All language subtitles for bomber.terror.of.wwii.s01e04.the.world.at.war.1080p.web.h264-b2b_untitled_track2_[dan]

Gennem krigshistorien har mange
opfindelser ændret kampene.

Katapulten, langbuen,
kanonen, maskingeværet.

Men ét våben ændrede ikke kun
slagmarken, men selve krigen.

Det udvidede den militære konflikt
til hele lande -

- og udløste en hidtil ukendt frygt.

Det våben var bombeflyet.

Den 7. december 1941 -

- en dato, der vil blive husket
som en skændsel.

USA blev pludseligt
og forsætligt angrebet-

- af Japans flåde og luftvåben.

Præsident Roosevelt fortalte
Kongressen og folket -

- at japanske fly havde indledt
bombardementer mod øen Oahu.

Han fortalte USA,
at landet nu var i krig med Japan.

Seks dage senere erklærede
Adolf Hitler krig mod USA.

Pearl Harbor lå stadig i ruiner.
Brandene ulmede stadig.

Men skaden var sket.

Historiens mest indflydelsesrige
bombetogt skulle forandre krigen.

I månederne efter Pearl Harbor,
i starten af 1942 -

- vandt japanerne frem
i et stort område af Stillehavet.

De besatte Filippinerne,
Malaya, Nederlandsk Ostindien -

- Singapore, Hong Kong og Burma
op til den indiske grænse.

Man må huske stemningen i USA
efter Pearl Harbor.

De havde mistet Filippinerne.
Briterne havde mistet skibene -

- Prince of Wales og Repulse
til japanerne.

De japanske sejre hobede sig op.

USA og de allierede kunne
tilsyneladende ikke stoppe dem.

USA skulle forberede sig i flere
måneder, før de var klar til krig.

Men i vrede og utålmodighed ledte
militærstrateger efter noget -

- der kunne vise japanerne,
at der ville blive kamp.

De valgte et bombetogt.

I 1942 havde USA ingen flyvepladser
tæt nok på Japan til et bombetogt -

- så de måtte improvisere.

Indsatsstyrke 18 fra hangarskibet
USS Hornet under admiral Halsey -

- sejlede fra San Francisco
og ud i Stillehavet i april.

De skulle lægge sig tæt på Tokyo -

- og sende bombefly ud for
at angribe den japanske hovedstad.

Det var et PR-stunt fra amerikanerne
for at vise japanerne -

- at de ikke var usårlige
og godt kunne blive angrebet.

Oberstløjtnant Jim Doolittle -

- kendt for sine stunts
og sin store viden om fly -

- skulle lede missionen.

Doolittle valgte B-25 Mitchell
med kort vingefang.

Her er den hemmelige flyveplads.

16 tomotorers B-25'ere
spændt fast på Hornets flyvedæk.

Han fjernede så meget vægt
fra flyene som muligt-

- så de kunne lette fra skibet
med fuld bombelast.

Men det gik ikke som planlagt.

En japansk patruljebåd
opdagede skibene -

- 170 kilometer
fra det planlagte startsted.

De 16 B-25'ere måtte lette
ti timer tidligere end planlagt.

Fordi de reagerede hurtigt, lykkedes
det at overrumple japanerne.

Det kom bag på japanerne.

De forventede det ikke,
og i en af dagbøgerne står der -

- at hun hører eksplosioner,
kigger op -

- og ser granater
fra antiluftskyts eksplodere.

Så hører hun, at amerikanske
bombefly har bombet Tokyo.

Flyene kastede
højeksplosive og brandbomber -

- mod Tokyo, Yokohama, Yokosuka,
Nagoya, Osaka og Kobe.

De blev beskudt
fra både luften og jorden.

B-25'erne kunne ikke nå tilbage
til hangarskibene.

I stedet skulle de flyve videre
og lande i Kina -

- som havde kæmpet
mod Japan i fire år.

16 besætninger overlevede-

- tre piloter døde, og to
besætninger blev taget til fange.

Én pilot døde i fangenskab.
De andre blev henrettet.

Doolittles togt gjorde ikke
megen skade-

- men det havde en afgørende effekt.

Man må huske,
at bombelasten var let.

Der var ingen væsentlige skader
hverken militært eller industrielt.

Effekten var de psykiske skader
på japanerne.

Marinestrateger og -taktikere
i Japan erkendte -

- at den opstillede forsvarslinje
var blevet brudt -

- og at landet ikke var trygt,
som de troede, og som det burde.

Men Doolittles togt gik nok
allerværst ud over kineserne -

- i de områder,
hvor bombeflyene landede bagefter.

53 japanske bataljoner indtog dem
for at ødelægge flyvepladserne -

- og nedslagte lokalbefolkningen
som straf.

I Østeuropa var der kampe
i hidtil uset omfang-

- med infanteri og artilleri
mellem Aksen og Sovjetunionen.

I vest, før amerikanerne
kom på D-dag-

- kunne briterne kun angribe
fjenden på én måde: i luften.

I februar 1942 fik Sir Arthur Harris
ansvaret for Bomber Command.

Han skulle målrette angrebene
mod moralen i civilbefolkningen -

- og især industriarbejderne.

Han ville nå målet -

- ved at sende flere bombefly ud
på ét togt end nogensinde før.

Vi ønsker at tilintetgøre -

- ethvert center for krigsproduktion
om nødvendigt.

Vi er godt på vej mod det mål.

Harris gik ind for -

- styrket kampmoral,
momentum og samarbejde.

Han havde udset sig de nemme mål
Lübeck og Rostock ved kysten.

Köln kunne lige præcis nås
med datidens teknik.

Han erkendte, at man ikke kunne
blive ved med at sende bombefly -

- ind over Tyskland
og få dem skudt ned -

- og besætningerne dræbt.
Det gik ikke.

De havde ikke teknologien
til at ramme de mål, de ville.

Harris besluttede, at den bedste
udnyttelse af bombeflyene var -

- at flyve højt oppe
og bombe et stort område om natten -

- hvor fjendens jagerfly
og antiluftskyts ikke kunne nå dem.

Harris' første chance
for at demonstrere sin strategi -

- var Operation Millennium
ved månedsskiftet maj-juni 1942.

I denne nye type angreb
deltog over 1000 fly hver gang.

Himlen over Tyskland har lige siden
været fyldt med allierede fly.

Alle med bare lidt erfaring
blev sat ind -

- for at nå det magiske tal 1000.

Det endte vist på 1043.

KÖLN
DEN 30. MAJ 1942

Harris' hovedmål var Köln -

- fordi det var et
jernbaneknudepunkt med-

- tung industri samt Essen på grund
af de store våbenfabrikker.

Indhyllet i skyer nærmede de sig en
af Tysklands bedst forsvarede byer.

Det tyske antiluftskyts
var radarstyret.

Over 500 antiluftskytskanoner
og projektørlys mødte fjenden.

Da bombeflyene
kom væltende ind i bølger-

- oversvømmede de
radaren med data.

Inden for 90 minutter
havde 900 af de 1047 fly -

- kastet 1455 ton bomber,
de fleste brandbomber, over Köln.

Civilforsvaret på jorden var i kaos.

Brandene efter den første bølge
blev forværret af de efterfølgende.

De voldsomme flammer
fortærede alt brændbart.

Effekten var altødelæggende
for byens infrastruktur og civile.

Formålet med den og effekten af den
bestod i at skabe momentum.

Hvis briterne kunne
indsætte 1000 bombefly -

- når de kun havde haft
500 bombefly ved fronten -

- var det en stor bedrift.

De tyske medier fordømte
den meningsløse ødelæggelse -

- men Kölns eksborgmester,
Konrad Adenauer -

- en modstander af regimet
og senere vesttysk kansler -

- lagde al skylden
på de ledende nazister -

- som han mente, havde antændt
lysten til hævn og gengældelse.

KORALHAVET
DEN 4. MAJ 1942

Få dage forinden,
på den anden side af kloden-

- havde kampfly tilføjet svære tab,
ikke over byer, men på havet.

Fra den 4.-8. maj
stod Slaget i Koralhavet -

- den første store træfning mellem
USA og Japan i Stillehavskrigen.

Det var det første slag
mellem hangarskibe.

Tre dage før Slaget i Koralhavet -

- havde USA's styrker overgivet sig
til japanerne i Filippinerne.

Japans næste mål var
Port Moresby i Ny Guinea -

- for at afskære Australiens
forsyningslinje til USA.

Admiral Yamamoto tilføjede
to hangarskibe med 121 fly -

- til Shōhōs flyverregiment
på vej til invasionen af Ny Guinea.

Admiral Chester W. Nimitz
havde fem hangarskibe -

- men Saratoga, Enterprise og Hornet
var ikke til rådighed.

Amerikanerne havde
bedre destroyere og radar -

- men japanerne var
kamphærdede og erfarne.

Slaget i Koralhavet er blevet kaldt
slaget fuldt af fejl, og det var det.

Begge sider begik store fejl -

- både strategisk,
operativt og taktisk.

Slaget blev udkæmpet
udelukkende med fly.

Det var det første slag, hvor skibe
kæmpede uden at se hinanden.

Rekognoscering var vigtig
på det store hav -

- for at finde fjendtlige styrker.

Amerikanerne havde et es i ærmet.

Kodebryderne på Hawaii under
Joe Rochefort knækker koden -

- og opdager,
at der er noget i gære i Koralhavet.

Nimitz tager chancen
og sender to af sine hangarskibe -

- Yorktown og Lexington,
mod det sydlige Stillehav.

Nimitz' satsning gav pote.

De leder efter hinanden i dagevis-

- men de finder hinanden og går
i kamp om morgenen den 8. maj.

Amerikanerne overrumpler japanerne.

Under slaget bliver det japanske
hangarskib Shōhō sænket -

- af amerikanske fly
fra Lexington og Yorktown.

Men de japanske hangarskibe
får beskadiget Lexington -

- og sænket det
samt beskadiget Yorktown.

Admiral Sherman var den sidste,
der forlod Lexington, før det sank.

Vores land kan være stolt
af besætningens indsats.

Deres optræden var storslået.

Man bliver stolt som amerikaner
over at se deres indsats.

Det større skib Shōkaku
blev også beskadiget-

- og Zuikakus flyverregiment
blev sat ud af spillet.

For Japan var det en taktisk sejr,
fordi de sænkede flere skibe -

- end amerikanerne gjorde.

Men det afholdt japanerne -

- fra at invadere
eller støtte tropperne i Ny Guinea.

Det standsede deres bevægelse
sydpå i Stillehavet.

Set i sammenhæng
med Slaget ved Midway -

- var Koralhavet det første stød
og Midway det andet -

- der vendte krigslykken
mod japanerne i Stillehavskrigen.

Midway er en lille atol
midt ude i Stillehavet.

Den blev annekteret
af USA i 1867-

- og beliggenheden tæt på Oahu
var afgørende i Stillehavskrigen.

Japanerne anså den
for en grundpille -

- i bestræbelserne på
at hæmme USA's flåde.

Hvis de kunne tage Midway
samt nogle af øerne i Aleuterne -

- ville de udvide deres forsvar
og holde USA i skak.

Admiral Yamamoto ville angribe
de amerikanske fly på Midway -

- og lokke Nimitz' flåde med tre
hangarskibe ud af Pearl Harbor -

- til et stort søslag
mod Den Kombinerede Flåde.

Men den japanske styrke
havde en akilleshæl.

Den kunne udføre
et effektivt angreb-

- men blev den selv truet,
var den straks udfordret -

- da den ikke selv havde
tilstrækkeligt luftværn.

Admiral Yamamoto
sendte 120 skibe-

- herunder fire hangarskibe
med 248 fly-

- i Nagumos Kidō Butai,
Den Første Luftflåde.

Nimitz' styrker kredsede
om tre hangarskibe -

- 225 fly på hangarskibene
samt yderligere 125 på Midway.

Yorktown havde stadig
bombeskader fra Koralhavet.

Ved Koralhavet og Midway så man nu
både japanske fly på hangarskibe -

- og amerikanske jagere,
styrtbombere og torpedobombere.

Hvad angår kvalitet og ydeevne -

- havde de japanske hangarskibe
overtaget over amerikanerne.

USA's eneste fordel med hensyn til
flyenes ydeevne var SBD Dauntless.

Douglas SBD Dauntless -

- var flådens vigtigste
rekognosceringsfly.

Det havde en støjende motor
på 3600 kilo og 1200 hestekræfter.

Den lange rækkevidde,
nemme manøvrering, store last -

- tunge ildkraft og robusthed
gjorde det populært blandt piloter.

Det var et godt fly,
stabilt og nemt at vedligeholde.

Det var stabilt under dyk,
og det kunne tåle mange skader.

Det havde nok
det laveste tabstal i Stillehavet.

Det ramte meget præcist.

Det havde en interessant mekanisme,
der lignede en trapez.

Bomben sad på en trapez -

- og under styrtbombning udløste
man den, så bomben fløj fremad.

Det spillede en vigtig rolle
i Slaget om Midway.

Douglas Aircraft lavede
i alt 5936 SBD'ere -

- i løbet af krigen.

De fløj over en million timer
fra hangarskibe i Stillehavet -

- samt fra Filippinerne, Australien,
Ny Guinea og Java.

Ved Midway var SBD mest effektive
sammen med andre bombefly -

- som kunne holde
de japanske 0-jagerfly beskæftiget.

Tidligt om morgenen den 4. juni
gav viceadmiral Chūichi Nagumo -

- ordre til, at 108 fly
under løjtnant Tomonaga Jōichi -

- angreb amerikanerne på Midway.

Der var flere grunde
til USA's succes.

Den vigtigste var nok, at USA
havde afkodet japanske militærkoder.

De vidste, at de kom til Midway,
og kunne lægge sig i baghold.

USA's fly mødte de japanske
eskadriller 60 km fra basen.

De havde ikke
en chance mod 0'erne.

13 Buffalo og 2 Wildcat gik tabt.

Angrebet tog ti minutter,
men var ikke afgørende.

Selv om de japanske bombefly
beskadigede kraftværker -

- vandrør, olietanke
og andre anlæg på Midway-øerne -

- var det ikke en ren knockout,
og de mistede 23 procent af flyene.

Klokken 7.45 var Tomonagas fly
på vej tilbage fra Midway.

Nagumo fik efterretninger om,
at ti amerikanske skibe var på vej.

Han måtte vælge mellem
at lande flyene -

- eller indlede et nyt angreb
fra flyvedækkene.

Nagumo besluttede at vente -

- og hente sine 78 fly ind
inden næste angreb.

Det vigtigste taktiske øjeblik kom,
da de japanere, der kæmpede -

- mod både baserne på Midway
og de amerikanske hangarskibe -

- skiftede fly på dæk og ikke kunne
forsvare sig mod styrtbomberne.

Klokken 10.30 den 4. juni 1942 -

- angreb en bølge af 31 SBD'ere
fra Enterprise både Kaga og Akagi.

Det udløste det overskydende
skyts og brændstof på dæk-

- samt fly og bomber i lastrummene.

Yderligere SBD'ere fra Yorktown
angreb Sōryū.

På knap fem minutter var der ild i
tre af Kidō Butais fire hangarskibe.

Dermed havde japanerne kun
ét hangarskib tilbage, Hiryū.

Ved middagstid slog
styrtbombere fra Hiryū tilbage -

- i tre angreb på Yorktown,
som blev skadet, men ikke lammet.

Tre timer senere, klokken 15.30 -

- fandt amerikanske styrtbombere
Hiryū og ramte det med fire bomber.

Kontreadmiral Raymond Spruance
beordrede tilbagetrækning.

Efter tre dages kampe erklærede
amerikanerne sejr ved Midway.

I alt blev fire japanske
hangarskibe, en krydser -

- og hundredvis af fly ødelagt.

Omkring 3000 døde.

USA mistede ét hangarskib,
én destroyer-

- 144 fly og 362 menneskeliv.

I 1943 stod det dog klart -

- at amerikanernes
masseproduktion af krigsskibe -

- gav en fordel,
og da de begyndte at stå klar -

- havde de mange flybesætninger
under træning.

Japanerne havde ikke
den slags reserver.

De fleste af deres piloter,
der kunne have oplært nye, var døde.

Ligeledes var vedligeholdspersonel
og flyteknikere døde.

Slaget ved Midway var
den japanske flådes sidste angreb.

Krigen i Stillehavet
var ikke vundet endnu -

- men den amerikanske flåde
havde overtaget initiativet.

Mens USA's flåde
slog til i Stillehavet-

- gjorde Den Røde Hær
endelig fremskridt-

- mod Tysklands pansrede kolonner.

På grund af udmattelse,
tab, motorhavarier og vejr -

- blev den tyske offensiv stoppet
ved Moskvas porte.

Da vejret blev bedre
i foråret og sommeren 1942 -

- gjorde tyskerne sig klar
til fortsat fremstød -

- mod et nyt strategisk mål:
oliefelterne i Kaukasus.

Mens to tredjedele begav sig
mod det sovjetiske Aserbajdsjan -

- gik resten af 6. armé,
Armégruppe B-

- efter at indtage Sovjetunionens
næstvigtigste by, Stalingrad.

Luftwaffes bombning af Stalingrad
var en af de dødeligste -

- og mest ødelæggende i krigen i øst.

Hovedbombardementet fandt sted
den 23. og 24. august -

- men togterne fortsatte
hele september.

Luftwaffes Luftflåde 4 blev anført
af general Wolfram von Richthofen.

I 1. Verdenskrig fløj han med sin
fætter Manfred, Den Røde Baron.

Han stod i spidsen for
bombeangrebet på Warszawa.

Luftflåde 4 fløj
1600 missioner over Stalingrad -

- med 400 bombefly
bestående af Heinkel He 111 -

- og især Junkers Ju 88
mellemstore bombefly.

Junkers Ju 88 fra midten af 30'erne
må berømmes for sin krigsindsats.

Samlebåndet fortsatte kontinuerligt
fra 1936 til 1945 -

- og der blev bygget over 15.000
i mange varianter -

- mere end noget andet
tomotorers tysk fly fra den tid.

Ju 88 havde en topfart
på 510 km/t-

- en højdegrænse på 9000 meter
og en rækkevidde på 2430 km.

Ju 88 var nok det mest
alsidige fly i Luftwaffe.

Det tjente som dagbomber,
natbomber, styrtbomber, natjager -

- og endda som præcisionsvåben,
der blev kastet af et andet fly -

- så Ju 88 tjente som sprænghoved,
der skulle ramme et mål.

Ju 88's bevæbning bestod af
et 7,92 mm maskingevær fremad -

- to 7,92 mm maskingeværer øverst
og to maskingeværer i bugen -

- og op til 3000 kilo bomber
eller to torpedoer.

Problemet med Ju 88 var -

- at man blev ved med
at pille ved den.

Under produktionen
af første generation -

- opstod behovet for styrtbombning,
hvilket øgede vægten.

En historiker har påpeget,
at det vidner om et godt design -

- at ændringerne ikke ødelagde det.

Ju 88 viste sig at være
uvurderligt i øst-

- hvor det angreb flyvepladser i lav
højde og forårsagede enorme tab.

Ved Stalingrad betød manglen
på luftforsvar, at tyskerne -

- kunne flyve lavt og smide deres
bomber med knusende effekt.

De angreb myndigheder,
kommunikationssystemer -

- og vigtig infrastruktur,
herunder vandforsyning -

- oliefabrikker ved Volga
og store fabrikker.

Ødelæggelsen var monumental
og fuldstændig.

Ildangreb på den ødelagte by -

- indhyllede den i tætte,
vulkanagtige, sorte røgskyer -

- som strakte sig
3,5 kilometer op i luften.

Brandvæsnet fik ikke
adgang til vand-

- og 95 procent af bygningerne
i centrum blev ødelagt.

Efter Hitlers ønske om at udrydde
al sovjetisk modstand -

- fortsatte luftangrebene fra
den 23. august til 22. november -

- med 1000 daglige missioner i snit.

Af byens 440.000 indbyggere
blev 40.000 mennesker dræbt -

- under belejringen.
Ingen har tal på de sårede.

Det havde en afgørende effekt.
Der var murbrokker overalt i byen -

- så alle gaderne var spærret.

Det ophævede tyskernes fordel
ved pansret krigsførelse.

Guerillakrig og nærkamp i ruinerne
af Stalingrads brede gader -

- var ikke det, tyskerne
havde planlagt eller trænet.

Det gjorde kampen mere lige
for Den Røde Hær.

Sovjetunionen sendte
erstatninger nok -

- til at holde tyskerne beskæftiget,
så det blev en udmattelseskrig.

Kampene i Stalingrad
udviklede sig til gadekampe.

De kæmpede om én gade -

- og tyskerne kunne ikke udnytte
deres panserstyrker fuldt ud.

Sidst i september var Luftflåde 4-

- reduceret til
blot 129 funktionelle bombefly.

Von Richthofens bøn
om forstærkninger blev ignoreret.

Hitler fokuserede på at forhindre
Afrikakorpsets kollaps i Nordafrika.

Og at forstærke Tunesien
inden de allieredes Operation Torch.

Skønt Stalingrad ligger i ruiner,
har byen adlydt-

- ordren om at holde ud
for enhver pris.

Hitlers hovedstyrke er samlet her-

- men russerne har kæmpet
for hver meter.

Rusland har ikke kun overlevet
angreb fra 240 divisioner -

- men er selv gået til angreb
i stor skala.

Den 19. november 1942 indledte fire
sovjetiske arméer Operation Uranus.

Operation Uranus var omringningen
af Aksens styrker i Stalingrad.

Det skete i november 1942.
Fly spillede en vigtig rolle.

De angreb befæstninger
før angrebet -

- og bagefter hjalp de
sovjetiske tropper -

- med at udnytte revnerne
i de tyske linjer.

1400 sovjetiske fly, LaGG-3 -

- MiG-3 og IL-2, gik til angreb
på den omringede 6. armé.

Selv om Göring protesterede over
at bruge Luftwaffe til transport -

- blev der beordret en luftbro
for at forsyne de tyske tropper.

Omkring 250.000 soldater
er fanget i lommen.

De eksisterende transportenheder
er ikke talstærke nok.

Derfor begyndte tyskerne
at bruge Heinkel 111-eskadriller -

- som provisoriske transportenheder.

På sin vis fungerede det.
Enhederne var vant til -

- at arbejde om vinteren,
og besætningerne var trænede.

De fløj mange missioner
ind til Stalingrad.

Men et bombefly er
uegnet som transportfly.

Det har ikke lastrum og lastluge.
Bomberummet har et andet formål.

Et Heinkel kan ikke føre
så meget last som et transportfly.

Sammen med He 111'erne blev
en blanding af nye og gamle fly -

- indsat til at forsyne 6. armé.

Midt i december nåede
afløsningstropperne tæt på byen -

- men Sovjetunionens offensiv
havde indtaget flyvepladserne.

Knibtangsmanøvrens kæber mødtes
og afskar alle de tyske arméer.

Den tyske 6. armés skæbne
var beseglet.

Hitlers højt besungne 6. armé
måtte overlades til sig selv.

Ingensteds var fiaskoen
mere udtalt end i Luftwaffe -

- som sidst i offensiven -

- desperat forsøgte at forsyne
en million soldater.

Tyskerne må slippe
forsyninger fra luften.

Luftwaffe kunne ikke på noget
tidspunkt tilgodese 6. armés behov.

At flyve forsyninger ind i frostvejr
og under beskydning blev for svært.

Von Richthofens lufttransportstyrke
blev tilintetgjort.

Af hele Luftflåde 4
var der kun 33 He 111-

- syv procent af Ju 52,
ingen Fw 200 -

- og 35 procent af de nye
Heinkel He 177 tilbage.

Heinkel 177 betød mindre
for krigen på østfronten.

En håndfuld prototyper blev brugt
i luftbroen til Stalingrad -

- men næsten alle styrtede.

Der er mange kandidater
til titlen "Hitlers største fejl".

Heinkel 177 er måske ikke
blandt topkandidaterne -

- men det er helt klart
med på listen.

I 1937, efter den første prototype,
gav militæret firmaet ordre til -

- at lave flyet om
fra tungt bombefly til styrtbomber.

Resultatet af denne forvirring
blev en række designafvigelser.

Den værste var,
at et firemotorers fly -

- kun fik to propeller -

- for at give bedre manøvredygtighed
og stabilitet under dyk.

Desværre var DB 601-motorerne
komplicerede, sad meget tæt -

- og var dækket
af en stram motorkappe.

Med to motorer til hver propel -

- blev motorerne overophedet
og brød tit i brand.

Flybesætningerne kaldte det
"den brændende kiste".

De får aldrig løst problemet
med motorer, der overopheder.

Flere He 177'ere går tabt i ulykker -

- og motorbrande end kamp.

Meget få af dem kommer i kamp
på grund af driftsproblemer.

De har forsøgt at springe
hen over generationer -

- af flyudvikling, og det mislykkes.

Ved én lejlighed -

- overværede Hermann Göring
14 He 177 med kurs mod London.

De 13 lettede, 8 vendte straks om,
1 fløj andetsteds hen -

- og kun 4 nåede hovedstaden,
hvor 1 blev skudt ned.

Næsten alle flyets systemer
var nye og radikale.

Det havde fjernstyrede tårne,
hvilket var en teknisk innovation.

En skytte styrede
flere tårne samtidig -

- fra en fjernkonsol.
Det kom aldrig til at virke.

Havde tyskerne haft mere tid,
planlagde de at ændre Heinkel -

- til et standard firemotorers fly.

Det ville nok have været
ret effektivt.

Tyskernes flydesign og -produktion
stod i skarp kontrast -

- til den anden side af Atlanten.

Winston Churchill sagde:
"Frontlinjen ligger i fabrikkerne."

I så fald lå de allieredes
frontlinje i USA.

Det, der foregik i industrien der,
banede vej for en allieret sejr.

USA's ekstraordinære indsats
kom bedst til udtryk -

- et sted, der byggede bombefly,
og som hed Willow Run.

Amerikanerne forbereder sig hastigt -

- på at finde
deres plads ved fronten.

Arbejdere i fabrikker og miner har
lange arbejdsdage under stort pres -

- for at lave de våben og det udstyr,
uden hvilke krigen ikke kan vindes.

Stedet hedder nu Willow Run Airfield
og ligger ved Detroit i Michigan.

Henry Ford, som oprindelig
ville holde USA uden for krigen -

- tog det første spadestik i 1941-

- til den 330.000 kvadratmeter store
Willow Run-fabrik.

Ford erklærede -

at man ville fremstille
1000 standardfly om dagen.

I starten gav Fords
ufleksible samlebåndsmetoder-

- der havde 30 års produktion
af Ford T på bagen -

- kun 14 fly om dagen.

Det var kun steget til 24 fly
i december 1942.

Ford udskiftede ledelsen
på Willow Run-

- og antog flyindustriens standard
med opdelt produktion -

- for at øge produktionen.

På sit højeste havde Willow Run
en permanent arbejdsstyrke -

- på 42.000 hengivne
kvinder og mænd-

- der arbejdede døgnet rundt
og lavede kvalitetsfly.

Det bombefly, de fremstillede,
var Consolidated B-24 Liberator.

B-24 Liberator, et firemotorers
bombefly med lang rækkevidde -

- var lavet til at flyve højere,
længere og hurtigere end B-17.

Det havde forkomprimerede
Pratt & Whitney-motorer -

- og en revolutionerende
Davis-vinge-

- som hjalp
på luftmodstand og opdrift.

Topfarten var 478 km/t -

- og højdegrænsen 8500 meter.
Rækkevidden var 2600 kilometer.

B-24 havde en besætning på ti
og kunne kaste 2250 kilo bomber -

- i stor højde fra to bomberum.

Et Norden-bombesigte
gav større præcision.

Det var tungt bevæbnet
med ti maskingeværer i kaliber .50.

Men det var langt fra perfekt.

B24 fik tit utætte brændstofslanger
og var sårbart over for beskydning.

Mange besætninger
foretrak stadig B-17.

Men det blev det militærfly,
der blev lavet flest af i USA.

Det tjente alle allierede styrker
i Stillehavet og Europa.

B-24 Liberators succes skyldtes
ikke så meget udformningen -

- som det store antal af fly.

Masseproduktionen var amerikansk
industris største krigsbedrift.

For at afbøde tabt arbejdskraft -

- førte regeringen en aggressiv
rekrutteringskampagne -

- baseret på kampråbet om
at vinde krigen ved samlebåndet.

Det kendteste symbol
var Rosie the Riveter.

Kampagnen fik millioner af kvinder
ind i arbejdsstyrken, og det hjalp.

Præsident Roosevelt
gav militærindustrien-

- ledere, der havde
forstand på det-

- fordi de havde årtiers erfaring
fra den private sektor.

Henry Fords ærkefjende,
General Motors' William Knudsen -

- fik ansvaret
for industriproduktionen.

Andre industrimagnater
fik statslige roller -

- for at sikre, at krigen fik
højeste prioritet hos alle.

Fire dage efter Pearl Harbor,
den 11. december 1941 -

- gav Knudsen ordre til at stoppe
den civile bilproduktion.

Han bad Detroits fabrikker
om at producere militærudstyr.

50.000 fly om året, 130.000 motorer,
55.000 stykker artilleri -

- 9200 kampvogne, 580 skibe
og 2 millioner geværer.

For at strømline processen
skulle man hurtigt sende flyene -

- fra samlebåndet
til aktiv tjeneste-

- og piloter og besætning fik
logi og uddannelse på stedet.

Fords nye produktionssystem
på Willow Run -

- leverede 8700 B-24'ere,
650 om måneden-

- ud af totalt 18.482 B-24'ere -

- der blev lavet
inden september 1945.

Men inden da var bombeflyets form,
skala og kraft blevet omdefineret -

- af det dyreste og største
flyvende våben under krigen.

B-29 Superfortress.

I 1942 og 1943
var verden virkelig i krig.

De allierede vandt sejre
over Aksemagterne -

- i Stillehavet ved Midway -

- i Europa ved Stalingrad
og i Nordafrika ved el-Alamein.

I krigens sidste år skulle
de allieredes fremmarch -

- ledsages af stadig mere
ødelæggende bombardementer.

Tekster: Morten Rasmussen
Iyuno-SDI Group