Original subtitles

Goddag, det er John Dillermand!

John Dillermand, John Dillermand, han har været den fleste Dillermand, der har

næsten ikke noget, han ikke kan med det.

Han kan spille noget, han kan hele klog, han kan række hele verden, hvem er det

klog John Dillermand? Vil John Dillermand, John Dillermand, John

John Dillermand, John Dillermand, John Dillermand!

John svævede vægtløst rundt, som en astronaut ude i hagen.

John, har du været på nettet på Olles computer?

hopte Olle. Og John anede ikke, hvad hun talte om.

Men så kom det til den kæmpe pakke til John, og dilleren havde shoppet på

nettet. Var det måske en kirke?

Dilleren vidste godt, hvad det var.

Det var bare for spændende.

Har du gættet, hvad det var, Dylan havde købt?

En vaskeægte rumraket! God idé, Dylan! Nu kunne de jo flyve helt op til munden!

Ja, jeg er ret, Dylan!

Men Ollemor havde andre planer.

John? Du kan altså ikke bare fyre raketten af, uden at have fået lov.

Det kan være farligt.

Undskyld, Olle! John ville virkelig gerne til munden. Han havde faktisk også

hørt, at det var lavet af ost.

Vi har jo ost i køleskabet. Ja, jo!

Oldemor kunne vist ikke rigtig lide tanken om, at hendes lille John sådan

sendes ud i universet helt alene.

Men dilleren ville til morgenen, og det skulle være nu.

Og sådan

gik det altså

til, at alle, undtaget John, rejste til morgenen med dilleren.

Hvor lang er den egentlig, din diller, John?

Og det var da egentlig et godt spørgsmål. Den er lang! Den er helt

Den diller blev åbenbart bare længere og længere.

Og nu var John godt træt af at vente på, at han ville blive trukket med til

månen. Nå, så kan jeg bare hjælpe dig.

John havde faktisk altid tænkt over, hvor lang hans diller egentlig var.

Men nu vidste han i hvert fald, at den kunne nå hele vejen op til månen.

Så er det spændende.

Ollemor var lidt forbavset over, at Dylan faktisk kunne styre raketten hele

vejen op til månen. Og nu de var her, så kunne de vel lige så godt række benene.

Men hør, hvad var nu det?

En hundelort på bunden.

Ej altså, buller! Munden er altså ikke et sted for småhunde, sagde Ollemor og

klappede sin lille buller. Men ude i rummet er man vægtløst. Det betyder, at

bare kan svæve rundt i luften.

Lidt ligesom når man hopper på trampolin. Og det synes Dilleren altså

sjovt ud.

Au, au, au! Lad være med det, Dilleren! Au for katten!

Det syntes Ollemor ikke var nogen god idé.

Kan vi så pakke den der væk, John?

Hele universet kan jo se dig, skreg Ollemor.

Og det havde hun jo på en måde ret i.

Alle på hele jorden kunne se Johns diller.

I virkeligheden var Ollemor nok også lidt bange for, at dillerne fløj væk.

hvordan skulle de så komme hjem igen?

Men åh nej.

Selvom Ollemor plejede at have styr på tygtekraften, havde hun glemt, at når

hopper oppe på månen, så bliver man bare blevet med at svæve opad.

Så nu svævede hun længere og længere ud i det uendelige univers.

Nu kan Ollemor og Buller jo ikke komme ned. Du bliver da nødt til at gøre

Er det måske ikke dig, der er John Dillermand?

Øh, jeg er John Dillermand.

Og så kan det nok være, at John fik samlet sig sammen igen.

Nu

skulle

de hjem, og når man har været på månen, kan man huske at plante et lille flag,

så alle kan se, at man har været der.

Så fik John reddet Ollemor og Buller.

som var meget tæt på at blive væk for evigt i det kæmpe store univers.

Velkommen hjem, Ollemor.

Ollemor skældte ud.

Det var hendes måde at vise John, at hun var glad for at være hjemme igen.

Undskyld, Olle.

Og i øvrigt var der hverken ost på månen eller i køleskabet, så nu skulle de

også ud og købe ind.

Godt nytår!