All language subtitles for The.Apollo.2019.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264-RAPiDCOWS.da

Min dreng, jeg skriver til dig
i dit 15. leveår.

Jeg skriver, fordi du da så -

- Eric Garner blive kvalt
for at sælge cigaretter.

Fordi du nu ved, at Renisha McBride
blev skudt for at søge hjælp.

At John Crawford blev skudt
for at ose i et stormagasin.

Du har set uniformerede mænd
køre forbi og dræbe Tamir Rice.

Et barn, de havde svoret at beskytte.

Du har set mænd i samme uniform
tæske Marlene Pinnock -

- der var nogens bedstemor,
i vejkanten.

Alt dette er alment
for sorte mennesker.

Alt dette er gammelt nyt
for sorte mennesker.

Jeg sagde, som dine bedsteforældre
prøvede at sige til mig:

At dette er dit land,
at dette er din verden -

- at dette er din krop.

Og du må finde en eller anden måde -

- hvorpå du kan leve i alle delene.

The Apollo er synonymt med det -

- det vil sige at være dig
som sort person.

Det er synonymt med væren
på højeste niveau.

Det er synonymt med at være det selv,
man ville elske at være.

Det er synonymt med det,
man kan forestille sig at gøre -

- og så at overgå den forestilling.

For mig repræsenterer The Apollo
afroamerikanske kulturbidrag -

- til musik, dans, optræden,
historien og eftermælet.

Og The Apollo kan rumme alt det.

De banede vejen, men prisen var høj.

Jeg ved ikke, hvor nogen af os var
uden de optrædener.

Der begyndte det hele.

Hvis De Forenede Stater er en cirkel,
ligger New York inden i den.

I New York ligger New York City.

I New York City ligger Harlem.

Og i Harlem ligger
The Apollo Theater.

- Hejsa. Hvor er I fra?
- New Orleans.

Jeg hedder Billy Mitchell og er
historiker på The Apollo Theater.

- Jeg har været her i 51 år.
- Hold da op.

Jeg løb ærinder, da jeg var 15 år,
og nu er jeg 66.

- Så har du virkelig mødt mange.
- Alle.

Hvad tænker I,
når I hører navnet The Apollo?

- Musik, optræden.
- "Live at the Apollo".

Det var et af det første steder,
hvor vores folk kunne optræde.

- Har I været indenfor?
- Nej.

- Vil I se det?
- Ja!

Jeg viser jeg indenfor. Kom, kom.

Pas på, venner. Vi kommer den vej.

De øver til showet "Ella".

Væk fra scenen.

- Vi er spændte.
- Også jeg.

Jeg nyder det her mere, end I gør.
I skulle bare vide. Det er mit job.

- Kom med.
- Flyt nodestativerne først.

Joe giver tegn
til at køre lærredet frem.

Og vi skal høre
de første lydeffekter.

Lad os gå videre til unge Ella.

En, to. Hej, hej. En, to.

Lad os få den anden herhen.

Unge Ella til scenen, tak.

Vær klar til unge Ella, folkens.

Vi tog på The Apollo
og så amatøraften.

Der var to søstre -

- der dansede som ingen andre.
De hed The Edwards Sisters.

Da jeg så dem danse -

- sagde jeg, at jeg ikke ville prøve
at danse, for de tog kegler.

Da jeg kom ud, råbte nogen:
"Hvad skal hun lave?"

Det er den 21. november 1934,
og det er onsdag aften.

Nu er det tid til den verdensberømte
amatøraften på The Apollo.

Godt, Ella. Velkommen til.
Har du kridtet danseskoene?

Vil du ikke danse?
Jamen hvad vil du så?

Manden sagde:
"Nu er du her, så gør noget."

Jeg huskede, min mor havde en plade
med Connee Boswell, der hed "Judy".

Så jeg prøvede at synge "Judy"
som Connee Boswell.

Og alle sagde: "Hun kan sørme synge".
Så jeg vandt førstepræmien.

Ella Fitzgerald var med
til den første amatøraften.

Hun sang og glemte teksten
og begyndte at synge scatsang.

Og det viste sig, hun var
den bedste scatsanger nogensinde.

Der er en legende om et stykke træ,
der hedder "Håbets træ".

Samtlige kunstnere på The Apollo
har rørt det stykke træ.

Så når du går hen som håbefuld amatør
og rører det -

- flyder magien fra al den kontakt
over i dig, som den flød ind i træet.

Det er skåret af et træ,
der stod foran Lafayette Theater -

- som min far drev med Leo Brecker,
før de flyttede til 125th Street.

Kunstnerne plejede at holde til
på 7th Avenue i håb om -

- at min far, Frank Schiffman,
ville ansætte dem.

Frank Schiffman var en af de mest
bidske teaterchefer nogensinde.

I 1935 havde de elimineret
samtlige konkurrenter.

De var Harlems eneste teater
med afroamerikansk underholdning.

Jeg voksede op på Lenox Avenue.

125th Street var min legeplads.

Folk talte om Harlems
Cotton Club og Savoy -

- men sorte måtte ikke komme
de steder.

Jeg er født i 1930,
og hvide kom de steder.

Folk glemmer,
at Harlem bare var en mellemstation -

- hvor tidligere slaver kunne prøve
at undgå offentlig lynchning.

Racismen var lige der
i New York City.

Man må forstå,
hvor Amerika stod i 1934.

Vi var stadig et land
med raceadskillelse.

Musik og kunst var en vej væk
fra slavetidens eftermæle.

Da The Apollo slog dørene op i 1934 -

- var det et af de få teatre
uden raceadskillelse -

- der gav muligheder
til særligt afroamerikanere.

Som barn tog jeg
på The Apollo og så bigbandmusik.

The Apollo var mit palads.

1934
APOLLO THEATRE-PROGRAM

I 30'erne var jazz
tidens mest populære musikgenre.

Det var det, teenagere ville høre.

Det var det, voksne gjorde kur til.

Og det var det,
pladeselskaber ville sælge.

Forestil jer det. Man går ind
på et teater og ser en scene -

- der vrimler med velklædte
sorte mænd i ens jakkesæt -

- med skinnende instrumenter,
der samarbejder som en maskine.

Det var en forbilledlig sort bedrift,
som folk nød at se og selv ønskede.

Og det gav bigband-æraen
sin gennemslagskraft.

I The Apollos tidlige tid
var det det eneste sted -

- hvor sorte kunne optræde
og skabe sig en storslået karriere.

Det skyldtes i høj grad,
at mr. Schiffman hyrede Ralph Cooper.

- Hallo?
- Ralph var altid enormt tjekket.

Han bar altid habit i Harlem.

Ralph osede altid af showbusiness.

Ralph Cooper var et showbizgeni.
Amatøraftenen var hans idé.

Han var talentspejder og fandt folk.

Eksempelvis Billie Holiday.
Hun debuterede på The Apollo -

- fordi Ralph Cooper så hende
på en lille klub -

- og derefter falbød hende
til Frank Schiffman.

Sydens træer.

De bærer sær frugt.

"Strange Fruit" var ikke noget,
Frank Schiffman var med på.

Han var rædselsslagen og tryglede
hende om ikke at synge den.

Sorte kroppe svinger

i Sydens vinde.

Sær frugt hænger

fra poppelgrene.

Da Billie Holiday
lavede "Strange Fruit" -

- ville pladeselskabet ikke
udgive den.

Mange af kunderne var fra Syden,
og de ville ikke fornærme dem.

De udstående øjne

og den forvredne mund.

Hun sang den på The Apollo, fordi
hun vidste, det var trygge rammer.

At publikum ville forstå den.

Det var innovativt, for det var
en tidlig form for protestsang.

Så den pludselige lugt

af brændende kød.

Her er en frugt,

krager kan nappe,

regnen kan væde,

vindens kan ruske,

solen kan bage,

træet kan

smide.

Schiffman skrev udførlige noter
om optrædener og sin indtjening.

Det handlede om at kontrollere alt,
hvad der foregik på teateret.

Ella Fitzgerald.
Fremragende optræden.

CHARLIE PARKER BAND, fire musikere.
Parker er en dygtig musiker.

SARAH VAUGHN.
Sanger. Tidligere amatørvinder.

Sang rigtig godt.
Indtjening meget dårlig.

COUNT BASIE BAND. GLIMRENDE.
Stadig utilfredsstillende indtjening.

DIZZY GILLESPIE BAND.
Bedre end tidligere.

De skrev noter om os alle.
Det var ting som:

"God stemme. Taler for meget."

LESLIE UGGAMS.
God, men meget personlighed.

Jeg begyndte på The Apollo,
da jeg var ni år.

Jeg dansede stepdans -

- lavede parodier og sang.
Lille Leslie Uggams.

De viste stadig film,
altid en stepdanser ...

... og en komiker.

Har De hørt den om ham fyren, der ...

Sagde jeg noget sjovt?

Og så var der stjernen.

Den første, jeg samarbejdede med,
var Louis Armstrong.

Han var bare så sød,
og jeg elskede at se ham.

Jeg havde en lille plads
på scenen i hjørnet -

- hvorfra jeg så
alle hans optrædener.

Det var som en skole.

Ellas dør var åben, og hun sagde
altid til min mor og mig:

"Kom ind og spis noget."

Der var altid masser af mad
i hendes omklædningsrum.

Donna Washington
influerede mig også meget.

Jeg var hendes lille pige,
og hun sagde:

"Vær altid en dame."
Jeg sagde: "Okay."

Hun havde altid hundreddollarsedler -

- så hvis nogen kom og havde fejlet
eller manglede noget -

- havde hun dem klar.

Hun holdt af alle.

Så jeg voksede op
blandt vidunderlige mennesker -

- der var de bedste til det,
de lavede.

Velkommen til The Apollo. Jeg hedder
Billy Mitchell. Kald mig mr. Apollo.

Ryk jer lidt sammen her.
Ryk til siden. Glimrende.

Nu ikke snuble. Kom nærmere.

Vi står foran legendernes væg.

Her er stjernerne, der optrådte
for fuldt hus igen og igen.

De fleste af disse store navne
debuterede her på The Apollo Theater.

Jeg tror, den største udfordring for
The Apollo og de sortes Harlem er -

- om det fortsat vil være et levende,
pulserende sted med sortes kultur -

- med sortes sammenhold
og sortes udtryksformer.

Eller bliver det nærmere en helligdom
for fortidens versioner af de ting?

Godt. Nu til mødets egentlige fokus:
Hvad er The Apollos identitet?

Hvad er vi?

Hvem skal vi kendes som
for at få folk hertil?

Hvad betyder vi for folk?

I det nuværende politiske klima
og grundet de ting -

- der direkte påvirker
afroamerikanere -

- er det vigtigt, at vi er et sted,
hvor man kan tale om de her ting.

The Apollo kan være stedet,
der skaber nye værker -

- man ikke kan se andre steder.

Nye værker, der udspringer -

- af den såkaldt afroamerikanske
kulturoplevelse. Dét kan vi være.

I dag arbejder vi med "Mellem verden
og mig" af Ta-Nehisi Coates.

For første gang ser vi skuespillere
fortolke Ta-Nehisis værk.

Vi vil skabe programlægning,
folk vil tale om årtier senere.

"Mellem verden og mig" rammer plet.

"Min dreng, jeg skriver til dig
i dit 15. leveår."

"Jeg skriver, fordi du da så -

- Eric Garner blive kvalt
for at sælge cigaretter."

Bogen "Mellem verden og mig" består
af breve til hans søn.

Hvordan forklarer jeg
min unge sorte søn -

- hvordan man vokser op
i Trayvon Martins tidsalder?

Det er et opgør
med hans egen indre uro og konflikt.

Lad os prøve det.

"Ingen drages til ansvar."

"Alle vores fraser ...
racerelationer, raceskel -

- raceretfærdighed, raceprofilering,
hvides privilegier og overlegenhed -

- skjuler det faktum,
at racisme er en kropslig oplevelse."

"Den løsriver hjerner,
blokerer luftveje, flår muskler -

- fjerner organer,
brækker knogler, knuser tænder."

"Husk altid, at sociologien,
historien, økonomien, graferne -

- og regressionen alle rammer kroppen
med enorm vold."

Jeg skrev bogen, fordi min ven
Prince Jones blev dræbt i 2000.

Både Kamilah og jeg gik i skole
med ham og kendte ham.

"Han var klædt på
som til en skolegalla -

- og fastfrosset i sin ungdoms rav."

"Hans ansigt var
slankt og brunt og smukt."

"Ansigtet bar det åbne, lette smil,
der tilhørte Prince Carmen Jones."

I de 15 år siden drabet på Prince
havde så lidt ændret sig.

Det var et forsøg på
at få afløb for det -

- og udtrykke den harme,
den vrede og den smerte.

"Vores forældre brugte pisken -

- på samme måde som flagellanterne
i pestens tid brugte svøben."

Tak. Det var glimrende.

Det hjalp. Det gjorde det.

Det er vigtigt, at folk, der har haft
de samme oplevelser -

- der har inspireret værket,
får mulighed for at se det.

The Apollo er nok et af de få steder,
hvor det er muligt.

VELKOMMEN TIL
DET BERØMTE APOLLO THEATER

Tag plads, venner.
Jeg vil tale med jer om buhråb.

De af jer, der er over 16 ...
kan blive buhet i aften.

Lad mig fortælle lidt
om buhråbets historie.

I 82 år er folk kommet
på The Apollo -

- for at buhe af amatørerne.

AMATØRER I AFTEN

Amatøraften på The Apollo er
vores ugentlige varieté.

Det har stået på siden 1934.

Man lærer, at i teateret ...

Sådan skulle man gebærde sig.

Men kulturelt
er det ikke sådan, vi er.

Først giver man dem buhråbets magt.

Alle har på et eller andet tidspunkt
villet buhe nogen.

Buh! Væk fra scenen.

Giv den hele armen,
for du får ikke en chance mere.

Jeg tog til
den ugentlige amatøraften.

Jeg husker, at jeg kiggede ud
og så alle buhe, alle.

Det er det bedste,
der nogensinde er hændt mig.

Efter det var jeg frygtløs.

Hvis man optrådte
og overlevede amatøraften -

- selv hvis man ikke vandt,
var det en bedrift.

Lauryn Hill klarede sig skidt,
men hun lærte en masse af det.

Og hun fik jo tydeligvis
en storslået karriere.

Hej, folkens. Velkommen til
det verdensberømte Apollo Theater.

Vi har orkesterpladser ligeud
og balkonpladser denne vej.

Godaften. Velkommen til
det verdensberømte Apollo Theater.

Orkesterpladser er ligeud.

Godaften. Velkommen til The Apollo.

Jeg beder jer i dette særlige øjeblik
om at tage jeres sidemands hånd.

Tag personens hånd nu,
selv hvis I aldrig har mødt hinanden.

Bare tag personens hånd.
Alle bør holde nogen i hånden.

Jeg var scenetekniker
ved Ralph Coopers amatøraften.

Giv en hånd til mit fine band.
Hvad siger I til det?

Og der er en dame, der altid hopper
op og ned og går amok -

- som hedder Eva Isaac.

Hun havde en fast plads
til amatøraftenen.

De satte mig på forreste række
i The Apollo.

Mit sæde, 108, var i midten.

Jeg siger jer, jeg kom tæt på.
Jeg krammede livet ud af alle.

Jeg sang, og så sagde hun:
"Jeg anede ikke, du kunne synge."

Jeg sagde: "Du må optræde i aften."

Har I bemærket,
hvor smuk Eva er i aften?

Før anden del kom jeg ud
for at skifte mikrofon -

- og så råbte Eva:
"Ralph, lad Joe synge!"

"Lad Joe synge."

Eva får sin vilje.

Ralph så på mig, gav mig mikrofonen
og forlod scenen, så jeg sang:

Joe sang, og jeg hoppede,
og folk klappede.

Joe har sunget og lavet plader siden.
Det var min fyr.

- Velkommen til amatøraften.
- Nu går det snart løs.

- Velkommen til amatøraften.
- Nu går det snart løs.

Joe Gray optrådte i 27 år
til amatøraften hver onsdag.

Ikke mange kunstnere kan sige,
de har optrådt så mange gange.

Mine damer og herrer, velkommen
til audition til amatøraften.

Godt at se jer. Mange legender
har siddet, hvor I sidder nu.

Vi håber,
nogle af jer også ender sådan.

Jeg hedder Bianca Graham.

Vi har haft utrolige,
ikoniske personer her på teateret.

Men vi har også haft neurokirurger,
butiksejere -

- skraldemænd og skolelærere.

Okay, tak skal du have ... Tak, tak.

Nogle gange er adgang, især
for vores folk, ikke en direkte vej.

Så når det er pointen,
at alle kan aflægge prøve -

- og vejen er direkte og kun kræver,
at man skriver sig op -

- så har du bare
at være god og klar til det.

PRØVER TIL AMATØRAFTEN

Nogle gange, fordi vi ser det
uge efter uge, glemmer vi ...

"Denne person kom
hele vejen fra Georgia -

- og havde knap råd
til flybilletten."

De dukker op og bliver bare afvist.

"Du får én chance. Det skal nok gå."
Men egentlig ikke.

Godt, folkens.
Vi påbegynder prøven og lydprøven.

Jeg minder hele tiden mig selv,
bandet og de ansatte om -

- hvor meget det her øjeblik betyder
for den person.

Om det er
den næste Gladys Knight eller ej -

- må vi her og nu antage, at det er.

Først har vi Bianca Graham.

"I Have Nothing",
"One Night" og "How Sad".

Jeg tog en Greyhound-bus,
og den brød sammen i Philadelphia.

Så da jeg kom til audition,
lukkede de ikke flere ind.

Jeg tog hjem, øvede,
samlede mig og valgte at prøve igen.

Min ven blev dræbt
af en politibetjent i Cincinnati.

Jeg gør det for ham, vores by
og lokalsamfundet derhjemme.

Vi holdt en indsamlingsfest, før vi
tog af sted, med venner og familie.

Jeg er rejst langt for at gøre
det her. Det betyder meget for mig.

Det geniale ved amatøraftenen er
at overgive autoriteten -

- til publikummet.

Man fratager nærmest ejeren den.

Men hensyn til at muliggøre det
og lade kunstnere være innovative -

- så er amatøraften reelt
Ralph Coopers påfund.

Ralph Cooper, du er en legende.

Du lever stadig i bedste velgående,
driver The Apollo -

- og giver sorte unge muligheder.
Hvor fik du dine idéer fra?

Idéerne opstod af Harlem.
Idéerne var Harlem.

Underholdningsbranchen er som
ét stort træ. Det har så mange grene.

Og der har altid været
to former for showbusiness:

Der var hvid showbusiness
og sort showbusiness.

Min far stod for al booking
til teateret.

Jeg granskede programlægningen
og så aldrig nogen af de store navne.

Sidney Poitier,
Eartha Kitt, Lena Horne.

Jeg sagde
"Hvorfor booker du ikke dem?"

Han svarede:

"Her er svaret, jeg får:
'De optræder for hvide.'"

"De vil optræde på The Persian Room
og The Waldorf Astoria."

Jeg troede ikke på det,
så jeg skrev et brev til Eartha Kitt.

Og hun ringede og inviterede mig
til frokost.

Hej, Dan. Det er mig.

Krydstogtet er guddommeligt.
Jeg er i gode hænder.

Ja, jeg fik bilen og kaviaren.

Før jeg gik,
ringede hun til sin impresario -

- og sagde:
"Jeg vil optræde på The Apollo."

Hvor sødt, helt guddommeligt.

Så giftede hun sig med en hvid gut -

- og begyndte at få hadebreve
fra sorte.

Hun var dødsensræd,
men så oprandt dagen.

Teateret var tætpakket -

- og jeg stod med Eartha i kulissen,
og hun sagde:

"Bobby, de er kommet
for at slå mig ihjel. Vent og se."

Hun kom ud,
og folk rejste sig og klappede -

- i ti minutter, ti minutter.

Det, de sagde, var: "Vi ved,
du ikke behøver komme her."

"Vi ved, du kommer, fordi du vil,
og for det elsker vi dig."

EARTHA KITT.
Første optræden. Fremragende.

Ved I, hvor vigtig det gjorde mig?
Jeg stod for indkøb af toiletpapir.

Fra da af stod jeg for samtlige
optrædener på The Apollo.

Hvert show, hver kunstner, alt.

Det var sidst i 50'erne,
start 60'erne.

Jeg kunne ikke få nogen andre
til at komme grundet vintervejret -

- så jeg bookede
The Jewel Box Revue.

Kostumerne, spilopperne,
parodierne, alt ved det.

Det var jo mænd,
der klædte sig som kvinder.

Det måtte man bare se.

Der var en gruppe,
der stak hovedet frem og sagde:

"Det underminerer
de sorte familieværdier."

Glorificering af homoseksualitet var
alvor for sorte.

"Optræder de,
ruinerer vi dit teater."

Jeg havde lagt mange penge i det.

Hvordan løste du det?

Jeg løste det med 150 dollars.
Jeg betalte mig fra det.

Og forestillingen gavnede
både mig og lokalsamfundet.

Da jeg var barn -

- var der stadig
mange fordomme i Harlem.

Der var en butik,
der hed Blumstein's -

- hvor afroamerikanere
ikke måtte komme.

Som lille pige spurgte jeg hvorfor.

Der var mange butikker, hvor sorte
ikke måtte komme, på 125th Street.

"Sorte kroppe er smukke.
Værn om det sorte hår."

"Værn om sort hud.
Vores næser må beskyttes."

- Begge. "Vi er vores smukke kroppe."
- Nå, det er begge citater.

I er igen velkomne til at finde
små øjeblikke til at tale sammen.

"Sort skønhed blev aldrig hyldet
i film, på tv eller i bøger."

"Alle vigtige folk fra Jesus
til George Washington var hvide."

"Derfor bandlyste dine bedsteforældre
dukker med hvide ansigter."

"De var imod en historie, hvori sorte
kun optrådte som 'den første'."

"Den første sorte general eller
borgmester, en triviel kategori."

"Seriøs historie var vestlig,
og Vesten var hvid."

"Alt hvidt var vigtigt."

"Vores historie blev brugt som våben.
Hvor var vores forkæmper?"

"Så læste jeg forfattere
fra vores historiekanon."

"Da lærte jeg,
at Mansa Musa af Maliriget var sort."

"Og Shabaka af Egypten var sort.
Og Yaa Asantewaa var sort."

- "Sort, sort, sort og sort."
- Ja.

Da James Brown kom til Harlem,
var alle der.

BROWN DONERER SIN LØN
TIL BYENS FATTIGE

Han elskede lokalsamfundet.

Der var alt fra børn, der pjækkede
fra skole for at se James Brown -

- til læger og advokater.

Folk fra alle samfundslag,
der repræsenterede Harlem.

VINDER AF ÅRETS R&B-STJERNE I 1962

James Brown blev synonym
med The Apollo -

- efter sit første livealbum
fra The Apollo.

Han vidste, at energien fra publikum
ville gøre det til noget særligt.

Og han havde ret.

Én gang: "Jeg har det fedt."
Lad mig høre jer!

To gange:
"Hej, hej. Jeg har det fedt."

Albummet var en kæmpe succes.
Det lå på hitlisterne i halvandet år.

Da begyndte James at blive
en del af hovedstrømmen.

Jeg har det fedt. Giv gas!

Nu kan I selv. Kom så.
Hej, hej. Jeg har det fedt.

Én gang! Nu kan I godt! Kom så!

Dengang var mindstelønnen
en dollar i timen.

Så hvis jeg ville ud at danse
eller på The Apollo -

- måtte vi snige os ind.

En af os betalte for at komme ind
og åbnede så døren til brandtrappen -

- så resten af os kunne komme ind.
Det var alment.

Den dag, folk fik deres bistand,
var en god premieredag -

- for da havde folk penge.

Vi holdt øje med det og sagde:
"Den dag er der premiere."

The Apollo præsenterer stolt
The Motown Revue!

Min første forestilling
med Motown inkluderede -

- Smokey Robinson and the Miracles,
Diana Ross & the Supremes -

- Martha and the Vandellas,
The Temptations -

- The Four Tops og Stevie Wonder.
De stod for koncerten.

Nu vil jeg gerne præsentere
en fremragende ung mand.

Denne unge mand anses som
et af sin tids genier.

Han er tilfældigvis kun 12 år.

Lad os byde velkommen
til det 12-årige geni -

- Little Stevie Wonder.

Når Motown Revue kom på The Apollo,
var der fest.

- Alle siger ja!
- Ja!

- Sig ja!
- Ja!

- Sig ja!
- Ja!

Ja, ja! Sig det!

Ja, bare lidt højere nu!

Klap bare lidt højere!

Klap nu bare lidt højere!

Det foregik live på The Apollo -

- og sådan hørte verden
om Little Stevie Wonder.

De fantastiske Supremes!
Hvad siger De så?

- Vi kom på scenen.
- Tak.

Vi sang vores søde lille sang
i vores korte små kjoler.

Vi var så bange, fordi The Apollos
publikum var det sværeste publikum.

Tænk nu, hvis de buhede ad os.

Vi begyndte at synge -

- og vi var så bange
og kiggede konstant på hinanden.

Men da vi havde sunget
vores anden sang, klappede de.

Og da vidste vi,
at vi var blevet accepteret.

Jeg husker ikke at have set nogen
i publikum. Jeg kiggede aldrig.

Men jeg kendte
hver en revne i bagvæggen.

Første gang vi spillede der,
var Ray Charles aftenens stjerne.

Vi havde intet arrangement.

The Apollos bestyrer gik grassat.
Vi anede ikke, det var nødvendigt.

Så han blev tosset.

Så kom Ray Charles og sagde:
"Kan I spille jeres sange?"

Jeg kunne spille dem på klaver,
så jeg satte mig og var så nervøs.

- Godt så. Tag det køligt.
- Han hørte dem én gang og overtog.

"Saxofoner, noter det her.
Trompeter, skriv det her ned."

Han arrangerede begge vores sange
uden videre den morgen.

Kunstnerne, der ikke nødvendigvis var
musisk uddannede -

- der fik en pladekontrakt og et hit,
som de skulle turnere med ...

Hvordan lærer man de ting?
Ved at holde til i kulissen.

The Apollo var nærmere
som et universitet.

Det var som at gå i skole,
når Gladys og jeg spillede der.

Jeg lærte at være elskværdig
over for publikum.

Backstage var hektisk.
Man kunne lugte sminke og parfume.

Og folk ledte konstant
efter et jern af en art.

The Apollo havde
et unikt fordelingssystem.

Da vi begyndte,
var vores garderobe på ottende sal.

Man måtte arbejde sig nedad.

Alle kunstnere, der passerede
min garderobe, blev spurgt:

"Når du har optrådt, skal vi så
spille kort?" Jeg tabte altid.

Når man forlod scenen,
skiftede man ikke tøj.

Hvis man gjorde,
skiftede man hurtigt.

Der var mange trapper, så man måtte
løbe for at se den næste gruppe.

For hvis de lavede noget nyt,
ville man se, om publikum godtog det.

I så fald ville man måske bruge det
i sin optræden.

Alle ville være bedre
end den følgende gruppe.

Vi var tæt knyttet. Vi konkurrerede,
men var som en familie.

Man kan ikke nævne The Apollo
uden dans, der udtrykker musik.

Alle former for dans.

Honi Coles -

- Sammy Davis Jr.
-

- og Gregory Hines.

Og selvfølgelig Sandman Sims.

Jeg studerede dem.
De underviste mig alle.

Fra The Temptations
til Gladys Knight & the Pips.

Cholly Atkins var en danser,
der koreograferede det hele.

De fire-fem sorte gutter,
der dansede stepdans.

Det var meget velovervejet at
præsentere den frygtede sorte mand -

- i italiensk jakkesæt,
mens han dansede disciplineret.

Vi havde dr. King. Vi havde talerne.

Vi ved, at folk udtrykte disse ting
med ord.

Men med hensyn til stil
kunne de opnå det samme.

De kunne få hvide folk til at slække
på deres modstand mod sortes frihed.

Da vi var teenagere -

- dukkede der pludselig
en ny form for musik op i England.

Vi var vokset op med hvid musik
så at sige, som er lidt konventionel.

Pludselig kom den her hippe musik,
og det gav bare mening.

Vi forelskede os i den.

Vi ville synge som dem,
skrive sådan og optræde sådan.

Vi inkorporerede det
og præsenterede musikken -

- for det hvide publikum -

- der ikke kendt den, især i Amerika.

Så da vi kom til New York -

- ville vi optræde på The Apollo,
men blev frarådet det.

"Det kan I ikke. Det er for farligt.
Det er for vildt."

Så vi lod være
på den første Beatles-turné dertil.

Først meget senere
optrådte vi på The Apollo.

Som sort scenekunstner,
der rejste landet rundt og sådan ...

Det var enormt svært.

Vi måtte ikke tage på restaurant,
bruge toiletterne, bo på hotel.

Vi sov nogle gange i bilen.

På farten kunne man besøge
en restaurant -

- og man kunne sidde der i en time -

- før nogen kom og sagde,
man var uvelkommen.

LINCOLN ROCKWELLS HADBUS

Jeg vidste, jeg sang bedre end
de hvide piger, der boede på hotel -

- tog på restaurant
og fik langt højere løn end os.

Ikke, fordi vi ikke var mere værd,
men vi måtte ikke være mere værd.

Forestil dig at komme kørende
i din turnébus i Harlem.

Du kører ned ad 125th Street
og stopper foran The Apollo.

Lettelsen og glæden
ved at være hjemme.

Lokalsamfundet bød altid
sine store kunstnere velkommen hjem.

Hej!

Velkommen til The Apollo
og en helt særlig aften.

Læn jer tilbage, slap af, og lån os
jeres sjæle i nogle minutter.

Jeg lover,
I får dem tilbage straks. Godt.

Jeg lover også, som I har hørt før -

- at før I går herfra,
vil I have nydt showet -

- så meget som noget andet,
I har set. Okay?

For mange år siden var The Apollo -

- blandt de første tre-fire
optrædener i min karriere.

Jeg var omkring 17 år gammel.

Dengang optrådte jeg
fire gange om dagen.

Nogle gange var det fem i weekenden.

- Vi spillede fem gange dagligt.
- 29 gange om ugen.

Første gang vi optrådte
på The Apollo ...

Ikke den historie.
Vi lyder dumme.

Bagefter gik jeg op til garderoben,
som var den, der lå allerøverst.

Jeg pakkede mit tøj, mand.

Vi var på vej ud,
og dørmanden Spain sagde ...

- Vi sagde: "Vi ses."
- "Hvor tror I, I skal hen?"

"Vi er færdige,
så vi tager tilbage på hotellet."

Han sagde: "Smut op igen.
Der er fire shows mere i dag."

Vi sagde: "Hvad? Fire shows?"

Vi var der fra klokken 11
om formiddagen til midnat.

Første gang, vi optrådte der,
var vi børn. Jeg var 17 år.

Mr. Schiffman forlangte sine penge
tilbage, selvom han knap betalte os.

- Det dækkede ikke engang hotellet.
- Mr. Schiffman, du betalte ikke nok.

Jeg husker, hvor fattig
min familie var i 32 og 33.

Og 34 og 35.

36, 37, 38, 39, 40, 41, 42 og 43.
Vi var fattige.

F-A-A-A-A-A-A-A-A-A-A-A-T-T-I-G-E.

Komikere er altid nødvendige,
fordi vi siger sandheden.

Hør lige den her. Tænk sig -

- to betjente i Chicago sagsøgte mig
for at sparke og bide -

- mens de prøvede
at smide mig ud foran et tog.

Sagde nogen i morgen -

- at jeg skulle optræde
på The Apollo, ville jeg skælve.

Ja, det var skræmmende,
men så kom den overvældende reaktion.

Grinene. Teatersalen ryster.

Richard Pryor, Redd Foxx,
Moms Mabley, Pigmeat Markham.

De var banebrydende, fordi
de ikke prøvede at være mainstream.

De var, i mangel på et bedre ord,
ægte.

Bliver man anholdt, forstår man
deres holdning til negre.

De skyder dem ved et uheld konstant.

Så tit kan man ikke komme til
at skyde en neger.

Hver gang: "Min pistol røg ud."

"Den gik amok og skød ham
seks gange."

Hvad fanden sker der for politiet?
I guder, jeg er bange.

Jeg skiller mig ikke af
med nogen pistoler. Glem det.

Jeg blev standset af en betjent,
der skræmte mig til at tro -

- at jeg havde stjålet min egen bil.

"Ud af bilen! Du har stjålet den!"
"Måske har jeg."

"Kors, jeg har stjålet en bil!"

Man er stadig en sort mand
og må leve med det -

- så vi bliver ved med
at lave jokes om kampen.

Der har altid været
den slags øjeblikke.

Når man er på et uskyldigt stadie -

- og ting normaliseres i ens verden,
hvordan registrerer man så frygt?

Som sort mand fødes man med ptsd.

Første gang, en panser truede mig
med en pistol, var jeg ni år.

Jeg var jo ikke på størrelse
med Shaquille O'Neal. Jeg var ni.

Men det var ptsd.

Når de sparkede døren ind og anholdt
min onkel, var det ptsd, ikke?

Så vi kommer til verden
som dårligt stillede.

Vi hjemsøges af de oplevelser,
og vi isoleres i dem.

Som folk har vi altid levet
til trods for.

Til trods for omstændighederne -

- fandt vi glæden eller humoren
eller friheden i sandhed.

MELLEM VERDEN OG MIG

"Tænk på din mor,
der ingen far havde -

- og din bedstemor,
der blev forladt af sin far -

- og din bedstefar,
der blev forladt af sin far."

"Og tænk på Princes datter,
der nu gør dem selskab -

- frarøvet den ret, den vasal,
der var hendes far -

- som bugnede af 25 års kærlighed."

"Jeg holdt dig -

- og en frygt, bred som alle vore
amerikanske generationer, ramte mig."

Jeg tror, målet er en eksplosion -

- og så kommer tågen,
som vi bare prøver at se igennem.

Hvis vi hopper i tiden
fra Eric Garner, Tray...

De nyheder og overskrifter blinker.
Det bør føles som knust glas.

Ung neger dræbt af betjent
under studenteroprør

Manden mente, han kunne dræbe ham
som betjent. Hvad betyder det?

Selv hvis knægten handlede uret,
bør han ikke skydes.

Han har en uren straffeattest.
Han er stævnet 20 gange.

Jeg mener ikke, betjenten havde
et alternativ under de givne forhold.

Knægten James Cole -

- som blev skudt med koldt blod
forleden, og det var drab -

- var min søn og Deres søn -

- og søn af enhver sort mor og far
i dette land.

Vi må kræve, kræve, kære brødre -

- at denne betjent Gillihan
suspenderes og anholdes for drab.

Og det bør ske straks!

EFTERSØGT FOR DRAB

I 1964, da optøjerne begyndte,
lavede vi skilte.

Og der var én sort butik i nærheden.
Man gik ned ad nogle trin, I ved.

Og vi bad ham skilte med,
at butikken var ejet af en sort.

"For nu får vi has på de mennesker,
og de vil brænde Harlem ned."

"Brænd, brænd, brænd."

Butikker blev ødelagt.
Vinduer blev smadret.

Da det var allerværst -

- stod der en ring af mennesker foran
The Apollo for at beskytte det.

Jeg mistede ikke én rude.

Optøjerne bør ikke overraske nogen.

Vores folk brutaliseres stadig
og de fleste af politiet.

Det overrasker mig, at eksplosionen,
raceeksplosionen -

- ikke er gået
endnu mere over gevind.

Det afspejler ikke New Yorks politis
evner til at kontrollere -

- negrene i Harlem.

Det afspejler negrene i Harlems evne
til at beherske sig -

- når de stilles
over for ekstrem brutalitet.

Vi ser ingen amerikansk drøm.

Vi oplever kun
det amerikanske mareridt.

Vi drager ikke nytte
af Amerikas demokrati.

Vi lider kun under Amerikas hykleri.

Den nye generation kan se det
og er ikke bange for at sige det.

Fængsel? Og hvad så?
Som sort fødes man som fængslet.

- Dét er sort. "Man fødes fængslet."
- Denzel ramte plet.

Jeg troede først, det var Denzel.

Vi har brug for en ny Malcolm
i vor tid.

Det her er vores Malcolm.

At lære unge reelt at forstå det her
er fandens radikalt.

- Men de skal læse den.
- Ja, men det er et udgangspunkt.

- Det er frihed.
- Vi har brug for noget ...

- Bøger er da håndgribelige ...
- Noget kropsligt.

"Prince var på vej
hjem til sin forlovede."

"Han blev dræbt
få meter fra hendes hjem."

"Det eneste vidne til drabet
på Prince Jones var drabsmanden."

"Han blev ikke sigtet for noget."

"Han blev ikke straffet af nogen."

"Han genoptog sit arbejde."

Malcolm X skudt og dræbt
under møde

Hænderne op. Kom så. Denne vej.

Dr. King dræbt af attentatmand

Vold udbrudt i adskillige byer

Det går mig på,
at folk overser byen, overser Harlem.

Men min kamp er kun lige begyndt.

Nu vil jeg kæmpe for
at gøre det sorte Amerika amerikansk.

- Med din egen stemme. Sig det så.
- Jeg er sort og stolt!

- Sig det højere!
- Jeg er sort og stolt!

Hør så her. Nogle siger ...

Vi havde fået nok.
Det ramte os lige i hjertet.

Sort magt betyder sort værdighed.

Som I er stolte af at være hvide,
er vi stolte af at være sorte.

Sort er smukt, skatter.
Det ser godt ud.

Hallo, hvide mand.

Kig på mig ... Og se mig.

Jeg får dig til at se mig,
for sort er smukt, skatter.

- Jeg er din lærer. Du er neger.
- Nej.

- Hvad er du så?
- Sort og smuk.

- Hvad er din nationalitet?
- Jeg er afroamerikaner.

Det var på The Apollo,
James Brown gik på scenen -

- og kampråbte:
"Jeg er sort og stolt."

Det var ikke kun en optræden,
men en mulighed for -

- at få en dialog i gang om det,
der foregik -

- og at vi måtte
tage vores identitet til os.

- Sig det højere!
- Jeg er sort og stolt!

James Brown var indbegrebet
af alt det, sorte amerikanere søgte.

Han droppede sin frisure
og fik afrohår.

Jeg husker, at jeg i 1968 gik
til mine forældre og sagde:

"Jeg vil lade det gro naturligt."

Det var en snak, der måtte tages -

- fordi det dengang blev betragtet
som en radikal, militant handling -

- selv blandt sorte.

Hørte I, hvad jeg ville tale om?
Sort magt!

STEM PÅ CHISHOLM I 1972
UKØBT OG UKUET

Jeg står her i dag som kandidat
til demokraternes nominering -

- som præsident
af De Forenede Stater.

Sort kvinde stiller op
til præsidentvalg

Jeg er ikke kandidat for de sortes
Amerika, selvom jeg er sort og stolt.

Hvis vi kæmper for mere frihed
og adgang og så får den adgang -

- hvad så med de sorte institutioner,
der var vores eneste valg?

De begyndte at forfalde.

Og det gjorde nabolagene,
hvori de lå, også.

Hovedstrømsøkonomien var rykket
til forstæderne.

Og vi havde kun
gadefiduserne tilbage.

Tingenes tilstand er ikke god.

Millioner af amerikanere er
arbejdsløse.

Recession og inflation eroderer
endnu flere millioners penge.

Priserne er for høje
og salget for trægt.

Jeg skal siger jer, hvad der skete.
The Apollo havde 1683 pladser.

The Felt Forum havde 4600 pladser.

1683 pladser kan ikke overleve.

Branchen er vokset fra os.

Gladys Knight fik, første gang
jeg hyrede hende, 800 dollars -

- til hende og the Pips
for 31 koncerter.

Sidste gang jeg hyrede hende,
fik hun 80.000 for 16 koncerter.

Det blev sådan.
Skal vi optræde, må du betale.

For nogen tjente jo på det.

Min partner hed Walter Brecker
og stod for økonomien.

Han sagde: "Bobby, vi kan ikke
få økonomien til at hænge sammen."

Harlem kæmper
for ikke at lade tæppet gå ned -

- for The Apollo Theater.

The Apollo gav vores folk stolthed.

Men var der intet Apollo,
var der intet sted -

- hvor afroamerikanere kunne udtrykke
deres kunstneriske visioner.

Vi kan ikke lade det forsvinde,
som havde det aldrig været her.

Vil det overleve?

Forretningen gik værre og værre,
og The Apollo gik bankerot.

Og de lukkede teateret.

APOLLO SLUT

Percy Sutton var en velkendt,
lokal leder i Harlem.

Han havde været borgerretsadvokat.

Han havde repræsenteret Malcolm X.

Han købte The Apollo af konkursboet.

The Apollo havde ligget hen
i nogen tid -

- og min bedstefar fik idéen om
at købe The Apollo Theater.

Han så The Apollo
som et forbillede og en gnist -

- der kunne begynde
at genoplive 125th Street.

Percy Sutton kaldte mig ind
på sit kontor. Og hans idé var -

- at han ville restaurere og genåbne
The Apollo Theater sammen med mig.

- Bob, hvilke billetter køber du?
- Tito Puente.

Han køber Tito Puente-billetter
på det midlertidige billetkontor.

Inden længe
er jeres nye billetkontor åbent.

DET NYE APOLLO
ÅBNINGSSHOW

Jeg husker genåbningen,
og hvordan der så ud.

Det var bare så specielt for os alle.

Vi tænkte: "Hold da op. Vi har fået
det tilbage, og se det nu."

Man kunne mærke stemningen
i gaderne.

Det glædede os, at det var tilbage.

Den bygning kunne ikke rives ned.

For Harlem er The Apollo.

Og The Apollo er Harlem.

Apollo Theater fejrer sin genkomst

Åbningsshowet var en magisk aften.

Harlem havde sådan glædet sig,
og alle kom.

Det er en fornøjelse at se
den glæde vende tilbage til Harlem.

At have gennemført renovationen
og så se den store lysekrone -

- der er midt i lokalet,
blive sat op igen -

- og se den hænge der
på åbningsaftenen, var utroligt.

Nu skal I bare høre her.

Syng med, allesammen!

Sådan skal det lyde.

"It's Showtime at the Apollo".

I aften viser vi det bedste
inden for ny musik.

Percy Sutton havde
en idé til et show.

Det skulle fremhæve R&B,
hiphop og rap.

Mange havde hørt om The Apollo,
og nu kunne de se det.

Alle de rap- og hiphopkunstnere
kom jo ikke i "The Tonight Show".

At se det blev nærmest religiøst.

Man følte, at man måske selv kunne
opnå det.

Jeg ville ikke skrive,
hvis ikke for hiphop.

De viste mig, at ord var smukke.
Jeg mærkede det og så det for mig.

Måden, hvorpå de legede
med ordene.

Så er der rytmen, trommen -

- som i hiphop udtrykker noget dybt,
kulturelt og nedarvet.

Hiphop førte vores udtryk,
vores kultur og alt det -

- som vi bestod af, ud i verden.

I skolen dystede vi.

Så jeg lavede en rytme.

Og jeg havde
forskellige lyde såsom ...

Og så kom der flere elementer oveni.

Få gang i trommerne!

Kom så, kom så!

Straffen for sortes skader
i De Forenede Dødsstater.

Få gang i trommerne!

En af de ting, hiphoprevolutionen gav
musikindustrien, var -

- at unge sorte mænd
og kvinder begyndte -

- at påtale magtstrukturerne
på direkte og eksplicitte måder.

Sig det! Bekæmp magten!

Kom så, New York! Bekæmp magten!

Sig det så! Bekæmp magten! Kom så!

Hver uge afholdt vi
udsolgte koncerter.

Og dog løb det knap rundt.

Det store problem er,
at 1500 pladser bare ikke er nok.

Til sidst blev byrden bare for tung.

Jeg har mistet to millioner årligt,
siden jeg genåbnede The Apollo.

Mr. Sutton fortalte mig,
hvor svært det havde været -

- og at det ikke kunne fungere
som kommercielt etablissement.

Forretningsmæssigt
var det reelt ikke holdbart.

Han lavede en handel med delstaten,
der overtog det.

Da blev Apollo Theater Foundation,
et nonprofitselskab, stiftet -

- for at muliggøre
noget langtidsholdbart.

På grund af det skift,
kom det på fast økonomisk grund -

- som reel kulturel institution
og spillested her i New York City.

Når man tænker på musikken -

- selv sangene,
vi synger for os selv -

- er det så smukt,
og udtrykker noget så menneskeligt -

- at selv dem, der holder dig nede,
ikke kan lade være med at synge med.

HYLDEST TIL APOLLO-LEGENDEN
ARETHA FRANKLIN, 1942-2018

Man ved, at når et af ikonerne
går bort, kommer folk til The Apollo.

Der kan man møde andre -

- der også sørger over tabet af en,
der var vigtig for vores fællesskab.

TIL ÆRE FOR DEN SMUKKE PRINCE
1958-2016

TIL MINDE OM NELSON MANDELA

Det handler også om baldakinen
og at stå under den fane.

At vide,
at de personer har været her.

At man får et lille indblik
i deres historie.

HVIL I FRED, APOLLO-LEGENDE
JAMES BROWN, 1933-2006

James Brown optrådte på The Apollo
over 200 gange.

Masserne udenfor rakte rundt
om hjørnet og langs 125th Street.

Det var virkelig hans hjem.

Det var James Brown -

- der med én sang slettede
ordet neger fra vores ordforråd -

- og fik os til højt at sige,
at vi var sorte og stolte.

Han banede en vej,
hvor der ingen var! Åbn kisten!

Lad verden se et ægte mandfolk!
Se på ham!

Soulmusikkens ophavsmand,
James Brown!

Folk føler
at The Apollo er deres fristed -

- deres helligdom,
deres forsamlingssal.

Mange ser det som en kirke.

Her kommer folk
for at få opfyldt deres drømme -

- for at søge håb og stræben.

Harlem, jeg har nu den ære -

- at præsentere
den første siddende præsident -

- der nogensinde har talt
på The Apollo.

Byd ham velkommen til Harlem!

Barack Obama,
De Forenede Staters præsident!

Godaften, Harlem!

Det er godt at være her i aften.

Jeg ...

... er så forelsket i dig.

Som mesterlig kommunikatør
vidste han -

- at musik skaber
et øjeblikkeligt bånd.

The Sandman hev mig ikke af scenen.

Jeg ... Bare rolig, Rev.
Jeg kan ikke synge som dig -

- men jeg ville udtrykke
min taknemlighed.

Han stjal alle i salens hjerter.

Det var en måde, en smuk måde,
hvorpå han sagde:

"Hør, jeg er en af jer."

Når man træder frem på scenen
og griber mikrofonen -

- står man på skuldrene af musikken -

- vittighederne, kostumerne,
sangerne.

Man har lænet sig op ad alt det.

Og deres ånd og deres sjæle er
i gulvbrædderne.

Tillad mig lige at sige àṣẹ.

- Àṣẹ
- Tak, amen og amen amid.

Lad os nyde øjeblikket. Ta-Nehisi?

Jeg vil bare sige,
at Prince blev dræbt for 18 år siden.

Og han blev dræbt før æraen
med mobilkameraer.

Den slags skete regelmæssigt,
og ofrene blev bare glemt.

Kam og Greg kendte Prince,
og han er ikke glemt.

Og det er så afgørende.
Tak til jer alle.

MELLEM VERDEN OG MIG

Velkommen, allesammen
til den første opførelse -

- af den adapterede sceneversion
af Ta-Nehisi Coates' bog.

Mange tak og velkommen
til "Mellem Verden og mig".

Jeg tænkte tit på, at Sydens mænd
altid havde været nulpunktet for os.

De bortauktionerede
vores kroppe dernede -

- i selvsamme hærgede
og korrekt benævnte finansdistrikt.

Der lå engang en gravplads
fra auktionen.

De byggede et stormagasin
oven på den.

Det vil jeg aldrig glemme.

Det bør du heller ikke.

Fanden tage det hele og dem -

- der beder os være dobbelt så gode
og skyder os uanset.

Samari, jeg taler til dig,
som jeg altid har.

Som den sobre, alvorlige mand,
jeg altid har ønsket, at du blev.

Som ikke undskylder
sine menneskelige følelser.

Som ikke fremsætter undskyldninger
for sin højde -

- sine lange arme, sit smukke smil.

Du er ved at blive bevidst.

Mit håb er, at du aldrig vil føle
behov for at lægge bånd på dig selv -

- for at behage andre mennesker.

Jeg ønskede aldrig, at du var
dobbelt så god som dem.

Jeg har altid ønsket,
at du greb hver dag -

- af dit korte, lysende liv i kamp.

The Apollo har for mig altid
repræsenteret sandhed.

Når man som kunstner betræder
den scene -

- må man vise hele sit jeg,
hele sin ånd, hele sin sjæl -

- alt sit gudgivne talent,
al sin autenticitet.

Det er det her,
der foregår i verden lige nu -

- og vi må tage os af det.

Vi må forberede os på det,
og vi må kæmpe med det.

Skræddersyet tøj
i bedstes garderobe hang.

Søndage med Mahalias sang.
Velkendt. Bønnen gik i gang.

Tilgi'r han vor forseelser?
Vi var så bang'.

Der var trods, men ingen tvang.

Jeg lærte tidligt om Phillys ophav,

da min far for tidligt endte
i sin grav.

Jeg tacklede livet uden af være fej.

Undgå mørket. Lyset viser vej.

Du får én chance, ingen debat.

Der er ingen garantier,
når du si'r godnat.

Nu sker det, sker det igen.
Trayvon bli'r aldrig en gammel mand.

Sorte børn frarøvet barndom.
Jeg gør det lige om.

Nu sker, sker det igen.
Stephon bli'r aldrig en gammel mand.

Sorte børn frarøvet barndom,
navne og sprog. Igen de kom.

Hvem stjal de sortes sjæl?

Dem, der stjal landet fra høvdinger,
gav os pisk og blødninger,

bad os bruge bagdøren,
solgte sorte kroppe på auktioner.

Gid hadet vil ophøre.
Krig, krig! Mod os de den fører.

Sorte liv har betydning,
Dem må vi opløfte.

Her er det, vi må drøfte.

Den nye plantage,
massebondage.

Hadet, hadet, som jeg arvede af dem.
Ikke for at pege fingre.

Vi har store sanger'.
Nina, Marvin, Billie, Stevie.

Hør deres sange, og bliv enig.
Hvem gjorde mig fri?

Lincoln og Cadillac
nipper til kamprap.

Fortjener Gud nu et klap?

Truede i eget habitat.
Våben og stoffer er udelikat.

Faktisk ved I, vi er støbt i kamp.
Men det er jeres og vores krige.

Der var en neger i "Star Wars".
Sku' I have brugt to?

Så havde det måske været til at tro.

Sorte som fjender i fremtiden.
Den idé er skævvreden.

Nogle ting er sandere,
end I aner.

Alle er lige,
også sorte amerikaner'.

Min dreng.

Jeg ser tilbage på vores køretur
til gammelelevfest.

Jeg ser tilbage på den varme vind,
der blæste om os.

Vi var til footballkamp.

Vi sad på stadion
med gamle venner og deres børn -

- og var ligeglade med boldtab
og første down.

Der var et øjeblik,
et glædens øjeblik -

- der overgik drømmen.

Et øjeblik med mere gennemslagskraft
end nogen lov om stemmeret.

Denne gennemslagskraft
denne sorte magt -

- stammer fra et billede
af den amerikanske galakse -

- taget fra en mørk
og essentiel planet.

Sort magt er et billede taget
fra fangekælderen på Monticello -

- altså et billede
fra kampens perspektiv.

Sort magt bugner af en forståelse -

- der belyser alle galakser
og deres mest sande farver.

Selv drømmere mærker det.

For de søger mod Billie,
når de er sørgmodige.

Det er Mobb Deep,
de udbryder trodsigt.

Isley nynner de kærligt.

Dre råber de festligt.

Og Aretha er det sidste,
de hører, før de dør.

Vi har skabt noget her.

Vi har vendt drømmernes regel
om rent blod på hovedet.

De gjorde os til en race.

Men vi gjorde os selv til et folk.

85 ÅR SENERE OPDYRKER THE APOLLO
STADIG NYE TALENTER OG TILBYDER -

- ET HJEM TIL AFROAMERIKANERE
OG AFRIKANSE DIASPORAKUNSTNERE.

AMATØRAFTENEN PÅ THE APOLLO ER
VERDENS ÆLDSTE TALENTKONKURRENCE.

Kom bare. Her er 30 års autografer
fra alle, der har optrådt her.

Vi har Snoop Dogg,
John Legend og Beyoncé.

Der er Prince,
Whoopi Goldberg, Stevie Wonder.

Herovre har vi Barack Obama
og Michelle Obama.

Ja, mand.

Tekster: Natascha Tøsse
www.sdimedia.com