Original subtitles

Mange opfindelser har ændret, hvordan kampe udkæmpes.

Katapulten, langbuen, kanonen, maskingeværet.

Men et våben ændrede ikke kun slagmarken, men krigen.

Det udvidede krigen til de fjerneste lande -

- og slap en rædsel løs, verden ikke havde set før.

Det våben var bombeflyet.

I 1943 var krigen forbi.

Tyskland og Japan mødte stadig stærkere allierede på alle fronter.

Nu skulle de beholde det, de havde erobret.

Jeg ved, alle har været ivrige efter at komme på en operation.

Nu sker det. Vi skal på arbejde.

For USA's luftvåben USAAF -

- var dominans i luftrummet chancen for at bombe i lav højde -

- mod industrielle og militære mål.

Men for RAF Bomber Command -

- var natlige bombetogter i stor højde over byer -

- de mest succesrige og mindst farlige.

Det betød, at USAAF og RAF kunne -

- kunne overvåge fjendens infrastrukturer.

Idéen var, at de ville skabe en offensiv døgnet rundt -

- og åbne endnu en front for Stalin -

- som pressede Roosevelt og Churchill til at opdele tyskerne -

- og aflede opmærksomheden fra Østfronten.

I begyndelsen af 1943 var det vigtigt at bestemme retningen -

- for de allieredes strategi i et år.

Hvordan lagde man bedst pres på Aksemagterne?

CASABLANCA 14. JANUAR 1943

Til Casablancakonferencen i januar 1943 mødtes de allierede.

Med Roosevelt og Churchill diskuteredes offensiv strategi -

- som skulle knuse fjenden på nye fronter.

Arthur Harris så den amerikanske forkærlighed -

- for præcisionsbombning som en distraktion.

Han opfordrede RAF's stabschef -

- til at bombe tyske byer døgnet rundt.

Det er ikke det rette tidspunkt at sænke paraderne.

Han er for tæppebombning eller mætningsbombning -

- hvor man angriber en stor bydel, så man ved, man rammer noget.

Han var imod præcisionsmål og mente ikke, det ville virke.

USA så minimal værdi i RAF's bombninger af byer og betvivlede -

- at det dræbte tyskere, nedsatte arbejdsstyrken -

- og skadede vigtige fabrikker.

Amerikanerne afskrev briternes mætningsbombe.

De mente, at amerikansk teknologi ville være overlegen nok -

- til at udføre angreb i lav højde, hvilket briterne ikke kunne.

På anmodning fra general Henry Arnold -

- tilbød chefen for 8th Air Force, general Eaker, et kompromis.

"Fortsætter RAF natbombning, og vi bomber om dagen," sagde han -

- "bombarderer vi dem døgnet rundt uden stop."

USA gik efter Tysklands krigsøkonomi.

General Arnold har lagt en plan for industrimål -

- som omfattede Luftwaffe.

Bådeværfter, kommunikationsveje, elektricitet -

- olie, aluminium og syntetisk gummi.

Den 24. januar 1943 gik lederne med til et kombineret bombeangreb.

Metoderne adskilte sig så meget, at de koordinerede meget lidt.

Så de to bomber fortsatte parallelt, men ikke sammen.

Kombinationen var ødelæggende for det tyske folk.

En bivirkning af offensiven var -

- at den fjernede jagerfly og antiluftskyts -

- fra Øst- og Vestfronten -

- for at beskytte den tyske befolkning.

Da USA's bombeflys effektivitet steg -

- udstedte alle stabschefer "Pointblank" i sommeren 1943.

Målet var at ødelægge Luftwaffe.

Det skulle svække Tysklands luftvåben -

- og forberede de allieredes invasion af Nordvesteuropa.

RUHRDALEN SEPTEMBER 1943

Et togt afveg fra RAF's strategi med natlige tæppebombninger -

- og viste, at med fantasi og opfindsomhed -

- kan bombning med stor præcision opnås.

Det var Operation Chastise.

Operation Chastise, eller "Dambusters raid" -

- var et anderledes bombeangreb.

De havde udført tæppebombninger over store områder.

Det her var mere et nålestiksangreb.

I september 1940 foreslog en RAF-rapport ødelæggelse -

- af de største dæmninger i Ruhr.

Det var dæmningerne Möhne, Eder og Sorpe -

- med Ennepe-dæmningen som backup.

Ideen med angrebet var at fjerne det vand, stålproduktionen krævede -

- og at blokere vandvejene og ramme midt i Tyskland.

Man gjorde det også for at vise -

- at Ruhrs våbenarsenal var sårbart over for angreb.

Nogle af Ruhr-dalens dæmninger havde sære former -

- og det var en udfordring.

I 1937 havde man overvejet dem som bombemål i krigens begyndelse.

Men det var ikke muligt der, for de manglede den rette teknik.

Over 9000 kg sprængstof skulle detonere i bunden af dæmningen.

Det ville få muren til at kollapse under presset fra vandet.

Udfordringen ligger i beskrivelsen, "i bunden".

At smide bomber, selv med succes, er ingen garanti for, at det virker.

Så de måtte skabe en bombe, bombeflyene kunne kaste -

- i bunden af dæmningen.

For at udføre angrebet -

- udviklede man en bombe til dæmningsbombning.

Den hed "Upkeep", "den hoppende bombe" -

- og blev udviklet af ingeniøren Barnes Wallis.

Forsker Barnes Wallis, som byggede Vickers-Armstrongs luftskibe -

- og Wellington bombefly med Dick Collins -

- detonerede en sprængladning ved en modeldæmning.

I foråret 1942 udviklede Dambuster-holdet -

- en unik bombe drevet af en motor -

- som drejede baglæns rundt for ikke at synke.

Bombens første sfæriske hylster knustes ved nedslaget -

- så den fik et stærkere cylinderdesign, "skraldespande".

Tanken var, at cylinderen, som faldt fra 18 meters højde med 373 km/t ...

... ville hoppe på vandet syv gange -

- over en afstand af 700 meter, undgå torpedonet -

- ramme dæmningen, synke og detonere ved foden.

Arthur Harris, som modsatte sig alt andet end tæppebombning -

- kaldte projektet "idioti af den allerværste slags".

Men testene overbeviste krigsministeriet, som godkende det.

Med bomberne var division 617 klar -

- til udrykning under øverstbefalende Guy Gibson.

De store bomber kunne kun bæres af det største britiske bombefly.

En specialbygget Avro Lancaster.

Den blev det vigtigste RAF-bombefly -

- i den kombinerede bombeoffensiv over Europa.

Lancasteren opfyldte bombeholdets ønsker.

Den var usædvanligt smidig -

- og kunne drejes i alle retninger, og så var den hårdfør.

Lancasteren havde fire Rolls Royce Merlin V-12-motorer under vingerne.

Et typisk glascockpit, spids næse og todelt hale.

Topfarten var 454 km/t., afhængigt af højden.

Den var ofte over 6000 meter.

Den havde et hav af maskingeværer -

- i næsen, på ryggen, på undersiden og på flyets hale.

Men panseret blev formindsket for at øge lasten.

Det gjorde den sårbar over for hurtigere, mere adrætte kampfly.

I bombekammeret blev 1800 kg tunge bomber opbevaret -

- sammen med mindre bomber og brandbomber.

Så var den tilpasset Tallboy -

- de 10.000 kg tunge Grand Slam-bomber -

- og de hoppende bomber.

Lancasteren blev brugt 156.000 gange -

- og smed 608.612 bomber.

Dermed var det krigens mest succesfulde britiske bombefly.

Søndag den 16. maj om morgenen begyndte Operation Chastise.

Tre grupper af Lancastere lettede -

- med ti minutters interval fra RAF Scampton.

Alt skulle gå som smurt, hvis det skulle lykkes.

Den første gruppe, anført af Gibson, angreb Möhne-dæmningen -

- som først styrtede sammen efter fire hoppende bomber.

Vandet fossede ud i dalen.

To Lancastere blev skudt ned af antiluftskyts.

De fortsatte til Eder-dæmningen, som også krævede fire bomber.

Vandet sprængte bredder og oversvømmede landbrugsjord.

Anden gruppe, anført af McCarthy, angreb Sorpe-dæmningen.

Kun McCarthys fly nåede målet og forårsagede overfladiske skader.

De andre Lancastere blev skudt ned.

Den sidste gruppe angreb Lister og Ennepe.

En Lancaster blev fanget i projektørlys og skudt ned.

En anden blev skudt ned over en flybase.

To vendte hjem efter et succesfuldt togt.

Og en Lancaster vendte hjem med en bombe.

Prisen for Chastise var høj. Otte Lancastere gik til -

- og 56 ud af 113 besætningsmedlemmer omkom.

Men aviser og ugerevyer kaldte det en stor succes.

Bomber Command tildelte i går et hårdt slag -

- af en ny slags mod kilden til tysk militærmagt.

Når man kalder det et succesfuldt bombetogt -

- måler man det ønskede mål op mod resultatet.

Og der er delte meninger om, hvorvidt bombetogtet var vellykket.

Dæmningerne blev ødelagt. Flodbredder, broer, 140 fabrikker -

- blev beskadiget ligesom tusindvis af hektar landbrugsjord.

Men tyskerne kom sig.

Dæmningerne blev genskabt på fem måneder, kraftværket på to uger.

Men én ting er ubestridelig.

Nemlig at det var en succes for kampgejsten på begge sider.

Togtet ryster ikke kun nazisterne -

- og Hitler kaldte en katastrofe.

Man styrker også kampgejsten i Storbritannien.

Man siger til tyskerne: "Vi kan ramme industriområder i jeres land."

"Vi kan smadre jeres fabrikker og jeres dæmninger."

Og det må tyskerne have indset.

Hitler bebrejdede Göring.

Han sagde, "de havde ødelagt Ruhr".

Og produktiviteten var hurtigt genoprettet.

Albert Speer, minister for krigsproduktion -

- hentede 30.000 arbejdere fra Atlantvolden til at udbedre skaden.

HAMBORG 24. JULI 1943

Uimponeret over bombningernes pr-effekt -

- mente Arthur Harris, at det var en fiasko.

Det var spild af fly og mænd.

Han forberedte noget, der ville vise effektiviteten ved tæppebombning.

Han valgte Hamborg som testområde.

Hvis man skal finde et sted, hvor de allierede -

- engagerede sig fuldt ud -

- i tanken om at angribe civile, så tag til Hamborg.

Havnebyen Hamborgs skibsværfter havde højeste prioritet.

De lå tæt på engelske baser og var sårbare.

Harris' bombeoperation mod byen fik kodenavnet Gomorra.

Det siger en del, for Gomorra var en gammel by -

- som blev ødelagt af Gud.

Han brugte ild og svovl til at ødelægge byen og dens indbyggere.

Bombningen skulle vare otte varme sommerdage og syv lune nætter.

Briterne foretager enorme nattogter over flere dage over Hamborg-

Og om dagen vil amerikanerne foretage to store togter.

Bombefly fra Eighth Air Force letter fra England -

- og fortsætter ødelæggelserne døgnet rundt i Nazityskland.

Det er en periode på flere dage -

- hvor Hamburg bombes med flere tusind tons bomber.

Og mange er brandbomber.

I 1941 og 1942 -

- blev effektiviteten af brandbomber studeret af forskere.

Man analyserede sig frem til den bedste blanding af brandbomber.

Det lyder brutalt i vore dage -

- men tanken var, at sprængstofferne skulle sprænge gasledninger -

-og skade brandbekæmpelse senere.

Man ville flyve i tæt formation med bombefly -

- og smide mindst 10.000 tons brandbomber.

Det var en kunstart at angribe byer.

Man smed ikke kun brandbomber, men også -

- store bomber på 450 eller 900 kg -

- hvis kratere ødelagde vandrørene -

- hindrede brandslukning og ødelagde veje.

Der var god sigtbarhed og en lund vind på det første togt.

De 800 RAF-bombefly, som fløj om natten, angreb i bølger.

Først smed de nogle brandbomber for at starte flere store brande.

Vinden, som var afgørende -

- og flere bombninger skabte et ukontrollabelt inferno.

Ilden blev også et fyrtårn for efterfølgende RAF-bombefly.

Igennem H2S' radarsystem så skytterne Hamborg gløde under sig.

I Hamborg er der usædvanlige vejrforhold.

Der er meget tørt og måske en jævn vind.

De britiske brandbomber forårsager en ildstorm.

Og ildstormen skaber faktisk sit eget vejr.

På det tredje togt den 27. juli opstod en 800 grader varm ildsøjle.

Støv og murbrokker steg tre kilometer op i nattehimlen.

Den ildstorm, der opstod, var så intens -

-at luften blev suget ind fra nabokvarterer -

- i op til 483 km/t.

Temperaturen på jorden nåede cirka 1000 grader.

Det sugede ilten ud af luften, så folk blev kvalt og brændte ihjel.

Ødelæggelsen af Hamborg over otte dage havde ingen oplevet før.

Den overskred endda ødelæggelsen af Köln i 1942.

40.000 mennesker døde i ildstormen -

- som varede i tre timer. Det kan sammenlignes med Stalingrad.

900.000 mennesker blev evakueret.

16.000 bygninger og 61% af alle boliger blev ødelagt.

For første gang er det civile forsvarssystem -

- og hjælpen til de hjemløse civile fuldstændig nedbrudt.

Det bliver overvældet.

De chokerede beboere havde set til -

- mens byer blev jævnet med jorden i hele landet.

Og trods advarslerne og på trods af Gestapo, talte de.

Venner, naboer og familie hørte, hvad de havde set.

Og der spredes faktisk et rygte blandt tyskerne -

- om at de allierede kunne ødelægge en hel by.

Den tyske civilbefolkning har en mulighed -

- for at flygte fra situationen.

De skal bare forlade byerne.

Forlade arbejdet, gå ud på markerne -

- og se deres hjem brænde på afstand.

RAF mistede kun 87 fly -

- eller 2,5% af alle missioner.

Succesen skyldtes ikke kun brandbomber -

- blæst og angreb døgnet rundt.

Der kom noget uventet fra de allieredes arsenal.

I Hamborg brugte allierede bombefly -

- et nyt våben mod fjendens radar. "Window".

Et kodeord for modgift.

Det var metalliske papirstrimler, som var pakket i store bundter.

Så da formationerne nærmede sig målet -

- smed de første fly nogle store bundter.

Bundterne eksploderede i luften, og papiret dalede langsomt ned.

På tysk radar lignede det en mur af lyd.

7000 bundter aluminiumstrimler blev smidt fra Lancastere og Halifaxer.

De blændede de halvautomatiske lyskastere -

- luftforsvarsartilleriet og jagerflyene.

Problemet er, at de skal kastes med de rette intervaller.

Hvis man ikke timede det rigtigt, faldt modgiftens effektivitet.

Tyskerne måtte improvisere og affyre lys og krudt tilfældigt.

Japanske og tyske versioner af Windom kom frem.

Men de allierede havde initiativet, og det fik katastrofale følger.

REGENSBURG OG SCHWEINFURT AUGUST 1943

I august 1943 var det USA's tur til at bevise sin strategi.

Schweinfurt-Regensburg mission nr. 84 -

- var USA's første strategiske angreb mod den tyske flyindustri.

Planen var at ramme produktionen -

- på Messerschmitt-fabrikken i Regensburg.

Og at stoppe produktionen af en enkel komponent.

Kuglelejer. Noget alle maskiner har brug for.

Fabrikken i Schweinfurt lå i USA's Eighth Air Forces skudlinje.

Planen var, at to separate B-17-hold skulle lette samtidig -

- flyve mod Tyskland og på et tidspunkt -

- delte de to hold sig. Et fløj til Schweinfurt og et til Regensburg -

- i håb om at splitte den tyske kampstyrke.

Der var 140 B-17'ere i hver formation.

B-17'eren var kendt for sin alsidighed og robusthed.

Den blev brugt på mange missioner og fløj i tæt formation.

B-17'eren var 8. og 15. Air Forces førende bombefly -

- på bombetogter over Europa.

Den var veludrustet og robust.

Som alle amerikanske fly i 2. verdenskrig -

- var den ekstremt solid og hårdfør.

B17-G havde en topfart på 462 km/t.

Den fløj 293 km/t, kunne gå op til 10.850 meter -

- og tilbagelægge lidt over 6000 kilometer.

En tysk pilot sagde, at angreb på en B17-formation bagfra -

- var som at prøve at elske med et brændende hulepindsvin.

Kanontårne, maskingeværer og ammunition vejede 2500 kg.

Det var ofte mere end bombelasten på op til 2200 kg -

- som kunne suppleres med eksterne bomber på op til 7800 kg.

Den 17. august 1943 -

- blev 376 B-17 bombefly sendt til Bayern i det sydlige Tyskland.

Fjerde bombeeskadre med 146 B-17 anført af oberst LeMay -

- skulle ramme Regensburg.

Den første bombeeskadre med 230 B-17'ere -

- anført af Robert Williams, ville kort efter ramme Schweinfurt.

Desværre gik planen skævt i starten af dagen.

Der var tåge i England der, hvor nogle B-17'ere skulle lette -

- mens bombeflyene lettede fra en anden landsdel.

Det dårlige vejr betød, at angrebet blev sporadisk og ikke massivt.

Regensburg-styrken var sårbar og blev angrebet ved ankomsten.

15 B-17'ere blev skudt ned på halvanden time.

Ved målet smed de 300 tons bomber -

- og fortsatte til Nordafrika.

Yderligere ni fly gik tabt på grund af brændstofmangel.

Schweinfurt-styrken blev mødt af over 300 jagerfly.

22 B-17'ere gik tabt.

Tre andre blev ofre for antiluftskyts.

Da de tyske jagere havde tanket op, skød de yderligere 11 B-17'ere ned.

De angriber fabrikkerne med store tab til følge.

For bombefly eskorteres ikke af jagerfly.

Eighth Air Force mistede 60 B-17 bombefly.

Og fem-seks mere styrtede i England og blev aldrig brugt igen.

Så det var en katastrofe for Eighth Air Force.

Schweinfurt-Regensburg-togtet kostede 60 B-17 og 552 soldater.

Samt tre P-47 Thunderbolts og to Spitfires.

318 tyske fly blev ødelagt.

Fabrikkerne i Regensburg og Schweinfurt fik skader -

- og mistede 34% af produktionen.

En måned senere, torsdag den 14. oktober 1943 -

- samlede Eighth Air Force 291 B-17 i to bombeenheder -

- til Mission 115 og et nyt angreb på Schweinfurt.

Nu blev B-17'erne eskorteret af P-47 Thunderbolts ind i Frankrig.

Men de angreb Luftwaffe alene.

På "Sorte torsdag" led Mission 115 det største tab af fly på én dag.

Tyskerne påførte de allierede store tab ved signalsporing -

- fordi de lyttede til de allieredes kommunikation.

Når en bestemt kommunikation startede -

- ville bombeflyene komme to timer senere.

De har et godt kontrolnetværk og en god radar og indkalder jagerfly.

Så farligt var det for bombefly.

Men da amerikanerne angreb Schweinfurt på "sorte torsdag" -

- var tabet stort, og de kunne ikke angribe igen og gøre mere skade.

Så skaderne blev lavet, kapaciteten steg igen -

- og tyskerne lavede kuglelejer igen.

22. okt. 1943 aflyste kommandør for 9th Bomber Command -

- general Anderson, det ueskorterede bombeangreb på Tyskland.

Hemmelige togter blev også stoppet indtil februar 1944.

De ventede på et nyt jagerfly.

Det fly var P-51.

Med det kunne Eighth Air Force sende jagerfly hele vejen -

- til målet med bombeflyene.

Det amerikanske enkeltsædede jager- og bombefly -

- Mustang P-51, var krigens mest avancerede jagerfly.

Mustang-piloter påstod at have ødelagt 4950 fjendtlige fly.

P-51 blev bygget til at være let at flyve -

- så piloten kunne fokusere på fjendtlige fly.

Forandringen i P-51D-serien var et glastag med 360 graders udsyn.

Mustangen kunne nå en topfart på 700 km/t -

- og præstationen i stor højde var enestående.

P-51D var udstyret med seks .50 maskingeværer -

- og forstærkede vingepyloner, som kunne bære 450 kg bomber.

Men det vigtigste var dens rækkevidde på 1500 km -

- og med eksterne brændstoftanke op til 2000 km.

En ideel eskorte for bombefly.

Hundreder af P-51D'er kom til England i februar 1944 -

- lige før D-dag.

Pludselig var præcisionsbombning på banen igen.

Sidst i 1943, hvor andet angreb stadig ventede -

- kom de allierede langsomt frem i Italien.

Italiens bjergrige rygrad med store floder forsinkede de allierede.

Terrænet var en hjælp for forsvaret.

Bjergterræn med byer og landsbyer, som kunne befæstes -

- dominerede vejnettet.

Og de allieredes hære var primært mekaniserede hære.

Det var svært for mekaniserede hære at fungere fuldt ud i det terræn.

En af udfordringerne -

-var et benediktinerkloster kaldet Monte Cassino.

Det var omgivet af dalene Liri og Rapido.

Det gav aksemagterne en strategisk placering på Gustav-linjen.

Og forsinkede de allierede på deres vej mod Rom.

For at bryde igennem måtte tunge bombefly bruges.

Brugen af tunge bombefly -

- for at bryde tyskernes forsvarspositioner -

- var en udvikling af luftvåbnet, som ikke var helt vellykket.

Vi ser det for eksempel i brugen af tunge bombefly -

- mod Monte Cassino-klosteret.

Den 15. februar 1944 ankom 142 B-17'ere -

- 47 B-25'ere og 40 B-26 mellemstore bombefly -

- for at bombe forsvaret.

Angrebet forvandlede klosteret til en rygende ruin.

Brugen af bomber frembragte en masse murbrokker -

- som angrebsstyrken ikke kunne passere let -

- eller hurtigt nok til at udnytte bombningen.

Og sådan var det også her.

Man diskuterer stadig, om tyskerne nogensinde besatte klostret.

Det mener man ikke nu.

Selvom skråningerne var deres observationspost -

- var de ikke på selve klostret.

Det troede de allierede, og det mente soldaterne i dalen.

Tyskland benægter, at deres tropper var der før angrebet.

Men det kan bevises, at de var der, for mange tyskere blev se flygte.

De allierede nåede kun frem ved at bombe byen Cassino -

- og angribe med 20 divisioner.

Endelig, den 5. juni 1944 -

- kunne allierede tropper marchere i Roms gader.

Men nu var verdens øjne vendt mod et nyt sted.

D-DAG 6. JUNI 1944

Almægtige Gud, vore sønner, vor nations stolthed -

- har i dag begivet sig ud på en stor opgave.

En kamp for at bevare vor republik -

- vor religion og vor civilisation -

- og befri en lidende befolkning.

Den 6. juni 1944 under Operation Overlord -

- invaderede de allierede Normandiets kyst.

De åbnede den anden front og overraskede tyskerne -

- som havde ventet dem ved Pas-de-Calais.

De allierede startede en misinformations-kampagne -

- med falske radiosignaler

og trådløs trafik kaldet Operation Fortitude.

Tyskerne skulle tro, at Normandiet var en afledningsmanøvre.

Et større angreb på Calais ventede 240 km fra Normandiet.

Bombning af infrastrukturen bag strandene -

- ødelagde Tysklands evne til at få forråd og forstærke brohoveder.

Et større bombeangreb nord for Normandiet -

- var en del af bedraget.

Men Operation Fortitude var en nøje planlagt plan.

Patton stod for en falsk hær, falske kampvogne -

- og artilleri af gummi og træ.

Alt sammen et bedrag, og det virkede.

Den 15. hær blev bremset.

Under forberedelserne til invasionen fra 2. til 5. juni ...

... udførte de allierede 3876 missioner -

- og smed 18.110 tons bomber.

På to måneder havde man mistet 2000 fly og 12.000 mænd -

- selvom Luftwaffe led under langvarige angreb før D-dag -

- og de fortsatte krav fra Østfronten.

Antallet af fly i omløb varierer.

Men man havde mellem 12.000-14.000 fly -

- som støtte til Overlord og D-dag.

Men tyskerne havde 500, og kun halvdelen af dem -

- kunne bruges på D-dag.

Luftwaffe forsvinder fra luftrummet over Vesteuropa i 1944.

Ved midnat den 6. eskorterede kampfly troppeskibene over kanalen.

RAF Lancastere, Halifaxere og Mosquitoer -

- foretog 1000 natflyvninger over de tysk forsvarslinjer.

Efterfulgt af morgentogter med Eighth Air Forces B-17 og B-24.

Bombningen af Caen og ti andre franske byer 6. og 7. juni -

- blokerede tyske forstærkninger med murbrokker.

Over 14.000 allierede togter -

- holdt Luftwaffe nede på sølle 319 togter.

De blokerede fjendens radar, angreb jernbaner og veje -

- og forhindrede forsvarsangreb.

Bomberne dræbte 60.000 franske civile.

Et antal, der svarer til Blitzens dødstal.

Det var et stumpt våben, som ikke altid var effektivt.

Men det kunne være ødelæggende.

54 tons tunge kampvogne lå med bunden i vejret -

- efter de intense bombeangreb.

Generalløjtnant Fritz Bayerlein kaldte det helvede.

"Flyene kom som på samlebånd," sagde han.

"Bomberne faldt som et tæppe."

"Frontlinjerne lignede et månelandskab -

- og mindst 70% af mit personel var ramt."

"Døde, sårede, gale eller lammede."

Efter udfaldet fra brohovedet genoptog flyene -

- de opgaver, de var taget fra, af bombekommandochef Arthur Harris.

Harris mente, at bombningen var nøglen til sejren.

Nu fik bombeflyene støtte fra langdistancefly -

- mod et svækket forsvarssystem.

De genoptog angrebet på tyske byer.

Kampagnen nåede et nyt intensitetsniveau.

På det tidspunkt var Nazityskland besejret.

Russerne strømmede ind fra øst.

Briternes og amerikanernes bombeangreb -

- forvandlede Tysklands 70 storbyer til murbrokker.

Bomber blev nu smidt over eksisterende murbrokker.

De allierede planlagde at udføre et stort bombeangreb på Berlin -

- med det mål at dræbe op til 220.000 mennesker.

De planer endte med at blive opgivet.

Men de blev ændret til et nyt angreb på Dresden.

Nat og dag den 13. og 14. februar -

- bombede 800 RAF-fly og 600 amerikanske bombefly Dresden.

400 vendte tilbage 2. marts og 572 angreb en sidste gang 4. april.

Byen lå i ruiner.

dødstallet var som altid -

- stærkt debatteret, men det blev estimeret til 25.000.

Det virkede forkert, fordi krigen næsten var slut.

Hvad opnåede bombetogterne? Det er spørgsmålet.

Hvorfor reviderede man ikke bombningens strategiske hensigt.

Interessant nok skrev Churchill den 28. marts til sine stabschefer:

"Jeg synes, vi skal genoverveje bombningen af tyske byer -

- bare for at skabe frygt."

"Ødelæggelsen af Dresden er en alvorlig plet på vores adfærd."

Jeg mener, at det er et kneb, som skal vise hans menneskelighed.

Briterne tænkte nok det samme -

- for de offentliggjorde først brevet mange år efter krigen.

I krigens sidste måneder ændredes de allierede strategi -

- med nye våben, skabt til kommende krige.

Mens bølger af allierede bombefly ramte tyske byer ...

... slog Nazityskland tilbage med deres første krydsermissiler -

- V1 og V2, mod hollandske og britiske byer.

I Japan ødelagde bombetogter med krigens dyreste våben -

- B-29 Super Fortress, letantændelige japanske byer.

Og da man troede, bombetogterne ikke kunne blive værre -

- lettede to B-29'ere, Enola Gay og Bockscar -

- fra North Fields base i Stillehavet -

- med bomber, hvis destruktivitet skræmte verden -

- og ændrede krig for altid.

Det er en atombombe.

Vi har tæmmet Universets fundamentale kraft.

Den kraft, solen bruger, er blevet sluppet løs -

- mod dem, der bragte krigen til Fjernøsten.

Tekster: Britt Finnemann Iyuno-SDI Group