All language subtitles for Always.at.The.Carlyle.2018.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264-RAPiDCOWS.danish

Vi taler ikke om gæsterne og deler
ikke ud af navne og informationer.

Det er en af årsagerne til,
at de føler sig trygge her.

Må jeg sige det?
Det vil jeg ikke tale om.

Vi er ikke som The Pierre eller The
Plaza, hvor alt ender i bladene.

Det, der sker her, bliver her.

Bedst som man tror,
at intet kan overraske en længere, -

-så bliver man alligevel overrasket.

- Bliver du overvældet af gæsterne?
- Nej.

Jeg kan huske damerne i elevatoren
iført pels og alt for megen parfume.

Værelset her har nok oplevet
en hel del elegante aftener-

-og en hel del nedrigheder.

Nedrige, nedrige ting.

Hvis der skete noget mellem os, ville
jeg gå i baren i håb om at møde...

Hørte I, hvad hun sagde?!

Nej, aldrig i livet.
Det ville jeg aldrig gøre.

De værner om diskretion.
Det ønsker jeg ikke at ødelægge.

Det kan jeg ikke. Det kan jeg ikke.

Det ville jeg aldrig fortælle.
Det vil jeg ikke svare på. Måske.

Nej, aldrig. Jeg elsker hotellet her.

Jeg er vokset op her, og jeg har
tænkt mig at blive her resten af livet.

Der forekommer ting,
som jeg ikke engang kender til.

Jeg ved ikke, hvad jeg siger.
Klip det ud.

Hvorfor skulle man tage på et hotel,
hvor man ved, at man bliver udstillet?

Man kommer her, fordi her er diskret.

Er du bekymret over, at filmen her
kan lave om på det?

Nej, vi har jo ikke fortalt jer noget.

- Har I ikke?
- Det håber jeg ikke.

Jeg bor på mange forskellige hoteller,
og jeg er ret tilfreds med de fleste.

Men her handler det om kærlighed.

Når man forelsker sig i en, er det også
det helt særlige, man falder for.

Det er en følelse, en vibration.

Man fornemmer tilstedeværelsen af
Jackie O, præsidenter, prinsesser...

Café Carlyle, Bermelmans Bar,
galleriet og spisestuen. Det er unikt.

For ikke at tale om foyeren.
Det er ganske unikke steder.

Alt det her smelter sammen til en
smuk og særpræget New York-følelse.

Bor man her, føler man,
at man er lykkedes.

- Har du boet her?
- Jeg har aldrig boet her.

Jeg ville tage en date med herhen,
for at se, om hun kan klare mosten.

Om hun forstår og
sætter pris på stemningen.

Det ville betyde meget for mig,
hvis hun gjorde, -

- eftersom det er
en yderst eksklusiv klub.

De har ingen store skilte
eller iøjnefaldende luksus.

Det er ikke et prangende hotel. Man
forstår det, eller også gør man ikke.

Mange briter besøger NY, men ingen
er som dem, der kommer i morgen.

Det er deres første besøg i New York.

William og Kate bruger disse besøg til
at fremme deres yndlingssager, -

- men de er også det britiske kongehus
mest glamourøse repræsentanter.

Konsulatet har stor indflydelse på,
hvor de kongelige bor.

Det britiske kongehus har gode
erfaringer med The Carlyle.

Det er et traditionelt britisk hotel,
selvom det i høj grad er amerikansk.

Prinsen og prinsessen af Wales
har boet her, prinsesse Anne, -

- hertugen af York
og jarlen af Wessex.

Så det er dejligt, at den næste
generation også vælger at bo her.

Godmorgen.
Hvad kan jeg gøre for Dem?

Jeg måtte styre min begejstring. Jeg
var på kontoret, da jeg fik beskeden, -

- og vi var kun fire på hotellet,
som vidste det.

Vi er kendt for vores diskretion.
Ikke engang min mand vidste det.

Christina har kontakten til
konsulatet, så hun vidste det.

- Så kun et fåtal vidste det?
- Fire-fem personer.

Man har ikke råd til,
at sådan noget slipper ud.

Da jeg fortalte Christina,
at valget var faldet på The Carlyle, -

- reagerede hun som forventet
med glæde og entusiasme.

Men det var ikke for meget,
for sådan er The Carlyle ikke.

Det gode ved The Carlyle er,
at det ikke forsøger at være hipt.

Det er derfor, det er hipt.

Man kunne få alt,
hvad man ønskede sig.

Alt?

Ja, jeg ved ikke,
om man ligefrem kunne få stoffer-

-men måske.

Jeg kom sammen med
Jack Nicholson i 70'erne.

Han boede altid her.

Han sagde altid: "Godmorgen, Kim.
Det er Jack, Jack Nicholson."

Så jeg plejede at svare:
"Godmorgen, Jack, Jack Nicholson."

"Sådan skal det lyde", sagde han så.

Jeg glemmer aldrig episoden
med Jack Nicholson.

Jeg var på arbejde,
og han kom ud for at ryge.

Flyt jer, allesammen. Rolig nu.

Hvordan går det, Jack?

Der stod paparazzier udenfor hotellet.

Han sagde: "I får lov til at
fotografere mig på én betingelse:"

"At I fotograferer mig sammen med
Ernesto, og giver ham en kopi."

"Kan han ikke vise mig det i morgen,
tager I aldrig mit billede igen."

Og sådan blev det. Jack lagde armen
om mig, og billedet blev taget, -

- og et par timer senere kom
fotografen med det.

"Ernesto, vil du ikke nok fortælle ham,
at du har fået det."

Jack Nicholson er sjov
og humoristisk.

"Hvad kan jeg gøre for dig, min ven?"

"Men sir..."-"Nej, du er min ven."

Jeg er tjeneren, men han spørger,
hvad han kan gøre for mig.

Jeg ringede på en værelsesdør og blev
overrasket, da Jack Nicholson åbnede.

Han var irriteret over,
at jeg havde ringet på.

"Jeg vil ikke forstyrres,
når jeg tager en lur!"

"Det må De meget undskylde", sagde
jeg.-"Jeg er ikke irriteret længere."

"Dit smil har gjort det hele godt igen."

Hans hår flagrede...

Vis mig smilet. Ja, det forstår jeg godt.

I mange år havde de den mest
vidunderlige irske telefonist, -

- som altid vidste, hvem man var, og
glædede sig til, at man skulle komme.

Han er min yndlings-kendis. Han
siger: "Hvordan går det, søde?"

Og han har givet mig en orkidé hver
gang, han kommer her. I årevis.

Det er sådan han er.
En rigtig sød fyr.

Jeg stiller den inde på kontoret.

Det er hyggeligt, at den står der
med det fine kort.

Han er en helt almindelig mand
af den gamle skole.

De er to store kendisser
med enorme netværk.

Warren Beatty og Jack Nicholson
hørte i den grad til jetsettet.

De havde det der ekstra, som mange
af nutidens stjerner mangler.

Da min far var på sit højeste,
var hotellet her yderst hipt.

Man kunne besøge Sankt Moritz,
Gstaad, London, Paris-

- men i New York var det
The Carlyle, som talte.

Jeg har fortalt jer om vores gæster,
men prøver at være yderst diskret.

- Hvad fortæller du, når folk spørger?
- Ingenting.

- Du tager gas på mig.
- Måske lidt til min kæreste.

Det er som at rejse tilbage i tiden.
Det er smukt og elegant.

Det er langsomt og gennemtænkt.

Og på trods af det kan
Mick Jagger stige ud af elevatoren.

- Rolling Stones var her i sidste uge.
- Fortæl lidt mere om det.

- Hvad lavede Rolling Stones her?
- Bør jeg fortælle det her?

- Det var unikke personer.
- Hvordan?

Magiske mennesker.
Begavede og talentfulde mennesker.

- Nemlig: Talentfulde mennesker.
- Ja, kunstnere.

Paul Newman og hans kone
Joanne Woodward boede her tit.

De ankom ret sent, ved 21.30-tiden,
og ville gerne have et let måltid.

Nogen gange bestilte Paul Newman
salat og ville lave dressingen selv.

Han vidste lige,
hvordan den skulle være.

En aften ankom han alene.

Han gjorde sin salat klar.
Han sad ved bord 10.

Jeg spurgte, om jeg måtte smage.
Og det måtte jeg godt.

Så jeg smagte på den og sagde:
"Hold dig til skuespillet."

Han grinede, og jeg sagde:
"Nej, den er rigtig god."

Et par år senere
findes Paul Newmans salatdressinger-

- i supermarkeder og restauranter
over hele landet.

Jeg havde en finger med i spillet.
Den blev til her på The Carlyle.

Jeg har aldrig modtaget royalties,
men måske er det værd at undersøge...

Nu har en ny skare af kendisser, som
George Clooney, opdaget hotellet.

Så ny er han heller ikke. George
Clooney har været med et stykke tid.

Han er ikke just nogen årsunge.

Min kone og jeg boede her
i næsten tre måneder sidste år.

Det her er værelset.
Det er virkelig elegant.

Det er et fantastisk hotel. Udsigten fra
suiterne øverst oppe er chokerende.

Det er overvældende.

Udsigten er fantastisk.
Farverne, parken...

- Hvad er prisen for Empire-suiten?
- Den koster 20.000.

- Det er latterlig dyrt.
- Ville du betale det?

Nej, aldrig.

Man kunne betale et års skolegang
for de penge. Det er jo latterligt.

- Priserne er høje.
- De går an.

Man får, hvad man betaler for.

Jeg er sparsommelig og betaler nødigt
for mere, end hvad jeg får.

- Hvad synes du om værelset her?
- Det ser nydeligt ud.

- Hvad koster værelset her?
- Cirka 4.000.

Det er bedre end 10.000.

Ved du,
hvem der ellers er med i filmen?

- Nej.
- Clooney taler om værelset her.

- Ja, han kan lide at være her.
- Er du stødt på George her?

Ja: "Hej, jeg hedder George."

Jeg bliver snart 55 og tænker, -

- at måske er jeg nået en alder, hvor
jeg bare vil have det bekvemt-

- med de sædvanlige omkring mig, men
måske finder hun det ikke interessant.

Så den her gang spurgte jeg, om hun
ville bo på The Carlyle.- "Absolut."

Favoritgæsten...? George Clooney.

George Clooney.
Han kan gøre mig nervøs.

- Hvem er din favoritgæst?
- George Clooney, naturligvis.

George Clooney, selvfølgelig.

"Hej, min ven. Hvordan går det?"

George Clooney.
Vi er blevet gode venner.

Nu lyder jeg sikkert som en af pigerne,
men George Clooney.

Jeg mødte faktisk George Clooney
udenfor The Carlyle.

Jeg spurgte, om han trivedes her.
"Jeg elsker det. Det udstråler klasse."

Det er mange år siden. Jeg havde boet
på mange forskellige hoteller, -

- men mange venner havde boet her
og sagde, at man følte sig hjemme her.

- Hvordan trives hun her?
- Hun elsker at være her.

Det er som en familie. Hun kender
alle elevator-operatørerne.

Elevator-operatørerne er sjove.

- Hvor længe har du arbejdet her?
- 23 år.

Elevator-operatørerne er den
hemmelige ingrediens.

Jeg elsker dem. Jeg tager mig godt af
dem, for de tager sig godt af mig.

Man holder vejret.

Hvor længe varer det ved? Det er
fantastisk og helt vanvittigt.

En af dem fortalte mig,
at elevatoren er 100 år gammel.

Nogle ting, som vin eller et maleri,
må godt være 100 år gamle.

En elevator må godt være ny. Jeg vil
ikke flyve i et 100 år gammelt fly.

- Er Allen favoritten?
- Allen er alles favorit.

Var det ikke ham,
der lige kørte mig op?

- Bed ham synge for dig.
- Det skal jeg gøre.

Lille Peter edderkop
kravled' op ad muren

Regnen den kom
og skylled' Peter væk.

Så kom solen,
tørred' Peters krop.

Lille Peter edderkop...

Jeg er elevator-operatør og har
arbejdet i hotelbranchen i 27 år.

Der findes uskrevne regler om,
hvem man kan tale med.

Jeg har gjort det her længe og er
nu ekspert i 20-sekunders samtaler.

- Hvad var der med Bruce Willis?
- Jeg havde kendt ham længe...

Fortæl os historien.

Vi spillede sammen i et skuespil,
før han blev kendt.

Jeg havde hovedrollen, og Bruce
spillede en irsk narkohandler.

Det var et lille teater. Jeg spillede
hovedrollen og Bruce en birolle.

Nu er han en stor stjerne,
og jeg kører en elevator.

Han var her med kone, barn og
barnepige og skulle checke ud.

De trådte ind i elevatoren,
og han kiggede ikke på mig, -

- så jeg tiltalte ham
med hans øgenavn, Bruno.

Han hilste bare uden at kigge op,
så han genkendte mig ikke.

"Kig på mig", sagde jeg.

Så det gjorde han:
"Men det er jo Allen!"

Det er dem, der kender flest
anekdoter, men de fortæller dem ikke.

Det er svært at få dem i tale.
De har lært sig selv ikke at sige noget.

Jeg har altid været fascineret
af elevator-operatører.

Jeg forstår det godt, når elevatoren
faktisk kræver betjening.

Men at trykke på knapper kunne
jeg finde ud af, da jeg var ganske ung.

Enlige kvinder, der ankommer sent til
hotellet, sætter pris på operatørerne.

Men forlader man hotellet med konen
og vender tilbage med kæresten...

Når jeg stiger ind i elevatoren,
er min vigtigste opgave-

- at forsøge at klemme så mange
saftige historier ud af dem som muligt.

Alle tiders mest celebre elevatortur
har fundet sted på The Carlyle.

En elevator-operatør har fortalt mig, -

- at prinsesse Diana, Michael Jackson
og Steve Jobs har delt elevator der.

Det kalder jeg en magtfuld elevator.
Der var helt stille.

Indtil Diana begyndte
at synge "Beat It".

Sker det,
at du bliver imponeret over navnene?

Ja, i særdeleshed af kendisserne.

- Som når Michael kom med børnene.
- Michael Jackson?

- Hvad broderede du på deres puder?
- "M.J." og børnenes navne.

Du broderede altså "Blanket" på et
pudebetræk. Det er lidt sjovt.

Man skal tilgodese gæstens behov.
Sådan imponerer man.

Det giver fuld valuta for pengene.

Når en gæst ser sine initialer på
puden, tror de ikke deres egne øjne.

Når de ser det i sengen, som de skal
sove i, bliver de alle lige overraskede.

Jeg ville blive skuffet, hvis der ikke
stod "M.M." på pudebetrækket.

Hvis du fik at vide, at betrækket
bruges af andre med samme initialer?

Det ville nok dæmpe begejstringen.

Men med tanke på den omsorg
som The Carlyle viser sine gæster, -

- så ved jeg,
at det ville de aldrig gøre.

Vi tæller ned til prins Williams og
Kates besøg i New York i weekenden.

Det er parrets første besøg i byen,
og de har et tætpakket skema.

Var det spændende at finde ud af, at
de kongelige ville komme på besøg?

Ja, det var det.

Jeg har jo ikke været i England for at
møde dem, men nu kommer de hertil.

Roomservice.

Som jeg forstår det, arbejdede du over
og måtte derfor overnatte på hotellet.

Jeg skulle møde tidligt, og da jeg først
fik fri til midnat, måtte jeg overnatte.

Der var ret travlt den nat.

Da jeg fik min nøgle, opdagede jeg,
at det var prinsesse Dianas værelse.

Det var det eneste, der var ledigt.

"Er du sikker?"
- "Ja, gå nu i seng!"

Jeg fik lov til at overnatte
i prinsesse Dianas værelse!

Da jeg trådte ind i værelset,
brød jeg i gråd.

Tanken om, at prinsesse Diana
plejede at bo der... Det blev for meget.

Og udsigten var fantastisk.
Alle byens lys, månen var smuk...

Jeg sov slet ikke den nat.

Jeg tænkte på, hvad der var foregået
der. Hvad hun havde lavet der.

Jeg sad i stuen og nød
udsigten over Central Park.

Jeg gik frem og tilbage
mellem værelserne.

Mine kolleger syntes,
at jeg havde været utrolig heldig.

Der findes tjenere, som har været her
i 20-30 år, som aldrig har boet der.

- Hvad koster værelset?
- 10.000.

- Er det det værd?
- Ja.

- Hvorfor?
- Fordi hun har boet der.

Det var en fantastisk aften.
Etagen, jeg boede på, var den bedste.

Jeg her, Rihanna der, Stella
McCartney der og Cara Delevigne der.

Forestil jer, hvornår vi gik i seng.

Jeg kom ud fra værelset. "Vent,
hvem...?" Det var en fantastisk aften.

Det er Met-galla-efterfesten.

Met-festen holdes
altid på The Carlyle. Altid.

Alle hoteller har gennemgået store
forandringer, bortset fra en håndfuld.

Jeg elsker fornemmelsen af at træde
tilbage i tiden. Sådan føles det her.

Der har været tider, hvor man
virkelig har sat pris på design, -

-og tolereret det ekstreme udtryk.

Art deco har et meget ekstremt udtryk.

Et ekstremt udtryk kan lokke gæster til,
men man bør være påpasselig.

Det gode ved The Carlyle er,
at det har et skelet i art deco-stil-

-med udsmykning udenpå.

Det er elegant, men også legende.

Indretningsarkitektur ville ikke have
eksisteret, hvis det ikke var for hende.

Der stod noget meget
vigtigt i hendes kontrakt:

"Dorothy Draper har altid det sidste
ord med hensyn til indretningen."

Og hun blev berømt for sit udtryk.

Dorothy Draper blev
ansat af Moses Ginsberg.

Moses Ginsberg
var ejendomsmagnat i 1930'erne.

Han ville åbne et hotel, der kunne
udfordre de europæiske hoteller.

Han søgte noget, der illustrerede New
York-aristokratiet, som han så det:

Fuld diskretion
og størst mulig elegance.

Hej, Rebecca.

Min familie byggede The Carlyle.
De laver en dokumentar om hotellet.

- Ved du, hvorfor det fik navnet?
- Nej.

Min faster Diana opkaldte det
efter Thomas Carlyle.

Min farfar inddrog sine
døtre i alt, hvad han gjorde, -

- selvom kvinderne aldrig
arbejdede i familieforetagendet.

Den næstældste, Diana, gik på
Cornell og var en rigtig bogorm.

Hun opdagede forfatteren Thomas
Carlyle og fandt hans navn passende.

Så enkelt var det.

Følelsen man får, når man checker ind
på The Carlyle på Madison Avenue...

Det er en magisk følelse.

Det, jeg sætter pris på er, at de
opretholder en vis formel stemning, -

- mens det føles behageligt. Det er en
anden verden, end jeg er vokset op i.

Det har en eksotisk stemning over sig.

Malerierne her burde
hænge på et museum.

De blev malet i 1697.

Kunstneren hedder Weenix.
Det er et hollandsk navn.

- Undskyld, at jeg forstyrrer.
- Det er okay. Det er jo en lobby.

De to malerier, som hænger her,
blev købt af William Randolph Hearst.

De blev solgt i 1941 og kort tid efter
i 1942, kom de til The Carlyle, -

- hvor de har hængt lige siden.
Det er herligt, at de hænger offentligt.

Det er sjældent med så fine malerier
på et hotel. Jeg har aldrig set det før.

Jeg plejer at sende mine
kunstinteresserede venner forbi.

- Hvad er de værd?
- Kunsthistorikere prissætter nødigt.

Er det her femte etage?

Herregud, 5H og 5J.

Vi kom hertil, da vi var ni måneder
gamle, da vores far blev hoteldirektør.

Vi boede her i 18 år.

Du boede altså på et hotel.
Det er der ikke mange, der gør.

Vi rejste meget, da jeg var barn,
eftersom min far filmede, -

- så vi boede på mange fine hoteller,
når der var filmfestivaler og så videre.

Jeg har minder om roomservice.
Jeg elskede det.

Min far sagde: "Du kan ikke bare
bestille appelsinjuice til 50 dollar."

Mine forældre syntes, det var for
meget, men jeg elskede det.

Jeg var i omkring elleve
og kom ind gennem sidedøren-

- og blev mødt af en
ren naturkraft i foyeren.

Det var en kvinde med et rød-gult,
stort hår og en meget rød læbestift.

Det var Lucille Ball. Hun havde
capribukser på og meget høje hæle.

Jeg følte, at jeg var nødt til
at komme af vejen.

Og hun tyggede tyggegummi,
hvilket var totalt forbudt.

"Tygger Lucille Ball tyggegummi?
Hvor er hun slem!"

Vi har arbejdet på en dokumentar
om The Carlyle i to år.

Er det rigtigt?

Vi har talt med Woody Allen, George
Clooney og de andre kendte gæster.

Den liste stod jeg åbenbart ikke på.
"Alle de kendte gæster"...

De får de flotte værelser. Jeg vidste
ikke, at der var sådanne værelser her!

Jeg troede, at der var afskallede
radiatorer overalt. Som på mit værelse.

- Så du har dårlige erfaringer?
- For omkring 1.100 dollar pr. nat.

Kan I bruge det her?

- "Verdens mest glamourøse hotel"?
- Ja, det er jeg enig i.

Det er usædvanligt, at sådanne
institutioner kan holde sig up-to-date.

Folk siger, at de både elsker og hader
artiklen. "Nu kender alle jo til det."

Personalet sagde: "Det var en god
artikel, men var den nødvendig?"

Som forfatter fascineres
jeg af hoteller.

Man er i et værelse, hvor andre har
boet. Det er ikke ens eget hjem.

Tennessee Williams kan have boet
der. Mark Twain kan have boet der.

Man interagerer på en
måde med deres genfærd.

Alle, der er døde der. Alle de
hemmelige kærlighedsmøder...

Det er en flygtighed,
som i mine øjne er meget romantisk.

Jeg besøgte Hunter Thompson,
mens han skrev en artikel for os.

Klokken var halv tolv,
og han spiste morgenmad.

En flaske whisky, en skål
morgenmad og en bunke kokain.

Han spurgte, hvad jeg foretrak.
"Tak, men jeg har allerede spist."

Den første gæst
var komponisten Richard Rodgers.

Moses Ginsberg søgte
følelsen af aristokrati.

Første gang jeg var på The Carlyle,
var da jeg besøgte Bemelmans bar.

Jeg var på date,
og havde fået et tip om at tage derhen.

Jeg kendte ikke stedet, men tænkte
straks, at det vist var en god ide.

Bemelmans bar er virkelig unik.

Jeg kender ikke nogen bar
med en lignende indretning-

- og med en lignende historie,
som denne bar har.

Det er det sidste offentlige sted,
hvor Ludwig Bemelmans værker findes.

De findes ikke andre steder. Kun her.

Udover Madeline og de elskede
figurer på væggene, -

- er der så meget mere
at hente hos Bemelmans.

Jeg sneg mig rundt og kiggede hen
over folks drinks for at se væggene.

Jeg genkendte motiverne,
men ikke kunstnerens navn.

Det her er ikke som i Madeline-
bøgerne, men det er samme stil.

Hvordan endte de på væggene?

Han elskede vores forældre.

Så han malede en tvillingevogn.

- Her er den.
- Hernede.

- Med barnepigen.
- Der fandtes barnevogne dengang.

Han var her i 1947.
Vi var to-tre år gamle.

Vores far var i bund og
grund også kunstner-

- og havde som vision
at skabe et kunstnerisk hotel.

Så han bad ham komme og
dekorere baren, -

- så ville han få kost og logi
i den tid, det tog.

Min mor morede sig over, at det tog
1,5 år. Men de nød at være her.

- Og så?
- Så flyttede de til New Jersey.

Det, der gør baren så unik og magisk,
er de små detaljer.

Man kan fortabe sig
fuldstændig i vægmalerierne.

De fører en tilbage til en svunden tid, -

-som stadig er forbundet med hotellet.

Der fandtes får i Central Park.
De var datidens plæneklippere.

Det er naturligvis en
legende fantasiversion, -

- der dog ikke ligger
så langt fra virkeligheden.

Jeg har lavet en film,
som udspiller sig på et hotel.

En af de største inspirationskilder
var Ludwig Bemelmans.

Jeg hedder Roger,
og jeg kommer fra Barbados.

Jeg kan godt lide Bemelmans
selvportræt for enden af bardisken.

Han har sågar signeret det.

Jeg ved ikke, hvordan han så ud, men
jeg antager, at han var ret gammel.

- Prøver folk at stjæle herfra?
- Ja, det forekommer ofte.

Jeg har fået malet 23-24 nye.

- De stjæler dem.
- Fordi de er værdifulde?

- De stjæler dem altså?
- De stjæler dem.

Jeg har arbejdet her i 28 år.

Det var faktisk mit første job,
og det bliver sikkert mit sidste.

De bedste drikkepenge jeg har fået,
og jeg opnår aldrig noget lignende, -

-var 7.000 dollar på én aften.

Der er en meget privat atmosfære.

Det er hellig grund for mig.

Og ingen aftener er ens.

For et år siden befandt
jeg mig midt i lokalet.

En mand stod med sin kone
i den ene ende af lokalet, -

- og en anden mand kom ind
gennem døren der med sin kone.

Pludselig indså jeg, at manden,
der stod derovre, var Richard Gere.

Og manden, som kom ind med
sin kone, var Paul McCartney.

Hvem skulle jeg
byde velkommen først?

Jeg lukkede øjnene i et halvt sekund
og besluttede at starte med Beatlen.

Jeg har hørt en historie
om dig og Paul McCartneys datter.

- Ja, det er korrekt.
- Fortæl, hvad der skete.

- Det kan jeg ikke.
- Vi kan altid klippe det ud.

Jeg fortæller aldrig om gæsterne.

- Savner du det?
- Ja.

- Hvad er det, du savner?
- Jeg savner menneskene.

De berømte gæster,
og alt det sjove som skete.

Det er gode minder.

- Du nævnte Liz Taylor.
- Ja, hun var sjov.

- Fortæl om, når hun var her.
- Nej, har jeg jo sagt.

Der er mindst tre gæster om dagen,
som spørger til Tommy.

"Jeg kommer her én gang om året,
og Tommy var så hyggelig."

1958.

- Kom du til USA i 1958?
- Ja, og jeg fik jobbet her i 1958.

- Fordi du var irer?
- Det hjalp sikkert til.

Det sker, at Billy Joel kommer forbi.
Vi har praktisk talt et nummer nu.

Han kommer ind, jeg tager venstre
side, og han tager højre side-

-til gæsternes store overraskelse.

Vi spiller "Ain't Misbehavin'"
og "Blue Moon"...

Vi har indøvet, at midt under en sang,
mens jeg spiller hernede, -

- så bytter vi plads, mens vi spiller
videre. Det har vi indøvet.

Vi har lavet sjov med,
at vi burde tage på turne sammen.

På min tredje dag, tror jeg det var,
sad Harry S. Truman her.

Han plejede at komme
her om lørdagen.

Jeg vidste ikke,
hvordan man tiltalte en præsident.

"Vil du have en drink til, Harry?"

Så kaldte chefen mig hen.

"'Mr. President', siger man!
Du får en kort karriere her."

Så sagde præsidenten: "Jeg bad den
unge mand om at bruge mit fornavn."

"Det beklager jeg, mr. President."

Ellers var jeg blevet fyret.

- Blev du ved med at sige "Harry"?
- Nej!

- Flot hat.
- Tak!

Hvordan går det, min egen?

Jeg er naturligvis ikke
ligeså sexet som dig.

- Hallo?
- Guten Tag, mein Bruder.

- 914...
- Ja...

- Hvad lærte du af Peter Sharp?
- Peter Sharp var fantastisk.

Det var hans fortjeneste, at jeg blev
anbefalet som concierge.

Ham, der lærte mig op, sagde
følgende angående min stammen:

"Bliv ved med det, for så får du den,
du taler med over på din side."

"Ingen vil fornærme en stammer,
og man får tid til at tænke efter."

Dwight er et af The Carlyles
største aktiver.

Han er sofistikeret og intelligent. The
Carlyle var ikke det samme uden ham.

Man forventer at møde ham her.

Dwight udgjorde
i mange år hotellets sjæl.

Han var som julemanden for os,
da vi var små. Han gav os kram.

Han udstrålede varme
og klassisk elegance-

- på en måde, som jeg ikke tror,
at andre kan efterligne.

Dwight var et fænomen. Han kunne
skaffe bord hvor som helst i New York.

En tidligere kollega ringede
og fortalte, -

- at en havde ringet og stammet og
sagt, han var mig for at booke bord.

"Dwight stammer ikke sådan der.
Hvem er du?!"

- Har nogen gæster kommenteret det?
- En.

- Gennem dine 36 år her?
- Ja, han nægtede at tale med mig.

Han forstod ikke, hvad jeg sagde.
Tog jeg telefonen, lagde han på.

Men han kom ikke igen.

- Men hotellet tog sig ikke af det.
- Nej da.

- De værdsatte dig højere.
- Ja.

Hvordan føltes det?

Jeg kan huske,
at min mor sagde til mig:

"Du stammer.
Nogen vil blive fornærmet over det."

"Nogen vil grine af dig
og tro, at du er retarderet."

"Men det er deres problem, ikke dit."

"Du skal bare være den, du er,"-

- "og sørge for, at når du får sagt
noget, at så er det værd at lytte til."

Dwight har kendt folk gennem 30 år.

Jeg har lært gæster at kende gennem
mine 16 år. De er som ens familie.

De vender tilbage
på grund af personalet.

Uanset om man har været her i to år
eller i 50 år, som visse kolleger, -

- så er hotellet her
så meget større end os.

En gæst, som har boet her, siden jeg
begyndte, udtrykte det allerbedst:

Det er et gammelt hotel,
og vi har vores problemer, -

- men vi har en patina, som alle andre
hoteller mangler. Det har han ret i.

Personalet på hotellet, dørmændene,
piccoloerne, stuepigerne...

De er som en familie for mig.
De har været her i årtier.

Man ønsker, at de sætter sig
på sengekanten og småsnakker-

- og sludrer om den ene eller den
anden. Det er den helt samme flok.

Jeg er stadig ny som concierge.
Syv år er ingenting til sammenligning.

De har været her i
40 år, 30 år og 20 år.

Jeg har "kun" været her i syv, men
håber at blive her til min pension.

Kan du synge noget?

- Hvad?
- Noget du kan lide.

Nej, ikke den.

Det er atmosfæren, som gør det.
Det har intet med penge at gøre.

Atmosfæren er skabt
af menneskene der.

Menneskene på det her hotel
er så vigtige.

Hvad er den mest ualmindelige
forespørgsel, I har fået?

Jeg husker en kvinde, der havde en
sød hund, som hun ikke ville lufte.

Det gik ikke med håndklæder.
Den skulle bruge græs.

Så vi skaffede et stykke rullegræs,
som de havde på værelset i 1,5 uge.

- Havde de en hundeskovl?
- Det tror jeg.

Det ved jeg ikke noget om.
Stuepigen gjorde måske rent?

Woody Allen sidder inde bagved,
når han er på besøg.

Nogen trives bedst midt i, -

- men politikere og ledere
vil helst sidde inde bagved.

I særdeleshed præsidenter
og lignende.

- Hvad bliver du kaldt?
- "Kaptajnen".

Det er en fin titel.

- Findes der andre kaptajner i byen?
- Ikke længere.

Vi er en uddøende race.

- JFK junior plejede vel at komme her?
- Ja, han var her ofte.

Fortæl om ham.

Han plejede at sidde ved bord 29
med rulleskøjter på.

- Rulleskøjter?
- Han kørte rundt på rulleskøjter.

Havde han dem på herinde?

Han plejede at komme her ved 14.30-
15-tiden. Hans mor boede tæt på.

- Havde han damer med?
- Nej, kun rulleskøjterne.

Han spiste sin sidste morgenmad her.

Det var weekend, og han skulle
flyve til Martha's Vineyard.

Jeg kunne godt lide hans mor.
Hun var sød.

- Var hun her tit?
- Ja, to gange om ugen.

- Var hun så sød?
- Ja, og hun sad altid ved bord 10.

- Bord 10?
- Bord 10.

Hun kunne huske vores navne
og bestilte altid det samme.

- Hvad?
- Cobb-salat, en drink og en cigaret.

Dengang måtte man ryge her.

- Hvad drak hun?
- Gin og tonic, mener jeg.

Det her må du vel ikke fortælle os?

Når der er gået 15-20 år,
så går det nok.

Det var John F. Kennedy, der gjorde
The Carlyle til hvad, det er i dag.

Vi havde lagt 50'erne bag os.
Eisenhower var 70 år, da han gik af.

John F. Kennedy var 43 år
og havde en vidunderlig hustru.

Der sker meget,
når en person dør ung.

Vi er fascineret
af John Kennedy og "Camelot".

Han var en vigtig person i en vigtig
tid, og han var meget glamourøs.

Selvfølgelig boede han her.
Hvor ellers?

Jeg så ham her, da jeg begyndte
her i 1963. Jeg var meget ung, 17 år.

Jeg arbejdede i posthåndteringen.

Vi lurede ind gennem sidedøren,
når han kom med sit følge.

Der var politifolk på taget
på den anden side af gaden.

Det gjorde stort indtryk på mig.

- Og siden da har du arbejdet her?
- Ja.

De fejrede Jack Kennedys fødselsdag
på Madison Square Garden.

For tusind dollar fik man en middag,
og et håndtryk af præsidenten.

Jeg mødte aldrig Marilyn Monroe.

Jeg ved, at hun på et tidspunkt var i
New York, og at de mødtes.

Men derudover ved jeg ikke,
om der var noget mellem dem.

Der findes billeder af Kennedy,
som kommer og går.

Der fandtes hemmelige bagindgange,
som de benyttede sig af.

Jeg spurgte min stedmor direkte:

"Hvorfor slap det ikke ud,
hvis nu de var på Carlyle?"

Hun svarede uden at tøve: "På hvilken
måde ville det have gavnet landet?"

I må spørge portieren Danny.

Jeg har hørt, at Marilyn Monroe
sneg sig ind gennem en tunnel.

Det har jeg også hørt, men jeg har
hverken set en tunnel eller hende her.

Efter 51 år har
jeg stadig ikke fundet tunnellen.

Mange vil mene, at det er usædvanligt
at have det samme job i 54 år.

Hvad fastholder dig her?

Bortset fra at jeg elsker stedet
og menneskene her?

Jeg hygger mig her.

- Så du er et vanemenneske?
- Afgjort.

Som jeg siger til konen: "Godt for dig,
at jeg ikke kan lide forandring."

Det er varigheden, der gør det.
Danny har været her i over 50 år.

Personalet er en del af kulturen her.

Ingen kunne vide i begyndelsen af
80'erne, at jeg ville slå rekorden, -

- som den gæst
der har boet her flest gange.

Det sætter jeg en stor ære i.

Jeg tror,
at det nærmer sig 1.100 nætter.

Jeg tror ikke, at nogen er bare tæt på.

Hvis hotellet var en TV-serie,
ville det så være drama eller komedie?

Både og. En blanding.

- Hvad er det, der er så sjovt?
- Ved hotellet?

Det sjove er, at alle klager over,
at hotellet er så gammelt, -

-men at de alligevel kommer igen.

- Kan du huske, hvornår han var her?
- For 20 år siden, måske.

- Hvem er det, vi taler om?
- Det ved du godt...

Vores berømte præsident
Donald Trump.

Han kommer altså gående ind,
og hvad hører du ham så sige?

Der var fest på anden sal. Nogen der
havde hørt Donald Trump sige, -

- at det var et af de mest prestigefyldte
hoteller, han havde været på.

Og hvad sagde han
efter at have set nærmere efter?

"Rygtet stemmer."

Sig det nu, Danny!
Hvad sagde han?

Hvad sagde han?

"Stedet her er en joke."

Vend kameraet.
Se det smil. Han ved det godt.

- Danny...
- Nu får jeg ballade.

Jeg har været her mange gange
og trives bedre for hver gang.

Stedet er en joke.
Det her sted er en joke.

Man kan se det i øjnene
på dem, der arbejder her.

Det er en joke.

Der findes ikke en, som arbejder her,
som ikke skammer sig en lille smule.

Men ved I hvad,
stedet her er en joke.

Hvorfor tror I,
de har den slags døre her?

Vi kan tage det en gang til.

I kender den slags, som fortæller den
samme vittighed igen og igen...

Det her sted er en joke.

- Hvem tog dig med den første gang?
- Det var en kæreste.

- Ikke din mand?
- Jeg siger ikke mere!

Det var en kæreste.

Det føltes som i Europa,
men det var i New York.

Glamour af den gamle skole.

Jeg sidder i det øvre galleri
i hotellets opholdsrum, -

-som kaldes for "det lille hus".

Det blev indrettet i 1989 af den
legendariske Renzo Mongiardino.

Det er helt i hans særprægede stil
med kelim-stof på sofaerne-

- og tapeter af den italienske
designer Enrico Brus.

Dem, som interesserer sig for
Renzo Mongiardino, ved, -

- at han står bag indretningen hos
Elsa Peretti og Agnelli i Italien.

Så at have en del af ham i New York
gør lokalet her mindeværdigt.

Hjørnesofaen er som skabt til
at have en affære i.

- Har du haft det?
- Nej, det har jeg ikke.

Måske.

De fleste der kommer herind,
bliver helt bjergtaget.

Det er som at se
en smuk 20-årig kvinde.

En tyrkisk konge havde et palads
indrettet i samme stil, -

- og nu har vi overført det
til The Carlyle.

Det har virkelig en unik arv.

For mig som Newyorker, findes der
intet med samme symbolværdi-

- for elegance, historie, romantik
og skandaler som The Carlyle.

Under Golfkrigen boede
den irakiske FN-delegation her.

FBI ville naturligvis indenfor.

De ville placere folk i roomservice,
aflytte telefoner... Være overalt.

Men min far sagde blankt nej.
Vores gæster har ret til privatliv.

I får ikke lov at gøre det mod Warren
Beatty og ej heller mod irakerne.

The Carlyle har sin egen måde
at gøre tingene på.

Peter Sharp gjorde The Carlyle til,
hvad det er i dag.

Det skal vi være taknemmelige for.

Han gjorde mere end at sætte
The Carlyle på landkortet.

Han behandlede det som sit hjem.

Familie Sharps aktiviteter
inden for ejendomsbranchen-

-er en del af New Yorks historie.

Ja, min farmors farfar, burde det være,
var John Roebling.

Peter har været i branchen længe.
Hans forældre ejede flere hoteller.

Peter arbejdede på hotellet
i skoleferierne.

Der foregik en konkurrence
mellem min far og min farmor.

Min far forstod, at der var et behov.

Gæster i NY, som havde et socialt
eller forretningsmæssigt netværk, -

- ville ikke bo på St. Regis eller på
The Plaza, som var en zoologisk have.

De var her ofte længe ad gangen
og ville bo, hvor deres venner boede.

The Carlyle blev deres andet hjem.

- Hvordan drev han hotellet?
- På en meget personlig måde.

Han engagerede sig
i hver en vase, i menuen...

Det havde han ikke behøvet,
men stedet var som et barn for ham.

Der var en særlig korpsånd her-

- med en ejer, som var en virkelig
person og ikke et selskab.

Peter Sharp boede på Park Avenue.
Han joggede i parken hver dag-

- og hjalp til med roomservice
i forbindelse med morgenmaden.

Han sørgede for at alt blev serveret
indenfor 15 minutter.

Det blik var noget, jeg lærte af ham.

Evnen til at træde ind i et værelse
og på Conan Doyle-manér-

- straks at kunne se 15 ting, der var
galt. Det var min far ekspert i.

Han lærte os, at selvom gæsterne
ikke ser det, så ser de det alligevel.

Har vi nogle ekstra blomster,
som vi kan stille herind?

Ja, hos mr. Berettas VIP-gæst.

En, der havde stor del i at The Carlyle
blev stedet, hvor man skulle være, -

- var fars ven Ahmet Erdogan. Det var
Ahmet, der bad ham ansætte Bobby.

Jeg har besøgt The Carlyle,
siden jeg var tre-fire år.

Jeg er vokset i nærheden,
på 5 East 82nd Street, -

- og mine forældre var
gode venner med Bobby Short.

De tog mig med og gav mig jakkesæt
på. Noget jeg ikke kunne lide.

Det kløede, så vidt jeg husker.

Og der sad jeg så
og lyttede til Bobby Short.

Som barn, da jeg var
fem, syv eller otte år, -

-forstod jeg det ikke rigtig.

Man sidder i et lokale fuld af voksne.
Der er stille og mørkt, -

- og Bobby spiller Duke Ellington,
Rodgers og Hart, Gershwin osv.

Men en dag fattede jeg det.
Jeg forstod det.

Og jeg forelskede mig i Bobby
og lokalet her.

Bobby blev født i 1924 og begyndte
at turnere som otte-årig.

Han kunne ikke læse noder,
men han kunne 6.000 sange.

Både teksterne og musikken.

Store jazzkoryfæer som Fats Waller,
Earl Hines og Louis Armstrong-

- tog den her lille dreng
under deres vinger.

Han var et vidunderbarn, der optrådte
og turnerede som tolv-årig.

Hver en fiber i hans
krop bestod af musik.

Åh... Klasse!

Klasse, klasse, klasse.

Han var helt afslappet. Helt afslappet.

En fænomenal artist. Fænomenal.

Han var den hippeste og mest
kontinentale af alle jetset-artister.

Bobby delte generøst
sine evner med publikum-

- uden at forvente nogen
forkundskaber.

Han gav en friheden til at sige:
"Denne æra kender jeg ikke,"-

- "men tak fordi,
du får mig til at forstå."

Han var altid velklædt
og udstrålede en bevidsthed-

- i Cole Porters
og Noel Cowards tradition, -

- og var den sjoveste sanger, som
har underholdt cremen af New York.

Jeg fik øjnene op for ham i Hannah
og hendes søstrer. Han var fantastisk.

Jeg er Allen-fan og havde set Café
Carlyle i Hannah og hendes søstre.

Da Dianne Wiest
sniffer sig et tredje næsebor, -

-var det en så fantastisk kontrast.

Han spiller piano, hun er helt væk
og Woody Allen er selvmorderisk.

Jeg sagde til mig selv:
"Der skal jeg hen."

Jeg så dem ankomme.
Det var fantastisk.

Newyorkere plejer plejer at være
positive overfor kongelige, -

- indtil de kommer tæt på.
Så går de helt amok som alle andre.

Det er en meget kold
december-aften i New York.

Kate bar en smuk bourgogne-rød
jakke, og William ankom uden overtøj.

Carlyle Hotel er vant til
at byde kongelige indenfor.

Parret valgte nok The Carlyle, fordi
prinsesse Diana plejede at bo her, -

-og var meget glad for hotellet.

Jeg hørte ham sige i lobbyen, at han
havde hørt så meget godt om hotellet.

De skal bo et sted, som fanger
essensen af den by, de besøger.

Det var vigtigt, for det var
første gang, de var i New York.

Det var stort.

Det blev omtalt i aviser,
på nettet og på TV verden over.

De fortalte mig, hvor jeg skulle stå, -

- og bad mig sørge for, at de
kunne blive fotograferet.

Det var vildt. Jeg blev helt blændet.

Tak.

- Kom ind. Hvordan står det til?
- Det er dejligt at være her igen.

- Tak, tak. Hvordan gik flyrejsen?
- Fint. Jeg er vant til det.

Du er lidt ubarberet.

Vi er taknemmelige for, at Roger
synes så godt om hotellet.

Han og hans familie bor her,
når de er i New York.

Roger Federer er mr. Berettas gud.
Det er hans helt.

Roger Federer er
den bedste tennisspiller nogensinde.

- Er alt i orden?
- Det bliver bedre, hvis du vinder.

Ja, det er jo altid rart.
Så bliver jeg her jo i tre uger.

Tak.

Som sagt,
sig til, hvis det er noget, du vil have.

Det meste bør allerede være her,
men sig endelig til.

Tak, Giovanni.
Jeg håber at blive i tre uger.

Selvfølgelig bliver det tre uger.
Jeg ser frem til finalen. Tak, Roger.

Jeg er helt forelsket.

Lad mig komme med en tilståelse.

I må love ikke at sige det videre.

Tirsdag nat gik jeg og to dansere
ud gennem hovedindgangen-

- med en flaske champagne, nøgne,
og tog et billede.

Vi gjorde det bare!
Ingen opdagede noget.

Billedet på pladeomslaget
er taget udenfor The Carlyle.

Det var lidt spontant, ikke sandt?
Vi har sat gule sedler på...

Det er ikke kun dig, der er nøgen.

- Vi tog magnumflasken af en
årsag. Jeg gør lige sådan her.

Hold da op!

Det er et fantastisk billede.

Vi havde jo kun én chance.
Men der var helt øde.

Klokken var måske 3 om morgenen.

De to dansere, Raymond og Liza,
kom forbi-og så gjorde vi det bare.

Vi var lidt berusede.
Vi gik ned og øvede med tøjet på.

Da vagten kom, sagde jeg:
"Jeg siger lige farvel til mine venner."

- For I havde ingen tilladelse?
- Overhovedet ikke.

Det var lidt uhyggeligt. Der kunne jo
være kommet nogen hvert øjeblik.

Eftersom vi havde taget billedet,
da jeg skulle optræde her, -

- vendte jeg tilbage til The Carlyle
for at få den på pladeomslaget.

Det er dumt at lave en plade pga. et
foto. Musikken kommer jo først.

Jeg kan forestille mig, at chefen tog
en snak med vagten, da den udkom.

"Hvordan forklarer du det her, Gary?"

Nu da vi kan rejse hvorhen, vi vil,
takket være præsident Carter, -

- kommer jeg umiddelbart til
at tænke på denne sang.

Vi var meget nære venner.

Han var altid så dejligt hæs.

Når han sagde: "Hvordan går det,
søde?" med sin accent, smeltede jeg.

Jeg blev glad, da han bad mig
om at deltage, da hjørnet-

- mellem Madison Avenue og 76th
Street fik navnet Bobby Short Corner.

Han var jo "kongen af Carlyle",
så han fortjente at få sin egen gade.

Jeg husker, at han på sin 80-års dag
beskrev det som glamourøst.

Det er sådan, man skal leve livet.

At fylde 80 skal være glamourøst.

Bartenderne taler stadig om det.

Mr. Short trak altid fuldt hus. De
afholdt tre forestillinger per aften.

De jammede! New York var
helt anderledes dengang.

Når jeg lægger hænderne på pianoet
og tænker på Bobby Short som person-

-så falder det hele på plads.

Han krævede et helt nyt Baldwin-
flygel hvert år. Fantastisk.

Hvad skete der, da han gik bort? Var
det ventet, eller kom det pludseligt?

Meget pludseligt. Han var fuldt
booket. Det var i marts eller maj '05.

Det kom som et chok.
Det var helt uventet for alle.

Christie's bad mig spille på hans
flygel, før det blev bortauktioneret.

Der sad jeg hos Christie's,
omgivet af alle hans ting, -

- og spillede på Bobbys
Bechstein for sidste gang.

Jeg tror,
at den gik for 150.000 dollar.

Jeg kender kvinden, som købte
hans bøger for 5.000 dollar.

De blev solgt som "en stak bøger".

Hvordan kan man tømme Bobby Shorts
hjem, uden at gennemgå bøgerne?

Flyttemændene-hvad ved jeg-
pakkede 20 kasser med bøger.

Det var dem, som blev solgt for
5.000 uden at være kigget igennem.

To uger senere blev hun
kontaktet af Sotheby's, -

- som tilbød hende
1,5 millioner for bøgerne.

Hun havde ikke engang åbnet dem,
men takkede nej tak.

Hun begyndte at gennemgå bøgerne.

Hun fandt breve fra Cole Porter.

Hun fandt kærlighedsbreve...

Hele Bobby Shorts liv lå
i de der 20 kasser.

Han udtrykte det således:

"Jeg er bare en stjerne i byen her."

"Fra øjeblikket hvor flyet lander, til
jeg flyver hjem til Frankrig igen,"-

- "handler det om mine
shows på The Carlyle,"-

- "og jeg agerer derefter."

Han gjorde aldrig noget, der fik
et show til at fremstå dårligt.

Han vidste, at lokalet skabte ham
og at han skabte lokalet.

Jeg kom hertil for måske ti år siden,
for at se Woody Allen.

Som jeg husker det,
sad jeg i baren og kiggede.

Jeg har set Woody spille tre gange,
tror jeg.

Det er sjovt. Jeg kan lide det.

- Hvorfor er det sjovt?
- Han tager klarinetten så alvorligt.

Zane Musa!

- Café Carlyle, Bobby Short, W. Allen.
- Han spiller der hver mandag.

Har Eartha Kitt spillet der?

Ja, hun var god. Det er en stor ære at
spille der-med et fantastisk band.

Ja, hvad siger I til det?

Jeg plejede at stå længst omme
bagved, når min mor sang her.

Det var som en familie for hende.
Det var som at komme hjem.

Jeg bliver ofte spurgt om, -

- hvilken musik, der inspirerede
mig under min opvækst.

Men jeg er aldrig vokset op og har
ingen intentioner om at gøre det.

Når man er på Café Carlyle, forventer
man noget grænseoverskridende.

Det bliver inden
for disse fire vægge.

Dette er min yndlingssang om
et af mine yndlingsemner.

Penisser. Jeg bare godt lide dem.

Jeg elsker caféen. Kan du forstå,
at det stadig finder sted?

Jeg tager derhen i aften.

Lokalet er magisk.
Og drinksene er gode.

Vi tager del i Vertès fantasiverden-

- med cirkusartister,
musikanter og balletdanserinder.

De er symboler på lokalet. I baren
træder man ind i Bemelmans verden-

- og her træder man ind
i Marcel Vertès verden.

De har fået patina
og er falmede med årene, -

- og er smeltet sammen med væggene.
De er blevet en del af bygningen.

Det gør dem endnu mere tiltrækkende.

Vidunderligt!
Herb Alpert, kære gæster!

Tag hen og se ham
på The Carlyle her i New York.

Der hersker en kunstnerisk
atmosfære i lokalet.

Det er hyggeligt. Man fornemmer
energien fra de mange store artister.

Jeg og Lani glæder os til at spille der.

Og visse sange smelter
virkelig sammen med lokalet.

Det føles som i en gammel film.
Som i Alt om Eva, -

- hvor hun træder ind i det store,
flotte omklædningsrum med vinduerne.

Det er The Carlyle. Her kan man sidde
i morgenkåbe og få serveret middag-

-og gøre sig klar til forestillingen.

Man går ind i elevatoren
og træder ud i salen.

Man skal ikke fremføre Cole Porter
for at få publikum med sig her.

Engagerer man sig i musikken,
tager de med på rejsen.

Man går mellem publikum og berører
deres skuldre på vej mod scenen.

Musikken spiller, der kommer et sus...

Man føler,
at man er del af noget vigtigt-

- og forsøger ikke at tænke på,
hvem der er der. Det er magisk.

Jeg ville fortælle, hvad jeg havde
lavet i NY den foregående aften, -

-så det kom meget belejligt.

Det var på Café Carlyle.
Det er et lille kabaret-lokale.

Forestil dig hans stemme.

Dem, der boede på 15. sal på
hotellet, stod sikkert og dansede.

Jeg husker første aften, jeg spillede
her. Jeg tog over efter Bobby Short.

George Steinbrenner sad lige her.

Han var den første til at rejse sig.
Det var ret vildt.

Så rejste halvdelen af lokalet sig
og gav mig stående ovationer.

Det er et meget blandet publikum.

Nogen kommer for musikken,
andre kender til lokalet...

Der kan sidde millionærer og
milliardærer, som man ikke kender.

Så taler man sammen i baren.
"Nå, du ejer den bygning..."

Alt i New York kunne gøres spontant.
"Lad os se Bobby på Café Carlyle."

Havde man en halv time, kunne man
tage på MoMA. Det går ikke længere.

Nu er der køer og folk overalt.

Til alle de skatte, som gjorde, at
man holdt New York ud, -

- står der nu en million folk fra
Kansas foran dig i køen.

Ringer man og springer køen over,
er der en million af dem indenfor.

Jeg turde ikke drømme om,
at få lov til at optræde her, -

- så da jeg blev spurgt,
blev jeg helt overvældet.

Jeg drømmer om at stå der på scenen
og ære institutionen her.

Ikke endnu, men det
kommer til at ske.

Mange steder tænker man, at det ville
være bedre sådan eller sådan...

Men The Carlyle er perfekt, som det
er. Præcis som jeg vil have det.

Det er fantastisk!

Jeg kunne høre,
hvad dem oppe foran sagde.

Heldigvis sagde ingen "hun er
ringe" eller "hun synger falsk", -

-for så var jeg brudt helt sammen.

Når man tager til koncert på Carlyle,
ved man, at det bliver en sund aften.

Forstår du, hvad jeg mener?
Det går ikke helt amok.

Det er aften med substans,
glæde og morskab.

Og måske lidt frækheder.

- Særligt med dig på scenen.
- Det kan du bande på.

Yankee Stadium findes ikke længere.

Hvis de lukker stedet her,
er det slut med New York.

Godnat og tak.

Det var det.

Broadwaylegenden Elaine Stritch gik i
dag bort i en alder af 89 år i sit hjem.

Hendes karriere strakte sig over mere
end 70 år indenfor film og kabaret.

Det må spøge her på caféen.

Bobby Short slukkede lyset.

Det gik lige så godt.

Senere om formiddagen fik vi at vide,
at Elaine var gået bort.

- Hun var vigtig for stedet her.
- Jeg får gåsehud.

Det er sådan noget,
jeg kan relatere til, den energi...

Jeg er overhovedet ikke religiøs,
men energien fra mennesker, -

- som har spredt sig
gennem ioner og protoner, -

- og har ladet rummet her
med energi. den køber jeg.

Ja, jeg ville elske at tro,
at det var Elaines spøgelse.

Det er ligesom, når det sner.

Der er altid stille i Upper East Side om
natten, men sneen dæmper lydene, -

-og der er helt stille.

Man er så vant til lyden af trafik, at
det bliver svært at sove pga. stilheden.

Jeg er vågnet ved tretiden
om morgenen-

- og har åbnet vinduet
for at mærke sneen.

Jeg betragtede altid
Elaine Stritchs værelse på hjørnet.

Der var altid tændt lys hos hende.

Det var som lyset på scenen.
Spøgelseslyset tror jeg, det kaldes.

Jeg følte mig aldrig alene i New York
med visheden om, at hun var der.

Jeg tror... Vi prøver med F og B.

Jeg kommer til at savne
at tale med dig.

Tusind tak. Farvel med jer.

Det var Tommy Lee Jones
og hans hustru.

Vi har medlemskab til Santa Fe-
operaen og et hus ikke langt derfra.

Dwight var en stor operafan, så vi tog
ham med til et par forestillinger, -

- før han gik på pension. Han er rigtig
hyggelig at være sammen med.

Jeg kommer til at savne
at se mine kolleger hver dag.

- Få mig ikke til at græde nu.
- Hvad fik dig til at bestemme dig?

Det er blevet stressende
på en anden måde.

Der er mindre høflighed i verden.

Det er ikke en verden, -

- som jeg vil være en del af
i denne funktion længere.

Efter min mening har vi mistet...

Samfundet har mistet sin værdighed.

Kigger man på film
fra 40'erne og 50'erne...

Det er fascinerende
at se publikum til en baseballkamp.

Almindelige mennesker overalt i
landet gik med hat og jakke.

De havde værdighed
og formål med livet.

Og de lignede ordentlige medborgere.

Nu ligner alle bude.

Hvad end man siger, så hænger
påklædning og mentalitet sammen.

Og når man dropper det,
giver man afkald på noget, -

-som er svært at sætte ord på.

Alle ændrer sig. Ingen er den
samme gennem alle årene.

Du har ikke ændret dig.

Dem, der mødte mig for 25 år siden,
vil nok være uenige.

- Hvor længe har du været her?
- Kun ti måneder.

- Og dit første indtryk af hotellet?
- Jeg elskede det.

Der var altså ingenting,
som du ville ændre på?

Jeg påberåber mig retten til at tie.

Jeg voksede op i Oklahoma og sang
ikke på store scener, men i folks stuer.

Jeg vidste, at Carlyle var et intimt
sted, hvor man kan røre publikum, -

- som får lov at høre musikken
på en helt anden måde.

Jeg tog "Make Someone Happy", som
folk kan, men ikke kender teksten til.

"Berømmelse, hvis man den får,
den kommer og går."

"Hvad er det sande i livet?
Kærligheden er svaret."

"Nogen at elske, nogen at gøre
lykkelig-og blive lykkelig selv."

Den afsluttede jeg forestillingen med,
på grund af den intime stemning.

Publikum elsker den slags. Det minder
om en tid, hvor alt var mere enkelt-

-og måske mere ægte, på en måde.

Mere ligefrem og menneskeligt...

Og det takker jeg ikke nej til.

Jeg oplever ikke,
at profitten kommer i første række her.

Der findes en excentricitet, en
identitet og en tradition her, -

- som skal opretholdes,
og det er de bevidste om.

De ødelægger det ikke
ved at ændre på tingene.

Det er "dysfunktionelt", for de kunne
sagtens være mere koldblodige-

- og score større overskud ved at
henvende sig til et bredere klientel.

Det, der findes her, er det bedste af
det, vi engang var. Dog mere moderne.

Af alle de steder, jeg har boet, -

- og jeg har boet mange
fantastiske steder i verden, -

- så kan intet
sammenlignes med det her.

Det her er ikke bare et sted,
hvor man kommer for at sove.

Det er glamourøst. Jeg får ejendoms-
mægler-jern på af at sidde her.

Der har sikkert været nogle
rigtig heldige ludere her.

- Hvor sad Jack Nicholson?
- Ved bord 3 længst væk.

- Gav han dig en orkidé?
- Nej, han gav mig et tip.

"Spil på Lakers", sagde han.

- Gjorde du det?
- Ja, faktisk.

Jeg er ikke udmattet. Jeg er ophidset.

Du er en provokatør. En ond
provokatør. Og det er helt okay.

Jeg virker vel ikke træt?
Jeg er helt oppe på tæerne.

Hele værelset her
fungerede som klædeskab.

Jeg laver ikke sjov. Det var ikke mit
tøj, vil jeg gerne have lov at sige.

Nej, her kan jeg ikke blive. Her?

Har I reserveret værelset
til optagelserne?

Hvornår skal jeg være ude herfra?

Et eneste værelse til alt det her?

- Nu keder jeg mig.
- Tak for det.

Jeg fik at vide af hotellet, -

- at de vil sætte et skilt
op udenfor dit værelse.

Du tager gas på mig!

Hvis det er sandt, så... Wow!

Det er virkelig et kompliment.

Jeg ved ikke, hvad problemet var,
men ingen bankede nogensinde på.

Når gæster skal forlade hotellet
og siger, at de vil checke ud, -

- så synger jeg: "Jeg ved, at du vil
forlade mig, men jeg giver ikke slip..."

Hvad er den underligste
bestilling, I har fået?

Den underligste...

Tom Cruise bestilte en gris
til ham der Reiner...

- Rob Reiner?
- Ja.

Det skulle være en overraskelse.
Det var svært at få den gennem tolden.

- En levende gris?
- Nej, helstegt.

Med briller, smoking og hat.

En påklædt gris...?

Oversættelse: J. Petersen