Original subtitles

Jeg græd fordi en jeg elsker

havde mistet en hun elskede.

Det skete hver måned,

at liget af en sort kvinde dukkede op.

Der ville ske endnu et mord.

Vi kunne mærke det i maven.

Vi samlede alle,

og oprettede en specialenhed.

Vi fik et brev fra en, der drillede os

og gav os placeringen af endnu et lig.

Han gav oplysninger, og man tænkte bare: Wow!

Denne person er en seriemorder.

I huset var der kæder, bånd,

brædder med blod på.

Det var et rædselskabinet.

Han ville torturere dem

og nød at vide, at de var bange.

Han håner dem, siger til dem,

"Sig farvel til jeres børn, for I skal dø."

Det, vi så, var ham, der myrdede en sort kvinde

og talte til kameraet.

Jeg havde set menneskelig depravitet og forfærdelige ting,

men jeg havde aldrig set noget så uhyggeligt.

Hvordan kan man ikke blive vred?

Hvad skete der med ham? Hvad gik i stykker i hans sind?

Jeg arbejdede i St. Charles County Sherriff's Department.

Uden for St. Louis, Missouri, er et meget landligt område,

masser af majsmarker.

Kriminalitetsraten i vores amt er relativt lav

sammenlignet med St. Louis City eller på den anden side af floden

i East St. Louis.

Som den eneste kvinde i detektivbureauet,

blev jeg tildelt sager om personfarlig kriminalitet,

efterforskning af voldtægter og børnemishandling,

og forsvundne personer.

Jeg har meget sjældent haft en drabssag i vores amt.

Men i maj 2001

fik vi et opkald om, at en plæneklipper

ude i et øde område var i gang med at slå græsset,

og han havde fundet hvad der lignede

et nøgent lig langs kanten af vejen.

Da vi ankom til gerningsstedet,

gik vi hen til liget.

Hun var en sort kvinde.

Helt nøgen fra top til tå.

Der var nogle snøremærker på hende,

og hun var i en dårlig tilstand af forrådnelse.

Dette var helt klart et sekundært sted.

Hun blev myrdet et andet sted og dumpet her.

Hun havde ingen smykker på,

ingen identifikation, inga tatoveringer,

intet, der kunne identificere denne kvinde.

Men under obduktionen fandt vi en tandprotese

med inskriptionen "Wilson" på.

Vi gik til flere

tandlæger i området,

og tandprotesen kom tilbage

til en Teresa Wilson.

Vi fandt ud af, at Teresa Wilson,

hun boede skiftevis

hos sin bror og sin svigerinde.

Hun var også stofmisbruger,

og hun arbejdede som sexarbejder.

Men vi har ikke damer fra sexbranchen

i St. Charles County.

Typisk arbejdede pigerne i St. Louis.

Mens vi undersøgte Teresa Wilson

og hvordan hun blev myrdet,

cirka en måned senere i juni,

kom der endnu et opkald

om, at endnu et lig var fundet i samme område

16 fod fra stedet, hvor Teresa Wilson blev fundet.

Gennem efterlysningsplakater

og en efterlysning fra Illinois,

kunne vi identificere denne person som Verona Thompson.

Det var forfærdeligt. Det er kvinder.

Uanset hvad deres erhverv er,

er de mødre, døtre, søstre, tanter.

De fortjener ikke at dø på denne måde.

Så jeg havde sendt en besked ud i hele metropolområdet

til enhver med lignende sager som vores.

Straks fik jeg et opkald fra Illinois State Police.

Agent Jimmy Walker fandt et lig

uden for East St. Louis i Washington Park, Illinois.

Det lig var Alysa Greenwade.

Hun blev fundet i et meget isoleret område,

fuldstændig nøgen.

Der var nogle ligaturmærker fundet på hende.

Og han var i kontakt med St. Louis City Homicide-afdeling

og de havde også fundet et lig

der var bortskaffet fuldstændig nøgen,

og hendes navn var Betty James.

De var kendte kvinder af natten

inden for sexhandlen.

De forbrydelser, vi har i St. Louis,

varierer fra de mest voldelige drab

ned til småtyveri.

Og på det tidspunkt, i 2001,

var jeg kaptajn i et af patruljedistrikterne i Nord St. Louis.

Jeg havde 125 mand i min kommando.

Da Betty James blev fundet,

havde hun et klæbrigt stof på hænder og ansigt

som om de var bundet med gaffatape.

Men dødsårsagen var uafklaret,

så det forblev en aktiv efterforskning

men lagt på hylden, da der ikke var nogen spor.

Men sidst på sommeren

kom det slag på slag.

Vi var virkelig chokerede over den månedlige forekomst

af en sexarbejder fundet nøgen,

nogle gange uafklaret dødsårsag eller strangulering,

der dukkede op i et utal af jurisdiktioner.

St. Louis metropolområdet

er lidt unikt, da der på begge sider af floden,

både på Missouri-siden og Illinois-siden,

er der mange kommuner,

mange lokale politimyndigheder.

Og i dette tilfælde var der fire eller fem

forskellige kommunale politimyndigheder

der fik ofre dumpet i deres område.

Ofre blev fundet i begge stater.

Når et lig blev fundet,

kunne det være inden for én politimyndigheds jurisdiktion.

Og så i starten var folk ikke nødvendigvis forbundet dem alle sammen.

Alle ofrene var sorte kvinder,

sexarbejdere der arbejder på gaden,

og som ser ud til at have en form for narkotikamisbrug og afhængighed.

Der er en måde for sexarbejdere at opstille

sunde barrierer for at forhindre situationer

der er farlige og risikable,

og det er at screene klienter på forhånd.

Og gadens sexarbejdere har simpelthen ikke den luksus.

Det ser ud til at være hvorfor de blev udvalgt.

Det ser ud til at være den fælles tråd.

På det tidspunkt var jeg borgmester i byen East St. Louis.

Vi har haft problemer med stoffer og kriminalitet.

Og så da politiinspektøren fortalte mig

at vi havde nogen, der udnyttede vores folk,

dræbte dem og dumpede lig

i områder, som jeg forsøgte at rydde op i,

tænkte jeg straks på mine to venner,

mine to tidligere holdkammerater i atletik,

fordi de var på gaden,

og de var kommet ud på et skråplan,

og de gjorde, hvad de skulle for at få enderne til at mødes.

Jeg sagde: "Jeg er nødt til at advare dem."

Spred ordet stille og roligt, uden at skabe panik i samfundet.

Man hører om disse ting,

men man stopper ikke op

når man skal forsørge sit barn

eller dække en afhængighed.

Så vi er nødt til at stå sammen som et samfund.

Og arbejderne, de forsøgte at kommunikere mere

og tjekke ind med hinanden.

Når der dukker lig op

overalt og ingen svar findes,

er frygten og uvisheden om, hvornår det sker igen,

utroligt påvirkende for en marginaliseret befolkning

som ingen rigtig bekymrer sig om.

Vi begyndte at kigge på alle disse forskellige myndigheder

både i Illinois og Missouri.

Og der blev dumpet lig

i East St. Louis, Illinois,

Washington Park, Illinois,

St. Charles County, Missouri,

og derefter i byen St. Louis, Missouri.

Så samlede vi alle sammen, en hel stue fuld af folk,

og sagde: "Tag jeres rapporter med, sæt jer ned, og gør noget."

En del af denne task force var for at vi kunne komme over den der med statsgrænsen.

Og fra Illinois State Police blev en af deres hovedefterforskere del af vores team.

Vi havde en FBI-agent som bindeled i vores team.

Min mand, som også er agent, og jeg var med i task forcen.

Grunden til at man opretter en specialenhed som denne

er, at man kan dele de beviser, man har indsamlet

fra gerningsstederne, enhver information man har om de forskellige ofre.

Hvis man har kunnet udvinde DNA fra et offer,

så kan det forbinde det offer med de andre ofre.

Senere i august blev to kvinder mere,

Crues og Beasley, fundet i East St. Louis.

Specialenheden arbejdede med de to sager via retsmedicin,

DNA blev indhentet, og de to lig blev knyttet til én mandlig profil.

Nu har vi otte lig. Denne person er en seriemorder.

Der vil ske endnu et mord.

Vi kunne mærke det i maven.

De finder 24 videobånd.

Et, der hed "Bryllupsbåndet".

Og pludselig stoppede det smukke brudebånd.

Hårene på min nakke rejste sig.

Noget virkede ikke.

Stilheden i det rum,

indså at denne mand er rent ond,

det var utroligt for os.

Det blev besluttet, at vi samlet som en gruppe,

taskforcen, ville gøre vores bedste

for at finde ud af, hvem der gør det, inden der dukker flere lig op.

Da jeg talte med en af mine holdkammerater på gaden,

et af ligene der blev fundet i East St. Louis var hendes gode veninde.

Og så måtte jeg holde hende,

og det var hjerteknusende for mig.

Jeg græd, fordi jeg -- der var intet, jeg kunne gøre.

Nogen, jeg elsker, mistede nogen, hun elsker.

Hvordan kommer man over det?

I flere måneder arbejdede taskforcen på gaden.

Vi talte med folk. Ingen resultater.

Vi kunne ikke finde noget yderligere

til at identificere morderen på disse kvinder.

Forbrydelser, der involverer sexarbejdere

kan være ret komplicerede.

Ofte bor de måske sammen med andre.

Intet står i deres navn. De har ingen kreditkort.

De har ikke ting, der nødvendigvis binder dem til lokalsamfundet

udover de andre mennesker, med hvem de arbejder dagligt.

De laver også noget, der ikke er lovligt,

så det er svært for dem at gå til politiet.

Langt de fleste sexarbejdere frygter politiet.

De kan ikke bede folk om hjælp

af frygt for at blive fængslet.

Og ofte kan gadearbejdere ikke vende tilbage

til deres familie på grund af stigmatiseringen.

De kan ikke fortælle deres kære, hvad der foregår.

Og denne dybe isolation medfører mere fare og flere risici.

I oktober, november, december var alt koldt.

Vi kom ingen vegne med vores spor,

som vi havde meget få af.

Så i begyndelsen af 2002,

havde flere af de andre retsområder i Illinois

fundet tre flere lig.

Vi kontaktede FBI's adfærdsvidenskabelige afdeling

oppe i Quantico, fordi de specialiserer sig i profilering af seriemord.

Først sagde de, at de fleste seriemordere er hvide,

men de sagde, at sandsynligheden for, at han er sort, er stor,

fordi seriemordere traditionelt dræber folk af deres egen race.

Også profilerne kom tilbage med, at det nok ville være

nogen, der ville have kontrol.

I denne situation var mange af sexarbejderne på stoffer.

Hvis han tilbød dem stoffer, var det en måde at kontrollere

på, at de ville sætte sig ind i bilen med ham, at de ville tage med ham.

Derudover er der teorier

om, at en motivation for denne type mord

er, at de føler, de renser samfundet.

At de faktisk er bemyndiget til at dømme andre

og fungere som jury og bøddel for dem,

fordi de gør det for samfundets bedste.

Historisk set er sexarbejdere blevet afvist

som værdiløse dele af samfundet, der let kan kasseres.

De går ubemærket hen, når de forsvinder,

og desværre bliver de ignoreret

fordi de er sexarbejdere, ofre,

så de kommer ikke i nyhederne.

Det stoppede dog ikke en fænomenal reporter

fra St. Louis Post-Dispatch,

som sagde, at han ville humanisere

et af disse ofre, specifikt et af ofrene

om hvem der var mest kendt, nemlig Teresa Wilson.

Artiklen gav et menneskeligt ansigt og krop

og liv til Teresa Wilson.

Den viste, at selvom hun var sexarbejder,

så havde hun et liv.

Hun havde venner

og hun havde familie,

og hun faldt ind i en trældom

og hun kunne ikke komme ud.

Et par dage senere modtog Bill Smith et brev

med posten adresseret til ham.

Det brev endte med at ændre hele sagen.

"Kære Bill, fin sørgelig historie om Teresa Wilson.

Skriv en om Greenwade.

Skriv en god en, og jeg vil fortælle dig

hvor mange andre er.

For at bevise, at jeg er ægte, her er vejvisning

til nummer 17.

Søg inden for en radius af 50 yards fra "X'et".

Put historien i søndagsavisen ligesom sidst."

Og han identificerer på et kort

placeringen af et af ofrene.

Og der er intet større gennembrud

i en sag end det, særligt hvis det er ægte.

Han gav oplysninger om et lig,

og du tænker, wow!

Så en af vores efterforskere løb derover

og fik fat i konvolutten og brevet.

Fire af os tog ud til det sted,

og midt på en mark,

meget synligt ved en lille grusvej,

så vi, at det var et solbleget kranie.

Og da vi kiggede nærmere på området,

var der spredte knogler, rester af et skelet.

Det var inden for kort afstand

af hvor Greenwade og Wilson blev fundet

tidligere i 2001.

Så det er ligesom, hey, det her er ægte.

Det er vores mand. Men hvem er det?

Efter kortet fandt vi skeletresterne,

men der var intet andet af bevislig værdi fundet på gerningsstedet.

Imens undersøger taskforcen selve brevet.

Der er mange virkelig interessante ting i dette brev,

en af dem er, at han vil styre denne reporter

hvilket offer han skal dække

og forsøger at lokke ham.

"Hvis du skriver en god artikel,

vil jeg så gøre noget for dig."

Det viser dette element af at ville have kontrol

og dominans over noget

der er så langt uden for hans kontrol.

"Og her er vejvisningen til nummer 17."

Hvilket betyder, at han søger anerkendelse

for flere drab, end politiet overhovedet kender til.

Han søger berømmelse eller anerkendelse.

Fra det øjeblik blev alle tandhjul drejet mod brevet.

Det var poststemplet i St. Louis,

men det havde en returadresse.

Der stod: "I THRALLDOM",

og det var ikke en reel adresse.

Vi fandt ud af, at det var en S&M-hjemmeside, han havde sat der.

Vi forsøgte at få fingeraftryk, DNA ved at slikke på konvolutten.

Der kom intet frem.

Det var på et meget interessant brevpapir

med et blomster- og grønmotiv øverst.

Vi gik til hver eneste potentielle papirhandel

vi kunne finde i St. Louis-området

for at se, om vi kunne finde ud af, hvor det kom fra.

De ting bar ikke frugt.

Men da han sendte dette brev med kortet,

var det et computergenereret kort med et "X" på.

Det kunne være det gennembrud, vi havde ledt efter.

For tyve år siden var det ikke som nu.

Og på det tidspunkt havde internettet måske

to eller tre kortselskaber.

Der var ikke 50 af dem som nu.

Så min mand og jeg tog hjem den aften,

og vi kiggede på vores egen computer

for at prøve at spore, hvor dette kort kom fra.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg var sammen med Melanie

ved computeren derhjemme og forsøgte at genskabe udseendet af kortet.

Det hun fik fat i, var en gengivelse

af det kort og den lokation på Expedia.

Det var et utroligt øjeblik, og vi fik fat i en stævning.

Microsoft gav os en IP-adresse,

og der havde kun været én computer

der havde tilgået kortet i den tidsramme.

Men IP-adressen er ikke personens navn,

så vi måtte stævne endnu et firma for at få den.

Og så endelig fik vi--

denne følelse vil jeg aldrig glemme.

Som om vi fik informationen i en kuvert,

og jeg kan huske, at jeg åbnede den,

og jeg stirrede på den, fordi der stod hans navn.

Maury Travis.

Bum. Nu, hvem er Maury Travis?

Maury Travis var ikke gift.

Han arbejdede som tjener på en restaurant.

Han boede alene i Ferguson, Missouri.

Huset står på Maury Travis' mors navn,

men hun bor i Illinois.

Han havde en kriminel baggrund.

Han havde afsonet for fem væbnede røverier

, som han begik i St. Louis County tilbage i slutningen af 80'erne,

og var på prøveløsladelse

i den periode, hvor ligene blev fundet.

Vi opdagede også, at i 2001, sidst på efteråret,

efter han havde overtrådt sin prøveløsladelse og var sendt tilbage i fængsel,

var han lige kommet ud i løbet af de sidste par måneder

før brevet blev sendt.

Da vi havde fastslået hans navn

og hans adresse og hans bopæl,

havde vi ham under 24-timers overvågning.

Jeg ville observere denne fyr i 48, 72 timer bare for at se, hvad han laver hver dag.

Arbejder han i de områder, hvor sexarbejdere hænger ud

og opsøger folk fra gaden?

Hvad laver han? Hvad er hans daglige aktivitet?

Hvornår sover han? Hvornår forlader han sit hus?

Jeg og en anden detektiv havde nattevagten.

Vi observerede intet.

Dagholdet observerede dog Maury Travis

bringe skraldet ud til kantstenen.

Affaldsopsamlingen var dagen efter.

Så et par detektiver tog hen til en isenkræmmer

og fik en helt ny skraldespand.

De stoppede skraldemanden nede ad vejen og sagde:

"Hey, vi vil gerne køre med dig og samle skrald ind.

Vi vil gerne have skraldet fra det her ene hus."

Så de hentede det, og inde bag i skraldebilen

var der den her helt nye, tomme beholder,

som vi hældte alt skraldet ned i.

Og det blev overdraget til kriminalteknisk afdeling i St. Louis.

Og en af kriminalteknikerne fik Travis' DNA

fra en plastikske –

DNA'et, som matchede den mandlige profil

fundet på to af ofrene i East St. Louis.

Travis var vores mand.

Vi forberedte en føderal søgerkendelse til at udføre

på det hus i Ferguson.

Næste morgen var vi klar klokken 6

om morgenen, hele indsatsstyrken samlet,

samt FBI's retsmedicinere

og forskellige repræsentanter fra alle myndighederne.

Melanie havde sat St. Louis-divisionens SWAT-team op

i tilfælde af en situation, hvor et taktisk team var nødvendigt.

Vi kørte op til Maury Travis' hus.

Jeg bankede på døren og sagde: "FBI!"

Maury Travis åbnede døren og udbrød, at klokken var 7

om morgenen. Efterforskerne sagde: "Ja, det er det, og du ved hvorfor vi er her."

Jeg vil aldrig glemme denne følelse.

Han kom til døren med en sort kvinde

stående der med ham, og det var denne følelse af,

Åh, min Gud, det kunne have været et andet offer.

Den kvindelige ledsager med Travis

viste sig at være en nabo/kæreste til ham.

Indledningsvis går man ind i dette hus

til hovedetagen, og han havde hvide lædermøbler,

og det så ret rent ud.

Der var ikke en støvfnug. Alt var på sin plads.

Det er meget organiseret, og det var et sekunds,

"Wow, det er ikke, hvad jeg forventede."

Derefter tog jeg og Special Agent Walker ned for at tjekke kælderen.

Det var meget mørkt.

Vi gik meget langsomt ned ad trappen.

Vi tændte lyset.

Jeg husker en af de ting, der sprang i øjnene på mig,

var at han havde et TV og en væg, med indbyggede bogreoler.

Og på de indbyggede bogreoler stod der en række VHS-bånd.

Og en del af VHS-båndene

var faktisk tegnede børnefilm,

og jeg prøvede at regne ud,

hvorfor en person, vi havde troet kunne være en seriemorder,

ville have haft børne- tegnede videoer dernede.

Hårene i nakken rejste sig.

Det var bare – noget virkede ikke rigtigt.

Også i denne periode,

fik en af de andre detektiver Maury Travis til side.

Kvinden, han var sammen med, blev også afhørt.

Mens detektiven og profileren

talte med Travis,

forsøgte han at distancere sig fra sagen.

"Jeg ved ikke, hvad I taler om. I har fat i den forkerte."

Men de bragte det faktum op, at der var et kort

og et brev genereret fra en computer i huset.

Og han bandede lidt for sig selv, som i: "For pokker, den computer."

De viste ham nogle "mugshots" af ofrene,

fra omkring fem eller seks.

Sagde: "Har du nogensinde set disse kvinder?"

Og han nægter at have set dem.

Mens samtalen fandt sted,

blev hans nysgerrighed for stor.

Han sagde: "Lad mig se billederne

af de døde kvinder igen."

Jeg sagde: "Hey, vi fortalte dig ikke, at de kvinder var døde."

Nedefter fremfandt vi os ned ad gangen.

Det næste rum, vi stødte på i venstre side,

var en lukket dør, der var låst.

Vi var meget bekymrede for, at der kunne være nogen i fare i rummet,

og vi var nødt til at bryde ind,

og vi kunne ikke begribe, hvad vi fandt.

Da de åbnede døren,

overvældede den stærke lugt af blod og kropsvæsker

hurtigt efterforskerne.

Travis havde forsøgt at bruge rumduft derinde og alt muligt,

men lugten var for stærk til rumduften.

Væggene var malet i en meget usædvanlig blå farve,

og tæppet var mørkt,

og der var en madras på gulvet.

Der var en taske, en bedøvelsespistol, fikseringsudstyr, gaffatape.

Det lignede det,

man ville betragte som et sæt,

Der var et skab derinde

og væggene i skabet havde ikke været malet

samme mørkeblå som væggene.

Og det var der, man kunne se

blodstænk på væggen.

Det hele begyndte at male et billede for os

af de forfærdelige ting, der sandsynligvis skete i det rum.

Der var også kæder,

håndjern, plader med blod på.

Man kunne se, det var et rædselskabinet.

Vi sagde til ham: "Okay, Travis, vi vil rive det her sted ned.

Vi vil gennemsøge det og se, hvilke beviser vi kan finde."

Så sagde han: "Hey, jeg vil ikke tale her længere.

Tag mig med til Illinois, og jeg vil give jer det, I leder efter."

Så vi antog, at han ville -- forhåbentlig ville han vise os, hvor nogle andre lig er.

Men da de krydsede floden over til East St. Louis, sagde han:

"Hey, bare lås mig inde.

Bare lås mig inde -- og jeg er alligevel færdig."

Han bliver meget ophidset.

De siger: "Hvorfor?" "Du ved hvorfor?"

Og så siger han: "Hvis I ikke låser mig inde, slår jeg en af jer.

Så de lægger ham i håndjern og tager ham med til politigården.

Jeg tror, at han tænkte i det øjeblik,

"Jeg har et kort, jeg kan spille.

Men jeg vil lade dem vænte på det.

Jeg vil i bund og grund bruge samme type teknik

som jeg brugte på alle mine ofre.

Jeg vil lade dem lide og vente.

Og først når jeg er tilfreds, vil jeg nogensinde spille dette kort."

Når man hører, at en specialenhed

har gennemsøgt og sporet et monster, der var iblandt os,

en seriemorder,

er det som en rutsjebanetur af følelser.

Man er begejstret, men så når man finder ud af, at han voksede op lige her...

...er det svimlende.

Man tænker, han kunne ikke være

fra dette område, East St. Louis,

for vi gør ikke sådan noget mod hinanden.

Mens vi ventede på Maury Travis

på at vende tilbage til St. Louis City Homicide-afdeling,

gennemsøgte agenter stadig residensen.

De kriminaltekniske efterforskere

har rettet deres opmærksomhed mod kælderen,

hvor de mener, at flere af ofrene

mødte deres skæbne.

FBI's teknikere havde skrællet lag af maling.

Der var så meget blod skjult i væggene,

han malede over det.

Han dræbte. Blod. Maling.

Dræbte. Blod. Maling.

Dette fortsatte igen og igen gennem lag på lag.

At se på Maurys gravkælder

var en afspejling af hans personlighed og hans skjulte træk.

Det her er en person, der er sjusket,

en person, der næsten kæmper mod sig selv,

som ikke bekymrer sig om, hvilke spor af retsmedicin der kunne findes

som en ægte organiseret forbryder ville have gjort.

En af de ting, der slog mig, er, at han havde designet

et torturkammer, som han ville bygge i sin baghave.

På det tidspunkt var der ikke bygget noget,

men her er en fyr, der sandsynligvis hele dagen

tænkte på, hvordan han ville kidnappe,

overfalde og myrde kvinder.

Og mærkeligt nok, bag bogreolen i kælderen,

var der et hemmeligt rum

hvor de opdagede flere videobånd.

24 VHS-bånd.

Et af dem hed "Bryllupsbåndet",

vi satte det i, og der er et fint bryllup i gang.

Og pludselig stoppede det smukke bryllupsbånd

og der er en mørk kælder.

Der er en mand og en nøgen kvinde med håndjern.

Det øjeblik – kuldegysninger op og ned ad ryggen.

Da jeg gennemgik Travis' video,

på det tidspunkt i min karriere,

havde jeg set menneskelig fordærv og forfærdelige ting,

men at se det på video og høre folks stemmer,

havde jeg aldrig set noget så rædselsvækkende.

Det vi så, var Maury Travis

myrde en sort kvinde ved strangulering

og derefter tale til kameraet.

Stilheden i det rum i det øjeblik,

da jeg indså, at denne mand er rent ond.

På samme bånd er der fem eller seks andre kvinder.

Han ville være på kamera og torturere dem, mens de var i live.

Han havde dem med håndjern på eller tapet fast.

Han fik én til at sige til ham,

- "Du er min mester." - Det var forfærdeligt.

Og så når du hører på bånd

én kvinde tigge for sit liv,

hvordan kan du så ikke have ondt?

Hvordan kan du så ikke blive vred?

Hvad skete der med ham?

Hvad gik i stykker i hans sind?

Jeg har været i kamp i Vietnam.

Jeg så nogle forfærdelige ting der, men det her væmmede mig.

Når man ser, hvad der bliver gjort ved disse mennesker,

den rædsel, de oplevede, før han endelig dræbte dem, det var uacceptabelt.

Det var så foruroligende, at en af cheferne

tilbød psykologisk rådgivning

til enhver, der havde set videoerne.

Maury Travis havde en ret ritualistisk måde, hvorpå han ville dræbe sine ofre.

Da han fik dem med hjem,

ville han starte med at stille dem spørgsmål

om deres liv, hvorfor de var i sexhandlen.

Og så fik han dem på en eller anden måde slået ud,

enten med stoffer eller ved at slå dem.

Når han fik dem ned, startede han sin tortur.

Han nød virkelig at vide, at de frygtede ham.

Det betød, at han var en stor mand.

Han fortalte dem, at de skulle dø,

fik dem til at bekende deres synder,

eller fik dem til at sige, at de var glade for at være hans tjenere.

Alt dette er meget nedværdigende,

og det gav næring til hans selvværd.

Travis var anholdt og transporteret

til politistationens hovedkvarter i St. Louis.

Han blev tilbageholdt, og de forsøgte at få mere information

og finde ud af, hvor i helvede de andre lig befandt sig.

Under afhøringen

var Travis meget cocky, arrogant,

og det kom ikke rigtig nogen vegne.

Til sidst sagde han: "Hey, giv mig en offentlig forsvarer,

så skal jeg nok fortælle jer, hvad I leder efter."

Så vi stoppede afhøringen.

Jeg fik ham registreret.

Jeg blev underrettet om, at FBI ville komme næste dag,

tage ham i varetægt,

og køre ham til fængslet i St. Louis County.

Næste dag blev Travis anholdt,

og han blev placeret i isolation.

Der var helt klart noget

i Travis' psyke, der fik ham til at gå efter sexarbejdere,

for selv på nogle af videoerne kritiserer han dem.

"Du er her med mig. Hvem passer dine børn?"

Da man dykkede ned i Travis' fortid,

havde han en normal barndom.

Han voksede op i Ferguson i West Alton, Missouri.

Han meldte sig som frivillig i sin mors kirke og på plejehjem.

Han var medlem af Army Reserve i to år.

Og så skulle han på Morris Brown Business College i Atlanta.

Han fik et kokainmisbrug,

dumpede ud af handelsskolen,

og vendte tilbage til St. Louis.

Og for at finansiere sit kokainmisbrug,

røvede han en række skobutikker.

Han blev sporet og anklaget for væbnet røveri,

kendt skyldig i 1989,

og idømt 15 års fængsel.

Så i starten af 2000,

blev Travis løsladt fra fængslet.

Noget folk ikke indser om seriemordere

er, at de i sidste ende føler sig meget værdiløse

og de udvælger sexarbejdere dels fordi

de ser sexarbejderen som under dem.

Og så tager de alle deres raseri ud

på sexarbejderen.

Travis levede et dobbeltliv.

Han kunne beholde et job som tjener

og han havde familie, han stadig talte med.

Og han havde en kæreste, imens han begik

alle disse forfærdelige forbrydelser i sin anden verden.

Maury Travis syntes at have et godt forhold

til sin mor og andre kvinder i sit liv.

Så det er ekstremt sjældent, man ser ham drabe kvinder

og sadistisk slå dem ihjel på den måde, han gjorde.

Men vi ser Maury Travis

havde denne tidlige fascination af at dræbe insekter.

Han torturerede dem.

Senere eskalerede han dette til at dræbe dyr,

inklusive sin nabos hund,

hvilket viser en mere sadistisk natur.

Når man faktisk ser filmen af fyren

og hvordan han er brutal og torturerer disse kvinder,

har han en sadistisk side i sig.

Der er seks kvinder på båndet.

Han håner dem, og siger til dem:

"Sig farvel til jeres børn, for I skal dø",

og så slår han dem.

Du ser en fyr som ham, intet rører ham.

Mange af de kvinder vil måske aldrig blive genfundet.

Vi har fundet, cirka 12,

men hans brev, da han sender et kort

hvor der står: "Gå til 'X' og du finder nummer 17",

og det var et skelet--

hvis der virkelig er 17,

hvor mange blev gjort efter det skelet?

Selvfølgelig håbede vi på, at vi kunne få mere information

fra Maury Travis og finde flere af ofrene

så vi kunne give afslutning for andre familier.

Vi har arbejdet på denne sag døgnet rundt

det sidste år.

Og nu er Maury Travis anholdt,

så jeg sidder hjemme og holder en pause

da telefonen ringer og siger: "Du tror aldrig det her."

Tæppet blev revet væk under os.

Seriemorderen Maury Travis,

han sidder i St. Louis County fængsel.

Han kommer til at tilbringe resten af sit liv i fængsel

eller dø af en nål.

Den forstærkede frygt var væk.

Og du er lige ved at krydse over

og fejringen vil begynde

med at han bliver stillet for retten og dømt.

Men jeg får opkaldet og han siger:

"Du tror ikke på det her."

"Travis hængte sig i sin celle."

Jeg sagde: "Han er ikke død, vel?"

Og han siger: "Ja, han er død."

Det var som: "For fanden."

Jeg tror, Travis indså, at de havde alle beviserne,

der var ingen måde at snakke mig ud af det.

Så han tog et lagen, skar det i strimler,

og så fik han en løkke bundet til udluftningen over toilettet.

Han trådte bare ned fra toilettet og hængte sig.

De fandt et selvmordsbrev, som han havde adresseret til sin mor.

"Kære mor, tilgiv mig smerten

det forårsagede dig og familien.

Min død synes at være den eneste udvej.

Jeg har været syg i lang tid,

psykisk syg, siden jeg var omkring 14.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg var bare syg."

Der er ingen indrømmelse af skyld

fra en person, der var så opsat

på at få tilståelser ud af de kvinder, han torturerede.

Derudover forklarer han sin selvmord

som en måde at slippe ud

af problemerne.

Hvis han havde været så optaget

af at gøre det rigtige, ville han have sagt:

"Her er lokationerne for alle ligene"

og have sørget for, at der var en afslutning,

som ofrenes familier kunne kende.

Det var et knusende slag for os,

Der er estimater på, at han dræbte mellem 12 og 20 kvinder,

men han var aktiv hvert andet eller tredje uge

når trangen til at dræbe meldte sig.

Så hvis han var aktiv efter nummer 17,

og det lig havde ligget der i næsten et år--

regn selv efter, det er 10 eller 12 mere lige dér.

Helt sikkert mere end 20.

Jeg tror, at Maury Travis-historien

ikke blev lige så meget publiceret som andre seriemordere

fordi folk bare så nattelivet

som ofrene levede, som mine venner levede,

var noget, man bare kunne se bort fra.

De betød ikke rigtig noget.

Denne fyr var ukendt i lang tid.

Det er utilgiveligt.

Bare fordi de var sexarbejdere

betyder det ikke, at deres død var forgæves,

at de ikke fortjente opmærksomhed.

Teresa Wilson er virkelig en usungen helt.

Hun er grunden til, at Maury Travis blev anholdt.

Hun bør huskes som en datter,

som en mor,

og virkelig som den person,

der bragte retfærdighed

til alle Maury Travis' ofre.

Meget få mennesker tænkte stadig

på ofrenes familier eller folk, der stadig savnes.

Og hvis nogen vidste noget,

ville det være vidunderligt, hvis de stod frem, fordi familierne

stadig har ondt, og alle har brug for afslutning.

Når jeg tænker på ofrene, hvis de var her,

ville jeg bare sige: "Jeg er ked af, det skete for jer",

fordi jeg ved, de kom fra et meget svært liv,

og så at forlade verden med det voldsniveau,

og så samfundet afskriver jer...

Jeg vil gerne give disse kvinder et kram.

Vi er alle ens.

Hvilken som helst af os kunne have været dig.

Og jeg håber, de ved, at de bliver set og elsket ligesom alle andre.