All language subtitles for Daughters of the Dust 1991_dan

Ved århundredskiftet
levede gullah-folket på Sea Islands

stadig isolerede fra South Carolinas
og Georgias fastland.

Som følge af isoleringen
skabte og beholdt gullah-folket

en tydelig, fantasifuld
og oprindelig afroamerikansk kultur.

Gullah-samfundene
erindrede, mindedes og genkaldte sig

meget af det, deres forfædre
havde taget med sig fra Afrika.

Jeg er den første og den sidste.

Jeg er hædret og foragtet.

Jeg er horen og den hellige.

Jeg er hustruen og jomfruen.

Jeg er ufrugtbar,
og jeg har mange døtre.

Jeg er tavsheden,
som du ikke kan forstå.

Jeg er ytringen af mit navn.

Ibo Landing, Sydens Sea Islands
1902.

Jeg kan knap nok tro det.
Jeg havde ingen anelse.

Kusine Mary.

Gud være lovet, mr Snead.
Min kære kusine Mary Peazant.

Det her er virkelig
en særlig dag for familien Peazant.

Viola.

Godt at møde dig, Mary Peazant.

De kalder mig Yellow Mary.

Vores fædre var brødre.
Sammenlignet med nogle

er Yellow Mary ikke så lyshudet,
men...

Yellow Mary,
det her er min fotograf, mr Snead.

Mr Snead skal fotografere, når vores
familie får os over på fastlandet.

Fortiden er vores prolog.

Jeg ser den her dag som deres første
skridt mod udvikling.

En invitation til fastlandets kultur,
uddannelse og rigdom.

Yellow Mary, du er vel enig?

Min historie begynder dagen inden
min families vandring mod nord.

Min historie begynder,
inden jeg blev født.

Min oldemor, Nana Peazant

så sin familie blive splittet.

Hendes blomster skulle blomstre
i et fjernt grænseland.

Så havde vi
mors og fars problemer.

Nana bad, og de gamle sjæle
førte mig til den nye verden.

Jeg kom til den store fejring

for at være sammen med mine kusiner,
mostre og onkler.

Jeg kan stadig se deres ansigter
og lugte lampeolien.

Jeg hører moster Haagars stemme

når hun kalder på sine døtre,
Iona og Myown

og driller de nygifte.

'Kalos' betyder 'smuk'.
'Eidos' betyder 'form'.

'Skopein' betyder 'at se'.

Hvis en genstand placeres
mellem to spejle i ret vinkel

skabes et billede i begge spejle.

De spejlbilleder reflekteres så
i det andet spejl.

Så ser det ud
som fire symmetriske genstande.

Det er en vidunderlig opdagelse.

Det er skønhed, enkelthed
og videnskab i et lille rør.

- Børnene vil elske det.
- Yellow Mary, se.

Onkel Spikenard boede der.
Kan du huske ham? Nok ikke.

Jeg var ung dengang.
Han var fra Afrika.

Efter krigen flyttede han
fra plantagen til det der lille hus.

Når onkel Spikenard
blev ophidset eller vred

talte han på en pudsig måde.
Børnene forstod ham ikke.

Han brugte afrikanske ord og lyde.

Lige inden krigen
fortalte onkel Spikenard mig

at de havde bådlaster med afrikanere
på en hemmelig ø heromkring.

Myndighederne forbød
slavetransporter af afrikanere

50 år inden borgerkrigen.

Ikke på de her øer. Nej da.

Lige inden krigen transporterede
og skjulte de stadig

afrikanere, som kom
direkte fra Afrika, fra nordstaterne.

Mit liv er næsten forbi

og deres er kun lige begyndt.

Jeg lever ikke længe nok til at se,
hvad der vil blive af dem.

'Nordpå', siger de. De vågner
og hvisker det i deres mænds ører.

Det er det ord,
de har på deres læber om natten.

Nu har de pakket alt, de ejer

til rejsen nordpå.

Men når de kommer for at kysse
disse gamle kinder og sige farvel

har jeg
noget mere at sige dem end farvel.

Jeg har udtænkt en plan.

'Frøken Iona Peazant.

Dataw Island, den 18. August 1902.'

'Iona... Med største respekt

for dig og familien Peazant

beder jeg dig blive ved min side her
på øen.

'Forlad mig ikke
når alle vandrer nordpå.'

'Jeg føler, at hvis jeg mister dig,
mister jeg mig selv.'

'Tænk på minderne, vi deler
fra vores opvækst sammen.'

'Vi er de unge,
som ivrigt har forladt slaveriet.'

'Vi vil lære et håndværk.'

'Vi vil skabe et bedre liv
for os selv

og vores børn, som følger os.'

'Vores kærlighed er
en meget værdifuld

meget skrøbelig blomst

som er vokset frem
fra vores uskyldige barndom.'

'Hvis frygt
overskygger din beslutning

må vi sammen
hidkalde højere magter

så de kan vejlede os.'

'Iona...'

'Når jeg går mod fremtiden

med dit hjerte nær mit...'

'Alt føles nyt.'

'Alt føles godt.'

'Alt føles muligt.'

'Underskrevet St. Julien Lastchild.'

'Cherokeestammens søn.'

'Søn af disse øer,
som vi kalder Dataw.'

'Coosa, Edisto.

Sapelo, Daufuskie.

Ossabaw, Kiawah.

Wassaw, Parris

og St. Helena.'

Iona, du må tage med nordpå.
Moster Haagar lader dig ikke blive.

Vi må rejse alle sammen.
I fællesskab.

Hvem der?
Hvad har børnene nu gang i?

Hjælp mig
med at luge det her ukrudt ud.

Bare fordi vi rejser, betyder det
ikke, at vi ikke elsker dig.

Det betyder ikke,
at vi ikke kommer til at savne dig.

Og det betyder ikke,
at vi ikke vil besøge dig snart.

Eli Peazant, hvis du ikke holder op
med at smile smørret...

Du må ikke drille din oldemor.

Det er heldigt for dig, at jeg
stadig har liv i mig, ærtehjerne.

Vi plejede at kalde dig ærtehjerne.
Husker du det?

Hjernen så lille som en ært.

Hvad er det her?

Der er noget, som sidder fast her.

Din morfar Shad syntes ikke,
at kvinder skulle tygge tobak.

- Er det ikke rigtigt? Det ved du.
- Nej da.

Jeg har besøgt gamle Peazant
hver dag, siden han døde.

Det er op til de levende
at holde kontakten med de døde, Eli.

Vor kraft slutter ikke, når vi dør.
Vi kommer bare til et andet sted.

Et sted, hvor vi våger
over vores familie, som er i live.

Respekter de ældre.
Respekter din familie.

Respekter dine forfædre.

Du er urolig for, at Eulas barn ikke
er dit, fordi hun blev voldtaget.

Du får ikke et barn,
som ikke er blevet sendt til dig.

Dine forfædre og livmoderen
er en og samme.

De i den her graven og de
på anden side af havet er her med os.

De er en og samme,
forfædrene og livmoderen.

Kald på dine forfædre og lad dem
lede dig. Du må have deres styrke.

Du må gøre vores familie stærk igen,
som den engang var.

Hvordan kan du forstå,
hvad jeg føler?

Det her skete for min kone. Min kone!

Det føles ikke,
som om hun er min længere.

Jeg vil ikke have hende længere.

Du kan ikke give det tilbage,
du aldrig har ejet.

Eula tilhører ikke dig.
Hun giftede sig med dig.

Hvorfor beskyttede du os ikke?
Nogen gjorde det her mod mig.

Var det en besværgelse eller uheld?

Lå de gamle for dybt i deres grave
til at tænke på min kone?

Da vi var børn, troede vi,
at du kunne fordrive alt ondt.

Vi troede på udklippene på væggene,
på træet med glaskrukker

og riset, du havde i lommerne.

Vi troede på hønen med krøllet hår.

Mønten, rødderne og blomsterne...

Vi troede, at de ville beskytte os
og alle ting, vi ejede og elskede.

Jeg var ikke bange for noget
eller nogen

for jeg vidste, at min oldemor
havde alt det i sin lomme

og kunne løse det.

Glem aldrig, hvem vi er,
og hvor langt vi er kommet.

Jeg må forlade det her sted.

Jeg har intet andet valg.

Eli. Eli!

Der er en tanke, en erindring,
noget, som nogen husker.

Vi bærer de minder i os.

Tror du, at de hundredvis
af afrikanere, som blev ført hertil

skulle glemme alt, de engang vidste?

Vi ved ikke, hvor disse erindringer
kommer fra. De kan komme i drømme.

Men vi bærer de minder i os.

Hvad skal vi mindes? Hvordan vi
engang kunne beskytte vores elskede?

At vi i Afrika var kongelige,
som byggede store byer?

Eli, jeg prøver at lære dig
at nå ind til din egen sjæl.

Jeg kæmper for mit liv
og for dit.

Kig på mig!

Jeg prøver at give dig noget
at tage med nordpå

sammen med dine store drømme.

Kald på de gamle afrikanere, Eli.
De kommer, når du mindst aner det.

De tager dig i favnen, hurtigt
og blødt som et behageligt vindpust.

Luk de gamle sjæle ind
i dit hjerte, Eli.

Lad dem berøre dig med tidens hånd.

Lad dem fylde dit hoved med visdom,
som er fra en anden tid.

For når du forlader den her ø,
Eli Peazant

mødes du ikke
af guld og grønne skove.

Eli, jeg forlader mig på dig.

Hold sammen på familien oppe i nord.

Det er udfordringen,
som alle frie sorte står over for.

Hyld vores traditioner.

Nana bad om hjælp.
Jeg kom i rette tid.

Kom, mit barn. Kom.

Frisk og sød
som et barns åndedrag.

Eula...

- Hvem har gjort det mod os?
- Intet godt kommer af at vide det.

Alt godt er væk.

Vores drømme er væk.

Gud er mit vidne.

Når jeg forlader det her sted,
vil jeg aldrig bo på din jord igen.

Fjollede pige.

Hvad kigger du på?

Jeg elsker dig.

- Det her betyder...
- Gumbo!

- Og gryde hedder...?
- Sojo!

- Vand? Vand?
- Dio!

- Ild?
- Dife!

Det er det eneste, mormor husker.

De er de sidste af de gamle
og de første af de nye.

Jo ældre jeg bliver,
desto nærmere jorden kommer jeg.

Det her var det værste sted
at blive født under slaveriet.

Deres hænder bærer blå ar
fra den giftige indigofarve

som opbyggede plantagen
fra sumpen.

Vores sjæle var følelsesløse
af feberen, vi fik i rismarkerne.

Vores rygge blev bøjet

når vi plantede og gik med hakken
på bomuldsmarkerne.

Jeg var gammel. For mange år siden

da jeg lå i min moders favn,
så jeg Afrika i hendes ansigt.

Det var begyndelsernes alder,
en løfternes tid.

I avisen stod der,
at det var alles tid.

Rige og fattige,
magtfulde og magtesløse.

Vi er broen, som de går over.

Vi er forbindelsen
mellem dengang og nu

mellem fortiden og historien,
som kommer.

Jeg drømte om vinden forleden nat.

Hver gang
man drømmer om sådan en vind

indebærer det forandring.

Hvem er det?

Gamle Peazants barnebarn
er kommet hjem.

Hun blev fordærvet.
Yellow Mary blev fordærvet.

- Hvem har hun med?
- Iona!

Iona!

Gå og advar Nana. Hun dåner,
når hun ser den madamme.

Men mor...

Alt det gule er spildt.

Er det her samme pige, som jeg
plejede at vugge, til hun sov?

Den frække tøs.

- Trula, det her er Eula.
- Godt at møde dig.

Hvad er det her?

- Butikskøbte kager, Haagar.
- Brød fra en butik?

Yellow Mary, det siges, at en kvinde,
som kan lave mad, er smuk.

Må jeg smage?

Jeg kan ikke lide at stå i køkkenet.

Jeg spiser ikke noget,
som hun har rørt.

Man ved aldrig,
hvor hendes hænder har været.

Gribbe kredser ikke omkring for
sjovs skyld. Hun er ude efter noget.

- Hvad laver du?
- Jeg sørger for, at ingen er døde.

- Hvorfor roder du i dem?
- Du skal plukke hønen.

- Smid en af dem på Haagar.
- Nej.

Jorden, Herre,
svømmer over med frugter.

Det minder os om,
at det her er frøets tid.

Ikke i dag, ikke i morgen,
må vi høste det, vi sår

men i en fjern
og mægtig fremtid.

Vi må ikke lade os narre af
ondskabens skinbarlige enkelthed.

Se frem til den høst

når Jorden tilhører Herren
og ikke os

og rigdommen, som findes i det.

Læg den ned.

Da jeg forlod den her ø

var jeg en synder,
og jeg vidste det ikke engang.

Men jeg forlod øerne,
kom til fastlandet

og faldt i Herrens arme.

Hvad findes der derude, tante Viola?

Liv, mit barn.
Starten på et nyt liv.

Hvem findes derude?

Jesus Kristus, Guds søn.

Jeg hørte, at du var på vej.
Jeg har ventet på dig.

Jeg hørte trommerne, men vidste ikke,
at det handlede om mig.

Jeg ville overraske dig, Nana.
Det er svært her i Ibo Landing.

Ingen overraskelser her, Yellow Mary.

Hvad har du om halsen?

Et Sankt Kristoffer-vedhæng.
Han beskytter rejsende.

Hvad er det for en tro?
Beskytter han dig?

Jeres familie
holder fast i gamle traditioner.

Ja, vi holder fast i dem.
Men tiderne ændrer sig jo.

De ved jo, mr Snead,
at man må følge med.

Mr Hail, kender De
nogle gamle afrikanere fra plantagen?

Jeg synes om fisk, men jeg
ville aldrig fiske i det vand.

Der blev en pige druknet
af sin ejer.

Er det her ikke Ibo Landing?

Det betyder ikke,
at man ikke kan drukne her.

Sig... Sig igen,
hvordan man siger 'vand' på spansk.

Agua.

Agua.

Agua.

Mor kom til mig i nat.

Hun tog min hånd.

Hun har været død længe, Eula.

Jeg måtte se min mor.

Jeg ville tale med hende.

Jeg skrev et brev til hende
og lagde det under sengen.

Så ventede jeg.

Jeg ventede,
og så kom mor til mig.

Eula...

Du er en rigtig geechee-pige.

Det her må være
det mest ulykkelige sted på Jorden.

- Jeg ville...
- Nej, Mary. Der er smukt her.

Her er det, folkens. Ibo Landing.

Her spejler man sig
i historiens grumsede vand.

Personligt spejler jeg mig ikke
i grumset vand.

Den eneste måde at opnå forandring på
er at bevæge sig fremad.

Folk, som sidder stille,
er ikke min type.

Jeg vil gerne finde en god mand,
Eula.

Nogen, som jeg kan støtte opad.

Ikke fordi jeg vil det.

Men jeg vil vide, at jeg kan.

Yellow Mary, snart vil det klø.

Lidt pudder har aldrig skadet. Men de
her blodsugere kan jeg ikke klare.

I lever som vildmænd her.

Ved I...
Jeg håber, at de laver gumbo.

Det er længe siden,
jeg fik god gumbo.

Jeg fik det i Savannah,
men nogle ingredienser manglede.

Jeg har ikke fået god mad længe.

Jeg fandt hende. Hun skulle
hente sin parasol ved Ibo Landing.

Hvad er hun for en kvinde? Kvinder
som Yellow Mary får ikke familie.

- Hun er uhyggelig.
- Hun er en ny slags kvinde.

At farvede kvinder bliver voldtaget
er meget almindeligt.

Du fortalte ikke Eli,
hvem der gjorde det, vel?

Du har en god mand, Eula.
Nogen, som du kan støtte dig opad.

Han behøver ikke vide det
og sætte sit liv på spil.

Sig ikke noget til ham.

Jeg husker, hvor vigtige børnene var
for familien Peazant

og hvordan jeg måtte overbevise
min far om, at jeg var hans barn.

Stå stille.

Hvis I vil vide mere om afrikanerne,
bør I tale med Bilal.

Indfødte afrikanere.

De stjal Bilal fra Afrika,
da han var en lille dreng.

Han kom med det sidste slaveskib.
Bilal kom hertil med Wanderer.

Mit barn var dødfødt

og mine bryster
var fulde af mælk.

Vi manglede penge, så jeg begyndte
at arbejde for en velhavende familie.

Nogle flottenhejmere
fra Edisto Island.

Pompøse blegfise.

De rejste til Cuba,
og jeg tog med.

Jeg ammede deres spædbarn
og tog mig af de andre børn.

Det var sådan, jeg blev fordærvet.

Jeg ville rejse hjem,
men de beholdt mig der.

Så jeg sørgede for, at der ikke kom
mere mælk, og så sendte de mig hjem.

Iona. Iona!

Iona!

Iona!

Hvor er hun?

Hvorfor kan Nana ikke sidde her,
hvor vi kan holde øje med hende?

- Der er slanger i græsset.
- Oldinge tror, at de ved alt.

Hun bærer rundt på sin dåse.
Jeg har aldrig set hende uden den.

Vi må gemme den her til Eula. Hun er
lige så underlig som Nana Peazant.

Sommetider tror jeg,
hun er blevet forrykt.

Haagar,
du griner ad en gammel kvinde.

Ligesom Eula giftede du dig ind
i den her familie.

Men hun er vores mormor.

Der er intet farligt
i den der dåse, blot...

Mindesager.

Jeg indrømmer gerne,
at Nana har en masse bagage

og bør lægge sin sjæl
i Herrens hænder

men hun har bygget sit liv
omkring den her familie.

Hun er gammel og bange.

Hvad ved Nana om verden udenfor?
Ingenting.

Nana fik ingen uddannelse.
Hun kender kun til det simple liv.

Det, folk fortalte hende
for længe siden.

Det er derfor, jeg siger, at Nana
burde pakke og følge med os.

Hun behøver ikke
blive her helt alene.

Jeg blev ikke født ind i familien,
men jeg er her nu.

Jeg siger, at vi må lade Nana blive.
Det er det, hun vil.

Vi går mod en ny tid.
Hun lever stadig i fortiden.

Lad ikke Daddy Mac høre det der.

Jeg er en voksen kvinde. Jeg behøver
ikke tænke over, hvad jeg siger.

Jeg har født fem børn
og begravet to af dem og deres far.

Jeg har arbejdet hele mit liv.

Må jeg ikke sige, hvad jeg tænker,
kan alle skride ad helvede til.

Tænk dig om. Herren lytter.

Jeg er uddannet.
Jeg er træt af alle gamle historier

og hendes helende drikke.
Hvad har hun at komme med?

Hun vasker sig med tøjet på,
ligesom dem fra Afrika gjorde.

Mine børn skal ikke være
som de gamle afrikanere.

- Jeg husker det stadig.
- Og se på gale gamle Bilal.

- Bilal Muhammad er en hedning.
- Han gør underlige ting, som Nana.

Ti stille. Hun er vores mormor.

Oldingene beder til solen,
månen og en stor stjerne.

De har ingen religion i sig.
Vi flytter til en ny verden.

Mine døtre
skal være anstændige mennesker.

De skal ikke engang behøve høre
om den slags.

Jeg tørner sammen med alt og alle,
som prøver at holde mig tilbage.

Hvis Nana Peazant
vil leve og dø på Ibo Landing

må Gud velsigne hendes gamle sjæl.

Jeg tror, at der kommer regn.

Min tid løb ud.

Kvinderne diskuterede og skændtes.

Jeg kan stadig se frygten
og håbet i vores fædres øjne.

De var sønner af trommerne,
som kun kunne tale om deres fremtid.

Alle var lige så bange
som Nana Peazant.

Solomon er i byen.
Han har en farvet kvinde med.

Hun arbejder på en avis.

Fætter!

Vi arbejder på en lov mod lynchning.
Du vil måske hjælpe?

Måske.

Jeg rejser alligevel herfra i morgen.

Når du drager nordpå, kan du jo tage
mere end Eula og dine drømme med.

Jeg har ikke flere drømme, fætter.

Du har øvet dig.

På det her stille sted,
for mange år siden

faldt min familie på knæ
og fik set et glimt af evigheden.

Vi satte vores aftryk i jorden

til minde om familierne,
som engang boede her.

Vi var børn af dem,
der valgte at overleve.

Mange år senere sagde min mor,
at hun vidste

at jeg var blevet sendt dertil
af de gamle sjæle.

Den her er min. Nej, vent...

Den her er din.

Jeg havde en åndelig opgave

men sommetider blev jeg distraheret.

Jeg ville ønske, at jeg havde
den her dukke og den her seng.

- Du har ikke engang et hus.
- Men hvis jeg havde det.

- Jeg vil have en kanin.
- Hvad vil du have?

- Alt.
- Man kan ikke få alt.

Man må gøre sådan her. Ælle, bælle,
mig, fortælle, skibet går til Åbenrå

køber for en skilling skrå,
deler den i dele syv.

Du må ønske dig den, min finger
landede på. Læg nu bogen væk.

Nu er der mad.

Jeg har hørt, at de
har lukket op for seminolernes jord

for hvide nybyggere.

Der er ingenting tilbage der.

Hvis Roosevelt overhovedet gør noget

gavner det industrierne i nord,
ikke os.

Maden er klar, mr Snead.

Ønskebøger, indfødte afrikanere

guldøreringe for at få bedre syn.

De forkæler deres børn
med drømme, ønsker og magi.

Men de er
de vigtigste familiemedlemmer

børnene og de gamle sjæle.

Kom.

Saml børnene på Ibo Landing
og tag dem med hertil.

Vi går og henter dem. Kom.

Ikke?

Yellow Mary,
det siges, at du er en rig kvinde.

Mor sagde, at hun kunne føle,
at jeg var ved hendes side.

Jeg husker,
at min oldemor kaldte på mig.

Jeg husker hjemrejsen. Jeg husker
den lange vandring til gravstedet

til huset, hvor jeg skulle fødes,
til picnicstedet.

Jeg husker, og jeg erindrer.

Det er 50 år siden,
slaveriet ophørte

men her
giver vi stadig børnene navne

som Myown, Iona.

Unita, Iadora, Euadora.

Vi har endda
en Pete og en Re-Pete.

Sommetider giver øboerne
børnene navne

efter den ugedag eller årstid,
hvor de blev født.

Og alle har flere kælenavne.

Goober, Boy Rat,
Hail, Harvest, Winter.

Pidgeon, Hardtime, Fantee, Cudah.

Ocra, Yono, Cish, Alexmine.

Jackiemine, Jaspermine, Cornhouse.

Binah, Shango.

Obatala, Oya-yansa.

Yemonja, Eshu Elegba...

Vi er samlet her i dag

for at vise respekt
for vores ældre slægtninge

og for at fejre
vores flytning til fastlandet.

Men vi er her også
for at hædre de gamle sjæle

som allerede fra det øjeblik,
hvor vi blev skabt

har guidet os i vores rejse
fra en verden til en anden.

Vi er her,
fordi vores forældre tog vores hånd

og lærte os at svømme
i strømmene, som omgiver de her øer.

Jeg husker, hvordan vi levede,
inden friheden kom. For længe siden.

De havde intet register over,
hvornår vi blev født, døde

eller salget af slaver.

En dreng kunne tages fra sin mor
og sælges ved fødslen.

Mange år senere
kunne samme person blive tvunget

til at få børn
med sin egen mor eller søster.

Så det var vigtigt for slaverne
at holde sammen på familien.

Ligesom en griot i Afrika,
som holdt al information i hovedet

kunne de gamle sjæle
i hver familie

huske alle fødsler, dødsfald,
giftermål og salg.

Afrikanerne fra 1700-tallet...

Observatørerne, vogterne, forfædrene.

Familien Peazant nedstammer fra

en æt fuld af skabelse og håb

som begyndte med afrikanerne,
som først blev taget til fange.

Nana bar dem med sig

til fire generationer.

Og vi...

Vi må bære dem med os,
hvor end vi går.

Det var her, de førte dem til.

De tog dem i land lige her,
hvor vi står.

Ingen husker, hvor mange der var

men der var mange,
ifølge min oldemor.

Hun var en lille, lille pige dengang.

Skibet var lige kommet ind
fra det dybe vand.

Det var et stort skib med sejl.

Straks,
da Ibo-folket blev ført i land

stoppede de op
og kiggede sig omkring.

De sagde ikke et ord.
De studerede stedet omhyggeligt.

De så ting den dag

som du og jeg ikke kan se.

Ja...

De så alt, som skulle ske her.

Slaveriet,
krigen, som mormor altid taler om...

Ibo-folket gik ikke glip af noget.

De så endda dig og mig
stå her og snakke.

Da de havde taget et ordentligt kig

og set, hvad der ventede

fortæller mormor, at de vendte om.

Alle gik tilbage ud i vandet.

Hver eneste mand, kvinde og barn.

Man kan tro, at de ikke ville komme
så langt. De gik jo på vand.

De havde jernkæder
om anklerne og håndleddene

og omkring halsen
som hundehalsbånd.

Men kæderne
stoppede ikke Ibo-folket.

De blev ved med at gå,
som om vandet var fast grund.

Da de kom hen til skibet

kiggede de ikke engang på det.

De gik bare forbi det

for de skulle hjem.

Det er med stor stolthed

at jeg velsigner
Eli og Eula Peazants ufødte barn.

Vores første barn, som vil blive født
oppe i nord. Vores fremtids barn.

Nu må det være nok.
Det er tid til at spise.

En gang så jeg
et lyserødt smykkeskrin med satin på.

Et til rige kvinder,
i et butiksvindue.

Hvis man drejede på en dims på siden,
spillede det musik.

Jeg havde ikke råd til at købe det

og jeg bad ikke nogen
købe det til mig.

Men i mit hoved lagde jeg
alle frygtelige minder i skrinet

og låste dem inde der

så jeg kunne tage dem ud og kigge
på dem, når jeg havde lyst.

Jeg kunne studere dem, når jeg ville,
og få skik på dem.

Jeg ville ikke have dem inde i mig.
Jeg ville ikke have dem i mig.

Jeg lader ikke noget i det skrin
eller nogen uden for det skrin

bestemme, hvem jeg er, eller hvad
jeg skal synes om mig selv.

Bilal. Bilal.

Bilal Muhammad, kom med os.
Skyl dine synder bort i lammets blod.

Lad ham gå, Deacon.
Han er indfødt afrikaner.

Han har ingen skam i kroppen.
Han er solens og månens mester.

Når jeg rejser herfra,
tager jeg til Canada. Nova Scotia.

Jeg synes om, hvordan det lyder.
Nova Scotia.

Nova Scotia.

Nova Scotia.

Jeg har aldrig haft svært
ved at tjene penge.

Jeg kan ikke stå stille.
Jeg må røre på mig.

Nye ansigter, nye steder.

Nova Scotia kommer
til at behandle mig godt.

Stil jer tættere på hinanden.

Vær forsigtig, mr Snead.
Der er alligatorer i vandet.

Jeg tænker ikke
på den gamle tid så meget længere.

Men når jeg begynder at spekulere

kommer der en masse ting tilbage.

Du er et fjols, Haagar Peazant.

Ingen har sagt, at de gamle sjæle
fandtes i glaskrukkerne.

Træet minder om, hvem der har været
her, og hvem der er gået videre.

Man studerer farverne og formerne.

Man sætter pris på træet hver dag,
som man sætter pris på sine nære.

Mr Snead.

- Kan De føre mig til gamle Bilal?
- Den hedning? Han er uvigtig.

- Tilhører han familien?
- Det gør han vel.

Alle på øerne tilhører familien.

Desværre er mange som Bilal
så gammeldags.

De tror, at alt, der sker, forårsages
af besværgelser, magi og forfædre.

De tror ikke på Gud.

Hvor vi skal hen, har man ikke brug
for træer med glaskrukker.

Vi skal have haver, hvor vi dyrker
blomster og grøntsager.

Hvor vi skal hen, er der intet behov
for en gammel kvindes magi.

Kig. Kig op!

Husk Ibo Landing!

Stå stille!

Du kan ikke klage over hestefluerne,
når du har fedt i håret.

Herren vil beskytte os, Nana.
Forlad dig på Jesus.

Vi behøver ingen amuletter
med tørrede rødder og blomster.

Da jeg var barn, klippede min mor
en hårlok af, inden hun blev solgt.

Nu lægger jeg mit eget hår i.

Der må være en tilknytning,
en forbindelse

mellem dem, der rejser nordpå,
og dem, der bliver.

Mellem os, som er her, og dem,
som er på den anden side af havet.

Vi er som to mennesker i en krop.

Den sidste af de gamle
og den første af de nye.

Vi vil altid leve et dobbeltliv,
for vi kommer fra havet.

Vi kom her i kæder,
og vi må overleve.

Vi må overleve.
Der er saltvand i vores blod.

De førte mig hertil, da jeg var barn,
fra kolonierne i De Franske Antiller.

Hvad husker du fra den tid?

Husker du din familie? Dit hjem?

Det var mange år siden,
jeg talte på det sprog.

Det, jeg husker, skal jeg fortælle
på sproget, jeg lærte her.

Jeg kom her på skibet Wanderer.
Jeg kom med Ibo-folket.

Nogle siger,
at Ibo-folket fløj hjem til Afrika.

Andre siger, at de gik
hånd i hånd oven på vandet.

Men jeg var der.

Alle mændene, kvinderne og børnene,
over hundrede...

De var lænket i kæder.

Da de gik ned i vandet,
kom de aldrig op igen.

Ingen kan gå på vandet.

Vi skal nok klare os, Nana.

Bekymr dig ikke.
Vi skal nok klare os.

Nana Peazant, bliv nu ikke ophidset.

Det er det for varmt til.

Tag sammen, Viola!

Jeg husker, hvad min far lærte mig,
inden han gik bort.

Det var det samme, som hans far
havde lært ham, da han blev en mand.

Han sagde:
'Kvinder er det søde her i livet.'

'De er søde at se på,
for de er smukke.'

'De er søde at lytte til,
fordi de har smukke stemmer.'

'Kvinder er det søde her i livet.'
Det er det, jeg husker.

Jeg har været alene,
siden jeg var barn.

Jeg har været alene så længe.
Jeg troede, jeg ville have det sådan.

Du har virkelig kæmpet hårdt for det.

Jeg er ikke
som de andre kvinder her

men jeg vil vide, at jeg kan
komme tilbage til mit ophav.

Folk her skal kende mit navn.
Jeg hedder Yellow Mary Peazant!

Jeg er en stolt kvinde,
men jeg er ikke en hård kvinde.

Jeg vil blive.
Jeg vil blive her hos dig.

Skal hun komme
og lægge sin skam på mor Peazant?

Jeg forstår ikke

hvordan jeg og Peazant fik børn,
som skændes med hinanden.

Hvordan kan I forlade den her jord?
Den her jord!

Sveden fra vores kærlighed
findes i den her jord.

Jeg elsker dig, fordi du er min. Du
er frugten fra et ældgammelt træ.

Ti stille. Ti stille!

Ti stille!

Ti stille, alle sammen.

Nogle har ikke glemt, at Yellow Mary
sendte penge til Jakes kaution.

Nana,
vi skal ikke tale om fætter Jake.

En hund bliver ikke vred,
fordi man kalder den for hund.

Sig det!

Skammer I jer så meget over Yellow
Mary, fordi hun blev fordærvet

hvad siger I så om mig?
Er jeg også fordærvet?

Hvad det end er, som skal siges,
sig det nu, Eula!

Når det gælder det her sted

har der aldrig
eksisteret en ren kvinde her.

Dybt inde i os ved vi,
at de fordærvede vores mødre

og deres mødre før dem.

Vi forventer altid det værste

fordi vi mener,
at vi ikke fortjener bedre.

Dybt inde i os tror vi

at ikke engang Gud
kan hele sårene fra fortiden

eller beskytte os mod verden,
som gav os kæder om vores fødder.

Min Gud elsker mig, beskytter mig
og våger over mig.

Selvom I skal rejse nordpå

tænker I stadig på,
at I er fordærvede.

Tror I, at I kan tage over
til fastlandet og flygte fra det?

I vil fortryde det,
hvis I ikke ændrer tankegang.

Hvis I elsker jer selv

skal I elske Yellow Mary.

Hun er en del af jer, ligesom vi
er en del af vores mødre.

Mange af os gennemgår ting

som vi føler, at vi ikke
kan klare på egen hånd.

Der er alle mulige veje,
som man kan tage her i livet.

Lad os ikke være bange.

Vi fortjener det,
for vi er gode kvinder alle sammen.

Forstår I, hvem vi er

og hvad vi er blevet?

Vi er døtre af alle de støvede
dimser, Nana har i sin dåse.

Vi bærer for mange ar
fra fortiden.

Vores fortid ejer os.

Vi bærer vores ar
som en beskyttende rustning.

Tykke, hårde, grimme ar

som ingen kan komme igennem
for at såre os igen.

Lad os leve vores liv
uden at gemme os i gamle sår.

Shad, hvordan skal vi kunne plante
noget i det støv?

Vi planter hvert år,
ellers er det ude med os.

Mit liv er næsten forbi,
og jeres er kun lige begyndt.

Jeg vil ikke leve længe nok

til at se, hvad der bliver
af alle sorte, som er fri.

Vi vil kigge ned fra himlen,
Nana.

Nej, jeg vil ikke kigge ned
fra nogen himmel

mens der stadig findes jord,
som jeg kan plante i.

Vi har taget gamle guder

og givet dem nye navne.

Det her er fra mig

fra dem, fra os.

Det er den samme sjæl,
som I alle har.

Kom, børn. Kys den her hånd,
som er fuld af mig.

Herre, forbarm Dig over os.

Tag min hånd.

Jeg er den, der kan give dig styrke.

Tag mig med dig, hvor end du går.
Jeg er din styrke.

Tag min hånd.
Tag mig med dig, hvor end du går.

Jeg er din styrke.

Hvor end du går.

Oldinge skal dø.
Det er ikke retfærdigt!

De skal dø og fare til himlen!

Det er ikke retfærdigt!

Det er ikke retfærdigt!

Hoodoo!

Hoodoo. Hoodoo og uorden!

Ingen rødder og urter
kan ændre noget.

Ødelæg ikke alt. Den gamle tids
skikke vil ikke hjælpe nogen.

Kom, mit barn.
Jeg elsker dig, fordi du er min.

Kære mor.

På dette tavse sted
går beskedne mennesker på knæ

og ser et glimt af evigheden.

Den morgen begyndte
mine børn og jeg et nyt liv.

De bar min ånd med sig.

Jeg blev her med de gamle sjæle.

Iona!

Iona. Iona!

Så den 19. August 1902

forlod de disse øer.

De begav sig nordpå
efter at have sagt farvel.

De ville måske aldrig
møde os igen.

Min mor og far
blev hos Yellow Mary.

Nogle siger, at Eli blev
indblandet i kampen mod lynchninger.

Nogle siger, at Eula så for meget
af sig selv i Nana Peazant

og ville have, at hendes børn
skulle fødes på den her ø.

De siger, at mor altid
havde været mærkelig

og at Nanas rødder og urter
gjorde det værre.

Jeg ved bare, at jeg blev født her,
inden Nana gik videre.

Vi blev her og blev ældre

klogere og stærkere.

Anna Rask www.btistudios.com