All language subtitles for Harpiks.2019.DANiSH.1080p.WEB-DL.DD5.1.H.264-TTBK

Liv! Nej! Liv!

Liv!

Nej! Liv!

Jens ...

Har Liv redningsvest på?

Rolig, rolig, rolig.

– Holdt.
– Poul, du sejler ud efter os andre.

Troede de på dig?

Ja.

Far kender naturen.
Det gør jeg også.

Lidt i hvert fald.

Planter og dyr er de klogeste.

Men vi er klogere
end de fleste mennesker.

For vi ved, vi ikke er kloge.

Kom, Liv. Ind.

Hallo? Jens?

Hvad vil du?

– Jeg har et brev til dig, Jens.
– Du skal ikke være her.

Gå væk. Jeg har sagt til jer,
at I skal lade os være i fred!

– Skrid!
– Ja ja. Rolig nu.

Jeg passer jo bare mit arbejde.

(det banker på containeren)

– Så kan du godt komme ud, Liv.
– Hvem er det?

Ikke nogen.

Deres øjne er huller
direkte ind i deres tomme hoveder.

De kender ikke dem selv.

De kender ikke verden.

De kender ikke naturen.

De kender ikke kærlighed.

(de brøler)

De er det farligste,
der eksisterer.

Hvis man ser dem, skal man
stikke af og ikke blive set.

– Aftensmad.
– Tak. Bare sæt den der.

Hvad har du lavet derude i dag?

Det er her.

Jeg har fundet en myre i rav.

Det er et meget,
meget sjældent fund.

Jeg fandt den ved stranden.

Og så har vi også
fanget en myre i harpiks.

Rolig, rolig. Et lille hul.

Rolig. Sådan der.

Harpiks.

Prøv at dufte.

Fortæl mig om harpiks.

Træet græder.

Det er klistret.

Vi bruger det til at hjælpe mor.
Det er godt for hendes sår.

Vidste du, at de gamle egyptere
balsamerede de døde i harpiks –

– og bandt dem ind i gaze?

På den måde kunne de beholde
deres sjæle hos dem for altid.

Og så har vi lavet
et egyptisk gravkammer.

– Det lyder som en god dag.
– Mm.

(hund bjæffer)

– Så lukker vi, Lars.
– Nej.

Vi er lige startet, –

– og du har en hel kommode
fyldt med whisky i gangstativet.

Vi lukker nu. Det ved du godt.
Og Inge skal også ud at tisse.

– Se der.
– Se lige der.

– Blade.
– En masse blomster.

– Hvad er det?
– Et hjerte.

(der høres larm nedenunder)

Hallo?

(bankelyde)

(Jens brøler)

Jeg fik dig!

Nej.

Hvad er det? Nej, hvor er den fin.

– Hvad laver du?
– Hvad laver du?

– Hvad laver du?
– Jeg laver en hemmelighed.

– Er det en julegave?
– Julegave? Det er da ikke jul.

– Er det mine fødselsdagsgaver?
– Har du kigget?

Du skal ikke kigge.
Det er en hemmelighed.

Hvornår kommer den lille ud?

Det kan ikke vare længe.
Jeg kan mærke, den bevæger sig.

– Vil du sige noget til den?
– Hej, lille baby.

Hygger du dig derinde?

Kan du ikke snart komme ud?
Så jeg kan møde dig.

Jeg tror, at jeg er kommet
på benene til den tid.

Så skal vi ud at gå med den lille.

– Jeg kan lege med min lillesøster.
– Nej, du får en lillebror.

– Hvordan ved du det?
– Fordi det fortalte farfar mig.

Liv, vi ved det ikke.
Vi ved ikke, hvad det bliver.

Jeg ved det, for jeg kender naturen.

– Nej, du gør ej.
– Jo, jeg gør.

Vi ved, der er en sjæl i alting.

Vi kan ikke se dem,
men vi kan høre dem tale.

Hallo. Jeg er træets sjæl.

Også mig.

Vi er alle sammen træets sjæl.

Vi giver lyd til vindens sjæl.

Jeg er vindens sjæl.

– Stilhed.
– Uden mig er der kun stilhed.

Skal vi balsamere den?

Nej. Den skal spises.

– Hvor er dens sjæl?
– Prøv at komme her.

Den sidder her.

Kan du se, hvad det er?

Hjertet?

Det er hjertet.

Og det er derinde,
sjælen sidder, Liv.

– Kommer vi til at spise dens sjæl?
– Nej, for sjælen er jo fløjet væk.

Den bryder sig vist ikke
om varme ovne.

– Vil du med ud at fiske?
– Jeg vil hellere på jagt.

– Vil du på jagt?
– Mm.

Tak, kanin.
Tak, fordi vi må spise dig.

Jeg lover, at vi ikke
lader noget gå til spilde.

(motorstøj)

(en gren knækker)

Hallo?

(Liv snuser)

Hvad er det for en blomst, Liv?

Kom nu. Det ved du godt.

Gul ...

Gul rundbælg?

Ja, den er gul. Det er rigtigt.
Men det er ikke gul ...

– Det er kær...
– Kærsvinemælk?

Kærsvinemælk, ja.
Det vidste du godt.

Er du sulten?

Vil du smage?

Hvor har du det fra? Dit armbånd.

Det har jeg da aldrig set før.

En, der sov.

Hvor?

I et hus.

Har du taget det fra en,
der lå og sov i et hus?

Hvor lå det hus?

– I byen.
– Hvad siger du?

I byen.

Du går aldrig nogensinde derind igen.
Forstår du det?

Tag det af! Du må ikke gå derind.
Du forstår ikke, hvor farlige de er.

De forstår det ikke selv.
Det eneste, de gør, er at ødelægge.

Hør nu, hvad jeg siger til dig.
Du skal sige, du forstår det.

Jeg forstår, hvad du siger.
Slip mig.

Far er bekymret.

Når det er rigtig slemt,
taler han med farfar.

Så ved han, hvad han skal gøre.

(mumler)

Til dig.

Det er et meget fint armbånd.

Du må ikke lade dig narre
af de mennesker, der bor inde i byen.

Det må du ikke.

Jeg ved godt,
de kan virke venlige, nogle af dem.

Det ved jeg godt.
Men jeg kender dem, Liv.

Du kan ikke stole på dem.

Og den verden, de bor i ...

... er ligesom forgiftet.

Så hvis du ser nogen,
hvad gør du så?

– Så løber jeg.
– Så løber du. Ja.

Jeg har en løs tand.

Må jeg se?

– Lars, kan du tage dig af din hund?
– Ja, Inge. Kom. Sit.

Undskyld.
Hvad kan jeg gøre for dig?

Hvis du vil ringe efter en taxa?
Og så en danskvand, tak.

– Selvfølgelig. Hvor skal du hen?
– Jeg skal til Hovedet.

Nu ved jeg ikke, hvad du skal,
men der ligger kun ét hus.

Det er ...

Det er Else Haarder.
Det er Jens Haarders mor.

Goddag, Fiske–Lars.
Det er længe siden.

Hvordan har Jens det?

Det er ikke meget,
vi ser til Maria og Jens.

Jens kommer et par gange om året
for at betale ejendomsskatter.

Det er vist det hele.

Maria har vi ikke
set meget til siden ...

Siden ulykken.

Deres lille pige druknede jo.
Det var i avisen.

Jeg læser ikke sådan noget.

– De ledte efter hende i otte dage.
– Det gør mig ondt.

Ved du godt,
hvor slemt det står til derude?

Posten siger, at de har ladet
huset gå fuldstændigt til.

Jeg tror, de har givet op over for
det hele, efter deres pige døde.

Vores nye kroejer var
igennem det samme.

Hun kørte galt i en bilulykke
og mistede sin datter.

Hun kommer sig
nok aldrig over skylden.

Sådan en sorg
påvirker virkelig folk.

Gå væk!

– Jens.
– Hvem er hun?

– Er Maria heroppe?
– Ja.

Nede på kroen sagde de,
at Liv var død i en ulykke.

Jeg troede selvfølgelig ikke på det.

Else er kommet tilbage.

Der ligger du da meget godt.

Værsgo.

Hvem har lært dig
at skyde med bue og pil?

Far.

Hvad har han ellers lært dig?

– Træerne.
– Hvad er der med træerne?

Jeg kender dem. Og blomsterne.

De hjælper hinanden.

Går du ikke op til mor med den her?

Hvorfor kommer du tilbage nu?
Efter så lang tid. Hvad vil du?

– Jeg vil hjælpe Liv.
– Med hvad?

– Hvorfor?
– Hun er mit barnebarn.

– Jeg vil lære hende at kende.
– Jeg har ingen mor.

Det er, hvad Liv ved.

Og din datter er død,
og din kone kan ikke stå op.

– Stop.
– Hvor længe har hun ligget der?

Stop.

Jeg vidste, det ville blive et chok,
men det her er ubeskriveligt.

Det er latterligt,
ubeskriveligt, rædselsfuldt.

Hvorfor sagde du, at hun var død?

Fordi der var nogen ...
Der var nogen, der havde meldt os.

De mente, vi var uegnede.

De ville have taget hende fra os.

Det havde måske været det bedste.

Kom. Spis din mad.

Hvordan har hun det?

Hun skal skiftes.

Ja. Det skal jeg nok.

Hun siger, hun er bange for, der
vil ske noget med min lillesøster.

Hvad for noget?

Skal hun have et barn?

– Vi må have en læge herud.
– Der skal ikke komme nogen her.

Jeg giver hende brændenældete,
og så smører jeg hende med harpiks.

– Ja, det skulle også lige hjælpe.
– Ja, og det gør det! Det gør det!

– Spis din mad, Liv.
– Jeg er ikke sulten.

Hvad skal vi gøre?

Jeg ved det ikke.

– Hvad hvis hun siger det?
– Jeg ved det ikke.

Så tager de barnet fra os.

Du må få hende væk.

Hun skal ikke være her.

Vel?

Plejer du egentlig ikke
at sove på det her tidspunkt?

– Ikke hvis jeg skal på jagt.
– Går du på jagt om natten?

Kunne det ikke være sjovt
at gå i skole?

– Nej.
– Kan du læse?

Hov. Gjorde det ondt?

Lad mig lige se.

Nu skal du bare se her.
Kan du læse, hvad der står?

Plaster. Jeg kan altså godt læse.

Sådan. Er det far,
der har lært dig at læse?

– Mor.
– Hvad læser I?

– "Romeo og Julie".
– "Romeo og Julie"?

Ja, jeg læste "Søren og Mette", –

– da jeg lærte din far at læse.

Jeg har kun en farfar.

Ved du, hvordan han døde?

Han blev ramt af et lyn.

Din far fandt ham. Han slæbte ham
hele vejen og lagde ham udenfor.

Han blev hos ham. De kunne ikke hive
ham væk, da de lagde ham i kisten.

Og så ville han egentlig kun
sove der, hvor hans far havde sovet.

Ved siden af mig i sengen.

Så, Liv. Så siger vi godnat.

Godnat, Liv.
Vi ses i morgen, ikke?

Far?

Bare gå op, Liv.

Jeg skal lige tale lidt med Else.

Sikke en datter.

– Mor.
– Ja.

(kvælningslyde)

– Skal hun bare ligge der?
– Ja.

Ja, så kan du jo sige tak
for fødselsdagsgaven.

Når du har fødselsdag.

Er du sikker på,
det ikke gjorde ondt på hende?

Ja.

Kan du huske det dådyr, vi fandt
ude i skoven, der havde det dårligt?

Kan du huske det? Ja.
Hvad var det, vi gjorde med den?

– Vi slog det ihjel.
– Ja, fordi den ikke skulle lide.

Vi gjorde det for at hjælpe den.

Og det skal man gøre.

Ikke?

– Der er ikke taget noget fra kassen?
– Ja, det er jeg ret sikker på.

Ligger nogen inde
med en ekstranøgle?

Nej. Jeg fik skiftet låsen ud,
da jeg overtog.

Og hvad er det,
du siger er forsvundet?

Jamen som jeg sagde, så var det
noget brød og måske nogle pølser.

For noget tid siden mistede jeg også
et armbånd, som betød meget, men ...

Det er først nu, jeg rigtig holder
øje med, hvor meget jeg har.

– Og hvad med overvågning?
– Det har jeg ikke råd til.

Hvad med den her?

Der er da ikke nogen,
der kan komme igennem den.

Mus, rotter. Hvis Fødevarestyrelsen
kommer, så får du en bøde, ikke?

Men det var det.

– Hallo, politi?
– Mm.

Der bor nogen uden for lov og ret
oppe på spidsen af øen ...

– Gør de noget ulovligt?
– De vil være i fred.

I burde tjekke dem. Er mandens mor
taget tilbage til fastlandet?

– Tror du, han har dræbt sin mor?
– Døden har ramt før deroppe.

Først datteren og så bedstemoren.

Det ville ikke undre mig,
hvis de stjal fra køkkenet.

Jeg kan høre hos færgen.

Han har sejlet med gamle damer,
men husker ingen specifikt.

– Men er hun meldt savnet?
– Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg kan høre i politikredsen,
om en ældre kvinde er meldt savnet.

Ja, det var det. Tak for i dag.

– Ja, og tak for hjælpen.
– Det var da ikke nogen hjælp.

Vi kan også lave et vagtværn. Så kan
vi finde mandens mor og fange tyven.

Jeg skal nok tage mig af det.

Hvad siger I? Vil nogen med ud
at besøge Jens Haarder?

Hej. Halløj. Hvad laver du?

Jeg er kommet for at fejre
mit barnebarns fødselsdag.

Nej. Jeg har ikke nogen mor.

Jo. Men jeg vil hjælpe dig.

– Nej.
– Jo.

Nej, stop. Nej, stop.

(Liv siger kvælningslyde)

Du er blevet så stor, så jeg synes,
du skulle have en større bue.

– Tak.
– Det var så lidt.

– Kan du lide den?
– Mm.

Må jeg godt få gaven fra farmor?

Har hun fået en gave fra hende?

Værsgo.

Det er et armbånd.

Ligesom den, du fandt.

Den er bare ikke lige så pæn,
synes jeg ikke.

Synes du?

Mennesker, der har sådan en, –

– de bruger den til at kontrollere,
hvad tiden er.

Og det skal man ikke.

Det kan man ikke.

Pas på.

Skal hun egentlig balsameres?

– Nej.
– Hvorfor ikke?

Hun kunne ikke lide at være her.
Ingen grund til at trække pinen ud.

Og pludselig var farmor væk.

Men det var,
som om hun stadig var her.

Lidt ligesom en skygge.

Far forandrede sig,
efter hun var væk.

– Undskyld, undskyld, undskyld.
– Nej, nej, nej. Du skal ikke ...

Undskyld.

Mor troede, det var hendes skyld.

Hun troede, vi havde kastet
en forbandelse over os selv.

Hun ville have hjælp.

Far ville ikke have,
tingene skulle ændre sig.

Men årstiderne ændrede sig.

Og mad rådner,
hvis man ikke spiser det.

Og der er liv.

Og der er død.

Liv.

Og død.

Og tiden eksisterer,
selv hvis du ikke tæller dagene.

Barnet kunne ikke blive
inde i maven for evigt.

Han trak ikke vejret.

Han trak ikke vejret.

Vær forsigtig.

Hvad synes du, han skal hedde?

Karl.

Ligesom farfar.

Ja. Han skal hedde Karl.

Fandt du et glas?

Så kom herhen.

Nu gør vi lillebror klar.

Ligesom egypterne gjorde det.

Så vil han altid være hos os.

Hold glasset her.

Helt forsigtigt.

– Har du fat?
– Mm.

Bare rolig.
Der er ikke noget at være bange for.

Vel?

Vi tørrer hans krop i salt.

Og så harpiks og så gaze.

Men vi bliver nødt til først
at tage hans organer ud.

Kan du huske, hvad de hedder?

Lever.

Ja.

– Lunger.
– Mm.

Nyrer.

Og nyrer, ja.

Jeg har sagt til mor,
at vi brænder ham.

Lyver vi?

Nej.

Nej, Liv. Det gør vi ikke, for vi
brænder jo de fleste af hans organer.

Det er bare ikke der,
Karls sjæl sidder.

– Vel?
– Nej. Den sidder i hjertet.

Ja. Og det har jeg lige her.

Jeg ringede til politiet i går
om hende bedstemoren.

De har ikke engang efterlyst hende,
så hun kan stadig være derude.

Jeg forstår ikke, de må bo der.
Der er sundhedsskadeligt.

Det er der så meget, der er.

Gud.

Har du fanget noget?

Nej. Jeg tror ikke, det var noget.
Jeg tror bare, vi skal droppe det.

– Du bliver jo nødt til at sikre dig.
– Jeg investerer i en ny luftkanal.

– Det har du da ikke råd til.
– Så må jeg jo bare sove i køkkenet.

(Jens mumler)

Har vi ikke nok?

Drik.

Så.

Jens ...

Tag nogle af dem her.

Sådan der.

Sådan der, ja.

Du får det snart bedre.

Jeg skal nok sørge for,
at vi alle sammen bliver sammen.

Dig og mig.

Og Karl.

Og Liv.

Det er beskidt, Liv.

Jeg kan ikke ...

Jeg ... Jeg kan ...

Jeg kan ikke bruge dem, Liv.

– Hvorfor?
– Far ...

– Jeg har ikke gaze.
– Men vi kan hente noget.

– Mit hoved ...
– Vi kan bare hente nogle nye.

Stop.

(bankelyde)

Far ...

– Lille skat. Ikke være her.
– Det hjælper ikke noget, far.

Far!

Far, kom nu. Det hjælper ikke noget.

Far, kig nu på mig!

Hej.

Vent! Vent!

Stop!

Stop. Rolig, rolig.
Jeg gør dig ikke noget! Rolig.

Jeg gør dig ikke noget.

Rolig. Jeg gør dig ikke noget.

Jeg gør dig ikke noget.
Jeg slipper dig.

Jeg er ikke farlig.

Okay? Forstår du, hvad jeg siger?

Jeg slipper dig nu.

Hvem er du?

Er du okay?

Fuck!

Vent ... Vent!

(Liv skriger)

(Jens mumler)

Kan du ikke blive rask?

– Mor?
– Jo, det tror jeg godt, jeg kan.

Jeg skal have en læge.

Liv.

Du skal hente en læge.

(Jens mumler)

Mor skal have en læge.

Nej.

Hvorfor ikke?

Læger gør det bare meget værre.

De tager hende med, Liv.
Og så får vi hende aldrig at se igen.

Mor skal blive her.

Sammen med dig. Og mig.

– Så går jeg.
– Nej.

Liv? Stop!

Bliv her.

Du bliver her, sagde jeg.

– Gå væk. Det er privat ejendom.
– Jeg har et anbefalet brev.

Det er vist en rykker. Ejendomsskat.

Du skal lige skrive under.

Bare brug fingeren.

Du må hellere få betalt.
Du risikerer tvangsauktion.

– Du skal gå nu.
– Hvordan har din mor det?

Vi så hende jo aldrig rejse igen.

Det er jo ikke det rareste sted
for en ældre dame at bo, hvad?

Kommer hende og Maria
godt ud af det med hinanden?

– Hvad fanden?
– Undskyld.

Giv slip!
Du bliver buret inde for det her.

– Nej!
– Lad mig være!

Stop!

(Jens græder)

Far?

Far?

Hun så mig.

Hvad siger du?

– Hun så mig.
– Hvem?

Pigen på kroen.

Hun fulgte efter mig, tror jeg.

– Ind i containeren, Liv.
– Jeg skal ind til mor.

Nej. Du skal ind i containeren,
siger jeg.

Far! Far!

Luk mig nu ud!

Far?

Far!

(motoren starter)

Far!

Mor! Mor!

Mor!

Hallo?

Hallo?

(hun hoster)

(det knirker ovenpå)

(en gren knækker)

Hallo?

Hallo?

Kan du høre mig?

Jeg bliver nødt til
at få fat i en ambulance.

Du er jo ... Du har det ...

"Han er farlig. Red Liv."

Liv ...

Er det din datter? Liv?

– Ja.
– Okay.

Jeg skal nok redde Liv.

Liv?

Vent! Jeg gør dig ikke noget!

Liv ...

Jeg gør dig ikke noget.

Jeg lover, jeg ikke gør dig noget.
Jeg gør dig ikke noget.

Jeg gør dig ikke noget.

(Liv skriger)

Jeg gør ikke noget.
Stol på mig. Jeg gør ikke noget.

Jeg gør dig ikke noget.
Det er okay.

Må jeg låne din kniv
til at skære mig ned?

Eller måske du selv kan gøre det?

Hvis du ikke vil skære mig ned,
så kan du give mig kniven.

Ikke?

Din mor har det ikke så godt, vel?

Liv ... Gå væk.

Av!

Din kone er syg.
Vi skal have en ambulance til hende.

Vi er nødt til at ringe
efter en ambulance.

Av!

Liv ...

– Av!
– Kom, Liv. Kom.

Kom.

Liv!

Liv!

Mor?

Hun er død.

Mor?

Mor?

Mor?

(Maria ånder ud)

Mor?

Mor?

Liv ...

Du skal ...

Du skal ...
Liv, du skal hjælpe mig.

– Nej.
– Liv ...

Liv!

– Kom så. Liv, du skal med mig.
– Jeg vil ikke!

Stop!

Stop, far!

Stop!

– Stop!
– Far, slip!

(hun gisper efter vejret)

(Jens stønner af smerte)

Far, jeg kan hente hjælp.

– Stop, stop, stop, Liv.
– Undskyld.

– Jeg gjorde det for at hjælpe dig.
– Det ved jeg godt, Liv.

Undskyld.

Jeg bliver her og passer på mor.

– Undskyld.
– Du skal ikke sige undskyld.

Det er okay.

Du skal gå nu, Liv.

– Kom.
– Undskyld.

Vent her.

Pigen holdt af mig.
Jeg kunne se det i hendes øjne.

De var ikke bare huller
inde i hendes tomme hoved.

Hun kendte til kærlighed.

Hun var ikke farlig.

Jeg var glad for, hun så mig.

Danske tekster: Louise Munk Alminde
Scandinavian Text Service 2019