Original subtitles

PARIS, FEBRUAR 1835 I CHODERLOS DE LACLOS' TID...

Min kære...

Du har fundet mit sidste svage punkt,

den største lidenskab af dem alle,

nemlig det syndige fråseri.

Uheldigvis er det

den eneste synd, der er tilbage. Den sidste.

I sandhed ja!

De er Capuas glæder!

Men Hannibal må ikke falde for disse glæder.

Nej, jeg tager til Canossa. Det lover jeg!

For at være præcis så besøger jeg señora Vellini i nr. 46 på Rue de Carmes.

Så hendes slags har et navn?

Ja, hun er spansk,

født i 1799 i Malaga, så hun er...

Så hun er... hun er 36 år gammel.

En god alder til at gøre plads til en anden.

Har din veninde, markise de Fleur, mistet forstanden?

Hvad har denne Marigny gjort ved hende?

Han er en kvindebedårer og en gambler uden penge.

Jeg ved det...

Og hun lader ham gifte sig med sit velhavende barnebarn?

Det franske aristokratis juvel! Bunden er nået!

Hun, som altid har været så fornuftig, har mistet forstanden!

Hun burde selv gifte sig med ham!

- Var din mund! - Det er det, man siger ude i byen!

Så er vi her: Rue de Carmes nr. 46!

Jeg skal informere señora Vellini om frøken de Polastrons bryllup

med hendes elskede Marigny. Jeg håber på en stor skandale.

Hvis det her ødelægger ægteskabet, bringer du mig mere glæde end nogensinde.

Sikke en utaknemmelighed!

- Hr. de Prony! - I egen høje person.

Hvordan går det, min skønne?

- Vil señora tage imod besøgende? - Ja.

Jeg beholder stokken. Jeg har brug for den.

Hr. de Prony.

Hvordan går det med den lunefulde gudinde?

De er selv lunefuld, greve.

De plejede at komme på besøg. De kom ofte.

De syntes at være mig hengiven. Men så...!

En dag forsvandt De uden varsel.

Jeg blev nødt til at passe på mig selv.

Passe på Dem selv i to år?

De er ikke ærlig, greve!

Det har da ikke gjort noget godt for Deres gigt.

Ingen af os bliver yngre.

Ser De stadig de Marigny?

Helt bestemt.

Hvornår har han sidst være her?

Han kommer, når han vil. Han er en fri fugl.

Er der mange, der mødes hver dag efter ti år?

Ti år med mindre end perfekt troskab.

Ingen af os har været trofaste.

Vi har haft et usædvanligt forhold.

Med mere had end kærlighed.

Så meget des bedre!

Jeg ønsker ikke, at De er ulykkelig.

Har De kendskab til de Marignys forestående bryllup?

Bare rolig. Ved hver kvinde, som han har haft,

om det har været fra Deres eller min verden, så har jeg fået besked!

Hvis ikke to gange!

Han kommer tilbage til mig som altid!

Denne gang er det mere end en kærlighedsaffære. Det er ægteskab.

Selv om De insisterer på,

det er en kærlighedsaffære og et ægteskab,

så er det ikke en afslutning.

Det er ikke en afslutning på forholdet mellem Marigny og jeg.

Det er det ikke, hr. de Prony.

Så De er deres smukke forlovede utro i aften, de Marigny?

Er De ikke hos markise de Fleur?

Nej. Ligesom De ikke er hos fru d'Artelles.

Jeg spiste middag der.

Hvad er der?

Ingenting...

Se på dig selv.

Lad mig være, Ryno!

- Lad mig være... - Aldrig i livet!

Hvorfor forsøger du at flygte fra mig?

Hvad sagde greven som kan få dig i sådan en tilstand?

Intet, som jeg ikke vidste i forvejen.

Det var bare, at han var fandt så store nydelse i at fortælle mig det.

Du er alt for hård ved dig selv.

Du tillægger folk og deres uvenlige ord al for meget opmærksomhed.

Hvad ved de om du og jeg? Hvad ved de om os?

Ingenting... De ved ingenting...

Han kommer ikke i aften. Det er efter midnat.

- Han kan stadig nå at komme. - Hvad, hvis han gjorde?

Hvis han fandt dig her, ville han vide, du ventede på ham.

Hvad skulle det gøre godt for!

Lad aldrig mænd få magten over dig.

Den mest oprigtige kærlighed er ikke blottet for indbildskhed.

Din bedstemor har ret.

Det er værst for ham! Gå i seng som en god pige,

og i morgen lader du som ingenting. Lad, som om du ikke er interesseret i ham.

Nu hvor hun er gået, tillader jeg mig at forudse,

at det vil være umuligt for hende at udføre den strategi!

Hun elsker ham allerede alt for meget!

Det er vel ikke forkert at elske den mand, man skal giftes med om en uge.

Vores erfaring giver os en vis indsigt.

De ved såvel som jeg, at man aldrig må give en mand

vished om, at man er blevet erobret.

De unge piger, og selv deres mødre,

må lære at håndtere den lov, som gælder for os.

Vi ville aldrig blive mødre, hvis vi var fremsynede.

Men når selv bedstemødre bliver narret

af en ynkelig forførelsesfarce...

Det er, fordi jeg er meget yngre end min alder.

Jeg blev forført og fascineret som alle andre,

og jeg er så henrykt, kære grevinde,

at Deres dårlige varsler ikke svækker min optimisme.

Det, De siger, er alvorligt! Han har også fordrejet hovedet på Dem.

Det har han. Tag en kop, så kvikker De måske mere op.

Jeg kan forsikre Dem om, at det ikke er en spøg.

Mon ikke De på bryllupsdagen angrer,

at deres barnebarn skal giftes med en simpel herre uden titel.

En fattig lykkejæger!

Hun har penge nok for dem begge!

Desuden er han en udsvævende libertiner,

der ikke har skrupler over at kompromittere sine erobringer.

De og jeg har levet i Lachlos tid!

En tid, hvor sådan noget let blev tilgivet!

De unge mennesker, vi kendte og elskede, var langt værre end de unge i dag.

Og alligevel blev vi ikke gammeljomfruer.

Vores mødre havde modet til at gifte os væk til nogle lømler,

og vi var uforskammet heldige med at blive ganske lykkelige!

De ved det bedst. De besnærede markis de Fleur!

Hermangarde er smukkere, end jeg var. Hun skal nok klare sig.

Hun har ikke dit talent for strategi!

Den første, der lider i kærlighedens tegn, har tabt. Hun har allerede tabt.

Jeg holder umådelig meget af Hermangarde.

Ville jeg lade hende navigere alene rundt, når det kommer til mænd og kærlighed? Nej!

Dette ægteskab er mit mesterværk.

Deres mesterværk! De er endnu mere gal, end folk siger.

Farvel, kære veninde!

Og hvor er han mon denne aften?

Han har en elskerinde, kære markise. Det har han haft i ti år.

Kun De og jeg var uvidende om dette indtil nu.

Jeg hader dig!

Du kommer tilbage til mig, Ryno!

Det siger jeg uden glæde, uden stolthed,

uden en triumferende jalousi.

Du vil lade hånt om den pige, du gifter dig med, og komme tilbage til mig.

Jeg har aldrig elsket nogen som hende. Selv ikke dig, Vellini!

De følelser, du vakte i mig, da jeg var 20,

har hun vakt i et 30-årigt gammelt og slidt hjerte.

Du bedrager ikke den, du elsker, med en, du ikke længere har kær.

Er det, hvad du tror?

Jeg havde advaret dig. Efter i aften er det slut.

Jamen, farvel så!

Må det, du siger, være sandt...

Oliva! Vis de Marigny ud!

- Hasta siempre. - Adios!

De Cerisy har ventet to timer i biblioteket.

Lad ham vente! Eller lad ham gå!

Jeg er under alle omstændigheder fri. Jeg skylder ingen noget som helst.

Da hele Paris var oprørt over hans forhold til fru de Mendoze og andre,

var han dem alle utro med hende.

En kurtisane på tilbagetog.

Også ret vulgær, hører jeg...

De kan selv forestille Dem, hvad mænd søger hos hende.

Vulgær eller ej, så må hun være meget listig,

eftersom hun kan besnære de Marigny fra så mange kvinder!

Efter alt for meget sødme

sætter man måske pris på lidt af det sure.

Alligevel. Ti år!

Persiske ægteskaber varer kun syv år!

Ti år sammen uden at være tvunget ved lov! Det er uhørt i Paris!

Jeg ved, vi kommer for sent.

Hvis logen er lejet for et år, kan jeg ankomme, som jeg vil!

Du bør gå op på dit værelse, mit barn. Jeg skal tale med de Marigny.

Betyder hemmelighedskræmmeriet, at I lægger planer?

Måske! Kys mig godnat, og lad os være alene!

Vær ikke jaloux. Om to dage er han kun din.

Og De. Jeg tillader Dem at kysse hende... Der.

Hvad, hvis det var jeres farvelkys?

Hvis det var jeres sidste kys, og De aldrig skulle se hende igen?

Hvis jeg aflyste brylluppet?

Hvad har jeg gjort?

Ingenting. Jeg valgte Dem på trods af alle advarslerne.

Men hør, hvad jeg siger, de Marigny. Advarslerne er blevet så foruroligende...

Jeg er klar over det.

Jeg mødte greve de Prony, da jeg forlod huset til en kvinde, som jeg kender godt.

Jeg gætter på, han var sendt i byen af grevinde d'Artelles.

Hun forsøger med alle kræfter at stoppe dette bryllup.

Lad os være ærlige. De er kendt som en libertiner.

Selv om Deres hjerte er mere trofast end Deres moral,

så har De haft et intimt forhold til hende kvinden Vellini.

Hun har været Deres elskerinde i ti år.

Det er korrekt. Hun var min elskerinde, men det er hun ikke mere.

Hvad? Det er hun ikke mere? Når De ikke er her, er De hos hende!

Når man er så forelsket som jeg,

og når man føler sig elsket af en kvinde så sublim som frk. de Polastron,

er der ikke plads til andre følelser.

Jeg tror oprigtigt på, at De elsker mit barnebarn,

men hvad, hvis jeg ikke er i stand til at tro på,

at Deres ti år lange affære, som De har indrømmet, virkelig er slut,

når De stadig ser kvindemennesket?

Så gør De mig stor uret.

Hvis jeg nu gav mit ord til Dem, markise de Fleur,

frøken de Polastrons bedstemor, så må De tro på mig.

Jeg tror på Dem. Siden hvornår ophørte hun med at være Deres elskerinde?

Det er lang tid siden.

Men lad os være ærlige...

Jeg vil være fuldstændig ærlig over for Dem.

De er for langt hævet over andre kvinder til at bebrejde mig min oprigtighed.

Det er lang tid siden, Velllini var min elskerinde.

Vi afsluttede det i mindelighed, længe før jeg mødte Hermangarde.

Men skulle jeg benægte,

at jeg ikke nogle gange tænker tilbage på hende, min tidligere elskerinde...

Skulle jeg benægte...

At jeg ikke nogle gange længtes efter fortidens varme følelser,

så ville jeg lyve.

Jeg forstår Dem, og jeg accepterer Deres følelser.

Men for Hermangarde og for de dannede kredse, om du elsker hende eller ej,

så er kvindemennesket stadig din elskerinde!

Det farlige i det her ligger ikke i følelserne, men i selve situationen.

De har ret, men det forholder sig ikke sådan længere.

Den dag, greve de Prony så mig, sagde jeg farvel til Vellini.

Hvorfor har De ikke sagt det noget før? Så skulle jeg ikke have bekymret mig.

Nu er jeg overbevist.

Men vil denne kvinde ikke skabe røre ved brylluppet på søndag?

Grevinde d'Artelles og de Prony er sikre på...

De kender ikke Vellini. Hun er for stolt til at nedgøre sig selv.

Nogle anser hende ikke for at være ærværdig,

men hun er en meget nobel kvinde.

Jeg forstår Deres frygt for et øjebliks svaghed.

Jeg fortalte Dem, at jeg påtænker at forlade Paris lige efter brylluppet.

- Jeg forsikrer Dem, det er for altid. - Det insisterer jeg ikke på!

De elsker Paris alt for meget til at kunne trives i provinsen.

Jeg er ikke en ondsindet bedstemor, som overvåger sit barnebarns ægtemand.

Det er Hermangarde, jeg elsker.

Ikke desto mindre...

Selv om det er forbi mellem Vellini og jeg,

er det ikke godt for en mand at være tæt på sådan en kvinde!

Jeg, mere end nogen anden, må frygte og undgå det!

De må virkelig have elsket hende, eftersom De stadig frygter hende så meget.

Forbandende urtete. Lad os få noget portvin. Det vil muntre os op.

Jeg arrangerede turen til operaen. Jeg, som hader at komme ud.

Bare for at se hende!

De må have været skuffet.

Vellini skilter ikke med, at hun har magten over en.

Det har man fortalt mig!

Hvordan blev De et af hendes ofre, de Marigny?

De har jo ry for at være noget af en Don Juan!

Det er langt fra sandt.

Jeg var uden tvivl tryllebundet af hende i ti år,

men vi var hinandens ofre.

Nogle gange skiftedes vi. Andre gange var vi det på samme tid.

- Det er en sørgelig fortælling. - Fortæl den til mig.

Med hvilket formål?

Hvilket bedre bevis på venskab kan De give

end at fortælle mig, Deres kommende bedstemor, om fortiden?

Så jeg ved alt om den ægtemand, jeg har valgt til Hermangarde.

Eftersom De befaler mig...

Det begyndte for ti år siden.

I slutningen af sommeren vendte jeg tilbage fra Baden.

Jeg overgav mig til kvinder og hasardspil.

Jeg var udmattet, som en kan være, efter en intens jagt efter nydelse.

Jeg var i operaen med en gift kvinde,

som velsignede mig med sine tjenester, men hun var blevet besidderisk.

Jeg er straks tilbage.

Ryno!

Sikke en behagelig overraskelse. Tag plads.

- Hvor var du på vej hen? - Jeg var på flugt.

Hvis trofaste ægtemænd misunder os, skulle de vide, hvor ulykkelige vi er,

når deres hustruer, som vi tilbad, overgiver sig til os.

Når desillusion og kedsomhed bliver et resultat af deres overgivelse.

Jeg er lige kommet tilbage fra Spanien med en horde af kuriositeter.

En af dem vil jeg gerne, at du skal se.

Det er ikke en ting, det er en kvinde. Fra Malaga...

Hun er lunefuld og kan nedstirre solen.

Fantastisk! Her kommer hun!

- Du vil ikke forstå det... - Hvad?

Hun er lidt..."maurisk".

Kom forbi til middag i morgen.

En kostumefest for mine gæster.

Så vil du se, hvad jeg ser i hende.

Det uægte barn af en italiensk prinsesse og en berømt spansk matador...

Hun har levet et lyssky liv i Sevilla,

før hun blev reddet ved at gifte sig med en velhavende, engelsk baron.

Du er ikke engelsk og for ung til at falde for sådan en grim bastard.

- Din moral er dårlig! - Dæmp din stemme.

For sent. Hun hørte dig.

Frøken Marie-Cornelie Falcone!

De er den første!

Reginald Annesley, mød vores førende sopran.

I London forguder vi Dem! Hvad synger De nu?

Jeg har lige optrådt med Ifigenia.

Hr. Ryno de Mariginy!

- Ryno. Du ser ud, som du plejer. - Jeg hader udklædninger.

Du anstrengte dig ikke. Perfekt. Kom med.

Lady Vellini Annesley... Ryno de Marigny.

Hvad er De udklædt som?

Jeg spurgte, hvad De er udklædt som?

Djævelen!

Jeg har medbragt en lille nipsting. En lille æske.

Låget minder mig underligt nok om en af vores kære gæster her i dag.

Kig og send den rundt.

De kiggede slet ikke på den.

Jeg beundrede Dem så meget i Alice af Robert Le Diable.

- De har den flotteste stemme. - Mange tak.

Hvad er det?

Jeg har mit scenekostume på. Jeg tænkte, at det var fint.

Kostumefester er kedelige.

Hun kom som en hundjævel?

Nej, som djævlen. Jeg hader alt, der er feminint.

- Undtagen hos unge mænd, naturligvis. - Naturligvis.

Ligesom Tizians Portræt af Lorenzo de Medici

eller Lottos Portræt af en ung mand.

Det er mit glas!

- Jeg vil gerne kunne læse Deres tanker. - Aldrig i livet!

Har min dumhed såret Dem?

Ikke Deres "dumhed". Deres "indbildskhed"! Det er utilgiveligt.

Så vil jeg ikke undskylde mig selv.

Og?

Min kære greve. Hvis du ville have eneret på denne kvinde,

skulle du ikke have inviteret mig til middag!

Jeg vil kæmpe en ihærdig kamp for hende.

Jeg accepterer din udfordring.

Men jeg advarer dig. Hun kan ikke udstå dig.

Vi får se.

Hvis ikke De allerede var gift, ville jeg gifte mig med Dem på stedet.

Men... De er ikke engelsk og for ung til at hengive sig til sådan en dårskab.

De vil udvise dårlig moral.

Spanske kvinder er så forfængelige som franske kvinder.

Nej. Men de kan fornemme, når de bliver fornærmet,

og de er i højere grad i stand til at hade end at elske.

Tilgiv mig.

Det var en forhastet og dum antagelse.

Bare ligegyldig snak.

Der er intet at tilgive.

Det er uforsætligt, om man føler hengivenhed eller afsky.

Lad mig spille mod ham.

Det er min hustru, der bringer mig held...

Jeg kunne ikke undgå, at alle i Mareuil-huset vidste,

at det hovmodige og hjerteløse væsen ville være der

for at håne vanviddet i det, jeg havde gang i...

- Hr. Reginald Annesley er ikke hjemme. - Jeg ved, hun er her. Jeg så hende.

- Jeg er beordret til at holde Dem ude. - Grev de Mareuil er en personlig ven!

Er der skænderi i mit hjem?

Slip de Marigny.

Jeg har været her hver dag. Har efterladt mit kort.

Señoras had mod Dem er blevet større siden middagen,

hvor De ombestemte Dem.

Hun finder glæde i at vække sin mands jalousi

ved at fortælle, hvordan De åbenlyst lagde an på hende.

Hun hævder, hendes dyd blev krænket.

Sikke en tøjte!

Så den meget høflige Reginald Annesley, en elskværdig baron, føler,

han kan opføre sig, ikke som en gentleman, men som en ægtemand, der ved besked.

- Lad mig se hende. - Umuligt.

Hun har ruineret mig.

Jeg har kun en mønt, som jeg glædeligt ville miste, hvis jeg måtte se hende igen.

Du, som bor ved siden af hende, kan du ikke tale min sag?

Det ville være meningsløst! Glem hende...

Eller bed til Gud!

Tag hen til Saint Gervais efter aftenandagten.

Spanske kvinder er troende.

Jeg er dig evigt taknemmelig.

Afsted!

Min stolthed kunne ikke give sig selv nogen trøst.

Det var klart, hun følte afsky for mig, ligesom hun havde sagt.

Hver eftermiddag red jeg til Boulogneskoven,

når byens spidser befandt sig i skoven

bare for at se, om jeg tilfældigvis ville løbe ind i hende.

Frue...

Tilfældigheder er venligere mod mig end Dem, eftersom vi har et rendezvous.

Tilfældigheder er noget nonsens! Rendezvous? Det er det bestemt ikke.

De skal den vej, jeg skal den anden. Værsgo at passere!

Jeg er et fjols, hvis jeg spilder denne chance for at se Dem.

Min mand stoppede for en kort bemærkning. Han er her om et øjeblik.

Det er usselt at nævne Deres ægtemand.

Sig, De tror på, jeg angrer.

Jeg har kun dette at sige til Dem: For anden gang: Passér!

De har mærket mig så grundigt, at jeg forlanger endnu et brændemærke.

Reginald!

Det navn sårer mig mere end Deres pisk! Jeg kvæler det på Deres læber.

Fire skridt, og så skyder vi!

Ikke nu. Ikke foran Deres hustru.

I morgen. De bestemmer tidspunktet.

Klokken seks i morgen tidlig. Denne skov, som vidnede krænkelsen,

skal også være vidne til afstraffelsen.

Hvorfor ikke nu? Jeg ville nyde at se Dem dø i dag.

Se!

Hun kommer i egen høje person bare for at se mig dø.

Det er skandaløst!

Jeg bebrejder hr. Reginald for dette. En kvinde bør ikke være her.

Gør intet af den slags.

Matadorens datter vil se blod. Lad hende se det flyde.

Mine vidner...

De Marigny spurgte mig først.

Og greve de Cerisy.

Her er mine.

Jeg håber, min mand dræber Dem.

- Ring efter en læge! - Min gud. Herren er såret.

Lig stille!

De er gal! Hvad laver De?

Jeg vil drikke hans blod! Ingen kan stoppe mig!

Dør han?

Efter det, De har gjort, er der større chance for, der går betændelse i såret.

Såret var så dybt, at jeg i to måneder svævede mellem liv og død

og var plaget af frygtelige smerter.

Men jeg fulgte lægens ordrer.

Jeg var en mand, der med blind lydighed var desperat efter at blive rask.

Jeg ville blive rask, så jeg kunne se hende igen.

Den samme drøm igen...

Åh gud. Jeg drømmer stadig...

Jeg overgiver mig, Ryno.

Jeg har kæmpet hårdt imod, men jeg giver op.

Selv om mit sår var helet,

forblev jeg i sengen og fik besøg af Vellini tidligt hver morgen.

Hun var væk igen før daggry.

Duften af kærlighed...

Hold om mig... Jeg elsker...

Ryno...

Jeg savner dig allerede.

Jeg håber ikke, du har en anden.

Jeg sværger!

For nemt. Sværger du på mit hoved?

Jeg sværger.

- Låser du mig inde? - Med dobbeltlås!

- Som var jeg din slave? - Min fange.

Senere bliver du min slave.

Ti over syv! Du er meget præcis!

Du kommer altid for at kontrollere mig. På klokkeslættet.

- Hvorfor er du stadig oppe? - Jeg forsøger at fortælle dig...

Med tanke på hvor lidt tid, vi tilbringer sammen,

så kunne jeg, hvis jeg ønskede det,

sove et andet sted hver nat, uden du ville opdage det...

Lyt til, hvad jeg siger!

Lad mig være! Sov din brandert ud, som du plejer.

Undskyld! Du er min hustru!

Ikke meget længere.

Min afsked har intet at gøre med dig.

Jeg vil altid være dig taknemmelig for, at du giftede dig med mig.

Men jeg elsker Ryno de Marigny. Det kan jeg ikke kæmpe imod.

Farvel.

Næste dag vidste alle i Paris,

både de unge, som sidder på caféerne, og dem, der sidder i logerne i operaen,

at fru Annesley havde forladt sin mand.

Det var en kæmpestor skandale.

Jeg, som var fra det øvre samfundslag fra fødslen og via min omgangskreds,

blev pludselig genstand for mange skrækhistorier blandt kvinderne,

men de forbød mig ikke at komme hos dem.

Velllini, som ikke blev genstand for sladder og dømmende blikke,

led ikke, for hun var uvidende om det, der foregik.

Så Paris, hvor vi boede i et år, var starten på et tiårigt forhold.

Sådan.

Nej! De kan ikke stoppe nu! Fortæl mig om de ti år.

Efter et år i Paris flyttede vi til Algeriet.

Vi fik en datter.

Det er fem dage siden. Vi kan ikke blive ved sådan her.

Vi må begrave hende.

Lad os brænde hende!

Denne hændelse...

...det, der var sket, betød,

at der ikke var mere kærlighed, men kun en uendelig vrede...

Det føltes som en barbarisk voldtægt.

Jeg misbilligede af hele mit hjerte.

Men intet kunne overbevise hende.

Hun måtte gøre det.

Og jeg lod hende gøre det,

selv om jeg hadede mig selv for at tillade det.

Vær ikke skamfuld. Jeg forstår.

Tilbage i Paris...

...blev vores forhold en uskøn gentagelse af den aften.

Vores datters død havde skabt en mur mellem os.

I hendes øjne eksisterede jeg ikke længere. Undtagen...

...når hun havde lyst til mig for fornøjelsens skyld.

Og det havde hun ofte.

Når det var sådan, så hadede jeg hende.

Jeg kom så langt ud, at jeg ønskede hende død.

Jeg begyndte at undertrykke hende med bitre ord. Forblændet af min afsky.

Jeg var mere og mere væk fra huset og svor, jeg ville ende vores forhold.

Når jeg kom hjem, var hun stadig der, hvor jeg havde forladt hende.

Det eneste, der holdt os sammen,

var vores kærtegns bundløse afgrund.

Vi kastede os ned i afgrunden, og alt blev værre end før.

Al min had blev opslugt af hadets flammer.

Men på et tidspunkt visner kærligheden. Ikke sandt?

Kærligheden taber. Den lemlæstes af kampen mellem to hjerter.

Jeg kom tilbage på fødderne et kort øjeblik

for kun at blive endnu mere lemlæstet.

Elsker vi ikke længere hinanden?

Mit stakkels barn.

Vi ved begge, at vi ikke længere elsker hinanden.

Det står skrevet i dit ansigt.

Kedsomheden overmander dig.

Du er ikke et svagt menneske, der bedrager sig selv.

Lad os gå hver til sit. Det er den eneste måde at ende det her hæderligt.

Fortsæt! Jeg er betaget!

Jeg fortalte hende, vi ville forblive venner, og jeg holdt mit ord.

Vi tilbragte endnu mere tid sammen, end da vi var et par.

Jeg tog hende med i teateret.

Vi red ud på ture sammen.

Mine fine venner,

som droppede deres elskerinder, når de var færdige med dem,

gjorde grin med mig og vores påståede adskillelse.

Min kære ven, sagde de. Du bliver aldrig adskilt fra denne kvinde.

Du elsker hende stadig!

Jeg var dog sikker på det modsatte.

Jeg vendte tilbage til mit singleliv med sådan en glæde,

at jeg ikke betvivlede, jeg kunne kontrollere mig selv.

Vellini medgav, at vi ikke længere elskede hinanden,

og hun slog sine klør i Cerisy.

Så det var Deres elskerinde, som ruinerede den stakkels Cerisy?

Jeg maler ikke et rosenrødt billede af hende. Jeg er ærlig over for Dem.

Alle andre end Dem ville protestere højlydt

og benægte, det var muligt at ødelægge ens liv grundet en kvinde som hende.

Min ven. Vi var ikke så snæversynede i 1700-tallet som i dette århundrede!

Og tro mig. Jeg er forblevet i 1700-tallet!

Det er dig, Ryno!

Ventede du mig ikke?

Du er jo brændende varm. Har du feber?

Jeg ved det ikke. Jeg keder mig.

Måske gør solen, at du savner dit hjemland.

Måske du har ret.

Du er stadig den samme Vellini.

Den der vilde kvinde, som ingen kan modstå.

Livet kan stadig modstå mig.

Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg lider stadig.

Jeg var lykkeligere sammen med dig, Ryno.

Gør Cerisy dig vred, min egen?

Ham? Kender du til ham? Har de fortalt dig det?

Nej, han gør mig ikke vred. Det stakkels menneske.

Det tør han ikke.

Han er underdanig, handlingslammet og mig helt og aldeles hengiven.

Og det keder mig.

Jeg foretrak mit liv, da du ikke kunne udstå mig.

Hvad med dig? Er du lykkelig?

- Hvad, hvis jeg ikke er? - Lyv ikke for mig.

Du mødte en kvinde i London og har taget hende med her til Paris.

I kom tilbage sammen for ti dage siden.

Den kvinde, du nævner, er en nobel kvinde fra Paris.

Når man møder en ligesindet i udlandet, knytter man nemt bånd,

og det har ingen konsekvenser.

Og hun rejste sammen med sin mand!

Er du ikke forelsket i hende? Var I to ikke i operaen i går aftes?

Det var I, Ryno! Jeg så jer.

Men du var så opslugt af din nye elskerinde, at du ikke så mig.

Hvad, hvis det er sandt?

Hun er den første, jeg har elsket, siden vi gik fra hinanden.

Hvorfor antager du den tone?

Jeg ved, det er forkert.

Hvorfor insisterer du på, at du ikke længere elsker mig?

Ikke at elske er den største ulykke!

Hvorfor svarer du mig ikke?

Du fik mig til at lide alt for meget.

Det vil jeg ikke tilbage til.

Men du kan godt lide at komme her,

når det passer dig, og så meget som det passer dig.

Næsen i vejret, hænderne i lommerne,

ingen forpligtelser. Meget belejligt.

Hvorimod... din grevinde...

Hvem er hun? Grevinde de Mendoze.

Stop det!

Ellers kommer jeg aldrig igen!

Og hvad så? Tror du, jeg stadig elsker dig?

Jeg er ligeglad med dig og din grevinde de Mendoze.

Tror du mig ikke?

Læg din hånd på mit hjerte,

og fortæl mig om alle dine glæder med din nye elskerinde.

Hvis mit hjerte slår hurtigere, må du håne mig.

Fortæl mig, hvordan hun er i sengen.

Hun er en nobel dame. Meget kold og snerpet.

Frastødes af basale kærlighedshandlinger.

Hun hengav sig langt om længe til mig. Hun græd, som om hun foragtede sig selv,

men kærligheden var for stærk...

Hun spreder ikke sine ben. Hun holder dem samlede.

- Kan du lide det? - Jeg måtte næsten tvinge hende.

Hun lukker øjnene. Nægter at kigge på mig.

Og så græder hun. Det er meget imponerende.

Hvordan kommer hun?

Det er ikke af betydning. Jeg tvivler på, hun opnår nydelse.

Men hendes overgivelse. Det er det, hun ofrer, der er så sublimt!

Det er flatterende for din knap så store stolthed.

Men det er ikke kærlighed...

De fleste kvinder nægter at vide,

hvad det vil sige at hengive sig selv til en mand.

Hvad det vil sige at have en mand i sin magt.

Hvad gør hende så ekstraordinær? For dig, af alle mennesker!

Jeg forstår det ikke...

Hvis du bare ville erstatte mig med en,

der var meget bedre end mig til at give dig nydelse...

Du ville blive afsindig jaloux.

Måske. Men jeg ville ikke blive ydmyget.

Tænder du på hendes titel?

Ti stille! Hun er en storslået dame.

Hvis du kendte hende, ville du holde mund. Hun er meget mere end dig.

Det er blevet lyst. Jeg har udmattet Dem.

I min alder behøver man ikke søvn.

I min ungdom havde jeg mange søvnløse nætter.

Samtaler ved kaminen er vor tids festlige dårskaber.

Og nu ved jeg alt om den mand, som jeg har valgt til Hermangarde.

De har givet mig den selvsikkerhed, som jeg manglede.

De stolede på mig, da alle afskrev Ryno de Marigny.

Min egen familie har aldrig forstået, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne blive.

Mange tak.

De er som min rigtige mor.

Jeg elsker Dem som en søn. Sådan har jeg aldrig haft det med min mor.

Jeg elsker Hermangarde mere end noget andet.

Det ved jeg. Mit barnebarn er min største skat.

Jeg er glad for, jeg ikke gik imod Deres eller Hermangardes lykke.

Han havde modet til at fortælle hende det hele. Han fortalte alt!

Som jeg altid har sagt, min kære,

så er det sådan, den perverse indflydelse fra provokerende romaner

påvirker kvinders sunde fornuft.

Her er den tekst, bruden og gommen har valgt.

Den er fra Matthæusevangeliet.

"Nogle farisæere kom til Jesus for at teste ham."

De sagde: 'Må en mand lade sig skille fra sin hustru af hvilken som helst grund?'

Hvortil han svarede: 'Har I ikke læst, at Gud skabte manden og kvinden,

og han sagde endvidere: 'En mand forlader sin far og mor

for at blive forenet med sin hustru og blive ét menneske.

De er ikke længere to, men én enhed.

"Det, Gud har forenet, må intet menneske adskille.'"

De sagde: 'Hvorfor sagde Moses, at manden bare kan give kvinden et skilsmissebrev?'

Jesus svarede dem: 'Moses lod jer skille grundet jeres uforsonlige holdning.

Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen.

En mand må kun lade sig skille fra sin kone grundet utroskab.

Hvis han gifter sig med en anden, er det ægteskabsbrud.'

Hvortil disciplene svarede, at det nok var bedst aldrig at gifte sig.

Jesus sagde til dem: 'Kun de, som Gud har udvalgt, må forblive ugifte.

Nogle mænd er eunukker fra fødslen.

Andre er det, fordi mænd har gjort dem til det.

Andre igen er eunukker for Guds riges skyld.

"Lad dem, der forstår det, tage det til sig.'"

"Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus."

Men I skal vide, at Kristus er hver mans hoved.

Manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.

Enhver mand, der beder med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved.

Enhver kvinde, der beder med utildækket hoved,

bringer skam over sit hoved, som havde hun raget håret af.

Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, regnes det for en skam.

Hvis en kvinde bringer skam over sit hoved, skal det tildækkes.

En mand behøver ikke at tildække hovedet, for han er Guds billede og afglans,

men kvinden er mandens afglans.

Manden kom ikke fra kvinden, men kvinden kom fra manden.

Manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.

Derfor må kvinden have noget på hovedet som tegn på myndighed

"af hensyn til englene."

Det var fra Paulus' Første Brev til Korintherne.

Se, hvordan vandet stiger!

Forårets tidevand. Det har de Marigny sikkert glemt alt om.

Hvis de er for meget forsinket, hvordan vil de så komme tilbage?

- De er stadig ikke bekymret? - Jeg håber ikke, de bliver forkølede.

Gjorde De, som jeg sagde? Skrev De til nogen?

Jeg kan se et brev i Deres hænder.

Hvem skulle jeg dog skrive til?

Til greve de Prony for at advare ham, ligesom De har gjort!

Dette brev er hverken fra mig eller til mig.

Det er til de Marigny. Det er lige blevet afleveret til mig.

- Er det fra Paris? - Ja, det er det.

Kan De genkende håndskriften?

Sikke en frygtelig håndskrift!

Jeg kender ingen, der skriver sådan her.

- Det er en kvindes håndskrift. - En kammerpige!

En kammerpige folder ikke sit brev på denne måde,

og hun forsegler det heller ikke sådan. Se!

Åh gud!

Kunne det være hans tidligere elskerinde, som hidtil har været tavs.

- Har hun måske ombestemt sig? - Det er muligt!

Hun har været tavs i fire måneder. Hvorfor give lyd lige nu?

Meget klogt af hende.

Hun tænker, at glæden ved en smuk, ung hustru er ved at aftage.

Det er en stor fejltagelse! Han er stadig dybt forelsket i sin hustru.

Hun spilder sin tid.

- Deres tillid beroliger mig. - Vær De sikker på det.

Lad os begge blive sikre. Det er trods alt kun et brev.

Der er de.

Vi blev fanget af tidevandet. Vi tog en båd tilbage.

I er gennemblødte. Kom og sæt jer ved kaminen.

Hvis I bliver syge, så ved vi hvorfor!

Jeg fryser ikke. Jeg er vant til vinden,

nu hvor jeg er blevet gift med en mand, som elsker havet.

Jeg har modtaget et brev til Dem fra Paris, de Marigny.

Tak.

- Hvorfor er du her? - Fordi jeg havde lyst.

Er den friske luft ikke lige så meget min som alle andres?

Jeg kom her,

fordi det kedede mig, at jeg ikke havde set dig,

og fordi du ikke svarede på mine breve.

Hvorfor fulgte du mig hertil?

Hvis nu jeg føler for at bo her på stranden, tæt på disse klipper...

Tilhører alt dette ikke mig lige så meget, som det tilhører dig?

Hvad er du bange for?

Inderst inde er du usikker på dig selv.

Jeg kan lide det her sted, og jeg vil gerne bo her.

Hvis jeg ikke er ønsket, så forsvind!

Hvad mig angår, så overtager jeg stedet fra i dag.

Man kunne sige, at jeg kom her for at tigge.

Tigge om et blik fra den nådige,

som... forviste mig...

Hvis jeg var mit livs kærlighed utro, ville jeg, lige som dig, hade mig selv.

Hvis du nægter at holde om din tidligere elskerinde i bare et minut,

så kan du lige så godt dræbe mig.

Så ville jeg i det mindste ikke længere føle smerte.

Hvad venter du på? Vi er alene heroppe!

Se, der er ingen! Tag dit gevær!

Se...

Hvis nogen hører det, så skød du forbi en måge.

Hvis jeg falder ned i havet, er du sikker på at forblive tro. Skyd!

Du er skør!

Ikke nu!

Hun sover.

Opfør dig pænt.

Et kys. Et kys først.

Et rigtigt kys!

Skulle du ikke gå en tur med hundene?

Har Ryno vækket dig, bedstemor?

Nej, mit barn. Din mand vækkede mig ikke. Jeg sov ikke.

Forlader du os virkelig?

Vinteren kommer. Fugt og gigt passer ikke godt sammen.

Jeg elsker dette sted og er lykkelig her. Men jeg elsker dig endnu mere.

Hvis jeg spørger Ryno, vil han gerne med tilbage til Paris.

Spørg ham ikke!

Du aner endnu ikke, min kære, hvor skrøbelig en kvindes lykke er.

Ryno tilbeder dig. Her kan han kun give sin kærlighed til dig.

I Paris er der så mange forstyrrende elementer,

og for en kvinde, der er elsket, er alle forstyrrende elementer fatale.

Du har ret, bedstemor.

Ingen kvinde ejer nøglen til en mands hjerte i lang tid.

Hvis du savner os, så skriv. Så kommer vi til Paris.

Der findes intet smukkere par i hele Paris!

Ryno! Ikke så hurtigt!

Jeg opdagede ikke, du ikke kunne følge med.

Jeg er så tåbelig.

- Hvad er lægens vurdering? - Fru de Marigny er gravid.

Fra nu af forbyder jeg dig at ride på en hest.

Når jeg tænker på det, får jeg koldsved.

Det er min søn!

De må ikke blive syg. Det er ikke klogt i Deres tilstand.

Vejret er dejligt. Jeg har brug for frisk luft.

Behold kåben på. Vejret skifter hurtigt herude.

Jeg er en voksen kvinde.

Se, der er fruen oppe fra godset. Det er markisens datter.

Gamle Griffon!

Hvem er den kvinde, som sidder derovre på en bunke af reb?

Kender De hende ikke? Alle heromkring kender hende efterhånden.

Hun tager ofte ud og fisker sammen med os.

Du er endnu flottere, end da jeg så dig første gang.

- Og nu er vi genforenet. - Ti stille!

Tal, hvis du har lyst. Sig, hvad du vil sige.

Det er kun alt for sandt, at jeg kommer her.

Gud er mit vidne.

Grundet dig er der flere kys,

mere ømhed over for Hermangarde,

end hun havde fået, hvis du ikke var her.

Jeg kyssede hende

som en druknende mand, der klamrer sig til en træstamme i vandet.

De siger, at i kamp,

når fuldblodsheste bliver lettere såret af en bajonet,

presser en tiltrækning af smerte dem til at løbe fremad,

så de spidder sig selv lige i hjertet.

Det samme gælder for dig,

siden den dag jeg så dig igen.

Er det min hest?

Det er bare vinden. Forlad mig ikke. Det er bare vinden.

Det er vinden. Det kan ikke være hende!

Se. Der er ingen! Kom med indenfor igen.

Irettesæt mig.

Fortæl mig, hvad du tænker.

Du bekymrer dig for ingenting. Alt er fint.

Det værste er stilheden.

Jeg tænkte på grevinde de Mendoze.

Vidste du, at hun er død?

Er hun lykkeligere, hvor hun er nu?

Du hentyder til, at alle omkring mig dør.

Det sagde jeg ikke.

Min skæbne byder på frygtelige ting.

Jeg vidste, det ville ske.

Efter halvandet år med usikkerhed har jeg netop modtaget

beviset på noget, som jeg havde regnet med og havde forudset.

Ligesom man forudser en formørkelse.

Det er faktisk en formørkelse.

Det omhandler de Marigny. Det dydsmønster af alle ægtemænd...

De Marigny?

...har gjort ligesom hunden i Biblen. Han er vendt tilbage... til du ved nok.

Det, De siger, er meget upassende.

At sige er ikke at gøre.

Lad os se... Klokken er lige præcis 10.

Hvor tror De mon, de Marigny befinder sig lige nu?

Geniet, når det kommer til den ægteskabelige kærlighed!

Åh Gud!

Så det er godt, at min stakkels veninde, markise de Fleur, ikke er her mere.

Han besøger nr. 46 på Rue des Carmes, hvor señora Vellini bor.

Er De sikker?

I aftes var han i operaen med sin hustru.

Han gik igen omkring samme tidspunkt som jeg.

Jeg så ham sætte sig ind i sin vogn. Det var efter anden akt.

Han efterlod fru de Marigny i sin loge sammen med fru de Spaur og fru de Vanvres.

Hvilke beviser har De for, at han tog hen til Rue de Carmes?

Jeg så ham gå ind i hendes hus.

Hans vogn parkerede uden for døren.

Alle, der gik forbi, kunne se den.

De Marigny bryder sig ikke om hemmelighedskræmmeri.

Det, jeg godt kan lide ved ham, hvis han en dag bliver minister, er,

at han nyder at være upopulær.

Jeg kender ingen som ham, der er mere ligeglad med andres meninger.

Han er en mand.

De behøver ikke tro mig,

men jeg sværger, han var dybt forelsket i Hermangarde.

Jeg var vidne til deres kærlighed, og jeg glemmer det aldrig.

Det er måske godt det samme, grevinde. I det mindste vil nogen huske det.

For han husker det sandsynligvis ikke længere.

Tekster af: Betina Krogh Nielsen www.junefirst.tv