Original subtitles

Goddag, det er John Dillermand!

John Dillermand, John Dillermand, han har været den slikste Dillermand, der

næstet sig genud, han har næstet sig genud, han har næstet sig genud, han har

næstet sig genud, han har næstet sig genud, han har næstet sig genud, han har

næstet sig genud, han har næstet sig genud, han har næstet sig genud,

Au, au, olieboer!

Hvad er det der sker?

Hvad har du lavet?

Nyt! Det var bare en Halloween -prank, grinede John. Jeg skal forgribe det så.

Åh, er det Halloween?

Så skal vi finde en rigtig uhyggelig udklædning til dig, John.

Til Halloween kommer de onde ånder nemlig frem, og dem skal vi skræmme væk.

Og John håbede ikke, at der vandtes onde ånder i virkeligheden. Men han ville

gerne have noget uhyggeligt udklædt. En uhyggelig dæmondjævel.

Men John syntes slet ikke, at det så sejt ud. Og han lignede overhovedet ikke

en uhyggelig dæmondjævel. Du er så uhyggelig, John.

Hvad er du klædt ud som, John? spurgte børnene. En uhyggelig dæmondjævel, sagde

John. Du er slet ikke uhyggelig, John. Du ligner mere end en kæmpe stor bil,

grinede børnene.

John synes, de andre var klædt meget mere uhyggeligt end ham.

Men det kan lilleren ikke finde sig i.

Lilleren kunne sagtens gøre John uhyggelig.

Jeg er den uhyggelige kardemonsjævel.

Og denne gang var Jens faktisk enig.

Og så skulle der samles flik ind.

Hvad er det for noget ballade, I vil lave? spurgte Yvonne. Og det vidste de

ikke. De ville bare have flik.

Men Dilleren derimod var altid klar på balladen. Nej, vi vil have flik! Stop,

Dilleren!

Hold da op for et farligt muligt æbletræ, hva'? I fortjener da vist lidt

Men Yvonne havde vist ikke helt forstået, at rosiner og finer altså ikke

rigtig slik. Vi prøver bare det næste hus.

Slik eller ballade, råbte de til den sure mand. Hvad tager du det?

Det er jo en flot udklædning. Det er ikke en flot udklædning, sagde den sure

mand. I har da vist fortjent en ordentlig spandfuld slik.

Og den sure mand var vist slet ikke sur i dag.

Men det blev han, fordi han vidste ikke, hvornår balladen ikke var sjov længere.

Og John tænkte, at det var bedst lige at gemme sig lidt.

John gemte sig så

længe, at de andre var gået videre til det uhyggeligste hus på hele vejen.

Ægte spøvelseshus.

Det skulle John ikke vide noget af. Men dilleren var ikke bange, så John var jo

nødt til at følge med. Det var

de

onde ånder, som Oldemor havde talt om, og nu havde de fanget hende.

Men John, du bliver nødt til at befri Ollemor fra de onde ånder.

Er det måske ikke dig, der er John Dillermand?

Jo, gud er det så, tænkte John. Han var nødt til at skramme de onde ånder væk,

men først måtte han lige tænde lyset.

Snydt, John, skreg Ollemor. Det var bare en af de der Halloween -pranks.

Og nu kunne John se, at Ollemor havde taget fysen på ham.

Blev du bange for Ollemors Halloween -prank, grinede Jensen.

Pyha, heldigt at det bare var for sjov.

Der findes jo slet ikke ægte ånder.

Nu kunne de endelig holde den vildeste Halloween -fest med masser af slik.

Og John kom måske til at spise lidt for meget flik, så Dylan måtte trække ham

hjem.

Kom nu, Dylan. Det er ikke en rigtig spørgsmål. Kom nu hjem.

Kom nu, Dylan. Kom nu hjem.