Original subtitles

Goddag, det er John Dillermand!

John Dillermand, John Dillermand, han har været den sletste Dillermand, han

været den sletste Dillermand, han har været den sletste Dillermand, han har

været den sletteste Dillermand, han har været den sletteste Dillermand, han har

været den sletteste Dillermand, han har været den sletteste Dillermand, han har

været den sletteste Dillermand, han har været den sletteste Dillermand, han har

været den sletteste Dillermand, han har været den sletteste Dillermand, han har

været den sletteste Dillermand, han har været den sletteste Dillermand,

Vil du se mig lave en salto, Olle?

spurgte John, for han var virkelig blevet god.

Men det ville Ollemor ikke, for hun skulle til frisøren, og John skulle være

alene hjemme.

Faktig væk, John, sagde Ollemor.

Nu kommer du ned fra den trampolin, så du ikke kommer til skade.

Og hvis du ellers kan finde ud af at passe på huset, så vil jeg gerne se en

salto, når jeg kommer tilbage.

Ikke noget med at gå i slikskuffen, bestille takeaway eller lukke op for

mens jeg er væk, John.

Og ikke noget trampolin. Det er farligt.

Og John tænkte, at det lød nemt nok.

Men også lidt kedeligt.

Det må vi ikke, Diller,

råbte John, da der pludselig lød et kæmpe rabatter inden for huset.

Men det var slet ikke Dilleren.

Og det var heller ikke Buller. Han måtte nok hellere lige undersøge det.

Liste, liste, liste!

Tre myndsjæger havde invaderet køkkenet. De var sikkert kommet med tilbage,

dengang John og Jens rejste i tiden.

Sejt, tænkte John. Men hey!

De var på vej i slikskuffen.

Det går ikke, tænkte John. Han vidste jo godt, at de ikke måtte gå i

slikskuffen.

Men hvis ninjaerne tog slik, så ville dealeren også have noget.

Men det blev tit lidt voldsomt, når man slogs med ninjaer.

Så John ville lige trække sig lidt tilbage, indtil de var færdige.

Dealeren var blevet sulten af alt den karate, så den ville lige ringe efter

noget takeaway.

Men ninjaerne var fint ikke færdige med at slås.

Hvor er der pizza?

Diller, vi må ikke lukke op for nogen, råbte John inden for huset.

Men for sent.

Ninjaerne ville også have pizza.

I må ikke lade dem være.

Det var ikke hop på trampolinen!

Billeren nægtede at aflevere pizzaen til de sultne ninjaer. Det gode var, at det

i hvert fald ikke kunne blive værre nu. Men der tog John fejl.

For nu var Dinoen også kommet tilbage fra tidsrejsen.

Åh nej! Ikke igen!

Ej, forhuden! Nu var det altid mig!

Åh nej! Og John tænkte, at det var på tide at komme hjem.

John, det er dig, der skal passe på huset, når Ollemor ikke er hjemme. Og nu

den dinosaurus spist både pizzaen og postbuddet.

Det må du altså få styr på.

Er det måske dig, der er John Dillermand? Nu var det så, tænkte John.

Kom så, danse, lille dino. Goddag, lille John Dillermand.

Goddag, det er John Dillermand, råbte John, og i livet af 0 ,5 havde han hængt

dem dinosaurus til tørre.

Men hvorfor kom postbuddet og pizzaen ikke ud?

Nu var det vist også på tide at få sendt dem alle sammen tilbage til fortiden

igen, helst inden Ollemor kom tilbage. Men han kunne ikke bruge buller som

tidsmaskine, for han sov. Så det eneste, der var at gøre, var at lave en kæmpe

billertornado, som også var en tidsportal.

Nu var der heldigvis styr på de ubudne gæster, men

Ollemors fine have lignede ja det ikke hvad.

Heldigvis var Johns Dilanado også rigtig god til at rydde op.

Men John kunne

overhovedet ikke se, at Ollemor var blevet klædt.

Hvordan gik det så med at passe på huset, John?

Og nu kom John til at tænke på, at ninjaerne helt havde glemt at lukke

slikskuffen.

Men John var alt for træt til at lave saltoer. Han ville meget hellere se

fjernsyn.

Heldigvis var der længe til, at han igen skulle være alene igen.