Original subtitles

Goddag, det er John Dillermand!

John Dillermand, Dillermand, han er verdens længste Dillermand. Der er

ikke noget, han ikke kan lide mere end det. Han kan lide noget, han kan lide

klog. Han kan lide det hele vejret, ved at være klog. John Dillermand, John

Dillermand, John Dillermand.

John Dillermand, John Dillermand, John Dillermand.

John klæder sig ud.

John hjalp Ollemor med vasketøjet, men det var lidt kedeligt, så Dillon fandt

noget.

Og pludselig var John klædt ud som spøvelse.

Det kunne

Ollemor slet ikke se, men hun ville da slet ikke se Dillon.

Men Dillon ville altså klæde sig ud, og nu lignede den slet ikke sig selv.

Den var blevet til en fin herre med en meget lang næse.

Diller, ikke hen til Olleboer!

John holdt vejret. Men Olleboer kunne slet ikke genkende Diller, når den var

klædt ud.

Sikke en nydelig herre, der er kommet på besøg, John.

Hvem er det?

Det er Diller. Nej, det er herr Niller.

Han er advokat. Nej, er herr Niller advokat? Og sikke en næse.

Så skal vi da have i, John.

Stik lige ud og køb dem, sagde Ollemor.

John var noget overrasket, men glad for ikke at få skidt ud.

Dilleren går John usynlig igen.

Og så svævede spøvelset John og hans nye ven Niller ud for at købe is.

Og ingen kunne se, at spøvelset og herr Niller i virkeligheden bare var John og

hans diller.

Den mand kan åbne døren med næsen, sagde folk.

De var åbenbart meget imponeret over hernilders stærke næse.

John syntes egentlig, at det var ham, der skulle have rus for at have åbnet

døren. Men ingen kunne se, at det var ham.

Men det kunne Jens.

Hej John, der er lang kø. Hej John, cirka en lang kø, sagde Jens.

Hvorfor har du et lan over hovedet? Og hvem er det, du er sammen med der? Det

hernilder. Vi skal hente is til Oliver.

Dilleren gad ikke at vente på, at det blev deres tur i køen og snød sig foran,

som den plejede.

Åh nej, vi må ikke snøde, Diller.

John vidste, at man ikke måtte snyde med dilleren, men det måtte man vist godt

med næsen.

Han holder en is med næsen, sagde folk.

John blev både kold og varm indeni, og så pænt de pludselig talte om hans

diller, eller hans næse.

Det er godt nok en sej næse, han har, ham Niller. Hvad kan han med den? Kan

måske også fiske?

Ja da, selvfølgelig, dr. Niller, han er advokat, sagde John, selvom han ikke

anede, hvad en advokat laver.

Folk klappede, mens næse -Niller fisket ting op ad vandet.

Herre Niller var ret god til at fiske, men ingen lagde mærke til John, der var

klædt ud. Men han var jo også et spøgelse, og dem kan man jo ikke se i

virkeligheden.

Blandet slik med næsen.

Dilleren kunne godt lide at være klædt ud som næse, for så måtte den alt det,

som den ellers ikke plejede.

John blev ked af det, og inden han havde set sig om, havde Jens fundet på noget

nyt, som herren Nieler skulle prøve.

Men er han stærk nok til at løfte bussen, sagde Jens.

Og kan han fyre bussen afsted som en raket ud i verdenshubbet med næsen?

Nå, bussen kommer nok ikke forlæbigt. Jeg går hjem. Men John, den bus er på

ud i det uendelige univers.

Du bliver nødt til at redde de stakkels mennesker. Er det måske ikke dig, der er

John Dillermand? Nej, det er spøgelse. Nej, ingen kan alligevel se mig,

John. Men John, nu må du så ved dig selv og vise de andre, hvad du dur til.

Det er jo dig, der er John Dillermand. Ja, jo, skulle det så. Det er slet ikke

herr Niller. Det er mig. Det er min Diller. Herr Diller, eller min Diller.

Og den er hverken læge eller advokat, råbte John.

Og fordi John tog at vise, hvem han var, blev han og dilleren nærmest helt

magnetiske.

Men nu var det vist også på tide snart at vende næsen hjem ad.

Og John tænkte, at der skulle gå lang tid, før de skulle lege klæ ud igen.

Det gav dilleren heldigvis heller ikke.

Den ville hellere være magnetisk. Åh nej, hold så op, Diler. Nej, ikke

Nej, hold så op, Diler.