All language subtitles for Shooting.the.Mafia.2019.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264.AAC2.0-TWA.da

PALERMO, SICILIEN

Jeg begyndte at fotografere,
da jeg var 40 år.

I begyndelsen var billederne usle.

Lidt efter lidt blev de bedre,
og jeg blev vild med at fotografere.

Jeg elskede at udtrykke mig
med kameraet.

Jeg tog billeder
i stedet for at skrive.

Det blev begyndelsen
på en kærlighedsaffære.

Jeg elskede at være fotograf.

Jeg kunne vise, hvad jeg havde set,
og hvordan jeg havde følt.

Kameraet forandrede mit liv.
Jeg begyndte at finde mig selv.

Før det var jeg ikke en hel person.

Livet har været godt. Jeg er glad
for, jeg har kampgejst endnu.

Jeg bøjer mig ikke for brutalitet
eller uretfærdigheder.

Det var blevet et flot billede.
Drengen ved springvandet.

Fotografering er så vigtigt for mig.
Det berører mig.

Mit arbejde tvang mig ...

... lige ind i en anden verden.

Jeg så, hvordan mafiaen og politisk
korruption forårsagede fattigdom.

Intet, der giver penge,
efterlades urørt af mafiaen.

De driver illegale slagterier,
hvor kvæg slagtes ulovligt.

De styrer kødmarkedet,
hæver og styrer priserne.

De styrer fiske–,
frugt– og kornmarkedet.

De bevilger tilladelse
til begravelser.

De tjener selv penge
på de fattiges begravelser.

Selv kirkegårde styres af mafiaen.

For dem, der ikke betaler,
er der intet hvilested.

Efter otte år graves knoglerne op
for at give plads til nye døde.

Der var meget mafia i området.
Måske er de her stadig.

En fattig type mafia, der måtte gøre
det beskidte arbejde for bosserne.

De myrdede for dem.

Jeg fik nogle rigtigt gode billeder –

– af kvinderne og børnene.
Meget fine.

Denne kvinde havde tre børn,
heriblandt en nyfødt.

Hun var træt
efter at have skuret trapperne.

I løbet af natten
åd en rotte barnets finger.

Moderen vågnede ikke af skrigene,
og næste morgen var fingeren væk.

Dette billede er
noget særligt for mig.

Nogle år efter at jeg tog det –

– blev jeg ringet op
af galleriets kurator.

Hun bad mig tage det ned.

En pige, der besøgte udstillingen –

– havde genkendt sin mor
og var besvimet.

"Selvfølgelig tager jeg det ned,"
svarede jeg.

Moderen var prostitueret, og mændene
var hendes homoseksuelle venner.

Hun blev ikke myrdet, fordi hun var
prostitueret. Hun solgte narko.

Hun havde overtrådt mafiaens regler –

– og forsøgt sig
med at gøre det selv.

Letizia er en legende.

Hendes røde hårpragt sås
ved demonstrationerne.

Hun vakte altid opstandelse.

For mig som barn
var hun en stærk og farverig figur.

Hun bemærkedes i folkemassen.

Da jeg så hendes billedarkiv –

– fik jeg et chok.

Jeg har altid været bange
for hendes fotos.

Men så indså jeg,
at de er en del af vores historie.

Jeg holdt et foto i hånden
og kiggede på Letizia.

Da vidste jeg,
jeg aldrig ville forlade hende.

MAFIAEN DRÆBER,
LIGESOM TAVSHEDEN

– Tak!
– Tak, fordi du er til.

Der var tilfælde –

– hvor frygten tog over.

Jeg vil ikke tænke på smerten.

Mine fotos af mafiaen, af de døde ...

Jeg tænkte på at sætte ild til dem.

Jeg kunne næsten
høre plastikken brænde.

Jeg drømte om
at sætte ild til negativerne.

Men det ville være forkert.

Jeg vil fjerne skønheden,
som andre ser i dem.

Jeg vil ødelægge dem.

Børnene drømmer om
at blive til noget.

At være morder ses måske som en leg.

Det er sådan, de håber at få magt.

Morderen er et symbol for dem.

Alle drenge håber på
en dag at gå ind i mafiaen.

De vil blive til noget.

Andre skal se op til dem
og respektere dem.

Kvinderne var
underlagt mændenes regler.

Jeg var et lykkeligt barn.

Jeg cyklede rundt i byen
uden den mindste bekymring.

Jeg plejede
at lægge benene på styret.

En dag begav jeg mig ud i Palermo
helt alene for første gang.

Den første gang dukkede
en mand op og onanerede.

Jeg vidste intet om sådan noget.

Jeg løb hjem i chok.

Efter det måtte jeg ikke
gå ud alene mere.

Det forhindrede mig i at leve
og udvikles. Jeg blev hæmmet.

Min far tvang mig til at blive
hjemme. Han tog min frihed fra mig.

Alle mine drømme gik i stykker –

– som en porcelænskop,
der falder på gulvet.

Hvorfor skal de små hændelser
plage os hele livet?

Den slemme mand i mørket ...

Min far kontrollerede hele mit liv.

Jeg måtte ikke engang gå ud på
balkonen, for en mand kunne se mig.

Alle fædre dengang var som besatte.

De var skrækslagne for, at andre mænd
skulle tage deres døtre fra dem.

De sendte mig til nonnerne.
En meget fin skole.

Jeg måtte neje otte gange.

Det gjorde mig til ateist.

Vi kvinder drømte om friheden.

Vi mødtes på gaden.
Jeg var gået ud for at købe mælk.

Han var velhavende
og otte år ældre end mig.

Jeg troede, jeg skulle giftes –

– være lykkelig,
få mange børn og være fri.

Jeg stak af med ham. Jeg var jomfru.

Hans tante kom ind
og kontrollerede lagnerne.

Hun sagde: "Du går an."

Da hun fandt blodpletter:
"Du går an."

Hun fortalte hele hans familie,
at jeg var jomfru –

– og en stærk mand nu havde
taget mødommen. Perfekt.

Jeg var 16 år og giftede mig
med den første, der friede.

Jeg fik dejlige børn,
men jeg var ulykkelig i ægteskabet.

Jeg ville gå i skole,
men min mand tillod det ikke.

Jeg ville ikke bare være mor. Hvis
han bare havde ladet mig studere ...

Han syntes ikke,
at det passede sig for en ung kvinde.

Jeg havde det skidt.
Jeg blev psykisk syg.

Jeg fik en slags hjertetilfælde
og var ved at kvæles.

Der var meget vold og dramatik.

Når en mand forstår,
at hans kone vil gå fra ham –

– går han til angreb.

Jeg endte på en klinik i Schweiz.

De sagde, jeg skulle blive i to år,
fordi jeg havde det så dårligt.

Det gjorde mig til en rastløs kvinde.

Jeg begyndte at se efter andre mænd.

Jeg mødte en mand,
to mænd, 50 mænd ...

Det var min stræben
efter bekræftelse.

At være en person
med sine egne længsler –

– som bryder ud af sit gamle liv.

Letizia var så smuk.

Hun var som fluepapir for mændene.

Vi gik på hver sin side af gaden –

– så folk ikke skulle se os sammen.

Så kunne jeg møde en,
der lige havde set hende.

Hun havde
en meget utvungen gangart.

Når hun nærmede sig,
råbte folk til hende.

En fyr var rigtig besværlig,
så jeg skubbede til ham.

Der kunne være blevet slagsmål.

Nå, Santi. Hvor gammel var du?

Jeg var næsten 20 år.

– Du var 19 år, jeg var en tøjte.
– Slet ikke.

– Hvor gammel var jeg?
– Du var 32 år.

Vi mødtes i Rom.

Letizia ankom med sine piger.

Vi begyndte at se på hinanden.

Vi fik kontakt med det samme.

Jeg rejste sammen med dem
tilbage til Palermo.

Vi kørte i en bil sammen –

– hvor vi delte en cigaret.

Så vores første kontakt skete
via en fugtig cigaret.

Vi holdt hinanden i hånden
i hemmelighed.

Det var meget ... kompliceret.

Hun tog initiativet, men jeg tøvede.

Det var hende,
der satte gang i forholdet.

Vi mødtes i hemmelighed.

Jeg var så jaloux.

Hun boede sammen med sin mand –

– og de havde et hus ved havet.
De kom i ferier.

Jeg kom om natten ...

Når hendes mand var faldet i søvn,
kom jeg derover.

Vi mødtes på terrassen.

Det var en meget svær situation.

Mine døtre var blevet voksne.

Jeg ville ændre mit liv og komme væk.

Jeg begyndte at tage kontrol
over mit liv. Jeg ville arbejde.

Jeg gik til avisen L'Ora
og præsenterede mig som journalist.

Jeg var så heldig,
for i august var alle på ferie.

De havde brug for hjælp
med det samme.

Jeg arbejdede med lidt af hvert.

Jeg skrev en del artikler.
Det føltes så godt.

Jeg husker det her.

Se, han har ikke noget kamera.
Kun en lysmåler.

Vi måtte deles om kameraerne.

Hans kamera har intet objektiv.

De lånte af hinanden.
Han har heller ikke noget objektiv.

Efterhånden indså jeg, at jeg hellere
ville tage fotos end skrive artikler.

Jeg ville egentlig
aldrig være journalist.

Med fotografierne kunne jeg
fortælle min historie.

Jeg følte, men forstod måske ikke.
Nu kunne jeg udtrykke mig.

Letizia var utrolig smuk.

Hendes skønhed provokerede.

Første gang, jeg mødte Letizia,
var hun velkendt her i byen.

Alle havde hørt om hende.

Hendes mand greb hende
i sengen med en elsker.

Han skød ham,
men heldigvis døde han ikke.

I en kort periode var Letizias liv
en kaotisk nedadgående spiral.

Men så fandt hun
sit kald her i livet.

Jeg stortrivedes
med at arbejde som fotograf.

Den første kvindelige fotograf
på en italiensk avis.

Jeg var så stolt
og forsøgte at gøre et godt job.

I starten tænkte jeg ikke på mafiaen.

Min tanke var at fotografere børn,
kvinder, gaderne ...

Jeg tænkte på alt, undtagen mafiaen.

Det gik meget hurtigt.

Allerede på min tredje arbejdsdag
så jeg mit første mord.

Det første mord glemmer man aldrig.
Et meget stærkt minde.

Det var ude på landet.

Jeg begyndte at ryste.
Jeg havde aldrig set noget lignende.

Da jeg ankom,
havde liget ligget der i tre dage.

Stanken var forfærdelig.

Liget lå under et oliventræ.

Vinden førte stanken med sig.

Jeg troede, at liget ville
bevæge sig. Det gjorde det ikke.

Det blev begyndelsen på en historie,
der skulle fortsætte i 19 år –

– ved avisen i Palermo.

Jeg ankom til stedet med mit kamera –

– men politiet og alle andre
skubbede mig altid væk.

Jeg var nødt til at råbe ad dem,
indtil de skammede sig:

"I lader mænd og tv–folk komme frem!
Hvorfor lader I ikke mig komme frem?"

Det tog tid, før jeg vandt
deres respekt som fotograf.

En morgen
skete der tre eller fire mord.

Sådan var det hele tiden.

Jeg var fanget i denne by.

Vi var ikke længere sammen dengang –

– og det gjorde alting sværere.

Vi fortsatte alligevel
med at arbejde sammen.

Det skabte en svær situation.

– Som sicilianer ville jeg blive her.
– Du ville da også væk.

Ja, men jeg har aldrig gjort det.

Nu er der gået 50 år.
Hvad er vi for hinanden nu?

Jeg blev meget rørt, da jeg så dig.

I lige måde,
jeg bliver altid rørt, når vi ses.

Jeg vil ofte være hos dig –

– sove med dig, kramme dig.
Forstår du det?

Ja, men det kan vi ikke.

Vi kan gøre det i hemmelighed.

Ingen må vide noget.

Hvad er der tilbage i dag ...

... af vores storslåede
kærlighedshistorie?

Hvad er der tilbage?

Vi er her jo stadig, ikke?

Vi er her stadig. Vi ses stadig.

Vi har en slags forhold.
Vi er som familie.

– Ikke alt er tabt.
– Nej, vi er som familie.

Okay.

Ægte kærlighed.

Jeg ved ikke, hvad det er mere,
alt har en ende.

Kærligheden er en løgn.

Kærlighed er svindel.

Kærligheden er et bedrageri.

Hvis det var ægte kærlighed,
ville den aldrig slutte.

Jeg kom til Palermo, da jeg var
22 år. Letizia var 40.

Hun var 18 år ældre end mig –

– men det var jeg ligeglad med.

– Hej. Letizia.
– Hej, hej.

Sid ned.

– Her har jeg aldrig været.
– Ikke? Se dig lidt om.

Hvor er det stort.

– Hvordan er Palermo for dig?
– Knusende.

Knusende?

Fordi du er her
til demonstrationen?

Fordi tingene har ændret sig.

Jeg bliver mindet
om mit gamle liv i Palermo.

Alle mine følelser –

– findes her i et stort rod,
fra mit tidligere liv.

Alle minderne skyller ind
over mig igen.

Nogle gange var der fem mord dagligt.

Engang var der syv på samme sted.

Vi havde aldrig
oplevet sådan en vold.

Der var borgerkrig i Palermo.

Et år blev der myrdet
omkring tusind personer.

De år var meget smertefulde.

Man følte undertrykkelsen.
Den konstante trussel.

Den ene efter den anden.
Det var ulideligt.

Det blev for meget. Alt for mange.

Det var en mørk og svær tid.

Stemningen i byen var meget dårlig.

Jeg var sikker på, at de ville
skyde mig. Jeg blev vant til det.

De smadrede mine kameraer.
De spyttede på mig.

Jeg fik dødstrusler over telefonen.

Jeg fik anonyme breve.

Heldigt for mig,
at jeg var lidt skør.

Det gjorde mig modig.

Jeg indser i dag, jeg var modig.
Jeg forstår det nu.

Hvad er vi bange for?

Det ukendte? At dø?

Det var meget farligt derude.
Især til begravelser.

Ved mafiabegravelser tog vi billeder
af deres venner og slægtninge.

De ville ikke have fotografer der.

Som fotograf bliver man genkendt.

De vidste straks, hvem vi var.

Situationen føltes så
endnu mere truende og farlig.

Jeg fokuserede kameraet,
indstillede lukkertid og hostede –

– så de ikke skulle høre klikket.

For første gang er mafiaen splittet.

Den nye mafia ledes af Liggio,
der anklages for mange mord.

Liggio har holdt sig skjult i 14 år.

Hans evne til at gemme sig
for loven er legendarisk.

I dag er den legende knust.

Sikket dejligt publikum.

Det siges, at lige siden
De blev anholdt i 1975 –

– har De styret Corleone–mafiaen
inde fra fængslet –

– via Deres lakajer Riina
og Provenzano. Kommentar?

Præcist hvordan? Med hvilke midler?

Jeg husker,
at Liggio sagde: ''Kom her."

Jeg har et foto af ham,
hvor han gør sådan.

Han sendte mig et blik, der sagde:
"Kom her, så dræber jeg dig."

At tænke sig, de blev fotograferet,
oven i købet af en kvinde.

Det var værre
at fotograferes af en kvinde.

Mafiaens mænd var så arrogante.

Jeg husker,
da Liggio kom til retssagen.

Det så ud,
som om politimanden var skurken.

Liggio trak politimanden efter sig.

De var i håndjern.

Liggio gik først med hovedet højt,
som om han var domstolens chef.

Jeg rystede.
Kun ét billede blev ikke sløret.

Jeg rystede ikke af skræk,
men af følelser.

Mafiabosserne udstrålede
så meget grusomhed.

Og jeg konfronterede dem.

Det var forfærdeligt. Hvis han havde
kunnet, havde han dræbt mig.

Liggio er en bandit og en morder.
Han gør det grove arbejde selv.

Han lader aldrig vidner leve.

I starten var det mafiaen,
der myrdede mafiaen.

Så begyndte de at myrde folk
fra det etablerede samfundssystem.

Var der nogen, der så,
hvem der skød dommer Scaglione?

Ikke? Er det virkelig muligt,
at ingen så noget?

Hørte De nogle skud?

Ja, jeg troede, de skød fugle.

De plejer at gøre det indimellem.

– Var De her den morgen?
– Ja, men ikke i vinduet. I sengen.

Jeg var syg.
Jeg har problemer med nerverne.

Først myrdede de dommer Scaglione.

Siden den ene efter den anden.
Det var forfærdeligt.

Vi lyttede til politiradioen –

– og skyndte os derhen
med vespa eller en taxi.

De myrdede dommer Costa
tæt ved avisens redaktion.

Jeg løb
med kameraet gyngende om halsen.

Da vi kom, troede vi, at han var død.

Men han levede stadig.

Alt var så slemt.
Det var en forfærdelig tid.

Det efterlod meget dybe sår.

Livet for os fotografer,
journalister, for politiet ...

Livet blev aldrig det samme igen.

Man bliver aldrig helt lykkelig igen,
når man har oplevet den rædsel.

Tænk på smerten hos dem,
der blev tilbage.

Når man fotograferer lidende
mennesker, skammer man sig.

Man føler så stærkt for dem,
men må fotografere. Det er svært.

Jeg kunne jo ikke sige,
at jeg gjorde det af kærlighed.

Jeg kigger på mine fotos
og ser navnet Letizia.

Men jeg kan ikke huske,
at jeg har taget dem.

Døden er ikke skræmmende. Det er
værre for morderne end ofrene.

Hvis folk bare kunne forstå,
at morderne må lide, ikke ofrene.

Så bliver det måske lettere.

Jeg hader folk,
der træder mig over tæerne.

Hvad gør De så?

Jeg tolererer det ikke.

– Hvis de ikke holder op?
– Så træder jeg selvfølgelig igen.

Hvad ellers?
Vende den anden kind til, som Jesus...?

Hvordan ville det ende?

Hvor mange kinder skulle jeg bruge?

Det elendige pak tror,
de bliver rigtige mænd –

– ved at angribe mig.

De er udskud. Bundfaldet i tønden.

Bløddyr. Pæderaster.
Droppede af deres koner.

De tror, de er rigtige mænd,
fordi de angriber Liggio.

Corleone er en lille by
60 kilometer fra Palermo.

15.000 indbyggere, heraf 4000
analfabeter og 3000 arbejdsløse.

Der er en usynlig trussel,
som lammer alting.

Man lærer om Corleone
fra gravstenene på kirkegården.

Ingen har optalt
antallet af forsvundne.

Hvis nogen forsvinder,
anmeldes det ikke.

Alle tier helt stille.
Sådan lyder mafiaens lov.

Og det er Corleones ulykke.

Engang tog vi
mine mafiabilleder med –

– til Corleone. Det var en søndag.

Folk strejfede omkring.
Mest mænd. Kun få kvinder.

Vi viste vores billeder.

Det var billeder af Corleone–mafiaen,
for eksempel Liggio.

Det var meget skræmmende.

Vi mærkede frygten rundt om os.

De kalder det "tavshedskoden".
Jeg kalder det frygt.

Pladsen blev tømt for folk.
Tilbage stod vi med vores billeder.

Var det svært
at sætte udstillingen op?

At sætte den op var den lette del.

Vi viste billeder,
der er taget gennem fem år.

Vi ville have, folk skulle se dem.

Er De stødt på problemer
eller vanskeligheder?

Nej, ingen vanskeligheder.
Bare vores egen frygt.

– De har vist overvundet den?
– Ja, men det er voldsomme tider.

Volden er nærværende hele tiden.
Jeg får det ind under huden.

Vi møder det hver dag.

Vold og korruption. At vise fotos her
gør mig rædselsslagen.

Nogle gange,
når vi kom hjem i bilen –

– efter at vi havde
været ude at rejse –

– kørte vi et par gange rundt
i kvarteret, før vi parkerede.

Det var for en sikkerheds skyld,
hvis nogen stod og ventede på os.

Det var meget svært
at være elskende ...

... i den verden.

Vi var helt ødelagte.

Vi omfavnede hinanden og faldt
i søvn, triste og desillusionerede.

Det er dit.

Det er dit ... Og det her er mit.

Nej, nej! Det er mit.

Forholdet løb ud i sandet,
da jeg forlod L'Ora.

Jeg gik ind i politik og havde
mindre og mindre kontakt med ham.

Vi havde været sammen i 18 år.

Han ønskede noget andet.

Det mærkede jeg.
Jeg græd, fordi det gjorde så ondt.

Han var så ung
og havde brug for at udforske verden.

Men der var ingen bitterhed.

Gjorde jeg vrøvl, da du rejste?

– Nej, men der var meget smerte.
– Vi græd.

– Skal vi sige farvel nu?
– Det gør vi.

Jeg forsøgte at komme mig
over smerten efter Franco.

Jeg måtte opbygge mig selv igen,
helt på egen hånd.

Jeg så på mine fotos
og så kun blod, blod, blod.

Jeg ville være endnu mere involveret.

Jeg bestemte mig for
ikke at opgive fotograferingen –

– men alligevel gå ind i politik.

Jeg synes, det er så vigtigt –

– at have et anstændigt
politisk system.

Jeg var ikke noget
inden for politik –

– men jeg var en ærlig kvinde.

Jeg ville opbygge et bedre samfund.

Letizia Battaglia, kommunalpolitiker
fra Det Grønne Parti i Palermo.

Jeg vil rette en opfordring
til unge, der tager stoffer.

Hvis bare de kunne holde op.

Min datter var misbruger,
men det lykkedes hende at blive ren.

Hvis de bare kunne stoppe –

– ville vi kunne stoppe
menneskehandel og vold.

En rastløs kvinde som jeg
risikerer at skade sine døtre.

Mit forhold til dem
var meget kompliceret.

Man er aldrig god nok.
Man giver aldrig nok.

Man får aldrig nok tilbage.
Det er svært og dramatisk.

Jeg kan tale om det,
men jeg vil ikke.

Tiden i politik var
den værste tid i mit liv.

Jeg lavede ikke noget,
men tjente masser af penge.

Alting blev bestemt et andet sted.
Mafiaen var her stadig.

Rådhuset i Palermo,
bedre kendt som Bunkeren.

Disse personer skal bure
den sicilianske mafia inde.

De får samme beskyttelse
som en krigsgeneral. Og der er krig.

I kampen er ordensmagten
begyndt at få overtaget.

Jagten er i gang.
Med en navneliste leder politiet –

– efter mere end 100
bandemedlemmer, som må skjule sig.

Mere end 100 anholdelser
er foretaget.

Dommere, politikere,
en læge og selv en politichef.

Forundersøgelsesdommer Giovanni
Falcone har Italiens farligste job.

Han er nødt til
at arbejde bag ståldøre.

Vi elskede virkelig Falcone.

Han var vores moderne helt.

Falcone sagde:
''Følg pengene, og find mafiaen."

Sådan lykkedes det ham at bringe
hundredvis fra mafiaen for retten.

Vi befinder os ved rådhuset
i Palermo og sender direkte.

For tre timer siden indledtes den
første store retssag mod mafiaen.

474 personer er tiltalt
og skal stilles til ansvar.

En af de mest berygtede
skal I straks se.

Vi havde lidt problemer,
men her er han.

Luciano Liggio har mest siddet
i fængsel eller levet skjult.

Jeg ville ikke gå derhen.

Det var min pligt som fotograf,
men jeg gik ikke derhen.

Jeg orkede ikke rædslen længere.

Der var hundredvis
af mafiamedlemmer på stedet.

Jeg ville ikke se på dem.

Tommaso Buscettas ankomst knuser
de sigtedes forhåbninger.

Buscetta er en meddeler
kaldet "Bossen over to verdener".

Hans vidneudsagn
ødelægger mafiaens forsvar totalt.

Han afslørede mafiaens
hemmeligheder for dommer Falcone.

Han har kendt
mafiabosser i over 40 år.

Kommissionen. Hvem er med i den?

Kommissionen består
af alle regionale bosser.

Hver boss vælges ind
af tre familiemedlemmer.

Så de beslutter,
hvem der skal myrdes?

Netop. Kommissionen afgør,
hvem der skal dø.

Familiens overhoved ville
aldrig dræbe nogen –

– uden at konsultere
sin regionale boss.

Jeg har siddet i fængsel
siden 1977 –

– og har ikke begået
nogen forbrydelse.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg
skulle have kunnet beordre en –

– til at udføre de absurde ordrer –

– som De anklager mig for.
Det bestrider jeg.

I det italienske folks navn ...

Retten i Palermo afgiver
følgende kendelse:

Agate Mariano, Alberti Geraldo,
Alfano Paolo, Bona Alfredo ...

... Calo Giuseppe, Canisero
Francesco, Castronuovo Francesco ...

Med høj hastighed
afgaves dom efter dom.

I alt 2600 år
for 338 nu dømte mafiamedlemmer.

Straffene er benhårde. Anklagersiden
fik det meste igennem.

De anklagede i deres bure måbede,
da de blev erklæret skyldige –

– i mord,
narkosmugling og afpresning.

Retten er hermed hævet.

Totò Riina, Corleone–mafiaens boss,
holdt sig stadig skjult.

Han gik amok over sin livstidsdom.

Han planlagde en grusom hævn –

– mod Palermo og dommerne.

Riinas allierede, politikerne
inden for regeringsmagten –

– planlagde en hævn over Falcone.

Sikkerheden omkring ham mindskedes.
Han var i større fare end nogensinde.

Du ofrer dig for staten.
Hvad betyder staten for dig?

Det er meget enkelt.

Det handler ikke om staten,
men om samfundet.

Hvad er det for en verden,
du kæmper for?

Jeg kæmper for et samfund –

– hvor den slags ikke sker mere.

De var ude efter ham hele tiden.

Det er ikke til at forstå –

– hvilket forfærdeligt pres
han levede under.

Jeg bad om at få et rigtigt godt
billede af ham, men så sagde han:

"Så beskylder de mig for selvgodhed.
Tag et billede, mens jeg går forbi."

Jeg mødte ham ikke kun,
da jeg var fotograf.

Jeg var politiker i hans senere år.

Vi besøgte ham en gang.

Han var meget sød og rar.

Vi sagde hele tiden:
"De slår dig ihjel."

Han sagde: "Bare rolig. Hvis jeg dør,
tager en anden min plads."

Det var en søndag,
og jeg var hos min mor.

Jeg besøgte min mor,
fordi hun var syg.

Pludselig afbrød de tv–programmet.

Noget var sket på motorvejen.

Jeg ringede til Franco med det samme.

Jeg bad ham om at tage ud til stedet.

Jeg kunne ikke. Jeg orkede det ikke.

Jeg ringede efter en taxi –

– og tog på hospitalet.

De sagde, han var såret.

Han døde senere.

Jeg ventede i flere timer.

Både Falcone og hans kone døde.

Et angreb på Giovanni Falcone.
Mafiaen har dræbt ham.

Han døde af en bombe på motorvejen.

Også hans livvagt døde,
og hans kone er alvorligt såret.

De har dræbt Giovanni Falcone.
Kampen mod mafiaen var hans liv.

Han skulle være specialanklager.
Engang Italiens mest beskyttede.

Nu har Cosa Nostra slagtet ham.

Jeg holdt ham i mine arme.

Falcone tog sit sidste åndedrag.

DOMMER BORSELLINO

Jeg har altid vidst,
at det ville ende sådan her.

Jeg kunne ikke tage flere fotos.

Jeg ville ikke fortælle
flere blodige historier.

Han var et af de rigtigt
godhjertede mennesker.

Jeg kunne ikke fotografere ham,
da han var død.

Men nu tænker jeg, hvorfor? Hvorfor
får du mig til at tænke på det?

Jeg vil ikke tænke på det.

Nu indser jeg,
at jeg aldrig har fået fred.

Sådan har jeg haft det hele livet.

Mit liv har altid været en kamp.

"I burde skamme jer."

Det er studenter.

Her er også kolleger til livvagterne.

"Narre!"

Narre, narre, narre ...

De forsøger at berolige folkemassen.

Jeg, Rosaria Costa ...

Det er en livvagts enke.

For dem,
der er døde for samfundets skyld ...

... beder jeg om retfærdighed.

Jeg taler til dem fra mafiaen,
der er her i kirken.

I kan blive tilgivet.

Jeg tilgiver jer,
hvis I går ned på knæ.

Hvis I har modet til at ændre jer.
Men de vil ikke!

At ændre sig ...

De vil ikke ændre sig.
De vil ikke ...

Rosaria Schifani.
Hendes mand var Falcones livvagt.

Hun råbte til mafiaen
ved begravelsen:

"Gå ned på knæ,
og bed om tilgivelse."

Jeg havde glæden af at være
barndomsven med Falcone.

Vi var naboer.

Så blev vi kolleger
i kampen mod mafiaen.

Hvis det ikke var for vores venskab –

– havde vi ikke kunnet klare det.

Vi kunne ikke være blevet ved.

Jeg glemmer aldrig
folkemassen i den store sal.

En mand vandrede frem og tilbage
med bøjet hoved.

Det var Paolo Borsellino.

Alene gik han frem og tilbage.

Han så ikke noget.
Han gik frem og tilbage.

Mit liv har forandret sig.

Min gamle vens død ...

Vi var jo også kolleger.
Jeg er helt knust.

Der er gået en måned nu.

Jeg prøver stadig
at komme tilbage til arbejdet.

Smerten har været enorm.

Jeg var bekymret –

– for, om jeg efter Falcones død –

– ville miste entusiasmen
og opgive alt.

Men heldigvis –

– har jeg mærket, at vreden har
fået mig til at ville fortsætte.

Det er en apokalypse!

To måneder efter mordet på Falcone –

– har mafiaen slået til igen!

Denne gang var de ude efter
Paolo Borsellino.

Vi håber ikke, at attentatet –

– kostede det tiltænkte offer
Paolo Borsellino livet.

Dog er fire personer bekræftet døde.

– Ved vi mere?
– Det er lige bekræftet.

En af de døde er Paolo Borsellino!

Han er dræbt i en voldsom eksplosion.

Det, der var tilbage af hans lig –

– fandt man foran huset.

Politiet bekræfter,
at hans mor bor der.

Det er Paolo Borsellino.
Det er bekræftet.

Det var søndag,
og jeg var hos min mor igen.

Der hørtes et utroligt højt brag.

Det var bomben.

Jeg ringede efter en taxi
og tog derhen.

Jeg husker, at jeg så kropsdele.

Alt, der var tilbage af Borsellino,
var maven.

Jeg kunne ikke fotografere det.
Jeg havde kameraet, men kunne ikke.

Jeg tog ikke engang et billede
af en bil oppe i et træ.

Den var kastet op i træet.
En hel bil.

De fotos, jeg ikke tog,
gør mest ondt.

Fordi jeg aldrig tog dem.

Jeg savner dem.

Jeg føler mig respektløs
på en eller anden måde.

Jeg ved det ikke, men sådan var det.

Byen vågnede op af et mareridt –

– der havde varet i århundreder.

Folk havde fået nok.
Sicilien ville af med mafiaen.

Det her er det rigtige Palermo.
Myndighederne er mafiaen!

Se, hvordan de behandler os.
Jeg må ikke komme ind i kirken.

Mordere! Mordere! Mordere!

Vi er hæderlige mennesker, der vil
hædre vores døde. De lod det ske.

Det er vores døde!
De døde for vores skyld!

Vi har ret til at hædre dem.

Borsellino! Borsellino! Borsellino!

Vi fortsætter. De bryder igennem.

Præsidenten kommer snart,
men der er for få politifolk.

Præsident! Det er os, de dræber!

I er modbydelige, alle sammen!

Ud af kirken, I er mafia!

Begravelsen er forbi. Folk er vrede.

Præsidenten er fanget i folkemassen.

Politiet kæmper
med at holde folk tilbage.

Situationen er meget vanskelig.
De prøver at komme ud.

En forfærdelig situation.

De løber hen mod døren.

For få minutter siden var her roligt.

Nu er der en anden atmosfære.

Italien vågner op nu.

Det er folket, der tæller.
Vi må blive hørt.

Vi vil se så mange som muligt
til marchen.

Vi er flere end dem. Vi er i overtal.
Mafiaen må forsvinde.

Totò Riina blev anholdt i morges.

Totò Riina er vores.

Vi fik et chok,
da vi så Totò Riina for første gang.

Den ynkelige bondeknold
var ansvarlig –

– for mordene på Falcone
og Borsellino. Den lille bondeknold.

Han havde ødelagt
vores liv og vores land.

Riina, Salvatore. Søn af Giovanni.

Født den 16. november 1930.

– Hvor?
– I Corleone.

Har De hørt om "Cosa Nostra"?

Jeg har aldrig mødt
nogen kriminelle fra Cosa Nostra.

– Vi spurgte, om De har hørt om dem.
– Nej, det har jeg ikke.

Spørg en anden. Spørg ikke mig.
Jeg er Salvatore Riina.

En fattig bonde, der kæmper
for at forsørge sin familie.

Den 3. februar angreb politiet –

– Italiens største
kriminelle belastning –

– i Palermo.
Salvatore Riinas hjem.

Hjernen bag verdens største
kriminelle netværk: Mafiaen.

Han har været efterlyst
af politiet i 23 år.

Godfather selv har
levet bekvemt her –

– med sin kone og fire børn,
omgivet af øjne, der intet så –

– før han pludselig blev anholdt
15. januar.

De kunne have anholdt ham tidligere.

De tog ham, da det passede dem.

Det var humbug.

Han gav stadig ordrer fra fængslet.
Han herskede.

Jeg hader de her billeder.

De er uudholdelige.
En tung byrde på mine skuldre.

Denne dreng bevidnede
mordet på sin far.

Morderne kendte faderen,
så drengen genkendte dem sikkert.

Derfor dræbte de også ham.

Det var første gang,
jeg så et dødt barn.

Han blev skudt som en hund.

De kalder sig "Ærens mænd".

Hvilken ære?

De dræber jo selv børn og kvinder.

Vi må ikke lade os styre af frygt.

Frygten er en luksus,
vi ikke har råd til.

Jeg føler mig fri,
fordi jeg er fri indeni.

Vi må ikke give efter for feje mænd,
der myrder i mørket.

Mafiabossernes boss er
Bernardo Provenzano.

Han har skjult sig i 42 år.
Ingen har kunnet finde ham.

Han bruger aldrig mobiltelefon,
men et system, der kaldes "pizzini":

Små papirlapper med information.

De sendes videre fra hånd til hånd,
by til by.

Et langsomt system,
men meget effektivt.

Et system opfundet
af et ondskabsfuldt geni.

Bernardo Provenzano
lignede en skrøbelig gammel mand.

Hans smil var så grusomt. Så grusomt.

Jeg har set sådanne smil hos folk,
der aldrig giver op.

Mange inden for mafiaen lever
vanskelige liv, "under jorden".

De nyder ikke deres penge.
Men de har magt.

På siciliansk plejer man at sige:
"Magt er bedre end at bolle".

Døm ham til døden!

Jeg drømmer om et Sicilien,
der er befriet fra mafiaen.

Jeg længes efter det.

Forbandede mordere!

Jeg tror meget
på den næste generation.

Jeg tror på nutidens ungdom,
hvad de kan udrette.

Det er rart, når man får
påskønnelse for sit arbejde –

– men jeg bliver træt af succes.
Jeg foretrækker kærlighed.

Jeg troede,
jeg var færdig med kærligheden.

Jeg var tilfreds uden den i 20 år.

Ingen elskede mig,
ingen havde et pænt ord til mig.

Ingen fik mig til at føle fred.
Jeg klarede mig fint alene.

Men for nylig mødte jeg en.

Jeg er helt fascineret af –

– at vi to har et forhold.

Jeg var 38 år, da han blev født.
Da havde jeg allerede levet længe.

Roberto elsker transseksuelle
og transvestitter.

Han elsker dem og mig.

Jeg ville ikke have
et seksuelt forhold til en mand.

Nu har vi et seksuelt forhold,
men vi har ikke sex.

Jeg er interesseret i,
hvordan han tænker.

Jeg blev skræmt af hans fotos.

Jeg forstod ikke hans verden.

Jeg følte,
hvordan hans fotos trak mig ind –

– i en helt ukendt verden.

Det er svært at forklare.
Folk forstår ingenting.

Pludselig dukkede jeg op
i Letizias liv.

Alle ville vide, hvem den person var.

Det krævede også mod af mig.

Tænk, hvad ville folk sige?

De taler om os.

Ingen tør sige noget til mig.

Ikke engang mine venner,
men jeg kan se det i deres øjne.

Giovanna. Tag tøjet af. Tag tøjet af!

Træk den bag dig.

Gå forbi. Stop.

Stå stille.

Jeg føler ikke skyld.

Jeg ved jo,
at min opførsel ikke er værdsat –

– af mine døtre,
mine elskere og mine venner.

Men jeg har ikke gjort mig
skyldig i noget.

Jeg engagerede mig i jobbet
og gjorde mit bedste.

Folk, der er imod det,
kan rende mig.

Jeg vil leve livet
til mit sidste åndedrag.

Mentalt føler jeg mig stærkere
end nogensinde.

Stærkere og mere slagkraftig.

Det er rart at være så gammel.

Jeg mangler ingenting
og er skarp i hovedet.

Jeg er ikke bange for slutningen.

Jeg er så stærk.
Jeg er ikke bange for slutningen.

Tekster: Pernille Lærkner
www.sdimedia.com