Original subtitles

Et glas mere...?

Hæld bare op. Jeg har drukket stærkere fyre under bordet.

- Tyskere tåler ikke meget. -Jeg har prøvet alle nationaliteter.

- Vel ikke bare drukket? -Pas dig selv, brormand.

- Vi tager hjem til mig, ikke? -Det trorjeg ikke.

- Hvorfor ikke? -Jeg har ikke tid til den belønning.

- Nå, hvordan har du haft det? -Jo, tak.

- Du ligner dig selv, Dagmar. -Jeg kan ikke sige det samme.

Spil noget mere lystigt. En samba. Du kan vel danse samba, Willy?

- Lad være. Nogen kunne komme. -Nej, ikke så sent.

Du kan vel høre, at folk ervågne i huset.

- Dejligt Iiv. Ligesom på Nalen. -Ja, de har et sted at tage hen.

- Du tænker kun på én ting. -Nej. Det her er unaturligt.

Du bor hjemme. Din mor kan ikke lide mig.

Vel kan hun det. Find en hybel selv, og se, hvor ran det er.

Fire kæder har man sat i gang. Og de springer hver gang.

- Det ordner sig nok. -Ja, nårjeg får folkepension.

- Det vigtige er, jeg elsker dig. -Man kunne have mere glæde af det.

Kys mig, Kalle.

- Slip mig. Der kommer nogen. -Pokkers.

- Hun havde travlt. -Hun så underlig ud, ikke?

Og så er der det her forbandede trappelys.

- Glem det? -Hvad?

Det, De stod og tænkte på. Det er han ikke værd.

- Der ñndes ingen han. -Det gør der altid.

Har man oplevet så meget af livet som mig, lader man sig ikke narre.

- Vil De ikke have en radering? -Nej tak.

Den er ellers smuk. Skumring over slottet. Kun 10 kroner.

Kunstneren har selv signeret den. Se blot, hvor ñn den er.

Værsgo. Behold raderingen.

Olavsgatan 13, 5. sal, Brink. Ja, vi kommer.

Ingen må gå ind, og ingen må røre noget.

- Ambulancen er her nu. -Ja, hun skal bare hentes.

Det er vel ikke normalt, at kvinder begår selvmord på den måde...?

Sovemiddel og gas er det normale. Men hun ville være helt sikker.

Ja, og det gik vel hurtigere på den måde.

Hun ligger derinde.

Svensson. Forfatteren Wikner skulle bo her.

- Han bor lige overfor. -Her er dødsattesten.

Tag nøglerne med. Så kan jeg få dem på stationen.

Kommissær Lövgren. Må jeg komme ind.

Ja, værsgo.

Anders, kommer du lige ud? En herre vil tale med dig.

- Jeg har ikke tid. Bed ham gå. -Han er fra politiet.

Netop derfor. Jeg har ikke lavet noget.

- Jeg har et brev til hr. Wikner. -Bare læg det ude i kassen.

Er han ikke imponerende? Det mener han selv.

- I ved ikke, hvad der er sket her? -Hvem har skudt hvem og hvorfor?

Ingen er blevet skudt. Men Deres nabo fru Brink har taget sit Iiv.

Hun har hængt sig. Stå ud af sengen så vi kan tale herude.

- Har De boet her længe? -I tre år.

Jeg havde lejligheden, før vi giftede os.

Undskyld min tone. Jeg vidste ikke det var alvorligt. De havde et brev.

Ja, det her lå på hendes chatol... stilet til Dem og Deres kone.

Der er næppe tvivl om selvmord, men vi vil gerne have det bekræftet.

Hun skriver følgende: "Kære naboer..."

"Jeg har netop besluttet at gøre en ende på mit meningsløse Iiv."

"Jeg har ingen slægtninge eller venner, der står mig nær-

-hvorforjeg ved mine sansers fuld brug udtrykker ønsket om-

-at mine ejendele tilfalder jer, forfatteren og fru Anders Wikner."

"Gør med det som Ivil. Sælg det, I ikke har brug for."

"Penge til begravelsen finder i på min bankbog i nederste højre skuffe."

"Undskyld besværet. Stockholm den 22-10, 1949. Dagmar Brink."

Hun skriver, hun ikke havde nære venner. Var De ikke det?

- Nej, vi kendte hende ikke. -Det er ret besynderligt.

Fra min side er sagen klar. For Dem bliver det mere besværligt.

Papiret er ikke juridisk gyldigt, da det ikke er bevidnet.

Men medmindre slægtninge gør krav, skal det nok løse sig.

Jeg tager nøglerne med, så kan bobestyreren spørge mig. Lövgren.

- En sikring må være gået. -Der er ingen lampe.

- Tror du...? -Givetvis.

- Skal vi ikke vente til i morgen? -Vi erjo her nu.

- Så, nu er her mere hyggeligt. -Det er næppe det rette ord.

Chatollet er smukt. Det beholder vi. Så behøver du ikke skrive i sengen.

Ingen skal få mig til at skrive en linje andre steder end i sengen.

Det var de bøger, man kunne forvente. Mest poesi.

Boye. Gullberg, Södergran...

- Skal vi beholde radiogrammofonen? -Bare jeg slipper for at høre radio.

Der er mange plader. Både moderne og klassisk.

- Beethoven og Tjajkovskij. -Hvordan vidste du det?

Sådan så hun ud. Her har hun understreget et Södergran-digt.

En huntiger skal jeg være hele mit Iiv

Hun der taler er som en pludrende bæk, der forråder sig selv

Et ensomt træ skal jeg være på sletten

Træerne i skoven går til i længslen efter storm

Jeg vil være sund fra top til tå med gyldne strejf i blodet

Jeg vil være ren og uskyldig som en flamme med slikkende læber

- Høje idealer. -Ja.

Hvorfor mon hun tog sit liv?

Jeg vil gerne finde dem, der har ansvaret for hendes død.

- Måske var hun selv skyld i det. -Nej, og jeg vil finde ud af det.

- Hvordan vil du finde ud af det? -"Pigen og hyacinten".

- Hvad mener du? -Det er hende. Avisudklippet.

- Hvem har malet det her? -Det kan du jo se. Elias Körner.

Elias Körner... Så staner vi med ham.

Hallo... er her nogen?

Hallo...?

- Hvad drejer det sig om? -Jeg vil tale med hr. Körner.

- Hvad foregår der? -En fyr vil tale med dig.

- Jeg er tør i halsen. Kom senere. -De skal komme tilbage senere.

- Hvor meget senere? -Når han ikke er tør i halsen. Skrid.

Farvel.

Hallo, du der... Vågn op. Her er en krone.

Efter ordre fra Körner. De skal gå ned og købe tre liter mælk.

- Hr. Wikner vil tale med bankieren. -Kender ham ikke. Spørg hvad det er.

- Det er ang. Dagmar Brink. -Luk ham ind.

Wikner, værsgo at sidde ned. Fat Dem venligst i konhed.

- Jeg venter besøg om lidt. -De var til Dagmar Brinks bisættelse.

- Ja, og hvad så? -Ved De, hvorfor hun tog sit liv?

Nej, jeg kendte hende ikke.

At jeg var til stede skyldtes kun, atjeg var ven af hendes mor.

Ja, det så jeg i kirkebøgerne.

Hvorfor snager De i andres privatliv? Forsvind. Ud herfra.

Som De vil. Jeg skal ikke plage Deres dårlige samvittighed.

Bliv her.

Sæt Dem.

Dagmar Brink og jeg sås kun en eneste gang.

Det var til nytår i 1946 idet her værelse.

Jeg stod ved vinduet og så en mand, der skovlede sne på taget overfor.

Jeg tænkte: Gad vide, om du ikke har det sjovere end mig.

Så ringede chefstelefonen.

En fru Brink til bankieren. Dagmar Brink.

Bed hende komme ind.

- Goddag, hr. bankier. -Goddag.

Vil De ikke sidde?

Hvad kan jeg gøre for Dem?

Som De ved, døde min mor for 10 år siden, og jeg har klaret mig selv.

Det har været hårdt. Jeg håbede at slippe for at ulejlige Dem-

-men nu skal jeg bruge 5.000 kroner. Jeg har ingen andre at gå til.

- Undskyld, men hvorfor lige mig? -De er jo min far.

Jeg beklager, men den sag er hverken De eller jeg sikre på. Desværre.

Det var min mor, og hun løj ikke for nogen af os.

Kære fru Brink. De tvinger mig til at sige, at mens vi var sammen-

-var hun mig utro. Det indrømmede hun selv.

En gang ja. I staden af forholdet idet halve år, De var i udlandet.

- Hun sagde det den dag De kom hjem. -De er ganske velinformeret.

- Så ved De vel, jeg tilgav hende. -To år efter, da hun blev gravid...

...så De det fejltrin som en grund til at gøre det forbi med hende.

- De forlod hende i nødens stund. -Hun fik 5.000 kr til en frisørsalon.

Hør Dem selv. Hun ñk pengene som et lån og betalte det hele tilbage.

De tog imod dem, og det er de 5.000 jeg har brug for nu.

Oprigtigt talt kan jeg ikke se, hvorforjeg skulle give Dem penge.

Men for Deres mors skyld skriver jeg en check på 1.000 kroner.

- Jeg sagde 5.000. -Og jeg sagde 1.000.

- Jeg har stadig brevet. -Hvilket brev?

Et afskedsbrev til min mor skrevet en måned, før De giftede Dem.

Med en dame "af Deres egen klasse". Uheldigvis er det dateret.

- Afpresning er strafbart. -En skandale bliver værst for Dem.

Hvilken garanti får jeg for, at situationen ikke gentager sig?

De får brevet tilbage.

Værsgo. Jeg er glad for, at Deres mor slap for at opleve det her.

Ja, og det er Deres fortjeneste. Fan/el, hr. bankier.

Det var mit første og eneste møde med Dagmar Brink.

- Tror De, hun var Deres datter? -Jeg håber, hun ikke var det.

Hvorfor tog De så med til begravelsen?

- Advokat Ryhner er her. -Bed ham komme ind.

Jeg er desværre optaget. Farvel.

Får man bifald for det nummer, er det ren velgørenhed.

- Er det frøken Wiklund? -Har været.

Er det en stævning eller inkasso?

- De boede på Olavsgatan 13, ikke? -Ja, men huslejen er betalt.

- Kan vi gå et sted hen og tale? -Ja, en gin & tonic ville være ran.

Værtshuset ligger i ejendommen.

7,50 er min del. Stil flaskerne på bordet. Vi skal ikke bade.

- Hvor er Ekberg? -Direktøren gik ud i billetsalget.

Fint, det er så 2,50 til mig og 7,50 til ham.

Fan/el til vid og forstand, som min mand plejer at sige.

Men når det gælder ham, er der ikke meget at sige fan/el til.

Jeg kendte Dagmar Brink, men kan ikke fortælle noget sensationelt.

Men vi mødte hinanden på en lidt underlig måde.

Det var en juleaften Iige før jeg giftede mig med Viktor.

Det var i 1946 og hele revyholdet sad hernede.

Ekberg ejer både værtshuset og teatret her.

Det er en tradition, at vi holderjul her sammen.

Vi sad der. Stemningen var høj. Vi grinede og sang.

Viktor var lidt sur, for jeg havde lige givet ham en kunl.

Men resten var værre. Nylander reciterede klovnen Klopopivsky.

Det gør han altid efter fire snapse. Men ingen gad høre på ham.

Kun Viktor, som blev sentimental. Og så kom Dagmar Brink ned.

Og gjorde sit bedste kunstnummer og stod på hovedet og...

Så er det slut.

Er De alene? Hvad skulle det være?

- Giv mig bare middagen. -Sandwich eller middagsret?

- Sandwich. -En varm ret? Noget at drikke?

En Iille Ramlösa.

14 år det var jeg vist en Iille pige så munter og frisk

Ingen frier høne jeg fra og ej heller nogen tænkte jeg på

- Hvad er der? Tuder du? -Ja, det gørjeg faktisk.

- Hvorfor. -Se hende der.

Hun ligner en ensom Iille spunl. Uden et neg.

- Det er nok ikke så slemt. -Hvor er du hård og hjeneløs.

Her sidder vi med skinker og postejer og pølser.

Hun gumler på tre tørre sandwich og drikker lidt Ramlösa.

- Så bed hende komme herhen. -Du er da et godt menneske, Hugge.

- Hvad tuder du for? -Jeg tænker på klovnen Klopopivsky.

Du erfuld.

Mit navn er Gullan Wiklund. Undskyld, jeg trænger mig på-

-men De så ensom ud. Har De ikke lyst til at komme hen til os?

- Jo, menjeg kender ingen. -Vi er bare revyskuespillere.

- Og det erjuleaften. Kom hen til os. -Jo tak.

Viktor tager vi os ikke af. Han har drukket lidt for meget.

Lad som om du er hjemme.

- Der var et brev her. -Et brev? Det er fra min ven.

Jeg har en ven, hvis du forstår.

Det bliver spændende at se, hvad han har bedrevet.

Han er sød og rar men ikke så gavmild.

Den der skal du ligge på. Den er dejligt bekvem.

Hvabehar...? En check på 1.000 kroner.

Nu er han så forkalket, at han ikke ser hvor mange nuller han skriver.

Tænd lidt julelys, så vi får det lidt hyggeligt.

Undskyld et øjeblik. Jeg skal lige læse, hvad han skriver.

Nu harjeg aldrig...!

Hvad er der?

Efter otte år. Fyret på gråt papir. "Tak for den tid, vi har haft."

"Som du forstår, kan du ikke længere regne med økonomisk støtte."

Og ved du, hvad hans påskud er? Han er blevet bedstefar.

Han har nokfundet sig en yngre model. "Jeg er blevet bedstefaH"

Nu sidderjeg kønt i det. Hvem skal betale for lejligheden?

- Vil du overtage den? -Hvad så med dig selv?

Det ordner sig.

Viktor, det er Gullan. Jeg siger ja.

Jeg sagde, at jeg sigerja.

Det skal du ikke tude over. Nu tuder han også over det.

Ja, du ved da, at jeg elsker dig. Det gør jeg. Læg dig til at sove.

Så boede Dagmar og jeg sammen, til jeg giftede mig med Viktor.

Vi sås ikke så meget. Hun fik plads i Ritz' bar og jeg var på teatret.

- Man kunne ikke blive klog på hende. -På hvilken måde?

- Må jeg betale? -Et øjeblik.

Der var noget underligt ved hende. Man fik aldrig rigtig kontakt.

Hun lukkede sig inde i sig selv. Men vi var også meget forskellige.

- Hvorfor kom hun den juleaften? -Det ville hun ikke fortælle.

Vil De have adressen, høne jeg den da hun ringede til express-bureauet.

Det var Höglundsgatan 37. Navnet harjeg glemt.

Kom ind, for fanden!

- Hvad drejer det sig om? -Jeg vil tale med hr. Körner.

Elias, idioten som narrede mig til at købe mælk i morges, han er her.

- Så det er ham? -Ja.

Det var sgu da morsomt.

Hørte I det? Elias Körner Io. Skal du have en dram?

Nej, jeg kommer tilbage senere.

Er du for fin til at hilse på paven her? Forbandede nyragede...

Ja, nybarberede borgerhage. Forsvind med dig.

Kom ikke tilbage.

Han havde ret. Du er en nybarberet spidsborger.

Men du skriver som en analfabet. Hvad står der her?

En analfabet kan slet ikke skrive. Men du kan jo ikke læse.

Ja, hvad står der? Det er ikke let, når man skriver i sengen.

- Antropomorfiserende, står der... -Hvad betyder det?

Antropos betyder menneske og mon' gestalt. Det er græsk.

- Det vil ingen kunne fatte. -Jo, dem det er skrevet til.

- Hvad er det nu? -Find noget at drikke. Vi får besøg.

Kan man aldrig være ifred her? Og ikke have en flaske for sig selv.

- Godaften. -Kom indenfor.

Anders... det er kaptajn Brink. Dagmars tidligere mand.

Wikner... træd bare nærmere.

Jeg så Deres navne i Dagmars dødsannonce...

Jeg harjo intet med det at gøre... men hvordan døde hun?

- Hun -Tog sit Iiv.

- Ja. -Det anede mig næsten.

- Så De ved, hvorfor hun gjorde det? -Nej, slet ikke.

Men jeg er ikke overrasket. Hun var et af den slags mennesker.

Hun var anderledes. Man kom aldrig ind på livet af hende.

Skønt vi var gift i 4 år, var jeg usikker på, hvad hun følte og tænkte.

- Men det interesserer ikke Dem? -Tvænimod. Jeg er taknemmelig.

Hun interesserer mig meget som mennesketype.

Det er underligt at tænke på, at hun stadig kunne have været i live-

-og vi to have været gift, hvis jeg ikke havde åbnet brevet.

Det var et par måneder efter, vi var blevet gift.

En dag komjeg tidligere hjem. Vi boede ude iStocksund.

Der lå et brev til Dagmar. Det var afsendt fra Paris.

Hun var til tandlægen inde i byen. Kon før middag ringede hun.

Hun blev forsinket og jeg skulle ikke vente med at spise.

Jeg havde gået et par timer og kigget på det brev.

Så faldt jeg for fristelsen og jeg åbnede det.

Det var et kærestebrev fra en, der hed Alex.

Det fremgik med al tydelighed, at de havde elsket hinanden-

-og at han stadig gjorde det.

Jeg var ved at lukke brevet, da jeg høne hoveddøren gå op.

- Hej. Du har vel spist? -Ja.

Fårjeg så et tak-for-mad kys? Eller gør jeg ikke fordi jeg var væk?

Lad mig se dig. Er der sket noget? HarAdelsvärds skændtes igen?

Nej, men det var trist at spise middag alene.

Sådan taler en nygift ægtemand. Kan det ses, atjeg er ophovnet?

Nej... ti lige stille lidt.

/fø/ge Agenzia Stefani kørte tyske fortropper ind i Paris i dag-

-gennem Port St. Denis.

Da tyskerne rykkede ind i Paris, var byens gader tomme.

De fleste franskm ænd blev inden døre eller i butikkerne.

Rullegardiner var trukket ned, og der herskede sti/hed. ..

- Hvad gør du? -Det er for uhyggeligt.

Vel ikke værre, end da de gik ind i Bruxelles, Amsterdam og Warszawa.

- De er ækle. -Men dygtige soldater.

Det rådne og korrupte Frankrig trænger til en oprydning.

- Du lyder som en nazist. -Som officer beundrerjeg dem.

Men jeg sympatiserer ikke. Og lad os nu ikke diskutere politik.

Nej, det er nok bedst.

- Dagmar...? -Ja.

Vil du give mig et ærligt svar? Har du elsket nogen før mig?

- Hvorfor spørger du nu om det? -Jeg ved jo så lidt om dig.

Nok til at du ikke behøver stille det spørgsmål.

Man kan vel have elsket nogen, uden det blev til et forhold.

Jeg ved ikke, hvorfor du tager det op, men jeg giver dig et ærligt svar.

Jeg har aldrig elsket nogen mand før dig, Stefan.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun løj for mig dengang.

Og De fortalte hende aldrig, at De havde læst brevet fra Alex?

Det havde været det samme som skilsmisse.

Hun ville have tilgivet utroskab-

-men ikke at jeg havde åbnet et af hendes breve.

Jeg brændte det samme aften, men det hjalp ikke.

Jeg kunne ikke glemme, at hun havde løjet for mig.

Det ændrede alt mellem os. Jeg havde ikke tillid til hende længere.

Det kunne hun mærke... nu skal jeg vist se at komme af sted.

Tak fordi De lyttede. Det var dejligt at få talt om det.

- Det harjeg ikke gjon før. Godnat. -Jeg følger Dem ud.

- Tror du, hun var ham utro? -Tror du selv?

- Nej. -Hvorfor ikke?

- Hun var ikke den type. -Hun løj angående Alex.

Det er ikke sikken. Vi ved ikke, hvad der stod brevet.

En jaloux og mistænksom fyr kan man ikke regne med.

Men jeg ved, at hun elskede Alex.

Ved du det? Hvordan kan du vide det?

- Det får du at vide i morgen. Sov nu. -Du bluffer bare.

Tro hvad du vil. Du får ikke noget at vide i aften. Sluk lyset.

Godnat.

- Anders, så er kaffen klar. -Jeg er på vej.

Gad vide, om ham Elias Körner er ædru i dag?

Hej... har du sovet godt?

- Skal du læse avis, mens vi spiser? -EIIers gør du det.

- Er du i dårligt humør? -Nej. Jeg har drømt om Alex.

Får jeg det at vide nu? Hører du?

Fårjeg det så at vide?

Det var i starten af vores bekendtskab... i februar 47.

Du var som sædvanlig for doven til at følge mig hjem.

- Må jeg komme ind et øjeblik? -Ikke nu. Jeg er på vej i seng.

Det var De vist ikke.

- Hvad skal det her betyde? -Jeg blander mig ikke i andres Iiv.

Men når det gælder selvmord, er det min pligt at forhindre det.

Kan vi ikke sætte os?

Sid De bare ned. Jeg foretrækker at stå op.

Hvorfor ville De gøre det?

Hvorfor skulle jeg sige det? Jeg ved ikke, hvad De hedder.

Britt Söderberg. Jeg er reklamechef på Langes forlag.

- Jeg bor inde ved siden af. -Dagmar Brink.

Kære frøken Brink. Sæt Dem ned.

Fru Brink. Jeg har været gift engang.

Drik det her. Det virker beroligende.

Vil De ikke fortælle alt? Jeg er ikke nysgerrig, men for Deres skyld.

Der er intet at fortælle. Jeg orker bare ikke mere.

Tilgiv mig... det er forbi nu.

Jeg er den håbløse slags, der stiller for store krav til livet og andre.

Jeg vil have, de skal være gode og rigtige og fine...

...og når de ikke er det, tager jeg det meget tungt.

Og jeg lærer intet. Efter hved slag rejserjeg mig naiv og håbefuld-

-med samme krav. Så får jeg det næste slag.

Jeg er ligesom de dukker, man havde som barn-

-med et blylod under fødderne.

Men det skerjo, at den slags dukker går i stykker.

Men der må da være nogen, der ikke har skuffet Dem.

Ja, en... men den dag kommer måske også-

-og så vil jeg ikke være med mere.

- Så det er ovre for denne gang? -Ja, dukken har rejst sig igen.

- Klar til næste slag. -Prøv at acceptere livet som det er.

Og hav ikke så store forventninger?

Og De har stadig en. Er det ikke nok?

- Vi to kan aldrig få hinanden. -Det ved man aldrig.

Nej, i det her tilfælde kan jeg være helt sikker.

Jeg går ind i seng nu. Tak, fordi De kom.

- Vær ikke urolig. Gå bare. -Jeg bliver, til De har lagt Dem.

Har De noget sovemiddel? Gå nu ind og læg Dem.

Sig til, når De er klar. Så putterjeg Dem.

Som De vil.

Jeg er klar nu.

- Har De taget sovemidlet? -Ja.

- Andet De vil have...? -Nej.

- Skal jeg blive, til De sover? -Ja tak. Det ville være skønt.

Fald nu i søvn og sov som en sød pige.

- Må jeg holde Dem i hånden? -JavisL

Det er længe siden, jeg faldt i søvn på den måde.

Nu ringer kirkeklokkerne nede i byen. Kan du høre det,AIex?

Sov nu.

Det er skønt at være til. Synes du ikke det?

Jo.

Du må aldrig forlade mig, Alex. Lov mig det.

Jeg elsker dig så højt. Alt for højt.

Hvorfor har du aldrig fortalt mig det her?

Jeg syntes ikke, det angik dig.

Så hun løj altså for sin mand. Men det stemmerjo ikke.

- Ikke med hendes karakter. -Det menerjeg heller ikke.

Alex var tydeligvis hendes livs kærlighed.

Hvorfor var hun så sikker på, at de ikke kunne få hinanden?

Han var måske gift eller død.

Hun frygtede jo den dag. At han også ville skuffe hende.

Nej, død det var han ikke. Hej så længe. Vi ses til middag.

Sådan så hun ud, da jeg lærte hende at kende.

Sådan så jeg det. Jeg kaldte det "Pigen og hyacinten".

Det var dumt. Jeg skulle have kaldt det "Frøken Ensom".

Jeg så hende første gang på Ritz' bar. Det var i foråret '45.

Hun spillede der. Jeg havde aldrig set en se så ensom ud som hende.

Jo ude på Beckonberget blandt sindssygepatienterne.

Men det erjo noget andet. Jeg var netop i staden afen periode-

-og havde siddet og stirret på hende hele aftenen.

- Må jeg ikke byde på et glas rødvin? -Jeg skal hjem nu.

Nej, lad være. Hvis jeg nu beder Dem pænt, Iille frøken Ensom.

Sæt Dem her et øjeblik. Jeg er lige så ensom som Dem.

Kom her.

De behøver ikke sige noget. Jeg vil bare se på Dem.

De synes nok, jeg er en ubehagelig fyr.

Hvorfor skulle en ñn og fager eventyrprinsesse som Dem...

En eventyrprinsesse, der spiller swing... Bare en tanke.

Hun kan vel kun mene, at jeg erfæl og beskidt.

Kig på mine negle.

De ser ud, som om små snegle er kravlet ind for at gemme sig.

Men det mislykkedes for dem. Mine stakkels små sorte snegle.

At væmmes ved sig selv og hade en selv, ja, det er let.

"Det er ganske Iet." Ved De, hvem der har skrevet det?

Hvis De vil sidde model for mig, skal jeg fortælle det.

Der er så meget smukt, jeg vil fortælle Dem, Iille frøken Ensom.

Sig at jeg må male Dem. Det er en ære at blive malet af Elias Körner.

En dag vil jeg blive regnet blandt de store... de store og ensomme.

Nu besluttervi det.

De kommer til mit atelier...

Höglundsgatan 37...

Mandag den 24...

Skal vi sige kl.11? Så er denne Iille periode ovre.

De vil blive overrasket, for så erjeg helt anderledes.

- Sig, at De vil komme. -På én betingelse.

- Hvilken, frøken Ensom? -At De fjerner sneglene. Godnat.

Nå, hvad synes du?

- Som maleri er det udmærket. -S/nes du ikke, det ligner?

Jo og alligevel ikke. Jeg er ikke så dyb og gådefuld.

Der er mere af dig selv end af mig.

Nej, du er netop denne ensomme pige.

Hende der venter på noget, som hun ved aldrig vil ske.

Nej, du ved det nok ikke selv, eller også vil du ikke erkende det.

Er det ikke smukt og beroligende...

at stå og kigge ud over en by i regnvejr...?

Regnvåde bliktage... en enlig paraply i en pon-

-og duerne som trykker sig sammen på sålbænken.

Regn...

Det får mig altid til at tænke på min mor.

Ja, jeg varvel ikke den, hun havde håbet på.

- Var du meget ensom som barn? -Ja.

Det var jeg også.

Ja, så holdt hun op på Ritz og flyttede ind her.

Vi ville ikke gifte os. Det var et samliv ingen af os troede på-

-og inderst inde vidste vi begge, at alt ikke var som det skulle være.

Men det erkendte vi aldrig over for hinanden. Den Iille stakkel.

Hun vidste ikke hvad hun gik ind til. Hvordan jeg var når jeg var værst.

Vi var lykkelige af og til. Der gik måneder uden jeg rørte en dråbe.

Men så kom det. Jeg var bone i dagevis og hun for rundt og ledte-

-for blot at ñnde mig i et stinkende ungkarlehummer-

-eller med sprittere i en kælder i Gamle Stan... eller hos politiet.

Det kan ikke have været sjovt at samle mig op.

Ville De afklæde og vaske et bevidstløst, ildelugtende kadaver?

Det gjorde hun.

Efter tre perioder på et år var hun næsten Iige så færdig som mig.

Kom nu og spis lidt.

- Jeg kan ikke. -Du skal prøve.

- Dit skide præk. -Jeg gør det ikke for min skyld.

Hvorfor flytter du så ikke? Indse dog, at jeg er håbløs.

Det nytter ikke at stritte imod. Jeg trækker bare dig med ned.

Hvorfor flytter du ikke, før det er for sent?

- Jeg elsker dig. -Det er noget, du bilder dig ind.

Ingen kan elske mig. Det er medlidenhed. Det vil jeg ikke have.

Du og din samarit-virksomhed. Din medlidenhed kvæler mig.

Jeg kan ikke bære udtrykket i dine øjne. Det skide tilgivende udtryk.

- Det hele kunne blive så godt. -Ja, hvis du kom væk.

- Nej, det skal du. -Så det var det, du ville.

Du vil have mig indlagt på en anstalt, men det kan du godt glemme.

Jeg kender de steder med deres sygeplejersker og hovne læger-

-som har så mange patienter, at de ikke kan huske, hvad man hedder.

En professor i Schweiz har åbnet egen klinik med helt nye metoder.

Han har kureret alle patienter, men det kræver et halvt år.

Og ham skaljeg tage ned til. Hvem skal så betale den rejse?

Det koster kun 8.000 kroner. Det har jeg ordnet.

Kun 8.000 kroner. Hvor skulle jeg få dem fra?

Du kan vel få et forskud nede på salonen?

Jeg har en kontrakt på 500 kroner om måneden. Det er helt til grin.

Men kan du skaffe de sidste 5.000, så rejserjeg gerne.

- Lover du det? -Ja.

- Hvor skal du hen? -Det angår ikke dig.

- Hvad leder du efter? -Et brev.

Jeg håber ikke, jeg får brug for det.

Hvad enten De tror mig eller ikke, kom hun tilbage samme eftermiddag-

-og lagde fem af de lange sedler for næsen af mig.

Jeg undrede mig over hvor hun havde dem fra. Det ville hun ikke sige.

Jeg kunne bare pakke og rejse. Det havde jeg jo lovet.

Jeg kom hjem igen efter et halvt år væmmeligt frisk og sund-

-næsten kvalt afalpeluft...

Rask og tyk og rødkindet og fuld af arbejdslyst.

Så fulgte de Iykkeligste måneder i Dagmars og mit Iiv.

Vi gik næsten aldrig ud. Vi sad hjemme om aftenen-

-og høne radio og læste bøger. Af og til gik vi i biografen.

Jeg røde ikke en flaske.

Jeg så ikke mine gamle kumpaner og jeg malede som en besat.

Nu skal De få lov at se et af resultaterne...

- Nå, hvad synes De? -Ja, jeg er ikke ekspen, men...

- Er det ikke lidt banalt? -Nej, det er det ikke.

Det er så banalt og sødladent og åndsløst som et maleri kan være.

Men det så jeg ikke. Jeg malede bare løs.

Og pludselig en dag så var detjul.

Jeg manglede penge, og gik hen til en, der plejede at købe af mig.

Det var en lærerig oplevelse. Han fortalte mig sandheden.

Vi kom op at skændes. Jeg gav ham tøn på, og så gikjeg.

Da jeg kom ud på gaden satte jeg et par Iærreder op på muren-

-og gloede på dem. Pludselig slog det mig, at manden havde ret.

Det var tidligt om morgenen juleaftensdag.

Er det Kjell? Det er Dagmar.

God jul... Elias er vel ikke hos jer?

Så det er han ikke...? Vi havde besluttet, at han...

Nu kommer han vist. Hils Maja... godjul.

God jul... skidegod jul.

Og julegran og tindrende små lys...

Og nødder og rosiner...

Og gipskirke og julegris med et æble i kæften.

Og et neg og julegaver... Jo, jeg siger tak.

"Til min elskede Elias fra den forhenværende Frøken Ensom."

Hvad kan det være? En hjemmestrikket kraveskåner eller et par tøfler?

Og den Iille gave her ved jeg hvad er. Det er en neglerenser.

Og små børn der synger i radioen.

Hvorfor siger du ikke noget? Sig, at jeg er et udyr, en lort.

5.000 kroner er spenderet. Hvor fik du dem egentlig fra?

Tyer den den Iille frøken Ensom til afpresning?

Grimme metoder mod gamle elskere for at gøre den nye sund og rask-

-så han kan male mange nye malerier.

Sådan, nu ñk de som fortjent. Nu kan man trække vejret her igen.

Fatter du, hvad du har gjon, for at vi skulle blive "Iykkelige"?

Du har taget livet af mig som maler. Men jeg er ikke død endnu.

Jeg er ikke sat her i verden for at gøre os lykkelige, men for at male.

O9 det gårjeg i gang med nu.

Hvad skal der nu ske? Nu passer det ikke længere.

Og nu rejser den Iille frøken Ensom.

Rejs endelig og tag din kraveskåner med dig, og neglefilen...

Og marcipangrisen og din forbandede gipskirke.

Jeg er færdig med dig og din slags.

I åndsforladte stakler med jeres forløjede Iykkebegreb!

Hvad fanden ved I om lykke? I som intet ved om lidelser.

Men det erjo heldigt forjer, at I ikke selv fatter-

-hvor forbandet tom og indholdsløs jeres tilværelse er.

For indså Idet, ville I tage jeres Iiv.

Held og lykke, Iille frøken Ensom!

Så drakjeg ito døgn itræk lige til jeg faldt omkuld.

Da jeg vågnede, havde hun hentet sine ting.

På bordet lå nøglerne og en ring, hun havde fået af mig engang.

Den eneste gave, jeg havde givet hende. Vi sås aldrig mere.

De synes vel, jeg var fæl, og at vi ikke burde skilles på den måde-

-men det er også det eneste, jeg fortryder.

Jeg trives med mine snegle. Vi hører nemlig sammen.

Nu bliver der en mening med det, jeg gør.

- Portrættet er vel ikke til salg? -Nej, det er det ikke.

Det er det bedste, men det er ikke derforjeg vil beholde det.

Men vent lidt. Jeg lavede en del skitser til det.

Jeg har dem her et sted.

Det er den bedste af dem. Tag den.

- Det er alt for venligt. -Jeg vil ikke have penge.

Det ville føles lidt forkert.

- Hvem er det? -Willy Borge, meget populær engang.

- Dagmar har et helt album med ham. -Det ville jeg ikke have troet.

Jeg kender ham. Vi gik i skole sammen i Norra Latin.

- Han var styg dengang. .stjal han en pige fra dig?

Det har han da aldrig gjon. Sikke noget dumt sludder.

- Hvornår var han populær? -Engang i starten af krigen.

- Og hun havde et helt album? -Ja og hvad så? Det har mange piger.

- Hvad vil du gøre? -Borge, Willy. Reklameassistent.

- Det må være ham. -Du kan da ikke ringe ham op.

Man kan da altid prøve. Det sker der ikke noget ved.

De er vel ikke den Willy Borge, der blev kaldt Ænen?

- Jo, det er skam Ærten. -Jeg skal bare spørge dig om noget.

Du har aldrig kendt en pige, der hed Dagmar Brink?

Det kan jeg ikke forklare over telefonen. Må jeg komme hjem til dig?

Jeg kommer nu.

Første gang vi mødtes var til en velgørenhedsaften i Den Blå Hal.

Det var i 1943. Jeg sang der. Man var jo en populær sanger dengang.

Hun gik rundt og solgte mærker... Et øjeblik.

Borge speaking... det er himself.

Hende her er god... i aften? Det er lidt svæn at sige nu.

Der kan altid dukke et bedre tilbud op.

Men jeg kan vel ringe...? Næ, jeg mener bare...

Det her kan tage lang tid.

Ja, nemlig.

Det gør ikke noget, at de er dumme, bare de ikke snakker så meget.

Hvabehar? Nej, jeg har da ikke nogen pige her.

Hvorfor skal fruentimmere altid være så jaloux?

Nu græder hun også.

Ja, så skal man bare hive stikket ud.

Dagmar, sagde du... for at gøre en lang historie kort-

-købte jeg alle hendes mærker, og da soiréen var forbi-

-foreslog jeg at vi tog hjem til mig og hørte mine nye indspilninger.

Jeg syntes også, det var noget romantisk pladder-

-men pigerne kan lide dem, og det er hovedsagen.

For en sikkerheds skyld fik de altid et album som gave.

Det her album er det bedste. Jeg bliver glad-

-hvis du tager imod det som et minde om denne aften.

- Hvor mange har gjort det før mig? -Ingen, Dagmar. Det Ioverjeg.

Jeg er i bund og grund et ensomt menneske.

Ensom og ubodeligt romantisk... Det er nok derfor, jeg er ensom.

Vores generation er bange for det romantiske.

Vi springer hellere ud af et vindue end erkender behovet for ømhed.

- Måske har vi ikke noget. -Jo, det har vi altid. Har du ikke?

Jeg har nok det behov, men jeg føler det ikke for hvem som helst.

- Du mener mig...? -Blandt mange andre.

- Hvor længe har du været gift? -I tre år.

- Hvorfor er du ikke lykkelig? -Jeg må hellere gå nu.

Det må du ikke. Jeg lover ikke at stille Here dumme spørgsmål.

- Er her meget Iydt? -Nej. Har du tænkt dig at skrige?

Nej.

- BIiv ved. Du spiller godt. -Der er ingen fortsættelse.

- Hvad skyldtes det? -Jeg mistede inspirationen.

Hvad hed han?

Du tager fejl. Der var ingen han.

Det er det, der er galt med dig. Du har aldrig rigtig elsket nogen.

- Harjeg ikke? -Du har ikke været lykkelig.

Det kan jeg se i dine øjne.

- Vil du ringe efter en bil nu? -Jeg kan gøre dig meget lykkelig.

Ring nu.

Tro det eller ej. Jeg ringede efter en bil og kørte hende hjem.

Til Stocksund... jeg som aldrig følger en dulle hjem.

Så det var ikke en af de vellykkede aftener.

Tværtimod. Du tror nok, jeg er tosset-

-men jeg er glad for, det ikke blev til noget. Det blev et fint minde.

- Det er man ikke forvænt med. -Så du hende kun den ene gang?

Nej da, men der gik et år, før vi sås igen.

Jeg havde været på turné og gik på Centralen en aften i april.

- Dagmar, hvorfor står du her? -Jeg har sagt fan/el til min mand.

Pudsigt sammentræf. Skal vi ikke hygge os? Er det din taske?

Jeg har kedet mig i en hel måned, og det skal der rettes op på.

Hvad siger du til mit nye barskab? Flot ikke? 950 stakater.

Men "Torpstugan" udkom også i 40.000 eksemplarer.

- Hvad vil du have at drikke? -Jeg skal ikke have mere nu.

Et glas champagne? Jeg kan hurtigt få den kold.

- Ikke for min skyld. -AII right, som du vil.

Hvor længe bliver din mand væk?

For altid... vi skal skilles. Det blev vi enige om i dag.

Det siger du ikke...? Sådan kan det jo gå.

- Det føles vel lidt underligt? -Ja.

- Godt, man ikke er grunden. -Men det er du.

Hvad siger du?

Da jeg kom hjem den aften efter soiréen, ventede min mand på mig.

Javel ja. Sådan kan det gå.

Det var vel ikke svæn at regne ud, hvad han troede.

Han burde have kendt mig bedre.

Han stolede aldrig helt på mig. Gad vide, hvad det skyldtes?

Så var det jo helt unødigt, at du var så ærbar forrige gang.

- Ikke for mig selv. -Jeg mener for hans skyld.

Er man kynisk kan man sige, at vi har en gang til gode.

Det var netop det jeg tænkte, da du dukkede op på Centralen.

Det siger du ikke? Skal jeg ikke lægge den champagne på køl?

- Nej, men vil du ringe efter en bil? -Hvad er det du siger?

Jeg har vist skuffet dig. Det var dumt af mig at følge med.

Dagmar, du må ikke gå fra mig igen.

Jeg har savnet dig. Jeg har tænkt på dig hver eneste dag.

- Forstår du ikke, at jeg elsker dig? -Du ved jo godt, det ikke er sandt.

Der er kun en, du altid har elsket. Dig selv.

Hvorfor skal du såre mig?

Det klæder dig ikke at være melodramatisk. Ring nu efter en bil.

Der var intet at gøre, men denne gang fik hun lov at køre alene hjem.

- Og du blev et smukt minde rigere. -Det kan man også få for meget af.

- Hun var en underlig pige. -Hun varjo ikke forelsket i dig.

Jo, det var hun faktisk, og det skulle vise sig senere hen.

Du skal ikke sige det til nogen, men grunden til at hun tog sit Iiv var-

-at hun var ulykkeligt forelsket i mig.

Aftenen før hun gjorde det, ringede en ventil mig.

Han havde fundet to friske damer, og de sad på Adlons bar.

Jeg skyndte mig derned. Den ene var rødhåret.

At Dagmar spillede der røde mig ikke.

Pigerne var smukke. To svenskere som var vendt hjem fra udlandet.

Vi sad der et par timer og fik en del indenbords.

Da Dagmar var færdig, råbte den rødhårede på hende-

-for de havde gået i skole sammen, og så fortsatte vi hjemme hos mig.

- Var det ikke forfærdeligt? -Det var ikke så slemt.

- Likør eller kakao? -Har du ikke cognac?

Jeg klarede mig ganske godt. Jeg har altid været god til tysk.

- Så du arbejdede for dem? -Ja, ellers var det et helvede.

Det er let at sidde her og rynke på næsen og tale om opportunisme.

- Her har du en cognac. -Jeg har altid kunnet lide tyskere.

- Hvad arbejdede du med? -Lidt af hven.

Det ville nok ikke passe dine rene små fingre.

Men når man lever i skidtet, vænner man sig til at røre ved det.

- Et glas til? -Gerne.

Jeg har drukket stærkere fyre end dig under bordet.

- Tyskere tåler ikke så meget. -Jeg har prøvet alle nationaliteter.

- Vel ikke bare drukket? -Pas dig selv, brormand.

- Skal vi tage hjem til mig? -Nej, det trorjeg ikke.

- Hvorfor ikke? -Jeg har ikke tid til den belønning.

- Og hvordan har du haft det? -Jo, tak.

- Du ligner dig selv, Dagmar. -Jeg kan ikke sige det samme.

Spil noget mere lystigt. Tag en samba.

- Kan du danse samba. Willy? -Hovedsagen er, jeg holder om dig.

- Jeg er vild med rødt hår. -Selv om det ikke er ægte?

- Jeg håber, de snan går. -Er du søvnig?

- Nej, er du? -Nej... skal vi vente indtil da?

- Det vil gøre et bedre indtryk. -Jeg vil gøre et dårligt indtryk nu.

Isåfald...

Vi havde knapt lukket døren, førend Dagmar holdt op med at spille.

Da vi kom tilbage, var hun væk. Dagen efter lå hun død i sin lejlighed.

- Det lyder ufatteligt. -Det var det.

Hun må have elsket mig fra første færd skønt hun ikke selv forstod det.

Da hun så mig i en andens arme, indså hun det. Da var det for sent.

Jeg må hellere sætte stikket i igen. Der kan jo komme en bestilling.

- Så er gåden om Dagmar Brink løst. -Stakkels Anders. Er du skuffet?

Ja, det er jeg. Gid jeg aldrig havde rodet op i den historie.

Man bliver aldrig klog på mennesker, men ofte desillusioneret.

Tænk at hun, en kvinde somjeg troede var en ud aftusind...

...bare var et rent dusinmenneske. -Det tror jeg ikke, hun var.

Så har du ikke mødt Willy Borge.

Tager man sit Iiv pga. ham, er man et dusinmenneske og knap nok.

Gåden som ikke var en gåde er løst. Der er intet væsentligt, vi ikke ved.

Der er ikke mere at spørge om. Jeg går ud og laver the.

- Der er en. -Hvem?

Den rødhårede pige, hun gik i skole med.

Hvad hun end ved, ændrer det intet. Jeg høne aldrig, hvad hun hed.

- Jeg vil gerne have fat i hende. -Ring til Borge. Stikket sidder i nu.

Jeg hedder fru Wikner. Min mand glemte at spørge om noget.

Den rødhårede pige, som var hos Dem sammen med Dagmar...

Hvad hed hun?

- Hvad blev hun kaldt? -Alex.

Hun hed velAIexandra, men efternavnet harjeg glemt.

Det gør ikke noget. Undskyld ulejligheden.

Alex, jeg elsker dig så højt. Alt for højt.

Vi to kan aldrig få hinanden.

Der er kun en, der ikke har skuffet mig.

Men den dag kommer måske også. Så vil jeg ikke være med længere.

Fandt du ud af, hvad hun hed?

Nej, det havde han glemt.

Oversættelse: M. Skovgaard PrimeText 2007