Original subtitles

EN ORIGINAL SERIE FRA NETFLIX

Jeg vandrede fra Nordensøen.

Landsbyen blev invaderet.

Jeg har hverken håb eller tilflugtssted.

“Hun har et rent hjerte, og er modig som vinden.

Jeg giver hende til dig.

Pas på mit barn.

Hun er stille og græder aldrig.”

Jeg finder dem.

Nej.

Vi har alle vore talenter, Raxion.

Der er en, der er bedre til det.

Naturligvis.

Tripitaka.

Væk. Kun et brev.

“Væk”?

Hvorhen og hvor længe?

Det står der ikke.

Lad mig læse det.

“Jeg kan ikke fortsætte.

Det var min skæbne.

Som en pil fra mit bryst.

Nu er pilen sløv.

Jeg skal en anden vej.”

Det er på grund af Gwen.

Jeg henter ham.

Glem Tripitaka. Glem skriftrullerne.

Undskyld?

Den, der stjal den første, har måske flere.

De er ved at oversætte dem.

De må stoppes.

Vi må til Jadebjerget.

De har en hær.

Vi har en le, en rive og en stav, der kan trækkes sammen.

Jeg kan ikke lide tonen.

Okay.

Lad os nu ikke tabe hovedet.

Hvad med det her:

Tag til Jadebjerget

og find den, der tog skriftrullerne.

Jeg finder munken og taler ham til fornuft.

Vi mødes ved paladset om to dage,

forhåbentlig med Tripitaka.

Godt ramt.

Læste du mit brev?

Mange gange.

Du skal ikke rejse alene.

Hvad sagde Abe?

Han var faktisk ret ked af det.

Jeg tager mod nord,

og du skal ikke spørge.

Du er alene, men jeg er her.

Før an.

Godt.

Til Jadebjerget.

Den betændte tronraner er der.

Vi finder den ansvarlige og de hellige skrifter.

Hvad med frokost?

De stjal dine bedste år.

Nedgjorde dig som gud og mand, og du tænker på mad?

Nej, hævn. Selvfølgelig.

Men vi skal da spise på et tidspunkt.

Gryderet, nams, nams

Gryderet, du er så god

Du er guf

I maven i en ruf

Se helst ikke på mig, mens jeg spiser.

Det er ham fra mareridtet.

Lad os udslette ham

og lægge alt øde på vej til Jadebjerget.

Eller høre, hvem der står bag.

Hvor langt, oversættelsen er nået.

Først information.

Og så ødelæggelse.

Vent.

Hvad?

Jeg har en idé.

Du vil elske den.

Nordensøen.

Ingen spørgsmål.

Jeg tjekker, om vi er det rette sted.

Jeg blev født her og søger min familie.

Det gør mig ondt.

- Skal jeg spørge mig for? - Nej.

Hold dig i baggrunden.

En pose, tak.

Jeg leder efter en kvinde.

Hun fik et barn,

som hun gav væk for 16-17 år siden?

Jeg prøver at finde min familie.

Jeg er ikke ekspert i social omgang,

men jeg tror, du skal prøve noget andet.

“Jeg vandrede fra Nordensøen.

Landsbyen blev invaderet.

Jeg har hverken håb eller tilflugtssted.

Hun har et rent hjerte, og er modig som vinden.

Jeg giver hende til dig.

Pas på min lille datter.

Hun er stille og græder aldrig.”

“Jeg vandrede fra Nordensøen.

Landsbyen blev invaderet.

Jeg har hverken håb eller tilflugtssted.”

Lokkedyret. Genialt.

Dæmonerne kommer, jeg overrasker dem,

befrier dig, og vi udsletter dem.

Du er nået langt.

- Tak. Jeg er rørt. - Gem dig.

Du var en usædvanlig dreng.

Jeg er ikke munk.

En dæmon dræbte Tripitaka.

Jeg prøvede at få Abe til at blive.

Det virkede jo?

Du kontrollerede Abe og fik ham med.

Du gjorde alt, hvad Tripitaka skulle.

Gwen sagde, at jeg skulle træffe et valg, eller sætte liv på spil.

At pigen i min mors brev

ikke drager mod vest.

Tror du, det er et tilfælde,

du blev efterladt hos Vismanden?

Kronens vogter?

Leder i modstandsbevægelsen?

Hallo.

Har I set en kvinde med mørkt hår, ca. så høj?

- Mor. - Mor?

Kender du mig?

Ind.

Er det dine døtre?

Dine søstre.

Nåda.

Hej, Abekonge.

Hvor er vennerne?

Universet bringer mig endelig held.

Det er min ven.

Hun er en gud.

Jeg er Meera.

Det er Ilbryn og Brylana.

En mundfuld.

Og du er?

Åh, undskyld.

Det er okay.

Hun kender ikke sin styrke.

Jeg kan holde en tekande.

Sid endelig.

Du vil vide, hvorfor jeg ikke kom.

Jeg tænkte tit på det.

Dit liv var sikkert bedre end dette.

Vismanden var god ved mig.

Det var et godt valg.

Hvorfor vende tilbage hertil?

Vi ville til Gandara-havet, da vi flygtede fra angrebet.

Min mor, din bedstemor, blev syg.

Hun ville dø, der hvor hun blev født.

Vi kan besøge graven.

Sandy.

Kan du se efter børnene?

Har du besøgt Gandara-havet?

Vi tager dertil.

Vandet er klart og fiskene er sølvfarvede.

Man kan fange mere, end man kan spise.

Jeg har ikke været der, I har nok ret.

Kender du nogle lege?

Jeg kender en, der er sjov.

Jeg stiller et spørgsmål, og I siger sandheden.

Har I boet her længe?

I Nordensøen?

Ikke længe.

Det siger hun, fordi hun er lille.

Vi har boet her længe.

Det må have været svært.

Det er ikke meget.

Men hvis du vil med

til Gandara-havet, kan vi måske skabe et hjem.

For os alle.

Tak.

Efter du dukkede op, er min løn faldet,

og jeg har mistet status.

Der er en plet på mit ry.

Smager det godt?

Det gode er, at chefen ikke kan lide dig.

Du er fjende nr. et.

Han satsede alt på at fange dig.

Nu er du her som min fange.

Nu lykkes det vist for mig, hvad?

Hvor blev du af?

Lang historie.

Her slutter århundreders kedelig snak.

Vent lige lidt.

Du når ikke Jadebjerget.

Hvordan vidste du det?

Hvem står mon bag?

Hvem har skriftrullerne?

Ham vil du dolke.

Jeg kan få dig tæt på.

Hvorfor gøre det?

“Min fjendes fjende er min ven.”

Vi hader ham begge, men også hinanden.

Fælles had og arbejde.

Guderne er ikke, som de plejer.

Det undrer mig.

Hvordan klarer en enlig mor sig her?

Vi fisker.

Fisker?

I den?

Kan du fiske?

Jeg ved, der ikke er fisk i den flod.

- Sandy. - Er det dine døtre?

Så er det nok.

Er en af dine evner at se fisk?

En af dem.

Jeg er især blevet god til en ting,

nemlig at vide, når folk skjuler noget.

Sandy, stop.

Du skræmmer dem.

Lad os snakke.

Sandy, lad mig gå.

Hun lyver.

Det ved du ikke.

Jeg dræner sumpen,

så ser du, der kun er gamle knogler.

Nej.

Sandy, stop!

Hvorfor gør du det?

Det er alt, jeg har.

Alt, hvad du har?

Hvad med os?

Og opgaven?

Hun er min mor.

Ved du det?

Jeg kan mærke det.

Du ved intet om hende.

Kun, at da det blev svært,

smed hun dig væk som en klud.

Det passer ikke.

Nar ikke dig selv, Tripitaka.

- Du er for klog. - Jeg er ikke Tripitaka!

Du kender ikke til at miste sin familie.

At en stor del af én mangler.

Jeg kommer ikke fra kloakken.

Nu vi er helt ærlige, skal jeg sige dig noget.

Jeg valgte ikke dette. Jeg voksede op i en fiskelandsby.

Jeg var ikke meget ældre end pigerne, da min far tog mig med ud i hård sø.

Jeg faldt i, da jeg kastede anker.

Men druknede ikke.

Jeg fandt havets ro behagelig.

Omskabelsen begyndte.

Jeg hørte skrigene

fra dem, vi fangede.

Dag og nat hørte jeg dem skrige.

Det var ubærligt.

Jeg befriede dem.

Min familie fandt ud af det.

Jeg fortalte om stemmerne.

Min far tog mig en nat,

så mine søskende ikke blev bange.

Vi kørte en hel dag før han stoppede,

satte mig af og kaldte mig en dæmon

og sagde, at jeg aldrig måtte vende tilbage.

Jeg græd.

Meget.

Jeg græd, til jeg ikke kunne mere,

til lyden af min gråd blev nærmest morsom.

Jge tænkte længe, de troede, jeg var dæmon.

Men så forstod jeg, at folk tror, hvad de vil tro.

Alt godt, Tripitaka.

For dig og din nye familie.

Gode kvinde fra Nordensøen.

Skal pigen med til Gandara-havet?

Ja.

Og guden?

Nej.

Godt gjort.

Mesteren vil være tilfreds.

Hvorfor stopper vi?

Du skal gå.

Hvorfor?

Jeg troede, jeg kunne. De ville tage pigerne.

Jeg er ikke din mor.

Hvad?

Gå nu bare.

Lov mig noget.

At I tager til Gandara-havet.

Vent.

Jeg ved én ting om din mor.

Hun ville være stolt af dig.

Må pigerne blive så stærke.

Ny levering.

Stor.

Hvor er dine mænd?

Det er en sjov historie.

Der var en løve.

Den sprang fra et træ.

Eller fra en stamme.

Velkommen hjem.

Tripitaka.

Velkommen.

Hvem er det?

Davari.

Vi skal forandre verden.

Tekster af: Camilla Kieliger