All language subtitles for Like.Water.for.Chocolate.S02E06.1080p.WEB.h264-EDITH.da

Det bliver en god dag, skat.

Jeg gør, hvad der skal gøres, ikke?

Hvis det kommer fra hjertet,
så gør du, hvad der skal gøres.

Hyp!

Grace siger til,
når du skal komme med ringene.

-Ja, far.
-Godt.

Far sagde, du ville sige til,
når jeg skulle komme med ringene.

-Ja.
-Men hvordan skal jeg...

Jeg siger til, bare rolig.

Her kommer bruden!

-Ser jeg fin ud?
-Hun ligner en prinsesse!

Tak, Delfino.

Tak.

Hjælper du mig, Delfino?

Tak.

Velkommen, brødre.

Må den almægtiges velsignelse
være med jer.

Herrens Gud sagde:

"Det er ikke godt
for manden at være alene.

Jeg finder en passende partner til ham."

Du gifter dig ikke
med denne kvinde af urent begær,

men med de bedste intentioner.

Gud den almægtige, giv os din nåde

og lad os være sammen i dit kongerige,
os alle på samme tid.

Dette er Herrens ord.

-Vi priser dig, Herre.
-Vi priser dig, Herre.

Lad os rejse os.

Vi er her ved alteret,
fordi Gud, uendeligt glorværdig,

vil være garant for jeres vilje
til at deltage i dette ægteskab.

Se på hinanden.

Se på hinanden.

Spørgsmålet er:

Er I her uden pres, frit og frivilligt?

Ja, fader. Frivilligt.

Er I fast besluttet på at elske
og respektere hinanden

og leve i ægteskab resten af jeres liv?

Er I fast besluttet på at elske
og respektere hinanden

og leve i ægteskab resten af jeres liv?

Undskyld.

Jeg kan ikke.

Nej.

Hvad er der sket?

Pedro.

-Forsigtig, frøken.
-Tak, Delfino.

Tita!

Tita!

Hvor er hun?

-Hvad er der galt?
-Tita!

Rosaura!

Du vidste det, ikke?

Du fik hende til at gå, ikke?

-Jeg... Slap af.
-Hvad har du gjort? Slip mig!

Rosaura, tag det roligt.

Du er tilbage.

Rosaura.

Hvad skete der?

Hvor blev du af?

Vi må tale sammen.

Nej.

Sig det ikke, jeg vil ikke høre dig.

Jeg tager afsted med Tita.

Vi kan ikke leve sådan her.

Nej, det vil aldrig ske.

Har vi ikke begge lidt nok?

Hvis du ikke havde accepteret
min mors aftale, ville ingen lide.

Jeg har ikke været nogen utro!

Jeg giftede mig med dig,
fordi jeg elskede dig!

Jeg vil aldrig elske dig.

Det ved jeg. Det ved jeg.

Jeg er ligeglad.

Om du kan lide det eller ej,
er jeg ved din side, til jeg dør.

Vi har stadig tid.

Du kan også blive lykkelig.

Jeg bliver aldrig lykkelig.

Jeg vil ikke tillade,
at du eller Tita er lykkelige.

Hvis du forlader dette hus,
ser du aldrig Esperanza igen.

Du har allerede mistet en søn.

Vil du også miste hende?

Rejser I? Og hvor vil I bo?

Lige nu ved jeg ingenting.

Det vigtige er,
at jeg gjorde det nødvendige.

Jeg vidste, du ikke var sikker.

Jeg var for længe om at beslutte mig.

At gifte dig med lægen var din pligt.
Du skulle bare gøre det!

Pligt, tradition, gode manerer.
Du lyder præcis som mor.

Alt det er ligegyldigt.
Hvornår indser du det?

Slå hende ikke!

Hvis mor var her, var intet af det her
sket. Du ville have adlydt hende!

Hun løj for os.
Hun blev tvunget til at gifte sig.

-Hun elskede en anden mand.
-Det passer ikke.

Så meget for dine gode manerer.

Det er løgn, I er begge skøre.

I prøver at såre mig!
Hele mit liv har I været imod mig!

Du går kun op i at gøre et godt indtryk!
Du har aldrig bekymret dig om os!

Forsvind fra mit hus en gang for alle,
for fanden!

Når du og Pedro har besluttet jer,
så sig til.

Pas på dig selv.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Hvis Juan ikke kommer, tager jeg ham
ved øret og fører ham til dig!

Tag fat i hans kugler!

John.

Hvorfor er du her?

Jeg ville sige farvel.

Det her er til dig.

Det var din bryllupsgave.

Vi har alle en indre æske tændstikker.
Vi skal bare finde en detonator.

Legenden siger mere.

Vi skal være forsigtige
og tænde en tændstik ad gangen.

For hvis følelserne er meget intense,
og alle tændstikker tændes,

ville flammen brænde for evigt.

Jeg ville ikke såre dig.

Det ved jeg.

Det ved jeg.

Hvis du vil have en forklaring,
bliver det ikke i dag.

Nej.

Jeg kan ikke holde ud
at være væk fra jer.

Han er din søn.

-Jeg er en dum skid.
-Ja.

Tilgiv mig.

Og?

Du var mig ikke utro.

Du er til at stole på, Gertrudis.

Og?

Er der andet at sige?

Jeg var overvældet af jalousi.

Jeg var et røvhul. Jeg blev vred,
fordi jeg troede...

... at du elskede en anden.

-Og?
-Tilgiv mig.

Jeg savner dig meget.

Tilgiv mig.

Gertrudis.

Kommer du eller hvad?

Vil du putte ham?

Hvad vil du?

Jeg vil ikke have flere børn.

Esperanza bliver hos mig, til jeg dør.

Forstår du ikke,
hvor skadelig den tradition har været?

Det er det eneste, jeg har.

Esperanza har ret
til at leve det liv, hun ønsker.

Det er jeg villig til at acceptere.

Men tag ikke hendes far fra hende.

Rejs langt væk og kom aldrig tilbage.

-Jeg har savnet dig.
-Jeg har savnet dig mere.

Gem det et sikkert sted.
En dag vil vores Josecito se det.

Ja.

Jeg må tilbage.

Der må være en anden måde
at ændre tingene på.

Du ville kæmpe ligesom mig.
Hvad skete der?

Vi har en søn nu.

Ja, det er sandt.

Men jeg kan ikke forlade mine mænd.

Jeg kan ikke bare forsvinde.

-Jeg er ikke desertør.
-Selvfølgelig ikke.

Det ved jeg, du ikke er.

Men José har brug for dig.

Så lad os gå.

Du opgiver ikke dine idéer,
og jeg opgiver heller ikke mine.

Jeg har intet valg.

Hvad ønsker du egentlig?

At du passer på dig selv.

Jeg kommer tilbage efter jer to.

Det lover jeg.

Værsgo.

Er du klar?

Ja.

Hvad er der galt?

Det har været en meget lang dag.

Det var vidunderligt.

Godnat.

Godnat.

Pedro.

Jeg skriver dette brev, fordi jeg ikke
tør se på dig og sige farvel.

Jeg har accepteret Rosauras aftale,

og jeg rejser væk for altid.

Hvis vi bliver sammen,

her eller et andet sted,

vil Rosaura ikke lade dig
se Esperanza igen.

Og hvad værre er,

hun vil dømme hende til at gennemgå den
samme tradition, der ødelagde mit liv.

Det tillader jeg ikke.

Den tradition dør med mig.

Pas godt på Esperanza.
Jeg tager mig af hende om sommeren.

Jeg er sikker på, at du og jeg vil
hjælpe hende med at blive en fri kvinde.

I dag opgiver jeg lykken,
så Esperanza kan blive lykkelig.

Jeg opgiver også dig,

og jeg søger min frihed.

Tvivl aldrig på min kærlighed til dig.

Vi har elsket hinanden
på afstand siden barndommen.

Jeg tror, det er bedre for alle,
hvis tingene forbliver sådan.

Farvel, Pedro.

Den dag ændrede De la Garza-kvindernes
liv sig for altid.

Mens Tita kæmpede
med en indre revolution,

kæmpede oprørerne videre,
selvom de blev svagere og svagere.

-En rytter!
-Hvem er han?

-Hjælp mig.
-Giv ham til mig.

Jeg tager mig af ham. Kom så, løb!

Tiden gik, og Rosaura holdt sit ord.

Hun tog Esperanza med til Tita
hver sommer.

Vær forsigtig.

-Hej, Esperanza.
-Hej, moster Tita.

Kom ind. Vil du have hjælp?

Tita fulgte også aftalen.

Hun gik aldrig efter Pedro.

Til gengæld så hun Esperanza vokse op.

Til sidst fandt Tita den fred,
hun havde længtes efter så længe.

Hun levede et stille liv
med at strikke, lave mad

og i venten på næste chance for
at være sammen med Esperanza.

Og, som Nacha havde gjort med hende,

lærte hun Esperanza
sine madlavningshemmeligheder.

Og denne urt med en særlig duft er...

Det er en urt.

Det er mynte.

Ja, mynte.

Lav tyndere skiver,
så det er lettere at tilberede dem.

Pedro havde aldrig et intimt forhold
til Rosaura igen.

Han var en eksemplarisk far.

Han viede krop og sjæl til denne datter

og sin kamp for de underprivilegerede
folks rettigheder.

Som jordejer promoverede
han indførelsen af love

for at forbedre folks arbejdsforhold
i hele landet.

-God rejse, skat.
-Tak, moster.

Kom snart tilbage.

Tiden gik.

Men Tita og Pedro holdt aldrig op med
at tænke på hinanden.

Inderst inde vidste de,
at adskillelsen var det bedste for alle.

Og Esperanza?

Hvor er min datter?

Det ved jeg ikke.

Esperanza!

-Vi har gæster.
-Jeg kommer, mor.

-Farvel, Alex.
-Farvel.

Farvel, frue.

Hvad lavede du med dr. Browns søn?

Sådan bør en ung dame ikke opføre sig.

Desuden har jeg det ikke godt.
Du må tage dig af mig.

Rosauras smerter blev værre.

Pedros afvisning,

hendes hemmelige ønske om at forhindre
Esperanza i at finde kærlighed

og al den bitterhed,
hun havde gemt i hjertet,

fik hende til at rådne op indeni,
lidt efter lidt.

Mor! Mor!

Hvad skete der, mor? Mor!

Mor, mor.

Hun er død.

Efter Rosauras død

bad Esperanza Tita om hjælp
til at lave mad til et arrangement.

Tita sagde ja, fordi hun vidste,
at Pedro havde travlt i byen.

At komme tilbage til ranchen bragte
smertefulde minder tilbage til Tita.

Men også smukke minder,
der havde ligget i dvale længe.

Den dag lavede de valnødde-chilier,

retten, der traditionelt
hylder Mexicos uafhængighed.

Det siges,
at hvis chilier tilberedes korrekt,

kan de oplyse sjælen hos enhver,
der smager dem.

At lave denne ret med Esperanza
i køkkenet, hvor hun blev født,

hvor hun voksede op og lærte så meget,

gjorde Tita dybt rørt.

Derfor følte hun en stærk følelse
af frihed vokse i sig,

og igen spredte denne følelse sig
til al den mad, hun rørte ved.

VALNØDDE-CHILIER

Far. Lad mig præsentere dig
for nogle venner.

Kom.

Hvordan går det?

-Det er Beto.
-Goddag.

Og hans kone.

Goddag.

Jeg takker livet for, at vores veje
krydsede hinanden for længe siden.

I dag vil jeg skåle for dig,
min smukke Esperanza.

Og for jer alle sammen. Skål!

Jeg vil også sige noget!

Før vi begynder at spise.

Det er...

Hvis følelserne ikke overvælder mig.

Jeg vil takke min far,

min mor,

min kære svigerfar...

... og dig, Alex,

for at gøre mig
til den lykkeligste kvinde i verden.

Jeg vil også takke en fantastisk person.

Denne person har vist mig,
at jeg kan opnå, hvad jeg vil i livet.

At der ingen grænser er,
og at frihed ikke er en gave.

Man skal kæmpe for den hver dag.

Jeg ved, at jeg er her i dag...

... takket være dig, Tita.

Jeg er så glad for at have dig her.

For at være ærlig har du været
som en anden mor for mig.

-Skål!
-Skål!

-Skål.
-Bravo!

Søn.

Bravo!

-Hvem er det?
-Er det ikke Josecito?

Det er moster Gertrudis.

Det er min moster!

Søster!

I er alle sammen så smukke! Fina.

Hej.

Rart at møde dig. Jeg hedder Tita.

José, du er så stor!

Jeg er så glad for endelig at møde dig.

Kom og mød min familie.

Mange tak.

Denne ret er så lækker!

Det er så mørt!

Nej, det er Tita de la Garza!

På et øjeblik
forsvandt chilierne fra bakkerne.

Gæsterne nød dem med stor glæde.

Og imens tillod de sig selv
at føle friheden

som Tita havde lavet den ret med.

-Leo!
-Ja?

Spil en sang til!

Bravo!

Søn!

Først efter 20 år følte Pedro og Tita
sig endelig frie til at være sammen.

De havde ventet
på dette øjeblik hele livet.

Den dag udfordrede
deres kærlighed tidens gang.

Begæret, efter så mange år,

den endeløse ventetid,

intensiteten af sådan en genforening.

Der var så mange følelser,

der var så meget kærlighed
i den forening,

at alle de tændstikker, de havde i sig,

blev tændt på samme tid.

For længe siden

lærte jeg, at historier ikke
er helt sande eller falske,

fordi de næres af halve sandheder,

med velfortalte løgne

eller med slørede minder.

Minder, der forsvinder i rygende brande

eller gennemsyres af duften
af krydderier.

Og som i enhver opskrift
blandes de som enhver anden ingrediens.

Dette er historien
om min oldemors moster, Tita,

om min oldemor, Esperanza,
der reddede hendes opskrifter

og om alle de andre Garza-kvinder,
der kom efter dem.

En historie, der,
om den så er sand eller falsk,

minder os om,
at vi kvinder er ejere af vores skæbne.

En historie, der vil fortsætte,
så længe der er nogen,

der laver dens opskrifter.

Tekster: Henrik Steen Jakobsen
Iyuno