikke gift? - Nej.

Det er måske meget godt. Kvinder er besværlige skabninger.

- Må jeg låne toilettet? - Naturligvis. Nede ad gangen.

- Anden dør til højre. - Skynd dig tilbage, skat.

Maden skal jo ikke gå til spilde, vel?

Hvad skal du med den?

- Jeg skal bruge nogle ting i den. - Ja, ja. Skynd dig.

- Hvor længe har I været gift? - I ti år.

- Det er nok sandt, hvad man siger. - Hvad?

Man mister respekten for den, man kender godt.

- Tror du ikke, jeg behandler hende godt? - Tag dig ikke af mig.

Jeg møder ikke ret mange længere. Mine sociale færdigheder er utrænede.

Ja, åbenbart.

Så... har du aldrig været gift, Helmut?

Nej.

- Det er vel sandt, hvad man siger. - Hvad siger man?

Ingen kærlighed uden penge.

- Gift i ti år, altså? - Det stemmer.

- Det er underligt. - Synes du?

Hvorfor er det underligt?

Det er lidt underligt, at en mand, der har været gift i ti år-

- spørger, hvorfor hans kone tager en taske med på badeværelset.

- Hvorfor er det underligt? - Jeg er ganske vist ikke gift...

...men jeg har kendt mange kvinder, og de tager deres taske med overalt.

Især på badeværelset.

Hvis du har problemer med noget, kan du lige så godt sige det.

Tja... I to er måske ikke gift.

Har jeg forstået det rigtigt? Bare fordi Eva og jeg er lidt tvære...

...så er vi ikke gift?

Tag det ikke ilde op, men du ved vist intet om at være gift.

Det er ikke kun det.

Nå? Hvad mere?

Du bærer ingen vielsesring.

Hun gør, men du gør ikke.

Ikke fordi det kommer dig ved, men jeg har tabt min.

Det er måske tilfældet.

Men måske er det ikke.

Jeg har fået nok af dig, din griseknepper!

- Hvor fanden har du den fra? - Helmut har en stor samling i stuen.

Den havde du overset.

- Skal han have en kugle i sig? - Vil du se dine kugler på køkkengulvet?

- Læg våbenet. - Du skal lægge dit våben!

- Du har meget vrede i dig. - Takket være svin som dig.

Aldrig mere!

De mest skræmmende mennesker i verden er ikke dem...

...der viser deres vrede og begår affektforbrydelser.

De mest skræmmende er dem, der kan dræbe et andet menneske...

...uden at tøve.

Og uden følelser.

De lever bare videre, uden anger.

Sådan er du ikke.

- Men det er jeg. - Du tror, at du er uovervindelig.

Det er du ikke. Du får en sidste chance. Læg våbenet!

Nå... Hvad så nu?

Ned på knæ og bed for dit liv!

Jeg har jo sagt, at du ikke er en morder.

Det finder vi snart ud af.

Inden du skyder, vil du måske vide, hvordan det føles at dræbe nogen.

Det finder jeg snart ud af.

Den første gang er sværest.

Det er, som om en del af dig dør sammen med offeret.

Jeg følte mig anderledes efter den første gang.

Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men nu ved jeg det.

Min menneskelighed døde dengang. Tror du, det bliver anderledes for dig?

Du tager fejl! Hvis du tager et andet menneskes liv, får du aldrig ro igen.

- Ti stille! - Lede møgkælling!

Han var ikke din mand, vel?

Han var en forbryder, der holdt mig som gidsel.

- Vær ikke urolig. - Men jeg er jo medskyldig i mord!

Jeg tager mig af det. Jeg begraver ham i haven.

Ingen behøver at vide noget.

Hvorfor hjælper du mig?

Det, du sagde om at blive behandlet som skidt af skiderikker som ham.

Du har vist mistet troen på menneskeligheden.

Måske kan en fremmede venlighed give dig troen tilbage.

Tak.

- Du behøver ikke. - Men jeg vil gerne.

Dietrich.

Det er oberst von Braun. Jeg har bogen.

Tag hjem til Joseph von Hammersmark og informer ham om situationen.

- Hr. von Hammersmark? - Ja, kom ind.

- Har De fundet hende? Havde hun bogen? - Ja, det havde hun.

- Gudskelov! Gælder vores aftale? - Ja, jeg er her for at gennemføre købet.

- Hvor er den? - Jeg har den her.

- Tilbyder De mig ikke noget at drikke? - Undskyld, jeg har været så urolig.

- Mine tanker farer rundt. - Det forstår jeg sandelig godt.

- Hvad vil De have? - En kopp te til os civiliserede mænd.

Ingen problemer. Kom indenfor.

Nazityskland 1941

En af vores historikere, Benjamin Hoffman, stjal bogen.

Han flygtede til byen Rosenheim og gemte sig hos en familie.

Kristoff Müller, hans kone Bridgette og deres datter Esther.

Oberst von Avenslaven og hans mænd tog sig af forældrene.

Men datteren flygtede med bogen.

Vi ved ikke, hvad der blev af hende.

Vi ved kun, at bogen havnede hos en legetøjsmager, Amos Blackfoot.

Ifølge vores oplysninger brugte han bogen til at vække dukkerne til live.

Han blev anholdt af von Avenslavens mænd.

Hvor utroligt det end lyder tror man, at dukkerne dræbte obersten-

- og tre SS-mænd i hovedkvarteret i Bayern.

Legetøjsmageren flygtede med bogen.

Her er han - målet for din hemmelige opgave.

Du skal infiltrere et tog på vej fra Rosenheim til Nürnberg.

Vi har fået oplyst, at legetøjsmageren er om bord.

Vi tror, han vil skifte tog i Nürnberg til enten Amsterdam eller Prag.

Du stiger på toget i München og skaffer bogen tilbage.

Jeg venter på dig på stationen i Nürnberg.

Og når det gælder legetøjsmageren...

...så foretrækker jeg, at du dræber ham langsomt.

Jeg ved, at historien er lidt langt ude, men jeg har fra sikker kilde-

-at der følger stor magt med bogen.

Du behøver ikke tro på alt, men det er vigtigt-

- at vi får bogen tilbage og beskytter legetøjsmageren.

Det her er et maleri af Mr Blackwood.

Det er baseret på vidneoplysninger fra folk i Rosenheim.

Du står på i München, og du skal finde manden og bogen-

- inden toget ankommer til Nürnberg, hvor nazisterne venter på ham.

Du er en af bureauets vigtigste hemmelige agenter.

Vi forventer, at opgaven lykkes.

Godaften.

Deres billet, hr.?

Kysten er klar.

Vær ikke urolig, vi er snart ude af landet.

Så bliver vi endelig frie.

Du kan ikke huske mig, vel?

Dig?

Jo, der gør jeg.

Esther?

Undskyld. Jeg er meget med af det!

- Jeg burde ikke have begravet dig. - Du var nødt til det.

Ellers ville nazisterne have fundet bogen og dræbt dig.

- Jeg forstår det godt. - Men hvad laver du her?

Jeg ved, at du vil flygte, men man kan aldrig flygte fra sine minder.

Det ved jeg godt.

Men gør du ikke noget ved det, uanset hvad du gør eller hvor du tager hen-

- så vil spøgelserne fra din fortid altid følge med.

- Undskyld. Har De set denne mand? - Nein.

- Undskyld. Har De set denne mand? - Nein.

- Undskyld. Har De set denne mand? - Nein.

Har De set denne mand?

Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg har ventet i 20 minutter på min vodka.

Frygt ej, mine børn. Vi er snart i Nürnberg.

Hvorfor kalder du dukkerne dine børn?

Dig igen?

Du kan ikke undslippe dine dæmoner ved at rejse hjemmefra.

Hvis du virkelig vil have din sjæl til at hele, må du søge svarene i dig selv.

Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred?

Din fantasi førte mig hertil. Bare hold op med at tænke på mig.

- Hvorfor hjemsøger min død dig? - Det ved jeg ikke.

Jo, du gør! Fortæl mig det.

Let dit hjerte. Tiden er inde.

Så giftede jeg mig med Mary. Det var mit livs lykkeligste øjeblik.

Det var, som om jeg havde fundet min sjæleven.

Så kom vores børn, Hans og Agnes.

Jeg så dem som en gave fra Gud. Familien betød alt for mig.

Jeg elskede dem højt.

Men jeg elskede også mit arbejde.

Mary syntes, at jeg satte arbejdet foran hende.

Det var ikke min mening, men dagene havde ikke timer nok.

Til sidst fandt Mary den opmærksomhed, hun fortjente, hos en anden.

- Jeg vil forlade Amos. - Virkelig?

Jeg kan ikke leve i en løgn.

Han ejer jo huset. Hvor vil du tage hen?

Jeg tænkte, at jeg og børnene kunne bo hos dig.

Ønsker du ikke, at vi skal være sammen?

Vi har det rart sammen, men min familie forventer, at jeg snart gifter mig.

De vil finde det upassende, at jeg tager mig af en mands børn.

Han knuste hendes hjerte.

Ligesom hun havde knust mit, da hun søgte trøst i hans arme.

Men så...

...gjorde hun det utænkelige.

Det er derfor, din død hjemsøger mig.

Da du døde i mine arme, mindede det mig om, da jeg vuggede Agnes.

Jeg har forsøgt alt for at undertrykke smerten...

...men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke!

Det, der skete med dine børn, er ikke din skyld.

Hvorfor forsvinder kun de personer, vi ekser højest?

Mens resten af os overlades til at lide.

Måske har Gud, universet, eller hvad du nu vil kalde det-

-andre planer med dit liv.

Det er måske ikke det, du planlagde, men det kan være din skæbne.

Nogle må gå gennem helvede, før de finder paradis.

Undskyld. Har De set denne mand om bord på toget?

Nej, men jeg venter stadig på min vodka!

Det er konduktøren. Jeg skal se Deres billet.

- Deres billet, hr.? - Naturligvis.

- God rejse. - Tak.

- Arbejder du her? - Ja, det er min første vagt.

Der var kun to konduktører om bord, og ingen af dem var dig.

En af dem havde en nødsituation i familien. Han stod af i München.

Jeg tog over for ham.

Undskyld. De kan måske hjælpe mig.

- Med hvad? - Jeg leder efter nogen.

Jeg leder efter denne mand. Har De set ham?

- Ja, han er med toget. - Hvor er han?

Han har en privatkupé nogle vogne nede.

Udmærket. Danke!

- Ja, hvad er der? - Togpersonalet.

Vi har en fejl og skal undersøge Deres kupé. Det tager ikke lang tid.

Ind med Dem!

- Har De bogen? - Ja.

Så hold Dem til mig, hvis De vil overleve.

Vi har ikke tid! Kom!

Flyt Dem!

Det er ikke tilladt at have våben med i toget.

Giv mig pistolen.

Der er meget, jeg vil gøre, hvis jeg har et våben rettet mod mit hoved.

- At lægge mit våben er ikke en af dem. - Jeg tæller til tre.

Tæl du bare til fem, men jeg opgiver ikke mit våben.

Så betyder det godnat, min ven.

Det er okay. Det er slut nu. Det er okay.

Navnet er Fuchs. Jeg arbejder for folk, der er på Deres side.

Vi vil beskytte Dem.

De bliver betragtet som lige så vigtig som bogen.

- Så kan jeg altså beholde den? - Hvis De ønsker det.

Hvad er det, der er så morsomt?

Næ... Jeg troede ikke, at De bare ville give bogen fra Dem.

- Hvabehar? - Bogen.

Jeg forventede ikke, at De bare ville give mig den.

Hvad pokker forventede De så?

At vriste den ud af Deres kolde, døde fingre.

- Jeg troede, De var på min side. - De tog fejl!

Kan De se liget der? Han var på Deres side.

Han var dobbeltagent for den britiske efterretningstjeneste.

Jeg? Jeg arbejder for Führeren.

Nazistsvin!

Rolig nu, bedstefar. Jeg er villig til at give Dem en hurtig død.

Men bliver De ved med at fornærme mig, må jeg holde mit løfte til obersten-

-og dræbe Dem langsomt.

Giv mig så den forbandede bog!

Din gnavne olding!

Dietrich og Hauser, følg mig.

Vi deler os op og gennemsøger toget.

Dietrich tager vogn et til tre, Hauser tager tre til fem.

Jeg tager vogn seks og spisevognen. Forstået?

- Javel, hr. oberst! - Javel!

Læg våbenet på gulvet.

Amos Blackfoot, formoder jeg.

Læg våbenet på gulvet, sagde jeg!

Mine overordnede er måske ikke enige, hr. Blackfoot-

- men jeg beundrer Dem for at have klaret Dem så længe. Meget prisværdigt.

Tror De, at dette er min endestation?

Jeg tror det ikke, jeg ved det.

Kun en af os har et våben rettet mod sig.

De er velkommen til at skyde. Toget er omringet af mine soldater.

De kommer farende, så snart de hører skuddet.

De når aldrig ud i tide.

Sandt nok.

Men De... vil stadig være død.

Giver det Dem tilfredsstillelse, når De kun har få minutter tilbage?

- Har vi noget alternativ? - Læg våbenet og kom med mig.

Der vil ikke ske Dem noget.

Forventer De virkelig, at jeg skal tro på det?

Vi vil gerne have bogen, men også De er værdifuld for os.

De har anvendt bogen, og vi kan lære meget af Dem.

Så det, man siger, er altså sandt.

Tror De, at jeg bliver bange for den lille tingest der?

Åh, nej, nej!

Jeg forventer, at De er bange for mig.

Jeg er hverken bange for Dem eller den der rødtop.

- Gå ad helvede til, legetøjsmager. - Du først, dit nazisvin!

Det er tid til at lade spøgelserne hvile.

Storbritannien 2012

Hej, Amos. Undskyld, at jeg forstyrrer.

Agatha? Det er længe siden.

Må jeg tale med dig om noget?

Ja.

Den familie, jeg arbejder for nu, behandler mig ikke særlig godt.

- Du bør måske finde et andet job? - Det vil jeg gøre.

Men først vil jeg tale med dig om noget.

Hvorfor fornemmer jeg, at du vil bede mig om en tjeneste?

Det kan man godt sige. Bogen.

- Må jeg låne den? - Selvfølgelig, bogen.

- Hvad vil du med bogen? - Give dem en lærestreg.

- Bestemt ikke. - Du har selv brugt den til netop det.

Nej, det har jeg ikke! Jeg har brugt den til at give mine skabninger liv.

- Det er det hele! - Og dine skabninger dræber folk.

Især Robert, han er helt ude i tovene.

- Han kan høre dig! - Det er jeg ligeglad med.

Du forstår det ikke. Bogen er meget magtfuld.

- Den kan skade mennesker. - Det er jeg udmærket klar over.

Du bruger bogen for at hjælpe dine dukker, men ikke din søster!

Sikke noget sludder! Du er jo min søster, Agatha!

Jeg ville gøre hvad som helst for dig.

Men det her kan jeg ikke gøre.

Jeg kan ikke risikere, at den havner i forkerte hænder.

Og du tror, at jeg er forkerte hænder? Til helvede med bogen!

Og til helvede med dig!

Det kvindemenneske!

For fanden da!

Robert, lad mig give dig nogle råd.

Du skal aldrig nogensinde tale med den kvinde...

En, to, tre og fire

Robert vil lege, se glæden spire

Fem, seks, syv og så igen

For altid og evigt din eneste ven