Original subtitles

En hilsen fra planeten Jordens børn.

- Mor, fortæl om guldpladen. - Om Voyager?

Okay. For længe, længe siden, lang tid før du blev født, -

- opsendte NASA en rumsonde, som hed Voyager.

Og på den rumsonde var der en guldplade.

- En guldplade? - Ja, med alle Jordens lyde.

Alle sprog, babylyde og dyr og musik.

Chuck Berry var med.

Go Johnny go!

Vuf, vuf... mjav!

Hallo.

Og så håbede man, at nogen ude i det uendelige rum ville finde Voyager.

Og måske kontakte os og forsøge at forstå os.

Så mens du og jeg ligger her, -

- suser Voyager af sted deroppe et sted.

- Hej, Voyager. Held og lykke. - Held og lykke.

Alone in Space.

Nu skal du sove.

Vil nogen finde den?

Ja.

Sov godt.

Prøv at tælle får eller noget, søde.

1, 2, 3, 4...

5, 6, 7...

Jeg elskede mors historier om rummet.

Men jeg anede ikke, jeg skulle bo i det seks år senere.

96, 97, 98...

99, 100!

Nu kommer jeg!

Keaton!

Keaton!

Hvor er du?

Hvor er du?

Yes!

Hjælp mig!

Hernede! Hallo?

- Keaton! - Hjælp mig, Gladys!

Hjælp mig! Skynd dig.

Hvad laver du?

Undskyld. Jeg tabte alle delene.

Alt kan forandre sig.

Man er næsten aldrig forberedt. Og så er man alene i rummet.

ALENE I RUMMET

I seks år har vi rejst fra Jorden mod planeten Vial, vores nye hjem.

Rumskibet Svea var bygget til flere tusind passagerer.

Men nu er der kun os, mig og min lillebror, Keaton.

Vi var tre.

Vores mor var også om bord. Men hun prøvede at redde os og forsvandt.

- Den var flot. - Keaton længes efter mor.

Han håber, at hun kommer tilbage.

Jeg længes efter Vial, menneskehedens håb.

Dagfase, natfase, dag og nat.

Kun mig og Keaton, alene i en evighed.

Og Otosan, den japanske rumskibscomputer.

Godmorgen, Otosan.

Otosan, hvor mange dage er der til, vi kommer frem?

Altid det samme. Gladys, det er altid det samme.

- Kan du lave den? - Der er bare noget galt med den.

Tæl antal passagerer, tak.

Et barn, to børn... Ingen Speedy.

Otosan, Speedy-filen, tak.

Her er min lille, lille mor og min søde lillebror, Keaton.

Hej, Keaton. Hej, baby.

Han er født her på Svea, en rigtig rumbaby.

- Du skal ikke filme nu. Sluk. - Jeg vil filme!

Jeg lover, vi leger senere. Lad være at filme nu.

Besætningen på Svea, vend om!

Speedy-filen en gang til, tak.

Her er min lille, lille mor og min søde lillebror, Keaton.

Hej, Keaton. Hej, baby.

Han er født her på Svea, en rigtig rumbaby.

- Jeg længes efter Speedy. - Det ved jeg godt.

Hvornår kommer hun så?

Snart. Meget snart.

Besætningen på Svea, vend om!

I befinder jer på militærets ejendom.

Af og til tænker jeg på tiden før. Jeg er den eneste, der husker det.

Vend om!

Længes du også efter Speedy?

Ikke lige så meget som dig.

Du skal ikke filme nu.

I befinder jer på militærets ejendom.

- Skal du se på det der? - Ja, det skal jeg.

- Det hedder "mor" og ikke "Speedy". - Det hedder både "mor" og "Speedy".

Gladys, kan du høre mig?

Hallo, hallo? Kan du høre mig?

Det er Keaton.

- Hører du mig? - Du må kun kalde mig i nødstilfælde.

Okay.

- Se, om du kan finde noget slik. - Modtaget.

Hallo? Jeg kan ikke høre dig.

Dengang var vi på Jorden, men nu er vi her.

Ingenting kan ske baglæns.

Tiden går kun i én retning.

Jeg har kun én ting fra Jorden:

Mors yndlingssang, "Johnny B. Goode".

Keaton vil redde mor med sit lille rumskib.

Jeg forsøger mest at få tiden til at gå.

Jeg drømmer nogle gange om mor. Om tiden før.

At sove i min egen seng hjemme på planeten Jorden.

Jeg skar mig. Hvad vil du? Jeg bløder jo.

Jeg stjal ikke. Der er ingen at stjæle fra.

Okay.

Jeg beholder de her to, slik, chokolade.

Otosan, hvad skete der? Gladys!

- Gladys! - Keaton, er du okay? Svar!

Gladys!

Keaton!

Otosan, hvad sker der?

Otosan, du må hjælpe mig.

Otosan, overvågning, tak.

Gladys.

Keaton, åbn!

Hvad skete der? Jeg blev bange.

- Noget stødte ind i os. - Otosan, hvad skete der?

Sikkert rumskrot. Værre end ellers. Bare rolig.

- Fortæl om Speedy igen. - Okay.

Mor ville ud at lede efter en asteroide i rummet.

For der fandtes vigtigt metal på den.

Så fór hun vild.

Nu forsøger hun at finde hjem til os.

- Men hun kommer snart? - Ja, det gør hun.

Kan du høre?

Der er jo meget stille.

Det er, fordi du er vant til det, møgunge.

Lyt.

Men der er jo helt stille.

Her er der måske 20 forskellige lyde.

Men på Jorden -

- fandtes der millioner milliarder.

Vinden, alle sprog.

Havet og fugle.

- Men jeg kan lide vores 20 lyde. - Også mig.

Vis, hvordan Speedy gjorde.

- Gjorde hun sådan hver aften? - Ja.

Nu må jeg se til Otosan.

Alt blev ødelagt. Alt på hele Jorden, ikke?

Og alle de andre, der var tilbage. De døde, ikke?

Det ved jeg ikke.

Man kan ikke tænke på alt altid. Kom, vi bygger videre på mit skib.

Du kan ordne vingen.

Skoven og havet findes sikkert stadig.

Menneskene er væk. Jorden er tom.

Gladys! Kom.

Kom, vi går ind.

Situationen er uholdbar. Nu beder vi borgerne om hjælp.

Folk flygter fra deres hjem og samles i teltlejre.

Gid menneskene aldrig havde ødelagt Jorden.

Svea-projektet følger planen. Rømningen af Norden sker på to år.

Passene afgør, om I bliver udvalgt til evakuering.

Men mor havde været med til at bygge Svea.

Hun havde en plan, som skulle redde os.

Gladys! Otosan virker igen!

Otosan, tæl antal passagerer.

Otosan, Speedy-filen. Mad, morgenmad!

Otosan, vand.

Ingen mad.

- Der er på skibet. Bare rolig. - Jeg er sulten.

- Jeg henter noget. - Nej, du må ikke gå!

- Hvordan gør vi så? - Det ved jeg da ikke!

Gladys?

Gladys?

- Gladys, hvad var det? - Ssh.

- Kan vi ikke blive her? - Kom. Jeg kan binde dine snørebånd.

Aldrig. Og jeg kan selv binde snørebånd.

- Vis mig det. - Ikke nu.

Jeg kommer snart tilbage.

Gladys?

Otosan, hvad var det?

Hallo?

Er her nogen?

Otosan, svar. Hvad var det for noget?

Otosan, er det sikkert at gå derind?

Otosan, hvor mange er vi på skibet?

Tæl antal passagerer, tak.

En, to.

Speedy!

Er Speedy kommet? Hvis hun er, er du nødt til at åbne.

Vil du ikke nok?

Tak.

Speedy?

Mor?

Mor?

Otosan, åbn! Det var ikke Speedy!

Hallo?

Hallo? Ho-ho!

Gå væk!

Otosan, skyl.

Det er bare mig. Hvad sker der?

Det ved jeg ikke. Den er derinde. Se.

- Kom. - Nej, nej...

- Hvad er det for noget? - Det ved jeg ikke.

- Hvad er det. Et monster? - Nej.

- Gladys? - Bare rolig.

Hvad laver du her?

Er du sulten?

- Nej, det er mit slik. - Han skal have noget at spise.

- Den grimrian må ikke få mit slik. - Namnam.

Hvad gør den?

Hilsner fra en dataprogrammør i universitetsbyen Ithaca -

- på planeten Jorden.

Hvad gjorde du?

I er... alene i rummet. I er kun børn.

Forstår du, hvad jeg siger?

Vojajer.

Vojajer?

Vojajer.

Hedder han Vojajer?

Hedder du det?

- Namnam? - Nej, jeg hedder Gladys.

- Og det der er Keaton. - Karton...

Ikke Karton, Keaton.

Karton!

Hvor kommer du fra?

Vi kommer fra Jorden.

- Hjemme. - Og vi er på vej til Vial.

Planeten Jorden.

- Vial. - Rejse hjem, planeten Jorden?

Forstår du ikke, at vi ikke kan tage hjem?

I må ikke være her.

Det går ikke, bums.

Er du kommet til skade?

Det er jeg også. Jeg kan hjælpe dig.

Samme.

Ojojaj, problemo? Whatta-whatta?

Jaa-jaa. Ojojaj.

Problemo.

Den er flot.

"The Sounds of Earth".

- Jorden? - Hjemme.

- Det er guldpladen med alle lyde! - Hvad laver I?

Du fandt den! Du fandt Voyager.

- Mor fortalte om lydene. - Så hedder han ikke Vojajer.

- Det er fantastisk. - Hans navn er forkert.

Det er stort, det her. Det er næsten umuligt, at nogen ville finde den.

- Hjemme. - Hjemme.

Ved du, hvornår Speedy kommer? Speedy.

- Keaton, hold nu op. - Tænk at hedde som en rumsonde.

Man kan jo ikke engang se, hvad der står.

Rolig. Du skal ikke være bange.

Bare rolig. Du er sammen med os nu. Du skal ikke være bange.

Den er ikke med os. Du og jeg er med os.

- Nu tager han også mit slik! - Selvfølgelig må han det.

Namnam!

Hvad laver du?

- Hvad laver du? - Nu bliver du bange, hva'?

Keaton!

I må ikke gå.

Vi kommer tilbage, når du er faldet lidt ned.

Kom. Vi skal hente min rygsæk.

Du skal ikke tage dig af Keaton. Han vænner sig til det.

- Ups. Hovsa. - Hovsa.

Det gør ikke noget. Her er messen. Her skulle folk spise.

- Namnam! - Ja, namnam.

Pas på, du ikke skærer dig. Det er skarpt.

Kom, så går vi.

Her er der en sportshal, tror jeg.

Og her var det nok meningen, at folk skulle bo.

Her er skibets lunge, hvor der dannes ilt.

Her er luftslusen.

Her hopper jeg rundt af og til, vægtløs.

Vildt ubehageligt i begyndelsen. Engang kastede jeg op.

Har du nogensinde set vægtløst bræk?

Du burde prøve det engang. Altså ikke bræk, men vægtløshed.

Farvel.

- Hvorfor "farvel"? - Kom, vi går.

Farvel.

Otosan, hvorfor er Vojajer her?

Hvad mener du?

Jeg forstår ikke. Er den farlig?

Det her er rejsen til Vial.

Eller... ja, den der runde, blå ting er Vial.

Det er bare et maleri, men...

Ikke... hjemme.

Jo...

Eller... nej, ikke endnu, men...

Mennesker har dårligt ry herude.

Vend om.

Hvad?

I når aldrig frem.

- I kan umuligt følge med. - Hvad mener du med "følge med"?

Rummet vokser.

I skal ikke være herude.

Hvad mener du med "vokser"?

- Vend om. - Det kan vi ikke.

Jorden er død.

Den er død.

Ved du det?

Er du sikker?

Det ved jeg ikke.

Jorden lever måske.

Tænk, hvis Jorden lever?

Rummet er ingenting. Forkert sted til hjemme.

Vial findes ikke.

Otosan, hvor langt er der til, vi kommer frem?

Gladys, hvor har I været?

- Det er altid det samme. - Der er jo noget galt med den.

Der er ikke noget galt. Det er rigtigt nok.

Vi kan spørge Speedy, når hun kommer.

Otosan, skift retning!

- Skift retning! - Den kan ikke skifte retning.

- Vend om til Jorden! - Den kan ikke skifte retning.

Gladys?

Karton?

Værsgo. Namnam!

Har du gnasket på den? Hvor ulækkert.

Ja, han var jo...

Kontakt! De forstår nok.

De er kun børn, ikke farlige.

I må ikke komme.

Jeg kan kommunikere med dem nu.

Jeg sender det, I har brug for.

Lær det, som hedder svensk.

Lære svensk?

- Ja, så vil I forstå det hele. - Du kender din plads og opgave.

- Har du brug for hjælp? - Nej, hør nu på mig.

Hvad?

Nej, I må ikke komme. Lad os være i fred.

Kom. Kom så.

- Er du okay? - Ja.

Du er sej.

Her.

Det er ikke farligt. Okay?

Mor tog fejl. Det var farligt.

Flugten fra Jorden var uretfærdig.

Kun nogle få skulle rejse til Vial.

Kun nogle kunne reddes.

De fleste af os kunne ikke.

- Petra Karlsson? - Ja.

- Kristoffer Arvedal? - Ja.

- David Pettersson? - Ja.

- Lisa Lerian? - Her.

Maria Nebolah?

- Maria Nebolah? - Ja, her.

Mor? Du hedder da ikke Maria.

Vi skulle med for enhver pris.

Johan? Se lige her.

- Kom! - Hun tog kortet!

- Mor! Hvad laver du? - Løb.

Stands!

Tag hende. Nu!

- Tag hende! - Pas på!

- Skynd dig! - Mor, hvor skal vi hen?

Kom. Hurtigt.

Sid stille.

Besætningen på skibet, stop!

- Mor! - I må ikke starte skibet!

Det er en ordre!

- Forlad opsendelsesrampen! - I må ikke gøre det!

Godmorgen.

Arbejdet kalder, møgunge.

Op og hop.

- Hvad laver I? - Kom og hjælp til.

- Kom. - Skal vi lave Otosan?

Vi skal ind i computeren, så vi kan rejse til Jorden.

- Til Jorden? Men hvad med Vial? - Vi når ikke frem til Vial.

- Jo. - Nej. Det der tal, 8.400?

Det passer. Rummet vokser hurtigere, end vi bevæger os.

- I skiller jo Otosan ad. - Jeg er ligeglad. Jeg vil hjem.

- Det er mit hjem. Jeg er født her. - Jeg er ældst, og jeg bestemmer.

- Jeg ved noget, som du ikke ved. - Hvad er det, jeg ikke ved?

- Ikke noget. - Hvad mener du? Sig det.

Det er Speedy, der bestemmer.

Jeg bestemmer på Svea. Ikke dig, ikke Otosan og ikke Speedy.

Hallo? Speedy? Speedy, kan du høre mig?

Speedy! Speedy! Speedy! Hallo?

Hold op!

Jeg mener det. Forstår du ikke, at hun aldrig vil svare?

- Keaton. - Otosan?

Hvad?

Hvad mener du?

Skal jeg dræbe ham?

Skal jeg slå Vojajer ihjel?

Jeg vil ikke.

Jeg elsker også dig.

Hør her...

- Hvad er der? - Nej...

Gladys...

- Der findes andre som... - Hvilke "andre"?

Andre som mig. De...

Din familie?

Hvis de vil besøge os engang, ville det være hyggeligt.

Jeg er glad for gæster, og Keaton vænner sig til det.

Gæster...

Bundkortet!

Ja, venner, alle...

Otosans harddisk!

Vi kan styre faserne.

En god begyndelse.

Hvad laver han? Danser disko?

Jaa.

- Whatta? - Han ved, hvad han skal gøre.

Ja, jeg ved ikke...

Nej, I må ikke komme. De er kun... børn.

Otosan, jeg vil ikke.

Er du sikker?

Hvad er der sket? Hvad laver du? Hvad har du gjort?

Den er farlig.

Otosan sagde, jeg skulle slå monstret.

- Han bløder! - Han tvang mig. Han sagde mit navn.

- Hvem sagde det? - Han sagde: "Keaton, dræb monstret."

- Du forstår da ikke, hvad han siger. - Jo, han sagde mit navn.

Nej, lad være! Hvad laver du? Hold op!

Pas på, Otosan. Afspil Speedy-filen.

Her er min lille, lille mor.

Mor...

Hej, Keaton. Hej, baby. Han er født her på Svea.

Speedy kommer snart, og så bliver alt godt, ikke?

Nej.

- Jo. - Nej.

Hun kommer aldrig tilbage.

Hun har været forsvundet for længe.

Tror du, man overlever, når man går ud i rummet?

Der er et klip, du aldrig har set.

Mor var en helt.

Hun ville reparere alt, men forsvandt.

Du var der. Du var med.

Det tror jeg ikke på. Hun skulle jo til asteroiden, sagde du.

Hvad så med mit skib? Vi skulle redde hende med det.

- Mor. - Så. Tag den her.

Døren åbner sig.

Alt kan forandre sig. Man er næsten aldrig forberedt.

Jeg kommer snart.

Og så er man alene i rummet.

Vojajer, du lever!

- Du lever. - Det var så koldt. Jeg så et lys...

Jeg må forbinde dig. Kom, jeg hjælper dig med såret.

Det er okay.

Du fik bare et slag.

Keaton, kom.

Karton? Karton? Karton, ho-ho!

Karton?

Et rumskib!

Hvad sker der?

- De er her. - Hvem er her?

Gæster.

Whatta! Whatta-whatta!

Ahumba!

Whatta-hoppa. Komsi-komsi.

- Bomma-bomma. - Bomma.

- Whatta? - Kasika.

- De har fundet mig. - Din familie?

- Din familie? - Jeg skulle fange jer.

Jeg skulle fange jer og føre jer til dem.

- Hvad laver de her? - De hader. De hader mennesker.

De fanger alle.

Whatta-whatta? Kan I høre mig?

Adlyd, mennesker. Overgiv jer frivilligt.

Giv op. Åbn døren. Bomma-bomma!

- Se, fin computer. - Hvad? Nej, koncentrér dig.

Har du været jaget hele tiden?

- Hvorfor har du ikke sagt noget? - Jeg... jeg sagde "gæster".

Da jeg sagde "gæster", mente jeg ikke den slags, som dræber en.

Vi må gemme os.

- Jeg må gå hen til dem. - Nej!

Vi kan godt lide Voje, så I kan gå ad helvede til.

Hører I, bumser? Gå ad helvede til.

Undskyld, Voje. Det er dem, der er nogle bumser.

- Keaton... - De forstod det sikkert ikke.

- Wah? Bomma. - Ja!

- Hvad skal vi gøre? - Jeg har det.

Hvis vi kan styre faserne, burde vi også kunne styre dørene.

Er de tæt på?

Tæt på.

Hvor tæt på?

Meget tæt på.

- Tak, det har jeg bemærket. - Tak, tak.

Du passer dørene, og jeg taler med Gladys.

Gladys?

- Er du parat? - Ja.

Whatta? Whatta? Bomma-bomma!

- Dørene foran, nu! - Nu!

- Vi fik dem. - Ja, vi fik dem.

Pas på, Gladys!

Lad være at skyde.

- Dør fire, nu! - Nu!

Voje, vi fik ham.

Komme fri! Komme fri...

- Nej! - Komme fri, komme fri.

- Der. - Jeg ved det.

Min pickadolla!

Bomma!

- Okay, Keaton, sidste chance. - Okay, vi er klar.

Lille menneske.

- Nu! - Nu!

Fik vi dem?

- Slip mig fri! - Hvor er I? Hallo?

- Hallo? - Pas på, Gladys.

Hvad gør du?

Nej, stands!

- Vent! - Hjælp? Okay, ja, ja.

- Det gik ikke. - Hvad skete der?

Det gik ikke. De er for stærke.

Hvad skal vi gøre? De er lige udenfor.

- Stands. - Legen er slut.

Giv op!

Giv op!

- Lad mig. - Nej, nej.

Kan vi tale om det? De er kun børn og ikke farlige.

Er du dum? Dit skvat. Det var forkert af os at sende dig.

Hvad laver du?

- Whatta-whatta? - Kockobello!

- Tag det her blanke bras! - Takke-tak.

Voje!

Hvor kom vi til?

Giv mig laser.

Giv mig den.

Tak.

okker gokker gummiklokker

erle perle

Whatta? Whatta?

Keaton, om bag mig.

Gladys, pas på! Voje!

Nej!

Løb!

Whatta-whatta.

Whatta-whatta.

Gem dig. Jeg lokker dem væk.

- Nej, du må ikke gå! - Keaton.

Jeg forlader dig aldrig. Du er det bedste, jeg ved, møgunge.

Hey, bumser! Kom og tag mig.

Jeg skal tage dig, din lille...

Lille ven...

Kammerat.

Amigo.

Freunde.

Children.

Whatta-whatta!

Ho-ho!

Komsi-komsi.

Whatta?

Hallo?

Kom her.

Whatta? Bomma-bomma.

Whatta?

Whatta?

Hjælp, Gladys! Hjælp mig!

Keaton. Keaton!

Hvad er det? Taske...

Ja, ja, ja...

Hvad? Hallo?

Komsi-komsi. Komme-komme.

Nej!

Skynd dig!

- Den kommer. - Kom.

Kom her!

Voje!

Nej, Voje!

Voje, du må ikke dø.

Mit skib. Vi nåede ikke at bygge det. Så kunne vi være flygtet.

Keaton...

Der er et...

skib til.

Gæster.

Monsterskibet?

Hver dag siger vi: "Jeg håber.

Jeg håber, at jeg altid vil have min mor.

Jeg håber, at jeg altid kan sove i min egen seng, -

- at der ikke sker noget dårligt."

Men af og til er det vigtigere at turde end at håbe.

Nogle ting må man gøre noget ved, ellers går de i stykker.

Vojajer fandt guldpladen mod alle odds. Den førte os sammen.

Mor ville have elsket det.

Jeg, Keaton og Vojajer...

Vores rejse er ikke slut.

Vi skal hjem, hjem til Jorden.

Sammen.

Åh, tak.

Gladys...

Stol på dig selv. Du ved, hvordan man gør.

- Nu rejser vi hjem. - Til Jorden?

- Kan vi lave den? - Vi kan forsøge.

- Du må få den her. - Tak.

Rejse hjem.

Hold fast, møgunge.

Oversættelse: Brian Christensen Scandinavian Text Service 2018