All language subtitles for Iron.Maiden.Burning.Ambition.2026.1080p.WEBRip yts dan

Downloaded from
YTS.BZ

Official YIFY movies site:
YTS.BZ

Det er ligemeget,
om du er mand, kvinde, -

- muslim, kristen, katolik eller jøde.

Hvis du er Maiden-fan,
er du Maiden-fan, -

- og så er du en del af
én verden og én stor familie.

Det har altid handlet om fansene.

Altid.

Når man kommer til
et nyt land eller en ny by, -

- så ved man aldrig,
hvad man kan forvente.

Men reaktionen er utrolig.

Tak.

Det hele var som en drøm.

Alt kørte i slowmotion.

Vi var omgivet af
fans i hundredvis døgnet rundt.

Enhver lang karriere
har sine op- og nedture.

Man må tage det,
som det kommer.

Men de inkarnerede fans
følger en i tykt og tyndt.

Det er ret fantastisk at opleve.

Jeg vil hellere være sammen med
vores fans end med nogen andre.

Maiden! Maiden! Maiden!

Der er en følelse af at høre til.
Høre til i Iron Maiden-familien.

Vi har et fællesskab
og en samhørighed -

- gennem vores kærlighed til
musikken og melodierne.

De rører os på samme måde
uanset vores baggrund.

- Jeg er bogholder.
- Jeg er psykiater.

- Jeg er historielærer.
- Jeg er bomberydder.

- Jeg er musiker.
- Lektor i krigsstudier.

Jeg spiller heavy metal.

Jeg er partner i Latinamerikas
største investeringsbank.

- Direktør for Metal Blade Records.
- Jeg er pensioneret politimand.

Jeg er musikjournalist.

Man indlemmes i en eksklusiv klub,
når bare man elsker bandet.

Når man ser nogen iført Maiden-trøje,
giver man dem lige nikket -

- og smider horn op.

I årenes løb har jeg været til
flere hundrede koncerter.

Jeg har været i pitten, -

- og jeg har fyret den af.

Nu om dage står jeg nede bagved,
men jeg går stadig amok.

Man kunne mærke, det var ægte.
At musikerne elskede musikken -

- og gik op i musikken
på samme måde som os.

Selv i de tidlige dage.

LONDON I 1970'ERNE

Jeg spillede aldrig noget,
jeg ikke brød mig om at spille.

Heller ikke
andre former for rockmusik.

Det kunne jeg ikke drømme om.
Så ville jeg hellere feje gader.

Og det gjorde jeg en overgang.
Jeg spiller ikke for pengenes skyld.

Det er Steve Harris, der lægger
Iron Maidens kompromisløse kurs.

Steve Harris er bossen.
Han er hjernen bag det hele.

Han er fra East End ligesom os.

Han var gadefejer.

Men han var den sejeste
gadefejer i hele verden.

Han havde langt hår
og gik med militærbælte.

Jeg vidste bare,
han ville blive til noget.

Han havde den rette mentalitet,
den rette beslutsomhed.

Iron Maiden og den nye bølge af
britisk heavy metal var en reaktion -

- på alt det, der foregik
i England på det tidspunkt.

Får vi endnu en mismods vinter,
som nogle politikere har spået?

Store dele af landet led under
inflation og arbejdsløshed.

Vi havde ikke ret meget,
men det var der ingen, der havde.

Vi tænkte ikke så meget over det.
Det var jo ens for alle.

Det handlede mest om at få
fat i en hæderlig forstærker -

- og et par højttalere
og så komme ud at spille.

Steve spurgte,
om jeg ville være roadie for dem.

Det ville jeg jo gerne,
og så stod jeg for lyset.

Dengang brød vi ind i gamle
lagerhaller og ribbede dem -

- for alt, hvad der kunne bruges til
at lave en eller anden form for lys.

Allerede til vores tidligste
spillejobs fik vi fans, -

- fordi vi spillede
vores eget materiale.

Vi spillede mest lokalt
i Londons East End, -

- men så begyndte bolden
at rulle for os.

Det er fredag aften på Marquee, -

- og Iron Maiden giver deres anden
af tre koncerter på spillestedet.

Arrangementet er afslutningen på
en 40 koncerter lang turné -

- som tak til deres hengivne fans.

Der er udsolgt. Den er ti i otte,
og Marquee er stuvende fuld.

Hvis jeg fik et pund, hver gang
jeg så dem, ville jeg være rig.

Heavy metal-bølgen
er gået rent ind hos publikum -

- og på pladeselskabernes kontorer.

Men førhen var det punk, der solgte,
og Maiden fik tilbudt en pladekontrakt, -

- hvis de ville spille punk.

Jeg gad ikke spille punk eller new wave.
Jeg gad ikke have hanekam -

- eller gå i latterligt tøj.
Jeg ville spille rockmusik.

Pladeselskaberne ville gerne gøre os
mere salgbare, fordi punk var populært.

Det næste var, at vi skulle klippes.
Det kunne de kraftedeme glemme.

Rod dukkede op på
det helt rigtige tidspunkt, -

- og senere kom Andy og tog sig
af alt det forretningsmæssige.

De tog sig af de ting,
vi ikke gad bruge tid på.

Rod er fandenivoldsk.
Han går benhårdt til værks.

Jeg hegner bandet ind med pigtråd
rent kreativt, så ingen kan slippe ind.

De gør lige præcis,
hvad de har lyst til, -

- med dem, de har lyst til
at gøre det med. Punktum.

Vi blev aldrig spillet
i radioen dengang.

Sådan var det i mange år.

Branchen kunne ikke greje os.
De kunne ikke se kvaliteten.

Men det har bare knyttet os
og fansene endnu tættere sammen.

Vi var underkendt i musikbranchen,
og det gjaldt i alle henseender.

Jeg har aldrig brudt mig om
at stå foran et kamera.

Derfor vil vi hellere vise jer
noget andet end os, der taler.

Vi er alligevel ikke
nær så smukke som Eddie.

Vi vidste ikke,
hvem bandmedlemmerne var.

Vi kendte ikke deres navne, for på
pladeomslagene så man bare Eddie.

Han er bandets ansigt udadtil.
Han er på alle pladeomslagene.

Han drager en,
selvom man ikke kender musikken.

Da jeg så Eddie som barn,
tænkte jeg bare: "Hvad er det?"

Han var pisseuhyggelig.

Eddie opstod rent faktisk, -

- fordi alle i bandet
var temmelig generte.

Så jeg fik den ide at skabe en figur,
der kunne formidle bandets vibe.

Jeg var til møde på EMI -

- og fik øje på noget artwork
på væggen af Derek Riggs.

Derek viste mig nogle af sine værker,
og blandt dem var det første pladeomslag.

Så vidste vi,
at vi havde fundet den rette.

Eddie kan være hvad som helst,
og det er derfor, han er på omslagene.

Så slipper vi for at være med.

Eddie er så nuttet.
Jeg elsker ham.

Han er maskotten, men han er
også en diva. Eddie er stjernen.

Han har eksisteret
i så mange forklædninger -

- og så mange skikkelser gennem årene,
at man føler, han er udødelig.

Han har oplevet så meget
i så mange civilisationer, -

- at man opfatter ham som
en vismand. En metalvismand.

Han har været en mayamumie
og et uhyre, der står op af graven.

Eddie kan være hvad som helst.

Eddie er et smukt billede på,
at man godt må være grim og vred.

At man godt må udtrykke sig
og være autentisk.

For mig er Eddie det bedste stykke
markedsføring i metallens historie.

Bandet skabte deres eget univers.

Man behøvede ikke høre pladen.
Artworket greb mig på forhånd.

Det handler ikke kun om musik,
men om image, fortælling og stil.

Jeg var 16, da jeg så omslaget
og så Eddie stirre på mig.

Jeg købte pladen med hjem, -

- satte pickuppen i skiven, og ud kom
de første guitarakkorder af "Prowler".

Jeg syntes, det var den fedeste
heavy metal-plade nogensinde.

Paul Di'Anno var bandets første sanger,
og han kunne virkelig bræge igennem.

Han var intens, energisk -

- og en lille smule skræmmende.
Alt det der. Han var en hård negl.

Jeg følte virkelig,
vi havde udrettet noget -

- efter at have optrådt
alle de små, snuskede steder.

Så da albummet udkom,
var jeg virkelig stolt.

Det første album
var en stor succes.

Det gik ind som nr. 4 på hitlisten,
og vi har ikke set os tilbage siden.

Der var ingen, der lød som os.

Der var propfyldt hver aften,
og folk gik fuldstændig bersærk.

De vil gøre hvad som helst,
så derfor vil vi gøre alt for dem.

Jeg er stadig temmelig
overvældet af det hele.

Paul havde det bare
lidt for morsomt på landevejen.

Det er veldokumenteret,
at han gik hårdt til den.

Han var ikke kendt for
sin artige livsstil.

Han drak sig ned hver aften
og gik bagstiv på scenen.

De måtte aflyse koncerter,
og det var virkelig skidt -

- for et band som Iron Maiden,
der var ved at blive populære.

Steve havde en klar vision om,
hvad de var.

Og hvis man
spolerede den vision, -

- så hørte man ikke
hjemme i bandet.

Jeg er blevet kaldt Sergenten,
Ayatollahen, Rektor og meget andet.

Men problemet med Paul var,
at han ikke passede på sit helbred.

Han var virkelig tung at danse med,
og vi ville ikke lade ham trække os ned.

Vokalen er jo
en stor del af vores sound, -

- og jeg var bange for,
at det skulle ødelægge vores karriere.

Han var glad for sprut og stoffer.

Og vi spillede fire-fem gange om ugen,
hvilket ikke ligefrem hjalp på stemmen.

Jeg følte et forventningspres, som jeg
afhjalp med kokain og den slags.

Ja, jeg havde et problem.
Det må jeg indrømme.

Han udeblev fra koncerter,
så vi måtte aflyse en hel turné.

Han måtte bare ud.

Der var ikke noget at rafle om.
Vi var nødt til at skifte ham ud.

Og selvom det var trist,
var det Pauls egen skyld.

Han er en værre gavtyv.

Jeg kunne ikke give
100 % til Iron Maiden, -

- og det var hverken fair mod bandet,
mig selv eller fansene. Så jeg skred.

Kære Steve. Det er ikke gået,
som jeg havde håbet på.

Jeg synes,
I skal finde en ny vokalist.

I skal nok blive en stor succes.
Kærlig hilsen Paul.

Jeg var meget trist over det.
Nedtur. Sangeren skrider.

Da jeg hørte, at Paul var ude,
troede jeg, bandet var færdigt.

Jeg var med i bandet Samson,
og vi optrådte på Reading Festival.

Steve og Rod
var kommet for at høre mig.

Rod var meget imod mig,
men Steve syntes, de skulle se mig an.

Så de kom og så min optræden, -

- og derefter besluttede Rod
at tage en snak med mig.

Hallo? Ja, det er Bruce.

Han spurgte, om jeg var interesseret
i jobbet, og selvfølgelig var jeg det.

Så linede han en stor bane coke op
og spurgte, om jeg ville have noget.

Jeg sagde, jeg ikke tog den slags,
men så gik han selv om bord i det.

Nå, men så sad jeg der,
indtil han sagde:

"Jeg vil tilbyde dig at komme
til audition for Iron Maiden."

Jeg svarede: "Rod, lad os nu bare
lægge kortene på bordet.

Du ved, jeg får jobbet.
Det er ikke det, der er spørgsmålet.

Spørgsmålet er, om I vil have
en pestilens som mig i jeres liv.

For jeg kommer ikke til at være
som jeres nuværende sanger."

I Bruce fandt Steve en,
der var lige så ambitiøs som ham selv.

Bruce er dybt professionel
og går op i at leve sundt.

Han passer på sin stemme
og på sit helbred.

Han vil gerne yde sit bedste, og mere
kan man ikke forlange af en forsanger.

Det delte virkelig vandene.

Halvdelen kunne bedre lide Paul
og brød sig ikke om Bruce.

Bruce havde det svært,
fordi Paul Di'Anno var så elsket.

Vi er stadig nogle,
der elsker Paul Di'Anno.

Det var lidt mærkeligt,
men jeg er, som jeg er.

I må vænne jer til det
eller lade være.

Nogle kunne ikke fordrage det.

Der var en, der sagde, at det var
som at høre sine yndlingssange -

- blive sunget i en cementblander
af en luftværnssirene.

Hvortil Rod sagde: "Det er genialt!
Den menneskelige luftværnssirene!"

De ville have en, der kunne -

- danne spydspids, når de skulle
ud at erobre verden, og det fik de.

Ingen har været bedre rustet til
at underlægge sig verden -

- end Bruce Dickinson i midttyverne.
Det var helt absurd.

Bruce tog dem til nye højder
med sin stemme og sin optræden.

Det er ikke kun hans overlegne vokal.
Det er som at se en Broadway-musical.

Han har en utrolig udholdenhed.

Og den smitter. Han pisker
virkelig publikum i gang.

Bruce, du er ny i bandet, ikke?

Ja, siden august
eller september i fjor.

Iron Maiden har længe haft
en forholdsvis fast besætning.

Var det vanskeligt at finde sig
til rette i et fasttømret band?

Nej, for vi kendte allerede hinanden,
da jeg var i mit forhenværende band.

Vi går godt i spænd,
og vi kan lide den samme musik.

Vi begyndte at optræde sammen,
og eftersom jeg jo er forsanger, -

- stillede jeg mig midt på scenen.

Men pludselig havde jeg
Steves bas i øret.

Han skubbede mig til side.

Han skældte mig huden fuld,
og det gik hen og blev ret alvorligt.

Helt galt gik det
i Newcastle City Hall.

Steve var rasende og sagde,
at jeg gik i vejen. Jeg svarede:

"Når jeg synger, så er det mig,
der står midt på scenen. Ikke dig.

Når jeg er færdig med at synge,
så kan du komme til."

Det var lige før,
vi kom op at slås over det.

Men så kom Rod og skilte os ad.

Steve sagde bare:
"Han skal ud! Han skal ud!"

Men Rod sagde:
"Han skal ingen steder!"

Jeg tror, det var der, vi begyndte -

- at forstå hinanden bedre.

De blev bedre, da Bruce kom med.
De fik mere power, mere karisma.

De fik en mere synlig intensitet.

Men Bruce var kun én del af det.

Grundlæggende var sangene stærke,
og Maiden var pissedygtige musikere.

For os har Maidens sound altid
været defineret af guitarerne.

De dobbelte guitarharmonier
med rytmegruppen bagved.

Ingen anden guitarduo har
en kemi som Adrian og Daves.

To leadguitarister,
der gør mænd i en vis alder -

- og vel også damer bløde i knæene.

Dave og jeg har været venner,
siden vi var børn.

Og at det personlige fungerede,
smittede af på samarbejdet.

Vi er vokset op i East London
nogle få gader fra hinanden.

Fordi vi er så gode venner, -

- kan vi ramme de harmonier,
der skal sidde lige i skabet.

De kommunikerer uden ord.
De er som fisk i vandet.

De flyder bare afsted
og gør det svære til en kunst.

Brikkerne passede perfekt sammen.
Og de havde den vildeste basguitarist.

Steves spil
imponerer mig til stadighed.

Den galopperende bas udgjorde kernen.
Hans spillestil gjorde Maiden unikke.

Steve bruger mange akkorder.
Bedst som han galopperer afsted, -

- krydrer han det med en akkord.

Det tilfører lyden så meget.

Clive Burr spillede trommer
på de første tre plader.

Han var en fremragende trommeslager.
Jeg beundrede virkelig hans spil.

Clive var skidegod, og vi kom
godt ud af det med hinanden.

Salig Clive Burr var
en eminent trommeslager.

Men da han røg ud, fik de Nicko.

Og alle tænkte bare:
"Hvor fanden kom han fra?"

Nicko? Kunne du tænke dig
at få os som backinggruppe?

Endelig spørger du.

Nicko er en kæmpe solstråle.

Jeg kom til at spytte på linsen.

Man kan mærke, at han ikke selv
kontrollerer sit spil. Det er en gave -

- fra metalmusikkens guder.
Han er bare deres redskab.

Maiden var et stærkt band
med Clive og Paul Di'Anno.

De havde skabt noget magisk
helt tilbage i begyndelsen.

Men at jeg kom til,
føltes ganske naturligt.

Jeg spillede ganske vist
fire-fem sange til min audition, -

- men vi havde god kemi.

Vi knyttede et usynligt bånd
nærmest med det samme.

80'erne var fantastiske.

For hvert nyt album
blev vi større og større, -

- og vi kunne mærke, vi stod
over for noget ganske særligt.

Man kunne mærke,
at de ville blive kæmpestore.

Fra nul til 100 på ingen tid.

Jeg havde aldrig været i udlandet før.
Det var vildt spændende.

Hele tiden var der nye oplevelser.

Og der var ingen tid til at tænke.
Vi måtte bare følge med.

Iron Maiden er eksponenter for
den britiske heavy metal-scene.

Fansene har stået i kø i timevis til
deres første koncert her i Canada, -

- og netop fans
er løsenet for Iron Maiden.

At nå så langt -

- uden at blive spillet i radioen
var stort dengang.

De nød stor respekt blandt metalfans.

Hvad gør dem til noget særligt?

De er anderledes,
fordi de kommer fra England.

Det er den bedste musik, der findes.

Jeg elsker heavy metal,
og jeg elsker jeres musik.

Det var begyndelsen på -

- en evig rutsjebanetur,
der aldrig nåede bunden.

Den blev bare ved med at accelerere.

Vi opnåede topfart -

- og blev der i fem fucking år.

I den periode gjorde Iron Maidens logo
og Eddie dem mere genkendelige -

- end noget andet band.
Det var et superdynamisk logo.

Jeg kan ikke komme i tanke om
en mere genkendelig maskot -

- knyttet til et hardrockband
end Eddie og Iron Maiden.

Han var bare
en helt fantastisk figur.

Eddie havde stor betydning
for Iron Maidens succes.

Her havde vi et billede af
en figur eller en skabning, -

- som folk kunne relatere til.

Eddie taler til alle generationer.

Man kan altid lokke
de unge til med en figur.

Eddie er et monument.

Maiden forstod, at det med faner
giver fansene en nationalfølelse.

Eddie udviklede sig år for år.

Jeg byggede den omvandrende figur,
som ingen andre havde.

Hvert år overgik jeg det,
jeg havde lavet året før.

Vi skabte i bund og grund
et monster.

I dag kom det frem,
at den unge mand, -

- der sidste år skød og dræbte
en rigmand, hans kone og datter, -

- var stærkt inspireret af en maskot for
en rockgruppe samt bøger om Satan.

Der meldes om
satanisme overalt i Texas.

Denne musik er ikke andet
end besyngelser af Satan.

Sådan ser det ud, når man brænder
plader for 10.000 dollars.

Mange af sangene er okkulte.

Der synges om hekse
og Djævelens datter.

Det påvirker uden tvivl de unge -

- til at gøre det modsatte af,
hvad Bibelen lærer os.

Ifølge kardinal John O'Connor fører
musikken lytterne over i Satans lejr.

Grupper som Iron Maiden benytter sig
af kranier, uhyrer og pentagrammer.

PMRC vil mærke alle plader
med stødende tekster.

Det virker som religiøst vanvid.
Der findes mange andre ting, -

- man kan engagere sig i for
at gøre verden til et bedre sted, -

- end at anlægge søgsmål.
Det er spild af tid og penge.

Alle bibeltosserne var bange.

Det var fantastisk.
For os unge var det bare fedt.

Man elsker et band,
som folk demonstrerer imod.

I får os bare til at elske dem
endnu højere, I klaphatte.

Det er en mand i en rød dragt
med lang, slasket hale, -

- to plastichorn og små elpærer
for enden af hans trefork.

Hvis det er djævletilbedelse,
er jeg i det forkerte århundrede.

Jeg er fra et strengt katolsk land.

Følger man ikke reglerne,
kommer man i Helvede.

Og pludselig kom så Eddie
og "The Number of the Beast" -

- og gjorde Helvede fedt.
Helvede er ikke så farligt.

Helvede er et sted,
hvor de her musikere kommer og går.

Så måske findes
Helvede og Himlen slet ikke.

Måske handler det om
os som mennesker -

- frem for en, der sidder
og dikterer godt og ondt.

Panikken over
Iron Maiden viser bare, -

- at folk slet ikke læser,
hvad sangene handler om.

Og de fatter ikke,
at det bare er fiktion.

Hvor vigtigt er
budskabet i teksterne?

I jeres sangtekster.

Mange af de tidlige rockbands -

- var baseret på blues,
der handlede meget om -

- livet på landevejen
og kærligheden til en kvinde.

I dag kan man skrive
om så meget andet.

Man behøver ikke skrive om,
at min tøs ikke elsker mig mere -

- og alt det pladder.

Det virker tåbeligt at skrive sange
om at drikke og knalde damer -

- og ryge mærkværdige rusmidler
og gå i byen og så videre.

Det er meget sjovere at gøre de ting,
end det er at høre en sang om det.

Det er noget,
alle kan gå ud at gøre.

Vi vil hellere skrive sange om ting,
folk ikke gør så tit. Såsom at dø.

Som I måske ved, har vi et nyt album
på gaden med titlen "Powerslave".

En af sangene er 13 minutter lang,
og den vil vi spille for jer nu.

"Rime of the Ancient Mariner"!

Når man komponerer
12 minutter lange sange, -

- vil man nok gerne forlene dem
med et betydningsfuldt emne.

Hvorfor skrive
12 minutter om noget trivielt?

Maiden propper mange
fortællinger ind i deres musik.

De har disse episke sange som
"Rime of the Ancient Mariner", -

- der fortæller en historie
inspireret af litteratur og poesi.

Der er sange om historiske slag,
Alexander den Store -

- og folk, der er fanget i isen.

Som barn følte jeg mig udenfor.
"A stranger in a strange land."

Men når man udforsker andre verdener,
har man lov til at være fremmed, -

- for man er det sammen med andre.

Vi træder ind i den samme verden,
når vi lytter til den sang.

Noget af det sjove ved
at være Iron Maiden-fan er, -

- at alle andre afskriver det
som noget barnagtigt pladder.

Men selv ved man, at temaerne
er ganske alvorlige og vægtige.

Og behandlingen af dem
er langtfra overfladisk.

Den vil formidle, hvad Coleridge mente
med "Rime of the Ancient Mariner", -

- eller hvordan Slaget ved Ypres var.

Hvad synes folk om videoen
til "Run to the Hills" -

- med jer som borgerkrigssoldater,
der render og dræber indianere?

Det er jo en sang imod
indianermassakrerne.

Den fortæller, hvad der skete,
og det er ikke som i cowboyfilmene.

Selvom Maidens tekster behandler
triste emner som krig, død og lidelse, -

- rummer de alligevel
et budskab om håb.

Det synes jeg er vigtigt.

Hvis man har det svært,
kan Maidens musik være en støtte.

POLEN 1984

Da de nåede 1984,
havde de allerede spillet verden tynd.

Sågar bag Jerntæppet,
hvor de færreste bands kom.

Efter 2. Verdenskrig -

- var landene i Europa under enten
europæisk eller sovjetisk indflydelse.

Desværre endte Polen
på Sovjetsiden.

Alle koncerter blev overvåget
af folk fra sikkerhedspolitiet.

Alle koncerter blev aflyttet.

Det var en totalitær stat.

Der var ingen pladebutikker
i Polen dengang.

Hvis man var så heldig at have
familie i Tyskland eller England, -

- kunne man få overspillet
nogle plader til kassettebånd.

Så da vi fik at vide,
at Iron Maiden ville give koncert her, -

- var det som at få
en mundfuld frisk luft.

Iron Maiden! Iron Maiden!

Vi trådte af flyet til et syn,
der mindede meget om -

- optagelserne af Beatles,
da de kom til New York.

Da vi gik ud til bussen, -

- stod folk og hoppede og råbte
"Maiden". Det var helt vildt.

De var bare så glade over,
at vi overhovedet var der.

Bands tager sjældent til Polen,
fordi folk her ikke har ret mange penge, -

- og man ikke kan sælge plader.
Men det betyder ikke noget.

Man når til et punkt,
hvor penge ikke betyder noget.

Hvor meget er det ikke værd
at gøre 35.000 mennesker glade?

Det var som
at få besøg fra det ydre rum.

Som om nogle marsmænd
pludselig var landet på Jorden.

Vi var henrykte over,
at nogen havde bemærket vores land.

Nogen mente,
at Polen faktisk var vigtigt.

Det var en ret uvirkelig oplevelse,
fordi vi vidste, -

- at befolkningen blev undertrykt.

Vi fik at vide, vi ikke måtte blande os,
fordi vi blev overvåget.

Der var noget KGB over det. Der var
militær og politi til alle koncerterne.

De stod foran scenen
og holdt øje med publikum.

Der var hele tiden en frygt for,
at det kunne eksplodere.

Maiden var de første, der tog
deres fulde sceneshow med til Polen.

De spillede ikke bare
foran en sort baggrund.

De havde både
Eddie og pyroteknik med.

Folk så, hvor spektakulære
rockkoncerter kan være.

Noget af det, der gjorde størst indtryk
på mig, var de polske unges reaktion.

Den var meget intens.

Det var, som om nogen havde
åbnet en magisk æske -

- og lukket lyset ind til dem,
som havde levet så længe i mørke.

De havde virkelig ventet
med en tørst og en sult -

- efter at give los for deres følelser
og bare skrige og headbange.

Det polske publikum var fantastisk.

Der stod en hel række af politifolk
nede foran scenen.

Først havde de ryggen til os,
men efter et par sange vendte de sig om, -

- og til sidst tog de hattene af
og smed dem op på scenen.

Det var utroligt.

Det blev vildt i går.
Vi spillede til et polsk bryllup.

- Hvordan kom det i stand?
- Baren på hotellet var dødssyg.

Så i stedet endte vi på et diskotek,
der var en slags ombygget balsal.

Der blev holdt bryllup med 300 gæster,
der dansede vals, da vi ankom.

Vi gik om bord i de våde varer, -

- og så spurgte de pludselig,
om vi havde lyst til at jamme.

Vi svarede ja, og det gjorde vi så.

Vi var alle sammen lidt beduggede
og gav et Deep Purple-nummer.

De fleste af dem anede vist ikke,
hvem vi var.

Nogle af de ældre gæster
stod vist og tænkte:

"Hvem er de, og hvad laver de
til vores kammerats bryllup?"

Men de gav den gas.

Jeg kan godt lide heavy metal, -

- men jeg kunne godt tænke mig
at spille heavy metal på synthesizer.

- Det kan man ikke.
- Det gad jeg godt.

Det ville ikke lyde rigtigt.

De vidste, de gjorde noget godt.

Det var ikke kun rockkoncerter.
Det var noget endnu vigtigere.

På den anden side af muren
var der folk ligesom os.

Og det var så fedt, at Iron Maiden
formåede at trække tæppet fra -

- og nå ind over muren.

Hvorfor skulle vi dog være fjender?
Lad os hellere rocke ud sammen.

Jeg tror, at mange polakker i 1980'erne
hørte sange som "Powerslave" -

- og genkendte deres egen
og landets situation.

I Gdansk blev der råbt om solidaritet,
men politiet dæmpede gemytterne.

Jeg tror, det gælder for alle,
der bliver undertrykt, -

- at musik hjælper dem
igennem de svære tider.

Og det er fantastisk at føle,
at man har hjulpet nogen på den måde.

Vi er ikke politiske.
Vi agerer gennem musikken, -

- og den nedbryder totalitære
barrierer rundtom i verden.

Jeg opdagede Iron Maiden -

- som teenager i Libanon
i begyndelsen af 90'erne.

Borgerkrigen var lige sluttet,
og jeg havde opdaget heavy metal.

Så jeg gik ned i en piratkopibutik,
for vi havde ikke andet dengang, -

- og bad om det fedeste metal,
de havde.

Det var i 1992, og han gav mig
"Fear of the Dark".

Og det var, som om det album
talte til mig som teenager.

Jeg havde gennemlevet en krig,
og landet var stadig turbulent.

Al kunst fortolkes subjektivt af den,
der møder kunsten, -

- så da jeg lyttede til det album, -

- drog jeg en masse paralleller til
mit eget liv i Libanon under krigen.

Jeg følte, at det album var
en kommentar til mit liv.

Det var noget helt specielt, -

- og det giver mig stadig
kuldegysninger at lytte til det.

Dette er byen Mihaliq, og disse mænd
kommer for at brænde den ned.

Serberne kalder det etnisk udrensning,
og byens muslimer er flygtet.

I 90'erne stod det
rigtig slemt til i Kosovo.

Det tidligere Jugoslavien
og de krige, der splittede det ad, -

- var baggrunden for,
at jeg faldt for Iron Maiden.

Under krigen udvekslede vi bånd.

Udvekslingen skabte et fællesskab,
og man blev venner med de andre.

Gennem Iron Maiden
fandt jeg åndsfæller, -

- og bandet knyttede os sammen
og hjalp os igennem de svære tider.

11. september blev vi
kaldt ud til Ground Zero.

Vi så den anden bygning styrte sammen.

At være vidne til det
og se folk springe i døden...

Jeg havde brug for et helle.

Man kan slå sig på flasken
og gøre andre usunde ting, -

- eller man kan finde noget,
der fører en til et bedre sted.

For mig var det musik.
Iron Maidens musik.

Folk har brug for at føle,
at de hører til et sted.

Metal giver en følelsen af
at være en del af noget, -

- hvor alle er lige,
hvor man kan være sig selv, -

- og hvor man gør oprør mod systemet.

Der er mere musik på vej
fra Rio de Janeiro -

- med blandt andre Iron Maiden,
Al Jarreau og Rod Stewart.

Rock in Rio samlede kunstnere -

- fra USA og Storbritannien.

Og begejstringen var enorm.

Jeg har altid ment,
at latinamerikanske fans -

- er noget ganske særligt.

Vi er meget passionerede.

I Mexico, Colombia, Brasilien...

Europæerne er anderledes.
Deres kultur er anderledes.

Vi er mere intense og højlydte.
Vi råber mere.

Rock in Rio var det største,
Maiden nogensinde havde spillet til.

Alt var lettere kaotisk.

Men nu, hvor vi havde solgt platin,
hvilede der et pres på os.

Kan I under pres blive ved med at være
det bedste band i verden for jeres fans?

Vi fulgte bare med. Uden tøven.
Nu var vi om bord i rutsjebanen.

Amigos!

Rock in Rio!

Skrig for mig, Brasilien!

Skrig for mig, Brasilien!

Kom så, Brasilien!

Det var bare helt utroligt
at spille for 300.000.

Der var mennesker,
så langt øjet rakte.

Og det blev transmitteret
til hele Sydamerika.

Vi glædede os naturligvis.
Det var vildt spændende.

Men når jeg er på scenen,
synes jeg, det er udmattende.

Vi kom i god tid og fik plads
forholdsvis tæt på scenen.

Da Bruce Dickinson løftede sin guitar,
kunne jeg se, han havde skåret sig.

Jeg gik ud for at tørre blodet væk,
for jeg blødte kraftigt fra hovedet.

Men så var der en roadie,
der sagde: "Nej, nej, nej!"

"Rod vil gerne have mere blod,
for det ser pissefedt ud på monitoren."

Jeg pegede på et kamera og sagde:
"Gå over og stik ansigtet ned til det."

Når man har så megen
følelsesmæssig energi at fyre af, -

- så ender det med
at fortære en til sidst.

Vi skrev, indspillede, udgav
og turnerede med fem album på seks år.

Det blev bare større og større.

Det var verdens største rutsjebane.

Det tog os til nye højder
over hele verden.

Men vi knoklede os selv i laser.

Det bliver en trædemølle af turné,
album, turné og atter turné.

Da jeg så bandet,
var min første tanke:

"De virker trætte og stressede."

Koncerterne og publikum var fede,
men alt det andet var forfærdeligt.

Det var ikke kun turnéen på 13 måneder,
men også de to lange turnéer inden da.

Sammenlagt var det fem år.
Fem år i et gyldent bur.

Man kunne mærke,
de var hårdt spændt for.

Iron Maidens liv var
lutter brutale turnéer.

Alle var udkørt.

Især Bruce. Vi var ikke klar over,
hvor opslidende det ville være.

Roskilde!

Godnat! Tak skal I have!

Maidens succes
kom så hurtigt og meteorisk.

Når man er i tyverne eller
begyndelsen af trediverne, -

- er man så sulten og ivrig
efter det hele, at man ikke fatter, -

- at man har lov til at sige,
at nu må vi tage en pause.

Jeg så på turnéplanen.

På et tidspunkt spillede vi
syv koncerter i streg -

- og havde én fridag.

Så spillede vi seks koncerter
og havde én fridag -

- og derefter fem koncerter.

Bruce, inden du bliver forkølet...

Det er jeg allerede blevet.
Det løb er sgu kørt.

Se, min manager passer sit job.
Det betaler jeg ham 20 % for.

Jeg sagde til Rod:

"Det er altså mennesker,
du har med at gøre.

Det er mig, der er sangeren,
og man kan ikke omstrenge en stemme.

Hvis jeg skal holde
til ret meget mere, -

- bør vi måske overveje
at lægge en hvileperiode ind."

Vi spillede så meget,
at Nicko fik vabler på fingrene.

Og når de sprang,
fik han vabler under vablerne, -

- indtil der gik betændelse i dem.

Der findes masser af
vrag fra 80'erne.

Du ser dem på gaden i Los Angeles,
og jeg ville ikke ende som et af dem.

Slut!

Vi havde lavet de to albums
"Somewhere in Time" og "Seventh Son".

Dem var jeg virkelig stolt af,
hvad produktionen og sangene angår.

Jeg syntes virkelig,
de viste fremskridt.

Og nu var det, som om vi gik baglæns,
når vi mødtes og øvede i Steves lade.

Vi skulle i gang med at skrive
"No Prayer for the Dying".

Jeg ville så gerne lave en god plade,
men jeg havde fået skriveblokade.

Jeg ville så gerne skrive,
men der kom ingenting.

Og de kunne mærke,
at jeg ikke var tilfreds.

Der skulle ske noget nyt,
både for mig og for dem.

Så jeg forlod bandet.

At Adrian skred,
var et stort chok for mig.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle
stille op. Det var svært at rumme.

Jeg vidste, Adrian ikke var glad,
og moralen i bandet var ikke god.

Når folk betaler for at se en optræde,
så skal man yde sit bedste.

Jeg blev ringet op,
da Adrian Smith var skredet.

Jeg tror, Adrian trængte til
at gå i en anden retning.

De bad mig komme forbi
og spille et par sange.

Jeg var ikke helt klar over, hvad der var
med Adrian. Det fortalte de mig ikke.

Jeg brød mig ikke om
at skulle spille på hans grej.

Det føltes forkert, men de sagde bare,
at han var skredet.

Her i mørket står Janick Gers.

Vi har anbragt ham i hjørnet,
så der ikke bliver nogen rumsteren.

Ingen rumsteren, ingen dans.

Vi spillede "The Trooper",
og det var bare...

Jeg kiggede over på Dave,
for det lød bare så heftigt.

Vi var helt høje bagefter.
Så vild var energien.

Og så tilbød de mig pladsen.

I har fået et nyt medlem, Janick.
Hvordan kom han ind i billedet?

Altså, dybest set...

Da Adrian forlod bandet, ringede vi
og bad ham lære fire sange i en ruf.

- Fra telefonboksen derude.
- Så spiller vi dem igennem i morgen.

Hvordan tror I,
det nye materiale vil fungere live?

Forhåbentlig vil det fungere fedt.
Hvad siger du, Bruce?

- Du kryber udenom.
- Møghund.

Det bliver fedt. Fyldt med energi.

Send sorteper videre.

Det bliver fyldt med energi.
Vi er godt i gang med at øve.

Det bliver mega.

Midt under den næste turné
sagde Bruce til mig, -

- at han ville forlade bandet.
Med to måneder tilbage af turnéen.

Så jeg måtte sidde og glo på ham
hver eneste fucking aften, -

- vel vidende at han ikke
gad være i Iron Maiden.

Jeg syntes, det var en hån
mod fansene, at han gik på scenen -

- og ikke havde lyst til at være der.
Jeg var pissehamrende vred på ham.

De spillede på Wembley Arena, -

- og Bruce skrålede løs,
men der kom ingenting ud.

Harris kiggede på lydmanden
og gjorde sådan her...

...for der kom ingenting ud.

Der gik det op for Steve,
at Bruce slet ikke sang.

Situationen var virkelig ikke god.

Tak skal I have!
Iron Maiden takker af.

Det har været ti rigtig gode år.

Vi ses snart igen. Håber jeg.

Farvel.

At være i en selvvalgt familie,
som et band er, er ofte hårdt.

Og for ens mentale helbreds skyld
kan man blive nødt til at trække sig.

Jeg overvejede
at pakke sammen for altid.

Jeg kunne ikke
holde vanviddet ud mere.

Jeg var klar til indlæggelse.
Helt seriøst.

Iron Maiden spiller ikke på Donington
i år. Deres verdensturné er snart slut, -

- og så skal de finde en ny forsanger,
eftersom Bruce Dickinson går solo.

Hvorfor forlader du Iron Maiden?

Kort og godt
for at lave noget andet.

- Og hvad skulle det være?
- En anden slags musik.

Det var noget af en bombe,
da Bruce skoddede Maiden.

Hvis du ikke gider være her,
så skrub af med dig.

Da jeg hørte, Bruce var på vej ud,
var jeg helt vantro.

Det kom som et chok for mig.

Det er ikke noget, man ønsker
at høre om sit yndlingsband.

Han var skredet, da jeg fik det at vide,
og jeg var fuldstændig lamslået.

Vores helte skal bare være det,
vi vil have og forventer af dem, -

- men det bremser jo kunsten.

Han er en dygtig kunstner,
og han har haft brug for det.

- Hvad gør I angående forsanger?
- Vi skal lytte til en masse bånd.

Vi har måske fem kufferter
fulde af bånd, vi skal lytte til.

Forhåbentlig finder vi en,
der er relativt ukendt, -

- men som har spillet de små steder
og fået noget publikumserfaring.

Det ville være fedt at finde en,
der ikke er brudt igennem endnu.

Vi har ikke haft besøg af dem længe,
men de spiller gedigen heavyrock:

Iron Maiden med deres nye sanger,
Blaze Bayley.

Blaze gav Maiden en ny sound.

Jeg elsker hans stemme.
Han er en dygtig metalsanger.

Jeg var chokeret over,
at han tog jobbet.

Han har sikkert været glad for tilbuddet,
og han har formentlig også fejret det.

Men næste morgen har han
garanteret tænkt: "Åh nej."

Steve Harris sagde til mig:
"Vi gør det her sammen.

Det er mig ligemeget,
hvem der skriver musikken, -

- og hvem der skriver sangene,
så længe det bliver fedt."

Men det er stadig en kæmpe opgave.

Det kom meget bag på mig,
at de valgte mig.

Jeg har mødt en del fans,
og generelt har de været søde -

- at ønske mig held og lykke.
De vil bare det bedste for bandet.

Jeg glæder mig til turnéen, selvom
jeg ikke kan erstatte Bruce Dickinson.

Blaze Bayley var en lovende vokalist,
men han havde ikke Bruces register.

Det var virkelig en uriaspost for ham.

Og han lød så anderledes. Han kunne
ikke synge sangene, som Bruce gjorde.

Mange undrede sig over, at de ikke
arbejdede mere med hans talent.

Men han satte sit eget aftryk
på Iron Maidens sound.

Blaze gjorde det storartet.

Især live. Jeg synes ikke, man skal
forklejne hans bidrag til Iron Maiden.

Nogle fans råbte "Fuck Blaze" under
koncerterne. Det var meget unfair.

Folk spyttede på dem.

Harris og Blaze
blev vrede på publikum.

Jeg har kraftedeme sagt det!

Jeg har kraftedeme sagt det!

Kan I se, hvem det er?
Få fat i ham!

I punkens spæde start
sidst i halvfjerdserne -

- spyttede publikum på musikerne
for at vise deres påskønnelse.

Det vandt aldrig indpas i metal.
Man spytter ikke til metalkoncerter.

Enhver ville blive fornærmet
over at blive spyttet på.

De udpegede den,
der havde gjort det, -

- så folk kunne løse konflikten...

...som gentlemen. Med tæv.

Maidens Blaze-æra
havde sine gode øjeblikke, -

- men også mange dårlige.

Jeg tror ikke, den kommercielle
nedtur kan tilskrives Blaze.

Det var bare tiden.

Den brede rockpresse -

- hævdede, at Maiden var døde.

At Maiden var færdige.

Vi har Nirvana og grunge.

Det er fremtiden. Det er det nye.

Alle, der ikke spillede grunge, -

- blev betragtet som
en slags fortidsøgler.

De gloede på en,
som om man var idiot.

- Heavy var ikke længere cool.
- 90'erne var noget bæ.

Alting handlede om
at gå i poset tøj og ligne lort.

Grungescenen var eksploderet,
og det myldrede med Seattle-bands.

Vi spurgte Nirvana,
om de ville varme op for os, -

- men de sagde, vi var for gamle.

I Blaze-perioden så jeg dem -

- på små spillesteder med plads til
måske 2000 mennesker.

Og det var bare...
Intimt vil jeg kalde det.

Jeg så dem på The X Factour
i Philadelphia på Electric Factory.

Der var vel plads til 1500 mennesker,
og der kom ikke engang 500.

I stedet for at spille på stadioner
og store venues var vi tilbage -

- på de små spillesteder.

Det slog virkelig nogle skår
i bandets moral.

Det var lidt af en dukkert i USA.
Fansene lod til at have forladt os.

Men i resten af verden gik det fint.
Ikke som før, men det gik okay.

Jeg tror, Steve var mørbanket
mentalt og følelsesmæssigt -

- efter nogle barske år, -

- hvor det ikke helt var gået,
som han havde forventet.

Det var en hård tid. Bruce var skredet,
og jeg måtte igennem en skilsmisse.

Men jeg er stolt af den periode.

Vi kæmpede os igennem, og det kan
jeg godt lide. Det var en udfordring.

Og de inkarnerede fans
var der stadig.

Det er vigtigt at forstå
og respektere Blaze-æraen -

- og det, han tilførte bandet.
De to albums er fantastiske.

De er dystre og anderledes,
men de er fremragende.

Vi har alle sammen
stor respekt for Blaze, -

- men jeg overrasker
næppe nogen ved at sige, -

- at Bruce er Iron Maidens stemme.
Det er den, vi er vokset op med.

Jeg sagde til Steve, jeg havde hørt,
at Bruce gerne ville vende tilbage.

Det kom vist bag på ham, -

- men jeg forsøgte
at få ham med på ideen.

Vi havde accepteret, at vi ikke
var et verdensnavn længere.

Bruce havde det heller ikke let.

Hans soloprojekt gik ikke så godt,
og jeg tror, han savnede det.

Maiden har bare noget særligt.
De hører sammen.

Da jeg fik det at vide,
havde jeg det forfærdeligt.

Jeg elskede at være i Iron Maiden.

Men det betyder ikke noget,
om jeg er med eller ej.

Jorden er et bedre sted at være,
så længe Iron Maiden er der.

Så ville jeg også have Adrian tilbage
og få hele bandet genforenet.

Vi var alle sammen blevet
lidt mere voksne og åbne.

Og det var fedt. Jeg nød faktisk
anden omgang noget mere.

Jeg var meget mere selvsikker.
Det var som at få en chance til -

- med alt det, jeg fortrød eller mente,
jeg burde have håndteret bedre -

- tilbage i 80'erne.

Jeg ville have Adrian tilbage.
Så havde vi tre guitarister.

Jeg havde samme tanke,
men går det med tre guitarister?

Jan tilbød at træde ud, -

- så vi kunne få det gamle lineup igen,
men jeg sagde fandeme nej.

Jeg spurgte Rod,
om han var villig til at gå ned i løn.

"Hvis vi er seks mand, skal pengene
deles mellem seks frem for fem."

"Fandeme nej. Så må han ud!"

Men jeg havde jo en pointe.

Jeg gik ind til Steve og sagde,
der taltes om at få Adrian tilbage.

Steve så stift på mig og sagde:

"Tænk over det. Det er farligt. Tænk på,
hvad vi kan gøre med tre guitarister."

Bruce er gået i boksen.

Jeg vidste godt, at det ikke
kørte så fedt i Maiden-lejren.

Og så ringede de. "Hvad ville du
sige til at vende tilbage til bandet?"

Jeg var loren ved at få ham tilbage,
for jeg vidste ikke, hvad hans motiv var.

Vi er alle sammen vokset op med,
at mænd ikke taler om følelser.

Vi lagde det bare bag os.

Jeg kan huske, jeg sagde til Steve:

"Min far havde den filosofi, -

- at hvis nogen skider på en,
så får de ikke en chance til.

Tør vi løbe den risiko?"

Og han svarede:
"Lad os nu bare mødes med ham."

Jeg arrangerede så
et møde med hele bandet.

Bruce trådte ind,
og Steve spurgte ham:

"Hvorfor vil du tilbage?"

Og han svarede: "Fordi jeg gerne
vil spille store koncerter igen."

Hvortil Steve sagde: "Fedt nok."
Og så gik vi på pub. Det var det møde.

Vi fik os en øl, og jeg lagde
armen om Bruce og sagde:

"Jeg er virkelig glad for,
at du er tilbage i bandet."

De syngende øjenbryn.

"Men jeg kan ikke tage det tilbage,
jeg sagde til dig, dengang du skred.

Jeg er stadig vred over den måde,
du gjorde det på."

Og han så på mig og sagde:
"Det forstår jeg godt. Jeg elsker dig."

Da Bruce vendte tilbage, -

- lød der et lettelsens suk
fra alle Maiden-fans.

Da vi hørte, at Bruce var tilbage, -

- jublede vores hjerter af glæde.

Yes, han er tilbage!
Korthåret, men tilbage.

Der er en mening med alt,
og Bruce kom tilbage stærkere -

- og mere fokuseret på,
hvad de skulle udrette som et team.

Titelnummeret fra det nye album:

"Brave New World".

De havde tre guitarister.

Det kunne være blevet noget
værre rod på grund af egoer, -

- men deres teamwork
er eksemplarisk.

Havde det været
visse andre guitarister, -

- kunne det ikke fungere
på grund af deres egoer.

Men for os handler det om
at få bandet til at lyde bedre.

Iron Maiden havde fået
deres anden guldalder.

Og ikke ved at genskabe 80'erne.

De skrev nyt materiale,
der var forskelligt fra det gamle, -

- men lige så godt
på en helt anden måde.

Det går op og ned.
Modgang gør stærk.

Uanset hvor Maiden spiller,
er det for propfulde stadions.

Hvad blev der af grunge?

Iron Maiden havde brug for
at ramme bunden -

- for at kunne klatre til tops igen.

De måtte slæbe sig gennem sølet for
at blive det største band i verden. Igen.

At Bruce og Adrian
skulle vende tilbage, -

- var en udvikling, ingen manager
i verden kunne have forudset.

Det er fandeme
guddommelig mellemkomst.

Hvis vi ikke havde fået
Bruce og Adrian tilbage, -

- er jeg ikke sikker på,
at bandet stadig ville eksistere.

Maiden har haft både
gode tider og dårlige tider.

Bruce ringede til mig,
vistnok lillejuleaften i 2014, -

- og fortalte mig kort og kontant, -

- at han havde fået strubekræft.
Det kom som noget af et chok.

Vi havde planlagt
en hel verdensturné.

Når jeg kigger
i min kalender for det år, -

- er alt bare streget over.
Aflyst, aflyst, aflyst.

Alle var helt ude af flippen.

Han ringede til mig og sagde:

"Jeg har lige været til onkolog,
og han siger, jeg har strubekræft."

Så sad jeg der med røret og tænkte:
"Det er min bror. Han risikerer at dø."

Men Bruce tog det som et projekt.
Han læste og lærte alt om det.

Han gik med til det hele,
til alle behandlingerne.

Som den skide pedant han er, -

- gik Bruce i dybden med både
det ene og det andet medikament.

Han researcher ting.
Det er sådan, Bruce er.

At kæmpe med kræft er...

Det er meget personligt.
Kræften er din helt alene.

Du må ødelægge noget i dig selv
for at slippe af med den.

Da han var blevet behandlet, spurgte jeg,
om han havde tabt håret. Han svarede:

"Jeg sad nede på pubben
med en øl foran mig, -

- da jeg pludselig tabte skægget.
Håret har jeg endnu, -

- men jeg tabte skægget
lige ned på bardisken."

Nogle uger senere ringede han
og sagde, han var i bedring.

Og jeg svarede:
"Det lyder fandeme godt!"

Første aften på Book of Souls-turnéen
var alle mærkbart nervøse for, -

- om han nu lød, som han plejede,
og det gjorde han utroligt nok.

Jeg kan huske, jeg så ham på
The Barrier i februar 2016.

Og der var så megen kraft i ham.
Det var en helt utrolig oplevelse.

Hans vokal var, synes jeg,
endnu stærkere end før.

Det var nærmest et mirakel.

At se Bruce optræde igen oven på
hele den ballade var fantastisk.

Vorherre udrettede et mirakel.

Han udrettede et, da han skred,
og et, da han og Adrian kom tilbage.

Han udrettede endnu et mirakel,
da han havde kræft, -

- og endnu et mirakel,
da han blev vores kaptajn.

Han gik fra at være
rockstjernen Bruce Dickinson til:

"Godeftermiddag. Dette er Deres kaptajn,
Bruce Dickinson. Turen varer 2,5 time."

Min grandonkel og min onkel var i
luftvåbnet, og min far var mekaniker.

Så mine helte var ikke rockstjerner,
men testpiloter og astronauter.

På en ferie så jeg et skilt:
"Prøvetime, 35 dollars".

Og jeg fik lyst til at prøve.

Jeg fløj så op i et lille Cessna, -

- og det var bare en åbenbaring.

Det er som at omkalfatre sin hjerne -

- med dem her.

I den periode fløj jeg
lidt omkring i Europa.

Jeg lærte mere og mere og havde
til sidst det fulde sæt certifikater -

- efter halvandet år med eksamener.

Jeg fik mine to små striber,
og så var jeg flyveklar.

Og så ringede telefonen. Det var
et flyselskab med et par 737'ere.

De søgte piloter og spurgte,
om jeg ville have jobbet.

Og jeg svarede ja.
Og sådan blev jeg 737-pilot.

Så tænkte jeg, det kunne være fedt
at flyve bandet rundt til koncerter.

Overraskende nok syntes Rod,
det var en genial ide.

Så vi lejede flyet af flyselskabet.

Det fungerede, og det var
en fantastisk oplevelse for os.

Vi kunne komme til steder,
der ellers var svære at komme til, -

- såsom Quito eller Manaus,
der ligger midt i regnskoven.

Lima, Jakarta. Og at se alle de fans
gjorde det det hele værd.

Hvilke andre bands har gjort det?

Sat deres navn på et fly,
ladet forsangeren flyve det -

- og rejst rundt til
alle mulige eksotiske steder.

Vi skulle spille i Puerto Rico.

Grænsekontrollen i Puerto Rico
er normalt virkelig skrap.

Så da vi landede med Flight 666, -

- regnede jeg med,
vi skulle tjekkes i hoved og røv.

Da vi trådte ud af flyet, -

- stod grænsevagterne klar
på rad og række.

"Pis, de har ventet på os."

Men de ville tage billeder
og have autografer. De var fans.

De har fans blandt høj og lav.
Læger, advokater, politifolk...

Hallo! Hvor er Steve Harris?

For mig er musik den mest
dyrebare kunstart, der findes.

Det er den, der virkelig
forener alle mennesker.

Musik er øjeblikkeligt og evigt.

Hvor er det dog en fantastisk ting,
som vi i fællesskab -

- har skabt med Maiden
rundtom i hele verden.

Budskabet, der ligger i det, er, -

- at det er ligemeget,
om du er mand, kvinde, -

- muslim, kristen, katolik eller jøde.

Hvis du er Maiden-fan,
er du Maiden-fan, -

- og så er du en del af
én stor familie.

Den her er tilegnet jer,
fordi I har været så fantastiske, -

- for vi er alle sammen
"Blood Brothers"!

Det er lidt en slags
heavy metal-vals.

Der er intet federe end at stå
midt i en Iron Maiden-crowd.

En pissefed crowd
af pissefede mennesker, -

- hvor man kan udtrykke sig frit,
vel vidende at man er beskyttet, -

- fordi man er en del af fællesskabet.
Og den energi flyder tilbage til bandet.

Mit yndlingsøjeblik var,
da jeg så dem i Earls Court, -

- og de spillede "Blood Brothers".

Vi var en hær af voksne mænd,
der stod og græd.

Men en dag får det jo en ende.

Et stort tab for heavy metal.

En af genrens mest elskede
trommeslagere trækker sig tilbage -

- efter en 42 år lang karriere.

Beslutningen var nem,
men jeg ville ønske, -

- jeg stadig kunne spille med gutterne.
Jeg ville ønske, jeg kunne holde til det.

Jeg fik et slagtilfælde sidste år, -

- og jeg måtte virkelig
knokle igennem i tre måneder -

- for at prøve at få
min hånd til at virke igen.

Ni ugers genoptræning, og vi skulle
åbne med "Somewhere in Time" -

- på hele Future Past-turnéen.
Og jeg kunne ikke spille mellemstykket.

Jeg ringede til Harry og sagde,
jeg ikke kunne overkomme det.

Så sagde han: "Hør her.
Bare spil den straight hele vejen."

Du er et fucking geni.

Det er mig, der er trommeslager,
og det var slet ikke faldet mig ind.

Sådan er Steve Harris.

Efter 42 år sammen,
så er det sådan, han er.

Han lever for Iron Maiden.
Han lever for bandet.

Man kunne ikke ønske sig
en bedre ven.

Men jeg kæmpede stadig
og pressede mig selv, -

- og jeg vidste,
det ikke kunne blive ved.

Min krop var slidt, og jeg syntes ikke,
det var fair over for de andre.

Jeg beundrer ham,
fordi han gjorde sit yderste, -

- men hans krop kunne ikke mere.

Og vi var bange for,
at der skulle ske det, der var værre.

Det var hæsligt. Vi kunne jo
ikke bare give ham sparket.

Ingen ville forstå det,
og det ville være pissetarveligt, -

- for Maiden har været hele hans liv.

Så jeg annoncerede det,
da turnéen gik på hæld.

Det var på tide at give stikkerne
videre til en, der er yngre.

Her til morgen meddelte Nicko, -

- at han trækker sig tilbage
som livetrommeslager i Iron Maiden.

Så lad ham høre,
hvor meget I elsker ham!

Jeg vil savne at være på turné
og spille med mine brødre.

De er alle sammen
nogle prægtige mennesker.

Mange har det sådan,
at når bandet lukker og slukker, -

- så er det forbi.
Sådan har jeg det ikke.

Iron Maiden vil være hos os,
længe efter de er stoppet.

Det får aldrig en ende.

De satte ud for at erobre verden.

Og det gjorde Iron Maiden,
og de gør det stadigvæk.

De er et af de største bands i verden.

På en meget reel måde
har Maiden og de store bands, -

- der kom lidt før og efter, -

- indgydt folk den følelse
og gjort livet lidt mere udholdeligt.

Iron Maiden handler om
det fællesskab og sammenhold -

- man opnår gennem musikken.

Det handler om
at være en del af en gruppe.

Et fællesskab, hvor det ikke
handler om individualisme, -

- men om at gøre verden
til et bedre sted.

Vi elsker at optræde.

Jeg tror, at når man virkelig
nyder det, man laver, -

- så har man ikke
lyst til at holde op.

Folk spørger, hvad vi skal i fremtiden.
Vi skal turnere.

Vi skal turnere igen og igen og igen,
indtil vi ikke kan mere.

Iron! Fucking! Maiden!

Lad mig se jer
smide jeres hænder i vejret!

Alle sammen! Lad mig høre jer!

28. JUNI 2025 - LONDON STADIUM

ET STENKAST FRA
HVOR DET HELE BEGYNDTE

FOR 50 ÅR SIDEN

MED NY TROMMESLAGER
SIMON DAWSON

Oversættelse: Henrik Thøgersen
Scandinavian Text Service