Original subtitles

- Hvad er det der? - En kniv.

Ingen kniv.

- Hvad? - Tre grunde.

For det første: hvis nogen bliver dræbt, dømmes jeg for mord, for jeg tog den ind.

For det andet kan en kollega blive dræbt.

For det tredje kan jeg blive det.

Jeg er leder med 20 års erfaring, nok den mest betroede her.

Og jeg smugler varer ind for dig. Det er din hedeste drøm.

Hvorfor sætte det på spil ved også at bede om våben?

Okay.

Er vi færdige?

Okay.

- Kom indenfor, Mark. - Tak.

- Går det? - Ja.

- Hvad ville han? - Han kom med lidt te.

- Hvorfor? - Han skyldte mig.

- Hvorfor det? - Ikke snuse.

For helvede…

To O'er sammen udtales "oo".

Så det her bliver sh-am-poo. Shampoo.

Det er mange ord med dobbelt-O. Tool. Fool.

- School? - Ja. School er godt.

Må jeg spørge om noget?

- Ja. - Helt fortroligt?

- Ja. - Hvad hvis de fandt noget i cellen?

Narko?

Et våben?

Mobil?

- Ville vi begge to få skylden? - Det kommer an på.

Hvad ville vi få? Isolation? Forlænget straf?

Det kommer også an på.

Okay.

Tilbage til O'erne.

Prøv med det her. Toothpaste.

- Hvad med at prøve det? - Få det væk.

Jeg ved det med mobilen.

- Jaså? - Ja.

Få den væk.

Okay.

Dejligt.

- Er alt i orden? - Ja, far.

- Hvordan går det med tanden? - Jeg gik til tandlægen, og se …

- Det er ordnet. - Godt.

- Lader de dig være i fred? - Mere end det. De passer på mig.

Nok fordi jeg fik tæsk uden at sladre eller klage.

- Jeg fik respekt. - Det er, fordi far smugler for dem.

Han skal ikke tro, at de er hans bedste venner, når de er svin.

Far smugler ting ind for dem. Det er derfor, de passer på dig.

- Ting? - Stoffer.

- Hold op med det! - Det er kun, til du kommer hjem.

Du er vagt og smugler narko ind. Du får fem år.

- Jeg bliver ikke knaldet. - Jeg flytter igen.

- De finder dig igen. - Nej.

Vi kan ikke beskytte dig. De finder dig, hvor du end flyttes hen.

Fem år. Og du er vagt, så du skal sidde med pædoerne.

- Hvad har du gang i, far? - Jeg bliver ikke knaldet.

Et for Liverpool, Man City og Chelsea. To for Everton og Man United.

Kryds for alle andre.

Fem krydser? Er du sikker?

Må jeg tale med hende!

Mine ti minutter er snart gået. Er farfar der?

- Hvem er det, som råber? - En fyr i den anden telefon.

- Er farfar der? - Nej.

- Hvor er han? - Du kan tale med farmor.

- Hvad er der i vejen? - Hej.

- Jeg har ringet til begge numre! - Er far der ikke? Hvor er han?

Du lyver!

Jeg ville ikke bekymre dig, men han har det ikke godt.

- Han har det ikke godt. - Hvad er der i vejen med ham?

- Han blev dårlig. - Hjertet igen?

Ja.

- Hvor er han? - Jeg kan ikke høre dig.

- Gider du lige! - Din lort! Hold din kæft!

Læg ikke på.

Ambulancen hentede ham. Han er på intensiv.

Du skal ikke lægge på! Din lille møgso!

- Du godeste! - Undskyld, mor.

- Hvordan har han det nu? - Ved det ikke. Han var ikke kontaktbar.

Stop!

- Er han bevidstløs? - Det ved jeg ikke.

- Ind i cellen! - Tog du med?

- Læg på. - Kan du høre mig?

- Giv mig den. - Hvad laver du? Jeg talte med…

Ind i cellen! Jeg siger det ikke igen!

Hallo?

- Bare fem minutter. - Hvis du får lov, vil alle ringe.

Jeg vil være urolig for min far hele natten. Gør ikke det her.

Slip døren. Hvis du ikke slipper, anmelder jeg dig.

Tal med præsten i morgen tidlig. Hun kan måske hjælpe dig.

Ind i cellen!

Har du stadig mobilen?

Nej, desværre. Jeg skilte mig af med den.

- Jeg er ked af det. - Ja…

- Må jeg tale med søster Marie-Louise? - Ja.

- Hej. Vil du gøre noget for mig? - Ja.

Jeg tror, min far fik et hjerteanfald i går. Jeg vil vide, hvordan han har det.

Kan du ringe til min mor og spørge?

- Ja, selvfølgelig. Jeg gør det straks. - Tak skal du have. Tak.

Hejsa.

- Er han død? - Ja. Kondolerer.

Vil du ringe til din mor? Jeg kan ordne det.

Ja. Tak.

Tak.

Har du nogen hos dig?

Ja, Alicia er her, og moster Joan.

Han sov stille ind.

Var det skammen over det, jeg gjorde, som slog ham ihjel?

Nej.

Kan du komme til begravelsen?

- Det tror det, men… - Hvad?

Jeg har håndjern på.

- Hvis du ikke vil se mig, forstår jeg det. - Selvfølgelig vil jeg se dig.

Og jeg vil have, at du siger nogle ord om ham.

Nu må jeg løbe, mor. Der er gået ti minutter.

- Er du klar? - Ja.

Må du tage med hjem til huset?

- Nej. Kirken, kirkegården, her tilbage. - Okay.

- Jeg kan jo ikke sige "God fornøjelse". - Nej.

- Jeg håber, det går så godt som muligt. - Tak.

Mark Cobden. Ledsaget udgang.

Serienummer 80462.

- Værsgo. - Tak.

Okay.

Gå herind. Kropsvisitation.

- Ud. Celleransagning. - Hvorfor det?

Ud.

Ned på hug.

Okay, tag tøjet på igen.

- Der er ikke noget her, chef. - Gå ud, nu.

Det er spild af tid. Okay, jeg går ingen steder.

- Jeg er din date i dag. - Ja, chef.

Følelserne kan gå højt ved begravelser.

Så hvis jeg føler mig truet af nogen der, tager vi direkte tilbage hertil.

- Har du forstået? - Ja, chef.

Stig ind.

Reception, jeg har indsat Cobden, CVEC 3944 her. Tjek.

- Er I færdige? - Det der fjernsyn.

Nej, ødelæg ikke mit fjernsyn.

- Forstået. Han kan køre. - Okay.

Alt er i orden.

Din? Ikke din vens?

Nej, han skal til sin fars begravelse. Det var mig. Han vidste ikke noget.

CE272 til receptionen.

Der er noget galt.

Sluk motoren.

- Cobden? - Ja.

- Du må ikke køre. - Hvad?

De har fundet en mobil i din celle.

En mobil? Han sagde, han havde skilt sig af med den.

- Åh, ven… - Hvad?

"Han sagde, han havde skilt sig af med den"… Du kendte altså til den.

- Hvad gør vi nu? - Vi må ikke køre.

- Du må tilbage. - Det er min fars begravelse.

Undskyld.

- Hvor var den? - I fjernsynet.

- Du sagde, du havde skilt dig af med den. - Pas på, hvad du siger.

- Han ved det. - Hvordan?

Fordi jeg sagde det. Fordi jeg er en idiot.

- Du sagde, du havde skilt dig af med den. - Jeg løj.

Så den var her den aften

da jeg skulle ringe om min far?

- Ja. - Og du sagde, at den ikke var her.

- Ja. - Hvorfor?

Hvis du havde brugt den, havde jeg fået ballade.

Det gør mig til en stor lort, ikke?

Ja, en lort, som ville sælge sin mor for stoffer.

Ja.

- Hvad laver du? - De skiller os.

Følg med.

Mark…

Nogen burde ringe og sige, at du ikke kommer til begravelsen. Skal jeg gøre det?

Ja tak.

Jeg kan skaffe begravelsesfolderen, så kan vi holde en egen gudstjeneste.

- Vil du det? - Må du gøre det?

Jeg gør, hvad du vil.

- Okay. - Er det din tale?

- Ja. - Skal jeg maile den til dem?

Ja tak.

- De kommer derhen cirka nu. - Ja.

Din mor er i følgebilen. Hvem er sammen med hende?

Min kone, Alicia. Min søn, Tom. Min moster, Joan.

Der er andre biler, men jeg ved ikke, hvem der er i dem.

Min far overlevede sine søskende.

Men alle havde børn, så de er der nok, dem og deres børn.

Fader Duggan stænker vievand på kisten.

Med dette vand mindes vi Johns dåb.

Som Jesus Kristus gik i døden for vores skyld

så må han lede John til opstandelse og evigt liv.

Amen.

Desværre kan Mark ikke være her i dag.

Men det her er den tale, han ville have læst op.

John Thomas Cobden blev født i de magre 30'ere

som det femte af ni børn, som alle voksede op i samme rækkehus.

Det kan ikke have været let.

Han fik stipendium til en katolsk skole, hadede den og gik ud, da han var 15.

Skoledrenge havde ikke hårdt arbejde dengang

så han begyndte på kontoret på Kirkmarsh.

"Og der mødte han mor." Mig.

"Som pensionist fiskede han og så fodbold

og de sidste seks, syv års tid

så han fodbold med sit barnebarn Tom."

John Thomas Cobden. God fagforeningsmand, god lystfisker

god ægtemand

fantastisk far.

Jeg ved, at Mark tror at hans far skammede sig over ham

for det han gjorde den frygtelige dag.

"For den smerte og sorg han forvoldte den stakkels mands familie.

Han har ret. Men kun for den ene, frygtelige dag."

For alt det, der kom senere …

fordi han meldte sig selv til politiet

tilstod og erkendte sig skyldig

uden at påberåbe sig formildende omstændigheder

fordi han accepterede sin straf

og gladelig havde accepteret en længere …

Fordi han betragter hver eneste dag af sin tid i fængsel

som endnu en dags soning for det, han har gjort, var Marks far …

… min John …

… "mere stolt af sin søn, end han nogensinde havde været."

Tak.

Jeg skylder dig en tjeneste. Tak.

Det var så lidt.

Jeg har set på mange universitetskurser, men det her vil jeg virkelig gerne.

Det havde jeg ikke tænkt på, hvis jeg ikke var kommet her.

Hvem er det så?

Kom nu, Liam.

Før ville jeg gerne herind. Dømmes til at sidde her.

Far sad her. Onkel Peter sad her.

Andre, jeg kender, talte altid om Craigmore-spjældet.

"Jeg sad tre år", plejer far at sige, "og det var pærelet".

Så griner alle.

Men sandheden er… jeg kunne ikke klare tre dage her.

Alle er altid triste.

Så jeg kommer ikke tilbage.

Jeg vil ikke ryge i spjældet.

Bravo, knægt.

- Hvordan har du det, Cobden? - Fint, fru direktør.

Marie-Louise siger, at du har et godt tag på de unge.

Vi har talt sammen. Der er en konference om forbrydelse og straf i næste måned.

- De vil have en indsat til at tale. - Jeg tænkte på dig.

- Hvad skulle jeg tale om? - Din forbrydelse. Din tid her.

Uledsaget. Marie-Louise stoler fuldt og fast på dig.

- En konference? - Ja.

- Mange mennesker? - Omkring hundred.

Jeg kan dårligt tale til en håndfuld her, endsige hundred.

Du bliver nok nødt til det. Du sagde, du skyldte mig en tjeneste.

- Det er ikke fair. - Det synes jeg.

- Hvor er det? - Crewe.

- Hvordan kommer jeg derned? - Taxi og tog.

- Alene? - Ja.

- Okay. Jeg gør det. - Okay. Så ordner jeg det.

Jeg hører, du har udgang. Forbrydelse og straf-konference?

Ja.

- Alene? Uden vagter? - Ja.

På vej tilbage skal du besøge en. Du får noget syet ind i foret af jakken.

Når du kommer tilbage, afleverer du den til opbevaring.

- Hvad er det, som skal sys ind i den? - Det behøver du ikke at vide.

- Jeg kan ikke gøre det. - Hvad?

Jeg kan ikke.

Skylder du mig en tjeneste eller ej?

Jeg kan ikke gå ind her med narko på mig. Jeg kan ikke holde masken.

- Jeg er ikke den, du har brug for. - Du er lige den, jeg har brug for.

En lærer, en hæderlig type. Hvem ville mistænke dig?

Nej.

Vær rar at bede mig om noget andet. Hvad som helst.

Jeg ved, at jeg skylder dig.

Jeg skal nok betale tilbage, bare ikke med det her.

Vale Road 21. Hvad sagde jeg?

Vale Road 21.

Ved den gamle bro. På den her side. Har du forstået?

Bed chaufføren vente. Det tager kun fem minutter.

Okay.

Hvad var adressen?

Vale Road 21.

Godt.

Under udgangen må du afstå fra alkohol og stoffer.

Du må ikke omgås med nogen, som du ved er straffet eller kriminel.

Du får et rejsebevis, som du indløser for en togbillet.

Du får 25 pund til nødvendige udlæg. Gem kvitteringerne for disse.

Du skal være tilbage kl. 19.30. Hvis du ikke er det

betragtes du som undveget og risikerer forlænget straf. Nogen spørgsmål?

- Nej. - Skriv under her.

Jeg har altid drukket. Jeg satte altid alkohol først.

Jeg satte det før min kone, min søn, mit job, alting.

Men så den 14. oktober 2017

ændrede det sig.

- Må jeg få en til, Shannon? - Ja.

Tak.

Hvor har du været?

Lærermøde.

- Nu igen? - Ja, jeg ved det godt.

- Hej, søn. - Hej, far.

- Skal jeg tage over? - Nej, det er færdigt.

- Men du laver mad i morgen. - Ja.

- Hvordan gik det i skolen? - Okay.

- Hvad har du lavet? - Ikke noget særligt.

- Er du færdig med lektierne? - Ja. Jeg går ovenpå.

Hvad er der i vejen?

Jeg har lige slået en ihjel.

- Hvad? - Jeg har lige slået en ihjel.

En cyklist. Jeg kørte ind i ham.

- Hvor? - Carr Lane.

- Vi må gå til politiet. - Ja.

Tom?

Du må køre.

Har du drukket?

- Ja. - Du lovede!

Det ved jeg. Jeg var bare…

- Er du over promillegrænsen? - Ja.

Gå ind, Tom. Lige nu, tak.

Nu, Tom!

Gå ind.

Sæt dig.

Efter middagen sagde han gerne: "Se efter, hvad der er i min jakke."

Og han så Freddie stråle, når han fandt chokoladen.

Han var totalt uselvisk, hr. dommer.

Ironisk nok er verdens mindst selviske menneske

blevet dræbt af det mest selviske.

Af en mand, som drikker fire glas vodka og så sætter sig bag rattet

uden at bryde sig om andres ve og vel.

Af en mand, som sætter sin egen bekvemmelighed før andre menneskers liv.

Af en mand

som lod den, han havde dræbt, ligge som en hund på gaden.

Den mand fortjener at komme i fængsel i meget lang tid.

Han fortjener at rådne op i fængslet og brænde op i helvede, så gør det, dit svin!

Må du rådne op i fængslet og brænde op i helvede!

Jeg påberåbte mig intet formildende. Jeg havde drukket fire glas vodka.

Da jeg startede bilen, dræbte jeg den mand.

Jeg. Ingen anden.

Men når man ikke har nogen undskyldning

bliver skylden overvældende og minderne mere og mere knusende.

Jeg frygtede for minderne i starten af min straf.

Men efter et års tid

begyndte jeg at byde dem velkommen. Jeg så dem som en soning.

Nogle måneder senere

indså jeg, at jeg havde taget fejl.

De sonede ingenting. De mindede mig kun om, at jeg havde noget at sone.

Efter endnu nogle måneder indså jeg, at man aldrig kan sone

at man har dræbt et andet menneske. Det eneste, man kan gøre, er at prøve.

Så hvordan gør jeg det?

Hvordan prøver jeg at sone det?

Jo, hvor banalt det end lyder… ved at leve et godt liv.

Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde med udsatte teenagere.

Jeg vil afstå fra alkohol.

Og jeg vil prøve at leve et godt liv.

Tak.

Her er det. Vale Road.

- Er alt i orden? - Ja. Kør mig tilbage.

Okay?

- Nej. Jeg kunne ikke gøre det. - Hvorfor ikke?

Jeg skal leve et godt liv, og så kan jeg ikke smugle stoffer ind.

- Er det dit alvor? - Ja.

Vil du hellere have prygl?

Ja.

Så får du det.

Det mangler tre billardkugler her. Har nogen set dem?

Hallo, der mangler tre kugler her. Hvor er de?

Så nogen, hvor kuglerne blev af?

Jeg mener det! Hvor er kuglerne?

Hallo, der mangler tre kugler her! Hvor er de? Jeg ransager cellerne.

Sidste chance, så slår jeg alarm. Hvor er kuglerne?

I giver mig intet valg. Okay? Intet valg.

Vi ransager alle jeres celler. Gå ind. Her mangler tre kugler.

- Bræk knoglerne på ham! - Lad ham være!

- Så er det nok. - Hvad kommer det dig ved?

En hel del. Okay?

Okay.

Pis.

Mark?

Mark?

Chef!

Chef!

Chef!

Okay. Farvel.

Gå derind, Eric.

- Hvorfor det? - Stikprøvekontrol.

Ikke herude.

- Hvordan vidste du det? - Jeg ringede til Chapel Grove-fængslet.

De sagde, at din søn blev behandlet godt. Det undrede mig.

Jeg havde intet valg.

Det ved jeg.

Jeg er frygtelig ked af det.

- Hallo? Hvor ringer du fra? - En politistation.

- Hvad? - De visiterede mig i morges på vej ind.

Åh nej.

De holder mig her. Grundlovsforhør i morgen.

- Det er ikke retfærdigt. - Det er Craigmore.

Kan du komme herhen med sæbe og tandpasta?

Og jeg har kun uniformen, så tag noget tøj med.

- Nej, for de løslader dig mod kaution. - Nej. De vil have, jeg nævner navne.

- Det kan du ikke gøre. - Nej.

Enhver anden far havde gjort som dig. Jeg står og stryger en skjorte til dig.

- Eric? - Okay.

- Farvel. - Eric?

Eric?

Er du klar?

Ja.

- Hej. - Hej, Kav.

- Smutter du i dag? - Ja.

Jeg har ladet nogle ting ligge til dig og Paul, hvis I vil have dem.

Ja. Tak.

- Skal jeg skrive? For at vise mig lidt? - Ja.

God idé. Jeg skriver til dig først, så du får min adresse og sådan. Okay?

Godt.

Tak.

Selv tak, Kav. Tak.

Kom her, min ven.

- Pas på dig selv, Mark. - I lige måde.

- Kom ikke tilbage. - Jeg skal prøve at lade være.

Vi ses, min ven. Farvel.

Må jeg se Daniel?

Selvfølgelig.

Hvordan går det?

Det er mig, Mark.

- Mark? - Ja.

- Går det? - Ja, jeg smutter i dag.

Okay.

Jeg ser ham stadig.

Gerard?

Jeg ser ham stadig.

Held og lykke.

- Følg med. - Ja.

De, der skal i retten, går først.

Så går de, som skal flyttes til andre fængsler.

Men du skal løslades… så du må vente til sidst.

- Held og lykke. - Tak.

- Hej, mr. Mac. - Hej, Mark.

- Må jeg sætte mig her? - Ja.

- Skal du have din dom? - Ja.

- Og du skal løslades? - Ja.

Hvor længe sad du?

To år.

- Tiden flyver, når man har det sjovt. - Ja.

Hvad får du?

Tre, hvis jeg er heldig. Fem, hvis jeg ikke er.

Men jeg skal ikke sidde her.

Jeg accepterer gladeligt fire.

Du var god til dit job. Hård, men retfærdig.

Tak.

Gå ud.

Hej. Der er du jo.

ET ÅR SENERE

- Goddag. - Goddag.

Tak, fordi du kom. Vil du sidde ned?

- Vil du have noget? - Nej tak.

- Te eller kaffe? - Ellers tak.

Har du noget imod, at jeg spørger til din familie?

Nej.

De har det… godt.

- Du har en søn. - Ja. Tom.

- Hvordan har han det? - Tom har det også godt.

Du skrev et brev til mig. Hvad stod der i det?

Jeg… har det her.

- "Undskyld." - Ja.

Hvem hjælper det, at jeg læser det? Dig eller mig?

Mig.

Ved Tom, at du har siddet i fængsel?

Ja.

- Ved han, hvad du har gjort? - Ja.

Folk skal altid vide, hvad jeg har gjort. Alle.

Det skylder jeg mig selv.

Det skylder jeg dig og dine børn.

Og det skylder jeg din mand.

Det her er min adresse.

Hvis du skriver igen, læser jeg det.

Jeg vil gerne tilgive dig, forstår du.

Jeg har brug for at tilgive dig, for det er…

Men jeg kan ikke.

Jeg har prøvet, og jeg kan ikke.

Men jeg bliver ved med at prøve. Jeg lover dig at blive ved med at prøve.

Måske en dag.

Tak.

Har du kunnet holde dig ædru?

Ja.

I næsten fire år nu.

Danske tekster: Claus Stenhøj

Svensk Medietext