Original subtitles

Hun var blevet stukket adskillige gange.

Det var bare en stor blodpøl.

Der dukkede for mange lig op.

Mønsteret var en enlig kvinde en søndag morgen.

Han klapper lidt og hopper.

Hun kan se, åh min Gud, han nyder det her.

Jeg tror, hun kæmper med hovedet i vandet.

Ja.

Det var ufatteligt, at nogen ville have dræbt hende.

Jeg begyndte at græde.

Motivet var ikke opmærksomhed.

Han var en koldblodig, diabolsk dræbermaskine.

Og alligevel har ingen nogensinde hørt om ham.

Hvordan blev vi retsforfulgt for den her fyr?

Alle de andre kvinder ville have været i live.

Han var den mest produktive seriemorder i USA.

Og han sagde, der ikke er nok fingre og tæer

i det her rum til antallet af kvinder, jeg har dræbt.

I 1979 boede jeg i Ferndale, Michigan.

Ferndale er en af forstæderne til Detroit.

Min kone og jeg faldt til ro i sofaen for at se lidt tv om aftenen.

Og min hund begyndte at gø.

Så jeg kiggede ud ad vinduet, og der var en allé.

Jeg kunne se en mand stå foran en

kvinde, og hun havde ryggen mod muren.

Og jeg så mandens hånd komme op i en skærende bevægelse.

Og den, der var mod muren, faldt til gulvet.

Det var der, det hele blev virkeligt, virkeligt, virkeligt, virkeligt hurtigt.

Jeg begyndte virkelig at lægge mærke til manden.

Han var en mindre mand, sort, let skæg, strømpe, strikhue på.

Jeg kunne se, at han havde en kniv i hånden.

Og han stoppede, kiggede op, så mig.

Jeg så ham, vores øjne mødtes.

Øjnene, jeg så den nat, var bare kolde.

De var livløse.

De var ren ondskab.

Jeg begyndte at skrige ind i huset, at min kone skulle stå op og ringe til politiet.

Betjenten kom, så vi gik hen til liget.

Og han tog sin lommelygte frem, og der var denne store blodpøl.

Kvinden, der var blevet myrdet, var blevet stukket adskillige gange.

Og senere identificeret ud fra fingeraftryk som Helen Dutcher.

Hun var en 36-årig dame.

Hun var ugift.

Hun havde ingen børn.

Næste morgen satte jeg mig ned med Michigan State Politis tegner.

Og da vi var færdige, tror jeg, vi havde et perfekt kompositbillede.

Spot on.

De finder ham.

Problemet med efterforskningen af mordet på Helen

Dutcher for politiet var den totale mangel på beviser.

Der var intet røveri.

Der var intet voldtægt.

Morderen havde ikke efterladt våbnet, så

de arbejdede med intet andet end dette skitserede billede.

Som ugerne gik, og intet skete, ringede jeg til dem.

Og de sagde bare, nej, vi har ikke fundet noget endnu.

Ann Arbor er hjemsted for University of Michigan.

Det er et forstadsområde og et meget sikkert område at være i.

En gymnasieelev ved navn Shirley Small,

17 år gammel, gik hjem i Ann Arbor.

Og det er klokken 4 eller 5 om morgenen.

Det er stadig mørkt.

Hun blev fundet stukket én gang dybt i hjertet.

Og et par mindre snit, plus to skrammer i ansigtet.

Hun blødte ihjel lige ved sit hus, hvor det skete.

Der er ingen tegn på voldtægt, ingen tegn på røveri, ingen øjenvidner, intet mordvåben.

De fandt intet.

Derefter, i Ann Arbor, var Glinda Richmond, der studerede på Eastern Michigan

University, på vej hjem klokken 4.30 om morgenen.

Hun blev stukket over 20 gange i venstre bryst med et

instrument, som politiet senere bestemte var som en skruetrækker.

Og ligesom Shirley Small døde hun kun få meter fra sin egen hoveddør.

Igen, der var ingen tegn på røveri eller seksuelle overgreb.

I 1980 var jeg fjerdeårsstuderende på University of Michigan, og studerende var lige ved at

vende tilbage til campus i september, lidt bekymrede for, hvad der foregik.

At der var to mord, der virkede ens, betød, at noget var helt galt.

Ann Arbor Politi satte så mange

detektiver ind, som vi kunne, til at følge spor.

Vi fik mange spor, men mange førte til blindgyder.

To måneder efter drabet i Richmond var der endnu et drab i Ann Arbor,

den 30-årige Rebecca Greer-Hoff.

Hun var studerende på handelshøjskolen på University of Michigan.

Et sted i timerne før daggry var hun på vej hjem,

da hun blev overfaldet af en mand og blev stukket 54 gange.

I venstre bryst.

Hun blev igen efterladt liggende præcis, hvor det skete,

uden tegn på røveri eller seksuelle overgreb overhovedet.

Mærkerne på kroppen mindede om hvad en mindre skruetrækker ville efterlade.

I alle tre drab var de alle enslige kvinder, der gik alene.

Der var intet forsøg på at skjule liget og ingen reelle spor på gerningsstedet.

Det er ret mærkeligt.

Vi har drab i Ann Arbor lejlighedsvis, men ikke som disse.

De dræbte bare for at dræbe.

Du siger til dig selv, at dette er en seriemorder.

Jeg var med til at udvikle psykologiske profiler for

morderne sammen med politiet i Ann Arbor.

Han dolkede kvinderne med den samme slags våben.

Snit eller dolk var interessant, fordi hvis nogen har en pistol,

kunne de være ret langt væk.

Men de ville ikke få samme tilfredsstillelse

ved at kontrollere dem og få dem til at lide.

Og det faktum, at han ikke voldtog disse kvinder,

betyder ikke, at disse ikke var seksuelt motiverede.

Omkring 35 til 70 procent af denne type mord begås af folk, der har seksuel

sadisme, hvilket betyder, at de kan lide at se dem lide.

Alle disse blev begået en søndag morgen før daggry.

Så avisen døber morderen Søndagmordsmanden.

Efter det tredje mord var hele Ann Arbor i højeste alarmberedskab, inklusive campus.

Det var et skræmmende år.

Ann Arbor Politi fik budskabet ud om at være meget,

meget forsigtige.

Vi har tre døde kvinder, og det er måske ikke slut.

Jeg mødtes med politiet i Michigan, og politiet i Detroit.

De spurgte, om de havde lignende mordsager.

Og så blev vi gjort opmærksomme på, at år forinden var en person, de kendte, også en

mistænkt i et mord i Kalamazoo på en studerende fra Western Michigan University.

Hun var alene, blev antastet ved sin dør, og

såret mønster lignede præcis vores.

Coral Eugene Watts var personen, men vi vidste ikke, hvor han var.

Jeg blev tildelt sammen med en anden betjent til at overvåge det centrale campusområde.

Søndag morgen, kvinder ude alene, der leder efter potentielt farlige mistænkte i forhold

til de mord, vi havde haft.

En morgen observerede vi en ensom hvid kvinde i en bil, der kom imod os,

stoppede i krydset, kiggede lige igennem vores bil, stirrede på hende.

Han var en sort mand og virkede til at være alene i bilen.

Denne bil vendte om og stoppede og tjekkede hende

igen, og kørte så rundt om blokken.

Vi nåede at få nummerpladen på den, og den tilhørte Coral Eugene Watts.

Vi tog hjem til ham, og bilen var der ikke.

Vi gik i panik.

Hvor blev han af?

Jeg var målløs.

Kvinder vil blive fundet døde over hele landet.

Jeg tændte for fjernsynet og sagde bare, åh min Gud, det er manden, der dræbte den kvinde.

Den 15. november 1980, klokken 04:40 om morgenen, observerede vi Coral Eugene Watts

gå ned ad gaden. En ensom, hvid kvinde.

Han stod på en liste over mistænkte i forbindelse med de drab, vi havde haft i Ann Arbor.

Så vi bad om ekstra enheder.

Watts gik op ad et kvarter og vendte om, og i det tidsrum på måske 30 sekunder

mellem da han sidst havde observeret hende og vendt

om og kom tilbage, var hun kommet ind i sin lejlighed.

Han satte speederen i bund og kørte ned ad det næste kvarter rundt om

hjørnet, som om han forsøgte at skynde sig at finde hende igen.

En anden enhed stoppede hr. Watts, fordi han kørte over for rødt.

Efter at Watts var blevet anholdt, blev han afhørt af kriminalbetjent Paul Bunton.

Jeg ville tale med ham, fordi Coral Watts også var mistænkt i et drab

år forinden i Kalamazoo, hvor en kvinde var blevet myrdet i sin døråbning, og såret

mønster og våbnet lignede præcis vores.

Coral Watts var afslappet, meget høflig, men han havde meget tomme øjne.

Jeg mener, han var næsten skræmmende at se på.

Så snart jeg begyndte at tale, afbrød han mig og sagde: Jeg vil have en advokat.

Jeg sagde: Okay.

Og så sagde han: Jeg vil have min bil.

Jeg sagde: Vi har en ransagningskendelse til din bil.

Når vi er færdige, kan du få din bil tilbage.

Han havde en brun Pontiac Grand Prix med mange kilometer på tælleren.

I bilen lå en ordbog.

Nogen havde skrevet i den: Rebecca er en elskerinde.

Det var interessant, for Rebecca Greer-Hoff var Ann Arbors tredje offer.

Solgte den ordbog og tog til statens politis kriminaltekniske laboratorium.

De behandlede den.

Kunne ikke finde Rebeccas fingeraftryk eller Corals fingeraftryk på bogen.

Også i bagagerummet fandt de to skruetrækkere, våbnet

man mistænkte var brugt i mordene i Ann Arbor.

Dog intet blod, intet bevis for, at de var brugt i en forbrydelse.

Det er meget frustrerende, for jeg er virkelig sikker på, at det er den rigtige fyr.

Detektiv Blanton kom til at vide, at Carl Eugene

Watts var født den 7. november 1953 i Texas.

Han havde en sydstatsdialekt, så han kaldte sig selv Coral.

Som barn flyttede hans mor sine to børn og sig selv til Detroit.

Coral havde en meget almindelig opvækst, indtil han var otte eller ni år.

Og så fik han en alvorlig omgang hindebetændelse.

Hindebetændelse er betændelse i hinderne, der dækker hjernen og rygmarven.

Folk sagde, at hans familie indikererede, at hans personlighed syntes at have ændret sig.

Derefter begyndte han at tale om kvinder og onde ånder og onde øjne.

Og da han var 14 eller 15, var det første gang i

registrene, at han angreb en kvinde på en avisrute.

Han begynder at kvæle hende.

Watts bliver anholdt og fortæller anklagerne, at han bare havde lyst til at slå nogen.

Og så da han var 20, angriber han to kvinder og idømmes et års fængsel.

Og han afsonede og blev løsladt.

På dette tidspunkt i 1980 havde vi Coral Watts i varetægt.

Men fordi vi ikke havde nogen rigtig beviser eller DNA på det tidspunkt, og fordi Watts ikke ville tale

med mig om noget vigtigt, h havde vi intet at holde ham på.

Og jeg var nødt til at løslade ham.

Og jeg var bekymret for, hvad han ville gøre næste gang.

Så vi besluttede at overvåge ham.

Vi satte også en sporingsenhed under bilen, der holdes

fast med magneter, så vi vidste, hvor bilen var.

Under denne overvågning lod jeg ham med vilje se mig flere gange.

Jeg ville have ham til at vide, at jeg stadig holdt øje.

Paul Bunton fortalte mig, at Watts var startet på et fragtmandsfirma.

Men om natten satte Watts sig nogle gange bare

i sin bil og kørte op til 480 kilometer om natten.

Watts var på jagt.

Men på grund af den granskning, han var under, så det ud til, at han

havde taget en pause fra sin forfærdelige hobby med rent faktisk at dræbe kvinder.

Men så døde batteriet i sporingsenheden.

Så vi tog hjem til ham, og bilen var der ikke.

Vi går i panik.

Ved du, hvor han blev af?

Jeg vidste, hvor han arbejdede, og jeg spurgte chefen: Hvor er Coral?

Han siger, at han ikke arbejder her længere.

Han gav os bare en adresse, hvor vi kan sende hans sidste lønseddel.

Houston, Texas.

Så jeg ringede til Houston Homicide og sagde, jeg har

en hel pakke på vej til jer med eksprespost.

I burde virkelig holde øje med ham.

Da politiet i Houston modtog en pakke fra Paul Bunton i

Michigan om Coral Eugene Watts, begyndte drabsefterforskere i Texas

at undersøge, hvor han boede, hvad han lavede, hvor han arbejdede.

Det store problem var, at i starten af 80'erne var Houston

mordhovedstaden i USA.

I 1981 havde vi over 700 drab.

Det var vanvittigt.

Politiet var underbemandet og det var et perfekt jagt-

område for en seriemorder, fordi man kunne forsvinde.

I 1981 begyndte politiet i Houston at undersøge, hvor Coral Watts befandt sig

boede, hvad han lavede, hvor han arbejdede.

Men Houston i 1981 var mordhovedstaden i landet.

Retshåndhævelsen kunne ikke følge med antallet af drab.

Det var simpelthen overvældende.

Den 6. februar 1982 var det en lørdag aften.

Jeg var 12 år gammel, og min søster Elena skulle ud og møde venner.

Næste morgen var Elena ikke hjemme.

Pludselig ringede en af Elenas venner, og min far tog telefonen.

Jeg kan huske, han faldt ned i køkkenstolen og så sank han bare sammen.

Det er et billede, der for evigt er brændt ind i min hukommelse.

Min far lagde på og fortalte os, Elena, min storesøster, var fundet i en

skraldebil og var blevet kvalt.

Undskyld.

Det var lidt ligesom det her.

Brønden brød simpelthen sammen.

Jeg begyndte at græde.

Jeg begyndte at græde rigtig meget.

Vi vidste ikke hvem.

Vi vidste ikke hvorfor.

Det var, du ved, ufatteligt, at nogen ville have slået hende ihjel.

Elena var 20, næsten 21, og skulle på college.

Hun var den ældste af de fire Samantha søskende.

Elena var den perfekte storesøster, fordi she holdt os alle i ave og var meget beskyttende.

Hun var så sjov, og vi grinede meget.

Elena var både kunstnerisk og atletisk.

Så meget talent i hende.

Min mor fik kun en lille smule information

fra myndighederne om, hvad der præcist var sket.

Min mor blev som en amatørdetektiv, der sporede mord i hele byen.

Avisudklip, med en meget detaljeret

tidslinje, for at prøve at finde ud af, hvem der dræbte Elena.

Den 23. maj 1982 vågnede en ung kvinde ved navn Melinda Aguilar tidligt om morgenen.

Hun opdagede, at hendes værelseskammerat, Lori Lister, ikke var hjemme.

Og hun hører nøgler rasle.

Hun tror, det måske er Lori.

Døren bliver revet op, og hun stirrer

ansigt til ansigt med en sort mand iført en hættetrøje.

Manden havde set Lori Lister køre op til hendes lejlighed, kvalt hende bevidstløs,

og han slæbte hende op ad trappen til hendes lejlighed.

Manden presser sig ind i deres lejlighed og begynder at kvæle Melinda.

Og så får hun instinktivt sin krop til at synke sammen, for at få morderen til at tro, han har

gjort hende bevidstløs.

Han slæber hende ind i hendes soveværelse.

Manden går hen til et skab og trækker nogle trådkurve ud og binder hendes hænder.

Han klapper lidt og hopper, og Melinda

tænker: Åh gud, han nyder det.

Og han slæber Lori til badekarret, og han begynder

at fylde vand for at drukne Lori.

Melinda Aguilar, med hænderne bundet på ryggen, gik ud på altanen

fra deres lejlighed på anden sal og sprang ud.

At hun ikke brækkede noget, var guderne med hende.

Naboerne havde hørt larm tidligere og kontaktede tydeligvis politiet i Houston.

Så kort efter Melinda løb, rendte hun ind i en politibetjent fra Houston.

Imens er manden flygtet, fordi Melinda Aguilar skriger.

Omkring samme tid kom en nabo løbende og fandt Lori Lister i badekarret.

Hun løftede hende op af vandet.

Hun var så tæt på døden, som man kan komme.

Hun var blevet blå, men kvinden reddede hendes liv.

En politibetjent fanger næsten øjeblikkeligt angriberen i hættetrøjen i

lejlighedens parkeringsplads, og det var Coral Eugene Watts.

Efter Watts blev anholdt og ført til politihovedkvarteret, krævede han en advokat.

På dette tidspunkt finder detektiverne ud af, at allerede tidligere samme dag, i en nærliggende

lejlighedskompleks, en anden kvinde, hendes navn var

Michelle Mayday, var blevet druknet i badekarret.

Samme præcise modus operandi.

som dette angreb på Lori Lister, og det var en

søndag morgen, ligesom mordene i Michigan.

Der var mindre end 30 minutter mellem kvalningen og drukningen af Michelle Mayday

og angrebet på Lori Lister og hendes værelseskammerat.

Samme metode.

Det var tydeligt.

Morderen var Coral Watts.

Da Watts flyttede til Texas, skete der en ændring i hans modus operandi

fra knivstik til strangulering, og det er meget usædvanligt for en seriemorder.

Der var dog en fællesnævner i, hvordan Coral valgte sine ofre.

Han ledte efter folk, han nemt kunne komme til.

Jeg fik et opkald hjem fra Houston Homicide.

Vi holdt kontakten.

Og vi tog derned fra Ann Arbor til Texas.

De fører ham op til afhøringslokalerne og

Jeg sagde: Er du overrasket over at se mig, Coral?

Han sagde: Nej.

Men han ville ikke rigtig tale med mig om noget, han havde gjort i Michigan.

I året efter Coral Watts kom til Houston, var der flere unge kvinder, der

enten var forsvundet eller var fundet døde end før.

Og vi ved allerede, at han forsøgte at dræbe tre kvinder.

Michelle Mayday, Lori Lister og Melinda Aguilar inden for få timer.

Selvom metoderne ikke var de samme, mistænkte vi

Coral Watts for at være ansvarlig for alle mordene.

Vi havde en sag, der kunne føre til anklage for indbrud i

lejligheden tilhørende Lori Lister med forsæt til at dræbe hende.

Men vi havde ingen beviser for nogen af mordene eller de forsvundne kvinder.

Dengang havde man ikke kameraer.

Man havde ikke folk, der gik rundt med telefoner.

Og vi havde ikke et vidne.

Det var i 1982.

Tre år var gået, siden jeg så manden, der dræbte Helen Dutcher bag mit hus.

Jeg tændte for fjernsynet, og det var verdensnyhederne.

Jeg vidste ikke, hvor retssalen var.

Jeg anede det ikke.

Men så snart denne mand gik ind ad døren, var det som om, nogen tog den

tegning og placerede den lige på hans ansigt.

Og jeg tænkte bare: Åh min Gud, jeg vidste, at det var manden, der dræbte Helen Dutcher.

Jeg tændte for verdensnyhederne og begyndte at skrige til

min kone: Manden, der dræbte Helen Dutcher, er på TV.

Jeg fandt ud af, hvad hans navn var, Coral Eugene Watts.

De talte om, hvordan han var i Texas og lige var blevet anholdt for

forsøg på at dræbe to kvinder.

Jeg ringede til politiet i Ferndale og fortalte dem, at han var den

der dræbte den kvinde bag mit hus tilbage i '79.

De sagde: Okay, det vi vil gøre, er at sende dig ned

til Houston og muligvis identificere ham fra en opstilling.

Jeg ventede på et opkald.

Jeg ringede til dem hver anden dag, hørte aldrig noget fra nogen.

Jeg var rasende.

Vi var ved at gøre os klar til at retsforfølge Coral Watts

for mordet og drabsforsøget på Lori Lister.

Houstons politi vidste, at Watts var en seriemorder.

De havde bare ikke beviser til at bevise det.

For at forbinde ham til nogen af de andre uopklarede mord og forsvundne kvinder

i Texas, var vi nødt til at vide, hvor alle ligene var.

Anklageren sagde til Coral ud fra en mavefornemmelse, selvom nye beviser med tiden dukker op,

hvis vi tilbød dig immunitet for de andre mord, ville du så vise os gravene?

Og Coral sagde, ja, ja det ville jeg.

Han ville få en 60-årig fængselsstraf for drabsforsøget på Lori Lister.

Nu ryger seriemorderen i Houston i fængsel.

Coral Watts var blevet anholdt i maj, og tilståelsesprocessen startede i august.

Den første tilståelse var Suzanne Searles.

Suzanne Searles var blevet dræbt i april af det år uden for sin lejlighed.

Han kvalte hende og druknede hende så.

Én kvinde hængte han med sin top.

Han fortsatte med at tilstå mord, som han h havde begået i Houston.

Coral Watts tilstod 13 drab med utrolige detajler.

Det er mange lig, selv for en stor by som Houston.

Han fortalte efterforskerne, at han havde begravet nogle.

Han smed et par stykker i containere.

Smæedte én i et sumpet område.

Efterforskerne spurgte ham: Hvorfor gjorde du alt det her?

Og Coral sagde: Jeg er nødt til at fange deres onde ånder.

Men tydeligvis var han den onde.

Det var august 1982, da jeg først hørte navnet Coral Eugene Watts.

Elenas var blot et af mange mord, som han havde tilstået.

Denne tragedie, den blev mangedoblet så meget.

Og jeg havde tænkt, at han ville blive sat væk for livstid.

Så 60 år var ikke nok for mig personligt.

Jeg hørte, at Texas havde indgået en aftale med Watts.

Så jeg ringede til Ferndale Politi her i Michigan.

Og de fortalte mig, at de var sikre på, at han ville dø i fængsel.

Så de besluttede ikke at retsforfølge mordanklagerne her.

Jeg plagede dem konstant, hvorfor retsforfølger vi ikke denne fyr i

Michigan for Helen Dutschers mord bag huset?

Efter cirka en måned med det, sagde de endelig

til sidst til mig: "Hr. Foy, så lad den ligge."

Bare lad den ligge.

Jeg kan ikke tvinge dem til noget, de ikke vil gøre.

Men jeg var rasende.

Efter Watts allerede var fundet skyldig, fortsatte detektiven

Button og jeg med at forsøge at tale med pigen.

For at opklare mordene begået i Michigan, for at give familierne lidt fred.

Men Watts ville ikke samarbejde med os.

Watts sagde dog én ting til sidst: "Der er ikke nok fingre og tæer i

dette rum til antallet af kvinder, jeg har smuttet."

Det var isnende.

Som offeradvokat i borgmesterens kontor mødte jeg Harriet Samander,

moren til Elena Samander.

Og hun sagde, "Kan du tjekke Watts for mig?"

Jeg tror, han snart kommer til prøveløsladelse.

Vi giver ham ikke prøveløsladelse, det ved jeg allerede.

Men jeg ringede til Texas Department of Criminal

Justice, fordi jeg havde lovet at tjekke for Harriet.

Og fængselsbetjentene sagde, at på grund af et problem med hans plea deal, Coral Eugene

Watts vil blive automatisk løsladt i år 2006.

Jeg lagde røret på.

Da fængselsbetjenten i Texas fortalte mig at Coral Eugene Watts ifølge Texas' lov

ville blive løsladt automatisk, blev jeg paf.

Det viser sig, at da Watts fik 60-års fængselsdommen i

1982, var en del af aftalen at have brugt et dødbringende våben.

Det dødbringende våben var vand til at drukne Lori Lister.

Det store problem var, at Texas' appeldomstol for straffesager i 1987 afsagde en kendelse

om, at Watts skulle have været underrettet, før han accepterede denne tilståelsesdom, at brug af et

dødbringende våben påvirker hans mulighed for prøveløsladelse.

Og retssalen i Houston havde ikke gjort det.

Så appeldomstolen for straffesager fjernede fundet af det dødbringende våben, hvilket betyder

at han er stemplet som, citat, en ikke-voldelig forbryder.

Så han kan blive prøveløsladt i 2006, hvilket ville være 24 år i fængsel.

Men i 1982 havde Watts frækheden at sige, at

hvis de nogensinde løslader mig, vil jeg dræbe igen.

Det kan du da ikke mene!

Det var ikke det, vi aftalte.

Min mor var vred.

Jeg føler, at vi er blevet svigtet af politiets afdeling, af anklagemyndigheden.

Min mor bar helt klart faklen og var talskvinde, ikke kun for

de andre familier, men for de andre oofre.

Vi ville gå ned med spark, skrig og kamp.

Og vi lavede masser af medieoptrædener.

Men ingen gav os en chance i helvede for at stoppe Watts' løsladelse.

Selv guvernøren i staten Texas sagde: "Ærgerligt, det er loven."

Ingen dikkedarer.

Så i årevis havde myndighederne i Texas og Michigan alle

disse sager, de forsøgte at klandre Watts for.

Og de arbejdede så febrilsk, men de havde bare ikke beviserne.

I 2002 var det 20-årsdagen for alle Watts' mord.

Og om fire korte år ville han blive lovligt løsladt.

Så uret tikkede.

Det var min mors idé at starte en opfordring til handling, at holde en

mindeceremoni for alle ofrene, og vi inviterede familierne.

Og så stod et familiemedlem fra hvert offer

op ved podiet og talte om deres kære.

Min søster, Elena, var virkelig en fri sjæl der berørte mange liv på en særlig måde.

Jeg tænker på, hvor meget af livet Elena gik glip af.

Vi havde også Lori Lister og Watts, en overlever, med.

Kan I huske alle de papirer, vi så om billederne af pigerne?

Nå, jeg skulle have været det næste billede.

Mindeceremonien var også til at bede enhver, der havde nogen

oplysninger, der måske kunne hjælpe med at holde Watts bag tremmer.

Coral Eugene Watts vil være den første seriemorder

i dette land nogensinde der lovligt bliver løsladt.

Og jeg spørger alle her, vil vi lade det ske?

Mindeceremonien i 2002 fik national opmærksomhed.

I 2002 var jeg den ledende anklager i drabsektionen

hos anklagemyndigheden i Wayne County.

Og jeg fik et opkald fra en reporter fra Texas, som

spurgte mig, hvad Michigan gjorde ved Coral Eugene Watts.

Jeg svarede, hvem?

Han fortalte mig så historien om en seriemorder

der skulle løslades fra fængslet i Texas.

Da jeg begyndte at undersøge det, blev mit blod koldt, for jeg indså, at Coral Eugene

Watts var "boogeyman" fra mit sidste år på University of Michigan.

Vi anede som studerende dengang slet ikke, at politiet havde indsnævret sig om en

potentiel gerningsmand, og at han var flyttet til Texas.

Jeg fik et opkald fra Donna Pendergast i Michigan, og hun sagde, lad os finde en

anden sag, de kan klandre ham for i Texas eller Michigan.

Vi havde omkring 200 sager, vi troede var potentielt

relateret til Watts samt over grænsen i Canada.

Mønsteret var en enlig kvinde dræbt sent om natten eller tidligt om morgenen.

Så det var en anspændt tid, mens uret tikkede, og vi forsøgte at finde sagen, hvor

noget var blevet overset.

Vi blev ved med at få opkald fra Andy Kahn der sagde: Er der noget?

Jeg kom til et punkt, hvor jeg faktisk frygtede opkaldene, fordi jeg blev nødt til at blive ved med

at fortælle ham igen og igen: Endnu ikke, Andy.

I 2004 er der kun to år tilbage, til Coral Watts bliver løsladt fra

fængslet, og kvinder vil begynde at blive fundet døde over hele landet.

Medlemmer af mit team var i fjernsynet og spurgte, om nogen havde nogen som helst oplysninger relateret til

Michigan vedrørende Coral Jean Watts, om de skulle ringe til dette nummer,

som rullede hen over bunden af tv-skærmen.

Januar 2004 besluttede jeg at se tv, trykkede på knappen, klik, klik, klik.

Bum, der var det billede af Watts igen.

Justitsministeren i Michigan appellerede til, at enhver, der havde nogen form for

oplysninger om mord på Watts hér, skulle ringe til hans kontor, fordi

Watts snart ville blive løsladt fra fængslet.

Og jeg tænkte, hvad fanden sker der?

Hvad med mordet i Ferndale?

Hvordan kunne ingen nogensinde sætte det i sammenhæng med det her?

Alle de andre kvinder dernede i Texas.

Jeg ringede og talte med Pendergrass og fortalte hende, at jeg havde

vidnet et mord tilbage i '79, der involverede Coral Eugene Watts.

Hun virkede oprigtigt interesseret, og jeg havde et lille glimt

af håb om, at noget ville ske denne gang.

Da jeg talte med hr. Foy, fik jeg en fornemmelse af, at endelig,

efter alle disse år, har vi vores sag.

Vi anede ikke, at der var et vidne, der levede med

denne smerte, at han følte, ligesom han havde denne historie

i sig og ikke kunne gøre Helen Dutcher retfærdighed.

Den største udfordring her ville være at sælge det til en jury, at dette vidne,

for 25 år siden, så en fyr i et par sekunder i

en mørk gyde og ja, han er sikker på, hvem han så.

Så jeg anmodede retten om at fremvise alle mordene i Texas, som han havde fået

immunitet for, bare for at vise et mønster med at isolere kvinder sent om natten,

tidligt om morgenen og angribe dem med hvad som helst, der var ved hånden.

Det ville blive et svært salg.

Coral Watts skulle løslades fra fængslet i Texas om to år.

Vi havde brug for en stærk sag for at beholde ham i fængsel.

Så i sagen om Helen Dutcher her i Michigan, anmodede jeg retten om at medtage

alle de mord i Texas, som Coral Watts

havde fået immunitet for, blot for at vise et mønster.

Heldigvis var dommeren enig med mig.

Man slipper aldrig helt for sommerfugle i maven, når man skal i retten.

Vi indså lige, hvad der stod på spil, især da familierne til

ofrene fra Texas begyndte at føle, at denne retssag også var deres sag,

fordi ingen af dem nogensinde havde fået retfærdighed.

Da jeg gik ind i retssalen, har jeg aldrig i mit liv følt mig så angst.

Alle disse familier stolede på mit vidneudsagn.

Jeg kunne ikke svigte dem.

Da jeg satte mig på vidneboksen, kiggede jeg direkte på Watts, og han kiggede på

mig, og det var ligesom den gyde den aften.

Da Joseph Foy trådte op, kunne man have hørt en knappenål falde i retssalen.

Forsvarsadvokaten lagde virkelig vægt på, hvor længe jeg havde haft øjenkontakt med

Watts, og hvordan jeg kunne huske hans ansigt.

Han sagde til mig, det var bare et glimt.

Og jeg sagde til ham, har du nogensinde haft et glimt med en smuk kvinde på en bar?

Det kan vare evigt.

Det fik ham til at tie stille.

Han virkede rolig og fattet, men det var virkelig et gæt for alle, hvad

juryen ville gøre ved dette.

Da juryen gik ud, tog det måske tre til fire timer.

Da de ringede og sagde, at dommen var afsagt, gik vi tilbage til retssalen.

Jeg troede, mit hjerte ville slå sig ud af brystet.

Jeg kunne knap nok trække vejret, men...

Watts blev fundet skyldig i overlagt mord af første grad på Helen Dutcher,

hvilket var vidunderligt, for i Michigan betyder det, at han

ville komme i fængsel resten af sit liv.

Det var som om verdens vægt blev løftet fra mine skuldre,

og alle i retssalen var bare lykkelige som ind i helvede.

Jeg gjorde sådan her, og sagde: For fanden, vi gjorde det.

Vi gjorde det.

Retssystemet har efter over 20 år gjort

sit arbejde, og han kommer aldrig til at skade en kvinde igen.

Jeg dykkede med store hvide hajer, og når man kiggede dem i øjnene,

var det som at kigge ind i helvede.

Det samme gjaldt for Coral Eugene Watts.

Han havde så mange ofre, og ærligt talt, ved vi ikke engang om dem alle.

Jeg er overbevist om, at det ikke engang er tæt på.

Det anslås, at han dræbte over 100 kvinder, hvilket gør ham til den mest produktive seriemorder

i USA, især en, som ingen nogensinde har hørt om.

Årsagen til, at Watts forblev under radaren, var

fordi de fleste seriemordere nyder opmærksomheden.

De har umættelige egoer.

Men i fængslet i Texas, fik han mediehenvendelser,

og han afviste dem alle.

Motivet var ikke opmærksomhed.

Han kunne lide at dræbe.

Han var en koldblodig, diabolsk drabsmaskine.

Vi taler meget om Elena, deler historier, gennemgår fotoalbum.

Hun var en vidunderlig, vidunderlig pige.

Det er over 40 år siden, og i mit hoved er hun stadig min storesøster.

Hun var stærk i karakteren, stærk i sine overbevisninger, stærk i sin stemme, men kærlig.

Hun havde altid et smil og aldrig en bekymring i verden.

Hver 1. december går jeg tilbage til stedet, hvor Helen

Dutcher blev dræbt og siger en lille bøn for hende.

Hendes liv betød noget.

Det handler om at gøre det rigtige.

Uanset at jeg vidste, at den smerte og den kval og de mareridt, jeg ville have og

stadig har, ville jeg gøre det igen på et øjeblik.

Jeg ville gøre det igen på et øjeblik.