Original subtitles

Gennem krigshistorien har mange opfindelser ændret kampene.

Katapulten, langbuen, kanonen, maskingeværet.

Men ét våben ændrede ikke kun slagmarken, men selve krigen.

Det udvidede den militære konflikt til hele lande -

- og udløste en hidtil ukendt frygt.

Det våben var bombeflyet.

Den 7. december 1941 -

- en dato, der vil blive husket som en skændsel.

USA blev pludseligt og forsætligt angrebet-

- af Japans flåde og luftvåben.

Præsident Roosevelt fortalte Kongressen og folket -

- at japanske fly havde indledt bombardementer mod øen Oahu.

Han fortalte USA, at landet nu var i krig med Japan.

Seks dage senere erklærede Adolf Hitler krig mod USA.

Pearl Harbor lå stadig i ruiner. Brandene ulmede stadig.

Men skaden var sket.

Historiens mest indflydelsesrige bombetogt skulle forandre krigen.

I månederne efter Pearl Harbor, i starten af 1942 -

- vandt japanerne frem i et stort område af Stillehavet.

De besatte Filippinerne, Malaya, Nederlandsk Ostindien -

- Singapore, Hong Kong og Burma op til den indiske grænse.

Man må huske stemningen i USA efter Pearl Harbor.

De havde mistet Filippinerne. Briterne havde mistet skibene -

- Prince of Wales og Repulse til japanerne.

De japanske sejre hobede sig op.

USA og de allierede kunne tilsyneladende ikke stoppe dem.

USA skulle forberede sig i flere måneder, før de var klar til krig.

Men i vrede og utålmodighed ledte militærstrateger efter noget -

- der kunne vise japanerne, at der ville blive kamp.

De valgte et bombetogt.

I 1942 havde USA ingen flyvepladser tæt nok på Japan til et bombetogt -

- så de måtte improvisere.

Indsatsstyrke 18 fra hangarskibet USS Hornet under admiral Halsey -

- sejlede fra San Francisco og ud i Stillehavet i april.

De skulle lægge sig tæt på Tokyo -

- og sende bombefly ud for at angribe den japanske hovedstad.

Det var et PR-stunt fra amerikanerne for at vise japanerne -

- at de ikke var usårlige og godt kunne blive angrebet.

Oberstløjtnant Jim Doolittle -

- kendt for sine stunts og sin store viden om fly -

- skulle lede missionen.

Doolittle valgte B-25 Mitchell med kort vingefang.

Her er den hemmelige flyveplads.

16 tomotorers B-25'ere spændt fast på Hornets flyvedæk.

Han fjernede så meget vægt fra flyene som muligt-

- så de kunne lette fra skibet med fuld bombelast.

Men det gik ikke som planlagt.

En japansk patruljebåd opdagede skibene -

- 170 kilometer fra det planlagte startsted.

De 16 B-25'ere måtte lette ti timer tidligere end planlagt.

Fordi de reagerede hurtigt, lykkedes det at overrumple japanerne.

Det kom bag på japanerne.

De forventede det ikke, og i en af dagbøgerne står der -

- at hun hører eksplosioner, kigger op -

- og ser granater fra antiluftskyts eksplodere.

Så hører hun, at amerikanske bombefly har bombet Tokyo.

Flyene kastede højeksplosive og brandbomber -

- mod Tokyo, Yokohama, Yokosuka, Nagoya, Osaka og Kobe.

De blev beskudt fra både luften og jorden.

B-25'erne kunne ikke nå tilbage til hangarskibene.

I stedet skulle de flyve videre og lande i Kina -

- som havde kæmpet mod Japan i fire år.

16 besætninger overlevede-

- tre piloter døde, og to besætninger blev taget til fange.

Én pilot døde i fangenskab. De andre blev henrettet.

Doolittles togt gjorde ikke megen skade-

- men det havde en afgørende effekt.

Man må huske, at bombelasten var let.

Der var ingen væsentlige skader hverken militært eller industrielt.

Effekten var de psykiske skader på japanerne.

Marinestrateger og -taktikere i Japan erkendte -

- at den opstillede forsvarslinje var blevet brudt -

- og at landet ikke var trygt, som de troede, og som det burde.

Men Doolittles togt gik nok allerværst ud over kineserne -

- i de områder, hvor bombeflyene landede bagefter.

53 japanske bataljoner indtog dem for at ødelægge flyvepladserne -

- og nedslagte lokalbefolkningen som straf.

I Østeuropa var der kampe i hidtil uset omfang-

- med infanteri og artilleri mellem Aksen og Sovjetunionen.

I vest, før amerikanerne kom på D-dag-

- kunne briterne kun angribe fjenden på én måde: i luften.

I februar 1942 fik Sir Arthur Harris ansvaret for Bomber Command.

Han skulle målrette angrebene mod moralen i civilbefolkningen -

- og især industriarbejderne.

Han ville nå målet -

- ved at sende flere bombefly ud på ét togt end nogensinde før.

Vi ønsker at tilintetgøre -

- ethvert center for krigsproduktion om nødvendigt.

Vi er godt på vej mod det mål.

Harris gik ind for -

- styrket kampmoral, momentum og samarbejde.

Han havde udset sig de nemme mål Lübeck og Rostock ved kysten.

Köln kunne lige præcis nås med datidens teknik.

Han erkendte, at man ikke kunne blive ved med at sende bombefly -

- ind over Tyskland og få dem skudt ned -

- og besætningerne dræbt. Det gik ikke.

De havde ikke teknologien til at ramme de mål, de ville.

Harris besluttede, at den bedste udnyttelse af bombeflyene var -

- at flyve højt oppe og bombe et stort område om natten -

- hvor fjendens jagerfly og antiluftskyts ikke kunne nå dem.

Harris' første chance for at demonstrere sin strategi -

- var Operation Millennium ved månedsskiftet maj-juni 1942.

I denne nye type angreb deltog over 1000 fly hver gang.

Himlen over Tyskland har lige siden været fyldt med allierede fly.

Alle med bare lidt erfaring blev sat ind -

- for at nå det magiske tal 1000.

Det endte vist på 1043.

KÖLN DEN 30. MAJ 1942

Harris' hovedmål var Köln -

- fordi det var et jernbaneknudepunkt med-

- tung industri samt Essen på grund af de store våbenfabrikker.

Indhyllet i skyer nærmede de sig en af Tysklands bedst forsvarede byer.

Det tyske antiluftskyts var radarstyret.

Over 500 antiluftskytskanoner og projektørlys mødte fjenden.

Da bombeflyene kom væltende ind i bølger-

- oversvømmede de radaren med data.

Inden for 90 minutter havde 900 af de 1047 fly -

- kastet 1455 ton bomber, de fleste brandbomber, over Köln.

Civilforsvaret på jorden var i kaos.

Brandene efter den første bølge blev forværret af de efterfølgende.

De voldsomme flammer fortærede alt brændbart.

Effekten var altødelæggende for byens infrastruktur og civile.

Formålet med den og effekten af den bestod i at skabe momentum.

Hvis briterne kunne indsætte 1000 bombefly -

- når de kun havde haft 500 bombefly ved fronten -

- var det en stor bedrift.

De tyske medier fordømte den meningsløse ødelæggelse -

- men Kölns eksborgmester, Konrad Adenauer -

- en modstander af regimet og senere vesttysk kansler -

- lagde al skylden på de ledende nazister -

- som han mente, havde antændt lysten til hævn og gengældelse.

KORALHAVET DEN 4. MAJ 1942

Få dage forinden, på den anden side af kloden-

- havde kampfly tilføjet svære tab, ikke over byer, men på havet.

Fra den 4.-8. maj stod Slaget i Koralhavet -

- den første store træfning mellem USA og Japan i Stillehavskrigen.

Det var det første slag mellem hangarskibe.

Tre dage før Slaget i Koralhavet -

- havde USA's styrker overgivet sig til japanerne i Filippinerne.

Japans næste mål var Port Moresby i Ny Guinea -

- for at afskære Australiens forsyningslinje til USA.

Admiral Yamamoto tilføjede to hangarskibe med 121 fly -

- til Shōhōs flyverregiment på vej til invasionen af Ny Guinea.

Admiral Chester W. Nimitz havde fem hangarskibe -

- men Saratoga, Enterprise og Hornet var ikke til rådighed.

Amerikanerne havde bedre destroyere og radar -

- men japanerne var kamphærdede og erfarne.

Slaget i Koralhavet er blevet kaldt slaget fuldt af fejl, og det var det.

Begge sider begik store fejl -

- både strategisk, operativt og taktisk.

Slaget blev udkæmpet udelukkende med fly.

Det var det første slag, hvor skibe kæmpede uden at se hinanden.

Rekognoscering var vigtig på det store hav -

- for at finde fjendtlige styrker.

Amerikanerne havde et es i ærmet.

Kodebryderne på Hawaii under Joe Rochefort knækker koden -

- og opdager, at der er noget i gære i Koralhavet.

Nimitz tager chancen og sender to af sine hangarskibe -

- Yorktown og Lexington, mod det sydlige Stillehav.

Nimitz' satsning gav pote.

De leder efter hinanden i dagevis-

- men de finder hinanden og går i kamp om morgenen den 8. maj.

Amerikanerne overrumpler japanerne.

Under slaget bliver det japanske hangarskib Shōhō sænket -

- af amerikanske fly fra Lexington og Yorktown.

Men de japanske hangarskibe får beskadiget Lexington -

- og sænket det samt beskadiget Yorktown.

Admiral Sherman var den sidste, der forlod Lexington, før det sank.

Vores land kan være stolt af besætningens indsats.

Deres optræden var storslået.

Man bliver stolt som amerikaner over at se deres indsats.

Det større skib Shōkaku blev også beskadiget-

- og Zuikakus flyverregiment blev sat ud af spillet.

For Japan var det en taktisk sejr, fordi de sænkede flere skibe -

- end amerikanerne gjorde.

Men det afholdt japanerne -

- fra at invadere eller støtte tropperne i Ny Guinea.

Det standsede deres bevægelse sydpå i Stillehavet.

Set i sammenhæng med Slaget ved Midway -

- var Koralhavet det første stød og Midway det andet -

- der vendte krigslykken mod japanerne i Stillehavskrigen.

Midway er en lille atol midt ude i Stillehavet.

Den blev annekteret af USA i 1867-

- og beliggenheden tæt på Oahu var afgørende i Stillehavskrigen.

Japanerne anså den for en grundpille -

- i bestræbelserne på at hæmme USA's flåde.

Hvis de kunne tage Midway samt nogle af øerne i Aleuterne -

- ville de udvide deres forsvar og holde USA i skak.

Admiral Yamamoto ville angribe de amerikanske fly på Midway -

- og lokke Nimitz' flåde med tre hangarskibe ud af Pearl Harbor -

- til et stort søslag mod Den Kombinerede Flåde.

Men den japanske styrke havde en akilleshæl.

Den kunne udføre et effektivt angreb-

- men blev den selv truet, var den straks udfordret -

- da den ikke selv havde tilstrækkeligt luftværn.

Admiral Yamamoto sendte 120 skibe-

- herunder fire hangarskibe med 248 fly-

- i Nagumos Kidō Butai, Den Første Luftflåde.

Nimitz' styrker kredsede om tre hangarskibe -

- 225 fly på hangarskibene samt yderligere 125 på Midway.

Yorktown havde stadig bombeskader fra Koralhavet.

Ved Koralhavet og Midway så man nu både japanske fly på hangarskibe -

- og amerikanske jagere, styrtbombere og torpedobombere.

Hvad angår kvalitet og ydeevne -

- havde de japanske hangarskibe overtaget over amerikanerne.

USA's eneste fordel med hensyn til flyenes ydeevne var SBD Dauntless.

Douglas SBD Dauntless -

- var flådens vigtigste rekognosceringsfly.

Det havde en støjende motor på 3600 kilo og 1200 hestekræfter.

Den lange rækkevidde, nemme manøvrering, store last -

- tunge ildkraft og robusthed gjorde det populært blandt piloter.

Det var et godt fly, stabilt og nemt at vedligeholde.

Det var stabilt under dyk, og det kunne tåle mange skader.

Det havde nok det laveste tabstal i Stillehavet.

Det ramte meget præcist.

Det havde en interessant mekanisme, der lignede en trapez.

Bomben sad på en trapez -

- og under styrtbombning udløste man den, så bomben fløj fremad.

Det spillede en vigtig rolle i Slaget om Midway.

Douglas Aircraft lavede i alt 5936 SBD'ere -

- i løbet af krigen.

De fløj over en million timer fra hangarskibe i Stillehavet -

- samt fra Filippinerne, Australien, Ny Guinea og Java.

Ved Midway var SBD mest effektive sammen med andre bombefly -

- som kunne holde de japanske 0-jagerfly beskæftiget.

Tidligt om morgenen den 4. juni gav viceadmiral Chūichi Nagumo -

- ordre til, at 108 fly under løjtnant Tomonaga Jōichi -

- angreb amerikanerne på Midway.

Der var flere grunde til USA's succes.

Den vigtigste var nok, at USA havde afkodet japanske militærkoder.

De vidste, at de kom til Midway, og kunne lægge sig i baghold.

USA's fly mødte de japanske eskadriller 60 km fra basen.

De havde ikke en chance mod 0'erne.

13 Buffalo og 2 Wildcat gik tabt.

Angrebet tog ti minutter, men var ikke afgørende.

Selv om de japanske bombefly beskadigede kraftværker -

- vandrør, olietanke og andre anlæg på Midway-øerne -

- var det ikke en ren knockout, og de mistede 23 procent af flyene.

Klokken 7.45 var Tomonagas fly på vej tilbage fra Midway.

Nagumo fik efterretninger om, at ti amerikanske skibe var på vej.

Han måtte vælge mellem at lande flyene -

- eller indlede et nyt angreb fra flyvedækkene.

Nagumo besluttede at vente -

- og hente sine 78 fly ind inden næste angreb.

Det vigtigste taktiske øjeblik kom, da de japanere, der kæmpede -

- mod både baserne på Midway og de amerikanske hangarskibe -

- skiftede fly på dæk og ikke kunne forsvare sig mod styrtbomberne.

Klokken 10.30 den 4. juni 1942 -

- angreb en bølge af 31 SBD'ere fra Enterprise både Kaga og Akagi.

Det udløste det overskydende skyts og brændstof på dæk-

- samt fly og bomber i lastrummene.

Yderligere SBD'ere fra Yorktown angreb Sōryū.

På knap fem minutter var der ild i tre af Kidō Butais fire hangarskibe.

Dermed havde japanerne kun ét hangarskib tilbage, Hiryū.

Ved middagstid slog styrtbombere fra Hiryū tilbage -

- i tre angreb på Yorktown, som blev skadet, men ikke lammet.

Tre timer senere, klokken 15.30 -

- fandt amerikanske styrtbombere Hiryū og ramte det med fire bomber.

Kontreadmiral Raymond Spruance beordrede tilbagetrækning.

Efter tre dages kampe erklærede amerikanerne sejr ved Midway.

I alt blev fire japanske hangarskibe, en krydser -

- og hundredvis af fly ødelagt.

Omkring 3000 døde.

USA mistede ét hangarskib, én destroyer-

- 144 fly og 362 menneskeliv.

I 1943 stod det dog klart -

- at amerikanernes masseproduktion af krigsskibe -

- gav en fordel, og da de begyndte at stå klar -

- havde de mange flybesætninger under træning.

Japanerne havde ikke den slags reserver.

De fleste af deres piloter, der kunne have oplært nye, var døde.

Ligeledes var vedligeholdspersonel og flyteknikere døde.

Slaget ved Midway var den japanske flådes sidste angreb.

Krigen i Stillehavet var ikke vundet endnu -

- men den amerikanske flåde havde overtaget initiativet.

Mens USA's flåde slog til i Stillehavet-

- gjorde Den Røde Hær endelig fremskridt-

- mod Tysklands pansrede kolonner.

På grund af udmattelse, tab, motorhavarier og vejr -

- blev den tyske offensiv stoppet ved Moskvas porte.

Da vejret blev bedre i foråret og sommeren 1942 -

- gjorde tyskerne sig klar til fortsat fremstød -

- mod et nyt strategisk mål: oliefelterne i Kaukasus.

Mens to tredjedele begav sig mod det sovjetiske Aserbajdsjan -

- gik resten af 6. armé, Armégruppe B-

- efter at indtage Sovjetunionens næstvigtigste by, Stalingrad.

Luftwaffes bombning af Stalingrad var en af de dødeligste -

- og mest ødelæggende i krigen i øst.

Hovedbombardementet fandt sted den 23. og 24. august -

- men togterne fortsatte hele september.

Luftwaffes Luftflåde 4 blev anført af general Wolfram von Richthofen.

I 1. Verdenskrig fløj han med sin fætter Manfred, Den Røde Baron.

Han stod i spidsen for bombeangrebet på Warszawa.

Luftflåde 4 fløj 1600 missioner over Stalingrad -

- med 400 bombefly bestående af Heinkel He 111 -

- og især Junkers Ju 88 mellemstore bombefly.

Junkers Ju 88 fra midten af 30'erne må berømmes for sin krigsindsats.

Samlebåndet fortsatte kontinuerligt fra 1936 til 1945 -

- og der blev bygget over 15.000 i mange varianter -

- mere end noget andet tomotorers tysk fly fra den tid.

Ju 88 havde en topfart på 510 km/t-

- en højdegrænse på 9000 meter og en rækkevidde på 2430 km.

Ju 88 var nok det mest alsidige fly i Luftwaffe.

Det tjente som dagbomber, natbomber, styrtbomber, natjager -

- og endda som præcisionsvåben, der blev kastet af et andet fly -

- så Ju 88 tjente som sprænghoved, der skulle ramme et mål.

Ju 88's bevæbning bestod af et 7,92 mm maskingevær fremad -

- to 7,92 mm maskingeværer øverst og to maskingeværer i bugen -

- og op til 3000 kilo bomber eller to torpedoer.

Problemet med Ju 88 var -

- at man blev ved med at pille ved den.

Under produktionen af første generation -

- opstod behovet for styrtbombning, hvilket øgede vægten.

En historiker har påpeget, at det vidner om et godt design -

- at ændringerne ikke ødelagde det.

Ju 88 viste sig at være uvurderligt i øst-

- hvor det angreb flyvepladser i lav højde og forårsagede enorme tab.

Ved Stalingrad betød manglen på luftforsvar, at tyskerne -

- kunne flyve lavt og smide deres bomber med knusende effekt.

De angreb myndigheder, kommunikationssystemer -

- og vigtig infrastruktur, herunder vandforsyning -

- oliefabrikker ved Volga og store fabrikker.

Ødelæggelsen var monumental og fuldstændig.

Ildangreb på den ødelagte by -

- indhyllede den i tætte, vulkanagtige, sorte røgskyer -

- som strakte sig 3,5 kilometer op i luften.

Brandvæsnet fik ikke adgang til vand-

- og 95 procent af bygningerne i centrum blev ødelagt.

Efter Hitlers ønske om at udrydde al sovjetisk modstand -

- fortsatte luftangrebene fra den 23. august til 22. november -

- med 1000 daglige missioner i snit.

Af byens 440.000 indbyggere blev 40.000 mennesker dræbt -

- under belejringen. Ingen har tal på de sårede.

Det havde en afgørende effekt. Der var murbrokker overalt i byen -

- så alle gaderne var spærret.

Det ophævede tyskernes fordel ved pansret krigsførelse.

Guerillakrig og nærkamp i ruinerne af Stalingrads brede gader -

- var ikke det, tyskerne havde planlagt eller trænet.

Det gjorde kampen mere lige for Den Røde Hær.

Sovjetunionen sendte erstatninger nok -

- til at holde tyskerne beskæftiget, så det blev en udmattelseskrig.

Kampene i Stalingrad udviklede sig til gadekampe.

De kæmpede om én gade -

- og tyskerne kunne ikke udnytte deres panserstyrker fuldt ud.

Sidst i september var Luftflåde 4-

- reduceret til blot 129 funktionelle bombefly.

Von Richthofens bøn om forstærkninger blev ignoreret.

Hitler fokuserede på at forhindre Afrikakorpsets kollaps i Nordafrika.

Og at forstærke Tunesien inden de allieredes Operation Torch.

Skønt Stalingrad ligger i ruiner, har byen adlydt-

- ordren om at holde ud for enhver pris.

Hitlers hovedstyrke er samlet her-

- men russerne har kæmpet for hver meter.

Rusland har ikke kun overlevet angreb fra 240 divisioner -

- men er selv gået til angreb i stor skala.

Den 19. november 1942 indledte fire sovjetiske arméer Operation Uranus.

Operation Uranus var omringningen af Aksens styrker i Stalingrad.

Det skete i november 1942. Fly spillede en vigtig rolle.

De angreb befæstninger før angrebet -

- og bagefter hjalp de sovjetiske tropper -

- med at udnytte revnerne i de tyske linjer.

1400 sovjetiske fly, LaGG-3 -

- MiG-3 og IL-2, gik til angreb på den omringede 6. armé.

Selv om Göring protesterede over at bruge Luftwaffe til transport -

- blev der beordret en luftbro for at forsyne de tyske tropper.

Omkring 250.000 soldater er fanget i lommen.

De eksisterende transportenheder er ikke talstærke nok.

Derfor begyndte tyskerne at bruge Heinkel 111-eskadriller -

- som provisoriske transportenheder.

På sin vis fungerede det. Enhederne var vant til -

- at arbejde om vinteren, og besætningerne var trænede.

De fløj mange missioner ind til Stalingrad.

Men et bombefly er uegnet som transportfly.

Det har ikke lastrum og lastluge. Bomberummet har et andet formål.

Et Heinkel kan ikke føre så meget last som et transportfly.

Sammen med He 111'erne blev en blanding af nye og gamle fly -

- indsat til at forsyne 6. armé.

Midt i december nåede afløsningstropperne tæt på byen -

- men Sovjetunionens offensiv havde indtaget flyvepladserne.

Knibtangsmanøvrens kæber mødtes og afskar alle de tyske arméer.

Den tyske 6. armés skæbne var beseglet.

Hitlers højt besungne 6. armé måtte overlades til sig selv.

Ingensteds var fiaskoen mere udtalt end i Luftwaffe -

- som sidst i offensiven -

- desperat forsøgte at forsyne en million soldater.

Tyskerne må slippe forsyninger fra luften.

Luftwaffe kunne ikke på noget tidspunkt tilgodese 6. armés behov.

At flyve forsyninger ind i frostvejr og under beskydning blev for svært.

Von Richthofens lufttransportstyrke blev tilintetgjort.

Af hele Luftflåde 4 var der kun 33 He 111-

- syv procent af Ju 52, ingen Fw 200 -

- og 35 procent af de nye Heinkel He 177 tilbage.

Heinkel 177 betød mindre for krigen på østfronten.

En håndfuld prototyper blev brugt i luftbroen til Stalingrad -

- men næsten alle styrtede.

Der er mange kandidater til titlen "Hitlers største fejl".

Heinkel 177 er måske ikke blandt topkandidaterne -

- men det er helt klart med på listen.

I 1937, efter den første prototype, gav militæret firmaet ordre til -

- at lave flyet om fra tungt bombefly til styrtbomber.

Resultatet af denne forvirring blev en række designafvigelser.

Den værste var, at et firemotorers fly -

- kun fik to propeller -

- for at give bedre manøvredygtighed og stabilitet under dyk.

Desværre var DB 601-motorerne komplicerede, sad meget tæt -

- og var dækket af en stram motorkappe.

Med to motorer til hver propel -

- blev motorerne overophedet og brød tit i brand.

Flybesætningerne kaldte det "den brændende kiste".

De får aldrig løst problemet med motorer, der overopheder.

Flere He 177'ere går tabt i ulykker -

- og motorbrande end kamp.

Meget få af dem kommer i kamp på grund af driftsproblemer.

De har forsøgt at springe hen over generationer -

- af flyudvikling, og det mislykkes.

Ved én lejlighed -

- overværede Hermann Göring 14 He 177 med kurs mod London.

De 13 lettede, 8 vendte straks om, 1 fløj andetsteds hen -

- og kun 4 nåede hovedstaden, hvor 1 blev skudt ned.

Næsten alle flyets systemer var nye og radikale.

Det havde fjernstyrede tårne, hvilket var en teknisk innovation.

En skytte styrede flere tårne samtidig -

- fra en fjernkonsol. Det kom aldrig til at virke.

Havde tyskerne haft mere tid, planlagde de at ændre Heinkel -

- til et standard firemotorers fly.

Det ville nok have været ret effektivt.

Tyskernes flydesign og -produktion stod i skarp kontrast -

- til den anden side af Atlanten.

Winston Churchill sagde: "Frontlinjen ligger i fabrikkerne."

I så fald lå de allieredes frontlinje i USA.

Det, der foregik i industrien der, banede vej for en allieret sejr.

USA's ekstraordinære indsats kom bedst til udtryk -

- et sted, der byggede bombefly, og som hed Willow Run.

Amerikanerne forbereder sig hastigt -

- på at finde deres plads ved fronten.

Arbejdere i fabrikker og miner har lange arbejdsdage under stort pres -

- for at lave de våben og det udstyr, uden hvilke krigen ikke kan vindes.

Stedet hedder nu Willow Run Airfield og ligger ved Detroit i Michigan.

Henry Ford, som oprindelig ville holde USA uden for krigen -

- tog det første spadestik i 1941-

- til den 330.000 kvadratmeter store Willow Run-fabrik.

Ford erklærede -

at man ville fremstille 1000 standardfly om dagen.

I starten gav Fords ufleksible samlebåndsmetoder-

- der havde 30 års produktion af Ford T på bagen -

- kun 14 fly om dagen.

Det var kun steget til 24 fly i december 1942.

Ford udskiftede ledelsen på Willow Run-

- og antog flyindustriens standard med opdelt produktion -

- for at øge produktionen.

På sit højeste havde Willow Run en permanent arbejdsstyrke -

- på 42.000 hengivne kvinder og mænd-

- der arbejdede døgnet rundt og lavede kvalitetsfly.

Det bombefly, de fremstillede, var Consolidated B-24 Liberator.

B-24 Liberator, et firemotorers bombefly med lang rækkevidde -

- var lavet til at flyve højere, længere og hurtigere end B-17.

Det havde forkomprimerede Pratt & Whitney-motorer -

- og en revolutionerende Davis-vinge-

- som hjalp på luftmodstand og opdrift.

Topfarten var 478 km/t -

- og højdegrænsen 8500 meter. Rækkevidden var 2600 kilometer.

B-24 havde en besætning på ti og kunne kaste 2250 kilo bomber -

- i stor højde fra to bomberum.

Et Norden-bombesigte gav større præcision.

Det var tungt bevæbnet med ti maskingeværer i kaliber .50.

Men det var langt fra perfekt.

B24 fik tit utætte brændstofslanger og var sårbart over for beskydning.

Mange besætninger foretrak stadig B-17.

Men det blev det militærfly, der blev lavet flest af i USA.

Det tjente alle allierede styrker i Stillehavet og Europa.

B-24 Liberators succes skyldtes ikke så meget udformningen -

- som det store antal af fly.

Masseproduktionen var amerikansk industris største krigsbedrift.

For at afbøde tabt arbejdskraft -

- førte regeringen en aggressiv rekrutteringskampagne -

- baseret på kampråbet om at vinde krigen ved samlebåndet.

Det kendteste symbol var Rosie the Riveter.

Kampagnen fik millioner af kvinder ind i arbejdsstyrken, og det hjalp.

Præsident Roosevelt gav militærindustrien-

- ledere, der havde forstand på det-

- fordi de havde årtiers erfaring fra den private sektor.

Henry Fords ærkefjende, General Motors' William Knudsen -

- fik ansvaret for industriproduktionen.

Andre industrimagnater fik statslige roller -

- for at sikre, at krigen fik højeste prioritet hos alle.

Fire dage efter Pearl Harbor, den 11. december 1941 -

- gav Knudsen ordre til at stoppe den civile bilproduktion.

Han bad Detroits fabrikker om at producere militærudstyr.

50.000 fly om året, 130.000 motorer, 55.000 stykker artilleri -

- 9200 kampvogne, 580 skibe og 2 millioner geværer.

For at strømline processen skulle man hurtigt sende flyene -

- fra samlebåndet til aktiv tjeneste-

- og piloter og besætning fik logi og uddannelse på stedet.

Fords nye produktionssystem på Willow Run -

- leverede 8700 B-24'ere, 650 om måneden-

- ud af totalt 18.482 B-24'ere -

- der blev lavet inden september 1945.

Men inden da var bombeflyets form, skala og kraft blevet omdefineret -

- af det dyreste og største flyvende våben under krigen.

B-29 Superfortress.

I 1942 og 1943 var verden virkelig i krig.

De allierede vandt sejre over Aksemagterne -

- i Stillehavet ved Midway -

- i Europa ved Stalingrad og i Nordafrika ved el-Alamein.

I krigens sidste år skulle de allieredes fremmarch -

- ledsages af stadig mere ødelæggende bombardementer.

Tekster: Morten Rasmussen Iyuno-SDI Group