Original subtitles

Den 29. september 2008 fejrede Maison Martin Margiela sit 20-års -jubilæum.

Samme aften forlod Martin Margiela modeverdenen for altid.

MARTIN MARGIELA MED SINE EGNE ORD

Han ændrede moden.

Margiela var nok den sidste, der revolutionerede moden.

EN FILM AF REINER HOLZEMER

Han var langt forud for sin tid. Showet, tøjet og idéerne bagved.

Han er en af de mest indflydelsesrige modedesignere i de sidste 30 år.

MUSIK AF dEUS

Han prøvede aldrig at behage.

Derfor behagede han ofte.

Han er en af de ti bedste siden slutningen af det 19. århundrede.

Vi har selvfølgelig hans tøj og hans stil, som chokerede mange -

- men også det, at han ikke viste sig: "Hvem er han egentlig?"

"Hvem kan lokke ham ud af skallen?"

Men han kom aldrig ud. Han viste sig aldrig.

Det var et mærkeligt fænomen.

Ja, det var smart ikke at ville ses. Det kom nok fra hjertet.

Det var ikke en strategi.

Det skabte et mysterium. Først tænkte jeg:

"Han kan ikke fortsætte sådan. Engang viser han sig." Men det skete aldrig!

Der er gået ti år siden Maison Martin Margielas sidste show.

MARTIN MARGIELAS STUDIE

Jeg kan ikke lide tanken om at være en berømthed.

Anonymitet er vigtigt.

At jeg er som alle andre, giver mig en balance.

Jeg har altid ønsket, at mit navn skulle forbindes med det, jeg skabte -

- ikke med mit ansigt.

1980erne var et skørt årti med udskejelser og sjov.

Moden var ret intetsigende med store former og timeglasformer.

Thierry Mugler, Montana med flere. Modeshows var store begivenheder -

- som varede 60-75 minutter. Det var helt vildt.

Så kom de tidlige 90ere, en periode med mere eftertanke.

Det var første gang, vi indså den økologiske krise.

Vi havde en økonomisk krise.

Pludselig efterlyste folk ærlighed.

Folk gik med ufarvet tøj, hvid og beige.

Så den periode passede til hans filosofi.

MMM's FØRSTE MAPPE 1988

Mit første tema var et surrealistisk blik -

- på modens atelier.

Det var en forårs-sommerkollektion, som var inspireret af surrealisterne.

Jeg lavede et tilsløret ansigt.

Min kærlighed til den historiske mode gav mig idéen til tilbehør -

- som kaldes "jabot" (kalvekrøs).

Jeg ville have skulderpuder, fordi tøjet var stort.

Derfor fik jeg idéen til små skulderpuder tættere på halsen -

- så man kunne se skulderen. Det var min første blazer.

Jeg kunne ikke lide, at alt var kort -

- så jeg lavede en lang nederdel med en dyb flæse bagpå.

Det gjorde jeg også fem sæsoner senere.

De to vigtigste detaljer i en silhuet er skulderen og skoene.

Alt andet er bare fyld. Skuldrene giver en vis attitude -

- og skoene giver selvfølgelig en vis bevægelse.

Når en bestemt silhuet bevæger sig på en bestemt måde, bliver jeg glad.

I kan forestille jer presset, når man skaber en helt ny sko.

Man bliver lidt skør.

Så tænkte jeg på, hvordan det var, da vi tog til Tokyo første gang.

Vi så gadearbejdere i flade tabisko af bomuld.

"Okay", tænkte jeg. "Hvorfor ikke lave en blød tabisko -

- men med høje hæle?" Sådan blev idéen født.

EFTERÅR/VINTER 82/83

Hos Rei Kawakubo, den eneste kvinde blandt samuraierne, ses det ekstreme.

En nærmest oprørsk holdning til den franske modes imperialisme.

Alt, hvad vi havde haft og beundret, var væk. Det var forbi.

Det her var fremtiden.

Deres showrooms, butikker og kataloger var helt nye for os.

Modellerne blev sminket anderledes. Det gik så vidt -

- at de havde deres egen måde at gå på. Og det er meget stærkt lavet.

I august 1987 grundlagde Margiela og Jenny Meirens Maison Martin Margiela.

Jeg mødte Jenny i en af hendes butikker i Bruxelles.

Vi blev hurtigt venner, fordi vi forstod hinandens æstetik.

Desuden var vi begge vilde med japanske modedesignere.

Dem følte vi stærkt for.

Og vi var klar til at tage på eventyr sammen.

For at præsentere min ekstreme mode var det meget vigtigt -

- at vise det i dets eget univers.

Det skulle bygges på en bestemt farve.

Sidst i 80erne var de fleste lokaler betongrå -

- med sorte designmøbler. Hvordan kunne jeg skille mig ud?

Så jeg valgte en anden farve, og den farve var hvid.

I starten havde vi ingen penge -

- så jeg fandt møbler på gaden eller hos Frelsens Hær.

Interessante møbler blev malet hvide.

Alt andet blev dækket med hvid bomuld.

"Vi maler alt hvidt", sagde de. "God idé", sagde jeg.

"Det bliver friskere." Men de mente virkelig alt. Alt blev malet hvidt.

Telefoner, tv-apparater, vægge. Alt var hvidt eller dækket af bomuld.

Det var sådan, de gjorde. Det var så flot. Alt var hvidt og smukt.

Den hvide bluse, "Margiela- uniformen", var inspireret af -

- alle billederne af modeller i hvide bluser hos modehusene.

Vi havde været igennem en periode, hvor folk kun kiggede på tøjmærket.

De tog tøjet op og sagde: "Det er den og den!"

Det kunne jeg virkelig ikke lide.

Så vi gjorde det anderledes.

Det tog flere år, før det tomme mærke med fire sting -

- blev kaldt Maison Martin Margiela.

I årevis skete det ofte, at folk kiggede på ens ryg -

- og kradsede lidt. "Der sidder noget", sagde de. "Nej", sagde man.

"Det er Martin Margielas mærke."

Så begyndte folk at genkende dem, og stingene blev seje.

Men i starten prøvede folk at fjerne dem.

Jeg ville gerne holde et modeshow på et teater -

- som hedder Café de la Gare. Det var meget 70er-agtigt.

Fyren sagde: "Mode? Hvorfor ikke?"

Jeg sagde: "Det er vores første show."

Så sagde han: "Hvis det går godt, bliver I berømte."

"Hvorfor?", sagde jeg. Så sagde han: "Mange kendte er begyndt her."

"Gérard Depardieu og Miou-Miou, for eksempel."

"Så kører vi!"

DEN 23. OKTOBER 1988 FORÅR/SOMMER-KOLLEKTION 89

Første gang jeg satte et slør på en model, skete der noget.

Uden ansigt var der kun selve tøjet og stoffets bevægelse.

Og det elskede jeg.

Når man arbejder længe for at opnå noget, vil man vise det -

- så jeg fandt på at lade pigerne træde i rød maling -

- før de gik på scenen. Jeg kan blive lidt besat.

En journalist fra engelsk Vogue ville interviewe mig.

"Du må tage med", sagde jeg.

"Min tidligere assistent afholder sit første show."

"Jeg må derhen nu." Jeg ville ikke gå glip af det! Så han tog med.

Jeg troede, at det ville være godt, men ikke at det ville være så godt.

Man ville have tøjet, for man følte sig smuk i det.

Ikke bare smuk, men anderledes og moderne. Martins tøj -

- gjorde noget andet umoderne.

Det var helt overvældende. Bare måden, modellerne kom ud på -

- med maskerne og silhuetten og skoene.

Jeg havde aldrig set noget lignende.

Jeg kan ikke lide ordet "avantgarde", men det var så nyt -

- at det slet ikke føltes som mode.

Det var ligesom med Andy Warhol.

Bang! Han splintrede kunstens verden på mange måder.

DEN 16. MARTS 1989 EFTERÅR/VINTER 89/90

Alle begyndte at tale om Martin Margiela.

Det, han gjorde, var så kraftfuldt og så anderledes end alt andet.

Han var fængslende. Jeg kan ikke forklare hvorfor, for jeg var så ung -

- men det var noget, der tiltalte folk.

Vi ledte efter et sted at fotografere til i-D Magazine, var det vist nok.

Vi skulle lave et særnummer om Martin Margielas tøj.

Så jeg tog Jenny og Martin med. De gik rundt og kiggede, og så sagde de:

"Vi holder showet her."

Og jeg tænkte: "Et modeshow her?"

Dengang holdt man shows uden for Louvre eller deromkring.

Man holdt ikke shows langt ude i 19. eller 20. arrondissement.

Og det var udenfor, en øde grund med en legeplads.

DEN 19. OKTOBER 1989 FORÅR/SOMMER-KOLLEKTION 90

Showet var så smukt. Vi var overvældede.

Folk kom i limousiner og spurgte, hvor de skulle hen.

Lidt bange, fordi ingen tog til sådanne steder.

Martin og Jenny ville have de unge og familierne og nabolaget der.

Så det var fyldt, fordi hele nabolaget var der.

Alle modeller bar hovedsageligt lyst og hvidt tøj.

For første gang var det også oversize.

Oversize-toppene blev krøllet sammen under net-T-shirts.

Folk kaldte det det nye wetlook.

Da tøjet kom, var det så spændende -

- at se det under plasticen, at jeg sagde:

"Vi lader plasticen sidde på noget af tøjet."

Publikum var mærkeligt. Den ene halvdel bestod af modemennesker -

- og alle andre råbte, klappede og sang.

Det var en stor oplevelse.

Det var meget rørende.

Det var det mest magiske modeshow i hele min karriere.

Det var et stort øjeblik i modehistorien.

Det show satte spørgsmålstegn ved hele modesystemet -

Showet og kvindens måde at gå på.

Siden Martin Margiela har vi ikke haft modeskabere -

- som har taget sig af den såkaldte modkultur.

Alt kan være modkultur -

- men nogle gange er den beskidt og ikke så smuk.

Men når nogen placerer den på en piedestal, accepteres den.

Og det gjorde han. Ingen har gjort det siden da.

Showet var kontroversielt, og reaktionerne var voldsomme.

Man sagde, at de havde udnyttet udsatte børn -

- og brugt dem som rekvisitter.

Så de blev kritiseret voldsomt i visse medier.

Det var et chok at se, hvor anderledes nogle havde tolket det.

Den bryske atmosfære i branchen -

- og de bryske reaktioner, han fik, sårede ham sikkert.

Det er nok en forklaring på, hvorfor han ret tidligt -

- besluttede ikke at udsætte sig selv for det, men sagde:

"Jeg giver ikke interviews eller fotograferinger."

Jeg tror, at det gik imod hans natur.

Anonymiteten var en slags beskyttelse af min person -

- både som designer og privatperson. På den måde kunne jeg arbejde hårdt -

- uden at have noget i kalenderen.

Man kunne endda holde møder med pressen.

Jeg er ikke imod den slags, men jeg orker dem ikke.

De ville få mig ud af balance.

Nogle gange synes jeg, at det er trist, at jeg må beskytte mig selv -

- men jeg vidste, at jeg kunne give mere, hvis jeg følte mig tryg.

Så man skal have stærke kollektioner -

- for det er svært at skabe sig et navn uden at have et ansigt.

Her kan du se bredden.

Godt...

DEN MYSTISKE MAND

MYSTERIET MARTIN MARGIELA

USYNLIGHEDSKULTEN FØRSTE DEL

MARTIN MARGIELA: USYNLIG MODESTJERNE

PÅ UDKIG EFTER MARTIN MARGIELA

Første gang, jeg så hans kollektion, var hos Frelsens Hær i Paris.

Jeg sad på en vaskemaskine. Alle var i godt humør -

- for de sad på forskellige ting i en møbelforretning.

Jeg tror, at jeg sad og smilede -

- og tænkte: "Det her er helt vildt."

Jeg forstod det ikke, for det tog tid at forstå.

Der var lidt af en udfordring i luften.

"Hvorfor må vi ikke se ham?"

Men så accepterede man det. Kollektionerne var så rammende -

- at man ignorerede det.

Tænk at forsøge at forklare alt det. Det ville være brutalt.

Han ville blive tilintetgjort. Og en dum journalist ville sige:

"Jeg forstår det ikke. Hvorfor havde de hår i ansigtet?"

"Er du imod kvinder?" Den slags dumme spørgsmål får man faktisk.

Så på en måde gjorde han os en tjeneste.

Han fik os til at tænke os om og være kreative.

Martin Margiela blev født den 9. april 1957 i Leuven i Belgien.

Faderen var polak, moderen belgier. Han voksede op i Genk.

Min far var frisør, og som barn elskede jeg at være med -

- og se, hvad der skete. Alle fagterne var så interessante.

Håret faldt ned på gulvet, og de andre kunder gik gennem det.

Jeg var så imponeret over at se, hvad der skete med hår.

Jeg husker, at mor sagde til far: "Vi må være lidt mere moderne."

Så kom parykkerne. Hun havde dem i et lille hjørne.

Først ville min far ikke have dem der.

"Sælg dem efter lukketid."

Det lød meget luksuriøst, syntes jeg. En åben butik med parykker!

Tidligere lovede jeg, at vi skulle tale om modeskaberen Courrèges.

Da jeg var syv, så jeg et modeshow fra Paris på tv.

"Hvad er det?" spurgte jeg min mor.

"Det er bare en modeskaber i Paris", sagde hun.

Så tænkte jeg: "Javel. Modeskaber i Paris. Det vil jeg være."

Så så jeg et par fantastiske støvler under en sommerkjole.

Støvler var jo til om vinteren, men her blev de båret til kjole.

Desuden var tæerne klippet af. Jeg tænkte:

"Det her er helt utroligt!"

Så jeg gik straks hen til mine Barbiedukker -

- og skar tæerne af deres støvler.

Den vigtigste person i mit liv var min bedstemor.

Hun var syerske og syede sine egne kjoler.

Jeg sad og så på i timevis, at hun skar mønstre og stof til.

Jeg var fascineret af denne kvinde, som besvarede alle mine spørgsmål -

- og gav mig både rigtige og forkerte svar.

Hun var på en måde meget ekstravagant.

Den ene dag kunne hun have brunt hår.

Da jeg kom hjem fra skole næste dag, var hun pludselig helt blond.

Jeg var et ensomt barn og elskede at være for mig selv -

- og leve i min fantasiverden. Modeverdenen, selvfølgelig.

Jeg fik alle de små stykker stof, min bedstemor havde tilovers.

Så kom mine forældres venner på besøg -

- og det klassiske spørgsmål var selvfølgelig:

"Og hvad vil du være, når du bliver stor?"

Selvom jeg var et meget genert barn, sagde jeg:

"Modeskaber i Paris." De så mærkelige ud i ansigtet.

Mine forældre blev flove og sagde:

"Hold op med at sige det."

Jeg adlød selvfølgelig, men i hjertet følte jeg -

- at det var sandt.

I et modeblad så jeg -

- et billede af denne kjole af Pierre Cardin fra 1966.

Jeg var så vild med den, at jeg bad min bedstemor lave en til min dukke.

Jeg fik parykker, som jeg farvede i matchende farver med eddike.

Jeg syntes, at det så fantastisk ud.

Så forelskede jeg mig i Brigitte Bardot. Hun repræsenterede -

- den franske, nonchalante, elegante kvinde.

Hun var helt frigjort. Det er skønt at kunne være sig selv.

Så det her var vel... Ja.

Jeg ville sælge tegningerne og satte en pris. Men jeg solgte det ikke.

I 70erne lavede jeg mit første stykke tøj selv.

Det var en grå blazer i flannel, som jeg så hos Yves Saint Laurent.

Hun ligner allerede en Margiela-model.

Kvinden, han henvendte sig til, havde humor og var fri.

Hun regnede ikke med at skulle klare sig på sin sexappeal.

Hun var nok en karrierekvinde, for tøjet var bekvemt.

For mig er det her et portræt af en intelligent kvinde -

- og det kan jeg lide. Jeg kan godt lide det billede af kvinder -

- i en verden, hvor moden ofte har et seksuelt syn på kvinden.

Det kan være kønt at se på, men det er enormt kedeligt.

Det var næsten en social bevægelse -

- som afspejlede det, der foregik på gaden, i kvindernes sind.

De ville ikke være objekter, men rigtige mennesker.

Det stikker meget dybere end bare tøjet.

Det var mit første show for Martin.

De bad mig selv tage et billede. Og alle... Ikke alle...

Nogle af dem stod omkring mig, men jeg var for genert -

- så de efterlod mig med en dims, så jeg kunne fotografere mig selv.

- Jaså? - Ja...

Personligt talte vi ikke så meget med ham.

Det var derfor, det var specielt at arbejde med Martin og se ham.

- Han var jo et mysterium for alle. - Ja, han forbliver et mysterium.

Jeg kan godt lide hans hænder, når han klæder en på.

Det samme på bagscenen, når han retter på tøjet.

Han gør det med finesse og ved, hvad han gør.

Han er aldrig hårdhændet. Nogle mennesker er hårdhændede...

Ja, nogle vil man undgå.

Jeg følte, at han ser mig som en person, ikke bare en dukke.

Han hentede folk ind fra gaden og brugte venner.

Senere brugte han Kate Moss og andre kendte modeller -

- men han var den første, der brugte streetcasting.

Han var den første med mange ting.

Inge Grognards makeup revolutionerede sminken.

Disse personer revolutionerede moden. Og han er her stadig.

Han griner nok, men jeg genkender ham i mange modeshows.

Jeg syntes, at det ville være sjovt at skabe en vis følelse -

- med kraftig makeup og rodet hår. Jeg elsker det.

Men kvinderne skulle se naturlige ud.

Så vi begyndte med streetcasting.

De spurgte, hvordan de skulle gå. Jeg sagde: "Som da I kom ind."

DEN 18. OKTOBER 1990 FORÅR/SOMMER-KOLLEKTIONEN 91

Parkeringspladsen var virkningsfuld.

Jeg ville gå længere, så der var intet tæppe.

Vi havde ikke siddepladser.

Det gjaldt om at komme først, og det var vovet.

De første modeller var stærkt parfumerede med patchouli.

De kom ind i det der neutrale rum -

- og spredte parfumeduften overalt.

Jeg sagde til modellerne: "Grin og smil og kig på publikum."

Sådan gjorde modeller ikke. "Er du skør?" sagde de. "Prøv", sagde jeg.

De forsøgte, og bagefter var de så glade og sagde:

"Det virkede, Martin! Folk reagerer!"

Det var som en rockkoncert.

Det mindede mig om de første Gaultier-shows, jeg så.

Alle studerende på designakademiet -

- ville selvfølgelig se Jean Paul Gaultiers show.

Han var virkelig den yngre generations idol.

Det var virkelig noget helt nyt.

EFTERÅR/VINTER 82/83

Under showet råbte og klappede folk.

De reagerede som til en rockkoncert.

Det var en stemning, jeg aldrig kunne glemme.

Vi var ikke inviteret, men vi forfalskede invitationerne.

Vi kopierede papiret, tog vores badges med til supermarkedet -

- og fandt en yoghurt på den rette størrelse.

Vores var lidt større, men det gik. Hele klassen havde falske badges.

Det show fjernede alle tidligere modetrends.

Margiela gik først på St. Lukas kunstakademi i Hasselt -

- og derefter på kunstakademiet i Antwerpen (1976-80).

KUNSTAKADEMIET I ANTWERPEN

Kunstakademiet har afdelinger for skulpturer, malerier og mode.

Her studerede "The Antwerp 6" og Martin.

Her tog de deres eksamen og havde deres eksamensshows.

Selv i dag er det nok hjertet i Antwerpens modehistorie.

Han gik i samme klasse som Walter Van Beirendonck -

- og de øvrige i "The Antwerp 6" fik deres eksamen året efter.

Allerede fra starten blev de en fast sammentømret vennekreds.

De festede og arbejdede sammen, som studerende plejer.

Der var en vis konkurrence, og det var vigtigt -

- for det pressede dem til at blive bedre.

At udvikle deres koncepter og udtrykke det i en kollektion -

- var noget, de lærte her.

På akademiet lærte jeg noget, som jeg har haft nytte af hele karrieren.

Hver uge havde vi undervisning i kostumehistorie.

Vi valgte et billede af ugens tema. Det skulle inspirere os til -

- at skabe en silhuet, der passede lige den dag.

En anden opgave var at skabe et stykke tøj -

- af materiale fra køkkenet.

Jeg lavede en jakke af viskestykker.

Jeg skar ikke et mønster ud, men prøvede -

- at bruge hele håndklæder ved at folde dem og sy dem sammen.

Dengang vidste jeg ikke, at det ville føre til strømpeblusen -

- hvor jeg samlede forskellige militærstrømper til en bluse.

STRØMPEBLUSEN EFTERÅR/VINTER 91/92

VEST AF SMADREDE TALLERKENER EFTERÅR/VINTER 89/90

TOP AF PLASTICPOSER FORÅR/SOMMER 90

TOP AF HANDSKER FORÅR/SOMMER 01

Her har jeg nogle af de ældste og sjældneste ting, mine favoritter.

Den her, for eksempel, går jeg stadig med.

Jeg har ikke fjernet mærket. Den er fra forår/sommer-kollektionen i 91.

Det er et stykke tøj fra Artisanal-kollektionen, som...

Det er en aftenkjole.

Ja, sådan her... Se, hvor smuk den er.

Den er en af mine favoritter.

Idéen bag er den samme som for disse stykker tøj.

Det bedste ved Martins følsomhed er -

- at intet af det her er dyrt stof.

Det er brugt tøj, som han fandt forskellige steder i Paris.

Det er ikke genbrugstøj fra typisk bourgeoisiet.

Det kom fra almindelige mennesker.

LOPPEMARKED I PARIS

Siden mine første kollektioner følte jeg, at det ville være interessant -

- at blande brugt tøj med mine egne kreationer.

Jeg kunne ikke bare købe ind på loppemarkedet -

- og sælge tøjet i min kollektion, men ved at skille det ad -

- og skabe nyt tøj, kunne det fungere.

Jeg prøvede længe, og i 1991 -

- blev det overbevisende med mine åbne aftenkjoler.

Så fik jeg mange idéer, når det gjaldt brugt tøj hver sæson -

- og ganske hurtigt blev det en kollektion i sig selv.

ÅBEN AFTENKJOLE, ARTISANAL FORÅR/SOMMER 91

Personalet fandt en masse tørklæder i silke, rayon og polyester.

De havde alle et farverigt tryk, som jeg aldrig ville gå med til.

Men nogle gange kan ting, man ikke kan lide, blive meget spændende.

DEN 17. OKTOBER 1991 FORÅR/SOMMER 92

TØRKLÆDER, ARTISANAL, FORÅR/SOMMER 92

Det her var gamle teaterkostumer, som vi undlod at reparere.

De var alle forskellige og unikke. Og de var alle i dårlig stand.

Det her var en vest, og ærmerne er fæstnet foran.

Vi efterlod hullerne på bagsiden, så ærmerne er fra et andet stykke tøj.

VINTAGE TEATERKOSTUMER FORÅR/SOMMER 93

Da jeg begyndte, tænkte jeg:

"Jeg kan virkelig ikke lide at tale med folk og arbejde."

Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide pressen -

- men jeg ville ikke kommentere kollektionerne.

Jeg syntes, at de kunne se dem og tage dem for det, de er.

Så vi måtte skabe noget nyt i modebranchen, og det er svært.

De troede, at jeg ikke ville møde dem, men at jeg ville være mystisk -

- og sådan er det ikke.

Jeg er nok den eneste designer, der kunne klare det -

- fordi det kom naturligt og var ærligt ment.

Jeg kunne ikke håndtere systemet lige så godt som Jean Paul Gaultier.

Han kan tale med dem og håndtere det.

Han er en "entertainer" i ordets mest positive betydning.

Jean Paul sagde faktisk altid, at jeg er for alvorlig.

Og jeg er nok alt for alvorlig til den branche.

Fra 1984-1987 arbejdede Margiela som assistent for Jean Paul Gaultier.

Sådan så designerstudiet ud.

Jeg elskede stemningen, for det var noget, jeg aldrig havde oplevet før.

Han sagde altid: "Du er så organiseret."

Jeg begyndte at lægge alt i kasser og arkivere alt -

- og det kunne han lide.

Han havde en frihed, som jeg lærte hos ham.

Det var: "Klar dig med det, du har."

"Det, du ikke har, lader du, som om du har. Men sørg for at klare det."

Den frihed har jeg altid kæmpet med, men ikke på den rette måde.

Nu opdagede jeg, at i Paris kan man være så fri, som man vil.

Så sagde han: "Du ved ikke, at du har en stil og en smag."

"Den smag bør du holde fast i fremover."

Underligt nok vidste jeg det ikke.

Jeg vidste, at jeg havde en vis smag -

- men jeg vidste ikke, at smagen var ved at blive en stil.

I år afholder Martin Margiela sit modeshow hos Frelsens Hær.

Efter metroen og en byggeplads er det meget originalt. Alle er der.

Den belgiske designer er original og hemmelighedsfuld.

Hverken fotos eller interviews. Det er den moderne modedesigner.

Kendetegnet er lange linjer -

- figursyet øverst og med vidde forneden -

- inspireret af 70erne, designerens yndlingsperiode -

- hvor man gerne legede med tøjet.

Han klipper ofte tøj i stykker og genskaber det, "La mode destroy".

Dekonstruktionen begyndte nok med Rei Kawakubo...

tidligere i 1980erne. Men...

Men hun ville snarere gøre oprør mod det daværende samfund.

Hans dekonstruktion var et studie af -

- hvad et stykke tøj er. Hvordan fungerer det?

Jeg ser det som en dissekering foretaget af en læge -

- der kigger ind i en krop. Han prøver at finde kernen -

- og se, hvordan systemet fungerer.

Så genskaber han det.

Så han har en positiv indstilling til tøjet.

I Martins arbejde ser jeg en, der ikke tager sig selv alvorligt -

- selv om jeg ved, hvor seriøs og krævende han er.

Han iagttager verden og tænker: "Hvordan kan jeg lege med den?"

FILMEN "SYV KVINDER" EFTERÅR/VINTER 93/94

Vi havde lavet ti sæsoner i samme stil -

- og folk begyndte at kalde den "Margiela-stilen".

Efter alle de år følte vi, at vi havde indflydelse.

Moden begyndte at nærme sig min stil.

Tidligere kæmpede vi med, at folk ikke forstod os.

Nu frygtede jeg, at folk forstod os alt for godt.

Jeg bemærkede, at moden blev længere med ankellange nederdele.

Tøjet blev smallere med ødelagte detaljer.

Det føltes meget mærkeligt. Jeg blev deprimeret.

Alt handlede om kopier, kopier. "Hvad kan jeg gøre?" sagde jeg.

Så begyndte pressen at reagere og sige ting som:

"Folk bør vide, at han var den første."

Så tænkte jeg: "Jeg gør det igen."

Og fordi der var ti kollektioner, fik jeg en idé:

"Vi udvælger det bedste fra de ti kollektioner."

DEN 9-17. OKTOBER 1993 FORÅR/SOMMER 94

Jeg husker tydeligt, da Martin kom -

- til fabrikanten og sagde: "Nina. Det her er den nye kollektion."

Jeg kiggede på det og sagde: "Men det her er jo allerede kendt."

Det hele var tøj, som allerede var blevet lavet.

Den eneste forskel var, at det var blevet farvet gråt.

Folk havde jo set det, så jeg tænkte:

"Okay, vil de have originaler? Så stempler vi mærket på alt tøjet -

- "med den dato, hvor designet kom til." Det blev et koncept.

Ordet "koncept" var noget nyt.

Jeg havde leget og havde opdaget, hvilken type jeg designede til.

Så konceptet var meget mere fokuseret på selve tøjet.

EN DUKKES GARDEROBE EFTERÅR/VINTER 94/95

Tanken var at tage Barbies og Kens tøj -

- og lave det i menneskestørrelse.

Folk ville sige: "Det passer ikke." Det var det, jeg syntes om.

Det lignede dukketøj på virkelige mennesker.

DEN TRYKTE KOLLEKTION FORÅR/SOMMER 96

Tanken var at vælge vintagetøj, en lille garderobe, kan vi kalde det.

Så skulle vi fotografere alt tøjet i sort-hvid, når det lå fladt.

Og så fik vi trykt billederne på stof.

Til sidst blev det et meget konceptuelt resultat.

STOCKMAN-KOLLEKTIONEN FORÅR/SOMMER 97

Jeg syntes, det ville være sjovt at lave en kollektion -

- som byggede fuldstændig på et haute couture-atelier.

Jeg lavede nogle studier, som ikke var så vigtige.

Jeg var ikke glad, for det lignede bare gammel, draperet haute couture.

Så jeg gik tilbage til mine studier og tænkte: "Ja."

"Vi må sælge studierne."

de alderdommelige følelser vi er ligeglade med -

- at de genopfindes som et uudtømmeligt batteri

både økologisk og tarveligt

det er den genbrugte kærlighed, kort og intens

jeg ser på dig

hvad venter du på?

OVERSIZE-KOLLEKTIONEN EFTERÅR/VINTER 00/01

vores hjerter slår, fire hænder tramper et omkvæd, det er ikke svært

men du er ikke forelsket, og hvad er det der?

Fire hænders dans, det har ikke en chance, mellem dig og mig

det er hjertets slag

Han står i historiebøgerne. Det gør kun en brøkdel af alle modeskabere.

Men ulempen er, at han ikke...

Det har været økonomisk svært både for ham og hans medarbejdere.

Mens andre lever godt. Det er hårdt. Det er fint, når man er i 20erne -

- at være fattig og kæmpe, men når man er i 30erne og 40erne -

- vil man ikke være rig, men i det mindste leve bekvemt.

I hele min karriere har jeg lavet mange konsultationer.

Så laver man kollektioner til forskellige modehuse.

På et tidspunkt fik jeg en forespørgsel -

- fra et velanset fransk modehus, Hermès.

Da jeg hørte det, tænkte jeg:

"Ja!" Det føltes så naturligt, selvom kontrasten er så enorm -

- mellem Maison Martin Margiela og Hermès.

Hans syn på mode var stadig lidt frækt.

Det skulle være nyt, chokerende -

- og altid udfordre. Den holdning havde Hermès jo ikke.

"Giftermålet" mellem disse to -

- fik folk til at spekulere på, hvordan det ville gå.

At Hermès bad Martin om at samarbejde -

- gav Hermès et godt omdømme. Det var helt uventet.

DJÆVELEN HOS GUDEN HERMÈS

AVANTGARDIST HOS ETABLISSEMENTET

MARGIELA SAMARBEJDER MED HERMÈS

MYSTISK OG MESTERLIG

Da Martin mødte min far... For mig var min far jo uimodståelig.

Men de kunne lide hinanden og fandt en måde at kommunikere på.

Martin fandt kernen i Hermès og kreerede en kvinde -

- der klædte sig meget elegant på en klassisk måde.

Han skabte noget, der var indlysende, som om det altid havde eksisteret.

Du er perfekt.

Du er gæstfri.

Du er aktiv.

Du er aktuel.

Du er beundringsværdig.

Du er bedårende.

Du er dygtig.

Du er voksen.

Du er venlig.

Du er kærlig.

Du er fordomsfri.

Du er forførende.

Du er smidig.

For mig er luksus en perfekt balance mellem kvalitet og komfort.

Hvis jeg må gå endnu længere, ville jeg tilføje tidløshed.

Du er uselvisk.

Du er ambitiøs.

Du er venlig.

Jeg syntes ikke, at de rene og enkle stykker tøj -

- behøvede farve. Det vigtige var materialet, formen og finishen.

Så vi fjernede ordet "farve" fra vores ordforråd -

- og talte kun om toner.

Du er finurlig.

Du er tiltrækkende.

Du er rørende.

Du er opmærksom.

Du er hensynsfuld.

Han var den første, der skabte den type kvinde. Det virkede som...

Nogle gange møder man en og tænker: "Vi har altid kendt hinanden."

Martin og Hermès var som gamle venner.

Så skulle jeg præsentere den nye kollektion.

"Jeg vil ikke udenfor", sagde jeg.

"Denne kollektion må vi vise frem indenfor."

"Jeg vil have et salonshow i butikken."

PARIS 1998 EFTERÅR/VINTER 98/99

Jeg sad ved siden af Amy Spindler. Hun var -

- rasende over det enkle tøj, der kom ud.

Hun sagde: "Hermes har så meget, de kan gøre."

"Symboler, tørklæder og heste."

Amy var ikke konventionel eller borgerlig -

- men hun kunne ikke... Og jeg var ligesådan. Jeg tænkte:

"Det er så chikt, men..."

"Det er så ensformigt og enkelt. Hvorfor ikke gøre mere ud af det?"

Vi syntes ikke, at der var noget luksuriøst ved en blød læderfrakke -

- som gik helt ned på gulvet. Vi forstod det ikke.

Alle reagerede på samme måde og sagde, at det var irriterende.

"Var det derfor, de hyrede Martin Margiela?"

De var chokerede over enkeltheden og kaldte den kedelig.

Jeg indledte en enorm forandring, som ville stå på i lang tid.

Så de havde brug for flere sæsoner for at etablere den stil.

Jeg var virkelig lykkelig der.

Jeg troede ikke, at jeg ville stoppe efter seks år og 12 kollektioner -

- men jeg var nødt til det, fordi mit modehus krævede mere og mere.

Du er smidig.

Du er sød.

Vi følte, at vi voksede meget hurtigt -

- og behøvede større lokaler for at udvikle flere kollektioner.

Det betød flere assistenter, hvilket betød flere penge.

Vores fabrikants lokaler blev samtidig overtaget -

- af Renzo Rosso fra firmaet Diesel.

Jenny fortalte ham, at vi ledte efter en investor -

- og han lagde en overbevisende forretningsplan.

Han overtog størstedelen af firmaets aktier.

Vi ville ikke have et luksusfirma, men en, der kunne forstå os -

- og som var begyndt som os, med to tomme hænder.

Jenny blev mindre og mindre motiveret, fordi hun ikke havde tid -

- til sin egen kreativitet.

Så hun forlod firmaet, da Renzo kom ind i billedet.

MAISON MARTIN MARGIELA PRÆSENTERER

For herrerne ville jeg hellere bruge mænd, der ikke var modeller.

Det handlede om et interessant udseende -

- ikke om hvorvidt fyren var model eller ej.

Jeg valgte ikke at lave det, vi kalder en modekollektion.

Jeg kalder det en garderobe. Man kigger ind hos en tøjbevidst fyr -

- og ser, at han har forskellige jakker, bukser, sko og den slags.

Det var det, jeg ville opnå.

Nogle gange designede jeg til mig selv -

- men jeg lavede også tøj, som jeg drømte om at gå i.

Selv havde jeg altid den samme uniform på.

T-shirt, denimjakke, jeans og en kasket.

Jeg ville aldrig gå i jakkesæt -

- så det var ret spændende med nogle fyre i jakkesæt.

De ville aldrig gå i jakkesæt, fordi de skulle, men fordi det var sjovt.

Vi er under Pont Alexandre III ved bropillerne -

- hvor Margiela afholdt et show.

Martin syntes nok om stedet, fordi det blev brugt så lidt -

- og fordi han trivedes her. Det var omtrent som nu.

Dette show blev afholdt på trappen ved Palais de Chaillot.

Vi lagde små klodser, så stolene stod mellem trappetrinene.

Modellerne gik op og ned, op og ned -

- og det var ikke let for dem i høje hæle og solbriller.

Hvorfor skal man gøre det let?

"C'est une evidence", siger vi på fransk, det er indlysende. Og ofte -

- så jeg på tøjet og tænkte det. Ingen havde turdet gøre sådan før.

På noget af tøjet sad resten af stofrullen -

- stadig fast i tøjet.

Jeg mener... Når man ser det, tænker man bare: "Det er genialt."

Nogle piger bar smykker, som var lavet af is.

De smeltede på pigernes kroppe -

- og ændrede farven på tøjet, mens modellen stadig var på scenen.

Jeg er målløs.

I 2006 blev jeg meget glædeligt overrasket -

- af Chambre Syndicale de la Haute Couture i Paris.

Monsieur Grumbach inviterede mig til Haute Couture-ugen -

- og bad mig forvandle Artisanal- kollektionen til haute couture.

Det var en stor anerkendelse.

Det eneste, man kan sige, er "Hold da op!".

INSPIRERENDE GENSTANDE

IDÉER TIL HAUTE COUTURE-ATELIER

For første gang følte jeg mig ret træt af det, jeg lavede.

Jeg brugte et system, som jeg kendte godt.

Jeg ville være anderledes og ny uden at støde mine fans fra mig.

DEN 1. OKTOBER 2006 FORÅR/SOMMER 07

Jeg ville holde en pause med det forvaskede, krøllede og ufærdige -

- og brugte alt det, der ville passe til designertøj.

Noget nyt, der passede til modehusets ordforråd.

Jeg havde et hvidt, ulasteligt damejakkesæt.

Det var nyt, og jeg tænkte: "Det er ikke Margiela."

Så jeg strøg et mærke på bagsiden af nederdelen.

"Nu er det Margiela", tænkte jeg.

De kunder, vi havde mistet gennem årene, kom tilbage -

- for en kollektion, der var helt anderledes end de andre.

Det føltes som en ny begyndelse.

Når et firma som Renzos Diesel køber varemærket -

- tænker man: "Godt."

"Nu får han kapital." Men så tænker man:

"Det går ikke. Det kommer ikke til at fungere."

Det var en enorm forandring.

Det er helt sikkert.

Da han kom ind i billedet, begyndte de at arbejde -

- med noget, der kaldes "brand management", varemærkeudvikling.

En markedsafdeling planlægger kollektionerne -

- og den plan skal opfyldes og analyseres.

Det var et helt nyt ordforråd.

Det var ord af typen "sexet", "chik", "moderne" og så videre.

For os var Margielas kvinde "fængslende" -

- snarere end "sexet" eller "mystisk".

Hun var tildækket, men måske mere sexet i ordets sande betydning.

DEN 26. FEBRUAR 2007 EFTERÅR/VINTER 07/08

Den nye retning betød en masse ny og frisk energi -

- men der var noget ubehageligt -

- som længe havde foregået i modesystemet.

For mig startede det, da vi skulle lægge alt ud på nettet -

- samme dag som showet.

Jeg kan lide energien fra at blive overrasket, og den energi forsvandt.

Alt blev straks lagt ud på nettet.

Jeg følte mig lidt fortabt.

Så jeg blev mere og mere deprimeret på en måde.

Jeg følte, at en ny periode var begyndt -

- hvor modebranchen havde udviklet andre behov.

Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne tilgodese dem.

En dag sagde han til mig: "Kan vi spise frokost sammen, Nina?"

På grund af måden, han sagde det på, vidste jeg, at han ville stoppe.

Og sådan var det.

Og det var tydeligt, at 20-års-jubilæet -

- var den dag, han ville forlade sit modehus.

Til sidst blev jeg på en måde art director i mit eget firma -

- og det havde jeg ikke lyst til. For jeg er modeskaber.

En skabende modeskaber. Jeg er ikke kun en kreativ ansvarlig -

- som lader assistenterne lave arbejdet.

I 2009 var det 20 år siden, vi startede.

Tanken var at bruge mine gamle hold som ny inspiration -

- men på en meget mere kunstnerisk måde.

DEN 29. SEPTEMBER 2008 FORÅR/SOMMER 2009

Jeg er ked af, at jeg måtte stoppe efter showet uden at sige noget.

Den nye ejer ville undgå, at folk blev chokerede -

- så derfor kunne jeg ikke sige farvel til mit hold.

Og det var meget smertefuldt, for jeg værdsatte mit hold.

De gav virkelig alt, hvad de kunne, og...

Sådan plejer jeg ikke at sige farvel.

TAK TIL ALLE SOM HJALP MIG MED AT VIRKELIGGØRE MIN DRØM!

Martin gjorde det, han ville, så derfor forlod han modehuset -

- for at beskytte sine valgmuligheder og synspunkter. Og...

Det er meget forståeligt.

Man skal have frihed, hvis man har noget at sige.

Han følte nok, at han gav afkald på sin kreativitet.

Og så stoppede han, hvilket er utroligt modigt -

- især med tanke på hans kærlighed for tøj og det her erhverv.

Han var meget modig.

Han er ikke bange for svære valg.

At forlade Hermès må have været en svær beslutning for ham.

Og at forlade modebranchen... Det er unikt.

Han var heldig at få sagt det, han ville.

Og så gik han videre.

Da Martin forlod modehuset, blev det omdøbt til Maison Margiela.

Nina Nitsche blev designchef og efterfølges af John Galliano i 2014.

Det virker sært, men det her er et meget hårdt arbejde -

- og jeg gjorde det nok sværere, end det faktisk er.

Jeg pressede mig selv til det yderste -

- fordi jeg elsker at opdage ting og presse mig selv.

Jeg var meget hård ved mig selv.

I dag maler jeg og udtrykker mig kreativt på mange måder -

- og jeg elsker det.

Jeg elsker at være alene og ikke have andre omkring mig.

Det er kun mig, der gør det, jeg vil -

- lige når jeg vil. Nu er der ingen sæsoner længere.

I 2018 hyldede Palais Galliera i Paris -

- Margielas værker med en meget omtalt udstilling.

Jeg blev meget glad.

Det er den største anerkendelse, man kan få.

I modeverdenen går alt så hurtigt.

Man bliver hurtigt berømt og bliver lige så hurtigt glemt.

Ti år i modebranchen betyder 20 kollektioner.

Jeg stræbte ikke efter det her og forventede det ikke -

- men det er en virkelig dejlig overraskelse.

Margiela er populær nu. Han begyndte for 30 år siden -

- og er sikkert populær i 20 år til.

Så har han påvirket moden i et halvt århundrede. Det er stort.

Det er stort.

Han skabte et ordforråd, et sprog -

- som ikke kun er knyttet til ham og hans ansigt.

Det er knyttet til det, han skabte. Han gjorde det...

Jeg har ikke spurgt, men han gjorde nok det, han ville.

Har du sagt alt det, du ville sige inden for moden?

Nej.

Martin Margiela takker sin mor for at have gemt arkiverne -

- som dokumenterer hans ungdom.

Danske tekster: www.btistudios.com